De forbandede

De forbandede.indd 2 25/06/14 11.36

J O Y C E C A R O L O A T E S

De forbandede

På dansk ved Lærke Pade


De forbandedeAf Joyce Carol Oates

Oversat fra engelsk af Lærke Pade efter Joyce Carol Oates: The Accursed Copyright © 2014 by The Ontario Review Inc.Published by arrangement with Ecco, an imprint of HarperCollins Publishers Dansk udgave: © 2014 Gads ForlagISBN: 978-87-12-04936-41. udgave, 1. oplagOmslag: Allison SaltzmanDansk udgave: ImperietOmslagsbillede: Profile of a Young Woman af Giovanni Boldini, ©Christie’s Images Ltd./SuperStockForfatterfoto: Star BlackGrafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Bookwell, Finland

Citater fra Således talte Zarathustra af Friedrich Nietzsche,

på dansk ved Louis V. Kohl, Lindhardt og Ringhof, 1996Macbeth af William Shakespeare,

på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 2000Hamlet af William Shakespeare,

på dansk ved Niels Brunse, Gyldendal, 1997Othello af William Shakespeare,

på dansk ved Johannes Sløk, Berlingskes Forlag, 1970På min vulkan af Emily Dickinson,

på dansk ved Bente Clod, Tiderne Skifter, 2005

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg

www.gad.dk


9

I N D H O L D

Forfatterens forord 13Prolog 17

Første del

Dæmonisk brudgom

Askeonsdag aften, 1905 21Efterskrift: “Askeonsdag aften, 1905” 58Liljer 68Datterens ånd 81Engletrompet; eller: “Mr. Mayte fra Virginia” 97Forfatterens note: Snobberi i Prince ton 107Det unævnelige I 110Den brændende pige 132Forfatterens note: Historikeren går til bekendelse 150Hustruens ånd 159Den dæmoniske brudgom 178


10

Anden del

Forbandelsens inkarnation

Duellen 187Efterskrift: Historikerens dilemma 200Det unævnelige II 201Den grusomme ægtemand 207Jagten, fortsat 231Oktober 1905 242”Guds skabelse set ud fra den evolutionære hypotese” 259De elskende ånder 264Den Turkismarmorerede Bog 282Moseriget 287Efterskrift: Øglefugl 305Forbandelsens inkarnation 306

Tredje del

”Hjernen, i dens fure …”

”Stemmer” 313Rødstrømpet forførerske 321Glasuglen 328”Logisk tænkning er vor frelse” 336Den okkergnistrende slæde 353”Slangehysteri” 356Efterskrift: Naturens byrde 361”Nederlaget ved Charleston” 363”Min elskede skat …” 369”En aflang fætter kryber rundt i græsset nu og da” 402Dr. Schuyler Skaats Wheelers nye opfindelse 421Quatre Face 424


11

”Engletrompet” belyst 461”Ragnarok” 464

Fjerde del

Forbandelsen uddrives

Koldt forår 46921. maj 1906 490Løjtnant Bayard om natten 507Efterskrift: Angående det “unævnelige” på Prince ton 516”Her bor lykken” 523Den nordiske sjæl 527Terra Incognita I 572Terra Incognita II 577Mysteriet på Wheatsheaf I 592Mysteriet på Wheatsheaf II 600”Enearving til Ingenting” 603Woodrow Wilsons fristelse 614Efterskrift: ”Det andet slag ved Prince ton” 639Dr. de Sweinitz’ medicin 640Forbandelsen uddrives 643Et spil dam 645Winslow Slades død 666”Revolution er latterens time” 671Miraklet på Crosswicks 685Epilog: Pagten 693



13

F O R F A T T E R E N S F O R O R D

En begivenhed indtager sin plads i ”historien”, når den bliver nedfældet.

Men der kan være mange og konkurrerende historier, ligesom der er

mange og konkurrerende øjenvidneberetninger.

I denne beretning om de mystiske, tilsyneladende forbundne begi-

venheder, der foregik i og omkring Prince ton, New Jersey, i årene 1900-

1910, er ”historierne” blevet sammenfattet til én historie, ligesom et årti af

æstetiske grunde er blevet sammenfattet til en periode på cirka 14 måneder

hen over 1905-1906.

Jeg ved, at en historiker bør være ”objektiv” – men jeg er så liden-

skabeligt involveret i denne beretning, og så ivrig efter at fortælle et nyt

århundredes læsere om noget af det, der kom ud af en tragisk række begi-

venheder, der fandt sted i begyndelsen af århundredet i det centrale New

Jersey, at det er meget vanskeligt for mig at bibeholde en kølig tone, og

da slet ikke en akademisk. Jeg har længe været rystet over de lemfældige

historier, der er blevet skrevet om denne æra i Prince ton – for eksempel

Q.T. Hollingers Crosswicks-Forbandelsens uløste gåde: Set i et nyt lys (1949), en

samling af sandheder, halve sandheder og direkte løgne, udgivet af en lo-

kal amatørhistoriker i et forsøg på at korrigere tidligere historikeres mest

åbenlyse fejltagelser (Tite, Birdseye, Worthing og Croft-Crooke), og den

store bestseller Vampyrmordene i det gamle Prince ton (1938) af en ”anonym”


14

forfatter (som menes at være en beboer i Prince tons West End), et åbenlyst

forsøg på en kommerciel udnyttelse af de fra en overfladisk betragtning

”sensationelle” aspekter af Forbandelsen, frem for en mere subtil og min-

dre populistisk tilgang, såsom den psykologiske, moralske og åndelige.

Jeg er forlegen over at måtte erklære så direkte, allerede her i indled-

ningen til min beretning, hvad mine særlige kvalifikationer er for at påtage

mig dette udfordrende projekt. Så jeg vil blot nævne, at jeg, ligesom adskil-

lige andre af beretningens nøglepersoner, er kandidat fra Prince ton Uni-

versity (årgang 1927); at jeg er født og opvokset i Prince ton, født i februar

1906 og døbt i Prince tons First Presbyterian Church; nedstammer fra to af

Prince tons ældste familier, Strachan og van Dyck; at min families hoved-

sæde var den respektable ejendom i fransk-normanniske sten på Hodge

Road 87, som nu bebos af en familie, hvis efternavn slutter med -stein, der

efter sigende har revet ”alt det gamle” ud af huset og ”renoveret” det, så

det fremstår ”mere moderne”. (Jeg beklager dette indskud! Det er mere et

æstetisk og moralsk udbrud, end det er et følelsesbetonet, og jeg lover, det

ikke skal gentage sig). Jeg voksede altså op i Prince ton i efterdønningerne

af denne ”forbandede” æra, på et tidspunkt hvor mysterierne stadig var et

hyppigt samtaleemne, som blev berørt med undren og gru, og hvor Wood-

row Wilsons tvungne afgivelse af sin post som universitetets rektor i 1910

stadig var en sag, der vakte både ærgrelse og fryd i lokale kredse.

Gennem disse og andre forbindelser har jeg haft adgang til meget

materiale, som ikke har været tilgængeligt for andre historikere, såsom

mrs. Ade laide McLean Burrs chokerende dagbog, der var skrevet i kode, og

Woodrow Wilsons intime (og temmelig chokerende) breve til sin elskede

kone Ellen, foruden Winslow Slades ”forbandede” børnebørns hallucina-

toriske udgydelser. (Todd Slade gik nogle årgange over mig på Prince tons

drengeskole, så jeg kendte ham kun af udseende). Desuden har jeg haft

adgang til mange andre personlige dokumenter – breve, dagbøger, alma-

nakker – som udenforstående aldrig har haft adgang til. Ovenikøbet har

jeg haft det privilegium at kunne konsultere afdelingen for manuskripter


15

og særlige samlinger på Prince tons Firestone-bibliotek. (Jeg kan ikke prale

med, at jeg har gennemgået de legendariske fem tons forskningsmateriale,

som Woodrow Wilsons tidligere levnedsskildrer Ray Stannard Baker har

gjort, men jeg er sikker på, at jeg mindst har gransket et ton). Jeg håber,

at det ikke lyder for brovtende at hævde, at der af alle nulevende mennesker

fortsat ikke er nogen, der ved så meget som mig, hverken om Forbandel-

sens private eller dens offentlige karakter.

Læseren, der formentlig er et barn af dette århundrede, må forsøge

ikke at dømme disse mennesker fra en forgangen tid for hårdt. Det er naivt

at forestille sig, at vi selv, hvis vi havde været i deres sted, ville have været

bedre til at stå imod Forbandelsens angreb, eller ville have været bedre ru-

stet til at modstå fristelsen til at fortvivle. Det er ikke svært for os, der lever

syv årtier efter Forbandelsen, eller Skrækken, som den også blev kaldt, at

se det mønster, der opstod; men forestil Dem den forvirring, alarm og pa-

nik, som greb de uskyldige i de 14 måneder, denne konstant voksende og

fuldstændig uforklarlige katastrofe varede! De første ofre for en forfærdelig

plage kan umuligt vide, hvad der foregår, og hvor dybt og bredt og uperson-

ligt sygdommen vil ramme, og således kunne størstedelen af Forbandelsens

ofre heller ikke begribe deres situation – og kunne derfor ikke se, at der, un-

der de utallige onder, der angreb dem i disse så ironisk idylliske omgivelser,

lå blot ét enkelt Onde.

For betænk dette: Forstår bønderne i et skakspil, at de kun er spille-

brikker, der ikke er herrer over deres egen skæbne? Hvordan skulle de kun-

ne hæve sig over brættet og overskue hele spillets mønster? Jeg er bange

for, at de ikke formår det, ligesom vi selv ikke formår det: Vi kan ikke vide,

om vi handler eller bliver handlet med; om vi er brikker i et spil, eller om vi

selv er spillet.

M. W. van Dyck II

Eaglestone Manor

Prince ton, New Jersey

24. juni 1984



17

P R O L O G

Det er eftermiddag om efteråret, næsten tusmørke. Himlen mod vest er et edder-

koppespind af gennemsigtigt guld. Jeg bliver ført af en vogn – to heste – deres

hove er en dump torden – langs smalle landeveje mellem bakkede marker, der aes af

solens skrå stråler, mod landsbyen Prince ton, New Jersey. Hestenes hast har en drøm-

meagtig karakter, ligesom vognens vuggen; og jeg kan ikke se kuskens ansigt, kun hans

ryg – stiv, rank, i en stramtsiddende, mørk jakke.

Jeg kan mærke et hjerte banke hurtigere; det må være mit eget, men det virker,

som om det kommer udefra, som om det er selve jorden, der banker. Der er en fornem-

melse af opstemthed, der ikke føles, som om den kommer inde fra mig, men ude fra

landet. Hvor er jeg fuld af håb! Hvor er jeg spændt! Jeg hilser på dette velkendte, men

næsten glemte landskab med barnlig kærlighed, der spejler sig i undren. Majsmarker,

kornmarker, enge hvor malkekøer græsser som ubevægelige skikkelser i et landskabs-

maleri af Corot … kaldene fra solsorterne med de røde vinger og stærene … den lav-

vandede, men rivende bæk Stony Brook og den smalle plankebro, som hestenes hove

og vognens hjul dundrer hen over ... en duft af rig, fugtig jord, høst … Jeg kan se, at

jeg bliver trukket hen ad Great Road, jeg nærmer mig mit hjem, jeg nærmer mig min

mystiske oprindelse. Denne rejse, som jeg foretager med så stor forventning, er ikke en

geografisk rejse, men en rejse i tiden … for det er året 1905, der er målet.

1905! Forbandelsens år.

Nu nærmer jeg mig udkanten af Prince ton; det er næsten gået for hurtigt.


18

Det er en lille by med nogle få tusinde indbyggere; indbyggertallet svulmer op i

løbet af semestrene, når de studerende er der. Kirkespir dukker op ikke langt herfra –

for der er mange kirker i Prince ton.

Beskedne gårde viger efterhånden for mere imposante ejendomme, i takt med at

jeg kommer længere ind ad Great Road.

Hvor besynderligt, tænker jeg – der er ingen menneskeskikkelser. Ingen andre

hestevogne eller biler. En stald, et langt smedejernshegn langs Elm Road, bag hvilken

Crosswicks Manse ligger skjult blandt høje, statelige elmetræer, egetræer og graner;

her er en græsmark, der ligger op til Prince tons nye Teo logiske Fakultet, hvor der vok-

ser flere træer, faktisk kæmpetræer med krogede rødder, der stikker op af jorden. Nu er

jeg på Nassau Street og passerer den smedejernsport, der fører ind til universitetet – til

den legendariske Nassau Hall, hvor Continental Congress mødtes i 1783. Men der

er ingen mennesker på campus – alt er øde, forladt. Hvor ville jeg gerne føres hen ad

Bayard Lane til Hodge Road – til mit barndomshjem; hvor mit hjerte længes efter at

køre ind ad indkørslen og blive ført helt hen til den dør på siden af huset, som jeg ville

træde ind ad med et højt glædesråb – Jeg er her! Jeg er hjemme!

Men kusken ser ikke ud til at høre mig. Eller også er jeg for genert til at råbe til

ham, at han skal køre et andet sted hen, end hvad der er aftalt. Vi passerer en kirke

med en blændende hvid facade og et højt, skinnende kors, der genspejler sollyset; vog-

nen svajer, som om en af hestene har fået en sten i hoven; jeg stirrer på kirkegården, for

nu er vi på Witherspoon Street, meget tæt på negerkvarteret, og tanken kommer til mig

lige så pludseligt som en kniv i kødet: Men de er jo alle sammen døde nu – det er

derfor, der ikke er nogen. Andre end mig.



68

L I L J E R

Undskyld mig – goddag?”

På en solvarm morgen i det tidlige forår så hun ham et stykke

væk: en mand af ubestemmelig alder, med ansigtet vendt væk fra hende,

som ved første øjekast virkede til at være ansat under hendes bedstefars

gartner, da han i sin behandskede hånd holdt et lille segl, primitivt kroget

og glitrende i solen. Ved hans fødder lå der afskårne blomster, formentlig

afblomstrede, og en bunke græs, som var blevet skåret ned.

Annabel havde aldrig set manden før, det var hun sikker på. Selvom

der ofte kom folk til Crosswicks Manse for at besøge bedstefar Slade, folk

hun ikke kendte, vigtige folk.

Hun gik ud fra, at den fremmede, der ikke var i arbejdstøj, men i formelt

og en anelse gammeldags tøj, tøj som Winslow Slade kunne have gået med

for flere årtier siden, var en af hendes bedstefars besøgende: måske en pres-

byteriansk præst eller en teo logistuderende, som var vandret ud af dr. Slades

skyggefulde bibliotek for at indånde den friske aprilmorgen; og som måske af

rastløshed havde forsøgt sig med lidt arbejde, med det skarpe lille segl.

”Goddag! Er De en ven af min bedstefar?”

Der var latter i Annabels stemme, ligesom der ofte var en slags let

latter, eller glæde, i hendes ansigt.

Læseren må ikke tro, at den 19-årige Annabel Slade var vant til at hen-


69

vende sig til fremmede mænd, ikke engang i sin bedstefars have; hun var

ikke en dristig pige, og endnu mindre en frembrusende pige, men der var

kommet en slags barnlig opløftethed over hende denne lydefri aprilmor-

gen, hvor hendes forlovelsesring med diamanten – (stenen var slebet fir-

kantet, 14 karat, omgivet af bittesmå rubiner, et arvestykke fra Bayard-fa-

milien) – strålede i solen på tredje finger af hendes slanke venstre hånd.

Da Woodrow Wilson talte kritisk om ”stædige” unge kvinder fra Nord, der

manglede den naturlige ynde, som hans datter Margaret og hans kone, El-

len, der begge var født i Syden, besad, ville han under ingen omstændighe-

der have inkluderet Annabel Slade i den kategori!

Annabel fandt det mærkværdigt, om end ikke alarmerende, at den

mystiske fremmede ikke lod til at høre hende – eller ænse hendes: ”God-

dag?” – da hun med barnlig vedholdenhed anråbte ham igen, skønt hun

også var genert og smilede, som hendes mor kunne have smilet, eller hen-

des bedstemor Slade, i den feminine rolle som værtinde, der byder en gæst

velkommen i sit hjem.

Denne aprilmorgen, flere uger efter Woodrow Wilsons besøg i Cross-

wicks Manse, gik Winslow Slades elskede barnebarn Annabel og plukkede

blomster til husets spisestue. I hendes hænder var en lille buket Narcissus

jonquilla, anemoner og liljer – hvor de dog duftede, liljerne! – Annabel

blev næsten omtumlet. Det virkede sandsynligt, at denne fremmede skulle

spise frokost hos dem, hvilket gav hendes opgave en ekstra presserende

karakter.

Nu kom hun i tanker om, at hun ved morgenbordet havde hørt tale

om, at en udsending fra den højeste instans af den presbyterianske kirke

skulle besøge Winslow Slade. Hans ærinde var at forsøge at sikre sig Wins-

low Slades støtte til en pinagtig retssag om kættere inden for kirkens egne

kredse.

(Stakkels bedstefar! Annabel vidste, at han allerhelst ville pensione-

res helt fra sit tidligere liv, men hans ”tidligere liv” fulgte altid hektisk i

hælene på ham!).


70

Annabel vidste ikke meget om den slags, men hun forstod, at Wins-

low Slade igennem sit mangeårige virke for Kirken fra tid til anden havde

deltaget i den slags lukkede retssager; for kætteri var forfærdeligt og måt-

te bekæmpes ved ondets rod, selvom den slags ubehagelige anliggender

gik ham meget på. Josiah havde fortalt hende, at i den slags handlinger var

deres bedstefar ikke anderledes stillet end enhver ansvarlig protestantisk

præst af sin tid, der var blevet pålagt den mission, at den angelsaksiske kri-

stendoms ”særlige karakter” skulle beskyttes mod ”anarkistiske” angreb,

der opstod både i og uden for Kirken.

”Naturligvis,” havde Annabel sagt til sin bror, lavmælt, så ingen voks-

ne kunne høre dem, ”er det ikke rigtige retssager – der er ingen, der kommer

i fængsel eller bliver dømt til døden, håber jeg!”

”Ikke i vor tid,” sagde Josiah. ”Heldigvis.”

Annabel vidste, at hvor heftige protestanter end var i deres flammen-

de beskyttelse af deres Kirke, var de ikke nær så heftige, eller så blodtør-

stige, som deres romerskkatolske forgængere havde været, for eksempel

under Inkvisitionen eller Trediveårskrigen eller Korstogene.

Så på baggrund af den pæne fremmedes klædning og en vis aura af

dannelse omkring ham konkluderede den uskyldigt naive Annabel Slade,

at Axson Mayte var en gentleman på samme sociale niveau som hende selv:

kort sagt, en ven af hendes bedstefar.

Hvilket, som de historiske annaler vil vise, var en fundamental

fejltolkning.

MEN ANNABEL var begyndt at føle sig mærkeligt til mode, idet den frem-

mede blev stående med seglet i hånden; nu vendte han sig og så på hende,

men uden det mindste spor af overraskelse, som om han hele tiden havde

vidst, hun var der og havde betragtet ham; han smilede, i en slags henført

tavshed, som ingen gentleman nogensinde ville gøre, faktisk som om han

og Annabel var mødtes tilfældigt på et offentligt sted, eller i en dimensi-


71

on, hvor de to køn kan ”mødes” upersonligt, som dyr, uden navne, uden

familier – uden identitet. I det øjeblik kunne Annabel mærke, at hun frøs

og blussede af varme på samme tid, og at hun var nær ved at besvime og

måtte bekæmpe trangen til at skjule sit (brændende) ansigt i den lille buket

blomster, hun havde plukket, så den dristige fremmede ikke ville stirre så

direkte på hende med sit gennemborende blik.

Det var et gyldenbrunt blik, som en bestemt slags facetteret glas.

Det foruroligede hende, at de ikke var blevet præsenteret for hinan-

den, at han ikke havde sagt et ord til hende og alligevel smilede stadig mere

lumsk til hende med sine tynde og dog underligt sensuelle læber.

Jeg vil ignorere ham. Jeg vil gå, som om jeg var alene. Vi bliver præsenteret for

hinanden til frokosten, måske – og ellers er der ikke noget at gøre ved det.

Annabel formåede ikke at forlade haven, hvilket hun godt kunne have

gjort. Hun bevægede sig blot hen i et andet hjørne af den, hvor hun tænkte,

hun ikke ville være så synlig for den mærkelige, dristige besøgende. Her var

et overdådigt bed med vindblæste påskeliljer, der fik hende til at smile, for

hun kom i tanker om et af sine yndlingsdigte, som hun havde lært udenad:

”Og mit hjerte fyldes med lyst, når påskeliljen danser på mit bryst.”

Hvor er der dog stor trøst at hente i rim, når man er urolig, ophidset

eller frygtsom!

Som fortidens digtere meget vel vidste, og som vor vulgære og atona-

le samtids digtere tilsyneladende har glemt.

Desværre for Annabel var hendes bror Josiah ikke hjemme den formid-

dag, ej heller lod det til, at nogen fra The Manse havde lagt mærke til noget.

Annabel kunne ikke lade være med at kaste et blik tilbage på den

fremmede med det lille segl. Hun fik et chok – han betragtede hende stadig.

Han er ubehøvlet. Jeg bryder mig ikke om ham. Dabney ville ikke bryde sig om

ham!

Hvis han kender bedstefar, må han være ældre, end han ser ud til. Hans klæde-

dragt er – gammeldags. Eller måske – er han en af fars yngre forretningsforbindelser

– ”mæglere”.


72

Imens gled den fremmede i retning af Annabel, men ikke på nogen

specielt målbevidst måde. Mere som om han blev tiltrukket, så at sige, af

hende, af en eller anden (ubevidst) bevægelse eller et ønske, der udgik fra

Annabel selv.

Hvorfor ellers det smil? Var det et – genkendelsens smil?

Annabel havde ikke lyst til at afsløre sin uro og modstod trangen til

at flygte, så hun fortsatte med at plukke blomster, selvom hun ikke kunne

lide, hvordan liljerne knækkede mellem hendes fingre og fugtede dem med

en sirupsagtig væske, som hun var nødt til at tage sig sammen for ikke

at tørre af i sin kjole. Og da hun rettede sig op, en anelse omtumlet, som

om hun var sulten, så hun til sin overraskelse, at den fremmede på en eller

anden måde havde nærmet sig hende; han kunne ikke være mere end fire

meter væk nu, selvom Annabel et øjeblik forinden kunne have svoret, at

han var helt ovre i den anden ende af haven.

Jamen, han har bevæget sig i stilhed, tilsyneladende uden at sætte fodspor.

Nu turde Annabel kigge mere åbent på den fremmede: Som hun

havde antaget, var han måske i begyndelsen af 30’erne; han var højere end

middelhøj, lige så høj som hendes bror; smal om skuldrene, med et ædelt,

velformet hoved og meget mørkt, silkeblødt, tætkrøllet hår. Hans hud var

måske en anelse grov, teinten var en pudsig mørk oliven, men indeholdt

samtidig en behersket slags bleghed, som om han ikke var helt rask un-

der sit robuste, maskuline ydre. Hans øjne var store og på én gang lade

og gennemborende; de besad en heftig topasfarvet glød, som ikke blev

skjult, men snarere fremhævet af de dybe øjenhuler omkring dem. Panden

var fremtrædende, øjenbrynene kraftige og sorte i den nuance, man kalder

ravnsort; tænderne var små og perlemorsagtige, næsten overdrevent hvide

og regelmæssige – bortset fra én fortand, der stak lige en anelse ind bag

sine artsfæller og gav et nærmest kødædende indtryk.

Selvom den fremmedes klædedragt fremstod smagfuld – et let, mør-

keblåt jakkesæt i silke og uld, brede skulderpuder og en jakke, der var stram

om livet; hvid kjoleskjorte med sølvmanchetter, stribet slips, pudsede sko


73

– så begyndte Annabel alligevel at synes, at den mystiske fremmede på en

eller anden måde virkede udenlandsk, eksotisk. Måske en persisk prins, der er i

eksil i Amerika; eller en fra den hebraiske race – for er der ikke noget ædelt og melan-

kolsk over ham? Og hans øjne – jamen, det er jo basiliskøjne!*

Beskrivelser af kvindelig skønhed er trættende og ofte lidet overbevi-

sende. Er en ung kvinde virkelig så smuk, som hendes beundrere hævder?

Ville Annabel med sine konventionelt kønne, behagelige træk – hendes

* Annabel Slades overraskende ord er uden tvivl en gåde for læseren, som de også ind-ledningsvis var en gåde for mig. Jeg bør derfor bemærke, at, så vidt jeg har kunnet spo-re, havde den unge kvinde aldrig haft personlig lejlighed til at observere ”udenland-ske” eller ”eksotiske” individer, hverken mænd eller kvinder; men hun havde været en ivrig læser af mange bøger af mere fantasifuld, romantisk art end dem, hendes bror Josiah læste, nemlig Brontë-søstrenes romaner, hvoraf hendes favorit igennem længe-re tid havde været Stormfulde højder, foruden digte af Byron og Shelley; hun havde hørt om en legendarisk koloni af russiske og polske jøder – Alliance Israélite Universelle – som havde bosat sig i Woodbine, New Jersey, nogle år forinden. (Denne bosættelse var også blevet truet af fanatikere iklædt hvide lagner, der skulle skjule deres identitet: det var meget muligt, at disse anonyme skikkelser var naboer til kolonien, foruden lo-kale politibetjente. Der blev brændt et kors som advarsel; da advarslen ikke blev fulgt, blev der den følgende aften sat ild til Alliance Israélite Universelles hovedhus, og hu-sets beboere måtte flygte ud i det vindblæste mørke til en skæbne, jeg ikke kender – episoden, eller episoderne, blev ikke beskrevet særlig detaljeret i samtidens aviser). Hvad basiliskreferencen angår – hvor besynderligt, at en ung, jomfruelig kvinde fra en højst beskyttet baggrund skulle gribe til netop dette usandsynlige – og væmmelige – billede, for firbenet af arten Basiliscus holder til i de mere tropiske dele af det amerikanske kontinent, ikke i midten af New Jersey. Men forleden, da jeg gennemgik en kasse med gamle og skimlede bøger i mit arbejdsværelse, stødte jeg på Borgen i Kashmir – en bør-nebog udgivet af Lippincott Publishers i 1884, der engang har tilhørt Annabel Slade og hendes bror Josiah; begge deres navne står på titelbladet. (Det var et afsindigt lykketræf, at jeg kunne købe denne kasse med bøger, blandt andre skattede objekter, på en auktion over et dødsbo i Hopewell for blot otte dollars!). På forsiden af denne slidte lille billedbog er der en (falmet, men stadig slående) illustration af en ung ridder på sin ganger, der kæmper mod den legendariske afart af basilisken, eller dragen, der har grusomme kløer og tænder og ildsprudlende gab og øjne som skarpe topaser: netop som Axson Maytes blik; som Axson Mayte netop er den fysiske inkarnation af det dæmoniske – hvilket stakkels Annabel ikke havde nogen anelse om på det tidspunkt.


74

genert nedslagne blå eller dybviolette øjne, hendes perfekt formede læber,

uberørt af kosmetik, hendes næse, Slade-familiens romerske næse, men en

opstoppervariant – have været en så tiljublet Prince ton-skønhed, hvis hun

blot havde været datter og barnebarn af nogle af byens almindelige indbyg-

gere? Hvad er egentlig forskellen mellem at være smuk og køn – mellem det

sjældne og strenge og banaliteten? Det ligger ærlig talt uden for mine evner

som forfatter at fremmane Annabel Slades yndefulde og ukrukkede charme,

medmindre jeg påkalder mig billedet af liljen – den mest udsøgte forårs-

blomst med de skrøbelige, kannelerede blade og det lillebitte centrum, der

nærmest ikke kan ses med det blotte øje, og den tenderende-det-skarpe

parfume, med den iboende kviksølvessens af foråret: frisk, uplettet, jom-

frunalsk.

For hvis skønhed ikke er jomfrunalsk, er den tilsølet. I Prince ton i 1905

blev den påstand holdt i hævd som en kærlighed til og frygt for den prote-

stantiske Almægtige.

Året forinden var Annabel ”debuteret” ved en række baller og fester

på Manhattan, i Philadelphia og Prince ton; man sagde om hende, som man

måske siger om så mange debutanter, at hun var den smukkeste fra sin år-

gang, foruden, for at sige det ligeud, den mest velhavende. (Slade-familiens

velstand var knyttet til jernbaner, ejendomme og bankvæsen; i nogle årtier

i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, indtil nogle mo-

ralsk anfægtede Slades insisterede på at investere andetsteds, var formuen

også vokset betydeligt på grund af slavehandel. Selv efter at formuen var

blevet fordelt blandt mange arvinger, var det en af det 19. århundredes store

formuer, idet den nærmest var blevet fordoblet i den periode, der blev kendt

som den gyldne tid. Men hverken Annabel eller hendes bror Josiah tænkte

meget over Slade-formuen, ikke engang deres formodede arv, som de i lige

så høj grad tog for givet som den luft, de indåndede, der ikke var som den

grove og forurenede lugt i Trenton, New Brunswick eller Newark).

Annabel var berømt for sit milde sind. Hun kunne ikke bære at høre

ondt om nogen og blev ofte nedslået, hvis der faldt et uvenligt eller tanke-


75

løst ord i hendes nærhed; eder og ukvemsord af den slags, som opstemte

studerende griflede på murene med kridt, så alle og enhver kunne se dem i

det klare dagslys, rystede hende i hendes grundvold, som havde det været et

personligt angreb. (Skønt Annabel heldigvis kun havde en meget vag anelse

om, hvad disse grove ord og udtryk egentlig betød).

Ligesom den naive unge kvinde kun havde en vag anelse om, hvad der

lå i at udveksle den slags blikke og være genstand for den slags smil fra en

mand, hun aldrig havde set for sine øjne før i netop denne stund.

Derudover var Annabel strengt religiøs. Hun kunne ikke have gjort

nøjagtigt rede for, hvorledes hendes presbyterianske tro adskilte sig fra an-

dre protestantiske trosretninger, eller (ud over de mest åbenlyse forskelle)

hvorledes den adskilte sig fra katolicismen, en gammel og frygtet fjende;

selvom hun for længst var vokset fra den barnlige opfattelse af, at Winslow

Slade var Gud, nærede hun i sit hjerte en urokkelig tro på, at hendes bedste-

far var en af sin generations få udvalgte; uden tvivl havde hendes bedstefar

bragt utallige mennesker, heraf mange alvorlige syndere, til Jesus Kristus

og til frelse. Ulig den mere markante og ”åbenmundede” kvindetype – så-

som Annabels veninde Wilhelmina Burr – ville Annabel aldrig have ønsket

at diskutere så fashionable emner som, hvorvidt Biblen skal forstås bogsta-

veligt eller symbolsk, eller hvorvidt den er en åbenbaring eller et historisk

dokument, med ”fritænkerne” i sin omgangskreds i Prince ton. Disse kon-

stant mere foruroligende nye teorier, der udsprang fra darwinister, marxi-

ster, bolsjevikker, anarkister og andre ateistideologier, var dybt forvirrende

for Annabel, som ikke kunne forestille sig, hvordan nogen kunne have lyst

til at forsvare den slags overbevisninger, der manglede enhver form for god-

hed og trøst. I hendes familie blev det betragtet som upassende for kvinder

at beskæftige sig med den slags – ”ikke at opføre sig som en dame” var en

meget streng dom. Med digterens ord:

Vær god, skønjomfru, og lad andre om at være kloge!


76

Ordene var broderet på Annabels håndsyede puder og udtrykker en op-

fattelse, der, efter min overbevisning, er lige så stærk i dag, som den var

dengang.

Annabel havde været en fremragende elev på Prince tons pigeskole og

ligeledes på den toårige collegeuddannelse for kvinder på Kingston Acade-

my i den nærliggende by Kingston, New Jersey; hendes stærkeste fag var

poesi, kunst og kalligrafi; når hun fantaserede om en uafhængig karriere,

kunne hun godt lide at se sig selv som en artiste af en eller anden art, der for

eksempel tegnede omslag til børnebøger eller lavede original kunst til børn,

eller, mere ambitiøst, illustrerede sine egne digte i små, udsøgt designede

bøger som dem af Elizabeth Oakes Smith, Mary Anne Sadlier og den vid-

underligt kryptiske Emily Dickinson, som var død i 1886, samme år som

Annabel blev født (Annabels favorit blandt disse digterinder, skønt hun

forstod, at det litterære parnas anså Dickinsons digte for at være ”primi-

tive” og uden ”feminin følelse”). Hun havde ikke brudt sig om matematik,

naturvidenskab, historie – ”så forkrøblet af fakta! Og fakta er det mindst

afslørende af alle aspekter af vort liv.”

Alligevel havde Annabel fået pæne karakterer i de fag, hun nærede

uvilje imod, for selvom hun ikke var ivrig, var hun alligevel dygtigere end

størstedelen af de andre unge kvinder i sin klasse.

På denne hverdagsmorgen i april var Annabel ikke prangende på-

klædt; skønt hun under sine klæder, på sin i forvejen slanke krop, bar et

korset, der var snøret ind, så hendes smalle talje virkede endnu smallere,

og så hun knap kunne trække vejret; dette ubehageligt begrænsende stykke

undertøj havde hun fået påbudt at gå med, siden hun var 14, da hendes

urolige ældre familiemedlemmer havde bemærket, at hun var ved at udvikle

kvindelig barm og hofter.

Selvom det ikke var en regnfuld dag, bar Annabel et ”regnskørt” af ly-

seblåt flannel og bomuld; en nederdel, der var moderne på det tidspunkt, og

som nåede ned til skoene, perfekt til regnvåde dage, men også sømmelig nok

til at gå med som uformel klædedragt hjemme. Hendes hvide silkebluse hav-


77

de smarte pufærmer med stramme manchetter og hele 25 perlemorsknapper

foran; hendes lille bolerojakke var af lysegult, quiltet bomuld; hendes strå-

hat, som hun klogelig havde på i solen, var kantet med et grønt satinbånd,

der var bundet i en sløjfe under hendes hage. Eftersom Annabel skulle se sin

forlovede Dabney Bayard senere samme dag, havde hun, med hjælp fra en af

de yngre negertjenestepiger, sat sit silkebløde hår op i en pompadourfrisure

med adskillige små krøller omkring. Annabels hår var lysebrunt og kunne

se helt lyst ud i en bestemt belysning; det blev holdt på plads af dekorati-

ve hårkamme af rav, der engang havde tilhørt hendes bedstemor Oriana, en

kvinde, der havde forladt denne verden, længe før Annabel blev født.

Hendes lyse hud var for sart til selv aprilsolens stråler, så Annabel

havde sat sin stråhat helt ned i panden; alligevel må det antages, at Axson

Mayte, der stirrede så åbenlyst på hende, som om hun var et eksotisk dyr

på en udstilling, kunne se, hvor slående køn hun var, og hvor skrøbelig, li-

gesom de liljer hun holdt i sine hænder.

Pludselig lød der en svag hvisken fra blomsterbedet ved Annabels

fødder – Annabel, Annabel! I sin forvirring tænkte Annabel: Det er bedstemor

Oriana. Hun er bekymret for sine ravkamme, hun fortryder, at hun lod mig arve dem.

(Hvilket var en pudsig tanke, eftersom Annabel ikke havde kendt sin

bedstemor, som var død mange år før hendes fødsel; hun havde heller ikke

kendt sin bedstefars anden kone, Tabitha).

Men et øjeblik senere havde Annabel glemt den hvisken. Så distra-

heret var hun af den fremmede i hendes bedstefars have, at hun ikke rigtig

kunne koncentrere sig om andet. At hun ikke havde vendt sig bort fra man-

den med seglet og var marcheret op til huset, som hun havde haft rig lej-

lighed til, lod til at opmuntre ham; han smilede stadig, og hans tungespids

spillede om hans læber, da han igen trådte frem i én glidende bevægelse og

nu var blot halvanden meter fra hende.

Nu ville han da vel ikke tale til hende? – nej, det gjorde han ikke.

Annabel løftede sin buket blomster, og med en gestus som et barn,

der leger voksen, antydede hun, at hendes gæst skulle lægge mærke til,


78

hvad hun lavede, og at det var vigtigt, og ikke opholde hende længere; højt

mumlede hun, så hendes gæst skulle høre det – eller ikke – ”Jeg har allere-

de været alt for længe om det.” Over dem var den soloplyste himmel ved at

blive plettet af regnskyer; en enorm tommelfinger og pegefinger rakte ud og

slukkede for solen. Men af en eller anden grund, som om hun var lammet,

vendte Annabel sig ikke om igen, og atter syntes den indtrængende hvisken

Annabel, Annabel at stige op fra blomsterbedet ved hendes fødder.

Så – bogstavelig talt på et øjeblik – stod herren foran hende. Der var

kun få centimeter imellem dem. Nu virkede han som en af Winslow Slades

udsendinge-gæster, på en kirkelig mission, der åbenbart måtte holdes hem-

melig for resten af familien, som blot var læg-presbyterianere i troen. Af

ren og skær fnisende nervøsitet har Annabel muligvis mumlet ”G-goddag”

eller ”God formiddag” – hvilket bevirkede, at herren langt om længe brød

sin tavshed. For nu bukkede han for anden gang, med en slags ivrig stivhed,

og erklærede, at hans navn var ”Axson Mayte, fra Charleston, South Caroli-

na” – ”en ven af Winslow Slade” – ”overmåde begejstret, chère mademoiselle,

for at have fået lejlighed til at gøre Deres bekendtskab.”

Her fremstammede Annabel sit navn, for hun kunne ikke komme i

tanker om en høflig måde at undgå det på: ”Jeg er – dr. Slades barnebarn –

Annabel Slade …”

Den besøgende greb Annabels hånd og bøjede den, som om han ville

kysse den på den tyske måde – der knap var andet end en høflig gestus,

hvor læberne ikke reelt rørte håndryggen – men Annabel mærkede aftryk-

ket af et betydeligt, lidenskabeligt kys; hun var sikker på, hun havde mærket

den bagudstræbende fortand mod sin sarte hud. Og hun havde lugtet den

fremmedes ånde – harsk og tør som aske.

I det øjeblik var det, som om hun skælvede helt ind til marven, og sa-

tinbåndet under hendes hage føltes foruroligende snært, ligesom korsettet,

der nok var blevet snøret for stramt den morgen af Harriet, den panderyn-

kende negertjenestepige, som lod til både at holde af sin lyshudede protegé

og at være permanent fornærmet på hende. Annabel var halvvejs besvimet,


79

men gjorde sig alligevel den tanke: Skal jeg nu betale for min forfængelighed! Åh

Gud, vær barmhjertig.

Hvis Axson Mayte fra Charleston, South Carolina, havde bidt mærke

i Annabels skælven, skjulte han det godt; for han var en glat herre, med

sine skarpe, dybtliggende øjne og de blikke, han kastede ud af øjenkrogen,

som formåede at virke ironiske og længselsfulde på en gang. Med sit segl,

hvis klinge var grusomt skarp, så Annabel med et gys, skar han nu et dusin

friske blomster til hende: påskeliljer, små iris, kostfuglemælk, pinseliljer –

som han derefter gjorde et stort nummer ud af at overrække hende med

endnu et alvorsfuldt buk.

”Åh! Tak, sir.”

Annabel følte ikke, hun havde andet valg end at tage imod blomster-

ne, selvom saften dryppede fra deres afskårne stængler og plettede hendes

regnskørt med små plamager; hun havde ikke andet valg end at takke mr.

Mayte, for han var meget venlig, og galant, det kunne hun tydeligt se, så

galant som nogen gentleman fra Prince ton.

I hvert fald mere galant end hendes forlovede! For Dabney kunne

være studs og opfarende, når han og Annabel var alene uden ældre fami-

liemedlemmer til at vogte over dem; Dabney kunne frustrere Annabel med

paradokser, som hun ikke vidste, om han mente alvorligt eller drillede hen-

de med: ”Synes du? Dit ansigt ligner virkelig en dukkes – en malet porce-

lænsdukkes.”

Annabel bemærkede lettet, at Axson Mayte havde fjernet sig fra det

skarpe segl og skødesløst ladet det ligge i græsset.

Der ville gartneren finde det – eller måske Annabels mor, Henrietta,

der ”ordnede haven”, når vejret var behageligt, i bede, der allerede var luget

og gødet af tjenestefolkene.

Annabel smilede i en forvirret slags lykke. Eller – måske var det blot

nerver, ubehag. Så mange forårsblomster, nogle af dem faldt ud af hænder-

ne på hende. Impulsivt valgte hun en langstilket lilje og rakte den frem mod

Axson Mayte, så han kunne putte den i knaphullet.


80

”Til Dem fra Crosswicks Manse!”

Mayte virkede oprigtigt overrasket over hendes gestus; han takkede

hende varmt og overstrømmende. ”Fra dybet af min sjæl, chère mademoiselle,

takker jeg Dem – De er alt for venlig – faktisk kan De slet ikke vide, hvor

venlig De er – en sjælden egenskab hos damer af Deres stand, siger min

erfaring mig.”

Selvom Maytes ord var smigrende, eller skulle forestille at være det,

opførte manden sig derefter på en mærkelig, grov facon: han forkortede

liljestænglen ved at smække sine stærke tænder i den, helt oppe ved blom-

sten, og bide hårdt sammen, så den kunne passe til hans knaphul – hvor

den faktisk så vældig slående ud.

”Vil De, mademoiselle …?”

Med sine mindst 180 centimeter ragede Axson Mayte højt over An-

nabel og bød hende sin arm, som hun tøvende tog imod, så han kunne

eskortere hende op til The Manse, hvor selveste Winslow Slade nu stod

på verandaen ud mod haven og vinkede og kaldte indtrængende ned mod

dem.


81

D A T T E R E N S Å N D

Nu kommer vi til Forbandelsens første offentlige manifestation, søndag

morgen den 20. april 1905 – bortset fra at denne episode hidtil ikke

har fået nogen som helst historisk opmærksomhed, ligesom ingen af ho-

vedpersonerne vidste, eller kunne have gættet, hvad synet af Datterens Ånd

var et varsel om.

Dette er, hvad synet varslede for folk som Slade-familien og løjtnant

Dabney Bayard, som formentlig troede, de blot var tilskuere, forbløffede og

medfølende vidner til ekspræsident Grover Clevelands mentale sammen-

brud.

Dette kapitel, der gerne skulle blive kort, er af afgørende betydning

for min beretning og svært at skrive – tror jeg – for indtil nu har de begi-

venheder, jeg har sat i scene, udspillet sig mellem to personer; nu forsøger

jeg mig med en større kreds af dramatis personae og må forsøge at antyde

over for læseren, uden at være overdrevent direkte, nogle af de følelsesmæs-

sige subtiliteter, der eksisterede blandt de unge mennesker Josiah, Annabel

og Annabels forlovede, Dabney Bayard.

(Og dog vil visse læsere hævde, at beretningen er for subtil. Mens an-

dre vil hævde, at den ikke er subtil nok).

Denne formiddag, efter søndagens gudstjenester i Prince ton, tog et

selskab på godt en snes mennesker hen til ”det gamle Craven-hus” på Ro-


82

sedale Road, der for nylig var blevet erhvervet af Slade-familien, da ejen-

dommen og dens grund på flere tønder land grænsede op til Crosswicks

Manse, hvis grund nåede helt derned fra Elm Road; overraskelsen var, at

den ældre Slade-generation gav det unge par Craven-huset i bryllupsgave,

så de kunne flytte ind umiddelbart efter deres bryllupsrejse til Italien.

Jeg har selvfølgelig set billeder af ”det gamle Craven-hus”, som blev

revet ned for at give plads til en større og mere imponerende landejendom

på højden af det økonomiske opsving i 1920’erne. Dengang Slade-familien

og deres selskab nærmede sig huset, blev det betragtet som et lille ”begyn-

derhus”, selvom det indeholdt hele 20 værelser og havde 12 høje, smalle

vinduer ud mod gaden, omkranset af sorte skodder; det stejle tag var lavet

af hollandske kakler. Så stort et hus, med en imponerende facade af Boon-

ton-kalksten – (tilfældigvis fra Slade-familiens stenbrud i Boonton) – ville

de færreste læsere omtale som et ”begynderhus”, medmindre de kendte de

riges lunefuldheder ud og ind.

Senere fik huset et ironisk eller måske endda helt misvisende øge-

navn – ”det gamle Bayard-hus” – selvom hverken løjtnant Bayard eller

hans brud Annabel nogensinde kom til at bo i huset, endsige tilbringe så

meget som en nat under dets tag. I 1905, hvor denne beretning finder sted,

var huset stadig opkaldt efter sin oprindelige ejer, revolutionshelten major

Dunglass Craven, der, som George Washingtons nærmeste rådgiver, afslø-

rede spionen Andrés rænkespil og bevirkede, at han blev henrettet.

Det var et muntert og meget velklædt selskab, der kørte ud fra Prince-

ton i flere køretøjer beklædt med lyserødt kornel for at tage hen og spise

brunch i huset, hvor køkkenpersonalet fra Crosswicks Manse ville være til

stede, idet disse havde måttet medbringe porcelæn, bestik, borde, stole og

linned samt en enorm mængde mad og drikke fra Crosswicks til det (tom-

me) hus. Så vidt jeg har kunnet bedømme ud fra forskellige dagbøger og

breve, bestod selskabet af Grover og Frances Cleveland, Pearce og Johanna

van Dyck, Edgerstoune og Amanda FitzRandolph, Ezra og Cecelia Bayard

(Dabneys onkel og tante), dr. Aaron Burr III og hans kone Jennifer samt


83

datteren Wilhelmina (der skulle være Annabels brudepige), pastor Natha-

niel FitzRandolph (der havde været den primære pastor ved Prince tons

First Presbyterian Church, siden Winslow Slade trak sig tilbage) samt mrs.

FitzRandolph og pastor Thaddeus Shackleton, leder af Prince tons teo-

logiske fakultet, foruden forskellige medlemmer af Slade-familien – Wins-

low og hans søn og svigerinde, Augustus og Henrietta, og Copplestone og

Lenora Slade, Annabels onkel og tante, og deres unge søn, samt Annabel og

Dabney, og Annabels bror Josiah.

“Bedstefar! Du er så gavmild! Du gør os glade som børn – vi ved

knap, hvad vi skal sige …”

Således udbrød Annabel, da hun så huset med dets noget alvorlige og

sågar intimiderende ydre; de tunge hollandske kakler, der lignede en lavine

i sin vorden; alligevel gav græsset, der var begyndt at blive grønt, og de alt-

overskyggende elmetræer og egetræer, der netop var begyndt at få blade, et

pittoresk indtryk, som et hus i et eventyr. Løjtnant Bayard fremstammede

også sin taknemmelighed; han havde tabt noget af sin sædvanlige kølige ro

ved synet af ejendommen, som snart skulle overdrages til ham.

Efterfølgende kom det frem, at Dabneys far og hans onkel og tante

havde været involveret i diskussionerne om købet af huset, inden Slade-fa-

milien havde gjort den endelige handel. Men Dabney selv havde ikke gæt-

tet noget – planen havde været holdt hemmelig for ham og ligeledes for

Annabel.

(Dog var Dabney en ung militærofficer, der ikke var helt tabt bag en

vogn, så han havde formentlig regnet ud, at den velhavende Slade-familie

ville give deres kære Annabel og hendes brudgom en gave, der var på linje

med deres kærlighed, og deres velstand).

Men konfronteret med ”Craven-huset” denne solbeskinnede morgen

i april, midt i et selskab af joviale velyndere, virkede Dabney dog temmelig

overrasket og lettere mundlam. En voldsom rødmen farvede hans ansigt,

og hans øjne fik også besøg af en eller anden væske, som han stjålent fejede

væk med det yderste af sine fingre.


84

Stemningen på denne udflugt var let, beundrende og festlig, for for-

årsdagen var fuldkommen, og stenhuset med dets håndblæste, blyindfat-

tede vinduer og dets glasfrise omkring fordøren fremstod som det perfekte

sted for ”det nygifte par”. Lyden af ordene ”det nygifte par” fik Annabel

til at rødme og Dabney til at smile akavet; selvom Annabel næppe kunne

have undgået at lægge mærke til et vist forbehold hos sin bror Josiah og en

tilsvarende utilpashed hos Dabney, da de tre unge kort efter tilfældigvis be-

fandt sig alene sammen i et af værelserne i stueetagen, mens det øvrige sel-

skab var gået ovenpå for at beundre de mange soveværelser og den storslå-

ede udsigt fra hvert eneste vindue. (De fleste af værelserne var selvfølgelig

tomme, men Annabels mor Henrietta havde været henne i huset adskillige

gange med et følge af tjenestefolk i det hemmelige ærinde at ”dekorere”

huset på en midlertidig facon. Den egentlige indretning og møblering ville

man overlade til det nygifte par).

”Hvor udsøgt! – hvor utrolig yndigt! Jeg bliver helt misundelig på det

unge par” – mrs. Clevelands kraftige sopranstemme blev båret ned ad trap-

pen – ”huset er en ren tavle – som de kan gøre til deres eget. Ulig det hus, jeg

trådte ind i som ung brud …” (Mrs. Cleveland refererede her koket til Det

Hvide Hus, som hun havde gjort så ofte før: Hun var blevet gift med den

langt ældre præsident Cleveland i østfløjen af Det Hvide Hus, en ung pige,

der kun lige var blevet færdig med skolen).

Og derpå hørte man Grover Clevelands dundrende stemme, som en

slags munter ripost: ”Kære Frances! Du har overkommet den indledende

udfordring, det er ganske vist. Mange gange siden!”

Måske var det en slags stædig undselighed, der havde fået de tre unge

mennesker til at blive tilbage. Dabney Bayard, rank og flot i sin paradeuni-

form, gjorde et forsøg på at indlede en pseudomaskulin samtale med Josiah

Slade om et eller andet emne: New York Highlanders mod rivalerne Cin-

cinnati Reds, begge hold i forhold til Boston Americans; heste, med mere

håbefuld mine, for Dabney var bidt af heste; samt præsidentens seneste ud-

skejelser – for Teddy Roosevelt var stolt blevet fotograferet med et udvalg


85

af døde dyr for sine fødder – vilde får, bisonokser, rådyr og pumaer fra en

overdådig jagtekspedition ude vestpå; Teddy truede også med at invadere

Venezuela, der misligholdt sin gæld (”Så kan Dagos få at se, at de er nødt

til at opføre sig ordentligt”*); Teddy optrådte i nærmest enhver udgave af

ethvert dagblad, grinende ud mod fotografen og med lyset glimtende i sine

briller, mens han udbasunerede fordelene ved den imperialistiske Roose-

velt-doktrin over for Monroe-doktrinen.

Løjtnant Bayard var især interesseret i at diskutere de ”ulovlige” mi-

nestrejker i det østlige Pennsylvania, der på det seneste havde fået stor op-

mærksomhed i pressen. Hvor det kløede i Dabney for at blive involveret i en

eller anden intervention fra det amerikanske militærs side! (Den morgen

havde pastor FitzRandolph fra prædikestolen hentydet til de “anarkistiske

og ateistiske krænkelser”, som Forbundet af Amerikanske Minearbejdere

havde udsat mineejerne for og dermed også det ”lovlydige amerikanske bor-

gerskab”). Men selvom Slade-familien på Crosswicks havde investeringer i

miner i Pennsylvania, foruden tekstilfabrikker i New Jersey og Pennsylva-

nia, og Josiah derfor måtte forventes at være på linje med Dabney og hans

antipatier, trak han blot ligegyldigt på skuldrene og holdt sig ligesom for sig

selv, mens Annabel stod rødmende ved sin forlovedes side og ikke vidste,

om hun skulle være vred eller skuffet over sin brors uforskammethed.

(Josiah kunne ikke vide, at Annabel selv samme morgen tilfældigvis

havde overhørt en kort samtale mellem ham og deres mor, Henrietta; og at

Annabel var blevet såret over at høre Josiahs påståede indifference over for

den planlagte udflugt. Josiah havde sagt, at hvis han tog med, var det kun for

at gøre hende og de ældre Slade-familiemedlemmer glade, for han tvivlede

på, at hans søster ville lægge mærke til, om han var med eller ej, siden hun

var så optaget af sine bryllupsplaner).

* Dette citat fra Teddy Roosevelts brev til sin udenrigsminister John Hay var ikke, for at være helt nøjagtig, offentligt kendt i april 1905 og blev først afdækket af historikere mange år efter hans død i 1919.


86

Hvad mon der var galt, tænkte Annabel; hvorfor kunne de ikke alle tre

opføre sig naturligt i hinandens selskab? Før det gik op for Josiah, at Dab-

ney Bayard var ”interesseret” i Annabel, havde han virket, som om han syn-

tes godt om den robuste unge mand; de havde fulgtes til fodboldkampen

mellem Prince ton og Yale forrige efterår, sammen med et støjende selskab

af andre unge mænd fra Prince ton. Men Josiah havde snart gennemskuet

Dabneys grunde til at besøge Crosswicks og var begyndt at trække sig fra

ham, selvom han var for høflig, eller på en måde for genert, til at tale med

Annabel om sine eventuelle forbehold over for Dabney.

Annabel ville ønske, at hendes veninde Wilhelmina var blevet neden-

under sammen med dem på dette afgørende tidspunkt. Men Wilhelmina –

”Willy” – havde været den første, der spænede ovenpå for at få en uformel

rundvisning i huset.

Siden begyndelsen af april var Annabel ofte blevet tavs, når hun og

hendes forlovede var alene sammen: For deres romantiske bekendtskab var

formet af fester og selskaber, og ingen af dem lod til at mestre den ”nære

samtale”. Hvad talte man om, når der ikke var andre, der hørte det? Og

Annabel var også begyndt at fornemme, at selvom han kom fra en gammel

Virginia-familie, var han ikke altid så velopdragen og tålmodig; hun havde

grund til at tro, at han var temmelig opfarende, for hun havde hørt ham tale

skarpt til tjenestefolk, tjenere og den slags; han havde selvfølgelig aldrig talt

skarpt til hende, men til tider havde hans bemærkninger en undertone af

let ironi, som fik hende til at tænke på de unge, grønlige torne på hendes

mors bedste rosenbuske, der så harmløse ud, men kunne gøre en hel del

skade, hvis man ikke var forsigtig.

Hvad løjtnant Bayards temperament angik, tænkte Annabel: Han ud-

trykker blot sin natur. Han er mand, og han er soldat.

Men selvom Dabney optrådte selvbevidst, var han ofte utilpas i sel-

skab med Josiah Slade, som var 24 og dermed to år yngre end ham selv,

men ofte virkede mere selvtilstrækkelig, og hvis tavshed gjorde Dabney

usikker og fik ham til at tale endnu mere og måske mere brovtende, selvom


87

han normalt ikke var en brovtende person, mente han selv – alle vidste, at

de mest imponerende officerer var dem, der forblev fåmælte, mens andre

udbredte sig om deres bedrifter.

Der var en akavethed imellem dem, fordi Josiah Slade var blevet op-

taget på West Point efter sin eksamen fra Prince ton – men kun havde gået

der i fire måneder. Pludselig havde han annonceret, at han holdt op, hvor-

efter han havde rejst rundt ovre vestpå i flere måneder, før han kom hjem.

(Når han blev spurgt om, hvorfor han havde forladt West Point i utide, efter

at have været så begejstret for at skulle gå der, sagde Josiah med et skul-

dertræk, at han havde fået rigeligt af at ”marchere i uniform” for resten af

livet). I de måneder, hvor han havde rejst i Wyoming, Utah, Idaho og det

nordlige Californien, havde ingen i familien haft noget klart billede af, hvad

Josiah foretog sig. Som en kærlig søn skrev han hjem hver uge, om end

kortfattet, for at forsikre sin familie om, at han var ved godt helbred.

Så Dabney Bayard havde tit svært ved at konversere med sin forlo-

vedes bror. Hvor var det ubehageligt, og hvor var det irriterende! – for den

unge Bayard, der havde tætklippet, kastanjebrunt hår i bølgende krøller,

lange øjenvipper og let til smil, var vant til at blive beundret af kvinder og af

folk, der var ældre end ham, men han længtes blot efter at blive beundret,

eller i det mindste accepteret af unge mænd på sin egen alder og af sin egen

stand, mænd som Josiah Slade.

”Er der en grund til, at du ikke kan lide Dabney?” Det spørgsmål hav-

de Annabel genert stillet til sin bror, men Josiah havde svaret, med en så op-

rigtig mine, som han kunne mønstre: ”Nej! Nej, slet ikke. Det, der betyder

noget, Annabel, er, om du kan lide ham.”

Det var et forblommet svar, som Annabel ikke vidste, hvordan hun

skulle tyde. Men hun havde lagt mærke til sin brors ordvalg: det intetsigen-

de ”kan lide” frem for det stærkere ”elsker”.

Og hvad med Josiah Slade? Hans væsen er så komplekst, og så mod-

sætningsfyldt og problematisk, og så ”skæbnesvangert”, kan man vel lige

så godt sige, at jeg ikke føler mig kvalificeret til at analysere det her, ligesom


88

jeg ikke ville føle mig kvalificeret til at analysere Shakespeares Hamlet-ka-

rakter, som Josiah nogle gange minder mig om. En ung mand med bræn-

dende lidenskaber, der bliver overvundet af for meget cerebral aktivitet; en

ung mand af ”rang”, der ikke føler sig hjemme i samfundet; en ung mand,

der betræder en skæbnebestemt vej – uden at ane, hvad hans skæbne er.

Siden Augustus Slade havde accepteret Dabney Bayards anmodning

om Annabels hånd og dermed indirekte sagt farvel til den lille bataljon af

bejlere, der havde været på nippet til at gøre det samme, havde Josiah opført

sig mærkeligt – lunefuldt. Men da Annabel nærmede sig ham med sit tø-

vende spørgsmål, havde han virket stiv over for hende, og undvigende: ”Du

må følge dit hjerte, Annabel. Og Fader har sagt ’ja’ – det kan kun være op til

dig at fastholde forlovelsen.”

Fastholde forlovelsen! Annabel lo, temmelig såret; som om det at gifte

sig med Dabney Bayard var en eller anden militæraktion.

Selvom Josiah var fem år ældre end Annabel, og ikke altid havde haft

meget tid til overs til sin lillesøster, da de var børn, havde han altid været

glad for hende og beskyttende. Selvom han af natur var udiplomatisk og

lettere utålmodig, havde Annabel altid følt, at Josiah elskede hende højt.

(Ligesom han elskede, eller prøvede at elske, deres altid energiske og på-

trængende lille fætter Todd, der nu var 11). Men da Annabel prøvede at tage

Josiahs hænder i sine (åh, hvor var de store, hvor stærke og muskuløse),

trak han sig væk med en panderynken, og da hun tiggede ham om ikke at

have hemmeligheder for hende, ligesom da de var børn, sagde han med et

ligesom fortrædeligt smil: ”Men Annabel, du må da have indset – at vi ikke

er børn længere.”

MENS SLADE-FAMILIENS mange gæster gik fra værelse til værelse oven-

på i højt humør, blev Annabel, Josiah og Dabney Bayard ved med at stå

temmelig akavet foran den tomme pejs i en af stuerne nedenunder; der var

ingen aske at se, men nogle temmelig små brændestykker, der lå som tørre


89

spåner. Desperat sagde Dabney: ”Jeres bedstefar Winslow er virkelig et be-

mærkelsesværdigt menneske – det er sandt, hvad man siger om ham. Og

han har været så generøs …” Annabel samtykkede, men Josiah gryntede bare,

som om den intetsigende replik ikke krævede et alvorligt svar.

Annabel prikkede stjålent sin bror i ribbenene. Hun så på ham ud

af øjenkrogen, som om hun tiggede: Vær nu ikke uhøflig. Lad nu være med at

ødelægge denne glade dag.

Seks uger før sit bryllup havde Annabel aldrig været smukkere, som

hun stod der med let blussende hud og fugtige violblå øjne og en under-

læbe, der dirrede af ophidselse. På denne søndagsbrunch i ”det gamle

Craven-hus” – der snart skulle være de unge menneskers ”begynderhus”

– havde hun en ny kjole på af cremefarvet crepe de chine med masser af

flæser, højeste mode; hendes hat var ødselt pyntet med fjer og matche-

de hendes kjole; den balancerede oven på hendes fyldige, honningbrune

pompadourfrisure, som var sikret med et lille hårbånd inde under pul-

den, så den fyldte mere. I den glitrende kaskade af flæser, der dirrede,

hver gang hun trak vejret ind, fremstod Annabel som selve symbolet på

feminin ynde – på feminin mystik. For hvorfor var det, at en så beundret

ung kvinde, en så åbenlyst velsignet ung kvinde, stod mellem sin for-

lovede og sin bror med nedslagent blik og en pande, der var rynket af

bekymring?

Det ville have krævet en endnu mere opmærksom iagttager end selv

Josiah at lægge mærke til, at Annabel var ilde til mode, og at hendes tan-

ker var et andet sted; måske kunne den svage hvisken Annabel! Annabel! lige

nøjagtig høres nedefra, fra de vinterhærgede og endnu ikke plejede blom-

sterbede bag ved huset.

Og måske bevægede Annabels tanker sig hemmeligt mod mindet

om et håndsegl, der glitrede grusomt i solen – nyligt afskårne blomster og

græs, der lå i en bunke og snart ville rådne – mindet om et dristigt greb om

hendes hånd og et endnu dristigere kys på håndryggen – chère mademoiselle

– De er alt for venlig – en sjælden egenskab hos damer af Deres stand …


90

Annabel havde ofte gransket sin håndryg for at lede efter tegn på af-

trykket af den fremmedes skarpe fortand. Men huden var glat, helt tynd og

cremet-bleg, med kun den fine filigran af knogler underneden og et gen-

nemsigtigt net af blålige vener.

Mens Annabel endnu en gang stod og kiggede ned på sin hånd, kom

der fra førstesalen en pludselig bølge af råb og skrig, kvindelig hylen og

dernæst lyden af kamp eller bugseren – som om der var nogen, der sloges

på gulvet lige over deres hoveder.

Josiah løb uden tøven derop, han tog trappen i store spring; Annabel

og Dabney fulgte efter, men løb ikke. I sin frygt havde Annabel grebet Dab-

ney om armen, og Dabney lænede sig ind mod hende, som for at beskytte

hende.

”Åh, hvad er det? Er der nogen, der er kommet til skade? Det lyder

som præsident Cleveland – er det hans stemme?” råbte Annabel.

Ovenpå, i et af Craven-husets soveværelser, så Josiah et af de mest

forbløffende syn, han nogensinde havde set i sit unge liv: Grover Cleveland,

vores tidligere præsident, en velnæret herre på næsten 70 år og 150 kilo,

ophovnet i hovedet og højlydt snøftende, var faldet om og lå nu på parket-

gulvet i voldsom krampe, mens han klodset blev holdt i ave af flere andre,

deriblandt Josiahs far Augustus og den fortvivlede mrs. Cleveland. Selvom

den korpulente ældre herre gispede og hev efter vejret, så man blev bange

for, om han var ved at få et apoplektisk anfald, ville han ikke holde op med

at kæmpe imod og råbte med klagende stemme:

”Lad mig komme op – åh, lad mig komme op – åh, træd tilbage, hvis

I har hjerte i livet! Her er Pappa! Her er Pappa, siger jeg! Min kære datter, forlad

os ikke igen!”

I døråbningen stod Josiah som lammet. Hvad var dette? Var verden

pludselig blevet vanvittig? Det var som en scene fra en film – Det store togrø-

veri, som alle havde set to år forinden – fatal ophidselse, spasmer og uko-

ordinerede bevægelser, hurtigt tempo og sensationel musik, der skulle få

blodet i kog – men når man stirrede på de levende billeder, kunne man ikke


91

umiddelbart få dem til at give mening; man var nødt til at sænke tempoet

for at forstå.

Det lod til, at Grover Cleveland var faldet om, eller muligvis var blevet

skubbet ned på gulvet, for at redde ham fra at falde ud ad et vindue, der

åbnede ud mod tegltaget; tilsyneladende holdt Josiahs far Cleveland nede

med magt, og mrs. Cleveland – som en moden Juno, mørk, smuk og nor-

malt så selvtilfreds og fattet i enhver bevægelse – prøvede også at holde sin

mand nede ved simpelthen at sætte et silkeknæ på hans enorme mellem-

gulv. Dermed var hendes velformede ben, i en gennemsigtig hvid strømpe,

blevet blottet, og holdt Josiahs opmærksomhed fanget, for han havde aldrig

set noget lignende i virkeligheden og heller ikke i sin fantasi.

DET ER GANSKE VIST: Øvrige historikere har forplumret denne hændelse

og har ingen anelse om, hvad der skete i det gamle Craven-hus på Roseda-

le Road midt på dagen den 20. april 1905; deres kollektive fiasko skyldes

Frances Clevelands iver efter at undertrykke de dystre detaljer, således at

hun kunne beskytte sin ældre mand mod kritik og latterliggørelse; for den

tidligere førstedame var meget følsom over for ondskabsfulde bemærk-

ninger fremsat bag hendes mands (massive) ryg, idet hun antog (hvilket

var korrekt), at en sådan foragt også smittede af på hende. Da Cleveland

havde forladt præsidentembedet i 1897 og bestemt sig for at tilbringe sit

otium i ”den søvnige landsby” Prince ton, New Jersey, var det tilfaldet hans

unge kone at skærme ham mod overophidselse, ud over at skærme ham fra

at spise og drikke for meget, for man sagde, at Grover ”lige så lidt kunne

kontrollere sin grådighed som en fisk i en bowle, der spiser alt, hvad der

bliver kastet ned til den, indtil dens mave springer.” Trods sin unge alder

havde mrs. Cleveland formået at etablere sig som en både livlig og ophøjet

præsens i lokalsamfundet, så vel vidende at hun og hendes mand både var

eftertragtede og omtalte, var mrs. Cleveland ikke til sinds at finde sig i at blive

pillet ned. Det var ikke bare Woodrow Wilson, som vi har set, men mange


92

andre indbyggere, som rangerede højere end ham, der var kommet til at

frygte kvindens lynende øjne, sarkastiske tunge og magt til at forgylde eller

degradere ens sociale status, alt efter hendes luner.*

Trods forvirringen omkring denne episode i det gamle Craven-hus, er

det lykkedes mig som en kompetent, om end lettere excentrisk, quiltema-

ger at sammenstykke en mere eller mindre sammenhængende beretning,

som følger herunder.

Efter at have besteget trappen til husets førstesal, hvilket var temme-

lig anstrengende for en mand af hans omfang, havde Grover Cleveland dre-

vet lidt omkring i bagtroppen af det lille selskab i håb om at få vejret. Mens

de andre var et andet sted og stod og beundrede et eller andet charmerende

ved huset, var Cleveland gået ind i et tomt værelse, et børneværelse, og til-

fældigvis gik han forbi et af de høje vinduer, som var delvist tilskoddet og

vendte ud mod et stejlt hjørne af taget; her så han, eller mente han at se, et

skrækkeligt syn, helt ude på kanten af taget. Først troede han, det var en

stor, klodset fugl, måske en stor blå fiskehejre, for den slags forhistorisk

udseende vandfugle kunne stadig dukke op i det landlige Prince ton, men

da den skrækslagne mand gned øjnene, så han et barn, en lille pige, der sad

* Cleveland-parret er stadig fascinerende her 70 år efter. Grover Cleveland, der var 28 år ældre end sin kone, skulle efter sigende have set hende første gang som spæd. Hendes far var en af Clevelands gamle venner, og efter farens død blev Cleveland værge for den 11-årige pige, som han friede til knap ti år senere, mens hun gik på Wells College for Wo-men. Da Frances var 21, blev hun den yngste førstedame nogensinde, og den rekord er ikke blevet slået. Cleveland-parret fik fem børn, hvoraf den førstefødte, Ruth, døde som 13-årig af en børnesygdom i 1904. Som barn i Prince ton så jeg ofte mrs. Cleveland – det vil sige som enke – for hendes korpulente mand overlevede ikke Crosswicks-Forban-delsen, selvom han lader til at have været et uskyldigt offer for dens lunefulde hærgen. Min mor var på god fod med mrs. Cleveland både før og efter hendes andet ægteskab, da hun som 49-årig giftede sig med en arkæologiprofessor ved Prince ton University. Jeg ville ønske, jeg kunne hævde at have talt med hende, men jeg har kun en tåget erindring om denne slående, mørkhårede og mørklødede kvinde, der efter sigende (ifølge hendes kvindelige kritikere i Prince ton) var i fjern familie med en indianerhøvding i Oklahomas Choctaw Nation!


93

og dinglede med benene ud over taget: Legesygt – eller ondskabsfuldt – rev

hun en håndfuld callaliljer i stykker og lod de afrevne blade falde ned på

jorden; hendes bølgende mørke hår hang løst ned ad ryggen, hendes lange,

hvide kåbe var underligt beskidt, og hendes fødder var skrækkeligt blege

– faktisk var hendes hud i det hele taget skrækkeligt bleg, med gravens

umiskendelige, sygelige hvidhed. Uden at ænse den forbløffede iagttager

lykkedes det barnet at rejse sig, på kanten af taget, leende, og smide resten

af callaliljerne i vejret, som om hun skulle til at træde ud i intetheden, og

hvordan skulle Cleveland redde hende?

Han råbte: ”Nej! Nej! Stands! Gør det ikke!”

Cleveland var henne ved vinduet, gryntende i færd med at åbne det

og flå skodderne op, mens han råbte vildt – med det resultat, at han, til sin

yderligere forbløffelse og rædsel, så pigen vende sig mod ham og vise sig

at være hans egen elskede datter Ruth – som var død året forinden, af difteri,

i Cleveland-familiens sommerresidens ved Buzzards Bay, Massachusetts.

Åh, hvad var dette? Hvordan kunne det lade sig gøre? Clevelands

elskede Ruth, som han så ofte havde drømt om og stadig sørgede over in-

derst inde – hvorfor var hun trådt frem for ham her? Og hvad skulle han

gøre?

Selvom Grover Cleveland led af en lang række sygdomme, endnu fle-

re end selv Woodrow Wilson, havde han aldrig haft psykiske lidelser eller

hallucinationer. Han brystede sig af at være en meget jordbunden mand,

der sjældent beskæftigede sig med andre verdner end denne eller med an-

dre ”åndelige væsner”, og dog tøvede Cleveland ikke i dette øjeblik; han var

overbevist om, at hans datter var vendt tilbage til ham, på denne mystiske

måde, iført sit eget ligklæde og tittende over sin skulder hen på ham med

det skælmske blik, som Ruth ofte havde kigget på sin kære Pappa med, da

hun var i live, for at drille ham og for at få ham til at le.

Det er ikke så mærkeligt, at Cleveland glemte, at Ruth var død og be-

gravet; vanvittig skubbede han vinduet så højt op, han kunne, og lænede sig

ud, rakte armene frem mod hende, tryglede hende om at komme hen til sig.


94

Uden tanke for sin egen sikkerhed råbte han til hende, mens han prøvede at

presse sig ud gennem vinduet, trods sin høje alder og store omfang: ”Ruth!

Kære Ruth! Det er dig! Du må ikke springe ud – din Pappa beder dig, kære

– her! – her er Pappa! Kom til Pappa! Åh min stakkels skat! Min lille pige!

Min engel! Spring ikke ud! Kom hen i Pappas favn, åh kom … “

Spøgelset på kanten af taget var tydeligvis ikke synligt for de andre,

men da de stormede ind i værelset, forstod de instinktivt situationen – i

hvert fald at Grover Cleveland led under en voldsom hallucination og prø-

vede at presse sig ud gennem et smalt vindue, hvilket formentlig ville bety-

de, at han faldt i døden, hvis han ikke blev holdt tilbage.

Derpå fulgte det håndgemæng, som Josiah blev vidne til et øjeblik se-

nere, hvor den ældre, runde herre blev tvunget ned på gulvet af flere andre,

deriblandt hans kone, som smed sin silkeparasol til side og trak sit tunge

skørt og underskørterne op, mens hun med rungende stemme befalede

Cleveland at holde op med at kæmpe imod: ”Hvorfor, hvad er dog dette?

Hvad mener du dog? Kære mand, hvad kan du dog mene?”

”Frances, det er Ruth – vores datter, Ruth! Se! Hun kalder på mig –

på os! Giv slip på mig, vil I ikke nok … ”

”Ruth? Hvad mener du? Hvor?” – nu var mrs. Cleveland på randen af

hysteri, hun lagde sig på knæ foran det åbne vindue, men hun kunne tilsy-

neladende ikke få øje på noget genfærd på taget; måske det var forsvundet

på det tidspunkt.

Den forrykte mand forsvandt derpå i en nådig besvimelse, mens han

blev holdt nede mod gulvet; hans buttede, vejrbidte ansigt var dækket af

sygelig perspiration, og hans vejrtrækning var stridorøs og forfærdelig at

lytte til. Hans stivede flip var blevet flået op af hans redningsmænd, samt

hans vest og skjorte; hans ansigt blev stænket med vand og duppet med

kolde omslag. En af chaufførerne blev sendt af sted for at hente Clevelands

læge dr. Boudinot, som boede på Lilac Lane, der krydsede Hodge og ikke lå

langt fra Rosedale. Da doktoren ankom, virkede Cleveland til at være uden

for livsfare, selvom et anfald af den art ikke lovede godt for fremtiden, og


95

mrs. Cleveland bad indtrængende og tårevædet selskabet om ikke at sprede

den dårlige nyhed.

Der synes kun at have været tre andre i selskabet, der ”så” eller ”fornemme-

de” åndesynet, så vidt jeg kan bedømme.

Den 11-årige Todd Slade, Annabel og Josiahs fætter, søn af Copplesto-

ne og Lenora Slade, havde ikke decideret bevidnet mr. Clevelands kollaps,

og havde heller ikke fået lov at komme ind i børneværelset bagefter; men

barnet var nemt at ophidse og vågnede efterfølgende af mareridt adskillige

nætter i træk, hvor han hævdede, at et pige-spøgelse var efter ham.

Så var der Amanda FitzRandolphs urokkelige vidnesbyrd, idet hun

efterfølgende insisterede på, at hun havde set et glimt af en eller anden

slags ”flimrende fluorescens” på taget præcis på det sted, Cleveland havde

peget hen imod, men hun kunne ikke sværge på, at det var stakkels Ruth

Cleveland, for ”genfærd ligner hinanden til forveksling, når de sådan ven-

der tilbage fra Den Anden Side.”

Mindre omtalt var det, at der tilsyneladende var en tydelig følelses-

mæssig reaktion fra Winslow Slade, der kom ind i børneværelset senere

end de andre, da den slagne mr. Cleveland havde mistet bevidstheden, men

som lod til at forstå situationen med det samme: hvad det var uden for

vinduet, der havde ”kaldt” på mr. Cleveland med så katastrofale følger. For i

øjeblikkets forvirring, mens der blev tilkaldt hjælp, og mrs. Cleveland græd

højt af frustration, havde Winslow prøvet at trøste hende ved at sige, at det

hele ville falde til ro, ”nu hvor jeres lille datters ånd ser ud til at have forladt

os.”

Og dog – da Josiah og Annabel bagefter spurgte ham, om han havde

set åndesynet, sagde Winslow Slade studst: ”Nej. Der er ingen ‘genfærd’ i

kristendommen.”

Mens Annabel havde været sammen med det fortvivlede selskab, hav-


96

de hun sagt meget lidt, men da de endelig var alene sammen om aftenen på

Crosswicks Manse, betroede hun sig til Josiah: “Ruth, siger du? Han så sin

datter Ruth uden for vinduet? Åh, det stakkels barn – ved du hvad, Josiah,

jeg så hende ikke meget, mens hun levede – men på det seneste, siden hun

døde, har Ruth også opsøgt mig i drømme, som om hun også kalder på mig

– jeg er så bange for hvorfor.”


97

E N G L E T R O M P E T ;

E L L E R : ” M R . M A Y T E F R A V I R G I N I A”

Det var blot to dage senere, på campusområdet på Prince ton Univer-

sity, at Josiah Slade gjorde en erfaring, hvis betydning han umuligt

kunne have gættet på det tidspunkt; selvom han mærkede, den var ube-

hagelig og blev isnende skræmt over den, som om han havde fornemmet

noget af det, der lå forude.

Hans ærinde var at opsøge professor Pearce van Dyck, som engang

havde undervist ham i filosofi, og hvis kontor lå på første sal af den nye

gotiske bygning, der hed Pyne, og som siden blev kendt som East Pyne.

Josiah ønskede sig brændende professorens råd, eller begavede samtale,

for han kunne huske sin egen første tid som studerende på Prince ton,

hvor han havde basket rundt med sine studier og aldrig rigtig vidst, hvad

han ville: studere oldtidens sprog, deriblandt hebraisk og aramæisk, så

han kunne læse Den Hellige Skrift på originalsproget og få svar på de

mange spørgsmål, som King James-oversættelsen efterlod ham med,

og som hans bedstefar Slade ikke havde kunnet besvare for ham – eller

hældede han mere mod naturvidenskab – botanik, biologi, geologi; eller

havde han talent for historie – Europas jord, der var vædet med blod, og

Den Nye Verden, hvis jord næppe var mindre blodig? Efter et par uger

på Prince ton var han blevet rastløs, ligesom han blev efter et par uger på


98

West Point. Han tog fri for at ”rejse” – at ”kigge sig omkring”; nogle gange

rejste han nærmest som en vagabond, stærkt inspireret af Jack Londons

Klondike-fortællinger eller den mindre desperate Mark Twain-atmosfære

i Livet på Mississippi. (Josiah havde på en eller anden måde tjent en del pen-

ge ovre vestpå; selvom de hurtigt tyndede ud, kunne han endnu klare sig

uden hjælp fra sin familie).

På Prince ton var Josiah blevet indkaldt til at spille på fodboldholdet

og på hockey- og softballholdet; han havde været på roholdet i et par uger

og trænet hver morgen i den kølige dis, der steg op fra Lake Carnegie, mens

han fik mere og mere ondt i ryggen og trøstede sig selv ved tanken om, at

en holdsport var en reprimande mod den ekshibitionistiske atlettype, som

han brød sig meget lidt om, og genkendte i sig selv. Og Josiah havde igno-

reret en invitation fra den mest eksklusive middagsklub (og ikke mindst

drikkeklub) på Prospect Avenue, Ivy, uden at give sine overraskede, skuffe-

de og misbilligende klubbrødre et ord til forklaring ud over et skuldertræk:

”Den ene aften ligner den anden temmelig meget i Ivy; jeg har nu prøvet tre

en halv uge med den slags aftener og mener at kunne konkludere, at jeg har

prøvet dem alle.”

Der var en tone af forceret kammerateri mellem Prince tons drenge

– eller unge mænd, som de godt kunne lide at tænke på sig selv som. Det

virkede, som om det, der var det vigtigste, var de andre: at blive respekteret,

at blive holdt af, at blive beundret, at være “populær”. Karakterer gik man

ikke op i – hvis man studerede, blev man hånet for at være en ”stræber”. En

gentleman behøvede ikke at få mere end ”bestået” – for en gentleman kun-

ne da umuligt forventes at skulle leve af sin intellektuelle formåen. Derfor

meldte man sig ind i en klub, eller to, eller tre. Man dyrkede sport, ligesom

de andre, som joviale flokdyr. Men ligesom Josiah hurtigt lærte på West

Point, at det var dybt kedsommeligt at marchere i uniform, således havde han

også lært på Prince ton, at enhver anstrengelse, der ikke rakte højere end

hans klassekammeraters niveau, ikke kunne holde hans opmærksomhed

fangen ret længe ad gangen.


99

Han var blevet på Prince ton for at gøre sin far glad og færdiggjorde

grunduddannelsen efter flere år. Diplomet af fåreskind havde han engang

gemt væk og siden muligvis mistet.

En sådan uafhængighed opfyldte ham med en slags fandenivoldsk

glæde – men så mærkede han en sådan melankoli bagefter, at han ikke kun-

ne bære at være alene.

Og derfor ville han opsøge den underviser, han havde følt sig mest

beslægtet med, Pearce van Dyck, som altid havde budt ham velkommen på

sit rummelige kontor med reoler, der strakte sig fra gulv til loft, læderstole

og sofaer, og en udsigt, igennem blyindfattede vinduer, til universitetets

”kapel” – en stor og imponerende bygning, der lige så godt kunne have

været en rigtig kirke.

Josiah tænkte: Professor van Dyck vil sige tingene ligeud. Af alle de menne-

sker, jeg kender. Det var derfor, Josiah nu bankede på den åbne dør til van

Dycks kontor og blev inviteret indenfor; Pyne Hall summede behageligt

af aktivitet; studerende hastede til og fra forelæsninger i tordnende flokke

på trapperne, og ingen tog notits af Josiah i hans slidte tweedblazer og ga-

bardinebukser; han kunne have været én af dem, hvis han ikke lige havde

haft flere rynker i panden og en mere moden intensitet i øjnene. ”Josiah,

goddag! Sikke en glædelig overraskelse.”

Mellem filosofiprofessoren og den unge mand havde der længe været

et afslappet og venskabeligt forhold, for deres familier kendte hinanden, og

van Dyck havde kendt Josiah, siden han var ganske lille. I timerne havde

Josiah været dygtig nok til at få høje karakterer; han var en glimrende, om

end svingende studerende, men han havde ikke haft tendens til at være be-

sværlig, i hvert fald ikke i selskab med van Dyck. Professoren, der var spe-

cialist i Kants idealisme, var på daværende tidspunkt midaldrende, fåmælt

af natur, akademisk og oprigtig frem for folkeligt appellerende blandt sine

studerende. Josiah følte sig slet ikke så veltilpas i selskab med sin egen far,

som han følte sig sammen med Pearce van Dyck.

Filosofiens store værdi er, at man skærer igennem alt gøgleriet med


100

det samme; man går efter struben. Og derfor sagde Josiah, uden nogen ind-

ledning, før han overhovedet havde sat sig i en stol på van Dycks kontor:

”Professor, hvad tænker De om dette?” – og holdt en samling flåede og

forslåede liljekronblade frem mod ham, sammen med et par stængler og

blade, der var helt udtørrede og lugtede fælt.

Van Dyck stirrede på liljeresterne, der i det sparsomme solskin, der

faldt skråt igennem et højt vindue, snarere virkede som en kopi af liljer end

som ægte blomster.

”Jeg tror, disse kaldes callaliljer – det er svært at afgøre, når de er så

rådne. Hvor har du dem fra?”

”Jeg fandt dem.”

”Fandt dem? Hvor?”

“Under mine fødder, hvor jeg gik. Jeg så ned – og der var de.”

Josiah forklarede ikke, at han havde trådt på callaliljerne, da han hav-

de forladt Craven-huset efter søndagens udflugt. Han havde kigget ned og

set de rådne kronblade og mærket en skælven af genkendelse.

Den døde pige har efterladt dem. Den døde pige gør krav på os.

Josiahs motiv for at opsøge professor van Dyck var ikke blot person-

ligt, for ud over sin akademiske karriere var van Dyck kendt for sin om-

fattende amatørviden om botanik og havebrug; van Dyck-familiens have

bag deres hus på Hodge Road 87 blev regnet for at være et pragteksemplar

blandt West Ends haver.

”Jeg husker ikke præcis, hvor jeg fandt dem, professor van Dyck. Men

jeg spekulerede på, hvad De ville sige til dem. Hvordan De ville kategorisere

dem.”

Josiah talte langsomt, som en der vælger sine ord med omhu.

Van Dyck havde bredt de brudte kronblade og de brækkede stæng-

ler og blade ud på sit skrivebord. Han granskede dem med rynket pande.

”Selve blomsterne virker gamle – meget gamle. Ikke en almindelig ned-

brydning, men noget andet … ” Han sænkede hovedet for at snuse og trak

straks hovedet til sig igen med et bestyrtet udtryk. ”Jamen, de lugter jo fælt.”


101

”En slags kemisk lugt, tænkte jeg. Ikke noget organisk.”

”Jamen, se! De er ved at gå i opløsning for øjnene af os …”

Josiah og Pearce van Dyck så liljerne smuldre i stumper og stykker

og til sidst blive til støv for øjnene af dem. Et par tørre bladstumper blev

tilbage, et enkelt bægerblad, en kvalmende lugt af råd.

”Det må være liljernes reaktion på det stærke sollys. En eller anden

form for accelereret kemisk proces …”

Van Dycks forsøg på at forklare det mærkelige fænomen virkede på

Josiah som selve essensen af det filosofiske temperament: at vriste en eller

anden mening ud af meningsløshed; at etablere logik, hvor der ikke var no-

gen. Den slags anstrengelser giver en illusion om trøst eller orden, ligesom

rim i digte.

”Ja. En ’kemisk proces’. Sådan må det være.”

”Men hvor siger du, at du fandt dem? ’Under dine fødder’?”

“Det var uden for Craven-huset, professor. I søndags.”

Da Pearce van Dyck og hans kone også havde været til stede ved ud-

flugten, faldt det Josiah naturligt at forklare; men et øjeblik senere fortrød

han, at han havde sagt de ord, som nu vakte van Dycks interesse og skær-

pede hans nysgerrighed.

”Men – der var ingen, der havde ’begravelsesliljer’ med derhen, det er

jeg sikker på? Og disse er så gamle …”

”Jeg spekulerede bare på, hvad De ville sige til dem. Som ekspert i

havebrug.”

Den rastløse Josiah havde rejst sig igen. I hans ansigt kunne man læse

både ophidselse og udmattelse – som om han ikke havde sovet godt om

natten, men havde vendt og drejet sig i Paradoksets greb.

En rovfugl med stort, skarpt næb og grumme kløer – er Paradokset.

At være i dets greb er at pines, men på en så nydelsesfuld måde, at man

risikerer at forveksle oplevelsen med ekstase.

Josiah rystede på hovedet for at vifte det fri af den slags tankespind.

Han havde ikke ”været sig selv” – på en måde – siden hændelsen i det


102

gamle Craven-hus, hvor Grover Cleveland var brudt sammen. Og Annabel

havde betroet ham, at Cleveland-parrets døde barn var kommet til hende i

drømme og havde kaldt på hende.

”Josiah, hvorfor sætter du dig ikke ned? Du skal vel ikke skynde dig

videre, går jeg ud fra?”

Josiah, som ikke havde været opmærksom på, at han havde rejst sig

op og gik frem og tilbage over gulvet, anede ikke, hvad han skulle svare.

Skulle han skynde sig? Men hvor skulle han hen?

”Der er en slags bankende rytme i mit hoved, professor. Hvis jeg for-

holder mig alt for meget i ro, bliver den mere tydelig, og distraherende.”

Van Dyck skævede over til ham. Han havde stået bøjet over sit skri-

vebord, mens han granskede de smuldrende rester af callaliljerne, og nu så

han bekymret op på Josiah.

”Jeg håber ikke, det var lugten af blomsterne her, der gjorde dig syg,

Josiah. Den er ved at ebbe ud, men det virker ikke som en naturlig lugt …”

”Nuvel, professor! Tak! De har været til stor hjælp, og nu – nu – vil

jeg sige farvel.”

”Min kære Josiah,” protesterede van Dyck, ”du skal da ikke af sted

allerede, vel? Hvorfor sætter du dig ikke ned – vi kan tale om den mærkelige

hændelse i søndags – stakkels Grover Cleveland, helt vanvittig, helt ude

af sig selv … Der er en gammel historie om, at Craven-huset er hjemsøgt

af den svigefulde André, der var fast besluttet på at hævne sig på major

Craven. Men her virkede det ikke, som om mr. Cleveland havde set den

henrettede spions genfærd, men snarere genfærdet af sin stakkels datter

Ruth – hvad er dit indtryk af det hele?”

”Der er ingen ’genfærd’ i kristendommen. Det er, hvad jeg tænker.”

Josiah gav et luftigt vink fra sig og gik, ikke helt uforskammet, og Pe-

arce van Dyck stod tilbage, forbløffet over at hans unge ven skulle være i et

så besynderligt lune på grund af en håndfuld forrådnede begravelsesblom-

ster. Pearce fejede tankeløst blomsterresterne væk uden at lægge mærke til,

at et par krøllede små kronblade og en stump af en stilk blev liggende oven


103

på Spinozas Etik, der var slået op på fortalen til Del IV, OM DEN MENNE-

SKELIGE TRÆLDOM eller OM FØLELSERNES KRÆFTER.

JOSIAH GIK TVÆRS over campus i raskt tempo. Hans brede skuldre var

krummet sammen under tweedblazeren, og hans hoved var let bøjet. I

nærheden af Chancellor Green-trappen blev han indhentet af universite-

tets rektor, Woodrow Wilson, der jovialt råbte ham an og smilede varmt til

ham, som om de var i familie. Med tungt hjerte tænkte Josiah: Bagholdsan-

greb! Satans.

Josiah gik selvfølgelig ikke videre, som han havde lyst til; i stedet

standsede han op for at tale med Woodrow Wilson, eller rettere: for at lade

Woodrow Wilson tale med ham.

Wilson fulgtes med en fremmed, som han præsenterede Josiah for: en

usædvanligt grim herre, tænkte Josiah, med slap hud, teint som maven på

en fisk, og med tætsiddende øjne, der var intenst, men unaturligt bronzefar-

vede; desuden var der noget krybdyragtigt ved hans læber, hans fugtige tun-

ge fór frem og tilbage, mens han smilede på en slesk facon, som Josiah især

tog anstød af. Men flygte kunne han ikke, for Woodrow Wilson insisterede

på at præsentere den fremmede for Josiah, og Josiah for den fremmede, som

om navneudvekslingen gjorde ham uforholdsmæssigt stolt.

Derfor skete det, at Josiah blev tvunget til at trykke ”Axson Mayte” i

hånden, i denne sammenhæng præsenteret som en advokat fra Carnahan,

Virginia, med tilknytning til den presbyterianske kirke, og hvis evner, for-

talte Wilson til Josiah, han håbede at drage fordel af i forbindelse med sin

disput med universitetets bestyrelse. Josiah, som kun havde hørt en smule

via rygter om Wilsons fejde med Andrew West, smilede høfligt og mumle-

de et venligt/overfladisk svar, ivrig efter at komme videre; men dr. Wilson

opholdt ham snedigt ved at lægge en faderlig hånd på hans arm og spørge

til hans familie – hans forældres velbefindende, og hans søster og lille fæt-

ters, og hans bedstefar Winslow Slade.


104

Hvor er disse sociale replikskifter dog forudsigelige! Hvor lammende

kedsommelige! Og alligevel, hvordan undslipper man dem? Josiah fore-

stillede sig for sit indre blik, at han rev sig løs og løb ud til Nassau Street.

Dette er vanvid. Man kan ikke rive sig løs fra vanvid.

Dr. Wilson var tydeligvis ivrig efter at snakke; det ville ikke blive let

at slippe derfra. Trods den fremmede fra Virginia, hvis blik var fæstnet på

Josiah med en ubehagelig intensitet, begyndte Wilson at spørge specifikt

til Annabel, for han vidste, at Josiah og hans søster havde et usædvanlig tæt

forhold; han sagde, han havde hørt en ”yderst bekymrende og besynderlig”

historie om den foregående dag, der angik mr. Clevelands helbred, og han

spekulerede på, om Josiah vidste noget om, hvad der var sket.

Taktfuldt sagde Josiah, at det gjorde han ikke.

Taktfuldt ville Josiah have bedt sig undskyldt og være listet bort, hvis

ikke Woodrow Wilson holdt ham tilbage med en hånd på hans arm, mens

han hele tiden smilede til den unge mand med samme joviale varme som

Pearce van Dyck, men med noget mere intenst og presserende underneden,

en subtil form for tvang. Samtalen flagrede hid og did som en lille fugl i et

stort bur, da Wilson også forsøgte at inddrage ”mr. Mayte”.

(Hvor virkede denne ”Mayte” dog ubehagelig på Josiah! Hans væm-

melse havde ikke så meget at gøre med den andens fysiske fremtoning,

for almindelig grimhed vakte sjældent anstød i Josiah, men mere med

mandens skrabende, kujonagtige og alligevel fremturende facon og hans

indsmigrende stemme; selv den upassende sportslighed ved hans klæder

– for selvom han var på Woodrow Wilsons alder eller ældre og af robust,

firkantet statur, havde hans tøj mere til fælles med en førsteårsstuderende

på Prince ton: Han bar en rødlig blazer med store skulderpuder; hvid skjor-

te og smalt, mørkt slips; bukser, der var smalle forneden; sko med runde

snuder og en kasket, der mindede om en baseballkasket kækt på hovedet.

Josiah ville ikke være blevet overrasket over at se ”Mayte” med et klubem-

blem på sit revers, for så absurd var hans parodi på en ung studerende. Når

Axson Mayte smilede, afslørede han gulnede tænder, hvoraf den ene, en


105

fortand, nærmest sad flere centimeter inde bag de andre.

Men i Josiahs skarpsindige øjne var det mest frastødende ved Maytes

fremtoning alligevel den hvide lilje, han havde i knaphullet, og som var be-

gyndt at blive brun og visne.

Selvom Annabel så op til Wilsons døtre Margaret, Jessie og Eleanor,

og altid talte meget eksalteret om rektor Wilson, havde Josiah aldrig følt sig

rigtig veltilpas i mandens selskab, for han fandt ham opblæst og famlende

og ambitiøs og alt for interesseret i Slade-familien. (Wilson ville en dag

stille op til et stort politisk embede, tænkte Josiah. Og så ville han få brug

for Winslow Slades offentlige velsignelse, foruden noget privat finansie-

ring).

Det hjalp ikke på Josiahs utilpashed over for Woodrow Wilson, at han

for en del år siden, da han selv havde været omkring ti år og allerede var en

glimrende softballspiller, havde overhørt Wilson sige til hans far, Augustus,

at han virkelig misundte ham hans mandige søn, for skæbnen ville, at han

selv kun havde fået piger, og det ærværdige Wilson-navn var i fare for at gå

tabt. (”Jo, din Josiah er det barn, som jeg kunne have ønsket mig, hvis Gud

havde fundet det passende.”).

Nu, i overværelse af Axson Mayte, begyndte Woodrow Wilson at tale

om Annabels bryllup; han kunne ikke lade være med at sige, hvor meget det

glædede ham, at Jessie skulle være brudepige, og at hele Prince ton så frem

til den lykkelige begivenhed. Ved de ord lyste Axson Mayte op og henvend-

te sig til Josiah med sin smørbløde sydstatsdræven: ”Jamen dog, det var

slet ikke gået op for mig, at De er bror til Annabel Slade! – lad mig trykke

Deres hånd på ny!”

Det var så latterlig en anmodning, at Josiah ville have trukket sig ir-

riteret tilbage, hvis ikke Axson Mayte hurtigt havde rakt ud for at trykke

Josiah i hånden endnu en gang. Josiah mærkede en kold strøm løbe op ad

sin arm.

Heldigvis lød New Bells klokke i det samme. Inden for få sekunder

myldrede det med studerende på stien, mange af dem med hatte i mærkeli-


106

ge faconer, indforståede tegn på at de var med i en eller anden klub; der var

andetårsstuderende i færd med at ”indvie” førsteårsstuderende; cyklister,

der susede forbi. Josiah kunne tage afsked, selvom Woodrow Wilson råbte

efter ham, næsten længselsfuldt: ”Vær nu sød at hilse din bedstefar fra mig,

ikke? Og – selvfølgelig – din mor …”

Josiah skyndte sig ned mod Nassau Street, hvor en strøm af heste-

trukne vogne og motorkøretøjer passerede forbi, men han kunne ikke lade

være med at kigge sig tilbage over skulderen og se Woodrow Wilsons høje,

tynde, ministerielle skikkelse ved siden af den firkantede Axson Mayte –

begge mænd stirrede efter ham og talte ivrigt sammen, og Josiah hadede

tanken om, at de talte om ham.

Annabel Slades bror – således havde det usle væsen omtalt Josiah.

Hvilken ret havde han til at referere så direkte til Annabel, som om

han kendte hende?

Kendte han hende? Men – hvordan?

Så rystet var Josiah over dette ubehagelige møde, der skurrede mod

hans nerver som en negl mod en tavle, at han begyndte at føle, han skulle

besvime; det var en fornemmelse, han også havde haft i Craven-huset, da

han havde stirret på den faldne og skrækslagne Grover Cleveland og følt

sine nakkehår rejse sig i en slags dyrisk sympati med den gamle mand over,

at den slags rædsler også fandtes i hans liv.

Pludselig tvivlede Josiah på, at han havde kræfter til at gå tilbage til The

Manse og følte sig tvunget til, ud for Witherspoon at tage Johnson-vognen,

som var fyldt med sludrende kvinder og skolebørn, og bagerst mørklødede

arbejdere og håndværkere, hvoraf nogle havde frokostspande på skødet og

skævede op til ham med skjulte blikke og ansigter, der var blottet for udtryk.

”Goddag! Er der plads til én mere?” – således satte Josiah sig blandt

mændene, allerbagerst i vognen, i håb om at kunne slappe af iblandt dem,

eftersom han ikke kunne slappe af andre steder, og mens han prøvede ikke

at lade sig mærke med, at mændene var holdt op med at tale sammen, så

snart han havde sat sig i deres midte.


Date post:	01-Apr-2016
Category:	Documents
Upload:	gads-forlag
View:	218 times
Download:	5 times

De forbandede

Documents