Date post: | 13-Mar-2016 |
Category: |
Documents |
Upload: | trine-brandt |
View: | 231 times |
Download: | 2 times |
#01POL I T I K | K U LT U R | H IS TOR I E MAG ASINET E U ROPA
MAGASINETEUROPA
TAG MED HJEM
ELLE
MA
NN
ud af andedamm
en
SP
ÆN
D B
OK
SE
HA
ND
SK
ER
NE
Seeberg vs Clausen
ME
YE
Rbrug for et nyt dansk køkken
September 2008
610
18
22
30
26
For
side
fot
o:
Mag
asin
et E
urop
a/F
oto
: E
sben
Sal
ling
/Col
lage
: R
yhed
e/ S
tock
.XC
HN
G
Konfrontation | Multikunstneren Erik
Clausen i infight med Verdensnaturfondens
nye generalsekretær, Gitte Seeberg.
Ud af gadekæret | Danmarks tidligere
udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen,
peger på danskernes europæiske styrker og
svagheder – og giver et bud på, hvad Melodi
Grand Prix egentlig kan bruges til!
Nej, nej og atter nej | I det europæiske
samarbejde er det landene selv, der er dømt
til at håndtere deres nejer, ikke EU.
Europa forsvinder i de danske medier | Europa
fylder ikke meget i de danske medier, selvom en stor
del af den danske lovgivning er påvirket af EU-regler.
Det danske køkken dumper | Dansk madkultur
er ikke noget særligt, når vi sammenligner os med
de andre lande i Europa. Vi har alt for stor fokus
på det billige, mener kokken Claus Meyer.
34
Politikernes største opgave | Sagen om EU-
lovgivning og den danske udlændingepolitik
er et stort dilemma for de fleste danskere
og deres politiske partier.
In Memory Of | Kunstneren Søren
Assenholt giver læseren en visuel
tænkepause med denne udfordring
til vores forestilling om Europa.
39 3Voyeur eller medspiller |
Moral og muligheder i 150 års
dansk udenrigspolitik.
004
00
05
Fot
o:
Mag
asi
net
Eur
opa
/Ka
trin
e D
am
kjæ
r
”Danmark i Europa, Europa i Danmark”.
Sådan defi nerer Uffe Ellemann-Jensen i
indeværende blad fornemmelsen af, at vi
som danskere er del af noget større. At
Danmark ligger i Europa er selvfølgelig
en geografi sk banalitet. Det er sidste led
– Europa i Danmark, Europa i danskerne
– derimod ikke.
Vores lille nordlige land har længe været
kendt for sit ambivalente forhold til det
europæiske samarbejde: vi vil rigtig gerne
deltage i et omfattende økonomisk samar-
bejde, men er ofte noget mere betænkelige
ved EU-tiltag af mere politisk karakter –
især dem, der piller ved nationale symboler
eller ved områder, der berører danske sær-
interesser. Resultatet er de fi re undtagelser
fra samarbejdet om fælles valuta, forsvar,
Mission statement
Magasinet Europa er et dybdeborende
og grundigt magasin, der har til formål
at give en faglig stærk dækning af
europæiske forhold. Dermed ønskes
det at opveje et ellers ringe fokus
på området i øvrige danske medier.
Vi lægger vægt på at formidle
overblik og indsigt – uden at der
gives køb på den analytiske tyngde.
Vi giver dig et tilbud om at blive
klogere på Europa – i vidt omfang
i dansk perspektiv. Idéen er at
gøre op med traditionel – og ofte
ensidig – dækning af Europa og
tegne et portræt, der indrammes
af den farverigdom, som europæisk
politik, kultur og historie udgør.
Magasinet Europa er gratis og kan
frit tages hjem fra udbudsstedet.
Ønsker du at modtage magasinet
direkte i posten, så gå ind på www.
MagasinetEuropa.dk og tilmed dig
gratis levering. Her finder du også
nye artikler og mulighed for at deltage
i debatten på vores online fora.
Ønsker du at bidrage med et længere
indlæg kan artikler skrives på og
afleveres direkte via hjemmesiden.
unionsborgerskab og retlige anliggender.
Og derudover selvfølgelig sagen om EF-
Domstolens kendelse, der denne sommer
har skabt furore i dansk politik. Pludselig
er den stramme og politisk følsomme dan-
ske udlændingepolitik sat under pres – og
det som en uhørt synlig konsekvens af vo-
res medlemsskab af EU.
Her har vi et tydeligt eksempel på et poli-
tisk Europa i Danmark, hvadenten det så
er ønsket eller ej. Da Europa heldigvis er
meget mere end EU og politik som sådan,
leder vi i dette nummer efter det danske
Europa og det europæiske Danmark så
forskellige steder som i vores mad, i me-
dierne og i vores udenrigspolitiske histo-
rie. Velbekomme und guten Appetit.
Rasmus Reimer Ejsing Ansvarshavende redaktør
Lederen
00-0
5 Citater om Danmark i EuropaordRET
»Danmarks handelspolitik administreres
desværre af EU. Derfor må Danmark
aktivt presse på for at EU ændrer sin
handelspolitik fra at handle om ”noget
for noget” til i langt højere grad at handle
om udvikling i de fattige lande. Hvis
ikke det lykkes, må Danmark bryde med
EU på det handelspolitiske område og gå
solo. Verden er større end EU.«
Søren Søndergaard, MEP for
Folkebevægelsen mod EU, efter
WTO-sammenbruddet, 20. juli
2008
»Det er EF-Domstolen alene, der
har fundet på, at arbejdskraftens frie
bevægelighed indebærer, at man blot
skal arbejde nogle uger i et andet
EU-land for at kunne tage ægtefællen
med til for eksempel Danmark.
Uanset konsekvenserne for dansk
udlændingepolitik.«
Ralf Pittelkow, politisk
kommentator, Jyllandsposten,
28. juli 2008
»I en vis forstand kan man sige, at
Fogh Rasmussen med sin stramme
indvandrerlovgivning og samarbejdet med
det antimuslimske højre siden 2001 har
været en slags foregangsmand i Europa.
Mange lande er fulgt efter Danmark i de
senere år.«
Marco Incerti, tænketanken
CEPS i Bruxelles, Berlingske
Tidende, 16. maj 2008
»Den danske “Flexicurity model” er
blevet målestokken for reformer i andre
europæiske lande. Det danske system
kombinerer lave arbejdsomkostninger
(ikke lønmæssigt) og få restriktioner
angående ansættelse og afskedigelse
med høje arbejdsløshedsgoder og
gode muligheder for videreuddannelse
[…] Danmarks generelle skattetryk
er højt, men dette hjælper også til at
opretholde en veluddannet arbejdsstyrke,
en velkvalifi ceret transport- og
kommunikationsinfrastruktur og en høj
standard inden for offentlige services.«
Rapport fra Economist
Intelligence Unit, 21. april, 2008
»Danmark har længe været kendt som
et stil- og designmekka. Men først da
jeg fandt et rapsodisk dobbeltopslag
om skraldespande i "Danish Design"
i Sterlings fl ymagasin på vej til
København, forstod jeg præcist, hvor
seriøst danskerne tager deres omdømme
som designguder. Indrømmet: Det
var nogle ganske fi ne skraldespande,
men hvilken anden nation ville prøve
at sælge sig selv via sine smukke
skraldespande?«
Helen Pidd, The Guardian Travel
Section, 17. marts, 2008
Jeg synes, at det vil være godt for Danmark, hvis Danmark er i stand til at besætte
internationale topposter. Men jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det,
at jeg synes, at det er godt for Danmark at besætte internationale topposter, er ikke
ensbetydende med, at jeg er forpligtet til at forlade min post som statsminister.«
Anders Fogh Rasmussen, Statsminister (V), Ritzau, 8.maj 2008.
Foto: Pressemateriale, Enhedslisten
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
06
Gitte Seeberg, tidligere europaparlamentariker og folketingsmedlem, står i denne Konfrontation over for
skuespiller og instruktør, Erik Clausen. Gitte Seeberg skyder diskussionen i gang på oplægget "Er Danmark rollemodel
for resten af Europa – eller klassens slemme dreng?"
Konfrontation
1. runde: SeebergKære Erik,
Den danske EU-politik har været præget af paradokser i store
dele af samarbejdet, men klassens slemme dreng bliver vi nok
aldrig, selvom Danmark og danskerne generelt har haft vanske-
ligt ved at tage EU til sig som en hjertesag. Et fast modstander-
argument i EU-debatten er, at Danmarks miljøstandarder for-
ringes som følge af det europæiske samarbejde. Men opfattelsen
af Danmark som bannerfører på dette område, er vi nødt til
at ændre. For opgørelser viser, at 81 ud af 187 vedtagne EU-
retsakter siden 1994 har gavnet Danmarks miljøregler, blot 2
har forringet, og 104 har været neutrale. Derfor er det min over-
bevisning, at EU i højere grad må betragtes som rollemodel,
også for os.
Hvis vi ønsker at være rollemodel eller spille en større rolle
i fremtiden, er vi nødsaget til at fjerne vores forbehold. Der
er noget paradoksalt i, at ville have en fremtrædende og aktiv
rolle i Europa, samtidig med at vi har valgt at stå udenfor det
europæiske samarbejde på en række helt vitale områder som
forsvarspolitik, terrorbekæmpelse, politisamarbejde og fl ygt-
ningepolitik. Vi skal huske på, at fuldt EU-medlemskab er en
forudsætning for øget indfl ydelse - ikke en begrænsning.
Med venlig hilsen
Gitte
DEBAT
Foto: Scanpix
07Født: 7. marts 1942
Erik Clausen har senest instrueret og spillet med i en lang række af humoristiske og
samfundskritiske film, senest Ledsaget Udgang fra 2006. Derudover har han gennem
årene virket som kunstmaler, gadeartist, performer, foredragsholder, været en del af
Røde Mors Rockcirkus og i de tidlige år tilmed været en lovende cykelrytter. Det er dog
ubetinget hans arbejde som instruktør og skuespiller han er bedst kendt for. Hans film
har modtaget 6 Bodiler og en række internationale priser.
1. runde: Clau
sen
Kære Gitte,
Hvis EU var en fi lm, var der så nogen der gad se den? – Jeg tror det ikke.
Jeg vil tale om iscenesættelsen, det er noget, jeg ved noget om. Indholdet i
EU-projektet er jo tydeligt nok - fyldt med skjulte dagsordner, restriktioner og
ikke en eneste opfordring til bare at nyde livet eller åbne armene ud mod an-
dre kontinenter, andre kulturer. Nej, en understrøm af gammel imperialisme
og skjulte dagsordener. Når vi ser jeres selviscenesættelser på røde løbere,
foran tillukkede paladser, som fornemme nikkedukker, dresserede og frise-
rede puddelhunde på ræd og række, så spiller I fi nt rollen som ”betydnings-
fulde” - og det værste er, at I selv tror på det!
Kære Seeberg, fi nd et andet manuskript. For der er ikke mange, for hvem EU
har en plads i deres hverdag, i deres hjerte. Det er ikke lykkedes jer EU-poli-
tikere at formidle EU s såkaldte demokratiske ideer til befolkningen. Propor-
tionelt med jeres egen selviscenesættelse er distancen blevet større og større
til befolkningen. Er det folket, der er noget i vejen med? Der er noget, der an-
tyder arrogance fra EU-politikernes side, når f.eks. danskerne meget tydeligt
én gang har valgt det, som I kalder ”forbehold”, og som jeg snarere vil kalde
”begrænsninger i afgivelsen af suverænitet”.
I er langt bagefter - men tror selv I løber forrest. I jeres selviscenesættelse lig-
ger der en provinsiel efterligning af amerikansk politisk stil. Det er tydeligt, at
I håber, at EU bliver en magtfaktor - en ny supermagt. Det er ikke det, der er
brug for i den internationale udvikling. Det, der er brug for, er en iscenesæt-
telse, hvor folk kan genkende sig selv, og hvor vi udfordres med noget, man
igennem tiderne har kaldt - tro, håb og kærlighed.
Erik Clausen
08
Født: 25. juni 1960
Gitte Seeberg udtræder pr. 1. september af Folketinget for at tiltræde
som generalsekretær for Verdensnaturfonden. I 2007 forlod hun Det
Konservative Folkeparti for at stifte Ny Alliance sammen med Naser
Khader og Anders Samuelsen. Efter uenigheder om partiets profil
på bl.a. asylområdet forlod hun partiet i januar 2008 for at blive
løsgænger.
2. rund
e: Seeb
erg
Kære Erik,
Nu er det jo Danmarks rolle i EU der er til diskussion, og ikke EU.
Men hvis vi skal blive lidt i dit m
anuskript, så er EU slet ikke så
kompliceret endda. Der er ingen kaniner i hatten. Men lad os bare
lege med tanken om EU som en fi lm! Det lyder som en spændende
ide. Der er basis for god underholdning, i et spændende historisk
drama om gamle fjender der fi nder sammen i et fre
deligt og "gen-
forenet" Europa..
Du kalder Danmarks forbehold for ”begrænsninger i afgivelsen af
suverænitet”, men de har den stik
modsatte effekt. Vi distancerer os
ikke fra EU ved at have forbehold - tværtimod iscenesætter vi os selv
i en position, hvor vi afgiver vi en masse suverænitet uden mulighed
for indfl ydelse. Hvis forbeholdene forsvandt, kommer indfl ydelsen
også tilbage.
Der er problemer der kun kan løses i fæ
llesskab. Det er blandt andet
hensynet til det fælles miljø, dyrevelfærd og tilsætningsstoffer. Hvor
tror du vi var, hvis ikke vi havde fælles regler for hvad der er tilladt
og hvad der er forbudt? Tror du virkelig at det betyder noget hvad
Fogh siger, når han løfter pegefi ngeren overfor Kina og andre lande
der krænker menneskerettighederne. Næppe, vil jeg tro. Kun ved at
samarbejde med de andre EU-lande kan vi opnå en fælles styrke, der
har sit udgangspunkt i fæ
lles værdier om menneskerettigheder og in-
dividets frihed. Og det alene kun fordi vi ”puljer” vores suverænitet.
Kun derved bliver vi en egent medspiller i EU.
DEBAT
Collage: Ryhede - Foto: Tobias Nørgaard Petersen
009
Kære Gitte,
Det er dog utroligt. Skulle vi ikke have indfl ydelse på EU s politik, fordi vi stiller nogle
betingelser, nogle begrænsninger, nogle forbehold. Er det demokrati? Du skriver om,
hvor effektiv EU er, når det gælder miljøspørgsmål. Jamen, har EU overhovedet haft
positiv indfl ydelse på miljøet i Danmark? Den store vindmølleproduktion vi har, er
startet nedefra som en økologisk bevægelse, der i lange tider var til grin fra konservativ
side. Hvis vi vil have nogle miljøregler, så kan vi jo bare lave dem. Skal de omkring EU,
ligger der en indbygget forsinkelse. Dit eksempel, med Fogh der eventuelt skulle påvirke Kinas forhold til menneskerettig-
heder, er dårligt. Hans internationale politiske troværdighed har han parkeret sammen
med sin ”holden i hånd” med præsident Bush. Kina vil derudover da blæse på offi cielle
henvendelser fra EU. Nu tilbage til min pointe. Folkets stemme, demokratibevægelser-
ne, til olympiaden. Tusindvis vil møde op med orange hatte, armbånd og andet, og alle
ved hvad det drejer sig om. Det bliver noget, der præger gadebilledet ved olympiaden,
og som kommer ud til befolkningen.Men hvordan kan det være, at EU ikke fylder mere i danskernes politiske bevidsthed?
Man har fornemmelsen af, at vi er i vejen for jeres bureaukratiske adfærd. Hvis vi ikke
stemmer efter jeres hoved, så skal der stemmes om. Dernæst får at vide, at det spørgs-
mål vi stemmer om, er for kompliceret til, at folket kan forstå det. Det kan godt være,
at der er mange gode idéer repræsenteret i EU, men I repræsenterer også en centralisme
og en magtens arrogance. I det øjeblik, EU ikke bliver til en kedelig fi lm, men til en
folkelig bevægelse, så er vi mange, der gerne vil være med.
PS. Oluf Palme havde ved sin optræden stor indfl ydelse på afslutningen af Vietnamkri-
gen. Hvorfor? Fordi han kom ned til os andre og var med i den folkelige bevægelse. Køb
en orange hat til Anders Fogh, og lad os se hvad der sker.
2. runde: Clausen
DEBAT
0010Danmarks tidligere udenrigsminister gennem 11 år, Uffe Ellemann-Jensen, har altid været en ildsjæl, der gennem årene har fået både
store mængder tilhængere og modstandere for sine markante meninger og brændende engagement. Her peger han på danskernes styrker og svagheder – og fortæller hvad
Melodi Grand Prix egentlig kan bruges til!
Ud af andedammen
AF RASMUS REIMER EJSING
INT
ER
VIE
W
Foto: Esben Salling
0011Dine bidrag til den politiske debat har
til tider skabt en del furore, senest i
forbindelen med karrikaturkrisen.
Finder du det lettere at sige lige præcis
hvad du mener, efter du ikke længere
direkte er en del af den nationalpoliti-
ske scene?
- Jamen, det gør jeg jo ikke, når det gælder
indenrigspolitik. Fra det øjeblik jeg gik af
som venstreformand i 1998 og så til i dag,
der har jeg overhovedet ikke blandet mig i
indenrigspolitik. Jeg skriver om udenrigs-
politik og internationale forhold, og det er
klart, at jeg så kommer til at strejfe inden-
rigspolitikken en gang i mellem. For ek-
sempel når det gælder europapolitik. Når
man så diskuterer sådan noget som ka-
rikaturkrisen, så er det klart, at det også
blev til indenrigspolitik. Men jeg angriber
sådanne emner ud fra en lidt bredere vin-
kel. Jeg har mistet mange gamle venner
på den konto, men også fået mange nye.
Dét, som jeg er blevet lidt overrasket over,
det er at gadekærsmentaliteten stadig er
så udbredt som den er. At der er så mange,
der har en fornemmelse af, at vi er bedre
end alle andre, hvilket vi så sandelig skal
have lov at demonstrere uden at tænke på,
hvad vi sætter i gang.
Hvad skal vi sætte gang i på europæisk
plan? Hvor synes du, at Danmarks ker-
nekompetencer ligger i det europæiske
samarbejde?
- Danmarks store styrke, for nu at tage
noget positivt om os i en europæisk sam-
menhæng, det har altid været, at vi har ry
for at holde de aftaler, vi indgår. I de al-
lertungeste år i fi rserne, hvor det edder-
mukkeme var svært, og hvor vi var gået i
gang med det store projekt med det indre
marked, der var opfattelsen, at vi altid var
de vanskeligste at lave aftaler med. Blandt
andet fordi der jo var en masse indenrigs-
politik i det, hvor Markedsudvalget [det
nuværende Europaudvalg, red.] ofte var
en blokade. Til gengæld vidste de andre
lande, at når der først var en aftale, så var
vi de første til at implementere den. Sam-
tidig kunne du jo se på opgørelser over,
hvem der blev slæbt for EF-Domstolen, at
vi lå allernederst. Der var altså den her
pudsige dobbelthed, at vi altid var de mest
besværlige at overbevise, men når det så
var sket, så leverede vi varen.
Hvilke særlige europæiske opgaver ser
du, at Danmark skal tage på sig?
- Danmark har jo demonstreret evnen til
at være en god formidler af samarbejde,
og det er jo noget, der i indviede kredse
virkelig giver os point. Tag for eksem-
pel formandsskabet i 2002, hvor det var
Danmark, der formidlede konklusionen
»Det europæiske rådsmøde, hvor Anders Fogh
kunne gå ud at sige: ”We have an agreement”, det
var en stjernestund i dansk europapolitik«
INTERVIEW
012på de meget langvarige og meget vanske-
lige optagelsesforhandlinger. Dét var et
mesterstykke. Det europæiske rådsmøde,
hvor Anders Fogh kunne gå ud at sige:
”We have an agreement”, det var en stjer-
nestund i dansk europapolitik. Man sad
der med en klump i halsen. Det var sim-
pelthen bare så stort at opleve. Det er én
af de danske kernekompetencer. Derfor
mener jeg også, at Danmark fortsat bør
kæmpe hårdt og energisk for, at den fort-
satte udvidelse står højt på dagsordenen,
og det tror jeg også, at Danmark har en
særlig mulighed for.
- Men de udenlandske medier havde
jo ikke Anders Fogh på forsiden, men
deres egne ledere. Var det virkeligt et
dansk mesterstykke – eller blot en na-
tional vinkel herpå?
- Selvfølgelig ser du alle de andre og
havde mødet fundet sted i Paris havde
de danske medier stadig fundet en dansk
vinkel. Før var jeg meget omhyggelig, da
jeg nævnte de ”indviede kredse” – det er
de professionelle mennesker, der arbejder
i Kommissionen og Ministerrådet og an-
dre steder. De ved godt, at et sådant resul-
tat ikke ville have været sandsynligt, hvis
det for eksempel havde været et fransk el-
ler tysk formandsskab. Jeg tør godt sige
uden blusel, at små lande som Danmark
har ry for at levere bedre formandsskaber
end de store lande, og det er fordi, vi er
smarte nok til at vide, vi ikke selv skal
komme slæbende med en masse ting, vi
selv skal have opnået. Dér har større lan-
de sværere ved at begrænse sig. Man ved
godt, at det i høj grad var et resultat af et
dansk formandsskab, et dygtigt embeds-
apparat og den politiske ledelse, Anders
Fogh leverede der. Det var virkeligt godt
gjort. I modsat retning trækker selvfølge-
lig, at man samtidig ved, at danskerne sta-
dig er fodslæbende hvad angår det euro-
pæiske samarbejde, især med de elendige
undtagelser, vi stadig slæber rundt på. Det
er jo noget, der reelt sætter spørgsmåls-
tegn ved vores hele og fulde europæiske
engagement.
Er det rimeligt at sige, at danskerne er
særligt fodslæbende? Efter de seneste
par års nej’er i Frankrig, Holland og
Irland er det så ikke i virkeligheden alle
europæere, der er fodslæbende?
- Du kan sige at alle europæere er fodslæ-
bende, og irerne især lige for øjeblikket.
Du oplevede de samme vanvittige ting i
Irland, som du oplever her. Der var en irsk
voxpop, hvor der kom følgende udsagn:
”Jeg stemmer altså i mod det dér, for nu
har de lukket kræftafdelingen på vores lo-
kale sygehus!”
Men er det ikke et symptom på noget?
Skepsissen er jo ganske udbredt og sy-
nes at vokse i omfang. Hvordan skal det
problem håndteres?
- Det er et symptom på manglende politisk
lederskab, først og fremmest. Politikerne
må gå ud og forklare det store politiske,
europæiske projekt, der i sin oprindelige
form drejede sig om fred og frihed. Det
er vigtigt, at der er fri debat om tingene,
og at man ikke er bange for at få en møg-
spand i hovedet, når man siger noget.
Lever politikerne op til denne rolle?
- Det sker i alt for ringe grad, men det
sker da stadig i nogle af de lande, for
hvem det var blodigt alvor. At starte euro-
pæisk integration for at stoppe nye krige,
der har Danmark jo altid været lidt på en
sidelinje, da vi ikke har mærket følgerne
af verdenskrigene på samme måde som
man har i Frankrig, Tyskland og Holland.
Som man har det i de gamle kernelande.
Man kan sige, at her fi nder man en del af
forklaringen på det fodslæbende og på
at interessen for de mere kontante sider
af europæisk integration altid har været
mere markant i Danmark end i mange an-
dre lande.
Onde tunger vil sige, at en statsmini-
ster har større interesse i at komme
hjem fra Bruxelles og fortælle, hvad
der er vundet for Danmark, frem
for at forklare ’det store europæiske
projekt’. Omvendt kan skylden skydes
på de andre lande, når der er ved-
taget noget, der ikke er populært på
hjemmefronten...
- Dertil kan jeg kun citere salmedigteren
Jakob Knudsen, der for over hundrede år
siden sagde disse ord: ”Det meste politi-
ske lederskab her til lands består i at van-
dre efter fl okken og prøve at gætte, hvor
den bevæger sig hen”.
Men er det politik?
- Igen, der er alt for få politiske ledere i
Danmark, der har stillet sig op og prøvet
at forklare de overordnede idéer med det
store politiske projekt. Og jeg vil da sige,
at historien skræmmer lidt. Det var på sin
»Du kan sige at alle europæere
er fodslæbende, og irerne især
lige for øjeblikket. Du oplevede
de samme vanvittige ting i
Irland, som du oplever her«
0001
3
INT
ER
VIE
WF
oto: Esben S
alling
00014
vis først og fremmest mig, der led neder-
laget ved folkeafstemningen i 1992, selv-
om vi var en hel del om projektet. Men jeg
valgte at gå frem med fl yvende faner og
sige, det her, det er et stort europæisk pro-
jekt. Så er det klart, at da det tumlede, så
var det mig, der fi k tævene bagefter. Der-
for er det måske ikke så fristende at gå
frem på samme måde. Omvendt så håber
jeg stadig på, at det store perspektiv kom-
mer til at fylde lidt mere.
Hvad er så Europas store projekter i de
kommende år, i din opfattelse?
- Først og fremmest at holde fast i det, der
er skabt og passe på ikke at begynde at
bygge mure over for omverdenen. Der-
næst er det væsentligt at fortsætte det,
der i min mening er den største succes
i nyere tid, nemlig den fortsatte udvi-
delse. Lande som Ukraine, for at tage
det mest iøjnefaldende, men også Geor-
gien og selvfølgelig Balkanlandene skal
drages ind i den proces. På længere sigt
forhåbentligt da også et land som Hvide-
rusland, selvom det er langt ude i fremti-
den. Det er en stor opgave for EU at sik-
re, at de lande her, som ligger og prøver
at finde deres plads i det internationale
billede, at de ved, at de hører med til fa-
milien og på et eller andet tidspunkt kan
komme med. Den store opgave er der-
med også at passe på med ikke at blive
for skuffet over de problemer, man ram-
ler ind i undervejs. Helt aktuelt er der jo
problemer med Rumænien og Bulgarien,
der er kommet med, selvom de overho-
vedet ikke lever op til betingelserne for
optagelse. Problemerne kommer ikke
som den store overraskelse, så istedet
for at gå i baglås skal man bare hånd-
tere dem lidt håndfast og effektivt. Dét
at bevare optimismen og troen på pro-
jektet, det er den største udfordring i de
kommende år. Det drejer sig stadig om
at sikre freden og friheden i Europa.
Argumentet om EU som et fredsbeva-
rende projekt synes dog ikke rigtig at
vinde genklang i efterkrigsgeneratio-
nerne i Danmark?
- Men det kan jeg love dig for, at det gør
hos yngre generationer i lande som Ukra-
ine og Georgien. Og i de nye medlems-
lande, vi har fået med, herunder de bal-
tiske lande og Polen. Polen, der virkelig
har følt trykket fra den store nabo mod
øst – for dem føles EU i høj grad, som
en del af fredens projekt. Der må man så
prøve at engagere de yngre generationer
herhjemme til også at kigge lidt ud over
andedammen.
Hvad er midlet til at skabe et sådant
engagement?
- Der er mange, der er interesserede, men
alligevel for få, der virkelig er interesse-
rede i, hvad der sker ude i verden. Det er
jo lidt forbløffende, hvis ikke det skulle
være muligt at skabe en stor folkelig in-
teresse for udenrigspolitik, når vi ser på,
hvor vi befi nder os i dag. Danmark er jo
en krigsførende nation med soldater, der
kæmper en livsfarlig kamp, som har sine
overordnede begrundelser i vores hver-
dag, vores tryghed. Hvor meget tættere
skal verden komme på os, før man begyn-
der at interessere sig for den? Det vil jeg
da gerne spørge om.
Synes du overordnet set, at Danmark
spiller en positiv eller negativ rolle på
den europæiske scene?
- Det er klart, at det skal du måle i forhold
til andre. Jeg vil starte med et eksempel.
Vi var med i nogle minerydningsprojek-
ter på Balkan, hvor vi gjorde stor gavn,
så længe det var ledet af NATO. I sam-
me øjeblik at der blev sat en EU-kasket
på de projekter, så måtte vi trække os ud
på grund af forsvarsundtagelsen. Og i det
øjeblik hvor EU overtager i Kosovo, må vi
også trække os ud dér. Som et led i EU’s
forsvarsdimension er der lavet det, der
hedder Battle Groups, og så er der også en
Nordic Battle Group. Den er blevet etab-
leret, sådan at den skal kunne indsættes,
når man i EU beslutter, at der skal bidra-
ges til en fredsskabende eller fredsbeva-
rende mission et eller andet sted i verden.
Denne Nordic Battle Group, den består af
tropper fra Sverige og Finland, der ikke
er NATO-medlemmer, og af Norge, der
»Danmark glimrer ved sit
fravær. Det er fuldstændig
absurd og et resultat af den syge
forsvarsundtagelse«
INTERVIEW
00015
ikke engang er medlem af EU, men dog
er et NATO-land. Derudover er nogle af
de baltiske lande med, og jeg mener også,
polakkerne er det. Så er Irland med - Ir-
land, der ellers er noget af det mest neu-
trale. De er alle sammen samlede i denne
Battle Group, under ledelse af Sverige.
Danmark glimrer ved sit fravær. Det er
fuldstændig absurd og et resultat af den
syge forsvarsundtagelse. Et så vigtigt om-
råde hvor Danmark simpelthen ikke eksi-
sterer. Og netop fordi det har udviklet sig
på en måde, at EU’s militære dimension
ikke er blevet en konkurrent til NATO,
som man frygtede i sin tid, er det endnu
mere absurd. Så der er altså felter, hvor vi
har meldt os ud med de undtagelser, som
jeg selv var den, der skulle forhandle på
plads i 1992.
De sidste små tyve år har vi haft en
aktivistisk udenrigspolitik, som endda
er blevet navngivet Ellemann-Jen-
sen-doktrinen. Vi har været militært
tilstede på Balkan, i Golfen, i Afgha-
nistan og Irak. Har vi en aktivistisk
europapolitik?
- Det havde vi for så vidt, da udvidelsen
stod på dagsordenen, hvor det jo i høj
grad var det danske drive, der virkelig bar
igennem dér. Det har vi nok ikke i dag.
Burde vi have det?
- Udover dét at mase på for en fortsat ud-
videlsesproces, så kan jeg godt nævne et
punkt, hvor jeg kunne tænke mig et stær-
kere dansk engagement. Kommissionen
og Ministerrådet har bestemt, at man skal
forsøge at skabe en Østersøregionspolitik
i EU. Det er noget helt nyt, at man vil lave
en særlig regional politik. Det indebærer
rent praktisk, at der vil blive stillet fæl-
lesskabsmidler til rådighed for en række
projekter i regionen. Og det er noget som
svenskerne har engageret sig meget, me-
get aktivt i. Reinfeldt og Bildt [hhv. Sve-
riges statsminister og udenrigsminister,
red.] har jo sagt at til næste år, hvor Sve-
rige har formandsskabet i andet halvår,
der håber de at være klar til, at man kan
få vedtaget en sådan Østersøregionspoli-
tik. Svenskerne har til dato lavet to store
oplæg. Det seneste er et meget omfattende
oplæg til hvad en sådan Østersøregions-
politik kan gå ud på, og ikke overrasken-
de så er et meget stort tema dér miljøpo-
litik. Østersøen er jo virkelig et truet hav,
det er så uhyggeligt sårbart. Polakkerne
har også lavet et stort oplæg, fi nnerne har
lavet et oplæg. For fi nnerne er der en sam-
menkædning til det, de for otte år siden
uden deres første formandsskab introdu-
cerede med stor dygtighed, det de kaldte
The Northern Dimension of the EU. Det
går ud i høj grad ud på, at trække Nord-
vestrusland ind i et tættere samarbejde.
Balterne har enten lavet, eller er ved at
lave, et oplæg til det her. Der er ikke lavet
noget i Danmark og mig bekendt, er det
ikke noget de sidder og arbejder med inde
i Udenrigsministeriet. Dér kunne jeg godt
tænke mig, at man her til lands prøvede
at være lidt mere proaktive, ikke mindst
når man tager historien i betragtning. Det
var Danmark, der gik i spidsen, da man
lavede et regionalt samarbejde. Det var
et dansk-tysk initiativ at lave Østersørå-
det, Council of Baltic Sea States, der er et
samarbejde mellem regeringer – og ikke
at forveksle med det, der hedder Baltic
Development Forum, som jeg selv senere
har været med til at skabe og er formand
af. Men Danmark gik også i spidsen, da
det gjaldt om at gå ind at bistå ikke mindst
balterne med at komme på fode. Hvorfor
»Hvorfor vil Danmark ikke være en del af
Europa? Det er som om, at der er en skræmthed,
som om at det skulle tage noget fra os«
vi så pludselig melder os ud af denne dis-
kussion, det har jeg svært ved at forstå.
Hvad er så den rigtig gode idé ved et
samarbejde i Østersøregionen?
- Jamen, det er, at du har så mange fælles
problemer og muligheder i regionen. Lad
os starte med problemerne. Der er det fæl-
les miljø, og risikoen for at der indtræder
en eller anden katastrofe – som for eksem-
pel olieudslip i Østersøen. Her er der et
behov for, at du regulerer meget stærkere,
end det tidligere er sket. Du har brug for
fælles energiløsninger. Så kommer der
det mere overordnede i det. At Østersø-
regionen, der er en af de mest spændende
regioner, du har i Europa, der over en år-
række har haft en væsentlig større økono-
misk vækst og vidensudvikling end de an-
dre store vækstregioner. De muligheder,
der er for at få en EU-dimension bygget
ind i det, de er jo nye og virkelig spæn-
dende. Her er det altså som om, at man i
Danmark har tabt pusten. Det er helt klart
svenskerne, der har førertrøjen på, og i
høj grad fi nnerne, der skummer fl øden.
Det har de altid været dygtige til. Og det
siger jeg med slet skjult misundelse.
Hvilke øvrige muligheder giver
samarbejdet?
- Tag for eksempel Sjælland og Skåne –
dét at bo det ene sted og arbejde det an-
det, det er stadig hammerbesværligt. Der
er stadig mange barrierer, som forhindrer
udvekslingen af mennesker og så videre,
skattemæssige ikke mindst. Men for pok-
ker, Skåne er en del af vores opland i dag.
Og det er jo et vidunderligt sted, jeg rejser
INTERVIEW
00016
tit selv rundt derovre, men stadig så er det
sådan lidt at betragte som udland. Der er
for mange restriktioner, selvom turisme,
for eksempel, er blevet noget mere tilgæn-
geligt, efter at balterne og polakkerne er
kommet med i Schengen. Man skal dog
være meget opmærksom på at få Rusland
trukket med ind i det, og specielt ekskla-
ven Kalingrad. Du kan sige, at der er en
hel del gevinster ved det, men altså også
nogle risici ved ikke at samarbejde. Hvis
ikke du for eksempel får Rusland og Ka-
lingrad med i et samarbejde, så har du en
kilde til nogle frygtelige miljøkatastrofer,
som meget hurtigt kan lægge den lavvan-
dede sø øde. Gennemsnitsdybden i Øster-
søen er 58 meter, hvor den er et par kilo-
meter i Middelhavet. Vandudskiftningen
gennem de danske stræder tager 30 år.
Hvis der sker en miljøkatastrofe i Øster-
søen – for eksempel et stort olieudslip – så
vil det tage 30 år at få renset det ud.
Hvad kommer vores manglende en-
gagement til at have af betydning for
Danmark?
- Jamen, lidt at man taber indfl ydelse på
det, der foregår i regionen. Og indfl ydelse
kan være så mange ting, det kan også dre-
je sig om hvilke ressourcer, der bliver sat
ind på udvikling af de forskellige videns-
områder. Det er også et spørgsmål om at
få skabt og udviklet talent – så det er lidt
ærgeligt.
Betyder det her, at Østersøregionen er
ved at blive en økonomisk og kulturel
dynamo, og at Danmark er ved at sidde
pas på udviklingen?
- Jeg mener, at den har alle muligheder
for at blive en økonomisk og kulturel dy-
namo. Tilbage i hansetiden, altså i mid-
delalderen, var Østersøregionen en af de
rigeste og mest ekspanderende regioner i
datidens kendte verden. Det har den alle
muligheder for at blive igen – hvis man
udnytter alle mulighederne, herunder at
bryde barrierer ned. I Baltic Development
Forum holder vi vores 10. årsmøde nu i år.
Her vender vi tilbage til åstedet, Køben-
havn-Malmø, efter at have været hele ve-
jen rundt. Her er formålet netop at bryde
barrierer ned. Vores store tema her til ef-
teråret bliver miljø-, klima- og energipo-
litik i regionen. Hele den energipolitiske
diskussion kommer meget hurtigt højt op,
når du ser på Ruslands ageren, blandt an-
det med at lægge en gaslinje på bunden af
Østerseøn for at komme uden om besvær-
lige transitlande. Det er der meget politik
i. Det understreger, hvor vigtigt det er, at
man fi nder en fælles energipolitisk optræ-
den over for Rusland.
Jeg vil gerne lige vende tilbage til Dan-
marks generelle forhold til Europa. Jeg
så dig andetsteds bruge formuleringen
Danmark i Europa, Europa i Dan-
mark. Hvad betyder det?
- Det er fornemmelsen af, at vi som dan-
skere er del af noget større. I forvejen føler
mange danskere sig vel først og fremmest
som fynbo eller nordjyde eller sjællander.
Dernæst er man dansker. Jeg føler stadig-
væk at jeg er fynbo, selvom det snart er
65 år siden at jeg fl yttede derfra. Og min
kone er vendelbo. Så er jeg dansker, men
jeg føler mig samtidig som europæer. Det
er dér, at jeg kunne ønske mig, at der var
en større fornemmelse for, at man godt
kan være europæer uden, at det går ud
over ens danskhed. Hvad er for eksempel
forklaringen på, at man i Danmark endnu
ikke har fået lavet nummerplader med et
EU-symbol på? Det har de gudhjælpemig
i Sverige, hvor de i mange år var endnu
mere fodslæbende end os. Jeg har kun set
en eneste bil i Danmark, der har de num-
merplader – eller rettere, jeg har set to,
og den ene er min egen. Hvorfor vil Dan-
mark ikke være en del af Europa? Det er
som om, at der er en skræmthed, som om
at det skulle tage noget fra os. Jeg mener
derimod, at det lægger noget til.
Jeg synes lidt, at jeg hører dig sige: ’Nu
må de da snart forstå det!’ Når der nu
er den her skepsis, hvad vil du så råde
de danske politikere til at gøre?
- Det tilkommer ikke mig at komme med
gode råd til danske politikere. Jeg vil bare
konstatere lidt sørgmodigt, at sådan bliver
det sikkert ved med at være. Det vil ikke
forandre mit engagement eller min begej-
string. Og at det så i manges øjne kan vir-
ke lidt altmodisch og latterligt, det vil jeg
være i stand til at leve med i stoisk ro.
»Så næste gang, de laver Melodi
Grand Prix - så skal jeg sgu da se
det.«
INTERVIEW
Har medierne en rolle at spille?
- Det ved jeg såmænd ikke. Jeg ser næsten
ikke fjernsyn. Jeg ser ind imellem det, de
laver på DR2. Jeg ved ikke hvor mange
andre, der ser det, men det synes jeg er
godt. Det andet synes jeg ofte er så sølle,
så det gider jeg altså ikke bruge tid på.
Min respekt for medierne i det hele taget
er ikke vokset i de senere år. Og det gælder
ikke bare europastof. Når du ser, hvordan
medierne over en bred kam bruger større
ressourcer på at dække et spørgsmål om
en fi nansministers ti år gamle taxaboner
- i en for øvrigt fuldstændig misvisende
og skandaløs dækning – end de bruger på
en samtidig historisk omfattende løbende
faglig konfl ikt, med enorm gældsætning
til følge, så er der altså noget helt skævt
i den måde, medierne fungerer på. Det er
også noget med, at nogle grænser er ble-
vet brudt ned. Tidligere var det sådan, at
der var nogle bestemte ugeblade og for-
middagsblade, som man holdt i en arms
længde. I dag bruger de jo hinandens stof
og kører det rundt i en uendelighed.
Gælder det også dækningen af
europastoffet?
- Jeg vil sige, at dem der virkelig inte-
resserer sig her, de har ikke nogen und-
skyldning for at sige, at de ikke får no-
get at vide. Den dér har vi hørt i årevis:
’Jeg får ikke noget at vide om EU’. Det
kan folk sgu selv fi nde ud af, hvor stort
set alle har internetforbindelse og Google
på skærmen hele tiden. Der er så mange
steder, man kan få information, hvis man
interesserer sig en smule for det. Samti-
dig så faldt jeg helt tilfældigt over noget
andet, hvor jeg pludselig tænkte ved mig
selv, at der jo er andre måder at skabe en
fælles europæisk fornemmelse på. Jeg tror
aldrig at jeg i mit liv har set Melodi Grand
Prix, så jeg ved ikke rigtig hvad jeg ta-
Uffe Ellemann-Jensen
▶ Født 1. november 1941 på Fyn
▶ Cand. polit. fra Københavns
Universitet 1969
▶ Premierløjtnant af reserven
▶ Ansat ved Forsvarets
Efterretningstjeneste
1962-64
▶ Journalist ved Berlingske
Aftenavis 1967-70
▶ Økonomisk-politisk
medarbejder ved Danmarks
Radio 1970-75
▶ Ansvarsh. chefredaktør for
Dagbladet Børsen 1975-76
▶ Folketingsmedlem for Århus
Amtskreds 1977-2001
▶ Udenrigsminister i
regeringerne Poul
Schlüter 1982-93
▶ Formand for Venstre 1984-98
▶ Præsident for Det
Europæiske Liberale
Parti 1995-2000
Nuværende
▶ Skribent for
Berlingske Tidende
▶ Formand for Det
udenrigspolitiske Selskab
▶ Formand for Baltic
Development Forum
▶ Formand for BankInvest
▶ Gift med Alice Vestergaard
ler om her. Jeg havde læst, at det skulle
sendes fra Beograd, og på et tidspunkt
gik jeg så ned og tændte for fjernsynet.
Der var de åbenbart lige kommet dertil,
hvor de havde sunget alle sangene og stod
i det dér psykedeliske studie i Beograd og
skulle have kontakt til hele Europa. Det
foregik på den måde, at der blev sendt fra
alle landenes stationer én efter én, og så
så du – især fra de nye lande – nogen ed-
derfl otte, nedringede, barmfagre damer,
der stillede op, og så vågnede jeg jo plud-
selig op og fulgte med på skærmen. De
startede allesammen med at sige: ’Hello
Europe’. Hello Europe? Det er da bemær-
kelsesværdigt, at der sidder hundrede af
millioner af mennesker og ser på det her,
hvor de sender fra Beograd og slutter af
med fyrværkeri over byen. For mindre end
ti år siden, der var dét fyrværkeri skabt
af NATO-fl y, der bombede Beograd. Der
står de nu og taler med hele Europa. Ind
imellem oplever du pludselig Ukraine
give en masse stemmer til Rusland, op-
lever Makedonien, der giver stemmer til
Grækenland, og Grækenland til Tyrkiet.
Dér fl imrede det inde i hovedet på mig,
at der er noget, der binder de her menne-
sker sammen – og det er begrebet Europa.
Det var da et fantatisk europæisk projekt,
der pludselig havde fået en masse men-
nesker til at føle, at de hørte sammen, at
de lande, der dagligt sviner hinanden til,
regeringerne imellem, nu kan give hin-
anden stemmer. Så næste gang, de laver
Melodi Grand Prix – fra Moskva, kunne
jeg forstå - så skal jeg sgu da se det. Der
er altså noget dér, der pludselig skaber en
europæisk ånd, så det er ikke en umulig
opgave. De, der har siddet og set det, har
nok hujet på deres egne, men samtidig følt
at de var med i noget større, nemlig Euro-
pa. Det giver også en eller anden fornem-
melse af, at du skal holde dig der, hvor du
kan engagere folk – nemlig på de store,
overordnede temaer.
017
018
Europa forsvinder i
de danske medier
BAGGRUND
Fotos: Stock.XCHNG
8
Når de danske medieforskere gennemlæser
aviser og undersøger, hvor meget det euro-
pæiske stof fylder, ser det ud til, at omkring
6-7 procent af artiklerne handler om EU.
Men selvom der efterhånden er en del
forskning i, hvordan og hvor ofte de dan-
ske medier forholder sig til landene om-
kring de danske grænser, er der ikke
nogle helt præcise tal for den europæiske
mediedækning.
Når det kommer til fjernsynet, er der
endnu større uenighed blandt forskerne
og færre resultater, men hollandske Claes
de Vreeses resultater anerkendes af fl ere.
Hans undersøgelse viser, at DR’s TVAvi-
sen bringer omkring 9 procent europæisk
stof, mens tallet er lidt mindre for TV-
2Nyhederne. En helt ny undersøgelse af
to specialestuderende peger dog på, at tv-
nyhederne har noget mindre EU-stof – de
fi nder, at EU-historierne i TVAvisen kun
fylder 3,7 procent.
EU-event giver spaltepladsNogle gange er EU og Europa dog mere i
medierne, for EU-verdenen er faktisk le-
veringsdygtig i begivenheder, der kan få
journalisterne op fra skrivebordet og hen
og kigge på Europakortet. Der sker f.eks.,
når der er kriser i EU; valg til Europa-
Parlamentet; eller når der skal stemmes
om, hvorvidt vi i fremtiden skal betale
med euro eller kroner.
Da vi sidst skulle sige ja eller nej til euro-
sedler i Danmark, dækkede medierne EU
lige så meget på en enkelt dag, som de til
hverdag gør på en hel uge. Samtidig er
medierne også klar med kameraerne og
mikrofonerne, når der er store topmøder
i EU. Nogle undersøgelser viser, at det
europæiske stof så pludselig fylder en
fjerdedel af nyhederne i radio og tv.
Men det er nyhedsbranchens vilkår – ny-
heder skal per defi nition handle om noget
nyt. Udlandsredaktør på JyllandsPosten,
Jette Elbæk Maressa forklarer:
- EU-stoffet er interessant, når der er "no-
get på spil" - det kan være alt lige fra nitrit
i spegepølser til "indretningen af Europa"
- altså EU-traktater.
Martin Aagaard, som er Politikens faste
EU-korrespondent i Bruxelles, er enig i,
at noget skal være på spil – en begivenhed
skal have vægtig betydning, hvis EU skal
nå de danske aviser:
- Det er interessant, hvis det er nye regler,
der har betydning for læsernes hverdag.
Hvis sagen har betydning for EU's udvik-
ling generelt - f.eks. når det drejer sig om
EU-traktater. Eller hvis det handler om
EU's ageren i forhold til resten af verden,
siger han og tilføjer:
- En stor del af dansk lovgivning er base-
ret på EU-regler. Og en stor del af dansk
udenrigspolitik føres sammen med de an-
dre europæiske lande.
Os EUMen de danske europa-journalister er ofte
blevet kritiseret for, at journalistikken
altid tager udgangspunkt i de konfl ikter,
EU skaber for Danmark. Som f.eks. i en
historie fra Politiken i 2001, hvor nye reg-
ler på arbejdsmarkedet spænder ben for
danske interesser – som i dette tilfælde er
symboliseret ved Tivoli, hvor de »ansatte
skal overholde EU’s direktiv om arbejds-
tid, og 'kun' må arbejde 48 timer om ugen.
Forlystelsesparkens servicechef tror det
bliver sværere at tiltrække medarbejdere,”
skriver avisen. Eksempler som dette og
lignende får medieprofessor Anker Brink
AF PERNILLE BOELSKOV
Europa fylder ikke meget i de danske aviser og nyheder, selvom en stor del af den danske lovgivning er påvirket af EU-regler.
019B
AG
GR
UN
D
Fot
os:
Sto
ck.X
CH
NG
020
Lund op af stolen. I en artikel samme år
skriver han:
- Dansk presse betragter tilsyneladende
Danmark som en vigtig del af Europa,
men bestemt ikke Europa som en inte-
greret del af Danmark. Derfor reduceres
hverdagens EU-stof til fl æskepriser og
fl exlån eller til interne stridigheder i den
christianborgske andegård med ”dem der-
nede” i Bruxelles som en mystisk molok
af bureaukratisk almægtighed og folkelig
afmægtighed.
Ikke længere kun os og demSådan har det måske været en gang, men
det er altså på vej til at ændre sig, mener
Politikens faste korrespondent i Bruxelles,
Martin Aagaard.
- Jeg har ”kun” været i Bruxelles i 4 år,
men jeg vurderer, at dækningen er ble-
vet mere ”europæisk”, og at vi laver færre
vinkler a la Danmark mod EU. Det har
traditionelt været den måde, EU har været
dækket på tidligere. Ikke mindst på grund
af de mange danske folkeafstemninger,
der har handlet om for og imod EU. Det
er vi i stort omfang gået væk fra. Histo-
rien kan godt være god, selv om det ikke
nødvendigvis er den danske vinkel, der er
mest interessant, siger han og nævner som
eksempel miljøhistorierne.
Nogenlunde den samme betragtning har
udlandsredaktøren på JyllandsPosten, Jet-
te Elbæk Maressa.
- Jeg tror, at EU-stoffet i de sidste otte år
har forandret sig, fordi for-/imod debatten
er forsvundet fra den danske dagsorden.
EU har derfor indtaget en plads, der mere
tangerer en almindelig politisk dækning,
forklarer hun.
I andre lande i Europa viser undersøgel-
ser af store nationale avisers dækning af
EU-stoffet et lidt andet billede. I de store
aviser fylder det europæiske stof op til 50
procent af alt avisernes politiske dækning.
Særligt skulle den tyske avis Frankfurter
Allgemeine Zeitung være helt i top, når
det gælder EU-dækningen, mens den en-
gelske Financial Times nærmest er blevet
hus-avis for embedsmænd og politikere
på de bonede gulve i EU.
Demokratiske problemerSelvom de store danske aviser slet ikke
kan måle sig med den omfattende dæk-
Fotos: Stock.XCHNG
021
ning, som de store udenlandske aviser kan
fremvise, er det vigtigt, at de danske me-
dier dækker EU.
Det mener lektor Mark Ørsten fra Roskil-
de Universitetscenter, der har skrevet ph.d.
om de danske mediers EU-dækning.
- De fl este danskere og europæere får de-
res politiske oplysninger fra medierne, så
medierne (og især public service tv) har
pligt til at dække EU og EU's politiske
indfl ydelse, siger han og tilføjer, at også
aviserne har en forpligtigelse:
- Aviserne har generelt stor fokus på po-
litik, men mindre fokus på EU-politik,
hvilket er et problem, da aviserne gerne
påråber sig rollen som den 4. magt, for-
klarer lektoren. Han fortæller samtidig,
at de nyeste analyser viser, at EU fylder
endnu mindre i medierne, efter fransk-
mændene og hollænderne stemte nej til
forfatningstraktaten.
Og det er et problem for vores demokrati,
mener han.
- Aktiv mediedækning må i dag betragtes
som en forudsætning for den demokrati-
ske samtale. EU's i forvejen svage demo-
kratiske legitimitet og folkelige opbak-
ning svækkes kun yderligere ved, at der
ikke er en god og grundig debat om EU's
politikker, forklarer han.
Derfor er det også meget vigtig i forbin-
delse med valget til Europaparlamentet i
2009, at journalisterne griber pennen og
beskriver og diskuterer EU med dansker-
ne. Ellers er der risiko for, at endnu færre
vælger at gøre brug af deres demokratiske
ret og udfylder stemmesedlen. Stemme-
procenten til parlamentsvalgene er i for-
vejen ganske lav – ved sidste valg i 2004
stemte omkring 48% af danskerne. Det er
mellem 30-35 procentpoint under et al-
mindeligt dansk folketingsvalg.
Her kan du læse mere om
den danske
europajournalistik
▶ Framning Europe af
Claes H. de Vrees
▶ Television news and
European Integration
af Claes H. de Vrees
▶ Transnational Politisk
Journalistik af Mark Ørsten
BAGGRUND
EU har prøvet det før. At få et nej ved
en folkeafstemning. Derfor holdt den nu
midaldrende Union da også vejret den
13. juni 2008, da Irland skulle stemme
om Lissabon-traktaten. Bruxelles gjorde
alt for at virke tiltrækkende og skar ned
på alle aktiviteter i maj og juni i frygt for
at skræmme de irske vælgere. Alligevel
skete det. 53.4 % stemte nej mod 46,6 %
ja-stemmer. EU befi nder sig nu (igen) i et
institutionelt limbo.
Også den danske regering og store dele
af oppositionen var spændte tilbage i juni
måned. Det forventede irske ja skulle
have banet vejen for en debat om afskaf-
felse af en eller fl ere af de fi re danske
forbehold i efteråret 2008. Men efter det
irske nej skal danskerne alligevel ikke
stemme om forbeholdene foreløbigt. In-
gen tør udskrive en folkeafstemning med
Lissabon-traktaten på standby. Men et EU
uden en Lissabon-traktat er ikke en død
Union. Også uden traktaten vil EU-sam-
arbejdet udvikle sig med en rivende fart
på netop de områder, hvor Danmark har
forbehold.
Modgang gør stærkDet irske nej er den seneste af en række
folkelige afklapsninger, der i mere end et
årti har givet EU skår i selvtilliden. I 1992
stemte danskerne nej til Maastricht-trak-
taten, mens franskmændene kun stemte
ja med en lille majoritet og schweizerne
afviste medlemskab af det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
I 1994 stemte nordmændene nej til EU-
medlemskab for anden gang og danskerne
afviste euroen i 2000. I 2001 forkastede
irerne Nice-traktaten og i 2005 afviste
både franskmændene og hollænderne
forfatningstraktaten.
I samme periode har EU taget fl ere og
fl ere opgaver på sig – udenrigspolitik,
indvandring, politi og grænsekontrol er
Nej, nej og atter
nejREBECCA ADLER-NISSEN
REBECCA ADLER-NISSEN
Profession:
Ph.d.-stipendiat ved Institut for
Statskundskab, Center for Europæisk
Politik, Københavns Universitet
Faglig profil:
EU’s udvikling og forholdet mellem
medlemsstaterne, fleksibel
integration, EU’s forfatningsmæssige
udvikling, diplomati og socialisering
i internationale organisationer.
Ph.d.-afhandling om Danmarks og
Storbritanniens EU-forbehold.
Danmark i Europa?
Danmark har et lidt skizofrent
forhold til EU. I den hjemlige debat
er Danmarks forhold til EU præget
af folkeafstemningen i 1992, der
delte Danmark og førte til de fire
danske forbehold. I Bruxelles er
forholdet til EU i det daglige præget
af relativt succesfulde forsøg på at
fremme ”danske interesser”, som
Folketinget har godkendt, men som de
færreste danskere helt kender til.
ANALYSE
»Det irske nej er den seneste af en række
folkelige afklapsninger, der i mere end et årti
har givet EU skår i selvtilliden«
023
ANALYSE
Fotos: Stock.XCHNG
Collage: Ryhede
blevet lagt oven på det samarbejde, der
tilbage i 1957 først og fremmest var en
toldunion. Kriser synes altså at give EU
et skub fremad, ikke tilbage, hvilket gi-
ver integrationsprocessen et skær af
uundgåelighed.
Visionen fra 1992Da et snævert fl ertal af danskerne stemte
nej til Maastricht-traktaten i 1992, blev
fi re områder udpeget som bekymrende for
Danmark: den fælles mønt, forsvarssam-
arbejdet, unionsborgerskabet og ”retlige
og indre anliggender”. Bag denne krypti-
ske overskrift i Maastricht-traktaten lå, at
landene skulle samarbejde om asyl, græn-
sekontrol, indvandring, civilret og po-
liti- og strafferet – alt sammen områder,
der traditionelt hører til nationalstatens
kerneopgaver.
De fi re forbehold var et forsøg på at sende
et dansk signal til Europa: Det skulle være
muligt for landene at vælge frit, hvad man
ville være med i. Ikke mindst Socialistisk
Folkepartis slogan om et ”Europa i fl ere
rum” kom til at tegne den danske vision
bag forbeholdene i 1992-1993.
Dødt signalDet signal Danmark og til en vis grad Stor-
britannien forsøgte at sende i 1992 med
deres forbehold for bl.a. euroen og rets-
samarbejdet, blev dog ikke for alvor op-
fanget af de andre lande. Det eneste sted
hvor det danske nej fi k sat fi ngeraftryk på
traktaterne er på unionsborgerskabsområ-
det. Med Amsterdam-traktaten i 1999 blev
en mere præcis defi nition af unionsborger-
skabet traktatfæstet: ”Unionsborgerskab er
et supplement til det nationale statsborger-
skab og træder ikke i stedet for det”. For-
beholdet for unionsborgerskab har derfor i
dag ingen praktisk betydning.
På de tre øvrige forbeholdsberørte områ-
der har Danmark de sidste 16 år kunne
mærke forbeholdene. I dag gennemfører
medlemslandene fælles efterforskning af
terrorisme og sender soldater med EU-
stjerner på skuldrene til Congo og Bos-
nien. Når retssamarbejdet, forsvarssam-
arbejdet og ØMU-samarbejdet udvikler
sig, vokser betydningen af de danske for-
behold tilsvarende.
Hvad betyder forbeholdene?I Dansk Institut for Internationale Stu-
diers (DIIS) udredning om forbeholdene,
hvor Thomas Gammeltoft-Hansen og jeg
har skrevet et kapitel sammen, vises det,
at forbeholdene giver Danmark en vis fri-
hed til at føre en selvstændig og anderle-
des politik end resten af EU. Denne frihed
udnyttes eksempelvis på indvandrings-
området, hvor Danmark fører en stram-
mere politik end resten af EU. Dog kun så
længe, at EU-regler om fri bevægelighed
ikke underminerer denne frihed.
Samtidigt begrænser forbehold Danmarks
formelle indfl ydelse på EU’s udvikling.
Finansministeren kan ikke deltage i mø-
der i Eurogruppen, den uformelle men
magtfulde kreds af fi nansministre fra et
voksende antal eurolandene. Ligeledes
er Danmark udelukket fra styrelsesrådet
for den Europæiske Centralbank. Når det
gælder retssamarbejdet sidder danske mi-
nistre som Birthe Rønn Hornbech og Lene
Espersen og danske embedsmænd med
ved bordet, men har ofte ingen stemme-
ret og bliver kun i begrænset omfang hørt.
Danmark står desuden uden for de fælles
regler. Det skyldes, at Amsterdam-trak-
taten i 1999 gjorde fl ere dele af retssam-
arbejdet overstatsligt. Det betød, at rets-
forbeholdet blev ”aktiveret” i forhold til
grænsekontrol, indvandringspolitik, asyl-
politik og civilret; kun politi og straffe-
retssamarbejdet er stadig mellemstatsligt.
Min forskning viser imidlertid, at danske
embedsmænd med en vis succes kan kom-
pensere for den manglende formelle ind-
fl ydelse på det daglige plan i Bruxelles.
Der sker bl.a. ved hjælp af diplomatisk
”reparationsarbejde” i form af f.eks. kon-
struktive kompromisforslag og stærk fag-
lig viden. Disse uformelle strategier kan
dog ikke opveje de ekskluderende konse-
kvenser af forbeholdene.
Med eller uden LissabonMed Lissabon-traktaten vokser konse-
kvenserne af især retsforbeholdet, da
Danmark også vil stå uden for politi- og
strafferetssamarbejdet. Dermed er der
lagt op til, at Danmark over en årrække,
Nej’er i EU’s historie
▶ Danmark 1992
▶ Norge 1994
▶ Danmark 2000
▶ Irland 2001
▶ Holland og Frankrig 2005
▶ Irland 2008
»Kriser synes altså at give EU et skub fremad,
ikke tilbage, hvilket giver integrationsprocessen
et skær af uundgåelighed«
ANALYSE
vil blive ekskluderet fra eksempelvis det
fælles politiagentur, Europol, der bekæm-
per grænseoverskridende kriminalitet.
Lissabon-traktaten traktatfæster desuden
Eurogruppen og gør listen af områder,
hvor danske fi nansministre ikke kan del-
tage i afstemninger i ØKOFIN-området
længere. Også udenrigs- og forsvarssam-
arbejdet vil blive intensiveret. Men Lissa-
bon-traktaten er ikke afgørende for forbe-
holdenes betydning. Hvad enten traktaten
træder i kraft eller ej, vil forbeholdenes
betydning vokse i fremtiden, fordi det
netop er de områder, der er udpeget som
fremtidens integrationsmotorer af de an-
dre lande.
Don’t take no for an answerTrods negative udfald af en række folke-
afstemninger, er integrationsprocessen
altså kendetegnet ved en bemærkelses-
værdig kontinuitet. I øjeblikket forsøger
Tyskland og Frankrig at presse irerne til
en ny afstemning om Lissabon-traktaten,
så den kan træde sig i kraft før Europa-
Parlamentsvalget i juni 2009. Planen går
ud på at isolere Irland ved at alle andre
lande ratifi cerer traktaten. Politiske er-
klæringer eller forbehold – måske om
neutralitet, skat og abort – kan tilknyttes
traktaten, som irerne så skal godkende i
andet forsøg.
Det ville i så fald være en gentagelse
af historien. Da irerne afviste til Nice-
traktaten i 2001, blev de også bedt om at
stemme igen om samme traktat, men med
garantier for deres neutralitet og stramme
abortlovgivning. Det gav et ja på samme
måde som da danskerne stemte om Ma-
astricht-traktaten med de fi re forbehold i
1993.
En dansk folkeafstemning om et eller
fl ere forbehold er udskudt, men ikke af-
blæst. Det afgørende i en dansk debat vil
være om forbeholdene bliver set som en
garanti for kontinuitet i form af dansk
autonomi eller som svært kontrollerbare
blokeringer af danske muligheder for at få
indfl ydelse.
I tilfælde af et dansk nej til ophævelsen af
et eller fl ere forbehold, skal man ikke for-
vente, at integrationsprocessen går i stå.
Danmark vil i stedet ryge ud i den klassi-
ske slå-op-logik. En dansk regering må i
Bruxelles konstatere: ”Det er ikke dig, det
er mig”. I det nuværende europæiske sam-
arbejde er det landene selv, der er dømt til
at håndtere deres nejer, ikke EU.
De fire danske forbehold
▶ Fælles valuta
▶ Forsvarssamarbejde
▶ Retlige og indre
anliggender
▶ Unionsborgerskab
»I tilfælde af et dansk nej til ophævelsen af et
eller flere forbehold, skal m an ikke forvente, at
integrationsprocessen går i stå«
025A
NA
LY
SE
Foto: Stock.XCHNG
Wienerbrød, smørrebrød og rugbrød - det
er den slags ”specialiteter”, vi serverer for
udlændinge, når de kommer til Danmark.
Men egentlig er det slet ikke noget, vi kan
være stolte af, mener den gastronomiske
iværksætter og kok Claus Meyer.
- Vi står i dag med et dansk køkken, som
ikke er noget særligt. Der er enkelte lys-
punkter, man kan bruge og bygge videre
på, men i det store hele er der ikke mange,
der henter inspiration i traditionel dansk
mad, siger han.
Dansk mad fylder altså ikke ret meget i
andre europæeres øjne, men det danske
køkken har til gengæld ofte ladet sig in-
spirere af landene omkring os.
I 1500-tallet blev de danske gryder in-
spireret af den italienske brug af frugt og
grønt. Senere i 1700-tallet kom inspiratio-
Det danske køkken
DUMPERDansk madkultur er ikke noget særligt, når vi
sammenligner os med de andre lande i Europa. Selvom de andre europæiske lande har inspireret os, har vi alt for
stor fokus på det billige, mener kokken Claus Meyer.
AF PERNILLE BOELSKOV
nen fra Frankrig – men begge gange van-
drede inspirationen op gennem Europa,
og når de nye tendenser nåede Danmark,
var de også blevet inspireret af den tyske
madkultur. Men efterhånden begynder
det, vi kender som det danske køkken, at
tage form.
- I løbet af 1800-tallet træder det danske
køkken i karakter, fortæller mad-histori-
ker Else-Marie Boyhus. På det tidspunkt
udvikles en masse danske retter - blandt
de overlevende retter fra det tidspunkt er
det danske smørrebrød.
Mad af industriens resterMen inspirationen fra det danske køkken
kom ikke kun udefra, ifølge Claus Me-
yer. Han mener, at den danske madkultur
både er inspireret af den danske andelsbe-
vægelse og af de andre europæiske lande.
Også han fremhæver Frankrig som lan-
det, der har givet os inspiration til at lave
bl.a. rødvinssovs og fromager. Men sam-
tidig mener han, at fokuset i den danske
madkultur hurtigt blev, at alting skulle
produceres billigt, og at der ikke måtte gå
noget til spilde. Eksempelvis nævner han,
at andelsmejeriernes tilkomst havde den
følge, at vi begyndte at lave sovse med
mælk, mens andelsslagterierne skulle af
med restprodukter, der så kunne bruges
til at lave bl.a. stegemargarine.
- En del af det køkken, du har i dag, er
bygget på røgsløret fra andelssektoren –
det er ikke inspireret af noget som helst,
siger han. Og måske netop derfor kan det
danske køkken ikke byde på de lækre spe-
026
KULTUR
»En del af det køkken, du har i dag, er bygget
på røgsløret fra andelssektoren – det er ikke
inspireret af noget som helst«
Claus Meyer
▶ Født i 1963
▶ Uddannet cand.merc.international fra
Handelshøjskolen i København i 1991
▶ Gastronomisk iværksætter og kogebogsforfatter
▶ Meyer blev kendt for programmet Meyers
Køkken på DR1 i årene 1991-99
▶ Meyer har bl.a. etableret cateringfirmaet
Meyers Køkken og Meyers Madhus, som tilbyder
kogekurser og gastronomiske oplevelser
▶ Meyer yder rådgivning til virksomheder,
holder foredrag og er aktuel med tv-
programmet ”Mad i Norden – Smag på Danmark”
cialiteter, som andre kan med deres franske oste, italienske sol-
tørrede tomater eller spanske skinker.
- I virkeligheden synes jeg jo ikke, at dansk mad er noget særligt
– hverken særlig smukt eller særlig positivt. Meyer fortsætter: -
Dansk mad skiller sig desværre især ud ved sin usundhed og ved
sin smagsløshed, hvis jeg skal være helt ærlig. Netop den fede
mad og manglende smag får drøje hug, men også dét, at øko-
nomi ofte vægtes tungere end kvalitet. Som et eksempel herpå
nævner han eddike.
- Det er jo ikke i Danmark, man har opfundet den balsamiske
eddike, hvor man fadlagrer tingene i årevis på træfade, siger
kokken.
I Danmark har man i stedet lavet en eddike på billig sprit – netop
med fokus på, at den skulle være billig og ikke smage af noget.
027
KULTURFoto: E
sben Salling
- Men det er jo en eddike, som er fuld-
stændig uinteressant i en madlavnings-
sammenhæng, fordi den bare er sur og
ikke har nogen aroma – og hvis den har en
aroma, er den uinteressant og udelikat.
Danskere forfi ner ikke madenMen der er en historisk grund til, at vi ikke
har udviklet de store kulinariske speciali-
teter, forklarer Else-Marie Boyhus.
- Vi har slet ikke dyrket specialiteter på
samme måde som i f.eks. Frankrig, ud-
dyber hun og forklarer, at fordi Danmark
altid har været et landbrugsland, så har
der ikke været interesse for at forfi ne ma-
den og råvarerne på samme måde som i
Frankrig og andre lande. Landbruget har
i stedet satset på at eksportere råvarerne,
og så har hjemmemarkedet fået resterne.
I Frankrig er det anderledes – her har man
udviklet de gode specialiteter til fransk-
mændene selv, og så bagefter eksporteret
de gode oste og vine.
Selvom hun er enig med Claus Meyer i, at
dansk madlavning absolut ikke har dannet
skole ude i resten af Europa, så har dansk
køkken dog haft en storhedstid, men snart
blev danskerne fattigere og husholdnin-
gerne mindre, og der var ikke længere råd
til kokkepiger og kogekoner. Derfor måtte
kvinderne selv røre i kødgryderne, og så
var det slut med den gode smag. I stedet
handlede det om kost, rigtig ernæring og
hygiejne. I Frankrig og Italien blev man
ved med at nyde maden og velsmagen.
Det var vigtigt, at familien mødtes om-
kring maden.
- At spise er jo et ritual i de lande. I Dan-
mark har vi mere haft fokus på, at du
skulle have rene negle, og så skulle du
ernæres. Der har ikke været den samme
kultur – i hvert fald ikke omkring det
daglige måltid, forklarer hun.
Et nyt køkken, vi kan være stolte afDerfor er Claus Meyer også fortaler for,
at vi skal skabe en ny dansk madkultur –
noget mad, vi kan være stolte af. Han kal-
der det ”det nye nordiske køkken”. Idéen
stammer tilbage fra slutningen af 70’erne
og handler i bund og grund om at få mere
kvalitet og fl ere ægte danske råvarer ind
i køkkenet.
- Det mest ultimative nordiske er jo at
starte med de vilde ting – vilde ting, som
bliver til uden menneskers mellemkomst.
Altså, der vokser noget op af jorden, og
det kan man gå ud og plukke, forklarer
»Det mest ultimative nordiske er jo at starte
med de vilde ting – vilde ting, som bliver til uden
menneskers mellemkomst. Altså, der vokser noget
op af jorden, og det kan man gå ud og plukke«
KULTUR
Foto: Stock.XCHNG
Rødgrød med fløde
▶ til 8 personer
▶ 1kg. Bær (jordbær, ribs, solbær)
▶ 200 gr. hindbær
▶ 2 dl. vand
▶ 300 gr. sukker
▶ 1-2 spsk. kartoffelmel
▶ Fløde
Bærrene skylles og ordnes, kommes i en gryde med vand og sukker,
røres godt rundt og trækker i et par timer. Gryden sættes over
svag varme og lad det komme i kog, afskum og lad det koge 2-3 min.
Gryden trækkes af og hindbær røres forsigtigt
i, så de forbliver så hele som muligt.
Grøden kan jævnes let med et par skefulde kartoffelmel rørt op
i kold vand, når der jævnes med kartoffelmel, kommes dette i
når grøden er lige under kogepunktet. Det er vigtigt at grøden
stadig er varm, men den må ikke koge efter kartoffelmelet
er kommet i, da den ellers bliver lang i konsistensen.
Grøden drysses med et tyndt lag sukker så
den ikke trækker skind og afkøles.
▶ Spises med kold fløde
han og nævner blåbær, svampe, brænde-
nælder, hyldeblomst, ramsløg og fi sk, som
eksempler.
- Når man bruger de ting i køkkenet, be-
gynder man at få en madkultur, der har
karakter, fordi den er intimt forbundet
med nogle meget specifi kke regionale
nordiske forhold, mener han.
På den måde kan det danske køkken på
længere sigt udvikle sine egne speciali-
teter. Og de kulinariske specialiteter er
netop med til at kendetegne et land, me-
ner kokken.
- Vi husker Frankrig for deres oste, deres
vine og sågar for deres fremragende øl.
Hver region har sit eget slik og sine egne
kager, som er gået i arv gennem hundre-
der af år.
- Så at lave noget, der er fremragende på
et tidspunkt i historien, bevare det og give
det videre til de kommende generationer –
det er med til at konstituere et lands mad-
kultur, mener han.
På sigt håber han, at det nye nordiske køk-
ken kan være med til lave danske specia-
liteter, som vil defi nere os danskere på
madens Europa- og verdenskort.
- Om 20 år vil der helt sikkert være nogle
fødevarer – både råvarer og nogle lækre
forædlede varer fra Norden – som har fun-
det frem til de internationale markeder, si-
ger han, og nævner som eksempler spæn-
dende frugteddiker, oste, fi skekonserves i
international topklasse, særlige special-øl
og vine lavet på andet end druer.
029
KULTUR
Fot
o: T
ellu
s W
orks
030
Som en visuel tænkepause til dette nummer
af Magasinet Europa bidrager den danske
kunstner Søren Assenholt med en række
grafi ske værker, der både stiller spørgs-
målstegn til vores erindring om det alle-
rede kendte og vores forestilling om det
uopdagede.
Billedet In Memory Of er kunstnerens for-
søg på at kortlægge Europa udelukkende
efter egen hukommelse. Minderne om kon-
tinentets geografi ske proportioner og place-
ringer svigter dog og det spejlvendte slut-
resultat må justeres med tuschpennens røde
rettelser. Værket gør os således opmærksom
på vores eget subjektive forhold til en ellers
velkendt omverden.
Titlen på kobbertryksserien Blank Spaces
leder tankerne mod det ukendte eller glem-
te. Referencerne peger i fl ere retninger. Til
Joseph Conrad, der bruger udtrykket i sin
berømte roman om europæisk imperialisme
Heart of Darkness, de tomme pladser i en
tekst og endelig til hullerne i vores hukom-
melse. De små kortudsnit repræsenterer så-
ledes også Assenholts egne ”blanke pletter”.
En fri fantasi, der giver os mindelser om den
opdagelsesrejsendes famlende optegnelser.
Søren Assenholt studerer på Det
Kongelige Danske Kunstakademi i
København og Städelschule i Frankfurt
am Main. Han har en lang række
udstillinger i både ind- og udland bag
sig og har endvidere arbejdet som
uafhængig kurator samt assistent for
Tal R og John Kørner.
De blanke pletter
KULTUR
0
In Memory Of – Remembering, etching, printing and correcting.
KULTUR
Originally after Joseph Conrad and my own childhood
Blank Spaces A
KULTUR
Blank Spaces C
Blank Spaces B
033
KULTUR
1945
FN grundlægges af 51 medlemslande – heriblandt også DK. Formålet er bl.a. ”at frelse kommende generationer fra krigens svøbe ...”.
Voyeur eller medspiller
Da den danske ambassade i Pakistan først
i juni i år blev til et blodigt terrormål, ud-
løste det straks en debat om orienteringen
af dansk udenrigspolitik. Selv om det al-
tid kan diskuteres om den slags begiven-
heder er den bedste baggrund for at starte
en sådan debat, må man sige, at kommen-
tarerne fra regeringens støtteparti, Dansk
Folkeparti, bidrog lige så meget til at
kickstarte kritikken af Fogh Rasmussen-
1940-1945
2. Verdenskrig: Danmark besættes af nazi-Tyskland
1946
Churchill holder en tale i den amerikanske by Fulton og siger, at "der er gået et jerntæppe ned tværs gennem Europa". Den Kolde Krig mellem Vest og Øst er skudt i gang og varer frem til cirka 1990.
1864
Danskerne kæmper mod preusserne ved Dybbøl, men kan ikke holde stand. DK må opgive Slesvig, Holsten og Lauenburg – landets størrelse reduceres med to femtedele. Der bliver en million færre mennesker under den danske konge. Danskernes nye motto bliver "at vinde indadtil, hvad udadtil tabes".
1943 Augustoprøret
Uroligheder og strejker i flere danske byer som protest mod den tyske besættelsesmagt. Urolighederne udviklede sig snart til en decideret folkestrejke. Fra tysk side blev der stillet krav om indførelse af undtagelsestilstand og dødsstraf. Det blev afvist af regeringen, som måtte gå af. Forhandlingspolitikken var brudt sammen.
1943-45
DK’s Frihedsråd og modstandsbevægelsen kommer for alvor på banen. Der dannes flere og flere illegale grupper, og ved årsskiftet 1944-45 er cirka 20.000 danskere illegalt organiserede i modstandskampen.
034
regeringens udenrigspolitik, som selve at-
tentatet gjorde. Ikke mindst Søren Esper-
sens udtalelser om, at Danmark nu var et
hadeobjekt på linje med USA og Israel,
og at man måtte indrette og militarisere
sin politik derefter, var den direkte anled-
ning til at Det Radikale Venstres politi-
ske leder, Margrethe Vestager, følgende
problematiserede Danmarks nuværende
udenrigspolitiske orientering og kurs
Dansk udenrigspolitik siden 1864 er gradvist blevet mere og mere aktivistisk. Dette er dog mere et spørgsmål om ændrede muligheder end om ændret moral.
ANALYSE
THORSTEN BORRING OLESEN
Thorsten Borring Olesen
Profession:
Professor i dansk og europæisk
samtidshistorie og ansat på Institut
for Historie og Områdestudier,
Aarhus Universitet.
Fagligt fokus:
Europæisk samtidshistorie, herunder
den europæiske integrations historie,
samt dansk og nordisk udenrigspolitik.
Thorsten Borring Olesen er i øjeblikket
leder af et større forskningsprojekt
om den danske udviklings- og
bistandspolitiks historie.
Danmark i Europa?
Danmarks forhold til Europa er
ambivalent. På den en side vil man
gerne nyde fordelene ved EU-
medlemskabet, på den anden side
har man vanskeligheder ved at
acceptere prisen for medlemskab,
jvf. senest krisen omkring EF-
domstolens underkendelse af
dansk indvandringspolitik. Det
danske dilemma er imidlertid ikke
særegent dansk, men præger i
dag en lang række europæiske
landes forhold til EU.
Læs af
Thorsten Borring Olesen:
- Idealer og realiteter. Dansk
udviklingspolitiks historie 1945-2005
- Under the National Paradigm.
Cold War Studies and Cold War
Politics in Post-Cold War Norden
Neutralitet og ’ligge død’Før vi vender tilbage til, hvad der er ker-
nen i uenigheden om den danske uden-
rigspolitiske kurs, kan det være nyttigt
at kaste et historisk blik på udviklingen
gennem de seneste par hundrede år – ikke
mindst fordi Fogh Rasmussen ofte selv
præsenterer sin politik som et moralsk-
ideologisk opgør med den tilpasningsori-
enterede og lavprofi lerede ’ligge-død’ tra-
dition i dansk udenrigspolitik.
Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at
muligheden for at føre en aktivistisk in-
ternational politik er helt afgørende for-
bedret efter afslutningen af Den Kolde
Krig. Siden midten af 1800-tallet havde
Danmark nemlig været nabo til stormag-
ter, der lagde politisk og militært pres på
landet – først Tyskland frem til 1945, si-
den Sovjetunionen frem til ca. 1990.
Den lavprofi lerede og tilpasningsorien-
terede neutralitetspolitik, som Danmark
i hovedsagen førte i perioden 1864 til
1943, var således i høj grad et produkt af
det problematiske naboskab til Tyskland,
men også af de danske nederlagserfarin-
ger fra 1864 og århundrederne forud, hvor
Danmark havde oplevet en magtmæssig
og territoriel deroute fra europæisk mel-
lemmagt til en egentlig småstat. I denne
proces havde de danske konger bl.a tabt
Skåne-Halland-Blekinge, Norge og Sles-
vig-Holsten. Efter 1864 var det derfor en
udbredt frygt, at endnu en krig meget let
kunne blive Danmarks sidste som selv-
stændig stat.
Den danske overlevelsesstrategi blev i
konsekvens heraf drejet i retning af at føl-
ge sloganet, ”hvad udad tabes, må indad
vindes”. Udenrigspolitisk betød det, at
man faldt tilbage på en neutralitetspoli-
tik med en ganske lav cigarføring base-
ret på en til tider stærk hensyntagen til
Tyskland. Denne tendens blev yderligere
forstærket efter Hitlers magtovertagelse
i 1933. På den anden side var der heller
ikke mange alternativer at øjne, da stort
set alle Vesteuropas småstater samt en del
af stormagterne – ikke mindst Frankrig,
1961
DK leger med ideen om medlemskab af EF, men da Frankrig afviser engelsk medlemskab, mister Danmark interessen. Danmark kommer i stedet med fra 1973.
1980’erne
Danmarks sikkerhedspolitik bliver populært kaldet "fodnotepolitikken" i denne periode. Efter Schlüters borgerlige regering var tiltrådt i 1982 satte et flertal uden om regeringen dagsordenen i forhold til Danmarks politik i NATO. Danmark tog derfor forbehold over for bl.a. NATOs atomvåbenstrategi.
1948/49
Danmark har mulighed for at blive medlem af en nordisk forsvarsalliance eller af det nye amerikanske tiltag, NATO. I 1949 vælges den amerikanske model.
1970’erne
Sovjetunionen har allerede i 1955 foreslået, at der skal afholdes en fælles sikkerhedskonference mellem øst og vest. Bl.a. DK vil holde dem fast på det, og i 1975 underskriver både USA og Sovjet Helsinki-slutakten. Den indeholder bl.a. krav om overholdelse af menneskerettigheder.
034
ANALYSE
Storbritannien og med tiden også Sovjet-
unionen – førte appeasementpolitik over
for Hitler. Der var altså ikke nogen stærk
anti-Hitler-alliance at knytte an til.
Besættelsens to ansigterBesættelsesårene under Anden Verdens-
krig udstillede dilemmaerne ved den før-
te politik. Som bekendt førte Danmark
både lavprofi leret neutralitetspolitik og
aktiv militær modstand over for tyskerne,
ikke som parallelle politikker og heller
som resultat af en bevidst strategi, men
tidsforskudt og som resultat af et heldigt
paradoks. Forhandlingspolitikken frem
til augustoprøret i 1943 baserede sig på en
neutralitetsfi ktion, der havde den fordel,
at de dansk-tyske relationer trods besæt-
telsen blev reguleret af de to landes uden-
rigsministerier, og at det politiske system
kunne fungere videre, uden at der blev
indført et nazistisk Quisling-styre som i
Norge. Ulempen var, at forhandlingspo-
litikken kunne udlægges som kollabora-
tion, hvilket fi k stadig større betydning,
da krigslykken vendte i 1942/43. De ty-
ske nederlag på slagmarken gjorde i sti-
gende grad politikken moralsk umulig at
videreføre.
Med samlingsregeringens tilbagetræden i
1943 blev Frihedsrådet og modstandsbe-
vægelsen ledende aktører, og deres mili-
tære aktiviteter sikrede, at det danske re-
nommé hos De allierede, især de Vestalli-
erede, blev beskyttet. På den måde kan for-
handlingspolitikken og modstanden siges
at have indgået i en art symbiose, selv om
det er vigtigt at understrege, at symbiosen
var et resultat af held snarere end kløgt.
Ind i NATOEfter krigen og Tysklands totale nederlag
dukkede en ny dominerende stormagt op
i det danske nærområde, nemlig Sovjet-
unionen. Selv om besættelseserfaringen
og det nye medlemskab af FN lagde op til
et opgør med den lavprofi lerede neutrali-
tetstradition, iførte dansk udenrigspolitik
i perioden 1945-48 sig sine velkendte ge-
vandter. Problemet var, at det hurtigt stod
klart, at FN ikke var nogen effektiv sik-
kerhedsalliance, og at Danmark ligesom i
mellemkrigstiden var tvunget til at møde
udfordringerne fra stormagtsmodsætnin-
gerne på egen hånd. Det ændrede sig imid-
lertid i 1948-49, hvor der opstod realisti-
ske muligheder for at indgå i et nordisk
forsvarsforbund og/eller en bredere atlan-
tisk forsvarspagt. Med andre ord dukkede
der for første gang det perspektiv op, at
neutraliteten kunne vejes op mod realisti-
ske og acceptable alliancemuligheder. Da
den socialdemokratiske Hedtoft-regering,
støttet af Venstre og De Konservative, i
marts 1949 valgte Atlant-løsningen, blev
der altså skabt en helt ny basis for dansk
udenrigspolitik. Selv om man kan se NA-
TO-medlemskabet som et skridt i retning
»Fodnotepolitikken, som det
alternative flertal i Folketinget
påtvang Schlüter-regeringen,
var nemlig både engageret og
højtprofileret – det var bestemt
ikke nogen ’ligge-død’ politik«
1989
9. november: Berlinmuren falder som symbolet på Den Kolde Krigs afslutning.
1992
Danmark stemmer NEJ til Maastricht-traktaten og får de fire forbehold.
2001
September: Terrorangreb på World Trade Center i New York.
2001
Oktober: USA og Storbritannien går ind i Afghanistan og starter ”Krigen mod terror” uden NATO-mandat.
1993
Poul Nyrup Rasmussen danner regering sammen med CD, de Radikale og Kristeligt Folkeparti.
2000
September: Dansk afstemning om medlemskab af ØMU-samarbejdet. 53,2% stemmer NEJ tak.
03
ANALYSE
af en højnelse af den internationale profi l i
dansk udenrigspolitik, levede elementer af
den lavprofi lerede tilpasningspolitik vide-
re inden for NATO-medlemskabet. Brud-
det med neutraliteten betød altså ikke, at
danske regeringer automatisk førte en ak-
tiv internationalistisk politik. Aktivismen
svingede meget i takt med de internatio-
nale konjunkturer.
Engagement og aktivismeDette ændrede sig imidlertid efter Dan-
marks ansøgning til EF i 1961 og i takt
med den sikkerhedspolitiske afspænding,
der slog igennem i Europa i 1960’erne.
Både på det europapolitiske felt og i
NATO- og FN-politikken blev politikken
mere offensiv. Det nye var, at politikken
ikke kun var indrettet på at afbøde inter-
nationale påvirkninger af Danmark, men
også på at yde et bidrag til den internati-
onale udvikling. Det kom bl.a. til udtryk
i Hækkerups og Krags forsøg på at skabe
dynamik i den fastlåste europapolitiske si-
tuation, hvor britiske og franske modsæt-
ninger forhindrede en bredere europæisk
markedsløsning gennem en udvidelse af
EF og det gjaldt for de systematiske forsøg
på gennem FN at bringe apartheid-styret i
Sydafrika til ophør. Endelig viste aktivis-
men sig i den aktive støtte i sidste halvdel
af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne
til bestræbelserne på at stable en europæ-
isk sikkerhedskonference med amerikansk
og sovjetisk deltagelse - og som mundede
ud i indgåelsen af Helsinki-aftalen i 1975.
Eksemplerne viser, at det er misvisende
at præsentere dansk udenrigspolitik under
Den Kolde Krig som udelukkende uenga-
geret, lavprofi leret og entydigt tilpasnings-
orienteret. Det gælder endda også for den
forkætrede fodnoteperiode i 1980’erne.
Det, man kan diskutere i forbindelse med
fodnoterne, er, hvorvidt Danmark førte
en rimelig eller fornuftig alliancepolitik.
Fodnotepolitikken, som det alternative
fl ertal i Folketinget påtvang Schlüter-re-
geringen, var nemlig både engageret og
højtprofi leret – det var bestemt ikke nogen
’ligge-død’ politik. Ej heller var det en til-
pasningspolitik over for Sovjetunionens
forsøg på at udnytte den vesteuropæiske
modstand mod NATO’s dobbeltbeslut-
ning, idet tyngden i modstanden og det
alternative fl ertals politik frem til midten
af 1980’erne lå på at holde NATO fast på
forhandlingsdelen i dobbeltbeslutningen
og at forhindre et nyt oprustningskapløb
på mellemdistanceraketter.
Med tiden virkede det dog som om, at
partitaktiske og indenrigspolitiske hensyn
blev dominerende, så fodnotepolitikken i
»I det hele taget må man sige, at dansk europapolitik og
Nordenpolitik er påfaldende uaktivistisk og uengageret, hvilket dog
ikke kun skyldes den USA-orienterede sikkerhedspolitik, men også
EU-forbeholdene og regeringens afhængighed af Dansk Folkeparti
som koalitionspartner«
2003:
20. marts: USA sender militær til Irak. Danmark er med i ”koalitionen af villige lande”, der bakker op om krigen. Krigen skaber splittelse mellem USA og Europa og internt i Europa.
2008:
Juni: Den danske ambassade i Pakistan angribes. Angrebet formodes at have relationer til Muhammed-tegningerne.
2001
November: Anders Fogh Rasmussen overtager statsministerposten. Venstre og Konservative danner regering.
2002
Et flertal i folketinget sender danske styrker til Afghanistan.
2005:
Jyllandsposten trykker 12 tegninger af profeten Muhammed, hvilket skaber røre og uro. En række arabiske ambassadører klager til Anders Fogh Rasmussen, men han afviser at gribe ind.
037
ANALYSE
038
sidste halvdel af 1980’erne og frem til det
såkaldte atomvalg i 1988 mere end no-
get andet blev et redskab til at tryne Uffe
Ellemann-Jensen og den borgerlige rege-
ring. Men at partitaktiske og indenrigspo-
litiske hensyn præger udenrigspolitikken
er ikke noget særsyn, og heller ikke noget
de borgerlige partier har holdt for sig for
gode til at praktisere.
Aktiv internationalisme versus international aktivismeDet afgørende nye i dansk udenrigspoli-
tik efter Murens fald er derimod, at Dan-
mark har øget sit militære engagement på
den internationale scene, og at dette først
og fremmest er gjort muligt af det epo-
kegørende fravær af stormagtstrusler mod
det danske territorium. Dette kan ses af,
at den militære aktivisme for alvor blev
påbegyndt under Nyrup Rasmussen-rege-
ringerne og cementeret under Fogh Ras-
mussen. Selv om der altså er tale om en
betydelig grad af kontinuitet, er der dog
også sket et skred fra Nyrup Rasmussen
til Fogh Rasmussen, nemlig at dansk sik-
kerhedspolitik fra hovedsagligt at være
bundet op på en stærk forankring i NATO
og FN har knyttet sig stadig tættere til
amerikansk sikkerhedspolitik og dens
prioriteringer.
Der er altså ikke grundlæggende tale om
en forskel i engagement og aktivisme, og
på det retoriske plan heller ikke engang i
formuleringen af målsætningerne om, at
dansk politik tager sigte på at styrke de-
mokrati, menneskerettigheder og kampen
mod terror. Alligevel er orienteringsskif-
tet afgørende, idet det har ret stor betyd-
ning, om dansk politik tilrettelægges ud
fra en aktiv internationalistisk tilgang
med en stærk forankring omkring FN og
ønsket om at bakke op om en internatio-
nal retsorden, eller om det sker på bag-
grund af en international aktivisme, hvor
Danmark følger tæt i hælene på USA og
dermed bliver sat i bås med forsvaret af
amerikanske nationale interesser frem for
bredere internationalistiske.
Prioriteringen er væsentlig, fordi den også
har konsekvens for mange andre sider af
dansk udenrigspolitik. Eksempelvis er
det ikke entydigt, at Danmark pt. vareta-
ger sine europapolitiske interesser bedst
muligt, ligesom det er oplagt, at Danmark
i den nordiske kreds er blevet lidt af en
outsider. I det hele taget må man sige,
at dansk europapolitik og Nordenpoli-
tik er påfaldende uaktivistisk og uenga-
geret, hvilket dog ikke kun skyldes den
USA-orienterede sikkerhedspolitik, men
også EU-forbeholdene og regeringens
afhængighed af Dansk Folkeparti som
koalitionspartner.
Den danske tradition: tilpasning og aktivismeAfsluttende lægger argumentationen op
til, at der er god grund til at forholde sig
kritisk til Anders Fogh Rasmussens ud-
lægning af den danske udenrigspoliti-
ske tradition og karakteren af hans egen
udenrigspolitik. For det første er traditio-
nen ikke så entydigt lavprofi leret og til-
pasningsorienteret, som statsministeren
vil gøre den til, selv om lavprofi leret neu-
tralitetspolitik og tilpasningspolitik har
været markant fra 1864 og ind i den før-
ste 1945-efterkrigstid. For det andet er det
vigtigt at erkende, at Danmark efter Den
Kolde Krig har haft stærkt forbedrede
muligheder for et internationalistisk en-
gagement, idet landet for første gang siden
1864 ikke skal tage hensyn til naboskabet
med en potentielt truende stormagt. For
det tredje er det ikke indlysende, at Fogh
Rasmussens USA-loyalitet står på et stær-
kere moralsk fundament end FN-interna-
tionalismen. For det fjerde kan man argu-
mentere for, at regeringens USA-bundne
internationale aktivisme hæmmer mulig-
heden for at føre en engageret og aktivi-
stisk kurs på andre helt centrale felter for
dansk udenrigspolitik, ikke mindst i for-
hold til EU og Norden.
Dette lægger for det femte op til, at der
kan være mere end almindelig god grund
til at tage den debat om den overordnede
karakter og de overordnede prioriteringer
i dansk udenrigspolitik, som Margrethe
Vestager efterlyser.
039
AF PH.D. LARS HOVBAKKE SØRENSEN,
EKSTERN LEKTOR VED AFDELING FOR
HISTORIE, AARHUS UNIVERSITET.
Det er ingen tilfældighed, at sagen om EU-
lovgivningen og den danske udlændinge-
politik er blevet ét af sensommerens var-
meste politiske emner herhjemme. Sagen
er nemlig symptoma-
tisk for det dilemma,
som mange danskerne
netop i disse år føler,
at de befi nder sig i.
Og det gælder både
mange SF’ere, mange
socialdemokrater og
mange borgerlige. På
den ene side ønsker
de, at Danmark skal
deltage i et vidtgåen-
de og åbent europæ-
isk samarbejde. Dels
fordi dette har mange
håndgribelige økono-
miske såvel som poli-
tiske fordele. Dels af symbolske årsager,
fordi de ikke ønsker, at Danmark skal
signalere over for omverdenen, at man er
sig selv nok. På den anden side ønsker de,
selv om de er positive over for europæisk
samarbejde, ikke, at de andre europæiske
landes befolkninger skal være med til at
bestemme Danmarks forhold til omverde-
nen i øvrigt. Problemet er imidlertid, at
det er meget vanskeligt at gennemskue,
i hvilket omfang dette vil blive tilfældet
fremover. Både embedsmænd, politikere
og juridiske eksperter er meget uenige om
de fremtidige konsekvenser af EF-dom-
stolens afgørelse. Og det er netop det, der
er med til at gøre den store gruppe af dan-
skere, der både er tilhængere af europæisk
samarbejde og af en stram udlændingepo-
litik, usikre. Disse menneskers frygt for,
at Dansk Folkeparti og de juridiske eks-
perter, der taler om, at EF-domstolens af-
gørelse ”udhuler” den stramme udlændin-
gepolitik, har ret, kan meget vel føre til, at
deres holdning til EU generelt begynder
Politikernes største opgave
at blive mere negativ. Det afgørende for
udfaldet af evt. kommende folkeafstem-
ninger om Danmarks tre EU-forbehold vil
derfor være, om vælgerne i tilstrækkelig
grad vil være opmærksomme på, at debat-
ten om ophævelsen af Danmarks tre forbe-
hold intet har at gøre med den verserende
sag om EF-domstolens afgørelse. Desværre
er der en lang tradition
for, at ting, der intet har
med hinanden at gøre,
bliver godt og grun-
digt rodet sammen,
når der skal være fol-
keafstemning om EU-
spørgsmål. Den største
opgave for ledelsen i
de EU-positive partier
i Europadebatten i den
kommende tid må der-
for være at forhindre,
at dette sker igen. Det
gælder ikke mindst for
Socialdemokraterne,
som altid har haft både
en relativ stor andel nej-sigere blandt de-
res vælgere og en relativ stor andel af deres
vælgere, der ønskede en stram udlændin-
gepolitik. Hvis ikke S-ledelsen løser denne
opgave, kan det, der i øjeblikket ser ud til at
være Anders Fogh Rasmussens store pro-
blem, meget hurtigt blive Helle Thorning-
Schmidts i stedet.
KLUMME