Kampen for at overbevise

Master Thesis by Lykke Kroer Bertelsen, 12th of March 2015 i Rhetoric, Institute for Aesthetics and Communication, University of Aarhus !

Abstract: The fight to persuade

- Barack Obama’s use of humour and fictionality

This case study examines Barack Obama’s use of humour and fictionality in two of

his speeches at The White House Correspondents’ Dinner (2011 & 2013). The goal is

to analyze what the purposes of the strategies are and how they support each other. In

addition, it will examine what the critical gain can be when using fictionality and

whether it makes sense to use it in rhetorical criticism. The case study is positioned

from the postmodern rhetorical criticism, as the approach allows the critic to work

more dynamically and be less linear in her worldview. The study also includes a

conceptually oriented criticism presented by James Jasinski. Thus humour and

fictionality become main concepts, which allows the concepts to reveal themselves

and vice versa. The starting point is set in the contextual circumstances, which are

crucial to create a basic understanding of the fragmented and complex world we live

in and the conditions it creates for Obama’s communication. Obama’s speeches are

analyzed within the new conceptual framework of fictionality, which describes the

ability to imagine how something could be, could become, would have been or is not.

Obama’s fictionalizations play a significant part as political-strategic manoeuvres,

which result in a series of gains. The concept of fictionality is followed by humour

where the three best-known humour theories; the superiority theory, the incongruity

theory and the relief theory build the foundation of the analysis of the four functions

of humour. These are helpful in analyzing the effects humour has in utterances. On

one hand, Obama uses the functions of identification and clarification to unite his

likeminded by creating agreement with a subject or an issue through humour. On the

other hand he uses the functions enforcement and differentiation to, for example, split

the opposition or to dissociate from a political opponent. The critical gain by

analysing fictionality is, amongst other things, to be able to understand the increased

mediatization, Obama’s reflections before the speech, the legalization of Obama’s

break with norms, Obama’s independence from the truth speech act and Obama’s

unique possibility to create stories, which are exciting, surprising and spectacular.

Professional tags: rhetoric, context, fictionality, humour and Barack Obama.

!

! ! !!! ! ! ! ! !

!

Indholdsfortegnelse 1. Indledning! "!

1.1 Problemformulering! "!1.2 Retorisk kritik og metode! "!

2. Teori! #!2.1 Præsidentiel retorik! #!2.2 Kontekstuelle omstændigheder! $!2.3 Fiktionalitet! %!

2.4 Fiktionstvetydighed! ##!2.5 Katarsis som fiktionalitetsstrategi! #$!2.6 Politik og fiktionalisering! #%!2.7 Ti teser om fiktionalitet! #"!

2.8 Humor! &'!2.9 Overlegenhedsteorien – humorens latterliggørende kraft! $#!2.10 Inkongruensteorien – humoren ændrer væsen! $#!2.11 Spændingsudladningsteorien – humoren som forløsning! $%!2.12 Det 20. århundrede – humoren får igen en negativ klang! $%!2.13 Fire funktioner af humor! $"!

3.1 Talen til WHCD 2011 – Obamas fødselsvideo, Løvernes Konge og Trumps Hvide Hus! "%!3.2 Præsentation af talen! $&!3.3 Kontekstuelle omstændigheder! %'!3.4 Fiktionalitet! %"!3.5 Humor! %&!

3.6 Talen til WHCD 2013 – Obamas fødested, politisk modgang og storfilmen Obama! (#!3.7 Præsentation af talen! "(!3.8 Kontekstuelle omstændigheder! ")!3.9 Fiktionalitet! *$!3.10 Humor! (#!

4. Diskussion! #%!5. Konklusion! $(!6. Litteraturliste! $$!!

! "!

1. Indledning En humoristisk sans, evnen til at le og tale er det, der gør mennesket unikt i dyreriget. På trods af

den viden er det retoriske felt om humor stadig relativt uudforsket. Forskere og filosoffer som

eksempelvis Aristoteles, Platon og Thomas Hobbes har forsøgt at forstå humorens natur siden

Antikken, og de er kommet med mange bud på en dybere forståelse af humor. Humor er dog stadig

et komplekst emne, da det er næsten umuligt at definere tilfredsstillende (Apte 1985, 13). Grunden

hertil er muligvis, at humor er så uhåndgribelig og uforudsigelig. Det skyldes, at det, der f.eks. er

god humor for nogen mennesker, kan være dybt krænkende for andre. Humor kan derfor ses som en

enorm styrke, hvis den anvendes korrekt, og fatal, hvis afsender ikke formår at anvende humor

hensigtsmæssigt.

Mette Kjærsgaard skriver dog i bogen Fem år med Obama, at ”Humoren ikke kan stå alene, men

kan hjælpe med at fremme bestemte ideer: det er ikke nok i sig selv, men det er en magtfuld stemme”

(Kjærsgaard 2014, 37). Derfor bliver humoren i dette speciale suppleret med fiktionalitet, der også

kan ses som en stærk, overbevisende strategi. Fiktionalitet har ikke som humor været centrum for

forskningen, og derfor udgør feltet en ny og spændende mulighed for at analysere retorik (Nielsen

et al. 2015, 62). Fiktionalitet er en strategi, der går godt i spænd med den øgede medialisering, vi

oplever i dag, og som bl.a. tvinger politikere til at tage højde for medielandskabet.

Fiktionaliseringen kan være med til at skabe øget medieinteresse ved at få historier til at fremstå

som nye, spektakulære og interessante. Retorer kan lege med fiktionaliseringen for at fremme

holdninger, rose eller kritisere modstandere. Fiktionaliteten bryder med de traditionelle genrer, og

derved bliver resultatet oftest overraskende og fanger publikum på en måde, der ellers ikke ville

være mulig (Jakobsen et al. 2014, 8).

I dag bliver humor og fiktionalitet anvendt til mange formål. Det væsentligste er dog, at de anses for

at være stærke persuasive strategier, da de tjener det formål at fornøje tilhørerne og tillader taleren

at træde uden for nogle af samfundets gældende normer. Normerne, der normalt dikterer takt og

tone for en taler, kan bøjes, når humor og fiktionalitet er indblandet, og dermed kan taleren tillade

sig mere end normalt. Humor kan nemlig udfylde forskellige sociale funktioner, der både kan

latterliggøre og frigøre m.m. (Roer, 2012). Det samme gælder for fiktionalitet, der kan hjælpe en

taler til at forhandle værdier, holdninger m.m. Det er et værktøj for en gruppe eller et

! #!

gruppemedlem til at få andre til at opføre sig i overensstemmelse med gruppens normer, og et

værktøj for individet til at frigøre sig fra de eksisterende normer (Meyer 2000, 310). Humor og

fiktionalitet kan altså være medvirkende til at omfortolke gældende normer og diskurser, hvormed

retoren kan omskrive en historie eller opfattelsen af virkeligheden.

Hvem af os har ikke fået et godt grin ved at se The Daily Show with Jon Stewart, hvor han gennem

humor og fiktionalitet formår at udlægge og bearbejde tunge samfundsmæssige og politiske emner.

På den måde mindsker han kompleksiteten af emnet for tilhørerne på fornøjelig vis. Jon Stewart har

stor indflydelse på den offentlige debat i USA, og en undersøgelse fra 2012 viser, at flertallet af

amerikanere under 38 år mener, at hans show er den vigtigste nyhedskilde (Dabelsteen 2012). Flere

prominente og indflydelsesrige amerikanere har gæstet Jon Stewarts show, heriblandt Barack

Obama, der første gang deltager i showet midt under en intens valgkampagne om præsidentposten i

2008. Udsendelsen er præget af seriøse politiske emner blandet med udpræget brug af humor og

fiktionalitet. Gennem udsendelsen får Obama et talerør til millioner af amerikanere under en

afgørende del af valget (Ibid.). Han bliver rost for, gennem sin retorik, at nå en del af de

amerikanere, der førhen ikke bekymrede sig om politik og dermed at gøre retorikken mere folkelig.

Obama er kendt som en fremragende retor ved bl.a. at mestre brugen af humor og fiktionalitet

(Kayam 2014, 233). Hans retoriske evner har vist sig som afgørende i flere situationer, hvor han har

måttet forsvare sig mod kritik, rygter og angreb fra bl.a. politiske modstandere.

Hvert år afholdes The White House Correspondents’ Dinner (WHCD), der er en tradition, som går

helt tilbage til 1920. Traditionen holdes i hævd i Washington, D.C., og er traditionelt gæstet af både

præsidenten og vicepræsidenten. Middagen afholdes oftest i starten af maj på hotel Washington

Hilton. I de sidste par år har middagen fået stor medieomtale, og gæstelisten er fyldt med kendte

navne fra bl.a. Hollywood. Formålet med middagen er at anerkende prismodtagere, præsentere nye

stipendier og give pressen og præsidenten mulighed for en aften i gensidig anerkendelse. Middagen

har flere år i træk (2009-2014) haft præsident Obama som hovedtaler qua hans position som

præsident. Traditionen byder, at præsidenten ”roaster” eller rister både medier og politiske

modstandere, hvor humor og fiktionalitet oftest i nyere tid konstituerer retorikken (History.com

08.12.14). Det interessante ved humor og fiktionalitet er, at de kan være midler for Obama til at sige

ting, der ellers ikke kunne siges uden at bryde med normerne. F.eks. giver det Obama en mulighed

for at angribe eller latterliggøre modstandere, rette op på mislykkede eller fejlslagne handlinger,

! $!

ironisere over egne handlinger osv. Obamas modstandere bliver dermed frataget handlemuligheder,

da de ikke vil fremstå som uhumoristiske eller uden selvironi, og et korrekt svar til et humoristisk

og fiktionaliseret angreb kan være svært at finde. To af Obamas taler til WHCD vil danne grundlag

for et casestudie af hans brug af humor og fiktionalitet, hvilket fører mig til følgende

problemformulering:

1.1 Problemformulering Hvordan bruger Obama humor og fiktionalitet som retoriske strategier i henholdsvis det talte ord og

visuelle virkemidler i hans taler til The White House Correspondents’ Dinner? Hvad er formålet

med strategierne, og hvordan understøtter strategierne hinanden? Hvad er den kritiske gevinst ved

at anvende fiktionalitet, og giver det mening at bruge det i retorisk kritik?

1.2 Retorisk kritik og metode Gennemgående positioneres casestudiet sig ud fra den postmoderne retoriske kritik, da denne

tilgang har åbnet op for nye retoriske objekter såsom visuel retorik, der analyseres i de visuelle

virkemidler, som Obama bl.a. anvender i sin brug af fiktionalitet. Roer & Klujeff definerer den

postmoderne retoriske kritik som en kritik, der ”indebærer en opgivelse af liniær historietænkning

og ideen om subjektets og værkets enhed” (Roer 2009, 23). Selvom der bl.a. redegøres for den

præsidentielle retorik, der traditionelt hørte under den neo-aristoteliske kritik, er den

postmodernistiske kritik i fokus. Grunden hertil er, at denne mere åbne tilgang tillader den retoriske

kritiker at arbejde mere dynamisk og være mindre lineær i sin verdensopfattelse. Tilgangen

opfordrer til en refleksiv tilgang, der er vigtig for at arbejde i dybden som kritiker (Ibid.: 24-31).

Denne dynamiske og refleksive tilgang anskueliggøres i analysen af de kontekstuelle

omstændigheder, hvor Jens E. Kjeldsens teoretiske overvejelser om en fragmenteret og dynamisk

verden bliver inddraget. Kjeldsens overvejelser om kontekst bliver grundlag for analysen, idet den

fortæller os noget om de kontekstuelle omstændigheder, der er gældende i Obamas talte ord og

visuelle retorik. Derudover arbejdes der ud fra en konceptorienteret kritik, præsenteret af James

Jasinski i hans artikel The Status of Theory and Method in Rhetorical Criticism. Det sker, fordi der

gennem specialet arbejdes ud fra humor og fiktionalitet som hovedkoncepter, der lader begreberne

åbne teksten og vice versa (Jasinski 2001a, 254-255). Fiktionalitet og humor er kulturelle variabler,

der er afhængige af konteksten, og dermed er teorierne forbundne, idet de alle er afhængige af de

kontekstuelle omstændigher. Dermed bliver analysen sammenflettet, da teorierne supplerer og er

afhængige af hinanden i analysen. Derefter vil jeg diskutere, hvad de kritiske gevinster ved at

! %!

anvende fiktionalitet, der er et helt nyt begreb inden for retorik, er, og om det giver mening at

anvende det i retorisk kritik. I samme afsnit vil det blive diskuteret, hvilke andre teorier, som kunne

være blevet inddraget, og hvad de kunne bidrage med i forhold til humor og fiktionalitet.

Afslutningsvist vil problemformuleringen blive besvaret i konklusionen ved en opsamling af de

belæg, der er skabt gennem casestudiet.

! &!

2. Teori Kapitlet indledes med en teoretisk gennemgang af udviklingen inden for præsidentiel retorik, der

fortæller noget om de normer, som er gældende for Obama qua hans position som præsident, og

hvilke muligheder det giver ham for at udøve magt. Dernæst bliver der redegjort for Kjeldsens

retoriske omstændigheder. Afsnittet efterfølges af forskellige teorier om fiktionalitet med fokus på

fiktionstvetydighed, katarsis, politik og ti teser om fiktionalitet. Afslutningsvis vil de tre mest

anvendte humorteorier blive gennemgået sammen med de fire funktioner af humor.

2.1 Præsidentiel retorik

Humor’s potential power as an influential communication tool is illustrated by the

acknowledgement that the two most popular and admired U.S. presidents of the past

40 years, John F. Kennedy and Ronald Reagan, have been men with the most

agreeable senses of humor (Meyer 2000, 328).

Eftersom dette speciales empiri er hentet fra den præsidentielle retorik, er det på sin plads at indlede

dette teoretiske kapitel med at definere dette forskningsfelt. I 1960 skriver Richard Neustadt i bogen

Presidential Power: The Politics of leadership, at ”Presidential power is the power to persuade”

(Windt 1986, 102). Han åbner op for et helt nyt forskningsområde og for en ny måde at opfatte

præsidentens magt på. Snart derefter bliver præsidentiel retorik et studie under præsidentielle

studier, og retorikken i USA blomstre. I 1980 argumenterer Sidney Blumenthal for, at overtalelse er

blevet en central del af den amerikanske regerings kommunikationsstrategi. Herefter følger utallige

studier af præsidentiel retorik, og studiet bliver et af de største inden for det retoriske felt (ibid.). En

del af denne udvikling sker gradvist i takt med fremkomsten af fjernsynet, internettet og nutidens

utallige medieplatforme. Herigennem får præsidenter større indflydelse på og adgang til

amerikanerne og vice versa (ibid.).

Præsidenten har retorisk magt og en enestående magt i form af sin lederstatus, der f.eks. kan

forsvare anvendelsen af militær magt m.m. Præsidentens kommunikation omhandler ikke kun

! '!

information og overtalelse, men konstituerer det amerikanske folk ved brug af metaforer,

kategoriseringer og diskurser (Tulis 1987, 203). Præsidenten bruger konstitutiv retorik, når han

konstruerer tilhørerne i sin tale, hvor han bruger diskurs til at skabe en kollektiv identitet blandt

tilhørerne, der kan skabe overtalelse og handling (Jasinski 2001b, 106). Dermed giver det

præsidenten mulighed for at italesætte og konstituere det amerikanske folks værdier og drømme.

Den præsidentielle retorik udgør en vigtig kulturel funktion, da præsidenten taler på vegne af det

amerikanske folk. Hermed er kommunikation blevet et af de mest magtfulde værktøjer, som

præsidenten har til rådighed. Man skal dog have for øje, at med udviklingen af massemedier er det

blevet mere komplekst for præsidenten, da han ikke længere taler til en gruppe af mennesker, men

potentielt til hele verden (ibid.).

I dag beskæftiger man sig i disciplinen præsidentiel retorik med studiet af offentlig overtalelse, da

det påvirker præsidentens mulighed for at udøve magt. Studiet beskæftiger sig med alt fra

pressekonferencer, beskeder til Kongressen, til indsættelsestaler og alt i alt alle præsidentens

offentlige taler. Meyer argumenterer for, at humor har spillet en vigtig rolle i populariteten af

tidligere præsidenter, og det bliver spændende at se, hvordan humor og også fiktionalitet bliver

anvendt mere konkret i nutiden i Obamas WHCD-taler (Windt 1986, 103). Den præsidentielle

retorik vil dog ikke være et fokusområde i dette speciale, men indsigterne herfra vil blive brugt

gennemgående.

2.2 Kontekstuelle omstændigheder Dette afsnit fungerer som udgangspunkt for at kunne fortælle noget om konteksten i forbindelse

med Obamas taler til WHCD. Derudover skaber en viden om de kontekstuelle omstændigheder en

dybere forståelse for, hvordan Obama bruger konteksten og er afhængig af selvsamme i sine taler.

Jens E. Kjeldsens kontekstuelle omstændigheder vil danne et solidt grundlag for at kunne arbejde

videre med teorierne om humor og fiktionalitet, da begge er kulturelle variabler, der er afhængige af

konteksten.

Kjeldsen diskuterer i sin artikel Retoriske omstændigheder: retorikken i en fragmenteret,

foranderlig og kompleks verden (Kjeldsen 2008) den retoriske situation, og om den stadig er

gældende som retorisk værktøj, eftersom vi lever i en medieret verden. Det gør kommunikationen

mere kompleks, og man kan ikke længere være sikker på, hvor budskabet ender, og hvem det når ud

! (!

til. Han mener, at vi i kraft af den medierede verden ofte befinder os i flere retoriske situationer på

samme tid, og han har et post-modernistisk syn på den retoriske situation (Kjeldsen 2008, 42). John

Louis Lucaites, Celeste Michelle Condit og Sally Caudill beskriver udviklingen således:

”The most obvious difference between the classical era and our own time is the

dominance of the mass media, particularly television and film, as well as the

increasing importance of computer-mediated communication” (Lucaites et al. 1999,

475).

Traditionelt opfatter retorikere den retoriske situationen som en meget konkret situation, hvor

taleren er fysisk til stede foran publikum. Taleren står nu over for flere komplicerede, foranderlige

og ugennemskuelige situationer på én gang (Kjeldsen 2008, 42-43). Tidligere er en politisk tale et

produkt af talerens personlige overvejelser og evne til at udtrykke sig selv, hvorimod den politiske

taler i dag er omgivet af konsulenter og taleskrivere. Talen er ikke længere et udtryk for én mands

tanker og visioner, men et kompromis, der i større grad skal tage højde for kompleksiteten i

situationen. Medierne har forvandlet den offentlige sfære til en retorisk arena, hvor alle kan være

med, og dermed forplumrer det idéen om taler og publikum. Brugerne af internettet deltager også i

den retoriske arena, hvor de kan tage et budskab og forvandle det til noget helt andet gennem

medier som Twitter, YouTube, Facebook osv. Retoren skal formå at tale til mange forskellige

publikummer med forskellige påtrængende problemer på én gang. Kjeldsen skriver, at retoren ikke

længere kan kontrollere situationerne, da medierne ofte har deres egen agendaer, hvor det

oprindelige budskab fragmenteres og bruges i andre sammenhænge end det, budskabet oprindeligt

er intenderet som (Ibid.: 43). Globalisering, utallige medieplatforme og de teknologiske

forandringer har ændret den retoriske situation, og derfor mener han ikke, at den stemmer overens

med de antikke retorikeres opfattelser og Lloyd F. Bitzers retoriske situation (Ibid.: 46-47). Han

mener dog, at Bitzers teori er et godt sted at starte i forståelsen af konteksten, da den redegør for

nogle af de omstændigheder for, hvordan retorikken opstår og opfører sig (Ibid.: 46). Bitzers teori

er dog for deterministisk, idet den ser situationen som afgrænset og fastlåst, hvilket ikke længere er

tilfældet i nutidens medierede verden. Derfor har Kjeldsen tilføjet nogle kontekstuelle

omstændigheder, der hjælper os med at forstå den foranderlige retoriske situationalitet. Kjeldsen

skriver, at ”Frem for at betragte hver enkelt situation som en afgrænset, enkeltstående hændelse

bør vi i større udstrækning forsøge at forstå retorik som en del af et overordnet strukturelt system af

! )!

foranderlig situationalitet” (Ibid.: 46). I den forbindelse foreslår han, at retorikeren forsøger

at ”Kortlægge den flydende og foranderlige retoriske situationalitet” (Ibid.: 51), hvilket kan gøres

ved at analysere ”flere niveauer af kontekstuelle omstændigheder” (Ibid.: 52). Konteksten er vigtig,

når man bl.a. arbejder med humor, og Mette Møller, der har skrevet artiklen Latter kan mere end at

latterliggøre – humors funktion som retorisk strategi, ventil og kreativ ressource, skriver, ”at

humor ikke kan bestemmes som entydigt sort eller hvid, men snarere som et mangetydigt fænomen,

der får sin farve af den kontekst, den indgår i” (Møller 2013, 25). Kjeldsen opdeler de kontekstuelle

omstændigheder i fem dele: den retoriske ytring, diskursiv kontekst, den retoriske situation,

samfundsmæssige (politiske og sociale) omstændigheder og historiske og kulturelle

omstændigheder (Kjeldsen 2008, 52). Disse niveauer udgør en samlet kontekst, der fungerer bedre i

den fragmenterede verden, vi lever i. Det, man skal have for øje, er, at vi befinder os i mange

retoriske situationer på samme tid, og derfor skal niveauerne ses som en simplificering af Kjeldsens

indsigter. Kjeldsens gentænkning af den retoriske situation hjælper os til at forholde os til en øget

kompleksitet i verden. Vi får en forståelse for, hvordan det nye mediebillede ser ud og hvilke

retoriske vilkår det giver. Hans gentænkning opsætter nogle regler for kritikerens råderum og

hvordan man skal arbejde med kontekst. De kontekstuelle omstændigheder vil blive yderligere

udfoldet i analysen af Obamas taler ved WHCD.

2.3 Fiktionalitet Ich bin ein Berliner

- John F. Kennedy

Gennem casestudiet af fiktionalitet arbejdes der bl.a. ud fra bogen Fiktionalitet fra 2014 af Louise

Brix Jacobsen, Stefan Kjerkegaard, Rikke Andersen Kraglund, Henrik Skov Nielsen, Camilla

Møhring Reestofff og Carsten Stage (Jakobsen et al. 2014). Formålet med bogen er især at vise, at

fiktionalitet indgår i vores sociale verden og ikke kun findes i fiktive værker og genrer. Fiktionalitet

kan påvirke virkeligheden ved at opnå handling og bestemte mål. Senere i afsnittet kigges der på

Henrik Skov Nielsen, James Phelan og Richard Walshs Ten Theses about fictionality (Nielsen et al.

2015), da deres observationer udgør et værktøj for at rammesætte fiktionaliteten i Obamas retorik.

De ti teser vil derfor fungere som supplement i analysen af fiktionalitet, da deres indsigter lægger

grund for en mere dybdegående analyse. Forfatterne bag Ten Theses about Fictionality påpeger, at

fiktionalitet er helt nyt og noget, som den akademiske verden stadig ved meget lidt om. Det betyder

! *!

også, at området endnu ikke er særlig anerkendt på trods af, at forfatterne mener, at man ved brug af

fiktionalitet kan forhandle værdier, opveje muligheder, forklare overbevisninger og holdninger

(Ibid.: 62). Der er på dette grundlag ikke skrevet meget om emnet, og derfor er kilderne mindre

varierede og repræsentative end ønsket, men det er alligevel, hvad man kan forvente i arbejdet med

et så nyt emne. Fiktionalitet bliver i bogen Fiktionalitet af Jakobsen et al. defineret som

”…en egenskab ved (fortrinsvis narrativ) kommunikation (visuel, skriftlig, mundtlig

m.m.), som afsender kan signalere, at kommunikationen besidder, og som en

modtager kan antage, at kommunikationen besidder. Disse to handlinger kan

kaldes ”fiktionalisering”. Fiktionalisering fungerer som et signal om, at det fortalte

ikke i nogen umiddelbar forstand beskriver det værende og virkeligheden, som den

foreligger, men derimod beskriver det mulige, det ikke-værende, det potentielle, det

fremtidige, det overdrevne osv. Fiktionalisering adskiller sig i denne opfattelse fra

andre kommunikative handlinger. Fx fra den sande talehandling ved ikke at skjule,

men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales som den er (Jakobsen et al.

2014, 29).

Fiktionaliseringer fører altså ikke tilhørerne bag lyset, men er i stedet en udlægning af det virkelige,

og dermed bliver det en legitim talehandling, der ikke manipulerer, men blot viser tilhørerne en

anden version af virkeligheden (ibid.). Fiktionalitet handler dermed om at omskrive virkeligheden

til ens egen fordel, det at fiktionalisere gøres med vilje og med et bestemt formål for øje. Det er

vigtigt at skelne fiktionalitet fra fiktion. Hvor fiktion betegner en genre eller en kategori (f.eks. en

roman eller novelle), angiver fiktionalitet i stedet en egenskab eller kvalitet ved en tale, som både

kan være skriftlig, mundtlig, visuel eller digital. Fiktionalitet er altså en egenskab ved en tale, som

afsender kan vise og modtageren kan antage (ibid.). Der er her tale om et redskab til at vise

tilhørerne, at dele af en tale ikke stemmer fuldstændig overens med virkeligheden, men i stedet

opmuntre dem til at opfatte den del som opfundet og dermed ikke som en løgn, men en subjektiv

anskuelse af emnet. Fiktionalisering kan anvendes som retorisk strategi til at udtrykke vrede, empati,

sorg m.m., uden at publikum kan opfatte det sagte som en løgn. John F. Kennedys erklæring ”Ich

bin ein Berliner” er en fiktionalisering anvendt som retorisk strategi, der er et udtryk for empati og

kollektiv sorg i forhold til Berlinmuren, som skiller Vest-Tyskland fra Øst-Tyskland under den

Kolde Krig. Gennem fiktionaliteten bliver erklæringen ikke et spørgsmål om løgn og sandhed, men

! "+!

snarere et spørgsmål om at få frit løb for diverse følelser (Ibid.: 30). Et nyere eksempel findes i den

sag, der opstod i 2014 i Ferguson i USA, hvor en ung sort teenager bliver skudt af politiet.

Efterfølgende er der optøjer i byen, da drabet bliver et spørgsmål om og symbol på

racediskrimination og politibrutalitet. Drabet bliver efterfulgt af massedemonstrationer, og sagen

bliver fulgt af hele verden. Mange af demonstranterne går med skilte, hvorpå der står ”I am Mike

Brown”, med henvisning til den dræbte teenager, der hedder Michael Brown. Demonstranterne

påstår ikke, at de er Michael Brown, men giver derimod udtryk for nogle holdninger. Skiltene tjener

som et udtryk for demonstranternes empati med den dræbtes familie, frygt for egen fremtid, sorg og

kollektiv utilfredshed med systement (Grant 2014). I dette tilfælde bliver fiktionalitet anvendt som

retorisk strategi, som demonstranterne kan anvende til at opnå forskellige formål som eksempelvis

et retfærdigt retssystem eller ligestilling af etniciteter.

Fiktionalitet påvirker forskellige dele af vores liv, samfund og kultur og findes ikke kun i

afgrænsede værker, der ikke har noget med virkeligheden at gøre (Jakobsen et al. 2014, 32).

Modtageren af fiktionalitet skal kunne gøre to ting: Han eller hun skal fortolke en verden, der er

skabt af retor og ikke en reel verden, som man kan referere til. Dernæst skal modtageren kunne

adskille budskab og person, således at personen ikke skal stå til ansvar for, hvad stemmen siger.

Dermed er afsenderen i stand til at skabe et fiktivt mini-univers (Ibid.: 37). Hvis vi ser på eksemplet

fra tidligere, skal man som modtager forstå, at alle demonstranterne ikke er Michael Brown, men

skabt af retorer og ikke en del af den virkelige verden. Dernæst tilhører stemmen ”I am Mike

Brown” ikke den dræbte, men demonstranterne, som forsøger at gøre op med et samfund, der i

deres øjne er ulige og uretfærdigt (Grant 2014).

2.4 Fiktionstvetydighed Fiktionaliteten bruges i ikke-fiktive genrer som ”et middel til at forhandle forholdet mellem det,

som er, og det, som kunne være eller ikke er” (Jakobsen et al. 2014, 45). Der er dog inden for de

seneste år opstået en myriade af nye fiktionstvetydige former. ”Denne tendens handler om, at fx

dokumentar, fiktioner, roman og selvbiografi blandes i både litteratur, film, tv-serier og andre

medietekster” (Ibid.: 47). Det uklare skel mellem fiktion og ikke-fiktion udfordrer

genrekonventioner og vores forståelse af medialiteter. Blandingen af ikke-fiktionelt og fiktionelt

materiale i medietekster gør, at vi ikke længere kan opdele dem kategorisk, men er nødt til at

analysere de enkelte dele for at se værkets potentiale (ibid.). Formålet med disse fiktionstvetydige

værker er ”tilsigtet, og det er intentionen fra afsenderens side, at værkerne skal efterlade en

! ""!

produktiv og kritisk tøven hos modtageren” (Ibid.: 48). Afsenderen ønsker at stille modtageren i en

fortolkningssituation, hvor modtageren er aktiv og forhandlende. Det er blevet sværere at

genrebestemme et værk, da vi i dag lever i en medialiseret verden, hvor kontekstualiseringen af

værket forstærkes. Konteksten er blevet en vigtig del af værket, da værket bliver fortolket og

genfortolket gennem medierne, og hvor fiktionaliteten kan være med til at pirre interessen omkring

et værk. Medialiseringen har bragt læsningen af et værk ind i en retorisk situationalitet, der tager

højde for den retoriske situation og konteksten (Ibid.: 51). Forfatterne bag bogen Fiktionalitet

mener, at det kan optimere analysen, hvis man vælger at opfatte et værk som fiktionstvetydigt, og

de stiller nogle grundlæggende analysespørgsmål, der både har afsender- og modtagerperspektiv:

1) Hvad vinder afsenderen ved at benytte sig af det fiktionstvetydige som

kommunikationsstrategi? Hvad er afsenders formål med fiktionaliseringen?

2) Hvad vinder modtageren ved at opfatte kommunikationen som fiktionaliseret?

Hvilken forskel gør denne modtagerindstilling? (Ibid.: 53).

Disse spørgsmål tjener som strategisk brug af fiktionalitet, og formålet er, at der kan ”skabes et

billede af, hvordan verden kunne være” (ibid.). En retor kan med rette udnytte fiktionens potentiale,

hvor det med ”stemplet” fiktionalitet ikke kan anklages for at være løgn, og dermed kan retoren

skabe verden som den kunne være.

2.5 Katarsis som fiktionalitetsstrategi Katarsis er, ifølge Gyldendals åbne encyklopædi Den store danske, et græsk ord for renselse.

Begrebet anvendes første gang i Aristoteles’ Poetik, hvor det bliver beskrevet som ”en tragedies

æstetiske særkende, at den ved at fremkalde medlidenhed og frygt hos tilskueren fuldbyrder en

renselse for (eller af) følelser af denne art” (Gyldendal 25.11.14). Gennem en æstetisk oplevelse

kan en afsender altså opnå katarsis af følelser ved at gennemgå en konflikts optrapning og løsning.

Katarsis kan anvendes af afsender til at komme af med ”et uheldigt karaktertræk eller en uheldig

episode fra virkeligheden, som overdrives og videreudvikles. Det kan derfor typisk være et rygte

eller en virkelig bommert, de kendte har svært ved at komme af med” (Jakobsen et al. 2014, 63).

Afsenderen kan altså vælge at spille sig selv i fiktionaliseret udgave og dermed overdrive og

videreudvikle allerede uheldige personlighedstræk eller omstændigheder. Formålet med dette er at

fremstå selvironisk i stedet for at indtage en forsvarsposition. Hvis selvironien forstås af

modtageren, ”så kan den bruges til at ændre modtagerens syn på den uheldige omstændighed, der

! "#!

var udgangspunkt for den pågældende selvoptræden” (Ibid.: 63-64). Ved at overdrive og ironisere

egne personlighedstræk kan afsenderen opnå sympati hos modtageren gennem denne

fiktionaliseringsstrategi. Katarsis kan altså anvendes af afsender til at skabe sympati og forandre

modtagerens virkelighedsopfattelse (Ibid.: 64).

2.6 Politik og fiktionalisering Mange mennesker ville umiddelbart frabede sig brugen af fiktionalitet i politik, da vi ofte forbinder

fiktionalitet med det usande og opdigtede. Politik skal være seriøst, virkeligt og frem for alt etisk.

Det er denne kritiske opfattelse af fiktionalitet, som vi, ifølge forfatterne Jakobsen et al., må gøre op

med, da fiktionalitet bør opfattes som en speciel måde at kommunikere på, som kan findes i mange

varierede sociale situationer. Forfatterne forklarer det således:

”I den forbindelse er det nyttigt igen at minde om, at når man opfatter fiktionalisering

retorisk, som en bestemt måde at kommunikere på, så kan den fiktionaliserede

kommunikation ganske vist adskilles fra den sande ved ikke at omtale virkeligheden,

som den er. Men det er mindst lige så vigtigt, at den adskiller sig fra løgnen ved ikke

at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er. Det vil

sige, at den retoriske kraft bag fiktionaliseringen netop fremhæver en ikke-

overensstemmelse med virkeligheden” (Ibid.: 75).

En politiker kan eksempelvis vælge at bruge fiktionalisering til at forklare et nyt lovforslag,

kompleks politik osv. for at sikre sig, at tilhørerne bedre forstår, hvordan det påvirker deres hverdag.

Dermed er tilhørerne bedre i stand til at tage stilling til det fremlagte gennem fiktionaliseringen. En

politiker kan altså anvende fiktionalisering uden at virke useriøs, men politikerens opgave er

derudover at undgå, at fiktionaliseringen bliver opfattet som uetisk eller problematisk (ibid.). Nogle

medier anvender også fiktionalisering i sammenhæng med politik. I indledningen nævntes John

Stewart og The Daily Show, som formår at blande politiske ikke-fiktionaliserede interviews med

fiktionaliserede reportager (jf. indledning). På den måde projekterer John Stewart stoffet på en

anderledes måde, og dermed formår han at inkludere nye modtagergrupper som f.eks. de unge

amerikanere (jf. indledning). Eksemplet viser, at der ikke er nogle sociale områder, hvor man ikke

må anvende fiktionalitet af frygt for at være useriøs, men i stedet skal være opmærksom på, at det

kommunikerede ikke bliver opfattet som uetisk eller problematisk.

! "$!

2.7 Ti teser om fiktionalitet Forfatterne bag artiklen Ten Theses about Fictionality beskriver fiktionalitet i samme tråd som

forfatterne bag Fiktionalitet: som noget, der hører den virkelige verden til. ”In this respect, fictive

discourse is not ultimately a means of constructing storyworlds that are cut off from the actual

world but rather a means for negotiating an engagement with that world” (Nielsen et al. 2015, 63).

Fiktionalitet bliver her anskuet retorisk og som en retorisk tilgang. Det betyder, at man gennem

analysen må kigge på afsender, modtager og formål. ”A rhetorical approach wants – among other

things – to ask how somebody uses particular techniques, strategies, and means to achieve

particular ends in relation to particular audience(s). Approaching fictionality rhetorically entails

assuming that it is a means to an end” (Ibid.). Fordi man vælger en retorisk tilgang, betyder det

ikke, at man udelukker psykologiske, kognitive, semiotiske eller æstetiske tilgange. Disse er alle

med til at skabe et nuanceret billede af den retoriske forståelse af et objekt. Den retoriske tilgang

skal dog stå i forgrunden i en analyse. ”The questions we want to foreground, though, are

rhetorical: ”When, where, why and how does someone use fictionality in order to achieve what

purpose(s) in relation to what audience(s)?” (Ibid.). Herunder vil de ti teser blive gennemgået, og

senere vil de indgå i analysen som supplement til de andre indsigter om fiktionalitet. De oprindelige

engelske teser er frit oversat af undertegnede.

1. Fiktionalitet er grundlagt på menneskets basale evne til at forestille sig noget

Brugen af fiktionalitet afhænger af en evne til at opfinde, der inviterer publikum til at forestille sig

noget og fortolke et budskab. Kulturel hukommelse og ideologisk forhandling af fortid, nutid og

fremtid bliver ofte fremstillet og genforhandlet gennem politisk retorik m.m. Mennesker

koncentrerer sig ikke kun om fakta, men i høj grad også om spørgsmål, der indeholder muligheder

og alternativer. En fiktiv diskurs inviterer tilhørerne til at forestille sig noget og stille sig selv

spørgsmålet: ”hvad nu hvis…?”, hvilket projicerer muligheden for en anderledes fremtid. Dette ses

ofte i valgkampagner, hvor politikere ofte bliver beskyldt for at love mere, end de i realiteten kan

holde, hvis de kommer i regering (Ibid.: 63-64).

2. Selvom en fiktiv diskurs og ikke-fiktiv diskurs er alternativer til hinanden, så er de to

tæt forbundet i en kontinuerlig udveksling, og sådan er de måder, som vi beskæftiger

os med dem på, også

Det virkelige og det uvirkelige er to domæner, som vi ser som forskellige og langt fra hinanden. På

trods af det er de alligevel så tæt forbundne, at holdninger i det virkelige liv kan blive påvirket og

! "%!

forandret med fiktionelle eksempler, historier og argumenter. Dette er et paradoks, da det uvirkelige

kan få så stor betydning for det virkelige.

3. Retorikken bag fiktionalitet er grundlagt på en intention om at kommunikere

I både den fiktive og ikke-fiktive diskurs er der en afsender, som har intentioner om at tale ved brug

af fiktionalitet, ikke-fiktionalitet eller ved at forsøge at forplumre grænsen mellem de to ved at

anvende begge diskurser. Derfor giver det mening at undersøge narrativer og andre kommunikative

handlinger i en pragmatisk kontekst med fokus på afsender og dennes intentioner om at anvende

fiktionaliseret retorik. Forfatterne anderkender, at ikke alle retoriske handlinger er succesfulde

og/eller bliver misforstået, men det betyder, at man kan analysere den fejlslagne retorik og dermed

komme med forslag til forbedringer (Ibid.: 64-65). Denne tese stemmer overens med Jakobsen et

al.’s observationer om fiktionstvetydighed, som blev beskrevet tidligere.

4. Fra afsenderens perspektiv er fiktionalitet en fleksibel måde at opnå en mængde

forskellige slutninger på

En afsender kan signalere en intention om at anvende fiktionalitet på forskellige måder: ved at

anvende paratekst (f.eks. forord og bagsidetekst på en bog), metatekst (”forestil dig dette senarie”),

gennem de muligheder, som ligger inden for mediet (f.eks. i en tale, når taleren ændrer tonelejet),

samt ved at bryde med konventionerne for ikke-fiktiv diskurs og på den måde signalere fiktionalitet.

Fiktionalitet handler om den enkelte kommunikative handling og ændrer ikke hele værket til en

fiktionaliseret diskurs, men inviterer tilhørerne til at opfatte dele af eksempelvis en tale som

fiktionaliseret. At anvende fiktionalitet sker på baggrund af at ville opnå et bestemt retorisk formål.

Afsender kan vælge at bruge fiktionalitet til at forhandle – og genforhandle - holdninger, der hører

den virkelige verden til og dermed bede publikum om at genoverveje meninger og holdninger

(Ibid.: 65-66). Dermed kan afsenderen anvende fiktionalitet frit uden at bryde med

genrekonventioner, da fiktionalitet kan indgå i de fleste retoriske strategier. Obama bruger

eksempelvis fiktionalitet under valgkampagnen i 2012, hvor han besvarer modstanderen Mitt

Romneys angreb. Han bruger fiktionalitet til at identificere en ”sygdom”, som Romney må lide af

og som han kalder Romnesia. Ordet stammer fra amnesia, hvilket betyder hukommelsestab, og de

tre første bogstaver i Romney. Strategien er at invitere publikum ind i en fiktionaliseret sfære og

dermed henvise til Romneys til tider selektive hukommelse (ibid.).

5. Fra modtagerens perspektiv er fiktionalitet en fortolket antagelse omkring afsenders

kommunikative handling

! "&!

Det at tilskrive fiktionalitet til et retorisk værk er en måde at få indsigt i afsenders intention på, set

fra et retorisk perspektiv. Modtageren er selv herre over, om han eller hun vil forstå noget som

fiktionaliseret eller ej. Hvis modtageren af et fiktionaliseret angreb ikke forstår fiktionaliteten bag,

vil denne hurtigt blive opfattet af alle andre som langsomt opfattende. Hvis en afsender forsøger at

svække en modtager gennem fiktionalitet og hvis modtageren svarer igen med et ikke-

fiktionaliseret budskab, så bliver denne kritiseret for ikke at have forstået brugen af fiktionalitet

(Ibid.: 66). Hvis Mitt Romney ikke forstår Obamas budskab om Romnesia og kommer med en

lægeerklæring på, at han ikke har Romnesia, så vil tilhørerne ryste på hovedet, da man ikke kan

bruge fakta mod fiktionalitet. Det er derfor vigtigt, at afsenderen formår at klargøre fiktionaliteten i

retorikken, så modtageren forstår budskabet korrekt og dermed har mulighed for at reagere derefter.

6. Der er ingen formel teknik eller anden tekstmæssig funktion, der i sig selv er

tilstrækkelig grund for at kunne identificere fiktiv diskurs

En retorisk forståelse af fiktionalitet er, at det er en kulturel variabel og ikke en logisk eller

ontologisk baseret forståelse. Fiktionalitet er derfor afhængig af den kommunikative kontekst

snarere end iboende diskursen selv. Der findes ingen facitliste for anvendelsen af en fiktionaliseret

kommunikativ intention. Derfor giver det mere mening at snakke om graden af fiktionalitet i stedet

for skelnen af fiktion. F.eks. når Obamas brug af fiktionalitet senere bliver analyseret, kan en

analyse af hans taler vise graden af fiktionalitet i hans forskellige taler og dermed også fortælle os

noget om den kontekst, han befandt sig i. En politiker kan vælge at anvende paratekst til at signalere

fiktionalitet til sine tilhørere (Ibid.: 66-67). Eksempelvis signalerer Obama via paratekst, at han vil

anvende fiktionalitet, da han tilbyder at vise sin officielle fødselsvideo, der så viser sig at være en

scene fra Løvernes Konge. Dette eksempel vil blive yderligere udfoldet i analysen.

7. Signalering eller antagelse af en fiktionaliseret kommunikativ hensigt medfører en

holdning til den kommunikerede information, der er forskellig fra holdninger til ikke-

fiktiv diskurs

Der er stor forskel på at læse noget med den antagelse, at historien er fiktionaliseret eller ikke. Den

måde, man læser noget på, afhænger af den læser-strategi, som man anvender. Hvis man på den ene

side læser noget, man antager er fiktionaliseret, er man ikke bundet af fakta, og på den anden side er

ikke-fiktionaliserede objekter afhængige af at fremstå som faktuelle og realistiske. I denne

sammenhæng er det vigtigt at klargøre forskellen mellem ironi og fiktionalitet. ”it makes a

fundamental difference in our response whether or not we assume that a person or a text is being

! "'!

ironic. The same holds true for fictionality: like irony, it is a quality that we can contextually

assume a text or a passage possesses in order to make it relevant and to understand it” (Ibid.: 67).

Hvis man antager, at noget er ironisk, går man ud fra, at det betyder noget andet end det, der bliver

sagt. Hvis man derimod læser noget som fiktionel diskurs, så inviterer afsenderen os til at opfatte

det sagte som delvist eller helt opfundet, og at relevansen af det sagte er mere indirekte end direkte.

Hvordan man opfatter afsenderens budskab bestemmer derfor, hvilken læser-strategi man vælger at

fortolke afsenders budskab med (Ibid.: 67-68).

8. Fiktionalitet indeholder ofte en dobbelteksponering af det forestillede og ægte

Fiktionaliseret kommunikation inviterer modtageren til at forstå, hvad vi har, kontra hvad der kunne

være. Ved at anvende fiktionalitet kan man altså sende et budskab om, hvad der eksempelvis er galt

med verden i nutiden i forhold til, hvor fantastisk verden kunne være i en fiktionaliseret fremtid.

Forfatterne bruger Martin Luther Kings tale ”I have a dream” til at eksemplificere dette. Han formår

at italesætte en fremtid, som virker urealistisk i nutiden, men realistisk i den nærmeste fremtid. Han

bruger en fiktionaliseret fremtid til at gøre opmærksom på ligestilling mellem sorte og hvide (Ibid.:

68). Talen fungerer som en dobbelteksponering af nutid og fremtid, hvor fiktionalitetens styrke

afhænger af publikums vilje til at drømme. Fiktionalitetens dobbeltkvalitet er vigtig for vores

forståelse for den virkelige verden. ”This seemingly paradoxical double quality of some uses of

fictionality, that it is not meant to be understood as true and yet is meant to shape our beliefs about

the actual world, is often apparent across diverse realms of discourse” (ibid.). Nogle gange er det

ikke muligt kun at anvende en ikke-fiktionaliseret diskurs. Eksempelvis i vidnesbyrd, der har

karakter af kulturel hukommelse, fungerer fiktionalitet som en uerstattelig del af at fortælle om en

historisk fortid. En fortid, der f.eks. involverede grusomheder som f.eks. jødeforfølgelsen under 2.

Verdenskrig, som er næsten umulig at genfortælle gennem ikke-fiktionalitet (ibid.).

9. Anvendelsen af fiktionalitet har – på godt og ondt – konsekvenser for afsenders ethos

og ofte for det globale budskabs logos

Selvom man kunne antage, at brugen af fiktionalitet er alt andet end ethos-opbyggende, så er det

modsatte tilfældet. Gennem fiktionalitet som strategi kan afsender skabe empati og vise velvilje

over for publikum (Ibid.: 69). For afsenderen er det ideelt, hvis denne formår at anvende Aristoteles’

tre klassiske ethos-dyder: eunoia (velvilje over for publikum), phronesis (praktisk visdom) og arete

(gode moralske egenskaber) (Aristoteles 1991, 113). Hvis fiktionaliteten bliver anvendt i

! "(!

overensstemmelse med ethos-dyderne, styrker det afsenders ethos, men hvis det derimod ikke

lykkes, kan det få den modsatte virkning og skadelige konsekvenser for afsender.

10. Vigtigheden af fiktionalitet er blevet utydeliggjort af et snævert fokus på fiktion i den

traditionelle forstand

Forvirringen eller sammensmeltningen af fiktion og fiktionalitetsteori har skadet begge

teoriområder, idet det har betydet en generel mangel på forskning i fiktionalitet uden for fiktion og

en bedre indsigt i de kulturelle funktioner som fiktion udgør. Fiktionalitet er i høj grad kulturelt, og

det er en måde, hvorpå vi kan få vores liv og verden til at give mening. Det er med til at skabe vores

etiske, følelsesmæssige og ideologiske rammer – dermed ændrer fiktionalitet vores verden og den

måde, som vi opfatter den på (Nielsen et al. 2015, 70-71).

De ti teser er et skridt på vejen mod at kunne fortælle noget om fiktionalitet ud fra et analyseværktøj.

Forfatternes ultimative mål er at skabe en teori om fiktionalitet, der er anvendelig i analyseøjemed,

og som både kan fortælle os noget om genrer og de diskurser, der er gældende. De ti teser har været

omstændelige at anvende direkte på analysen, da en analyse ved brug af alle ti teser er umulig i og

med, at nogle af teserne hører til i en mere teoretisk funderet diskussion og derfor ikke kan

anvendes i analysen. Dog fungerer mange af teserne som et supplement i analysen, da indsigterne

derfra bidrager til en mere nuanceret og dybdegående analyse. Eftersom artiklen først bliver udgivet

i januar 2015, ser jeg det som en unik mulighed for at afprøve nogle af de værktøjer, de giver i

teserne, ved bl.a. at kigge på, hvordan Obama anvender de forskellige retoriske strategier, og hvilke

konsekvenser det bl.a. har for tilhørerne.

2.8 Humor

Et godt grin kan både latterliggøre og frigøre. Humor er nemlig ikke kun for sjov, men

kan have en myriade af forskellige sociale funktioner, og forfattere og filosoffer har

siden antikken forsøgt at sætte ord på, hvordan den fungerer (Roer 2012, 23).

I dette afsnit vil der ske en historisk, filosofisk og retorisk gennemgang af humor. Mange

mennesker ser i dag humor som en selvfølgelig del af livet, men ved at rammesætte den får man en

forståelse af, at humor, som man forstår den i dag, er blevet fortolket og genfortolket utallige gange

gennem historien (jf. indledning). Afsnittet tager udgangspunkt i Michael Billigs bog Laughter and

! ")!

Ridicule – Towards a Social Critique of Humour, da han er den første forfatter, som har formået at

samle de mest anvendte humorteorier og lave en akademisk udfoldning af dem. Dernæst vil jeg som

supplement udforske humor ud fra John C. Meyers tekst Humor as a Double-Edged Sword: Four

Functions of Humor in Communication. Han argumenterer for, at teorierne ikke er nok i sig selv,

hvis man skal kunne analysere humoren til bunds, og derfor fremsætter han fire funktioner af humor,

der kan være med til at forklare retoriske anvendelser af humor. Billig og Meyers indsigter vil

danne grundlag for analysen, hvor Obamas brug af humor vil blive undersøgt.

I middelalderen er karnevallet en kærkommen mulighed for at deltage i humorfyldte begivenheder,

som får folket til at glemme livet i slid og slæb for et kort øjeblik. På trods af et stærkt

samfundshierarki deltager alle borgere i de festlige begivenheder og fralægger sig bl.a de gældende

normer, der diktere alle aspekter af livet (Bakhtin 1984, 13). Det er ikke længere nødvendigt at

vente på et karnival for at deltage i socialt accepteret sjov, som Billig skriver i Laughter and

Ridicule. Humoren er altid tilgængelig. I dag bliver humor næsten alene opfattet som en positiv ting,

og der er opstået en enorm humor-industri, som hvert år omsætter for mange millioner kroner.

Billig skriver, at comedy er blevet en konstant faktor i vores liv. ”This comedy comes in numerous

varieties, making carnival a vast, constant and profitable business, not a brief, intermittent release

from a life of toil” (Billig 2005, 13). Tv-stationerne konkurrerer med hinanden om at sende de mest

latterfulde udsendelser. Selv reklamerne, der afbryder disse udsendelser, appellerer ofte til

publikum gennem humor, og der er tv-kanaler, som udelukkende sender stand-up comedy hele

døgnet (ibid.).

Humor er blevet en vigtig del af vores liv og endda et karaktertræk, der ses som en vigtig

menneskelig egenskab. At anklage nogen for at mangle humor opfattes i dag som personlig kritik

og mere end det, at personen mangler en vital menneskelig kvalitet (Ibid.: 11). At have en

humoristisk sans, som vi kender det, opstod omkring 1840-1870’erne, hvorefter humor bliver

opfattet som et personlighedstræk. Billig skriver, at det hænger sammen med en ny og anderledes

måde at anskue individet på:

! "*!

”The emergence of this notion was linked to a broader change in thinking about the

person. People were no longer being considered principally in terms of social position

or physiological make-up. Instead, they were being conceived as autonomous

individuals, possessing enduring characteristics of individuality” (Ibid.: 12).

Der sker altså en forandring i samfundet, hvor nogle af de gamle samfundshierarkier bliver

tilsidesat for et mere individuelt og autonomt personlighedstræk, som humor udgør. Idéen om

individuelle personlighedstræk er naturlig for os, og vi har mange måder at udtrykke os på som

individer. Hvor mennesker engang blev beskrevet på baggrund af deres handlinger, bliver

mennesker i dag beskrevet på baggrund af deres personlighedstræk.

I dag bliver humor altså anset som utvetydig god, men Michael Billig skriver, at vi glemmer

humorens negative kraft – latterliggørelsen. Han forsøger at gøre op med tanken om, at humor

udelukkende er en god ting, og placerer latterliggørelsen centralt i vores sociale liv. Han

argumenterer for, at alle kulturer anvender latterliggørelsen som et disciplinært middel til at

opretholde sociale normer og meningsfulde samtaler. Han bygger bl.a. denne antagelse på Bergson

og Freuds tanker om humor, da de mente, at frygten for latterliggørelse sikrer, at medlemmer

overholder de gældende normer og diskurser i deres sociale miljø (Ibid.: 2). Humor er ifølge Billig

en negativ kraft, som kræver en mere kritisk tilgang til humor, og nutidens idé om humor som

udelukkende positiv bør tages op til genovervejelse. Som læser skal man dog holde sig for øje, at

Billig generelt er meget kritisk over for alle former for humor, og derved er hans gennemgang ikke

så objektiv som ønsket. Billigs bog er en social kritik af humor og lægger efter min mening for

meget vægt på den negative side af humor. Humor skal beskrives varieret og med flere perspektiver.

Humor besidder også nogle stærke persuasive elementer, som Billig vælger at ignorere til fordel for

et stærkt fokus på latterliggørelse, som han mener er kernen i humor. Efter bedste overbevisning vil

humor i amerikansk politik ikke være så udbredt, medmindre den er virkningsfuld og overbevisende,

hvis humor bliver anvendt korrekt. Humor kan derfor ses som et tveægget sværd, hvor man skal

have begge sider for øje. Fra et retorisk synspunkt kan man dog antage, at humor er et stærkt

persuasivt middel, og at man derfor ikke må vige fra tanken om at anvende humor i politik.

! #+!

2.9 Overlegenhedsteorien – humorens latterliggørende kraft I Antikken er humor lig med latterliggørelse og bliver brugt til at konsolidere de eksisterende

magtforhold. John C. Meyer skriver, at ”The superiority theory notes that people laugh outwardly

or inwardly at others because they feel some sort of triumph over them or feel superior in some way

to them” (Meyer 2000, 314). Mette Møller skriver, at teorien handler om, at ”den fornøjelse vi

opnår i forbindelse med komedie, er baseret på en tilfredsstillelse over at se andres ulykke” (Møller

2013, 26). Videre skriver Billig, at”The superiority theory is basically a theory of mockery, for it

suggests that laughter results from disparaging or degrading others” (Billig 2005, 39). Teorien

involverer en form for sejr eller triumf og konsoliderer magtbalancen. Dette kan ske ved f.eks. at

fremhæve sig selv på bekostning af andre. Antikkens filosoffer tager dog afstand fra pøblens humor,

der gør grin med filosoffernes opfattelse af sandhed og skønhed (Møller 2013, 27). I den ideelle stat

uddanner man næste generation af seriøse filosoffer, hvor selvkontrol er et nøgleord og diciplin er

målet for god uddannelse. Latter skal kontrolleres og specielt den slags, der gør grin med

samfundets autoriteter. Platon og Aristoteles mener begge, at bl.a. cencur er nødvendig for at

indskrænke latteren i den ideelle stat (Billig 2005, 41-43). På trods af deres noget anspændte

forhold til humor er humoren midlet til at fastholde og cementere samfundets hirarkier, der fungere

som en eksplicit accept af magtstrukturerne (Roer 2012, 23).

Nutidige eksempler på overlegenhedsteorien er bl.a. tv-shows som skjult kamera eller komedier,

hvor publikum griner ad mennesker i idiotiske situationer (Meyer 2000, 315). Det at le ad ignorant

opførsel på bekostning af andre som eksempelvis voksne, der ler ad børns udsagn eller handlinger,

illustrerer det grundlæggende element i teorien (Ibid.: 314). Derudover kan almindelig munterhed

forklares ud fra overlegenhedsteorien, da det sender et eksplicit signal om overlegenhed. Den

ubehagelige følelse af trusler mod vores identitet, når vi bliver leet ad, stammer fra afsenders følelse

af overlegenhed. Det er ofte derfor, at denne form for humor er den mest ubehagelige at blive udsat

for (ibid.). Teorien eller observationerne tilskrives bl.a. Platon, Aristoteles og Thomas Hobbes og er

den dominerende teori helt frem til det 18. århundrede (Stewart 2012, 5).

2.10 Inkongruensteorien – humoren ændrer væsen ”Ride si sapis – ’Laugh if you are wise’” (Billig 2005, 69).

Det er først i 1700-tallet, at en ny teoretisk opfattelse af humor bliver gældende. Inkongruensteorien

(the incongruity theory) handler bl.a. om, at en gentleman skal være vid og have en veludviklet

! #"!

kreativitet. Mette Møller skriver, at ”Filosoffer forsøgte at redde latteren fra fortidens

mistænksomhed og tyede derfor til forklaringen, at den hånlige latter kunne tjene noble,

disciplinerende formål: god smag, social sømmelighed og gudfrygtighed” (Møller 2013, 27). Fra

Antikkens afstandstagen til humor bliver humor nu i nogle kredse opfattet som en afgørende

kvalitet hos samfundets førende borgere. Filosofferne inden for denne teori forsøger at adskille

gentlemandens vid fra pøblens grove latter. Deres overvejelser omhandler bl.a. moral, politik og

æstetik (Billig 2005, 61). Beundringsværdig humor er et moralsk anliggende, og at være moderat er

nøglen. Humoren bliver herfra set som noget positivt, en attråværdig egenskab og en vigtig brik i

puslespillet om at være et fuldendt menneske. At anvende humor er en hårfin balance mellem

tillærte normer og diskurser, som kun en vid gentleman er i stand til (ibid.). Humoren kommer til

udtryk i det uforventede, overraskende og mærkelige, der får folk til at le.

Teorien peger også på et brud med rationelle, tillærte mønstre, og dette kan f.eks. opleves i

uforventede punchlines, hvor publikum bliver overrasket, hvilket udløser latter. Inkongruens

handler altså om at blive ”trukket” i én retning, for at man derefter bliver ”trukket” i en helt anden

retning. Mennesker ler altså ad det, som overrasker dem, det uforventede eller det mærkelige, og

hovedingrediensen er overraskelse. Meyer beskriver inkongruensteoriens væsen således:

”An accepted pattern is violated, or a difference is noted – close enough to the norm

to be nonthreatening, but different enough from the norm to be remarkable. It is this

difference, neither too shocking nor too mundane, that provokes humor in the mind of

the receiver, according to the incongruity theory” (Meyer 2000, 313).

Inkongruensen er en form for overraskelse hos publikum over en overtrædelse af de gældende

normer, uden at afsenderen fuldstændig bryder med dem. Meget af det, vi oplever som humoristisk,

stammer fra overtrædelser af det, vi opfatter som socialt og kulturelt acceptabelt, eller sagt med

andre ord – det normale. Der er utallige eksempler på brug af inkongruensteorien; politikere har

eksempelvis brugt denne til at portrættere politiske modstanderes irrationelle handlinger. Den

tidligere amerikanske præsident George Bush forsøgte i 1992 at fremstille sin politiske modstander

Al Gore som ”Mr. Ozone” med henvisning til hans ønske om strengere miljømæssige stramninger.

Et andet eksempel er Ronald Reagan, der kritiserede den daværende regering for at være i stand til

! ##!

at sætte en mand på månen, men ikke at sikre sine borgere mod overgreb og kriminalitet i

hverdagen (Ibid.: 314).

2.11 Spændingsudladningsteorien – humoren som forløsning Senere i 1800-tallet bliver tilgangen til humor af en mere psykologisk art, i og med at humor er til

for at bryde med den nervøse spænding i en spændingsudladning, der symboliseres af latteren.

Teorien kaldes spændingsudladningsteorien (the relief theory), og denne idé har været medvirkende

til udviklingen af psykologi og tilskrives Herbert Spencer og Alexander Bain (Møller 2013, 28).

Mette Møller skriver, at ”Deres teorier om latter har rødder i fysiologiske ideer om stimulans og

udladning af nervøs energi: jo større stimulans, des større udladning” (ibid.). Humoren er et opgør

med datidens faste rammer og hierarki i samfundet. ”Latter repræsenterer i denne forståelse et

opgør med det, der forventes af os, og tjener som forløsning for det, der virker indskrænkende”

(ibid.). Humoren er en måde at få forløsning for den nervøse energi på, som vi oplever omkring os.

Konkret kan denne spændingsudladning opleves, når en taler begynder med en joke for at undgå en

potentielt spændt situation, fordi mennesker som undgangspunkt ønsker at undgå konflikter (Meyer

2000, 312). Spændingsudladningen gør situationen mere fleksibel og sørger for, at parterne får mere

råderum ved at vise, at situationen ikke er så overvældende som først antaget. Selv simpel og akavet

humor er bevist som spændingsudlader og fører til mere interaktion mellem stridende parter.

Endelig opleves spændingsudladningen, når vi oplever personer med overdrevent usædvanlig eller

upassende adfærd (Ibid.).

2.12 Det 20. århundrede – humoren får igen en negativ klang Senere i det 20. århundrede bliver humorens natur igen taget op til overvejelse med Henri Bergson

og Sigmund Freuds humorteorier. Her får humoren igen en negativ klang, da Bergson mener, at

humoren indeholder ”en kold, ubarmhjertig kerne – en kontrast til antagelsen hos de ’ideologiske

positivister’ om, at humorens inderste væsen er positivt og alt negativt blot uheldige sideeffekter”

(Møller 2013, 28). Freud er skeptisk, da han mener, at humoren er ”omgærdet af selvbedrag og

fortrængning” (Ibid.), hvilket er to begreber, der er centrale i Freuds psykoanalyse og handler om

det ubevidstes opgør med den sociale disciplin gennem humor. Omvendt mener han dog, at humor

er positivt i den forstand, at det er vores underbevidsthed, der gør op med tabuer og holdninger, som

vi ikke normalt kan give udtryk for (Ibid.). Dette afsnit vil ikke blive uddybet yderligere, da det

! #$!

ikke er relevant for analysen, men kun for læseren, da denne ikke skal stå tilbage med tanken om, at

der ikke er sket noget i udviklingen af humorteorierne siden det 20. århundrede.

2.13 Fire funktioner af humor Hver af de førnævnte humorteorier hjælper med at forklare tilblivelsen af forskellige aspekter af

humor, men hver af dem kommer i problemer, når de skal bruges til at forklare retoriske

anvendelser af humor. Dette skyldes, at teorierne forsøger at forklare alle tilfælde af humor og ikke

de forskellige virkninger af humor. Derfor bliver Meyers tekst inddraget for at sikre en

kerneretorisk tilgang til humor, der kan sige noget mere specifikt om Obamas brug af humor i hans

taler. For at undersøge virkningen af humor kan der, ifølge Meyer, anvendes fire basale funktioner

af humor i kommunikation. To af funktionerne forener kommunikatører og kaldes identifikation

(identification) og afklaring (clarification). De to andre funktioner deler kommunikatører og kaldes

forstærkning (enforcement) og differentiering (differentiation). En analyse af de effekt-baserede

funktioner af humor kan være med til at forbedre forståelsen af dens brug i beskeder. Humor

forener gennem gensidig identifikation og afklaring af positioner og værdier, imens den deler

gennem forstærkning af normer og differentiering af acceptabel versus uacceptabel adfærd. Denne

opdeling af funktionerne tillader humor at afgrænse sociale barrierer (Meyer 2000, 310).

Meyer argumenterer for, at opdelingen af humoristiske udtryk ikke kun har én retorisk funktion, og

derfor kan disse funktioner falde ind under mere end én humorteori ad gangen (Ibid.: 315).

Eksempelvis kan samme humoristiske sætning, ifølge Meyer, tjene det formål både at opretholde

hierarkier (overlegenhedsteorien) og udlade noget spænding mellem stridende parter

(spændingsudladningsteorien). Dette mener han på trods af, at fortalere for hver humorteori mener

at kunne forklare alt ud fra netop den teori, som de står inde for. Humor kan udfylde mange

forskellige retoriske funktioner. Meyer understreger, at det vigtigste at tage højde for er, at ”much

humor is situationally dependent. Given a set of audiences or contexts, what would be perceived as

quite humorous in one instance may seen irrelevant or only mildly interesting in another” (Ibid.:

316). Meyer underbygger Kjeldsens iagttagelser, hvor verden er blev medieret og et budskab ikke

længere har ét publikum, men potentielt flere tusinde. Møller tilføjer, at ”humor kan ikke

bestemmes som entydigt sort eller hvid, men snarere som et mangetydigt fænomen, der får sin farve

af den kontekst, den indgår i” (Møller 2013, 25). Derfor afhænger den retoriske funktion af humor

af to meget vigtige ting – det specifikke publikum og den pågældende situation. På trods af den

! #%!

situationelle variation kan man dog opridse nogle generelle forståelser af, hvad de forskellige

humorteorier i forskellige situationer tjener som formål. Meyer skriver, at man kan anvende ”relief

humor for relaxing tensions during communication in disconcerning situations or relating to a

controversial issue, incongruity humor for presenting new perspectives and viewpoints, and

superiority humor for criticizing opposition or unifying a group” (Meyer 2000, 316). Som nævnt

tidligere er problematikken med teorierne, når én af dem forsøger at forklare alle forekomster af

humor. Derfor skal man kigge nærmere på effekten af humor og retoriske funktioner. Udfordringen

i at forklare humorens væsen er, at humor er et tveægget sværd, som Meyer skriver, i den forstand,

at humor både kan skabe en stærk fælleskabsfølelse og fælles aggressivitet mod udefrakommende

m.m. Alt dette gør humor til et stærkt, men risikabelt retorisk redskab, hvor resultatet af

anvendelsen af humor kan give bagslag. Det kan både forøge retorens troværdighed i en gruppe og

skabe social friktion eller konflikt (Ibid.: 317).

(ibid.).

For at få et konkret værktøj til at analysere humor som retorisk værktøj har Meyer opstillet

overstående model, der viser de tre humorteorier med de retoriske funktioner, som de lægger op til.

Den første i modellen er spændingsudladning (relief), hvor et publikum, der er sympatisk og

velkendt med humoren i situationen, kan opleve identifikation (identification) med ham eller hende,

som anvender den. Humoren fungerer i denne situation som styrkemarkør af fællestræk og delte

meninger mellem kommunikatører (Ibid.). Den næste retoriske funktion i modellen er inkongruens

(incongruity), hvor et publikum med en lavere grad af enighed og genkendelse over for et emne kan

opleve afklaring af et problem gennem brug af humor (Ibid). Den tredje teori i modellen er

overlegenhed (superiority). Her kan et publikum med en vis uenighed eller uklarhed over for et

emne opleve en forstærkning (enforcement) af en social norm gennem formidlingen af humor

(Ibid.: 317-318). Slutteligt vil et publikum i stærk uenighed med et emne af humor, på trods af stor

fortrolighed med problemet, opleve differentiering (differentiation) gennem brugen af humor. Dette

! #&!

skyldes, at publikum, for at kunne forstå budskabet, er forpligtet til at sætte pris på humor. Derfor er

det afgørende for en retor at undersøge publikums fortrolighed og standpunkt med et emne, når han

eller hun skal anvende humor (Ibid.: 318). Funktionerne kan ses som faldende langs et kontinuum,

startende med identifikation, derefter afklaring, forstærkning, og differentiering. Dette kontinuum

illustrerer opdelingen af humors basale kommunikationsfunktioner i strategierne dem, der kan

forene, og dem, der deler (ibid.). For at nå ind til kernen af disse retoriske funktioner må man kigge

på, hvordan de forskellige retoriske funktioner kan bruges i en analyse, hvilket sker nedenfor i

gennemgangen af de fire funktioner af humor.

Identifikation

Identifikation (identification) er en kernefunktion for en retor, da man så vidt muligt ønsker, at

tilhørerne kan identificere sig med retor og dermed opnå en højere grad af ethos. Identifikation

forstærker følelsen af sammenhold og gruppementalitet, og Meyer skriver, at ”The appreciation of

a sense of humor is an important part of growing and deepening relationships with people, as

mutual uncertainty is reduced” (Meyer 2000, 318). Det kan ske ved selvironisk humor, hvor

tilhørerne oplever en overlegenhedsfølelse ved at blive bragt op på samme niveau som retor, og

hvor der sker en spændingsudladning. Når en taler formår at anvende denne form for selvironi,

beviser han over for tilhørerne, at han er menneskelig og har evnen til at le ad sig selv (Ibid.: 318-

319). Identifikation er også et nøglebegreb i Kenneth Burkes diskussioner om retorik i A Rhetoric of

Motives. Han bruger det til at evaluere den traditionelle opfattelse af retorik som overbevisning.

Burke siger, at når nogen forsøger at overbevise andre, så opstår identifikation, for hvis

overbevisning skal opstå, så kræver det, at en del af en gruppe identificerer sig med en anden

gruppe (Burke 1969, 19-22). Den del, der lader sig overbevise, kan altså indentificere sig med en

anden del. Burkes indentifikation virker ikke kun i forhold til selvet, men også i forhold til ekstern

identifikation, hvor en person kan placere andre i grupper (ibid.). F.eks. kan vi placere andre

fodboldfans i grupper efter kendetegn såsom halstørklæder, fodboldtøj, farver og sange. Meyer og

Burkes kernebegreb minder meget om hinanden og derfor vil begge indsigter supplere hinanden i

analysen.

! #'!

Afklaring

Afklaring (clarification) er også en central funktion for taleren. En taler må også anvende humor for

at indkapsle sine synspunkter i mindeværdige sætninger og anekdoter, som hjælper tilhørerne til at

få afklaring på problemer eller standpunkter. Formålet er ikke kun at skabe større genkendelighed

for tilhørerne, men også at fokusere mediedækningen. En kort og humoristisk sætning får mere og

bredere tv- og radiodækning end en gennemgående forklaring af politiske standpunkter. Meyer

skriver, at ”Humorous lines often serve to express one’s views creatively and memorably because

they are presented incongruously or unexpected” (Meyer 2000, 319). Elementet af uventethed eller

inkongruens kan ”sælges” til medierne som Breaking News eller som underholdende indslag.

Derudover giver det taleren mulighed for, på enkel vis, at opsummere sit politiske standpunkt og

endda kritisere politiske modstandere (ibid.).

Forstærkning

Den tredje funktion er forstærkning (enforcement), som ”allows a communicator to enforce norms

delicately by leveling criticism while maintaining some degree of identification with an audience”

(Meyer 2000, 320). Det er en måde for taleren at få tilhørerne til at le ad politiske misforhold eller

inkongruens på uden at virke kritiserende eller bitter. Denne funktion kan også anvendes til at lære

eller forstærke sociale normer og kommer til udtryk som de forventninger, vi har til andres adfærd.

Hvis andre ikke lever op til disse forventninger, kan det ses som humoristisk og muliggør

latterliggørelse. Latteren er diciplinerende og sørger for, at man efterlever de normer, der er

gældende for gruppen (ibid.).

Differentiering

Denne funktion er ofte anvendt blandt retorer ved at de differentierer sig fra modstandere,

holdninger, andre grupper osv. Humor anvendes både til at skabe alliancer og sondringer mellem

grupper. Politikere anvender denne funktion til at differentiere sig fra politiske modstandere (Ibid.:

321-322). Det er en måde at skabe et ’os og dem’-forhold på, hvor tingene bliver mindre

nuancerede og dermed nemmere at forklare eller stedfæste. Med andre ord et sort-hvidt billede af

tingenes tilstand. Som antropologen Thomas Hylland Eriksen skriver om ’os og dem’, oplever de,

der ser sig selv som ’os’, at gøre gruppebåndene stærkere, og ’dem’, når gruppen forestiller sig en

virkelig eller opfundet fjende. Det kan f.eks. være til den lokale fodboldklub, hvor de interne bånd

forstærkes gennem ritualer såsom humoristiske sange, og hvor fjendebilledet bliver forstærket ved

! #(!

at nedgøre modstanderholdet (Eriksen 1995, 427). Differentiering er den hårdeste retoriske funktion

ud af de fire funktioner. Det skyldes, at modstandergruppen ikke får en chance, og at selv hårde

eller angribende jokes anses som yderst humoristiske. Der er dog også mange tilfælde af, at gruppe-

medlemmer fortæller vittigheder om deres egen gruppe, hvilket synes at forene gruppens

medlemmer mod udstødelse eller uønsket adfærd, der tjener som en form for identifikation og

diskurs, som angiver normen for gruppen (Meyer 2000, 323).

På den ene side er identifikation og afklaring, der forener gruppen gennem humor ved enighed med

emnet eller problemstillingen, og tendensen er, at de to retoriske funktioner forener

kommunikatører. På den anden side er forstærkning og differentiering, hvis funktioner afhænger af

en persons uoverensstemmelser med de normer eller problemstillinger, som behandles eller er

gældende for gruppen. Det er en opsplittende funktion. Det komplicerede er, at den opsplittende

funktion kan tjene det formål at forene en gruppe mod en anden. Humor besidder dualisme, og det

skal man som retor have for øje, når man anvender humor til overtalelse. Selvom humor kan tjene

forskellige formål, ligger dens styrke i at kunne forklare de simpleste ting såvel som det mest

komplicerede. Meyer skriver, at ”The flexible contradictions inherent in humor allow rhetors to

enlist it for a variety of purposes, making it a most powerful communication tool” (Ibid.: 328). Det,

de fire retoriske funktioner kan i forhold til de oprindelige tre humorteorier, er at lave en mere

raffineret og detaljeret analyse af den humoristiske kommunikations effekter. Humor fungerer som

et tveægget sværd, som Meyer kalder det, da det er dualistisk ved både at kunne forene og opsplitte

grupper.

! #)!

3. Analyse Eftersom teorierne nu er blevet gennemgået, og der dermed foreligger et teoretisk grundlag for en

analyse, vil de forskellige teorier blive sat i samspil med Obamas taler ved WHCD fra 2011 og

2013. Overordnet er formålet med kapitlet at kigge på, hvordan Obama anvender strategisk brug af

fiktionalisering og humor til bl.a. at eliminere og latterliggøre en politisk modstander, og hvordan

han bruger samme strategier til at afdramatisere verserende kritik og rygter.

3.1 Talen til WHCD 2011 – Obamas fødselsvideo, Løvernes Konge og

Trumps Hvide Hus Kapitlet får sin begyndelse ved en præsentation af talen, hvor de forskellige dele af talen bliver

opdelt for at skabe et overblik over de forskellige elementer. Herefter bliver det talte ord analyseret,

hvor Kjeldsens kontekstuelle omstændigheder vil sætte talen ind i en kontekstuel sammenhæng.

Dernæst vil jeg analysere fiktionaliteten i Obamas taler, hvor udvalgte visuelle objekter vil blive

analyseret. De visuelle objekter er fundet på YouTube, hvor der tages udgangspunkt i C-SPAN’s

(Cable-Satellite Public Affairs Network) video, da den indeholder introduktionsmusik, billeder og

videoer. Fiktionaliteten bliver gransket yderligere herefter, hvor Obamas skrevne taler vil blive

analyseret, bl.a. med supplement fra de ti teser om fiktionalitet og fiktionstvetydighed. Endelig

bliver humoren i hans talte ord analyseret, humorteorien vil blive gransket og sat i sammenhæng

med de fire funktioner af humor.

3.2 Præsentation af talen Den 30. april 2011 holder præsident Obama sin tredje tale til WHCD. Talen er en vigtig brik i den

valgkampagne, der allerede er i gang om præsidentposten i 2012. Talen kan derfor ses som en unik

mulighed for Obama for at forbedre hans position i valgkampagnen ved bl.a. at angribe hans

modstandere og invitere tilhørerne til at genforhandle deres holdninger og adfærd. Obama benytter

fiktionalitet og humor løbende gennem talen, men specielt når han anvender visuelle hjælpemidler

såsom videoer og billeder. Talen er udvalgt blandt Obamas fem taler til WHCD, fordi den er et

stærkt eksempel på, hvordan en politiker som Obama kan anvende fiktionalitet og humor som

strategi for at sætte en politisk modstander ud af spillet, samtidig med at mane kritik og rygter i

jorden. For at skabe et overblik over talens forskellige elementer har jeg først valgt at opdele

! #*!

videoen af talen, der er optaget af C-SPAN (Cable-Satellite Public Affairs Network) og lagt ud på

YouTube (C-SPAN 2011). Den kan deles op i seks forskellige dele:

1. Første del er en kort video, som viser en lang række amerikanske stereotypiske symboler

som cowboys, det amerikanske flag, forskellige sportsgrene m.m. Ind imellem billederne,

der bliver akkompagneret af en rockstemme, der messer ”I am a real American”, vises

Obamas fødselsattest (0.11-01.20).

2. Anden del er en indledning af talen, hvor der bliver lagt op til fremvisningen af

hans ”fødselsvideo” og visningen af selvsamme (01.21-03.25).

3. Tredje del omhandler forskellige emner, præget af jokes. bl.a. gør han grin med Fox News,

sig selv, Matt Damon, Michelle Obama og Radio (03.26-07.51).

4. Fjerde del omhandler mediernes store interesse for politikeres fødesteder, jokes med

politikere såsom Mitt Romney og Donald Trump (07.52- 11.51).

5. Femte del er en kort omtale af filmen Kongens tale (King’s Speech), der leder videre til en

selvironisk optagelse ”The President’s Speech” af Obama og vicepræsident Joe Biden

(11.52- 15.48).

6. Sjette del af talen er mere seriøs, da den handler om de udsendte amerikanske soldater,

stormene i og omkring Alabama, ytringsfrihed og pressefrihed (15.49-18.53).

3.3 Kontekstuelle omstændigheder Ifølge Kjeldsen er det kompliceret at forsøge at kortlægge den retoriske situationalitet, der både er

flydende og foranderlig (Kjeldsen 2008, 51). Når man forsøger at fastholde noget, som konstant

forandrer sig, kan det kun ske ved at afdække omstændighederne for kommunikationen.

Fiktionalitet og humor er kulturelle variabler, der er afhængige af konteksten, og derfor er en

analyse af de kontekstuelle omstændigheder afgørende for analysen. De kontekstuelle

omstændigheder udgøres, som nævnt i gennemgangen af teorien, af: den retoriske ytring, diskursiv

kontekst, den retoriske situation, samfundsmæssige (politiske og sociale) omstændigheder og

historiske og kulturelle omstændigheder (Ibid.: 52). Obamas tredje tale til WHCD blev holdt i 2011,

og talen blev publiceret d. 01.05.11 på www.whitehouse.gov, som er Det Hvide Hus’ officielle

hjemmeside. Talen blev holdt dagen forinden på Washington Hilton, og talen udgør den retoriske

! $+!

ytring. Den diskursive kontekst er placeringen af talen på hjemmesiden, der er ret simpel, da det kun

er talen, der er i centrum på nær nogle enkelte blogs i højre side og en søgefunktion derover.

Forud for enhver retorisk diskurs findes der en retorisk situation, som består af tre konstituerende

elementer. Det første er det påtrængende problem, som kan ses som et problem, der eksisterer i

verden. Det påtrængende problem er ikke retorisk, når det ikke kan ændres af menneskelig

interaktion, såsom en naturkatastrofe eller død. Det påtrængende problem er retorisk, når det

muliggør en positiv forandring, og når en sådan positiv forandring kræver en diskurs (Bitzer 1997,

12). Obamas påtrængende problem er, at han bliver angrebet af rigmanden Donald Trump, der truer

hans embede ved at stille op som præsidentkandidat. Tilhørerne udgøres først og fremmest af Det

Hvide Hus’ pressekorps, politikere og derudover et stort antal kendte amerikanere. Derudover skal

vi, med Kjeldsens indsigter, holde os for øje, at med vores medierede samfund er der potentielt

tusindvis af tilhørergrupper, men det er dog ikke muligt at udpege dem alle. Bitzer er dog uenig

med Kjeldsen, da han siger, at det publikum kun udgøres af de personer, der kan påvirkes af

diskursen og formidle forandringen (Ibid.: 13). Derfor udgøres tilhørerne af de personer, der bliver

påvirket af Obamas diskurs og har mulighed for at formidle den forandring, som Obama ønsker,

nemlig at eliminere en farlig politisk modstander. Det tredje konstituerende element udgøres af de

retoriske vilkår (tvingende omstændigheder). Obamas formål er at udmanøvrere Trump som

præsidentkandidat, og for at gøre det må han benytte sig af de retoriske vilkår. Han må først og

fremmest gøre op med Trumps beskyldninger om, at han ikke er født i USA, hvilket er en

forudsætning for overhovedet at være præsident. Obama valgte at offentliggøre sin fødselsattest et

par dage inden talen, men da han nævner det igen, sker det for at forsegle diskussionen og komme

videre. Som han selv siger:

”…no one is prouder to put this birth certificate matter to rest than the Donald.

(Laughter.) And that is because he can finally get back to focusing on the issues that

really matter – like, did we fake the moon landing? (Laughter.) What really happened

in Roswell? (Laughter.) And where are Biggie and Tupac (Laughter and applause.)”

(Obama 2011).

Dernæst går Obama ind og sidestiller Trumps beskyldninger og krav med en latterlig

konspirationsteoretisk tankegang, hvilket fremstiller Trump som en mindre begavet rygtesmed. Han

! $"!

sammenligner Trumps krav om at se hans fødselsattest med falske månelandninger, rumvæsner i

Roswell og forsvundne eller myrdede rappere. I forlængelse af denne tankegang bliver

forestillingen om Trump som præsident manet i jorden, da man ikke kan have en præsident, der

ikke forholder sig til realistisk og frem for alt virkelig politik.

Ifølge Kjeldsen udgøres De samfundsmæssige omstændigheder af den politiske situation, sociale

forhold og samfundsmæssige institutioner (Kjeldsen 2008, 52). Formålet med at kigge nærmere på

de samfundsmæssige omstændigheder er at få et indblik i de samfundsvidenskabelige perspektiver,

der er gældende for talen i 2011. De samfundsmæssige omstændigheder bliver dog sammenlagt med

Kjeldsens sidste niveau, som er Historiske og kulturelle omstændigheder i analysen. Dette sker i et

forsøg på at få et samlet billede af relevante samfundsmæssige, kulturelle og historiske indsigter,

der kan have været afgørende for udførelsen af talen. Dermed kommer analysen til at se anderledes

ud end Kjeldsens teori ved at bevæge sig væk fra de forskellige nationale kontekster, og bliver i

højere grad en analyse af den sociokulturelle kontekst i USA. Det sker i et forsøg på at beskrive,

hvad der konkret foregår i samfundet i tiden omkring talen og hvilke retoriske virkemidler Obama

anvender. Man kan argumentere for, at de sociokulturelle omstændigheder repræsenterer Obamas

påtrængende problem og derfor er afhængig af de tvingende omstændigheder, som Obama er

afhængig af for at være i stand til at løse det påtrængende problem. Iagttagelsen stemmer overens

med Kjeldsens overvejelser, der fungerer som en cirkelbevægelse, hvor vi konstant bevæger os

frem og tilbage mellem de forskellige kontekstuelle omstændigheder (ibid.). Donald Trump er en

amerikansk multimilliardær, som officielt overvejer at placere sig selv i kapløbet om

præsidentposten i 2012. Et af hans politiske angreb på Obama er at påstå, at Obama ikke er født på

amerikansk jord, hvilket er et juridisk krav for kunne stille op som præsidentkandidat. Talen til

WHCD afholdes efter længere tids tovtrækkeri mellem Trump og Obama, hvor Trump kræver at se

Obamas fødselsattest, og til at begynde med nægter Obama. Sagen vokser sig større, da det for

nogen virker mistænkeligt, at Obama ikke vil offentliggøre sin fødselsattest, og almindelige

amerikanere begynder at betvivle Obamas oprindelse. Obama-regeringen nægter at offentliggøre

fødselsattesten, da den mener, at det er spekulationer og en del af Trumps valgkampagne. Trump er

flere gange i medierne, hvor han betvivler Obamas legitimitet som præsident. ”Grunden til, at jeg

har mine tvivl, er fordi han voksede op på Hawaii, men ingen synes at kende ham

dér”(Abolhosseini 2011). Forestillingen om Obama som ikke-amerikansk går godt i spænd med

den udbredte forestilling om, at Obama i virkeligheden er muslim. Selvom Obama offentligt

! $#!

erklærer sig som kristen, tvivler amerikanerne stadig på hans religiøse tilhørsforhold. I 2012 er hver

sjette amerikaner overbevist om, at Obama er muslim.

”Når amerikanerne bliver spurgt til Obamas religion, svarer over halvdelen noget

andet end ’kristen’. Blot 49 procent svarer korrekt, at præsidenten er kristen. Hele 31

procent siger, at de ikke ved det. Og så er der 17 procent, som svarer, at Obama er

muslim. Det er mere end hver sjette amerikaner” (Thiemann 2012).

Obama vælger at fremlægge fødselsattesten et par dage inden sin tale til WHCD. Trump bliver

efterfølgende voldsomt kritiseret for hans beskyldninger og samtidig for at forpurre

mediedagsordenen med usande påstande. Obama føler sig nødsaget til at tale direkte til det

amerikanske folk.

”Jeg taler til et stort flertal af amerikanere og pressen, og vi har ikke tid til denne

form for pjat. Vi har vigtigere ting at tage os til, siger Obama i en kommentar til

rygterne, hvilket fik store tv-stationer til at afbryde deres normale programmer for at

sende direkte fra presseværelset i Det Hvide Hus” (Ritzau 2011a).

Obama bliver nødt til at handle som han gør, da meningsmålinger fra CBS og New York Times

viser, at en fjerdedel af amerikanerne ikke tror på, at han er født i USA. Trump mener, at det er en

sejr for ham, da Obama fremlægger beviset, men Obama formår samtidig at sammenligne Trumps

handlinger med pjat og siger: ”vi står over for monumentale valg i bestræbelserne på at få skabt

dynamik i økonomien. Det vil ikke lykkes, hvis vi lader os aflede af andenrangsshows og

karnevalsgøglere” (ibid.) Obama formår her at vise sig som den ”større mand” ved at understrege

vigtigheden af at vende tilbage til presserende politiske emner. Derudover får han angrebet Trump

ved indirekte at kalde ham en karnevalsgøgler og de medier, der har givet liv til historien, for

andenrangsshows.

! $$!

Det påtrængende problem bliver altså udgjort af Trump, der skaber tvivl om Obamas legitimitet

som amerikansk præsident. Tilhørerne bliver udgjort af de personer, som bliver påvirket af Obamas

diskurs og har muligheden for at formidle den forandring, Obama ønsker, nemlig at eliminere

Trump som politisk modstander. Gennem de retoriske vilkår må Obama gøre op med forestillingen

om, at han ikke er født i USA. Det sker bl.a. ved, at Obama offentliggør sin fødselsattest

umiddelbart før talen bliver afholdt. Han føler sig presset af de meningsmålinger, som giver Trump

vind i sejlene, og derfor er det presserende at få lukket sagen om hans fødselssted. Kjeldsens

indsigter er gennemgående vigtige at bringe med videre, da konteksten er en vigtig del af værket i

vores medialiserede verden.

3.4 Fiktionalitet Analysen af de kontekstuelle omstændigheder giver mulighed for at dykke endnu dybere ned i talen,

og det sker ved at kigge på fiktionaliteten i talen og Obamas anvendelse af selvsamme.

I gennemgangen af teorien bag fiktionalitet bliver der redegjort for, at fiktionalitet ikke kun findes i

fiktive værker og genrer, men indgår i vores sociale verden. Fiktionalitet kan påvirke virkeligheden

ved at opnå bestemte mål og handlinger.

I analysen af talen er der flere forskellige

elementer, der springer i øjnene som

fiktionaliserede. Det første fiktionaliserede

element, tilhørerne møder, er

Obamas ”fødselsvideo”, der viser sig at være en

scene fra Løvernes Konge, hvor kongens søn,

løven Simba, bliver vist frem fra en høj klippe for

alle savannens dyr. Lige inden talen er der

usikkerhed om, hvor virkeligt indholdet er,

selvom Obama har proklameret, at det er hans 50

år gamle fødselsvideo. Grunden til usikkerheden er, at han har formået at signalere, at der her er tale

om fiktionalisering. Fiktionaliseringen kommer til sin tydelighed, da der i venstre hjørne af

sekvensen fra Løvernes Konge står Obamas fødselsdato og tidspunkt (04 Aug. 1961, PM 7:24).

Fiktionalitet er en kulturel variabel, der er afhængig af den kommunikative kontekst, som talen

befinder sig i. Obama bruger paratekst til at signalere, at han vil anvende fiktionalitet lige inden,

han viser ”fødselsvideoen” med Løvernes Konge. Han introducerer videoen ved at sige: ”Tonight,

!"##$%$&'(&)*+&,-+.+/&012%/$#/3"%$405&6778/(99:::5;4<7<-$5=4.9:+7=6>3?@A.BC63DEFG&

! $%!

for the first time, I am releasing my official birth video. Now, I warn you – (Laughter.) – no one has

seen this footage in 50 years, not even me. But let’s take a look” (Obama 2011). Dermed kan

tilhørerne ikke være i tvivl om, at der er tale om fiktionalitet, da det i virkeligheden er en scene fra

Løvernes Konge, og at det dermed ligger langt fra virkeligheden. Hvis man skal tro på videoen, så

er Obama afrikaner ligesom løven Simba, hvilket strider imod hans påstand om at være født på

Hawaii, men fiktionaliteten gør, at han kan afvige fra den sande talehandling, ved at det, han siger,

ikke skal forstås i bogstaveligste forstand. Hvis man dykker dybere ned i fiktionaliteten, kan man

argumentere for, at den også indeholder et topoi, som vi kan kalde frelseren. Opsummerende

handler Løvernes Konge om en ung prins, der falder i unåde og som skal igennem forskellige

forhindringer for til sidst at tilbagekæmpe sin retmæssige plads som Løvernes Konge. Simbas kamp

ligner på mange områder Obamas. Simba bliver vist frem på klippen efter at være blevet salvet af

aben Rafiki, der repræsenterer en fiktionaliseret udgave af en religiøs figur. På samme måde bliver

Obama præsenteret som ny præsident for det amerikanske folk ved at sværge ved Biblen. Der er

næsten en religiøs stemning omkring Obamas tiltrædelse, og befolkningen har enorme

forventninger til ham. Fiktionaliseringen bygges op i afslutningen, hvor Obama på næsten samme

måde som Simba skal bekæmpe ”onde kræfter” ved det kommende præsidentvalg og dermed igen

indtage sin retmæssige plads som præsident. Fiktionaliteten skaber altså en fortælling om Obama

som frelser og hans modstandere som ”onde kræfter”.

Næste gang Obama anvender fiktionalisering, bliver Donald Trump hovedperson. Obama signalerer

sine intentioner om at anvende fiktionalitet på forskellige måder. Det betyder ikke, at hele hans tale

skal opfattes som fiktionaliseret, men i stedet at enkelte dele af talen er fiktionaliserede og derfor

ikke ændrer hele talen til en fiktiv diskurs. En af de slutninger, Obama ønsker at lave, er at

fremstille sin politiske modstander Trump som mindre begavet. Han bruger fiktionalitet til at

identificere andre sager af ”yderste vigtighed”, som Trump kan kaste sig over, nu da sagen om

Obamas fødselsattest er lukket. ”…did we fake the moon landing? (Laughter.) What really

happened in Roswell (Laughter.) And where are Biggie and Tupac? (Laughter and applause.)”

(Obama 2011). Obamas intention er at invitere tilhørerne ind i en fiktionaliseret sfære og dermed

henvise til Trumps konspiratoriske tankegang. Det er altafgørende, at Obama formår at signalere

over for publikum, når han har intentioner om at anvende fiktionalitet. Hvis han ikke formår at

signalere sine intentioner, har tilhørerne ikke mulighed for at reagere på budskabet. Når Obama

vælger at angribe Trump gennem fiktionalitet, sker det, fordi et angreb ved hjælp af fiktionalitet er

! $&!

utrolig svært at værge sig imod, når det lykkes. Hvis Trump efterfølgende fortæller pressen, at han

ingen interesse har i en falsk månelanding, rumvæsener i Roswell osv., vil verden ryste på hovedet,

fordi den vil opfatte det således, at Trump ikke har forstået fiktionaliteten. Derudover vil han heller

ikke have mulighed for at afvise at være konspiratorisk, da Obama gennem talen understreger dette

ved omtalen af Trump i forhold til sagen om hans fødselsattest. I stedet vælger Trump, at trække sig

fra kampen om præsidentembedet, kort efter at talen bliver afholdt (Ritzau 2011b). Han formår ikke

at svare igen på Obamas angreb, og dermed kan han ikke slippe af med bagagen som konspirator,

hvilket angiveligt vil have påvirket ham i en fremtidig valgkampagne.

Mennesker er grundlæggende nysgerrige; de

bekymrer sig ikke kun om fakta, men også om

spørgsmål, der indeholder muligheder for

forandring og alternativer (Nielsen et al. 2015,

63-64). Obama udnytter tilhørernes nysgerrighed

i sit forsøg på at vise dem virkeligheden, hvis

Trump bliver valgt som præsident. Han inviterer

dem til at forestille sig, hvordan fremtiden vil se

ud med Trump som leder, og bruger det nationale

symbol, Det Hvide Hus, som eksempel. Han

lægger sarkastisk ud med at sige: ”Say what you will about Mr. Trump, he certainly would bring

some change to The White House. Let’s see what we’ve got up there”(Obama 2011), hvorefter

billedet til højre bliver vist på storskærm. Billedet viser Det Hvide Hus i en fiktionaliseret udgave af,

hvordan man kunne forestille sig, at det ville se ud, hvis Trump bliver valgt som præsident. Han

viser tilhørerne en skræmmende fremtid, hvor det politiske centrum for USA bliver forvandlet til et

casino-hotel med letpåklædte kvinder og gamblere. Et scenarie, der viser publikum, hvor useriøst

og forkert det vil være med Trump som præsident. Talen fungerer altså som en dobbelteksponering

af nutid og fremtid, hvor publikums vilje til at forestille sig noget afgør fiktionalitetens styrke.

Tredje fiktionaliserede element er en selvironisk film, ”The President’s Speech”, hvor

hovedrollerne spilles af Obama og Biden, og som refererer til den populære film Kongens tale

(King’s Speech). I filmen ser man Obama og Biden i diverse uheldige situationer, og hvor de laver

utallige talefejl. Filmen refererer både til Bidens til tider knap så gennemtænkte udsagn og til den

!"##$%$&H(&6778(&I*<.8/&=+/"@4E647$#5&JC5&HK''L&

! $'!

kritik, der har været af Obama, at han ikke har kunnet undvære en teleprompter. Fiktionaliseringen

har to formål. Det første er at svare igen med ironi på de debatter, der har været om Bidens

ustrukturerede taler; det næste er at få Obama til at fremstå som selvironisk og mindre som en kold

politiker. Formålet er, at begge politikere skal fremstå som mennesker, der begår fejl ligesom alle

andre, og på den måde kan tilhørerne bedre relatere til de to mænd, og gennem relationen vil

tilhørerne have lettere ved at sympatisere med dem. Obama afslutter talen på en mere seriøs måde,

hvor han hylder soldater og journalister for at kæmpe for et frit USA, og gør opmærksom på

stormene i og omkring Alabama, hvor han opfordrer amerikanerne til at stå sammen.

Efter at have set på fiktionaliteten i talen gennem visuelle briller, vender analysen igen tilbage til

den skrevne tale. Forfatterne bag bogen Fiktionalitet mener, at det kan gavne analysen, hvis man

tager udgangspunkt i, at talen er fiktionstvetydig. De mener, at der i dag er flere og flere

fiktionstvetydige værker, idet de bryder med genrekonventioner og indbyder tilhøreren til at handle.

Det er afsenders intention, at tilhørerne bliver i stand til at handle aktivt og samtidig være kritiske

over for budskabet. Det fiktionstvetydige er, når forskellige genrer bliver blandet sammen og skaber

et uklart skel mellem fiktion og ikke-fiktion. Et eksempel på brug af fiktionstvetydighed ses i

begyndelsen af talen, hvor Obama taler om offentliggørelsen af sin fødselsattest. ”Hopefully this

puts all doubts to rest. But just in case there are any lingering questions, tonight I’m prepared to go

a step further. (Laughter.) Tonight for the first time, I am releasing my official birth video” (Obama

2011). Sagen om Obamas fødselsattest er meget alvorlig, og han vælger at fortsætte denne alvorlige

tone, som kunne høre til i en retssal eller i en apologi. Alligevel er der nogle undertoner af humor i

hans højtidelige måde at udtale sig på og i hans ansigtsudtryk, som fortæller tilhøreren, at det måske

alligevel ikke er helt alvorligt. Derfor kan man også se, at publikum leer, hvor der

står ”Laughter”(ibid.) i den skrevne tale, og det sker på trods af, at ingen i virkeligheden ved, hvad

videoen indeholder. Grunden til, at tilhørerne leer, er, at Obama med sin overdrevne måde

præsenterer videoen, og hans kropssprog signalerer til tilhørerne, at der her er tale om

fiktionalisering. Efter videoen understreger han da også over for Fox News, som er kendt for at

være på republikanernes side, at der er tale om en joke og anklager dem indirekte for at være

tungnemme. Han siger:

”I want to make clear to the Fox News table: That was a joke. (Laughter.) That was

! $(!

not my real birth video. (Laughter.) That was a children’s cartoon. (Laughter.) Call

Disney if you don’t believe me. (Laughter.) They have the original long-form version

(Laughter.)” (Ibid.).

Talen bliver fiktionstvetydig, idet talen blander det ikke-fiktionalitet (Obamas fødselsattest) med

fiktionalitet (Løvernes Konge). Obama benytter den fiktionstvetydige kommunikationsstrategi, hvor

tilhørerne bliver sat i en fortolkningssituation, som giver dem mulighed for at handle. I talen bruges

fiktionaliseringen med vilje til at skabe fiktionstvetydighed, som placerer tilhøreren i en usikker

situation. Usikkerheden gør, at tilhøreren må forhandle mellem al den information, han eller hun har

fra forskellige medieplatforme, og det, som Obama siger. Denne situation giver Obama mulighed

for at påvirke virkeligheden på flere forskellige måder. Det, at Obama optræder i en virkelig

situation med fiktionaliseret indhold i talen gør, at tilhøreren kan opfatte ham anderledes end

normalt. Obama får muligheden for at skabe en projektion af sig selv, der fremstår humoristisk, og

en projektion, der ikke skabes af medierne gennem redigering i forhold til deres egne agendaer. Ved

at tilbyde at vise hans fødselsvideo, som i virkeligheden er en scene fra Løvernes Konge,

latterliggør han hele sagen om hans fødselsattest og får tilhøreren til at forholde sig kritisk over for

dem, der krævede offentliggørelsen. I virkeligheden sammenligner han kravet med noget, som hører

fantasiens verden til, hvor hele situationen bliver irrelevant, og dermed får han bragt de medier og

politikere, der startede sagen, til tavshed. Han viser verden, som den kunne være, hvor saglighed

kommer først, hvor usaglige kritikere ikke får så stor magt, og hvor tilhøreren er kritisk over for

medierne. Først og fremmest inviterer han tilhørerne til at opfatte situationen som et afsluttet kapitel

og en ny mulighed for at se fremad. Et andet eksempel på fiktionstvetydighed findes i Obamas

angreb på Mitt Romney. Obama går ind og forplumrer grænsen mellem ikke-fiktionalitet og

fiktionalitet med en intention om at vise tilhørerne, hvordan verden kunne se ud. Hans intention er

at fortælle om virkelige ting ved at eksemplificere gennem fiktionalitet. Han fortæller bl.a.

tilhørerne, hvor dobbeltmoralsk Mitt Romney er, når han i sin egen guvernørstat tidligere har

lanceret et universelt sundhedssystem, når han på nationalplan er imod Obamas. ”And then there’s

a vicious rumor floating around that I think could hurt Mitt Romney. I heard he passed universal

health care when he was governor of Massachusetts. (Laughter.) Someone should get to the bottom

of that” (Ibid.). Hans intention er tydeligvis at angribe en politisk modstander gennem fiktionalitet

og på den måde få tilhørernes øjne op for Romneys uheldige opførsel og dobbeltmoralske

holdninger.

! $)!

Analysen af videoen fra C-SPAN er med til at rammesætte analysen ved at skabe en klar opdeling

af talens forskellige elementer. De mest fiktionaliserede elementer er blevet udpeget og analyseret. I

næste del af analysen er der igen blevet taget fat i det talte ord, hvor der er blevet dykket dybere ned

i de forskellige fiktionaliserede elementer. Talen er fiktionstvetydig ved at blande forskellige genrer,

og formålet er at give tilhørerne et par kritiske briller og muligheden for at handle på budskabet.

Ved at anvende fiktionalisering opnår Obama at få katarsis og dermed at gøre op med gamle rygter

eller uheldige episoder, der påvirker hans politiske karriere. Anvendelsen af fiktionalitet viser sig at

være den perfekte strategi for Obama, som ikke ønsker, at hans argumentation skal kunne modsiges.

Det er nemlig ikke muligt for hans modstandere at gendrive argumenter, der ikke indeholder

virkelige sandheder. Fiktionaliteten er med til at udelukke logos fra diskursen og får dermed

argumentationen til at foregå på et niveau, som udelukker fakta og dokumenterende beviser. Obama

anvender altså den fiktionstvetydige kommunikationsstrategi for at kunne ændre på verden og lave

en form for fremadrettet selvfremstilling. Fiktionaliseringen giver ham mulighed for at sætte

tingene på spidsen og dermed forsøge at bevæge sig fremad mod nye mål i stedet for at blive ved

med at dvæle ved de gamle. Obama opnår katarsis af sine følelser ved at gennemgå konflikten om

sin fødselsattests optrapning og løsning. Gennem denne taleproces slipper han af med denne

uheldig episode, hvor mange amerikanere er begyndt at tvivle på hans oprindelse og et rygte, der

viser sig at være svært at komme af med. Obama vælger altså at spille sig selv i en fiktionaliseret

udgave, hvor han overdriver og videreudvikler allerede uheldige omstændigheder. Dermed formår

han at fremstå selvironisk i stedet for at virke, som om han forsvare sig selv. Hvis selvironien og

fiktionaliseringen lykkedes, så kan den være med til at ændre modtagerens opfattelse af de uheldige

omstændigheder, som er udgangspunkt for Obamas selvfremstilling. Gennem ironien og

overdrivelsen opnår Obama sympati hos modtageren, og gennem denne kan han ændre modtagerens

opfattelse af virkeligheden. Han formår også at bruge fiktionaliseringen uden at virke useriøs ved at

stoppe de konspiratoriske beskyldninger og dermed kan han igen sætte fokus på den politiske

dagsorden.

3.5 Humor Som man kan se tidligere i analysen, går fiktionaliseringer ofte hånd i hånd med humor eller ironi.

De forskellige fiktionaliseringer er primært til stede for at udløse en eller anden form for

! $*!

humoristisk reaktion, men humoren viser sig på forskellige måder og med forskellige sociale formål.

Overlegenhedsteorien fortæller om en disciplinerende form for humor, der sikrer at

samfundshierarkierne bliver opretholdt. Tiden omkring overlegenhedsteorien opfatter humor med

mistænksomhed, og hvis muligt skulle den begrænses. Inkongruensteorien forsøger at gøre op med

mistænksomheden omkring humor og vise, at humor kan tjene noble formål, men dog også med et

disciplinerende mål for øje. Teorien har også rødder i det anderledes og det overraskende, når

mennesker griner ad det, de ikke havde forventet. Teorien fortsætter med at udvikle sig og bliver

senere af mere psykologisk art. Resultatet er spændingsudladningsteorien, der sørger for at udlade

spænding i spændte situationer. Jo større spænding mennesker oplever, jo større

spændingsudladning vil de opleve i form af latteren. Teorierne har skiftet fra at være kritiske til at

være positivt stemt over for humorens væsen, og sådan har det været i århundreder. På denne

baggrund udfordrer det analytikeren, da en enkelt teori ikke kan forklare alle anvendelser af humor,

og dermed vil analysen ikke blive fyldestgørende. Når man skal kigge nærmere på Obamas politik,

bliver man nødt til at kigge på effekten af retorikken, da den forklarer noget om de retoriske

virkemidlers formål. Det er derfor, at Meyers fire funktioner af humor bliver inddraget.

Funktionerne udgør et paradoks, eftersom to af funktionerne forener og to af dem deler

kommunikatører, hvilket gør, at anvendelsen af humor kan være med til at afgrænse sociale grænser

(Meyer 2000, 310).

Identifikation

For Obama er det i høj grad vigtigt at få publikum til at identificere sig med ham, fordi han

derigennem vil opnå et stærkere ethos. Derudover vil identifikationen mellem tilhørerne og Obama

skabe en følelse af sammenhold og gruppementalitet. Ved at skabe et bånd mellem Obama og

tilhørere gennem humor, hjælper det med at gøre forholdet bedre, da man gennem humor kan fjerne

den gensidige usikkerhed mellem parter. Hvis Obama skal have muligheden for at ovebevise

tilhørerne, er det vigtigt at skabe en fælles identifikation, ellers vil talen virke mindre overbevisende.

Et vellykket eksempel på identifikation kan opleves i Obama/Biden-videoen, hvor Obama gennem

selvironisk humor skaber en følelse af overlegenhed blandt tilhørerne, der bringer dem op på

samme niveau som Obama, og hvor der sker en spændingsudladning. Han skaber spænding ved at

indlede med at snakke om Kongens Tale, som er en anmelderrost film det år, for derefter at lægge

op til en ny storfilm. ”Well, some of you may know this, but there’s now a sequel in the works that

! %+!

touches close to home. And because this is a Hollywood crowd, tonight I can offer a sneak peek. So

can we show the trailer, please?”(Obama 2011). Som før nævnt bliver filmen indledt med en

omtale af den populære film Kongens Tale, der leder videre til en ”trailer” for en ny film, ”The

President’s Speech”, som viser sig at være en selvironisk optagelse af Obama og Biden (C-SPAN

2011, 11.52-15.48). Oplægget til talen svarer til en uforventet punchline, idet der bliver lagt op til

noget, der ligner Kongens Tale, hvor det pludselig viser sig at være en selvironisk film, der ikke er

specielt godt produceret. Publikums forventning til en storfilm bliver brudt under visningen, og

derfor bliver det trukket i en helt anden retning, end publikum havde forventet. Det oplever

inkongruens og ler ad det, som overrasker det. Humoren i videoen er en måde at få forløsning for

den nervøse energi på, som især handler om Biden, der ikke altid er den mest driftsikre taler og ofte

finder på talen hen ad vejen. Strategien er at udløse den spænding, der omgiver Biden, og som har

været brugt som kasteskyts for republikanerne. Både Obama og Biden viser gennem den

overdrevne selvironiske film, at de er menneskelige og har evnen til at grine ad sig selv. Ved at

bringe sig ned på niveau med publikum, skaber de sympati gennem identifikation og sikrer en

stærkere gruppementalitet. Her er også tale om en følelse af overlegenhed, når publikum får

mulighed for at grine ad Obama og Biden i idiotiske situationer, og ifølge teorien baserer det sig på

den tilfredsstillelse, vi oplever over at se andres ”ulykke”, som kommer til udtryk gennem latter.

Selvom der i videoen er tale om en selviscenesat form for ”ulykke” eller komedie, er det ifølge

overlegenhedsteorien den følelse, vi oplever. Meyer skriver, at selv akavet og simpel humor er

bevist som spændingsudlader og fører til mere interaktion mellem stridende parter. Derfor kan man

argumentere for, at selv de politiske modstandere begynder at identificere sig med Obama, da han

er selvironisk og gør grin med nogle af de ting, som republikanerne normalt peger fingre ad. Det

kan gøre fremtidige forhandlinger nemmere, da spændingsudladningen kan være med til at gøre

fremtidige situationer mere fleksible. Dog kan man argumentere for, at humoren også fungerer som

styrkemarkør af fællestræk og delte meninger i situationen. Selvom fremtidige politiske

forhandlinger kan blive mere fleksible, går han også ind og arbejder med det, som Eriksen

kalder ”os og dem”, hvor ”os” er den del af tilhørerne, der identificerer sig med Obama, og ”dem”

er de politiske modstandere, repræsenteret af republikanernes tilhængere, som også er at finde

blandt tilhørerne.

! %"!

Afklaring

Det er essentielt for Obama, at han formår at samle sine synspunkter i mindeværdige sætninger og

anekdoter, som vil hjælpe publikum med at få afklaring på standpunkter eller problemer i forhold til

Obama. Formålet er at skabe en større grad af genkendelighed for publikum og lige så vigtigt, at

skabe en fokuseret mediedækning. Obama formår dette ved at vise sin ”fødselsvideo”, og Jakobsen

et al. skriver om talen fra 2011: ”Talen er primært blevet kendt og online-cirkuleret pga. Obamas

proklamation af, at det ikke kun er hans fødselsattest, men også hans 50 år gamle fødselsvideo, som

han nu er villig til at fremlægge” (Jakobsen et al. 2014, 96). Dermed kan man argumentere for, at

Obama formår at skabe sensation i medierne, både ved at anvende fiktionalitet og humor, der er

med til at sætte modstanderne på plads. Humoren får sin styrke af inkongruensen, der er med til at

skabe sensationen og en udbredt overraskelse hos tilhørerne. Formålet med Obamas fødselsvideo er

altså todelt. Først skaber den inkongruens hos tilhørerne, der får at vide, at de skal være vidne til

den første visning af Obamas fødselsvideo nogensinde, hvorefter det er en scene fra Løvernes

Konge, der ruller over skærmen. Publikum bliver trukket fra en fortolkningssituation, der har noget

med den virkelige verden at gøre, til en fortolkningssituation, hvor de skal forholde sig til en

Disney-film, som primært er tiltænkt børn. Dernæst skaber den inkongruens hos medierne, da

elementet af uventethed kan ”sælges” som Breaking News eller på baggrund af

underholdningsværdien. Obama skaber afklaring ved at gøre op med forestillingen om, at han ikke

er født på amerikansk jord. Dette gør han gennem hele talen, og dermed bliver spørgsmålet om hans

fødselsattest centralt for talen. Afklaring giver ham derudover mulighed for at kritisere politiske

modstandere på humoristisk vis. Som tidligere nævnt er det især Trump, som bliver ”offer” for

denne humor. Obama skaber en form for overlegenhed, da han får publikum til at grine ad Trumps

ignorante opførsel. Han siger bl.a. ”And that’s because he can finally get back to focusing on the

issues that matter – like, did we fake the moon landing?(Laughter.) What really happened in

Roswell? (Laughter.) And where are Biggie and Tupac? (Laughter and Applause.)”(Obama 2011).

Humoren fungerer som en irrettelsættelse af Trump, der nærmest sættes i skammekrogen ligesom

børn, som har handlet mod de gældende normer og diskurser. Man kan antage, at den irrettesættelse,

som Trump bliver udsat for, er så stærk, da den truer hans identitet, i og med at publikum ler højlydt

ad ham. Obama sender hermed et eksplicit signal om, at han er Trump overlegen ved at opsætte en

munter attitude. Obamas irrettesættelse udnytter også den iboende inkongruens, da den overskrider

grænsen til det, som vi opfatter som normalt, ved at tale til en respekteret forretningsmand som et

barn. Det overskrider det, som er socialt og acceptabelt i vores kultur og resulterer dermed i

! %#!

humoristiske reaktioner. Afklaringen over for verden sker altså ved, at Obama får italesat Trumps

irrationelle handlinger og får sat ham på plads.

Forstærkning

Forstærkning er en måde, hvorpå Obama har muligheden for at forstærke normer ved diskret at

udjævne kritik og samtidig opretholde en vis grad af identifikation med publikum. Obama har

muligheden for at henlede publikums opmærksomhed på politisk inkongruens uden at virke

kritiserende eller bitter og derved få det til at grine. Man har forskellige forventninger til en

politikers adfærd, og hvis denne ikke formår at leve op til forventningerne, kan det ende med

latterliggørelse. Obama bruger forstærkning i forhold til sin politiske modstander Mitt Romney.

Romney har været meget kritisk og modstander af Obamas nye sundhedsvæsen, der senere bliver

kendt under navnet Obamacare. Rupublikanerne er imod Obamacare, da de mener, at

sundhedsreformen strider mod den grundlæggende republikanske ideologi, og derudover har de

ingen interesse i at støtte reformen, da det er et af Obamas centrale valgløfter (Baunegaard 2014,

49-51). I 2012 skal der igen være valg til præsidentposten, og allerede ved talen i 2011 er

valgkampagnen i gang. Romney, der stiller op mod Obama, gør allerede tidligt i sin valgkampagne

tilbagerulningen af sundhedsreformen til sit centrale valgløfte. Det sker til trods for, at han som

guvenør tidligere har fået indført en sundhedsreform, der på mange måder minder om Obamas

(Ibid.: 55). Heri ligger det misforhold, som Obama henviser til i sin tale, han siger: ”And then

there’s a vicious rumor floating around that I think could really hurt Mitt Romney. I heard he

passed universal health care when he was guvenor in Massachusetts. (Laughter.) Someone should

get to the bottom of that” (Obama 2011). En politiker må ikke lyve eller være dobbeltmoralsk, og

det er disse misforhold, som Obama henleder publikums opmærksomhed på. Han får publikum til at

grine uden at virke bitter over for sin modstander. I stedet virker Obama munter, samtidig med at

han indirekte kritiserer Romney. På denne måde får han en overlegen position, hvor han har

mulighed for at disciplinere Romney, da han har brudt med en social norm. Derudover forstærker

han ved at lave en henvisning til en politikers etiske regelsæt, som alle kan være enige i, lige meget

om man er republikaner eller demokrat.

Differentiering

Obama kan vælge at differentiere sig fra politiske modstandere, holdninger eller grupper ved at

! %$!

anvende denne retoriske funktion. Han kan anvende differentiering, både når han ønsker at styrke

alliancer og når han vil lave sondringer mellem grupper. Han anvender især denne funktion til at

differentiere sig fra sin politiske modstander Trump. Trump har ganske vist ikke officielt meldt sig

som præsidentkandidat, men han har ytret tanken over flere forskellige medier. ”Den 64-årige

mangemilliardær har flere gange givet udtryk for, at han havde seriøse overvejelser om at stille op

til præsidentvalget i 2012” (Ritzau 2011b). Det betyder, at Obama står over for en potentiel

modstander, der har nok økonomiske ressourcer til at udgøre en seriøs trussel, og desuden er Trump

allerede kendt af de fleste amerikanere. Obama bruger differentiering til at skabe et ”os og dem”-

forhold, da han ønsker at skabe et sort-hvidt billede af forskellen på sig selv og Trump. Angrebet på

Trump har en tydelig ironisk undertone og virker derfor ekstremt humoristisk på tilhørerne. Han

taler eksempelvis om Trumps ”uovertrufne” lederskabsevner.

”But all kidding aside, obviously, we all know about your credentials and breadth of

experience. (Laughter.) For example – no, seriously, just recently, in an episode of

Celebrity Apprentice – (laughter) – at the steakhouse, the men’s cooking team cooking

did not impress the judges from Omaha Steaks. And there was a lot of blame to go

around. But you, Mr. Trump, recognized that the real problem was a lack of

leadership. And so ultimately, you did’nt blame Lil’ Jon or Meatloaf. (Laughter.) You

fired Gary Busey. (Laughter.) And these are the kind of decisions that would keep me

up all night. (Laughter and applause.) Well handled, sir. (Laughter.) Well handled”

(Obama 2011).

Indledningsvist starter han med at understrege seriøsiteten i det, han vil sige, hvilket opleves som

inkongruens ved publikum, da han gør det komplet modsatte. Han sætter Trumps kvalifikationer i

forbindelse med Trumps eget reality show, Celebrity Apprentice, der er kendt for at være fyldt med

kendte, der har været ude af rampelyset i et stykke tid. Gary Busey, der ifølge Obama blev fyret i

udsendelsen, er en skuespiller, hvis sidste film blev udgivet i slutningen af 1990’erne. Obama sætter

altså Trump i forbindelse med kendisser, der for længst har haft deres tid i rampelyset. Indirekte

kunne man argumentere for, at Obama henviser til, at det er tid for Trump til at forlade scenen og

lade andre tage over. Han skaber overlegenhed ved at sammenligne Trumps beslutningsproces med

hans, hvilket er lattervækkende, da det handler om et reality show versus politiske beslutninger, der

! %%!

kan få konsekvenser for hele verdens velbefindende. Obama tilhører et fællesskab med andre

politikere, hvor han gennem humoren fortæller Trump, at han er uvelkommen og på den måde

forener fælleskabet med en forestilling om, hvad uønsket adfærd er, hvilket skaber identifikation og

angiver normerne for fællesskabet. Som tidligere nævnt efterlader differentiering gennem humor

ikke mange chancer for Trump til at forsvare sig, da selv ufine vittigheder og jokes bliver godtaget

hos tilhørerne.

Gennem analysen er det blevet gjort klart, at de fire funktioner af humor er meget anvendelige i

forhold til at forklare Obamas retoriske anvendelser af humor. Teorierne om humor fungerer som et

supplement, der kan fortælle noget om de efftekter, som humoranvendelsen har. Eksempelvis er

inkongruens i forskellige situationer med til at overraske publikum og bryde med nogle etablerede

normer, hvilket resulterer i latter hos tilhørerne. Ved at undersøge Obamas anvendelser af humor

kan man se, at han anvender funktionerne til forskellige formål. Identifikation og afklaring bliver

anvendt til at skabe enighed om et problem eller en norm, hvilket har en forenende effekt.

Forstærkning og differentiering er afhængige af nogle uoverensstemmelser med normer eller

problemer og har en splittende effekt. Derudover kan den splittende humor forene en gruppe mod

en anden. Funktionerne viser sig som en værdifuld strategi, når Obama ønsker at angribe en

modstander ved f.eks. at påpege personens irrationelle handlinger eller dobbeltmoralske væremåde.

Angrebet kan ramme modstanderen hårdt og kontant, uden at Obama virker bitter. Han kan endda

gennem munterhed skabe en form for overlegenhed, der vil irettesætte modstandere og manifestere

hans position. Selvom funktionerne til tider overlapper hinanden, kan man argumentere for, at de

udgør et klarere redskab for at studere retorisk humor end humorteorierne. Man kan dog

argumentere for, at en samling af både humorteorierne og de fire funktioner skaber et nuanceret

billede af den anvendte humor og motiverne bag.

! %&!

3.6 Talen til WHCD 2013 – Obamas fødested, politisk modgang og

storfilmen Obama Talen fra 2013 er Obamas femte tale til WHCD, og den er udvalgt, fordi han gennemgående

anvender fiktionalitet og humor som retoriske strategier. Analysen er en blanding af det talte ord og

de visuelle elementer, hvor vi bl.a. får et indblik i hans anvendelse af billeder og videoer. Videoen

af talen er, som talen fra 2011, optaget af C-SPAN og lagt ud på YouTube dagen efter, at talen blev

holdt på Washington Hilton. Gennem analysen vil jeg forsøge at få svar på, hvordan Obama,

gennem fiktionalisering og humor, får indflydelse på virkeligheden og hvordan han anvender

fiktionalisering og humor som strategiske redskaber, der bl.a. kan være med til at intensivere

tilhørere og mediers opmærksomhed over for forskellige politiske budskaber. Først vil talen blive

præsenteret, og de forskellige elementer i talen vil blive opdelt. Dernæst vil de kontekstuelle

omstændigheder blive udredt, da både fiktionalitet og humor er kulturelle variabler, som er

afhængige af konteksten. Derefter vil fiktionaliteten blive analyseret ved hjælp af indsigter i bl.a.

fiktionstvetydighed og overvejelser om de ti teser om fiktionalitet. Afslutningsvis vil jeg analysere

humoren i Obamas tale gennem de fire funktioner af humor.

3.7 Præsentation af talen Obamas femte tale til WHCD bliver afholdt d. 26. april 2013. Obama holder talen året efter, at han

har genvundet præsidentposten ved valget i 2012. Talen er en unik mulighed for Obama for at

indgyde nyt håb hos amerikanerne og fornyet tro på fremtiden. Valget i 2012 er langt fra gået så

godt som valget i 2008, og Obama ønsker at overbevise det amerikanske folk om sin berettigelse

som præsident. Han anvender fiktionalitet og humor gennemgående i talen, men det ses specielt, når

han bruger visuelle elementer til at understøtte sin argumentation. Talen er et stærkt eksempel på,

hvordan Obama anvender humor og fiktionalitet som en retorisk strategi. Talen er optaget af C-

SPAN og lagt ud på YouTube (C-SPAN 2013). Jeg har valgt at dele talen op i syv dele:

1. Talen bliver indledt med introduktionsmusik, der i begyndelsen er traditionel parademusik,

som hurtigt skrifter til rapsangen ”All I Do Is Win” af DJ Khaled feat. T-Pain, Ludacris,

Rick Ross og Snoop Dogg. Obama indleder talen med at takke publikum og tale om sin nye

! %'!

introduktionsmusik med henvisning til sin valgsejr i 2012. Han fortæller, at hans rådgivere

er imod musikken og i stedet mener, at han skal starte med nogle jokes på egen bekostning,

men Obama siger, at der ikke er mange tilbage efter fire et halvt år som præsident (00.00-

01.22).

2. Herefter følger en form for opdelt takketale, hvor han takker Det Hvide Hus’

korrespondenter, de tilstedeværende journalister, Ray Odierno, mænd og kvinder i uniform

og Michelle Obama (01.23-02.27).

3. Dernæst taler han om, at hans udseende ikke er, hvad det har været, og at han er blevet en

smule grå. Efterfulgt af forskellige emner præget af jokes, han gør bl.a. grin med

nærtagende advokater, NBC, Jay-Z, Bill Clinton og Maureen Dowd. Han slutter selvironisk

af med at sige, at han har lånt et af Michelle Obamas tricks, hvorefter der toner et billede

frem af ham med pandehår (02.28-05.59).

4. Han gør derefter grin med aftenens komiker, Conan O’Brien. Hvorefter han går over til at

snakke om medierne. Han gør grin med CNN for dens ukorrekte historier, MSNBC for at

være i lommen på hans tidligere rådgiver David Axelrod, The History Channel og Fox News

for at sammenligne ham med djævlen/satan. Han taler om det skiftende medielandskab og

sin nye yndlingsmedie, der ironisk nok viser sig at være hans egen regerings hjemmeside,

whitehouse.gov (06.00-08.48)

5. Obama går videre til at hylde pressen for dens arbejde, men mener, at verden er blevet et

kynisk sted, hvor alle mistænker hinanden. Eksempelvis henviser han til nogle billeder af sig

selv, der skyder under et besøg ved Camp David, hvor medierne mener, at billedet er

photoshopped. Han fortsætter i den kyniske tankegang med at fortælle om Sheldon Adelson,

som er villig til at bruge absurd mange penge bare for at få Obama væltet. I den tråd

fortsætter han til republikanernes manglende håndsudrækning til minoriteter, manglende

samarbejde i Kongressen, nye ironiske tiltag, Obama vil tage for at skabe samarbejde, og at

det kræver erfaring at være præsident (08.49-14.22).

6. Han taler herefter om sit eftermæle, hvorefter han viser et billede af det nye bibliotek,

opkaldt efter George Bush, med et skilt til højre, hvor der står ”His Fault” (da. hans skyld)

som en henvisning til mange kritikeres mening om, at Obama ofte har skudt skylden på

Bush for forskellige ting. Han går videre til at tale om Steven Spielberg, der gennem sin nye

film, ”Obama”, vil cementere Obamas eftermæle på samme måde som i filmen ”Lincoln”.

Daniel Day-Lewis (en hvid midaldrende skuespiller) skal spille Obama, og en film bag om

! %(!

scenen vises, hvor Lewis (spillet af Obama) står og øver sig foran spejlet. Obama spiller i

virkeligheden sig selv, der står og brokker sig over sin egen mærkelige måde at snakke på

og sine store ører (14.23-18.18).

7. Talen afsluttes i en mere seriøs tone, hvor Obama tænker tilbage på et år med forfærdelige

hændelser, såsom bombningen ved Boston Maraton, en kæmpeeksplosion i byen West i

Texas og oversvømmelser i Midtvesten. Dernæst hylder han de mennesker, der har været

med til at afhjælpe situationerne såsom nationalgarden, journalister, Boston Globe, NBC og

amerikanere i uniform. Han slutter af med at opfordre tilhørerne til at lade sig inspirere af

disse menneskers heroiske handlinger og opretholde de amerikanske værdier. Han takker og

slutter af med at sige: ”May God bless the United States of America” (18.19-23.15).

3.8 Kontekstuelle omstændigheder For at få en indsigt i den retoriske situationalitet, som er flydende og foranderlig, kan man afdække

omstændighederne for kommunikationen og dermed forsøge at fastholde noget, der konstant

forandrer sig. Den retoriske ytring, diskursiv kontekst, den retoriske situation, samfundsmæssige

(politiske og sociale) omstændigheder og historiske og kulturelle omstændigheder udgør de

kontekstuelle omstændigheder. Som argumenteret i analysen af talen fra 2011 bliver de

samfundsmæssige og de historisk/kulturelle omstændigheder slået sammen i analysen. Det sker i et

forsøg på at gøre analysen mindre teoretisk slavisk og skabe en sammenhængende analyse for

samtiden. Obamas femte tale til WHCD blev offentliggjort på www.whitehouse.gov d. 27.04.13.

Talen blev afholdt aftenen forinden på hotel Washington Hilton. Talen udgør den retoriske ytring.

Placeringen af talen på hjemmesiden, hvor talen er placeret til venstre, og hvor man på højre side

kan se annoncer for videoen af hans tale og de seneste blogs (Latest Blog Posts), udgør den

diskursive kontekst (Obama 2013).

Den retoriske situation består først og fremmest af det påtrængende problem, der kun er retorisk,

hvis det kan ændres af menneskelig interaktion. Obamas påtrængende problem er, at den

amerikanske befolkning har mistet troen på ham, hans ethos er lavt, og kritikerne står i kø for at

komme med beskyldninger eller gode råd. Derudover er samarbejdet med republikanerne brudt

sammen, da de gør deres bedste for at forhindre Obamas lovgivning. Tilhørerne udgøres først og

fremmest af det Hvide Hus’ pressekorps, politikere og de kendte amerikanere, som gæster Hilton

! %)!

den aften. Ifølge Kjeldsen kan der, i takt med den medierede verden, vi lever i, være tusindvis af

andre tilhørergrupper. En af disse kunne f.eks. være de almindelige amerikanere, der har mistet

tiltroen til ham, som Obama får muligheden for at tale direkte til. En anden tilhørergruppe udgøres

f.eks. af republikanerne, som Obama ønsker at kunne samarbejde med for at kunne gennemføre

lovgivning. De har nemlig mulighed for at formidle den forandring, som Obama ønsker, ved at

blive påvirket af hans diskurs. Obama ønsker også at genoprette det amerikanske folks tiltro til sig

og derigennem få muligheden for at styrke sit ethos. Det skyldes, at han er i politisk modvind og

samtidig er begyndt at tænke på sit politiske eftermæle, når han fratræder som præsident i 2016.

Han taler bl.a. om et bibliotek, der efter sigende skal opkaldes efter ham (Ibid.). De retoriske vilkår

er afgørende for at kunne afhjælpe det påtrængende problem. Obamas formål er gennem talen at

udmanøvrere de kritikere eller påstande, som har været med til at gøre ham upopulær. En af de

kritikere, som forsøgte at kritisere Obama, er Maureen Dowd, der mente, at Obama skulle være

mere som Michael Douglas i filmen ”The American President”. Hertil svarer Obama således på

angrebet: ”Michael, what’s your secret, man? (Laughter.) Could it be that you were an actor in an

Aaron Sorkin liberal fantasy?”(Ibid.). Han henviser til, at man ikke kan sammenligne et virkeligt

præsidentembede med et fiktionaliseret embede, der hører fantasien til. Han kritiserer også

medierne for at levere usande historier og lave ekstreme sammenligninger. CNN bliver kritiseret for

at dække alle sider af en historie i tilfælde af, at en af dens dækninger viser sig at være korrekt. The

History Channel bliver kritiseret for at have sammenlignet Obama med en djævel, og Fox News for

at have sammenlignet ham med Satan ”They actually thought the comparison was not fair – to

Satan” (Ibid.). Obama forsøger at sætte disse medier i bås ved at henvise til deres sammenligning af

ham med en religiøs figur og derved sætte spørgsmålstegn ved deres objektive dækning af nyheder.

Obama bruger fiktionalitet og humor til at kritisere modstandere eller gøre opmærksom på usande

påstande gennem talen. Dette vil blive yderligere uddybet senere i analysen.

Formålet med de samfundsmæssige omstændigheder er at kigge nærmere på de omstændigheder,

som gjorde sig gældende i tiden omkring talen i 2013 og dermed skabe overblik over de

samfundsvidenskabelige perspektiver. Som i analysen af talen fra 2011 bliver de samfundsmæssige

omstændigheder sammenlagt med de historiske og kulturelle omstændigheder i analysen. Dette sker

for at samle indsigterne og derved kigge nærmere på den sociokulturelle kontekst i USA. Som

argumenteret for i analysen af talen fra 2011 er de sociokulturelle omstændigheder også Obamas

påtrængende problem og dermed afhængig af de tvingende omstændigheder. Obama bliver valgt til

! %*!

sin anden periode som præsident d. 6. november 2012. Han besejrer den republikanske

præsidentkandidat Mitt Romney, der fra start af har været en hård modstander (ABC News 2012).

Sejren havde langt fra været så sikker som ved valget i 2008, hvor Obama er ekstremt populær. I

republikanernes lejr er det tid til selvransagelse, da de endnu engang taber til demokraterne. En del

af overvejelserne går på, at Romney og McCain har været for svage kandidater, og at de primært

henvender sig til hvide amerikanske borgere, hvorimod Obama favner bredere. Derudover må de

sande, at Obama er for stærk som modstander. Valgnederlaget giver republikanerne mere blod på

tanden i forhold til at blokere demokraternes forslag og dermed forhindre Obama i at opfylde sine

valgløfter. Det er netop det, som Obama vil undgå, og han taler flere gange i sin sejrstale om

samarbejde på trods af politisk overbevisning (Marie Sæhl 2012). På trods af det sidder

republikanerne stejlt på magten i Repræsentanternes Hus, hvilket resulterer i, at det er en hård kamp

for Obama at gennemtrumfe love (Madsen 2014, 122). Obama adresserer også problemet med

mindre samarbejde i sin tale.

”I know Republicans are still sorting out what happened in 2012, but one thing they

all agree on is they need to do a better job reaching out to minorities. And look, call

me self centered, but I can think of one minority they could start with. (Laughter.)

Hallo? Think of me as a trial run, you know? (Laughter.) See how it goes. (Laughter.)”

(Obama 2013).

Gennem en henvisning til deres manglende vælgerskare af minoriteter henviser Obama til sig selv

som en del af en sort minoritet og derigennem til republikanernes manglende samarbejde med hans

regering. Obama siger i talen, at han har forsøgt at forbedre samarbejdet, men at det svarer til at

være fanget i et Taylor Swift-album.

”But the point of my charm offensive is simple: We need to make progress on some

important issues. Take the sequester. Republicans fell in love with this thing, and now

they cant stop talking about how much they hate it. It’s like we’re trapped in a Taylor

Swift album (Laughter.)” (Ibid.).

Han taler om de skadelige automatiske budgetnedskæringer, der vil gå ud over de svageste i

samfundet, hvis republikanerne og demokraterne ikke kan blive enige (Bie 2014). Til at begynde

! &+!

med er republikanerne vilde med idéen om at reformere konceptet, men efter Obamas indtræden gør

de alt for at forhindre en reform. Henvisningen til Taylor Swift sker, da republikanerne af Obama

bliver opfattet som teenageagtige i deres handlinger og dobbeltmoralske, når de skifter mening kun

for at forhindre Obama i at gennemføre noget. Men det er ikke kun republikanerne, der skaber

problemer for Obama – det er også republikanernes tilhængere, der opererer i det nye

medielandskab. Han taler om de nye super PACs, hvor modstandere kan donere penge til alt og alle,

der vil gå imod Obama og hans love. Obama forsøger at pege på, hvor overdrevet det kan virke, at

Sheldon Adelson donerede $100 millioner kun til negative kampagner mod Obama, og at han kunne

bruge sine penge bedre. Han siger: ”You got to really dislike me – (laughter) – to spend that kind of

money. I mean, that’s Oprah money. (Laughter.) You could buy an island and call it ”Nobama” for

that kind of money”(Obama 2013). Obama kritiserer Adelson for, at han tilsyneladende ikke har en

politisk agenda udover at få væltet Obama, hvilket får det til at virke som en smædekampagne og

ikke noget, man skal tage seriøst. Obama står altså over for store udfordringer ved at skulle få et

polariseret politisk system til at fungere og samtidig få republikanerne til at samarbejde på trods af

deres obstruktionskurs. Obama er afhængig af højrefløjen for at kunne skabe politiske lovmæssige

resultater, der i det amerikanske system kræver store koalitioner, som er villige til at samarbejde

(Madsen 2014, 122-123).

Gennem Kjeldsens kontekstuelle omstændigheder står det altså klart, at Obama står i politisk

modvind og må kæmpe for overhovedet at bibeholde en brøkdel af den popularitet, han oplevede

under og efter valget i 2008. Rent lovgivningsmæssigt står det stille på Capitol Hill, og

republikanerne gør deres bedste for at forhindre Obamas lovforslag i at gå igennem. Obama står i en

retorisk situation, der er alvorlig. Hans påtrængende problem er, at store dele af den amerikanske

befolkning har mistet tilliden til ham, og at hans ethos derfor er lavt. Derudover forsøger han at

italesætte den republikanske modstand mod samtlige af hans lovforslag, og at der derfor er en

tilstand af ”dødvande” på Capitol Hill. Tilhørerne udgøres både af de tilstedeværende, det

amerikanske folk og højrefløjen. De retoriske vilkår bliver udgjort af de personer, påstande,

hændelser m.m., der har været med til at gøre Obama upopulær. Ved at italesætte eller kritisere dem

har Obama mulighed for at afhjælpe den retoriske situation.

! &"!

3.9 Fiktionalitet Fiktionalitet kan påvirke virkeligheden ved at opnå bestemte mål og handlinger. Fiktionalitet kan

indgå i vores sociale verden ved at skabe en bedre forståelse for den virkelighed, vi lever i.

Indledningsvist vil de mest fiktionaliserede elementer blive analyseret med supplement fra de ti

teser om fiktionalitet og de visuelle virkemidler. Dernæst vil fiktionstvetydigheden blive analyseret

gennem Obamas talte ord. Gennem analysen af talen er der forskellige fiktionaliserede elementer,

som man lægger mærke til. Eksemplerne herunder har det formål at se på, hvordan Obama

anvender fiktionalitet, og hvilke specifikke strategier han anvender gennem analyse af det skrevne

ord og de visuelle hjælpemidler. Eksemplerne gennemgås i den rækkefølge, som de kommer i talen.

Obama signalerer sine intentioner om at anvende fiktionalitet på forskellige måder. Et eksempel er,

at han anvender metatekst (”Could it be…?” (Obama 2013)) for at bryde med konventionerne for

ikke-fiktiv diskurs og dermed signalere fiktionalitet. Eksemplet omhandler Maureen Dowd, der er

skribent for New York Times og har stor ethos i kraft af sin ekspertposition. Obama siger:

”Of course, everybody has got plenty of advice. Maureen Dowd said I could solve all

my problems if I were just more like Michael Douglas in ”The American

President.”(Laughter.) And I know Michael is here tonight. Michael, what’s your

secret, man? (Laughter.) Could it be that you were an actor in an Aaron Sorkin

liberal fantasy? (Laughter.) Might that have something to do with it? (Applause.) I

don’t know. Check in with me. Maybe it’s something else (Laughter.)” (Ibid.).

Ved at fiktionalisere viser Obama indirekte, at han er i stand til at skille virkeligheden fra fantasien,

men at dette ikke er tilfældet for Maureen Dowd. Hun har i stedet taget fiktion for virkelighed. Han

får dermed udpeget Maureen Dowd og dem, der anerkendte hendes argumenter, for at leve i

fiktionens verden, der ligger langt fra den virkelige verden, som Obama viser, at han mestrer at

adskille. Når Obama vælger at angribe Maureen Dowd gennem fiktionalitet, sker det, fordi det

næsten er umuligt for Maureen Dowd at svare tilfredsstillende på hans angreb, da fiktionaliteten

udelukker fakta. Hvis hun svarer igen med faktabaserede argumenter, vil hun blive anklaget for

ikke at have forstået fiktionaliteten og dermed ikke blive set som en værdig modstander i en

diskussion med Obama. I stedet har Obama fået tilhørerne til at associere Maureen Dowd med en

! &#!

useriøs person, der ikke kan skille fiktion fra virkelighed. Derudover er angrebet tiltænkt

republikanerne, da Maureen Dowd officielt er republikaner, og derved ligger det republikanske

bagland også under for angrebet.

Et andet eksempel på fiktionalitet er, hvor Obama ønsker at angribe medierne, der til tider har

tilsidesat en reel politisk agenda for ukorrekte beskyldninger og dårlig journalistik. Ofte bliver

grænsen mellem det fiktionaliserede og det ikke-fiktionaliserede forplumret, og det er op til

afsender at skabe et klart signal om, hvornår denne anvender de forskellige diskurser. Obama har

gennem talen forskellige formål med sin fiktionalisering. Et af dem er at skabe opmærksomhed om,

hvad der er god mediedækning, og hvad der ikke er. Han starter med at fortælle tilhørerne, hvad der

ikke er. ”I know CNN has taken some knocks lately, but the fact is I admire their commitment to

cover all sides of a story, just in case one of them happens to be accurate” (Ibid.), og gennem

denne ironiske fiktionalisering får han fortalt tilhørerne, at alt det CNN beretter, skal man ikke tage

bogstaveligt. Han fortsætter med MSNBC, som han indirekte beskylder for at være upartisk ved at

være i lommen på David Axelrod ”…David Axelrod now works for MSNBC, which is a nice change

of pace since MSNBC used to work for David Axelrod”(Ibid.), hvilket er imod journalisters mål om

at være objektive. Det næste medie, der kommer under kritik, er The History Channel for helt at

ignorere god journalistik for at skabe en uvirkelig historie med religiøse undertoner. ”I guess they

were embarrassed about the whole Obama-is-a-devil thing”(Ibid.). Han kobler The History

Channel sammen med Fox News, der ifølge Obama er endnu værre. ”Of course, that never kept

Fox News from showing up. (Laughter.) They actually thought the comparison was not fair – to

Satan (Laughter and applause) (Ibid.). Gennem fiktionaliseringen angriber han indirekte medierne

for at være uprofessionelle, partiske og virkelighedsfjerne. I slutningen af talen fortæller han, hvad

han mener god journalistisk er, hvor han taler om Boston Marathon og oversvømmelserne i Texas.

”And we saw journalists at their best – especially those who took the time to wade

upstream through the torrent of digital rumors to chase down leads and verify facts

and painstakingly put the pieces together to inform, and to educate, and to tell stories

that demanded to be told” (Ibid.).

! &$!

Videre siger han: ”And that’s what great journalism is, and that’s what great journalists do” (Ibid.).

Forskellen på en etisk og en uetisk journalist får Obama til at stå i skarp kontrast til hinanden, og på

den måde forsøger han at angribe de uetiske journalister. Obamas intention er at få dem til at ændre

adfærd ved at angribe deres ære som journalister og på den måde undgå lignende historier i

fremtiden.

Et fiktionaliserende element, der også

springer i øjnene, er billedet af Obama fra

Camp David, hvor han skyder. Billedet

bliver af mange journalister og

republikanere kritiseret for at være

photoshopped. ”And quite a number of

people insisted that this had been

photoshopped. But tonight I have

something to confess: You were right”

(Ibid.). Obama skaber spænding ved at fortælle tilhørerne, at de skal være tilstede ved en afsløring.

Hvis denne afsløring er sand, kan den potentielt være med til at gøre Obama endnu mere upopulær,

og derfor er det et stort øjeblik. Obama går ind og vender hele situationen på hovedet, hvor det ikke

bliver et spørgsmål om sandhed eller løgn, men i stedet en fiktionaliseret historie. Det gør han ved

hverken at indrømme om billedet er redigeret eller ej, men i stedet gør han grin med alle de kyniske

journalister, der ville tro på sådan noget. Han siger godt nok til kritikerne: ”You were right” (Ibid.),

men gennem sit ironiske toneleje, mimik og kropssprog kan hverken publikum eller kritikerne tage

det, Obama siger, bogstaveligt. Dernæst beder han om at få vist det ”rigtige” billede og skaber igen

en forventning om et afslørende element, hvor han siger ”Guys, can we show them the actual

photo?” (Ibid.), og billedet til højre toner op

på skærmen. Billedet er tydeligvis

photoshopped, bl.a. ved en overdimensioneret

kat i baggrunden, en ørn på Obamas skulder

osv. Obamas argument for at photoshoppe det

andet billede er, som han siger: ”We were just

trying to tone it down a little bit. (Laughter.)

!"##$%$&M(&,-+.+&%$*&/N;%$*&JDEOPQR&HK'S&KA5MSL&

!"##$%$&S(&,-+.+T&%$*&/N;%$*&JDEOPQR&HK'S&KA5S'L&

! &%!

That was an awesome day” (Ibid.). Obama går ind og gør grin med dem, som fra start er så

konspiratoriske, at de tror på, at Obama-administrationen ville gå ind og redigere et så simpelt

billede som det, der er blevet offentliggjort. Når han gennem fiktionaliteten går ind og omskriver

historien, bliver det ikke et spørgsmål om løgn eller sandhed. Han henleder i stedet

opmærksomheden på de mennesker, der ifølge ham bør finde noget vigtigere at gå op i. Hans

formål er at gøre opmærksom på de kritikere, der gennem denne slags beskyldninger går ind og gør

livet surt for Obama. Obama ønsker, at opmærksomheden igen bliver vendt mod politiske

spørgsmål og ikke kyniske og konspiratoriske spørgsmål, der skaber tvivl om al Obamas gøren og

laden.

Et andet eksempel, hvor fiktionalitet spiller en rolle, er når Obama angriber republikanerne. Når

Obama fiktionaliserer, inviterer han tilhørerne til at forestille sig eller fortolke noget. Tilhørerne

ønsker ikke kun at lægge øre til fakta, men også til spørgsmål, der åbner op for nye muligheder og

alternativer til virkeligheden. Som forfatterne bag Ten Theses about Fictionality skriver, så er

politik ”…the art of the possible, but its constant projection of a new, brighter future just around

the corner from the next election goes beyond the rhetoric of possibility (and the rhetoric of

promises)”(Nielsen 2015, 64). Fiktionalitet er en strategi, som Obama er nødt til at anvende for at

skabe et billede af en bedre fremtid med ham som præsident. For at gøre det må Obama stille

tilhørerne spørgsmålet ”hvad nu hvis…?” for at skabe et billede at tingenes tilstand som de er nu,

og hvad der er muligt i fremtiden. Han skaber bl.a. et sort-hvidt forhold mellem sig selv og

republikanerne ved at sige

”I know Republicans are still sorting out what happened in 2012, but one thing they

all agree on is they need to do a better job reaching out to minorities. And look, call

me self-centered, but I can think of one minority they could start with. (Laughter.)

Hello? Think of me as a trial run, you know?” (Obama 2013).

Han får fastslået, at en af republikanernes største svagheder er, at de ikke har vælgertilknytning

blandt minoriteterne, og at Obama, i kraft af sin etnicitet, repræsenterer et sort mindretal. Formålet

med dette er at gøre klart over for tilhørerne, at Obama er manden, der vil give minoriteter bedre

vilkår, og at amerikanerne ikke skal regne med republikanerne. Obama får i den sammenhæng også

skabt et billede af republikanerne, der vil gøre alt for at undgå at samarbejde med Obama, på trods

! &&!

af at det er for amerikanernes ve og vel. Han bruger en middag med republikanerne som metafor for

det manglende samarbejde i Kongressen. ”And I’ll admit it wasn’t easy. I proposed a toast – it died

in committee (Laughter.) (Ibid.). På den måde får han skabt et billede af sig selv som en

hårdtarbejdende og samarbejdssøgende politiker, og et billede af republikanerne som stædige,

uprofessionelle politikere, der kun tænker på sig selv. Hvis fiktionaliseringen lykkes, vil tilhørerne

sidde med et billede af den katastrofe, det ville være, hvis republikanerne kom til magten, og

dermed har Obama gennem fiktionaliseringen udstillet sig selv som den bedst kvalificerede mand

som præsident.

Et andet fiktionaliseret element, som man især lægger mærke til, er historien om Obamas eftermæle.

Han begynder med at fortælle, at eftersom han har kørt sin sidste kampagne som præsident, skal

han måske til at tænke over sit eftermæle. Han siger:

”I went to the opening of the Bush Presidential Library in Dallas. It was a wonderful

event, and that inspired me to get started don my own legacy, which will actually

begin by building another edifice right next to the Bush Library – can we show that,

please? (Laughter.) (Ibid.).

På billedet er det ikke Bushs bibliotek,

som man lægger mærke til, men i stedet et

gigantisk skilt med teksten ”His Fault”

(da. hans skyld). Fiktionaliseringen er et

modangreb mod alle de kritikere, der

mener, at Obama bebrejder den tidligere

præsident for mange af de beslutninger

han tog, der har gjort det sværere for

Obama at indføre en ny udenrigspolitisk

linje. Under Obamas første valgkamp i

2008 lægger han grundstenen for en mere lempelig udenrigspolitik, der vil gøre det muligt at skabe

samarbejde med flere af USA’s tidligere fjender. Obama overtager et USA, som er kendetegnet ved

udpræget brug af militærmagt som følge af angrebne på World Trade Center i 2001, og han ønsker

at dreje USA ind på en mere diplomatisk kurs (Ehrenreich 2014, 159-162). Fiktionaliseringen tjener

!"##$%$&U(&!</6&V"-*+*;&JDEOPQR&'M5MAL&

! &'!

det formål at ironisere betydningen af Bushs regeringsperiode og dermed sætte en stopper for

kritikernes beskyldninger. Obama er kommet så langt i sin regeringsperiode, at han ikke længere

ønsker at blive sat i forbindelse med Bush, men i stedet med sine egne beslutninger, såsom en mere

demokratisk kurs. Fiktionaliseringen tjener også til at skabe et sort-hvidt forhold mellem de to

præsidenter og dermed være med til at skabe Obamas eftermæle som det modsatte af Bushs

politiske arv.

Nogle anvendelser af fiktionalitet indeholder en paradoksal dobbelt kvalitet, hvor fiktionaliteten

ikke skal forstås som sandt, men alligevel er med til at forme vores overbevisninger om den rigtige

verden (Nielsen et al. 2015, 68). Gennem fiktionaliseringen kan Obama få tilhørerne til at se, hvad

vi har nu i forhold til, hvad der kunne være i fremtiden. Han bruger et skræmmende eksempel til at

vise, hvordan fremtiden kunne se ud. Han bruger den republikanske senator Marco Rubio som

eksempel. ”I mean, the guy has not even finished a single term in the Senate and he’s ready to be

President. (Laughter and applause.) Kids these days.” (Obama 2013). Han går ind og laver et

modsætningsforhold mellem sig selv og Rubio, hvor han er den erfarne politiker og Rubio er den

uerfarne. Han lægger vægt på, at man skal være erfaren som præsident og får derfor tilhørerne til at

forestille sig, hvilken kaotisk fremtid Rubio ville skabe som præsident qua sin uerfarenhed. Ronald

Reagan brugte samme strategi over for sin modstander Walter Mondale i 1984, hvor han udtrykte,

at han ikke ville gøre alder til et problem i kampagnen pga. sin modstanders ”youth and

inexperience” (Meyer 2000, 319).

En anden fiktionalisering, der springer i øjnene, er også den, som fylder mest i talen. Det er Steven

Spielbergs Obama-film. Han sætter Spielberg i forbindelse med sit eget eftermæle ved at

sige: ”Now, speaking of presidents and their legacies, I want to acknowledge a wonderful friend,

Steven Spielberg, and Daniel Day-Lewis, who are here tonight.” (Obama 2013). Han fortæller, at

han har set deres nyeste film, Lincoln, der handler om en af de mest folkekære præsidenter, som er

ekstraordinær ifølge Obama. Han indleder fiktionaliseringen med at sige: ”I am a little nervous,

though, about Steven’s next project. I saw a behind-the-scenes look on HBO – well, let’s just check

it out. Roll the tape” (Ibid.), og på denne måde skaber han stor spænding blandt publikum til det, de

nu skal være vidne til. Spændingen fortsætter i starten af filmen, hvor Spielberg fortæller om sine

overvejelser over den nye film, og han argumenterer for, at det ikke er for tidligt at lave en film om

Obama, da han er en ”late duck” (C-SPAN 2013 16.21) med henvisning til, at Obama fratræder i

! &(!

2016. Spielberg fortæller, at udfordringen ligger i at udvælge de rigtige skuespillere. Han vælger

Daniel Day-Lewis til at spille Obama, hvilket giver liv til fiktionaliseringen, da Day-Lewis er en

midaldrende hvid mand, der på ingen måde ligner Obama. Fiktionaliseringen forstærkes af, at

vicepræsident Biden skal spilles af Tracy Morgan, der er en sort skuespiller, som heller ikke ligner

sin rolle, der er hvid. Obama leger med fiktionaliseringen, der ikke er sand, men heller ikke er løgn.

Han fremstår som selvironisk og menneskelig, hvilket skal få publikum til at have sympati for ham.

Han angriber også de beskyldninger, der har været imod ham om, at han mangler selvironi og går

ensidigt efter sine modstandere (Jakobsen et al. 2014, 99). Fiktionalitet er ikke ontologisk eller

logisk baseret, men er i stedet en kulturel variabel. Fiktionaliteten er afhængig af den

kommunikative kontekst og ikke iboende diskursen. Ifølge forfatterne bag de ti teser giver det mere

mening at analysere graden af fiktionalitet snarere end distinktionen mellem fiktionalitet (Nielsen et

al. 2015, 67). F.eks. kan man argumentere for, at der er en større grad af fiktionalitet i Steven

Spielbergs ”Obama-film” end der er i eksemplet med Romnesia og Mitt Romney. Eftersom

fiktionaliteten er iboende konteksten frem for teksten, er Obamas film mere ekstraordinær end

fiktionaliseringen af Romnesia. Obama anvender flere forskellige fiktionalitetselementer i sin film,

der bliver understøttet af de visuelle elementer. Filmen får meget plads i talen, og der opbygges

spænding. Obama skaber denne spænding ved at anvende paratekst, da han præsenterer filmen. ”I

am a little nervous, though, about Steven’s next project. I saw a behind-the-scenes look on HBO –

well, let’s just check it out. Roll the tape” (Obama 2013). Obama gør det samme i 2012 med

Romnesia, hvor han sagde: ”We’ve got to – we’ve got to – we’ve got to name this condition that

he’s going through. I think it’s called ’Romnesia’” (Obama i Markon 2012), men man kan

argumentere for, at Obama-filmen er på en helt anden skala, da filmen samlet udgør en større grad

af fiktionalitet.

Efter at have analyseret de visuelle elementer i talen vendes der til dels tilbage til Obamas talte ord,

der nu, sammen med de visuelle elementer, bliver fokus for analysen. Igen tages der udgangspunkt i

en antagelse om, at elementer i Obamas tale er fiktionstvetydige. De fiktionstvetydige elementer

byder tilhøreren at handle og samtidig være kritisk over for et budskab. Forfatterne bag Fiktionalitet

beskriver formålet med at anvende fiktionstvetydighed således:

”Fiktionaliseringen anvendes i den fiktionstvetydige konstellation for at kunne lave en

virkelighedsintervention, og ved at bruge fiktionalisering i samspil med det

! &)!

biografiske eller det dokumentariske kan der finde en særlig form for fremadrettet

selvfremstilling sted. Ved at bruge fiktionalisering kan der skabes et billede af,

hvordan verden kunne være” (Jakobsen et al. 2014, 53).

Filmen Lincoln er en biografisk film fra 2012 om USA’s 16’ende præsident, der bliver mest kendt

for at afskaffe slaveriet. På trods af, at Lincoln er præsident i sidste halvdel af 1800-tallet, kan man

argumentere for, at der kan drages nogle paralleller til Obama. Begge præsidenter kommer fra

ydmyge kår, begge adopterer Illinois som deres hjem og tjener otte år i Illinois’ lovgivende

forsamling. Begge mænd er høje og tynde, de er stærke retorer med begrænset erfaring i

Washington, før de erklærer deres kandidatur som præsident. Vigtigst af alt kæmper de begge for at

afslutte USA’s racistiske historie (Lacey 2012). Obama bruger fiktionaliteten i blanding med det

biografiske for at lave en fremadrettet selvfremstilling, der læner sig op ad Lincolns eftermæle.

Obama bruger fiktionaliseringen til at skabe en verden, hvor han selv vil blive husket lige så heroisk

som amerikanerne husker Lincoln i dag. Fiktionstvetydigheden ligger også i, at Lincoln hverken

bliver associeret med republikanere eller demokrater, da spørgsmålet om slaveri ikke er aktuelt i

dag. Derfor er sammenligningen af de to ikke eksplicit, men indirekte, og Obama har muligheden

for at afvise sammenligningen, hvis den ikke tjener hans formål. Alligevel skaber filmen om Obama

en klar tråd mellem de to præsidenter, der får Obama til at fremstå som en patriotisk amerikaner, og

den sympati, som folket har for Lincoln, smitter af på Obama. Fiktionstvetydigheden placerer med

vilje tilhørerne i en usikker situation, hvor disse skal forsøge at navigere gennem al den information,

der har været tilgængelig på de forskellige medieplatforme og stille det op mod det, som Obama

siger eller viser. Den usikre tilhørerposition giver Obama muligheden for at påvirke virkeligheden

på forskellige måder. Når Obama selv optræder i en fiktionaliseret situation, betyder det, at

tilhørerne må genforhandle deres mening eller opfattelse af ham. Ved at træde ud af virkeligheden

kan han skabe en projektion af sig selv som en humoristisk mand, der ikke kan skades af mediernes

egne agendaer. Umiddelbart kan man argumentere for, at en mand, der står og reklamerer for en

film om sig selv, kan virke arrogant for den almindelige amerikaner, men det undgår han ved at

sige: ”I am a little nervous, though, about Steven’s next project” (Obama 2013), og på den måde

virke ydmyg over for tilhørerne. Ved at overdrive og ironiserer sine egne personlighedstræk, som

han gør i filmen, forsøger han at opnå sympati hos tilhørerne og dermed katarsis for sin upopularitet.

Han stiller sig selv i en selvironisk situation uden at gå i forsvarsposition over for tilhørerne. Det

gør, at de får muligheden for at ændre mening om Obama som præsident. Obama stiller tilhørerne i

! &*!

en situation, hvor han knytter sig selv til Lincoln, og dermed bliver kritik fra omverdenen også

kritik af Lincoln. Obama og tilhørerne deler en fælles forståelse for fiktionaliseret og ikke-

fiktionaliseret diskurs.

”Obama’s performance in this single speech suggests that for him contradiction

between valuing verified facts and the playful assertion of manifest falsehoods. There

is no contradiction because Obama and his audience share an understanding of the

distinction between fictionality and nonfictionality…”(Nielsen et al. 2015, 62).

Gennem fiktionaliseringen vinder modtageren muligheden for at genforhandle sit syn på Obama.

Modtagerindstillingen gør, at tilhørerne åbner op for ny refleksion, hvilket gør det nemmere for

Obama at trænge igennem med en vision om, hvordan verden kunne være.

Man kan altså konkludere, at Obama anvender, som antaget, en fiktionstvetydig strategi for at skabe

spænding hos tilhørerne. Man kan argumentere for, at fiktionstvetydigheden giver ham muligheden

for at ændre på tilhørernes holdninger ved at bede dem reflektere og dermed lave en form for

fremadrettet selvfremstilling. Fiktionstvetydigheden giver ham mulighed for at opbygge spænding,

ved at han siger, at han vil afsløre nye ting for publikum som f.eks. billedet fra Camp David, hvor

han indrømmer, at det er photoshopped for derefter at føre publikum i en uventet retning ved at

fiktionalisere. Fiktionstvetydigheden gør det muligt for Obama at lukke gamle sager, der kan være

skadelige for ham og dermed bevæge sig fremad med den nye agenda, han sætter for dagen. På den

måde kan han forme et billede af, hvordan tingene er, og hvordan verden kunne være. Han anvender

fiktionaliseringen, fordi det han siger ikke kan anklages for at være løgn, og dermed slipper han for

at forsvare sig selv. Han har muligheden for at fiktionalisere, fordi han og publikum deler en fælles

forståelse for den fiktionaliserede og ikke-fiktionaliserede diskurs. I sagen om billedet fra Camp

David kunne det første billede i princippet være photoshopped, men gennem fiktionaliseringen

overdriver Obama i det andet billede, og dermed virker han selvironisk i stedet for at forsvare sig

selv. Gennem selvironien og overdrivelsen forsøger Obama at skabe sympati hos tilhørerne, og

derigennem kan han finde en åbning for at ændre deres mening. Den sympati, han opnår hos

publikum, fungerer som en form for katarsis af Obamas upopularitet, og gennem den har han

mulighed for at ændre tilhørernes virkelighedsopfattelse. Obama forsøger at få tilhørerne til at

! '+!

forestille sig en bedre fremtid, hvor han er den bedst kvalificerede til at regere USA som præsident.

Det er Obamas job tydeligt at signalere, hvilken diskurs han anvender. Nogle formål med

fiktionaliseringen er at give Obama mulighed for at gøre opmærksom på noget, angribe uacceptabel

opførsel, italesætte værdier og skabe sort-hvide modsætningsforhold til hans egen fordel. Han

signalerer sine intentioner om at anvende fiktionalitet på forskellige måder, bl.a. gennem metatekst,

hvor han bryder med konventionerne for ikke-fiktiv diskurs og dermed signalerer fiktionalitet.

Gennem fiktionaliteten får han bl.a. angrebet politiske modstandere og får anklaget en af dem for at

leve i fantasiens verden. Et fiktionaliseret angreb er svært at besvare, da fiktionalitet udelukker

fakta fra diskursen. Et eksplicit angreb på en enkelt person kan også være et indirekte angreb på det

politiske parti, som personen har tilknytning til og dermed skabe større skade end først antaget.

Fiktionalitet er en kulturel variabel, der er afhængig af konteksten, og derfor skal man kigge

nærmere på graden af fiktionalitet. Obama kan skrue op og ned for fiktionaliseringerne i sin tale,

afhængigt af, hvilken kontekst han befinder sig i. Fiktionalitet besidder også en paradoksal

dobbeltkvalitet, hvor fiktionaliseringerne ikke skal opfattes som sande, men alligevel er med til at

påvirke tilhørernes holdninger og adfærd i den virkelige verden.

3.10 Humor Man kan argumentere for, at humor og fiktionalitet er gensidigt forbundne i Obamas tale. Oftest,

når enten humor eller fiktionalitet bliver anvendt, sker det i et samspil, hvor strategierne

understøtter hinanden. Fiktionaliseringerne er primært til stede i talen for at udløse latter, men med

forskellige sociale effekter og på forskellige måder. Humor tjener forskellige sociale formål som at

gøre opmærksom på, udpege og udpensle sociale fejltrin og brud med normer. Formålet med denne

analyse er at få indblik i formålet med de retoriske virkemidler ved at undersøge effekten af

retorikken. Humorteorierne vil løbende indgå i analysen af Meyers fire funktioner af humor.

Identifikation

Identifikation er en kernefunktion for Obama, da han gennem identifikation med tilhørerne har

muligheden for at opnå en større grad af troværdighed og opbygge en bedre gruppedynamik. Humor

skaber et trygt rum, hvor følelser, som normalt bliver blokeret af sociale normer og diskurser,

sikkert kan deles. En gensidig forståelse af humor er afgørende for at reducere usikkerheden i

gruppen og dermed sikre en større grad af identifikation, der kan være afgørende for, om talen

virker overbevisende. Obama lægger allerede ud med at skabe identifikation i starten af talen. Han

! '"!

siger, at hans rådgivere havde rådet ham til at starte med nogle selvironiske jokes, hvortil han

siger: ”They suggested that I should start with some jokes on my own expense, just take myself

down a peg. I was like, guys, after four and a half years, how many pegs are there left? (Laughter.)”

(Obama 2013). Han afviser, at der er flere jokes tilbage efter så lang tid som præsident, men

alligevel udgør udtalelsen i sig selv en selvironisk joke. Obama stiller sig selv i en selvironisk

situation, hvor han inviterer tilhørerne til at grine med ham. Humoren fungerer som

spændingsudladning af de forventninger, der har været til Obamas tale. Talen er traditionelt kendt

for at indeholde humoristiske indslag, og derfor er tilhørerne indforståede med humoren, da de godt

ved, at Obama har flere jokes i ærmet på trods af sin udtalelse. Det resulterer i en større grad af

identifikation, da Obama og tilhørerne har en indforstået forståelse for, hvad formerne for denne

middag byder. Obama undgår en potentielt spændt situation ved at begynde med en joke på sin egen

bekostning. Han bringer sig ned på niveau med tilhørerne ved at grine ad sig selv. Derved får han

tilhørerne til at have sympati for sig gennem identifikationen. Det sker også i et forsøg på at udløse

spænding gennem humor, da tilhørerne oplever overlegenhed ved at have et ligestillet forhold til

Obama. Han formår gennem identifikationen at fremstå som mere menneskelig, idet han optræder

som selvironisk. Tilhørerne får gennem identifikationen en mulighed for at relatere til Obama, der

fremstår som et menneske ligesom dem selv.

Afklaring

Det er afgørende for Obama, at han formår at bruge humor til at indkapsle sine synspunkter i

mindeværdige sætninger eller korte anekdoter, der resulterer i afklaring af problemer og holdninger.

Det er ikke kun for, at tilhørerne bedre skal kunne huske talen, men også for medierne, som vil have

lettere ved at anvende brudstykker af talen i mediedækningen. Humoristiske udtalelser er en måde,

hvorpå Obama kan udtrykke sine holdninger på en kreativ og mindeværdig måde, fordi udtalelserne

oftest præsenteres som inkongruente eller overraskende. Afklaring er med til at klargøre sociale

normer og forventet adfærd i forhold til bestemte emner. Obama formår at skabe en form for

genkendelighed hos tilhørerne, samtidig med at han får fokuseret mediedækningen i sin

præsentation og visning af den nye storfilm ’Obama’. Obama skaber stor forventning hos tilhørerne

ved at binde sit eget eftermæle sammen med storfilmen Lincoln.

! '#!

”Now, speaking of presidents and their legacies, I want to acknowledge a wonderful

friend, Steven Spielberg, and Daniel Day-Lewis, who are here tonight. (Applause.) We

had a screening of their most recent film, Lincoln, which was an extraordinary film. I

am a little nervous, though, about Steven’s next project. I saw a behind-the-scenes

look on HBO – well, let’s just check it out. Roll the tape” (Ibid.).

Indirekte sammenligner Obama filmen Lincoln med Spielbergs næste film, og dermed er

forventningerne til visningen af hans næste projekt høje. Under visningen af filmen oplever

tilhørerne elementer af overraskelse eller inkongruens, da filmen viser sig at være alt andet end en

ny storfilm. Inkongruensen skaber latter hos tilhørerne, da de bliver trukket fra forventningen til en

storfilm til en selvironisk film med Obama, der spiller sig selv. Humoren får altså sin styrke af

inkongruensen, der er med til at understrege sensationen af, at tilhørerne skal være vidne til den

første visning af en storfilm for derefter at være noget helt andet end forventet. Filmen starter med

Spielberg, der afslører, at han har besluttet sig for at lave en biografisk film om Obama som

efterfølger til Lincoln, fordi Obama allerede sidder i sin sidste periode som præsident. Dertil får vi

præsenteret hovedrollen, der er Obama selv, som spiller Daniel Day-Lewis, der spiller Obama.

Filmen er fyldt med jokes, hvor Obama gør grin med bl.a. sin egen måde at tale på og sine store

ører. Der er endda en gæsteoptræden af komikeren Tracy Morgan, der tilsyneladende skal spille

vicepræsident Biden. Obamas selvironiske fremtræden har til formål at skabe en positiv opfattelse

af ham, der kan være med til at udløse noget af den spænding, der har været omkring hans

upopularitet. Humoren bliver styrket af sammenblandingen med fiktionalitet, der ikke er afhængig

af den sande talehandling, og dermed bliver indslaget mere kreativt og mindeværdigt. Obama

skaber også afklaring ved at bruge kendte personer som Spielberg, Day-Lewis og Morgan, der har

et højt ethos, hvilket smitter af på Obama selv. Ved at Obama binder sig selv sammen med kendte

personer, som deler hans synspunkter, og som tilhørerne respekterer, smitter deres ethos af på ham.

Spielberg har, ud over at give Obama ethos, en anden rolle, der kan gavne Obama. Hans

fremtræden i filmen skaber en sensation hos medierne, der først overraskende tror, at han er ved at

skabe en film på højde med Lincoln, hvorefter de finder ud af, at han har været med i en

humoristisk fremstilling af Obama. Elementet af inkongruens gør det nemt for medierne at anvende

indslaget, da det har stor underholdningsværdi og derudover har Spielberg, Day-Lewis og Morgan

på spillelisten. Formålet med humoren er ikke at angribe eller differentiere sig fra modstandere, da

den i stedet forsøger at forene tilhørerne i en humoristisk nydelse af en mild overtrædelse af normal

! '$!

opførsel eller normer. Den milde overtrædelse sker i form af fiktionaliteten og humoren, der tillader

Obama at træde ud over sin normale optræden, hvor retorikken normalt konstitueres af en mere

saglig og seriøs tone.

Forstærkning

Gennem denne funktion har Obama muligheden for at forstærke normer ved at opretholde en vis

grad af identifikation med tilhørerne, samtidig med at han på diskret vis kan udjævne kritik. Humor

kan lære og forstærke sociale normer, der er udviklet kognitivt i form af de forventninger, vi har til

forskellig adfærd. Overtrædelser af de forventninger kan ses som humoristiske og kan være

genstand for latterliggørelse, der resulterer i en disciplinerende latter, som tjener til at sætte dem på

plads, der ikke overholder reglerne for den sociale gruppe eller samfund. Obama henleder

tilhørernes opmærksomhed på især to former for inkongruens, hvor han gennem funktionen

forstærkning undgår at virke bitter og dermed får tilhørerne til at grine. Det første eksempel er den

tidligere nævnte sag om Maureen Dowd, der et stærkt eksempel på forstærkning. Hun formår ikke

at leve op til de forventninger, vi har til en journalist, der ifølge vores normer skal forholde sig

sagligt til det, hun taler om, og samtidig, vigtigst af alt, skal forholde sig til virkeligheden. Han

kritiserer hende for, at hun ikke er i stand til at skille virkelighed fra fantasi og dermed ikke kan

tages seriøst. Hun lever ikke op til forventningerne til den rette adfærd, og derfor bliver hun udsat

for latterliggørelse. Funktionen lægger sig også op ad overlegenhedsteorien, da Obama opstiller en

munter attitude, samtidig med at han tydeligvis angriber Dowd, og derved får angrebet ikke Obama

til at fremstå på en dårlig måde, selvom angrebet rammer Dowd hårdt og brutalt. Gennem

munterheden sender Obama et eksplicit signal til Dowd om, at han er hende overlegen. Tilhørernes

latter og Obamas munterhed har den effekt, at det truer Dowds identitet som anerkendt journalist,

da de ikke griner sammen med hende, men ad hende. Forstærkning har altså den funktion, at den er

med til at opretholde hierarkier og samtidig skabe rammerne for korrekt og uacceptabel adfærd.

Et andet eksempel på forstærkning sker, når Obama anvender funktionen til at angribe medierne.

Forstærkning er en måde for Obama til at få tilhørerne til at le ad misforhold og inkongruens, uden

at han selv kommer til at fremstå som bitter eller direkte kritiserende. Eksemplet lægger sig op ad

det foregående, da det handler om de forventninger, vi har til mediernes adfærd og saglighed.

Obama langer ud efter dele af det Hvide Hus’ pressekorps. Han starter med CNN, som han i en

munter tone anklager for at helgardere sig ved at dække alle sider af en sag og håbe på, at en af dem

! '%!

er korrekt. ”…their commitment to cover all sides of a story, just in case one of them happens to be

accurate (Laughter and applause)” (Obama 2013). Dermed anklager han størstedelen af CNN’s

indhold for at være misvisende og beder dermed tilhørerne om at være kritiske og stille spørgsmål

ved CNN som nyhedsmedie. Obama anklager CNN for at handle imod god presseskik, hvor det

forventes, at journalisternes historier skal være faktuelle, og at indholdet bliver tjekket.

Kritikken er et hårdt slag mod CNN, men mediet kan ikke forsvare sig mod Obamas indirekte

angreb, da det jo udadtil bare er ”for sjov”. Den næste mediestation, der kommer under indirekte

kritik, er MSNBC, som Obama anklager for at være kontrolleret af sin tidligere rådgiver. ”David

Axelrod now works for MSNBC, which is a nice change of pace since MSNBC used to work for

David Axelrod” (Ibid.). Han anklager MSNBC for tidligere at have været upartiske i sine

handlinger ved uofficielt at have arbejdet for David Axelrod, der arbejdede for Obama. Handlingen

strider mod den forventning, vi har til journalisters adfærd og etik. Derudover rammer kritikken

også David Axelrod, der anklages for at være en manipulerende dukkemester, der styrer showet

ovenfra. I forbindelse med udtalelsen om David Axelrod siger Obama, at han er gået over til ”the

dark side” (Ibid.), hvilket er starten på en sammenbinding af afklaring og forstærkning. Obama

laver en mindeværdig tematisering, der vil være oplagt for medierne, samtidig med at han henviser

til nogle misforhold. Efter at have brugt ordene ”the dark side” (Ibid.), siger han, at The History

Channel lavede udsendelse med ”…Obama-is-a-devil-thing” (Ibid.), og at Fox News synes, at

sammenligningen ”…was not fair – to Satan” (Ibid.). Tematiseringen sker ved, at flere medier har

forsøgt at sammenligne Obama med djævlen eller Satan, hvilket kan være problematisk for Obama,

da USA generelt er meget religiøst. Han forsøger at gøre op med tematiseringen ved at italesætte

den og på den måde selv have mulighed for at styre dagsordenen. Han bruger afklaring til at gøre

udtalelserne mindeværdige for tilhørerne og medierne, så han er sikker på, at historien vil blive

cirkuleret, og dernæst anvender han forstærkning til at kritisere og henvise til misforhold. De

anklagede medier handler ifølge Obama imod journalisters etik, da deres historier ikke har nogen

forbindelse med virkeligheden, strider imod sund fornuft m.m. Dermed strider historierne imod de

etiske regler, og derfor skal medierne ikke tages seriøst. Forstærkning er en stærk funktion for

Obama, da den gennem latteren har en disciplinerende funktion, der skal sørge for, at medlemmerne

efterlever de normer, som er gældende for gruppen. De anklagede medier er trådt uden for nogle af

de forventninger og normer, der burde kendetegne dem, og dermed bliver de irettesat af Obama.

! '&!

Differentiering

Obama kan anvende differentiering ved at opstille kontraster mellem sig selv og sine modstandere,

hans holdninger i forhold til deres, hans egen gruppe i forhold til andre grupper osv. Humor

anvendes både til at skabe alliancer og sondringer mellem individer eller grupper. Anvendelsen af

humor kan hjælpe Obama med at overvinde den situation, han står i, ved at objektificere den,

fremme brugen af fornuft og dermed gøre forskelle klarere og mindre farvede af tidligere følelser

og erfaringer. Obama kan kritisere via humor ved at latterliggøre oppositionen gennem latter frem

for forargelse, vrede osv. Komisk latterliggørelse kan også opretholde identifikation og politisk

enhed blandt medlemmer af en gruppe og understreger samtidig modsætninger og forskelle, som de

har med andre. Obama differentierer sig selv som demokrat fra republikanerne ved at angribe deres

politiske ståsted efter valget i 2012. Han siger:

”I know Republicans are still sorting out what happened in 2012, but one thing they

all agree on is they need to do a better job reaching out to minorities. And look, call

me self-centered, but I can think of one minority they could start with. (Laughter.)

Hello? Think of me as a trial run, you know? (Laughter.) See how it goes. (Laughter.)

(Ibid.).

Efter valget i 2012 bliver republikanerne kritiseret for, at deres vælgerskare primært består af ældre

hvide amerikanere, og at de ikke har været i stand til at følge den demografiske udvikling, hvor

unge amerikanere og minoriteter spiller en større og større rolle i valget af præsident (Torres 2013).

Efter valget i 2012 begynder republikanerne at arbejde på at tiltrække de unge og minoriteterne

gennem deres nye strategi, kaldet the Growth & Opportunity Project (ibid.), der skal være med til at

ændre de unge og minoriteternes syn på det republikanske parti. Obama ønsker ikke, at

republikanerne skal lykkes med deres strategi, og derfor understreger han forskellene mellem de to

partier. Han placerer sig selv i en minoritetsgruppe med sorte afroamerikanere, og dermed skaber

han en identifikation med en af de største minoritetsgrupper i USA. Han latterliggør republikanerne

for at fejle i samarbejdet med ham i bl.a. Kongressen, og dermed skaber han et billede af, at hvis de

ikke engang formår det, hvordan skal de så kunne tiltrække minoriteter på en langt større skala.

Obama, der ellers tidligere har undgået at placere sig selv hos en race eller minoritet i sin

metafortælling, gør nu det modsatte, hvor han italesætter sig som ”en af dem”. Dermed skaber han

et ’os og dem-forhold’, hvor holdningerne bliver mindre nuancerede og forskellene er nemmere at

! ''!

få øje på. Det er en farlig vej at bevæge sig nedad. Hvis humoren ikke får sine tiltænkte

konsekvenser for republikanerne, kan Obama hurtigt blive set som repræsentant for sorte

amerikanere, hvilket kan resultere i vælgerflugt fra de latinamerikanske og hvide vælgere (Haug

2008). Obama ser sig dog nødsaget til at anvende differentiering, da han ønsker at skabe et billede

af demokraterne som foregangsmænd og et billede af republikanerne som nogle, der stadig lever i

fortiden. Republikanerne truer denne forestilling ved at begynde med at tage initiativer, der kan

skabe identifikation med unge og minoriteter i stedet for differentiering, som de selv tidligere har

været skyld i. Ved anvendelsen af humor formår Obama at latterliggøre republikanerne, uden at det

af publikum kan opfattes som et voldsomt angreb. Republikanerne får ikke en chance for at forsvare

sig, og gennem differentiering bliver selv hårde eller angribende jokes set som humoristiske.

Gennem anvendelsen af humor er identifikation og afklaring med til at skabe enighed med de

normer eller problemer, som Obama står overfor, og dermed forener de taler og tilhørere. Omvendt

afhænger forstærkning og differentiering af uoverensstemmelser med normer eller problemer og er

med til at dele en gruppe fra en anden. Forstærkning og differentiering kan dog også virke til at

forene en gruppe mod en anden og indeholder dermed en dualistisk dobbeltfunktion ved både at

kunne dele og forene. De gange Obama vælger at angribe modstandere, anvender han funktionerne

forstærkning og differentiering, der er med til at understrege modstandernes brud med accepteret

adfærd eller normer. Derudover bliver der argumenteret for, at funktionerne også har en forenende

rolle, i og med at tilhørerne bliver forenet over for dem, der bryder med normerne, ved at Obama

viser tilhørerne modstandernes irrationelle og underlegne handlinger. I samme forbindelse bliver

humoren forstærket af inkongruensen, der resulterer i latter ved at henvise til misforhold i

modstandernes handlinger. Obama formår altså gennem forstærkning og differentiering at angribe

modstandere, samtidig med at han skaber sammenhold i sit bagland. I den anden del af skalaen

anvender Obama selvironisk humor til at få tilhørerne til at identificere sig med ham. Humoren

fungerer som spændingsudlader til de forventninger, der er til talen. Han skaber en illusion om et

ligestillet forhold til tilhørerne, der derigennem føler overlegenhed, hvilket resultere i sympati og

identifikation med Obama og gør, at tilhørerne bedre kan relatere til ham. Gennem afklaring kan

Obama være med til at italesætte sociale normer og forventet adfærd. Obama skaber

genkendelighed hos tilhørerne og samtidig en fokuseret mediedækning. Afklaringen bliver styrket

af inkongruensen, hvor tilhørerne bliver overrasket og griner. Obama anvender selvironi til at

udløse spænding, hvilket får tilhørerne til at se ham i et positivt lys. Afklaringen er også en funktion,

! '(!

der er med til at styrke Obamas troværdighed, da bl.a. Spielbergs ethos smitter af på ham. De fire

funktioner af humor er en logisk måde at analysere de forskellige former for humor på, som man

finder i kommunikation. Humorens dualisme ved både at kunne forene og dele (og nogle gange

begge dele på samme tid) er klart afgrænset og gør dermed anvendelsen af humorfunktionerne

klarere i forhold til analyse af retorik. De fire funktioner udgør nogle fleksible modsigelser i humor,

der tillader Obama at anvende dem til en række forskellige formål, som gør funktionerne til et

magtfuldt kommunikationsredskab.

! ')!

4. Diskussion I dette kapitel vil det blive diskuteret, hvad den kritiske gevinst er ved at anvende det nye koncept

om fiktionalitet, og om det overhovedet giver mening at anvende strategien i retorisk kritik.

Formålet er at få opsummeret nogle vigtige pointer, der gennem opgaven er lavet om fiktionalitet

og humor. Derudover at få en forståelse for, hvad fiktionalitet giver, som er helt nyt i forhold til

humor, samt hvordan teorierne fungerer sammen. Afslutningsvist diskuteres det, hvilke andre

teorier, der kunne have været inddraget i specialet, og hvilke funktioner det ville have i forhold til

den anvendte teori. Specialet har først og fremmest haft et normativt og pragmatisk sigte, hvor teori

og analyse er blevet holdt op mod hinanden og gensidigt har belyst hinanden. Humor og

fiktionalitet er anvendt som hovedkoncepter, der lader begreberne åbne talerne og omvendt. Idéen

om et autonomt værk, som eksisterer i kraft af sig selv og er uafhængigt af, at konteksten er blevet

opgivet. I stedet for bliver den retoriske situation set som en hændelse, som gør dannelsen af sociale

relationer og identiteter mulig. Konteksten har gennemgående været grundlæggende for analysen,

da humor og fiktionalitet er kulturelle variabler, som er afhængige af konteksten og ikke logisk eller

ontologisk baseret. Fiktionalitet hjælper os med at skabe mening i vores liv og med til at

rammesætte vores etiske, ideologiske og følelsesmæssige verden.

Man kan diskutere, om et større fokus på fiktionalitet kan hjælpe den retoriske kritiker til at forstå

og kortlægge den øgede medialisering, der fragmenterer og gør vores verden mere dynamisk. I dag

er politikere i højere grad tvunget til at tage høje for det foranderlige medielandskab, der påvirker

deres mulighed for at udøve magt. Retoriske ytringer bør i vores globaliserede verden altid være

velovervejede, og det kan være farligt for en politiker at navigere rundt i den retoriske arena, hvis

vedkommende ikke har en forståelse for de strategier, han eller hun har til rådighed. Derfor kan en

retor med fordel anvende fiktionaliteten og derigennem få en større forståelse for, hvilke retoriske

hjælpemidler, der er til rådighed, og den situation han eller hun står i. Derudover vil fiktionaliteten

give en mulighed for at bevæge sig ud over normerne og påvirke tilhørerne til at handle på

budskabet. Omvendt kan man diskutere, om en vejovervejet og retorisk tilgang til fiktionalitet kan

være afgørende for en politiker i en verden, hvor gennemslagskraft og retorisk snilde er i centrum.

Fiktionalitet er som nævnt helt nyt og er bl.a. et svar på den øgede medialisering, hvor det kan være

med til at skabe større medieinteresse ved at få historier til at fremstå som nye, overraskende og

! '*!

interessante. Fra afsenders perspektiv er det en unik mulighed for at fremme bestemte holdninger,

gøre opmærksom på gode og uheldige aspekter, og kritisere modstandere, uden at det går ud over

afsenders troværdighed. Derudover har fiktionalitet en normativ styrke, der kan sørge for, at

medlemmer af en gruppe opfører sig i overensstemmelse med de gældende normer, men samtidig

kan individet ved hjælp af fiktionalitet frigøre sig fra selvsamme normer. Fiktionalitet påvirker

nemlig vores sociale liv i sådan en grad, at hvis strategien anvendes korrekt, kan retoren opnå

bestemte handlinger og mål. Strategien er unik, i og med at den afviger fra den sande talehandling

og giver retoren mulighed for at beskrive verden som den kunne være, få tilhørerne til at forestille

sig noget og dermed reelt påvirke den virkelige verden via en fiktionaliseret diskurs. Dermed kan

fiktionaliseringer være en projektion af det, der ikke er eller det, der kunne være, og retoren slipper

for at stå til ansvar for spørgsmålet om sandhed og løgn. Fiktionaliteten kan få endnu mere styrke af

anvendelsen af eksempelvis katarsis, der kan give en retor renselse for tidligere uheldige episoder,

skabe sympati med retoren og grundlæggende ændre tilhørernes opfattelse af retoren. Set fra et

retorisk perspektiv er det at tilskrive fiktionalitet til en tale en unik mulighed for at få indsigt i

afsenders intention og formål med talen. Derudover kræver en postmodernistisk kritisk tilgang at få

udredet de kontekstuelle omstændigheder, der fortæller kritikeren noget om, hvad der foregår ude i

samfundet, det komplekse mediebillede, og hvilke retoriske vilkår det giver. Viden om de

kontekstuelle omstændigheder befrier kritikeren for at navigere fra et frøperspektiv, men i stedet et

fugleperspektiv, hvor hændelserne i verden, i samfundet og for individet får betydning for analysen

af værket.

Hvor fiktionalitet angiver en kvalitet eller egenskab ved en tale, er humor centralt for vores sociale

liv og kan opfylde mange forskellige funktioner. Gennem humor kan retor få tilhørerne til at

identificere sig med ham eller hende og derigennem opnå en større grad af ethos. Det kan f.eks. ske

ved at få tilhørerne til at opleve en overlegenhedsfølelse, hvor retor skaber et ligestillet forhold til

tilhørerne, og at der gennem humoren bliver en spændingsudladning i form af latter. Funktionen

resulterer i, at tilhørerne ser mere sympatisk på retors person, opfatter ham eller hende som

menneskelig og ser det som positivt, at denne har evnen til at le ad sig selv. En anden funktion, der

kaldes afklaring, kan hjælpe retor med at gøre talen mindeværdig og simplificere talen for tilhørerne.

For at sikre det mindeværdige element kan retor anvende inkongruens, da den overraskelse, som

tilhørerne oplever, cementerer budskabet og vigtige pointer gennem latteren. Humoren kan også

fungere som et disciplinerende redskab, der bl.a. kan lede til latterliggørelse, hvis der brydes med

! (+!

sociale normer, og kan ses som en kraftfuld funktion, da den giver retor mulighed for at påpege

uacceptable handlinger, kritisere - eller afrette modstandere uden at stille sig selv i et dårligt lys.

Retor har også mulighed for at differentiere sig fra modstandere ved direkte at angribe dem og ved

brugen af humor samtidig fratage dem muligheden for at forsvare sig, da retoren altid blot kan sige,

at det ”jo bare er for sjov”. Det, der knytter fiktionalitet og humor sammen, er, at fiktionaliseringen

primært er rettet mod at udløse latter, og derfor supplerer teorierne hinanden og giver kritikeren

mulighed for at grave endnu dybere i analysen, end hvis kun en af teorierne blev anvendt. Stewart

opsummerer således, hvad vi kan bruge humor til: ”In sum, humor can tell us more than just that

which is ”funny”; it can provide a ”thin-slice” perspective of the political arena and the politicians

that inhabit it” (Stewart 2012, 3). Ved at anvende fiktionalitet og humor i samme analyse bliver

fiktionaliseringen altså til et humoristisk redskab, hvor retoren skal formå at placere gruppen eller

individet, der er centrum for latteren, på forskellige fordelagtige eller ikke-fordelagtige positioner i

f.eks. det politiske landskab.

I nedenstående afsnit opstilles nogle konkrete typologier, der kan retfærdiggøre analysen af

fiktionalitet for en retorisk kritiker. Fiktionaliseringerne skal ses som kommunikative funktioner,

der kan anvendes som strategier af retor. I det følgende udpeges fire funktioner, som berettiger

anvendelsen af fiktionalitet i retorisk kritik:

Som man kan se tidligere i analysen, kan retor gennem fiktionaliseringer sige noget, der ikke ville

have været muligt at sige på en ikke-fiktionaliseret måde. Et eksempel på dette er talen fra 2011,

hvor fiktionaliseringen giver Obama mulighed for at tale nedsættende og hårdt til Trump, fordi

Obama anvender fiktionalisering. Obama beskytter dog sig selv gennem fiktionaliseringen, da han

uden tvivl mener det, han siger om Trump, men fiktionaliseringen beskytter ham ved at værge mod

modangreb. Det giver ham en mulighed for at skabe en virkelighed, der er gunstig for ham, men

alligevel påpege, at det sagte er for sjov eller overdrevent.

En anden strategi er at anvende fiktionaliseringer til at lave bestemte selvfremstillinger. Obama gør

det ved at skabe forskellige fremstillinger af sig selv, der kan få ham til at fremstå som troværdig,

sympatisk og menneskelig. Som nævnt tidligere anvender han en fiktionstvetydig strategi for at

sætte tilhørerne i en aktiv modtagerrolle, hvor de må forhandle mellem tidligere fremstillinger af

Obama og de nye, han fremsætter.

! ("!

En tredje central strategi handler om medierne og mediecirkulationen af både hans talte ord og de

visuelle virkemidler. Det er med til at drage tilhørerne ind i fiktionaliseringen og gøre det attraktivt

for medierne at fortælle netop den historie. Det handler også om at gøre fiktionaliseringen æstetisk

og attraktiv for medierne at anvende, både som traditionel nyhed og i nye medier.

Den sidste strategi handler om de universer, som det er muligt for retor at udforske. Som tidligere

nævnt kan retor tage afsæt i, hvad der kunne være potentielle eller opfundne dele af livet. Obama

skaber f.eks. et billede af, hvordan verden ville se ud, hvis Trump kom til magten, ved at vise det

Hvide Hus som et casino-hotel. Det åbner op for en forestilling, som tilhørerne får mulighed for at

vurdere som ønskeværdigt eller ikke.

Det skal dog nævnes, at en fiktionalisering sagtens kan anvende forskellige strategier samtidig.

Obamas fiktionaliseringer af Trump tjener både som en selvfremstilling, som attraktivt mediestof,

som en beskyttelse af ham selv og en fremstilling af en imaginær verden med Trump som præsident.

Målet med denne adskillelse af strategierne er at kigge på de formål, som strategierne tjener i

forskellige kommunikative situationer.

Afslutningsvist diskuteres det her, hvilke andre teorier, der kunne have været inddraget i dette

speciale, og hvad de kunne have bidraget med. Gennem skriveprocessen har det stået klart, at det

kunne have været spændende at kigge på retorisk handlekraft, som Christine Isager beskriver

som ”et interaktivt fænomen, der opstår og defineres i og med den retoriske begivenhed, når

relationen mellem retor og retorisk publikum finder sin form og udtryk” (Isager 2009, 271).

Analysen af Obamas taler ville, som med humor og fiktionalitet, have fokuseret på retorikkens

funktioner i samfundet og den kontekst, talerne indgår i. Det kunne have været et relevant

supplement til analysen, hvor formålet ville have været, sagt med Michael Leffs ord, ”at forstå,

hvordan retorisk handlekraft kan afspejle, udnytte og ændre den kulturelle scene, den optræder på,

og derved kan fungere som strategisk instrument og grundlæggende kraft samtidig” (Ibid.: 273-

274). Alligevel mener jeg ikke, at analysen mangler elementet af retorisk handlekraft, da både

fiktionalitet og humor undersøger retorikkens funktioner, både i forhold til den enkelte tale og

samfundet. Både fiktionalitet og humor er kulturelle variabler og har på samme måde som retorisk

handlekraft mulighed for at påvirke og ændre tilhørernes verdensanskuelse. Det kunne også have

! (#!

været spændende at kigge nærmere på smæderetorik, der også er et forholdsvist nyt

forskningsområde inden for retorikken. Smæderetorikken bliver af Hanne Roer og Marie Lund

Klujeff defineret som ”ytringer der retter sig mod navngivne personer eller grupper med det formål

at nedgøre dem. Formålet er ikke at komme i dialog med disse personer … men at destruere dem

for synet af et publikum, der er den egentlige modtager” (Roer 2011, 9). Gennem analysen af

Obamas angreb på politiske modstandere ser man ofte smæderetorik, f.eks. da Obama angriber

Trump, der tydeligvis ikke er et forsøg på at komme i dialog med ham, men i stedet nådesløst at

ende Trumps planer om at stille op som præsident. Det skal dog nævnes, at formålet med Obamas

retorik i netop denne situation blev udførligt analyseret ved hjælp af teorierne om humor og

fiktionalitet, men som supplement kunne smæderetorik have været relevant og frugtbart at inddrage.

Teorierne er dog fravalgt på grund af det begrænsede omfang af dette speciale.

I dette afsnit er det blevet diskuteret, hvordan fiktionalitet kan anvendes i retorisk kritik, herunder

hvad kritikeren kan vinde ved strategien. Der er blevet udpeget fire centrale funktioner, som

fiktionalitet kunne bidrage med i en analyse. Funktionerne handlede om beskyttelse af afsender,

selvfremstilling, medier og de universer, som fiktionaliseringen kunne hjælpe retor med at udforske.

De vigtigste pointer i forhold til humor og fiktionalitet er blevet fremsat, og det blev diskuteret,

hvorfor teorierne kan hjælpe os med at navigere i en medieret verden. Til sidst blev det diskuteret,

hvilke andre teorier, der kunne have været inddraget i analysen og hvilke aspekter, de ville have

bidraget med.

! ($!

5. Konklusion Gennem dette casestudie af to af Obamas taler til WHCD har jeg erfaret, at Obama både anvendte

fiktionalitet og humor som retoriske strategier. Som nævnt indledningsvist er humor en magtfuld

stemme, og Mette Kjærsgaard skriver, at humoren kan hjælpe med at fremme specifikke idéer, men

kan ikke stå alene (jf. indledning). Derfor er teorien blevet suppleret af fiktionalitet, der er et nyt

begreb, som gennem fiktionaliseringer kan anvendes som strategi til at påvirke den virkelige verden,

holdninger, opfattelser m.m. Der er gennemgående blevet arbejdet ud fra et postmoderne retorisk

kritisk perspektiv, hvor Kjeldsens kontekstuelle omstændigheder og overvejelser om en

fragmenteret og dynamisk verden er fundament for casestudiet. Kjeldsens gentænkning af den

retoriske situation hjælper os bl.a. med at navigere i den øgede kompleksitet, vi oplever i dag. Det

giver en forståelse for det nye mediebillede og de retoriske vilkår, det efterlader retoren med. I talen

fra 2011 er Obamas påtrængende problem, at Trump skaber tvivl om Obamas person og oprindelse.

Obama ønsker at eliminere Trumps kandidatur og er tvunget til at forsvare sig imod beskyldninger

om, at han ikke er født på amerikansk jord; beskyldninger, der bl.a. bliver leveret af Trump og

medierne. Miseren ender dog i, at Obama formår at svare på den retoriske situation og derudover

endda splitte Trumps troværdighed til atomer og ende hans planer om at overtage præsidentposten. I

2013 står Obama i en situation med kraftig dalende popularitet og med lovmæssig stilstand i

Kongressen. Obama svare på den retoriske situation ved at påpege misforhold i politik, angribe

modstandere og medier for at være usaglige og uprofessionelle. Umiddelbart vil man forvente, at

sådan et svar får negative konsekvenser for Obamas troværdighed, men fordi han anvender

fiktionalitet og humor som strategier, kan han tillade sig at være mere uforskammet og direkte end i

typiske politiske debatter.

I analysen er der blevet arbejdet ud fra en konceptorienteret kritik med fiktionalitet og humor som

hovedkoncepter, der lader begreberne åbne talerne og omvendt. Talen fra 2011 viser sig at være

fiktionstvetydig ved at blande forskellige genrer, der er med til at sætte tilhørerne i en

fortolkningssituation, og dermed giver dem mulighed for at handle på budskabet. Obama opnår

katarsis ved at gøre op med rygter og uheldige episoder, der påvirker hans troværdighed ved at

gennemgå konfliktens optrapning og løsning. Det sker ved en fremadrettet selvfremstilling, der

giver ham mulighed for at ændre opfattelsen af sig og bevæge sig frem mod nye mål. Gennem

! (%!

selvfremstillingen fremstår han som sympatisk og selvironisk i stedet for at indtage en

forsvarsposition. Anvendelsen af fiktionalitet viser sig at være den perfekte strategi, da Obama ikke

ønsker, at hans påstande kunne gendrives, og det sker ved, at fiktionaliseringen udelukker fakta og

dokumenterende beviser. I talen fra 2013 anvender Obama fiktionstvetydigheden til at skabe

spænding hos tilhørerne ved at fortælle, at han vil afsløre nye ting som f.eks. med billedet fra Camp

David, hvor han fører tilhørerne i én retning for derefter at føre dem i en helt anden. Det giver ham

mulighed for at kaste nyt lys på gamle sager, der kan være skadelige, og dermed lukke dem. Han

anvender fiktionaliseringen for at undgå spørgsmålet om sandhed og løgn. Gennem en selvironisk

fremstilling og overdrivelse skaber Obama sympati hos tilhørerne, hvilket giver ham muligheden

for at ændre deres opfattelse af en hændelse, et individ eller verden. Den opnåede sympati giver

Obama katarsis for sin upopularitet og giver ham muligheden for at skabe et billede af en ny og

bedre fremtid med ham ved roret. Igen angriber han politiske modstandere, og ved at fiktionalisere

anklager han dem f.eks. for at leve i fantasiens verden. Et eksplicit angreb på en person viser sig

også at kan være et indirekte angreb på hele personens bagland såsom et politisk parti eller en

tilknytning til diverse medier.

Humoren er et tveægget sværd i den forstand, at den har forskellige funktioner. Humor kan både

være et middel til at cementere eller dementere autoriteter, gøre sig fri af normer eller bevare

selvsamme. Humoren er hverken god eller ond, fordi dens væsen både er flygtigt og situationelt,

hvilket også gør det vanskeligt at opstille normer for dens brug. Humoren kommer ofte til udtryk

gennem indirekte sproghandlinger, der indebærer en forståelse af, at Obama mener noget andet og

mere med det, han siger. Humor er ikke blot underholdning, men gennem humoren får Obama en

fundamental mulighed for at ændre tilhørernes verdensopfattelse, hvilket kvalificerer humor som en

retorisk strategi. Gennem en indsigt i de tre humorteorier og de fire retoriske funktioner, som humor

kan tjene, er det muligt at se på, hvilken effekt humor kan have i ytringer. På den ene side er

identifikation og afklaring, som Obama anvender til at forene sine egne partifæller og ligesindede

ved gennem humor at skabe enighed med et emne eller en problemstilling. På den anden side af

kontinuummet finder man forstærkning og differentiering, som Obama anvender til f.eks. at

opsplitte oppositionen eller en politisk modstanders ageren. Funktionerne afhænger af en persons

uoverensstemmelser og brud med de normer, der er gældende for en gruppe. De to sidstnævnte

funktioner besidder derudover en dualistisk funktion ved at kunne forene en gruppe mod en anden.

Funktionerne viser sig at være værdifulde strategier, som Obama kan anvende til forskellige formål,

! (&!

f.eks. ved at han kan angribe politiske modstandere for at være irrationelle eller dobbeltmoralske

uden selv at virke bitter eller placere sig selv i forsvarsposition. Han opstiller en munter attitude,

hvor han får tilhørerne til at føle overlegenhed, og derigennem kan de sammen le ad modstandere,

der bliver irettesat. Formålet er en fælles identifikation, hvor Obama kan manifestere sin position.

De fire funktioner af humor overlapper alle hinanden og trækker på humorteorierne, f.eks. ved at en

af funktionerne også indeholder inkongruens, der kan resultere i latter. Det, de fire funktioner af

humor kan i forhold til humorteorierne, er at tilføje detalje og raffinement til analysen ved at kigge

på kommunikationens effekter. Meyer skriver, at humor er som et tveægget sværd ved at indeholde

en iboende dualisme, som både kan forene og opsplitte grupper og individer.

Afslutningsvist er det blevet diskuteret, hvad den kritiske gevinst er ved at anvende det nye begreb

fiktionalitet, og om det giver mening at anvende den i retorisk kritik. Fiktionalitet kan hjælpe den

retoriske kritiker med at kortlægge og forstå den øgede medialisering, der påvirker næsten alle

aspekter af vores liv. Fiktionaliteten kan ses som et af de krav, en dynamisk og fragmenteret verden

stiller til en retorisk kritiker. Derudover skaber det en indsigt i Obamas overvejelser forud for talen,

da de kontekstuelle omstændigheder kan danne grundlag for en fiktionalisering, der kan være til

gavn for Obama, som f.eks. vil forsvare sig mod angreb, rygter osv. Fiktionaliseringer legaliserer

Obamas brud med normer, der giver Obama mulighed for at påvirke tilhørerne til at handle på sit

budskab. Fiktionaliseringerne kan ses som svar på den øgede medialisering, hvor fiktionaliseringen

kan være afgørende for Obamas gennemslagskraft, ved at det får historier til at fremstå som

overraskende, spektakulære og interessante. Strategien viser sig at være unik, i og med at den ikke

er afhængig af den sande talehandling, og giver Obama mulighed for at beskrive verden på en måde,

der tjener hans egen politiske dagsorden.

! ('!

6. Litteraturliste ABC News (2012): President Obama’s Victory Speech 2012 http://abcnews.go.com/Politics/video/president-obama-wins-2012-election-victory-speech-17661714 (15.01.15) Abolhosseini, Farzam (2011): Donald Trump tvivler på Obamas fødsel i USA. Politiken 18.05.11 http://politiken.dk/udland/ECE1227064/donald-trump-tvivler-paa-obamas-foedsel-i-usa/ (28.01.15)

Apte, M. L (1985): Humor and laughter. Cornell University Press, London. 1. udgave, 1. oplag.

Aristoteles (1991): Retorik. Oversat af Thure Hastrup. København. Museum Tusculanums Forlag.

Bakhtin, Mikhail (1984): Rabelais and His World. Indiana University Press, Bloomington. 4.udgave.

Baunegaard, Cecilie (2014): Obamacare – ‘A Big Fucking Deal’. I Fem år med Obama – Forandring, vi kunne tro på?. Anders Agner Pedersen & Jens Aagaard (red.). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. S. 49-60.

Bie, Ulrik (2014): Amerikansk økonomi har det klart bedre – men det er ikke Obamas fortjeneste. I Fem år med Obama – Forandring, vi kunne tro på?. Anders Agner Pedersen & Jens Aagaard (red.). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. S. 41-48

Billig, Michael (2005): Laughter and Ridicule: Towards a social critique of laughter. Sage. London.

Bitzer, Lloyd F. (1997): Den retoriske situation. Rhetorica Scandinavica Nr. 3. S. 9!17.

Burke, Kenneth (1969): A Rhetoric of Motives. University of California Press. Berkeley.

C-SPAN (2011): President Obama at the 2011 White House Correspondents’ Dinner. https://www.youtube.com/watch?v=n9mzJhvC-8E (15.09.14)

C-SPAN (2013): President Obama at the 2013 White House Correspondents’ Dinner. https://www.youtube.com/watch?v=ON2XWvyePH8 (15.09.14)

! ((!

Dabelsteen, Per (2012): Latterens store magt i USA. Politiken 28.11.12. Gennem AU Library. http://www.statsbiblioteket.dk/infomediaservice/?faust=35383077 (28.01.15)

Ehrenreich, Michael (2014): Obama prioriterer diplomatiet frem for konfrontationen. I Fem år med Obama – Forandring, vi kunne tro på?. Anders Agner Pedersen & Jens Aagaard (red.). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. S. 159-162

Eriksen, Thomas Hylland (1995): We and Us: Two Modes of Group Identification. Journal of Peace Research, vol. 32. No. 4. S. 427-436

Gabrielsen, Jonas & Christiansen, Tanja J.(2010): Talens Magt Indføring I Mundtlig Retorik. 2. udgave, 3. oplag. Hans Reitzels Forlag.

Grant, McKenna (2014): AP Police Shooting Missouri Virgils A USA Ca. USA TODAY 23.08.14 http://college.usatoday.com/2014/08/23/millennials-take-action-through-national-moment-of-silence-2014/ap-police-shooting-missouri-vigils-a-usa-ca/ (28.01.15)

Gyldendals åbne encyklopædi ’Den Store Danske’: Katarsis. http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/katharsis (25.11.14)

Hansen, Jette Barnholdt (2010): Decorum – ytringens sømmelighed. Retorik Magasinet 77/2010. S. 26-27.

Haug, Astrid (2008): Obama SWOT. Kommunikations Forum 27.02.08 http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/obama-swot (02.02.15)

History.com: History of The White House Correspondents’ Dinner. http://www.history.com/news/history-of-the-white-house-correspondents-dinner (08.12.14)

Isager, Christine (2009): Retorisk handlekraft: Hvem giver journalisterne ordet? S. 269-290. I Roer, Hanne & Klujeff, Marie Lund (2009): Retorikkens Aktualitet – Grundbog i retorisk kritik. Hans Reitzels Forlag, København K. 2. udgave, 1. oplag.

J. (2011): So much for the Trump White House Hotel and Casino. 17.05.11. J-TWO-O. http://jtwoo.blogspot.dk/2011/05/so-much-for-trump-white-house-hotel-and.html (03.01.15) Jacobsen, Louise Brix et al. (2014): Fiktionalitet. Samfundslitteratur, Frederiksberg C. 1. udgave, 2. oplag.

! ()!

Jasinski, James (2001a): The Status of Theory and Method in Rhetorical Criticism. Western Journal of Communication. 65(3). S. 249-270.

Jasinski, James (2001b): Constitutive Rhetoric. Sourcebook on Rhetoric. Sage Publications. S. 106-108.

Kayem, Orly (2014): Transformative Rhetoric: How Obama Became the New Face of America. A Linguistic Analysis. Journal of Language and Cultural Education 2(2). S. 233-250.

Kjeldsen, Jens E. (2008): Retoriske omstændigheder: retorikken i en fragmenteret, foranderlig og kompleks verden. Rhetorica Scandinavica. Nr. 48 S. 5. S. 42-63

Kjeldsen, Jens E. (2002): Visuel Retorik. Institut for Medievidenskab. Universitetet i Bergen.

Kjærsgaard, Mette (2014): Komikerne har slået ring om Obama. I Fem år med Obama – Forandring, vi kunne tro på?. Anders Agner Pedersen & Jens Aagaard (red.). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. S. 32-40

Lacey, Liam (2012): Spielberg’s Lincoln holds a mirror up to Barack Obama. The Globe and Mail. 01.11.12. http://www.theglobeandmail.com/arts/film/spielbergs-lincoln-holds-a-mirror-up-to-barack-obama/article4832613/ (28.01.15) Lucaites, John Louis et al. (1999): Contemporary Rhetorical Theory – A Reader. The Cuilford Press. New York.

Madsen, Emil Lee (2014): Forholdet mellem Det Hvide Hus og Capitol Hill er frosset fast. I Fem år med Obama – Forandring, vi kunne tro på? Anders Agner Pedersen & Jens Aagaard (red.). Forlaget Rosenkilde & Bahnhof. S. 120-129.

Markon, Jerry (2012): Obama blames ‘Romnesia’ for opponent’s positions, as campaign skirmishing builds. The Washington Post. 19.10.12. http://www.washingtonpost.com/politics/decision2012/obama-fires-up-crowd-in-virginia-with-romnesia-speech/2012/10/19/ddde9560-1a13-11e2-aa6f-3b636fecb829_story.html (28.01.15)

Meyer, John C. (2000): Humor as a Double-Edged Sword: Four Functions of Humor in Communication. International Communication Association. S. 310-331.

Møller, Mette (2013): Latter kan mere end at latterliggøre – humors funktion som retorisk strategi, ventil og kreativ ressource. Tidsskrift for Medier, Erkendelse og formidling. Årg. 1, Nr. 2. S. 23-38.

Nielsen, Sune (2011): Præsident i Guds eget land. Religion.dk 20.01.11

! (*!

http://www.religion.dk/viden/præsident-i-guds-eget-land (28.01.15)

Nielsen, Henrik Skov et al. (2015): Ten Theses about Fictionality. Narrative, Volume 23, Number 1, January 2015, S. 61-73.

Obama, Barack Hussein (2011): Remarks by the President at the White House Correspondents Association Dinner 2011. http://www.whitehouse.gov/the-press-office/2011/05/01/remarks-president-white-house-correspondents-association-dinner (15.09.14)

Obama, Barack Hussein (2013): Remarks by the President at the White House Correspondents Association Dinner 2013. http://www.whitehouse.gov/the-press-office/2013/04/27/remarks-president-white-house-correspondents-association-dinner (15.09.14) Ritzau (2011a): Obama smider sin fødselsattest på bordet. Information 27.04.11 http://www.information.dk/telegram/266462 (28.01.15)

Ritzau (2011b): Donald Trump opgiver at blive præsident. Berlingske 16.05.11. http://www.b.dk/globalt/donald-trump-opgiver-at-blive-praesident (28.01.15)

Roer, Hanne (2012): Humor - som at danse på vulkaner. Retorik magasinet Årg. 22, nr. 84. S. 23-25.

Roer, Hanne & Klujeff, Marie Lund (2009): Retorikkens Aktualitet – Grundbog i retorisk kritik. Hans Reitzels Forlag, København K. 2. udgave, 1. oplag.

Roer, Hanne & Klujeff, Marie Lund (2011): Temaintro: Smæderetorik. Rhetorica Scandinavica nr. 57. S. 9-18.

Stewart, Patrick A. (2012): Debatable Humor – Laughing matters on the 2008 Presidential Primary Campaign. Lexington Books. United Kingdom.

Sæhl, Marie (2012): USA-ekspert: Obama har fået en hårdt tilkæmpet valgsejr. Politiken 07.11.12 http://politiken.dk/udland/ECE1804777/usa-ekspert-obama-har-faaet-en-haardt-tilkaempet-valgsejr/ (28.01.15)

Thiemann, Per (2012): Hver sjette amerikaner: Obama er muslim. Politiken 31.07.12 http://politiken.dk/udland/ECE1704621/hver-sjette-amerikaner-obama-er-muslim/. (28.01.15)

Torres, Alec (2013): Republicans Reach Out to Minority Voters. National Review Online 26.11.13

! )+!

http://www.nationalreview.com/article/364754/republicans-reach-out-minority-voters-alec-torres#! (02.02.15)

Tulis, Jeffrey K. (1987): The Rhetorical Presidency. Princeton, New Jersey; Princeton University Press.

Vatz, Richard E. (2000): Myten om den retoriske situation. Rhetorica Scandinavica nr. 15. S. 7!13.

Windt, Jr., Theodore Otto (1986): Presidential Rhetoric: Definition of a Field of Study. Vol. 16, No. 1. The Media and the Presidency (Winter, 1986). S. 102-116.