Populisme er politisk retorik En definition og begrebsorienteret kritik af populismen som politisk retorik

Af Anders Nikolai Belling

Vejledt af Professor Christian Kock

Juli 2018

80 normalsider

Afdeling for Retorik, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling

Københavns Universitet

1

ABSTRACT On the bases of political and rhetorical theory, this master’s thesis establishes the defining and non-de-

fining predicates of populism. It does this through discussion of influential theory and a conceptually ori-

ented rhetorical criticism of rhetorical artefacts by Sweden Democrat Jimmie Åkesson and US Democrat

Bernie Sanders.

The thesis discusses the political theory of populism and qualifies rhetorical aspects of it as suggested by

thinkers like Ernesto Laclau (2005), Margaret Canovan (1982) and Benjamin Moffit (2016). It establishes

how populism is a political rhetoric, a political logic and a political style and criticizes moralistic tendencies

in the definition of populism as furthered by influential political theorists such as Jan Werner Müller

(2016).

The study shows that populism is defined by the dynamic between:

an antagonism between a rhetorical construct of a people and an elite or establishment

and the presence of an unsatisfied demand in the populace as conceptualized by Ernesto Laclau.

It also shows that populism can manifest itself in varying degrees and has a multitude of predicates that

do not define it and will be dependent on political context and ideology. In this regard, the thesis also

establishes that political ideology and political practice do not define populism.

2

INDHOLD Abstract ......................................................................................................................................................... 1

Retorikkens rolle i studiet af populisme ....................................................................................................... 4

Specialets struktur ..................................................................................................................................... 4

Udvælgelse af teori om populismen ......................................................................................................... 5

Forskellen der skaber populismen som begreb ........................................................................................ 6

Hvordan er det så retorisk? ....................................................................................................................... 6

At afvise populismen på et moralsk plan ...................................................................................................... 7

Toneangivende definitioner af populisme .................................................................................................... 9

Er retorikken det eneste, der forbinder forekomster af populisme? ....................................................... 9

Populismen som politisk logik ................................................................................................................. 10

Ruth Wodak om tendenser i studiet af højrefløjspopulisme .................................................................. 12

Diskussion af tilgange til at definere populisme ..................................................................................... 12

Populismen som ideologi, strategi, diskurs - eller stil? ....................................................................... 13

Er populismen så en diskurs, handling eller logik? .............................................................................. 14

Populisme som politisk stil ...................................................................................................................... 15

Teorien bag populismen som retorisk stil ........................................................................................... 16

Hvad er den politiske stil, og hvordan er den fordelagtig i definitionen af populisme? ..................... 16

Hvad siger retorikken så om populismen? ................................................................................................. 17

David Zarefsky om populismen som et retorisk stance .......................................................................... 18

Exigencies og deres tilsvarende populistiske retorik ........................................................................... 19

Fordelene ved tilgangen til populisme som et retorisk stance ........................................................... 20

Demagoger og hvordan en teori om dem belyser populismen .............................................................. 21

Syndebukke i USA og Europa .................................................................................................................. 23

Ondskaben og krigen mod den - anført af George Bush ..................................................................... 23

Syndebukke i en populisme som logik ................................................................................................. 24

Syndebukkene i skabelsen af os og dem ............................................................................................. 25

En bro mellem retorikken og politiologien ............................................................................................. 26

Retoriske aspekter af populismen som politisk stil ................................................................................. 27

Topik, sund fornuft og etoskonstruktioner i populismen .................................................................... 28

Populismens performative aspekter ................................................................................................... 30

Retorikken i centrum i en samlet teori om populisme ............................................................................... 31

3

Differentia: Retorik og politisk stil - folket mod etablissementet ........................................................... 31

Differentia: Politisk logik - forandring og utilfredshed ............................................................................ 32

Idion: Retorik - skabelse af outgroups og syndebukke ........................................................................... 33

Populisme kan gradbøjes ........................................................................................................................ 33

Antidemokratiske tendenser og eksklusion af outgroups ...................................................................... 34

Skema: Populismens egenskaber operationaliseret ............................................................................... 34

To cases til at belyse de retoriske aspekter af en samlet teori om populismen ........................................ 37

Overvejelser om den retoriske kritik ....................................................................................................... 37

Sverigedemokraterne som politisk stil, politisk logik og populistisk retorik ........................................... 37

Modsætningen til det svenske etablissement ..................................................................................... 38

Doxastiske forestillinger om Sverige og falske dikotomier .................................................................. 40

Sverigevenner mod syndebukke .......................................................................................................... 44

Åkessons persona som Sverigeven og sandhedssigerske .................................................................... 47

Hvad siger Åkessons tale om teorien om populisme .......................................................................... 47

Nærlæsning af Bernie Sanders’ tale til det demokratiske konvent......................................................... 48

Den ene procent - eliten mod folket ................................................................................................... 48

Sanders’ etos ....................................................................................................................................... 50

Sanders’ manerer ................................................................................................................................ 52

Doxastiske forestillinger i Sanders’ tale ............................................................................................... 52

Differentia: Forskelle og ligheder mellem de to populismer .................................................................. 53

Diskussion af J.W. Müllers syv teser om populismen ................................................................................. 54

Diskussion af analysetilgang ....................................................................................................................... 56

Konklusion: Populismen er en politisk retorik og logik ............................................................................... 57

Litteraturliste .............................................................................................................................................. 58

4

RETORIKKENS ROLLE I STUDIET AF POPULISME

“Ni har inte forstått någonting”.

Jimmie Åkessons ord til det svenske etablissement i en valgvideo fra november 2017 er hårde, kontante

og virkningsfulde. Og mens populismen i alle ideologiske afskygninger spreder sig, diskuteres og kritiseres,

sidder jeg tilbage med spørgsmålet:

Har teorien om populisme heller ikke forstået noget som helst?

Det spørgsmål er hurtigt besvaret: Selvfølgelig har den det. Men ligesom Åkesson optegner antagonismer

mellem det socialliberale etablissement og sin egen jordnære sensus communis, optegner toneangivende

teoretikere som Jan Werner Müller (2016) lignende fordømmende skel mellem, hvad der er rigtig politik,

og hvad der er “populisme”. I dette speciale tager jeg afstand fra den tankegang og beskæftiger mig i

stedet med at skabe en definition af populisme, der kombinerer politologisk og retorisk teori. Det gør jeg

med udgangspunkt i tre arbejdsspørgsmål, der er styrende for både min teoridiskussion og retoriske kritik:

1. Hvordan kan retorikken bidrage til forståelsen af populisme?

2. Hvordan spiller retorisk og politologisk teori sammen i en definition af populisme?

3. Hvordan er den eksisterende teori om populisme mangelfuld?

I den politiske teori om populisme har teoretikere som Laclau (2005) og Canovan (1982) diskuteret

problematikken i at skabe en samlet teori om populismen, da eksisterende teorier enten er for vage eller

ikke kan rumme mere end få bevægelser inden for populismen. Men de beskriver også, hvordan

retorikken typisk er det fælles fikspunkt for de populistiske bevægelser.

Hvordan kan retorikken så hjælpe med at definere populismen? Det er mit fokus i dette speciale at

opkvalificere de retoriske aspekter af teorien om populisme med udgangspunkt i særligt definitioner af

populisme fremsat af politolog Ernesto Laclau (2005), politolog Benjamin Moffitt (2016) og retoriker David

Zarefsky (2017). Fælles for de politologiske teoretikere, jeg beskæftiger mig med, er en anerkendelse af

retorikkens centrale rolle i teorien om populisme - men også deres manglende fokus på retorisk teori. Det

er altså mit fokus at definere populismen som en politisk retorik med elementer af politisk logik og politisk

stil med udgangspunkt i begreber, vi allerede kender fra retorikken. Jeg argumenterer også for, at

populismen i sig selv ikke bør evalueres moralsk.

Specialets struktur Specialet forløber først med de introducerende afsnit om, hvorfor jeg har udvalgt de teoretikere, jeg har,

hvordan jeg tilgår en definition af populismens art, og hvordan dens område er retorisk. Derfra bevæger

jeg mig videre til en diskussion af toneangivende politologiske bidrag til teorien efterfulgt af retoriske

bidrag til teorien og en gennemgang af Moffitts tilgang til populismen som en politisk stil. En

operationalisering af populismens definerende og ikke-definerende kendetegn med udgangspunkt i

Aristoteles kategoriseringssystem fører herfra videre til to begrebsorienterede retoriske kritikker af

henholdsvis en forårstale og valgvideo fra Sverigdemokraternes Jimmie Åkesson og Bernie Sanders tale til

de demokratiske konvent, kort efter han havde tabt til Hillary Clinton i kampen om at blive Demokraternes

præsidentkandidat i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016. Afslutningsvis diskuterer jeg

5

J. W. Müllers indflydelsesrige bidrag til teorien om populisme og min egen analysetilgang, hvorefter

konklusionen på specialet følger.

Udvælgelse af teori om populismen Da jeg har sat mig for at opkvalificere de retoriske aspekter af teorien om populisme, har jeg taget

udgangspunkt i toneangivende teori om populismen fra politologien. Til dette har jeg udvalgt særligt

Margaret Canovan, Ernesto Laclau, Jan Werner Müller, Ruth Wodak og Benjamin Moffitts diskussion af

diverse teoretikere - såsom Taguieff, Knight, Jagers & Walgrave med flere. Jeg gennemgår, diskuterer og

evaluerer deres teoretiske bidrag for at finde frem til, hvilke definerende egenskaber populismen har

ifølge politologien. Derudover finder jeg frem til, hvilke karaktertræk teoretikerne fremhæver som

kendetegnende for populismen, men som i min retoriske tilgang ikke er definerende for begrebet.

Jeg har udvalgt Canovan (1982), da hun er en af de første teoretikere, der anerkender retorikkens

definerende rolle i populismen. Hun sætter også spørgsmålstegn ved politologiens evne til at kunne

definere populismen og fremsætter en ramme for at inddele populismen i forskellige traditioner.

En anden særligt interessant teoretiker er Laclau (2005). Laclaus tilgang til populismen som en politisk

logik tager afstand fra at definere populismen som noget ideologisk. Laclaus teori om populismen som en

politisk logik, har jeg også vurderet, er en særlig egnet beskrivelse af populismen.

Müller (2014; 2016) er taget med på grund af hans store indflydelse på debatten om populisme. Jeg

fremhæver dog også Müller særligt negativt i mine vurderende afsnit. Det gør jeg, da Müllers værker om

populismen er meget indflydelsesrige, men ikke tilfredsstillende definerer populismen, i så høj grad som

de er kritikker af populismen.

Ruth Wodaks (2015) dybdegående analyse og kritik af europæisk højrefløjspopulisme giver et indblik i

nogle af de virkemidler, vi finder i populismen. Wodaks fokus på højrefløjspopulisme begrænser dog

hendes teori i forhold til at definere populismen som et tværideologisk begreb.

Og sidst har jeg udvalgt Benjamin Moffitt (2016) på grund af hans systematisering af de forskellige tilgange

til at definere populismen. Han bidrager derudover med en tilgang til populismen som en politisk stil,

hvilket giver ekstra perspektiver i en kobling mellem politologi og retorik.

Retorikken har ikke haft samme fokus på populismen, som politologien har haft. Fra retorikere har jeg

udvalgt et oplæg af professor David Zarefsky (2017). Han beskriver, hvordan populismen er et retorisk

stance, der fungerer som et fitting response på tidens exigencies. Jeg har udvalgt Patricia Roberts-Millers

(2005) teori om demagogisk retorik, og jeg har udvalgt to artikler fra Robert Ivie om syndebukkeretorik

(2007) og koblingen mellem retorik og politisk logik (2017).

Mellem disse politologer og retorikere er der enighed på en række parametre. Populismen er retorisk.

Populismen arbejder via en modsætning mellem folket og en elite og et etablissement. Populismen kan

kobles med noget, der truer - om det er en trussel udefra, verdens forandringer eller andre

utilfredsstillede behov i samfundet. Hvordan populisme så skal vurderes, og i hvor høj grad den indeholder

realpolitik og ideologi, er til gengæld op til debat. Men at den er retorisk - det behøver vi ikke rådslå om

ifølge en række af teoretikerne. Derfor vil jeg nu se nærmere på, hvordan vi kan definere populismen som

noget retorisk.

6

Forskellen der skaber populismen som begreb I Aristoteles’ værker om logik også kaldet Organon - nærmere betegnet i Analytica Posteriora I og II -

definerer han, hvordan vi kan sige, hvad noget er (Aristoteles 2007). Ikke blot, hvad et ord betyder, men

“hvad det er”. Til det anvender han begreberne genus og differentia. Det er med andre ord, hvilken art

noget tilhører, og hvad der adskiller det fra andre begreber i dets art. Herfra kommer et skel mellem, hvad

der særligt definerer noget - eidopoios diaphora - og noget, der blot kan være en kvalitet eller et ikke-

definerende kendetegn - idion. Aristoteles skelner altså her mellem det prædikative og essentielle og det

prædikative og ikke-essentielle. Det skal forstås i den forstand, at en kvalitet godt kan være

kendetegnende for et fænomen, men ikke derfor er definerende. Aristoteles fokus på denne klassifikation

kan i dag bruges til at systematisere kendetegn associeret med et omdiskuteret begreb som populisme.

Min tilgang til politologernes og retorikernes bud på teori om populisme er inspireret af Aristoteles’

begreb om eidopoios diaphora. Altså er jeg optaget af, hvad der definerer populismen og sekundært dens

kendetegn. Populismen kan beskrives ud fra en lang række kendetegn, der vil være mere eller mindre

gældende i forskellige tidsperioder, kontinenter og ender af det politiske spektrum. Men få af disse

egenskaber er i virkeligheden definerende. Nogle er ikke definerende, da der er for mange undtagelser.

Andre er kendetegnende for så mange andre begreber, at de ikke kan regnes for definerende for

populismen. Og andre er ikke definerende, da de blot er kendetegn og dynamikker, der fungerer i

populismen, men ikke definerer den. I løbet af specialet vil jeg diskutere tilgangen til de forskellige

definitioner og selv komme med et bud på, hvordan populismen så kan defineres og kendetegnes med

udgangspunkt i teoretikerne.

Hvordan er det så retorisk? Lad os endelig blive hos Aristoteles. På aristotelisk er retorikkens område det, vi kan rådslå om - i hans

modersmål: boulein. Ordet er nært beslægtet med græsk demokrati i formen boule - bedst oversat til

rådsforsamling - og kan derfor også ses som betydende “om det deliberative”. Det er brugt bredt i

Aristoteles værker og er ifølge Christian Kock i Ordets Magt bedst oversat til det, vi kan rådslå om (Kock

2012: 47ff).

Populismen er i sin essens et politisk begreb, da begrebet knytter sig til politiske partier og aktører. Og

politikken er i sin essens et område, hvori vi rådslår. Det er med undtagelse af den del af det politiske

genus, der ikke på nogen måde tilhører det deliberative - såsom forvaltning. Politik er altså i et omfang

retorisk - og retorikken kan siges at være en af politikkens kendetegn. Da populismen er politisk, er den

derfor også i hvert fald delvist retorisk.

At populismen tilhører politikkens art, er dog ikke ensbetydende med, at dens definerende kendetegn har

med politik at gøre. Som flere teoretikere påpeger, er populismen ikke defineret af en politisk ideologi

eller en realpolitik. Så selvom populismen kan siges at tilhøre politikkens genus eller genre, er dens særlige

kendetegn ikke tilsvarende eksempelvis liberalisme, konservatisme eller socialisme. Den defineres ikke at

af en grundlæggende holdning til menneskets væsen eller et ønske om en særlig fordelingspolitik eller en

autoritær stat med en særlig retspolitik. Den er heller ikke som aktivisme, den er ikke en strategi, og den

er måske kun vagt defineret som en diskurs, som jeg vil komme ind på i Moffitts gennemgang. Som jeg vil

vise, er populismen primært defineret af en politisk logiks sammenspil med skabelsen af et antagonistisk

forhold mellem et folk og en elite via retorikken. Det foregår i det, vi kan rådslå om, og retoriske

virkemidler og dynamikker er i spil. Det er altså samspillet mellem den modsætningsskabende retorik og

det utilfredsstillede behov i befolkningen - også kaldet den politiske logik - der er eidopoios diaphora.

7

Derfor er populismen i højere grad særligt defineret af retorik end politik - selvom populismen tilhører

politikkens genus.

En anden dynamik, der i høj grad gør populismen retorisk, er dens rod i doxastiske forestillinger, der beror

på en tilgivende holdning til ytringers sandfærdighed, som Zarefsky (2017) fremhæver, og vi kan se i

caseanalysen af Jimmie Åkessons forårstale til Sverigedemokraterna. Det skal forstås, i den forstand at

populistiske retorer har en hang til overdrivelse, ad hominem angreb på eliten og afdemokratisering af

bevisførelsen i en sådan grad, at enhvers holdning til noget kan have lige så meget værdi som ekspertviden

og kvantitavt belæg (Zarefsky 2017). Enhver politisk argumentation og debat vil dog bero på doxastiske

forestillinger, som retoren forudsætter at dele med publikum. Retorikkens område er nemlig

argumentation ud fra formentligheder og ikke logisk tvingende bevisførelse eller demonstration. Denne

opdeling mellem, hvad der er retorikkens område, og hvad der er logikkens, finder vi populært hos Chaïm

Perelman i nyretorikken. Her tilhører alt, der skaber ytringer, argumentationen (Perelman 1958). Den

politiske stil, den politiske logik og de retoriske virkemidler er alle med til at skabe, hvad der er

argumentationen og altså det retoriske.

Som påpeget ovenfor er populismen ikke en politisk ideologi eller bevægelse. Eksempelvis er liberalismen

eller aktivismen ikke essentielt defineret af en retorik. Og på den anden side er populismen ikke essentielt

defineret af en specifik ideologisk holdning til verden og ikke primært defineret ud fra en samfundsmæssig

dynamik i andet omfang end Laclaus politiske logik. I stedet defineres den af antagonismen til den politiske

elite, der fungerer retorisk ved at aktivere publikum via blandt andet særlige doxastiske forestillinger om

eliten og den krise eller det utilfredsstillede behov, som populismen performer. Disse formentligheder er

særligt i spil i populismens polemiske og antagonistiske stil. Det ser vi eksempelvis senere i caseanalysen,

hvor Jimmie Åkessons angreb på eliten bygger på doxastiske forestillinger om en kausalitet mellem

regeringens politik og den følelse af krise, landet måske befinder sig i, og Åkesson forstærker retorisk. I

Perelmans termer ville et universelt publikum, der er summen af alle fornuftige og kompetente

mennesker, måske tilgå Åkessons implicitte belæg med en vis skepsis - måske endda kalde den uredelig.

Retorikkens område er dog ikke at overbevise det universelle publikum (Jørgensen 2009), men at se på

virkemidlerne i argumentationen over for publikum og deres doxastiske forestillinger. Derfor er det mit

ærinde at definere populismen ud fra dens argumentation og appeller og sætte dem som eidopoios

diaphora i stedet for den politiske ideologi, strategi eller en social dynamik. Inden vi når dertil, vil jeg dog

rette blikket mod den mere kritiske tilgang til populismen - nemlig teoretikerens rolle i at foretage

moralske vurderinger af populismen, og hvordan eksisterende teori kan have en tendens til at afvise

populismen som dårlig eller antidemokratisk.

AT AFVISE POPULISMEN PÅ ET MORALSK PLAN Ernesto Laclau beskriver i On Populist Reason fra 2005, hvordan den populistiske retorik er uadskillelig fra

selve materien i populistiske bevægelser. Ifølge Laclau er det at definere den populistiske retorik ikke så

problematisk som at definere den samfundsvidenskabeligt. Der er visse retoriske virkemidler, der går igen

i populistisk retorik (Laclau 2005: 12), hvilket Canovan istemmer sig (Canovan 1982: 552). Når vi kritiserer

populismen moralsk, foretager vi unægteligt også en moralsk vurdering af retorikken på et ideologisk plan

(Black 1970), da retorikken i populismen er uadskillelig fra dens andet indhold. Det er derfor interessant

for en retorisk kritik, når Laclau sætter spørgsmålstegn ved meritten i at foretage nogen form for moralsk

vurdering af populismen:

8

"So we can say that progress in understanding populism requires, as a sine qua non,

rescuing it from its marginal position within the discourse of the social sciences — the

latter having confined it to the realm of the nonthinkable, to being the simple opposite

of political forms dignified with the status of a full rationality. I should stress that this

relegation has been possible only because, from the very beginning, a strong element

of ethical condemnation has been present in the consideration of populistic move-

ments. Populism has not only been demoted: it has also been denigrated. Its dismissal

has been part of the discursive construction of a certain normality, of an ascetic polit-

ical universe from which its dangerous logics had to be excluded." (2005: 19)

At populismens logik - og vel også retorik - er farlig, er altså ifølge Laclau blevet en del af en diskursiv

konstruktion og normativitet blandt de, der definerer studiet af det politiske. Men hvordan den retoriske

kritik af populistisk retorik bruges - på samme måde som den samfundsvidenskabelige bruges - kan måske

kastes under samme kritiske lys. Er den retoriske kritik af populisme blot en gentagelse af den moralske

fordømmelse og distancetagen, som Laclau nævner? Er populismens farlige logik og retorik noget, vi skal

bekæmpe? Det kan man være enig eller uenig i, men jeg vil i dette speciale afdække, hvordan en retorisk

kritik af populisme kan lægge sig i den tradition af en ønsket diskussion om populisme, som vi har set hos

eksempelvis Laclau.

Robert Ivie og Oscar Giner påpeger i 2017 også en moraliserende og reducerende tendens i beskrivelser

af populismen. De refererer blandt andet til Ernesto Laclaus teori om populismen som politisk logik og

roser hans model for ikke at reducere populismen til stereotypen om en folkemasse med høtyve og fakler

(2017: 204). Samtidig gennemgår de definitioner fra blandt andet John Lukacs, der fokuserer meget på

populisters had til de fremmede:

“The rhetoric of nationalist populism, according to Lukacs, “appeals to tribal and racial

bonds”; it is “folkish”, infused with “the myth of a ‘people’”; it unites people by “hate”

and is suspicious of anyone who does not belong to the “tribe” (2005, 72–73, 81 and

215). Lukacs’ brief against popular democracy ultimately comes down to the notion of

populism’s contempt for outsiders, foreigners and enemies. In his view, populism is a

right-wing politics of hate that governs by the “accumulation of opinions” which are

“manufactured and falsified by the machinery of publicity” to promote nationalism

and warfare (2005, 45–46, 209, 215 and 229).” (2017: 200)

Denne tendens har sammen med deres udvalgte eksempler på analyser og mediekommentarer fra Donald

Trumps valgkamp i USA’s præsidentvalg i 2016 skabt en offentlig fortælling om populismen som noget, vi

bør tage afstand fra. Populismen er katalysator for vrede, ustabilitet, farlig retorik, racisme og kan have

stor indflydelse på dem, der er særligt modtagelige over for sådan noget - hvor Ivie og Giner blandt andet

inddrager et eksempel fra Shakespeare om uvidende plebejere (2017: 201). Ivie og Giner sætter

spørgsmålstegn ved, om den eksisterende offentlige fortælling om populisme reducerer populismen til

noget negativt, og ved at tilslutte sig Laclaus model tager de afstand fra, at populismen nødvendigvis er

katalysator for had og vold (2017: 201)

Denne moralske afstandstagen beskriver Jan Werner Müller også i ”The people must be extracted from

within the people” fra 2014:

9

”Finally: hardly anywhere else do things get emotional so easily: liberal critics of pop-

ulism are habitually suspected of ‘demophobia’; populists are accused of being driven

by ‘resentment’ or even by paranoia. Sometimes it does seem that ‘we’ – good liberal

democrats that we are – actually also resent something, namely the intrusion of pop-

ulists into liberal democracy. (…) Hence all the talk by self-declared ‘democratic theo-

rists’ about populism potentially having value as being ‘disruptive’ (whatever that

might mean), as serving a ‘corrective function’ or even being ‘redemptive’.” (2014: 6)

Müller plæderer i denne artikel for, at videnskabens brede brug af begrebet populisme arbejder til

"fordel" for populister (2014: 8). Han går endda så langt i sit senere værk What Is Populism som til at sige,

at populismen er en trussel mod demokratiet (2016: 103). I denne bog fremsætter Müller syv teser om

populisme, som jeg vil diskutere i forhold til mine egne teser om populisme på baggrund af

teoridiskussionen og mine caseanalyser afslutningsvist i specialet. I min operationalisering af populismens

definerende og ikke-definerende kendetegn medtager jeg Müllers pointe om, at populister kan være

antipluralister, der hævder, at de - og kun de - repræsenterer folket (2016: 19ff). Jeg argumenterer dog

for, at dette karakteristika ikke er definerende for populismen.

I de følgende afsnit vil jeg gennemgå en række toneangivende teoretikere inden for teorien om populisme.

Det gør jeg med udgangspunkt i, at en samlet teoretisk tilgang til populismen ikke skal præges af en

moralsk fordømmelse. I stedet kan man karakterisere visse ytringer fra populister som uredelige,

løgnagtige eller eventuelt diskriminerende - som det også kan være tilfældet med andre ytringer fra

politikere. Disse er dog ikke definerende for populismen som begreb og kun i nogle tilfælde

kendetegnende for en populistisk retorik. På baggrund af teoridiskussionen og caseanalyserne kritiserer

jeg særligt Müller (2016) for at komme med begrebsapparater til forståelsen af populisme, der er præget

af denne moraliserende tendens og af en teori om populisme, der i højere grad kan bruges til at kritisere

populismen end til at definere den. Først vil jeg dog se på de teoretikere, der bidrager til en definition af

populismen.

TONEANGIVENDE DEFINITIONER AF POPULISME I de følgende afsnit vil jeg diskutere fordele og ulemper ved de mange videnskabelige beskrivelser,

analyser og diskussioner af populismen. Jeg tager udgangspunkt i udvalgte artikler af tænkere, der har

været toneangivende på området - såsom Margaret Canovan og Ernesto Laclau. Dette efterfølges af en

diskussion af forskellige traditioner i det videnskabelige arbejde med populisme og en diskussion og

opkvalificering af de retoriske aspekter af blandt andet Benjamin Moffitts teori om populismen som en

politisk stil. Der refereres både til originale værker og Benjamin Moffitts gennemgang af disse teoretikeres

gennemgående tanker.

Er retorikken det eneste, der forbinder forekomster af populisme? I 1982 beskrev Margaret Canovan i "Two Strategies for the Study of Populism" to tilgange til studiet af

populisme. Canovan kritiserer, hvad andre fremhævede teoretikere også påpeger, en manglende klar

definition på, hvad populismen er og gør:

"We do not possess an acceptable theoretical account, and the failure of attempts to

generate one suggests that there is not enough common ground among ‘populist’ phe-

nomena to make such an account possible" (1982: 550)

10

Problemet opstår altså ikke med, at der ikke er nok teoretikere, der har forsøgt at definere populismen.

Det er snarere, at de mange forskellige populistiske bevægelser, der er associeret med populismen

gennem tiderne, ikke har nok til fælles til, at samfundsvidenskaben har beskrevet den som et samlet

fænomen på tilfredsstillende vis.

Canovan beskriver herfra to strategier til at studere populismen. Strategi A forsøger at skabe én samlet

teoretisk definition for populismen og dens årsager, hvor alle dens grene og varianter kan beskrives af et

sæt definerende karakteristika med tilhørende effekter. Strategi B forsøger ikke at forklare populismen,

men blot at klassificere den i grupper, der har fælles træk (1982: 545).

Canovan fortsætter herfra med en samfundsvidenskabelig tilgang til at klassificere syv forskellige typer af

populisme, hvor hun bruger Strategi B. Canovans opdeling baserer sig på geografi og historie og definerer

mere, hvad disse syv typer af populisme er, end hvad de gør. Om hvad de syv typer af populismes retorik

gør, skriver hun:

"The only thing they all share is (as Ernesto Laclau has suggested) a common rhetoric.

Populist rhetoric is antielitist, exalts ‘the people’, and stresses the pathos of the ‘little

man’. When such symbols are cashed out in real political situations, however, the em-

bodiments of the common man and his enemies turn out to be bewilderingly diverse.

Populist rhetoric is compatible with all kinds of different social bases and economic

interests, with ideologies of different kinds or with lack of ideology altogether." (1982:

552)

Canovan kommenterer altså her på, at retorikken er det eneste, alle disse typer af populisme har tilfælles.

Den er antielitær, den eksalterer folket og vækker følelserne for manden på gulvet. Den spænder over

forskellige klasser, ideologier og manglen på samme. Vi kan derfor se, at det er retorikken, der kobler

populistiske traditioner sammen og ikke politologien. Om politologiens forsøg på at definere populismen

skriver Canovan videre, at den har svært ved at dække alle forekomster af populisme:

" ... accounts of populism that are general enough to cover all the cases that happen

to be commonly given the name tend to be so all-embracing that they cover everything

indiscriminately." (1982: 547)

Jeg har taget Canovan med i mine teoretiske overvejelser, da hun tidligt påpegede retorikkens rolle i

populisme samt samfundsvidenskabens problemer med at definere populismen. Hun fremhæver, hvad

jeg også ser som et centralt element i en definition af populisme: Når Mao, Hitler og Peron alle kan kaldes

populister, er det ikke på grund af deres sociale baser og politiske ideologier, men på grund af

interpelleringen af folket i et antagonistisk forhold til en elite (1982: 549). Hun istemmer sig Ernesto Laclau

i den forstand og refererer også til hans tidlige værker. Laclau kommer i et senere værk ind på, hvordan

en tilgang til populismen som en politisk logik kan kaste yderligere lys på teorien om populisme, som jeg

nu vil se på.

Populismen som politisk logik

"I would like, right from the beginning, to advance a hypothesis which will guide our

theoretical exploration: that the impasse that Political Theory experiences in relation

to populism is far from accidental, for it is rooted in the limitation of the ontological

11

tools currently available to political analysis; that 'populism', as the locus of a theoret-

ical stumbling block, reflects some of the limits inherent in the ways in which Political

Theory has approached the question of how social agents 'totalize' the ensemble of

their political experience." (Laclau 2005: 4)

Sådan skriver Ernesto Laclau i 2005 i værket On Populist Reason om samfundsvidenskabens udfordringer

med definitionen af populisme. Han refererer blandt andet til forløberen for Canovans ovenstående

artikel, hendes værk Populism fra 1981. I den forbindelse gennemgår han, hvordan diverse

samfundsvidenskabelige teoretikere har problemer med at skabe en samlet teori om populismen.

Ifølge Laclau er alt politisk populistisk (2005: 154). Han opsætter populismen som en politisk logik, hvor

et utilfredsstillet behov i samfundet kædes sammen med en fælles fjende og et folk (2005: 74). Folket har

en række politiske krav, der sættes sammen under en tom betegnelse - altså populisten - med en fjende i

magthaverne - eller eliten. I populismen samles folket til en politisk aktør på baggrund af de

utilfredsstillede behov i samfundet (2005: 94)

Laclau skriver, hvordan blandt andre Margaret Canovan, Donald MacRae, Peter Wiles og Kenneth

Minogue (2005: 7ff) på problematisk vis forsøger at skabe en samlet politisk teori om populismen. Denne

diskussion centrerer sig om, at Laclau mener, at en teori om populisme ikke skal have for mange faktorer

og kendetegn, da ingen forekomst af populisme eksempelvis kan indeholde alle de kendetegn, som for

eksempel Peter Wiles beskriver (2005: 9)

Vi har altså både hos Canovan og Laclau set, hvordan politiske teoretikere hele vejen fra 1982 til 2005

synes at have svært ved at skabe én samlet teori, der indeholder alt, hvad vi beskriver som populisme.

Peger Laclau så også på retorikken? Ja, det gør han:

"Another way of dismissing populism, as we have seen, is to relegate it to 'mere

rhetoric'. But, as we have also pointed out, the tropological movement, far from being

a mere adornment of a social reality which could be described in non-rhetorical terms,

can be seen as the very logic of constitution of political identities.” (2005: 18)"

Hvis vi koger Laclaus kritik af den politiske teori og ovenstående kommentar om retorikkens iboende rolle

i populismen ind til essensen, kan vi vurdere, at populismen er uadskillelig fra retorikken, da populismens

konstruktion af grupper nødvendigvis er retorisk. Hvor populismen er svær at skabe en samlet politisk

teori om, da det bagvedliggende sociale og politiske indhold er for forskelligt, er retorikken derimod en

essentiel del af den politiske logik i et ethvert rum og vil være det på tværs af ideologier og dikotomier

mellem folk og elite.

Laclaus tilgang til definitionen af populisme har sin klare merit, i den forstand at den tager udgangspunkt

i en tanke om, at populismen ikke skal defineres ud fra sin historiske eller politisk ideologiske natur, men

i stedet i en social kontekst, hvor en efterspørgsel efter forandring og handling skaber pladsen til, at

aktører kan skabe en modsætning til det etablerede. Her bliver populisten en “tom betegner” for det

utilfredsstillede behov og et symbol på den forandring, populisten vil skabe på vegne af folket. Laclaus

model med populismen som politisk logik vil jeg anvende som et bidrag til at bygge bro mellem

samfundsfaglig teori om populisme og en retorisk opkvalificering. Laclau skriver ikke meget om selve

retorikken eller diskursens indhold udover, at den eksempelvis er i et antagonistisk forhold til

etablissementet (2005: 74). Det gør Ruth Wodak dog i højere grad i sit studie af højrefløjspopulisme,

hvilket vi nu skal se på.

12

Ruth Wodak om tendenser i studiet af højrefløjspopulisme Diskurskritikeren Ruth Wodaks forsøger i sin bog fra 2015, The Politics of Fear, at optegne generelle

tendenser inden for studiet af højrefløjspopulisme og ser overordnet på højrefløjspopulisme som noget,

der defineres i en diskurs (2015: 2, 1). Jeg vil i afsnittene om retorik og populisme vende tilbage til, hvordan

hendes teori om populisme er retorisk, men i sin gennemgang af toneangivende definitioner af populisme

nævner hun følgende (2015: 2., 1ff):

1. En idé om et folk, der konceptualiseres ved ideen om et hjemland med dette folk, der ses som

‘mere rene’, i centrum.

2. Dette folk er i et antagonistisk forhold til en eller flere grupper; dette kan være en elite, minoritet

eller indvandrere.

3. Der skabes en følelse af at være tættere på folket og længere væk fra den anden gruppe i

populisme - en afstandsskabende dynamik. Populismen er altså defineret af et forhold mellem en

gruppe, der er inde i varmen, og en gruppe, der er ude i kulden.

Wodak kan kritiseres for at tilgå populismen med en moralsk fordømmelse, som kan læses i hendes afsnit

om syndebukkeretorik, hvor hun skriver, hvordan populister blandt andet anvender racistiske stereotyper

for at opnå vælgertilslutning (2015: 2., 9). Eftersom populismen ifølge min tilgang ikke defineres af en

sådan strategi, retorik, politisk ideologi eller realpolitik, ser jeg ikke dette som et definerende bidrag til

teorien om populisme. Men samtidig eksisterer der også en rygdækning i, at hun primært beskæftiger sig

med europæiske højrefløjsbevægelser, der udspringer af fascistiske, kolonialistiske og nazistiske

bevægelser (2015: 2., 14). Derfor må Wodaks moraliserende kritik primært ses som mod disse populistiske

bevægelser end mod populismen generelt. Disse tre kendetegn, der kan koges sammen til ét samlet

kendetegn i form af skabelsen af såkaldte ingroups og outgroups, er dog, som Wodak nævner,

gennemgående kendetegn for højrefløjspopulisme. Og hvis man fjerner Wodaks fokus på de racistiske

overtoner, er det også tanker, som andre teoretikere har fremført i forhold til en samlet teori om

populisme, der ikke kun berører højrefløjen.

Wodaks bidrag til teorien om populisme er særligt anvendelig i en teori om populisme som en politisk

retorik, da hendes fokus på diskurs naturligt også tilslutter sig en retorisk tilgang til teorien om populisme.

De aspekter af Wodaks klassifikation af populismen, der er rettet mod højrefløjen, vil jeg ikke anvende i

en definerende teori om populisme, men som det senere skal vise sig, er en del af Wodaks tanker, om

hvad der skaber populisme, ikke afhængige af en ideologi. Hendes fokus på et antagonistisk forhold

mellem et interpelleret folk og et etablissement går igen hos andre teoretikere, hvor fokus på et “rent”

folk og det meget aggressive othering af religion vil være meget mere udbredt på højrefløjen. Wodak

bidrager med en teori om populismens ikke-definerende kendetegn, da en række af hendes definitioner

af populisme kun forholder sig til europæisk højrefløjspopulisme. Det er således en tilgang, der bør sættes

i forbindelse med andre bidrag. Disse andre bidrag gennemgår politologen Benjamin Moffitt i følgende

afsnit.

Diskussion af tilgange til at definere populisme Selvom Benjamin Moffitt i The Global Rise of Populism ikke er den første, der bruger betegnelsen "political

style" i forbindelse med populisme, er hans begrebsapparat fra 2016 alligevel et værdifuldt indspark i

teorien om populisme, da han udfolder tidligere bidrag, som jeg løbende kommer ind på. Moffitt er

mindre fokuseret på at skabe en samlet politisk og historisk teori om populisme i og mere på populismen

13

som en politisk stil med den politiske leder som en performer, folket som et publikum og krise plus medier

som scenen, hvor populismen udfolder sig (2016: 5).

Moffitt fremstiller dette apparat på baggrund af andre teoretikeres analyser af kontemporær populisme

fra hele verden. Han forsøger altså at etablere en teori om populisme, der går på tværs af landegrænser

og politiske overbevisninger. Han ser på de nøgletemaer og -emner, der er særligt relevante for alle former

for nutidig populisme såsom lederne, medierne, folket, kriser og demokrati.

Moffitt beskriver også politologiens problemer med begrebet: Når populismen bruges i så bred forstand

og samtidig typisk til at tage afstand til politiske fænomener, så mister begrebet om populisme sin

analytiske værdi, da der ikke eksisterer enighed om, hvad ordet dækker over, og derved ikke et svar på,

hvad en sådan kritik kan bruges til. På den anden side er der en sådan relevans i emnet, at det berettiger

den store opmærksomhed og et videre arbejde med at opkvalificere begrebets analytiske værdi (2016:

11). Moffitt ser populismen som et vigtigt redskab til at forstå det politiske landskab. Men hertil påpeger

han så, at diskussion om populismens definition derfor bliver vigtig - ikke mindst på grund af begrebets

tumultariske historie. Derfor består en stor del af Moffits værk herfra i at gennemgå definitioner af

populismen fra 1860 frem til i dag. Her kommer Moffitt også forbi Canovan og Laclau og bemærker,

hvordan deres fokus også løbende bevægede sig mere mod et studie af folket som det centrale element

(2016: 16). Hvordan dette fokus på folket så udmønter sig i forsøgte definitioner, gennemgår jeg i følgende

afsnit.

Populismen som ideologi, strategi, diskurs - eller stil?

Moffitt anerkender, at populismen i det seneste årti bredt er blevet defineret som en ideologi i

litteraturen. Her nævner han politolog Cas Muddes (2007) definition som toneangivende. Mudde er

meget optaget af populismens fjendetypologier og in- og outgroups i en slags populistisk identitetspolitik,

hvor det indfødte folk er i opposition til fjender (Mudde 2007: 63ff). Moffitt kalder Muddes tilgang ideol-

ogisk og minimal og citerer:

"... a thin-centred ideology that considers society to be ultimately separated into two

homogeneous and antagonistic groups, ‘the pure people’ and ‘the corrupt elite’, and

which argues that politics should be an expression of the volonté general (general will)

of the people" (Moffitt 2016: 18)

Når Mudde bruger begrebet tynd ideologi, låner han fra Freeden (2003) - et lån, Moffitt vender om til at

påpege, at populismen som tynd ideologi i så fald ikke kan eksistere uden at være i samarbejde med en

anden ideologi:

"So while populism as a thin ideology may be able to provide the resources to argue

forcefully for the sovereignty of ‘the people’, as Freeden (2003, 98) puts it: “The point

is that it does little else”. In this view, populism is thus not a fully formed Weltanschau-

ung but rather a limited set of concepts that is always combined with other thick ide-

ologies." (2016: 19)

Selvom Moffitt anerkender meritterne i denne tilgang til studiet af populisme, er det ikke uden problemer.

Som han påpeger, er denne definition af ideologi ikke ligefrem den, de fleste associerer med begrebet

ideologi. Og hvor andre tynde ideologier har forsøgt at gøre sig tykkere, er det ikke tilfældet for populisme

(2016: 20). Hvis det at kalde populisme for en ideologi kun kan forsvares ved at kalde den tynd, og at den

i så fald ikke har meget tilfælles med andre tynde ideologier, hvor Moffitt fremhæver feminisme og

14

økologisme, hvad er så værdien i at definere populismen som en ideologi? Moffitt påpeger, at det har

været funktionelt hos specialister i komparativ politik, men samtidig at det er svært at konceptualisere

den som en specifik ideologi.

At populisme ikke er en ideologi, fører Moffitt videre til at diskutere definitioner af populisme som en

strategi, hvor han igen påpeger på en minimal definition. Denne gang fra Weyland (2001), der definerer

populismen som en populistisk strategi, hvor en leder vil opnå og udøve magt baseret på

uinstitutionaliseret støtte (Moffit 2016: 20). I tilgangen til populisme som strategi er populismen altså ikke

defineret af ideologi. Den er heller ikke defineret af kommunikationen. I stedet er den defineret af

relationen mellem den politiske aktør og de, der følger ham/hende. Moffitt anerkender med rette,

hvordan denne tilgang gør klogt i at fokusere på lederen og forholdet til 'folket'. Det er et gennemgående

tema i litteratur om populisme, der går igen hos blandt andet Laclau og Canovan. Men han påpeger også,

hvordan denne dynamik kan foregå i en række sociale bevægelser - såsom religiøse, lokale eller

millenaristiske bevægelser - og at dette ikke er bevægelser, vi kan anse som populistiske. Det er igen en

pointe, vi har set før: En teoretisk tilgang til populisme, der kan indeholde så meget, at den definerer

meget lidt. Herfra går Moffitt videre til at påpege at den umedierede, uinstitutionaliserede

kommunikation ikke nødvendigvis er et fællestræk for populistiske bevægelser - hans eksempler er her Le

Pens Front National og Wilders’ Partij voor de Vrijheid. Fra et dansk synspunkt kan vi også pege på Dansk

Folkepartis ry for at være topstyret (Arnfred 2015). Hvis vi hertil lægger, at denne strategi ikke ekspliciterer

konstruktionen af 'folket', som Moffitt påpeger, at de andre tilgange gør (2016: 21), er en minimal

definition af populisme som populistisk strategi ikke særligt brugbar. Ud fra Aristoteles tilgang til at finde

et begrebs definerende kendetegn virker det heller ikke overbevisende, at alle forekomster af populismen

er politisk strategi, hvor en leder søger eller udøver regeringsmagt baseret på ikke-institutionaliseret

støtte fra uorganiserede følgere. Som Moffitt påpeger, kan dette også siges at være tilfældet for

eksempelvis aktivistiske bevægelser, og det er derfor ikke noget, der særligt definerer populismen, og

derfor er det altså ikke eidopoios diaphora. Efter gennemgangen af tilgange til populismen som ideologi

eller strategi vender Moffitt blikket mod en diskursiv tilgang til studiet af populismen.

Er populismen så en diskurs, handling eller logik?

At skelne mellem at definere populismen som en diskurs eller en politisk retorik er måske et spørgsmål

om, hvilket fag en teoretiker tilhører. Om at definere populismen som en diskurs - i kontrast til ideologi

eller strategi - skriver Moffitt, at den diskursive tilgang ser populismen som noget, der kan være til stede

i større eller mindre omfang og defineres af forekomster af politisk diskurs fra afsenderne (2016: 21). Her

ser vi altså en tanke, som tilslutter sig en retorisk tilgang til populismen, da den kan findes i varierende

grad i politiske ytringer. Moffitt peger også på studier fra Hawkins (2010) og Koopman og Muis (2009), der

viser, hvordan en antaget populists retorik ikke nødvendigvis bærer populistiske træk - og hvordan en

antaget ikke-populists retorik godt kan bære populistiske træk (Moffitt 2016: 22). Selvom disse

bemærkninger ikke nødvendigvis skal bruges til at karakterisere disse retorer som populistiske eller ej,

viser det altså, at populistisk diskurs kan eksistere på tværs af retorer og territorier. En retor kan være

mere eller mindre populistisk - og retorer kan bruge populistisk diskurs, men tilslutte sig en vilkårlig

ideologi. Som jeg senere vil vise i min operationalisering af populismens kendetegn, kan vi også se, at mit

højrefløjspopulistiske eksempel på en populistisk retorik har flere af populismens kendetegn i spil end det

venstrefløjspopulistiske.

Moffitt bifalder denne tilgangs fokus på handlinger og retorik, men påpeger, at den ikke gør meget for at

hjælpe med at forstå populismen (2016: 22). For bedre at forstå populismen fører Moffitt os videre til

Laclaus definition af populismen som en politisk logik:

15

"Laclau claimed that any political project is premised on the division between two

competing antagonistic groups (us/them, underdog/system, ‘the people’/‘the elite’

and so forth). The way in which these groups are formed stems from what he posits

as the minimal unit of politicosocial analysis: the demand. To put it briefly, when a

demand is unsatisfied within any system, and then comes into contact with other un-

satisfied demands, they can form an equivalential chain with one another, as they

share the common antagonism/enemy of the system. A frontier is thus created be-

tween this equivalential chain (the underdogs) and the system. From here, the loose

equivalential chain between demands is interpellated and finds expression as ‘the

people’ through a leader. ‘The people’ then demand change to, or of, the system."

(2016: 23)

Skabelsen af en modsætning mellem 'the underdogs' og systemet er en os-og-dem-konstruktion, som

andre teoretikere bemærker i mere eller mindre lignende vendinger - eksempelvis blot fra min læsning

Canovan (1982), Taguieff (1995), Taggart (2000), Roberts-Miller (2005), Mudde (2007), Jagers & Walgrave

(2007), Wodak (2015), Müller (2016), Zarefsky (2017) m.fl.. Men hvor disse fokuserer på modsætningen

som identitetspolitik, diskurs, antidemokrati eller retorik, ser Laclau det altså som en politisk logik. Det

skifte i fokus, som Laclau finder nødvendigt i teorien om populisme, ligger i ét fra populismens politiske

indhold til et mere abstrakt plan. I stedet for at sige, at oppositionen mellem os-og-dem er en politisk

strategi, er det i stedet primært en politisk logik, at denne type opposition skabes af et behov eller en

efterspørgsel. Hvor denne efterspørgsel er utilfredsstillet hos folket - i samarbejde med andre

utilfredsstillede behov - er der grobund for, at en ækvivalent kæde af interessenter kan skabe en fælles

fjende i systemet. Denne kæde af mennesker - eller underhundene - kan så interpelleres som et folk, der

kan afkræve ændring fra systemet. Det definerende i populismen er altså ikke en strategi, en ideologi eller

i sin essens retorisk - selvom retorikken er en del af processen. Den er en politisk logik. Men retorikken er

i høj i grad i centrum i Moffitts læsning af Laclau:

“Laclau’s formulation of populism acknowledges that populists do not speak to or for

some pre-existing ‘people’ but arguably bring the subject known as ‘the people’ into

being through the process of naming, performance or articulation. This very process is

what Laclau saw as Populism.” (2016: 24)

Interpellationen og skabelsen af dette folk, der er i opposition til systemet er altså et retorisk fænomen,

da det skabes via navngivning, performance og artikulation i bred forstand. Som vi senere skal se i analysen

af Jimmie Åkessons tale, kan denne interpellation tage form som begrebsliggjort af retoriker Maurice

Charland (1987) i dette tilfælde i form af “Sverigevänner”. Så ved at anerkende denne dynamik spiller

retorikken en stor rolle i Laclaus toneangivende definition af populismen. Sammen med Laclaus afsmag

for moraliserende tendenser i kritik af populismen og affejen af den som farlig gør dette Laclau til en

indflydelsesrig tilstedeværelse i min diskussion og analyse. Herfra bevæger vi os videre til Moffitts

begrebsramme for populisme som politisk stil, der viderefører nogle af Laclaus tanker.

Populisme som politisk stil Ifølge Moffitt kan populismen altså ikke helt defineres som hverken ideologi, strategi, diskurs eller politisk

logik. Moffitts gennemgang af, hvordan disse tilgange ikke helt tilfredsstillende kan definere populismen,

er meget anvendelig i at forstå både historikken og problematikken omkring definitioner af populismen.

Hans gennemgang peger videre positivt i retning af retorikkens rolle i populismen - den spiller en rolle i

16

den diskursive og logiske tilgang, men den er forsømt i samtlige af de andre tilgange, som Moffitt

kritiserer. Men hvordan spiller Moffitts begreb om politisk stil så sammen med retorikken?

Moffitt henviser blandt andre til Canovan og Jagers & Walgrave, der tidligere har brugt begrebet ‘politisk

stil’ i studier af populisme. I deres brug er begrebet synonymt med diskurs eller retorik. Moffitt søger dog

at opkvalificere begrebet og altså definere politisk stil som en gyldig definition af populisme på lige fod

med de tidligere beskrevne tilgange. I Moffitts definition spiller det performative en rolle og er

kontekstualiseret med nutidens tungt medierede og stiliserede politiske platform. Moffitt argumenterer

ud fra tidligere brug af begrebet, en definition af begrebet, en definition af populismen som politisk stil

og til sidst fordelene ved denne definition (2016: 28).

Teorien bag populismen som retorisk stil

Moffitt anerkender en række teoretikeres arbejde med populismen som politisk stil. Heriblandt hvordan

Canovan anerkender retorikkens rolle som det eneste totale fællespunkt mellem populistiske bevægelser.

Der er tale om, at det ikke blot er en dynamik, men også en retorik, der definerer populisme (2016: 30).

Den politiske stil er derfor også en retorisk stil, da der er tale om den måde, hvorpå appellerne til folket

leveres. Det er i stil med, hvad Laclau tidligere har bemærket - dog med Canovans ord, hvor stil

fremhæves, i stedet for Laclaus fokus på skabelsen af folket via navngivning (Laclau 2005: 100). En direkte,

simpel stil er styrende for populismen - og sandsynligvis også en styrke for den (Moffitt 2016: 30).

Canovans arbejde med den populistiske stil afføder i 2007 Jagers og Walgraves empiriske analyse af

Vlaams Blok - et belgisk parti, hvor de skelner mellem en tynd og en tyk definition af populisme i stil med

Mudde (2007), hvor den tynde definition indeholder politisk stil, der refererer til folket (Moffitt 2016: 30).

Den tykke definition er derimod mere eksklusiv og forholder sig til anti-etablissements-appeller og

gruppeeksklusion. Moffitt kommenterer, hvordan Canovans og Jagers & Walgraves definitioner ikke

adskiller sig særligt fra den diskursive tilgang til teorien om populismen. De beskæftiger sig med retoriske

eller diskursive aspekter af populismen, men bruger dog begrebet politisk stil i stedet for diskurs. For

videre at grundlægge en eksisterende teori om populisme som politisk stil vender Moffitt blikket mod

Knights arbejde med latinamerikansk populisme som en særligt udtalt teori om politisk stil, der adskiller

sig fra de tidligere beskrevne tilgange ved at lægge fokus på det performative aspekt. Populisten bygger

tillid gennem tilhørsforhold til folket, en os-og-dem-mentalitet og at performe en krise (2016: 31). I

Knights eksempler fra Latinamerika er det for eksempel mexicanske præsidenters skæve manerer - såsom

at tage pyjamas på i mødet med diplomater, at fravælge formelle middage og gå i gaderne i uformelt tøj

- der definerer et performativt aspekt af populismen. Klæder, smag og optræden er med til at definere

den performance, der skaber en appel til folket. Populismen defineres altså ikke kun ved talen til folket

og skabelsen af folket via talen. At tale på vegne af folket er ikke nok - populisten skal også optræde

populistisk for folket. Knight fremhæver, hvordan denne tilgang tilfører et aspekt til teorien om populisme,

der bedre binder historiske forekomster af populisme på alle sider af det populistiske og geografiske

spektrum sammen.

Hvad er den politiske stil, og hvordan er den fordelagtig i definitionen af populisme?

En kritik af brugen af begrebet “politisk stil” er, hvordan den ikke er afgrænset. De egenskaber, som de

ovennævnte kritikere fremhæver ved politisk stil, er i sig selv nogle, der dukker op i form af den politiske

logiks utilfredsstillede behov eller konsensussen om, at populismen fungerer mellem et antagonistisk

forhold mellem et folk og et etablissement. Men selve begrebet “politisk stil” definerer Moffitt som

følgende:

17

“... political style can be understood as the repertoires of embodied, symbolically me-

diated performance made to audiences that are used to create and navigate the fields

of power that comprise the political, stretching from the domain of government

through to everyday life.” (2016: 38)

Mere rammende beskriver han den dog også som et begreb, der indeholder både det retoriske - det

skrevne, talte og actio - og det æstetiske, hvor billeder, mode, selvfremstilling, design og rammesætning

hører under (2016: 38ff). Både det retoriske og det æstetiske kan grupperes under begrebet performance

og anerkender, hvordan det politiske er en konstruktion. Her er altså ikke tale om en essens - såsom en

ideologi - men noget, en aktør konstruerer. Moffitt henviser til Kenneth Burkes fokus på dramatisme og

symbolic action som en forvarsling for en teori, der bevæger sig over mod det performative og

konstruerede (Burke 1950). Moffitt sætter denne udvikling i kontekst med et generelt skifte i

samfundsvidenskaben mod det konstruktivistiske og bringer en vigtig pointe, der skaber ekstra emfase på

retorikkens rolle i performativ politik. Det er nemlig, hvordan traditionel politik er udfordret på nutidens

mindre ideologisk skel, mindre fokus på socialklasser i politik og fremmedgørelsen af partipolitik. Denne

udvikling har sat ekstra fokus på stil og det performative i et stærkt medieret, politisk billede (2016: 39).

Derfor er retoriske overvejelser og analyser ekstra vigtige i at forstå, hvordan nogle politiske bevægelser

kan vinde genklang:

“In such a state, style and performance become central to political experience and

analysis, whereby political actors must perform, project and make themselves visible

through mediatic channels across public, private and institutional spheres (Corner

2003) in order to achieve political success.” (2016: 39)

Populismen som politisk stil handler altså mindre om at tale til eksisterende folk eller at besvare kriser i

befolkningen og mere om at skabe folket og italesætte disse kriser via noget performativt - en tankegang,

som istemmer sig Laclau, Burke og ikke mindst Vatz (1973), som jeg senere vil belyse i afsnittene om

Zarefskys tilgang til populismen som et retorisk stance. I stedet for at en diskurs oversætter eksisterende

identiteter og ideologier til politisk handling, er det altså det performative og det retoriske, der

overhovedet konstituerer disse enheder. Her forlænger Moffitt i høj grads Laclaus tanker, hvor retorikken

indtager en central rolle. Forskellen på dette og Laclaus begreb om populismen som politisk logik er dog

den politiske stils afgrænsede analyseområde. Her er tale om analyseartefakter, der er medierede

retoriske artefakter, for eksempel taler, handlinger, optrædener og tekster, hvor Laclaus er ”det politiske”.

Begreber og retninger fra retorisk teori - såsom second persona, etos, agency, visuel retorik og så videre

- vil i alle tilfælde af populisme kunne bruges til at analysere disse performative aspekter, som jeg vil

komme ind på i specialets teoribelysende caseanalyse. For at kunne foretage denne analyse og bygge en

bro mellem Moffitts begrebsramme og retorikeres vil jeg tage udgangspunkt i de retoriske aspekter af

Moffitts kendetegn ved populismen som politisk stil. Først er det dog relevant at se på retorikernes tanker

om populismen som fremsat af Zarefsky (2017), Roberts-Miller (2015) og Ivie (2007; 2017).

HVAD SIGER RETORIKKEN SÅ OM POPULISMEN? De forskellige retorikere, der har beskæftiget sig med populisme, bidrager hver især med interessante

aspekter af, hvad retorikken kan byde ind med i en teori om populismen. Jeg bruger deres tilgange til at

opkvalificere, hvad vi efterhånden inden for politologien har etableret som retorikkens centrale rolle i

populismen.

18

Jeg har udvalgt et oplæg af professor David Zarefsky, en artikel af Patricia Roberts Miller og to artikler af

Robert Ivie. Jeg lægger her Ivies artikler sammen med diskurskritikeren Wodaks analyse af populisme med

udgangspunkt i frygtretorik, da de vender nogle af de samme emner om syndebukke og frygt. Jeg

gennemgår i det følgende teoretikernes bidrag til en retorisk teori om populisme.

David Zarefsky om populismen som et retorisk stance I et oplæg til Rhetoric Society of Europe Conference 2017 i Norwich præsenterede professor i retorik fra

Northwestern University David Zarefsky en tilgang til populismen som et retorisk stance. Zarefskys tilgang

er præget af den amerikanske historie med begrebet, men indeholder punkter, der også er applicerbare i

en europæisk kontekst. Zarefsky fremsætter i sin vurdering af begrebet populisme, at den ikke er en

politisk ideologi, men en retorisk stance, der er blevet prominent i mødet med tidens exigencies (2017:

7).

Zarefsky definerer ikke i oplægget, hvad han præcist mener med “stance”, og om det skal forstås i Booths

terminologi (Booth 1963). Men hvor Booths ærinde var at undervise i retorik, og hvordan man kan

balancere blandt andet indhold over for publikum, kan vi se, at Zarefskys brug af begrebet mere handler

om populismens appeller. Det er et bemærkelsesværdigt ordvalg, da det insinuerer, at populismen

præges af en særlig tilgang til en balancering mellem emnets indhold og publikum - og at populismen

eventuelt har særlige stilistiske træk. Lad os derfor gå videre til, hvordan Zarefsky så definerer populismen

som et retorisk stance.

Zarefsky fører som sådan ikke bevis via en analyse eller læsning af specifikke artefakter, men hans

iagttagelser om, hvordan populistisk retorik spiller sammen med exigencies (Bitzer 1968), er en af meget

få retoriske bud på at bygge bro mellem samfundsvidenskabens teori om populisme og retorikken. Han

skriver indledningsvist om populismen på tværs af det politiske spektrum i USA:

“... it calls for actions by voters, often in defiance of prevailing norms and conventions,

to overthrow politicians of “the establishment,” whatever that is. This enemy is a po-

litical and intellectual elite, not an economic one. The ills right-wing populists attribute

to the political establishment mirror those that left-wing populists attribute to the

economic elite: They feather their own nest rather than serving the people; they stay

in office forever, feeding at the public trough and amassing great wealth while the

mass of the people struggle and sacrifice. They make corrupt deals to transfer sover-

eignty to global agreements and international organizations that violate the liberties

of the people.” (2017: 3)

Her reflekteres altså, hvad vi efterhånden har set hos en række teoretikere - og nærmest kan kalde et

konsensuspunkt for teorien om populisme - populismen virker via et skel mellem et folk og et system eller

elite. Zarefsky går herfra videre til at diskutere denne dynamik, som han ser i Donald Trumps kampagne,

Brexit-kampagnen og udviklingen i hele Europa. Han sætter den i en historisk kontekst, men påpeger dog,

hvordan tidligere forekomster af populismen var under markant andre forhold. Dagens USA og Europa er

ikke i en økonomisk sammenlignelig situation med USA i 30’ernes økonomiske depression og Tyskland

mellem verdenskrigene, som Zarefsky fremhæver (2017: 3ff).

Zarefsky stiller spørgsmålet, som andre teoretikere også har stillet: Er populismen så blot et meningsløst

buzzword eller egentlig bare, hvad den enkelte nu lige synes, det betyder i en given situation? Svaret er

19

jo selvfølgelig nej, hvilket giver Zarefsky anledning til at fremstille nogle af de exigencies, der skaber

arenaen for populisme.

Exigencies og deres tilsvarende populistiske retorik

Den første exigence er, hvordan kulturel og social forandring udfordrer den menneskelige handlekraft.

Det vil sige, at samfundsøkonomiske forandringer og en bevægelse mod det multikulturelle og

globaliserede udfordrer den enkeltes følelse af handlekraft i sine omgivelser (2017: 5).

Den anden exigence er social fragmentering eller de forestillede fællesskaber og manglende fælles

konsensus for borgerlig samtale. Fællesskaber har brug for fælles standarder for at bedømme verden

omkring dem og en fælles vision for, hvad fællesskabet skal opnå. En forening mod etablissementet kan

substituere denne. (2017: 6)

Den tredje og den sidste exigence er en overfladisk viden om den større historiske kontekst, hvori deres

egen virkelighed befinder sig. Det kan siges at være exigency i den forstand, at populismen kan simplificere

spørgsmål, der befinder sig en kompleks historisk sammenhæng. Viden om, at udfordringer i

samfundsøkonomien og indvandringen er set før i historien, kan give den nødvendige ballast til at vurdere

tidligere indsatser mod disse problemer og vælge de rigtige tiltag, når vi mødes af den usikre virkelighed,

som Zarefsky beskriver. (2017: 6)

Zarefsky ser på populistisk retorik som svar på de tre exigencies. Populistisk retorik skaber dybe konflikter

mellem to vagt definerede enheder - folket og etablissementet, hvor etablissementet eller eliten er de

onde og ansvarlige for det ulykkelige i samfundet. Det giver modtageren et svar på, hvem de onde er,

uden behov for bevisførelse. Det er dem, der har magten - og en mobilisering af folket er et modsvar til

disse magthavere. Populisterne griber ind mod disse magthavere via en meget emotionel og akut diskurs

- deliberation og nøje overvejelse er der ikke tid til. I den populistiske retorik “afdemokratiseres”

bevisførelse i den forstand, at “eksperter” ikke længere har mere merit end folkets stemme. Eksperter

bliver dermed en del af etablissementet, og eksperterne er nogle, der ikke besidder sund fornuft - i

modsætning til eksempelvis en populists tweet eller blogindlæg. Dette fører til, at ekspertise ikke længere

er en gyldig årsag til, at ét bevis eller stykke information er mere værd end et andet. Traditionelle

eksperters bevisførelse er ikke karakteriseret af viden, men mere af holdning til det emne, de omtaler.

Derfor kan vi altså ikke stole på dem (2017: 7ff).

De tre første karaktertræk ved den populistiske retorik er altså dikotomien mellem folket og eliten, den

emotionelle/akutte virkning og den manglende tillid til eksperter og bevisførelsen. Den fjerde og den

femte er ifølge Zarefsky henholdsvis normalisering af overdrivelsen og hangen til simple forklaringer på

komplekse spørgsmål. I forhold til overdrivelsen bygger det på en forståelse af, at ytringer ikke skal tages

bogstaveligt - men alligevel alvorligt. Når noget formentligt er “sandt” og altså er rimeligt inden for de

doxastiske forestillinger, er det godkendt at overdrive dets omfang. Det betyder, at når demokraten

Bernie Sanders kalder på en ‘revolution’, og Trump ser et “amerikansk blodbad”, er det ikke bogstaveligt

eller noget at kritisere. Det er en manifestation af det, som populisten bliver et symbol på løsningen af.

Ligesom det overdrevne bliver normaliseret, bliver overdrevent simple løsninger på komplekse problemer

normaliserede. At noget er utilgængeligt eller kompliceret, er et tegn på unødvendig dunkelhed, og alt

kan koges ned til simple valg. Når Clinton kaldes korrupt, og Trump for en mand, der søger at vinde

økonomisk på præsidentposten, er det altså simple forklaringer på noget, der ikke behøver at føres bevis

for (2017: 8ff)

20

Zarefsky kommer afslutningsvis ind på, hvordan kritikerens normativitet i behandlingen af populisme bør

skelne mellem en oprigtig og en falsk populisme - i den forstand at populister, der bedrager vælgerne, bør

udfordres på det. Men også at den elite, den populistiske retorik skaber afstand fra, ikke skal være

afsenderen af denne udfordring (2017: 10)

Zarefskys bidrag bygger en bro mellem en teori om populismen som politisk logik og populistisk retorik,

da det er oplagt at koble retorikkens teori om exigencies til Laclaus teori om utilfredsstillede behov i

samfundet. Hvad Zarefsky kalder for tidens exigencies, er de udfordringer, der fører til samfundets

utilfredsstillede behov. Zarefsky bidrager til de retoriske aspekter ved at påpege de appeller, populismen

bruger til at skabe tilslutning. Meget af det kan spores tilbage til skabelsen af populistens etos eller

persona som symbolet på problemernes løsning. Altså den måde hvorpå populisten via retorikken kan

blive den tomme betegner, som Laclau nævner. Populisten kan via retorikken skabe emfase på tidens

exigencies ved at mestre patosappeller, etosappeller og stilfigurer som eksempelvis hyperbolen og

dikotomien.

Fordelene ved tilgangen til populisme som et retorisk stance

Da jeg som kritiker prøver at tilgå populisme med retorikken som et seriøst bud på en teori, der med flere

fordele giver redskaber til at analysere populismen, ser jeg en fordel i Zarefskys begrænsede brug af

Bitzers exigence-begreb fra The Rhetorical Situation (Bitzer 1968). Forandringer, tabet af handlekraft og

manglende tilknytning til etablerede, nationale fællesskaber er alle tre situationer, der kan afkræve en

følelse af et behov for handling. Alle tre behøver ikke være til stede på samme tid, og Zarefsky indrømmer

selv, at han ikke fører bevis eller forsøger at præsentere alle exigencies, der kan forklare alle forekomster

af populisme gennem historien. Faktisk afgrænser han sig til kontemporær populisme. De tre exigencies

vil dog også kunne appliceres på Canovans beskrivelse af agrarian populisme, hvor bøndernes handlekraft

trues, og på eksempelvis Tyskland efter Første Verdenskrig, hvor store økonomiske forandringer truer

(Canovan 1982: 547), hvilket gør skiftet til fokus på tidens exigencies endnu mere anvendelig. Selvom

Zarefskys sidste exigence omkring den manglende historiske kontekst kan være et nok så godt argument

for at forholde sig kritisk over for populismen, ser jeg den dog ikke som særligt bidragende til en stærkere

teori om populisme. Det siger nemlig ikke noget om, hvad populismen er. At sige, at vælgere bør være

mere vidende om den historiske kontekst for de samfundsmæssige udfordringer, de møder, forklarer ikke

populismen, men lægger sig mere op ad Müllers tilgang til at se på de aspekter af populismen, der er

kritisable (Müller 2016), som jeg kommer ind på i specialets afsluttende dele.

I Zarefskys valg af begrebsrammen fra Bitzer er det nærliggende at inddrage, hvordan det er Richard Vatz’

kritik af Bitzer og hans øgede fokus på retorens evne til at skabe situationen via retorik - og altså ikke som

et svar på en situation (Vatz 1973: 155) - der kan forklare populismens omdiskuterede væsen i det omfang,

at ikke alle nødvendigvis anerkender, at krisen forholder sig, som populisten fremstiller den. I Zarefskys

forklaringer på de positioner, populisten indtager for at besvare disse exigencies, ligger der en del flytning

af fokus. At samfundet er i forandring, og at handlekraften trues, er underliggende bevægelser i

samfundet, der ikke indtræffer på et konkret tidspunkt. Trumps retorik er ikke et svar på, at USA er i et

blodbad, og Sanders retorik er ikke et svar på, at USA er i et demokratisk forfald, der afkræver revolution

- det er retorens konstruktion af en symbolsk saliens (Vatz 1973: 160) i de doxastiske forestillinger om

situationen. De opstiller dikotomier mellem de onde og gode og simple valg for skabe følelsen af en akut

exigence via overdrivelse. Simple valg bør være fordelagtige, da de er tilgængelige og virker handlingsbare.

Det vil sige, at når problemerne er for komplekse, mister vælgerne yderligere handlekraft - og de kan så

at sige ikke deltage i rådslagningen. Jeg vender senere tilbage til Zarefskys exigencies i forbindelse med

diskussionen af Moffitts begreb om populisme som en politisk stil og bruger samtidig Zarefsky i

21

behandlingen af mit artefakt. Først vil jeg dog vende blikket mod andre retorikere og diskurskritikere, der

har behandlet nogle af de emner, som Zarefsky mere overfladisk berører. Her starter vi med en retorikers

bidrag vedrørende demagogers retorik.

Demagoger og hvordan en teori om dem belyser populismen Professor i retorik Patricia Roberts-Miller ønsker i sin artikel ”Democracy, Demagoguery, And Critical

Rhetoric” fra 2005, at retorikere bruger mere tid på at studere demagoger og deres retorik. Roberts-Miller

nævner populismen, men det skal tages in mente, at demagogisk retorik og populistisk retorik ikke er det

samme. De har dog nogle fælles kendetegn, og det er her Roberts-Millers bidrag er interessant. Roberts-

Millers artikel tager udgangspunkt i ønsket om, at demagogers retorik ikke blot bliver affejet som urimelig

(2005: 459ff). Om definitionen af demagoger skriver hun:

“Rather than abandon the goal of defining and criticizing demagoguery, I will propose

that we strive for a definition that does not preclude populist social movement rheto-

ric. My suggestion is that such a definition will look something like the following: dem-

agoguery is polarizing propaganda that motivates members of an ingroup to hate and

scapegoat some outgroup(s), largely by promising certainty, stability, and what Erich

Fromm famously called “an escape from freedom”” (2005: 462)

Roberts-Millers fokus på syndebukke, outgroups og en iscenesættelse af afsenderen som et symbol på en

afhjælpen af problemet via sikkerhed og stabilitet er temaer, vi også tidligere har set hos blandt andet

Laclau, Zarefsky og senere vil se hos Wodak og Ivie i teorien om populisme. I løbet af Roberts-Millers

artikel kommer hun både med kommentarer til meritterne ved en kritisk retorik om demagoger og om

kendetegnende træk i selve de retoriske artefakter. Det første fremhævede træk bygger på begreberne

om outgroup/ingroups og syndebukkeretorik:

“That is, demagogues rely on a common way for people to view the world: there are

some people whom we think of as “like us” in some important regard, and others who

are very different from us in some equally important regard. While this can be a fairly

harmless tendency, social psychologists have described how this kind of thinking con-

tributes to stereotyping and racism.” (2005: 462)

Denne tanke om outgroups og ingroups sætter Roberts-Miller sammen med Kenneth Burkes tanker om

identifikation og consubstantiality. Ved at skabe et had til en outgroup sørger retorikken for at skabe en

eksklusiv identifikation mellem modtageren og den gældende ingroup. Alle, der er imod demagogens

retorik, er imod ham - og altså dermed hele konstruktionen af folket. Et af de redskaber, demagogen

bruger, er syndebukkeretorik:

“The scapegoating of an outgroup means that the solution to the complicated problem

is the removal of that group (or the individual who is supposed to lead that group).

This is one of the major attractions of demagoguery (for both the rhetor and audience)

and explains why it is effective: it takes a tremendously complicated situation, about

which people are very anxious, and makes them feel better by presenting a simple

solution that anyone can grasp: elimination of the outgroup and promotion of the in-

group.” (2005: 465)

22

At skabe en syndebuk via konstruktionen af en outgroup er en måde, hvorpå modtageren kan gøre et

komplekst spørgsmål simpelt og kan undslippe overhovedet at træffe beslutninger og undslippe friheden

i det. For tilhørere, der ikke ønsker at sætte sig ind i komplekse politiske spørgsmål, kan syndebukken

være en vej ud af at tage stilling til, hvorvidt noget er rigtigt og forkert. I stedet handler det om at vise

loyalitet til den truede ingroup. Demagogen tilbyder det simple svar ved at give tilhørerne en følelse af

handlekraft, ved at de komplekse problemer har en simpel løsning - i stedet for at skulle tænke kan

tilhøreren altså blot handle på problemet.

I forlængelse af en diskussion om fejlslutninger og overdrivelser i demagogisk retorik går Roberts-Miller

videre til at diskutere det kritiske imperativ (2005: 466ff). Her henviser hun blandt andet til et regelsæt

for politisk debat, der er sat op af Emmeren og Grootendoorst (1992). Reglerne dikterer ikke, at

fejlslutninger og overdrivelse er det samme som uetisk adfærd, men foreskriver i stedet, at de går i vejen

for at løse konflikter. Reglerne er blandt andet, at deltagende partier ikke må så tvivl om hinandens

troværdighed eller fremsætte udtalelser som åbenlyse sandheder tilknyttet til essentielle forestillinger

om race og køn. Deltagere må heller ikke opsætte en falsk dikotomi - i Roberts-Millers eksempel:

“Just as interlocutors must defend the standpoint they really present, so they must

attack the standpoint really presented by their opponent, and that is the third rule.

Misattributing an argument (such as accusing someone of being on the side of terror-

ists for disagreeing with the United States), or distorting an argument (such as pre-

senting the weakest version) constitutes violations of this rule” (2005: 470)

De resterende regler fortsætter med idéer om, hvordan argumenter skal være logisk gyldige og relevante

for ens generelle argument. Argumenter må ikke spille overdrevent på følelserne, men patosargumenter

ekskluderes ikke kategorisk. Roberts-Miller fortolker reglerne om argumenters relevans til, at eksempelvis

Adolf Hitlers antisemitiske argumentation ikke var fejlsluttende, fordi den var rabiat, men derimod fordi

den var irrelevant for hans generelle argumentation for Tyskland. Eemeren og Grootendorsts

kontraktuelle tilgang til politisk debat - altså at deltagerne ikke må forbryde sig mod disse

redelighedsregler - roser Roberts-Miller for at kunne hjælpe med at tegne en grænse mellem legitim

retorik for sociale bevægelser og så demagogisk retorik.

Roberts-Millers udvalgte demagoger appellerer til essentielle forestillinger om iboende kvaliteter og

dårligdomme i racer, nationaliteter, køn, religioner og politiske overbevisninger (2005: 469ff). Samtidig

skriver Roberts-Miller dog om, hvordan denne kultur af had og frygt ikke er noget, som demagogen skaber,

men som eksisterer i samfundet på egen hånd. Altså er demagogen ikke nødvendigvis rabiat, men bruger

i stedet en forudeksisterende ideologi og diskursiv praksis, der kan være mere eller mindre eksisterende i

en kultur. De stereotyper om en outgroup, som demagogen spiller på, kan i forvejen være forstærket af

medier og andre aktører (2005: 472). Det vil sige, at der ligger et spørgsmål i, i hvor høj grad fremmedhad

er noget, en demagog skaber, og i hvor høj grad grobunden for fremmedhadet fortæller noget om det

samfund, retorikken florerer i. Roberts-Miller nævner i den forbindelse, hvordan det er svært at adskille

politikken og retorikken hos demagoger. I Roberts-Millers opsummering af demagogers retorik, der spiller

sammen med politikken, nævner hun: Angreb på uddannelsesinstitutioner, mindre respekt for kritiske

tænkere og uddannelse og mere for nationalisme og forsøg på at ulovliggøre manglende respekt for

nationale symboler og retten til at være uenig med regimet. (2005: 473). Dette er efter min mening

relevant, i den forstand at det spiller sammen de etoskonstruktioner, der er i spil i populismen – noget,

som Zarefsky har været inde på i forbindelse med mistro til eksperter, og Moffitt kommer ind på i

23

forbindelse med de performative aspekter om politisk stil, hvor kritisk tænkning og en højtuddannet stil

ikke næsten kan ses som modsætninger til populistisk stil.

Jeg har inddraget Roberts-Milllers artikel om demagoger for at inddrage en retorikers tilgang til en mere

kritisk behandling af et emne, der historisk er associeret med populismen. I demagogens retorik kan vi se

træk, der fører over i kontemporær populisme. Roberts-Millers pointer om forudeksisterende

forestillinger om essentialisme i race, køn og identitet og hendes gennemgang of Eemeren og

Grootendorst regelsæt for politisk debat giver et indblik i de aspekter, vi kan se demagogisk retorik, som

måske kan være at finde i populismen. Altså belyser Roberts-Millers teori om demagogisk retorik nogle af

de ikke-definerende kendetegn for populismen, som er kritisable og oplagte at belyse i en ideologikritik.

Hendes pointer om outgroups og syndebukke ses også en del andre steder i teorien om populisme. Blandt

andet hos diskurskritikeren Ruth Wodak og retorikeren Robert Ivie, som jeg nu bevæger mig videre til.

Syndebukke i USA og Europa Som Roberts-Miller berører, er en skabelse af outgroups og syndebukke et kendetegn ved demagogisk

retorik. Og ifølge en række teoretikere er dette også tilfældet for populismen, hvilket jeg kommer

nærmere ind på i det følgende, hvor jeg diskuterer, hvordan henholdsvis Robert Ivie og Ruth Wodak berør

begrebet om syndebukke og frygtretorik.

Jeg arbejder ud fra en tese om, at syndebukkeretorikken er et ikke-definerende kendetegn ved

populismen. Grunden til, at den ikke er eidopoios diaphora, er, at den type syndebukkeretorik, som