1

Laura Lima

The Naked Magician

x–rummet

2Bonniers Konsthall, Stockholm, 2014.Foto/Photo: Per Kristiansen

3

En magiker flytter ind på museet for at bo og trylle med ting og sager, klunset og doneret fra folks private gemmer. Siden 2010 har den nøgne magiker turneret på denne måde i storbyer verden over: først Rio de Janeiro, sidenhen Zürich i 2013, Stockholm i 2014 og i 2015 København. Den brasili-anske kunstner, Laura Lima, forklarer her, hvad det hele går ud på uden at afsløre for meget.

Marianne Torp: Den nøgne magiker arbejder i et rum, der er fyldt med ting, skrammel, værktøj og instrumenter af enhver slags. Hvordan vil du beskrive dette rum og hvad er dine tan-ker omkring det?

Laura Lima: Dette er magikerens – eller tryllekunstnerens – værksted. Her kan han eller hun udfolde sine ideer, organi-sere eller disorganisere sine omgivelser og skabe ting, som enten er mystiske eller helt almindelige. Tryllekunstneren kan genkendes på sit traditionelle antræk: den høje hat og jak-ken, hvor ærmerne er klippet af. Uden ærmer er magikeren nøgen.

Nøgenheden er også et billede på hele situationen, hvor folk kan invadere tryllekunstnerens værksted og både få

Den nøgne magiker Interview med Laura Lima

Marianne Torp

4

afsløret tricks og få indblik i en tryllekunstners hverdag. Der er ikke noget, som holdes skjult. En bog kan kun svæve i luf-ten, fordi den er ophængt i en snor, som man netop kan se. Ikke engang magikeren selv har overblik over alt, hvad han eller hun besidder.

Du har understreget, hvor vigtigt det er, at de personer, der hjælper med at realisere værket, selv bidrager med deres egne ideer og løsninger. Hvorfor er det væsentligt for dig og hvad indebærer det?

Magikeren underholder ikke. Kun uden for sit værksted. Dette er et værksted. Her grubler hun eller han, bor og har sine ruti-ner. Der er lagdelinger mellem magikerens særlige viden og hverdagsliv. Tomme kaffekopper side om side med mislyk-kede tricks.

Hvem der end kigger forbi værkstedet skal have fornem-melsen af at trænge sig på, træde ind i et privat rum. Når magikerens værksted først er installeret, så er det hans eller hendes værksted. Det er ikke en repræsentation, ikke en form for scene (heller ikke selv om det fra tid til anden bliver for-vandlet til én, netop fordi det er tryllekunstnerens værksted og meget derfor kan ske). Jeg kan lide tanken om, at dette rum er noget mere komplekst end et ”deltagerværk”.

Det ser ud, som om der altid er levende væsener med i dine værker, som enten har en forbindelse til udstillingsrummet eller de forskellige genstande i det. Kan du fortælle lidt om, hvad der er på færde?

Jeg tænker på mine værker som ”billeder”, hvor alt – gen-stande, mennesker, dyr eller planter – har lige stor vægt. At konstruere billeder med levende væsener er selvfølgelig risikabelt. Derfor bruger jeg forskellige instruktioner, så de personer, der indgår i værket, får en forståelse af, hvad det egentlig er, de foretager sig og dermed bedre kan være i det. Når det gælder dyr, er det en anden sag, for der bevæger vi os ind på et område, hvor vi begynder at tilskrive levende væsener forskellige egenskaber, som de ikke nødvendig-vis har. Egentlig kræver det et længere svar, som også bør

5

omfatte en diskussion af de magtrelationer, der er i spil, når det gælder brugen af mennesker.

Billedet, komplet med de levende væsener og det hele – her installationen med den nøgne magiker – må opretholdes, så længe udstillingen varer. Det er ikke en event, der finder sted på bestemte tidspunkter, men netop et billede, der er der hele tiden. I billedet er alting sideordnet. Alt det levende er elementer, som er med til at skabe dette billede, side om side med de objekter og genstande, der også indgår i det. Det levende er ikke mere vigtigt end en hvilken som helst genstand, som er del af værket. Jeg foretrækker faktisk at tænke på tingene, som noget der bliver ”animeret” gennem deres forbindelse med og placering i verden. I den forstand kan vi sige, at alt er animeret. Dette er en anden måde at opfatte denne sideordning på. Tilstedeværelsen af levende ting afdækker og mangedobler dette forhold.

Magikerens noget mystiske aktiviteter ligner nærmest alkymi – når han eller hun skaber ting ud af billige materia-ler og affald. Er der en metaforisk lighed mellem magikeren og kunstneren som figur og det at skabe noget ud af (nær-mest) ingenting?

Jeg kan godt lide tanken om, at magikerens værksted virke-lig eksisterer. Det vi går ind i, er som sagt virkelig et værksted, ikke en repræsentation af et værksted. Så i den forstand er det ikke mere metaforisk end museets kontorer med alle de mennesker, der lægger planer og arbejder dér. Jeg er optaget af, hvad folk ser. Hvad de kigger efter i dette univers af ting, med denne her figur, der udfører sine daglige rutiner. Og det er her, i den anmassendes blik, at mange metaforer opstår.

For mig at se, veksler den nøgne magiker mellem det lavprak-tiske og det fantastiske, ved at kombinere tingenes prakti-kaliteter med et eventyrligt trylleunivers. Er du interesseret i sammenstødet eller måske rettere sammenblandingen af disse domæner?

Jeg tænker snarere, at der i Den nøgne magiker sker en sam-menblanding af ting som støder sammen med publikum.

6

Den besøgende forlader museet for at træde ind i et rum, hvor han eller hun er en fremmed, så vedkommende ikke bare er en passiv iagttager, men bliver en, der ligefrem trænger sig på; vedkommende ser på tingene, men er bevidst om, at han eller hun står der – og glor. Den situation, hvor betragte-ren bliver en påtrængende, er interessant, fordi jeg tror, den forandrer betydningsdannelsen. Synsoplevelsen bliver ført tilbage til oplevelsen af rummet.

Du har sagt, at du vil udfordre kategorierne ”performance”og ”installation” med Den nøgne magiker. Kan du forklare det lidt nærmere?

Mit problem med de kategorier er, at de indrammer og deter-minerer dette at iagttage noget. Man oplever tingene som ”performance” eller ”installation”, og lige pludselig eksiste-rer der en kodificeret måde at se på. Jeg forsøger at skabe situationer, hvor denne indramning undgås og åbner op mod selve oplevelsen af det at se noget. I tilfældet med magike-ren hjælper det at tænke beskueren som en indtrængende. Hvis man trænger sig på, har man ikke tid til at tænke over, om det, man ser, er en performance eller en installation. Man kigger bare og håber på ikke at blive taget i at gøre det.

En masse af materialerne i Den nøgne magiker er indsamlet fra folk i Stockholm og her i København. Er du interesseret i dette deltageraspekt ved processen og hvad betyder det i så fald for værket?

Konstruktionen af et værk foregår nødvendigvis i nogle kon-krete rammer. Magikerens ophobede univers fortæller noget om den verden, vedkommende befinder sig i og har været i. Der blive opridset et helt liv her – tid mangedoblet af støv – gennem den mystiske historie, magikerens ting fortæller. Eller gennem de mystiske objekters historie. Når værkste-det først er åbnet, afslører det ikke på nogen åbenlys måde, hvordan alle disse ting er kommet der. De er nu del af magi-kerens historie. Helt privat, vil nogen nok genkende noget, de har doneret, men de bør vide, at genstanden ikke har noget med social deltagelse at gøre.

7

8

The Naked MagicianInterview with Laura Lima

Marianne Torp

A magician moves into the museum to live there and do magic with all sorts of bric-a-brac sourced from attics and outhouses. Since 2010 The Naked Magician has been on tour between art instutions world wide: First Rio de Janeiro, later Zürich in 2013, Stockholm in 2014 and now Copenhagen. In this interview the Brazilian artist behind the work, Laura Lima, explains what it is all about - without giving away too much.

Marianne Torp: The Naked Magician works in a space that is filled with things, bric-a-brac, tools and instruments of all kinds. How would you describe this space, and what are your thoughts on it?

Laura Lima: This is the magician’s workshop. Here he or she can elaborate ideas, organise or disorganise their sur-roundings, and create things that may seem mysterious – or commonplace. The magician can be recognised by his or her traditional attire: the top hat and the coat. But here the sleeves have been cut off: without sleeves the magician is naked.

The concept of nakedness is also inherent in the fact that people can trespass on the magician’s space; they can see

9

tricks revealed and gain insight into a magician’s every-day life. Nothing is hidden. A book can only float in space because it is hanging from a thread, and that thread can be seen. Not even the magician has the full overview of the sheer accumulation of things that he or she possesses.

You have emphasised the point that the technicians and assistants who help install the piece should contribute their own ideas and solutions. Why is that important to you? And what are the implications?

The magician is not entertaining anyone. Only outside the studio. This is his or her studio. This is where she or he is pon-dering things, doing chores, living. This is where you find layers of the magician’s particular knowledge embedded in ordinary life. Empty cups of coffee sit next to failed tricks.

All those who come by this studio must feel that they are tres-passing, entering a private space. Once it has been set up, the magician’s studio is the magician’s studio. It is not a rep-resentation, it is not some kind of stage (not even if it might turn sometimes into that, precisely because it is a magi-cian’s studio and many things are possible). I would like to think of this space as something more complex than a “par-ticipatory piece”.

It seems as if your works always include living beings that have some kind of relation to the exhibition space or to vari-ous objects inside that space. Could you say something about what is at stake in these situations?

I think of my works as “images” in which everything – objects, human beings, animals or plants – have the same weight. To construct such “images” with living things is, of course, to take a risk. For this reason I use instructions so that the human beings who take part in a piece have an understanding of what they are doing; this makes them bet-ter equipped to be there. In the case of animals it is another story because there we enter the realm of attributing mean-ing to an existence that is wholly independent of it. In fact this issue demands a longer answer that would include the

Bonniers Konsthall, Stockholm, 2014.Foto/Photo: Per Kristiansen

12

question of power relations, something that also applies to the use of humans.

The image, conceived with living beings – in this case the piece featuring the naked magician – must be present and in place throughout the opening hours of the exhibition. It is not an event that happens at certain moments; it is an image that is present the whole time. In this image everything is of equal value. All the living beings are elements that help construct this image, on a par with the objects and things that are placed by their side. Here, the living beings are no more important than any other object that is part of the work. I would rather think of things as being “animated” by their relation to the world. In that sense we could say that everything is animated. This is another way of looking at this equivalence. The presence of living things reveals and multiplies this.

The magician’s somewhat mysterious activities seem almost like alchemy – creating things out of cheap materials and garbage. Is there a metaphorical resemblance between the figure of the magician and that of the artist – and the act of making something out of (almost) nothing?

I like the idea that the magician’s studio is really there, that it actually exists. As I said before, the space we enter really is a studio. So in that sense it is no more metaphorical than the museum’s offices with all their people working and mak-ing plans. I am intrigued by what people see. What they are looking at in this universe of things, with this figure going about his or her daily routines. And it is there, in the eyes of the trespasser, that many metaphors arise.

It seems to me that The Naked Magician lingers somewhere between mundane realities and the fantastical, combining the practicalities of physical things with a magical realm. Are you interested in the clash, or maybe rather the blurring, of these concepts?

I would rather say that in The Naked Magician there is a blurring of things that come crashing in on the spectator.

13

Visitors leaves the museum behind and enter a space where they are trespassing; they can’t remain passive observ-ers, but become intruders; they look at things, but are very aware of being there, looking. I think that the condition of the spectator as intruder is interesting because it alters the construction of meaning. The experience of seeing becomes projected back on the experience of the space.

You have said that you want to challenge the categories of “performance” and “installation” with The Naked Magician. Could you elaborate on that?

My problem with these categories is that they have the effect of framing and determining the experience of see-ing something. You see it as “performance” or as “installa-tion”, and suddenly there is a codified way of seeing. I try to create situations that escape this framing and open up the experience of seeing something. In the case of the magi-cian, establishing the spectator as intruder helps. If you are an intruder you don’t have time to think about whether this is an installation or a performance. You just take a look and try not to get caught looking.

A lot of the materials featured in The Naked Magician have been collected from people in Stockholm and here in Copenhagen. Are you interested in the participatory aspect of this process? If so, what does it mean for the work?

The construction of a work of art always takes place within a concrete reality. The accumulated world of the magician talks about the world he or she occupies and where he or she has been. A whole life is hinted at here – time multiplied by dust – by the mysterious history told by the magician’s objects. Or by the history of the mysterious objects. Once open, the studio doesn’t overtly reveal how all these things got there. They are now part of the magician’s history. On a very intimate, particular level someone might recognise something they donated, but they should know that their piece is not an indicator of social participation.

14Migros Museum für Gegenwartskunst, Zürich, 2013. Foto/Photo: Stefan Altenburger

Udstillingstilrettelæggelse / Curating: Marianne Torp & Tone Bonnén

Formidling / Education: Marianne Torp & Mathilde Schytz Marvit

Redaktion /Editing: Cecilie Høgsbro Østergaard

Oversættelse / Translation: René Lauritsen

Foto / Photo: Per Kristiansen Sérgio Araújo Stefan Altenburger

Layout: Designbolaget, Copenhagen

Tryk og repro / Printing and repro: Narayana Press, Odder

© 2015 Statens Museum for Kunst© Laura Lima

Udstillingen er produceret i samarbejde med Bonniers Konsthall, Stockholm og Migros Museum für Gegenwartskunst, Zürich / The exhibition is produced in collaboration with Bonniers Konsthall, Stockholm and Migros Museum für Gegenwartskunst, Zürich

x-rummet er støttet af Det Obelske Familiefond / x-rummet is supported by The Obel Family Foundation

Laura Lima The Naked Magicianx-rummet, 04.06. — 20.09.2015

16