DANSK SOCIOLOGIS HISTORIE

DANSK SOCIOLOGIS HISTORIEet politiseret fag gennem

brud og kontinuitet

Redigeret af

Finn Hansson & Kurt Aagaard Nielsen

Forlaget Sociologi

Finn Hansson & Kurt Aagaard Nielsen (red.)Dansk Sociologis historieEt politiseret fag gennem brud og kontinuitet

1. udgave 1996 (trykt)

1. e-bogsudgave 2012

© Forfatterne og Samfundslitteratur 2004

ISBN elektronisk udgave: 978-87-87811-86-6

Forlaget Sociologic/o SamfundslitteraturRosenørns Allé 91970 Frederiksberg CTlf. 38 15 38 80Fax 35 35 78 22

slforlagene@ssamfundslitteratur.dkwww.samfundslitteratur.dkAlle rettigheder forbeholdes.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået af-tale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

INDHOLDSFORTEGNELSE

INDLEDNING

Finn Hansson & Kurt Aagaard Nielsen Forord og læsevejledning 7-8

1. Finn Hansson & Kurt Aagaard Nielsen Dansk sociologis historie

En historie om brud og lidt kontinuitet 9-34

2. Heine Andersen Moralsk reflektion og praktisk relevans

Brikker til et billede af debatten om sociologi i Danmark 35-55

DANSK SOCIOLOGI FREM TIL 1970

3. Torben Agersnap Sociologi i Danmark før 1950 56-112

4. Bjarne Andersson & Andrzej Dabrowski Sociologiens akademiske, administrative og kommercielle felter 1950-1970 113-189

DANSK SOCIOLOGI FRA 1970 TIL 1980

5. Lise Drewes Nielsen ‘Sociologer kan skam bruges’

Fra studenteroprør til profession i 70’erne 190-214

6. Jørn Falk & Allan Madsen Oligarker og rebeller samt kampen om de symbolske kapitaler 215-280

DANSK SOCIOLOGI FRA 1980 TIL 19907. Finn Hansson & Kurt Aagaard Nielsen Vejen til nedlukning af de sociologiske institutter 281-292

8. Kjeld Høgsbro Fra socialteknologi til udviklingsprogrammer

Udviklingen i 80’ernes og 90’ernes sociologiske socialforskning 293-313

9. Lars Hulgård & John Andersen 90’ernes sociologi: På vej mod en ny stor fortælling?

Rundbordssamtale mellem John Andersen, Thomas Boje, Lis Højgård, Karin Mathiesen, Lars Hulgård, Carsten Strøby Jensen og Kurt Aagaard Nielsen 314-353

Forfatteroplysninger 354-358

Nyere dansk sociologisk litteratur Udvalgt fra referencer i antologien af Finn Hansson og Kurt Aagaard Nielsen 359-374

Navneregister 375-381

7

FORORD OG LÆSEVEJLEDNING

Denne bog er det første større værk om dansk sociologis historie. Den er blevet til i en usædvanlig turbulent tid for faget, og som sådan et udtryk for en bestræbelse på at styrke faget igennem konstruktiv selvreflektion.

Forfatterkredsen blev sammensat ud fra ønsket om størst mulig bredde og pluralisme og ønsket om forskellig erfaringsbaggrund. Vi har givet de enkelte bidragydere stilistisk frihed i artiklerne. Hver forfatter har dog fået i opdrag at skrive en periodefremstilling, der som minimum skulle præ-sentere centrale sociologiske produktioner og forskningsområder, synlig-gøre samfundsmæssige og sociale kontekster for sociologisk forskning (og undervisning) og give nogle personlige bud på bærekraften i forskellige forskningsaktiviteter.

Der har været afholdt flere fælles møder og seminarer mellem forfatter-ne for at diskutere synsvinklerne på sociologiens udvikling i de forskellige perioder og søge at mindske forskellighederne, som er kommet ud af den stilistiske frihed. På disse møder og seminarer har vi fra starten oplevet en diskussionslyst og vilje til at argumentere op ad hinanden. Uden dette havde dette bogprojekt ikke kunnet gennemføres.

Vi har bygget antologien op efter en logik, som grundlæggende er kro-nologisk. Forfatterne har fået i opdrag at skrive om en periode. Fra begyn-delsen var det planen at have to forskellige forfattere til at skrive om den universitære og den anvendte sociologi i perioden. Men i løbet af arbejdet er det endt med kun at blive realiteten for 1970’erne og 1980’erne; mens tiden før 1950 og tiden mellem 1950 og 1970 er blevet samlet i dobbeltartikler. Det skyldes bl.a. at arbejdet med materialet viste en mindre opdelt sociologi i de tidlige perioder.

Endelig har vi ladet den universitære sociologi fra tiden efter 1980 præ-sentere i form af en kommenteret rundbordssamtale, fordi institutionsluk-ningerne i 1986-94 gjorde det ekstra nødvendigt, at spejle den i fremtidsfor-håbninger og -vurderinger, som i sagens natur kan blive for snæver med en enkelt person som forfatter.

Der er 3 bidrag, som falder lidt ved siden af den kronologiske logik: det drejer sig om a) Heine Ansersens artikel, der dels kan læses som en metate-oretisk oversigtshistorie, dels kan læses som en diskussion af problemerne i at vurdere dansk sociologis kvalitet;b)en artikel som vi selv som redaktører har indføjet om nedlæggelsen af de 2 sociologiske instittuter i 1980’erne, og som faktuelt rekapitulerer hændelsesforløbet; c)et tillæg skrevet af Jan

8

Kirstein, som præsenterer tendenser i bl.a emnevalg i de sociologiske og kultursociologiske afhandlinger fra 1967-94.

Antologien henvender sig til sociologsamfundet og andre med interesse i teorihistorie og fagudvikling. Vi har tilstræbt at lave et samleværk, som omend ikke fyldestgørende, så dog med en systematik viser et billede af dansk sociologis historiske rødder og moderne bredde.

Antologien kan således læses som et næsten dækkende patschwork, for dem der ønsker at tilegne sig et bredt billede af faget. En indexeret forfat-teroversigt i slutningen af bogen giver en nøgle til at finde rundt i de enkelte kapitler. En sammenarbejdet litterturliste giver den første større omend ikke fyldestgørende oversigt over danske sociologers arbejde i nyere tid.

De enkelte artikler kan læses uafhængigt af hinanden, men vi under-streger, at der er en bærende ide i sammensætningen af forfatterkredsen, og at vi trods heterogeniteten i bidragene ser dem som dele af et samlet helhedsbillede af dansk sociologi.

Til slut en tak til forfatterne for for positiv og konstruktiv medvirken i et krævende projekt. Og en tak til Statens Samfundsvidenskabelige Forsk-ningsråd for støtte til denne udgivelse.

maj 1996

Finn Hansson og Kurt Aagaard Nielsen

9

Kapitel 1

DANSK SOCIOLOGIS HISTORIE- en historie om brud og lidt kontinuitet

Af Finn Hansson og Kurt Aagaard Nielsen

Dansk Sociologi – en historie om brud og lidt kontinuitet .............................................................. 10

Sociologiens nutidige krise – dansk sociologis krise. Forskellige bidrag til en forklaring .............................. 14

Den danske sociologis nuværende krise .......................... 26

Ubrugte muligheder i dansk sociologi ............................ 27

En tematisk rød tråd i dansk sociologi ............................ 30

10

Dansk sociologi - en historie om brud og lidt kontinuitetDansk sociologis historie er broget og set i en langt tidsperspektiv uden et fast og tydeligt centrum. Men til forskellige tider har en eller flere „centre“ gjort sig gældende som kraftcentre for en faglig udvikling og fornyelse – for så efter en tid at miste denne status, ‘brænde ud’ og blive afløst af et nyt center.

I al historieforskning – og det gælder også historieforskning om so-ciologi som videnskab og profession – lurer der en fare for at indbygge rationalistiske tolkninger, dvs. en risiko for at beskrive historien som en fornuftig og nødvendig udviklingshistorie, som peger hen imod det nutidige som logisk rationelt resultat af de givne omstændigheder. Et hastigt blik på dansk sociologi i dette århundrede viser, at man ikke behøver at udøve fa-garkæologi og trænge særlig dybt ned i empirien for at dementere en sådan historieskrivning.

Som det fremgår af bidragene i denne antologi er dansk sociologis hi-storie alt andet end evolutionær. Man kan naturligvis i en teorihistorisk opsummering af dansk sociologisk forskning inden for en række delfelter finde kontinuiteter og traditionslinier, som viser, hvad danske sociologiske forskere har begået af produkter, som har formået at slå igennem – blive anerkendt også internationalt.1 Men herfra og til at slutte, at disse sociologer har dannet tradition i betydningen, at de substantielt danner udgangspunkt for andre sociologers forskning, er der et langt stykke.

Historien indtil den første etablering af en egentlig sociologisk univer-sitetsafdeling i Danmark (Theodor Geigers ansættelse ved Århus Univer-sitet 1938) udgøres af enkeltpersoner, som kun undtagelsesvis diskuterer med hinanden i deres forfatterskaber. Geiger medbringer en egen sociologi, som på den ene side er præget af tysk hermeneutik og som på den anden side flittigt gør brug af kvantitative empiriske undersøgelsesteknikker, jvf. Torben Agersnaps bidrag2. Efter Theodor Geigers død (i 1952) nedlægges

1. Et vellykket eksempel på en beskrivelse af dansk sociologis historie skrevet med disse oversigtsbriller er Heine Andersen, Britt-Mari Blegvad og Mogens Blegvad, 1994: Contemporary Sociology in Denmark. I „International Handbook of Contemporary de-velopments in Sociology.“ (redigeret af Mohan & Wilke.)2. Torben Agersnap er formodentlig den eneste danske sociolog, som med rimelighed kan kaldes „elev“ af Geiger, idet han var dennes assistent i flere år. Torben Agersnap kom imidlertid ikke i første omgang til at præge opbygningen af en ny akademisk so-ciologiinstitution; han blev i stedet professor ved Handelshøjskolen med ansvar for „den menneskelige dimension“.

11

afdelingen for sociologi i Århus; Danmark er i en kort periode uden en institutionel forankring af et sociologisk akademisk miljø indtil oprettelsen af Sociologisk Institut i 1953. Med Kaare Svalastoga som leder af et nyt so-ciologisk institut ved Københavns Universitet påbegyndes en fagopbygning i det amerikanske positivistiske spor og med ambitioner om akademisk og kommercielt hegemoni for netop denne retning af sociologien i Danmark jf Bjarne Anderson og Andrzèj Dabrowskis bidrag. Sociologien før denne etablering i København må betragtes som tilløb, idet der ikke før oprettelsen af Sociologisk Institut ved Københavns Universitet eksisterer et egentligt studium, der i princippet selv kunne rekruttere til et sociologisk akademisk miljø. Derfor får det også mere betydning for den nutidige sociologi end „rodnettet“ fra perioden før 1950. Rodnettet er naturligvis af betydning for offentlighedens opfattelse af sociologi og især for det statsadministrative apparats interesser i faget. Således er der flere af de markante sociologer fra 1920’erne og 30’erne, som direkte kommer til at sætte præg på „social-forskning“ og den udformning som efterkrigstidens Socialforskningsinsti-tut får, dvs en stærkt empirisk (socialstatistisk) fokuserende sociologi med interesse og engagement i social ulighed og velfærdsudvikling.

Som i alle andre lande indebar 1968 et gennembrud for en ny kritisk trend i dansk sociologi. Den påberåber sig at have skåret enhver arv fra ‘det gamle oligarki’ over jvf. Allan Madsen og Jørn Falks bidrag. I årene før 1968 var der opstået en anden strømning i dansk sociologi, nemlig kulturso-ciologi, som oprettes som selvstændigt fag i 1965. Det var en hermeneutisk strømning, som uden at have nær forbindelse til Theodor Geiger opnåede en egen profil med Verner Goldsmith som professor.

Ingen af disse nydannelser kan med rimelighed fremstilles som teorie-volution eller traditionsudbygning i forhold til det sociologiske rodnet fra før 1950.

Den kritiske sociologi forsøger endog sin egen helt originale definition af en relation til professionel samfundsmæssig brug af sociologer i form en den såkaldte dobbeltkvalificering og fagkritik – den etablerer sig med et eget arbejdsmarked – som kommer til at præge sociologiens rolle i 80’erne og tiden derefter. Sociologer definerer sig på arbejdsmarkedet i andre roller end den traditionelle som socialstatistikere jv. Lise Drewes Nielsens bidrag.

Ingen af de nye sociologier fra slutningen af 60’erne og 70’erne formå-ede at slå sig selv så fast i det akademiske miljø, at de kunne modstå et poli-tisk pres fra den borgerlige regering i 80’erne. Den gamle neo-positivistiske sociologi-tradition fra 50’erne og 60’erne var også i kampens hede ble-vet for utroværdig alliancepartner for det politiske system. Det endte som

12

bekendt med den største og mest markante krise i hele sociologihistorien: De to sociologiske institutter dekreteres lukket i 1986.

På trods af denne tilstand på de sociologiske institutter sker der såvel teoretisk som i den anvendelsesorienterede sociologi nogle centrale nyori-enteringer i 80’erne. Konturerne i den universitære verden er, som det frem-går af Hulgaards og Andersens rundbordssamtale, yderst forskelligartede og søgende – men med en tilbøjelighed til at ville fastholde elementer fra den kritiske bølge – som f.eks. velfærdsstatskritikken. I den anvendelsesori-enterede sociologi og kultursociologi betyder 80’erne nyorienteringer, som for alvor markerer at danske sociologer kan andet end socialstatistisk forsk-ning: de bliver involveret i de eksperiment- og forsøgsbølger, som præger store dele af statsapparaterne – især arbejdsmarkeds og socialinstitutionelle apparater jfr Kjeld Høgsbros bidrag. Det er i høj grad „børnene“ af den kri-tiske bølge fra 70 erne som bærer denne udvikling igennem.

Den nye sociologi, som her i midten af 90 èrne er ved at blive etableret kender vi endnu ikke profilen af. Men intet tyder på, at den etableres med traditionsovertag fra hverken Svalastogaperioden, den kritiske sociologi, eller kultursociologi. Vi vender senere tilbage til det mest markante brud i dansk sociologis nyere historie.

Det er en historie i brud og rundt om hvert brud har der været talt meget om krise i faget og nødvendigheden af en ny sociologi3. Men i forbindelse med bruddene har der også været en „understrøm“ af kvalifikationer, som er sevet videre ud i samfundet – selv når man på de akademiske højborge har erklæret revolution. Så kontinuiteten er der også – men ikke så meget som faglige videnskabelige traditioner men mere som kvalifikationer og søgeprocesser hos de mennesker, som udgør sociologsamfundet.

Denne antologi vil prøve at sætte fokus på bruddene, og se på hvad der skete og på den baggrund vurdere om der også er lidt kontinuitet. Bogen er et alternativ til en idehistorisk betonet historieskrivning. Vi satser på at frem-stille processer, som bevirker, at sociologiske centre „går op „ eller „går ned“.

Vi påstår naturligvis ikke at bruddene i sociologiske traditioner og tæn-kemåder er uden elementer af Hegelsk „Aufhebung“ og derigennem be-vidst eller ubevidst bærer sin forgænger i sig. At noget sådant er tilfældet er f.eks. meget tydeligt i etableringen af den kritiske sociologi efter 1968.

3. Ved genåbningen af Sociologisk Institut i København i 1993 var man endnu ikke helt færdig med at afvikle de to gamle instittutter – Kultursociologi og Sociologisk institut. For at skelne hvad der var på vej væk og hvad der var på vej ind kaldte man det ny soci-ologi for „NY SOCIOLOGI“.

13

Det er imidlertid noget andet end det at forstå sociologien som en eller flere traditionshistorier. Ved at sætte fokus på bruddene forsøges en tilgang til so-ciologiens historie, som på en anden måde end den idehistoriske eller perso-nalhistoriske, kan anskueliggøre paradigmeproblemer og krisetilstande, der har med relationen til samfundspolitikken at gøre. Det er så at sige i brud-dene at samfundspolitikkens logik træder ind i sociologiens diskurs. Det er der man kan fæstne sociologiens materialistiske formning4. Bruddene er således indikatorer på sociologiens samfundsrelation. Kontinuiteterne, som er der, giver ikke på samme måde sans for den samfundsmæssige konteksts ofte „voldelige“ indgreb i fagets udviklingshistorie. Den bilder sig nemt ind at tendensskifte er ren fornuftiggørelse. Det er igennem studiet af brud-dene man kan forstå fagets politiske historie, som ikke nødvendigvis er en fornuftshistorie.

Vi har for at fremme dette blik ladet artiklerne have udgangspunkt i en periode af historien – i stedet for i et delfelt. Det efterlader ikke det samme overblik over den nationale teorihistorie som en mere idehistorisk tilgang, men vi vil hævde at sådanne former for overblik i realiteten efterlader en falsk overskuelighed.

Man kan ikke skrive faghistorie uafhængig af sociologisk tænkemåde og videnskabsopfattelser. De forskellige bidrag har hver især forskellige sådanne – mere eller mindre ekspliciteret.

Men for at sætte fokus på og bevidstgøre om disse værdipræmisser i pro-jektet, begynder vi med en artikel af Heine Andersen, som viser, hvordan man fra forskellige videnskabsopfattelser kan forstå faghistorie og fagkva-litet. I Heine Andersens bidrag bliver der således en mulighed for at stifte bekendtskab med, hvordan dansk sociologi selv tematiserer videnskabsso-ciologi- og historie. Det er så at sige en selvrefleksiv opvarmning til gen-nemløbet af den lange og heterogent beskrevne danske sociologihistorie. Som redaktører af denne antologi har vi naturligvis også selv en tilgang til især forståelsen af, hvad der sker med sociologien i nutiden – hvor der synes en art international enighed om at faget i det mindste er inde i en recession i sammenligning med en konstant „vækstkurve“ frem til de sene 70’ere.

4. Pierre Bourdieu 1993: „Sociology in question.“ Her udpeges hvordan sociologien qua profession eller som kulturel kapital i samfundet „går op og ned“ med det felt per-sonen (homo academicus) involverer sig i. Sociologi som „ånd“ falder her analytisk i ét med en samfundsmæssig praksis. En løsere form for materialisme finder vi f.eks hos Jonas 1980 „Geschichte der Soziologie“, som undersøger sociologiens historie som et prægningsforhold.

14

Ikke mindst med en fælles faglig baggrund i en lang faglig aktiv periode på Sociologisk Institut i dansk sociologis mest stormomsuste periode, kan vi med en vis bekymring iagttage en tiltagende faglig fragmentering i socio-logien nationalt og internationalt, og de trusler denne i vore øjne udgør mod en fortsat eksistens af kritiske diskurser i sociologien, som kan markere sig offensivt både faginternt og i den politiske offentlighed og ikke blot eksi-stere som isolerede enklaver.

Sociologiens nutidige krise – dansk sociologis krise – forskellige bidrag til en forklaringTænker man på kriser i sociologiens udvikling er dansk sociologis nyere historie en meget nærliggende illustration. I 8 år blev der ikke optaget so-ciologistuderende ved Københavns Universitet og i en række år var uni-versitetet uden fungerende sociologiske institutter, de tidligere ansatte blev afskediget eller overflyttet til andre institutter.

En så radikal handling fra en undervisningsministers side, som lukning af to universitetsinstitutter i et fag, der internationalt har tradition for at væ-ret kritisk og omstridt, kan det være svært at finde nyere eksempler på i de vestlige lande, Danmark normalt sammenligner sig med5.

80’erne, måske det mest omskiftelige årti i dansk sociologis historie, startede med en markering af, at den uddannelsespolitiske interesse i at reformere og modernisere de højere uddannelser nu var kommet til de sociologiske discipliner ved Københavns Universitet, (sociologi, kultur-sociologi og antropologi). Det Faglige Landsudvalg og direktoratet får igennem flere omgange rejst meget kritiske spørgsmål til uddannelser-nes indhold og kandidaternes kvalifikationer og internationale eksperter (Bøttger Sørensen, Allardt-udvalget og det internationale bedømmelses-udvalg) fremlægger rapporter og bedømmelser, der kritiserer det fag-lige niveau ved sociologi-fagene, foreslår reformer og nybesættelser af stillingerne. Dette sker i en sammenhæng, der af direktoratet anvendes

5. Under helt andre og langt mere konfliktfyldte politiske forhold kan det nævnes, at sociologiuddannelsen blev lukket af den græske militærjunta i 1967 og Pinochet-kupregeringen efter 1973 lukkede faget som led i bekæmpelsen af venstrefløjen og de demokratiske institutioner i de to lande.

Den vesttyske regering gennemførte en nærmest totale udryddelse af østtysk universitetssociologi, som opfølgning på genforeningen i 1989 og den tilhørende rekonstruktion af videnskaben i det tidligere DDR på vesttyske betingelser.

15

som om der var foretaget en egentlig forskningsevaluering med et yderst negativt udfald.

Den negative vurdering af forskningen, som blev det offentlige resultat af denne proces, kombineret med lukningen af institutterne tegner et billede af dansk sociologi i 80’erne i indholdsmæssig krise og opløsning.

Et billede af sociologien i 80’erne som et fag uden den „faste kerne“ som karakteriserede sociologien i 50’erne og 60’erne er ikke et særligt dansk fænomen. I den efterfølgende gennemgang af den internationale diskussion om ‘sociologiens krise’ vil det fremgå, at fragmenteringen og den mang-lende kerne er forhold, som dansk sociologi har fælles med sociologien i en række andre vestlige lande.

Men fragmenteringen bliver først et reelt indholdsmæssigt problem og ud-tryk for en krise i det øjeblik, den kommer så langt, at der ikke med rimelig-hed længere kan tales om faglige områder, traditioner eller diskurser, hvor der i en afgrænset sammenhæng foregår en faglig debat, kritik og videreudvikling baseret på en løbende vidensudvikling baseret på forskningsresultater.

Senere kapitler i denne antologi vil beskrive mangfoldigheden i 80’ernes danske sociologi i forskellige sammehænge. Vi vil blot her med nogle ud-valgte – ikke nødvendigvis repræsentative – områder og sociologiske pub-likationer (hvis man overhovedet kan tale om repræsentatitivitet i forhold til 80’ernes fragmenterede sociologi) vise, hvad 80érnes danske sociologi også repræsenterede; en ganske frodig og broget faglig udvikling.

Med rødder tilbage i 70’ernes marxistiske kritik af det kapitalistiske samfunds udvikling, hvor arbejdsbegrebet er i fokus, fremviser 80’erne en række sociologiske studier i områder som arbejdsmiljø, arbejdsorganisation og arbejdsliv, faglig organisering6.

I tæt tilknytning til dette område finder vi teknologikritiske studier af den teknologiske udvikling i hverdagsliv og arbejde. En række aktions-forskningsorienterede studier med borgerdeltagelse såvel som mere makro-orienterede analyser dukker op i 80’erne7.

Både med rødder tilbage til dansk sociologis begyndelse og med den kritiske vinkel fra 70érne kom der i 80’erne en række analyser af den fort-

6. Helge Hvid, Det gode Arbejde, Forlaget Fremad, København 1990; Gitte Haslebo (red), Magt og indlydelse. Kvinder i job; Steen Scheur, Fagforeninger mellem kollektiv og profession, København 1985; Jesper Due, Når der slås søm i, DJøF, København 1988.7. Tarja Cronberg, Fremtidsforsøg, Akademisk Forlag, København 1990; Tarja Cron-berg og Dorte Friis, Metoder i teknologivurdering – erfaring og fornyelse, Blytman, København 1990; Bengt Åke Lundvall og Hardy Madsen, Teknologi mellem økonomi og politik, Blytman, København 1984.

16

satte sociale ulighed i velfærdsstaten. Her var temaerne dels den manglende udligning af de sociale forskelle og den vedvarende sociale arv og dels vel-færdssamfundets manglende evne til at håndtere massearbejdsløsheden8.

En anden udløber af 70’ernes kritik af de traditionelle sociologiske metoder viser sig i en række metodediskussioner med vægt på kvalitative metoder, både nye og genopdagede gamle som aktionsforskning, og i eva-luerings- og udviklingsforsøgsmetoder, der inddrager brugere, forsøgsstra-tegimetoder, men også mere overordnede metodediskussioner9.

Men også nye områder dukker op som ungdomssociologi10, ikke mindst omkring ungdomskommissionen, og kvindesociologi11.

Et af sociologiens klassiske områder, politisk sociologi, får også nyt liv i 80’erne, både med en fortsættelse af mere traditionelle tilgange og med forsøg på at forny forståelsen af forholdet mellem politik og samfund12.

8. Erik Jørgen Hansen, Generationer og livsforløb i Danmark, København 1988; Erik Jørgen Hansen, Den maskerede klassekamp, Hans Reitzels Forlag, København 1990; John Andersen & Jørgen Elm, Fattigdom i velfærdsstaten, Samfundslitteratur, Køben-havn 1989; John Andersen og Jørgen Elm, Arbejdsløshed og offentlig forsørgelse i Dan-mark, Forlaget Sociologi, København 1990; Mogens Holm (red.), Det Splittede Sam-fund, Samfundslitteratur, København 1989.9. Lis Adamsen, Forsøgsstrategi – samfundsmæssige konsekvenser og fremtidsper-spektiver, AKF, København 1990; Lis Adamsen (red.), Vejledning i evaluering, AKF, København 1986; Laila Launsø og Olaf Rieper, Forskning om og med mennekser – metoder og vilkår i samfundsforskning, Købenahvn 1987; Harald Enderud (red.), Hvad er organisations-sociologisk metode? bd. 1 & 2, København 1984; Ib Ander-sen (red.), Valg af organisationssociologiske metoder, Samfundslitteratur, København 1990; Heine Andersen (red.), Videnskabsteori og metodelære, bd. 1 & 2, Samfunds-litteratur, København 1990.I udkanten af de sociologiske miljøer arbejder Lauge Rasmussen og Kristian Clausen med aktionsforskning inden for et teknologivurde-ringstema. Se Rasmussen, Lorentzen og Clausen (red 1992): Deltagelse i teknologisk udvikling. Fremad.10. Joi Bay og z, Ungdom, en stil, et liv, Tiderne Skifter, København 1986; Lilli Zeuner, Kulturelle processer i ungdomsuddannelserne, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Køben-havn 1988; Gestur Gudmundsson, Ungdomskultur som overgang til lønarbejde, Forlaget Sociologi, København 1992.11. Birgitte Simonsen, De skæve køn bd.1-3, Unge Pædagoger, København 1989, Lis Højgaard, Vil kvinder lede? – et spørgsmål om fornyelse, Ligestillingsrådet, København 1990.12. Peter Gundelach, Sociale bevægelser og samfundsændringer, Forlaget Politica, Århus 1988; Kurt Klaudi Klausen og Torben Hviid Nielsen (red.), Stat og marked – fra Leviathan til usynlig hånd til forhandlingsøkonomi, DJøF, København 1989; Bent Flyvbjerg, Rationalitet og magt bd. 1 & 2, Akademisk Forlag, København 1991; Erik Christensen, Nye værdier i politik og samfund, Hovedland, Højbjerg, 1990.

17

I slutningen af årtiet udkommer der for første gang i mange år flere egentlige lærebøger i sociologi, vel at mærke skrevet af danske sociologer og ikke oversatte bidrag13.

Disse mange bidrag til 80’ernes danske sociologi efterlader ikke et enty-digt indtryk af et fag i indholdsmæssig krise omend den institutionelle krise har været tydelig nok.

Men selve lukningen af faget i en årrække er nu ikke den eneste årsag til at diskussionen om sociologiens krise er blusset op også i Danmark.

Hvis man ser på de overordnede temaer for en række nationale socio-logforeningers årsmøder de senere år er sociologien uden tvivl i krise. Der er efterhånden også en ret omfattende litteratur om krisen i sociologien, så omfattende, at fremtrædende amerikanske sociologitidsskrifter som Socio-logical Forum bringer særnumre herom14.

Forklaringer på fagets krise er mange og peger både på interne og eksterne årsager, men en af de først fremførte og mest udbredte krisefor-klaringer binder krisen i faget sammen med en antagelse om en opløs-ning af fagets teoretiske og metodiske kerne i 60’erne specielt efter 1968. Sociologiens kerne på det tidspunkt kan nok bedst beskrives som funk-tionalistisk og neo-positivistisk15 i en empiristisk-scientistisk forstand.

I indledningen til en stor dansk antologi om sociologi under forandring16 argumenterer redaktørerne for en forståelse af ‘sociologiens krise’ som et

13. Peter Gundelach (red.), Ind i sociologien – en grundbog, Gyldendal, København 1990; Peter Gundelach, Nils Mortensen og Jens Thonboe (red.), Sociologi under foran-dring, Gyldendal, København 1990; Heine Andersen (red.), Sociologi – en grundbog til et fag, Hans Reitzels Forlag, København 1992.14. Ib Jørgensen gennemgår i Dansk Sociologi nr. 2, 1995 et temanummer fra Socio-logical Forum, no. 2, june 1994, Special Issue: What’s wrong with Sociology?, hvor en række fremtrædende repræsentanter for amerikansk sociologi diskuterer årsager og tendenser i krisen i amerikansk sociologi.15. Neo-positivisme bruges her om udviklingen af den meget empirisk eller bedre em-piristiske udgave af den logiske positivisme fra Wienerskolen, som primært udviklede sig i USA under og efter 2. verdenskrig, med Paul Lazarsfeld som en bærende kraft og G.C. Lundberg som repræsentant for den mest radikale scientistiske udgave af denne tradition i sociologien. Se Peter Halfpenny, Positivism and Sociology, Explaining social life, Allen & Unwin, London, 1982, som har en glimrende gennemgang i kapital 3, Logical Positivism. Comte men også Wienerkredsen (Carnap) i sociologiens historie er en meget mere videnskabsteoretisk profil af positivismen end det indtryk, som neo-pos-itivismen efterlader. Ikke mindst Comte tog afstand fra positivismes udtalte tendens til reduktionisme, se herom det detaljerede studie af Comte’s betydning i fransk sociologi i Johan Heilbron, The Rise of Social Theory, Polity Press, Cambridge, 1995.16. Sociologi under forandring, redigeret af Peter Gundelach, Nils Mortensen og Jens Chr. Thonboe, Gyldendal, København 1990.

18

udtryk for, at faget er inden i en fundamental omstillingsproces, hvor et rele-vant begreb som sociologiens krise skal udtrykke en situation, hvor „den gamle forståelse ikke længere rækker til og man må indstille sig på noget nyt“(s. 13).

Denne formulering mener vi ikke er præcis nok. Det er naturligvis gans-ke forståeligt, at diskussionen af kriser i sociologien starter med en sådan konstatering af utilstrækkeligheder ved de eksisterende forståelsesrammer eller paradigmer i faget.

Men udover denne meget vigtige påpegning af kompleksiteten i forhol-det mellem sociologi og samfund må det efter vores opfattelse være muligt at arbejde med en forståelse af kriser, som ikke er helt så orienteret om fa-gets egen udvikling og samtidig peger udover faget selv, dvs. forstår kriser som et træk ved det moderne samfunds udvikling.

I en kapitalistisk (verdens)markedsøkonomi er kriser en naturlig del af den sociale virkelighed i alle samfundsmæssige områder. Ingen har så præ-gnant og overbevidende påvist dette som Marx17: „Disse modsigelser fører, selvfølgeligt, til eksplosioner, kriser, hvori momentan ophævelse af alt ar-bejde og tilintetgørelse af en stor del af kapitalen igen voldeligt fører den tilbage til det punkt, hvor den er sat i stand til fuldt ud at beskæftige sine produktive kræfter uden at begå selvmord18.“

Simon Clarke hævder i en stor analyse af Marx’ kriseteori, at fra dette perspektiv er „Marx the first and the most radical theorist of the ‘post-mo-dern’ condition. . . .Marx does not offer us a philosophical discourse on post-modernity, but a scientific account of the contradictory foundations of modern society19.“

At sige at noget går i opløsning – vedtagne værdier bryder sammen osv. er ifølge Marx et kendetegn ved den kapitalistiske form for krise. Set i dette perspektiv er det således ikke mærkeligt at sociologien udvikler sig i brud og diskontinuitet – simpelt hen fordi dens genstand er alt andet end lineært i sin udviklingsproces. For så vidt det sociologiske projekt i sin grundkerne har sat sig for at studere „statik og dynamik“ i det moderne samfund er det temmelig forventeligt at dets antagelser med jævne mellemrum må kuldka-stes og reformuleres.

Opbrud og kriser som givne samfundsmæssige vilkår og rammer for produktionen af videnskabelig viden, herunder også sociologi, er den ene

17. Krisen som en del af dynamikken i den kapitalistiske produktionsmåde påviser Marx i alle sine senere arbejder med kritikken af den politiske økonomi, se f.eks Paul Mattick, Kriser og kriseteorier, Kurasje, København 1974, især kapitel 2.18. Karl Marx, Grundrids bd. 3, Modtryk/Kurasje, Århus 1976 (1953), s. 585 (636).19. Simon Clarke, Marx’s Theory of Crises, The Macmillan Press, London, 1994, s. 280.

19

vigtige dimension i krisediskussionen, som vi her ønsker at fremhæve. Den anden side af denne diskussion har at gøre med spørgsmålet om, hvorledes sociologien selv reflekterer disse forhold og udvikler egne handlingsstrate-gier i forhold til disse vilkår.

I denne indledning skal vi ikke forsøge at gennemføre en mere systema-tisk analyse af sociologiens egen udvikling og de samfundsmæssige forhold der indvirker/virker tilbage herpå. Men med en Bourdieu’sk inspiration vil vi forsøge at indkredse nogle forklaringstyper, der ser ud til at være af be-tydning for forståelsen af udviklingen i fagets vidensproduktion idag. Disse forklaringer udgør alle forsøg på at tænke sociologiens historie i en sam-menhæng, der rækker udover et mere evolutionært perspektiv, og derfor er de for os at se væsentlige bud på, hvordan en diskussion om brud og konti-nuitet i den danske sociologi kunne komme igang.

Allerede for 20 år siden pegede Alvin Gouldner20 på den kommende krise i sociologien, som han forbandt med den etablerede sociologis domi-nerende funktionalistiske traditioner, både empirisk og teoretisk (Parsons), og disses faglige og ideologiske konservatisme, som stod i vejen for ud-viklingen af et kritisk og politisk engagement i faget. Dette viste sig ifølge Gouldner i en mangel på helhjertede forsøg fra den etablerede sociologis side på at forstå omfang og dybde i de samfundsmæssige konflikter, som overfor sociologien præsenterede sig som en række sociale bevægelser, stu-denterbevægelsen, Vietnambevægelsen, borgerrettighedsbevægelsen, med hver deres krav på at kunne fremlægge sociologiske forklaringer på de so-ciale konflikter, de udgjorde en del af.

Gouldner forudså, at sociologien fremover nok vil udvikle sig til at blive mere polycentrisk med plads til radikal og marxistisk sociologi såvel som interaktionistiske og etnometodologiske retninger, men at velfærdsstatens vækst vil fremme udviklingen af en funktionalistisk og empiristisk socio-logi som den dominerende21.

20. Alvin Gouldner, The Coming Crises of Western Sociology, Basic Books, new york, 1970.21. „These theoretical changes and developments in Academic Sociology will be oc-curing in a society in which a Welfare State has been institutionalized and exert great pressure on the social sciences, especielly through funding and other resources. The Welfare State will continue to influence Functionalists and it will strongly support methodological empiricism. It will also influence studies carried on by the Chicago tradition. . . . Nor is there the slightest reason to suppose, that the Marxist will be exempt from the blandishment and pressure of the Welfare State.“ Gouldner, op.cit. s.445

20

Hvor Gouldner således forsøger at analysere sociologiens krise ud fra fagets voksende involvering i velfærdsstaten og de politiske magtcentre22, så er der også fra USA i den senere tid kommet en hel del indlæg, der beskri-ver sociologiens krise som en overhåndtagende specialisering, udvikling af særinteresser forklædt som sociologiske specialer, empirisme og mangel på en faglig kerne. De forklarer denne udvikling – eller giver skylden for den – på den ideologisering af faget, som fulgte efter 1968-studenteroprøret. Skylden for sociologiens krise kan således placeres hos marxister og andre radikale grupper som feminister og etniske minoritetsgrupper.

Irving Horowitz23, som har en lang produktion af velskrevne og kritiske bøger bag sig, er nok den mest fremtrædende sociolog bag denne type for-klaringer på sociologiens krise i en postmoderne verden.

Richard Sennett ser i en artikel i Die Zeit24 kritisk på denne forklaring, og vender den, så sociologiens krise som hos Gouldner kan diskuteres ud fra fagets overvældende vægt på samfundsmæssig ligevægt og stabilitet og manglende plads for kritiske betragtninger på samfundsmæssige modsæt-ninger og moralspørgsmål, som bl.a. fandtes hos den unge Marx. I de senere år er disse krisetegn ifølge Sennett påny aktuelle, fordi den nyeste sociologi er helt ude af stand til at tematisere samfundsmæssig helhed i lyset af po-tentielle sociale utopier. Sennett går så langt så han lægger skylden på et fraværende samfundsbegreb – eller i det mindste på en levende diskussion af samfundsbegrebet – på dette fravær af en fantasi om et alternativ til det herskende samfund.

Uden direkte at tage diskussionen op bygger Sennett sin kritik på det forhold, at den radikale og politisk engagerede kritiske sociologi som blom-strede op i 60’erne idag er præget af 25 års akademisk karriere. Russell Jacoby (1987) har måske mest skånselsløst i bogen The Last Intellectuals

22. Gouldner, op.cit. s. 511 (epilogue).23. Irving Louis Horowitz, The Decomposition of Sociology, New York, Oxford uni-versity Press, 1993. Til illustration af hvor radikalt Horowitz går tilværks følger ne-denstående citat, hvor også James Coleman henføres til de skyldige: „They become one more sectarian group of several hundred individuals, involved in the proces of self-validation and self-praise. The Rational Choice Group joins the Sex and Gender group, the Marxist Sociologists, the Political Economy of World Systems Group, and countless others in developing a specialized niche and hence has little chance to enlarge the public discourse it is so interested in serving“. (s. 117)

Paul R. Gross og Norman Levitt fremsætter i bogen Higher Superstition. The Acade-mic left and Its Quarrels with Science, Baltimore, Johns Hopkins University Press, 1994, en tilsvarende kritik, som dog udbredes til andre videnskabsområder end sociologien.24. Das Ende des Soziologie, Die Zeit nr. 40, 30.9.1994.

21

formuleret kritikken af den høje pris, som den radikale og kritiske sociologi (og dens udøvere!) har betalt for ‘den lange vej gennem institutionerne’.

Den sikre karriere er ifølge Jacoby betalt med opgivelsen eller modifice-ringen af den udadvendte offentlige radikale kritik af de sociale og politiske forhold, som sociologien tidligere stod for. Et illustrativt eksempel fra den danske arena er, at det hører mere til reglen end undtagelsen at universitets-forskere i løbet af 1980’erne har været involveret i „opdragsforskning“ af en eller anden art.

Sociologiens selvopfattelse af forholdet til samfundet har været meget omdiskuteret i sociologien gennem tiden og er uundgåelig en del af krise-problematikken. Helt tilbage fra Comte’s første forsøg på at afgrænse og identificere faget, har sociologien levet med en udbredt selvopfattelse, der placerer faget i toppen af det videnskabelige hierarki25. Kombineret med oplysningstidens rationalisme og tro på at viden er lig udvikling, har den klassiske sociologi set sig selv som stående i centrum som den samfundsfo-randrende og reformerende videnskab. Den indledende redaktionelle artikel i første nummer af American Journal of Sociology, som udkom i 1895, hed-der „The eara of Sociology“ og begynder: „Sociology has a foremost place in the thought of modern men. Approve or deplore the fact at pleasure, we cannot escape it26.“

Dette tager Johannes Weiss op i en artikel med den sigende titel „Det normale som krise“27. Denne selvopfattelse har ikke været begrænset til den positivistiske sociologi28, men har også præget en række andre sociologiske skoler, herunder også dele af den kristiske sociologi. Det uholdbare i denne social-engineering opfattelse af sociologien er blevet tydeligere og tydeli-gere op igennem dette århundrede, ikke mindst i det seneste årti29, og har bidraget til fremkomsten af opfattelser af kriser i den faglige identitet.

25. Johan Heilbron, op.cit. skriver om dette væsentlige aspekt i Comte’s videnskabteori: „The laws of social phenomena are the most complicated of all ..“ (s. 203) og viser hvor-ledes Comte indbygger synsvinklen i en videnskabshistorie, således at sociologien først nu kan udvikle sig til en positiv videnskab, så at sige på toppen af de andre videnskaber.26. American Journal of Sociology, vol. 1, nr. 1 july 1895, optrykt i vol. 100, nr. 1; july 1994.27. Johannes Weiss, Die Normalität als krise, s. 124-132 i Soziale Welt, Heft 1/2, Göt-tingen 1989.28. Georg Lundbergs bog Kan videnskaben redde os? København 1965, er nok det mest markante udtryk for den positivistiske sociologis reformideologi.29. Erik Albæk har i bogen Fra sandhed til information, København 1988, i en undersø-gelse af amerikansk evalueringsforskning vist, at denne model, social-engineering, stort set ikke har haft nogen større virkning.

22

Mindre ambitiøse opfattelser af sociologien, der placerer fagets sam-fundsmæssige forandringspotentiale på linie med andre adfærds- og sam-fundsvidenskaber og som kan tydeliggøre, at forandringer formidles via samfundsmæssige diskurser, kunne ifølge Weiss fjerne den ufrugtbare kri-sediskussion i sociologien uden at indebære, at sociologien skulle ophæve sig selv eller forsvinde som fag.

Frygten for måske at miste den faglige identitet eller kerne er tydelig bag en stor del af diskussion om sociologiens krise. Udviklingen af sociologien fra et forskningspræget specialområde på universiteterne til et fag med mas-seuddannelse og omfattende empiriske undersøgelsesapparater, ændringer i studenternes sociale sammensætning, omfattende sociale forandringer i de vestlige lande, hvor diskussionen om sociologiens krise primært finder sted, er som Bourdieu30 påpeger, forhold som betinger en fragmentering og for-skellighed i sociologien, og som har medvirket til at rejse spørgsmålstegn ved den symbolske magt på universiteterne. Dette er stadig ifølge Bourdieu baggrunden for klagerne over sociologiens krise og de nostalgiske ønsker om at kunne vende tilbage til en situation med faglige enhed og integration, som det fremgår af følgende citat fra Neil Smelser:“ „The ideal for socio-logy would appear to have a body of theory and a body of methodology.. that have a universal quality,. This ideal derives from the situation that cha-racterizes other bodies of knowledge, such as mathematics.“31

Lige præcis denne sammenligning med naturvidenskaberne mht. eksi-stensen af en kerne af fælles, indiskutabel viden i sociologien undersøges i en omfattende videnskabssociologisk analyse af Stephen Cole med den sigende titel „Why Sociology Doesn’t Make Progress Like the Natural Sciences“32. Cole viser her, hvorledes de yderst komplekse relationer mel-lem sociologi og samfund betinger nogle særlige forhold omkring sociolo-gisk vidensproduktion, som gør det umuligt for sociologien at nå frem til dette naturvidenskabelige forbillede pga. sociologiens og sociologens tætte sammenfletning med sit genstandsområde.

Men disse nostalgiske ønsker om at genoprette en sociologi med fælles nøglebegreber og enighed om den centrale sociologiske viden gør, at vi

30. Pierre Bourdieu, Epilogue: On the Possibility of a Field of World Sociology, in Pierre Bourdieu and James Coleman, ed., Social Theory for a Changing Society, Sage, Colorado, 1991.31. Neil Smelser, Introduction, p. 15, in Handbook of Sociology, ed. by Neil Smelser, Newbury Park, Sage 1988.32. Stephen Cole, Why Sociology Doesn’t Make Progress Like The Natural Sciences, op.cit.

23

ifølge Bourdieu fjerner opmærksomheden fra de mere foruroligende krise-tegn i sociologien, koncentrationen af de videnskabelige produktionsmidler i hænderne på positivistiske kvantitavister.

Med baggrund i udviklingen i tysk sociologi fremsætter Heinz Bude33 nogle forklaringer, som også ser 68-oprøret som afgørende for sociologi-ens krise og den faldende videnskabelige og samfundsmæssige anseelse i dagens samfund. Men modsat Horowitz forsøger Bude at give nogle mere samfundsmæssige forklaringer. Ifølge Bude radikaliserede studentero-prøret de samfundsvidenskabelige fag og især sociologi i Vesttyskland og det betød en voldsom faglige kritik og et opgør med de tidligere faglige traditioner. Den sociologiske virkelighedskonstruktion før 68 havde i BRD været en vigtig del af den rekonstruerede demokratiske offentlighed.

Men den sociologiske betragtningsmåde åbnede for en ‘sociologisering’ af den kritiske diskussion i samfundet efter 68. Begreber som ‘samfund’ og ‘struktur’ blev forklaringsbærende i et dominerende omfang, som kom til udtryk i mottoet ‘det private er politisk’. Studenterbevægelsen var ifølge Bude en bevægelse af socialt opadstigende og sociologien var redskabet i deres kulturelle klassekamp (s. 249), som i høj grad rettede sig mode den akademiske verdens traditioner og kultur. Studenterbevægelsens popula-risering af en sociologisk baseret samfundskritik betød en udbredelse af denne form for samfundskritik langt udenfor de tidligere skarpt afgrænsede fagspecialisters område.

„Når alt kommer til alt har sociologien selv gjort hverdagsmennesket til barfodssociolog“ siger Bude, eller ironisk formuleret af rock-gruppen TV2 i sangen „Det er samfundets skyld“. Sociologiens problem idag bliver således til et spørgsmål om mulighederne for at udvikle en videnskab i et sociologiseret samfund.

Sociologiens krise har at gøre med en mangelfuld sociologisk analyse og bestemmelse af forholdet mellem videnskab og samfund, som betyder, at det sociologiserende samfunds kritik ikke med nogen grad af præcision kan udskilles fra den sociologiske kritik.

Grundlaget for at fastholde en videnskabelig ekspertrolle eller funktion for sociologien er tilsvarende ringe.

Bude sætter i sin analyse fokus på sociologiens samfundsmæssige rolle i den moderne velfærdsstat – et tema som også Gouldner var inden på i sin diskussion af sociologiens krise. Men hvor Gouldner ser denne udvikling som en del af forklaringen på krisen i sociologien, idet faget i den tiltagen-

33. Heinz Bude, 1968 und die Soziologie, Soziale Welt, vol. 45, nr. 2, 1994, s. 242-253.

24

de afhængighed mister sin selvstændighed og kritiske rolle, så indkredser Bude modsætningen mellem den udbredelse, den sociologisk inspirerede samfundskritik får efter 1968 og vanskelighederne ved at fastholde en spe-cifik og entydig faglig identitet i sociologien.

For Wolfgang Bonss og Ullrich Beck er det forhold, at den anvendte sociologiske viden indgår i og bliver en del af hverdagsforståelsen i samfun-det, et kriterie på succesfuld anvendelse af sociologisk viden34. Traditionel videnskabelig rationalitet udfordres af de konkrete anvendelsessammen-hænges praksis, og manglende succes falder tilbage på sociologien. Ifølge Bonss og Beck placeres sociologien i en uløselig sammenhæng af eksper-tise/modekspertise-funktioner. Sociologien er for alvor blevet politisk helt ind i sin inderste kerne.

Der er her tale om komplekse processer, der er tæt sammenflettede med de samfundsæssige moderniseringsprocesser. Den stadig tættere sammen-fletning af sociologisk viden i daglig praksis på alle niveauer gør distink-tionen mellem praktisk eller anvendt sociologisk viden og teori mindre og mindre relevant – hvad der blandt andet har vist sig i den stigende interesse i sociologien for forskning i anvendelse af viden!.

Et af de forhold der er vigtige at fastholde med den stigende fokusering på anvendt sociologisk viden er, at viden forstået som ekspertviden ikke er entydig og klart afgrænselig, men altid skal forsås i forhold til den sam-fundsmæssige magtstruktur. For et fag som sociologi kan processen, der leder frem til den anerkendte viden, aldrig være klar og entydig,men vil være udfaldet af en række sociale processer og kampe – om den kulturelle kapital!

Men synliggørelsen og den anvendte sociologiske viden aktualiserer resulatatsiden. Allerede i 1959 kritiserede Charles Lindblom35 den ratio-nalitet, der dengang var fremherskende omkring anvendt sociologi i bes-lutningstagning, for at overse hvor komplekse de sociale processer var og hvor illusorisk forestillingen om rationel beslutningstagning ud fra en fuld

34. Dette formulerer Bonss sammen med Ulrich Beck i artiklen, Soziologie und Mo-derniserung. Zur Ortsbestimmung der Verwendungsforschung, i Soziale Welt, nr. 35, 1984, s. 381-406.

De følgende overvejelser om sociologisk praksis er fra artiklen W.Bonss: Die Soziolo-gie in der Gesellschaft – Verwendung und Relevanz soziologischer Argumentation, s. 88-106 i Gesellschaft im Übergang, hrsg. Christoph Görg, Darmstadt, Wiss. Buchges., 1994.35. Charles Lindblom, The science of „muddling through“, Public Aministrative Re-view, 19, 1959, p. 517-29. se også Erik Albæk, Between knowledge and power: Utiliza-tion of social science in public policy making. Policy Science 28, 1995, p.79-100.

25

videnskabelig belysning af et problem var. Alligevel fik social engineering-optimismen præget sociologien gennem mere end 30 år, hvor mangel på succesfuld anvendelse blot blev fulgt af krav om mere forskning. Alligevel er det svært eller stort set umuligt at eftervise tydelige eksempler på an-vendt sociologisk viden i mere videnskabelig eller præcis forstand. Oftest vil sociologisk viden, rådgivning osv. blive anvendt eller overtaget på en sådan måde i beslutningsprocesser eller reformer, at der sjældent efterlades spor eller synlige beviser på anvendelsen. Modsætningen mellem en ud-talt samfundsmæssig interesse for at anvende sociologisk viden og mangel på dokumentation for succesfuld anvendelse kan forstås ud fra perspekti-vet, at sociologien og sociologiske forståelsesmåder idag er dybt indlejret i samfundet.

Et for sociologien væsentlig resultat af denne udvikling er, at samfunds-mæssig og videnskabelig praksis og rationalitet ikke længere kan opfattes som klart adskilte verdener, men tværtimod i stigende grad indvæves i hin-anden.

Denne væsentlige forskydning i den traditionelle opfattelse af den vi-denskabelige videns rolle og funktion er for os at se udtryk for de ændrede vilkår for den sociologiske profession og ekspertrolle idag; ændringer som kan forstås som den samfundsmæssige moderniserings gennemslag i so-ciologien. Krisemetaforen er her af central betydning fordi den fastholder kritikken af sociologiens egne problemer som profession med at reflektere og forholde sig til sin egen udvikling i moderniseringsprocessen.

I en bog med titlen Sociology after the Crisis diskuterer Charles Lemert mulighederne for en renæssance for en engageret, aktiv og kritisk, men nøg-tern sociologi, en sociologi som han forsøger at vise var et kendetegn ved de store klassikere, Marx, Durkheim og Weber, men som gradvis er forsvundet ud af sociologien siden. Han slutter af med en formulering, vi har valgt at bringe:

„In the end this may be what enlightened social maturity is: accepting the world for what it is, and learning to speak of it in its particular, diffe-rential details – without denying anything, without leaving oneself out, no matter how painful it might be to be there.

This once was what sociologies thought they were, and what they tried to do. After those terrible moments when the dream fades, the world dawns just as it is. Then, morning ritual completed, sociologies begin their work. They can, if only they will36.“

36. Charles Lemert, Sociology After the Crisis, Westview Press, Colorado, 1995, s.211.

26

Krisen i dansk sociologi kan udfra disse perspektiver ikke kun diskute-res som et spørgsmål om en krise i den samfundsmæssige regulering af de sociale forhold, som sociologiens praksis tilbyder. Den skal også diskuteres som udtryk for sociologernes manglende evne og eller vilje til at tiltrække sig samfundsmæssig opmærksomhed ved at bryde den den traditionelle professionelle ramme og igen aktivt deltage i den politiske og sociale kamp.

Sociologiens krise kan udfra disse perspektiver ses som enten en mang-lende evne til at tiltrække sig samfundsmæssig opmærksomhed (politisk legitimitet) eller være udtryk for en krise i den samfundsmæssige regulering af de sociale forhold, og som sociologiens praksis bliver ramt af.

Når således 1980’erne globalt har stået i nyliberalismens tegn og inde-båret angreb på velfærdsstatslige arrangmenter i store dele af den vestlige verden, vil det typisk efterlade sociologien i en defensiv situation, fordi den har lagt navn til stigende social regulering.

Den danske sociologis nuværende kriseSet med internationale briller er den danske sociologi i de seneste 10-15 år usædvanlig hårdt ramt af et tilbageslag. Som nævnt ovenfor er det en tem-melig ukendt ting at regeringer skrider til en decideret lukning af sociolo-giske institutter – oven i købet i en periode på 8 år. Hvordan kunne det gå så galt? I de efterfølgende bidrag findes der ikke nogen entydig forklaring på dette forhold, men forskellige forfattere opregner direkte, men mest in-direkte, forslag til nogle vigtige elementer, der skal indgå i forklaringen.

Den oftest nævnte forståelsesfigur er den, der tager udgangspunkt i fagets uforsonlige konflikter imellem dogmatiske skoler. Således beskri-ver både Anderson/Dabrowsky og Madsen/Falk, at der ved udnævnel-sen af Professor Svalastoga i 1952 blev skabt et grundlag for en ensidig scientistisk forståelse af sociologi. Denne ensidighed blev en skæbne, som også satte et uforsonligt præg på rebellerne i sociologi i 1968. Rebellerne afsværgede på det nærmeste sociologiens projekt for at erstatte det med mange forskellige varianter af kritisk videnskab, hvis hovedformål var at trancendere den kapitalistiske samfundsform. Og dette formål er ganske rigtigt et andet projekt end sociologiens (selv i en refleksiv klassisk vari-ant). At der samtidig med det kritiske projekt også udvikles sociologiske kvalifikationer, som praktisk indløser behovet for at bruge sociologer især i den offentlige sektor, dokumenteres af Lise Drewes Nielsen og Kjeld Høgsbro; det viser at det „kritiske projekt“ mere på et symbolsk niveau end på et kvalifikationsproducerende arbejdsmarkedsniveau fremtræder som krisefyldt.

27

De kritiske 70’ere indebar et sociologisk navnetab, den manglende synlighed nævnes som den væsentligste umiddelbare baggrund for, at de sociologiske institutter i 80’erne gerådede ud i så stor en modsætning til Undervisningsministeriet, at de blev lukket.

Flere af antologiens bidrag kredser omkring spørgsmålet „hvordan det kunne gå så galt?“ Men der kommer ikke nogle endegyldige svar. Derimod bydes der på adskillige præsentationer af 7o’er sociologiens „symbolske kapi-tal“ og årsagerne til, at den i usædvanlig grad manglede offentlig tiltræknings-kraft. Ingen af bidragene anfører forklaringer, som kunne henføres til socio-logiens mangel på praktisk anvendelighed, men alle selvrefleksive kritikker kredser om de symbolske udtryk – ensidighed, manglende eksplicit dyrkelse af det klassisk sociologiske projekt, kort sagt:I Danmark levede rebellernes symbolske magt usædvanligt længe i sociologien – så længe at de fremtrådte som en anakronisme og som således også gjorde det (næsten) legitimt for Un-dervisningsministeriet at eksekvere det barske brud – lukningen37. Ganske vist var en større omstilling igang da lukningen blev dekreteret jf. Hulgaard og An-dersens rundbordssamtale; det må således ses som et magtpolitisk skaktræk at lukke institutionerne fremfor at reorganisere. Der skulle være en „skræmme-virkning“ overfor universitetsverdenens forvaltning af den akademiske frihed.

Overfor lukningen stod der mange alternative indgrebsmuligheder, som har været set tidligere når statsmagten har ønsket en „korrektion“ af en aka-demisk udvikling,men disse blev som bekendt ikke benyttet.

Ubrugte muligheder i dansk sociologiDen „brudte“ historie har mange omkostninger. Ansatser, der fortjener op-følgning gemmes væk i skuffen og bliver de „ubrugte muligheder“ i fagets historie. Det drejer sig om fagansatser, som har været på vej op, men som kuldsejler i bruddene, fordi de ikke kan rummes i nye oligarkier (=hersken-de forståelse af hvad, der er god sociologi)38. På denne vis har oligarkiets

37. Det „symbolske“ kan vanskeligt udgøre en tilstrækkelig legitimering, fordi der sker en krænkelse af forskningsfriheden. Derfor måtte lukningen iklædes andre begrundelser. Undervisningsministeriets første begrundelse var beskæftigelsesgraden. Som det frem-går af vores artikel om lukningen af institutterne i 1980’erne kunne denne begrundelse ikke bære ret langt og den blev forladt til fordel for en summarisk argumentation: kvali-teten i dansk universitetssociologi var for lav.38. Begrebet behandles i Madsen og Falks bidrag. Med dette begreb formuleres socio-logiens store vanskeligheder ved at praktisere en egl pluralistisk kultur, som rammen om fagets mangfoldige videnskabsteoretiske orienteringer.

28

symbolske udformning en stor virkning på mulighederne og betingelserne for udvikling af grundforskningsmiljøer.

Der kan naturligvis nævnes mange af den slags, som forhindrer miljø-dannelse omkring en original forskning, som på forskellige måde iøvrigt må anses for at have gode udviklingsbetingelser i det danske samfund; her skal vi med et par eksempler anskueliggøre problemstillingen.

Torben Agersnap beskriver i sit bidrag flere ansatser til en begyndende agrarsociologi både i dette og forrige århundrede. Danmark må skønnes at have ganske særlige gunstige vilkår for at være forskningsførende på dette felt, hvilket også demonstreres ved at vægtige bidrag med grundforsknings-perpsektiv kommer fra flere senere danske sociologer. Peter Søndergaard kommer med originale analyser af egenarten af det danske landbrugs mo-derne genese med udgangspunkt i jordrentebegrebet39.

Thomas Højrup giver en original nyfortolkning af simpel vareproduk-tionsmåde og en hertil knyttet social livsform, som også i grundlæggende kategorier åbner perspektiver på en agrarsociologi40. Endelig skal nævnes Torben Bagers forskning i andelsbevægelsens særlige organisationsform41.

Hver for sig er disse agrarsociologiske bidrag originale og åbnende, men kun i begrænset grad er det lykkedes at bygge forskningsmiljøer op i relati-on til disse lovende forskningsansatser. Forklaringen er formodentlig, at de sociologiske oligarkier fra 30’erne og frem først og fremmest interesserer sig for industristatens fremvækst. Det gælder også oligarkierne i de rebelske 70’ere. – Selv den historisk særegne danske andelsbevægelse i landbruget er ikke særligt sociologisk velbelyst. Men landbruget har ikke stået som et reguleringsområde, der kunne blive prægende eller formende for „fremti-dens“ samfund. Snarere har landbrugspolitikken været en politik for over-gangen til at sektoren skulle have mindre samfundsmæssig betydning. De sociologiske oligarkier har som konsekvens heraf – irrationelt – anskuet landbruget som en „forsvindende og dermed uinteressant“ sektor. Når vi mener det er irrationelt skyldes det at landbrugssektoren både kulturelt og

39. Peter Søndergaard, Nordjylland. Et bidrag til en historisk analyse af udviklingen i den Nordjyske region. Bd 1 og 2. Jan Kirstein er af danske sociologer alene om at føre denne ansats videre i det danske universitetsociologiske miljø. Det sker med magisteraf-handlingen: Marx og jordrenten. 1977. København: Sociologisk Institut.40. Thomas Højrup 1983: Det Glemte Folk. København: Statens Byggeforskningsin-stitut. Göran Djurfeldt påbegynder også mens han er i København agrarsociologiske studier, der bl.a. relaterer sig til Højrup. Han fokuserer dog ikke specielt på den danske landbrug.41. Bager, Torben 1985 :Landbrugskooperationen i Norden. Esbjerg. SUC.

29

socialt er en prægende del af det danske industrisamfund. Endvidere er landbruget faktisk fødevareforsynende og i et materielt perspektiv dermed uanset sin befolkningsmæssige størrelse „interessant“. Den nutidige nye in-teresse i forbrugerpolitik og grønne forbrugerbevælgelser, kan måske føre til, at også danske sociologer begynder at se landbruget som et interessant forskningsfelt.

Et andet område som her skal nævnes er kritisk samfundsvidenskabe-lig grundforskning i socialøkonomi.I tilknytning til studenterbevægelsens forsøg på at oparbejde en kritisk samfundsvidenskab, med udgangspunkt i kritikken af den politiske økonomi hos Marx, blev der på en konkret plan arbejdet med at indkredse alternative mål for samfundsmæssige frem-skridt – set i forhold til dem der har kendetegnet neoklassisk økonomi og sociologisk velfærdsforskning. Den nu så forkætrede kapitallogik affødte kritiske forskningsansatser, som nærmede sig analyser af alternative rig-domsmål i produktionen; Thyge Kjær og Jens Brinch udviklede på hver deres måde forskningsansatser, der teoretisk og empirisk formulerede red-skaber til at synliggøre „samfundsmæssige fremskridt“ som kunne føres tilbage til et originalt fortolket marxistisk produktivkraftsbegreb42. Det er forskningsansatser som i første omgang stiller skarpt på diskussionen om mål for hvornår rationalisering af industriel produktion i samfundsmæssig henseende kan karakteriseres som fremskridt dvs når spørgsmålet forankres i et bredt begreb om udvikling i det kollektive arbejdes produktivkraft.

I de sociologiske forskningsmiljøer forsvandt denne tilgang da man ind-leder kritikken af kapitallogikken omkring 1980. Ganske vist lever ansatsen videre i et miljø, hvor der forskes i fysisk planlægning på Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på RUC, men uden at være en (kritisk) del af en sociologisk diskurs.

Tilbage står imidlertid en ansats til en kritisk socialøkonomi, som vi fra et nutidigt sted kan se har rummet potentialer, som i dag lidt ateoretisk dyr-kes inden for den såkaldte bæredygtighedsproblematik – som sociologerne er på tærsklen til at opdage.

Der er næppe nogen tvivl om, at den høje grad af regulering, som findes inden for materiel produktion i Danmark, giver nogle indlysende gode for-udsætninger for en socialøkonomisk forskning på dette felt, idet spørgsmå-let om kriterierne for og retningen i reguleringer af produktion efterlader en offentlig opmærksomhed og interesse i problemstillingen. Men om der kan

42. jf. Thyge Kjær og Jens Brinch: Realanalyserne – to skridt frem og et tilbage. Kuras-je 12 1975.

30

dannes sociologisk forskningsmiljø om en sådan ansats beror i høj grad på om den kan rummes inden for de herskende oligarkiers symbolske univers. Gjorde man tankeeksperimentet, at sociologerne havde kunnet fastholde deres interesse for den kritiske socialøkonomi igennem 1980’erne havde det uden tvivl givet os en langt mere fremtrædende plads i den nuværende bæredygtighedsforskning. F.eks.kunne man tidligt have bragt den „sociale“ og ikke blot den økologiske dimension ind i analyser bæredygtigheden i produktionslivets forandringer og rationaliseringer43.

En tematisk tråd i dansk sociologiSer vi tværs igennem de bidrag som her er bragt på bane viser der sig et gennemgående tema, som syntes at være et udbredt tema i dansk sociologi – uanset hvilket udseende oligarkierne har haft: forskning i social ulighed og effekterne af lighedsfremmende sociale velfærdsforanstaltninger. I den internationale sociologi er social differentiering selvfølgelig et kerneområ-de, men at der så ubrudt er tale om en forskning, som normativt refererer til mulighederne for et mere lighedsorienteret samfund er særligt dansk – eller vi skulle måske sige skandinavisk. Men end ikke dette tematiske ubrudte i dansk sociologis historie fører til en pluralistisk vidensevolution. Der er meget lidt diskursiv udvikling imellem den socialpolitiske forsk-ning i arbejderklassens vilkår i mellemkrigsårene hos Zeuthen og Dich og Svalastogas forskning i „Social Rang og Mobilitet“. Tilsvarende er linierne og traditionsudviklingen heller ikke tilstede imellem Svalastogas arbejde og et af 80’erne vigtigste forskningsbidrag til forskningen i social ulighed: Andersen og Elm Larsens undersøgelser. Dog peger dette arbejde på vis-se områder tilbage på mellemkrigsårenes reformorienterede socialpolitiske forskning.

Alligevel er det kun i meget begrænset forstand man kan tale om dannel-se af en dansk tradition endsige flere traditioner inden for dette forsknings-område, trods det forhold at området gennem mere end 100 års faghistorie har været centralt forskningsfelt.

Den danske sociologi er mangfoldig og præget af egensindighed selv på det felt, som mere end noget andet har været dyrket af betydelige navne i historien. Denne mangfoldighed og egensindighed er måske dansk sociolo-gis egenart – men også dens institutionelle svaghed.

43. jf Nielsen, Kurt Aagaard 1995: Social Bæredygtighed. I Beck-Jørgensen: Tanker om postindustrialisme. København. CID-studies.

31

Den udspringer af mange forhold hvoraf en del har at gøre med fagets udvikling i en bredere international sammenhæng og med de almene sam-fundsmæssige betingelser, som faget udvikler sig under. Men mindst lige så vigtigt er det forhold, at den akademiske sociologi først institutionelt sent -oprettelse af lærestol og egl. sociologiuddannelse – finder sted om-kring 1960 for så meget hurtigt at blive kastet ud i dette århundredes mest omfattende faglige opbrud og fornyelse af universiteterne iVesteuropa, nemlig studenteroprøret i 1968.

I forhold til øvrige samfundsvidenskaber i Danmark har sociologisk forskning helt frem til i dag været præget af udøvernes meget forskellige faglige baggrunde, som hyppigt giver frugtbare tværfaglige bidrag, men ikke bidrager til traditionsudvikling i faget.

32

LITTERATURLISTE

Adamsen, Lis 1990, Forsøgsstrategi – samfundsmæssige konsekvenser og fremtids-perspektiver, AKF, København.

Adamsen Lis (red.) 1986, Vejledning i evaluering, AKF, København.Albæk, Erik 1988, Fra sandhed til information, København.Albæk, Erik 1995, Between knowledge and power: Utilization of social science in

public policy making. Policy Science 28, p.79-100.American Journal of Sociology, vol. 1, nr. 1 july 1895, optrykt i vol. 100, nr. 1. July,

1994.Andersen, Ib (red.) 1990, Valg af organisationssociologiske metoder, Samfundslit-

teratur, København.Andersen John og Jørgen Elm 1990, Arbejdsløshed og offentlig forsørgelse i Dan-

mark, Forlaget Sociologi, København.Andersen, Heine (red.) 1992, Sociologi – en grundbog til et fag, Hans Reitzels

Forlag, København.Andersen, Heine (red.) 1990, Videnskabsteori og metodelære, bd. 1 & 2, Samfunds-

litteratur, København.Andersen, Heine, Britt-Mari Blegvad og Mogens Blegvad 1994, Contemporary So-

ciology in Denmark, i Mohan, R. P. og Wilke, A. S. (red.) International Hand-book of contemporary developments in Sociology. Mansell, London.

Andersen John og Jørgen Elm 1989, Fattigdom i velfærdsstaten, Samfundslittera-tur, København.

Bager, Torben 1985, Landbrugskooperationen i Norden. Esbjerg. SUC.Bay, Joi og Kirsten Drotner 1986, Ungdom, en stil, et liv, Tiderne Skifter, Køben-

havn.Bonss, Wolfgang 1994, Die Soziologie in der Gesellschaft – Verwendung und Rele-

vanz soziologischer Argumentation, s. 88-106 i Gesellschaft im Übergang, hrsg. Christoph Görg, Darmstadt, Wiss. Buchges.

Bonss, Wolfgang og Ulrick Beck 1984, Soziologie und Moderniserung. Zur Ortsbe-stimmung der Verwendungsforschung, i Soziale Welt, nr. 35, s. 381-406.

Bourdieu, Pierre 1991, Epilogue: On the Possibility of a Field of World Sociology, in Pierre Bourdieu and James Coleman, ed., Social Theory for a Changing So-ciety, Sage, Colorado.

Bourdieu; Pierre 1993, Sociology in question. Sage, London.Bude, Heinz 1994, 1968 und die Soziologie, i Soziale Welt, vol. 45, nr. 2, s.242-253.Christensen, Erik 1990, Nye værdier i politik og samfund, Hovedland, Højbjerg.Clarke, Simon, 1994, Marx’s Theory of Crises, The Macmillan Press, London.Clausen, Christian og Lorentzen, Børge og Rasmussen, Lauge Baunegaard 1992:

deltagelse i teknologisk udvikling. København. Fremad.Cole, Stephen 1994, Why Sociology Doesn’t Make Progress Like The Natural

Sciences, i Sociological Forum, no. 2, june, Special Issue: What’s wrong with Sociology?

33

Cronberg, Tarja 1990, Fremtidsforsøg, Akademisk Forlag, København.Cronberg, Tarja og Dorte Friis 1990, Metoder i teknologivurdering – erfaring og

fornyelse, Blytman, København.Due, Jesper 1988, Når der slås søm i, DJØF, København.Enderud, Harald (red.) 1984, Hvad er organisationssociologisk metode? bd. 1 & 2,

København.Flyvbjerg, Bent 1991, Rationalitet og magt bd. 1 & 2, Akademisk Forlag, Køben-

havn.Gouldner, Alvin 1970, The Coming Crises of Western Sociology, Basic Books,

New York.Gross, Paul R. og Norman Levitt 1994, Higher Superstition. The Academic

left and Its Quarrels with Science, Baltimore, Johns Hopkins University Press.

Gudmundsson, Gestur 1992, Ungdomskultur som overgang til lønarbejde, Forlaget Sociologi, København.

Gundelach Peter (red.) 1990, Ind i sociologien – en grundbog, Gyldendal, Køben-havn.

Gundelach, Peter, Nils Mortensen og Jens Tonboe (red.) 1990, Sociologi under fo-randring, Gyldendal, København.

Gundelach, Peter 1988, Sociale bevægelser og samfundsændringer, Forlaget Poli-tica, Århus.

Halfpenny, Peter 1982, Positivism and Sociology, Explaining social life, Allen & Unwin, London.

Hansen, Erik Jørgen 1988, Generationer og livsforløb i Danmark, København.Hansen, Erik Jørgen 1990, Den maskerede klassekamp, Hans Reitzels Forlag,

København.Heilbron, Johan 1995, The Rise of Social Theory, Polity Press, Cambridge.Holm, Mogens (red.) 1989, Det Splittede Samfund, Samfundslitteratur, København.Horowitz, Irving Louis 1993, The Decomposition of Sociology, New York, Oxford

university Press.Hvid, Helge 1990, Det gode Arbejde, Forlaget Fremad, København.Højgård, Lis 1990, Vil kvinder lede? – et spørgsmål om fornyelse, Ligestillingsrå-

det, København.Højrup, Thomas 1983, Det Glemte Folk – livsformer og centradirigering. Statens

Byggeforskningsinstitut, København.Jacoby, Russell 1987, The Last Intellectuals – American culture in the age of Aca-

deme. Basic Books,New York.Jonas,F. 1980, Geschichte der Soziologie. Berlin.Kirstein, Jan 1977: Marx og jordrenten.Magisterafhandling. København: Sociolo-

gisk Institut.Kjær, Thyge og Jens Brinch 1975, Realanalyserne – to skridt frem og et tilbage.

Kurasje 12 1975.Klausen, Kurt Klaudi og Torben Hviid Nielsen (red.) 1989, Stat og marked – fra

leviathan til usynlig hånd til forhandlingsøkonomi, DJØF, København.

34

Launsø, Laila og Olaf Rieper 1987, Forskning om og med mennesker – metoder og vilkår i samfundsforskning, København.

Lemert, Charles 1995, Sociology After the Crisis, Westview Press, Colorado, 1995, s.211.

Lindblom, Charles 1959, The science of “muddling through”, Public Aministrative Review, 19, p. 517-29.

Lundberg, Georg 1965, Kan videnskaben redde os? København.Lundvall Bengt Åke og Hardy Madsen 1984, Teknologi mellem økonomi og poli-

tik, Blytman, København.Marx, Karl 1972, MEW 25, Dietz, Berlin.Marx, Karl 1976 (1953), Grundrids bd. 3, Modtryk/Kurasje, Århus.Mattick, Paul 1974, Kriser og kriseteorier, Kurasje, København.Nielsen, Kurt Aagaard 1995: “Social bæredygtighed”. I Birthe Beck Jørgensen:

Tanker om postindustrialisme. København. CID-studies.Scheur, Steen 1985, Fagforeninger mellem kollektiv og profession, København.Sennett, Richard, Das Ende des Soziologie, Die Zeit nr.40, 30.9.1994.Simonsen, Birgitte 1989, De skæve køn bd.1-3, Unge Pædagoger, København.Smelser, Neil 1988, Introduction, in Handbook of Sociology, ed. by Neil Smelser,

Newbury Park, Sage.Søndergaard, Peter, Nordjylland. Et bidrag til en historisk analyse af udviklingen i

den nordjyske region. bd 1 og 2.Søndergård Kristensen, Tage 1978, Kvinders helbred og arbejde, København.Weiss, Johannes 1989, Die Normalität als krise, s. 124-132i Soziale Welt, Heft 1/2,

Göttingen.Zeuner, Lilli 1988, Kulturelle processer i ungdomsuddannelserne, Nyt fra Sam-

fundsvidenskaberne, København.

35

Kapitel 2

MORALSK REFLEKSION OG PRAKTISK RELEVANSBrikker til et billede af debatten om sociologi i Danmark

Af Heine Andersen

Grundforskning og anvendt forskning ............................. 36Den unilineære model .................................................................... 37Scientisme ......................................................................................... 38Forskningspolitik og samfundsrelevans ....................................... 39

Den tidlige periode ........................................................... 41Harald Høffing .................................................................................. 42Carl Nicolai Starcke ........................................................................ 43Christian Pedersen .......................................................................... 44

Opbygningsperioden i 50’erne og 60’erne ...................... 45Studenteroprør, positivismekritik og Marx-rekonstruktioner .................................................................. 48

Firserne: Mangfoldighed, fragmentering og relativisme ... 52

Litteratur ........................................................................... 54

36

SYNOPS

Artiklen tager udgangspunkt i begrebet „relevans“ og skildrer, hvordan det blev introduceret i forbindelse med forsøg på mere målrettet styring af forskningen i vestlige lande fra 1960’erne og fremefter. Her fik „relevans“ den snævrere betydning, at grundforskning skal kunne omsættes til anvendt forskning, der igen skal danne grundlag for instrumentel nyttiggørelse af resultaterne (den unilineære model).

En række eksempler fra Danmark fra de sidste ca. 100 år om sociologi-ens betydning viser et langt mere varierende billede, end hvad der indfanges af den instrumentelle nyttebetragtning. Udviklingen har også været kende-tegnet ved en række dybe brud. Især i den tidlige periode før 2. Verdenskrig var spørgsmålet om sociologiens rolle i forbindelse med moralsk refleksion centralt, og det er et tema, som nu igen dukker frem.

De steder i dansk sociologis historie, jeg vil slå ned på i det følgende, spænder over en periode på omkring 100 år. Nedslagene skal fremdrage nogle brikker til et billede af, hvordan man i danske debatter om socio-logi har forstået fagets praktiske betydning. Det kan selvfølgelig kun blive få fragmenter til et samlet billede, og et træk, der træder frem, er en stor spændvidde og flere dybe brud i historiens løb. Et andet træk, som ret tyde-ligt illustreres, er at udviklingen i et land som Danmark, hvor sociologien institutionaliseres sent og svagt, i høj grad afhænger af, hvor påvirkninger udefra kommer.

GRUNDFORSKNING OG ANVENDT FORSKNING

Når man i dag taler om den praktiske relevans af forskning, er det almin-deligt at gøre det ud fra sondringen mellem grundvidenskab, anvendt vi-denskab og udviklingsarbejde. Sondringen spiller også en væsentlig rolle i forskningspolitik i forbindelse med prioriteringer og styringsformer, og går ligeledes igen i forskningsstatistikken. OECD har ligefrem lavet standard-definitioner af, hvad de tre typer omfatter (den såkaldte Frascati-manual), som man (med større eller mindre held) søger at anvende ensartet i statistik-ken i alle OECD-lande. Ifølge disse definitioner er grundforskning forsk-ning, der alene har til formål at frembringe ny viden, uden sigte på evt. anvendelighed, mens anvendt forskning er forskning, der har til formål at bidrage til løsning af bestemte praktiske problemer.

Man kan genkende opdelingen i aktuelle forskningspolitiske debatter, hvor der af og til tales om, at grundforskning skal have „kvalitet“ mens an-

37

vendt forskning skal være „relevant“ eller „nyttig“. Hvis vi bygger på denne opdeling, er spørgsmålet om forskningens praktiske betydning således kun relevant i forhold til den anvendte forskning.

Hvordan nu i sociologien? Som det vil fremgå i det følgende, er denne opdeling og den dertil knyttede model for anvendelse af forskning nok me-get tvivlsom som baggrund for forståelse af sociologiens samfundsmæssige betydning. Da den ikke desto mindre er ret udbredt, vil jeg uddybe den, inden jeg går ind i selve debatten om sociologien i Danmark.

Den unilineære model for forskningsanvendelseUdgangspunktet for den nævnte opdeling er først og fremmest naturviden-skaber og teknologi, hvor der siden begyndelsen af 1800-tallet udvikledes en institutionel adskillelse og arbejdsdeling mellem universiteter, der drev grundforskning, og anvendelsesorienterede institutioner for teknologi, land- og skovbrug, farmakologi mv. En tilsvarende institutionel opdeling er i nogen grad gennemført i forhold til samfundsvidenskaber med etablering af erhvervsorienterede forsknings- og uddannelsesinstitutioner og det, der nu kaldes sektorforskningsinstitutter.

Denne adskillelse mellem grundforskning og anvendt forskning er des-uden forbundet med en bestemt opfattelse af, hvad praktisk anvendelse af forskning er, og hvordan denne er forbundet med grundforskning, nem-lig det man kalder den unilineære vidensanvendelsesmodel. Ifølge denne model går der en nogenlunde lige linie fra grundforskning, over anvendt forskning, til udviklingsarbejde og endelig til den konkrete praktiske brug af resultaterne i produktionen. Den er endvidere kendetegnet ved, at anven-delse opfattes instrumentelt, som dette at udnytte forskningsresultater for-målsrationelt i forhold til givne mål. Succeskriteriet er – som i Max Webers model for Zweckrationel handlen – om forskningsresultater bidrager til, at man opnår det givne mål på en mere ressourceeffektiv måde.

Opdelingen mellem grundforskning og anvendt forskning og den til-knyttede vidensanvendelsesmodel har utvivlsomt noget på sig i forhold til naturvidenskaber og teknologi, selvom det er et stort og heftigt diskuteret spørgsmål, præcist hvor langt den gælder, også her. I hvert fald i produkti-onslivet er det nok i høj grad den instrumentelle rationalitet, der præger den måde, hvorpå mennesker omgås naturstof og indsamler og udnytter ny vi-den. I forhold til samfundsvidenskaber, for ikke at nævne humaniora, er den imidlertid langt mere tvivlsom. En række studier af vidensanvendelse tyder på, at instrumentel anvendelse af samfundsforskningens resulater er relativt sjældent forekommende (Weiss 1977; Andersen 1984; Albæk 1988). Det

38

skyldes først og fremmest, at den instrumentelle handlingsmodel slet ikke er adækvat og udtømmende til begribelse af den betydning, viden kan have for, hvordan mennesker handler overfor andre mennesker.

Den unilineære og instrumentelle model for anvendt forskning har imidlertid det fortrin, at den er relativt simpel og klar; den er endvidere i overensstemmelse med stærkt grundfæstede værdier og forestillinger om effektivitet, vækst og styring, som er dominerende i moderne tænkemåder og institutioner – kapitalistiske markedsøkonomier, bureaukratier og eks-pertkulturer. Andre begreber for den praktiske betydning af videnskabelig viden, såsom klassiske ideer om oplysning, opløsning af myter og fordom-me, dannelse af individuel og kollektiv identitet og fornuft, er langt mindre håndgribelige, og i særdeleshed har de mindre appel i nutidens teknologiske og effektivitetsorienterede kultur.

Sociologiens egen forståelse af fagets samfundsmæssige og kulturelle betydning har ikke holdt sig til hverken den instrumentelle eller den op-lysningsorienterede. Den har tværtimod været flertydig og varierende. So-ciologiens navngiver Auguste Comte betonede „forudsigelse for at kunne styre“, marxisme har sat videnskab i forbindelse med udviklingen af pro-duktivkræfterne, og den amerikanske pragmatisme knyttede sandhed sam-men med nytte, men forstået indenfor et kommunikativt fællesskab.

Navnlig fra fransk og tysk oplysningstænkning findes imidlertid også forestillingerne om videnskab som grundlag for afklaring, frigørelse fra my-ters og fordommes subjektive tvang, og menneskers moralske dannelse gen-nem personlig og kollektiv selvrefleksion. 1800-tallets sociologer (og sam-fundstænkere i det hele taget) var i vid udstrækning optaget af at analysere og diagnosticere samfundsudviklingen i et moralsk vurderende perspektiv. Det gjaldt Herbert Spencers fremskridtsoptimistiske evolutionsteori, der for-udsagde en udvikling frem mod moralsk perfektionering af mennesket. Det gjaldt også Emile Durkheim, når han undersøgte vilkårene for opretholdelse af moralske fællesskaber i moderne arbejdsdelte industrisamfund, og Max Webers diagnose om risikoen for tab af frihed og mening under den vestlige rationalitet. Her er ikke et udvendigt forhold mellem mål og midler som i den instrumentelle vidensanvendelsesmodel, viden er både mål og middel.

ScientismeForståelse af videnskabernes betydning i forhold til oplysnings- og frigø-relsesideer (der naturligvis også har relevans i forhold til naturvidenskaber) må jo unægtelig siges at være trængt i baggrunden, efter at hele oplysnings-projektet og fornuftstroen har modtaget så alvorlige grundskud gennem

39

dette århundrede. Hvad der i stedet har trængt sig i forgrunden er scientis-men, udspaltningen og dyrkelsen af den selvautoriserende videnskab som et selvstændiggjort, teknisk specialiseret ekspertområde.

I samfundsvidenskaberne trængte denne scientisme med naturviden-skaber som forbillede først og fremmest igennem i USA, institutionelt ud-møntet med dannelsen af den fagopdelte organisering af de amerikanske forskningsuniversiteter fra slutningen af forrige århundrede (jf. Ross 1991) (modellen spredes siden til de fleste lande i verden). Forbindelserne til filo-sofi og humaniora brydes hermed, og der udvikles skarp domæneopdeling mellem de forskellige discipliner. Scientismen bliver kulturelt egenrådig og moralsk blind. Den går let i spænd med den unilineære, instrumentelle vidensanvendelsesmodel, hvor målene bestemmes videnskabseksternt og forskningen bestemmer, hvad der er de bedste midler.

Forskningspolitik og samfundsrelevansSelve den fremtrædende rolle, som forestillinger om „forskningens rele-vans“ er kommet til at spille, er faktisk af relativt ny dato, set i en bredere historisk sammenhæng. Den vokser frem i tilknytning til forskningspoliti-ske tendenser og ændringer i forventninger til forskningens betydning og den ekspansive udvikling af forskningspolitikken, der har fundet sted i de seneste 2-3 årtier.

Indtil tiden efter 2. Verdenskrig var forestillinger om, at videnskab skul-le vurderes og især styres ud fra, hvad der var samfundsrelevant fremmede, ja nærmest kætterske. Da marxistiske videnskabshistorikere i 1930’erne foreslog at forklare videnskabernes udvikling ud fra deres funktioner for produktivkræfterne, vakte det direkte bestyrtelse. Især to begivenheder af verdenspolitisk betydning ændrede dette: konstruktionen af atombombem som resultatet af en målrettet videnskabelig indsats, og Sputnik-chokket i 1957, der truede med at forrykke magtbalancen i Verden.

Det førte til, at de vestlige lande, bl.a. initieret og koordineret af OECD, igangsatte organiserede bestræbelser for i højere grad at nyttiggøre forsk-ningen for teknologisk udvikling, økonomisk styring og samfundsmæssig planlægning og reformaktivitet i det hele taget (jf. OECD 1964). Opfat-telsen var, at der kunne frigøres en række potentialer ved en mere bevidst orientering af forskningen mod økonomiske og teknologiske behov (en opfattelse, der ironisk nok lå tæt på en marxistisk opfattelse som formuleret af f.eks. Nikolaj Bukharin og J.D. Bernal).

Selvom fokus så afgjort var (og fortsat er) på naturvidenskabelige og teknologiske fag, blev også samfundsvidenskaberne sat på den forsknings-

40

politiske dagsorden. I en indflydelsesrig OECD-rapport fra 1971 (kendt som Brooks-rapporten) blev der argumenteret for i højere grad at inddrage og mobilisere samfundsvidenskaberne for at løse samfundsmæssige pro-blemer, bl.a. forbundet med vækstproblemer og forholdet mellem I-lande og U-lande: sundhed, uddannelse, forurening, befolkningspolitik, transport, boligforhold, rationel udnyttelse af landområder mv. (OECD 1971).

I Danmark markeredes den forskningspolitiske oprustning ved oprettel-sen i 1972 af „Planlægningrådet for Forskningen“ (som en afløser for det tidligere „Forskningens Fællesudvalg“). I loven var det direkte nævnt som en opgave for Planlægningsrådet at „virke for forskningens nyttiggørelse for samfundet“, og den første rapport fra Planlægningsrådet handlede – meget i tråd med Brooks-rapporten – om „Udbygning af nogle samfundsrelevante forskningsområder“ (Planlægningsrådet 1972). Disse var nærmere bestemt otte, nemlig: energi, byvækst og byfornyelse, primær sundhedstjeneste, arbejdsmiljø, samfundsmedicin, alkoholproblemer blandt børn og unge, politiske institutioner og værdisystemer. Det anbefaledes endvidere, at pro-grammerne skulle gennemføres inden for eksisterende forskningsinstitutter fremfor ved oprettelsen af nye, og at der blev nedsat styringsgrupper. Akti-onsprogrammet kan således ses som et led i forskningens sektorisering (der dog aldrig i Danmark er blevet gennemført så vidt som i f.eks. Sverige).

Som det fremgår indeholder adskillige af disse tværfaglige områder samfundsvidenskabelige og herunder også sociologiske aspekter, og der deltog da også sociologer i flere af de projekter, som kom i gang (omend sociologisk fagkundskab kun var yderst sporadisk repræsenteret i de styren-de og koordinerende udvalg). Jeg vil ikke forfølge dette aspekt nøjere her, men i stedet koncentrere mig om betydningen af selve relevanskriteriet med henblik på at sætte det i en bredere historisk kontekst.

En første iagttagelse, der springer i øjnene, er uklarhederne vedrørende selve nøglebegrebet „samfundsrelevans“; det defineres faktisk ikke i rappor-ten, men anvendes, som det siges, blot „i mangel af bedre“, som udtryk for det synspunkt, at forskningen „skal tjene samfundsinteresser“, et krav, der dog kun formuleres i forhold til specielt målforskning, til forskel fra grund-forskning. Det handler om i højere grad at „anlægge nyttebetragtninger over for den målrettede forskning“ (Planlægningsrådet 1972:8), men ud fra et „mere nuanceret velfærdsbegreb“ (ibid.:7) end det snævert vækstorienterede.

Perspektivet er bl.a., at „man på mangfoldige områder kan iværksæt-te overskuelige undersøgelses- og udredningsarbejder, som vil kunne tjene som grundlag for folkelig debat og dermed for direkte politiske beslutnin-ger“ (ibid.:22). Ud over uklarheden i selve relevansbegrebet udtrykkes det heller ikke eksplicit, hvilke specifikke aktører eller grupper, forskningen

41

skal være nyttig for, eller hvad nytte betyder. Blot et par år før fremkomsten af rapporten formulerede studenteroprøret parolen om „forskning for folket, ikke for profitten“, som jo – i det mindste overfladisk set – godt kunne har-monere med Planlægningsrådets intentioner, men alligevel havde et andet perspektiv.

I Planlægningsrådets rapport er der nærmest tale om en generelt oply-sende funktion, styret af diagnosticerede velfærdsproblemer, der kan kræve politisk handling. Den underforståede adressat er tilsyneladende især poli-tiske myndigheder.

Disse vanskeligheder med at definere „samfundsrelevans“ var faktisk grunden (den erklærede grund) til, at Planlægningsrådet i sin opfølgende rapport fra 1977 valgte helt at droppe begrebet (Planlægningsrådet 1977). Men det var kun en episode – selve forestillingen om forskningens nytte og relevans som et centralt kriterium har snarere fået stigende forsknings-politisk betydning, jf. også den i foråret 1995 udsendte hvidbog fra forsk-ningsministeriet om en national forskningsstrategi, Forskning i Perspektiv (en systematisk oversigt over forskellige betydninger af forskningsrelevans findes i Vedung 1994).

At det næppe er muligt at sammenfatte sociologiens mulige samfunds-mæssige betydning under ét enkelt overordnet begreb, får man også en klar fornemmelse af i de følgende eksempler fra forskellige perioder i dansk sociologi.

DEN TIDLIGE PERIODE

De fleste klassiske sociologiske traditioner indeholdt, ofte eksplicitte, in-tentioner om moralsk relevante karakteristikker og diagnoser af samfunds-udviklingen. Og – antagelig som følge af at det i Danmark fortrinsvis var filosoffer, der i tiden før fagets institutionalisering i Danmark beskæftigede sig teoretisk med den fremvoksende sociologi – er dette aspekt også ofte i forgrunden. Især beskæftigede flere sig med den „franske skole“ omkring Durkheim, men også Herbert Spencer øvede betydelig indflydelse. Karl Marx, Ferdinand Tönnies og Georg Simmel blev også taget op, hvorimod Max Weber ikke synes at have modtaget særlig opmærksomhed.

I mange af eksemplerne fra perioden op til 2. verdenskrig diskuteres sociologiske teorier primært eller udelukkende ud fra, hvorledes de kan bi-drage til moralsk normative eller politiske vurderinger af sociale tilstande og af samfundsudviklingen. Omvendt diskuteres sociologiens erkendelses-teoretiske og metodologiske grundlagsproblemer meget lidt.

42

Harald HøffdingSåledes tematiserede filosoffen Harald Høffding (1843-1931) over en halv-tredsårig periode flere af de klassiske sociologer ud fra deres moralteoreti-ske relevans, især Herbert Spencer, Ferdinand Tönnies og Emile Durkheim. (Alt i alt er det mit indtryk, at Høffding overvejende får en tiltagende skep-sis overfor sociologi).

Høffdings egen filosofi var stærkt påvirket af Herbert Spencers (1820-1903) evolutionslære, som han introducerede i Danmark allerede fra 1870’erne (Høffding 1874). (Høffding stod for oversættelse af flere af Spencers skrifter, bl.a. „Om opdragelse“ (da. udg. 1876) og „Fremskrid-tet – dets Lov og dets Aarsag“ (da. udg. 1878)). Spencers evolutionslære, hvoraf de sociologiske værker kun udgjorde en mindre del, havde da også et klart og eksplicit moralfilosofisk og politisk sigte, som var konsekvent liberalistisk og individualistisk. Hans „yderste mål var at finde et viden-skabeligt grundlag for principperne for rigtig og forkert handling“ (Spen-cer 1890).

Det var dog mere Spencer som filosof og moraltænker end som socio-log, Høffding beskæftigede sig med. Derimod behandlede han mere eks-plicit sociologiens betydning for moralfilosofien på baggrund af skrifter af Ferdinand Tönnies og Emile Durkheim.

Høffding var selv tilhænger af en form for utilitarisme, knyttet til en hu-manistisk naturalisme og evolutionshypotese. I en tekst fra 1899, Kulturel Pessimisme, behandler han således Tönnies’ værk fra 1887, Gemeinschaft und Gesellschaft (Fællesskab og Selskab) i lyset af udviklingshypotesen.

Han argumenterer her mod Tönnies’ pessimistiske syn, at moderne sam-funds individualistiske, nytteorienterede, målrationelle og kontraktmæssige relationer, baseret på handel og kapitalisme, nødvendigvis vil virke oplø-sende på fællesskaber.

Al mulig individualisme og frigørelse fra traditioner kan ikke ophæve de simple grundforhold, som stedse påny sætte Fællesskabet i Selskabets sted (Høffding 1899:153).

Høffding formulerer her flere sociologiske hypoteser, som i høj grad er be-handlet i klassisk og moderne sociologi. Han argumenterer således for det synspunkt, at selvom forbindelser:

indgås fra de enkeltes side af overvejende egoistiske grunde, så vil der under samlivet og samvirksomheden foregå en forskydning af motiverne, således at det oprindelige formål træder tilbage for følelsen af fællesskab (Høffding 1899:154f.)

43

Han formulerer her en opfattelse, der også spillede en rolle både i Dur-kheims idé om den kollektive sjæl og i den senere smågruppesociologi.

Diskussionen med Tönnies er et eksempel på, hvorledes afdækning af regulariteter i samfundsudvikling og det sociale liv ifølge Høffding kan være relevant for en moralsk vurdering. Hans principielle opfattelse af for-holdet mellem sociologi og moralfilosofi var faktisk, at sociologien var et vigtigt grundlag for etikken. Etikken må grundes på „et studium af den virkelige sociale udviklings natur og betingelser“, hvoraf følger, at etik-ken må variere over tiden, idet ethvert udviklingsstadium har sin egen etik (Høffding 1904:69f.).

Men sociologien vil ikke kunne erstatte etikken, fordi sociologien kun optræder som tilskuer til den etiske kamp. Sociologien kan fremstille mu-ligheder og begrænsninger, men ikke formulere de etiske idealer. Han tager derfor også afstand fra den form for etisk naturalisme, at ophøje den faktiske stedfundne udvikling til idealet, der bl.a. var indeholdt i Spencers evoluti-onslære. Ligeledes anklager han stærkt Durkeim for at foretage en cirkelslut-ning, når han i bogen om arbejdsdeling (i Høffdings udlægning) vil udlede en morals pligt ud fra en diagnose af samfundsudviklingen og for at tillægge samfundet som sådan en moralsk autoritet eller værdi (Høffding 1910:355). I et senere skrift, hvor han går hårdt til angreb på „den franske skoles“ idé om, at en positiv sociologisk videnskab skulle erstatte filosofien, peger han igen på, at det er selvmodsigende, „en umulig fordring“ samtidig at hævde, at „arbejdsdelingen fører til individualisme, så det sociale grundlag for mo-ralen svækkes, og at det er vor pligt at skaffe os en moral“ (Høffding 1927:8).

Carl Nicolai StarckeDenne diskussion er et eksempel på, at sociologiens relevans vurderes i for-hold til dens betydning for den enkeltes moralske stillingtagen og dannelse, knyttet til et alment dannelses- og oplysningsideal. Et tilsvarende ideal, men med en langt stærkere normativ og samfundspolitisk orientering, kan findes hos filosoffen C. N. Starcke (1858-1926). I sit store værk (udgivet posthumt 1927), Lovene for samfundsudviklingen og de sociale idealer, diskuterer han flere af de klassiske sociologiske teorier og diagnoser om det moderne sam-funds udvikling og problemer. Det er imidlertid karakteristisk, at der i bogen ikke findes nogen systematisk sondring eller diskussion af forholdet mellem normativ moral, politiske ideologier og samfundsvidenskabelige teorier.

Blandt sociologiske teoretikere behandles Spencer og Durkheim mest udførligt. Diskussionen af Spencer koncentrerer sig mest om dennes politisk-etiske synspunkter, hvis ultraliberalistiske og individualistiske

44

principper Starcke i vid udstrækning omtaler bifaldende (bortset fra Spen-cers forslag om at jord skulle ejes kollektivt, som Starcke som Georgeist argumenterer energisk imod). Starcke er opmærksom på den intrikate uklar-hed hos Spencer angående forholdet mellem individualisme og kollektivis-me i hans teori om den stærkes overlevelse som evolutionær mekanisme overfor opfattelsen af samfundet som en organisme. Dette spørgsmål ser Starcke igen overvejende i et moralsk-normativt perspektiv: har samfundet berettigede krav på individet eller omvendt (Starcke 1927:165).

Det metodologiske spørgsmål om darwinistiske forklaringer af social udvikling, som senere er blevet ført med stor intensitet, tager Starcke deri-mod ikke op. Noget overraskende, i betragtning af Durkheims energiske afvisning af Spencers individualisme, er Starcke også meget positiv overfor Durkheim, herunder dennes metodologiske kollektivisme. Han omtaler bi-faldende Durkheims skrifter om arbejdsdelingen, sociologiens metode mv., idet han mener, at de:

danner det mest objektive grundlag for bedømmelsen af de sociale fænomerners udvikling gennem tider, som findes. De forskellige ideer, som kæmper om herre-dømmet under samfundets udvikling, er selv sociale fænomener, og deres sejr eller nederlag viser os de sociale kræfters indbyrdes styrkeforhold og giver os en målestok for deres værdi, som ikke beror på disse ideers logiske abstrakte eller metafysiske indhold, men på deres reale sammenhæng med de sociale livsbetingelser (Starcke 1927:287; han parafraserer her Durkheim (1964)).

Starcke tilslutter sig her faktisk en form for evolutionistisk moralpositi-visme; de principper, der sejrer, er rigtige, fordi de har sejret. Det moralsk rigtige kan udlæses af den faktiske samfundsudvikling, og det er sociolo-giens opgave (og mulighed), at vurdere „sundhedstegn eller sygdomstegn i samfundslegemet“ og „muligvis give os anvisning på, hvorledes vi fremmer det sunde og bekæmper det syge“.

Sammenlignet med Høffding lægger Starcke således langt større vægt på sociologiens rolle i løsning af samfundspolitiske problemer, og synes her at ville tildele samfundsvidenskaberne en direkte normativ rolle.

Christian PedersenOgså Christian Pedersens (1893-1983) grundige afhandling om Emile Dur-kheim fra 1944 udgør et klart eksempel på en analyse af sociologiske teo-rier ud fra et overvejende normativt og moralfilosofisk udgangspunkt (se her Rasborg 1992). Christian Pedersen anlægger et idéhistorisk perspektiv, der sætter fokus på Durkheims grundlæggende samfundsfilosofi og placerer

45

ham ind i opgøret mellem traditionalisme og individualisme i kølvandet på den franske revolution, og betoner navnlig Durkheims traditionalistiske orientering (perspektiver, som også spiller en vigtig rolle i Nisbet 1970). Pedersen er stærkt kritisk overfor Durkheim, primært på grund af de kollek-tivistiske og (iflg. Pedersen) traditionalistiske træk i Durkheims tænkning. Også Durkheims specielle sociologiske analyser og hans metodeopfattelse kritiseres i dette perspektiv.

Til forskel fra Starcke er Pedersen også stærkt kritisk overfor det lurende formynderi, som han så i Durkheims forestillinger om at kunne uddrage domme om det normale eller patologiske ud fra en videnskab om samfun-dets udviklingslove. Han tillægger Durkheim det syn, at forskerne

skal lære samfundet eller folket, hvorledes det ville forholde sig, om det ret kendte sig selv, og deres dom herom skal de hovedsageligt bygge på deres kendskab til det for hver samfundstype og udviklingsfase normale. Af sociologerne vil Durkheim efter eget udsagn i virkeligheden skabe en art nyt præsteskab for den gud samfun-det, . . . (Pedersen 1944:248f.).

Han indrømmer dog, at det – også i følge Durkheim – „skal stå den jævne mand frit at arbejde sig frem til at kunne efterprøve det nye præsteskabs domme“ (op.cit.).

OPBYGNINGSPERIODEN I 50’ERNE OG 60’ERNE

Efterkrigsperioden, hvor sociologien i Danmark etableres som et akade-misk forsknings- og uddannelsesfag, betød et afgørende skift i forhold til de temaer og perspektiver, som er omtalt ovenfor. Påvirkningen kom nu fra den nye, sejrende stormagt, USA, og den sociologi, som vandt indpas, var ikke blot domineret af et stærkt empiristisk videnskabssyn, men også af en scientistisk og instrumentel selvforståelse af disciplinen og dens samfunds-mæssige rolle, som var vokset frem i USA siden begyndelsen af århun-dredet (Ross 1991). Det samfundsfilosofiske og moralfilosofiske perspektiv blev nu trængt helt i baggrunden til fordel for empiristisk hårddata-grund-forskning og socialreformatorisk orienteret anvendt forskning.

Den udgave af amerikansk sociologi, der først vandt indflydelse i Danmark via Kaare Svalastogas ansættelse i det første professorat ved Københavns Universitet var den såkaldte George Lundberg-sociologi. Den var med hensyn til videnskabssyn præget af den logiske empirisme, den

46

videnskabsfilosofi, der havde vundet stærk udbredelse siden 1920’erne, om end den faktisk allerede siden Karl Poppers bog, Logik der Forsc-hung (1934), havde været under gradvis opløsning inde fra. Den logiske empirisme indeholdt en meget puristisk og asketisk videnskabsforståelse, tenderende mod skepticisme, som også prægede det filosofiske miljø i Danmark. Men i Lundbergudgaven var den kombineret med offensive tek-nokratiske træk fra ældre positivisme og reformatorisk iver fra amerikansk pragmatisme. Lovmæssighedssøgen, strenge krav til empiriske observatio-ner og testning, enhedsvidenskabsidealet med naturvidenskaberne som for-billede og en skarp sondring mellem neutrale, videnskabeligt efterprøvede udsagn og normative, vurderende udsagn var centrale elementer i dette vi-denskabsideal.

Disse videnskabsidealer gik desuden sammen med et naturalistisk, ofte reduktionistisk menneskesyn, bl.a. under påvirkning af behaviorismen. I sin metodebog betonede Svalastoga således – med henvisning til de fysikaliske videnskabers succes – det vigtige i „En urokkelig tro på muligheden af at formulere holdbare naturlige invarianser“ (Svalastoga 1969:12).

Den forskning og uddannelse, der udsprang af dette program ved Socio-logisk Institut, var naturligt nok stærkt præget af vægtning af metoder for data-indsamling og -analyse, overvejende induktivt orienteret og med ringe vægt på teori-udvikling; forbindelsen til de samfunds-filosofiske og moral-filosofiske spørgsmål, som er omtalt ovenfor, blev næsten helt afbrudt.

Med hensyn til sociologiens praktiske betydning hvilede dette program desuden på en skarp sondring mellem grundforskning og anvendt forsk-ning, knyttet til den såkaldte unilineære vidensanvendelsesmodel (jf. ovf.). Forestillingen var at grundvidenskabeligt efterprøvet viden om de omtalte invariante lovmæssigheder for social adfærd, kunne omsættes til handle-strategier i form af teknisk-instrumentelle anvisninger af de mest effektive midler for opnåelse af givne mål, fastsat af politikere eller andre beslut-ningstagere. Idealet var altså en form for social engineering, baseret på an-vendt forskning.

Det var også det syn, Svalastoga udtrykte i sin redegørelse i betænknin-gen fra 1957 i forbindelse med oprettelsen af Socialforskningsinstituttet, hvor han omtaler tre måder, hvorpå sociologisk forskning kan bidrage til løsning af praktiske problemer: 1) dokumentation af, hvad der er normalt eller unormalt, 2) belysning af sammenhænge mellem forskellige former for adfærd 3) afsløre kausalforhold (Betænkning nr. 170:109f.).

Den faktiske udvikling i faget fulgte dog naturligvis ikke snævert disse enkle idealer. Dels betød oprettelsen af Institut for Kultursociologi, at en bredere, mindre scientistisk faglighed også blev repræsenteret.

47

Dette fags første professor, Verner Goldschmidt, søgte således at formu-lere et mere pluralistisk videnskabsideal, der balancerede mellem „natura-lisme“ og „ikke-naturalisme“ (med sidstnævnte tænkte han på den herme-neutisk orienterede tradition). Han udtrykte således, med en karakteristisk meget åben og bred formulering, det synspunkt, at:

Det er i virkeligheden også spørgsmålet, om der er tale om et ‘enten-eller’. Forholdet er snarere, at der er tale om et ‘både-og’, idet man for så vidt angår en række menne-skelige foreteelser, kan iagttage, tælle og opstille lovmæssigheder ganske som en fy-siker eller kemiker gør det, medens man, hvad angår endnu ikke klarlagte psykiske og samfundsmæssige processer, i sin stræben efter at finde lovmæssigheder måske indtil videre opnår mere ved subjektiv ‘indlevelse’ og ‘forståelse’ (Goldschmidt 1962:13).

Denne formulering peger dog mest i retning af „naturalismen“ som det overordnede ideal, hvor den indlevende (hermeneutiske) fortolkning blot er en metode til at formulere foreløbige hypoteser om årsagslove med henblik på efterfølgende empirisk testning (et syn, der tidligere var formuleret af Abel (1953)).

Desuden havde den kultursociologiske uddannelse større indslag end den sociologiske af samfundsfilosofi (v. Mogens Blegvad), der både be-handlede forskellige videnskabsidealer og metode-traditioner og moralfi-losofiske aspekter af samfundsvidenskabernes historie (se Blegvad 1969).

Med hensyn til den praktiske betydning af den empiriske sociologiske forskning, der blev gennemført, må man samtidig konstatere, at den i prak-sis blev af en anden type, end den rent instrumentelle, der svarer til den unilineære engineering-model. Denne form for vidensanvendelse er relativt sporadisk forekommende, når der er tale om samfundsvidenskabelig viden i det hele taget, hvilket er dokumenteret i flere studier over vidensanvendelse (Weiss 1979).

I forlængelse af disse studier har der været foreslået forskellige alter-native begreber for vidensanvendelse, såsom „konceptualisering“ eller „oplysning“. Disse begreber kan også belyse en del af de funktioner, som anvendelsesorienteret empirisk, socialstatistisk anlagt forskning har med hensyn til at identificere og kvantificere forekomsten af forskellige typer af problemer.

Begreberne mangler imidlertid stadig den væsentlige dimension, der vedrører forskningsresultaternes værdimæssige og moralske relevans. Be-tydningen af store dele af den forskning, der er foretaget ud fra det empi-risk-analytiske forskningsideal kan i virkeligheden bedst forstås ud fra dens belysning af sociale tilstande og problemer, målt i forhold til fremherskende moralsk baserede forestillinger i offentligheden og i det politiske system,

48

f.eks. om lighed og retfærdighed. Hvis man tænker på empirisk forskning indenfor områder som social stratifikation, mobilitet, social rekruttering til uddannelser, kriminalitet, effekter af massekommunikation, arbejdssocio-logisk forskning og levekårsforskningen, er det perspektiv, som giver resul-taterne deres relevans, belysningen af, hvorvidt de faktiske forhold svarer til forestillinger om, hvordan de burde være. F.eks. skyldtes den meget store udbredelse, som Svalastogas og Wolfs bog, Social rang og mobilitet (1961) fik, jo næppe resultaternes instrumentelt praktiske anvendelighed; dens ap-pel skyldtes snarere, at den gav et interessant spejlbillede af folks plads i samfundsstrukturen, der matchede værdier i 1950’ernes og 1960’ernes kon-sensusorienterede vækstperiode.

Betragtet i det lys må man sige, at det scientistiske ideal om social engineering ud fra kendskab til invariante lovmæssigheder bidrog til at give en for snæver og illusorisk selvforståelse om forskningens praktiske betydning.

Studenteroprør, positivismekritik og Marx-rekonstruktionerPå det faglige plan betød studenteroprøret i 1968 i den tidlige periode både en videnskabsteoretisk kritik af positivismen som videnskabsideal og en mere politisk orienteret kritik af ideen om sociologiens værdifrihed og po-litiske neutralitet som illusorisk.

Filosofisk havde positivismen på dette tidspunkt gennem flere årtier væ-ret igennem en indre selvransagelse, nuancering og opløsning, der imid-lertid kun i meget begrænset omfang var trængt ind i den angelsaksiske sociologis selvforståelse (så lidt som i andre samfundsvidenskabers), og slet ikke i Danmark.

Kontinentale traditioner som hermeneutik, fænomenologi og eksisten-tialisme var stort set ukendte i danske sociologmiljøer; heller ikke den tid-ligere nævnte interne debat i angelsaksisk, analytisk videnskabsfilosofi, i forlængelse af Karl Poppers Logik der Forschung (fra 1934), den sene Wittgensteins sprogfilosofi, Peter Winch’s The Idea of a Social Science (fra 1958), W.V.O. Quines tese om teoriers under-determination af empiriske data og Thomas Kuhns teori om teoriers og iagttagelsers paradigmeafhæn-gighed var før studenteroprøret blevet taget op i debatten om sociologiens metodologiske selvforståelse i Danmark.

Den videnskabsteoretiske kritik trak på alle disse kilder, formidlet af læsning af skandinaviske sociologer og filosoffer som Dag Østerberg (bl.a. Forståelsesformer, 1963), Hans Skjervheims Objectivism and the study of

49

man (1959), Gerard Radnitzkys Contemporary schools of meta-science (1968) og Joachim Israels Alination från Marx til Modern sociologi (1968). Den umiddelbare effekt var sprængning af den tidligere meget snæv-re videnskabsforståelse og en kraftig udvidelse og mangfoldiggørelse af forståelsesrammen.

Især den yngre frankfurterskoles positivismekritik, baseret på Jürgen Habermas’ kritiske teori, var en vigtig inspirationskilde i denne fase (se bl.a. Andersen 1972 og Madsen 1976). Den videnskabsteoretiske kerne i denne teori var en erkendelsesantropologi, der satte forskellige erkendelsesformer i forbindelse med bestemte erkendelsesledende interesser og praksisformer: den tekniske (empirisk-analytisk viden), den praktiske (hermeneutisk for-tolkning) og den frigørende (kritisk teori). Denne typologi indebar således ikke en forkastelse af en empirisk-analytiske forskningsmetoder, men en omtolkning af deres grundlag indenfor en bredere ramme, der også omfat-tede andre videnstyper.

Filosofisk hvilede ideen om erkendelsesledende interesser på en men-neskeopfattelse, der sætter arbejdet som en teknisk, effektivitetsstyret praksisform overfor den kommunikative, forståelsesorienterede samtale som kollektiv selvrefleksion. Selve den filosofiske status af erkendelses-ledende interesser som begreb var dog uklar (Habermas har også senere nedtonet dette begreb), idet de hverken kunne tilskrives en rent empirisk (som personlige motiver eller institutionaliserede interesser) eller en rent transcendental status. Men alligevel er det åbenbart, at typologien udtrykker forestillinger om bestemte funktioner i det sociale liv, som erkendelsen er knyttet til: udvikling af teknologi og teknokratisk styringskapacitet, fortol-kning og formidling af kulturelle overleveringer og traditioner og udvidelse af personlig frihed og myndighed gennem kritisk afklaring om gyldighed af magtlegitimering.

Denne grænseudvidende videnskabsteoretiske refleksion havde umid-delbart som konsekvens en (i nogen grad misforstået) afstandtagen fra empiriske metoder og nedprioritering af empiriske undersøgelser i det hele taget, og en drejning af dansk sociologi i en socialfilosofisk retning. Men på lidt længere sigt bidrog den formodentlig til at bane vejen for udvikling af et mere differentieret metodearsenal og større mangfoldig-hed vedrørende muligheder for samspil mellem forskning og praksis, der ud over de traditionelle survey-metoder også inkluderede hermeneutisk og fænomenologisk inspirerede metoder, ligesom aktionsforskning har hentet støtte i kritisk teori (illustreret ved introduktionsbøger til videns-kabsteori og metode som Andersen 1986, Enderud 1984, og Launsø og Rieper 1988).

50

En begrænsning, som dog ikke blev overskredet i denne videnskabsteore-tiske debat, var mangelen på inddragelse af moralfilosofiske aspekter og spørgsmål. Det gjaldt både indenfor de marxistiske strømninger, der opstod, og indenfor videnskabskritikken og videnskabsteorien, som jeg selv var med til at indføre i undervisningen. Set retrospektivt kan dette virke paradoksalt. For det første havde mange af de temaer, der dukkede op, jo klart tilknytning til centrale moralfilosofiske emner – afklaring af begreber som fremmedgørel-se, frigørelse, ulighed, udbytning og repression kunne i høj grad have draget nytte af bredere og mere grundlæggende moralfilosofisk refleksion. Det sam-me gælder hele værdifrihedsdebatten; hvis man hævder, at videnskab ikke er værdifri, er det jo egentlig nærliggende i samme åndedrag at spørge, hvad værdier er, hvordan de evt. kan afklares, og hvordan man kan tage stilling til dem. Disse spørgsmål blev imidlertid ikke taget op systematisk.

For det andet opstod der netop i perioden fra slutningen af 1960’erne flere nye kontaktpunkter mellem moralfilosofi og samfundsvidenskab – ganske vist i de fleste tilfælde fjernt fra marxistiske traditioner. Indflydel-sesrige værker i debatten om frihed og retfærdighed som f.eks. John Rawls’ A Theory of Justice (1971), der udtrykker en socialliberal grundholdning og Robert Nozicks libertarianske Anarchy, State and Utopia (1974) blev ikke diskuteret i dansk sociologi i 1970’erne, og var næppe kendt. Grunden var utvivlsomt, at den scientistiske modvilje mod at inddrage moralfilosofiske refleksioner stadig var i live.

Fra begyndelsen af 1970’erne bevægede sociologien ved Københavns Universitet sig efter studenteroprørets altoverskridende og frodige mang-foldighed i stedet ind i en ret skarp polarisering mellem nyere teoretisk marxisme og den traditionelle positivistiske opfattelse. Den bølge af re-konstruktioner af marxistisk teori, der opstod, videreførte i virkeligheden et scientistisk syn og en adskillelse mellem videnskab og ideologi (hvortil moralopfattelser blev henregnet).

Bag den nye universitære marxismes opblomstring lå imidlertid også intentioner om at udvikle en mere politisk relevant samfundsvidenskab. Ved faget sociologi (såvel som på en del humanistiske fag) blev en særlig vari-ant af marxistisk teori, nemlig kapitallogikken i 1970’erne efterhånden den dominerende retning blandt yngre lærere og studerende. Som intellektuel strømning var dette et ret specielt fænomen, der næsten udelukkende var lokaliseret i Vesttyskland (forfattere som E. Altvater, H. Reichelt, W. Müller og C. Neusüss m.fl.) og Danmark (fortalere for kapitallogikken fandtes også, men i langt mindre grad, i de øvrige nordiske lande).

Kapitallogikkens program var centreret om at udvikle en kritik af ka-pitalisme ud fra en rekonstruktion af Marx’ teori, forstået primært gennem

51

hans sene, økonomiske skrifter (Grundrisse, Das Kapital, Theorien über den Mehrwert) og fik et ret sekterisk præg. Teoretiske analyser af vare-formen, værdilogik og kapitalakkumulationens bevægelser blev standardin-ventar (indflydelsesrige eksempler er Brinch 1974, Schanz 1973).

På en måde betød dette en ophævelse af sociologi som distinkt sam-fundsvidenskab (jf. Due og Madsen 1983:132). Et i og for sig frugtbart træk var teoriens totalitetsorienterede ambitioner, hvilket imidlertid også betød, at sociologiens egenart og grænser skulle ophæves; men dertil kom, at inter-essen for andre teoretiske traditioner i sociologien stort set blev opgivet i en periode i 1970’erne. Kapitallogikken udviklede et meget spekulativt, hege-liansk præget historiesyn (dette syn kom især tydeligt frem i Reichelt 1970 og Schanz 1973), hvilket skabte store vanskeligheder med hensyn til at gøre teorien empirisk forskningsfrugtbar, og også med hensyn til at begribe teo-riens praktiske betydning. Den hegelianske orientering kom bl.a. til udtryk i en underliggende, tendentielt fatalistisk opfattelse af historisk udvikling som styret af en (skjult) væsenslogik, hvor kapitalforholdet var det centrale subjekt, og som pegede mod kapitalismens nødvendige sammenbrud med arbejderklassen som revolutionært subjekt.

Selvom kapitalallogikken i løbet af nogle år efterhånden frigjorde sig fra nogle af disse begrænsninger, kom den alligevel tendentielt til at rumme en modsigelse angående opfattelsen af teoriens forhold til praksis. Mod-sigelsen er karakteristisk for deterministisk prægede historieopfattelser i almindelighed, nemlig mellem opfattelsen af en iboende nødvendighed i samfundsudviklingen og antagelsen om, at udviklingen forudsætter bevidst handlen ud fra selve erkendelsen af denne nødvendighed (jf. min kritik i Andersen 1975).

Den anden marxistiske hovedretning, der især blev dyrket i 1970’erne, Althusser-skolens strukturalistiske marxisme, var modsat kapitallogikken stærkt anti-hegeliansk og anti-historicistisk. Den byggede på ideen om sam-fundsformationer som decentrerede strukturer, hvor der var en relativ auto-nomi i forholdet mellem økonomi, politik og ideologi; denne idé udtrykte således en afvisning af den Hegel-inspirerede figur om et centralt subjekt i historien, og gav dermed større rum for politisk handling. Teorien lagde således i højere grad op til anvendelse af teori som grundlag for empiriske analyser af klassestruktur og magtkonstellationer (modsætninger, koaliti-onsdannelser, hegemoni-blokke mv.), der kunne forbindes med et strate-gisk-politisk, socialistisk perspektiv (tidsskriftet Oktober var i en periode et talerør for denne orientering).

De indre begrænsninger i denne teori skyldtes især, at den havde store vanskeligheder med at indarbejde de gennemgribende ændringer i mag-

52

trelationer og institutionaliserede interessekonflikter, der kendetegner mo-derne velfærdssamfund med en stor offentlig sektor, udbygget til konflikt-management.

FIRSERNE: MANGFOLDIGHED, FRAGMENTE- RING OG RELEATIVISME

I hvor høj grad den stagnationen i marxistisk teori, der gjorde sig gældende fra slutningen af 1970’erne, skal forklares ud fra sådanne indre begræns-ninger eller ud fra større skred i bevidsthedsstrukturer og i politisk-ideolo-giske strømninger i tiden i det hele taget, er for kompklekst et spørgsmål til at blive behandlet her. Under alle omstændigheder afspejlede mange ud-viklingstræk i sociologiens teoretiske orientering i løbet af 1970’erne og 1980’erne, internationalt, såvel som i Danmark, skift af bredere og mere fundamental karakter vedrørende opfattelser af sociologiens grundlag, mu-ligheder og samfundsmæssige betydning. Både tiltroen til positivismens antagelser om invarianser og forudsigelighed og til funktionsparadigmets forestilling om sammenhæng og stabilitet blev for alvor svækket.

Ord som samtidsdiagnoser, modernitetskritik, livsformsanalyser, femi-nisme, hverdagslivsforståelse, individuel og kollektiv identitet, forskellig-heder, stil, æstetik og ambivalenser er karakteristiske kodeord for denne periode, der også indicererer mangfoldigheden af ideer om sociologiens opgaver og forskellige typer af engagement.

Denne mangfoldighed fik en forstærket drejning i relativistisk retning med postmodernismens indflydelse fra midten af 1980’erne. Selve for-nuftstroen og universalismen i moderne videnskaber erklæres her for at være en af de nu afdøde store fortællinger, og de små lokale fortællinger, billedvirkninger og iscenesættelser sættes i stedet. Uanset at postmoder-nismens skepsis overfor blind fornufts- og planlægningstro (som den ikke er ene om) er velbegrundet, synes den desværre også at indebære alvorlige tab i helheldsforståelse og en nærmest fatalistisk opgiven af ambitioner om indsigt i de moderne, ekspansive styringssystemers dynamik.

Det er således et flertydigt billede, der tegner sig i teoretiske selv-forståelser i sociologi i midten af 1990’erne. Når det sammenholdes med, at også den empiriske forskning er blevet mere differentieret, er resultatet blevet en langt mere fragmenteret og decentreret sociologisk faglighed. Si-tuationen i dag er præget af en næsten grænseløs, pragmatisk og eklektisk udnyttelse af reservoirer af ideer, ikke bare i sociologi, men også i andre samfundsvidenskaber, filosofi og humaniora.

53

En konsekvens heraf er desuden, at faget er kommet til at fremtræde mere fragmenteret og løst struktureret med meget udflydende grænser i forhold til andre fag. I den henseende er udviklingen i Danmark dog ikke så forskellig fra andre landes (den engelske videnskabssociolog Richard Whitley (1984) har således rubriceret sociologien som et „fragmenteret ad hocrati“). Men fragmenteringen og grænseudviskningen fremtræder vel nok stærkere i Danmark end i andre lande, dels på grund af det institutio-nelle brud, og dels på grund af den store tyngde af sociologisk forskning i tværfaglige miljøer, der er udviklet i Danmark.

54

LITTERATUR

Abel, Th. 1953, The Operation Called Verstehen. I: H. Feigl & M. Brodbeck (eds.), Readings in the Philosophy of Science. New York: Appleton.

Albæk, Erik 1988, Fra sandhed til information. Evalueringsforskning i USA – før og nu. København: Akademisk Forlag.

Andersen, Heine 1972, Samfundsvidenskaber og videnskabsteorier. København: Studenterrådets Forlag.

Andersen, Heine 1975, Kritik af den ny-hegelianske marxismes metodologi. I: Heine Andersen m.fl.: Kritik af kapitallogikken. København: Demos.

Andersen, Heine 1984, Samfundsvidenskabernes anvendelsespotentialer: mellem ekspertkulturer og praktisk fornuft. Nordisk Forum, vol. 19, nr. 4.

Andersen, Heine 1986, Videnskabsteori og metodelœre. København: Samfunds-litteratur.

Blegvad, Mogens 1969, Samfundsvidenskaber og samfundsvidenskaber. Køben-havn: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Brinch, Jens 1974, Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940. København: Politisk Revys Forlag.

Det af Socialministeriet den 3. marts 1955 nedsatte udvalg 1957, Betœnkning vedrørende oprettelse af et Socialforskningsinstitut. København: Statens trykke-kontor.

Due, Jesper og Jørgen Steen Madsen 1983, Slip sociologien løs. København: Hans Reitzels Forlag.

Durkheim, Emile 1964 [1893], The Division of Labor in Society. New York: Free Press.

Enderud, Harald (red.) 1984, Hvad er organisationssociologisk metode? Bd. 1 og 2. København: Samfundslitteratur.

Forskningsministeriet 1995. Forskning i perspektiv. København.Goldschmidt, Verner 1962, Gruppe og samfund. København: Berlingske Forlag.Høffding, Harald 1874, Den engelske filosofi i vor tid. København: P.G. Philipsens

Forlag.Høffding, Harald (red.) 1878, Mindre afhandlinger – af Herbert Spencer. Køben-

havn: Høst og Søn.Høffding, Harald 1899, Social pessimisme. Mindre arbejder. København og

Kristiania: Gyldendals Boghandel. Nordisk Forlag.Høffding, Harald 1910, Den menneskelige tanke. København og Kristiania:

Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.Høffding, Harald 1913 [1904], Sociologi og etik. I: Mindre arbejder. Tredje rœkke.

København og Kristiania: Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.Høffding, Harald 1927, Sociologi og filosofi. Særtryk af Tilskueren.Israel, Joachim 1968, Alienation: från Marx till modern sociologi. Stockholm:

Rabén & Sjögren.Madsen, Allan 1976, Samfundsvidenskabelig teori som reproduktion eller kritik:

om det teoretiske arbejde. København: Akademisk Forlag.

55

Nisbet, Robert A. 1970, The Sociological Tradition. London: Heinemann Educa-tional Books.

Nozick, Robert 1974, Anarchy, State and Utopia. Oxford: Oxford University Press.OECD 1971, Science, Growth and Society (Brooks-rapporten). Paris.Petersen, Christian 1944, Emile Durkheim. En historisk-kritisk studie med sœr-

ligt hensyn til hans almindelige sociologi eller samfundsfilosofi. København: Munksgaard.

Planlægningsrådet for forskningen 1974, Udbygning af nogle samfundsrelevante forskningsområder. København.

Planlægningsrådet for forskningen, 1977, Rapport nr. 2 angående aktionsprogram-met. København.

Popper, Karl R. 1968 [1934], The Logic of Scientific Discovery. London: Hutchin-son & Co.

Radnitzky, Gerard 1968, Contemporary Schools of Metascience, vol. I&II. Lund: Scandinavian University Books.

Rasborg, Klaus 1992, Om Chr. Petersen – en pioner i dansk sociologi. Dansk So-ciologi, 3. årg., nr. 1: 4-20.

Rawls, John 1971, A Theory of Justice. Oxford: Oxford University Press.Reichelt, Helmuth 1970, Zur logischen Struktur des Kapitalbegriffs bei Karl Marx.

Frankfurt a. M.: Europäische Verlagsanstalt.Ross, Dorothy 1991, The Origins of American Social Science. Cambridge:

Cambridge University Press.Schanz, Hans-Jørgen 1973, Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis

omfangslogiske status. Århus: Modtryk.Skjervheim, Hans 1959, Objectivism and the Study of Man. Oslo: Universitets-

forlaget.Spencer, Herbert 1890 [1874], The Data of Ethics. London: William and Norgate.Starcke, C.N. 1927, Lovene for samfundsudviklingen og de sociale idealer. Køben-

havn: Levin og Munksgaards Forlag.Svalastoga, Kaare og Preben Wolf 1961, Social rang og mobilitet. København:

Gyldendal.Svalastoga, Kaare (red.) 1969, Sociologisk metodik. København: Jørgen Paludans

Forlag.Vedung, Evert 1994, Forskningens relevans, användbarhet, använding och nytta.

Stockholm: Byggforskningsrådet.Wagner, Peter 1990, Sozialwissenschaften und Staat. Frankfurt a.M.: Campus

Verlag.Wagner, Peter, Björn Wittrock & Richard Whitley 1991, Discourses on Society –

the Shaping of the Social Science Disciplines. Sociology of the Sciences, vol 15. Dordrecht: Kluwer Academic Publishers.

Weiss, Carol H. 1977, Using Social Research in Public Policy Making. Lexington, Mass.

Whitley, Richard 1984, Intellectual and Social Organization of the Sciences. Ox-ford: Clarendon Press.

Østerberg, Dag 1966, Forståelsesformer. Oslo: Pax Forlag.

56

Kapitel 3

SOCIOLOGI I DANMARK FØR 1950

Af Torben Agersnap

Indledning........................................................................... 59Hvad er relevant for sociologien? ................................................ 59Samfundslitteraturen i fire tidsperioder ..................................... 60Hvad bidrager fagene med til sociologien? ................................ 61

Samfundsforskeres bidrag til dansk sociologi 1700-1850 ... 64Træk af samfundets udvikling i perioden .................................... 64Samfundsforskningen ...................................................................... 66Danmarks og Norges beskrivelse ................................................ 67Den første samfundsforskning i Grønland ................................. 68Stor usikkerhed på bureaustatistikken ....................................... 68Samlinger om fædrelandets produkter, manufakturer ............. 69Bergsøe er bedst ............................................................................. 69De danske provinsers tilstand ...................................................... 70Håndværk og industrierhverv i langsom udvikling ................... 70De lærde præster ............................................................................ 70Forud for Malthus ............................................................................ 71Læger med bidrag om sociale forhold ........................................ 71

57

Samfundsforskeres bidrag mellem 1850 og 1920 .......... 71Træk af samfundsudviklingen indtil 1920 .................................... 71De statistiske bureauer og de offentlige betænkninger .......... 73Brede samfundsbeskrivelser .......................................................... 74Danish Greenland ............................................................................ 74Kildekritisk metode ........................................................................ 75Socialøkonomers bidrag til sociologien ...................................... 76I fredssagens, kvindesagens og folkeoplysningens tjeneste ..... 76Et pionerarbejde for bureaustatistikken m.v. ........................... 77Om dødeligheden fordelt på aldersklasser ................................ 78For Malthus mod feminisme ......................................................... 78Socialt interesserede lægers bidrag til sociologisk indsigt ...... 79Første lærebog i sociologi ............................................................. 80

Samfundsforskeres bidrag mellem 1920 og 1935 .......... 81Træk af samfundsudviklingen i mellemkrigstiden ...................... 81Bureaustatistikken udbygges markant ......................................... 82Socialøkonomiske bidrag af sociologisk interesse .................... 83Socialvidenskab og socialpolitik .................................................... 84Samfundsforskning på KU i tværfagligt institut ......................... 84Småskrifter om sociologi ............................................................... 85Filosofiske diskussioner om sociologi ......................................... 86Den primitive familie i kritisk lys ................................................. 87Danske sociologiske bidrag af Durkheims skole ...................... 88

Samfundsforskernes bidrag fra krisetid til efterkrigstid .. 89Træk af samfundets udvikling i de tre femår 1935-1950 ........ 89De statistiske bureauer og interventionsøkonomien .............. 90En individorienteret befolkningsstatistik .................................... 91Historiske beskrivelser af samfundsudviklingen ....................... 91Socialøkonomerne og interventionspolitikken ......................... 91En sociologisk relevamt kvindeforskning ................................... 92Durkheimlinien fortsætter hos filosofferne .............................. 94

58

Mobilitets- og klasseanalyser af det danske samfund .............. 98Retssociologi med udgangspunkt i det grønlandske samfund ... 100

Nogle perspektiver ............................................................ 101

Litteraturliste .................................................................... 103

59

INDLEDNING

Dette kapitel søger at give en skitse af den sociologisk relevante sam-fundsforskning (og dens forfattere) i Danmark, før disciplinen sociolo-gi bliver etableret som selvstændigt studium ved et dansk universitet1. Grænselinien til den moderne sociologi sættes derfor ved begyndelsen af 1950’erne, hvor en norsk historiker Kaare Svalastoga ansættes som pro-fessor i sociologi ved Københavns Universitet, og der oprettes et magi-ster-studium i sociologi.

Universitetsundervisning i sociologi findes før den tid både ved Aarhus og Københavns universiteter, som man vil se af det følgende. Men denne undervisning er ikke knyttet til et selvstændigt studium i sociologi.

Sociologisk relevant forskning forekommer i ret stor målestok tilba-ge i tiden. Samfundsforskerne var ikke specialiserede på samme måde, som man finder det ved universiteterne idag. De ældre værker er kun undtagelsesvist betegnet som sociologiske. Der kan derfor være tvivl om, hvilke personer og trykte arbejder skal medtages eller udelukkes. Det bliver et spørgsmål om, hvad der er relevant ud fra en sociologisk angrebsvinkel.

Hvad er relevant for sociologien?Sociologerne studerer opbygning og aktiviteter (strukturer og processer) i væsentlige, større og mindre grupperinger i samfundet i byer og landdistrik-ter, som fx familier, arbejdsgrupper, erhvervsvirksomheder, skoler, institu-tioner, foreninger og de sociale delinger i klasser/lag. Studierne kan være statiske (øjebliksbilleder) eller dynamiske, hvor man interesserer sig for

1. Det er helt åbenbart, at tilvejebringelse af en oversigt som den foreliggende ikke kan bygge på en gennemlæsning af al dansk samfundsforskning gennem 250 år. I afgrænsningen af hvem og hvad der skal medtages eller udelukkes må man i nogen grad støtte sig til, hvad tidligere bidragydere til dette felt er nået frem til. Det er derfor muligt, at der er udgivet samfundsvidenskabelige værker, som i høj grad må have sociologers interesse, uden at jeg har fået øje på dem. Og selv om jeg har været heldig nok til at få det væsentlige med, kan der utvivlsomt være uenighed om kriterierne for at medtage eller udelukke bestemte arbejder, som jeg har været i kontakt med. Handelshøjskolens bibliotek og Sociologisk Bibliotek ved Københavns Universitet har fremskaffet alle de omtalte værker. Så jeg har haft dem i hånden og har ofte fotokopieret titelblad og indholdsfortegnelsen. Bibliotekernes indsats har været til stor hjælp, som jeg er taknemmelig for.

60

udviklingen gennem et tidsrum. Typiske sociologisk interessante processer er innovation, kommunikation, beslutning, ledelse, kontrol, udvikling, inte-gration, differentiering, mobilitet, udstødning, urbanisering, konflikt, oprør, forfald.

Sociologien er en erfaringsvidenskab og en teoretisk videnskab. Socio-logerne stiller to spørgsmål til forholdene i samfundet og dets forskellige dele: Hvordan og hvorfor? Hvordan er samfundet bygget op og hvad fore-går der i familierne, i virksomhederne og de offentlige institutioner, i de politiske liv og i de frivillige organisationer for bare at nævne nogle eksem-pler. Besvarelser af spørgsmål om hvordan giver bidrag til den beskrivende sociologis arbejder, og dem er der mange af i Danmark i de fire perioder forud for 1950, der her behandles.

Spørger man hvorfor, er man interesseret i at finde forklaringer på de mange forhold, der er klarlagt i de beskrivende arbejder. Hvorfor svinger antallet af fødte børn? Hvorfor er goderne ulige fordelt? Hvad er det for kræfter, der holder sammen på virksomhederne, foreningerne og samfun-det? Hvorfor vokser byerne fortsat? Hvorfor er der flere mænd end kvinder i de magtfulde positioner i samfundet? Hvorfor går nationalstaten tilbage, mens regionerne og de overstatlige organer i Europa får større magt? Hvor-for overholder folk loven eller bryder den? Hvorfor har ligelønslovgivnin-gen ikke ført til lige løn for mænd og kvinder? Forklaringerne samles i teorier, og de fleste sociologiske teorier udvikles i det internationale net af forskere og får kun beskedne nationale bidrag fra isolerede forskere i landene.

Samfundslitteraturen i fire tidsperioderDet kan være svært at finde et naturligt tidspunkt for afgrænsningen bagud i tid. De mange bidrag er her søgt placeret i en tidsmæssig sammenhæng ved at dele tiden fra 1700-tallet til 1950 i fire perioder:

1. Fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet2. Fra midten af 1800-tallet til 1920 (første verdenskrig)3. Fra 1920 (første verdenskrig) til 1935 (krise i 1930’erne)4. Fra 1935 til de første år efter anden verdenskrig.

En sådan opdeling af samfundsforskningen kan naturligvis diskuteres. Perioderne er afgrænset efter, hvor der synes at ske nye udviklinger og ændringer i det danske samfundsliv, og samtidigt er der taget hensyn til, at der tilsyneladende foreligger færre bidrag af sociologisk relevans fra de ældste perioder. Jeg har iøvrigt i nogen grad støttet mig til den periodise-

61

ring, der er anvendt i de senere års historiske og økonomiske oversigts-værker2. Derfra er også hentet en del af den karakteristik af hver periodes samfundsforhold, der kan have inspireret forfatterne i deres udforskning af samfundet. Det bør også nævnes, at der i de senere år er skrevet meget om samfundsforholdene i de fire udvalgte perioder. Den litteratur er i en del tilfælde kort omtalt, men ikke nærmere behandlet i artiklen, der som hovedemne har samtidens udforskning af samfundet i de fire perioder. En del af de kilder, som den nyere forskning har fået adgang til, forelå ikke for samtidens forfattere. Det samme gælder en stor del af de tekniske muligheder, der idag står til rådighed for en sociologisk analyse af store kildematerialer. Nogle kildematerialer er derfor omtalt som en orientering til forskere, der vil interessere sig for at studere forhold i tiden mellem 1700 og 1950.

Hvad bidrager fagene med til sociologien?3

De almene beskrivelser af samfundet har i i tiden før 1700-tallet mest karak-ter af journalistiske indtryk eller rejsebeskrivelser, men får med oplysnings-tiden en mere systematisk karakter. Fra midten af 1700-tallet tilvejebringes der også et talmæssigt grundlag for beskrivelserne. Tabelkommissionen fra 1833, der afløses af det statistiske Bureau ca 1850 (nu Danmarks Statistik) og oprettelse af faget Danmarks Statistik i forbindelse med udskillelse af det statsvidenskabelige studium i 1848 fra det juridiske studium er vigtige skridt i udviklingen af sociologisk interessante beskrivelser af det danske samfund.

Etnograferne og socialantropologerne har i de fire perioder fortrinsvist interesseret sig for de såkaldte primitive samfund, og det vil i denne sam-menhæng sige de grønlandske samfund. Interessen for at studere danske forhold med en etnografisk tilgang synes at høre hjemme i tiden efter 1950. Men folkemindesamlerne har især gennem de sidste tre perioder tilveje-bragt et stort materiale, der kan have sociologisk interesse.

Historikernes bidrag til beskrivelse af det danske samfund gennem ti-derne har ofte relevans for den sociologiske forskning. De vigtigste bidrag

2. se fx Politikens Danmarkshistorie og Dansk Socialhistorie.3. skønlitterære bidrag er ikke medtaget selvom de kan give værdifulde bidrag til en sociologisk forståelse, jfr Steen Steensen Blicher om tatere og landbefolkning, Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg om husmænd og landarbejdere, Hans Kirk om fiskerne og indre mission, Martin Andersen Nexø om den tidlige arbejderbevægelse, Knut Becker om opdragelsesanstalter og Hans Scherfig om den sorte skole etc.

62

finder man her i højere grad inden for de dele af historien, der falder uden for den politiske historie.

Historikerne skelner mellem historieforskning og historieskrivning, og begge dele interesserer sociologerne. Historieforskningen leverer data og indsigt til sociologernes analyser, og den benytter sig af en kildekritisk me-tode, som også bruges af sociologer, når de anvender historiske oplysnin-ger i deres forskning. Historieskrivningen søger at få en sammenfattende forståelse af de mange data. De gode forfattere inden for denne del af histo-rien kan i høj grad inspirere den sociologiske teoridannelse.

Socialhistorie er den del af historieforskningen, der studerer strukturer og processer i menneskers handlen og samspil, som de forløber i deres so-ciokulturelle sammenhæng i historisk tid4. Det er en fagdefinition der ligger tæt på den måde man afgrænser sociologien. Der er derfor ikke tvivl om, at væsentlige bidrag til sociologisk forskning hentes fra dette fag.

Den store danske socialhistorie i syv bind giver for perioderne 1700-1850 og 1850 til 1915 interessante sociologisk orienterede fremstillinger. For de to sidste perioder, som denne artikkel medtager, har den socialpoliti-ske debat og socialpolitikkens virkninger dog fået en større vægt. „Sociale spørgsmål“ er vigtige forskningsområder for sociologerne, men de dækker ikke hele det sociologiske felt. Sociale spørgsmål handler her om „forholdet mellem klasserne, dvs. mellem grupper af personer, der lever på forskelligt velstandsniveau eller under forskellig magt og anseelse. Betegnelsen anven-des fortrinsvis over for de dårligere stillede klasser og disses forhold til det øvrige samfund“ (Zeuthen 1939).

Kulturhistorien favner bredere end socialhistorien. Den beskriver befol-kningens dagligdag og dens fester. Sædvaner, tro og overtro er vigtige dele af kulturen ligesom de kunstneriske udfoldelsers art og lokale betydning medtages i beskrivelserne.

Mere grundige, men også mere tørre skildringer finder man inden for landbrugets historie. Men da dette område paradoksalt nok i Danmark for-sømmes af den sociologiske forskning, er der grund til at pege på denne historiske forskning.

Nationaløkonomerne udskiller sig tidligt i fagets udvikling fra anden samfundsforskning, men de bevarer dog i en lang periode en sådan bredde i

4. „the study af the structure and process of human action and interaction as they have occurred in sociocultural contexts in the recorded past“ se artiklen ‘Social History’ i International Encyclopedia of Social Science 1958 og Gunnar Viby Mogensen (red): Socialhistorie. 1975.

63

faget, at der produceres adskillige bidrag af sociologisk interesse. Skelsæt-tende har i den sammenhæng været oprettelsen af Institut for Historie og Samfundsøkonomi i 1927 på initiativ af udenrigsminister P. Munch. Næsten alle publikationer derfra har sociologisk relevans.

Empirisk samfundsforskning med socialpolitisk sigte er i Danmark et fors-kningsområde, hvor forskere fra mange fag deltager i indsamling af oplysnin-ger og fortolkning af disse. Socialforskningen er igangsat af socialt engagere-de forskere med henblik på at få politikerne i tale, eller den er direkte igangsat i tilknytning til socialpolitisk kommissionsarbejde. Den leverer basisoplysnin-ger og ideer til lovgiverne og følger, om lovene virker og anvendes efter hen-sigten. Teoretiske arbejder er der ikke mange af inden for socialforskningen, måske fordi det i så høj grad er en tværvidenskabelig aktivitet. Til gengæld er der gennemført et meget stort antal grundige empiriske undersøgelser med sociologisk relevans særligt i perioderne efter 1850. Socialforskningsinstituttet oprettes som en tværfaglig institution i 1958 på initiativ af Henning Friis. De mange publikationer fra dette institut omtales i et senere kapitel i bogen.

Socialmedicin. Adskillige praktiserende læger har i årenes løb interesseret sig for levevilkårenes betydning for deres patienters sundhed og sygdom. En del har også samlet deres erfaringer i skriftlig form og har derved i videre kred-se bidraget til en sociologisk forståelse af befolkningens sundheds- og syg-domstilstand. Men socialmedicinen som fag er ny, det kan derfor være vanske-ligt at finde frem til socialmedicinsk orienterede publikationer af ældre dato.

Filosofiske bidrag. De emner, som i vore dage behandles af sociologien, har som nævnt optaget mange tænkere verden over og langt tilbage i tiden. Betegnelsen sociologi er udmøntet af den franske filosof Auguste Comte i midten af 1800-tallet. Det første danske bidrag til sociologisk teori er skre-vet af Claudius Wilkens, der var professor i filosofi og sociologi ved Kø-benhavns Universitet 1897-1918. Han fik ingen efterfølger, men en anden af de filosofiske professorer, C.N. Starcke havde også interesse for faget. To danske professorer i filosofi er omtalt, fordi de har betydet meget for fagets udvikling ved Københavns Universitet, selvom de ikke selv har bidraget med større sociologiske arbejder. Endelig er yderligere tre danske filosoffer nævnt for deres sociologiske arbejder som bidragydere til fagets udvikling: Joseph Davidsohn og Svend Ranulf og så den meget yngre Mogens Bleg-vad, hvis hovedindsats dog ligger efter 19505.

5. til de filosofiske bidrag af interesse for sociologer kunne man også medregne enkelte juridiske forfatteres bidrag til retskildelæren. Se således Dalberg-Larsen (1986) om F. Stang og V. Bentzon.

64

Tidlige sociologer. I denne gruppe er medtaget personer, der har etableret sig som sociologer i Danmark før 1950 uanset deres forudgående uddannel-se. Den første, der bliver ansat i Danmark i et helt professorat i sociologi, er Dr. jur. Theodor Geiger (1891-1952). Han kommer til Institut for Historie og Samfundsøkonomi ved KU i 1933 som flygtning fra nazisternes Tyskland og bliver i 1938 ansat som professor ved det økonomiske fakultet, Aarhus Universitet. Under besættelsen må han flygte til Sverige, men i 1945 vender han tilbage og genoptager sin forskning og undervisning af de økonomiske studerende. Han har en vidtstrakt international kontaktflade, men han når i Danmark kun at vejlede en lille kreds af forskere. Tre ud af denne kreds får senere stillinger som so-ciologiske professorer. Der er foruden forfatteren til denne artikel Agnete Weis Bentzon i retssociologi ved Roskilde Universitets-center og Verner Goldschmidt i kultursociologi ved Københavns Universitet. Størstedelen af deres faglige indsats ligger efter 1950. Det samme gælder Kaare Svalastoga, der kom til Københavns Universitet i dette år.

SAMFUNDSFORSKERES BIDRAG TIL DANSK SOCIOLOGI 1700 – 1850

Træk af samfundets udvikling i periodenVed begyndelsen af den periode, der starter i 1700-tallet og fortsætter til midten af 1800-tallet er det, vi i dag kalder Danmark (dvs excl Norge, Syd-slesvig, Holsten og øerne i Atlanten) i mange henseender et land, der har ligheder med vore dages udviklingslande6.

Størstedelen af befolkningen bor på landet i familier med mange børne-fødsler og store husstande. Kun en femtedel bor i byerne ofte i tætpakkede kvarterer med dårlig hygiejne og stor risiko ved brand. Der er en høj fødsels-hyppighed og en høj dødelighed, og folketallet vokser kun langsomt gennem hele perioden fra godt en halv million omkring 1700 til knapt 1 1/2 million omkring 1850. Væksten er ikke jævn. Tørke i afgrødernes væksttid og regn i høsttiden, store epidemier og krigshandlinger o.l. gør store indhug i væksten.

Landbefolkningen er fattig og underkastet godsejerne økonomisk og ret-ligt. Der er ingen livegne, men flertallet er fæstebønder og husmænd. Bybe-folkningens økonomiske vilkår er ikke meget forskellige fra forholdene på

6. for beskrivelsen af samfundsudviklingen i perioden se Johansen, H. Chr.(1982): En samfundsorganisation i opbrud (Dansk social historie bd 4) København: Gyldendal.

65

landet. Ringere måske, fordi adgangen til naturalier er begrænset, selvom der er husdyrhold (på 1.sal) i en del etagehuse. De store indtægter finder man på landet blandt godsejere, forvaltere og præster, og i byerne desuden blandt større købmænd, dommere og kongens embedsmænd. De sidste for en stor del aflønnede ved sportler, som man i nutidens vestlande ofte opfat-ter som bestikkelse. Den meget skæve fordeling af indkomsterne ser ud til at holde sig gennem hele perioden.

Den politiske magt ligger hos enevoldskongen og godsejerne. Der føres in-dtil slutningen af perioden en merkantilistisk politik med forsøg på at ophjælpe manufakturer og med støtte til handel og skibsfart. Iøvrigt er der ikke trykke-frihed og kun begrænsede muligheder for politisk udfoldelse, men bestem-melserne håndhæves i vekslende omfang. Stavnsbånd for landbefolkningen indføres i 1733 for at sikre arbejdskraft til godserne, men ophæves igen i 1788. I den første del af 1800-tallet møder man en begyndende liberalistisk politik.

Landbruget er gennem hele perioden landets vigtigste erhverv. Produk-tiviteten er langsomt stigende især i periodens sidste del, dog med tilbage-gang under Napoleonskrigene. Stigningen skyldes en langsom forbedring i teknikken, i såmaterialerne (kløver og roer), i landbrugernes kundskab (af-vanding, gødning) og landbrugets organisation (fæste-og hoveriafløsning).

Håndværket ændrer sig ikke væsentligt gennem perioden, og industrien er uden betydning, selvom staten forsøger at støtte.

Handelen beskæftiger kun en lille del af befolkningen, og kun uden-rigshandelen giver i perioder store indtægter. Pengeøkonomien trænger kun langsomt igennem og fortrinsvis i hovedstaden.

Transportforholdene bedres kun meget langsomt gennem perioden, men landet er i denne sammenhæng heldigt stillet, fordi man kan komme til de fleste beboede steder ad søvejen. Vejene både kongeveje og alfarveje er ikke i stand til at tage en større trafik med heste eller studetrukne vogne. Men der sker efterhånden en del udbedringer, som muliggør kørsel med diligence, og i 1847 indvies jernbanen fra København til Roskilde som den første.

Uddannelsesforholdene for den almene befolkning søger kongen at bed-re gennem oprettelse af skoler for fæsternes børn på kronens godser (ryt-terskoler) og gennem indførelse af undervisningspligt i 1739. Men der går mange år før disse ordninger bliver effektive for landbefolkningen. Det står bedre til i København og de større provinsbyer, hvor der findes latinskoler, danske skoler og private betalingsskoler. Først omkring tiden efter skolere-formerne i 1814 synes der at være skolemuligheder for alle børn, men ikke alle udnytter mulighederne lige godt.

For de syge og fattige er der igennem hele 1700-tallet ikke mange mulig-heder for hjælp. Fattigloven af 1708 har nærmest til formål at befri samfun-

66

det for tiggere, syge og forældreløse, og midlerne til lovens gennemførelse i praksis kan vanskeligt skaffes. Men i 1787 nedsættes en fattigkommission, hvis indstillinger fører til en sociallovgivning, hvor afhjælpning af de en-kelte individers sociale nød er den bærende tanke. Det viser sig dog hurtigt ikke muligt at skaffe midler til mere end at give den mest nødtørftige hjælp og normalt med „fattighjælps virkninger“ for modtagerne.

Sundhedsvæsenet har det ikke meget bedre gennem 1700-tallet. Antallet af læger er få i forhold til befolkningstallet. Værst er det uden for byerne, og det lægerne har at byde på er begrænset og ofte ikke effektivt. Allerede i 1720’erne begynder man på at indføre en embedslægeordning med opret-telse af en stilling som stiftfysikus i hvert stift. Men indførelsen af vaccina-tion mod kopper og bestemmelser om forbedret forsyning med drikkevand, kloakering og bygningstilsyn i begyndelsen af 1800-tallet er de vigtigste fremskridt på sundhedsvæsenets område, specielt i København, hvor miljø-forholdene er truende for befolkningens sundhed.

Sammenfattende kan man sige, at samfundet i perioden fra begyndelsen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet er et samfund, hvor den vigtigste opdeling går mellem landbefolkningen og byernes specielt Københavns be-folkning. På landet er den dominerende socialgruppe godsejerne sekunderet af kirkens mænd. Dernæst kommer gårdejere og fæstebønder og sidst hus-mænd, daglejere og tyende samt en restgruppe af fattige, omstrejfende og varigt syge. I byerne er enevoldskongens embedsmænd i højeste rangklas-se. Dernæst kommer gejstligheden, militæret, købmænd, håndværkere og handlende, tjenestefolk og daglejere samt endelig personer ude af erhverv. En stor del af embedsmændene og de erhvervsaktive i byerne er mænd, men i landbefolkningen, som udgør størstedelen af befolkningen, synes mænd og kvinder ligestillede men med en deling af arbejdet.

SamfundsforskningenTo forfattere påkalder sig særlig interesse fra denne periode. De hører begge hjemme i den gruppe af forfattere som giver almene beskrivelser af sam-fundet7.

7. Robert Molesworth’s (1653-1725) kendte bog fra 1694: An Account of Denmark as it was in the year 1692 kunne også nævnes. Den udkom i London i adskillige oplag, men den handler mest om Danmarks topografi og om den enevældige konges forhold. Kapitlerne VII om Folkets stilling, skikke og sindelag, XV om Love og domstole, og XVI om Religion, gejstlighed og lærdom har en vis sociologisk interesse.

67

Det er Ludvig Holberg, der både som skønlitterær og faglig forfatter ra-ger op i første halvdel af 1700-tallet og den danske præst Hans Egede, som sammen med sin hustru giver vigtige bidrag til den sociologiske udforsk-ning af de grønlandske samfund.

Danmarks og Norges beskrivelseLudvig Holberg (1684-1754) er bedst kendt som skønlitterær forfatter. Man kan diskutere, hvad han er på det faglige plan. Men typisk for datidens socialforskere er han ikke så lidt af en polyhistor. Det ses også af, at han starter i 1714 med at være ulønnet professor i Filosofi, bliver tre år senere ordinær professor i Metafysik og efter yderligere tre år professor i latinsk Veltalenhed, og først i 1730 bliver han professor i Historie.

Holbergs skuespil trækker i høj grad på danske forhold i hans samtid, mens inspiration til hans faglige produktion, der omfatter både juridiske og historiske arbejder i højere grad kommer fra udlandet. Han er en af de første, der bryder med den teologisk dominerede tradition ved Københavns Universitet. I stedet sætter han troen på fornuften og erfaringen og er heri inspireret af den britiske naturretsfilosof John Locke, hollænderen Hugo Grotius, tyskeren Samuel von Pufendorf og franskmanden Pierre Bayle og hans revolutionerende leksikon. Holbergs fortjeneste ligger i, at han sæt-ter kulturlivet herhjemme i forbindelse med strømninger udefra og viser Københavns Universitet nye veje i forbindelse med samfundsvidenskaberne ved at skrive om naturretlige og historiske emner8. Holbergs vigtigste bi-drag til en sociologisk forståelse er ‘Danmarks og Norges Beskrivelse’, der udkom i 1729. Det er ikke den første af sin art i Danmark, men mere vels-krevet end forgængeren Arent Berntsen (1610-80): ‘Danmarckis og Norgis Fructbar Herlighed’, (1654) der iøvrigt er en vigtig kilde til datidens sam-fundsforhold. Men også i den samfundskritiske ‘Niels Klims Underjordiske Rejse’, hvor han satiriserer over forhold i samtidens danske samfund (latin 1741, dansk ved Jens Baggesen 1789) og i Moralske tanker (1744f) og de mere end 500 epistler (1748-54) kommer Holberg ind på mange emner af sociologisk interesse.

I Danmarks og Norges Beskrivelse finder man en omhyggelig redegørel-se for de to landes retsvæsen. Desuden er der en redegørelse for de økono-

8. jfr. Jensen, Sigurd (1942):’Ludvig Holberg 1684-1754’ i Bach, Erik: Danske Historieskrivere. København: Schultz.

68

miske forhold og deres historiske baggrund samt afsnit om kulturhistorie og om religionshistorie. Af mere begrænset sociologisk interesse er kapitlerne om de oldenborgske kongers historie.

Den første samfundsforskning i GrønlandSamtidig med Ludvig Holbergs virke i København starter den danske præst Hans Egede (1686-1758) og hans ‘stærke og forstandige’ hustru Gertrud Rask (1673-1735) en kombineret missions- og handelsekspedition fra Ber-gen til Grønland. Ekspeditionens 44 personer sejles til Midtgrønland, og der bygger de en missionsstation og en handelsplads ved Godthåbsfjor-dens munding. Missionen lykkes bedre end handelen, hvor de hollandske hvalfangere er alvorlige konkurrenter. Men det interessante her er, at Hans Egede og Gertrud Rask og senere deres sønner Poul og Niels kommer i en god fortåelse med befolkningen og giver sig tid til at give indgående (etnografiske) beskrivelser af folks vilkår og dagligdag. Hans Egedes ‘Det gamle Grønlands ny Perlustration’ (1741) og hans ‘Relationer fra Grønland 1721-36’ sammen med sønnernes ‘Continuation’ af samme er klassikere for samfundsforskningen i Grønland. Noget tilsvarende kan siges om den udsendte købmand i handelscompagniet Lars Dalagers ‘Grønlandske Rela-tioner’ (1752).

Hans Egede skriver blandt andet om „husherren“ en grønlandsk familie-retlig institution, som man endnu i det moderne Grønland kan finde skyg-gen af: „dog er det ikke saa rart (sjældent) om de undertiden giver dem (konerne) Hug og blaa Øjne for deres Stivsind og Egensindighed og ere derefter lige gode Venner; thi det har ikke saa meget at betyde om en Kone faar Hug af sin Mand. . .9“ Ligeledes Poul Egede „Det er en Moede i Grøn-land, at Mændene slaaer deres Koner, naar de er ulydige. .10“

Stor usikkerhed på bureaustatistikkenDe bedste undersøgelser af befolkningsforholdene i 1700-tallet og begyn-delsen af 1800-tallet er ikke gennemført i samtiden men i de efterfølgende

9. Perlustrationen p 374.10. Efterretninger om Grønland. København 1788 p.56. Fremdeles Egede, Niels: Be-skrivelse over Grønland. M.o.G. 120 p.189 og Dalager, Lars: Grønlandske Relationer. Genudg. 1915 p.6.

69

perioder. Der gennemføres folketællinger i 1769, 1787, 1801, 1834 og der-efter hvert femte år, men tællingerne er behæftet med alvorlige mangler, og opgørelseskriterierne ændrer sig en del fra tælling til tælling, så det er kun muligt at få et indtryk af folketallets bevægelser, familieforholdene og erhvervsfordelingen i store træk. For Københavns vedkommende har læge og forstander for åndsvageanstalten på Frederiksberg, J.R.Hübertz (1794-1855) skrevet Om bevægeligheden i den danske befolkning (1840) foruden en række lokalhistoriske arbejder.

Ved siden af folketællingerne er kirkebøgerne vigtige kilder til oplys-ning om udvikling i familiestrukturen o.l. Men bearbejdningen af kirkebø-gerne hører hjemme i de senere perioder.

Samlinger om fædrelandets produkter, manufakturer og fabrikkerAlmene samfundsbeskrivelser i betydningen systematiske beskrivelser af den danske stats tilstand får voksende interesse i første del af 1800-tallet. I Frankrig dyrker Quetelet både talmæssige samfundsbeskrivelser og teoreti-ske dataanalyser under betegnelsen statistik. I Danmark begynder man med at bruge ordet statistik i den første betydning.

Faget statistik omfattende særligt de danske staters naturlige og politiske forfatning indføres ved det juridiske studium i 1788, og i årene 1812-19 udgiver professor Frederik Thaarup: „Udførlig Vejledning til det Danske Monarchies Statistik – Samlinger om Fædrelandets Produkter, Manufaktu-rer og Fabrikker, Næringsveje, Skibsfart og Handel“ i seks bind.

Bergsøe er bedstSamtidigt med udskillelsen af det statsvidenskabelige studium i 1848 skriver Adolph Frederik Bergsøe: „Den danske Stats Statistik“ i fire bind 1844-53. Bergsøe blev professsor ved Københavns Universitet efter C.N.Davids afskedigelse. Her i de fire bøger redegør han for Danmarks geografi, befolkning, landboforhold, industri og handel, den immaterielle kultur, statsforfatning, beskatningsvæsen og finanser, samt om „Stats-forvaltningsforhold, Monarkiets udvortes Forhold, de fjernere Statsdele mm.“ Folketællingen fra 1830 der på det tidspunkt foreligger som pinde-skemaer etc har været en del af hans grundlag for bøgerne. Rubin skriver om Falbe Hansen i en senere korrespondance, at Bergsøes fremstilling er bedst.

70

De danske provinsers tilstandDe talmæssige fremstillinger i de statistiske bøger om forholdene i det dan-ske samfund kan suppleres med præsteindberetningerne og de bøger, der er udgivet af præster om forholdene i deres menighed.

En anden kilde til specielt landbrugets forhold er de 29 bind, der bliver udgivet af Landhusholdningsselskabet om „de danske provinsers nærvæ-rende tilstand i økonomisk henseende“ (1826-44). De mange bind gør me-get ud af redegørelsen for landbrugets forhold, men indeholder dog også andre oplysninger af interesse for forståelsen af samfundsforholdene i de forskellige egne af landet. I den sammenhæng må også bemærkes tobinds-værket af J. Mandix om den danske landvæsensret fra 1800.

Håndværk og industrierhverv i langsom udviklingDet er nævnt i den indledende oversigt, at der kun opstår ganske få indu-strivirksomheder i løbet af perioden, selvom kongen gennem en merkan-tilistisk beskyttelsespolitik søger at fremme industrien. Håndværksfagene beskæftiger flere, men her sætter laugssystemet en grænse for en videre ud-vikling. En samtidig og indsigtsfuld forfatter er fabriksdirektør O.J.Rawert (1786-1851), der i udlandet har set betydningen af ny maskinteknik og af uddannelse af de næringsdrivende. Han giver en række bidrag, der hviler på førstehåndsundersøgelser. Hovedværket er „Kongeriget Danmarks industri-elle Forhold fra de ældste Tider indtil Begyndelsen af 1848“ (1848).

De lærde præsterEn stor del af datidens intellektuelle var præster. Der foreligger som nævnt et antal publikationer fra de lærde præster om befolkningens forhold i præstens lokalområde (sognetopografier), eller om mere generelle sam-fundsemner. Det er sognetopografierne, som forfatteren Poul Møller harse-lerer over i: Lægdsgaarden i Ølsebymagle. Her skal nævnes to mere interes-sante værker.

Et interessant arbejde er præstens Joachim Junges (1760-1823) bog om den nordsjællandske landalmues karakter, skikke, meninger og sprog. Junge er vokset op på Fyn og ser derfor skikke etc, som han næppe havde bemærket, hvis han var vokset op i Nordsjælland. Han er præst i Bloustrød og Lillerød fra 1791 til sin død og har iøvrigt en ret stor skriftlig produktion bag sig. Det er fra menigheden at han henter sine iagttagelser til beskrivelse af bøndernes liv til hverdag og fest i bogen, der udkommer i 1798.

71

Forud for MalthusEt andet sociologisk interessant bidrag handler om hindringer for en vækst i folketallet. Det er skrevet af den danske præst Otto Diderich Lütken (1713-1788). I modsætning til merkantilisternes tro på, at en voksende befolkning er et gode for samfundet hævder han en menneskealder før Malthus, at folke-væksten må følge næringsmidlernes vækst. Og ser man ingen vækst i mæng-den af næringsmidler, vil det være en hindring for vækst i befolkningen.

Læger med bidrag om sociale forholdSocialmedicinen er på dette tidspunkt ikke udskilt som særlig disciplin, men socialt interesserede lægers bidrag til en belysning af de sociale for-hold og sygeligheden er der en del af.

Kort efter Københavns bombardement udsender generaldirektør i ki-rurgi H. Callisen (1740-1824) sine Physisk-medizinske betragtninger om København I-II (1807-09), der er en hovedkilde til oplysning om byens hygiejne på den tid. Han er iøvrigt bedst kendt for sin lærebog i kirurgi, skrevet på latin og for sin deltagelse i den kirurgiske læreanstalts (senere akademis) protest mod indlemmelse i det medicinske fakultet ved Køben-havns Universitet.

Senere beskriver en af foregangsmændene i tuberkulosens bekæmpelse overlæge i Hud- og kønssygdomme C.S.M.N.Engelsted (1823 – 1914) et fattigkvarter i København (UfL p. 353-66, 1853) og F.V. Manza skriver i Historisk Tidskrift om pesten i Helsingør og København i 1710 og 1711. Senere udsender han bidrag til folkesygdommenes og sundhedsplejens hi-storie i Danmark. Medicinallovgivningen 1671-1805 er gennemgået af pro-fessor i medicinalhistorie Julius Petersen (1833), og J. H. Bärens skriver om fattigvæsenets tilstand i Danmark (1790).

SAMFUNDSFORSKERES BIDRAG MELLEM 1850 OG 1920Træk af samfundsudviklingen i perioden indtil 1920På en lang række områder ændres det danske samfund gennem denne pe-riode, der omfatter syv årtier11. Folketallet vokser fra ca 1,5 millioner ind-

11. se Dybdahl, Vagn: Det nye samfund på vej 1871 – 1913. (Dansk social historie bd 5) København 1982: Gyldendal.

72

byggere til næsten tre millioner i den del af nuværende Danmark, der er tilbage efter tabet af Norge i 1814 og tabet af Nord-og Sydslesvig i 1864. De dyrkede arealer inden for samme område vokser samtidigt gennem land-vindinger, således at der indvindes et dyrkningsområde, svarende til den tabte dansksindede del af Slesvig. Den tekniske udvikling tager ligeledes et gevaldigt opsving både på landet og i byerne. I landdistrikterne bliver der efterhånden behov for færre personer til at klare driften. I byerne begyn-der industrivirksomheder at vise sig og de kan beskæftige den arbejdskraft, der frigøres i landbruget. Hovedstadens folketal bliver næsten firedoblet, provinsbyernes folketal tredobles, mens folketilvæksten på landet kun er beskeden og fortrinsvis forekommer i stationsbyerne ved de nye jernbaner.

Familien er gennem hele perioden en grundpille i samfundets opbyg-ning. Men det store folkehold på gårdene og de store børneflokke i famili-erne ses sjældnere. Fødselshyppigheden begynder at dale, men det gør også dødeligheden, så folketallet kan fortsat vokse med ca 1% pr tiår.

Kvinderne var tidligere umyndige gennem hele livet. De får nu med lo-vene i 1857 myndighed, arveret og fri adgang til at drive erhvervsvirksom-hed fra 25 års alderen, som for mændenes vedkommende. Men gifter de sig, bliver de igen umyndige, og først i 1880 får gifte kvinder råderet over selverhvervede midler.

Danmark er gennem hele perioden stadig i helt overvejende grad et land, der lever af landbrug. Men hvor den videre bearbejdning af landbrugets produkter tidligere foregik på godserne og gårdene, flytter disse processer efterhånden til mejerier, slagterier, kornmøller og bagerier m.v.

På åndslivets område er det interessant at se, hvordan der i Danmark i slutningen af 1800-tallet kommer en social radikal strømning, som rummer meget af det, som vi idag forstår ved det moderne. Adgangen til at deltage i valgene til rigsdagen udnyttes i de første år efter grundloven kun af ca en trediedel af vælgerne. Men omkring 1870 stiger deltagelsen, og med systemskiftet i 1901 får man en regering i overensstemmelse med befolk-ningens opfattelser.

Georg Brandes’ indsats i litteraturforskningen og broderen Edvard Bran-des’ betydning for litteraturkritikken og hans indsats som radikal politiker er almindelig kendt. Men mange andre intellektuelle og politikere arbejder med inden for den samme periode. På arbejdsmarkedet manifesterer fag-foreningernes betydning sig ved oprettelsen af de samvirkende fagforbund i 1898, Dansk Arbejdsgiverforening oprettes i 1896, og afslutning af den store konflikt på arbejdsmarkedet med septemberforliget i 1899. Den be-gyndende kvindebevægelse fører til oprettelse af Dansk Kvindesamfund i 1871, der bl.a. fra 1885 udgiver tidskriftet Kvinden og Samfundet.

73

I konkurrence med Studenterforeningen (oprettet 1820), der er over-vejende liberalt konservativt orienteret, oprettes i 1882 Studentersamfun-det, som gennem møder samt oplysende pjecer og bøger arbejder for oplys-ning af den brede befolkning og for forbedring af dens kår. Herfra stammer de mange samfundsorienterede bøger, der indgår i „Nyt socialt Bibliotek“, som er fortsat langt ind i tiden efter 2. verdenskrig. I Studentersamfundet finder man folk som brødrene Brandes, Kristian Erslev, Harald Høffding, Niels Neergaard (det var før Venstre blev et reaktionært parti), Th.Sørensen, P.Svejstrup, Marcus Rubin og Harald Westergaard. Den samme kreds skri-ver i tidskriftet ‘Det nittende århundrede’ og i det dengang bredt fagligt orienterede Nationaløkonomisk Tidskrift fra 1885, hvor der også bringes referater af udenlandske undersøgelser og boganmeldelser.

De statistiske bureauer og de offentlige betænkningerEn vigtig kilde til en sociologisk beskrivelse og forståelse af samfundet i årene før den første verdenskrig finder man i de statistiske publikationer ud-sendt af Statens statistiske bureau (senere Danmarks Statistik) og af Køben-havns kommunes statistiske kontor. Tallene i sig selv siger ikke meget uden en ledsagende kommentar, og denne er gennemgående mere udførlig i de første udgaver af publikationerne end i de senere, hvor arbejdet har en ruti-nemæssig karakter. Ved siden af de bureaustatistiske publikationer er der de mange kommissionsbetænkninger, som ofte indeholder vigtige oplysninger af sociologisk interesse. Der er grund til at fremhæve Indenrigsministeriets to undersøgelser af arbejdernes økonomiske vilkår fra 1872 og 1892 og betænkningen fra den første arbejderkommission af 1875.

I 1872 skaffer Indenrigsministeriet sig oplysninger gennem tre sæt af spørgeskemaer, der bliver sendt til by- og sognerådene til besvarelse eller til videre fordeling. Det ene skema om håndværk og fabriksdrift bliver vi-deregivet til arbejdsgiverne til udfyldelse. De to andre skemaer om landbe-folkningen og om forholdene i byerne udfyldes af by- og sognerådene. Man får her et næsten dækkende billede af lønningerne, den daglige arbejdstid, omfanget af hvilepauser, arbejdsperioder og årsindtægternes størrelse på den tid.

Arbejderkommissionens betænkning er ikke mindre interessant, fordi man der får oplysning om kontraktsforhold mellem arbejdere og arbejds-givere, om organisationsforhold og anvendelse af voldgift. Grundlaget for kommissionens arbejde er spørgeskemaer udsendt til fabrikanter og hånd-værksmestre samt en del mester- og svendeforeninger i byerne. Ved siden af de nævnte forventede oplysninger er der oplysning om lærlingeforhold,

74

den tekniske undervisning, små kraftmaskiners betydning, søndagsarbejde og beboelsesforhold i byerne og på landet.

Indenrigsministeriets 1892 undersøgelse bygger på oplysninger indsam-let af de lokale myndigheder gennem henvendelse til arbejdsgiverne alene! Undersøgelsen oplyser om pengelønnen og arbejdsløsheden i købstæder for arbejdere fordelt på 9 håndværks- og fabriksfag samt arbejdsmænd og sy-ersker og i hvert enkelt amt for daglejere og syersker.

Der kan endelig være grund til at nævne håndværks- og industritællin-gerne i 1897 og 1906, som indeholder en guldgrube af informationer om den nye erhvervssituation.

Brede samfundsbeskrivelserBergsøes fremstilling afløses i årene 1878-91 af V. Falbe- Hansen og Will. Scharlings „Danmarks Statistik“ i fem bind. Dette værk behandler de sam-me forhold som Bergsøe, men i større detalje, og dertil er der afsnit om den „igjennem Statsmyndighederne udøvede Samfundsvirksomhed“, det er kirke, undervisning, medicinalvæsen, sundhedspleje, retspleje og forsvars-væsen, samt om kommunerne. I to andre arbejder gør Scharling en bety-delig indsats for at klarlægge lønforhold og arbejdsvilkår for landbrugets arbejdskraft.

Den sidste brede samfundsbeskrivelse skrives af Jens Warming med tit-len: „Håndbog i Danmarks Statistik“ 1909-13. I denne lægges hovedvægten på de økonomiske forhold, men der er dog stadig plads til at behandle Dan-marks geografi, befolkning, foreningsliv, retspleje, sygeog sundhedsvæsen, moralske og kulturelle forhold, valgstatistik o.l. Samme forfatters senere bog: „Danmarks Erhvervs- og Samfundsliv“ der udkommer i 1929-30 har en række interessante ræsonnementer over de talmæssige beskrivelser, men stoffet er nu mest af interesse for økonomiske studier, og det gælder i høj grad de samfundsbeskrivelser, der er udgivet senere. Faktisk er der i dag et behov for en sociologisk orienteret samfundsbeskrivelse.

Danish GreenlandFor Grønlands vedkommende er der efter Egede-familiens arbejder udar-bejdet meget kvalificerede samfundsbeskrivelser af Hinrich Johannes Rink (1819-93) gift med forfatter og etnograf Signe Rink født Møller H.J. Rink er uddannet som ingeniør og bliver 1844 Dr.phil. ved universitetet i Kiel. Han er kendt som naturvidenskabelig forsker, før han bliver kolonibestyrer i Julianehåb og Godthaab 1853-58. Inspektør for Sydgrønland 1858-68 og

75

Direktør for den kgl. grønlandske Handel 1871-82. I 1857 afslutter han en grundig og læseværdig beskrivelse i to bind med titlen ‘Grønland, geogra-fisk og statistisk beskrevet’. Bogen bliver oversat til tysk og i udvidet form til engelsk. Senere samler han Eskimoiske Eventyr og Sagn 1866/71, der også udkommer i en engelsk udgave: „Tales and Traditions of the Green-landic Eskimo“. Dette arbejde fører ham ind på en sammenlignende kultur-forskning af de eskimoiske folk i polarområderne, hvor han mener at kunne påvise flere vandringer af disse folk fra det indre Alaska til Labrador og Grønland.

Kildekritisk metodeDet vigtigste bidrag fra historikerne til udviklingen af en moderne sociolo-gis metode kommmer i denne periode fra Kristian Erslev (1852 – 1930) og Erik Arup (1876-1951). Men der er også grund til at omtale Gustav og Nina Bang og et samleværk af J. Carlsen m.fl.

Erslev bliver professor i Historie ved Københavns Universitet 1883-1916 og derefter rigsantikvar til 1924. Kort efter sin udnævnelse starter han en undervisning i kilder til historien. I 1892 trykker han sine „Grundsætninger for historisk Kildekritik“ der i 1911 efterfølges af klassikeren ‘Historisk Te-knik’, som kan læses med udbytte af nutidens sociologer. Han tager iøvrigt initiativ til oprettelse af et Filologisk-Historisk Laboratorium til fremme af de studerendes selvvirksomhed, og han virker for en mere demokratisk opbygning af universitetet, således at pladserne i konsistorium ikke længere skal besættes af professorer efter anciennitet men ved valg.

Arup fortsætter i Erslevs spor, men finder hans (og Bernheims?) udgave af kildekritikken for snæver. Der bliver ikke plads for historieskrivningen. Inspireret af den franske historiker Seignobos og hans konstruktive kilde-forsknings metode går han støttet af svenskeren Lauritz Weibull ind for at en historisk fremstilling må være styret af en samlet helhedsopfattelse12. Det demonstrerer han senere med udsendelsen af sin ufuldendte Danmarks Historie bind 1-2.

Gustav og Nina Bang, som klart støtter sig til den Erslevske kildekri-tik, giver gennem deres studier af kirkebøgerne i en række udvalgte sog-ne vigtige bidrag til en forståelse af familiestrukturen og af befolkningens

12. se hans anmeldelse af Will Christensen: Dansk Statsforfatningsret i Historisk Tidskrift 7,r.IV 1904 især p 538, 545 og 556.

76

bevægelser. Det omfattende arbejde med at udpinde registreringerne er gen-nemført som manuelt arbejde. Man havde ingen datamaskiner på den tid.

Carlsens m.fl.s samleværk: „Danmarks Kultur ved Aar 1900“ virker vel-funderet og relevant for nærværende fremstilling. Her behandler fagfolk emner som tidens økonomiske forhold, sociale og sanitære tilstande, skoler og uddan-nelse, religiøse forhold og kriminalitet på en sociologisk interessant måde.

Socialøkonomers bidrag til sociologienVed Københavns Universitet starter undervisning i sociologi som valgfrit fag ved det statsvidenskabelige studium før århundredskiftet og som obligato-risk fag i forbindelse med den nye studieplan fra 1912. Den første lærer i faget er docent senere professor Harald Westergaard. Han efterfølges i 1913 af professor Axel Nielsen (1880-1950), der er blevet professor i statsviden-skab to år tidligere. Som grundlag for undervisningen udarbejder Axel Niel-sen et kompendium i sociologi: Grundrids til Forelæsninger over Sociologien 1. udgave 1913. Dette kompendium bliver i næsten uændret skikkelse (6. og sidste udgave i 1943) grundlaget for undervisningen i sociologi ved det stats-videnskabelige fakultet i mere end 40 år. Kompendiet definerer ‘samfund’ og ‘sociologi’ og giver en meget nødtørftig fremstilling af statens sociologi, dens formål, opståen og former. Desuden er der afsnit om ‘familien’, ‘ejendoms-retten’, ‘stænder’ og ‘klasser’. En del af fremstillingen byger på Georg Sim-mel, måske fordi han bl.a. giver sociologien en mere beskeden stilling over for fx nationaløkonomien end man finder hos Comte og Durkheim.

Fire samfundsforskere, der virker på begge sider af arhundredskiftet, fortjener en nærmere omtale. Det er P. Svejstrup, der var cand.theol. og cand.jur., Marcus Rubin, der var cand.polit, Harald Westergaard, der var cand.mag. og cand.polit. og som en kontrast hertil K. Wieth Knudsen, der går i „exil“ ved den tekniske højskole i Trondheim.

I fredssagens, kvindesagens og folkeoplysningens tjenestePoul Svejstrup (1848-1911) bliver cand theol i 1871 og giver sig derefter til at studere kulturhistorie og jura. I 1875 bliver han juridisk kandidat og efter et par år som sagførerfuldmægtig bliver han protokolsekretær i Fol-ketinget. Her er han i 18 år, hvorefter han søger en karriere som birkedom-mer. 1903 – 09 er han medlem af Folketinget for partiet Venstre.

Opfordret af Folketingets formand Christoffer Krabbe redigerer han i årene 1880-86 og 1897 værket „Bestående Forfatningslove I-IV, med Noter

77

om forskellige Landes Forfatninger, Valglove og lovgivende Forsamlingers Forretningsordener“. Desuden udgiver han i 1887 og 1890/92 en Rigsdags-kalender med biografiske oplysninger om rigsdagsmændene.

I de mange år som protokolsekretær deltager han i øvrigt aktivt i folkeo-plysningens, fredssagens og kvindesagens tjeneste. I Studentersamfundets regi skriver han bl.a. en vejledning om oprettelse og drift af brugsforenin-ger. I seks år er han medlem af Dansk Fredsforenings bestyrelse, et år som formand, og deltager i fredskongressen i Paris i 1900.

Han sidder i en årrække i bestyrelsen for Dansk Kvindesamfund og redi-gerer medlemsbladet Kvinden og Samfundet 1887-89. I den sammenhæng gennemfører han med støtte af Carlsbersfondet og Dansk Kvindesamfund en interviewundersøgelse i 1893 af københavnske arbejderskers erhvervs- og kulturforhold. Det er den første større sociologiske arbejdspladsundersø-gelse i Danmark. En del af undersøgelsens resultater og det anvendte spør-geskema er offentliggjort i Poul Svejstrup: Syersker. (1894).

Lidt over 800 syersker bliver udspurgt på deres bopæl, om deres adgang til arbejde, lønningsforhold, arbejdstid og helbred. Besvarelserne, som om-fatter 6-8% af samtlige syersker i København, redegøres der for i publi-kationen. Svejstrup spørger også om syerskernes tilfredshed med arbejdet, deres anvendelse af fritiden og af indkomsten og deres sikring mod sygdom, men disse besvarelser er aldrig blevet offentliggjort. Svejstrups barnebarn Gudrun Svejstrup har forgæves eftersøgt materialet.

Et pionerarbejde for bureaustatistikken m.v.Marcus Rubin (1854-1923) bliver cand.polit i 1875 og straks derefter ansat i Københavns kommune med den opgave for første gang at udarbejde et hefte med statistiske data om København. Det har været et pionerarbejde. „Der forelaa meget faa udenlandske Forbilleder og intetsomhelst ordnet Mate-riale for København, alt maatte samles gennem allehaande trykte og utrykte Beretninger og direkte Henvendelser til Institutionerne. . .(Erindr. p. 69).

Ved forberedelse af folketællingen i 1880 udarbejder han selv de rubrik-ker om boligforholdene og ægteskabsforholdene som giver grundlag for den første boligstatistik, og ægteskabsstatistikken der udarbejdes sammen med Harald Westergaard. Der bliver ‘løjer i pressen’ på grund af de ‘upassende, nærgaaende og unyttige Spørgsmaal’. Men Rubin får besvarelserne i hus, og der bliver god anvendelse for oplysningerne bl.a. i Harald Westergaards disputats fra 1888 og 1900: „Die Lehre von der Mortalität und Morbidität“ og Marcus Rubins og Westergaards næsten samtidigt udgivne „Statistik der Ehen auf Grund der socialen Gliederung der Bevölkerung“, Jena 1890.

78

I 1883 bliver Rubin kontorchef for det af ham selv nyoprettede Statisti-ske Kontor i kommunen. Herfra rykker han i 1895 over i Statens statistiske Bureau (nu Danmarks Statistik), som trænger til en alvorlig reorganisering. Inden for denne periode er han også medlem af Dansk Kvindesamfunds be-styrelse og skriver i 1886 en artikel om kvinders erhvervsforhold (i National Tidende). I 1902 føler han at stillingen ikke byder ham tilstrækkelige ud-fordringer længere og tager derfor imod en stilling som direktør for skatte-departementet for endelig i 1913 at blive direktør for Nationalbanken. Sine sidste år bruger han til at skrive to grundlæggende arbejder om Danmarks historie i første trediedel af det nittende århundrede.

Om dødeligheden fordelt på aldersklasserHarald Westergaard (1853-1936) uddanner sig først som cand.mag i mate-matik og derefter som cand.polit i 1877. Som student er han sammen med Rubin tilknyttet den første arbejderkommission fra 1875. Straks efter sin eksamen i 1877 tager han på en længere rejse til England og Tyskland. Her bliver han stærkt påvirket af den kristelige sociale bevægelse i England og af katedersocialisterne i Tyskland. Efter sin hjemkomst og til sin død er han meget aktiv inden for indre mission og hovedstadens kirkebyggeri.

Westergaard starter i Statsanstalten for Livsforsikring, men får hurtigt en tilknytning til Københavns Universitet. Han bliver docent i 1883 og va-retager undervisningen i sociologi for statsvidenskabelige studerende. Der findes et duplikeret hefte med hans forelæsninger fra ca. 1900. (P. Wolf)

I 1886 udnævnes Westergaard til professor med statistikkens teori som emne. Hans første arbejder kritiserer de summariske opgørelser af dødelig-heden og viser som noget nyt, hvordan man beregner aldersbetingede døde-lighedsmål. Hans hovedværk ‘Statistikkens Theori i Grundrids’ udkommer i Danmark i 1890 men findes som et forarbejde udgivet i Jena 1885. Den bruges som lærebog i faget i et halvt århundrede, og heri ligger hans vigtig-ste indflydelse på samfundsforskningen i disse år.

Han opretter ved universitet et statistisk laboratorium, hvor de studeren-de kan opøves i praktisk anvendelse af statistikken. Som forsikringsmand er han internationalt kendt og anerkendt.

For Malthus mod feminismeBefolkningsstatistikken er et vigtigt grundlag for K.A.Wieth Knudsens disputats fra 1908: „Formerelse og Fremskridt“. Den har undertitlen en økonomisk-demografisk-biologisk syntese med særligt hensyn til nu-

79

tidens erfaringer i Tyskland, Frankrig og Danmark. Wieth Knudsen har som de fleste socialforskere på den tid en statsvidenskabellig uddannelse. Hans stil er polemisk og svulstig, og han undervurderer bestemt ikke selv betydningen af sin indsats. Bogen indeholder en alsidig og detaljeret un-dersøgelse af udviklingen i næringsmidlerne og i befolkningens størrelse i Tyskland og Frankrig, og det er på den tid den eneste seriøse danske un-dersøgelse, der støtter Th. Malthus’ pessimistiske befolkningsteori. Mal-thus påstår, at befolkningens formerelse begrænses af subsistensmidlernes mængde.

Wieth Knudsen undersøger dette for forskellige klasser og befolknings-grupper og hans første og fjerde konklusion har følgende ordlyd:

I. Malthus’ Befolkningslære er i Hovedsagen uangribelig. Indenfor Sociologien forholder vor Demonstration heraf sig til hans – sans comparation – som f.Eks i Astronomien Keplers Love til Koperni-cus’ Verdensbillede.IV. Bortset fra Feminismen er Nutidens kunstigt indskrænkede Frugt-barhed, i Modsætning til den herskende Opfattelse blandt mange Sta-tistikere og Økonomer, ikke et Bevis på Malthus’ Befolkningslæres Fejlagtighed, men tværtimod paa dens Rigtighed.

For samtidens fremskridtstro og udviklingsoptimisme har det ikke været populære konklusioner, og Wieth Knudsen påstår senere, at modstanden mod disputatsen har drevet ham i „videnskabelig Landflygtighed“ til et pro-fessorat i socialøkonomi, finansvidenskab og retslære ved Norges tekniske Højskole i Trondheim13. Der er al grund til at tro, at reaktionen mod ham i højere grad skyldes hans selvpromoverende personlighed.

Socialt interesserede lægers bidrag til sociologisk indsigtAllerede i den foregående periode dukker der flere bidrag op fra socialt interesserede læger. Et vigtigt socialmedicinsk bidrag fra perioden er skre-vet af Th.Sørensen (1839-1914), der starter som praktiserende læge i en arbejderforstad til Hobro. Selvom han politisk er højremand, deltager han

13. se K.A.Wieth Knudsen (1931): Sociologiske Grundlove. København: Store Nordiske Videnskabsbogh.

80

lokalt også i oprettelsen af en sygehjælpsforening, en arbejderforening, en brugsforening, et folkebibliotek og et børneasyl.

I 1878 læser han den første arbejderkommissions betænkning og star-ter på eget initiativ umiddelbart derefter i 1880 to levekårsundersøgelser af 22 købstadarbejderes og 53 markarbejderes vilkår i henholdsvis Hobro og Ålborg og Viborg amter (1880 fotooptryk 1974). Oplysningerne bliver ind-samlet gennem personlige interviews af arbejderne, og dertil indhentes sup-plerende oplysninger hos arbejdsgiverne. Sørensen redegør for familiernes samlede indtægter og udgifternes fordeling på hovedgrupper med særlige oplysninger om børnenes undervisning, forsikring mod sygdom og sikring i alderdommen. I 1882 og 1887 udgiver han en statistik over ulykkestilfælde under arbejde, og i 1884-85 udkommer hans hovedværk om de økonomiske forholds og beskæftigelsens indflydelse på dødeligheden.

Efter vedtagelsen af loven om anerkendte sygekasser bliver han kaldet til det nyoprettede embede som sygekasseinspektør, og herefter har han kun tid til at deltage i kommissionsarbejde ved siden af de daglige opgaver. Un-der kommissionsarbejdet 1885-87 bliver han bekendt med Marcus Rubin og Harald Westergaard og holder derefter en ivrig brevkontakt med dem.

Første lærebog i sociologiDen første dansksprogede lærebog i sociologi skrives i denne periode af Claudius Wilkens (1844-1929). Han bliver magister i filosofi i 1869 med etik som hovedfag. Han forsvarer en erkendelsesteoretisk disputats i 1875 og skriver samtidigt sit store arbejde i tre bind: „Liv, Nydelse, Arbejde“ Wilkens er påvirket af Herbert Spencers udviklingsteori og liberalisme og lægger i øvrigt vægt på, at sociologerne går empirisk til værks. Han begyn-der at undervise som privatdocent ved det filosofiske fakultet i foråret 1876 og søger samme år om at måtte udnytte sin jus docenti til at forelæse ved det statsvidenskabelige fakultet, men møder massiv modstand fra fakultetet. Hans forelæsninger gennemføres alligevel med forholdsvis store tilhørertal i to semestre ved ministeriets afgørelse, men bliver ikke gentaget. Derefter forelæser han alene ved det filosofiske fakultet, men han har så mange tilhø-rere ved forelæsningerne over samfundsvidenskabelige emner, at det giver mening at udsende en lærebog: Samfundslegements Grundlove: Et Grund-rids af Sociologien (1881). Det er den første lærebog i faget.

Bøgerne skaffer ham et docentur ved universitetet i 1883. Det giver ham økonomisk baggrund for at skrive men nu fortrinsvis om psykologiske og æstetiske emner, som kan kvalificere ham som filosof, og det skaffer ham endeligt i 1897 et ekstraordinært professorat i filosofi og sociologi, lige-

81

som der allerede i 1895 til magisterkonferens i filosofi bliver stillet krav om kendskab til sociologi og nationaløkonomi. Han søger stilling som do-cent ved det statsvidenskabelige studium i 1893, men der foretrækker man Harald Westergaard blandt ansøgerne. Wilkens fortsætter sine sociologiske studier i bogen: Det produktive samfund (1904). Men skriver iøvrigt mest lærebøger til undervisningen i filosofi. Han når den høje alder af 80 år, og er i en årrække aktiv inden for Studentersamfundet og for oprettelse af Fol-keuniversitetet.

SAMFUNDSFORSKERES BIDRAG MELLEM 1920 OG 1935

Træk af samfundsudviklingen i mellemkrigstidenDen første periode i 1920’erne er præget af krigens efterdønninger med stor ustabilitet i økonomien og usikkerhed om den politiske udvikling (revolu-tionære strømninger i Tyskland og socialdemokratiets vækst i Danmark). Genforeningen med den dansktalende og dansksindede del af Slesvig retter op på nederlagsstemningen fra 1864.

Befolkningen vokser gennem perioden fra 2,9 millioner til 3,7 millio-ner i 1935. Fødselstallet er dalende og når efterhånden så lavt et niveau: 19 pr 1000, at det vækker bekymring og giver anledning til nedsættelse af befolkningskommissionen i 1935. Men da også dødeligheden er fal-dende og netto-udvandringen er ubetydelig, er resultatet, at folketallet vokser. Størstedelen af fødslerne foregår stadig i familien, men familie-mønsteret ændres efterhånden som også de gifte kvinder bliver på ar-bejdsmarkedet. Ligestillingen af kvinden i ægteskabet understreges ved de nye ægteskabslove af 1925, men kampen for ligestilling er ikke slut dermed.

Verdenskrigen 1914-18 betyder både for erhvervene og husholdninger-ne også et teknologisk spring, der opleves som fremskridt. Udviklingen går i retning af større mekanisering af produktionen i landbrug og industri, ud-bygning af transport og kommunikationsmulighederne, ligesom boligerne får en langt højere teknisk standard.

Landbruget er landets dominerende erhverv i den økonomiske vækst i 1920’erne helt frem til 1931. Landbrugspriserne falder, men det gør også priserne på foderstoffer. Finansieringsmulighederne er gode, bl.a. fordi bankkriserne fører til, at indlånsmidlerne flyttes til sparekasserne. Landbru-get kan derved holde et højere investeringsniveau end byerhvervene og det når op på en realvækst på omkring 6%.

82

Industrivirksomhederne går det mindre godt, den reale vækst når ikke højere end godt 2% om året14. bl.a. fordi regeringen får den ide at revaluere kronen til guldparitet. Men håndværket klarer sig. Boligbyggeriet fortsætter bl.a. fordi det er undtaget fra regeringens liberalistiske politik, og vejbyg-geriet tiltager bl.a. på grund af den voksende bilisme.

Det internationale børskrak i 1929 får virkning i Danmark fra 1932 med stor arbejdsløshed i byerne og tvangsauktioner på landet. Det fører til en statlig reguleringspolitik, der fortsætter frem til 1950’erne.

Politisk sikres kvinderne valgret til tingene ved grundlovsændringen i 1915 og parlamentarismen befæstes i årene efter første verdenskrig. Der er betydelig uro på arbejdsmarkedet, og det fører til nedsættelse af den anden arbejderkommission i 1925.

Det er interessant at følge, hvordan der gennem denne periode bliver en voksende interesse og forståelse for sociale spørgsmål. Statistisk Bu-reau (nu Danmarks Statistik) får allerede i 1895 udvidet sit arbejdsområde til også at omfatte „livsvilkårene i de forskellige samfundslag, derunder ernærings og forbrugsforhold“. Særlig genstand for behandling er arbej-derforholdene på deres forskellige områder, formue- og indtægtsforhol-dene samt arbejderforsikringen. En lang række love om sociale forhold gennemføres i tyverne, og disse arbejder kulminerer med K.K.Steinckes forslag til en socialreform, der forelægges i 1930 og gennemøres i løbet af tre år.

Bureaustatistikken udbygges markantDet statistiske Departement gennemfører folketællinger i 1921, 1925 og 1930 og erhvervstællinger i 1925 og 1935 i en udvidet form i forhold til Industri og håndværkstællingerne op til verdenskrigen 1914-18. Tabelvær-kerne indeholder interessante metodeafsnit, efterhånden som statistikerne bliver dygtigere og mere fejlbevidste. Der lægges stor vægt på, at talma-terialerne får en sådan karakter, at der er mulighed for at sammenligne oplysningerne over tid. Kvindernes deltagelse i erhvervene lykkes det dog ikke at beskrive tilfredsstillende. Der er stor usikkerhed om afgrænsningen af hjemmearbejdende mødre, medhjælpende hustruer og døtre samt husas-sistenter. Sidstnævnte gruppe vokser fra 1915 med ca 100.000 til 230.000 i 1935.

14. jfr Hansen, Sv.Aa. (1972-74): Økonomisk vækst i Danmark I-II København: G.E.C.Gad.

83

Løbende sker der en udbygning af befolkningsstatistikken, af statistik-kerne om arbejdslønninger og arbejdsforhold og især af handelsstatistikken og andre økonomiske statistikker til støtte for den begyndende interventio-nistiske politik i slutningen af perioden.

Generelt set bliver de tidligere ad hoc undersøgelser i denne periode afløst af tilbagevendende tællinger, hvorved forløbsanalyser lettere kan gen-nemføres. Men analysen af de publicerede materialer overlades i voksende omfang til forskere uden for det statistiske departement og til de instanser, der ønsker at bruge de indsamlede data.

Departementets prioritering af indsamlingsopgaver synes i nogen grad at være bestemt af befolkningsgruppens eller problemets omfang. Under første verdenskrig når handels og kontormedhjælpere og andre funktionæ-rer et sådant antal, at Departementet spenderer en undersøgelse på deres forhold. Der ansættes ca 500 tællere til at gå fra forretning til forretning og aflevere spørgeskemaer til principaler og funktionærer. Besvarelserne indeholder oplysning om løn og arbejdstid, samt alder, uddannelse, forsik-ringsforhold, opsigelsesfrister samt faderens stilling.

I 1927 og 1934 hvor antallet af arbejdsløse kommer op på næsten en femtedel af arbejdsstyrken, gennemfører Statistisk Departement (Danmarks Statistik) undersøgelser af de arbejdsløses forhold. Spørgeskemaer til de ar-bejdsløse (i 1934 også til de beskæftigede) uddeles gennem arbejdsløsheds-kasserne, og fire femtedele af modtagerne besvarer og returnerer. Under-søgelserne oplyser om de arbejdsløse fordelt efter køn, alder, ægteskabelig stilling, bopæl, arten af understøttelse og understøttelsesperiodens længde.

Ved siden af bureaustatistikken leveres der fra Landbrugsøkonomisk Driftsbureau kvalificerede bidrag om de enkelte landbrugsbedrifters avls-forhold, arbejdsforhold og økonomi.

Socialøkonomiske bidrag af sociologisk interesseI 1921 beslutter man i Indenrigsministeriet (senere Socialministeriet) at oprette en stilling som statsvidenskabelig konsulent for ministeriet. De tre første personer, der kommer til at bestride denne stilling har på afgørende måde både præget den sociologiske forståelse af samfundet og givet udred-nings og forskningsbidrag, der på væsentlige punkter har dannet grundlag for den praktiske politik.

Det er Frederik Zeuthen og Jørgen Dich, der begge senere bliver pro-fessorer i socialpolitik samt Henning Friis, der senere i 1958 udnævnes til Socialforskningsinstituttets første direktør. De to sidstnævnte har deres ho-vedvirke i den følgende periode.

84

Socialvidenskab og socialpolitikFrederik Zeuthen (1888-1958) er cand.polit og bliver den første der får stillingen som statsvidenskabelig kandidat der rådgiver Socialministeriet. Zeuthen har kvalificeret sig til stillingen ved bl.a. allerede i 1915 at udgive en undersøgelse af de personer, der i årene 1905-14 har fået tilkendt erstat-ning for mindst 50% invaliditet. Oplysningerne indsamledes gennem spør-geskemaer til arbejdsgiverne og de ulykkesramte suppleret med materiale fra de berørte offentlige institutioner. Formålet var at belyse virkningerne af ulykkesforsikringsloven af 1898.

Zeuthen bliver medlem af den anden store arbejderkommission i 1925 og kommer ved sine undersøgelser for kommissionen til at øve væsentlig indflydelse på dens resultater. Han bliver iøvrigt korrespon-derende med-lem af det engelske Fabian Society. Han skriver en disputats om den økono-miske fordeling. Den dokumenterer indsigt i klassisk økonomisk teori men viser også, at en væsentlig del af den ulige fordeling i samfundet ikke lader sig forklare af de økonomiske modeller. Disputatsen skaffer ham et profes-sorat i socialpolitik i 1930. Her skriver han en lærebog i Socialpolitik i to bind, som kommer til at forme dette fags indhold. Af sociologisk interesse er også hans bog om økonomisk teori og metode (1942), som Ranulf forhol-der sig kritisk til i sin socialvidenskabelige metodelære.

Samfundsforskning på KU i tværfagligt institutPå Københavns Universitet oprettes i 1927 et institut for historie og sam-fundsøkonomi15 på initiativ af udenrigsminister P. Munch (1870-1948), der også bestrider posten som formand for instituttet gennem 21 år til sin død. Instituttet er bemærkelsesværdigt, fordi man der forsøger at institutionali-sere et tværfagligt samarbejde i første række mellem historikere og øko-nomer. Erik Arup præsenterer det nye institut i en kronik i Politiken (dec. 1927) hans forbillede er de naturvidenskabelige institutter, hvor mødet med empirien er prøven på det videnskabelige arbejde. Anderledes med histo-rien: „At en historiker stadig fastholder og fremsætter forældede og urigtige forklaringer af fortidens begivenheder, . . .skaffer ham som regel endnu større anseelse og ære som en idealistisk anlagt personlighed, der selv i høj alderdom trods alle afgørende modbeviser holder fast ved og atter fremsæt-

15. se Glamann, Kristof (1976): Historie, økonomi og statistik’ i Linier i dansk historieskrivning i nyere tid (ca 1890-1950) København: Den danske historiske forening.

85

ter sin ungdoms formeninger om fortiden, der stadig synes ham eviggyldige sandheder. Dette er hovedgrunden til, at aandsvidenskabelig forskning staar saa langt tilbage for forstandsvidenskabelig. Vi har ikke naturens knyttede næve lige i synet, hver gang vi siger noget urigtigt“.

April 1927 starter instituttets kvartalskrift Økonomi og Politik, som sta-dig udkommer. På instituttet organiserer man sig med en historisk og en økonomisk afdeling, hvad der selvfølgelig ikke fremmer den ellers tilstræb-te faglige integration. Men en række studier af danske arbejdskonflikter og af de senere års konjunktursvingninger igangsættes. Desuden udføres der en række bestillingsarbejder til firma- og institutionsjubilæer.

Blandt studierne af forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere i Danmark i tiden efter 1864 kommer først Engelstoft, P. & Jensen, Hans (red. 1931): Bidrag til Arbejderklassens og Arbejderspørgsmålets Historie i Danmark fra 1864 til 1900. Hovedværkerne er Georg Nørregaard (1943): Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri 1857-1899 og Georg Bruun (1938): Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900.

Konjunkturstudierne kan vanskeligt gennemføres uden en institutind-sats, fordi kildematerialet om priser og lønninger tilbage i tiden er vans-keligt tilgængelige. Jørgen Pedersens disputats: Arbejdslønnen i Danmark 1850 til 1913 er i den henseende et banebrydende arbejde. Han opsporer pris- og lønoplysninger i gods- og firmaarkiver og dagbladsannoncer og lykkes med at tilvejebringe nogenlunde gyldige data. Men på instituttet bli-ver man klar over, at skal der tilvejebringes en bæredygtig historisk pris-og lønstatistik, forudsætter det en løbende arkivindsats.

Kun få skrifter af sociologisk relevans er udgivet om landbruget, som i denne periode stadigt er landets vigtigste erhverv. Bemærkes må Hans Jen-sens: Dansk Jordpolitik 1757-1919 I-II (1936 og 45) udgivet af ovennævnte institut. K. Hansen starter redigeringen af en landbrugshistorie i 1934 og redaktør af Andelsbladet Aage Axelsen Drejer skriver en læseværdig bog om andelsbevægelsen. Det er en historisk og beskrivende fremstilling med forfatterens indsigtsfulde kommentarer.

Småskrifter om sociologiI 1931 udgiver Wieth Knudsen en række forelæsninger over det han kalder Sociologiens Grundlove. Heri gennemgåes økonomiske produktionsmå-der, produktionsfaktorer, økonomiske grundlove, biologiske grundlove etc. Love bruges her i betydningen regelmæssigheder, og det er mere en økono-misk end en sociologisk bog.

86

Nationaløkonomisk Tidskrift giver stadig plads for enkelte sociologiske bidrag. Således skriver økonomi-professor L.V. Birck (1871-1933) i 1931 en længere artikel: Sociologi i en Nøddeskal. De menneskelige Grupppe-ringer.

Desuden er der i trediverne mindre grupper af marxistisk orienterede socialøkonomer heriblandt Isi Grünbaum (1908-89), som producerer so-ciologisk interessante arbejder. Bedst kendt blandt er cand.polit. Helge Andersen (1914-), der også var med til at oprette den første afdeling af Gallupinstituttet i Danmark. Hans bog: Hvem ejer Danmark (1939), om forbundne bestyrelser i dansk erhvervsliv følger op på Enevold Sørensens artikel fra Socialøkonomisk Festskrift. Den er kommet i flere ajourførte udgaver, sidst i 1985. I ti år har han ansvaret for Danmarks Radios lyt-terundersøgelser.

Filosofiske diskussioner om sociologiDen mest kendte filosof fra denne periode er Harald Høffding (1843-1931). Hans bidrag til psykologien og etikken skaber ham international anerken-delse. Hans Psykologi paa Grundlag af Erfaring (1882) udkommer i fle-re udgaver og oversættes til tysk, fransk og engelsk. Den tyske sociolog Ferdinand Tönnies (1855-1936) er en af hans venner, og Høffding holder bl.a. foredrag i Sociological Society, London og i Cambridge om forholdet mellem etik og sociologi. Han skriver om Comte i sin filosofihistorie og anmelder Durkheims ‘Les formes élémentaires de la vie religieuse’, (1914). Så han er velorienteret om datidens sociologi. Men han har såvidt man kan se det ikke selv ydet større faglige bidrag til sociologien. Når han er nævnt her, er det fordi han har været af stor betydning for fagets udvikling ved sin kritiske holdning til C.N. Starcke, og til sociologiske bidrag præget af Durkheims (1858-1917) sociologiske skole. Det ses bl.a. af hans foredrag Sociologi og Filosofi, som er holdt ved det første møde i det nystartede sels-kab for psykologi og filosofi december 192616. Han stiller her det spørgs-mål, som også Auguste Comte rejser, om sociologien efterhånden vil kunne optage i sig alt, hvad man nu kalder filosofi. De fleste af medarbejderne ved

16. Høffdings foredrag ‘Sociologi og Filosofi’ er trykt i tidskriftet Tilskueren februar 1927 p. 100-107 og kommenteret af Mogens Blegvad i artiklen ‘„Sociology and Philosophy“ – some reflections occasioned by the paper presented by Harald Høffding at the first meting of the Society for Philosophy and Psychology’ i Danish Yearbook of Philosophy vol 13 Copenhagen: Munksgaard 1976.

87

George Dumas ‘Traité de Psychologie’ (1923-24) hævder, at sociologien vil sejre. „Lad os da undersøge, om der er Udsigt til, at dette sociologiske Program vil kunne gennemføres“ og så kan man næsten gætte sig til resten.

1. „Den sociologiske Skole. . . betragter egentlig Videnskab blot som et socialt Produkt“. „Men . . . Oprindelsesmåde begrunder ikke Gyldighed. Kategoriernes genetiske Psykologi (det er egentlig det, Sociologerne giver os) afgør ikke deres erkendelsesteoretiske Betydning.“

2. Comte har strøget psykologien fra sin liste over de vigtigste videns-kaber. Men sociologien bygger faktisk på psykologiske love. Lévy-Bruhls antagelse om primitive folks participations logik er kun et eksempel på en almen psykologisk lov om partiel anerkendelse.

3. Den franske skole lægger for ringe vægt på den enkeltes indsats og forskellen mellem individerne. „Dog indrømmer Blondel, at der må skel-nes mellem [på den ene side] den store Mængde, hos hvem ‘det kollektive imperativ’ uvilkårlig kommer til at råde og [på den anden side] ‘Eliten’ og ‘de Genstridige’. Men hvorledes skelne Mængden fra Eliten og de Gen-stridige?. . . Ved enhver ny Tanke, der dukker op, stilles disse Spørgsmål paany. . . . Det Spørgsmaal, om Sokrates hørte til Eliten eller de Genstridige, afgjorde de atheniensiske Dommere ved Stemmeflerhed. . . . Durkheim har følt den Vanskelighed, vi her har et Eksempel på. Han indrømmer, at Sokra-tes gik forud for sin Tid, men saaledes, at han netop gav Udtryk for, hvad Tiden trængte til. . . . Filosofien begynder stedse som individuel Tænken. . . . Saaledes gaar det ogsaa med den sociologiske Tænken. Uden fremra-gende Personligheder som Durkheim og Levy Bruhl (foruden hvilke Tyske-ren Ferdinand Tønnies maa nævnes) vilde den sociologiske Synsmaade ikke være kommen til at spille den Rolle i Nutidens Diskussioner, som den gør.“

Den primitive familie i kritisk lysMagister i filosofi C.N. Starcke (1858-1926) skriver i 1883 disputats om Feuerbach. Fem år senere slår han sit navn fast med en bog om den primi-tive familie, hvor han bl.a. kritiserer Lewis Henry Morgans udviklingsteorier (som bl.a. inspirerede Marx og Engels) og hans og andres begreber om mo-derret. Den udkommer i 1888 på tysk og året efter i en engelsk og fransk ud-gave, og er genoptrykt efter anden verdenskrig i den engelske udgave med et langt perspektiverende forord af den engelske antropolog Rodney Needham.

Starcke bliver i en høj alder ansat som professor i filosofi ved Køben-havns Universitet, men han er bedst kendt i Danmark som frisindet sko-lemand, stifter af grundskylds-partiet ‘Retsforbundet’ og forkæmper for Georgismen.

88

To gange søger Starcke et professorat i filosofi og begge gange stemmer Høffding imod. „Dr. Starcke var efter min Opfattelse i sin Tid kommen ind paa forhastet Produktion, hvor Ordstrømmen skjulte over Mangel paa skarp Opfattelse af Problemerne. Senere havde han paa Grund af Skolevirksom-hed og politisk Arbejde maattet lægge Filosofien paa Hylden“. Anden gang var der konkurrence som Starcke dog vandt. „Dagen efter Konkurrencen skrev jeg til (prof. i psykologi) Alfred Lehmann, der havde stemt for Starcke, og bad ham indstændigt bruge sit personlige Forhold til Starcke til at faa ham fra at udgive nogetsonhelst foreløbig. Lehmann svarede, at han alle-rede havde foreholdt Starcke, at han maatte underkaste sig strengt Arbejde, hvis han skulle gøre Fyldest, især hvad Øvelser med ældre Studenter angaar. Desuden havde han faaet ham fra at udgive ‘det skriftlige Arbejde (ved Kon-kurrencen), som alle mente, han var kommen meget uheldig fra’. Det viste sig desværre, at denne Advarsel ikke hjalp.“ Starckes produktion er iøvrigt omfattende. To bøger udsendes posthumt af sønnen Viggo Starcke i en dansk og engelsk udgave. Den ene Lovene om Samfundsudviklingen og de sociale Idealer (1927) bidrager med en gennemgang af centrale europæiske socio-logers arbejder om emnet. Starcke er med blandt grundlæggerne af l’Institut Internationale de Sociologie i Paris og er dets vice-præsident ved sin død.

Danske sociologiske bidrag af Durkheims skoleDer bliver ikke udnævnt en ny professor i sociologi da Wilkens går af i 1918. Men der er fortsat en interesse for sociologien, og i 1923 og 24 bliver henholdsvis økonom cand.polit. Joseph Davidsohn (1894-1943) og magi-ster i filosofi Svend Ranulf (1894-1953) dr.phil. på disputatser om socio-logiske emner. Doktorgraden giver dem en ret til ulønnet at undervise ved universitetet som „privatdocent“, og det benytter de begge sig af.

Davidsohns hovedværk er disputatsen: Om Betingelserne og de nærme-ste Opgaver for en eksakt Sociologi’, hvis ideer han viderefører i den lille bog: Almindelig Sociologi: Kulturens Form og Bygning (1928) (Høffding opponerer ved disputatsen den 5 april 1923). Disputatsen er et originalt teoretisk arbejde, men det skrives på dansk og er stort set ukendt uden for danske filosoffers og sociologers kreds bortset fra Ranulfs positive omtale deraf i sin Socialvidenskabelig Metodelære fra 1946. Davidsohn mener at kunne sikre sig eksakte resultater ved ikke at beskæftige sig med sociale dannelser som helheder men kun at studere de „modi (måder), hvoraf de bestaar“. Vigtige elementer i hans sociologiske program bliver folks hand-lemåder og tænkemåder, som de indgår og forholder sig til hinanden i de sociale grupperinger.

89

Svend Ranulfs disputats ‘Der eleatische Satz vom Widerspruch’ (1924) analyserer ræsonnementerne i syv af Platons tidlige dialoger. Han forsøger der at vise, at her er en form for før-aristotelisk logik, som svarer til Lévy-Bruhls mellemform mellem primitive folks bevidsthedsformer og moderne samfunds logik. Ranulf bliver stærkt angrebet af datidens ledende klas-siske filologer, og skaber sig modstandere i Carlsbergfonden. Det er på den tid stort set den eneste finansieringskilde for teoretisk videnskabeligt arbejde og det er derfor en alvorlig sag for en forsker at blive sortlistet af denne fond.

I faglige artikler understreger han betydningen af, at der skaffes betyde-lige midler til den sociologiske forskning. Sociologiens udvikling forudsæt-ter anvendelse af naturvidenskabelige metoder i undersøgelserne og kan derfor efter Ranulf mening kun gennemføres, hvis der stilles betydelige res-sourcer til rådighed, som det ses hos naturvidenskaberne. Det lykkes ham dog at få publiceret en større bog om Gudernes misundelse og straffens oprindelse i Athen (1930). Den udkommer tre år senere på engelsk og nu udvidet til tre bind.

SAMFUNDSFORSKERNES BIDRAG FRA KRISTETID TIL EFTERKRIGSTID

Træk af samfundets udvikling i de tre femår 1935 – 50Den sidste periode i denne fremstilling af forløberne for sociologi i Dan-mark omfatter kun ca 15 år, og den deler sig naturligt i årene før anden ver-denskrig, besættelsestiden og efterkrigstiden. I modsætning til tiden under første verdenskrig, hvor intervention fra statens side var en ny og debatteret foreteelse, er det statslige system bedre i stand til at håndtere de sociale problemer, der viser sig i Danmark under anden verdenskrig. Til gengæld er de politiske problemer så meget større på grund af besættelsen.

I perioden indtil besættelsestiden, hvor folketallet vokser langsomt, praktiseres i Danmark en befolkningspolitik til lettelse af forholdene for forældre med børn. Men så sker der af andre grunde en markant stigning i antallet af fødsler frem til det første efterkrigsår, hvorefter fødselstallet falder igen. Det skaber en øget interesse omkring familiens forhold og be-tydning.

Som følge af nazisternes forfølgelse af politiske modstandere, jøder og andre minoriteter i de besatte lande kommer der til Danmark i trediverne et større antal flygtninge (ca 15.000), end man før har oplevet. Under krigen flygter danskere til Sverige og efter krigen vender de fleste tilbage igen.

90

Samtidigt opstår der nye flygtningeproblemer med østtyskere, der er flygtet til Danmark og her opsamlet i store lejre indtil hjemsendelsen i 1949. Men derefter begynder der at komme nye flygtninge og indvandrere, som specielt i hovedstaden begynder at sætte sit præg på befolkningens sammensætning.

Den økonomiske politik i tredivernes sidste del går ud på at sikre hjem-memarkedet for dansk industri og håndværk, samt for landbruget at afbøde og fordele virkningerne af den øgede internationale konkurrence. Det fører langsomt til en stigning i beskæftigelsen, som også fremmes gennem store offentlige anlægsarbejder som fx bygning af Lillebæltsbroen og tørlægning og opdyrkning af vådområder o.l. Interventionspolitikken gennemføres i et samarbejde mellem det offentlige og de store erhversorganisationer som De samvirkende fagforbund, Arbejdsgiverforeningen og Landbrugsrådet, der derved bliver betydende magtfaktorer. Men det giver også en styrkelse af staten, der nu ser sig i stand til at gribe ind overfor monopol dannelser (prisaftaleloven i 1937).

Landbruget som helhed har vanskelige kår i 1930’erne. Under besæt-telsen indtjenes der store penge ved landbrugseksporten til Tyskland og ved arbejder for tyskernes befæstning af landet. Efter krigen vender billedet igen. Landbruget er stadig et vigtigt eksporterhverv, men kun en mindre del af befolkningen får deres udkomme i landbrugsbedrifterne.

Dansk industri udvikles sidst i trediverne i ly af importrestriktionerne. Under krigen betyder manglen på råvarer og bortfaldet af vigtige eksport-markeder at industriproduktionen kun kan holdes på ca 85% af førkrigsni-veauet, og samtidig nedslides produktionsapparatet. Efter krigen starter en genopbygning og en hårdt tiltrængt rationalisering af produktionen.

De statistiske bureauer i interventionsøkonomiens tjenesteVed siden af Det statistiske Departement (Danmarks Statistik) og Køben-havns Kommunes statistiske Kontor opstår der i denne periode en række statistiske bureauer i de større byer. Bureauernes udvikling og nyoprettelse kan ses som et svar på de politiske og administrative myndigheders behov for et sikrere grundlag for deres vurdering af udviklingen og deres interven-tioner (indgreb i udviklingen).

Det statistiske Departements publikationer bliver orienterede i retning af det økonomiske liv og bliver af en langt bedre kvalitet end det tidligere har været muligt, bl.a. fordi de mange reguleringer medfører en produktion af data, der kan indgå i publikationerne. Forbedringen af de økonomiske data medfører også, at det i årene efter krigen bliver muligt at opstille et natio-

91

nalregnskab, der er et vigtigt redskab i økonomiske og sociale analyser af det danske samfund.

En individorienteret befolkningsstatistikDen sociologisk set vigtigste publikation fra Danmarks Statistik har fået titlen Befolkningens Bevægelser. Den starter i 1932-33, og her registreres år for år og særskilt for de forskellige dele af landet fødselstal, dødstal, ind-vandring og udvandring fordelt på aldersklasser. Det er muligt at uddrage oplysninger om familierne ved at gøre forskellige antagelser. Men statistik-ken er i høj grad individorienteret. Det kan godt undre en, når man tænker på at denne serie er startet i trediverne, hvor man var bekymret for udviklin-gen i folketallet. Serien er blæst for oplysning om de illegale aborter, her må man gå til Mødrehjælpens årsberetninger for en orientering.

Historiske beskrivelser af samfundsudviklingenDet tidligere omtalte Institut for Historie og Samfundsøkonomi fortsætter i løbet af trediverne og fyrrerne med udarbejdelse af vægtige arbejder om arbejdsforhold i dansk håndværk og industri og om fagbevægelsens udvik-ling (Bruun 1943) I nær tilknytning til instituttet udkommer økonomisk historiske arbejder om dansk jordpolitik (Jensen 1945) om fattigvæsenet i det 19. århundrede og ikke at forglemme om det danske hovederhverv landbrug (Skruppeltrang 1940 f.), håndværk (Henningsen 1944) og industri (Willerslev 1952). Desuden starter man sidst i trediverne et arbejde med at indsamle prisoplysninger for hele perioden 1660-1800 tildels inspireret af Jørgen Pedersens studier over det 19. århundredes pris og lønudvikling. Men en hovedinspirator er den engelske økonom og politiker Sir William Beveridge (Glamann 1976). Initiativet tages af historikeren Albert Olsen og statistikeren H.C1. Nybølle uden medvirken af Axel Nielsen, der har dyrket prishistorie, og som skulle være selvskrevet dertil. Arbejdet viser sig større end ventet. Men i 1958, hvor dette tværfaglige institut nedlægges, kan den store stab af medarbejdere præsentere første bind af værket.

Socialøkonomerne og interventionspolitikkenSocialøkonomerne kommer i denne periode til at spille en helt afgørende rolle i det nye reguleringssamfund, og talrige undersøgelser der også har sociologisk interesse ser dagens lys.

92

Det er vanskeligt at sammenfatte hele denne forskning. Z skriver sine banebrydende bøger om socialpolitik og sociallovgivning samt om arbejds-løn og arbejdsløshed. Jørgen S. Dich (1901-75) afløser Zeuthen som stats-videnskabelig konsulent i 1930 ved Zeuthens udnævnelse til professor ved Københavns Universitet. Jørgen Dichs første opgave består i sammen med socialminister K.K. Steincke at afslutte arbejdet med forberedelsen af so-cialreformen. Derefter foreslår han, inspireret af ægteparret Myrdals bog Krise i Befolkningsspørgsmålet (1935), at der nedsættes en befolknings-kommission med ham som ledende sekretær. Det bliver til tre betænkninger. I 1939 skriver han en bog, som stadig er læseværdig om arbejdsløshedspro-blemet i Danmark. Dich efterfølges af Henning Friis (1911 -) i samme stil-ling og dermed har man fået en imperiebygger inden for socialforskningen. Friis’s kongstanke er samling af socialforskningen i et stort statsligt institut. Dette institut skal levere relevant viden til den socialpolitiske debat, som han forestiller sig finder et centrum i Socialpolitisk Forening og de social-politiske sommermøder på Hindsgavl. Instituttet skal endvidere levere data og lærebøger til Den sociale Højskole, hvor uddannelsen til den sociale sektor søges samlet. Det hele skal udvikles i samarbejde med Københavns Universitets statsvidenskabelige fakultet og det økonomiske fakultet ved det nye Aarhus Universitet, men samarbejdet forløber ikke helt så let, som Henning Friis tænker sig17. Et interessant og vellykket initiativ er invita-tionen af C.Wright Mills til København 1957. Han knyttes af Franz From til Psykologisk Laboratorium på Københavns Universitet og holder fore-læsninger for de studerende. Samtidigt skriver Mills sin inspirerende The Sociological Imagination og diskuterer på initiativ af Henning Friis hvert kapitel med en lille kreds af danske sociologer, der er bekymrede for den eensidige udvikling af den naive positivistiske sociologi ved Københavns Universitet i disse år18.

En sociologisk relevant kvindeforskningUndersøgelser af kvinders forhold i Danmark dukker også op i større tal fra socialøkonomernes lejr. Vera Skalts (1904-) grundlægger den første

17. jfr bogens senere kapitler.18. Wright Mills takker i forordet for „penetrating criticism and kind suggestions“ fra Henning Friis, Torben Agersnap, Bent Rold Andersen, Bror V. Elberling, P.H. Kühl, Kirsten Rudfeld, Knud Erik Svendsen og Poul Vidriksen.

93

mødrehjælp i København i 1934 og bliver dens direktør i 42 år. Den får senere filialer ud over landet. I denne institution samles et betydeligt mate-riale om enlige kvinders og familiens forhold i Danmark. Kirsten Gloerfelt Tarp (1889-1977) redigerer en bog om kvindens stilling i Danmark. Frem-stillingerne suppleres af socialmedicinske undersøgelser af af læger som Teit Kern, Jørgen Andersen og Kirsten Auken.

Under sin ansættelse som reservelæge på Aarhus Kommunehospital me-dicinske afdeling for kvinder begynder Kirsten Auken (1913-68) at udspør-ge patienterne om deres seksualliv. Det var dristigt på den tid, selvom hun kun spørger gifte kvinder. Og hun søger først statistisk sociologisk assi-stance efter afslutning af materialets indsamling. Det er medvirkende til, at hun får et statistisk set ret dårligt materiale. Hun bliver nemlig dristigere og dristigere i sin udspørgning og får et stadigt mere fuldstændigt billede af den enkelte patients seksualliv. Men kun de første ret sløje spørgsmål går igen for alle patienter.

Efter besættelsen får professor i hygiejne Poul Bonnevie (1907-) den ide, at der skal gennemføres en undersøgelse af tre-skifts-arbejdets indfly-delse på arbejdernes helbred. Han sammensætter et team bestående af en sociallæge Jørgen Andersen (helbredsskader), en psykolog Poul Vidriksen (forstyrrelser af familien) og en psykiater Gudmund Magnussen (1908-) (søvnforstyrrelser). Alle deltager i undersøgelsens tilrette-læggelse og i in-dsamling af de mange oplysninger. Men Vidriksen og Magnussen får sn-art andre tunge opgaver at arbejde med, og skriver sig derfor hurtigt ud af undersøgelsen. Jørgen E. Andersen (1912-83) publicerer undersøgelsens hovedresultater og gennemfører en opfølgende undersøgelse i Socialforsk-ningsinstituttets regi.

Det viser sig hurtigt, at der er det problem med tre-skifts-arbejde, at virkningerne først viser sig på længere sigt, og ikke alle tåler arbejdet lige godt. De der ikke tåler det trækker sig hvis det er muligt fra arbejdspladsen, og tilbage bliver en arbejdergruppe af ‘de stærke’. Jørgen Andersen tilret-telægger derfor sin del af projektet som en tilbageskuende (retrospektiv) forløbsundersøgelse, hvor det i første etape dog kun lykkes at få kontakt med dem, der er blevet på arbejdspladsen.

Det interessanteste resultat er måske, at oplevelsen af at være syg er bestemt af arbejdsmiljøet. Første gang JEA spørger, ‘hvornår du sidst har haft afføring’ og arbejderen svarer ‘for 8 dage siden’ udbryder JEA spontant ‘ja men så er du jo syg’ da svarer arbejderen ‘nej, sådan har vi det jo alle i nat-ugen’.

De tyske soldaters fraternisering med en del af den kvindelige dans-ke befolkning endte med graviditeter og børnefødsler. Hvordan gik det

94

disse kvinder og børn efter krigen. Det har (social)læge Grethe Hart-mann søgt at give svar på i sin afhandling: The girls they left behind. Det er en beskrivende statistisk undersøgelse af den population af piger, som blev gravid med en af besættelsesmagtens soldater. Senere skriver hun om boliger og bordeller i København gennem en længere periode. Udgangspunkt er politiets registreringer, og analysen følger en tilpasset demografisk metode.

Durkheimlinien fortsætter hos filosoffernePå den filosofiske front indtil krigen er Davidsohn og Ranulf begge for-kæmpere for den sociologiske tradition, der er udviklet i Frankrig under Emile Durkheim og hans elev økonomen Francois Simiand (1873-1935)19. Videnskaben skal baseres på erfaringsdata, og den naturvidenskabelige me-tode anses for den eneste metode til tilvejebringelse af data. Men Davidsohn når aldrig at demonstrere sit empiriske begrebsapparat på et datamateriale, bortset fra en lille bog om participationsstudier fra 1931. Beskæftigelses-mulighederne inden for filosofifaget er fortsat dårlig, så han lever som skat-teinspektør. Da jødeforfølgelserne begynder under besættelsen, tager han sit liv.

Ranulf vælger i trediverne at satse på såvel en sociologisk som en filoso-fisk karriere og skriver derfor på historiske materialer om folks moral i dens sociale sammenhæng. Det bliver til to bøger, der udkommer på engelsk The Jealousy of the Gods and the Origin of Penal Law in Athens (1933-34) og Moral Indignation and Middle Class Psychology 1938. Den sidste genud-sendes i 1964 i USA.

I Danmark er den senere professor i filosofi Jørgen Jørgensen (1894-1969) eksponent for samme videnskabsteoretiske opfattelse. Han er med-lem af den enhedsvidenskabelige kreds af logiske empiricister, den såkaldte Wienerskole.

Hans lærebog: Indledning til Logikken og Metodelæren (1942), har i en årrække været obligatorisk lærebog for hans studerende til filosofikum, og har som sådan øvet en betydelig indflydelse også på de studerende i socio-logi. Selvom han siger ved oppositionen mod Chr. Pedersens disputats, at „sociologi er et område, som ligger mig ret fjernt“ har han – i modsætning

19. (1912): La méthode positive en science économique. Paris: Alcan og (1932): Le salaire. l’évolution sociale et la monnaie.

95

til Høffding, der i praksis er kommet til at hæmme fagets udvikling – været blandt sociologiens frontkæmperne. Ved oppositionen siger han fx i et læn-gere indlæg om sociologi bl.a. „det er en højst beklagelig og følelig mangel ved vort universitet, at der endnu ikke findes et professorat til varetagelse af den sociologiske forskning . . . man maa huske, at sociologien ikke alene har filosofisk interesse, men tillige er en vigtig hjælpevidenskab for natio-naløkonomi, historie, etnografi, sprog og religionsvidenskab . . . Naar man betænker, hvor meget der ofres paa udforskningen af betingelserne for de enkelte individers sundhed og sygdomme, er det i høj grad paaafaldende, at der ikke gøres tilsvarende anstrengelser for at faa udforsket betingelserne for samfundslivets sundhed og sygdomme. . .“

Chr.Pedersen er sammen med Ranulf og Davidsohn blandt ansøgerne til det nye professorat i sociologi ved det økonomiske fakultet i Århus i 1938. Det tildeles Th. Geiger. Men året efter søger Ranulf igen ved sam-me universitet og får et professorat i filosofi, som han har til sin død. Han er ikke udelt glad for denne stilling, der pålægger ham at undervise kåde første års studerende til den almene filosofiske prøve, som alle skulle igennem.

Under besættelsen i 1942 starter Ranulf en studiekreds i sociologi med en lille gruppe studerende og gennemgår bl.a. Durkheims Les Regles de la Methode sociologique (7.éd. 1919). Da de studerende ikke kan læse fransk starter aftenerne med, at Ranulf oversætter til dansk direkte fra bogen, mens de studerende noterer. Derefter diskussion og til afslutning the hos fru Ra-nulf. Diskussionerne bevægede sig om væsentlige erkendelsesteoretiske spørgsmål, og var meget interessevækkende. Men det bliver hurtigt helt klart for deltagerne, at Ranulf ikke har begreb om, hvordan man i praksis gennemfører fx en undersøgelse i marken20. Det ses også af hans sidste bog om socialvidenskabens metode (1946), der giver anledning til en hed debat med flere af hans samtidige kolleger inden for samfundsforskningen. Begrundelsen finder man i bogens indledning, hvor han skriver: „den fo-religgende Bog repræsenterer den Opfattelse, at de i Socialvidenskaberne almindeligt anvendte Metoder ikke er tilfredsstillende. . . Den maksimale

20. (i) „Spørgeskemaer eller ved mundtlige Interviews kan Spørgsmaalene formuleres enten saaledes, at man søger Oplysning om de adspurgtes Meninger, eller saaledes, at man søger Oplysning om faktiske Forhold, som de adspurgte kan antages at vide Besked med. Dette svarer øjensynlig til Distinktionen mellem Levninger og berettende Kilder i Historien. Man vil i Henhold hertil almindeligvis have bedst Chance for paalidelige Resultater, naar man nøjes med at spørge om Meninger. (Ranulf 1946:37).

96

Virkning (af Bogen) naas øjensynlig, naar Kritiken rettes mod navngivne danske Videnskabsmænd, som Repræsentanter for de omhandlede Meto-der.“. . .„den Forsker, hvis Metoder, jeg hyppigst har måttet tage Stilling til er Professor Theodor Geiger“. . .(der) „selv i sin på Dansk offentliggjorte store Sociologi gør sig til Talsmand for og anvender Metoder, der efter min Mening ikke opfylder de Krav til Objektivitet, hvis vigtighed..blev frem-hævet“. Ranulf sigter med hensyn til sociologiske data her til Simiands Précepte de la connotation repérable (Où et quand et par qui constate?), der helt svarer til historikernes kildekritik. Så langt er han enig med Geiger. Men så snart der er tale om dannelse af de begreber, der kan anvendes i den sociologiske forskning holder enigheden op. Ranulf følger den naive em-piricisme/behaviourisme: „Hvad det er man maaler, defineres operationelt ved selve Maleprocessens Karakter“. Forskeren må således „definere Intel-ligensen som det, der maales ved Prøverne . . . Det er en banal men falsk Paastand, at man nøjagtigt maa vide, hvad det er man vil maale, før man be-gynder paa Maalingen (p. 51) Geiger kritiserer han for „Begrebsrealisme“ og „Definitionsmystik“ (p 55) Nej siger Geiger i sit offensive svar. Jeg bru-ger begreber til at opfatte virkeligheden med – og da vil jeg gerne have dem i orden. Man går ikke til virkeligheden uden begreber. Også med hensyn til årsagsforklaringer støtter Ranulf sig Durkheim og Simiand. Han lægger afgørende vægt på sammenligning af og samvariation mellem konstaterede sociologiske data. Betydningen af den sociologiske teori underspilles. For at få en så fuldstændig analyse som muligt, må man starte med en Revue Selective. Det er „en systematisk og saa vidt mulig fuldstændig Fortegnelse over alle de Faktorer, der overhovedet kan tænkes at øve Indflydelse paa det Fænomen, som er Undersøgelsens Genstand“. Derefter må man skille de uvæsentlige faktorer ud gennem undersøgelse af, hvor der viser sig ikke at være korrelation med undersøgelsens genstand. Det bliver efter Geigers mening en uendelig og sanseløs korrelations gymnastik, hvis analysen ikke er styret af en teoretisk forståelse.

Et halvt hundrede steder i bogen bliver Geigers arbejder stærkt kritise-ret, men når det bliver til mere end en faglig debat hænger det sammen med, at Ranulf samtidigt fremhæver, at brugen af de metoder, som han tillægger Geiger, kan støtte en udvikling af nazisme i forskningen. Således starter Ra-nulf på side 137 med at citere Geiger for følgende „Det er ikke sagt, at det 20. Aarhundredes historiske eller filosofiske Erkendelser er rigtigere end det 19. Aarhundredes, men de er af en anden Art, da de belyser Realiteterne fra en anden Side“. Derefter svarer Ranulf køligt, at „man maa afvise en Paastand om, at det skulde være umuligt at afgøre, om det 19. eller 20. Aar-hundredes Videnskab kommer Sandheden nærmest“, og to sider længere

97

fremme er citatet fordrejet, og nu blinker kniven: „Meningsfæller m.H.t. at videnskabeligt Fremskridt er muligt, har Geiger haft i det nationalsociali-stiske Tyskland . . .21“

En sådan påstand få år efter krigens afslutning er groft insinuerende, og Ranulfs angreb får et „offensivt svar“ fra Geiger selv (1946) og iøvrigt også i mange af anmeldelserne. Kigger man nærmere efter, bliver angre-bets personlige sigte åbenlys, for debattanternes faglige uenighed om so-ciologiens metoder er begrænset. De er begge empirikere, men Ranulf er mere snæver end Geiger med hensyn til brug af fortolkning og teoretisk forankring.

Christian Pedersens (1893-1983) disputats handler om ‘Emile Durk-heim: En historisk-kritisk studie med særligt hensyn til hans almindelige sociologi eller samfundsfilosofi’. Han søger her at vise, at Durkheims ar-bejder i høj grad fortsætter den tidligere kraftige traditionalistiske linie inden for samfundsfilosofien og derfor ikke er så banebrydende, som ofte antaget.

Bogen rummer i øvrigt en skarpsindig men også negativistisk kritik af Durkheims sociologiske system og metode. Som Høffding er Chr. Pedersen kritisk over for Durkheims antagelse om, at tænkningen eller videnskaben helt (overvejende) skulle kunne forklares sociologisk. Petersen taler om ‘selvgyldige’ tanker og ‘selvgyldig’ logik for at understrege uafhængighe-den af samfundet, men opstiller ikke et positivt gyldighedskriterium som fx evidensfølelsen eller de logiske grundprincipper. Bruger man førstnævnte som kriterium for gyldighed, må man give Durkheim ret i, at der gives fors-kellige former for gyldig tænken, og at disse rimeligvis i vid udstrækning er socialt betingede. Går man ud fra de logiske principper som kriterium, må man indrømme muligheden af andre former for logisk gyldig tænken end den gængse fx sandsynlighedsregningen. Modsigelsesprincippets vidtstrak-te anerkendelse kan skyldes dets hensigtsmæssighed for kommunikation mellem mennesker. Det er en norm ikke en logisk nødvendighed. Normens udbredelse kan bl.a. skyldes sociale faktorer.

Blandt filosofferne må også nævnes Mogens Blegvad (1917-). Han skriver konferens i 1942. I nogle år interesserer han sig en del for psy-koteknik. Staden Københavns Psykotekniske Institut var oprettet med det formål at give lærlinge et bedre grundlag for deres valg af fag. Under le-delse af Poul Bahnsen fungerer instituttet i en årrække med psykologer og

21. Jeg har Geigers eget eksemplar af Ranulfs metodelære med forfatterens dedikation. Udfor det anførte citat er der i margenen et rødt og et blåt kryds og tre udråbstegn.

98

filosoffer som medarbejdere, og Bahnsen udgiver et tidskrift Psykologien og Erhvervslivet. I dette tidskrift skriver Blegvad om den lille gruppe og Hawthorne undersøgelserne. Han bliver nogle år senere knyttet til Det kongelige Bibliotek og ender som professor i filosofi ved Københavns Universitet.

Blegvads disputats om den naturalistiske fejlslutning (1959), der ud-kommer på dansk, hører til tiden efter 1950 og skal ikke omtales nærmere her. Men der kan være grund til at nævne, at han gennem sin løbende inter-esse for samfundsvidenskab og samfundsvidenskaber fra de første år af har været en ressource for den sociologiske forskning.

Mobilitets- og klasseanalyser af det danske samfundI den sidste periode begynder der at komme flere egentlige sociologiske forskere på scenen i den danske forskningsverden.

Den tyskfødte sociolog Theodor Geiger (1891-1952) slår sig ned i Kø-benhavn og er i tyve år den der tegner sociologien her i landet. Han bliver dr.jur i 1919. I fire år er han leder af Berlins Arbejderhøjskole, og i 1928 bliver han professor i pædagogik/sociologi ved det tekniske universitet i Braunschweig. Ved ankomsten til Danmark efter flugten fra nazisterne får han en minimal understøttelse fra Matteottifonden og derefter et stipen-dium fra Rockefellerfonden med arbejdsplads ved det på udenrigsminister P. Munchs initiativ oprettede Institut for Historie og Samfundsøkonomi ved Københavns Universitet.

Geigers første større bidrag til dansk sociologi består i en lærebog i faget på godt 700 sider (1939). Den består af en almen del og en speciel del. Den er skrevet på dansk, fordi Geiger allerede fra tyveårs alderen har besøgt Skandinavien og holder sig ajour med forholdene her. Socio-logibogens almene del indeholder mange bestemmelser af begreber og relationer mellem begreberne. Den er grundig og systematisk og virker meget tysk.

I den specielle del trækker Geiger på den nyere litteratur om magt og ret og ideologikritik og på egne undersøgelser fra tiden som professor i Braunschweig, hvor han var i fem år indtil flugten. Herfra har han bl.a. et hovedarbejde om klasserne i det tyske samfund. Med udgangspunkt i oplysninger fra folketællingen i 1925 inddeler han den tyske befolkning i fem klasser: 1) kapitalisterne, 2) den gamle middelstand, 3) den nye mid-delstand, 4) proletaroide og endelig 5) proletarerne. En del af den videre analyse peger på, at den nye middelstands usikkerhed om egen stilling i samfundet kan gøre den mere modtagelig for nazistisk påvirkning. Det er

99

senere bekræftet gennem undersøgelser af vælgeradfærd i mellemkrigsti-dens Tyskland.

I de få år i Århus før den videre flugt til Sverige når han at færdiggøre en bog om reklamelitteraturen (1943) og en om konkurrence (1941). Disse to bøger hører ikke til hans bedste, men de blev – i modsætning til de senere arbejder om klasserne i samfundet – ved udgivelsen værdsat som relevante af kollegerne ved det økonomiske fakultet i Århus.

Under opholdet i Sverige skriver Geiger et retssociologisk arbejde om debat med Uppsala om ret og moral og en pricipiel analyse af intelligen-sens stilling i samfundet (1944). I Uppsala dominerer på den tid eleverne af filosoffen Hägerstrand. Debatten med Uppsala bliver også en debat med den danske retsfilosof Alf Ross (1899-1979), med den for ham specielle form. Erfaringerne fra disse diskussioner samler Geiger i bogen Vorstudien zu einer Soziologie des Rechts (1947), som er blevet et standardværk inden for retssociologien.

Det svenske studie om intelligensen følger han op efter tilbagekomsten til Århus med en empirisk analyse af intelligensens rekruttering (1949). Geigers karakteristik af intelligensens samspil med de magtfulde i samfun-det giver fire muligheder:

a) Intelligensen kan dominere de magtfulde politikere og virk-somhedsledere

b) Intelligensen kan underkaste sig de magtfuldec) Intelligensen kan stille sine evner til rådighed for de magtfulde

uden i øvrigt at støtte deres formål, ogd) Intelligensen kan være magtens kritikere, og det er denne sidste

funktion, der optager ham mest.

Klasseanalyserne som Geiger begyndte på i Tyskland blev videreført på flere måder i hans sidste år. ‘Klassesamfundet i Støbegryden’er i nogen grad en faglig debatbog. Analysen af den sociale lagdeling i en dansk middelby er en empirisk sociologisk studie på grundlag af folketællin-gen i Århus i 1948. Han opponerer her mod en een dimensional opdeling af klasserne. Indkomst, erhverv, uddannelse, ejerskab, køn, alder er ikke nødvendigvis samvarierende, og det nødvendiggør en flerdimensional analyse.

Geiger var medstifter af International Sociological Association og var med til at grundlægge det engelsksprogede skandinaviske tidskrift ‘Acta Sociologica’. Han nåede dog aldrig at se det første nummer, der indeholder en række af hans efterladte artikler.

100

Retssociologi med udgangspunkt i det grønlandske samfundEfter fredsslutningen i 1945 får man i Grønlandsadministrationen travlt med at bidrage til en moderne udvikling af de grønlandske samfund. Reser-vatspolitikken opgives og der fremsættes forslag til bedring af boligforhol-dene, sundhedsvæsenet, retsvæsenet m.v. Med henblik på retsvæsenets ven-tuelle revision sender Grønlands Styrelse i 1948-49 retssociologen Verner Goldschmidt (1916-1982) sammen med juristerne Agnete Weis Bentzon (1918-) og Per Lindegaard (1918-) på en juridisk ekspedition til Grønland. Ekspeditionen havde til opgave ‘at finde den grønlandske sædvaneret’. Det blev til et seks binds værk, som blev et fundament for det grønlandske lov-udvalgs arbejde gennem mere end 25 år.

Men ekspeditionens gennemførelse betyder også starten på den sociolo-giske grønlandsforskning, som har været en væsentlig del af dansk sociolo-gi i mere end 40 år. Goldschmidt har anvendt det indsamlede sagsmateriale i sin disputats: Retlig Adfærd (1959) og Agnete Weis Bentzon har udnyttet oplysningerne til at tilrettelægge indsamling af yderligere materiale til sin retssociologiske disputats om den grønlandske familie (1968). Endelig har ekspeditionens materiale været et udgangspunkt for de forskningsarbejder, der i de følgende år igangsættes af Udvalget for Samfundsforskning i Grøn-land og det senere Grønlandsinitiativ.

Størstedelen af Verner Goldschmidts videnskabelige arbejde ligger i øv-rigt i årene efter 1950 og falder derfor uden for dette kapitels afgrænsning. Men der er grund til at fremhæve, at man her står over for en helt usæd-vanlig forskerpersonlighed med tætte faglige kontakter til retssociologer, psykologer, filosoffer og socialantropologer og med et betydeligt samfund-sengagement. Forskningen skal bruges, og han virker i praksis for, at det sker især i Grønland.

Agnete Weis Bentzon starter som nævnt sin retssociologiske karriere med deltagelsen i den juridiske ekspedition 1948-49 til Grønland og med den grønlandske tolk Guldborg Chemnitz som medarbejder.

Bentzon fortæller i en retrospektiv artikel, at de ved ekspeditionens start venter at finde nogle ‘lovsigemænd’, der kan fortælle om de regler og den praksis der følges. Men de sysselmænd og kommunerådsmænd, de møder, kan kun fortælle om de konkrete afgørelser, de har truffet i konkrete sager, der har været forelagt. Retsprotokollerne har kun nødtørftige optegnelser, men de lokale ‘dommere’ har en overraskende præcis hukommelse mange år tilbage i tiden både for detaljer i hændelser, for afgørelsernes indhold og for de videre forløb. En erfaring ekspeditionen deler med senere retsantro-pologer fx i Afrika.

101

Bentzon bliver sekretær for det grønlandske lovudvalg fra dets start i 1951. Udvalget består i øvrigt af danske topjurister, men den nære adgang til materialet fra den juridiske ekspedition og senere undersøgelser, som Bentzon gennemfører, sikrer, at udvalgets afgørelser er baseret på en for-svarlig indsigt i grønlandske retsopfattelser og det grønlandske lægdommer-systems virke. Størstedelen af Weis Bentzons faglige produktion udkommer efter 1950 og behandles derfor ikke i dette kapitel.

Geigers eneste regulære elev er Torben Agersnap født 1922, forfatteren til dette kapitel, studerer i Århus under krigen og bliver cand.oecon i 1949. Allerede før eksamen får han kontakt med professoren i sociologi Theodor Geiger og efter en kort tid i en tekstilvirksomhed vender han tilbage som videnskabelig assistent med den opgave at holde styr på de ret omfattende mængder af data, der i denne periode bliver indsamlet på Geigers Institut for Samfundsforskning. Ved Geigers død i 1952 overtager han undervisnin-gen i sociologi og økonomisk historie og bruger megen tid på at rydde op i datamængden. Samtidig må han se på, at det økonomiske fakultet inddrager stillingen i sociologi og de midler, der har været afsat til hans afhandlings-arbejde. Størstedelen af hans indsats kommer derfor til at ligge ved Han-delshøjskolen i København, hvor han opbygger et Institut for Organisation og Arbejdssociologi.

NOGLE PERSPEKTIVERDe fire afsnit foran i dette kapitel skulle gerne dokumentere, at den sociolo-gisk relevante tænkning går nogle hundrede år tilbage i dansk historie. Sam-fundsforskerne var dengang ikke nær så specialiserede som nu, og mange emner og angrebsvinkler, som idag har sociologernes særlige interesse, er behandlet af datidens samfundsforskere. Den forudgående „sociologiske“ samfundsforskning i Danmark har det til fælles med de såkaldte klassiske sociologer, at den er gennemført af personer, som ikke har en sociologisk uddannelse og som ikke kalder sig sociologer.

Bogens senere kapitler vil vise, at situationen i Danmark stadig er præ-get af, at en stor del af den sociologiske forskning gennemføres af folk, der er uddannet inden for andre fag. Det giver dansk sociologisk forskning en alsidighed på godt og ondt. Det er en styrke for så vidt som man opnår et helhedsbillede af samfundet og undgår den eensidighed, der præger de enkelte sociologiske skoler. Det er en svaghed på den måde, at alsidigheden hindrer mere dybdegående analyser.

De sociologisk interessante bidrag, der er omtalt i de foregående afsnit viser, at mange forskere inden for en flerhed af discipliner har bidraget til at

102

opbygge en viden og forståelse af det danske samfundsliv, som de sociolo-giske fag kan bygge og har bygget videre på. En del af de omtalte arbejder kan ses som bidrag til de såkalte binde-streg-sociologiske fag. Et eksempel er retssociologien, hvor Th. Geiger har været igangsætter. Denne sociolo-giske gren har gennem Goldschmidt og Bentzon særlig fået inspiration gen-nem forskningen i Grønland, og har senere udviklet sig til et alment fag med selvstændige lærestole22.

Et andet eksempel er arbejdsmarkeds- og organisationssociologien, hvor de danske forskere er en væsentlig medspiller i det internationale miljø. Dette fags udvikling er måske også et eksempel på, at den socio-logiske forskning, der har klare anvendelsesmuligheder i praksis har haft frugtbare år23.

Et tredie eksempel er socialpolitik-sociologien som har haft gode ud-viklingsmuligheder bl.a. ved Socialforskningsinstituttet, og hvor linjerne tilbage i tiden er helt åbenbare. Her har man også klare eksempler på, at en udbygget kontakt til og samarbejde med nabofagene synes perspek-tivrig.

Endelig kan man som et fjerde eksempel nævne de af Geiger og Svalastoga på hver sin måde inspirerede klasseanalyser, som på fornem måde er udviklet af Erik Jørgen Hansen på SFI og andre forskerkredse i landet.

Som et sidste udvalgt eksempel kan man pege på, at den medicins-ke sociologi inden for det nye fag socialmedicin i høj grad viderefører en sociologisk orienteret forskning gennemført af socialt orienterede læger i tiden før 1950. Både Københavns Universitet, Landbohøjskolen og Farmaceutisk Højskole har oprettet forskningsinstitutter inden for området.

22. prof. Flemming Balvig, KU, Dr. Jørgen Thorslund, RUC, prof. Jørgen Dalberg-Larsen Århus Univ., prof. Hanne Petersen, Ilisimatusarfik, Grønlands Univ.23. også inden for dette bindestreg-sociologiske område er der i de følgende år oprettet flere lærestole: Flemming Agersnap, Finn Borum og Egil Fivelsdal, HHK, Tore Jacob Hegland, Reinhard Lund og Hans Gullestrup, AUC, Dominique Bouchet, OUC, Steen Hildebrandt, HHA, Jens Genefke, ÅU.

103

LITTERATURLISTE

Agersnap, Torben (1950), Indre Vandringer Århus: Acta JutlandicaAgersnap, Torben (1954), ‘Radio Listening in Denmark’ Acta Sociologica vol 1.

1953Agersnap, Torben (1968), Mål og normer i organisationer København: Nyt f. Sam-

fundsv.Agersnap, Torben (1991), ‘Tæt på Theodor Geiger’ Dansk Sociologi 2.årg.nr 1

p.22-30Andersen, Heine m.fl.(1994). ‘Contemporary Sociology in Denmark’ in Mohan,

R.P. & Wilke, A.S.: International Handbook of Contemporary Developments in Sociology. London: Mansell

Andersen, Helge (1939 ny udg. 1966), Hvem ejer Danmark. København.Andersen, Helge, Elkjær Hansen m.fl.(1957), Sporten i Danmark i sociologisk be-

lysning. København (mimeo)Andersen, Jørgen E. (1970), Treskiftearbejde: en socialmedicinsk undersøgelse.

bind. Socialforskningsinstitutet. Publikationer; 42. København.Andersen, Otto (1973), ‘Dødelighedsforholdene i Danmark 1735-1839’ Natio-

naløk. Tid. København p. 277 – 305Arbejderforholdene i Danmark. Betænkning fra Kommissionen af 20/9 1875.

København 1878Arup, Erik (1925 f.), Danmarks Historie 1-2 København (ajourføring til 1665 er

udsendt som bind 3 i 1955)Auken, Kirsten(1948), Danske kvinders seksualliv (disputats) ÅrhusAuken, Kirsten (1962), Familien lever. København: GadBach, Erik (1942), Danske Historieskrivere. København: SchultzBakke, Povl & Clemmensen, Tove (1947-53). Danske Hjem ved Aarhundredskiftet

1-4.Bang, Gustav (1897), Den gamle danske Adels Forfald. København: GyldendalBang, Gustav (1899), ‘Sjællands Landbefolkning i det 17. og 18. Aarhundrede’ Hi-

storisk Tidskrift 7 Række Bind 2 p.417-54Bang, Gustav (1906), Kirkebogsstudier. København: GyldendalBefolkningsforholdene i Danmark i det 19. Aarhundrede. Stat. Tabelv. V A 5Befolkningskommissionens BetænkningerBentzon, A. Weis, Goldschmidt, V. & Lindegaard, P.(1950), Betænkning afgivet af den

juridiske Ekspedition til Grønland. vol 1-6 København: GrønlandsdepartementetBentzon, Agnete Weis (1961), Familie og Ægteskab i Vestgrønland I: Opløsning af

Ægteskab. København: Udv.f.Samfundsforskning i Grl.Bentzon, Agnete Weis (1968), Familiens organisation i de grønlandske samfund.

København: Nyt fra SamfundsvidenskaberneBentzon, Agnete Weis (1968), Familiens økonomiske administration og ejendelenes

tilhørsforhold i de vestgrønlandske samfund. En retssociologisk undersøgelse. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne

104

Bentzon, Viggo (1914), Skøn og Regel. Københavns UniversitetBergsøe, A.Fr. (1844-53), Den danske Stats Statistik I-IV. København:Berntsen, Arent (1650-56), Danmarckis og Norgis Fructbar Herlighed. København:Bidrag til Kundskab om de danske Provinsers nærværende Tilstand i økonomisk

Henseende. Bind 1-19. Landhusholdningsselskabet 1826-44Birck, L.V. (1931), ‘Sociologi i en Nøddeskal. De menneskelige Grupperinger’ Na-

tionaløk. Tid.Bjerge, Poul m.fl. (1904-20), Danske Vider og Vedtægter I-III.Blegvad, Mogens (1959), Den naturalistiske fejlslutning. KøbenhavnBlegvad, Mogens (1976), ‘Sociology and Philosophy’ Danish Yearbook of Philoso-

phy vol 13 København.: Munksgaard p. 221-41Boje, Per (1976), Det industrielle miljø 1840 – 1940. Københavns UniversitetBrix, Knud & Hansen, Erik (1948), Dansk Nazisme under Besættelsen. København:

GadBruun, Carl (1887-90), Kjøbenhavn I-III. København:Bruun, Henry (1938), Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900.

København: fotooptrykt 1977Bruun, Henry (1930), Den sociale Udvikling i Byerne 1857-71. KøbenhavnBärens, J.H. (1790), Efterretninger om Fattigvæsenets Tilstand i Denmark. Køben-

havnCallisen, H. (1807-09), Physisk-medizinske Betragtninger over København. Køben-

havn:Carlsen, J., Olrik, Hans & Starcke, C.N. (red.) (1900), Danmarks Kultur ved Aar

1900. København: Nordisk ForlagChase, Stuart (1948), The Proper Study of Mankind. New York: 1948, dansk udg.

ved Henning Friis (1950), Samfundets Anatomi. En indførelse i socialvidenska-berne. København: Fremad/AOF

Clemmensen, Niels (1987), Associationer og foreningsdannelse i Danmark 1780-1880. Periodisering og forskningsoversigt.

Clemmensen, Volmer (1940), De religiøse Systemers Indflydelse paa de erhvervs-etiske Princippers Udvikling i Danmark: fra Reformationen indtil det nittende Århundredes begyndelse. København: Nyt nordisk forlag

Christensen, Jørgen P. m.fl. (1979), Vækst og kriser i dansk økonomi i det 20. år-hundrede. Århus: Økon. Inst.

Dalberg-Larsen, Jørgen (1977), Retsvidenskaben som samfundsvidenskab. Køben-havn:

Dalberg-Larsen, Jørgen (1986), ‘The Influence of Social Science on the Dogmatics of Private Law in Denmark and Norway in the Period after 1900, in Heyen, E.V.: Historische Soziologie der Rechtswissenschaft Frankfurt a.M.: Klostermann

Dalager, Lars (1752), Grønlandske Relationer. Genudg. 1915 i Grønlands Selskabs Skrifter II

Danmarks Ægteskabs-Statistik. Stat. Medd. 4.Rk. 18.Bind, l.Hft. København 1905Danske Arbejderfamiliers Forbrug. Danm.s stat. Medd 4 Rk, 6.B. 6 Hft (1901) og

4.Rk.11.B. 2.Hft.(1901)

105

Davidsohn, Joseph (1923), Om Betingelserne og de nærmeste Opgaver for en eks-akt Sociologi. København:

Davidsohn, Joseph (1928), Almindelig Sociologi. Kulturens Form og Bygning. København

Davidsohn, J.(1931), Participationsstudier København: Levin og Munksgård.Davidsohn, Joseph (1931), Økonomisk Historieopfattelse. En kritisk Fremstilling

København: MartinsDe danske Statsbaner 1847 – 1947. København: DSBDegen, Hans (1936),’Om den danske oversættelse af Adam Smith og Samtidens

Bedømmelse af den’ Nationaløkonomisk Tidskrift 74 p. 223 – 32Dich, Jørgen (1939), Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930 – 38. København:Drejer, A.Axelsen (red. 1929), Den danske Andelsbevægelse. KøbenhavnDue, Jesper & Madsen, Jørgen Steen (1983), Slip sociologien løs. København:

ReitzelDurkheim, Emile (1895), Les régles de la mètode sociologique. Dansk udg. 1972:

Den sociologiske metode. København: FremadDybdahl, Vagn (1982), Det nye samfund på vej 1871-1913. København: GyldendalEgede, Hans Poulsen (1741), Det gamle Grønlands ny Perlustration eller Naturhi-

storie. København: optrykt ved Louis Bobé i M.o.G. 1925Egede, Niels (1739-43), Beskrivelse over Grønland. M.o.G. 120 p.189Egede, Poul Hansen (1788), Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal

holdt fra 1721-88. København:Elberling, Bror V. (1961), Slagelse-undersøgelsen. Bogens Verden nr 1, p. 1-10Elberling, Emil (1905), ‘Om de mindre Trossamfund i Danmark. Nationaløkono-

misk Tid. 1905, p. 305Engelsted, C.S.M.N. (1853), ‘Et fattigkvarter i København’ Ugeskr.f. Læger p. 353-66Engelstoft, P. & Jensen, H.(1930), Sociale studier i dansk historie efter 1857.

Københavns UniversitetEngelstoft, P. & Jensen, H:(1931), Bidrag til Arbejderklassens og Arbejderspørgs-

målets Historie i Danmark fra 1864 – 1900. Københavns UniversitetErslev, Kr. (1892), Grundsætninger for historisk Kildekritik Københavns Univer-

sitetErslev, Kr. (1911), Historisk Teknik 2.udg. 1926 København: Københavns Univer-

sitetFalbe-Hansen, V. & Scharling, Will.(1878-91), Danmarks Statistik I-V.med supple-

ment: Danmark i 1890. København:Feilberg, H.F.(1889-99), Dansk Bondeliv I-II. København: GadFeilberg, H.F. Realencyklopædi over nordiske folkeminderFriis, Henning (1967), ‘Sociology in Denmark’ in Contemporary Sociology in

Western Europe and in America. Rome: Luigi Sturgo InstituteFriis, Henning (1971), ‘Socialvidenskab og socialpolitik. Nogle danske erfaringer’

i Økonomien bag Socialpolitikken. København: Thaning og Appel p 145-157Geiger, Theodor (1939), Sociologi. Grundrids og Hovedproblemer. København:

NNF Arnold Busck

106

Geiger, Theodor (1943), Kritik af Reklamen. Aarhus: UniversitetsforlagetGeiger, Theodor (1944), Intelligensen. StockholmGeiger, Theodor (1946), Ranulf contra Geiger: Et angreb og et offensivt forsvar.

KøbenhavnGeiger, Theodor (1949), Den danske intelligens fra reformationen til nutiden: En

studie i empirisk kultursociologi. ÅrhusGeiger, Theodor (1951), Soziale Umschichtungen in einer dänischen Mittelstadt.

ÅrhusGeiger, Theodor & Agersnap, Torben (1950), De danske studenters sociale oprin-

delse. København: GadGeiger, Theodor & Agersnap, Torben (1954), Radioundersøgelsen 1950. Køben-

havn (manus)Geiger, Theodor (1960), Die Gesellschaft zwischen Patos und Nüchternkeit. Århus

(Demokratie ohne Dogma München 1963)Geiger, Theodor (1962), Arbeiten zut Soziologie. Methode, moderne Grossgesell-

schaft, Rechtssoziologie, Ideologiekritik. Neuwied: LuchterhandGille, Halvor (1949), ‘The Demographic History of the Northern European Coun-

tries in the Eighteenth Century’ Population Studies p.3-65Goldschmidt. Verner (1956), ‘The Greenland Criminal Code’ Acta Sociologica

p.217-65Goldschmidt, Verner (1959), Retlig Adfærd I-II. København: Medd.om Grønland.Glamann, Kristof (1976),’ Historie, økonomi og statistik’ i Linier i dansk historie-

skrivning i nyere tidGluckman, Max (ed. 1964), Closed Systems and Open Minds: The Limits of Naivety

in Social Anthropology. Edinburgh & London: Oliver & BoydGrøn, A.Howard (1955-61), Skovenes og skovbrugets historie I-II + supplement.

København: Den Kgl. veterinær- og landbohøjskoleHammer, K.V.(1905),’Sociologi’ i Salmonsens Konversationsleksikon bd. XVI

p. 321. København: Brdr.SalmonsenHansen, Georg (1944), Degnen. København: SchultzHansen, Georg (1947), Præsten på landet i Danmark i det 18. århundrede. Køben-

havn: Det Danske ForlagHansen, Georg (1957), Sædelighedsforhold blandt landbefolkningen i Danmark i

det 18. århundrede. København: Det Danske ForlagHansen, J.E.F.(1974), Kilder til levestandarden i Danmark 1850 – 1900. KøbenhavnHansen, Oscar (1902), Udviklingslære. København:..Hansen, Svend Aage (1972-74), Økonomisk Vækst i Danmark I-II. København:

G.E.C.GadHartmann, Grete (1946), The girls they left behind. København: MunksgårdHartmann, Grete (1949), Boliger og bordeller. KøbenhavnHartvig, M. (1951), Jøderne i Danmark 1600-1800. København:Heft, Tage (1943), Danske Sæder og Skikke I-II. KøbenhavnHenningsen, Sven (1944), Studier over den økonomiske liberalismes gennembrud i

Danmark. Göteborg

107

Heinild, Svend (1979), Sygdomsmønstrets ændring gennem 100 år. Kysthospitalets Jubilæumsskrift

Henschen, Folke (1965), Sygdommenes historie. København: FremadHertel, H.(1919-20), Det kgl.danske Landhusholdningsselskabs Historie. Køben-

havn:Holberg, Ludvig (1729), Danmarks og Norges Beskrivelse. København:Holberg, Ludvig (1741), Niels Klims Underjordiske Rejse. oversat 1789 af Jens

Baggesen. KøbenhavnHolberg, Ludvig (1744f.), Moralske Tanker udg. m. noter af Billeskov Jansen.

KøbenhavnHolberg, Ludvig (1748-54), Epistler udg m. noter af Billeskov Jansen. KøbenhavnHübertz, J.R.(1840), Om Bevægeligheden i den danske Befolkning. KøbenhavnHøffding, Harald (1882), Psykologi paa Grundlag af Erfaring. KøbenhavnHøffding, H. (1921-22), Den nyere Filosofis Historie I-II. København: GyldendalIndenrigsministeriet: Arbejdernes økonomiske Vilkaar i Kongeriget Danmsrk i

Aaret 1872. København 1874Jensen, Adolf (1939), Befolkningsspørgsmålet i Danmark. KøbenhavnJensen, Adolf (1946), Erindringer. København: GyldendalJensen, Hans (1936-45), Dansk Jordpolitik 1757 – 1919 I-II. KøbenhavnJensen, S.P. (1985), ’Træk af udviklingen i landbrugsproduktionen gennem 200 år.’

Tidskr. f. landøkonomi 172 årg. p.273-90Jensen, S.P. (1987), ’Agrarøkologi og landbrugsudvikling i det 18.og 19. århundre-

de’ Bol og By, Landbohistorisk Tidskr. hft 2 p.82-136.Jensen, Sigurd (1942), ‘Ludvig Holberg 1684 – 1754’ i Bach, Erik (1942), Danske

Historieskrivere København: SchultzJensen, Sigurd (1950), Fra Patriarkalisme til Pengeøkonomi. Studier over dansk

Bondeøkonomi i Tiden mellem Midten af det 18. og Midten af det 19.årh. København: Gyldendal

Johansen, Hans Chr. (1962), Den økonomiske og sociale udvikling i Danmark 1864-1901. København:

Johansen, Hans Chr. (1975), Befolkningsudvikling og familiestruktur i det 18. århundrede. (Odense University Studies in History and Social Sciences 22)

Johansen, Hans Chr. (1979), En samfundsorganisation i opbrud 1700 – 1870. (Dansk social historie 4.) København: Gyldendal

Junge, Joachim (1844), Den nordsjællandske Landalmues Karakter, Skikke, Menin-ger og Sprog. København (senere udgave forkortet og forsynet med oplysninger af Hans Ellekilde udgivet i 1915 af Danmarks Folkeminder (Nr 18) København: Schønbergske Forlag

Jørgensen, Harald (1940), Studier over det offentlige Fattigvæsens Udvikling i Danmark i det 19. Aarhundrede. København:

Jørgensen, Jørgen (1941), Psykologi på biologisk Grundlag. København: Munks-gård

Jørgensen, Jørgen (1942), Indledning til Logikken og Metodelæren. København: Munksgaard

108

Jørgensen, Jørgen (1944), ‘Hovedtræk af opposition ved en doktordisputats’ (Chr.Petersen 1944) Gads danske Magasin 38 årg. p.446-56

Kapitelstakster i ældre og nyere tid. Stat. Medd. 4Rk. Bd.15, 1.Hft. København: 1904.Krarup, J.B. & Tuxen, S.C.A. (1895-1912), Beskrivelse af Landbrugets Udvikling

i Danmark fra 1835 indtil Nutiden I-VI. København:Kristensen, Sven Møller (1942), Digteren og samfundet i det 19. århundrede.

KøbenhavnKrogh, Tyge (1987), Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800. (Odense

University Studies in History and Social Sciences 105)Kruse, Vinding (1942), Erkendelse og Vurdering. Erkendelseslærens og Etikkens

Grundproblem. København: Nyt Nordisk ForlagLading, Aagot (1943), Kvindens Stilling i det danske Samfund. København: Det

danske SelskabLandbrugsforhold i Danmark siden Midten af det 19. Aarhundrede. Stat. Tabelværk

5.6.4.Larsen, Joakim (1916), Den danske Folkeundervisnings og Folkeskoles Historie fra

1536 til 1916. København: (repro 1984)Lassen, Axel (1965), Fald og fremgang. Træk af befolkningsudviklingen i Danmark

1645-1900. (Skr. udg. af Jysk Selskab for Historie 13)Levine, Daniel (1978),’Conservatism and Tradition in Danish Social Welfare Legis-

lation 1890-1933: A Comparative View’. Comparative Studies in Society and History 20 p.54-69.

Lindberg, Jac.Kr. (1905), ‘Haandværkets Fremtid’ Nat. Tid p.532Lindhardt, P.G. (1951), Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark Århus: 2.udg.

1959Lund, Reinhard (1962), Danske undersøgelser indenfor arbejdslivet siden 1870.

Motiver, emner, metoder. København: SFILütken, Otto Diderich (1761), Undersøgning om de fornemste nu værende Hindrin-

ger Europæiske Stater, samt om de til slige Hindringers Hævelse tienlige Midler. København: Nicolaus Møller. 118 sider ca A5

Mackeprang, Edv. Ph.(1905),’Husholdningsbudgetter’. Nat. Tid. 1905 p.Mandix, J.(1800), Forsøg til en systematisk Haandbog over den danske Landvæ-

sensret. Bind i-ii. KøbenhavnManza, F.V.(1873), Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedsplejens Historie i

Danmark. København:Marstrand, Even (1934), Arbejderorganisation og Arbejdervilkaar i Danmark fra

1848 til Nutiden. København: Martins ForlagMilhøj, Poul (1961-65), Danmarks Statistik 1-2. Københavns UniversitetMills, C.Wright (1959), The Sociological Imagination. New York: Oxford Univ.

PressMolesworth, R. (1694), An Account of Denmark as it was in the year 1692. optrykt

af Wormianum.Mogensen, G. Viby (1975), Socialhistorie. Kilder og studieområder vedrørende

dansk socialhistorie efter 1890. København: Akademisk Forlag

109

Munch, P. (1904), Det danske Folks politiske og nationale Gennembrud. Køben-havn

Munk, Holger (1951), Hesten i Sydsjælland gennem 200 Aar. 1700-1900. Køben-havn:

Nielsen, Axel (1913), Grundrids til Forelæsninger over Sociologien for statsvidens-kabelige Studerende. Mimeo. København:

Nielsen, Axel (red.)(1943-44), Industriens Historie i Danmark I-II. København: Gad

Nybølle, Hans Cl. (1944), ‘Dødeligheden 1840-1940’ Nat. Tid.p. 278-315Nørregaard, Georg (1943), Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri

1857 – 99. København: fotooptrykt 1977Oldendow, K.(1931), Den grønlandske Samfundslære. Godthåb/NuukOlsen, Albert (1932), Bybefolkningen i Danmark paa Merkantilismens Tid. (Acta

Jutlandica VI,2), Århus:Olsen, Gunnar (1943), De danske Købstæder gennem Tiderne. København:

SchultzOlsen, Gunnar (1957), ‘Præsteindberetninger om Sognekaldenes og Kirkernes øko-

nomiske Vilkaar’ Fortid og Nutid p.413-53Olsen, Gunnar (1957), Hovedgård og bondegård. (landbohistoriske skrifter 1, repro

1975). København:Olsen, Ib (1983),’De nyeste hovedretninger indenfor den familiehistoriske forsk-

ning om Vesteuropa i perioden fra ca 1400 til ca 1800.’ Historisk Tidskrift 83 p. 166-94

Pedersen, Jørgen (1930), Arbejdslønnen i Danmark under skiftende Konjunkturer i Perioden 1850-1913. København: Gyldendal

Pedersen, Jørgen & Petersen, O. Strange (1938), An Analysis of Price Behaviour during the Period 1855-1913. København:

Petersen, Christian (1941), ‘Samfundsvidenskab, Etik og Politik’ Natøk. Tid. 79 bd p. 145-64

Petersen, Christian (1942), ‘Om Sociologi’ Gads danske Magasin 36 årg p. 551-64Petersen, Chr.(1944), Emile Durkheim. En historisk-kritiskStudie med særligt Hen-

syn til hans Almindelige Sociologi eller Samfundsfilosofi. København: Munksg-aard

Petersen, Christian (1964), ‘Træk af de nationale brydninger i Elsass og Sønderjyl-land’ Sociologiske Medd. 9.ser. p. 31-56

Petersen, Julius (1833), Den danske medicinallovgivning 1671 – 1805. København:Philip, Kjeld (1947), Staten og Fattigdommen. KøbenhavnQuod Felix 1927 2.årg. København: StudenterrådetRanulf, Svend (1933), The Jealoucy of the Gods and the Origin of Penal Law in

Athens. København: MunksgaardRanulf, Svend (1938), Moral indignation and middle class psychology. København:

genudsendt i USA 1964Ranulf, Svend (1939), Videnskabens Stilling i moderne Stater. København:

Munksgaard

110

Ranulf, Svend (1946), Socialvidenskabelig Metodelære. København: MunksgaardRanulf, Sven (1955), Methods of Sociology with an Essay Remarks on the Episte-

mology of Sociology. København: Munksgaard (published post humous, written ca 1939)

Rasmussen, Steen Eiler (1949), Byer og Bygninger. København: FremadRasmussen Søkilde, N: (1888), Landboreformerne og den danske Bondestands

Frigjørelse før og efter 1788. København: SchubothsRawert, O.J.(1848), Kongeriget Danmarks industrielle Forhold fra de ældste Tider

indtil Begyndelsen af 1848. København: genoptrykt af forlaget Skipperhoved, Ebeltoft

Ravnsholt, Henning (1943), Den danske Andelsbevægelse. København: Det danske Selskab

Riiskjær, A.H. (1948), Af Tuberkulosens Historie. Oldtid, Middelalder og den nyere Tid, især i Norden. København:

Rink, Hinrich J: (1857), Grønland, geografisk og statistisk beskrevet. KøbenhavnRink, Hinrich J: (1866/71), Eskimoiske Eventyr og Sagn. KøbenhavnRockstroh, K.C. (1909-26), Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i det 17.

of 18. Aarhundrede I-III. København: SchønbergRoss, Alf (1934), Virkelighed og Gyldighed i Retslæren. København: Levin og

MunksgårdRoss, Alf (1938), Kritik der sogenannten praktischen Erkenntnis. København:Rubin, M.(1883 og 1893), Arbejdslønnen i København 1882. Tabelværk til Kbh.

Stat nr 7 og København:Rubin, M. & Westergaard, H. (1890), Statistik der Ehen auf Grund der socialen

Gliederung der Bewölkerung. Jena:Rubin, M. & Westergaard, H. (1886), Landbefolkningens Dødelighed København:Rubin, M. (1900-02), ‘Folketal og fødselshyppighed historisk-statistisk belyst. Hi-

storisk Tidskrift 7. række bd 3 p.1-54Scharling, W. (1874), ‘Den danske Arbejderstands økonomiske Vilkår’. Nat. Tid.

4.Bd, København:Scharling, W. (1881),’Om Bestemmelsen af en Families Indtægt’. Nat. Tid. Køben-

havn:Scharling, W.(1889-90), ‘Folketallet og Kirketallet i Danmark’. Hist. Tid. 6 Rk. 2

Bd. København:Siggaard, Niels (1930), Om den danske Befolknings Fødemidler gennem Tiderne.

KøbenhavnSiggaard, Niels (1945), Fødemidlerne i ernæringshistorisk belysning. København:Skovmand, Roar (1951), De folkelige Bevægelser i Danmark. KøbenhavnSkrubbeltrang, Fridlev (1938), Den danske Bonde 1788-1938. København:Skrubbeltrang, Fridlev (1940), Husmand og Inderste. KøbenhavnSkrubbeltrang, Fridlev (1942), Husmænd i Danmark gennem 300 AarSkrubbeltrang, Fridlev (1954), Den danske Husmand I-II. København:Starcke, C.N. (1889), The primitive Family in its Origin and Development. reprinted

1976 with an introduction by Rodney Needham. Chicago: Univ. of Chicago Press

111

Starcke, C.N. (1889), Etikkens teoretiske Grundlag. København:Starcke, C.N. (1894-97), Samvittighedslivet. København:Starcke, C.N. (1927), Lovene om Samfundsudviklingen og de sociale Idealer

KøbenhavnStarcke, C.N. (1923), Baruch de Spinoza. København: GyldendalSteenstrup, J.(1917), Den danske Kvindes Historie I-II. København:Sørensen, K. Enevold (1925), ‘Forbundne Bestyrelser i dansk Erhvervsliv’ Socialø-

konomisk Festskrift. København p. 225-44Sørensen, Th. (1880), Et Bidrag til Belysning af Kjøbstadarbejdernes Vilkaar.

KøbenhavnSørensen, Th. (1881), Markarbejderes Vilkaar i jyske Hedeamter.Sørensen, Th. (1883), Børnedødeligheden i Forskellige Samfundslag i DanmarkSørensen, Th. (1884-85), De økonomiske Forhold og Beskæftigelsens Indflydelse på

Dødeligheden I-II.Svejstrup, P. (1894), Syersker. KøbenhavnThaarup, Fr. (1812-19), Udførlig Vejledning til det Danske Monarchies Statistik

– Samlinger om Fædrelandets Produkter, Manufakturer og Fabriker, Nærings-veje, Skibsfart og Handel. København:

Thestrup, Poul (1971), The Standard of Living in Copenhagen 1730-1800. Køben-havn: Københavns Universitet

Trap, Cordt (1902), ‘Nogle pressestatistiske Undersøgelser’ Nat. Tid.Trap, Cordt (1906), Arbejdslønnen i København 1904. København:Trap Danmark flere udgaver. København: GadTroels-Lund, T.F. (1879-01), Danmarks og Norges Historie i Slutningen af 16.Aarh.

bd. 1-14. 1908-10 ill. udg.: Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede. Køben-havn:

Troels-Lund, T.F. (1894), Om Kulturhistorie. København: ReitzelTroels-Lund, T.F. (1900), Sundhedsbegreberne i Norden i 16. Aarh. København:Vammen, Hans (1990),’Bourgeois Mentality in Denmark 1730-1900’ i Bo Stråth

(red), Language and the Construction of Class Identities. The Struggle for Discursive Power in Social Organisation: Scandinavia and Germany (Condis Project, report no 3). p.283-309. Göteborg:

Warming, Jens (1913), Håndbog i Danmarks Statistik. KøbenhavnWarming, Jens (1929-30), Danmarks Erhvervs- og Samfundsliv. KøbenhavnVedsø. Fred. (1928), Danmarks Industri. KøbenhavnWeismann, C. (1931), Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. København: (repro 1986)Vestergaard, Torben A. (1988), ‘Kultur i dansk kulturforskning’ i Hauge, Hans &

Horstbøll, Henrik (red.), Kulturbegrebets kulturhistorie p. 72-94. Århus: Uni-versitetsforlaget.

Warming, Jens (1907),’Indkomst- og Formuefordelingen i Danmark.’ Nat. Tid. København:

Warming, Jens (1909-13), Haandbog i Danmarks Statistik København:Westenholtz, Joh.Dietrich (født 1730 -død 1794) (1772), Om Folkemængde i

Bondestanden.

112

Westergaard, Harald (1881-82), Die Lehre von Mortalität und Morbidität. JenaWestergaard, Harald (1890), Statistikkens Theori i Grundrids. København:Vibæk, Marius (1932-38), Den danske Handels Historie. KøbenhavnWieth-Knudsen, K.A.(1908), Formerelse og Fremskridt – Økonomisk-demografisk-

biologisk Syntese med særligt Hensyn til Nutidens Erfaringer i Tyskland, Frank-rig og Danmark. (Disputats) København: Jul Gjellerup

Wieth-Knudsen, K.A. (1907a), Physischer Fortschritt der dänischen Bevölkerung. Pol-anthr.Revue. VI Jahrg. p. 712

Wieth-Knudsen, K.A. (1907b), Sterbkoefficient und biologischer Fortschritt. Pol-anthr.Revue. VII Jahrg. p. 76

Wieth-Knudsen, K.A.(1931), Sociologiske Grundlove København: Store nordiske V.

Wilkens, C.E.Th. (1874-76), Liv, Nydelse, Arbejde I-III. København:Wilkens, C.E.Th. (1881), Samfundslegemets Grundlove: Et Grundrids af Sociolo-

gien. København:Wilkens, C.E.Th. (1904), Det produktive Samfund. København:. . .Wilkens, C.E.Th. (1896), Universitet og Folkedannelse. København:Willerslev, Rich. (1952), Studier i dansk Industrihistorie 1850 – 80. KøbenhavnWinding, Kjeld (1943), Den danske Arbejderbevægelse. København: Det danske

SelskabWinding, Kjeld (1943), Den danske Bondebevægelse. København: Det danske Sel-

skabZeuthen, Frederik (1938), Den økonomiske Fordeling. København: NNF, A.BusckZeuthen, Frederik (1939), Arbejdsløn og arbejdsløshed. København:Zeuthen, Frederik (1942), Økonomisk Teori og Metode. København: NNF, A.BusckZeuthen, Frederik (1952), Vurderinger og Maalsætninger i velfærdsteoretisk Be-

lysning. (mimeo) senere bearbejdet og trykti 1958: Videnskab og Velfærd i øko-nomisk Politik. Studier fra Kbh.Univs. Økonomiske Inst. no 1. København: G.E.C.Gad

113

Kapitel 4

SOCIOLOGIENS AKADEMISKE, ADMINISTRATIVE OG KOMMER-CIELLE FELTER 1950-1970

Af Bjarne Andersson & Andrzej Dabrowski

1. En læsevejledning .......................................................... 115

2. Sociologien som et akademisk spørgsmål ................. 118Det akademiske felt i perspektiv .................................................. 118Fragmenter af sociologiens rodnet .............................................. 122

En digter og filosof, Claudius Wilkens ................................... 123En international kapacitet, Carl Nicolai Starcke ................. 125En forsmået konkurrent, K.A. Wieth-Knudsen .................... 128

På vej mod lærestolen – for første gang .................................... 133Universitetets stilling i samfundet .......................................... 133Sociologiens stilling på universitetet (dekanens brev) ....... 138

Lærestolens besættelse – den akademiske forvaltning af skæbnen......................................................................................... 142

Oprydning af feltet .................................................................... 143En midlertidig løsning ................................................................ 146Legitimering af den midlertidige beslutning ......................... 148

114

3. Regulering af den samfundsmæssige vækst ............... 152Tradition og samarbejde ................................................................ 152Administrationen af de ‘sociale problemer’ ............................... 153

Arbejdsforholdene i de administrative territorier ............. 153Zeuthen og Dich ........................................................................ 156

Udredningsarbejde i ‘Den Røde Bygning’ ................................... 156Friis og Halck .............................................................................. 156

Oprettelsen af Socialforskningsinstituttet (SFI) ........................ 159Friis & Co. i konkurrence med det akademiske felt ................. 161SFI’s omorganisering 1968-72 ....................................................... 163

4. Vidensproduktionens bogstaveliggørelse ................... 165Sociologen som konsulent ............................................................. 165Dr. Høghs drømme ......................................................................... 167Dr. Gallups drømme........................................................................ 171

Kampen om holdningsbegrebet .............................................. 171De danske erfaringer med opinionsundersøgelser ............ 173

Gennembrud og legitimering ........................................................ 175Statsmagtens stigende interesse ............................................. 175Var det kommercielle felt ‘farligt’? .......................................... 175Cirklen sluttes ............................................................................ 178

Noter – og litteraturhenvisninger ................................... 180

115

Dette kapitel beskæftiger sig med den tiltagende synliggørelse af de socio-logiske forskningstraditioner på de akademiske, administrative og kommer-cielle praksisfelter i perioden 1950-1970.

En lærestol, et statsligt forskningsinstitut og en privat konsulentvirk-somhed fremstår i perioden som de tre vigtigste organisatoriske modeller indenfor den sociologiske forskning.

Oprettelsen af en lærestol krævede det akademiske samfunds anerken-delse af den nye disciplins videnskabelige status og de politiske myndig-heders accept af udvidelsen af universitetets faglige spektrum. I afsnittet Sociologien som et Akademisk Spørgsmål skildres de langvarige forhand-linger om den „moderne“ sociologis plads på Københavns Universitet frem til etableringen af fagets første studieordning i 1958.

I afsnittet Regulering af den Samfundsmæssige Vækst ser vi på oprettel-sen af Socialforskningsinstituttet som et organisatorisk kompromis mellem centraladministrationens udredningstraditioner og de akademiske miljøers videnskabsopfattelser.

I afsnittet Videnskabsproduktionens Bogstaveliggørelse behandler vi nogle af periodens forsøg på etablering af den sociologiske forskning på basis af dens markedsværdi.

1. EN LÆSEVEJLEDNING

Efter knap en dekades pause er sociologien igen dukket op på den akademi-ske arena. Mens faget forsøges genetableret herhjemme, befinder discipli-nen sig i en tilsyneladende international krise. Der kommer stadig nye diag-noser på krisens omfang og mulige årsager, og titler som fx Decomposition of Sociology antyder situationens alvor (1).

På den hjemlige front er den tidligere fagkritiske tradition med dens sans for dramatiske overskrifter afløst af mere pragmatiske bestræbelser på omorganisering og genetablering af faget i det akademiske miljø. Det betyder naturligvis ikke, at fagets identitetsproblemer dermed er løst. De findes fortsat, men optræder blot under bindestregs-sociologiens forsonen-de navn.

Bindestregs-sociologien som en titel kan næppe sælge ret mange ek-semplarer af en analyse af fagets opløsningstendenser, men kan til gengæld fungere som en rationel strategi for generobringen af samfundsforsknin-gens markedsandele. Fremkomsten af arbejds-sociologi, organisations-sociologi, landbrugs-sociologi, kultur-sociologi og andre talløse varianter af bindestregs-sociologiens knopskydning kan anskues som en bedrøvelig

116

følge af de store samfundsvidenskabelige paradigmers forvitring. Den kan også betragtes fra en mere optimistisk synsvinkel som disciplinens tilpas-ning til væksten af samfundsforskningens volumen og til de løbende orga-nisatoriske ændringer af forskningens tilrettelæggelse og gennemførelse.

Uanset om man vælger den mere indadvendte, internvidenskabelige eller den mere eksternalistiske indfaldsvinkel eller en kompromissøgende blanding af begge dele, bliver det sociologiske ambitionsniveau mærkbart forandret. Fra at være prætendenten til tronen over samfundsvidenskaber-nes epistemologiske territorier bliver sociologien reduceret til én blandt mange leverandører af løsningsforslag på problemer, som fortsat truer sam-fundets velfærd.

Uanset valg af hovedperspektiv på fagets identitetsproblemer udgør di-sciplinens løbende omorganisering en stor udfordring til den sociologiske fantasi. Den forståelige bekymring for fagets fremtidige udformning væk-ker interessen for kortlægning af den sociologiske fortid.

Søgen efter de sociologiske traditioner er imidlertid vanskelig, ikke mindst fordi usikkerheden vedrørende fagets nuværende grænser også truer med at opløse sammenhængen i dets fortid.

Vores bidrag til kortlægningen af de sociologiske forskningstraditioner forsøger at samle deres flygtige frembringelser ved hjælp af få overordnede og relativt tidsbestandige kategorier, der fortsat præger forskningsaktivite-ternes tilrettelæggelse og organisation. Vi har ladet os inspirere af faghisto-rieskrivningens indlysende rigtige motto, som belærer os om, at samfundsvi-denskaberne udvikler sig i skæringspunktet mellem intellektuelle impulser og samfundsudviklingen (2). Vi har valgt at se disse skæringspunkter som henholdsvis det akademiske, det administrative og det kommercielle felt eller som tre hovedområder, hvor samfundsudviklingens tendenser mødes med de intellektuelle impulser og frembringer tre distinkte omend beslæg-tede praksisformer af den samfundsvidenskabelige forskning (2a).

Feltbilledet – trods sin metaforiske karakter – er stærkt forankret i den historiske virkelighed. Perioden, som redaktionskomiteen bad os om at op-dyrke, er indrammet af årstallene 1950 og 1970. Netop i denne periode medfører samfundsudviklingen stadig større synlighed af alle tre varianter af den sociologiske forskning: Vi ser fødslen og væksten af både den dis-ciplinære, akademiske forskning og de administrative sektorers undersø-gelser, samt de kommercielt organiserede branchers konsulentvirksomhed. Feltmetaforen åbner for spekulationer vedrørende den relative tidsbestan-dighed af „disciplineringen“, „sektoriseringen“ og „brancheopdelingen“, som man måske kunne vove at udnævne til strukturelle træk af de ovennæv-nte forskningsmæssige praksisformer.

117

Det er nok især den akademiske disciplinopdelte videnproduktion, der bringer de mest slående eksempler på en opfindsom tilpasning af år-hundredgamle traditioner til tidens og fremtidens krav, men også den sekto-ropdelte administration af forskningsresultater har lange traditioner.

Hvis vi slipper jordforbindelsen en smule, kan Saxo Grammaticus’ be-stillingsarbejde ses som en arketype for Socialforskningsinstituttets konti-nuerlige forsøg på at redegøre for rigets tilstand (2b). Om den kommercielt organiserede informationsindustri nogensinde vil søge efter sine rødder i Delphi-oraklets tåger, tør vi ikke gisne om, men spåkoner og spåmænd har haft deres takster på fremtidsprognoser, længe før Gallupundersøgelser be-gynder at forme og organisere vores forventninger til fremtiden.

Feltmetaforen indbyder også til fantasier vedrørende permeabiliteten og stabiliteten af grænserne mellem samfundsforskningens forskellige prak-sisformer. Den akademiske videnproduktions klassiske grænser aftegnes af de disciplinære cirkler med et stort område af perifere indsatser rundt om en anerkendt kerne. Dette klaustrofobiske billede blødes op af den nødvendige drøm om sandhedens tværfaglige karakter. De administrative territoriers forskning er af magtpragmatiske grunde sektoriseret. Men af besparelseshensyn, om ikke af andre grunde, søger man fortsat efter en or-ganisatorisk formel, der vil gøre udnyttelsen af forskningsresultaterne mu-lig på tværs af de politisk konstruerede ministerielle grænser.

Den kommercielt organiserede produktion og salg af data er branche-opdelt og præges af konkurrencebestemte centraliserings- og decentralise-ringstendenser. Vi må nok overlade til fremtidsforskningsinstitutterne at spå om udsigterne til informationsindustriens kommende rolle som en branche-organisation for de indtil videre opsplittede konsulentvirksomheder.

Vores rejse gennem de sociologiske praksisfelter begynder i det akade-miske terræn. Vi har valgt at fortælle om den sociologiske forsknings vilkår i form af et case-studie i fagets oprettelse som en selvstændig akademisk disciplin (afsnit 2.3 og afsnit 2.4).

Fagets oprettelse foregår indenfor et akademisk system, hvis omrids vi skitserer i afsnit 2.1 og afsnit 2.2. Fortællingen om fagets vej til den discipli-nære tilværelse har vi valgt at kalde: Sociologien som et akademisk spørgs-mål – for at antyde problemformuleringens daværende horisont. Fra midten af 1960’erne begynder en ny tidsregning både for det akademiske system og for den sociologiske videnskabelighed. Begge dele så ud til en overgang at være forandret med en radikalitet uden historisk sidestykke. Sociologis genetablering i disse år er med til at stille spørgsmål om stabilitet og foran-dring af både faget og det akademiske system. Mens det akademiske sam-fund søgte efter sociologiens videnskabelige bund, arbejdede Socialforsk-

118

ningsinstituttet (SFI) på en samfundsvidenskabelig „helbredsundersøgelse“ af velfærdsstaten. I afsnit 3 giver vi et billede af SFI’s etablering indenfor det administrative felts rammer. SFI har i tidens løb gennemgået en serie af tilpasningsreformer til en stadig slankere udgave af velfærdsstaten og dens differentierede sektorforskning. Den kommercielle drøm om en bogstave-lig evaluering af den samfundsvidenskabelige forsknings nytteværdi – på baggrund af resultaternes markedspris – udgør fortsat en udfordring for de bevilgende myndigheders politiske dømmekraft. I afsnit 4 forsøger vi at komme på sporet af tidlige former og pionerer af dette fristende koncept.

Trods feltmetaforens mulige åbninger mod de abstrakte princippers svimlende højder har vi valgt at forankre vores kortlægning af de socio-logiske traditioner så tæt ved jorden, som det var os muligt. Vi har valgt at illustrere de sociologiske praksisformer ved hjælp af en relativt detaljeret gennemgang af de konflikter, der blev synliggjort i forbindelse med om-sætning af de intellektuelle impulser i en akademisk, en administrativ og en kommercielt organiseret praksisform. I vores fremstilling har vi prioriteret virkelighedens arkiverede detaljerigdom fremfor abstrakte begrebers ufor-pligtende elasticitet. Vores rekonstruktion af den sociologiske traditions tre hovedfelter er baseret på en tæt læsning af tidens publicerede og upublice-rede dokumenter, men vi håber, at læseren vil bære over med arkivstøvet og hjælpe os med at se omridset af problemfelterne. Lidenskaber, der var involveret i kampen om den rette udformning af den samfundsvidenskabe-lige praksis, var så stærke, at de flere gange flød ind på den juridiske arena.

Vi er ikke i tvivl om, at vores bidrag til fagets samtidshistorie har en foreløbig karakter. Den forestående opbygning af den sociologiske tradition må også indeholde en del af den nødvendige rodpleje.

2. SOCIOLOGIEN SOM AKADEMISK SPØRGSMÅL

Det akademiske felt i perspektiv„Samfunnsvitenskapene utvikler sig i skjæringspunktet mellom intellek-tuelle impulser og samfunnsutvikling“ lyder standardåbningen til enhver moderne, faghistorisk fortælling (2c), men derefter skilles faghistorikernes veje. I debatten mellem tilhængere af henholdsvis de „intellektuelle“ og de „samfundsmæssige“ impulsers betydning for fagets udformning overser de fleste faghistorikere, at uanset hvorfra impulserne kommer, ligger de-res „skjæringspunkt“ hovedsageligt indenfor det akademiske felts rammer.

119

Situationen kompliceres yderligere ved, at det ikke kun er de samfundsvi-denskabelige fag, der har svært ved at finde et passende skæringspunkt mel-lem de intellektuelle impulser og samfundsudviklingen. Hele det akademi-ske felt præges af en kontinuerlig tilpasning af traditionerne til udviklingens usikre vilkår.

Da sociologien dukkede op i bunden af de akademiske fags hierarki i slutningen af det forrige århundrede, stod Københavns Universitet stort set færdigt efter en længevarende tilpasning til de moderne tiders krav. I første omgang var det især naturvidenskaberne, der sørgede for den intellektuelle fornyelse af den middelalderlige institution. Mens der på det intellektuelle plan var tale om en videnskabelig revolution eller en radikal omkalfatring af verdensbilledet, var virkningerne på det organisatoriske niveau indenfor uni-versiteterne mindre dramatiske. Der var snarere tale om et kompromis mel-lem den gamle opfattelse af universiteterne som undervisningsanstalter og deres nye rolle som videnskabernes værksteder. Naturfagene tegnede fron-ten af den videnskabelige udvikling, mens de gamle fakulteter (det teologi-ske og det juridiske) forsynede landet med den nødvendige embedsstand.

Moderniseringen af den akademiske videnstruktur og ændringer af det europæiske universitet forløb med forskellig hastighed fra land til land. Både samfundsudviklingen og de intellektuelle impulser var mest synlige i de store lande. Set fra København var fremskridtet tydeligst i det preussiske kejserrige, hvor modellen for det moderne universitet blev åbnet i Berlin i 1810 (3). Von Humboldt anses for den egentlige åndelige fader til berliner-universitetets succes. Det var ihvertfald ham, der pegede på kulturstatens (den tyske kejsers) historiske mission som en storsindet mæcen for Preus-sens eller hele kejserrigets nye universitet. Von Humboldts formulering af det historiske kompromis mellem statsmagten og videnskabsmagten passe-de til den tyske udviklingsmodel og styrkede den akademiske konkurrence mellem kejserrigets universiteter, men kunne ikke uden videre eksporteres til Danmark.

Først i 1830erne var der råd til at tænke på en passende manifestation af det danske kongeriges almenkulturelle forpligtelser. I første omgang var legemliggørelsen af de moderne universitetstanker begrænset til et arki-tektonisk imponerende lærdommens hovedsæde. Københavns Universitets hovedbygning fra 1836 er udformet helt i overensstemmelse med datidens arkitektoniske fortællestil. Ørnen, der skuer fra facadens top mod det him-melske lys, symboliserer „…tankens og granskningens transcendentale ka-rakter…“ og blev foreslået af den teologiske professor N.H. Hochlenberg. På trods af arkitektens (Malling) modstand – og selv om teologiens rolle som „enhedsvidenskab“ var på retur – blev ørnen accepteret og sat op (4).

120

Den moderne facade til trods fungerede universitetet fortsat som en af staten økonomisk uafhængig og overfor omverdenen lukket „de lærdes republik“. Dets interne organisation afspejlede længe den middelalderlige videnskabsopfattelse med det teologiske fakultet på toppen af hierarkiet og det filosofiske fakultet som en „basisuddannelse“, der gav adgang til de egentlige „faguddannelser“ medicin og jura. Universitetsrektor var valgt for et år af gangen fra den akademiske forsamlings midte, som var de normerede lærestoles indehavere: professorerne. Rektor bestyrede de akademiske forretninger hjulpet af konsistorium, som bestod af de ældste professorer. De fleste, der søgte universitetet, forlod det efter et kort ophold ved det filosofiske fakultet; de havde hverken råd eller brug for mere. I 1537 tillod universitetets samlede formue at aflønne 12 normerede profes-sorer, 300 år senere var der i den nyåbnede bygning råd til 28 normerede lærestole (5).

Omorganiseringen af den middelalderlige indretning af universitetet var lang. Bag ved den moderne facade trivedes fortsat lærestolenes gamle hie-rarki med de teologiske professorer øverst. Avancementssystemet bestod af en efterhånden helt uigennemsigtig blanding af vakancer, anciennitet, nepotisme og intellektuel indsats. Problemerne med universitetets mang-lende styr på „qlønudgifter“ var heller ikke ret synlig udefra. Først i 1836 – efter årtiers forgæves forsøg – lykkedes det at flytte universitetskvæsturen (regnskabskontoret) fra konsistoriets kompetenceområde til Universitets- og Skoledirektionen, der efter 1848 hed sig Kultusministeriet (nu Under-visningsministeriet). Efterhånden overtog staten ikke kun universitetets regnskabsføring, men også dets finansiering. I løbet af resten af det 19. år-hundrede svandt universitetets feudale indtægter, blandt andet som følge af landboreformerne, og dermed de sidste rester af institutionens middelal-derlige autonomi. Fra 1890’erne fik universitetet sin faste plads på statens finanslov (6). Fra begyndelsen af det 20. århundrede (1919) blev universi-tetsprofessorer lønnet på linie med statens øvrige (højeste) embedsmænd, og antallet af de normerede lærestole fastsattes af de årligt vedtagne norme-ringslove; nu finansloven.

Sideløbende med ændringerne i universitetets økonomiske grundlag fandt en omorganisering sted af institutionens faglige spektrum. Den bestod af en blanding af vækst og ufuldendte reformplaner med flere datoer som processens symbolske holdepunkter. I 1850 udskiltes således det matema-tisk-naturvidenskabelige fakultet fra det filosofiske fakultet. Naturligvis var der ikke tale om naturvidenskabernes fødsel i Danmark, blot om en officiel akademisk anerkendelse af en udvikling der havde fundet sted i de forud-gående årtier. På det gamle juridiske fakultet skete der også lidt. I 1848

121

oprettedes den Statsvidenskabelige Examen, og i den forbindelse ændrede fakultetet sit navn til dets nuværende form (det rets- og statsvidenskabelige fakultet). Navneforandringen havde intet at gøre med den moderne stats fødsel samme år. Og det kom til at vare adskillige generationer, før statsad-ministrationen begyndte at gøre brug af fakultetets nye produkt.

De tanker, der lå bagved indførelsen af den Statsvidenskabelige Exa-men, var resultatet af de mange forudgående års debat om oprettelsen af en „kameralistisk“ eksamen til bemanding af den kamerale administration; på samme måde som den juridiske eksamen var skræddersyet til kancelliadmi-nistrationen. Man havde forestillet sig det statsvidenskabelige studium som en overbygning på såvel det juridiske som det polytekniske studium med henblik på at uddanne kandidater, der var egnet til at virke i administratio-nen af samfundets materielle anliggender (7). Men denne forestilling om kameralvidenskabernes egnethed til at styre samfundsøkonomien i overens-stemmelse med Oplysningstidens rationalitets idealer var ikke længere god latin; den var nærmest forhadt i den økonomiske liberalismes blomstrings-tid (1850’erne). Hvad så med den ministerielle administration, der trods alt blev født i disse år? Dels var dens behov for de akademiske sagsbehandlere begrænset, og dels ville ministerierne ikke vide af fakultetets nye produkt: „Ministerierne og de i Efteråret 1848 hendøende Regeringskollegier havde nogenlunde samstemmende erklæret, at der ikke kunne indrømmes statsvi-denskabelige Kandidater udelukkende Adgang til noget Embede. . .“ med-mindre de „. . .tillige havde taget fuldstændig juridisk Examen.“ (8)

Idéhistorisk er det utvivlsomt et interessant spørgsmål, hvorvidt de in-tellektuelle impulser, der lå bagved cand.polit.-studiet, kom for sent eller for tidligt i forhold til den i ideernes verden eksisterende „udvikling“. Som uddannelse eller det „brød“, som de akademiske videnskaber lever af til daglig, viste cand.polit. sig at være en fiasko mange årtier frem i tiden. „Det var departementsjuristerne, som måske i den nye kortere uddannelse øjnede en risiko for en stillingsdevaluering og i hvertfald ikke ville opgive deres faktiske embedsmonopol. . .“ hedder det som en forklaring eller en undskyldning på fiaskoen af eksperimentet med den statsvidenskabelige ek-samen i midten af det forrige århundrede. Fiaskoen var dog ikke større end, at uddannelsen i resten af århundredet ud overvejende blev søgt af gods-ejersønner, „. . .som ønskede en vis akademisk baggrund til erhvervelse af standsmæssigt attråværdige embeder, fx i udenrigstjenesten.“ (9) Kandidat-produktionen var lille og udgjorde kun en brøkdel af de juridiske kandida-ters antal. Første del af studiet omfattede mere eller mindre uafbrudt fra 1918 undervisning i „sociologi“ på baggrund af Axel Nielsens Grundrids til Forelæsninger over Sociologien for statsvidenskabelige Studerende (10).

122

Vores rekonstruktion af moderniseringen af det akademiske felt er af pladsmæssige hensyn groft forenklet. Dette gælder også afsnittets konklu-sion: Det 19. århundredes universitet genanvendte og moderniserede pro-fessorembedet som dets vigtigste organisatoriske enhed.

Etableringen af en lærestol var et signal – både til den akademiske og den brede offentlighed – om en officiel anerkendelse af en disciplin eller et fags videnskabelige og samfundsmæssige betydning. Det siges, at i løbet af de sidste 30-40 år har dette signal mistet en del af sin oprindelige styrke (11). Om man finder det beklageligt eller ej er i vores sammenhæng under-ordnet i forhold til den kendsgerning, at lærestolen var et af de vigtigste elementer i konstruktionen af den akademiske virkelighed på det tidspunkt, hvor „sociologien“ begynder at dukke op som en kandidat til pladsen som en selvstændig disciplin.

I det næste afsnit har vi valgt at følge den langsomme institutionalisering af sociologien som en selvstændig disciplin helt tilbage til dens rødder. Men af hensyn til læserens tålmodighed er vi nødt til at begrænse galleriet af fa-gets forgængere til tre små portrætter, der eksemplificerer nogle af de almene konflikter, som et fag løber ind i på vejen til dets institutionelle anerkendelse. Etableringen af et professorat, lærerembede i et fag udgør ikke alene en aner-kendelse af en akademisk disciplin. Lærestole eller embeder kan stå tomme, men når de besættes, så er der for indehaverne tale om et videnskabeligt kar-riereskridt af afgørende betydning. Indtil midten af dette århundrede var der – afhængig af disciplinens karakter – få eller ingen arbejdsmæssige vilkår, der kunne matche universitetsprofessorens arbejdsbetingelser.

I det følgende afsnit forsøger vi at rekonstruere tre professorkarrierer og håber, at disse konstruktioner som små prismer kan bruges til at udskille og tydeliggøre det akademiske felts konfliktspektrum. Alle tre kunne på hver sin måde være blevet indehavere af den første lærestol i sociologi på Danmarks ældste universitet, hvis ellers en sådan fandtes på dette tidspunkt. Der er tale om en prøveophængning af fagets mulige anegalleri. Fagets nuværende skik-kelse tillader ingen gisninger om den fremtidige udformning af fagets fortid.

Fragmenter af sociologiens rodnetSom nævnt før dukkede sociologien op i hovedstadens akademiske miljø i slutningen af det 19. århundrede. Sociologien slog sin spinkle rod inden for det filosofiske fakultets fagkreds, der stadig havde en almendannende karakter. At sociologien dukkede op på det filosofiske fakultet, var helt i overensstemmelse med fagets europæiske traditioner og det europæiske universitets udviklingstendenser.

123

På det tidspunkt bestod det filosofiske fakultet – efter udskillelsen af de matematisk-naturvidenskabelige professorater som et selvstændigt fa-kultet (1850) – af 15 normerede professorater (12). Derudover var der 8-9 docentstillinger, samt to ekstraordinære professorater. Det vil føre for vidt at forsøge i enkeltheder at udrede de igennem tiderne skiftende betingel-ser, der lå bag ved de normerede og de ekstraordinære professorater. Kort sagt: Et normeret professorat var et embede, der var oprettet med „evig-heden“ for øje, mens et ekstraordinært professorat var en lærestol oprettet til en bestemt videnskabsmand, hvis akademiske indsats man gerne ville udnytte.

En digter og filosof – Claudius Wilkens

Claudius Edvard Theodor Wilkens (døbt Wilckens) (1844-1929) var den første lærer ved Københavns Universitet, der havde betegnelsen „sociologi“ knyttet til filosofiprofessortitlen. Ganske vist var han ekstraordinær profes-sor, men dog professor. Hans akademiske løbebane var også aldeles ektra-ordinær; udgangspunktet taget i betragtning. Men inden vi går videre med Claudius Wilkens’ karriere – et advarslens ord.

Brugsværdien af de enkelte akademiske videnskabsmænds biogram-mer som en illustration af et fags etableringskonflikter i „almindelighed“ er begrænset. Fremgangsmådens erkendelsesmæssige begrænsninger fører i sidste instans til det filosofiske minefelt, hvor forholdet mellem det „alme-ne“ og det „specielle“ er placeret. Lige nu kan vi ikke andet end at forsøge at springe det over med en henvisning til de relevante afsnit i den viden-skabelige metodelære. Den allervigtigste begrænsning af den biografiske indgang til forståelsen af fagets institutionaliseringsmekanismer ligger i vores tilfælde dog ikke på det filosofiske plan. Den skyldes først og frem-mest en indtil videre helt uforsvarlig fundering af vores biogrammer. Som de står nu, skal de forstås og betragtes som en udpegning af stofområder til eventuel senere opfølgning. Når vi alligevel vælger at se sociologiens van-skelige vej til en institutionaliseret tilværelse i det akademiske felt igennem tre biogrammer, så er det først og fremmest fordi, at selv i deres nuværende skitseform minder de os om det lidenskabelige engagements betydning som en af de nødvendige (men oversete?) forudsætninger for en videnskabelig karriere, både indenfor og udenfor det akademiske felt.

Claudius Wilkens’ lidenskab for videnskab må have været ud over det sædvanlige, hvis man tager den afstand i betragtning, målt i datidens læng-demål, der lå mellem udgangspunktet og endemålet for Wilkens’ akademis-ke rejse. Født i patruljebetjentens (grænsetoldvæsenet) hjem i Harte ved

124

Kolding blev han i 1883, 39 år gammel, ansat som docent i filosofi og socio-logi ved Københavns Universitet. Fra 1897 til sin afsked (pga. alder) i 1918 beklædte han som før nævnt et ekstraordinært professorat i disse fag. Der var ikke mange førstegenerationsakademikere blandt de 60-70 professorer, som dengang udgjorde Københavns Universitets akademiske lærerforsam-ling og endnu færre, der havde haft deres skolegang på en landsbyskole.

Wilkens blev som 15-årig ansat som skriver på herredskontoret i Rand-ers. Det beskedne embede kombinerede han med digtning og studier. Som skriver på herredskontoret udgav han en digtsamling og tog studenterek-samen som privatist i 1864. Det er tvivlsomt, hvorvidt hans akademiske karriere ville have fået et så vellykket forløb, hvis han ikke var kommet under beskyttende vinger af filosofiprofessoren Rasmus Nielsen. Han fandt det udkast til et filosofisk system, som Wilkens sendte ham, „. . .lovende og støttede ham“. (13). Rasmus Nielsens patronat var givetvis guld værd på det akademiske marked, men det kunne ikke skaffe Wilkens et levebrød under studierne. Som en lovende „forskerbegavelse“ måtte han i overensstem-melse med datidens vilkår ernære sig som manuduktør. Wilkens’ samlede videnskabelige meriter – bl.a. magisterkonferensen i filosofi i 1869 og ef-terfølgende doktorgrad på afhandlingen: Erkjendelsens Problem. Et Forsøg paa en positiv Kriticisme (1879) – rakte lige til en ansættelse som docent i sociologi og filosofi i 1883. Den efterfølgende og omfattende produkti-on medførte et „avancement“ til et ekstraordinært professorat i disse fag. Wilkens’ forfatterskab dækkede et bredt spektrum af emner som: Liv – Nydelse – Arbeide. Et samfundsfilosofisk Skrift I-III (1873-1876), den første danske fremstilling af sociologien: Samfundslegemets Grundlove (1904), samt flere pædagogiske og æstetiske arbejder.

Der er således gode grunde til, at sociologer kan strides med pædagoger og samfundsvidenskabernes forskellige repræsentanter om retten til at ind-lemme Wilkens i deres respektive stamtavler. Men desværre – trods mange gode grunde herfor – var en skoledannende effekt af Wilkens’ akademiske virksomhed ringe. En del af forklaringen på at hans akademiske virksom-hed ikke resulterer i „Wilkensianismens“ opståen, må man søge i Claudius Wilkens’ arbejdsvilkår. Som dr.phil. erhvervede han efter datidens skik og brug „ius docendi“, som var den akademiske institutions anerkendte vej til at omsætte den enkelte forskers faglige verdensanskuelse til en „skole“. Wilkens søgte at hverve disciple to steder: På det filosofiske og på det rets- og statsvidenskabelige fakultet, men begge steder stødte han på vanskelig-heder. Som filosofilærer underviste han i filosofikum, der som bekendt var alle universitetsstuderendes forskole til de egentlige fagstudier (jura, teologi og medicin). For mange af datidens universitetsstuderende var filosofikum

125

enten en pestilens, der stillede sig hindrende i vejen for hurtigst muligt at følge i papas spor som læge eller jurist eller en måde at få en akademisk dannelse og en „lille“ akademisk grad (cand.phil.), hvis man ikke havde råd og kræfter til 7-8 års fagstudier. Helt op til engang i 1960’erne trak filosofi-kum fulde huse især i semestrets start. Derefter blev man manuduceret i en bestemt professors pensum med henblik på den truende filosofiske prøve.

Som „filosofikumlærer“ forelæste Wilkens samtidig og i konkurrence med universitetets filosofiske stjerner: Kroman og Høffding. Begge stod højt på den københavnske kulturhimmel; sidstnævnte var også synlig på det europæiske filosofiske marked. De ganske få, der valgte filosofi som det al-deles brødløse hovedfag, foretrak vel at lade sig vejlede ved magisterstudier af Kroman eller Høffding fremfor af Wilkens. Vores materiale tillader ikke kvalificerede gisninger om, hvor stor en rolle Wilkens’ sociale rødder spil-lede i hans lidenskab for samfundsvidenskabelige studier. Hans omfattende udforskning af „samfundets grundlove“, „liv – nydelse – arbejde“, det „pro-duktive samfund“, „psykologiens betydning for økonomien“ – for at tale hans titlers sprog – førte ham til at søge ministeriets tilladelse til at udnytte sin ius docendi indenfor det rets- og statsvidenskabelige fakultets rammer. Han fik tilladelsen og holdt velbesøgte forelæsninger i to semestre, men opgav så på grund af de statsvidenskabelige professorers modstand (14).

Om det var den kollegiale misundelse eller en epistemisk utilstrækkelig-hed af Wilkens’ Samfundslegemets Grundlove, der medførte, at han heller ikke fik disciple på det rets- og statsvidenskabelige fakultet, kan vi ikke besvare på nuværende tidspunkt. Men det forekommer os, at det rets- og statsvidenskabelige fakultets daværende konstruktion spillede en større rol-le i Wilkens’ faglige barnløshed end den kollegiale misundelse. De disciple, han kunne få, skulle han jo rekruttere blandt de der søgte en cand.polit.- eksamen. Som før nævnt var cand.polit.-uddannelsen (dengang) et studium, der „. . .egnede sig bedst for unge mænd der var økonomisk uafhængige, men ønskede en vis akademisk baggrund til erhvervelse af standsmæssigt attråværdige embeder, fx i udenrigstjenesten. Det var en udmærket examen for godsejersønner.“ (15). Indtræden i rollen som discipel kræver helt andre lidenskaber end dem, som var gængse blandt cand.polit.’er fra dengang. Der var ikke noget marked for Wilkens’ „Grundlove“ på det rets- og statsvidens-kabelige fakultet.

En international kapacitet – Carl Nicolai Starcke

Hvorvidt Carl Nicolai Starcke (1858-1926) bliver indlemmet i dansk so-ciologis stamtavle afhænger af fagets fremtidige udformning. Men selv i

126

biogramform kan den virke som en inspiration til videre udforskning af det konfliktfyldte forhold mellem de „internationale“ og de „lokale“ kvaliteter ved et fag på vej til en akademisk anerkendelse.

Et fag i overenstemmelse med det akademiske felts særlige konstruk-tion er i princippet en universel „entitet“ afledt af universitetsinstitutionens universelle karakter. I gamle dage var det akademiske samfunds omfang cirkelrundt og rummede hele den menneskelige videns univers. I takt med at denne cirkel sprængtes, blev konturen af de på universitetet dyrkede forskningsemner tegnet ligeså rundhåndet, omend cirklen måske var knap så fuldendt.

Harald Høffding formulerer afgrænsningen af Universitetets Virksom-hed i 1919 således:

„Universitetet har et dobbelt Formaal: at arbejde for Videnskabens Fremme og at virke for videnskabelig Kundskabs Udbredelse i vort Land, særligt blandt de Unge, hvis senere Livsvirksomhed forudsætter et videnskabeligt Studium (Præster, Jurister, Læger, Lærere ved de højere Almenskoler). Gennem Arbejdet for det førstnævnte Formaal staar Universitetet som vort Folks vigtigste Repræsentant i Videnskabens internationale Verden“ (16).

Det er nok den klareste formulering af det moderne universitets grund-lov; ovenikøbet af en af landets største filosoffer. At vi kalder den en grundlov, er en tilsnigelse der skyldes tekstens officielle karakter. Den findes i indledningen til den betænkning, der var et resultat af flere års arbejde af Universitetskommissionen nedsat i 1912 af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet under professor Harald Høffdings for-mandsskab (17).

Vi skal ikke her beskæftige os med universitetets første formål. Hvad det andet formål angår, er omfanget af de på universitetet dyrkede videnskaber aftegnet af den usynlige hånd, som i teksten hedder udviklingen i „Viden-skabens internationale Verden“, og verden ifølge Høffding er konstrueret således: „Naar Universitetet staar som Udtryk for Nationens videnskabelige Liv, bør saavidt muligt alle videnskabelige Fag og Forskningsretninger af disse være repræsenterede.“ (18). I Starckes tilfælde havde udviklingen i videnskabens internationale verden svært ved at slå igennem ved Køben-havns Universitet.

Carl Nicolai Starckes udgangspunkt for en strålende akademisk karriere var betydelig bedre end Wilkens’. Københavnsk grosserersøn og student fra Borgerdydsskolen, blev magister i filosofi og dr.phil. i samme fag i en alder af 25 år (19).

127

Hvorvidt Feuerbach dengang hørte til forskningsfrontens emner, har vi ikke undersøgt, men Starckes disputats om denne centrale figur i den ty-ske samfundsfilosofi blev i udvidet form udgivet på tysk, som var datidens (1885) videnskabelige lingua franca. Derefter følger i 1888 Die primitive Familie in ihrer Entstehung und Entwicklung. Denne kritik af Morgans og andre moderretsteorier om den primitive families opståen blev oversat til de to andre konkurrerende hovedsprog (fransk og engelsk). Eftertiden har vist, at der var tale om en klassiker. Den blev genudgivet på engelsk med den en-gelske socialantropolog Rodney Needhams forord i 1970’erne. Eftertidens dom kunne Starcke naturligvis ikke bruge til noget i hans kamp om aner-kendelse på datidens akademiske marked. Den internationale anerkendelse i Europas videnskabelige centre (England, Tyskland og Frankrig) var enten svær at måle, da der ikke fandtes pålidelige citationsindexer eller ikke betød alverden for Harald Høffding, der var den danske filosofis bestyrer gennem flere generationer. Det siges, at det var Starckes „anti-positivisme“, der især var anstødsstenen for Harald Høffding. Han modsatte sig Starckes ansæt-telse i det professorat, der blev ledigt efter Høffdings afgang pga. alder i 1915. Starcke ville formentlig aldrig have fået et professorat herhjemme, hvis ikke en anden filosofisk professor (Anton Thomsen) døde uventet ef-terfølgende år.

Fakultetet besluttede sig til at udskrive en konkurrence, selv om Starcke fagligt set var en indlysende kandidat. Man ville ikke trodse Høffdings vilje, der lokalt virkede stærkere end Starckes meriter i den internationale viden-skabelige verden (20). (Harald Høffding beholdt sin stærke indflydelse både på universitetet og især i Videnskabernes Akademi helt frem til sin død i 1931.) Konkurrencen var heldig for Starcke, han fik sit professorat i 1916, men da var han 58 år gammel, og det er vel lidt sent at yde den organisato-riske indsats, der kræves for at danne sin egen skole.

Man kan undre sig over, hvorfor der ikke blev knyttet en betegnelse „so-ciologi“ til Starckes professortitel; han var jo foruden et omfattende socio-logisk forfatterskab medstifter af og vicepræsident for L’Institut Internatio-nale de Sociologie. Svaret er indlysende i al sin bureaukratiske enkelthed. Starcke vandt konkurrencen til en af de normerede filosofiske professorater og det hed dét, som normeringen foreskrev.

Man kunne forestille sig, at hans internationale meriter ville kunne gøre ham til en indlysende ansøger til et professorat i „sociologi“ eller „etno-logi“, idet han jo var klar over, at Høffding ikke ville have ham som sin efterfølger. Men det var kun i Høffdings forestillingsverden, at universitete-slærernes antal blev bestemt af udviklingen i videnskabernes internationale verden. Som bekendt fandtes der ikke en lærestol i sociologi eller etnologi

128

på Københavns Universitet, og det er grunden til, at Starcke ikke kunne søge den. Den vigtigste grund til, at Rigsdagen ikke ville drømme om at bevilge de nødvendige midler til oprettelse af sådanne embeder, skal man ikke søge i konstruktionen af den lokale videnskabelige børs, men i den „internationale verdens“ tilstand.

Fra 1914 til 1918 var Europa skueplads for 1. verdenskrig, der tru-ede ikke alene med den vestlige civilisations endeligt, men også med, at Danmark kunne risikere at blive inddraget. Man kunne ikke fortænke selv de mest idealistiske konsistoriemedlemmer, hvis de fandt tidspunktet upas-sende for at besvære Rigsdagen med at oprette et professorat i en af de af Starcke repræsenterede samfundsvidenskabelige forskningsretninger, når „udviklingen“ truede overlevelsen af det europæiske samfund.

Naturligvis rækker fortidens sociologiske karrierer som miniaturebille-der af det akademiske felts mekanik næppe ud over en midlertidig formule-ring af et problemkatalog. Starckes akademiske karriere opfordrer i endnu højere grad end Wilkens’ til en eftertanke vedrørende det penible forhold mellem „videnskab“ og „politik“, der skal til, hvis man seriøst ønsker at forstå et fags tilblivelsesvilkår. Denne opfordring ligger først og fremmest i det forhold, at de „Starckeianere“ som han efterlod, først og fremmest or-ganiserede sig i et politisk parti og ikke i en videnskabelig disciplin. For en politisk arbejdende videnskabsmands faglige eftermæle er det almindelig-vis et stort handicap. Hvis man ønsker mere tydelige eksempler, kan – uden sammenligning iøvrigt – dr. Karl Marx’ videnskabelige produktions skæbne nævnes som en fodnote. Nu blev georgismen eller Danmarks Retsforbund (som Starcke var medstifter af og åndelig fader for) hverken internationalt eller lokalt nogen systemtruende bevægelse eller parti. Men det er tvivl-somt, hvorvidt den tiltagende specialisering af både de politiske og viden-skabelige karrierer i fremtidige skildringer af sociolgiens rødder vil kunne rumme så alsidige figurer som Starcke. Det forekommer mere sandsynligt, at denne del af Starckes liv vil blive flyttet til de politiske partiers historie.

En forsmået konkurrent – K.A. Wieth-Knudsen

Både Wilkens’ og Starckes biogrammer opfordrer til eftertanke vedrørende forholdet mellem det „politiske“ og det „videnskabelige“ indslag i det aka-demiske felt. Forholdet mellem politik og videnskab kan under visse om-stændigheder optræde i en mere eller mindre smagfuld forklædning, der hedder „universitetspolitik“. Blandt fagets mange mere eller mindre ukend-te foregangsmænd, som samtidig kunne illustrere dette forhold, valgte vi professor dr. Knud Asbjørn Wieth-Knudsens akademiske skæbne.

129

K.A. Wieth-Knudsen (1878-1962) kunne måske være blevet den dis-cipel, som Starcke ikke fik. Han skriver ihvertfald selv, at det var Starckes artikel „Sociologien som Fremtidens Videnskab“, som var den vigtigste inspirationskilde til, at han „. . .begyndte dette Studium allerede i sine Stu-denteraar og siden har viet en væsentlig Del af sit lange Liv til en saadan Forskning.“ (21).

K.A. Wieth-Knudsens akademiske karriere begyndte med cand.polit.- studiet, selv om han bestemt ikke var nogen godsejersøn. Tværtimod. „W.K. voksede op under beskedne kår, da faderen flyttede til Århus og moderen alene måtte sørge for to børn.“ (22) I den officielle fortælling om, hvorfor Wilkens’ sociologi ikke slog an, siges, at det var hans manglende evne til at beslutte sig, hvorvidt han var humanist eller samfundsvidenskabsmand, der lå bag ved. En ubeslutsomhed der ovenikøbet forudskikkede fagets etable-ringsvanskeligheder (23).

I Wieth-Knudsens tilfælde var der også tale om en manglende ensret-ning. Han ville helst have været musiker og fik undervisning i klaver, kla-rinet og komposition og ledede Metropolitanskolens orkester, hvorfra han blev student i 1897. Men „Da han og familien ikke regnede med at han som musiker kunne skaffe sig et levebrød, valgte han at studere statsvi-denskab.“ (24) Hans baggrund var ikke helt egnet til udenrigstjenesten, så han satsede på den videnskabelige karriere og fik universitetets guld-medalje for afhandlingen: Hovedtrækkene af Kapitalrentens Historie i Danmark siden Midten af forrige Aarhundrede (1901) og blev cand.polit. det efterfølgende år. Han fortsatte med studier i statsvidenskab og musik i Tyskland, Frankrig og Schweiz, udgav de første kompositioner og i 1908 blev han dr. polit. på værket Formerelse og Fremskridt (en malthusiansk påvirket befolkningslære). Disputatsen blev rost og oversat til hovedspro-gene, og så gik det galt med Wieth-Knudsens akademiske karriere. Ikke én gang, men flere på hinanden følgende gange. En politisk afgørelse spær-rede vejen til en docentstilling i nationaløkonomi på Landbohøjskolen på trods af bedømmelsesudvalgets flertalsafgørelse (25). I 1911 deltog han i konkurrencen om W. Scharlings professorat i nationaløkonomi ved Københavns Universitet. Han blev anset for kvalificeret, men Aksel Nielsen fik professoratet. Hans konkurrenceafhandling Hovedtræk af Landborefor-merne i Rusland blev oversat til tysk. Wieth-Knudsens noget wagnerianske temperament og udenrigspolitiske journalistik i københavnske dagblade førte ham på kant med retssystemet og til en anklage for højforræderi (pga. omtale af mineudlægningen i Storebælt i 1914). Både hans journalistik og frikendelsen ved Højesteret i 1915 gjorde ham til en kendt og populær københavnerskikkelse.

130

Hans professortitel stammede ikke fra hans elskede fædreland. Fra 1922 til 1939 var han professor i nationaløkonomi ved Trondhjems Tekniske Højskole og dansk konsul samme sted. I 1930 blev der et professorat ledigt ved Københavns Universitet, men de „. . .statsvidenskabelige professorer ville imidlertid ikke have ham med i konkurrencen“. Denne komplicerede universitetspolitiske sags forløb endte med, at han vendte tilbage til Trond-hjem og udgav en lidenskabelig udredning af forholdene ved Københavns Universitet under titlen Mit videnskabelige Livs Drama med professor Birck som angrebets hovedmål (26). Wieth-Knudsens voldsomme an-grebsskrift gjorde sit til, at det ikke lykkedes ham – selv efter Bircks død i 1933 – at få et professorat ved Københavns Universitet.

I politisk sammenhæng placerede Wieth-Knudsen sig i løbet af 1920’erne og 1930’erne i spektrets højre side. Hvorvidt det medvirkede til, at han uni-versitetspolitisk blev udplaceret tør vi ikke sige uden indgående studier af datidens universitetspolitiske nærkampe. Vi har kigget i den lidenskabelige skildring af hans eget Videnskabelige Livs Drama, men den er så mættet af tætte tacklinger af hans (nu forlængst afdøde) fjender, at det er svært at få øje på bolden. Bolden eller rettere sagt selve spillet, der forandrede Wieth-Knudsens akademiske karriere til et drama, var dengang kendt under betegnelsen „professorkonkurrence“.

Professorkonkurrencen har som de fleste institutionelle løsninger inden for det akademiske felt sine rødder i en fjern fortid. Den opstår eller ind-føres officielt i universitetsfundatsen af 1788 som et middel til bekæmpel-sen af de mere eller mindre tvivlsomme procedurer, der blev anvendt ved udnævnelsen af de akademiske lærere.

1788-fundatsen markerer en begyndende afslutning af det lukkede, middelalderlige universitet og den tradition, som tillader professorerne at avancere gennem fakulteternes hierarki. Oplysningstiden sprænger det aka-demiske videnunivers, og avancementsystemet mister sin gyldighed. Syste-met blev suspekt først og fremmest for det politiske tilsyn med universitetet, og fundatsen fra 1788 er et udtryk for det oplyste enevældes politiske vilje. Professorkonkurrencerne forekommer i løbet af det 19. århundrede, men blomstrer først op i begyndelsen af dette århundrede. „Helt frem til begyn-delsen af 1930’erne var der næsten årlig konkurrence“ . . .„med efterfølgen-de klager til ministeriet og bred avisomtale.“ (27).

Bagved den særlige form for københavnerbegivenhed lå det skærende misforhold mellem det store antal af egnede akademiske forskere og de få universitetsstillinger der fandtes – helt frem til det store boom, der først kom ved 1950’ernes slutning. Universitetet var dengang heller ikke opsplittet i de efterhånden mere og mere specialiserede og lukkede fagmiljøer. Omtalen

131

af professorkonkurrencer – især i de almendannende fag og ikke mindst de dermed uundgåelige „akademiske skandaler“ – kunne dengang give salgbare avisoverskrifter på linie med vores tids skandaler i mediernes verden.

Selve konkurrencen bestod (i store træk) af en bunden afhandling udarbe-jdet indenfor en given tidsramme og derefter en forelæsning over et bundet emne og et frit valgt emne. Forelæsningen var offentlig og publikums delta-gelse sørgede for, at det indbyggede element af lotteri mirakuløst blev for-vandlet til en såvel videnskabelig som demokratisk fuldt ud korrekt afgørelse. Skæbnen eller rettere sagt det udvidede dommerpanel fratog bedømmelse-sudvalgets medlemmer noget af valgets tunge byrde. Det hedder i afsnittet om konkurrencer i Københavns Universitets almindelige historie: „Det var jo trods alt lettere for det uenige faglige udvalg at stemme for konkurrencen, når det var ubehageligt at skulle vælge mellem kollegaer.“ (28). Manglen på and-re karrieremuligheder end den akademiske for landets videnskabelige forsk-ningspotentiale tilførte desværre disse dueller på Frue Plads et skær af drama. Det internationale akademiske arbejdsmarked var også anderledes beskaffent dengang. Hvis konkurrencens udfald afskar en fra en videnskabelig tjeneste for kongen og fædrelandet, havde den akademiske karriere i udlandet nær-mest karakter af eksilering. Wieth-Knudsens ovennævnte Mit videnskabelige Livs Drama er blot et af mange eksempler på denne opfattelse.

Vi har valgt at afslutte vores jagt på sociologiens rødder med K.A. Wieth-Knudsens skæbne, dels fordi han var et af de mest berømte ofre for konkurrenceinstitutionens bivirkninger, og dels fordi han var øjenvidne til en af de sidste konkurrencer, der blev afholdt på Københavns Universitet (29). Denne konkurrence, som Wieth-Knudsen overværede, fandt sted d. 9. og d. 10. februar 1955 og var et af de sidste trin i den langvarige proces af sociologiens institutionalisering som et selvstændigt læreemne på Køben-havns Universitet. Deltagerne i konkurrencen var den svenske dr. Karlsson og den norske dr. Svalastoga.

I løbet af den forudgående bedømmelsesprocedure var ansøgernes an-tal reduceret fra syv til to og på den måde kom valget til at stå mellem ovennævnte konkurrenter. Det oprindelige af fakultetet nedsatte bedømmel-sesudvalg blev med henblik på konkurrencen udvidet til seks. Den udvidede bedømmelseskomité bestod af: dr.philos. Sverre Holm, Oslo, fil.dr. Torgny Segerstedt, Uppsala, fil.dr. Heikki Waris, Helsingfors, samt dr.jur. Stephan Hurwitz, dr.polit. Carl Iversen og dr.polit. et oecon. F. Zeuthen fra Køben-havns Universitets rets- og statsvidenskabelige fakultet.

Efter at have overværet begge duellanters forelæsning over et bundet emne: Den aktuelle forskning vedrørende „små grupper“ og en forelæs-ning over et selvvalgt emne – dr. Karlsson læste over emnet: „En social-

132

psykologisk modell för sociologi“ og dr. Svalastoga over emnet: „Vertikal social mobilitet“ (30) – skriver professor K.A. Wieth-Knudsen et 10 sider langt foliobrev til Rektor Magnificus og Konsistorium for Københavns Uni-versitet (31).

Som en garvet konkurrencedeltager vidste Wieth-Knudsen udemærket godt, at den akademiske del af proceduren var afsluttet. Dommerkomiteens flertalsindstilling (5 ud af 6 medlemmer foretrak dr. Svalastoga) blev tiltrådt af konsistorium, hvorefter den videresendtes til ministeriet. Intet kunne læn-gere forhindre, at Kaare Halvor Svalastoga (Ph.D.) udnævntes til professor i sociologi ved Københavns Universitet. Hvad der iøvrigt skete. I Universi-tetsårbogen for 1953-58 kan vi læse, at ved kgl. resolution af 13. april 1955 udnævnes han til professor i sociologi ved Københavns Universitet „. . .fra 1. april 1956 at regne.“ (32).

Som et erfarent offer for konkurrenceinstitutionen betvivlede Wieth-Knudsen ikke dens gyldighed, men fandt blot den konkrete anvendelse behæftet med så store indholdsmæssige skavanker, at han som Danmarks ældste sociolog følte sig kaldet til at protestere. Wieth-Knudsen forudskik-kede de senere tiders såkaldte „interne fagkritik“, og derfor citerer vi nogle uddrag af det vistnok aldrig publicerede dokument. Wieth-Knudsens cen-trale anklagepunkt er formuleret således:

„. . .ingen af de to Ansøgere som blev fundet værdige til at deltage i Konkurrencen om det nyoprettede Professorat i Sociologi er Sociologer, saaledes som Begrebet Sociologi utvetydigt er fastlagt iflg. et Aarhundreds europæisk Forskning af den vi-denskabelige Sociologi. Dette gælder navnlig den til Embedet indstillede dr. Kaare Svalastoga, idet han aldrig har studeret Sociologi, men kun amrk. Gruppeforskning ved Public Opinion Laboratory i Washington. Dette Institut beskæftiger sig væsentlig kun med den art sociale Stikprøver som i Europa er kendt under Navnet Gallup-Undersøgelser som intet har med Sociologi at gøre, lige så lidt som dr. Svalastogas Afhandling om Internationalismen, som skaffede ham Doktorgraden, efter at han var blevet konstitueret her som Professor.“ (33).

Derefter går Wieth-Knudsen over til en længere dokumentation af hans kri-tik af det skæbnesvangre valg af den amerikanske gruppeforskning som det teoretiske udgangspunkt for fagets institutionalisering i Danmark fremfor den århundred lange europæiske sociologitradition (34).

Konkurrenceinstitutionen var en af de små tandhjul, der var bygget ind i det professorale universitets komplicerede værk. Værket skulle, som vi har hørt før, sørge for, at de ideer der blev sendt ud i det indre akademi-ske omløb og i det ydre kredsløb (forskning og undervisning af landets embedselite) bar sagkundskabens blå stempel. Den lidenskabelige tone i

133

de videnskabelige diskussioner vidnede blot om det horror vacui, der greb det akademiske samfunds medlemmer ved tanken om, hvad der kunne ske, hvis selve „sagkundskaben“ tog fejl. Wieth-Knudsens afsluttende sætning i brevet til Rektor Magnificus og Konsistorium er en tidstypisk formulering af denne akademiske panikreaktion:

„Saaledes vil nu om kort Tid Undervisningsministeren og Kongen skrive under paa Dr. Kaare Svalastogas Udnævnelse til Professor i Sociologi og dermed lægge Navn til den videnskabeligt set, mest skæbnesvangre Fejlvurdering som vort Uni-versitet har gjort sig skyldig i i dette Aarhundrede siden det i 1909 udnævnte Ame-rikaneren Dr. Cook til Æresdoktor, fordi det i nogen Tid lykkedes ham at indbilde de sagkyndige i det matematiske naturvidenskabelige Fakultet, at han havde været ved Nordpolen. Men lad mig slutte, som jeg begyndte: Den eneste uskyldige i denne Skandale er da Dr. Kaare Svalastoga.“ (35).

På vej mod lærestolen – for første gangUniversitetets stilling i samfundet

Selv om udfaldet af professorkonkurrencen om lærestolen i sociologi ved Københavns Universitet hos enkelte medlemmer af det akademiske sam-fund udløste noget af en panikreaktion, kan man ikke sige, at det akade-miske system handlede overilet. Det varede nemlig ca. otte år inden in-stitutionaliseringen af sociologi blev forhandlet færdig: Hvis man regner oprettelsen af lærestolen på normeringsloven 1948/49 som starten – og udnævnelsen af Ph.D. Kaare Halvor Svalastoga i 1956 som afslutningen af denne fase. Omorganiseringen af den akademiske sociologi fra midten af 1980’erne krævede nogenlunde samme tid: Hvis man regner lukningen af det sociologiske og det kultursociologiske institut i 1988 for begyndel-sen af denne proces – og genåbningen af det sociologiske institut i foråret 1994 for en foreløbig afslutning på genetableringen af den akademiske so-ciologiske forskning og undervisning i Danmark.

En sammenlignende analyse af fagets (indtil videre) to etablerings-forsøg – den første fra 1948/49 til 1956 og det andet fra 1988 til 1994 – forekommer umiddelbart fristende. Først og fremmest fordi den vil give mulighed for et mere spændende syn på fagets udvikling end den gængse kedelige fremstilling af faget som en lineær kronologisk vækstproces. En komparativ analyse vil også kunne danne grundlag for refleksioner over det intrikate forhold mellem de videnskabelige discipliners epistemiske kriser og deres organisatoriske struktur (36). Chancen forekommer indlysende, da den epistemiske krise, der ramte de samfundsvidenskabelige verdensansku-

134

elser i slutningen af 1980’erne, var så dyb, at de anerkendte autoriteter en overgang spåede historiens endeligt (37).

Men desværre støder denne tillokkende mulighed på flere indtil videre uoverskuelige vanskeligheder. Den komparative analyse, som skulle blot-lægge de strukturelle ligheder og invarianser i det akademiske systems kri-semanagement, skulle naturligvis være et resultat af en heldig vekselvirk-ning mellem et egnet begrebsapparat og et relevant empirisk materiale.

Valget af begrebsapparatet er altid en vanskelig sag, men i vores tilfælde overordentlig besværlig. Den nuværende krise i samfundsvidenskaberne har ikke fået et navn endnu. Og som vi kommer til at se senere i teksten, var den krise, som samfundsvidenskaberne „objektivt set“ befandt sig i ved den 2. verdenskrigs afslutning, knap nok erkendt; og synes nu helt glemt. Men den egentlige grund til, at vi indtil videre må opgive de komparative indsig-ters eventuelle fordele, er en anden. Uagtet de begrebsmæssige vanskelig-heder udgør manglen på det empiriske materiale den største vanskelighed. Blot en foreløbig lokalisering af den dokumentmasse, som forhandlingerne vedrørende genetablering af sociologi ved Københavns Universitet fra 1986 til 1994 har afsat, vil kræve adskillige forskningsårsværk. Da den kom-parative indfaldsvinkel er begrebsmæssigt umådelig vanskelig og empirisk uladesiggørlig, må vi nøjes med en foreløbig skitse af de problemer, som faget stødte på ved sit første forsøg på at få en officiel anerkendelse som en af Københavns Universitets selvstændige discipliner.

Som før nævnt får det længe nærede ønske – at sociologi burde være repræsenteret blandt Københavns Universitets lærestole – karakter af en realistisk mulighed med oprettelsen af en selvstændig lærestol i sociologi på normeringsloven 1948/49. I bakspejlets lys er det selve tidspunktet, som i første omgang forekommer mest overraskende. Det længe nærede ønske får nemlig Rigsdagens velsignelse kun tre år efter 2. verdenskrigs afslut-ning. Danmark hørte ganske vist ikke til de lande, hvor barbariet var næsten totalt, men det er svært eller ligefrem umuligt at udpege de områder af det danske samfund, der kom igennem krigen uden invaliderende skader både mentalt og materielt.

Med denne baggrund in mente er beskrivelsen af universitetets stilling i samfundet på daværende tidspunkt overordentlig vanskelig. Den er så van-skelig, at selv i den officielle universitetskrønike støder vi på en formule-ring, som vi ikke troede, at historievidenskaben stadigvæk anvendte:

„Universitetet kom mirakuløst ud af besættelsestidens uvante prøvelser og livsfarlige valgsituationer som en intakt og tilsyneladende samdrægtig institution, der endda nød forøget good-will.“ (38).

135

Det virker, som om forfatteren alligevel fortryder „miraklet“ som en forkla-ring på, at universitetet stort set kom skadesløs igennem det 20. århundredes største ragnarok og prøver istedet for eller i tillæg til at se „heldet“, der er miraklets sekulariserede form, som en vigtig forklaringsfaktor:

„Kun ved heldige omstændigheder og en betydelig tvetydighed, der havde en vis forsoren accept fra de kæmpendes side, lykkedes det universiteterne at undgå åbne konfrontationer i det sidste farefyldte krigsår samt radikale krav om udrensninger eller systemskifte ved befrielsen.“ (39)

Hvor svært det er at bringe universitetets enestående tilpasning til de poli-tiske storme, der truede landets eksistens i 1940’erne og 1950’erne på be-greb, viser sig ved en omhyggelig læsning af ovenfor citerede passager. Det som i første omgang forekommer os som et umuligt valg mellem et „mirakel“ og et „held“ kompliceres yderligere ved, at hverken miraklet el-ler heldet var ægte. Til et ægte mirakel kræves der – foruden troen – at den overhængende fare eller sygdom er livstruende, og når den forsvinder, så forsvinder den sporløst. Angående farer kan vi læse (stadigvæk på samme side), at de (heldigvis?) viste sig overdrevne:

„Tingene var gået på en sådan måde, at det interne retsopgør blev minimalt, og det tilløb til en ny ideologisk konfrontation, som fremkom med øst-vest konfliktens ud-vikling fra 1945/47, blev kun svagt, fordi kommunisterne snart – definitivt i 1948 – tabte næsten al den ret betydelige tilslutning, de havde haft blandt studenter og visse yngre lærere i sommeren 1945.“ (40)

Uanset om farerne var livstruende eller ej, så var miraklet alligevel ikke ægte nok: Universitetet kom ganske vist „uskadt“ igennem besættelsesti-dens uvante prøvelser, men kun som en „tilsyneladende samdrægtig insti-tution“.

„Heldet“ eller miraklets sekulariserede udgave var heller ikke genuin. Universitetet slap med skrækken som en tilsyneladende samdrægtig insti-tution, men kun ved „en betydelig tvetydighed“, der ovenikøbet krævede „en vis forsoren accept fra de kæmpendes side“. Hvis situationens alvor tillod det og de kæmpende ikke var „kæmpende“, men et publikum, så vil et „illusionsnummer“ passe bedre end mirakel eller held som en beskrivelse af universitetets tilsyneladende skadesløse sejlads gennem besættelsens og efterkrigstidens oprørte vande.

Samtidshistorikernes vaklen mellem mirakel, held og en illusorisk accept fra samfundets side, som en forklaring på de akademiske institu-

136

tioners uovertrufne evne til at komme igennem politiske og økonomiske kriser med en tilsyneladende uskadt facade, er helt forståelig. 1940’erne og 1950’erne er blot et konkret eksempel på den udfordring, der lig-ger i begrebsliggørelsen af det akademiske samfunds tilpasningsevne. De kommende generationers samtidshistorikere bliver stillet overfor en lignende udfordring, når de skal begrebsliggøre den akademiske forvalt-ning af traditionernes og fornyelsernes sammenbrud, som vi for tiden blot er umælende vidner til. Uanset om det var universiteternes tradi-tionelle uforanderlighed eller deres ligeså traditionelle fleksibilitet, der vejede tungest, så var udgangen på krigens dramatiske år, at „. . .de faldt hurtigt tilbage i deres daglige rutinemæssige funktioner, som venteligt og naturligt var.“ (41)

De rutiner, som universitetet hurtigt faldt tilbage til, udgjorde ram-men for blandt andet den akademiske forvaltning af Rigsdagens bes-lutning om oprettelsen af et professorat i sociologi i medfør af norme-ringsloven 1948/49. Systemet var således indrettet, at institutionen kunne argumentere overfor de bevilgende myndigheder enten med henvisning til en konstateret behovsstigning vedrørende den første eller den anden eller allerhelst vedrørende begge af universitetets traditionelle funktioner. En konstateret behovsstigning i universitetets undervisnings-forpligtelse kunne medføre en opnormering af en „lavere“ lærerstilling til et normeret professorat – en simpel udvidelse af staben – der mindede om tidligere tiders nu forlængst opgivne „avancementsystemer“. En konstateret stig-ning i „forskningsbehovet“ kunne ideelt set føre til en kreativ udvidelse (fornyelse?), der enten havde karakter af et tidsbegrænset ekstraordinært professorat (det nuværende forskningsprofessorat) eller også normeret som institutionens bidrag til en fremtidig opbygning af forskningstradi-tioner (ordinært professorat).

Betænkning over Forslag til Normeringslov for Finansaaret 1948-1949 (afgivet af Folketingets Lønningsudvalg d. 17. Marts 1948) indeholder begge typer af argumentation for udvidelsen af antallet af lærestole ved Københavns Universitet. Det første argument førte til opnormeringen af et docentur i tysk til et normeret professorat, det andet argument førte til etab-leringen af en lærestol i sociologi:

„Udvalget har endelig overvejet forskellige Forhold vedrørende Københavns Univer-sitet. Efter de for Udvalget foreliggende Oplysninger om Omfanget og Karakteren af det til Docenturet i Tysk henlagte Universitetsarbejde finder Udvalget det rimeligt, at dette Docentur omnormeres til et Professorat. Endvidere vil det efter Udvalgets Op-fattelse være meget ønskeligt, at der til Københavns Universitet knyttes en selvstæn-dig Lærestol i Sociologi, hvilket hidtil ikke har været Tilfældet, hvorfor Udvalget

137

finder det rigtigt, at der oprettes et Professorat i dette Fag. Disse Forslag har været drøftet i Samraad med Finansministeren, der har tiltraadt dem.“ (44)

Finansministeren, der tiltrådte de ovennævnte udvidelser/fornyelser af Københavns Universitets lærestole, hed H.C. Hansen. Chefen for det res-sort, som Rigsdagen viste en forøget good-will, var Hartvig Frisch, som til sin store skuffelse måtte nøjes med undervisningsministerens taburet i Hans Hedtofts første regeringsperiode (13. november 1947-16. september 1950), selv om han selv helst ville have været udenrigsminister (45). I vores arkivundersøgelser lykkedes det os hverken at be- eller afkræfte forlyden-det om, at det var Hartvig Frisch der mente, at det nyoprettede professorat i sociologi burde høre under det rets- og statsvidenskabelige fakultet (46). Hvis han havde nogen personlige præferencer i denne sag, havde han ingen mulighed for at følge sagens gang. Hartvig Frisch’ aktive ministertid blev skuffende kort; han døde i februar 1950 efter nogen tids forudgående syg-dom. Ligeledes giver vores begrænsede arkivindsigt ingen mulighed for at se, hvorvidt de toneangivende socialdemokratiske politikere havde andet end den sædvanlige venlige/ambivalente holdning til universitetets anmod-ning om en udvidelse af lærerstaben.

Arkivspor efter det pres fra både det filosofiske fakultets og det retsog statsvidenskabelige fakultets kredse, der til sidst resulterede i, at konsisto-riets forretningsudvalg optog lærestolen i sociologi på sit årligt fremsatte forslag til normeringsloven, er svage. Det skyldes først og fremmest, at re-feraterne fra fakultets- og konsistoriemøderne er overordentligt summariske og i sagens natur helt blottet for en faglig argumentation for sociologiens tilstedeværelse blandt universitetets læreemner.

Den bedste opsummering af dette diffuse pres eller ønske om at få opret-tet et professorat i sociologi har vi fundet i en skrivelse fra det filosofiske fa-kultets dekan til konsistorium dateret d. 20 september 1946. Dekanen skri-ver, at „Fakultetet kan i eet og alt slutte sig til det filosofiske Studenterraads Anmodning om Oprettelse af en Lærestol i Sociologi“ med bl.a. følgende begrundelse, som dekanen citerer i sit brev:

„Det forekommer os [de studerendes råd ved det filosofiske fakultet] at være en brist, at der ikke ved Universitetet gives Undervisning i en Videnskab som giver Overblik over Sammenhængen mellem forskellige Kultur- og Social videnskaber. Dette Krav tilfredsstilles af Sociologien samtidig med at den er en vigtig Hjælpevidenskab for saavel Fagene Historie, Etnografi, Sprog- og Religionsvidenskab som for den praktiske Politik. I de fleste store Lande fx England, USA, Frankrig og Tyskland har der længe været saadanne Lærestole, og det maa ogsaa være i dansk Videnskabs Interesse, at der aabnes Mulighed for videnskabelig Forskning på dette vigtige Omraade.“ (47)

138

Dernæst refererer dekanen loyalt det rets- og statsvidenskabelige fakultets ønske om, at lærestolen skulle etableres inden for dets domæne. Dekanen skriver, at fakultetet (det rets- og statsvidenskabelige) har

„. . .gennem en Aarrække været af den Anskuelse at det vilde være særdeles ønskeligt at faa oprettet en Lærestol i Sociologi ved Københavns Universitet. Spørgsmaalet har flere Gange været fremme indenfor Fakultetet, og naar man ikke tidligere har stillet noget Forslag herfra skyldes det i første Række, at man ikke har kunnet bringe nogen bestemt egnet Person i Forslag. Paa Grund af den store Betydning, som navnlig den moderne empiriske Sociologi har ikke blot for de statsvidenskabelige Fag, men ogsaa for flere juridiske Discipliner (særlig Kriminologien) burde en evt. Lærestol i Socio-logi formentlig rettelig henhøre under det rets- og statsvidenskabelige Fakultet.“ (48)

Det, som ved første øjekast ser ud til at være dekanens loyale gengivelse af velkendte og ligeværdige standpunkter, viser sig at være et led i argumenta-tionen for en afvisning af lærestolens eventuelle placering under det rets- og statsvidenskabelige fakultet. Dekanen påpeger, at

„Lærestolen bortset fra visse Sider af anvendt Sociologi i endnu højere Grad hører hjemme under det filosofiske Fakultet idet Sociologiens nære Tilknytning til næsten alle de under det filosofiske Fakultets docerede Fag, især Sprogforskning og -under-visning, Historie og Religionshistorie, men ogsaa de øvrige humanistiske Discipliner synes at gøre det filosofiske Fakultet selvskrevet til at optage denne Disciplin.“ (49)

Sociologiens stilling på universitetet (dekanens brev)

Dekanens brev rejser fortolkningsproblemer, der er større end den gængse kommunikationsmodel kan løse. Brevet skaber usikkerhed ikke alene om af-senderens og modtagerens identitet, men også om budskabets reelle indhold. Problemer med afsender/modtageridentiteten stammer fra den akademiske offentligheds særlige konstruktion, medens uklarhed vedrørende budskabets indhold beror fortrinsvis på den akademiske diskurs’ særlige træk.

Brevet er adresseret til fakultetet, selv om dets egentlige modtager er konsistorium som det akademiske samfunds højeste repræsentative organ. Dekanen er ikke kun brevets afsender, han er også én af dets adressater. I den sidstnævnte egenskab vil han ovenikøbet modtage brevet to gange: Først som fakultetsmedlem derefter som medlem af konsistorium. Som af-sender er dekanen heller ikke alene. Det fremgår af brevet, at dekanen stort set videresender de filosofiske studerendes ord, som han gør til sine egne. Tvivlen vedrørende hvem der skriver til hvem afspejler den traditionelle usikkerhed om det akademiske samfunds grænser.

139

„Universitas“ betyder som bekendt fællesskab, og striden vedrørende omfanget af det akademiske borgerskab hører til den akademiske viden-produktions strukturelle konflikter. Den historiske overlevering har som be-kendt gestaltet de arketypiske akademiske samfund som henholdsvis „stu-denteruniversiteter“ (Bologna) og „magistrenes universiteter“ (Paris) (50).

Universitas som enten de studerendes sammenslutning eller lærernes laug findes kun som den historiske fantasis analytiske redskaber eller den akademiske videnproduktions elementære former. Reelt eksisterer de aka-demiske samfund kun som blandingsformer, og striden om fordelingen af den akademiske magt mellem lærere og deres disciple varierer kun i in-tensitet.

Ved siden af eller henover konflikten om den akademiske solidaritets grænser findes der en mindst ligeså gammel debat vedrørende fællesskabets faglige territorier. Striden om beliggenheden og indholdet af den akade-miske videns kerneområder har vi behandlet i forbindelse med omtalen af moderniseringen af universitetets faglige spektrum og dets uddannelses-mæssige forpligtelser. Dekanens brev er dels et indlæg i denne faglige strid og dels et forslag til stridens løsning indenfor rammerne af den akademiske selvforvaltning.

De akademiske samfunds solidarisk-antagonistiske interessekonflikter forvaltes af medlemmer af det akademiske samfund, som for en periode bliver valgt (og siger ja) til en ærefuld, men vanskelig rolle som dommere/mæglere/administratorer – stort set uden anden beskyttelse end den person-lige integritets skrøbelige skjold.

Den uklare rollefordeling medfører en usikkerhed om, hvem der skriver til hvem og rejser tvivl vedrørende brevets egentlige konklusion. Dekanen opsummerer de velkendte videnskabsteoretiske eller måske snarere univer-sitetsdidaktiske positioner, der taler for sociologiens placering henholdsvis under det filosofiske og det rets- og statsvidenskabelige fakultet.

Et forslag om at afgøre striden med en lodtrækning eller en afstemning er udelukket, da dette vil undergrave både debattens form og den akade-miske forvaltnings saglighedsideal. Derfor kræves der nu et lille „trick“, der kan transformere den fastlåste faglige uenighed i en acceptabel admini-strativ beslutning. Dekanen forstærker de saglige argumenters kraft ved at gøre det akademiske samfund opmærksom på, at der hersker en fuldstændig enighed mellem de øverste og de nederste lag i det filosofiske fællesskab vedrørende sociologiens placering.

De studerendes mening har altid haft en vis vægt i de akademiske an-liggender, men i 1946 var deres holdninger af særlig stor betydning for universitetets repræsentative organer. Det var som før nævnt især de stu-

140

derendes og de yngre akademikeres fortjeneste, at universitetets facade kom nogenlunde uskadt gennem krigens og besættelsestidens livsfarlige valgsituationer. I de tidlige efterkrigsår var det fortsat og om muligt endnu vigtigere, at universitetets „tilsyneladende samdrægtighed“ ikke blev un-ødigt udfordret.

Denne tilsyneladende samdrægtighed mellem det filosofiske samfunds øverste og nederste lag kunne måske have afgjort den videnskabsteoretis-ke strid, hvis det rets- og statsvidenskabelige fakultet ledende kredse stod alene uden støtte af sit eget fodfolk. Men indenfor den retsog statsvidens-kabelige fraktion af det akademiske samfund herskede der også en tilsyn-eladende samdrægtighed i sociologisagen mellem studentermasserne og fakultetet. Det rets- og statsvidenskabelige studenterråd havde ligeledes og gentagne gange gjort det akademiske samfund opmærksom på, at de anså det for en brist ved universitetet, at der ikke fandtes en lærestol i sociologi under deres fakultet. I en sådan situation kunne dekanen ikke andet end at fortie dette forhold i sit brev. Dekanens fortielse eller undladelse var ikke særlig graverende, da det var velkendt for det akademiske samfund, at især cand.polit.-studerende længe havde ønsket en styrkelse af sociologiunder-visningen, som siden 1918 hørte til blandt fagene på cand.polit.-studiets første del. Derimod ville dekanen ikke fortie en anden omstændighed ved det rets- og statsvidenskabelige fakultets forhold til sociologi. En omstæn-dighed der var ligeså velkendt, men til gengæld var den mere værd at bringe frem. Dekanen undlod ikke at gøre brevets samtlige modtagere opmærksom på, at det rets- og statsvidenskabelige fakultet aldrig havde stillet et forslag om oprettelsen af et professorat i sociologi, fordi „. . .man ikke har kunnet bringe nogen bestemt egnet person i forslag.“

Hvorvidt denne oplysning om det rets- og statsvidenskabelige fakultets manglende evne til at finde et professoremne var ment som dekanens sidste stik, der skulle afgøre striden om sociologiens fremtidige placering, kan vi kun gisne. De arkivalier, vi har haft i hænderne, tillader ingen sikre slut-ninger. Hvad værre var, brevets fysiske udseende kunne tyde på, at deka-nen selv var kommet i tvivl om holdbarheden af sin egen argumentation i tekstens sidste linie: „Under Hensyntagen til de videnskabelige Resultater, der er nået i andre Lande, hvor sådanne Lærestole er blevet oprettet, skal Fakultetet varmt anbefale, at der oprettes et ordinært Professorat i Sociologi under det filosofiske Fakultet ved Københavns Universitet.“

I det maskinskrevne dokument er de hér fremhævede ord – som tilsyn-eladende var stridens æble – tilføjet i hånden. Om det er dekanens fortalelse eller sekretærens fejl, der ligger bag den sidste linies lapsus, kan vi aldrig få svar på.

141

De mange tvivl og ubesvarede spørgsmål, som dekanens brev rejser, har vi behandlet med en omhu, der er omvendt proportional til deres betydning. Der er hverken noget nyt eller opsigtsvækkende i at konstatere, at det aka-demiske fællesskabs uklare grænser slører budskabets modtageridentitet. Det er ligeledes helt banalt at påpege, at den akademiske offentligheds sær-lige konstruktion dekonstruerer eller opløser forfatterkategorien i så mange lag, at selv de moderne dekonstruktivister kan være misundelige.

Til gengæld kan det måske være mindre banalt at se på den behandling, som realiteterne får, når de bliver udsat for den akademiske diskurs. Græn-serne mellem realiteter og idealer er i sagens natur flydende, og vedvarende forsøg på at finde dem er umådelig trættende. Under jagten på sagens kerne i den akademiske diskurs har vi fået en dårlig vane med at springe over den rituelle henvisning til den „videnskabelige udviklings krav“, som rundhån-det krydrer de akademiske epistlers ouverturer eller slutsatser.

Sådan gik det også med dekanens brev. I første omgang overså vi sim-pelthen det højtidelige øjeblik, hvor dekanen kørte den akademiske retoriks store kanon i stilling: Den egentlige berettigelse for sociologien som et selv-stændigt læreemne ved Københavns Universitet (uanset den fakultetsmæs-sige placering af lærestolen) er de videnskabelige resultater der er nået i de fleste større lande, hvor sådanne lærestole er blevet oprettet. Dekanen blev så optaget af at køre den store kanon i stilling, at han glemte at se på kalen-deren. Vi var blevet så sløvede af de rituelle henvisninger til stråleglansen fra de europæiske lærdomscentre, at vi i første omgang overså, at dekanens brev er dateret d. 20. september 1946.

På det tidspunkt var de i brevet omtalte store lande i færd med at begrave deres døde eller lede i ruinerne efter de eventuelt overlevende. Antallet af ofre var stort set proportional til landenes størrelse. Ingen akademiske sam-fund kom uskadt igennem katastrofen, kun tragediens omfang varierede fra land til land. Heller ikke i mellemkrigstiden var sociologien særlig synlig på de „større landes“ universiteter. I England – på grund af Oxfords og Cambridges traditionelle bagstræb – var der ingen plads til sociologien i det akademiske klerasi. I Frankrig lykkedes det til sidst for Emile Durkheim at avancere fra det proviensielle Bordeaux-professorat til Sorbonne universite-tet i 1902. Efter hans død lykkedes det for hans nevø og elev Marcel Mauss at bevare tilknytningen til det akademiske miljø på College de France i 1930’erne (1930-39). På grund af krigen og det stærke kommunistpartis uvilje mod sociologien var betydningen af Durkheim/Mauss-traditionen i det franske akademiske miljø stærkt begrænset i de efterfølgende år (51).

At nævne Tyskland i 1946 blandt den akademiske sociologis foregangs-lande krævede enten et usædvanligt mod eller en abstraktionsevne udover

142

det almindelige. Vi tror, at det var dekanens evne til at abstrahere fra virke-ligheden snarere end modet, der fik ham til at indrullere Tyskland blandt de store landes eksempelsamling. Omkring århundredskiftet var en studierejse til Tyskland ganske vist fortsat en vigtig del af den akademiske træning for ikke alene de europæiske, men også de amerikanske samfundsforske-re, som senere blev anset for de første sociologer i deres respektive lande. Men på det tidspunkt, hvor dekanen skrev sit brev, lå store dele af den tys-ke sociologitradition begravet under det tyske samfunds ruiner. Ingen – ej heller dekanen – kendte på dette tidspunkt katastrofens virkelige omfang, men som medlem af det internationale akademiske samfund måtte dekanen vide, at den akademiske tradition var blandt den nazistiske pests første ofre allerede i de tidlige 1930’ere, og at i slutningen af 1930’erne var de tyske universiteter så godt som fuldstændigt renset for denne stolte akademiske traditions bærere.

I 1946 var Tyskland kun i dekanens fantasi blandt det akademiske sy-stems lysende stjerner. I realiteternes verden var situationen meget værre især for den europæiske sociologis traditions vedkommende. Den havde tabt sin hidtidige glans i ruinerne af det europæiske samfund. USA kom ud af krigen ikke kun som en politisk stormagt, men også som den kommen-de akademiske supermagt. Tilpasningen af det danske samfund til den nye verdensorden foregik langsomt og med store vanskeligheder. Tilpasningen af det akademiske samfund til USAs rolle som videnskabens centrum var heller ikke nem. Dels var holdningen til den amerikanske kultur mildest talt ambivalent – især vel blandt de humanistiske forskere – og dels lå USA af helt indlysende grunde i udkanten af de fleste såvel humanistiske som sam-fundsvidenskabelige discipliners horisont.

Lærestolens besættelse – den akademiske forvaltning af skæbnenSkildringen af „sociologiens“ lange vej til den akademiske anerkendelse er nu nået til vejens sidste stykke, som lå mellem Rigsdagens forslag om oprettelsen af en selvstændig lærestol i sociologi i 1948/1949 og udnæv-nelsen af Kaare Halvor Svalastoga, Ph.D., som professor ved den konge-lige resolution af 13. april 1956. Implementeringen af Rigsdagens vilje var vanskelig, og det akademiske samfund anvendte næsten hele repertoiret af midler, som traditionen foreskriver i forbindelse med en professoratbe-sættelse. Beskrivelsen af det akademiske felts mikromekanik forekommer lige så fortvivlende vanskelig, især når man støder på følgende billede af sociologiens tilblivelse: „Det faldt således i Svalastogas lod at opbygge

143

faget sociologi ved vort største universitet, hvor det længe havde været forsømt.“

Formuleringen stammer fra Svalastogas officielle biografi skrevet af hans filosofiske professorkollega (52). Loddet betyder som bekendt „. . .de vilkår, som ved forsynets eller skæbnens tilskikkelse bliver en til del.“ (ODS).

De, der ikke lader sig skræmme af skæbnens uransagelighed, fratages modet af den moderne pessimistiske opfattelse af den bureaukratiske ra-tionalitets begrænsede karakter. Siden March’s og Simon’s dage har den moderne organisationssociologi erstattet skæbnen med den bureaukratiske virkeligheds flertydighed og de bureaukratiske beslutningsprocessers „frak-taliserede“ mangfoldighed (53). Det er ikke længere skæbnen, men skral-despandsmodellens anarki, der får beslutningstagere til at muddle through eller tumle på må og få mellem uklare mål og fortolkningskrævende midler.

Men desværre (for os) ligger den teoretiske garbage can for langt væk fra de akademiske forretningsgange. Den akademiske beslutningspraksis består af et righoldigt, men dog begrænset repertoire møjsommeligt bygget op gennem generationer netop for at tøjle skæbnens uforudsigelige indgri-ben og få orden på virkelighedens kreative kaos.

Omfanget og alvoren af metodeproblemerne taget i betragtning fore-kommer vores fremgangsmåde utilladelig forenklet. Forsøgsvis har vi opdelt vejens sidste afsnit i tre faser og kaldt dem: 1) Oprydning af fel-tet, 2) Midlertidig løsning og 3) Legitimering af beslutningen. Vores kon-struktion har to hovedskavanker: Faseopdelingen gør vold på processens kontinuerlige karakter, og den er præget af bagklogskabens uundgåelige bedreviden.

Oprydning af feltet

Rigsdagens forslag reaktiverede den gamle placeringsstrid, men allerede d. 1. juni 1949 var striden tilsyneladende slut. Det rets- og statsvidenskabelige fakultet indstill1ede til ministeriet, „. . .at besættelsen af det ledige profes-sorat [udskydes] til et senere tidspunkt når der vil melde sig ansøgere, der var kvalificerede til at meddele den undervisning i sociologi, der var behov for under det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet.“ (54)

I vores tidlige udkast kaldte vi denne fase for en „afvisning“ eller en „likvidering“ af den klassiske europæiske sociologiske tradition, men vi fandt formuleringen alt for dramatisk i forhold til denne traditions ringe forankring i det hjemlige miljø. Oprydning i afsnittets titel hentyder til, at uenigheden om lærestolens placering blev fejet af dagsordenen og afløst

144

af en tilsyneladende enighed om, „. . .at lærestolen i sociologi skal angaa moderne empirisk sociologi.“

Det var ihvertfald den formulering, der kunne samle flertallet i udvalget, som konsistorium havde nedsat i maj 1947 for at afgøre lærestolens fakul-tetsmæssige placering (55). Alene på grund af udvalgets sammensætning – prof. Brandt og Thomsen fra det filosofiske og prof. Borum og Iversen fra det rets- og statsvidenskabelige fakultet – kunne udvalget naturligvis ikke enes. Til gengæld kom udvalget til at formulere en tilsyneladende enighed om lærestolens genstandsområde.

Hvis læseren trækker på smilebåndet og finder formuleringen „den mo-derne empiriske sociologi“ alt for vag i forhold til indsatsen, kan vi kun beklage. Vi beklager først og fremmest, at det ikke er lykkedes os med til-strækkelig omhu at formidle den alvor, som også dengang omgav de akade-miske begrebskonstruktioner. „Den moderne empiriske sociologi“ var ikke alene alvorligt ment som lærestolens fremtidige genstandsområde. Den til-syneladende enighed om formuleringen fik også alvorlige konsekvenser for det ansøgerfelt, der reflekterede på stillingsopslaget fra 1. juli 1948.

Stillingen som professor blev opslået under det rets- og statsvidenskabe-lige fakultet som indstillet af udvalgets mindretal, der bestod af prof. Carl Iversen – universitetets senere mangeårige rektor. Til gengæld fik to profes-sorer fra det filosofiske fakultet sæde i det bedømmelsesudvalg, der skulle konkretisere den moderne sociologis omrids på baggrund af ansøgerfeltets tilbud.

Den første fase var en stor skuffelse; både for bedømmelsesudvalget og ansøgerne. Ansøgerne var skuffede, fordi de følte sig bedømt på uklare præ-misser. Formuleringen „den moderne empiriske sociologi“ blev ikke nævnt i selve opslaget. Bedømmelsesudvalgets medlemmer var misfornøjede af forskellige grunde, dog var de bundet af den ovennævnte begrundelse for udsættelsen af stillingsbesættelsen.

Bedømmelsen af den videnskabelige indsats af dr. Chr. Pedersen, fil.dr. Bertil Pfannenstill og dr.phil. Svend Ranulf – der udgjorde ansøgerfeltet – er fortsat læseværdige eksempler på forskningsevaluering og universitets-politisk snilde udformet efter datidens formkrav. I overensstemmelse med datidens akademiske offentlighedsprincipper blev de trykt i Universitetsår-bogen og fylder i årgangen 1953-58 næsten syv tættrykte sider.

De evaluerede videnskabsmænds ansøgninger, deres kritiske kommen-tarer til udvalgets bedømmelser, samt brudstykker af korrespondancen om-kring den mislykkede stillingsbesættelse opbevares i Rigsarkivet og udgør fortsat et uvurderligt materiale til fremtidige studier af fagets historie. Vi har væltet os i bibliotekets og Rigsarkivets støv på jagt efter de dokumenterede

145

forestillinger og associationer som shibbolet’en „den moderne empiriske sociologi“ udløste hos denne fases aktører. Bedømmelsesudvalget bestod af professorerne Jørgen Jørgensen (filosof), Edgar Rubin (psykolog), Axel Nielsen (økonom), samt Torgny Segerstedt (sociolog fra Uppsala). Sidst-nævnte kom på afbud, da Theodor Geiger – for ikke at så tvivl om sin habi-litet – chevaleresk afslog at være med til at bedømme Ranulf.

Bedømmelsesudvalgets indstilling bestod af enigheden om at udsætte stillingsbesættelsen og af fire vota separata, der præciserede de inviduelle grænser for denne enighed (56). Jørgen Jørgensens votum separatum kan desværre ikke hjælpe os i jagten på den moderne empiriske sociologis om-rids. Som eneste medlem fandt han, at prof. Ranulfs „. . .hidtidige arbejder og hele hans vita ante acta. . .“ talte for hans ansættelse under det filosofiske fakultet. Måske derfor forekommer „den moderne empiriske sociologi“ slet ikke i hans indstilling.

Edgar Rubins afvisning af samtlige ansøgere bærer et umiskendeligt præg af hans berømte skarpe pen. I kritikken af Ranulf, som trods alt var feltets mest kvalificerede ansøger, bruger Rubin slet ikke shibbolet’en som bedømmelsesgrundlag. Han finder det ligefrem ligegyldigt, hvorvidt Ra-nulfs The Jealousy of the Gods er sociologisk eller ej, da han ikke anser værket for et „. . .betydningsfuldt videnskabeligt arbejde“. Yderligere me-ner Rubin, at Ranulfs socialvidenskabelige metodelære viser en betænke-lig mangel på kendskab til statistisk metode samt, at Ranulfs psykologi „. . .virker forbløffende for en psykolog.“ Alt imens Jørgen Jørgensen – mod bedre vidende – håber på, at placeringsstriden endnu ikke er afgjort, finder Rubin konflikten underordnet i forhold til det videnskabeligt set uinteres-sante ansøgerfelt.

Torgny Segerstedt holder sig i forhold til placeringsstriden loyalt i bag-grunden, men han „utgår ifrån“, at „. . .den sökta professuren till sin hu-vudsakliga inriktning skall gälla fältsociologi. . .“ – og derfor finder han både Ranulfs og Pfannenstills „lämplikhet“ tvivlsom. Vi ved ikke, hvorvidt feltsociologi hørte til sociologiens centrale kendetegn i 1940’ – ernes Sve-rige eller hvorvidt Segerstedt tilføjede udtrykket af rent stilistiske grunde.

Først i Axel Nielsens votum får den moderne empiriske sociologi lidt fastere konturer. Han bruger betegnelsen tre-fire gange synonymt med „feltundersøgelser“ af „aktuelle sociologiske emner“, som „. . .man inden-for det rets- og statsvidenskabelige fakultet i høj grad trænger til.“ „Der må stå pengemidler til rådighed. . .“, når „. . .aktuelle sociologiske emner tages op. . .“, skriver Axel Nielsen med en for tid og sted overraskende sikkerhed. I 1940’erne var forestillingen om den sociologiske forsknings bevillingskrav først ved at blive født. Stedet virker også overraskende. Pen-

146

ge og videnskab delte dengang endnu ikke spaltepladsen i det akademiske evalueringsarbejde.

Men desværre tør vi ikke udnævne Axel Nielsen som ophavsmand til ideen om den moderne empiriske sociologis nødvendige økonomiske grund-lag. Hans bemærkning om pengemidlernes nødvendighed synes udløst af Ranulfs professoransøgning. Ranulfs betingede sin indtræden som profes-sor af en særskilt bevilling til videnskabelige formål på mindst 3.000 kr. årligt. Axel Nielsen er helt enig med Ranulf vedrørende pengemidlernes altafgørende betydning i forbindelse med feltundersøgelser, blot finder han Ranulfs interessefelt problematisk. Ranulf vil bruge bevilligen til under-søgelser af „nazismen i den danske presse 1933-1940“. Derudover stoler Nielsen heller ikke på Ranulfs videnskabelighed omend med en begrundel-se, der virker betydelig vagere end Rubins.

Oprydningen af feltet sluttede med fire vota separata, der tilsammen udgjorde den ovennævnte enighed om at udsætte stillingsbesættelsen til et senere tidspunkt.

En midlertidig løsning

I skraldespandsmodellens skygge virker de fleste beslutninger befriende midlertidige. Udsættelsen af beslutningen om sociologiprofessoratet befri-ede det akademiske samfund for det umulige valg mellem ansøgere, som ikke kunne samle det fornødne flertal, men samtidig skabtes nye vanskelig-heder. En passiv venten på kvalificerede ansøgere var af flere grunde proble-matisk. Hjemmemarkedssituationen så ret håbløst ud. Man kunne risikere at vente flere år på den danske version af den moderne empiriske sociologi. Derudover begyndte det så småt at haste med at opfylde det tomrum, der ville opstå på førstedelen af cand.polit.-studiet, hvor Axel Nielsen havde undervist i sociologi siden 1918. Tomrummet truede med at opstå allerede fra efterårssemestret 1950 i forbindelse med Axel Nielsens fratræden på pension. I overensstemmelse med den omsorg, som den afgående professor dengang følte for sin efterladte lærestols skæbne, blev det først og fremmest Axel Nielsen til del at finde en løsning på den del af problemet.

Forelæsninger spillede dengang en større rolle for de studerendes ek-samenschancer end nu. Retten og pligten til at afholde forelæsninger (jus docendi) var et vigtigt tegn på den akademiske værdighed. Derfor undrer det os ikke, når vi i arkivet finder en anbefaling fra de to dekaner fra hen-holdsvis det filosofiske og det rets- og statsvidenskabelige fakultet til uni-versitetets rektor om at oprette „en midlertidig undervisning i sociologi fra efterårssemestret 1950.“ Til gengæld er det lidt uklart, hvordan de to deka-

147

ner kom på sporet af en mulig kandidat, som kunne udfylde det midlertidige undervisningsmæssige tomrum.

Oprydningsholdet beviste, at det hjemlige sociologiske miljø var for svagt til at møde den moderne empiriske sociologis udfordringer, men tanken om, at situationen krævede et kulturlån, er faktisk ældre end stil-lingsopslaget. Vi møder den stort set fuldt udfoldet i Rubins og Tranekjær Rasmussens memorandum til det rets- og statsvidenskabelige fakultet med et forslag til, hvordan lærestolsproblemet skal løses. Det indeholder allere-de i marts 1948 løsningens centrale ingredienser: Man bør tilkalde en yngre, amerikansk forsker, der driver forskningen efter „moderne metoder“.

For valget af en visiting professor-løsning talte også muligheden for at opnå økonomisk tilskud fra amerikansk side. Svagheden ved de to psyko-logers forslag var iøjnefaldende. For det første kendte de ikke selv nogen yngre, amerikanske forskere, for det andet så de helst, at forskningen skulle lægge vægt „paa den Side af Sociologien der vender mod Psykologien.“

Et udvalg – bestående af professorerne Hald, Hurwitz, Winding Peder-sen fra det rets- og statsvidenskabelige fakultet, samt Jørgen Jørgensen og Tranekjær Rasmussen fra det filosofiske fakultet – fremstillede et år se-nere lange lister med de store navne, som de tænkte på at kalde til det lille land. Leonard Cottrell (Cornell), Kingsley Davis (Columbia) og Dorothy Thomas (Pennsylvania) blev luftet som mulige forslag (57). En overgang var Parsons, Lazarsfelds og Homans navne ligeledes nævnt, men næppe som andet end en uskyldig name-dropping.

Svalastogas navn kom på det danske marked via Norge. Sverre Holm skriver i et brev til sin danske kollega Winding Pedersen en varm anbefaling om at engagere vennen Kaare Svalastoga, som agtede at tage sin doktorgrad under vejledning af professor Stuart C. Dodd ved Washington University. Sverre Holm mente, at Svalastoga ville være udmærket til at „forberede terrenget“ for en mere kendt amerikansk forsker, der sikkert ikke ville være „ledig på markedet før 1951“, som Sverre Holm udtrykte det (58).

Mens Winding Pedersen brugte omveje, gik Axel Nielsen den direkte kommandovej. Han skrev til George Lundberg, der forestod sociologien på Washington University, og spurgte, hvad han mente om Svalastoga som en mulighed. Lundberg henviste Nielsen til Svalastogas vejleder Stuart C. Dodd (59). Selv om vi ikke har kunnet finde Stuart C. Dodds svarbrev, har vi ingen grund til at tro, at han nærede betænkeligheder ved at udlåne Sva-lastoga til København.

Tidligere udkast til ovenstående fortælling om forsøgene på at finde løs-ningen på det københavnske problem via det internationale sociologiske netværk indeholdt også refleksioner over, hvad man burde kalde resultatet

148

af disse forsøg. Beskikkelsen af Kaare Svalastoga, som disse forsøg endte med, minder en del om et „kald“ eller „kaldelse“, som var den mest æreful-de måde at besætte et professorat på. Kaldet kræver en massiv enighed in-denfor det akademiske samfunds rækker. Den midlertidige beskikkelse var baseret på en skrøbelig enighed blandt det akademiske samfunds udvalgte medlemmer. Denne fases forhandlinger endte med, at Kaare Svalastoga – på rektors og de to dekaners opfordring – overtog undervisningen i sociologi fra efterårssemestret 1950 at regne; foreløbig for et år (60). Og læseren må selv tage stilling til, hvilken overskrift på afsnittet er at foretrække: „Den midlertidige løsning“ eller „Et lille kald“.

Legitimering af den midlertidige beslutning

Professor Svalastogas midlertidige ansættelse kom til at vare i flere år. I de fleste institutioner, der bruger en prøveansættelse, er overgangen fra en fler-årig prøvetid til en fast stilling med alle rettigheder som oftest en formssag. For de akademiske institutioner er formen imidlertid altafgørende. Hvis fastansættelsen af den første professor i sociologi var en formssag, så fik den ihvertfald et dramatisk forløb.

Rundt regnet siden begyndelsen af det forrige århundrede krævede besættelsen af en lærestol en forudgående offentliggørelse af stillingsops-laget. Kun kaldet var en undtagelse, der bekræftede de akademiske reglers vægt og prestige. Reglerne for hvor længe en lærestol kan vente på kvali-ficerede ansøgere, eller hvilken måde den midlertidigt kunne besættes på, skiftede gennem tiderne. Men det afgørende var, at en blød overgang eller et avancement fra et midlertidigt vikariat til et normeret professorat uden en højtidelig rit de passage ville have krænket den akademiske retsbevidsthed.

Derfor undrer vi os ikke, når vi læser i Universitetsårbogen, at holdbar-heden af den midlertidige løsning skulle prøves: Den midlertidigt besatte sociologiske lærestol blev atter opslået ledig d. 5. januar 1952, „. . .under henvisning til at der nu kunne forventes kvalificerede ansøgere.“(61) Vi kan således fastslå, at det ikke var skæbnen, men de akademiske traditioner, der udløste det forløb, som en overgang truede holdbarheden af den midlertidi-ge løsning. Derimod er det uklart, hvis forventninger Universitetsårbogen taler om, og hvem stod bag valget af selve tidspunktet. Universitetsårbogen beskæftiger sig ikke med den slags detaljer, og arkivspor fra denne fase tillader os ikke nogen svar på disse vigtige spørgsmål.

Uanset forventningernes karakter var ansøgerfeltet dobbelt så stort som sidste gang. De stærkeste bud på den moderne sociologis udformning var dog stadig af udenlandsk oprindelse. En overgang så det ud til, at det ville

149

blive den svenske sociologis opgave at pleje fagets vækst i Danmark. Et internationalt sammensat bedømmelsesudvalg bestående af professorerne Stephan Hurwitz og Carl Iversen fra København, samt Torgny Segerstedt og Sverre Holm fra henholdsvis Uppsala og Oslo afgav halvandet år senere (23. juni 1953) en overraskende entydig indstilling. Blandt de syv ansøgere blev kun Gunnar Boalt fra Stockholm og Georg Karlsson fra Uppsala, samt fungerende professor Kaare Svalastoga fundet kvalificerede, og med den førstnævnte „. . .som den bedst egnede af ansøgerne til det ledige profes-sorat.“ (62). Indstillingen var overraskende, ikke kun fordi den var klar, men også fordi afvisningen af den fungerende professor var meget stærk. Ud-valget fandt Svalastogas videnskabelige produktion „ensidig“, derudover mente udvalget, at hans forskerpersonlighed bar præg af „. . .en svigtende sans for meningsfulde teoretiske problemstillinger.“ (63).

Men allerede to måneder senere blev bedømmelsesudvalgets skarpe formuleringer sat i en ny kontekst, der åbnede for nye og langt blødere fortolkningsmuligheder. Den nye fortolkningskontekst blev skabt af Gun-nar Boalts meddelelse (fra 30. august 1953) om, at han trak sin ansøgning tilbage. Selvom Boalts meddelelse ændrede situationen dramatisk, er der heller ikke nogen grund til at blande skæbnen ind i hans beslutning. Den blev formentlig udløst af et bedre tilbud fra en anden side. Det var ikke kun den moderne sociologi, der voksede sig stærkere i løbet af efterkrigsårene. Det akademiske arbejdsmarked begyndte også at vokse, og det er ikke ude-lukket, at Boalt allerede fra starten var mere interesseret i en meritgivende professorbedømmelse fra København end selve lærestolen.

Selvom udviklingen måske ikke var forudsigelig, var den akademiske tradition på ingen måde forsvarsløs. I andre produktionsgrene ville man måske skære igennem den tidkrævende udvælgelsesprocedure og ansætte den næstbedste (Karlsson) i en situation, hvor den bedste (Boalt) meldte fra. Den akademiske videnproduktions prestige tolererede imidlertid ikke tan-ken om, at de få professorater i rigets hovedstad, gik til andre end de bedst kvalificerede. Midlet til dette ambitiøse mål var i al sin enkelhed en genbe-dømmelse. Den fornyede evalueringsprocedure blev foretaget af en udvidet bedømmelseskomite og på baggrund af et udvidet bedømmelsesgrundlag. Den første udvidelse bestod af professorerne Zeuthen fra København og Heikki Waris fra Helsingfors. Udvidelsen af bedømmelsesgrundlaget bes-tod i, at man i komiteens arbejde inddrog dr. Chr. Pedersens og konsulent cand.polit. Henning Friis’ ansøgninger som i første omgang blev placeret i en gruppe på fire ansøgere, der ikke umiddelbart forekom kvalificerede i første omgang. Dr. Chr. Pedersen var genganger fra 1948 og blev afvist med henvisning til den oprindelige og ret negative bedømmelse af hans produk-

150

tion. Henning Friis’ samfundsvidenskabelige forskning har som bekendt udfoldet uden for det akademiske felts grænser. Resultaterne af hans kon-sulentvirksomhed fandt udvalget „væsentlige“, men da hans undersøgelser ikke havde resulteret i „større selvstændige arbejder“, besluttede udvalget enstemmigt, at det endelige valg – i overensstemmelse med anordningen om ansættelse af professorer (par. 7, stk. 3) – skulle stå mellem dr. Karlsson og dr. Svalastoga (64).

At finde den bedste blandt de to næstbedste kan måske nu forekomme som en mindre væsentlig problemstilling. Den akademiske arbejdskrafts udbud og efterspørgsel er blevet betydelig mere elastisk. Men dengang var der ikke noget, der hed en akademisk arbejdskraft, og professorater var sna-rere embeder eller lærestole end stillinger. Til gengæld fandtes der en pro-cedure, som gjorde det umulige valg muligt. Det endelige valg bestod af en offentlig prøve, der i folkemunde kaldtes professorkonkurrence.

Vi har allerede beskrevet både forløb og udfald af den endelige prøve på baggrund af en øjenvidneskildring og skal derfor ikke trætte læseren med yderligere detaljer. Til gengæld vil vi vende tilbage til det spørgsmål, vi stillede indledningsvis: Var der tale om en legitimering af en midlerti-dig professoratbesættelse, som stødte på uventede forhindringer, eller var dramaet udløst af et reelt ønske om at finde en alternativ løsning? En detal-jeret undersøgelse af de fagpolitiske og de universitetspolitiske interesser på datidens rets- og statsvidenskabelige fakultet vil givetvis kunne kaste nye problemstillinger af sig. Men en undersøgelse af denne type ville være vanskelig og tidkrævende og i sidste ende alligevel støde på den akade-miske virkeligheds flydende grænser. Den akademiske virkelighed bestod i datidens sprogbrug af en sammenfletning af den videnskabelige indsats og lærergerningen. Den endelige akademiske duel mellem Karlsson og Svala-stoga skulle som bekendt først og fremmest afgøre, hvem af de to der kunne placeres „. . .som højere kvalificeret i videnskabelig henseende.“ (65) Vi ser bort fra selve prøvens tvivlsomme rationalitet og nøjes med at konstatere, at den udvidede bedømmelseskomite fandt, at Karlsson i „videnskabelig henseende“ må „. . .alt i alt placeres noget højere end hans konkurrent.“ (66). Begrundelsen for Svalastogas udnævnelse som konkurrencens en-delige vinder fandt udvalget i den pædagogiske dimension af den akade-miske virkelighed. Fem ud af seks komitemedlemmer fandt, at Svalastoga „. . .gennem sin flerårige virkomhed som fungerende professor i sociologi ved Københavns Universitet“ viste „. . .udtalte evner for at skabe kontakt med de studerende og interesserede kredse.“ (67).

Dommerkomiteen vurderede værdien af den midlertidige undervisning i sociologi så højt, at den opvejede den fungerende professors svigtende

151

sans for meningsfulde, teoretiske problemstillinger. Efter at den kongelige udnævnelse af den første sociologiske professor forelå, manglede der blot den endelige anerkendelse af fagets uddannelsesmæssige rettigheder – som fortsat havde et skær af midlertidighed over sig.

Som vi vil huske, bestod en lærestolskonstruktion af en forside, der vendte mod den videnskabelige verden og en bagside, der skulle mods-vare det danske samfunds behov for den videnskabeligt uddannede em-bedsstand. Forhandlingerne i fakultetet vedrørende fagets rettigheder til at producere videnskabeligt uddannede sociologer gik forbløffende glat. Den største tvivl syntes at have været knyttet til magistergradens latinske beteg-nelse, og her besluttede fakultet at konsultere fagkundskaben.

Udarbejdelsen af studieordningen overlod fakultetet med den største selvfølgelighed til fagets nyudnævnte professor. Kun to år efter, d. 14. august 1958, forelå en kongelig anordning „Om afholdelse af magister-konferens i sociologi under det Rets- og Statsvidenskabelige fakultet ved Københavns universitet.“

De latinkyndige fandt en passende formulering og Frederik den Nien-de, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, kun-ne, som det hedder i teksten, „vitterliggøre“ under ovennævnte dato, at de „. . .som har bestået magisterkonferensen i sociologi tillægges benævnelsen MAGISTER SCIENTIARUM SOCIALIUM.“

Fakultetet modtog den nye uddannelse med en ophøjet ro, først og frem-mest fordi de som fik den imponerende titel ikke blev tillagt andre rettig-heder end „. . .adgangen til at erhverve doktorgraden ved det retsog statsvi-denskabelige fakultet.“

Magisterordningen fra 1958 blev etableret indenfor rammerne af det li-berale universitets videnskabelige facade. Ethvert anerkendt videnskabeligt felt havde lov til at dyrke sine teoretiske vækster, så længe de forblev bag det akademiske plankeværk. Eksemplet med den tidligere omtalte cand.polit.-uddannelse viste, at vanskeligheder først opstår, når en uddannelse begynder at gøre krav på adgangen til et bestemt embede.

Fakultetets magtfulde professorer, som til daglig stod med ansvaret for uddannelsen af landets kommende embedselite, havde råd til eksperi-mentet med den sociologiske uddannelse. Ifølge anordningen skulle stu-diet først og fremmest koncentrere sig om at producere teorier. Fakultetets fordeling af ansvaret for produktion af embedskandidater forblev uændret. Måske skyldtes fakultetets overbærende indstilling til det sociologiske ek-speriment også studieordningens indretning. Man havde nok svært ved at forestille sig, at studiet nogensinde ville vokse sig til et stort fag. Studie-

152

ordningens pensumlister, der fortrinsvis bestod af amerikansk faglitteratur, krævede mindst de nysproglige studenters sprogfærdigheder. Til gengæld appellerede studieordningens store vægt på teoretisk statistik og matema-tiske færdigheder snarere til de matematiske studenter, der som bekendt allerede i gymnasietiden fravalgte sprogundervisningen. De første års pro-duktion var da heller ikke nogen kvantitativ overbevisende succes. I 1968 – ti år efter ordningens ikrafttræden – blev der kåret tre magistre scientiarum socialium.

Omtrent på samme tidspunkt trak den begyndende omorganisering af det liberale universitet selve grundlaget væk under eksperimentet med so-ciologiuddannelsen. Uventet store skarer af sociologistuderende blev kastet ud i en langvarig kamp om den nye model for studiet og nye rammer for fagets samfundsmæssige relevans.

3. REGULERING AF DEN SAMFUNDSMÆSSIGE VÆKST: FANTASIEN OM DEN VIDENSKABELIGT BEGRUNDEDE VELFÆRDSSTAT

Tradition og samarbejdeNår vi nu bevæger os ind i det administrative territorium, gør vi det med i hvert fald én velovervejet hensigt. Vi vil lede efter nogle gennemgående temaer, som vi stødte på i afsnit 2. Først og fremmest vil vi se hvilken tradi-tion, der har spundet det net af faglige konventioner, aktørerne bevæger sig indenfor. Dernæst vil vi undersøge hvordan faglige bedømmelser foretages, men egentlig mere generelt se på fastlæggelsen af „det faglige element“ i territoriet. Endelig vil vi forsøge at konkretisere hvordan de forskellige arbejdsområder, der er centrale for feltet, udpeges. Disse spørgsmål (for-håbentlig afklaringer) er vigtige, hvis vores grundlæggende idé om de tre former for sociologisk vidensproduktion skal få mening, men der er også andre fagpolitiske forhold, der trænger sig på. (70)

På samme måde som rejsen gennem det akademiske felt viste os en drøm om et „nyt“ fags etablering, så viste den os også hvor brat og lidet behagelig en opvågnen fra en sådan drøm kan være. Fantasierne om en dansk udgave af den moderne felt-sociologi endte i en opslidende faglig og politisk kamp, hvis dønninger vi netop har mærket ved genåbningen af So-ciologisk Institut ved Københavns Universitet. På tilsvarende måde undrer det os hvad det var for en fantasi, der bar den entusiasme og besjælethed som vi i mange sammenhænge så hos det administrative felts aktører, og vi

153

er nysgerrige efter at vide hvor stort deres realitetschok blev ved indgangen til den samfundsmæssige kriseperiode i 1970.

Hvis vi ser historisk på den sociologiske tradition indenfor det admi-nistrative felt, så kan vi summarisk konstatere et forsøg på, med afsæt i det naturvidenskabelige boom i 1700’tallets europæiske oplysningstid, at beskrive verden på tal og i paragraffer. Drømmen om magt, der udsprin-ger af en total administrativ beskrivelse, er måske af militær- og befolk-ningspolitisk oprindelse, i hvert fald var der i disse områder en indbygget overlevelseseffekt i interessen. Når den ene stat „gjorde tal“ måtte de an-dre følge trop; alle holdt det selvfølgelig hemmeligt, men efterligningerne bredte sig (71).

Videnskabshistorisk set er det klart at en eskalering af det administra-tive felts aktiviteter krævede et udviklet statistisk begrebsapparat, og den praktiske udformning tog sin tid. I 1849 blev Statistisk Bureau oprettet som en selvstændig institution direkte under indenrigsministeren (72). I lov om „ordning af statens statistiske bureau“ af 16.12.1895 hedder det, at et af bu-reauets hovedarbejdsområder er den sociale statistik, omfattende „livsvilkå-rene i de forskellige samfundslag, derunder ernærings- og forbrugsforhold. Særlig genstand for behandling er arbejderforholdene på deres forskellige områder, formue- og indtægtsforholdene samt arbejderforsikringen“. I sam-arbejdet mellem juristerne i centraladministrationen og det statistiske bu-reau blev kimen lagt til den ekvilibrisme som dansk beskrivende statistik i dag er berømt for.

Magten i det administrative felt tilhørte den juridiske elite. Deres uddan-nelse var på en gang indrettet på retsprincipielle afgørelser og paragrafryt-teri – to sider af den samme mønt: dobbeltspillet om magten i den lovgi-vende magts bagland. Her handlede drømmene om retfærdighed (eller i det mindste en lovbunden rimelighed, skønsomhed) for alle samfundsklasser. Realiteten viste sig at være politiske kompromisser, og udkastet til en vel-færdsstat, der på sæt og vis var tænkt for evigheden men viste sig at være en historisk set kortvarig lappeløsning. Den viste sig dog også at være øko-nomiske analyser båret af en tro på rationaliteten per se og de økonomiske modellers vidensudvidende potentialer.

Administrationen af de ‘sociale problemer’Arbejdsforholdene i de administrative territorier

Mellemkrigsperiodens arbejdsforhold i de administrative territorier virker drømmeagtig når vi ser tilbage på dem. Af og til virker det som om „det sociale engagement“ var den usynlige amulet, der kunne bringe potentielle

154

medlemmer frelst gennem optagelsesceremonien. Havde man ikke amulet-ten blev man en kustode, der alene administrerede efter udstukne regler. Var man i besiddelse af den, blev man en (social)politisk engageret ildsjæl, der udviklede nye indsigter, nye administrative praksis’er – med andre ord var med til at skabe den administrative offentlighed. Måske er linierne i et sådant tvedelt billede trukket for skarpt op; der var jo altid muligheden for at blive den „perfekte“ administrator, der ydede sin minister, eller sin fore-satte, en objektiv, upartisk, saglig rådgivning. I mange sammenhænge var det en højt værdsat dyd (73).

Selv om der er ligheder med det akademiske felt, er forskellene nok mest iøjnefaldende. 1930’ernes ‘sociale indignation’, der kendetegnede mange af de kulturradikale aktiviteter i perioden, blev i 40’erne og specielt i 50’erne afløst af en pseudovidenskabelig, nærmest system-administrativ aktivitet fra statsadministrationenes side. Det statsmagtens udøvere til-stræbte var, med udgangspunkt i et eksplosivt stigende budget, at tilveje-bringe et minimum af oversigtlighed og visibilitet, et handlingsgrundlag for diverse politiske indgreb og reguleringer. Faglige bedømmelser og ansæt-telser blev foretaget af den overordnede, der i ganske få tilfælde indhentede summariske oplysninger fra anden side i stil med; „Påstanden om, at han er fanatisk liberalist, er ud i det blå“. Udvekslingen af faglige produkter var i bedste fald ritualiseret men oftest tabuiseret, og der var ingen tradition for at indbyde til tværfaglige diskussioner. Først resolverede ministeren efter mundtligt referat hvad der burde gøres, og hvem der skulle sørge for at det blev gjort. Dernæst skrev sekretærerne brødteksten og fremskaffede talm-aterialet, hvorefter cheferne rettede det hele til. Diskussionerne fandt sted for lukkede døre i de ministerielt nedsatte udvalg og arbejdsgrupper. Arbe-jdstempoet var sine steder mildest talt ikke-eksisterende, det faglige indhold blodløst. Det der kunne holde folk til ilden var frygten for at blive forbigået i anciennitetsfølgen. Vi nævner dette for at understrege den magtkamp der foregik i de enkelte ministerier omkring avancementer, kompetence og ind-flydelse. Som oftest foregik avancementer ikke på grundlag af faglig kom-petence, men efter et benhårdt anciennitetsprincip. Det var nærmest en dyd at være upolitisk, regelret og neutral til det intetsigende (74). Når vi ser på perioden 1950-70, er det tydeligt, at der sker store ændringer i denne trafik. Ministrene er mere tilbøjelige til at acceptere et kvalificeret modspil, ikke nødvendigvis af „en partifælle“ men af en kompetent person, der ikke falder ham eller hende i ryggen ved den først givne lejlighed. Alt i alt afspejler det altså en helt anden administrativ kultur end den vi mødte i forrige afsnit, og vores tilgang til analysen må nødvendigvis være anderledes og indrette sig på dette faktum.

155

Det der kendetegner perioden ved starten af 1950’erne var en nysger-righed på ‘det sociale’. Den var ikke af ny dato, det fremgår tydeligt af de tidligere kapitler. Vi kan ligefrem påstå, at det administrative felt viser en unik tradition for kritiske socialstatistiske, og i noget mindre grad socialvi-denskabelige, undersøgelser helt tilbage til slutningen af 1700-tallet. Dette er netop ikke en tradition, der snævert er bundet til det universitære miljø, men hægter sig på embedsstanden, som i Danmark noget hurtigere end i de andre europæiske lande blev en ikke nødvendigvis adelig men derimod akademisk skolet stand. Det nye var interessens imperativ, man ville vide mere om sammensætningen og potentialerne i ‘det sociale’, for at klarlægge økonomien, politikken og socialvidenskaben på området.

Jørgen Dich er sammen med Henning Friis blandt de personer i central-administrationen, der har ytret sig skarpest om mulighederne for at etable-re et egentligt socialvidenskabeligt potentiale i det administrative felt. Eller sagt på en anden måde – om mulighederne for at frugtbargøre videnskabelig-heden i samspil med de normative, politiske styringsforsøg. Fx. skriver Dich:

Har ideerne spillet nogen selvstændig rolle, f.eks. for den socialpolitiske udvikling i Danmark, eller kan hele udviklingen forklares ud fra de enkelte politiske partiers velforståede egeninteresse, og er idealerne bare noget, som akademikerne går og vig-ter sig med, eller de forskønnende briller, hvorigennem man ser på historien, når samtalerne i de politiske korridorer er døet hen? Meget tyder på, at dette har været tilfældet, men ud over Philips’ inspirerende betragtninger i „Staten og fattigdommen“ ligger feltet endnu i hovedsagen uopdyrket hen. (75)

Friis så i 1971 tilbage på sine erfaringer med en vis skepsis:

Det forhold, at den danske administration er bemandet med akademisk personale, som kun i færreste tilfælde kan fordøje en forskningsrapport eller interesserer sig for et socialpolitisk ræsonnement, gør kommunikationen [med forskerne] svær. . . .

Det er imidlertid af stor betydning, at en tilnærmelse mellem forskningen og planlægningen ikke alene bliver af „praktisk“ karakter; også mulighederne for en grundlæggende drøftelse af langsigtede mål og midler bør forøges. En akademisk diskussion af de store socialpolitiske problemer vil bl.a. kunne styrkes gennem pro-fessorater i socialpolitik på universiteterne og således videreføre de intellektuelle traditioner, som er skabt af Frederik Zeuthen og Jørgen Dich. (76)

I Danmark var det administrative felt præget af en tendens til at inkludere hele forsørgelsesvæsenet i det socialpolitiske begreb, selv om påvirknin-gerne fra specielt tysk og tysksproget teori var stærk. Denne kontinentale tradition betonede i høj grad klassernes indbyrdes forhold som omdrej-ningspunktet for den socialpolitiske teoris analyser.

156

Essensen i Dichs og Friis’ kritiske vurderinger er således spørgsmålet om, hvad forskellene melem socialpolitik som fag og som administrativ aktivitet er. Selv om arbejdet med denne afklaring langt fra hensatte dati-dens aktører i henrykkelse, så kan vi efterfølgende slå fast, at deres forsk-ningsresultater var mange og ofte ganske gennemarbejdede, når man tager produktionsforholdene i betragtning.

Zeuthen (1921-30) og Dich (1930-41)

Traditionen for et vist nivo af udredningsarbejde som grundlag for en social ansvarlig politik blev udbygget af den radikale politiker Ove Rode i hans tid som indenrigsminister, og af skiftende embedsmænd op gennem 1920’erne og 1930’erne (77). I 1921 blev der oprettet en indenrigsministeriel udred-ningsafdeling i 1. departement: den statsvidenskabelige konsulent. I første omgang bestod funktionen kun af en person, cand.polit. Frederik Ludvig Bang Zeuthen (78).

På grund af den mundtlige organisationskultur i det administrative felt har det været vanskeligt at finde materiale i ministeriets egne arkiver, der kan belyse etableringen af konsulentinstitutionen (79). Det ser ud til, at den politiske implikation var et vellykket brud på juristernes reelle monopol på udredningsarbejde i indenrigs- og socialministerierne. Mens Zeuthen var skolet i samarbejdet med Ove Rode og påvirket af dennes socialliberale radikalisme, så var de to næste statsvidenskabelige konsulenter, Jørgen S. Dich og Henning Friis, placeret længere til venstre i det politiske spektrum (80). Dich havde været aktiv i Kommunistiske studenterfraktion i Studen-tersamfundet omkring 1930-32 mens Friis havde været medlem af DKU i 3 måneder. De var begge gledet ind i mere moderate positioner i slutningen af 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne.

Udredningsarbejde i ‘Den Røde Bygning’Friis (1941-58) og Halck (1959-73)

Vi nærmer os nu den periode vi skal beskrive, og må uden tvivl ile med at bringe en undskyldning for dette lange tilløb. Det er blevet langt fordi vi vil demonstrere den kontinuitet i forskningspraksis og udredningstradition i det administrative felt, som er postuleret tidligere.

Cand.polit. Henning Kristian Friis blev den tredie statsvidenskabelige konsulent, efter en tid som fuldmægtig hos Dich (81). Da Friis i 1948 fra at være konstitueret blev fastansat som statsvidenskabelig konsulent havde han en fortid som socialdemokrat bag sig, til en vis ærgrelse men også ska-

157

defryd for sine gamle kommunistiske kammerater. I 1945 havde han været medkonstruktør på „Fremtidens Danmark. Socialdemokratiets politik“, en publikation der prøvede at formulere en samlet politisk platform for et so-cialdemokratisk ledet efterkrigstidssamfund. Selv om programmet stort set er renset for betragtninger omkring den samfundsvidenskabelige forskning, så indeholdt det et tillæg, der blev vedtaget på partikongressen i august 1945 („Socialdemokratiets politiske, sociale og kulturelle krav“), hvori det bemærkes under overskriften ‘Oprettelse af Socialinstitut’:

Det er påkrævet, at der gennemføres en virkelig uddannelse af de personer, som i kommuner, på hospitaler, i børneforsorgen og i andre sociale institutioner skal være befolkningens rådgivere og hjælpere på den sociale lovgivnings område. Samtidig bør det sociale livs problemer gøres til genstand for en systematisk videnskabelig undersøgelse. Denne dobbelte opgave bør løses gennem oprettelse af et socialinstitut i lighed med det i Sverige oprettede. (82)

Som nævnt før havde Henning Friis været medansøger til professoratet i so-ciologi ved KU i 1952. Svalastoga blev udnævnt til professor, men hermed sluttede konkurrenceforholdet ikke.

I marts 1955, kort efter at socialministeren havde nedsat et udvalg med det formål ‘at overveje formen for at tilvejebringe faste og varige rammer for et socialt forskningsarbejde’, skrev Svalastoga til flere udenlandske so-cialforskningsinstitutter for at få oplysninger om, hvordan deres organisa-tion var opbygget, hvordan de blev finansieret, og hvilke forskningsområder de navnlig dyrkede (83). De oplysninger han fik retur brugte han i sit første store projekt efter sin professoransættelse: deltagelsen i kommissionen om oprettelse af et socialforskningsinstitut, og samtidig forsøget på at knytte den centrale administrations udrednings-aktivitet til Sociologisk Institut på KU. Set på lidt længere sigt ville koncentrationen af socialforskningen indebære en ganske stor forskningsvolumen med dertil hørende ganske be-tragtelige bevillinger. Et par af de utvetydige svar han fik på sine breve på-peger, at startfasen for et social-forskningsinstitut er kritisk. Den afhænger af penge og en solid metodologisk ekspertise hos lederen. Lederens kvali-fikationer kunne efter start-fasen blive mere facetterede, bredere og måske ikke så snævert knyttet til en samfundsvidenskabelig forskningserfaring.

I samme tidsrum udarbejder Henning Friis flere rapporter, der alle skulle tjene det formål at beskrive, hvad den statsvidenskabelige konsulent havde af forskningsaktiviteter, og samtidig sandsynliggøre hvilke uomgængelige, store forskningsopgaver der ventede i den nærmeste fremtid. Konsulentin-stitutionen havde fået udvidet sit arbejdsområde ganske betydeligt efter 1945, specielt med udarbejdelse af socialpolitiske prognoser og kommis-

158

sionsbetænkninger. Friis påpegede flere gange, at der var behov for man-ge, store undersøgelser, som den statsvidenskabelige konsulent ikke kunne magte. Denne type undersøgelser ville bedst kunne udføres af et mere selv-stændigt socialforskningsinstitut (84). Han påpegede også, at den daværen-de organisering af socialforskningen ikke var hensigtsmæssig. Dels skete der en alt for ringe udveksling med det internationale forskermiljø, dels var integrationen med andre fagområder (som psykologi, medicin og fysisk planlægning fx.) for svær at få etableret. Ad hoc opgaverne gav også tit kortisgtede forskningsmæssige løsninger og samtidig korttidsansatte me-darbejdere med de uhensigtmæssige følger det gav. Endelig var han meget kritisk overfor rent administrativt udstukne forskningsopgaver, fordi de gav en begrænset faglig kvalitet og en ringe politisk gennemslagskraft.

På opfordring af Paul Lazarsfeld og Johan Vogt skrev Friis i 1949 (efter et USA-ophold) til Erik Rinde i Oslo. Erik Rinde var på sin vis Institutt for Samfunnsforsknings (IFS) ‘fødselshjælper’ og var, sammen med Arne Næss og hans gruppe, initiativtagere til det samfundsvidenskabelige forsknings-miljø, der udviklede sig omkring instituttet efter 1946(85). Friis skrev for at få nogle gode råd ‘idet vi på en række punkter vist prøver at udføre samme job henholdsvis i Norge og Danmark, nemlig at påskynde udviklingen af sociologisk forskning’. Brevet var stort set koncentreret om overfladiske spørgsmål, og om denne spæde kontakt udviklede sig til noget mere sub-stantielt omkring fx. organisering af en slagkraftig socialforskning, udveks-ling af ideer fra Rinde og Oslogruppen til Friis, kan ikke ses i de arkiver, der er intakte fra den statsvidenskabelige konsulent. Meget tyder endda på det modsatte, idet SFI udviklede sig med tyngdepunkt på 4-5 store projekter, og det blev ikke en ‘pluralistisk arena, hvor flere forskningsstilarter udviklede sig under intens interaktion’, som Rokkan beskriver det for det norske IFS’ vedkommende. Friis og hans startgruppe af forskere standardiserede forsk-ningsmetoden efter den statsvidenskabelige konsulents læst; der blev skre-vet for mange glatte tabelkommentarer, udviklet for få teoretiske bidrag og købt for megen isenkram. I 1965 var det saligt at kunne slippe Facit-svinge-ren og lade programmer i Fortran eller Cobol spytte tabeller ud på endeløse papirbaner; nu lå „tænkearbejdet“ hos de medar-bejdere, som skulle holde styr på, hvilke tabeldimensioner der var sammenlignet med hvilke andre. Talproduktionen havde nået sin kritiske grænse og teoriløsheden skabte en indre kollaps, men alt dette lå skånsomt gemt i fremtiden, så vi bliver også nødt til at vente lidt før vi ser nærmere på det.

Både Friis og Svalastoga væbnede sig til det slagsmål, der skulle vise sig at komme knapt så meget i kommissionen som på de indre fronter i ministeriet, og som det senere vil fremgå at Friis på en måde vandt. Et af

159

kampens uafklarede spørgsmål for den statsvidenskabelige konsulent var, hvordan institutionens rolle ville se ud, hvis der blev oprettet et socialforsk-ningsinstitut udenfor ministerierne, væk fra centraladmini-strationens mag-tområde. I praksis løste Friis problemet ved i en lang årrække efter SFI’s oprettelse at knytte socialministeriets konsulent til instituttets forskerstab og på den måde integrere socialministeriet i SFI. Ministeriets embedsmænd foretrak (så vidt vi husker det), at se omvendt på sagen. De havde jo direkte adgang til at rekvirere forskning og detailberegninger i SFI, der måtte stille medarbejdere til rådighed i disse situationer. I den periode (1959-73), hvor Niels Theodor Halck blev leder af den statsvidenskabelige konsulentinsti-tution (nu socialministeriets økonomisk-statistiske konsulent), blev arbe-jdsopgaverne mere ministeriespecifikke, forstået på den måde at de store undersøgelser blev lagt på SFI, mens de mindre, løbende udredninger over specifikke udgiftsanalyser på det sociale område stadig lå hos konsulenten.

Oprettelsen af Socialforskningsinstituttet (SFI)Lad os træde et par skridt tilbage for at betragte SFI’s tilblivelsesproces. I takt med opsvinget efter verdenskrigen steg kravene til de ministerielt an-satte og deres funktioner. Administratorerne, hvis antal steg kraftigt, skulle i stigende omfang „snakke“ om samfundsprocesser og problemer også når de ikke direkte blev spurgt. Parallelt med „de utilpassede klienters“ artiku-lerede protester nederst i velfærdsstatens struktur, var der nederst i admini-strationens organisation murren i rækkerne. Dels voksede ministerierne og dermed uigennemskueligheden, dels var den interministerielle kompeten-ceafgrænsning blevet mere og mere flydende. Hvor skulle en øget socialvi-denskabelig, sociologisk aktivitet placeres? Skulle det ske på universitetet, altså i et helt andet territorium med en anden magtbase? Eller skulle det ske indenfor territoriet i ét ministerie, uddelegeres til flere ministerier, el-ler måske associeres, dvs. svæve frit i luften men med en solid ankerkæ-de til ét af ministerierne? Denne placeringskamp var startet i slutningen af 1930’erne, men krigen sendte planerne i syltekrukken. Nu blev de taget frem igen med et mere specifikt fokus. Hvem stolede „man“ mest på kunne forny strukturen uden at opgive traditionerne?

Planen om et selvstændigt forskningsinstitut havde været på beddingen i lang tid, men omsider blev det politiske apparat sat i bevægelse og den 3.3.1955 nedsatte socialminister Johan Strøm (S) en kommission. Den ar-bejdede med F. Zeuthen som formand fra marts 1955 frem til december 1956, med det eksplicitte formål at finde faste og varige rammer for den so-cialforskning ‘der gennem en årrække har været udført på foranledning især

160

af arbejds- og socialministerierne og de herunder sorterende institutioner, kommissioner og udvalg’ (86).

Kommissionsflertallet, der bestod af samtlige medlemmer undtagen Svalastoga, gik ind for en centralistisk løsning, hvor der skulle oprettes et selvstændigt socialforskningsinstitut. ‘Et sådant institut skulle kunne på-tage sig opgaver efter anmodning fra offentlige myndigheder, herunder kommissioner og udvalg og private organisationer, med det skulle heru-dover selvstændigt tage opgaver op’ (87). Det oprindelige driftsbudget var i betænkningen foreslået til 756.000,- kr. excl. husleje, heraf 550.000,- kr. til lønninger. I forslaget var instituttet forsynet med en styre-gruppe, For-skningsrådet, der sammen med direktøren skulle bestyre instituttet. Denne konstruktion skulle sikre, at direktøren eller grupper af ansatte ikke trak forskningsområdeprofilen skæv (88). Altså et decentralt sikkerhedsnet i den centraliserede institution.

Svalastoga afgav en mindretalsindstilling, hvor han erklærede sig enig i bestræbelserne på at centralisere socialforskningen, men han mente, at den videnskabelige, teoretiske del skulle placeres ved Sociologisk Institut på KU. De mere praktiske dele af den sociologiske forskning skulle stadig, som de hidtil med held var blevet, udføres af diverse teknisk prægede forsk-ningsinstitutioner som fx. den statsvidenskabelige konsulent, Det statistiske Departement, Interview-Centralen m.fl. Svalastogas model indebar altså en opsplitning af teori og praksis og kombinerede en centralistisk/decentral model. Ydermere prøvede han at anskueliggøre at hans model indebar store budgetmæssige besparelser i forhold til flertalsindstillingen.

Forhandlingerne i Folketinget om lovforslaget blev hårde. Socialdemo-kraterne påpegede rationaliseringsgevinsten ved at samle forskningen i ét institut, samt understregede (hvad alle sådan set var enige i) at revisionen af den sociale lovgivning haltede så langt bagefter samfunds-udviklingen, at der ville være mange områder, hvor der uden kvalitetsforringelser kun-ne gennemføres besparelser, når blot man kunne finde frem til dem, (89;a). Dette ‘rationelle besparelsesønske’ skulle en styrket socialforskningsind-sats også kunne opfylde (89;b). Kommunisterne mente ‘at det vil være spild af kostbar tid, at igangsætte nye granskninger, som måske blot vil bidrage til at forhale en påkrævet løsning af problemerne’ (89;c). Som skræmmeeksempel påpegede de også det eklatante og lidet opløftende misforhold mellem på den ene side ungdoms-kommissionens (90) mange forskningsresultater, der også indeholdt konkrete politik-forslag og på den anden side de yderst få heraf inspirerede og gennemførte love og regule-ringer (91). Venstre og Konservative var ude med nedskæringskniven: tal mellem 5 og 10% af budgetterne, også de sociale, blev nævnt. Svalasto-

161

gas mindretalsudtalelse blev taget til indtægt for, at Sociologisk Institut med ganske få yderligere ressourcer kunne klare den socialforskning, der var behov for, mens ministeriernes og departementernes ekspertise fort-sat kunne bruges uden ekstraudgifter (89;d). Det radikale venstre støttede ideen om et separat socialforskningsinstitut primært på grund af besparel-sesaspektet (89;e).

Forud for fremlæggelsen i åbningstalen var gået nogle hektiske for-handlinger mellem kommissionens medlemmer og socialminister Julius Bomholt. Under disse forhandlinger meddelte Bomholt, at det var tvingen-de nødvendigt at finde besparelser på det foreslåede budget. I et af mødere-feraterne hedder det: ‘Der er i øjeblikket energiske sparebestræbelser igang, og der er formodentlig ingen tviyl om, at bedre økonomi vil kunne opnås også indenfor det sociale område, men ikke ved skematiske nedsættelser; derimod på grundlag af nøje overvejelser. . . .Man må se realpolitisk på situationen, og ministeren var kommet til den overbevisning, at man måtte kunne opbygge instituttet gradvist, som man havde gjort ved det pædago-giske institut’ (92). Kontorchef Tyge Haarløv fra socialministeriet påpegede i samme referat (forståeligt nok) at ‘man i al fald [måtte] være klar over, at hele den statsvidenskabelige konsulents afdeling ikke kunne spares, da der stadig var god brug for den’. Af det oprindelige driftsbudget blev der snittet 250.000,- kr. på lønninger og små 100.000,- kr. på den øvrige drift. Det samlede budget ville således være på ca. 470.000,- kr. mod de oprindelige 771.000,- kr. Nedskæringen lå således et pænt stykke på den anden side af de 5-10% som Venstre og Konservative havde truet med.

Under 2. behandlingen af lovforslaget kom der ikke væsentligt nye syns-punkter på bordet. Både Retsforbundet og Kommunisterne sluttede nu (hen-holdsvis ‘med glæde’ og med en fastholdelse af ansvaret for øjeblikkelige sociale reformer) op om ændringsforslagene og selve lov-forslaget (89;f). Lovforslaget blev anbefalet med 9 stemmer mod 8 af folketingsudvalget 21.3 og loven trådte i kraft 18.4.58. Instituttets loka-ler i Nyhavn 38 blev indviet 19.3.1959. Et 20-årigt tilløb var til ende.

Friis & Co. i konkurrence med det akademiske feltFriis skulle nu til at starte „sit“ forskningsinstitut. Han havde fået den værst tænkelige udgangsposition; halverede budgetter og en organisati-onstruk-tur efter ministeriel skabelon med få, fastlagte og „tunge“ forskningsom-råder. Overfor socialminister Bomholt (S) havde han allerede under fore-læggelsen af lovforslaget om SFI fremhævet specifikke person-emner til senere ansættelse:

162

..jeg [kan] blandt de lidt ældre nævne dr.jur. Goldschmidt, Grønlands-departementet, lektor Torben Agersnap, Handelshøjskolen, fængselspsykolog, cand.psyk. P.H. Kühl og læge Jørgen Andersen. Blandt de yngre er der flere sekretærer i Det statistiske Departement, som er emner. Endvidere er der flere danske, der har arbejdet med for-skningsarbejde i udlandet, som man har haft opmærksomheden henvendt på. Nævnes kan først og fremmest cand.polit. Halvor Gille i FN’s befolkningsafdeling (som tidli-gere var her i ministeriet) og Erik Manniche, som er ved Public Opinion Laboratory, University of Washington, men måske også dansk-englænderen John Westergaard, Institute of Town Planning, University College, London. Endelig vil der måske være mulighed for at tildrage medarbejdere fra Norge. (93)

De fleste af disse personer kom faktisk til at arbejde på SFI i kortere elller længere perioder gennem de næste 10 år. Men det mest spændende ved starten på 1960’erne var, at vi kan se et kvalitativt skift i den danske social-videnskabelige forskning. Det er spændende, også ud over en almindelig historisk interesse, at den danske forskningstradition i det administrative territorium nu får en dobbeltrolle set i socialpolitisk sam-menhæng. Hvor denne forskning før var et forkætret instrument i en radikal politisk tra-dition, så glider den nu umærkeligt over i en funktion, der primært skal konfirmere at den danske velfærdsstat er præcist den, vi danskere gerne vil have. Vi kan også udtrykke det lidt mere præcist: socialvidenskaben geares til at fortælle danskerne, at vi vil have den velfærdsstat, vi allerede har, som vi gearer socialvidenskaben til at for-tælle os at.. osv osv ad infinitum. To af de metodiske amuletter hvis hemmeligsfulde kraft man påkaldte var ob-jektivitet og repræsentativi-tet. Disse amuletter var godt nok bortført fra det akademiske territorium, men Friis & Co. håbede ikke desto mindre på, at de ville vise deres lykkebringende egenskaber. Skiftet i det politiske grundlag var for så vidt logisk nok, fordi (social) politikken og statsmagtens legiti-merings-bestræbelser blev vævet tæt sammen af de skiftende regeringer i efter-krigsperioden og op gennem 1960’erne.

Medarbejderstaben på SFI fik fra starten en klar overvægt af cand. polit.’er (50-60%), der i løbet af ganske få år skabte en tradition for objektiv, ikke-politisk, kommenterende samfundsvidenskab.

Det står klart at SFI i denne periode leverede varen, men at instituttet havde bundet sig til flere længerevarende undersøgelser, som ved deres art beslaglagde ressourcer, var sårbare over for personaleudskiftninger og til-sagde meget lange publiceringstider (94). Efter Friis’ mening sigtede forsk-ningsarbejdet jo ikke alene på de konkrete problemer, der var til overvejelse i administrative, politiske og faglige organer, men også på problemer af mere langsigtet og principiel karakter. Forskningsresultaterne blev ikke alene for-søgt formidlet til administratorer og ‘policy makers’ men også til en bredere offentlighed. Hovedparten af de implicerede var enige om, at det skete med

163

for ringe et resultat. Perioden 1960-70 var som sagt meget produktiv for SFI, men produktionen gav sig ikke udtryk i nye samfundsvidenskabelige teoridannelser. SFI holdt sig til optællinger, %-beregninger i tabeller hvor et overskueligt antal dimensioner blev ‘kryds-kørt’ mod hinanden. Efter 200-300 siders fortyggede tabelkommentarer var der en tendens til at læseren – ofte også forfatteren – mistede overblikket. Hvor var de væsentligste re-sultater, de socialpolitisk mest provokerende og samfundsøkonomisk mest afgørende, blevet af? På det metodologiske plan konsoliderede SFI sin stil-ling som ekspertorganisation for interviewundersøgelser. Teknisk afdeling forfinede sine udvalgsteknikker, på en så insisterende måde, at objektivitet og repræsentativitet blev nåleøjet hvorigennem al forskning skulle passere. Kunne den ikke det, så var forskningsplanen, idéen ikke noget værd – i det mindste ikke i SFI’s regi. Det nærmeste SFI kom en sociologisk metodeud-vikling i perioden var Johs. Noordhoeks transformation, operationalisering af Svalastogas sociale rangskala (95). Denne socialstatistiske tilretning af Svalastogas spejling af ideologien over i det sociale har fulgt SFI som et varemærke lige siden, bl.a. som konstruktionen ‘familie-socialgruppe’ (96).

SFI’s omorganisering 1968-72På samme tid foregik der en voldsom teknologisk udvikling på det bereg-ningsmæssige, databehandlende område. SFI havde på et vist tids-punkt i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne adgang til den mest moderne edb-kapacitet og det mest gennemprøvede survey-apparat i Dan-mark. Dette blev udnyttet til at trække flere og flere opgaver til instituttet. På et tidspunkt var SFI blevet så magtfuldt på det tek-niske område, at det indgik en egentlig grænseaftale med Danmark Statistik (DS) om at produ-cere tal, tabeller, vurderinger om og for danskerne. Hvordan havde vi det i familien, hvem arbejdede og hvorfor, hvorfor gik vi i skole, og blev vi klogere af det. De mindre organisationers behov for tal mv. blev tilgodeset gennem oprettelsen af en ny surveytype – omnibusundersøgelserne. Disse undersøgelser profiterede af det store tekniske apparat som SFI og DS be-sad; man samlede spørgsmål op ‘i bunker’ og når bunken var stor nok sendte instituttet sine interviewere afsted.

SFI var på sæt og vis i et dilemma. Der gik for megen energi og for mange omkostninger til efterkomme de talrige ønsker om svar på hvad som helst. Den politikerrådgivning instituttet egentlig var udsprunget af, visne-de bort, og teoridannelsen på socialforskningens område, der måske kunne have vist nye veje for både politikere og administratorer, udeblev eller var i bedste fald så lang tid undervejs i SFI’s egen organisation, at de fleste

164

interessenter havde mistet interessen, når den efter måske 5 til 6 år endelig dukkede frem i den politiske og teoretiske debat. Instituttets apparat havde vokset sig så stort, at det højlydt gjorde opmærksom på sig selv, hvad Stats-revisorernes beretning er et af mange tydelige eksempler på (97). Reviso-rerne hæftede sig ved at instituttets aktiviteter var tredoblet på 10 år, uden at man noget sted kunne se en eksplicit stillingtagen til dette faktum. De foreslog derfor, at al teknisk bistand til SFI’s undersøgelser blev henlagt til DS, at al bistand til eksterne kunder skulle forelægges socialforskningsrå-det, samt at lov 101 af 18.4.58 blev ændret således, at ministerens indseende med instituttet blev skærpet. Hvordan skulle en organisation af SFI’s type takle dette dystre udspil?

SFI’s ledelse havde omkring 1969 en tydelig fornemmelse af at ‘den var ved at være gal’. Forstået på den måde, at de på den ene side kunne se bevil-lingerne over finansloven blive sværere og sværere at hale hjem, samtidigt med at ansættelserne på instituttet var optrappet kraftigt. For at gøre ondt værre var næsten alle forløbsundersøgelser ved at ‘løbe færdige’ på samme tid. Alt i alt var der grund til bekymring eller ekspansiv optimisme, alt efter hvor dygtig ledelsen ville vise sig at være i denne pressede situation.

Så vidt vi kan se, tog ledelsen initiativ til et planlægnings- og priori-teringsmøde i oktober 1970. Vi kan ikke helt afvise, at den hastigt voksen-de gruppe af unge forskningsassistenter på instituttet også havde en finger med i spillet, men den gruppe, som deltog i planlægningsmødet tyder på et initiativ ‘fra oven’ (98). Mødets tema var „instituttets forskningspolitik i 70erne“ så der var jo nok at tage fat på. (I parantes nævnes at man havde SBI’s retningsprogram for 1970 uddelt som kilde til inspiration og hjælp.)

Nogle af de vigtigste nedfældede resultater af diskussionerne, sådan som de blev refereret til resten af instituttets ansatte, handlede om forsk-ningsprioritering og forskningsplanlægning (99). Det hedder bl.a.:

Instituttet burde tage sit udgangspunkt i de forskningsbehov, der opstår omkring de offentlige planlægningsområder, dvs. forskning i planlægningsmetode og teori, samt i styringssystemer og processer. Gennem forskning i det administrative apparat kun-ne instituttet yde bidrag til den løbende evaluering af programmer.

Henning Friis erklærede sig enig med en forskningsassistent, som påpe-gede at ‘SFI’s videnskabelige atmosfære er for svag’ og at ‘spontane ud-tryk for forskerglæde er sjældne’. Et af de interessante indlæg i den interne prioriteringsdebat kom fra en nyansat forskningsassistent, som tog fat på spørgsmålet omkring videnskabeligheden og den forsknings-politiske linie på instituttet ([] vor tilføjelse):

165

Det var [hans] opfattelse, at der blev spildt mange penge i instituttet. For det første fordi der var en tendens til at gøre enhver vellykket undersøgelse til en forløbsun-dersøgelse (som i følge amerikanske påstande var den aller kostbareste form) for det andet på grund af repræsentativitetsdillen: – Vi må lære at rationalisere undersøgel-sesarbejdet, så meget mere som vi ikke rigtigt udnytter de opfyldte repræsentativi-tetskrav. Med billigere markarbejde bliver der bedre råd til det analytiske arbejde. Jeg efterlyser en rationalisering, der kan blive et af de goder, hvorpå man kan overbevise politikerne om, at det er fornuftigt at investere penge i dette. Vi kunne feks. begynde med at lave en undersøgelse med titlen ‘Hvordan kan vi spare en milliard i socialpo-litisk forskning?’ . . .Problemet er vel nok, at vi (det gælder i hvert fald polit’erne) har lært at skrive fristil om tabeller, så vi kan det i søvne. Måske skal vi til at planlægge på en anden måde . . .gøre det forberedende arbejde mere grundigt og selve indsam-lingsfasen ganske kort. Med en rationalisering i den retning er der penge at hente og dermed også frihed.

Her ses den registerbaserede forskning beskrevet som model, men også en visionær forestilling om et bedre fagligt fokus og en ny projektorientering.

Summa summarum: Det ser ud som om SFI var igang med en omstruk-turering og prioriteringsdiskussion, da statsrevisorernes beretning så dagens lys. Men det politiskes primat stod Friis og resten af ledelsen klart, og de frygtede med rette de nærmeste års udvikling. Derfor kom regeringsskiftet i oktober 1971, hvor Krag dannede (en godt nok mindretals)regering, meget betimeligt for Friis, og kan til en vis grad forklare den selvsikre tone, der præger hans svar på statsrevisorernes udspil.

Foreløbig havde SFI initiativet med hensyn til den faglige og organisati-onsmæssige udvikling, men fristen blev kort.

4. VIDENSPRODUKTIONENS BOGSTAVELIG-GØ-RELSE: DE KOMMERCIELLE FELTER

Sociologen som konsulentEt territorium i vores betydning er en magt- eller kompetencebaseret social konstruktion, så vores første spørgsmål i dette afsnit bliver: hvem havde magten og retten til at udøve den konstitution som foregik i 1940’erne og 1950’erne indenfor det kommercielle område? Det er et spørgsmål, der fo-kuserer på hvordan territoriet blev til, og hvem der havde lov til at være der, hvem der havde „jagtretten“. Det næste spørgsmål der trænger sig på, udspringer af de forløb vi så i afsnit 2 og 3. Vi er interesseret i hvordan den fælles faglighed blev etableret og hvilke strategier, teorier og sanktioner der blev diskuteret i den forbindelse.

166

Vi bevæger os altså på et område hvor de historiske traditioner er næ-sten ikke-eksisterende. Som vi så, har det akademiske og det administra-tive felt tidligere haft sine klare forbindelser til statsmagten, adelen eller kapitalen, dvs. til magtudøverne. Men forbindelseslinierne var traditionelt konstrueret på basis af enten videnskabelighedellerekspertise. Industrisam-fundenes ekspansion i begyndelsen af 1900’tallet gav bl.a. stødet til en øget kommercialisering af de fleste samfundsmæssige relationer med øgede krav om rådgivning – økonomisk, politisk og social. Sociologien og økonomien forsøgte at observere og „tænke om“ samfundet, men traditionerne for ud-bredelse af resultaterne var små. Før vi prøver at klarlægge startfasens kon-stitutionelle betingelser, så lad os se på et dansk afklaringsforsøg.

I april 1965 blev der afholdt et nordisk studenterseminar om „Praktisk anvendelse af teoretisk sociologi“ i Karlslunde (100). Under plenumdis-kussionen den sidste dag prøvede man at indkredse og diskutere problem-komplekset ‘sociologen som konsulent’. Foruden seminarets deltagere, medlemmer af De sociologistuderendes Forening og Dansk sociologisk Selskab deltog Kaare Svalastoga, Torben Agersnap, Verner Goldschmidt, Erik Høgh, Preben Wolf og Hans L. Zetterberg i diskussionen.

Høgh slog til lyd for, at man som konsulent først og fremmest skal tænke systematisk, og at det centrale er opstillingen af teorier, mens kra-vene om pålidelighed og gyldighed kommer i anden række. Sociologiske konsulenter skal have generaliseringer til rådighed, som ingen andre har (101). Agersnap, som havde 15 års konsulenterfaring for offentlige og pri-vate virksomheder, understregede at forskeren kan tage det mere roligt hvis en undersøgelse kikser, mens konsulenten satser sin egen årsindtægt, hver gang han udtaler sig. Han mente endvidere, at når det gælder konsekvens-vurderinger af beslutningsprocesser, så bør sociologen holde sig tilbage, hvis han ikke er i besiddelse af stærkt verificerede teorier. Goldschmidt supplerede, at konsulenter, der forudsiger hvad som helst når som helst, skader hele professionen (102). Høgh påpegede senere i diskussionen, at en konsulent, der giver et venneråd, ikke arbejder professionelt – det gør han først når han tager et eksperimentelt standpunkt. Endvidere understre-gede han, at man burde oprette en særlig uddannelse i idé-udvikling, idet den selektion, der finder sted ved tilgangen til universiteterne medfører, at de studerende er meget traditions-bundne og holder sig til det accepte-rede. Han mente bestemt at man (som sociolog) skal være anvendt forsker (konsulent), fordi den viden man har, er betalt af samfundet og tilbagebe-tales ved at give samfundet adgang til den. Dette sidste synspunkt afspejler en generel holdning med rødder i periodens socialdemokratiske uddan-nelsespolitik.

167

Angående etikken i konsulentjobbet var forsamlingen delt. Svalastoga gik ind for muligheden af uformelle henvendelser til konsulenter, mens Høgh og Goldschmidt foreslog et sociologråd i stil med Advokatnævnet, som en form for klage- og kontrolinstans. Goldschmidt foreslog også et sociologløfte i stil med lægers og advokaters.

Vi står nu med endnu et spørgsmål: er det muligt at generaliseringer om samfundet kan være hemmelige, salgbare og profitable? Betoningen af de politisk specifikke træk ved ‘det vidensbaserede samfund’ (fx. den kollek-tive og lige adgang til fælles viden og uddannelse) var i strid med en sådan opfattelse. De salgbare, profit-potente generaliseringer var udtryk for en tro på markedskræfter, der betonede høj effektivitet og stramme kontrolmu-ligheder i samfundsudviklingen. Høgh gik ind for det, mens Goldschmidt og Agersnap indtog en mere realistisk og pragmatisk holdning. Det sprin-gende punkt i diskussionen er så vidt vi kan se forretningsmoral, og dermed penge. Den sociologiske konsulents kunder skulle behandles på en sådan måde at de ikke følte sig taget ved næsen. Mange af de ‘invarianser’ man drøftede på seminaret var hekset op af en høj hat, og det vel at mærke en meget amerikansk høj hat. Ville de potentielle kunder være tilfredse med rådgivning på et sådant grundlag?

Vurderingen af de kommercielle, de erhvervsmæssige felter er vanske-lig, fordi de kun er sporadisk tilgængelige, mere skjulte end offentlige. Set fra den sociologiske og kultursociologiske fagdisciplins synspunkt forekommer udviklingen på dette område måske mindre interessant, men er den nu også det? Hvert felt har åbenbart sin egen møntfod. Det aka-demiske felt handler med mennesker (studerende) og betaler i sandhed. Det administrative felt handler med tal og ekspertise, der betales med magt. Det kommercielle felt handler med alt det der kan sættes en pris på, tjenesteydelser, Den Offentlige Mening, varer. Betalingen er cool cash. Måske var det en af grundene til at glidningen mellem felterne var så problematisk for visse af aktørerne? Ville de veksle deres indsats i en ikke accepteret møntfod; have penge udbetalt hvor de skulle have valgt magt, ville de have magt hvor de skulle have valgt sandhed? Noget kunne tyde på det. Hvis ikke det i grove træk forholder sig sådan, bliver hændelserne i det kommercielle felt mystiske, ja nærmest magiske i deres diffuse kon-turløshed.

Dr. Høghs drømmeI al godt terapeutisk arbejde er der en ledesætning, der kort kan udtrykkes ved: noget for noget. I psykoanalysen og psykoterapien omsættes sætningen

168

i en betoning, grænsende til det rituelle, af at der skal lægges penge for en behandling, jo flere penge jo bedre terapi.

Dette princip havde Erik Høgh meget fornuftigt lagt sig på sinde, da han udviklede sine konsultative, terapeutiske kvalifikationer i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Hans idé gik kort og godt ud på at hjælpe de politiske og forvaltningsmæssige kadre med at foreslå løsninger på deres problemer. Han mente, at de som regel ikke havde forstået, hvad problemerne egentlig gik ud på. Fx var indførelse af hastighedsbegræns-ninger dybt åndssvag – det man skulle sikre sig var, at alle biler kørte med 20 cm. afstand og med 120 km/t. Det egentlige problem bestod i at finde en teknisk løsning, så alle kunne starte og standse på én gang. Det, der var Høghs mission, var provokationen, den åndelige lussing til vanetænkerne. Hans virkelighed lå i konfliktfeltet mellem politik, erhvervsliv og økonomi. Her havde ‘man’ virkelig brug for hjælp, og hvis det ikke kunne være an-derledes så hans videnskabeligt underbyggede hjælp – naturligvis på et højt intellektuelt nivo.

I begyndelsen af 1960’erne var Erik Høgh ved at få færten af to in-teressante problemer, der kunne trænge til hans intellektuelle spanking: ugebladet ‘Hjemmet’ (der udgives af Gutenberghus) havde oplagsproble-mer, og Egnsplanrådet var i vildrede med, hvor, hvordan og hvorfor dan-skerne ville tilbringe deres sommerferie i Danmark. Høgh blev involveret i problemløsningerne, tjente nogle honorarer ud over sine andre lønninger og fik de studerende, han underviste i sociologisk metode på Sociologisk Institut, til at lave en del af det mere trælse indsamlings- og bearbejd-ningsarbejde. Nogle år senere, i 1969 var Høgh blevet dybt involveret i en sag omkring hans tvivlsomme måde at blande statslig forskeransæt-telse, undervisning og konsulentarbejde på. Fx beskriver Mogens Fog det således:

Ingen konflikt i universitetet har haft et sådant omfang som den, der fra de første måneder i 1969 og de følgende år blev udspillet inden for og uden for Sociologisk Institut. Ud over daglige stridigheder i studienævn og fagråd inddrog den konsisto-rium og rektor, en række overordnede instanser, retsvæsenet, dagspressen og førte til politiundersøgelse, ombudsmandssager og en disciplinær-undersøgelse, tjeneste-mandssag, der blev foretaget af landsdommer Fritz Møller, og var anlagt mod en af konfliktens hovedpersoner amanuensis, cand.jur. nu dr.scient.soc. Erik Høgh. Jeg skønner at konflikten for mit vedkommende i en lang periode beslaglagde mindst 10% af arbejdstiden, og der var jo ogå andet at tage vare på. (103)

Fritz Møllers disciplinærundersøgelse efter tjenestemandsloven af Erik Høghs aktiviteter mundede ud i tre hovedkonklusioner:

169

1. Erik Høghs undervisning ved den sociale højskole („dobbeltstilling“) havde institutledel-sens (Svalastogas) billigelse og han overholdt arbejdsnormen ved universitetet.

2. Hans medarbejderskab i I/S Difo[]m, en erhvervsdrevet privat social institution, over-trådte ikke „decorum officiale“, hvormed må menes offentlig velanstændighed.

3. Klagen over udnyttelse af studerendes opgaveløsning blev afvist, bl.a. fordi emnerne faldt inden for relevante studieopgaver og ikke markant oversteg arbejdsindsatsen for tilsvarende opgaver. . . .

Som helhed frikendte Fritz Møllers konklusioner altså Erik Høgh for urimeligheds-rapportens og senere fremførte anklager ud fra de grundige undersøgelser, han havde foretaget. Det kan ikke drages i tvivl, at konklusionerne var holdbare inden for de rammer, formaliserede og skønsmæssige, der anlægges ved en sådan disciplinærun-dersøgelse.

Efter min [Fog’s] opfattelse og sikkert adskillige andres, der havde fulgt sagen på nært hold, efterlod den imidlertid et indtryk af, at Erik Høghs adfærd og forhold i mange henseender med rette var kritisable ud fra i første række studenternes ople-velse af hans virksomhed, selv om de ikke efter landsdommerens slutresultat faldt uden for det tilstedelige. (104)

Høgh blev vurderet i det retlige system, et felt hvor rammer og regler er nogle ganske andre, end dem der gælder i de territorier, vi interesserer os for. Han blev „frikendt“, men i det kommercielle felt er det ikke godt nok at blive frikendt, det væsentlige er ikke at blive omtalt dårligt. Fritz Møller peger problemområderne ud: den gældende arbejdsnorm var politisk uhold-bar (flerdobbelte stillinger), at overholde decorum officiale kan parallelliseres med at undgå handlinger, der kan retsforfølges via straffeloven (hvilket er alt for tæt på kanten af afgrunden) og markant er en administrativ elastik, der kan strækkes forbavsende langt. Det vil måske undre at vi sætter så relativt meget fokus på Høgh og hans aftryk i strukturen. Vi kunne have valgt en af flere „solskinshistorier“ med en eller flere andre hovedpersoner. Det ville i lyset af vores metodiske målsætning være ligegyldigt. Erik Høgh er interessant fordi han er et stiliseret, individualiseret udtryk for det konfliktfelt vi møder her i grænseområderne mellem de tre felter. Han personificerer konflikten mellem videnskabsmanden, eksperten og den rådgivende freelance konsulent (105). De hegn Høgh snublede over i sine bestræbelser for at arbejde inden for alle tre territorier, var stærkt strømførende. Hans disputats blev revet fra hinanden og hans karriere endte i en akademisk blindgyde. Hans ry som ekspert og konsulent kunne ligge på et meget lille sted, fordi han med Erik Ib Schmidts ord koncentrerede sig for meget om at overbevise og for lidt om at bevise. . . .

Det er derfor i høj grad ønskeligt, at alle eksperter, der skal arbejde i offentlig tje-neste, har en vis almen samfundsvidenskabelig kultur: De må have en passende for-ståelse for deres eget fags og deres egen indsats placering inden for samfundet og i

170

forhold til den politiske funktion. Eller udtrykt på en anden måde: for at være en god ekspert må man kende sin egen begrænsning. . . (106)

Høgh accepterede ikke sine begrænsninger, men han havde, som alle „fred-løse“, en stædig overlevelsesvilje. Hans politiske position på Socialdemo-kratiets højrefløj afspejles i hans udtalelser om og syn på de universitære uddannelser. Han opfattede universiteterne som nasseanstalter, hvor de stu-derende (samfundsnasserne) ikke skulle opholde sig længere tid end højst nødvendigt (107). Alene det at ville læse sociologi ved universitetet burde efter hans mening kvalificere til en spændetrøje, hvis man ikke fik det over-stået i en fart.

Spørgsmålet var for ham, som sagt tidligere, ikke om man skulle an-vende sociologien, men hvor længe sociologerne kunne tillade sig intet at gøre. Hans teoretiske bidrag til sociologien er imidlertid yderst pauvre: en empiristisk, positivistisk, næsten social-demografisk baseret ‘teori’, hvor de centrale samfundsmæssige faktorer indexeres og korrelleres. Måske er ind-pakningen vigtig? Den skjuler i hvert fald alle de faglige og intellektuelle transformationer, for ikke at sige illusionsnumre, der er nødvendige for at få Den Sociologiske Viden repræsenteret i et enkelt nøgent tal. Et tal er nok, de intelligente vil forstå det, de andre vil forundres over dets magt. Som han selv siger om sit ‘metodologiske eksperiment’ (108) så er „nærværende forløbsbeskrivelse [] en tilnærmelse til visse sociologers måske naive drøm om ved et enkelt tal på ethvert tidspunkt at kunne angive individers ‘vel-færdschance’“.

Høghs fagligt etiske standpunkt havde ændret sig disse år senere, efter Karlslunde-seminaret. Birte Weiss interviewede ham således i Information august 1969 og spurgte:

- Var De med på Socialdemokratiets kongres i juni? - Jeg var inviteret, men gad ikke komme. Partikongresser er dødens pølse. - Synes De at afstemningen om forbud mod dobbeltstillinger i partiet var rimelig? - Den var helt tåbelig, og nu bliver de vel også nødt til at dispensere for Erhard Jakob-

sen. Jeg siger tåbelig fordi folk ifølge min filosofi skal have lov til at have nøjagtig lige så mange jobs, de har lyst til, bare det ikke går ud over arbejdets kvalitet.

- En praktisk filosofi når De skal legalisere Deres egne dobbeltstillinger? - De kan altså ikke nære Dem med studenternes urimeligheds-rapport (108a). Så hør

godt efter: Hvis det alligevel var rigtigt, at jeg havde profiteret lidt på studenternes arbejde, hvad ville der så ske? Ingenting, absolut ingenting. Det er fuldt lovligt, man kunne knapt nok være moralsk forarget, eftersom studenterne alligevel skulle lave de opgaver.

- Det kunne måske ødelægge Deres muligheder for at blive professor? - Nå, så det tror De.

171

Dr. Gallups drømmeKampen om holdningsbegrebet

Lad os gå lidt tilbage i tiden, til 1920’ernes og 1930’ernes USA. Herfra kan vi måske kaste lidt lys fremad, for at prøve at forstå, hvorfor kom-mercialiseringen af sociologisk (og bredt taget samfundsvidenskabelig) viden har bundet så megen libido hos 1950’ernes og 1960’ernes danske sociologer.

I USA var der igennem 20’erne og 30’erne en stigende interesse for at undersøge, måle og teoretisere omkring ‘attituder’ eller ‘holdninger’. Det-te diffuse begreb var på ingen måde så relativt uskyldigt, som vi måske opfatter det i dag. Godt nok er begrebet behæftet med ideologisk fernis, og lider under den umulige forudsætning, at individers holdninger kan spejles direkte i den empiriske verden, men vi opfatter vel holdninger som et al-mindeligt samfundsvidenskabeligt og psykologisk begreb. Sådan forholdt det sig langt fra dengang.

Begrebet var kommet op i tiden omkring århundredskiftet specielt indenfor biologien og den fysiologiske psykologi, der begge havde kon-solideret sig som videnskabsgrene med et relevant og slagkraftigt be-grebsapparat, for så vidt det gjaldt forklaring af menneskelig adfærd. Sociologien befandt sig på daværende tidspunkt i bunden af det akade-miske hierarki på vej opad, og sociologerne havde brug for at inkorpo-rere begrebet i deres teoridannelse, dels fordi det var nyt, og dels fordi det så tydeligt kunne blive et vigtigt våben i kampen om ressourcerne. Psykologiens behavioristiske drejning skabte en del problemer for denne strategi. Her arbejdede man med begrebet ‘habit’ som elementet, der skul-le forklare den menneskelige adfærd i alle dens afskygninger og mente derfor at sociologernes forklaringsmodeller baseret på holdnings-begre-bet var uinteressante. Forskellige sociologiske modangreb blev sat ind: holdningsbegrebet blev frem for alt bredt ud, så det repræsenterede den bredest mulige mentale tilstand, indeholdende de bevidste og refleksive sider af menneskelig adfærd, men renset for alle fysiologiske og psyko-logistiske overtoner. Kort sagt: exit behavioristernes ‘habit’ og i stedet en advokering af refleksive, tankebærende elementer i holdnings-begrebet, så sociologerne kunne reklamere med at de havde nøglen til forståelse (og forudsigelse) af menneskelig adfærd. Dette havde den afsmittende effekt, at holdninger blev et meget centralt element i tidens (og stedets) sociologiske forskning (109).

Denne udvikling var både betingelse for og resultatet af den deskriptive og teoretiske statistiks indtog i sociologien. Muligvis ser vi også her den

172

naturvidenskabelige modus sætte sit fingeraftryk. Et er klart: både psykolo-gien og socialantropologien anvendte tidligt en hel del energi på at kvanti-ficere og teste sine udsagn. Sociologerne var hidsige for at tilkæmpe sig en plads i den nye videnskabelighed. En videnskabelighed hvor statistikken, matematikken og datalogien skilte fårene fra bukkene (110).

I 1928 blev psykologen George H. Gallup doktor på en afhandling med titlen „An objective method for determining reader interest in the content of newspapers“ (Iowa University). Han brød i sin afhandling og senere artik-ler med to nedgroede vaner indenfor enquete-undersøgelser. For det første opgav han at henvende sig til alle de personer, man ville undersøge. Han søgte derimod at skabe et minikosmos, som afbildede hele kredsen eller populationen for så vidt angik geografi, køn, urbanisering, alder, indkomst, politisk præference og erhverv. Han anvendte på sin vis en form for primitiv udvalgsteknik, der skulle sikre en minimal repræsentativitet. For det andet opgav han at udsende spørgeskemaer og overgik til interviews. „De fleste mennesker kender ikke sig selv godt nok til, at man kan overlade til dem selv at udfylde et spørgeskema – de skal have hjælp fra en interviewer, som kan overbevise dem om deres holdninger og vaner“. Sådan går historien om Gallups såkaldte Iowa-plan (111).

Planen var dog langt mere ambitiøs end disse tiltag lader ane. Gallups anden store vision, bortset fra at revolutionere markedsanalysen, var en vi-talisering af demokratiet som institution i samfundet. Dette gjorde han ved at føre den amerikanske prøvevalgstradition fra 1824 videre. Specielt var Gallup kritiker af tidsskriftet „The Literary Digest“ og dets metoder. I 1936 leverede tidsskriftet en total fejlagtig analyse af præsidentvalget mellem Roosevelt og Landon efter at have udsendt 10 millioner prøvestemmesedler og modtaget omkring 2 1/2 millioner retur. Det var en trafik Gallup og and-re videnskabelige samfundsforskere gentagne gange havde kritiseret for at være vejen til enden for opinionsunder-søgelserne, fordi man kun udsendte stemmesedlerne til vælgere, der groft sagt tilhørte middel- og overklassen. Den 12. juli 1936, dvs. 6 uger inden Literary Digest overhovedet satte sit prøvevalg i gang, meddelte George Gallup at tidsskriftets prognose ville holde på den forkerte præsidentkandidat. Han påstod til og med, at han vid-ste hvilket resultat Literary Digest præcist ville komme til. Redaktionen på Literary Digest svarede opbragt at:

Aldrig tidligere har nogen forudsagt, hvilket resultat vort prøvevalg vil give, og dette til og med inden det påbegyndes!. . . Vor fine statistiske ven bør tage ad notam, at Digest vil fortsætte med sine umoderne metoder, der resulterer i korrekte forudsi-gelser i 100% af alle tilfælde. (112)

173

Gallup fik ret, og Literary Digest’s opinionsafdeling kollapsede. „American Institute of Public Opinion“ under ledelse af George Gallup voksede sig større og større med udgangspunkt i „et af de mest nyttige demokratiske redskaber, der er blevet opfundet“ (som han selv sagde). (113)

De danske erfaringer med opinionsundersøgelser

I Danmark slog opinionsundersøgelser og reklamekampagner afgørende igennem i 1939. Haagen Wahl Asmussen var initiativtageren til oprettei-sen af „Dansk Institut for Måling af Den Offentlige Mening“ som en lille analyseafdeling i sit reklamebureau, og i 1943 blev Chr. Ditlew Reventlow (cand.polit.) ansat som direktør (114). Allerede i startåret blev der indgået en stærkt udvidet samarbejdsaftale med George Gallup i USA. Dansk Gal-lup Institut opbyggede et teknisk apparat med hullemaskiner, hulkortpro-cesserende maskiner, interviewere, udvalgsekspertise. Alt i alt survey-kom-petence.

OBSERVA var det første danske institut, der satsede på at anvende sand-synlighedsbaseret udvælgelse af svarpersoner i 1956. To år senere startede instituttet med at anvende edb til visse analyser. Dansk Gallup – eller Gallup Markedsanalyse A/S som firmaet kom til at hedde – startede edb-baserede analyser i 1962. Begge disse institutter brugte IBM maskiner, henholdsvis 1130 og 7090/1410. Detailhandlerpanelets dataanalyser, der drives af A/S Markeds-Data, blev først automatiseret i 1969 med Burroughs 3500.

Før disse tidspunkter foregik al analyse manuelt på kodeark, kant- og sigthulkort, pin-skemaer mv. Datamaternes udvikling er så at sige peri-odens rugbrød, dens basisbetingelse. Det teoretiske tyngdepunkt lå på uni-versiteterne og de højere læreanstalter specielt HCØ og DTH, men den foregik som et skyggespil. Synliggørelsen og synsvidden opnåedes i helt andre sammenhænge. Dykker vi lidt ned under overfladen, så snakkede man om anvendelsesorienterede problemer. Forbrugsvaners prisafhæn-gighed, overvågning af fiskebestande, byfornyelsens og saneringens gen-nemslag i individet, lokaløkonomisk og lokalpolitisk styring. Praksis var prøvestenen. Det, der kan tælles, skal tælles – må siges at være mantra nummer ét i perioden. Mantra nummer to: Vi skal vide folks holdninger og vaner.

Set i lyset af det vi før berettede om holdningsbegrebets sociologiske potens og udvikling, er disse to mantra’er ikke overraskende. Om de også er et produkt af den 2. industrialisering eller en konsekvens af det teknologiske spring, der fulgte i kølvandet på verdenskrigen eller en sublim forberedelse af informationssamfundets intonering kan være ligegyldigt i første omgang.

174

Det står klart, at mange af de kommercielt orienterede personer i perioden opførte sig på én gang individualistisk og samtidig føjede sig efter kollekti-ve udviklingsprocesser.

Oprustningen af databehandlingspotentiale var så småt også startet i centraladministrationen omkring 1950, bl.a. i Forvaltningskommissionen af 1946’s regi, men også tydeliggjort i en strøm af betænkninger, notater og breve omkring bl.a. Statens Hulkortscentrals oprettelse, hulkortudvalg og rationalisering indenfor statsarkivbogholderiet, finansministeriet, præmie-obligationsudtrækning, bunden opsparing mm. (115). Som nævnt i forrige afsnit foregik der på SFI en tilsvarende oprustning efter 1964, hvor det store spring skete i perioden 1965-70.

I denne periode etablerede og konsoliderede SFI en Teknisk Afdeling, der på meget kort tid viste sig at være en dels teoretisk men specielt prak-tisk, økonomisk sværvægter. Størstedelen af SFI’s ekspansion blev skabt i denne afdeling med basis i det succesfulde salg af ægte, hjemmelavede (undskyld udtrykket) tal, data produceret i Teknisk Afdeling. Teoretisk set udgjorde konstruktionen af stikprøver på tilfældighedsbasis ikke nogen uoverstigelig vanskelighed i denne periode (116), men praktiske foranstalt-ninger i forbindelse med de landsdækkende undersøgelser voldte besvær-ligheder. Det gjaldt således for alle de danske analyse-institutter om at få de uklare problemer løst for en så lang periode som muligt. Rolf Randrup udtrykker sig klart i „Markedsanalyse i Danmark“:

det er ønskværdigt..at løse dette problem på en måde, der eliminere afhængigheden af en ikke hensigtsmæssig eller en ikke tilgængelig kortlægning af populationen, og som samtidig tillader, at arbejdet gennemføres indenfor rimelige tidsog omkostnings-mæssige rammer. (117)

I 1948 blev den europæiske forening for opinionsundersøgelser og mar-kedsanalyser (ESOMAR) stiftet i Amsterdam. Denne organisation kom til at betyde et uformelt samlingspunkt for danske markedsanalytikere specielt fordi Chr. Ditlew Reventlow blev valgt til præsident de første to år af for-eningens eksistens. Efter en del ‘te-møder’ blandt de danske ESOMAR-medlemmer hvor man følte hinanden lidt på tænderne, blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle forberede oprettelsen af en dansk forening for markedsanalytikere. Dansk markedsanalyse Forening (DMF) blev oprettet i 1959 ved et møde i Frederiksberg Rådhuskælder, og bladet „Markeds-kontakten“ blev dens faglige meddelelsesblad. På den første ordinære ge-neralforsamling blev der optaget et par nye medlemmer, heriblandt Torben Agersnap (cand. oecon.).

175

Gennembrud og legitimeringStatsmagtens stigende interesse

Markedsanalysebranchens lidenhed taget i betragtning fik dens store under-søgelser en effektiv pressedækning, der i sig selv var mange tusinde kroner værd (118). I slutningen af 1964 havde DMF’s bestyrelse et møde med fhv. statsminister Viggo Kampmann, sekretær i finansministeriet Jens Kamp-mann samt fra Statistisk Departement konst. kontorchef Kjeld Bjerke og kontorchef la Cour. Her blev det besluttet at nedsætte et udvalg, der skulle arbejde med problemerne ved og forbedringerne af den offentlige statistik. Det var et vigtigt skridt hen imod en anerkendelse af reklame- og analy-seinstitutternes samfundsøkonomiske og politiske eksistensberettigelse. De følgende år diskuterede DMF igen og igen om markedsanalyse-resultater burde anvendes kommercielt (sic!) og ved slutningen af vores periode, der falder sammen med DMF’s 10-års jubilæum i 1969, var der ikke mere tale om en „religiøs“ stillingtagen, som Arne Rasmussen (dr.oceon.) udtrykte det (119). Markedsanalyserne var kommet ind på de private virksomheders budgetter med pæne beløb, de statslige institutioner arbejdede med tilsva-rende projekter, og offentligheden, dette lunefulde, amøbeagtige dyr, var stærkt interesseret.

Problemerne omkring markedsanalyserne kan til en vis grad parallelli-seres med kontraktforskningens senere: de centrale spørgsmål handlede om problemformulering, nøjagtighed, sikkerhed, leveringstid, rapporterings-form og økonomi. Alt i alt må den virkning, en analyse har på en given virk-somheds strategi, være mærkbar, hvis analysen skal betegnes som en succes.

Var det kommercielle felt ‘farligt’?

Hvorfor blev så mange af de akademiske og administrative aktører ‘sat på bænken’ når de forsøgte sig indenfor det kommercielle felt? Hvordan trådte de ved siden af, hvad var det for en (usynlig) grænse de overskred? Vi kan også spørge mere konkret. Hvad var der i vejen med det kommercielle felt? Hovedfokus var og er vel stadig omsætning. Så hvad var problemet? Er de kommercielle felter i sig selv delegitimerende og foragtelige? Hvorfor var det mere suspekt, at en dansk akademiker forsøgte at ‘go-private’, når de amerikanske på dette tidspunkt godt måtte og kunne. Den politiske kultur i Danmark gav ikke megen plads for en aktør, der både ville være akademi-ker, administrator og tjene penge på handel med de produkter han eller hun ‘producerede’. Og dog, som med så mange andre politisk bestemte forhold, kom det an på hvem der gjorde det, og hvordan det blev gjort.

176

Fra 1965 og frem til 1975 nærmede det tidspunkt sig hvor det akademi-ske felt skulle høste frugten af sit arbejde. De nye sociologer blev færdigud-dannet og skulle beskæftiges.

Hvis de skulle have ansættelse inden for det akademiske felt, så blev det hurtigt klart, at deres ‘gamle’ lærere måtte vige fra nogle positioner, opgive visse af deres (fler)dobbelte stillinger. Det faktum at mange universitets-ansatte drev en eller anden form for privat virksomhed eller havde statslig dobbeltansættelse på konsulentbasis, var almindeligt anerkendt. Individuel lønforbedring lød argumentet. Denne trafik var som oftest fuldt tilfredsstil-lende for alle parter. Fx anvendte Frederik Zeuthen sine faglige ideer både på Københavns Universitet og Handelshøjskolen, uden at hans omdømme af den grund led under det. Henning Friis var konsulent for utallige insti-tutioner, kommissioner og udvalg, og det mest akutte problem i den for-bindelse var hans fravær på SFI i lange perioder. Men selv fravær kan vise sig at være en konstruktiv udviklingsbetingelse for de tilbageblevne, hvis kompetence og administration er delegeret på en spændstig måde. De fle-ste prøvede at konsolidere deres egne positioner, og alt var derfor i orden. Tabellen på næste side eksemplificerer nogle af disse forhold for perioden 1972-74. Det overraskende er vel næppe at de ansatte på Institut for Or-ganisation og Arbejdssociologi på Handelshøjskolen i København og på SFI for over 2/3’ dels vedkommende havde lønnet arbejde uden for deres institutter, men at halvdelen på Institut for Kultursociologi ligeledes havde det. Problemer opstod imidlertid først, når flere givne politiske betingelser var til stede.

Handelshøjskolerne havde i modsætning til universiteterne ikke no-get studenteroprør. Det lå dengang klart at videnskab blev produceret på universiteterne, mens handelshøjskolerne pr. definition havde solgt sig til kapitalen, så hvad kunne man egentlig tillade sig at forlange af dem andet end markedsanalyse, driftøkonomiske kalkyler og reklameidéer. Hvis man startede på at ‘go-private’, så var det ikke uvæsentligt hvem man gjorde det for eller med. Hvis Erik Høgh havde specialiseret sig i planlægnings-opgaver for offentlige styrelser og „politisk neutrale“ kunder, så havde alle sandsynligvis været begejstrede – måske, og mest overraskende, også de sociologistuderende. Arkitekter og byplanlæggere var det i hvert fald utve-tydigt. Han gik, som vi tidligere har beskrevet det, videre og tilbød sine tjenester til den borgerlige presses kapitalistiske flagskib, Gutenberghus. Her var med andre ord stof til en sag, der kunne ses som parallel til Project Camelot i USA, hvor dele af det sociologiske og samfundsvidenskabelige establishment blev afsløret som ‘rakkerknægte for imperialismen og stor-kapitalen’ (121).

Tabel. Arbejdstid på og omfanget af lønnet arbejde udenfor de institutter, der indgår i SSF’s undersøgelse1

Ant. svarp.

N

Arbejdstid i timer Personer m. lønnet besk. u.f.

inst. % (N)

Heraf-konsul.

arb.2-privat virk.3 % (N)

Formel Reel for inst.

Ophold på inst.

Inst. f. Kul-tursoc, KU 10 39 51 28 50(5)

20 (1)60(3)

IMSOR, DTH 20 40 54 42 20 (4)

75 (3)75 (3)

Inst. f. Org. & Arbsoc,

HHK22 40 52 26 68 (15)

53 (8)40 (6)

HHÅ, Inst. f. Org. & Virk. led.

9 40 42 27 100 (9)89 (8)89 (8)

ÅU, Inst. f. statskund. 33 40 55 36 42 (14)

14 (2)14 (2)

Øko. Inst. KU 25 40 46 35 40 (10)

30 (3)-(0)

SBI – Byplanafd. 8 38 43 35 63 (5)

-(0)20 (1)

Landsplans-sekretariat. 10 40 44 39 30 (3)

33 (1)67 (2)

SFI 32 40 44 37 66 (21)38 (8)19 (4)

Mænd 148 40 49 35 53 (78)40 (30)35 (26)

Kvinder 21 40 47 34 38(8)19 (4)14 (3)

Total 169 40 49 35 51 (86)41 (34)35 (29)

1. Tabel på basis af justeret materiale (120). Den undersøgte periode strækker sig fra april 1972 til april 1974. Alle fuldtidsansatte akademikere er interviewet. Undersøgelsens styrings-gruppe var: prof. Torben Agersnap, afd.chef K. Bjerke, dir. H. Friis (formand), prof. P. Meyer og prof. Th. Herborg Nielsen.2. Øvrige kategorier: forskning, undervisning, adm.3. Øvrige kategorier: højere lær. anst., off. inst.

178

Studenteroprøret radikaliserede konflikterne. Paradoksalt nok var den meget senere parole om ‘forskning for folket, ikke for kapitalen’ allerede udmøntet i 1960’erne. Mens erhvervslivet og industriens arbejdere gav efterkrigstidens boom det sidste skub, begyndte kritikken. Hvad var kapi-talisterne interesseret i samfundmæssigt set? Profit. Hvad var arbejderne interesseret i? Mere i løn og kortere arbejdstid. Hvad var de studerende interesseret i? Tja.. et job efter deres eksamen, mere indflydelse på deres studier, ingen vilkårlige overgreb ved eksamenerne. . . hvem ved? De stude-rende tog initiativet og indflydelsen, og hvad de fik ud af det fremgår bl.a. af de følgende kapitler.

Cirklen sluttesLad os gå tilbage til startpunktet. Hvordan udviklede demokratiets mang-foldighed sig i løbet af 1950’erne og 1960’erne? Blev den sociale orden mere ordentlig, mere konsekvent og/eller gjorde aktørernes fantasi vores synsvidde ud ad til på verden og ind ad til i os selv bredere, mere vi-dende?

Det var bl.a. disse spørgsmål mange af aktørerne i det kommercielle ter-ritorium netop ikke stillede sig. Kortlægningen af Den Offentlige Mening blev adopteret fra USA, og blev transformeret fra en hobby eller leg for akademikere og erhvervsfolk til en selvstændig disciplin. Om den kan siges at være videnskabelig er noget usikker, men intentionen var der.

Hadley Cantril fra Office of Public Opinion Research i Princeton be-skriver hvordan denne udvikling fejede en del traditionelle forestillinger om kuld:

The dizzy speed with which this development took place left the social scientist mo-mentarily breathless. Vaguely he sensed that something important was happening in a domain he had come to regard as his own. But it was not easy at first to recognize in those methods, which were forecasting winning candidates or telling manufacturers the popularity of various brands of soap, a means for gathering data which the social scientist could regard as of some significance. Sometimes his irritation – irritation at the upstarts who often, neither knowing nor caring anything about traditional aca-demic abracadabra, seemed nevertheless to cary off the honors or the cash – led him to a type of superior criticism that did little credit to his sense of objectivity. Sometimes, on the other hand, his genuine desire to learn the methods was thwarted, either because of the expense of the research involved or because of inability to get specific information on the methods used from men who rapidly found themselves in a highly competetive game and who felt for a while that they had to play their cards close to their vests. (122)

179

De samfundsvidenskabelige konsulenter prøvede mange gange hen gennem perioden at omfavne videnskabens kognitive autoritet, men deres ‘viden’ blev sjældent underkastet en videnskabelig autoritetskontrol, og den forblev derfor afgrænset fra hvad der var accepteret af det videnskabelige establish-ment. Periodens forsøg på at gøre grundlovens idéer om demokratisk udvik-ling til et samarbejdsprojekt mellem navnlig politikerne og de kommerciel-le aktører gik tabt i ‘das Wirtschaftswunder’. De involverede evnede ikke at kombinere handling med eftertænksomhed, de evnede ikke at synliggøre den uendelige række af muligheder, der stod åbne. I detaljen startede der godt nok mange spændende processer (kommercielt inspirerede reformer af bo-mønstre, kulturelle provokationer, industrielle organisationsforandrin-ger), men afsættet gjorde ikke springet fremad præcist og klart.

180

NOTER OG LITTERATURHENVISNINGER

(1): Irving Louis Horowitz’ bog under denne titel (New York: Oxford University Press, 1993) indeholder en kortlægning af sociologiens tilstand i de sidste 25 år – hovedsage-ligt på den amerikanske scene.

Sociology in Europe / Birgitta Nedelmann & Piotr Sztompka (eds.). Berlin: Walter de Gruyter, 1993 har en undertitel: In Search of Identity. Førende europæiske sociologer giver deres bud på den sociologiske identi-tets nationale varianter. De der er interesseret i den skandinaviske sociologis idéhistoriske omrids henvises til Erik Allardts bidrag i bogen: Scandinavian Sociology and its European Roots and Elements (s. 119-140).

(2): Formuleringen stammer fra Lars Mjøsets: Kontroverser i Norsk Sociologi. Oslo: Universitetsforlaget, 1991, s. 78. Forfatteren beskæftiger sig både med de intellektuelle impulser og de norske samfundsudviklingstendenser, derimod inte-resserer det akademiske felts konstruktion ham ikke synderligt.

(2a): Tekstens valg af „feltet“ – som et begreb anvendt i jagten efter den socio-logiske forsknings organisationsformer – er naturligvis stærkt inspireret af Pierre Bourdieus efterhånden skoledannende brug af det.

Vores usikkerhed vedrørende begrebets bæredygtighed signalerer vi ved at an-vende det synonymt med „territorium“, „område“ og „domæne“. I forbindelse med gennemgangen af sociologiens etablering som et universitetsfag foretrækker vi af rent sproglige grunde betegnelsen „det akademiske felt“ fremfor „det universitære felt“ og „den akademiske forskning“ fremfor „universitetsforskning“.

SFI’s tilblivelseshistorie placerer vi inden for „det administrative felt“, fordi al-ternative betegnelser – „den bureaukratiske forskning“ eller „sektorforskning“ – af flere grunde virkede uheldige. Vores søgen efter samfundsforskningens kommercia-liseringstendenser var om muligt endnu mere vanskelig end udforskningen af den akademiske og den administrative forsknings vilkår; først og fremmest på grund af det kommercielle felts begrebsmæssige uklarhed og mangelfulde samfundsmæssi-ge legitimitet.

(2b): Når vi skriver „bestillingsarbejde“, skal det tages med et gran salt. Det vi er på vej til at indkredse er autonomiens grænser i den administrativt baserede forsk-ning. Socialforskningsinstituttet havde flydende grænser til centraladministrationen (specielt til social- og arbejdsministeriet). De derfra initierede forskningsopgaver var „interne“ og på finansloven så at sige, mens „de udefra kommende“ opgaver var de løse, der financierede de periodevise ekstraansættelser. „Rigets tilstand“ var i denne periode i praksis synonymt med „forekomsten af anormaliteter i den danske velfærdsstat“.

(2c): Se note 2.

(3): Vedrørende den indflydelse som Berlin Universitetet har spillet i den danske universitetsdebat i begyndelsen af 1800-tallet, se: Nye universitetstanker / af Jette

181

Kjærulff Hellesen & Ole Tuxen. I: Københavns Universitet 1479-1979 / Hovedred.: Svend Ellehøj et al. København: G.E.C. Gads Forlag, 1979-1986, 14 bind. Bd. 2: Almindelig historie 1788-1936 / red.: Leif Grane og Kai Hørby. København, 1993. Heraf s. 21-23

(4): Op.cit. note 3, bd. 4: Gods. Bygninger. Bygninger. København, 1980, Heri: Det monumentale universitet (1807-1850)/ af Villads Villadsen. s. 221.

(5): Ejvind Slottved: Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977, København: Samfundet for dansk Genealogi og Personalhistorie, 1978, s. 42.

(6): Op.cit. note 5, s. 40.

(7): Historien om eksperimentet med den statsvidenskabelige Examen findes i: op.cit. note 3, bd. 2: Københavns Universitet 1848-1902 / af Niels Petersen. s. 322-326

(8): Op.cit. note 7, bd. 2, s. 323.

(9): Op.cit. note 7, bd. 2, s. 324

(10): Axel Nielsens Grundrids til Forelæsninger over Sociologien for statsvidens-kabelige Studerende kom i flere mimeograferede udgaver (2. udgave er fra 1921). Grundridset var grundlaget for sociologiundervisningen på første del af cand.polit.-studiet helt frem til 1950erne.

(11): Op.cit. note 5, s. 58.

(12): Betænkning afgiven af Universitetskommissionen af 7. oktober 1912. Køben-havn, 1913. 1 bd., heraf s. 28.

(13): Mogens Blegvad: Wilkens, Claudius Edvard Theodor. I: Dansk Biografisk Leksikon (DBL).

(14): Preben Wolf: Sociologiens historie ved København Universitet til Svalastogas ansættelse. Sociolog-nyt, (dec. 1984), nr. 92, s. 2-12, heraf s. 4.

(15): Op.cit. note 7, bd. 2, s. 324

(16): Op.cit. note 12, s. 3.

(17): Op.cit. note 12.

(18): Op.cit. note 12, s. 5.

(19): Helge Larsen (S.V. Rasmussen): Starcke, Carl Nicolai. DBL.

(20): Uanset dens årsager var konflikten mellem Høffding og Starcke meget dyb. Den var så stærk, at den gik i arv. To år efter faderens død udgiver Viggo Starcke en pjece „Harald Høffding og C.N. Starcke. Bidrag til Forståelse af deres indbyrdes Forhold (Kbh.: 1928), idet han mente, „at der endnu ikke er givet min Far Oprejs-ning for den Uret, der blev begået imod ham, og for hvilken Prof. Høffding bærer det centrale Ansvar.“ (s. 6).

182

(21): Skriver K.A. Wieth-Knudsen i sit brev til Rector Magnificus og Konsistorium for Københavns Universitet, dateret d. 12. februar 1955. RA. Konsistoriums journal nr. 605/51.

(22): Niels Banke; Nils Schiørring (Jens Toftegaard): Wieth-Knudsen, Knud Asbjørn. DBL

(23): Op.cit. note 14.

(24): Op.cit. note 22.

(25): Op.cit. note 22.

(26): K.A. Wieth-Knudsen: Mit videnskabelige Livs Drama. København: Eget For-lag, 1930.

(27): Se afsnittet om professorkonkurrencer i op.cit. note 3, bd. 2, s. 564-566: Københavns Universitet 1902-1936 / af Hans Kryger Larsen.

(28): Op.cit. note 27, s. 566.

(29): Skandalen omkring udelukkelsen af Wieth-Knudsen fra deltagelse i profes-sorkonkurrencen har medført en af de mange ændringer af konkurrencereglerne. Se op.cit. note 27, s. 565-566.

(30): Københavns Universitets Årbog 1953/58, s. 100.

(31): Op.cit. note 21.

(32): Op.cit. note 30, s. 101.

(33): Op.cit. note 21.

(34): Dagbladet Information bragte d. 19. november 1953 en kronik af Poul Meyer, hvori han gav udtryk for, at i forbindelse med besættelsen af et nyoprettet socio-logisk professorat befandt sociologien i Danmark sig i en „skæbnetime“. Wieth-Knudsen refererer i sit brev til Meyers ordvalg.

(35): Op.cit. note 21.

(36): Indlemmelsen af DDR i BRD, der gradvist fandt sted efter Murens fald, udløste et behov for omorganisering af forskningssystemet i de Neue Län-der i et omfang, der er hidtil uset i tysk historie. Renate Mayntz analyserer til-pasningen af den østtyske Akademie der Wissenschaften til den nye situation i en artikel: Academy of Sciences in Crisis. A Case Study of a Fruitless Struggle for Survival. Hans-Georg Wolf skildrer akademiinstitutternes situation under en titel: German Unification as a Steamroller? Begge artikler indgår i en anto-logi under en fælles titel: Coping with Trouble. How Science Reacts to Political Disturbances of Research Conditions / Uwe Schimank & Andreas Stucke (eds.) Frankfurt: Campus Verlag, 1994. Titlen Coping with Trouble forekommer som en underdrivelse al den stund, at de tyske bidrag handler om „overlevelse“ og „damptromler“, men skyldes, at antologien indeholder beskrivelser af andre lan-

183

des mindre dramatiske tilfælde af forskningssystemets tilpasning til politiske „forstyrrelser“.

(37): Her tænker vi på den – for nogen tid siden – bredt diskuterede spådom om historiens endeligt. Se: The End of History and the Last Man / Francis Fukuyama. London: Hamish Hamilton, 1992.

(38): Skriver Niels Thomsen i sin indledning til bind 3 af Københavns Universitet 1479-1979, s. 3. Dette bind har en officiel undertitel: Almindelig Historie 1936-1979, men i indholdfortegnelsen går han ikke længere end til 1966.

(39): Op.cit.ibid. note 38.

(40): Op.cit.ibid. note 38.

(41): Op.cit.ibid. note 38.

(44): Rigsdagtidende 1950-51, sp. 982.

(45): Tage Kaarsted: De Danske Ministerier 1953-1972. København, 1992, s. 383.

(46): Jesper Due & Jørgen Steen Madsen i deres Slip Sociologien Løs. En Invi-tation til 80’ernes Sociologi. København: Hans Reitzel, 1983 skriver bl.a. „Da Hartvig Frisch“ . . . „blev undervisningsminister i slutningen af 1947, blev der skåret igennem. Sociologiprofessoratet skulle opslås på det rets- og statsvidenska-belige fakultet.“ (s. 127). Vi kan kun sige, at det varede længe, før der blev skåret igennem.

(47): RA. Københavns Universitet. Konsistoriums journal nr. 117.a/46.

(48): Op.cit. note 47.

(49): Op.cit. note 47.

(50): Se bl.a. The Universities in Europe in the Middle Ages / by Hastings Rashdall. New ed. in 3 vols. / ed. by F.M. Powicke & A.B. Emden. London: Oxford Univer-sity Press, 1964. (First ed. 1895, New ed. 1936), især bind 1 og Olaf Pedersen: Stu-dium Generale. De europæiske Universiteters Tilblivelse. København: Gyldendal, 1979, især kap. 6: Kampen om universiteterne.

(51): Alain Drouard: The Development of Sociology in France after 1945, I: Natio-nal Traditions in Sociology / ed. by Nikolai Genov. London: Sage, 1989, s. 66-80.

(52): Mogens Blegvad: Svalastoga, Kaare Halvor. DBL.

(53): En introduktion til Simon’s og March’s teoretiske univers findes også i dansk oversættelse ved Kristian Kreiner og Marianne Risberg: Fornuft og Forandring. Le-delse i en Verden Beriget med Uklarhed / James G. March. København: Samfunds-litteratur, 1995.

(54): Københavns Universitets Årbog 1953/58, s. 94.

(55): RA. Københavns Universitet. Konsistoriums journal nr. 114/47.

184

(56): Op.cit. note 54, s. 88-94.

(57): RA. Københavns Universitet. Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultets jour-nalsager A, 1948, nr. 44.

(58): Københavns Universitet. Konsistoriums journal nr. 65/51.

(59): Op.cit. note 57.

(60): Op.cit. note 57 og Københavns Universitets Årbog 1948/53, s. 95.

(61): Københavns Universitets Årbog 1953/58, s. 94.

(62): Op.cit. note 61, s. 98.

(63): Op.cit. note 61, s. 97.

(64): Op.cit. note 61, s. 100.

(65): Op.cit. ibid. note 64.

(66): Op.cit. ibid. note 64.

(67): Op.cit. ibid. note 64.

(70): Tak til Henning Friis for nogle veloplagt kritiske kommentarer til dette afsnit. Vurderinger og synspunkter fremsat her står udelukkende for vor regning.

(71): I universitetsfundatsen af 1788 (KU) fastsættes det bl.a. at jurister til deres ek-samen skulle eksamineres i statistik (hvorved man nærmest forstod „beskrivende“ statistik eller „de danske staters naturlige og politiske forfatning“).

(72): Se bl.a. Det statistiske Departement (DsD), Samfundet og statistikken. Et historisk rids 1769-1950, København, 1949, (Stat.med., 4.række 139. bd., 1.hft.), Adolph Jensen, 1949, Erindringer, København, Gyldendal og Axel Holck, 1901, Dansk statistiks historie 1800-1850, København, Statens statistiske Bureau.

(73): Se fx. Frederik Zeuthen, 1936, Socialpolitik som fagområde, Socialt Tids-skrift, 12, s.161-180.

(74): Se bl.a. Tim Knudsen, 1994, Forvaltningen i historiens spil, i M. Ibsen, P.L. Nielsen og B. Schou (red.): Folkestyre og forvaltning. Festskrift i anledning af Nordisk Administrativt Forbunds 75 års jubilæum, København, DJØF-Forlag, Carl Madsen, 1973, Fortids møre mur, København, SVF, Jacob Christensen, 1992, Den danske socialforvaltnings udvikling mellem 1890 og 1950. Præsenta-tion af forskningsprojektet, Stat, forvaltning og samfund, nr.4 juni, s.1-8 og Niels Petersen, 1973, Oversigt over centraladministrationens udvikling siden 1948, i Jørgen Nue Møller (red.): Den offentlige forvaltning i Danmark, NFS, nr.33, s.87-257.

(75): Jørgen S. Dich, 1952, Ideer og interesse i praktisk politik, Socialt Tids-skrift, 28, s.53. Se også Kjeld Philip, 1947, Staten og fattigdommen, København, Gjellerup.

185

(76): Henning Friis, 1971, Socialvidenskab og socialpolitik. Nogle danske erfarin-ger, i Økonomien bag socialpolitikken, særudgave af Socialt Tidsskrift i anledning af Jørgen S. Dichs 70 årsdag, s. 157, [] vor tilføjelse.

(77): Tage Kaarsted, 1985, Ove Rode som indenrigsminister, Odense Universitets-forlag.

(78): Rigsarkivet (RA), Den statsvidenskabelige konsulents arkiv, 1948-51, 1951-56, 1956-59, Socialministeriet: Den økonomisk-statistiske konsulents arkiv, 1960-68; Indenrigsministeriets socialkontor, journalsager, 1920-22; Socialmini-steriets I. kontor, breve, 1930-32.

(79): I tidsskriftet „Social Forsorg“ fra 1921 nævnes det under meddelelser, at: Kongen har under 22. Juli 1921 udnævnt Fuldmægtig under Arbejderforsikrings-Raadet, cand.polit. F. Zeuthen til det nyoprettede Embede som Statsvidenskabelig Konsulent for Indenrigsministeriets Socialdepartement og Socialraadet. Ved denne Konsulent-Stilling gives der for første Gang de statsvidenskabelige Kandidater Ad-gang til Deltagelse i Indenrigsministeriets Arbejde med de sociale Loves Forbere-delse og Administration, der hidtil udelukkende er varetaget af Embedsmænd med juridisk Eksamen.

Den statsvidenskabelige Uddannelse, – der fremfor nogen har optaget Studiet af Socialpolitikkens Forudsætninger og Formaal og den sociale Lovgivning herhjem-me og i Udlandet – faar i Hr. Zeuthen en udmærket Repræsentant i Indenrigsmini-steriet, hvor man formentlig meget hurtig vil vide at sætte Pris paa hans omfattende teoretiske Viden og hans elskværdige Fremtræden.

(80): Morten Thing, 1993, Kommunismens kultur I-II, København, Tiderne Skifter.

(81): I 1948 bestod institutionen foruden konsulenten selv af 4 1/2 akademisk se-kretær, hovedparten på deltid, 6 stud. på deltid og 4 kontoransatte.

(82): Socialdemokratisk Forbund, 1945, Fremtidens Danmark. Socialdemokratiets politik, København, Fremad, s.82-83.

(83): Bl.a. skrev han til The Social Survey i London (Louis Moss), Institute for social research i Michigan (Rensis Likert) og The Israel institute of applied social research i Jerusalem (Louis Guttman).

(84): De undersøgelsesemner Friis eksplicit nævner i 1955 er: dansk socialpoli-tiks og de sociale institutioners virkemåde, den udrationaliserede arbejdskrafts genindpasning og forholdet på arbejdspladserne generelt, de ældres leveforhold og tilpasningsproblemer – dels socialt, dels boligmæssigt, familiens kår, folkepensio-neringens virkninger, de handicappedes forhold, virkningerne af boligstøttelovens virkninger og generelle by-plan- og boligsociologiske problemer samt socialpato-logiske fænomener (alkohol, selvmord mv.).

(85): Se bl.a. Stein Rokkan m.fl., 1994, Erik Rinde og Institutt for samfunns-forskning, Rapport ISF, 94:13, med optyrkte artikler af Rokkan [1975], Aubert [1972] og Bjørklund [1989]. Endvidere Ulf Torgerson, 1975, „Her trengs en

186

samfunnsviter. . .“ – om problematisk velvilje, Tidsskrift for samfunnsforskning, 16, s.101-118.

(86): Udvalgets medlemmer var foruden formanden: professor dr.med. Poul Bonnevie, KU, socialdir. Rud. Conrad, professor J.S. Dich, AU, statsvidenskabelig konsulent H. Friis, professor K. Svalastoga, KU, professor dr.phil. Franz From, KU, kontorchef i socialministeriet H. Horsten, fhv. minister Fanny Jensen, socialdir. Orla Jensen, konst.deptm.chef P. Juhl-Christensen, socialministeriet, statskonsulent Frode Kristensen, undervisningsministeriet, fm. Niels Rasmussen, indenrigsmini-steriet, eksp.sekr. Vagn Rud Nielsen, boligministeriet, kontorchef i Det statistiske Departement H. Stjernqvist, professor E. Strömgren, AU, dir. i DPI Erik Thomsen, amtmand V. Wedell-Wedellsborg og fm. i socialministeriet K. Rudfeld (sekretær for udvalget). Senere indtrådte statskonsulent, dr.phil. Roar Skovmand og kontorchef, dr.jur. Tyge Haarløv.

(87): Betænkning, 1957, Betænkning vedrørende oprettelse af et socialforsknings-institut, nr.170, København, s.34.

(88): Op.cit. note 87, s35-36.

(89): Folketingsforhandlinger (Ff), 1957, a; Åbningsdebatten, 16.10.57, Per Hæk-kerup (S), b; Åbningstalen, 1.10.57, Stauning (S). Åbningsdebatten, 10.10.57, Hel-ge Madsen (Retsf), c; 1. behandling af lovforslag, 22.11.57, Ragnhild Andersen, d; 1. behandling, 22.11.57, Gottschalck-Hansen (K), Lorentzen (V), e; 1. behandling, 21.11.57, Else Zeuthen (RV), f; 2. behandling, 27.3.58, Gudrun Bjørner (Retsf), Ragnhild Andersen (Komm).

(90): Ungdomskommissionen, 1952, Samfundet og ungdommen. Afsluttende ud-talelse fra ungdomskommissionen med oversigt over kommissionens virksomhed, København.

(91): Af 22 hovedforslagsområder på det ungdomspolitiske område var der i 1952 intet sket med de 17 af lovforslagskomplekserne. Hal Koch var i 1952 stadig for-mand, Jørgen S. Dich næstformand indtil 1949 og Henning Friis var ledende se-kretær. Kommissionen virkede i 7 år, udsendte 14 betænkninger, 3 selvstændige publikationer samt 9 skrivelser og udtalelser.

(92): Mødereferat 24.9.57, nr.2 kl. 14.00, RA.

(93): Internt notat, den statsvidenskabelige konsulent, 1948-51, RA, [] vor tilføjelse.

(94): Vi tænker specielt på følgende: familieundersøgelserne (Johs. Noordhoek), uddannelsesundersøgelserne (Erik Jørgen Hansen, Bent Bøgh Andersen og Bente Ørum), ældreundersøgelserne (Erl. Jørgensen, Frede Østergaard, Jan Stehouwer, Henning Olsen og Bjarne Andersson), socialreformundersøgelserne (Bent Rold Andersen, Jytte Ussing og Kaj Westergård), handicapundersøgelserne (Bent Rold Andersen, Gunnar Viby Mogensen, P.-H. Kühl).

Dertil kommer meget omtalte enkeltundersøgelser som „Fritidsvaner i Danmark“ (P-H. Kühl, Inger Koch-Nielsen og Kaj Westergård) fra 1966, „Børns

187

opvækstvilkår“ (Anders From, Tove Løve og Johs. Mørk Pederen) fra 1968, „Bør-nehavens og vuggestuens betydning for barnets udvikling“ (Arne Sjølund) fra 1969 og tillidsmands-undersøgelserne (Reinhard Lund, Iver Hornemann Møller).

(95): Johannes Noordhoek, 1969, Sociale klassifikationer, SFI, Studie 17, Køben-havn.

(96): Erik Jørgen Hansen, 1984, Socialgrupper i Danmark, SFI, Studie 48, Køben-havn.

(97): Statsrevisorerne, 1971, Beretning om Socialforskningsinstituttets virksomhed, København. (Afgivet af H.Budtz (K), K.Damsgaard (K), J.Kierkegaard (ikke MF, RV), A.Larsen (SF) og P.Nielsen (S)).

(98): Det var Henning Friis, Bent Rold Andersen, P.-H. Kühl, Inger Koch-Niel-sen, J. Vedel-Petersen, Jytte Ussing, Henning Brogård, Erik Jørgen Hansen, Johs. Noordhoek, Finn Madsen, Tue Rohrsted, F. Østergaard og E. Mørch.

(99): Baserer sig på interne notater samt referat af forskningskollegiets priorite-ringsdebat, SFI, 1970-72.

(100): Torben Bo Jansen, (red.), 1965, Praktisk anvendelse af teoretisk sociologi, De sociologistuderendes forening, København, spec. s.83-92.

(101): Høgh siger i seminar-rapporten: „På denne bagrund må man sige, at alter-nativet til praktisk anvendelse af de ikke for sikre sociologiske resultater er, at man formodentlig anvender endnu mere usikker viden, når man påstår, at visse prakti-ske forhold fører til givne sociale virkninger. Problemet for sociologen bliver da ikke, om sociologen skal medvirke ved praktiske foranstaltningers gennemførelse, men om han kan lade være, hvis man ønsker entropien her i vort sociale system formindsket“. Han havde da omkring 5 års konsulenterfaring og drev DIFOM I/S, Statistika I/S og Dansk Familieinstitut (se Sten Hegeler, 1972, Ensomhed, ægtes-kabs-annoncer og ægteskabs-bureauer, København, Chr. Erichsens Forlag). Man-ge af undersøgelsesresultaterne må betegnes som ‘pain killers’ solgt til giftelystne, ugepressen, arkitekter, byplanlæggere m.fl., hvis de var kommet i tvivl om deres egen eller samfundets udvikling. Høgh tilbød et sociologisk innovativt holdepunkt, der ville bringe dem ud af dødvandet.

(102): Goldschmidt understreger det kritisable i at sælge heuristiske ræsonnementer som om de er fuldt beviste kendsgerninger, og siger videre: „Disse ord kan tjene som advarsel mod at anvende sociologi pretentiøst ved at fremlægge forskningsre-sultater eller rådgive ved hjælp af statistiske udtryksmidler uden erkendelse af, at de anvendte metoders validitet er ringe eller ukendt. Denne advarsel er så meget desto vigtigere som mange klienter vil være tilbøjelige til at opleve sociologiske skøn, hypoteser og foreløbige resultater som noget absolut og almengyldigt. Det er indlysende, at en sådan tendens rummer farer for misbrug af sociologien, som ikke kan være sociologer uvedkommende.“

(103): Mogens Fog, 1977, Efterskrift. 1946 – og resten, København, Gyldendal, s.212.

188

(104): Op.cit. note 103, s.219, [] vores tilføjelse.

(105): Se Erik Ib Schmidt, 1961, Eksperternes rolle i politik, Nordisk administrativt tidsskrift, nr. 2, s.112-127 og Nico Stehr, 1994, Knowledge societies, London, Sage, kap.7, s. 160-202.

(106): Op.cit. note 105, Schmidt, s.125.

(107): Denne gennemgang støtter sig til forskellige avisartikler om Høgh og ‘socio-logisagen’ april-august 1969.

(108): Høgh, Erik, 1960, Livsforløbsbeskrivelse for 103 langvarigt understøttede forsorgsklienter. Et metodologisk eksperiment, bilag 4 i H. Friis & E. Warburg: Langvarigt forsorgsunderstøttede, SFI, Publikation 1, s.429.

(108a): Den rapport Høgh hentyder til her er: Rapport fra udvalget til undersøgelse af forholdene ved sociologistudiet og på Sociologisk Institut ved Københavns Uni-versitet, Urimeligheds-rapport 1969, 4.rev.udg., København.

(109): Charles Camic, 1986, The matter of habit, AJS, 91:1039-87.

(110): Georg Lundberg, Svalastogas åndelige mentor, diskuterede i 1946 nødven-digheden af a natural science of society, og han erklærede: ‘the best hope for man in his present social predicament lies in a type of social science strictly comparable to the natural sciences’. Hvis ikke sociologien kunne leve op til dette krav, var det hans faste overbevisning, at al undervisning og samfundsvidenskabelig forskning alene ville reproducere tidligere tiders fordomme og fejl. Se George A. Lundberg, 1961[1947], Can science save us?, 2.ed., NY, s.8.

(111): Georg H. Gallup og Saul F. Rae, 1940, The pulse of democracy, Simon & Schuster, NY, s.77-79 & 116-18.

(112): Op.cit. note 111, s.47.

(113): Kathryn Tolbert, 1993, Manden og tanken bag Gallup, Weekendavisen, 23.12.1993.

(114): Børge Rasmussen, (red.), 1979, En branche skabes. Markedsanalysens gennembrud og udvikling i Danmark 1959-79, Dansk Markedsanalyse Forening, København, s.11-38 og br. (sig.), 1989, Gallup 50 år: det ældste – og fortsat danske analyseinstitut, Markedsføring, 1989:17.

(115): Se Betænkning, 1952, Forvaltningskommissionens betænkning, IX, nr. 37, København, Schultz, spec. kap.IV og Bilag 7-8. Se endvidere Nils Bredsdorff, 1993, Forvaltningspolitik og forvaltningsreformer. En undersøgelse af Forvaltningskom-missionen af 1946, Roskilde Universitetsbiblioteks skriftserie: 21, RA-materiale se s.340-43.

(116): Fx Finn Madsen, 1958, Nye metoder i markedsanalyse, Nordisk tidsskrift for industriel statistik, 1958:3, s.45-65.

189

(117): Arne Rasmussen, (red.), 1969, Markedsanalyse i Danmark, Skriftrække F:41, Handelshøjskolen i København, s.42.

(118): Den gennemsnitlige omsætning var i 1964 ca. 7 millioner kroner, altså på størrelse med et stort supermarkeds. I 1965 blev der fx offentliggjort en boligun-dersøgelse på basis af 3000 repræsentativt udvalgte husstande i en samproduktion forestået af Gallup, AIM, Elmark & Lorenz Christensen og Interview-Centralen.

(119): Op.cit. note 117, s.215.

(120): M. Watt Boolsen & O. Aagaard Sørensen, 1976, Samfundsvidenskabelige institutioner og publikationer i Danmark, I og bilag, København, Undersøgelse fo-retaget for Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd.

(121): Det drejede sig om et fra USA’s side styret forsøg på gennem økonomisk-politisk-sociologisk oparbejdet viden og forskningsaktiviteter at smadre forskelli-ge latinamerikanske staters forsøg på at etablere en socialistisk/socialdemokratisk parlamentarisk udvikling som alternativ til højreorienterede diktaturer. Se Irving Louis Horowitz (ed.), 1974, The Rise and Fall of Project Camelot. Studies in the Relationship between Social Science and Practical Politics, rev.ed., Massachusetts, The MIT Press.

(122): Hadley Cantril, 1944, Gauging public opinion, Princeton University Press, s.viii.

190

Kapitel 5

‘SOCIOLOGER KAN SKAM BRUGES. . .’- fra studenteroprør til profession i 70’erne

Af Lise Drewes Nielsen

Indledning........................................................................... 191

Studiet ................................................................................ 192Sociologien og studenterne .......................................................... 192Emnegrupperne ................................................................................ 193Kampen om studiet......................................................................... 196

Sociologernes arbejde....................................................... 197

Dansk Sociologforening .................................................... 198

Kan den kritiske sociologi fastholdes? ............................. 205

Industri- og arbejdssociologi ............................................ 207

Ind i 80’erne ....................................................................... 210

Konklusion .......................................................................... 212

Referencer .......................................................................... 214

191

Abstract

Artiklen belyser, hvorledes den del af sociologien, der havde sit udspring i studenteroprøret, udviklede sig til en profession i løbet af 70erne. Udvik-lingen i sociologernes kompetence i forhold til at anvende sociologien i en erhvervssammenhæng beskrives ud fra aktiviteter i studiemiljøet på Socio-logisk Institut (Københavns Universitet), i Dansk Sociologforening, samt i Industri-og arbejdssociologien. Konklusionen er, at sociologien inden for samme tiår bliver trængt og udhulet på Universitetet, samtidig med at sociologien som profession søges etableret med en vis succes. Selvom der er vanskeligheder med at fastholde den kritiske sociologi i professionen, har studenteroprøret og den marxistiske tilgang sat sine tydelige spor i industri- og arbejdssociologien i perioden.

Indledning

Jeg fik til opgave at beskrive den anvendelsesorienterede del af sociologien i perioden efter studenteroprøret i 1968 og frem til 1980. Det er en periode med stor aktivitet inden for sociologien, med nye teoriretninger, med nye pædagogiske og videnskabelige metoder og med de første, ofte følelsesla-dede, debatter om sociologien som profession. Denne artikel giver på ingen måde en fyldestgørende beskrivelse af perioden. Det ville være en umulig opgave inden for en artikels rammer.

Jeg har imidlertid valgt at betragte udviklingen inden for sociologien ud fra en kvalifikationsanalytisk vinkel. Jeg har søgt efter svar på nogle gen-nemgående spørgsmål: Hvilke kvalifikationer skulle opfyldes for at blive en god sociolog? Hvorledes udvikles disse kvalifikationer og hvordan bliver de anvendt af sociologerne? Jeg har bevidst valgt at belyse kvalifikationerne set med sociologernes egne øjne. Hvad ville de bruge sociologien til i køl-vandet på studenteroprøret og den kritiske sociologi udvikling? Hvorledes etableres sociologien som profession? Kan den kritiske sociologi anvendes i lønarbejdet også uden for universitetet?

Jeg har været tvunget til at begrænse mig i analysen. Derfor har jeg forsøgt at finde nogle af svarene inden for tre områder: i sociologistudiet på Københavns Universitet, i Dansk Sociologforening, samt i en udvalgt del af sociologien: Industri-og arbejdssociologien. Derved har jeg afskåret andre områder af sociologien, der også havde et højt aktivitetsniveau i pe-rioden. Det gælder fx kultursociologistudiet og det gælder vigtige temaer som kvindeforskningen, levevilkårsforskningen, udviklingsforskningen, socialforskningen mv.

192

Artiklen er skrevet ud fra dokumentarmateriale, interviews og personli-ge erfaringer i perioden.

StudietSociologien og studenterne

Den positivistiske sociologi havde i 60erne klare interesser i at sociologien kunne anvendes i samfundet. Den kunne levere metoder og analyseredska-ber og opfattede sociologien som klart anvendelsesorienteret. Således ud-trykkes det:

Uanset hvad der kan diskuteres og menes om sociologiens resultater og generalisatio-ner, anvender man i stigende grad sociologiens metoder og i mindre grad, men stigen-de udstrækning sociologiens teorier og resultater inden for administration, planlæg-ning, politiske partier, sociale organisationer og ikke mindst inden for erhvervslivet. Dette gør man, fordi det har vist sig at kunne betale sig. Erik Høgh: Sociologi (1965).

Studenteroprøret leverede en kritik af positivismen og dens anvendelse i samfundet. Sociologiens metoder skulle ikke blot anvendes til hvad der kunne betale sig. De skulle anvendes til en nyorientering i forhold til det omgivende samfund, til kritik og forandring. Dermed bliver sociologien en kritisk og politisk fagdiciplin. Politik og videnskab skulle kobles med det formål at deltage aktivt i samfundets forandring. Altså en ny og anden for-ståelse af sociologiens anvendelsesorientering, end den positivistiske.

Efter 1968 efterlod studenteroprøret et stort tomrum i universiteternes uddannelsesstruktur. Studenteroprøret startede på Sociologisk Institut i en sammenfletning af to kritikker: kritik af lærerne og deres brug af studenter-nes arbejde og en kritik af undervisningsformen og indholdet i undervis-ningen.

Studenterne leverede en massiv kritik af lærernes måde at forvalte fagets udvikling på. I en løbeseddel til et af de første møder i 1968 i april blev følgende fremført:

Skal stofindlæringen være interessant eller skal vi fortsat være ofre for mere eller mindre dårlige forelæsere? Skal vi være medbestemmende med hensyn til studieord-ning, eksamenskrav, pensumtilrettelæggelse? Eller er du tilfreds med din placering nederst i universitetshierarkiet?

På et studentermøde den 3 april 1968 blev det vedtaget at følgende krav burde der kæmpes for:

193

1. Krav om medbestemmelse. Studenterne ville have indflydelse på studi-erne. Hvis dette krav om medbestemmelse skulle kunne opfyldes krævedes helt andre former for intern kommunikation. Derfor kom der forslag om vægaviser, orienteringer, faggrupperåd, ligelig studenter/lærerrepræsentati-on i udvalg vedr studiet (faggrupperåd), om indflydelse på boganskaffelser, professor-og læreansættelser, lokalefordelinger, forelæsningsplaner, eksa-mensstruktur, budget, tidsskrift, valg af pensum.

2. Krav om nye undervisningsformer. At forelæsningerne minimeres og at undervisningen lægges over i mindre grupper, hvor læreren fungerer som le-der evt bistået af ældre studerende. Der bør nedsættes bedømmelsesudvalg, der vurderer lærernes pædagogiske standard. Mundtlig eksamen afskaffes og udskiftes enten med skriftlig (multiple choice) med adgang til bibliotek eller med mundtlig eksamen på baggrund af gruppearbejde. Professorater gøres tidsbestemte på fx 5 år.

3. Krav om aktionsformer. Der blev foreslået at suspendere undervisnin-gen. Desuden andre aktionsformer som: underskriftindsamlinger, strejker og boykot, protestmarcher, besættelser af instituttet.

Samlet peger dette klart i retning af, at der i studentermassen var en klar identification af, at indlæringssituationen var uacceptabel, at der blev kræ-vet en faglig og pædagogisk fornyelse, samt at der var behov for et opgør med undervisningsformerne og lærernes autoritet i systemet.

Efter studenteroprøret og angrebet på den positivistiske forskning på instituttet blev marginalisringen af de positivistiske lærere tydeligere. Det betød at studenterne i stort omfang måtte overtage undervisningen selv, støttet af få fastansatte lærere samt af eksterne lektorer. En del ældre stu-denter blev ansat som undervisningsassistenter. Der var i 1969 ansat 30 undervisningsassistenter på studiet.

En del af de fremsatte krav blev omsat til virkelighed i reformerne på Universiteterne i begyndelsen af 70erne.

Emnegrupperne

På Sociologisk Institut var ambitionerne store. Studenterne stod over for både at skulle reorganisere fag, form og indhold på en og samme tid. Samti-dig havde studenteroprørets mange aktiviteter udviklet metoder om selvor-ganisering, fællesmøder og demokrati. Denne struktur blev direkte transfor-meret til uddannelsen. (Tigeren diverse årgange)

194

I begyndelsen af 70erne blev studiet organiseret i fire emnegrupper in-den for følgende temaer:

◆ Socialsektor ◆ Uddannelse ◆ Arbejdssociologi ◆ Udviklingsteori

Emnegruppearbejdet betød at de deltagende sociologer lærte at udvikle og tilegne sig færdigheder og kritisk reflektion over givne samfunds-mæssige sociologiske fænomener inden for de fire temaer. Emnegrupperne var det faste faglige forum for undervisning, fremlæggelser og debat især på 2.dels-studiet.(se også artikel af Jan Kirstein)

Emnegrupperne var et forsøg på at konkretisere relationer mellem teo-ri og udviklingen i det omgivende samfund. Udgangspunktet skulle være de samfundsmæssige reproduktionsområder, hvor konsekvenser af sam-fundsudviklingen slog igennem samtidig med at reproduktionsom-råderne skulle danne afsæt for politiske forandringer.

Denne dobbelthed i tilegnelsen af viden om strukturelle forhold, sam-tidig med den direkte politiske stillingtagen til et område, var central for at kunne håndtere fagets udvikling. Emnegruppernes temaer var et centralt element i forsøget på konkret at fastholde en kritik af samfundets udvikling, kapitalismekritikken. Selv om mange kritikere af denne udvikling forsøgte at fastholde, at det udelukkende var den teoretiske exegese der prægede arbejdet i studiet, var emnegruppernes organisering og opbygning forsøg på både at fastholde en teoretisk udvikling og en empirisk forankret kritik af det eksisterende samfund.

Ideen lå tæt op ad ideen om at arbejde projektorienteret, at tage udgangs-punkt i et eller flere eksisterende problemområder og dernæst behandle det metodisk og teoretisk. I emnegrupperne var der desuden en styring af pro-blemerne, idet der var fastlagt hvilke temaer der kunne tages op.

Emnegrupperne arbejdede med den nyere marxistiske teori som ud-gangspunkt. Her lå udviklingen på linie med udviklingen i andre lande, fx også de scandinaviske. I begyndelsen af 70erne var en væsentlig del af studentermiljøerne overbeviste om, at den marxistiske tilgang til sociologi-en var frugtbar. I de svenske og norske miljøer med indflydelse fra franske marxister, mens de finske og danske fra tyske. (Allardt, 1993).

En del af arbejdet var meget teoretisk, men mange projekter af empi-risk karakter udsprang også af emnegrupperne og af den tyske inspirerede marxisme, kapitallogikkens forsøg på realanalyser (Brinch, 1974). Øns-

195

ket om kritisk at forholde sig til samfundsmæssige udviklingstræk var styrende for store dele af emnegruppernes arbejde, og brancheanalyser, analyser af arbejdsforhold, industriudvikling, etc blev udført som led i studiearbejdet.

Emnegrupperne fremmede gruppearbejdet som en ny indlæringsform. Studenterne blev fortrolige med indlæringsprocesserne i grupper, hvor fremlæggelser, debat og dialog er en integreret del af den pædagogiske ind-læringsproces.

Desuden ændres lærerrollen. Forelæsninger og envejskommunikation afløses af dialog og vejledning ud fra studenternes behov og styring. Em-negrupperne var i stand til at tilbyde faglige debatter, udenlandske gæste-forelæsere og mange kontakter til det omgivende samfund: fagforeninger, studiegrupper, etc.

Denne undervisningsform blev også udviklet inden for andre grene af universitetet fx litteratur og humaniora. Men den fik sit store gennembrud på Roskilde Universitet, hvor hele universitetets basisuddannelser blev op-bygget efter den problem- og projektorienterede undervisningsform, og er det stadig. Senere blev den også en grundlæggende model for AUC.

Men den udtalte problemorientering i sociologien og den deraf følgen-de tværfaglige tilgang til analysen af samfundsmæssige problemstillinger betød imidlertid, at sociologiens faglige identitet eroderes. Det gælder både i forhold til fagets traditioner og i forhold til det politiskadministrati-ve styringsniveau (universiteternes ledelse, undervisnings-ministeriet etc). Derved bliver det svært at fastholde en egentlig sociologisk identitet i uni-versitetsverdenen udenfor Københavns Universitet. Sociologerne er der-ved selv med til at ophæve faget i tværfaglighedens navn, hvilket har haft en betydning for fagets udvikling sidenhen. Der er ingen tvivl om, at de kvalifikationer der blev erhvervet i emnegrupperne og i studiet har haft betydning for en fremtidig erhvervskvalificering blandt de sociologer der var med.

Mange sociologer fik arbejde på andre universiteter (især RUC, men også AUC og SUC), enten som faste lærere, forskere eller som timelærere. Andre kunne direkte anvende fortroligheden med projekt- og gruppearbejde i andre erhvervssammenhænge. Således har studenteroprøret haft direkte og afgørende indflydelse på at dele af universitets-pædagogikken blev udviklet og anvendt i og uden for universiteterne, selv frem til idag.

Sammenfattende kan det konkluderes at emnegrupperne havde tre funk-tioner i forhold til studiet: at udvikle sociologisk teori og metode, at forhol-de sig politisk/konkret til emnerne i form af kapitalismekritiske analyser, samt at forestå uddannelsen af studenter og kandidater i sociologi.

196

Der er ingen tvivl om, at denne udvikling i løbet af ganske få år efter studenteroprøret fik sat sit præg på fornyelsen af fag, pædagogik og meto-der. Der er heller ingen tvivl om, at de sociologistuderende, der var aktive i dette forløb fik kvalifikationer og færdigheder der i høj grad var anvendelige i den efterfølgende sociologiske profession. Pionerånden satte sit positive præg på perioden. Samtidig var udviklingen paradoksalt nok med til at for-skyde fokus væk fra sociologien som videnskabsområde/fag og over mod tværfagligheden. Derved mindskes den sociologiske identitet, til gengæld får sociologerne indblik i andre fagområders videnskabelighed.

Kampen om studiet

Der var imidlertid også megen kritik af emnegruppestrukturen og de nye indlæringsformer. En del studenter følte sig uden for, enten fordi de ikke kunne finde deres interessefelt inden for emnegrupperne eller fordi de ikke var interesserede i den valgte marxistiske tilgang.

Der var megen kritik af, at strukturen (emnerne) var rettet for direkte mod de fagministerielle områder, og at mere grundlæggende tværgående spørgsmål i sociologien ikke kunne behandles i emnegrupperne, områder som: statsteori, kvindeforskning, etc. Mange af disse studenter valgte at ud-folde deres faglighed i andre sammenhænge, på andre universitetsinstitutter eller på sektorforskningsinstitutterne, hvor gode studenterjobs gav indsigt i anvendelse af sociologien uden for Sociologisk Institut (Socialforsknings-instituttet, Handelshøjskolen, Ministerierne etc).

Ude i samfundet blev strukturen også udsat for skarp kritik, en kri-tik der i første omgang rettedes mod RUC, men som sidenhen også faldt på Sociologisk Institut. Koblingen mellem det samfundskritiske udgangs-punkt og den kollektive indlæringsproces blev anfægtet, selv på folketin-gets talerstol, hvor der blev tordnet mod det nye Universitet. (Kampen om RUC, 1979)

Men emnegruppestrukturen og den nye universitetspædagogik var også udsat for stærk kritik internt i lærergruppen på Sociologisk Institut. Em-negruppestrukturen indebar, at ressourcerne på instituttet skulle fordeles herefter, hvilket gav anledning til en del slagsmål om ressourcer og ind-flydelse.

I 1975 skal studiet have en ny bekendtgørelse og der opstår en kraftig opdeling af instituttet i een fløj der fastholder forsvaret for den nye uni-versitetspædagogik, for emnegrupperne og for den marxistiske teori, og en anden fløj der forsvarer en tilbagevenden til den diciplinorienterede tilgang til sociologien. Med den gamle positivistiske fløj som stadig var ansat på

197

instituttet, bestod instituttet af tre fløje med skarpe gensidige markeringer over for hinanden.

Bekendtgørelsessagen endte i en skarp opsplitning af Sociologisk In-stitut. De administrative kampe blev mere forbitrede. Der dannes fastlåste grupperinger, fløje, og debatten er præget af selvtilstrækkelighed og arrogan-ce. Det blev svært at fastholde den fremadskridende faglige udvikling, og ad-gangsbegrænsningen lægger til sidst en dæmper på tilgang og rekruttering.

Den faglige debat og den administrative kan ikke adskilles. Man kan sige at der udvikler sig en ‘klagekultur’ på instituttet. En lang række sager bliver ikke løst fra ledelse eller styrende organers side, og miljøet bliver hårdt belastet at interne opgør og universitære kampe.

Emnegrupperne fortsætter som den fast forankrede kerne for undervis-ning til langt ind i 8oerne, og fungerer som eneste samlende sted for un-dervisning. Men den begejstrede studentermasse med lyst og vilje til selv-organisering forsvinder i takt med trusler og realiteter udefra om stop for ressourcer og adgangsbegrænsning.

De politiske kampe omkring studiet i midten af 70erne betød først og fremmest, at institutmiljøet blev tømt for konstruktive, fremadrettede res-sourcer, og at ideerne fra studenteroprøret ikke fik lov til at udfolde sig. Samtidig manglede omverdenen og især de nyuddannede sociologer et for-ankringspunkt for deres faglighed. Mange måtte gennemføre studiet under ringe vejledningsvilkår. Desuden fandtes der imod slutningen af 70erne kun en individuelt forankret åbenhed mod det omgivende samfund, herunder også mod de færdiguddannede sociologer. Miljøet var på ingen måde præ-get af den kritik, åbenhed og dynamik som var forudsætningen og grundla-get for udviklingen i begyndelsen af 70erne.

Den grundlæggende ide om sociologernes aktive deltagelse i kritikken af det kapitalistiske samfunds udvikling demonstreres dog via afhandlinger og færdiguddannede sociologer. Men altså ikke via de faste læreres bidrag. Det er dermed stadig de aktive studenter og ganske få lærere, der tegner institutmiljøet, men de har langt ringere vilkår i slutningen af perioden end i begyndelsen.

Sociologernes arbejdeDansk Sociologforenings medlemsstatistik kan tegne et billede af sociolo-gernes beskæftigelse. I 1980 var der ialt 22o færdiguddannede magistre og kandidater i sociologi og 50 færdiguddannede magistre i kultursociologi. Heraf er 165 hhv 25 medlemmer i Dansk Sociologforening i april 1980. Altså en rimelig høj organisationsgrad.

198

Fra 1975 til 1980 viser udviklingen sociologernes ansættelser, fra at være næsten udelukkende koncentrerede om de højere læreanstalter, til i 80erne at spredes til andre forskningsinstitutter, til amter og kom-muner, til private ansættelser og ikke mindst til centraladministrationen (Tabel 1 og 2).

Der er tydelige kønsforskelle i ansættelsesområderne. Kvindeandelene var yderst ringe på universiteterne (16%), hvorimod de højeste kvindean-dele fandtes i de nye ansættelsesområder fx amter og kommuner (47%).

Der var i 1980 en yderst ringe arbejdsløshed blandt sociologer. Blandt de færdiguddannede ialt 19 ud af 309 kandidater, altså 6%. Dette tal skal skal sammenholdes med den kritik, der allerede var rettet mod studiet og dets anvendelse. Begrundelserne for at begrænse studiet som allerede var fremsat i 1975 synes med disse tal at falde væk. Således skriver den davæ-rende formand for Dansk Sociologforening Hans Kristensen i sin årsberet-ning for foreningen i 1980:

Når jeg opholder mig ved disse statistiske fænomener, er det først og fremmest fordi sociologien som fag er trængt i den løbende debat om planlægningen af de højere uddannelser. Og specielt fordi argumentet om de begrænsede beskæftigel-sesudsigter, der bruges mod en fortsat vækst af sociologer, i den grad strider mod de kendsgerninger, som foreningens (ikke helt dækkende, men dog det bedste der findes) medlemsstatistik viser. Også de meget omtalte arbejdsløshedstal, som skulle være alarmerende for sociologer viser sig ved nærmere eftersyn at være noget tvivl-somme, idet hovedparten af de registrerede arbejdsløse enten er på vej væk fra en ansættelse til en anden eller er deltidsbeskæftigede fuldtidsforsikrede, som oppebæ-rer supplerende dagpenge (hvad DJØF registrerer på linje med fuldtidsarbejdsløse). (sociolog-nyt 57, 1979)

Bag tallene skjuler sig det faktum at mange sociologer har deltidsansæt-telser eller midlertidige job. Der er op gennem 70erne et stort behov for undervisning i sociologi ved mange mellemuddannelser: socialrådgiver, sy-geplejerske, etc. Her finder sociologerne deltidsjob enten permanent eller som overgang til fuldtidsstillinger.

Dansk SociologforeningPå kanten af 80erne er sociologerne på vej ud i nye ansættelsesområder, og grundlaget for en professionsforening er skabt. Dansk Sociologforening blev oprettet i 1969, i et forsøg på at skabe en bred organisation for socio-loger, hvor alle grene og fløje af sociologien kunne mødes. Dansk Sociolo-gisk selskab, blev samtidig nedlagt. Foreningen får en eksplosiv udvikling

199

Tabel I. Dansk S

ocio

logforenings m

edlemm

er pr. 15.4.1980, fordelt efter uddannelse og

ansættelsessted.

Universitet

Anden hø

j læ

reanst. sem

inarier hø

jskoler

Forsknings-

inst. (SF

I, S

BI, S

oc.

Med. inst.)

Central-

admini-

stration

Am

ter og ko

mm

unerP

rivate ansæ

ttelserA

rbejdsløs

løs, ingen

ans., ans. ubek.

I alt

Uddannelse:

Mag.sc.so

c. og cand.so

c.49

1726

2915

1514

165

Mag. art.

(kult.soc.)

143

12

11

325

Andre kand.

148

74

22

239

Studerende

94

42

46

5079

Uddannelse

ubekendt1

00

00

00

1

I alt87

3238

3722

2469

309

200

Tabe

l 2.

Dan

sk S

oci

olo

gfo

reni

ngs

med

lem

mer

pr.

1.12

.197

5, fo

rdel

t ef

ter

udda

nnel

se o

g

ansæ

ttel

sess

ted.

Uni

vers

itet

And

en h

øj

lære

anst

. se

min

arie

r hø

jsko

ler

Fors

knin

gs-

inst

. (S

FI,

SB

I, S

oc.

M

ed. i

nst.

)

Cen

tral

-ad

min

i-st

rati

on

Am

ter

og

kom

mun

erP

riva

te

ansæ

ttel

ser

Arb

ejds

løs

løs,

inge

n an

s., a

ns.

ubek

.

I al

t

Udd

anne

lse:

Mag

.sc.

soc.

og

can

d.so

c.31

1211

17

716

84

Mag

. art

. (k

ult.

soc.

)2

––

––

––

2

And

re k

and.

1113

4–

––

230

Stu

dere

nde

47

105

55

4476

Udd

anne

lse

ubek

endt

––

––

––

––

I al

t48

3225

112

1262

192

201

i 70erne. Medlemstallet stiger i takt med at sociologerne bliver færdig-uddannede (kultursociologerne melder sig kun i begrænset omfang ind i foreningen)1.

Dansk Sociologforening blev stedet, hvor sociologien kunne brydes. Foreningens ledelse lagde stor vægt på en pluralistisk tilgang til sociolo-giens udvikling. I årsberetningen fra året 1974/75 præciserer formanden Benny Dylander foreningens opgaver således:

Den danske sociologi udgør stadig et uroligt felt som er præget af atomisering – en atomisering som gør det vanskeligt at operere inden for feltet, og som medfører, at mange sociologer vil vælge andre referencerammer ved at lade sig bureaukratisere i organisationerne eller lade sig opsluge af andre professioner. Det må være en opgave for Dansk Sociologforening at modvirke disse følgevirkninger ved at samle sociolo-gerne til faglige arrangementer og debat om sociologiske emner af fælles interesse, dvs samle sociologerne som sociologer, ikke som kombattanter.

Naturligvis skal Dansk Sociologforening blande sig i stridsspørgsmålene, men primært må foreningen være igangsætter af en sociologisk debat. Dette nås forment-lig bedst gennem et højt aktivitetsniveau. . .’ (sociolog-nyt nr 22, 1975)

Året 74/75 var starten på et højt aktivitetsniveau for Dansk Sociologfor-ening. Der blev afholdt 5 aftenmøder, 1 seminar og 1 symposium. De fem aftenmøder havde i snit 100 deltagere og titlerne handlede alle om det man kaldte for alternative sociologiske traditioner: aktionsforskning, fænome-nologisk sociologi, marxistisk sociologi, og fagkritik i den fysiske planlæg-ning. Seminaret handlede om Grønlandsforskning og symposiet havde et tema om sociologernes erhvervssituation.

1. Dansk Sociologforenings Bestyrelser så således ud fra 1973-1980: 1973/74: Formand: Frank Henriksen. Bestyrelse: Peter Søndergaard, Kirsten Worm, Jon Sundbo, Hans Aage, Ole Borg.1974/75: Formand: Benny Dylander. Bestyrelse: Peter Gamdrup, Leif Sølling, Hans Kristensen, Margrethe Sørensen, Peter Nielsen, Helge Tetzchner.1975/76: Formand: Benny Dylander. Bestyrelse: Hans Kristensen, Leif Sølling, Margrethe Sørensen, Peter Nielsen, Arne Wangel, Dorthe Gannik.1976/77: Formand: Benny Dylander. Bestyrelse: Hans Kristensen, Dorthe Gannik, Margrethe Sørensen, Arne Wangel, Peter Nielsen, Kirsten Worm.1977/78: Formand: Hans Kristensen. Bestyrelse: Kirsten Worm, Arne Wangel, Benny Dylander, Olaf Rieper, Lise Drewes Nielsen, Finn Valentin1978/79: Formand: Hans Kristensen. Bestyrelse: Kirsten Worm, Benny Dylander, Olaf Rieper, Lise Drewes Nielsen, Finn Valentin, Lisbeth Knudsen1979/80: Formand: Hans Kristensen. Bestyrelse: Lisbeth Knudsen, Lise Drewes Nielsen, Finn Valentin, Karl Krarup, Lars Iversen, Mette Jensen

202

Det høje aktivitetsniveau samt ideen om at foreningen kunne være et samlingspunkt blev fastholdt til ind i 80erne. Årsmødetemaerne bevægede sig med sociologerne væk fra forskningen og over mod de anvendelsesori-enterede temaer for sociologien. Rækken så således ud:

1976: Forskningens proletarisering (30 deltagere)1977: Sociologiske perspektiver på arbejde og produktion (50 deltagere)1978: Krisens langtidsvirkninger (60 deltagere)1979: Modsætninger i 80ernes samfund – sociale, økonomiske og politiske

brudflader. (6o deltagere)1980: Den teknologiske udviklings samfundsmæssige konsekvenser (70

deltagere)

Temaerne og programmerne for møderne illustrerer, at Dansk Sociolog-forening ønskede at markere sociologien som en kritisk vogter af samfundets udvikling. Samt at sociologerne havde nogle alternative bud herpå. Nogle årsmøder resulterede i publikationer. En af disse (Sociologiske perspektiver på arbejde og produktion) blev trykt i 1000 eksemplarer og distribueret til sociologer i de øvrige nordiske lande for at markere dansk sociologi. Som formanden Hans Kristensen lidt ironisk bemærker i sin årsberetning med en indirekte kritik af de sociologiske kollegaer på Sociologisk Institut:

Foruden en intern, gensidig oprustning blandt foreningens danske medlemmer har bogen tjent det formål at gøre opmærksom på, at sociologer laver andet end at be-krige hinanden. En opfattelse som ikke mindst hæmmer opdyrkelsen af nye ansæt-telsesområder. (sociolog-nyt 48, 1978)

Foreningen var et samlingssted for diverse opfattelser af sociologien, dens teorier og metoder, og dens anvendelse. To af de yderste fløje af dansk so-ciologi var som oftest fraværende i foreningens aktiviteter: den ekstremt po-sitivistiske fløj (fra Sociologisk Institut og fra socialforskningen (SFI mv) og den ekstremt marxistiske fløj (især omkring kurasjegruppen og RUC).

Selv om Danske Sociologforening fastholdt at sociologer var kritiske, stod foreningen også for pluralismen i dansk sociologi. Den pluralistiske udvikling var imidlertid ikke noget særtræk for dansk sociologi. Den fand-tes også i de andre nordiske lande især efter svækkelsen af den amerikanske sociologis indflydelse. (Allardt, 1993).

Sociologerne fandt også inspiration hos sociologer i andre lande. Sam-arbejdet med de nordiske sociologer styrkes, og danske sociologer blev aktive deltagere på de nordiske sociologkongresser, som holdes hvert andet

203

år. Der etableres et tæt samarbejde i Nordisk Sociologforbund, og dansker-ne er aktive i afholdelse af Nordiske Sociologkongresser (1973 i Helsingør og 1981 i Reykjavik). Samtidig styrkes interessen for den europæiske so-ciologi.

Dansk Sociologforenings aktiveter i den sidste halvdel af 70erne kan samles under tre overskrifter:

Sociologernes ansættelser: Efterhånden som der uddannes flere og fle-re sociologer kommer problemer med at finde ansættelser. En del socio-loger bliver ansat i deltidsstillinger og i midlertidige stillinger især inden for undervisningsområder. Det giver dårlige og usikre arbejdsvilkår, som debatteres i foreningen. Nogle har også problemer med at finde arbejde overhovedet, og der nedsættes et arbejdsløshedsudvalg i midten af 70erne. Arbejdsløshedsudvalget forsøgte at lave intern arbejdsformidling blandt so-ciologerne. Der blev udarbejdet beskrivelser af de arbejdsløses kavlifikatio-ner mht undervisning, interesser og kvalifikationer. Ideen var at sociologer, der havde arbejde ikke kun skulle formidle job til de arbejdsløse, men at de også skulle afgive bijobs, fx enkelte undervisningstimer, små konsulent-jobs mv til de arbejdsløse, for at give dem en indgang til det sociologiske arbejdsmarked. Dansk Sociologforeningen følger nøje med i sociologernes spredning på diverse ansættelsesområder, og der afholdes en stribe af med-lemsmøder, hvor ansatte i forskellige typer af job formidler deres erfaringer som lønarbejdende sociologer.

Desuden er foreningen med til at igangsætte en undersøgelse af socio-logernes erhvervsfunktioner, der giver anledning til debatter mellem stude-rende, institut og forening om sociologernes anvendelse i samfundet, om studiereformerne og til den hidsige debat om den nye bekendtgørelse for studiet i 1975. Der udgives endda et særnummer af sociolognyt, der handler herom (sociolognyt særnummer 1975).

Mottoet for foreningens arbejde især i slutningen af 70erne var at vise både indadtil som udadtil at sociologer kan skam bruges. . . . Det var der også brug for. Sociologer var en udskældt gruppe for sin klare andel i stu-denteroprøret, for sin stædige fastholden af, at der var forskningsfrihed på Universitetet (herunder frihed til at arbejde ud fra et marxistisk teorigrund-lag) og sociologerne blev betegnet som unyttige og overflødige i den stigen-de opgør med statsdannelsen (ført frem af især Fremskridtspartiet).

Foreningen var meget opmærksom på at forsvare uddannelsen, profes-sionen og pluralismen. Der blev også lagt stor vægt på, at forbindelsen mel-lem instituttet og foreningen skulle holdes. Derfor så man gerne at der i bestyrelsen var mindst en person med tæt kontakt til Sociologisk Institut, og sidenhen også til Kultursociologisk Institut.

204

Metodedebat: Der var enighed om, at den snævre positivistiske tilgang til sociologien skulle afløses af et udvidet metodebegreb i sociologien. Derfor arrangerede sociologforeningen adskillige faglige seminarer, hvor nye metodeafklaringer blev debatteret: de kvalitative metoder (3-dages kur-sus i 1976, symposium i 1978) og aktionsforskningsmetoder (medlemsmø-de 1975).

Desuden udgav Dansk Sociogforening en pjece der skarpt kritiserer ma-nagementkonsulentfirmaet T. Bak-Jensens metoder i en rapport om dansk industriudvikling2. (En Vurdering af Teknologirådsprojektet: Nogle udvi-klingstendenser for fremstillingsvirksomhed i Danmark, 1980). Begrundel-sen for en sådan udgivelse var, at det daværende Teknologiråd havde hyret managementfirmaet til at gennemføre en analyse som grundlag for etable-ringen af en erhvervspolitik (et særsyn i 1970erne). Sociologforeningens begrundelse for at blande sig i dette kan findes i forordet:

Dansk Sociologforening blander sig gerne i denne diskussion, dels fordi analysens problemstillinger må karakteriseres som sociologiske relevante, dels fordi der kan rettes en betydelig faglig kritik mod analysens metode og konklusioner. En arbejds-gruppe under Dansk Sociologforening har derfor gennemgået rapporten med henblik på en samlet kritik, som præsenteres i nærværende publikation.’

Uddannelseskritik: Som allerede nævnt deltog foreningen aktivt i kampen for sociologistudiet. Da Det faglige Landsudvalg i 1976 stiller forslag om at begrænse tilgangen til de samfundsvidenskabelige uddannelser vedtager årsmødet en protestskrivelse herimod. Heri anføres blandt andet:

Sociologien i Danmark er et ret ungt fag, og det er derfor meningsløst at ville vurde-re kommende behov for sociologer ud fra deres nuværende beskæftigelsesområder, sådan som Landsudvalget synes at gøre. I lande hvor sociologien har en længere tradition, har sociologer fundet vid anvendelse inden for offentlig administration og planlægning samt private organisationser og virksomheder. . . . .Dansk Sociologfor-ening har det indtryk, at Landsudvalget i sin indstilling blot har søgt at give et skær af saglighed til rammer som på forhånd har været fastlagt af ministeriet. Landsudvalget har således ikke virket som en uafhængig sagkyndig rådgivende instans, som forud-sat ved dets nedsættelse. (sociolog-nyt 30, 1976).

2. Arbejdsgruppen bestod af Ann Westenholz, Handelshøjskolen i København, Anders Rosdahl, Socialforskningsinstituttet, Nils Mortensen, Ålborg Universitet, Hans Kristensen Lavindkomstkommissionen, Benny Dylander, Kaj Olesen og Lise Drewes Nielsen, Teknologisk Institut.

205

Dansk Sociologforening ville med sine mange aktiviteter gerne synliggøre, at danske sociologer kunne bruges, at sociologien var en samfundskritisk vogter, og at kritikken skulle fremføres på en konstruktiv måde. Et højt aktivitetsniveau havde til formål at samle sociologerne til debat (også de stridende parter på Sociologisk Institut) og at synliggøre, at der var en so-ciologisk profession på vej i Danmark. Således skulle det være muligt at få afsat sociologerne også uden for forskningsverdenen.

Kan den kritiske sociologi fastholdes?I midten af 70erne starter debatten på Sociologisk Institut om sociologernes erhvervskvalifikationer. Spørgsmålet er her om der er en modsætning mel-lem det at være kritisk sociolog og ville forandre samfundet, og det at skulle arbejde som sociolog på arbejdsgivernes/samfundets præmisser. Ville det være muligt at fastholde kritikken af samfundet i forskellige typer af job?

Med det stigende antal uddannede sociologer startede en debat om so-ciologernes kvalifikationer og sociologernes beskæftigelse. Hvorledes skal det være muligt at skaffe job til de mange sociologer, og hvorledes er det muligt at fastholde de kritiske dimensioner for sociologerne. Det blev fore-slået at strategien blot skulle være at få åbnet flere job til sociologerne, så kom kritikken af sig selv, forudsat at sociologerne var godt nok skolet i kritisk tænkning. Men debatten blev mere nuanceret, fordi sociologernes og sociologiens rolle måtte diskuteres, hvis de kritiske dimensioner i socio-logien skulle fastholdes. Det blev udtrykt i en debat i sociolog-nyt mellem Bernhard Larsen og Kurt Aagaard Nielsen:

BL foreslår at strategien overfor arbejdsløsheden må være et krav om flere jobs til so-ciologer – optagelse af nye opgaver, som ikke hidtil har været beskæftigelsesområder for sociologer. Denne politik kan lyde som en selvfølgelighed (At kræve flere job til sociologer). Problemet ligger imidlertid i en sådan politiks konkrete udfyldning. BL synes at være bevidst om at borgerskabets aktuelle behov for sociologer og at socio-logiske undersøgelser væsentligst går i repressiv retning fx legitimering af besparel-ser – nedskæringer- rationaliseringer osv. – alt sammen opgaver, som blot bekræfter sociologiens samfundsbekræftende og undertrykkende karakter. En aktiv jobpolitik i retning af at få åbnet flere jobs på disse områder bliver dermed samfundsmæssigt set en reaktionær beskæftigelsespolitik. Noget andet er, at sociologer faktisk må affinde sig med i mange situationer at påtage sig den slags jobs, hvis de overhovedet vil be-skæftigelse. Funktionerne forsvinder selvfølgelig ikke ved at progressive sociologer nægter at tage disse jobs, og derfor må sociologer også politisk organiseret gå ind i en kritik af den slags funktioner- hvilket de selvfølgelig ikke kan gøre samtidig med at de politisk offensivt kæmper for at få udvidet beskæftigelsesmulighederne på om-rådet. (sociolog-nyt 45, 1977)

206

Dermed udtrykkes en reel modsætning mellem den kritiske del af sociolo-gien og sociologiens anvendelse. I løsningen af denne modsætning blev be-grebet dobbeltkvalificering et nøgleord. I dette lå en forestilling om, at den konkrete kvalificering til at kunne analysere samfundets udvikling inden for specifikke emner i fx emnegrupperne, også kunne danne kvalifikationer til ansættelse på det sociologiske arbejdsmarked. Dermed blev det legitimt at sociologerne måtte påtage sig job inden for anvendelsesområderne, men samtidig fastholde de kritiske dimensioner fx i form af en politisk organi-sering.

I flere tilløb blev Dansk Sociologforening i 70erne den organisation, der kunne gøre det, via debat og foredragsvirksomhed.

På et medlemsmøde i Dansk Sociologforening blev Sociologiens ud-vikling fra 60erne til 70 erne karakteriseret som en krise hvor sociologien som enhedsvidenskab er ved at forsvinde og blive opslugt af den problem-orienterede tilgang. Således er faget sociologi forsvundet på RUC, til trods for at mange sociologer blev ansat her i opstarten. Samtidig har den marxi-stiske fokusering ikke givet de fornødne muligheder i studiet til at forholde sig konkret i diverse jobfunktioner. Som det blev udtalt: Marxistisk teori kan ikke umiddelbart anvendes i en kommunal ansættelse. Og debatten om hvordan der kunne dannes en kollektiv organisering til støtte for nye kandi-dater og til fastholdelse af kritikken, fik aldrig et konkret indhold.

Denne udvikling sammenholdt med, at der i studiet blev anvendt mange kræfter på udvikling af undervisning og på administrativt arbejde, betyder at en del sociologer står lidt famlende overfor erhvervsarbejdet. I debatten fik denne modsætning tre mulige udfald/betegnelser:

Den første var gøgeungeeffekten. Med det blev der hentydet til at andre faggrupper står i skarp konkurrence med sociologerne (fx jurister og polit-ter). Hvis sociologerne ikke tør eller er parate til at tage udfordringerne med erhvervsarbejdet, vil andre faggrupper bare overtage jobområderne.

Den anden var praksischokket, der beskriver hvor svært det er for de kritiske sociologer at komme ud i nye jobfunktioner, og blive lønarbejdere. Dette havde mange dog allerede oplevet i diverse studenterjobs.

Den tredje var forludringen, hvor sociologer mister en medreflekteret kritisk bevidsthed i jobfunktionen. Arbejdet er sat af arbejdsgivernes betin-gelser, og kritikken må indordne sig derefter.

I Sociologforeningens møder blev der ofte udtrykt stor bekymring for, om det overhovedet var muligt at fastholde den kritiske sociologi i profes-sionen. Der var også en høj bevidsthed om, at det at få ansat sociologerne ikke var nok. Et var, at sociologerne kunne bruges i deres job, og også ofte kunne danne kritiske reflektioner, men forestillingen om, at de kunne danne

207

udgangspunkt for en kollektiv/politisk forankret forandring af samfundet, var der stor skepsis mod.

Debatten om sociologiens funktion i samfundet, om sociologiens me-toder og kritiske perspektiver lever godtnok i Sociologforeningen. Den har imidlertid ikke den store genklang på Universiteterne. (Bredsdorff, 1986). Måske har jagten på den kritiske sociologi på RUC og på KU haft en så diciplinerende effekt, at den åbenhed og fornyelse der prægede årene efter studenteroprøret blivet lukket og indadvendt. Måske har miljøerne manglet fornyelse og mod til at starte en grundlagsdebat om teorier og metoder.

Sammenfattende kan det konstateres at der på Sociologisk Institut og i Dansk Sociologforening udvikles en debat om sociologerne som kritis-ke samfundsanalytikere. Imidlertid mangler der eksakte svar på, hvorledes sociologien som kritisk disciplin skal udvikles i takt med at sociologerne professionaliseres. Det bliver i stort omfang et individuelt problem for so-ciologerne at håndtere de fagkritiske aspekter i lønarbejdet. Der bliver ikke dannet en kollektiv organisering af sociologerne på dette felt.

Industri og arbejdssociologienHidtil har artiklen sat fokus på kvalifikationsudviklingen set fra den enkelte sociologistuderendes/kandidats side. Hvis vi skal anskue sociologernes anvendelse set fra ansættelsesstedets side og herudfra vurdere, hvorledes sociologerne klarer sig, ville det betyde, at der skulle gennemføres en re-trospektiv analyse af diverse arbejdsgiveres vurderinger af sociologernes færdigheder. En sådan analyse forekommer mig bekendt ingen steder.

Derfor har jeg valgt en lidt anden vinkel. Jeg vil forsøge at karakterisere et forsknings- og udredningsfelt, hvor sociologerne har markeret sig stærkt i 70erne: industri- og arbejdssociologien. Jeg vil desuden forsøge at doku-mentere, at sociologien havde noget at byde på inden for dette felt, og at der var bidrag fra mange forskellige dele af sociologien.

Før studenteroprøret kunne den danske arbejdssociologi opdeles i tre områder. For det første det socialpolitiske område, der domineret af øko-nomer, primært blev udført på Socialforskningsinstituttet. For det andet det arbejdspsykologiske perspektiv, der især blev udført på Militærpsykologisk Tjeneste og på Teknologisk Institut. For det tredje den sociologiske tradi-tion, der blev udført på Institut for Organisations- og arbejdssociologi på Handelshøjskolen i København. (Egsmose og Rieper, 1978)

I 70erne fortsætter arbejdet med de tre perspektiver på de nævnte insti-tutter, men desuden udvikles nye felter for industri- og arbejdssociologien. I 70erne løber områderne sammen. Det skyldes dels at der uddannes et vok-

208

sende antal sociologer og psykologer og virksomhedsøkonomer inden for områderne. Adskillige personer flytter mellem institutionerne og undersø-gelser gennemføres af personer fra flere forskellige fagområder. Samtidig opmuntrer den marxistisk indflydelse til handlings- og aktionsrettede ana-lyser af arbejdsforholdene. (Egsmose og Rieper, 1978)

Arbejdssociologien bliver sat mere i fokus i 70erne. Et stort udrednings-arbejde (hvor også SFI er involveret) fører til den nye arbejdsmiljølov i 1975. Forskningsrådene giver høj prioritet til arbejdssociologien. Studen-teroprørets fokus på de marxistiske teorier, samt viljen til at gennemføre forskning for forandring i samarbejde med arbejdere og fagforeninger øges.

Denne udvikling indebærer at arbejdssociologien kan opdeles i fire om-råder i 70erne (Egsmose og Rieper):

1. Teorier om beslutning, participation og indflydelse. Dette område blev primært varetaget på Institut for Organisations og arbejdssociologi, Han-delshøjskolen i København. Centrale temaer for forskningsprojekter i peri-oden er: virksomhedsdemokrati, beslutningsteori og sociale forandringer i organisationer. Men der gennemføres også projekter inden for arbejdsmiljø og arbejdsmarkedet, ligesom der indgår et aktionsforskningsperspektiv i dele af instituttets analyser. Forskningen er domineret af organisationsteori og participationsteori, med en ideologisk forankring i humaniserede former for lederskab og demokratiske organisationsstrukturer.

2. Træning, uddannelse og arbejde. Inden for dette felt er det især Tek-nologisk Institut, Erhvervspædagogiske Afdeling, der har gennemført so-ciologisk orienterede studier af arbejdslivet, med fokus på kvalifikationer, uddannelse og pædagogik. Over 70erne sætter analyserne fokus på hvorle-des den teknologiske udvikling påvirker arbejde og produktion. Der er et vist sammenfald med andre institutioner fx Handelshøjskolen i København og med Arbejdspsykologisk afdeling på Teknologisk Institut. Ligeledes har Socialforskningsinstituttet analyser inden for dette felt også.

3. Fagkritiske rapporter. De fagkritiske rapporter blev udviklet i direkte forlængelse af studenteroprøret. Opgøret med den hidtidige forskningstra-dition og den værdifri forskning førte til en aktionsrettet forskning, med til formål at forbedre arbejdsforholdene for arbejdere inden for diverse bran-cher. Der blev udarbejdet en række rapporter inden for forskellige fagområ-der: malere, murere, bryggeriarbejdere, kloakarbejdere, asfaltarbejdere etc. Nogle af rapportene blev gennemført både i Århus og København. Desuden blev der dannet organisationer mellem arbejdere og akademikere, der stadig eksisterer idag. Rapporterne fik en række effekter på de konkrete arbejds-

209

pladser, men de betød også et gennembrud i den politisk rettede aktions-forskning. (Egsmose og Rieper, 1978)

4. Marxistisk indflydelse i arbejdssociologien. Den marxistiske indfly-delse i arbejdssociologien tager sit udgangspunkt i Københavns Univer-sitet (Sociologisk og Psykologisk Institut). Den overvejende del af den producerede sociologi på Sociologisk Institut i form af projekter og af-handlinger kan beskrives inden for denne gren af sociologien. Den inde-holdt både teoriudviklende elementer, men også megen empirisk analyse. Der var et stort ønske om at gennemføre konkrete analyser af samfundets udvikling.

Inden for alle disse fire områder findes der direkte linier fra studenterop-røret til ansættelsesområderne. Erfaringerne med via emnegruppearbejdet og via afhandlingerne at koble teori med konkrete analyser, sammenholdt med at emnegrupperne udviklede færdigheder i forståelsen af specifikke områder af samfundets udvikling, betød at sociologerne faktisk fik arbejde inden for dette felt (industri- og arbejdssociologien) i stort omfang. Eller i beslægtede områder, hvor disse kvalifikationer kunne bruges.

På Universiteterne uden for København udføres projekter inden for det teoretiske/metodiske koncept. Især på Roskilde Universitet, hvor mange studenterrapporter er arbejdslivsundersøgelser, og hvor brancheanalyserne videreudvikles. Men også på andre Universiteter tages traditionen op i ana-lyserne. (Rieper og Egsmose, 1978).

I en status ved slutningen af perioden konkluderes at der er en direkte sammenhæng mellem den marxistisk inspirerede forskning på Sociologisk Institut med dens fokus på produktion, teknologi og arbejde og spredningen af arbejdssociologien.

Work-sociology research is now carried out at various institutes of all six Universities and university centres in Denmark, and at various schools of economics. In this con-text the Sociological In-stitute of the University of Copenhagen holds a central posi-tion, and the linking together of sociology and technology at the Uni-versity Centre of Roskilde and Aalborg provides excellent oppor-tunities for industriel sociology. In recent Years a new institute has been established at the Technical University of Denmark, whe-re work-sociology research is also carried out. (Dylander, 1980)

Samtidig med udviklingen af industri- og arbejdssociologien på univer-siterne, er der også mod slutningen af 70erne i samfundet en stigende efterspørgsel efter mere anvendelsesorienterede forskningsresultater (se også artikel af Jørn Falk og Allan Madsen). Kontraktforskning for fagbevæ-

210

gelsen (Fagbevægelsens Forskningsråd, eller for forbund), for ministerier og for erhvervsorganisationer bliver mere almindelige. Nogle universite-ter, fx Institut for Socialmedicin (arbejdsmiljøundersøgelser) udfører disse opgaver, men også private institutter som fx Teknologisk Institut (kvalifi-kations- og brancheanalyser, teknologivurdering). Det bliver endda seriøst debatteret om der i Danmark skal oprettes et dansk Arbejdslivscentrum (på Teknologisk Institut) efter den svenske model.

Endvidere er en række sociologer inddraget i Lavindkomstkommis-sionens omfattende udredningsarbejde, hvor 20 rapporter bidrager til om-fattende analyser af de sociale, arbejdsmæssige og økonomiske vilkår i samfundet3. Disse rapporter repræsenterer ikke blot beskrivelser af sam-fundsudviklingen, de danner også grundlag for metodiske og analytiske tilgange til sociologien langt inde i 80erne inden for områder som: indu-strianalyser, kvalifikationsanalyser, kvindeforskning og kvalitative metoder.

Ved overgangen til 80erne kan det konstateres, at det er stor aktivitet in-den for den anvendelsesorienterede del af Industtri- og Arbejdssociologien. En vurdering antyder, at der er et par hundrede forskere involveret i dette forskningsfelt (Dylander, 1980). Heri spiller sociologerne en stadig større andel.

Ind i 80’erneI 80erne høstes frugterne af 70ernes faglige udvikling. En række sociologer ansættes i anvendelsesorienterede jobs og sætter præg på den sociologiske fagudvikling uden for universiteterne. Inden for industri- og arbejdssociolo-gien findes sociologer på sektorforskningsinstitutter som: Socialforsknings-instituttet (SFI), Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE), Statens Byggeforsknings-institut (SBI) og Teknologisk Institut (TI). Men sociologerne vinder også frem i organisationer og offentlige institutioner: inden for statsadministra-tionen (Arbejds-, Miljø og Kulturministeriet), i interesseorganisationer og i Danmarks Statistik. I løbet af 80erne begynder Universiteterne imidler-tid også at udføre anvendelsesorienterede udrednings- og analyseopgaver. Grænserne mellem sektorforskning og grundforskning bliver mindre klare. Sociologernes kvalifikationer som efterspørges er dels deres færdigheder til

3. Hans Kristensen, sociolog og formand for Dansk Sociologforening var leder af Lavindkomstkommissionens Sekretariat og havde ansvar for rekruttering og gennemførsel af analyserne.

211

at tilrettelægge og gennemføre empiriske analyser, men også deres færdig-heder i at fortolke tidsdiagnoserne i samfundets udvikling. (Sociologiens Fingeraftryk, 1990).

Med udgangspunkt i industri- og arbejdssociologien kan følgende ‘fin-geraftryk’ fra 70erne til 80erne beskrives:

Sociologi og arbejdsmiljø: Sociologien fortsætter sin indflydelse inden for arbejdsmiljøområdet ind i 80erne. Sociologerne bidrager til analyser af in-formationsteknologiens konsekvenser for kvalifikationer og handlemulig-heder i forbindelse med de omfattende ændringer. Den danske forskning præges af tværvidenskabelighed og andre faggrupper indgår i projektarbe-jdet sammen med sociologerne. Der bedrives arbejdsmiljøforskning med sociologisk indhold på en lang række institutioner i løbet af 80erne. Desu-den bliver de højere læreanstalter også ‘værter’ for flere anvendelsesorien-terede forskningsopgaver inden for feltet. Her tænkes specielt på Roskilde Universitet (Tek. Sam., RUC) og Danmarks Tekniske Højskole (Institut for Arbejdsmiljø, DTH).

Sociologi og teknologi: I 1980 udkommer den første danske betænkning om teknologivurdering (Teknologivurdering i Danmark, 1980), og grundlaget for at forske, analysere og konsekvensvurdere den teknologiske udvikling er åbnet. Betænkningen havde et kritisk syn på teknologiens konsekven-ser (specielt informationsteknologiens) og gav anledning til en omfattende debat4. I løbet af 80erne etableres teknologivurdering som en accepteret diciplin inden for den anvendelsesorienterede del af sociologien. I midten af 80erne etableres et Teknologinævn under folketinget. Mange sociologer er involveret i teknologianalyserne på sektorforskningsinstitutter og på uni-versiteterne.

Sociologi og uddannelse: I 70erne og begyndelsen af 80erne fandt indu-stri- og arbejdssociologien stor inspiration hos de tyske arbejdssociologer, og deres metodiske grundlag for studiet af omstillingsprocesser i det in-dustrielle arbejde. Den danske sociologi tog direkte brug af disse metoder og de begrebsmæssige resultater af denne afklaring af kvalifikationsbehov har haft afgørende indflydelse på uddannelsesplanlægningen i de danske arbejdsmarkedsuddannelser. Denne del af industri- og arbejdssociologien

4. Benny Dylander og Lise Drewes Nielsen, begge sociologer, var sekretærer for betænkningen om Teknologivurdering. Den fik et rødt omslag og blev kaldt den ‘røde’ betænkning pga sit kritiske syn på teknologiudviklingen.

212

er især blevet bedrevet på Dansk Teknologisk Institut (Arbejdsliv) og på Roskilde Universitet (Erhvervs- og Voksenuddannelsesgruppen).

Sociologi, arbejdsmarked og køn: Kønsarbejdsdelingen på arbejdsmarke-det er dokumenteret i en lang række udredningsrapporter, hvor sociologer også har været involveret. Desuden dokumentationer for de ulige strukturer i jobhierarkierne og de ulige lønstrukturer. Disse analyser har haft betyde-lig indflydelse på ligestillingspolitikken, på uddannelsespolitikken samt på lønforhandlingerne. På nordisk plan har Danmark på kvindeforskningsom-rådet imidlertid været håbløst bagud. Kvindeforskningen har desuden haft en ringe plads i sociologien i Danmark i 70erne og 80erne. Manglen på ressourcer og ringe priowritet af området har været den væsentligste årsag hertil. En del sociologer har dog været involveret i nordiske kvindeforsk-ningsprojekter.

KonklusionDe danske sociologer fik markeret sig i perioden 1968-80. Den pædagogi-ske og faglige udvikling på Sociologisk Institut fik afgørende indflydelse på det omgivende samfund. Der var stor vilje til at udvikle analyser der kunne anvendes i det omgivende samfund, samtidig med at den teoretiske udvik-ling også blev prioriteret højt (kapitallogikken). Efterfølgende har denne teoritunge del af instituttets arbejde overskygget det faktum, at der også var en anvendelsesorienteret side af studiemiljøet. Ligeledes overdøver de store og omfattende stridigheder på instituttet det faktum, at der blev arbejdet hårdt og intenst med forskning og undervisning i perioden.

Nogle har den fornemmelse at der intet skete i dansk sociologi i 7oerne. Jeg håber at denne artikel har bidraget lidt til en nuancering af dette spørgs-mål. Der var et usædvanligt højt aktivitetsniveau. Men universitære kampe og stridigheder, og en manglende evne eller vilje til at forny den faglige dia-log blokerede mod slutningen af 70erne for udviklingen. Samtidig lykkedes det fra politisk side at få begrænset studiet både studentermæssigt og res-sourcemæssigt. Den universitære del af sociologien kom ind i et dødvande i 80erne i Danmark såvel som i udlandet. Man kan måske spørge om dansk sociologi snublede allerede i starten? Eller om det gyldne tiår som socio-logien i andre dele af verden oplevede i 70erne i virkeligheden kun varede nogle ganske få år for dansk sociologis vedkommende.

Studenteroprøret fik dog stor betydning for den kritiske sociologis ud-vikling. Med den marxistiske inspiration og den solidariske fagkritik blev der især sat fokus på arbejds- og industrisociologien. En række danske

213

sociologer fik markeret sociologien inden for dette felt i tiåret og fandt anvendelse for sociologien i udrednings- forsknings- og konsulentarbejde uden for universiteterne. Via disse ansættelser fik industri- og arbejdssocio-logien på en række områder af samfundet stor betydning i 80erne. Hvorvidt det lykkedes at fastholde den kritiske sociologi ind i 80erne er imidlertid et andet spørgsmål, som denne artikel ikke besvarer.

Samlet kan det konkluderes, at sociologien ikke havde de bedste uni-versitære rammebetingelser ved overgangen til 80erne. Med sådanne ram-mebetingelser er det måske med tilfredshed at nogle sociologer stadig kan finde en sociologisk identitet med rødder tilbage til 70erne. Jeg tror vi er mange, der tildeler aktiviterne omkring Dansk Sociologforening en stor del af æren for, at det skete alligevel. Dansk Sociologforenings høje aktivitets-niveau, den pluralistiske tilgang til sociologien, samt dens forsøg på at fast-holde sociologien som en kritisk diciplin, blev en god og konstruktiv ramme om sociologien imod 70ernes slutning.

214

REFERENCER

Allardt, Erik 1993, Scandinavian Sociology and its European Roots and Elements. I Nethelmann, Birgitta and Sztompka, Piotr (eds): Sociology in Europe. In search of identity. Berlin. New York, Walter de Gruyte.

Andersen, Heine, Blegvad, Britt-Mari, Blegvad, Mogens 1994, Contemporary So-ciology in Denmark. International Handbook of Contemporary Developments in Sociology. Mansell.

Boje, Thomas 1980, Lønarbejderens eksistensbetingelser set i lyset af ændringerne i arbejdsmarkedssituationen. København, Dansk Sociologforening.

Bredsdorff, Nils 1986, Hvor gik den kritiske sociologi hen, da lønarbejdet kom ind. Kurasje nr 38, 1986.

Brinch, Jens 1974, Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940. København, Poli-tisk Revy.

D’ Antonio, William V. 1992, Recruiting Sociologists in a Time of Changing Op-portunities. I Halliday, Terence and Janowitz, Morris (eds): Sociology and its Publics. University of Chigaco Press.

Dylander, Benny 1980, Working Life Research in Denmark. Economic and indu-striel democracy, vol 1, number 2, 1980.

Egsmose, Lisbeth och Rieper Olaf 1982, Danmark – Arbetssociologi i Danmark efter andra världskriget. I Berglind, Hans och Tunevall, Carl Magnus (utg.) 1982, Arbetssociologi i de nordiska länderna. Stockholm, LiberFörlag. 1980, En vurdering af teknologirådsprojektet, Nogle udviklingstendenser for frem-stillingsvirksomhed i Danmark. København, Dansk Sociologforening.

Kampen om RUC 1997, Roskilde Universitetsforlag.Kurasje (Diverse årgange)1980, Lavindkomstkommissionens Sekretariat. Diverse rapporter og arbejdsno-

tater.Madsen, Ejersbo og Damkjær 1994, Den kultursociologiske omtanke. København.Oppenheimer, Martin and Murray, Martin J. and Levine, Rhonda F.: Radical Socio-

logists and the Movement. Experiences, Lessons, and Legacies. Temple Uni-versity Press.

Sociolog-nyt (diverse årgange)Sociologi (1965).Sociologiens Fingeraftryk. En hvidbog om sociologi i Danmark.1977, Sociologiske perspektiver på arbejde og produktion i 70ernes Danmark.

København, Dansk Sociologforening.1978, Teknologiudvikling, Arbejdsløshed, Magtstrukturer – tre bidrag fra sociolo-

gernes årsmøde 1978, København, Dansk Sociologforening.1980, Teknologivurdering i Danmark – betænkning afgivet af et udvalg under

Teknologirådet. Teknologistyrelsen.Turner, Stephen Park and Turner, Jonathan S. 1992, The impossible Science. An

Institutionel Analysis of American Sociology. London, Sage Publications.

215

Kapitel 6

OLIGARKER OG REBELLER SAMT KAMPEN OM DE SYMBOLSKE KAPITALER

Af Jørn Falk og Allan Madsen

Prolog ................................................................................. 217

Jubilarer og dissonanser .................................................... 217

Digression .......................................................................... 219

Uafladelige advarsler og de sidste Meddelelser ............. 221

Kontrapunkt ....................................................................... 222

„And it is one, two, three, what are we fighting for“ ............................................. 225

„Sous les pavés y a la plage“ ............................................ 226

Frue Plads og nærmeste omgivelser ............................... 228

216

Det var heller aldrig gået uden Gutenberg .................... 230

Tigerrag og civil kurasje ................................................... 232

Grænseløse imaginationer: Fra Bellona Island til Revshaleøen .............................................................. 238

Fra polycentrisk oligarki til fragmenteret adhocratisme ................................................................ 241

Værdilov, kapitalakkumulation og „den satans stat“ .......................................................... 243

Fagkritik ............................................................................. 251

Kvalifikationer og „det levende arbejde“ ....................... 255

Forskærtsede muligheder ................................................ 259

Mangfoldighed og metodologisk hedonisme .................. 260

Socialhistoriske og andre kætterier ................................ 264

Adhocrater og overlevere ................................................ 268

Opklaring og forfald .......................................................... 271

Epilog .................................................................................. 274

Referencer .......................................................................... 279

217

PrologEverybody loves a good story. Men det kan vi ikke nøjes med i det føl-gende, der som narrative må have mere end een bold i luften nogenlunde samtidig. Det bliver således en fortælling om – formelt set – to sociologier. Det er nemlig et særkende ved den sociologiske fagdisciplin, at den som helhed altid har befundet sig i et dilemma: en bestandig vaklen mellem en videnskabelig, scientistisk orientering, som sigter mod en efterligning af naturvidenskaberne, og en hermeneutisk tilbøjelighed, der rykker faget i humanvidenskabernes nærhed. I praksis bliver dilemmaet gerne løst ved, at sociologerne deler sig i forskellige retninger.

Vor fortælling begynder der, hvor en af de teoriretninger, „sociologi“, der aldrig tillod vaklen i sin scientistiske tro, i 1975 fejrer 25-årsjubilæum. Jubilarerne var organiseret i et „polycentrisk oligarki“, hvis klanlignende magtstruktur var elitær, men med et formelt overhoved. Som navnet anty-der, optrådte den type oligarki – også kaldet „professorvældet“ – i flertal: det var en struktur med flere centre.

Vi hører derfor også om, hvorledes et andet oligarki havde konstitueret sig ved at lancere et mindre stålsat alternativ til ovennævnte; en teoriret-ning, hvis vaklen mere var faldet ud til fordel for det hermeneutiske; den kaldte sig så „kultursociologi. Som helhed blev de oligarkiske strukturer dog svækket – for ikke at sige lammet – i forbindelse med demokratise-ringsbølgen på universiteterne, også kaldet „kampen mod professorvældet“. Stærkt i erindringen står måske derfor billedet af to professorale oligar-kiers udsigtsløse defensiv overfor en velorganiseret falanks af juvenile bar-rikadekæmpere, der netop med ungdommens ret præsenterede de aldrende oligarkier af enhver slags for det eneste fremtidsholdige alternativ. Men det-te billede udgør i så fald blot de to fags myte om sig selv. Vor fortælling får derfor lidt karakter af en dekonstruktion af dette (glans) billede, en afklæd-ning af mytens arketypiske tale om kampen mellem de rette og de vrange kræfter samt en antydning af, hvorledes begge, nej alle parter var præget af, at når det gælder kampen om den symbolske kapital, lurer manikæismens letfattelige univers altid lige om hjørnet. Still confused? You wouldn’t bee after having read our story!

Jubilarer og dissonanserDen 21. september 1950, en tirsdag formiddag, indledte magister, Ph.D. Kaare Svalastoga sine forelæsninger. Blandt de veloplagte tilhørere var cand.jur. Erik Høgh, der i retrospektiv ser begivenheden som en sejr „i før-ste runde i slaget om den empiriske og videnskabelige sociologis indmarch

218

på Københavns Universitet“ (Høgh 1975:3). Denne første indmarch skete i et auditorium under taget på Psykologisk Laboratorium, Studiegården i Studiestræde, og den må have været vel tilrettelagt: „Selv i dag 25 år efter virker studentens forelæsningsnoter potente, inspirerende og aktuelt rele-vante“, skriver Høgh i en ellers anonym tabula gratulatoria til feltherren: „Fra første dag var Svalastogas forelæsninger, samtaler og øvelser omhyg-geligt forberedte, systematiske og for de af os studerende, der havde taget stilling i striden mellem professorerne Th. Geiger og Sv. Ranulf, var alt forståeligt, motiverende og inspirerende“ (ibid. p. 3 – vore fremhævelser)1.

Det omtales ikke nærmere, hvad denne stillingtagen var gået ud på. Det er så åbenlyst en adresse til de i forvejen indviede. Omend med uomtviste-ligt martialske undertoner. Når Høgh således bistert noterer sig, at denne „første runde i slaget“ iøvrigt havde manifesteret sig på étårsdagen for Mao Tse-tungs udråbelse af Den kinesiske Folkerepublik, så er det vel fejlagtigt for en pedantisk betragtning (det skete den 1. oktober), men utroligt præg-nant for en hermeneutisk – „ligesom vi var midt i Koreakrigen“.

Og som en sociologiens Douglas MacArthur2 havde jubilaren angiveligt med sine „håndfaste krav til videnskabelig forskning“ sat dét igennem, som allerede var foreslået af Marx og Pareto, gennemført af Weber, forædlet af George Lundberg, og som „nu i Danmark, næsten for meget af det gode, reproduceres af Socialforskningsinstituttet“ (ibid. p. 4). Og noget havde vel været „for meget af det gode“. Høgh har – „for kuriositetens skyld“ – anført den første litteraturoversigt i generel sociologi, fremlagt ved forelæsningen hin september formiddag i 1950. Heraf fremgår det – kuriøst nok for en nutidig læser – at samtlige er udgivet i New York, dog med een undtagelse, der er udgivet i Chicago. Jubilaren havde desuden anmodet sine studerende om at følge med i to tidsskrifter, nemlig American Sociological Review og American Journal of Sociology.

Efter denne eksemplariske påvisning af den umodne danske sociologis massive amerikanisering (den øjensynligt sønderbombede europæiske so-ciologis Marshall-ophjælpning)3 føjer Høgh sin højst aktuelle kommentar til erindringsbilledet: „Ser man på den lige nævnte litteraturliste kan man med gysen og undren sammenligne med, hvad man byder russtuderende i dag, hvis man overhovedet giver dem litteraturforslag“ (ibid.). En vis

1. Se endvidere T. Agersnap samt B. Andersson og A. Dabrowskis bidrag.2. MacArthur var øverstbefalende for de amerikanske styrker i Det fjerne Østen.3. Marshall-hjælpen var et amerikansk program til rejsning af de krigshærgede europæiske økonomier i efterkrigsårene.

219

dissonans, et subversivt „man“, er her kommet ind over gratulationssende-ren. Antageligt momentane krusninger på æterens overflade, for speakeren stiller lige ufortrødent det retoriske spørgsmål, om de minderige forelæs-ninger så har sat sig spor. Det har de skam i rigt mål, og der nævnes en ræk-ke undersøgelser, blandt hvilke især en – som et for Erik Høgh personligt kulminationspunkt – er afsluttet med den første sociologiske doktorgrad i Danmark.

DigressionKan hænde at speakeren her i sit stille sind har strejfet begivenheden, der fandt sted den 24. november 1972, også i Studiegården, nemlig forsvaret af doktorafhandlingen „Vælgeradfærd i Danmark 1849-1901“. Første op-ponent ex officio, Stein Rokkan, havde afslutningsvis indrømmet, at en række af hans kritiske indvendinger kunne vise sig at være grundløse, „når den bebudede økologiske rapport foreligger“. Rokkan var dog, som han sagde, „blitt mer og mer slått av den enorme arbeidsinnsats som lig-ger bak og føler meg forvisset om at dette store pionerarbeid vil åpne opp for en ny æra i den politisk-sosiologiske gjennomgranskning av histo-risk statistisk materiale i Danmark“ (Rokkan 1973:17). Altså en betinget flidspræmiering. Mens vi venter på „den bebudede økologiske rapport“. Nogen „ny æra“ blev det vel ikke til. Men cand.jur. Erik Høgh blev altså dr.scient.soc4.

Forinden kom hans afhandling qua „bidrag til socialfysikken“ dog i strid modvind, da en opponent ex auditorio, mag.scient. i fysik og senere lektor ved Sociologisk Institut Anders Boserup, med en sand kaskade af mate-matisk-naturvidenskabelige argumentationsfigurer mente at kunne fastslå: „Høgh har ikke opdaget, at hans kikkert er et kaleidoskop, og det er, fordi han ikke, trods sine lange bidrag om metodisk stringens, om gyldigheden, pålideligheden og relevansen af hulkortenes huller, har fulgt det mest ele-mentære princip, han kunne have lært af naturvidenskaberne: at det, man først og fremmest må forstå og kende i alle detaljer, er ens instrument. Det er intet tilfælde, at fysikkens historie er historien om fysikkens instrumen-tarium“ (Boserup 1973:70 – vore fremhævelser).

4. Dog ikke den første sociologiske doktorand i Danmark, som var Joseph Davidsohn, der i 1923 blev dr.phil på et sociologisk emne, hvilket kan ses som et udtryk for det dilemma, den sociologiske disciplin stedse har befundet sig i; se iøvrigt i T. Agersnaps bidrag.

220

Det mest kritisable, hævdede opponenten, er netop afhandlingens ka-leidoskopeffekt, som skyldes, at præses5 ikke er tilstrækkeligt fortrolig med de matematiske væsener og teorier, han benytter. Hvor videnskabens opgave netop er at afklæde tingene, at gennemskue deres sammenhænge, er det det modsatte, der sker her. „Høghs arbejde er en slags anti-viden-skab: ganske enkle ting, en valgdeltagelse, der falder med afstanden til valgstedet eller med social status, eller som efterhånden. . . finder sit leje (afhandlingens tesis), bliver hyllet ind i så mange lag, reflekteres fra så mange troldspejle, man ikke har kontrol over, at deres solide, overbevi-sende enkelthed går tabt, og at vi i stedet for de virkelige sammenhænge lader os rive med af pseudo-opdagelser og tautologiske lovmæssigheder“ (ibid. p. 71).

Hermed havde mag.scient. Boserup på en måde blot givet akademisk mæle til den folkelige snusfornuft, der til tider har hævdet, at sociologer på en såre indviklet facon kommenterer kendsgerninger, som gud og hvermand allerede har dannet sig ganske klare begreber om. Hermed havde også – både praktisk og epistemologisk – den „eksakte sociologi“ nået sin princi-pielle grænse, nemlig der hvor den kammer over i tragedien.

Redaktøren af „Sociologiske Meddelelser“, cand.polit. Kirsten Rud-feld havde også haft sine kvaler med offentliggørelsen af disputats-forsvarets mundtlige opposition. Hun begår derfor en 7 1/2 side lang postoppositio alene vendt mod den formastelige ex auditorius. Kun ved overdrivelser, forvridninger og „en enkelt – men central – grov forvræng-ning af hypoteserne, lykkes det (sic) Boserup at nedgøre afhandlingen til grun- den“, konkluderer hun. Foruden den retoriske kraft tilskrives Bo-serup også en hartad karismatisk indflydelse på studentermasserne: „Ved disputatsen gjorde han det med en rivende talestrøm, som vel de færreste kunne følge. . .Ikke desto mindre fremkaldte det jublende bifald fra en gruppe studenter. Men Boserups styring af de pågældende var perfekt. En befaling fra hans mund, og alt standsede som ved et trylleslag“ (Rudfeld 1973:96).

Hvad præsenteres vi for her? Udover en bande studenter, hvis fornem-melse for det tragiske i situationen muligvis er tippet over i det så nærlig-gende komiske eller kyniske? Aner vi ikke her konturerne af de dissonanser, der få år senere forstyrrede Erik Høghs gralsfortælling og sindsroen hos de gratulanter, der ved samme lejlighed også fejrede sig selv?

5. Således kaldes på universitær latin en doktoraspirant, der spiller hovedrollen i det offentlige forsvar af en disputats.

221

Uafladelige advarsler og de sidste meddelelserJubilæumstaleren, Erik Høgh, hvis digression kun har optaget ham en brøk-del af et sekund, fortsætter nu besvarelsen af sit retoriske spørgsmål om at sætte sig spor: „Jubilaren kan til sin tid, måtte det vare længe, i sit otium se tilbage til veludført, nidkært og værdifuldt arbejde for det danske, som det globale samfundssystem. . .Alt dette til trods for, hvad der opstod af chicane, kriminalitet og svineri i sporene på Svalastogas første forelæsnin-ger i 1950. Disse ting har intet med vurderingen af K. Svalastogas indsats som videnskabsmand, menneske og lærer at gøre. . .Men man var advaret i 1950“ (Høgh 1975:5 – vor fremhævelse). Det er stærke ord, Erik Høgh anvender: „kriminalitet“; det vender vi tilbage til.

Der var også blevet advaret i 1972. Luften havde nærmest været fed af advarsler. Cand.jur. Preben Wolf havde i sin tid som opponent ex auditorio fundet, at kollegaen Høghs doktorafhandling i flere henseender var et hi-storisk arbejde: den beskriver det parlamentariske demokratis udvikling og angiver nogle væsentlige betingelser for dets levedygtighed. Wolf havde her henvist til retstatspolitikeren, dr.phil. Axel Dams opposition ved teolo-gen Søren Holms disputats i skæbneåret 1933 og draget følgende analogi: „Det gjaldt dengang som nu for de totalitære bevægelser at få greb om opdragelse og forskning. Den frie forskning er en hindring for ensretning, og pluralistisk positiv videnskab har sammenhæng med demokratiske til-stande“ (Wolf 1973:27). Der refereres til en professor Hultberg, der nys havde forkyndt: „Videnskabens frihedskamp er forlængst begyndt“, og Wolf konkluderer sin lille historiske analogi: „De totalitære bevægelser, som gennem de sidste fem „forbandede år“ for universiteterne har infilt-reret de styrende organer her på stedet og majoriseret det sociologiske fa-gråd, har også med lovlige og ulovlige midler søgt at undertrykke fors-kernes ytringsfrihed bl.a. ved at blokere denne afhandlings godkendelse til forsvar for doktorgraden“ (ibid. p. 28). Og når den nu med nogle års forsinkelse alligevel er nået frem til dette forsvar, ser Wolf det som en foreløbig sejr for „videnskabens frihedskamp“; men for at nå dertil har det også været nødvendigt at påkalde det danske samfunds parlamentariske organer, folketing, ministre og folketingets ombudsmand. „Herved har det parlamentariske demokrati vist, at det lever. Det samme kan man ikke sige om universitetsdemokratiet. Afhandlingens emne bliver altså også på den måde aktuelt“. Om så „videnskabens frihedskamp“ på universiteterne på lidt længere sigt vil falde ud til sejr eller nederlag, må ifølge Wolf endnu stå hen i det uvisse. Hvad der indtil videre også må stå hen i det uvisse er, hvad det var for „ulovlige midler“, hvormed de styrende organer søgte at undertrykke forskernes ytringsfrihed.

222

Som en af dem, der i sin tid angiveligt havde taget stilling til striden mel-lem Geiger og Ranulf, påkalder Høgh afslutningsvis sidstnævntes forord til: „Socialvidenskabelig Metodelære“ fra 1946. Ranulf henviser her til sin: „Vi-denskabens Stilling i moderne Stater“ fra 1939 og siger i retrospektiv: „Jeg lagde ikke Skjul paa, at der laa en politisk Hensigt bag dette Program. . ., nemlig at styrke Demokratiet i Kampen mod den truende Fascisme“. For en videnskabsmand har „i Kraft af, at han nødvendigvis . . .maa tage Stilling til Kravet om Objektivitet, tillige taget Parti for eller imod Fascismen“ (Ranulf 1946:7f – vore fremhævelser). Med denne devise har Ranulf for så vidt blot taget beskyttelseshætten af det metodologiske batteri, han i resten af sin bog fyrer af mod rivalen Theodor Geiger6.

Men hvorfor skal vi nu – i historisk præsens – mindes denne ganske tragiske, men dog efterhånden tredive år gamle holmgang? Fordi dr.scient.soc. Erik Høgh – som visse andre af jubilarerne – leger med historiske ana-logier. Som Ranulf havde advaret i 1939 og 1946, som Svalastoga i 1950, Wolf i 1972, således advares der i jubilæumstalen også i 1975: der er atter et utyske på færde, som truer den videnskabelige objektivitet.

Havde man nu forventet i kommende numre af „Sociologiske Medde-lelser“ at kunne følge modstandskampen mod studenterbandernes uvæsen, bliver man imidlertid skuffet. For med en artikel om „Vold og chicane“ af Preben Wolf, en „Ole Bole ABC om produktivitet og arbejdsklima“, et så-kaldt „simulationseksperiment“ af Erik Høgh samt yderligere et par artikler, er det hele slut. Som da s/s Titanics telegraf pludselig blev tavs. „Sociologi-ske Meddelelser“ har ikke mere at meddele.

KontrapunktNogenlunde samtidig med at dr.scient.soc. Erik Høgh i didaktisk overgi-venhed („Ole Bole ABC“) formidlede sit sindrige simulationseksperiment om produktivitet og arbejdsklima, havde – for nu også at høre modparten – redaktørerne af „Kurasje – Marxistisk tidsskrift“ begået en leder – lidt læn-gere end sædvanligt: „Det skyldes ikke trang til at fremkomme med en over-ordnet udgivelsespolitik endsige begave venstrefløjslitteraturen med endnu en „platform“. Det er derimod et forsøg på at skitsere nogle af den lange række af teoretiske og politiske problemer, som udviklingen af den marxske

6. Se endvidere T. Agersnaps bidrag.

223

teori står overfor, ikke mindst i den nuværende situation. Det afgørende problem kan formuleres således: hvordan skal den marxske teori udvikles for at nå et sådant niveau, at den overhovedet formår at blive bærende – på kort og langt sigt – for udviklingen af arbejderklassens taktik og strategi?“ (Kurasje nr. 11, 1975, p. 2).

Vi har tilsyneladende at gøre med den sociologiske doktors „produk-tivitet og arbejdsklima“ omend på et højere teoretisk – og politisk – am-bitionsniveau: „Hvorledes forbinder den ikke-reformistiske bevægelse af intellektuelle marxister sig med arbejderklassen og dens kampe?“ (ibid.). Endvidere: „Hvis den marxske teoris praktiske erkendelsesværdi som grundlag for taktikkens og strategiens udvikling skal sikres, må det teoreti-ske arbejde løsgøre sig fra den småborgerlige radikalitets forsøg på at gøre den marxske teori til et ideologikritisk apparatur“ (ibid.).

Baggrunden for lederen er de modsætninger inden for den politiske ven-strefløj, som – acceleret af konjunkturafmatningen, begyndende arbejdsløs-hed, indkomstpolitik m.m. – havde resulteret i en grasserende forekomst af partiforberedende grupperinger. Redaktørernes kritik går nu på, at disse gruppers politiske opfattelse, med focus på fabriksarbejde og celleopbyg-ning på virksomhederne, stadig grundlæggende er præget af dén teoretiske og politiske debat, der begyndte omkring 1970, og som havde sin baggrund i strejkebevægelsen i 1969 og i højkonjunkturens fagforeningspolitik; en opfattelse, som politisk var kommet til udtryk med begreber som „fagfor-stening“, „mistillidsmand“ etc.

„En i sig selv revolutionær arbejderklasse forhindres af en bureaukra-tisk, politisk, ideologisk magt, fagforsteningen, i at give udtryk for sine revolutionære overskridende krav. Reformismen bestemmes udenfor sin materielle sammenhæng som et politisk-ideologisk forrædderi mod arbe-jderklassen. . . Ud fra sådanne positioner fremtræder det revolutionære parti som en nødvendighed, som er stillet af selve den historiske ud-vikling – fortroppen i kampen mod det historiske forrædderi. Og ud-fra sådanne positioner bliver også de intellektuelles rolle med historisk nødvendighed forbundet med det revolutionære parti og dermed med essensen af arbejderklassens kamp. Det er jo partiet, som gennem sin teoretiske indsigt skal rive sløret fra øjnene af den bedragne og forrådte arbejderklasse“ (ibid. p. 10f).

Det lille ironiske „jo“ alluderer her stiltiende til forskellige former for rivaliserende positioneringsarbejde, hvad „den teoretiske indsigt“ angår: „Det partiopbyggende arbejde får en selvstændig begrundelse i og med kampen mod fagforsteningen. Men denne kamp må på forhånd blive en klods om benet på en revolutionær venstrefløjs politiske og

224

teoretiske udvikling. Den går nemlig omhyggeligt uden om arbejdet med at forstå den reformistiske fagbevægelses funktion som et nødven-digt led i kapitalismens historiske udvikling“ (ibid. p. 10f – vore frem-hævelser).

Vi ser altså: hvor den historiske nødvendighed tilkaster det partiop-byggende arbejde sin selvstændige begrundelse, finder arbejdet med den rette forståelse af fagbevægelsens funktion, nemlig som et teori-imma-nent nødvendigt led i kapitalismens udvikling, sin ligeså selvstændige begrundelse. På denne måde positionerer det vel nok mest prægnante, scientistiske adhocrati sig på det marxologiske felt. Det vender vi tilbage til om lidt.

Mod tiårets afslutning erfarer vi imidlertid, at Kurasje-redaktionen er blevet kraftigt udvidet. Man har i den nye redaktion (23 herrer og een dame) haft en række overvejelser omkring udgivelsespolitik m.m. Til beroligelse for gamle, hærdede (og evt. håbefulde nye) læsere føjes der til: „For ikke at skabe baggrund for rygter om kup el.lign. i disse fraktioneringstider kan vi meddele at udgangspunktet for disse overvejelser i den nye redaktion fortsat er de redaktionelle politiske ledere i nr. 11 og 12“ (Kurasje nr. 21, p. 2). Og der går ganske rigtigt en standhaftig linie fra kritikken af de partiforbere-dende grupperingers historieskabende megalomani i 1975 til kritikken af „den socialhistoriske tendens“ i 1979, en tendens, der ses at have domineret venstrefløjens reformismeanalyser (og strid om Socialdemokratiets skæg) i den mellemliggende tid.

Udgangspunktet for denne kritik er – med en karakteristisk formule-ring – „en diskussion af fordrejningens, mystifikationens, overfladernes teoretiske status“, og det vises med stor analytisk ubønhørlighed, at de teo-retiske uenigheder med „socialhistorikerne“ omkring bestemmelsen af re-formismen også slår igennem i tolkningen af arbejderbevægelsens konkret-historiske udvikling. Andet var vel heller ikke at forvente. I forsøget på at skrive en materielt funderet historie har de forkætrede „social-historikere“ imidlertid kastet sig over begrebet klassealliance, hvilket ses i bedste fald at være et tomt begreb og i værste fald direkte vildledende for den kollektive afklaringsproces på venstrefløjen: „fordi det i sine gevanter af konkret hi-storisk detailrigdom virker legitimerende og fremmende på den hovedkulse flugt væk fra de sidste 10 års indsigter i den marxske videnskab“ (Kurasje nr. 21, p. 22 – vore fremhævelser).

Vi sidder tilbage med fornemmelsen af en forfaldskurve i baghovedet og spørger uvilkårligt: hvad er der sket i de mellemliggende 10-11 år; og hvad startede i grunden hele problematikken med „den kollektive afklaringspro-ces på venstrefløjen“ i de rent ud organisationsliderlige 70’ere?

225

„And it is one, two, three, what are we fighting for?“

På Berkeley i Californien var studenteraktioner mod krigen i Vietnam star-tet allerede i 1964. Studenterbevægelsen havde her udviklet en række nye politiske demonstrationsformer – sit-ins, bee-ins, teach-ins – i for-bindel-se med protester mod undertrykkelsen af etniske, især sorte minoriteters borgerrettigheder og mod en alt mere terroristisk krigsførelse over for den vietnamesiske civilbefolkning. Anti-krigsbevægelsen i USA kulminerede 1969-70 med en serie massedemonstrationer, det såkaldte moratorium. Jef-ferson Airplane var gået på vingerne og Country Joe and the Fish vrængede deres „I don’t give a damn. Next stop is Viet-nam“ for en tøvende og frustre-ret amerikansk offentlighed. En veritabel livsstilsrevolution flød snart med afsæt i campus-miljøerne Berkeley, Colombia m.fl, i Selma, Montgomery Alabama, Marchen til Pentagon og Woodstock – „Three Days of Music and Love“ – ud over det amerikanske kontinent, ja over det meste af den vest-lige verden, det lille Danmark inklusive. Den trak musik – Bob Dylan, Joan Baez, Janis Joplin – bøger, stoffer, sensitivitetstræning, gruppedynamik, free love og Women’s Lib i sit noget mudrede kølvand. Man kan med tilba-geblikkets kølige overlæg tale om den kulturelle amerikaniserings anden fase, nu med introduceringen af „the Other America“, angiveligt vendt mod „the establishment“. Det gæstfrie danske sprog opsugede atter en bunke nye ord: freak, joint, shit, trip, Hell’s Angels, Redstockings, Gay Liberation Front, hvoraf nogle blev oversat, andre (de fleste) ikke. En undtagelse var her visse demonstranters uvane med at kalde danske pansere for svin (pigs).

Den 4. april 1968 blev i Memphis Tennessee baptistpræsten og borger-retsforkæmperen Martin Luther King skudt ned af en lejemorder. Et sym-bolsk nederlag for den ikke-voldelige kamp for, hvad King engang med bevægende prædikant-patos havde forjættet: „I have a dream that some day. . .“. The American Dream. Som alle med et vist antal år på bagen ef-ter sigende kan huske præcis, hvor de var, da nyheden om mordet på John F. Kennedy gik over æteren, så er dette amerikanske ikke let at komme udenom i et lille, meget modtagende samfund som det dan-ske. Som main stream dominerede det amerikanske som nævnt allerede dansk sociologi så nogenlunde totalt i de tosseglade tressere.

Det er dog bemærkelsesværdigt, hvorledes selve opgøret med denne dominans til en vis grad blandes op med en selektiv reception af diverse så-vel impressive som ekspressive udgaver (eller udvandinger) af „the Other America“. Takket være de moderne kommunikationsmedier kom spekta-kulære begivenheder over there meget tæt på den danske offentlighed. De

226

mange narrationis Americana øvede uden tvivl en betydelig indflydelse på den danske studenterbevægelse i dens fulde bredde. Måske mest som overfladefænomen, dvs. aflæst på de nye adfærds- og samkvemsformers frodighed, på afgahnerpelsene, de farverige gevanter, halskæderne, pan-debåndene, de magiske chillums, det emfatiske „make love not war“. Men også her blandede ikke just fredsommelige, omend ganske eksotiske ko-der sig med det meget blomsterbrogede, hedonistiske i form af asketiske, strenge blikke fra portrætterne af Ernesto „Che“ Guevara, Ho Chi-Minh og formand Mao på kollegieværelsernes vægge i Berkeley, Stockholm, Paris og København.

Men det var nok meget en – semiologisk set ganske speget og modsæt-ningsfyldt – overflade. Country Joe’s parodiske „what are we fighting for“ blev måske opsnappet og vendt af den danske Vietnam-bevægelse, men al-luderede i virkeligheden til specifikke amerikanske forhold, til en helt an-den kamp end den danske. Danmark lå trods alt i Europa, eller rettere: det var et vesteuropæisk land.

„Sous les pavés y a la plage!“I Vesttyskland havde studenterne som noget specielt demonstreret mod Axel Cäsar Springers bladkoncern og dens monopolisering af menings-dannelsen. Desuden mod de tyske Notstandsgesetze og – som overalt i Vesteuropa – mod krigen i Vietnam. Den 18. februar 1968 deltog 30.000 i en demonstration i Berlin for en vietnamesisk sejr, og studenterlederen Rudi Dutschke7, der siden blev offer for et skudattentat, skulle stilles for en domstol i slutningen af april. I Paris udfærdigede 5.000 demonstranter så en solidaritetserklæring med Dutschke og Sozialistischer Deutscher Studen-tenbund. Og snart gik det løs i Paris og andre steder nu også med krav om gennemgribende reformer af hele undervisningssystemet. Som et særskilt fransk træk tilsluttede de to største fagforbund sig disse krav; studenterne besatte læreanstalterne, standsede al undervisning, ligesom industriarbej-

7. Rudi Dutschke (1940-1979), tysk studenterpolitiker, fra 1966 fremtrædende inden for den extraparlementariske opposition i Vestberlin. Udsat for et attentat under en dem-onstration her i 1968. Gik nærmest i eksil, først i Storbritannien, siden i Danmark. 1971-72 medarbejder ved Idehistorisk Institut ved Århus Universitet. Det var Dutschke, der lancerede ideen om „den lange march gennem institutionerne“ som middel til en radikal omformning af det kapitalistiske samfund. Dutschke skrev bl.a. „Forsøg på at stille Le-nin på benene“ (1975).

227

derne gik i strejke og besatte talrige fabrikker. Midt i maj måned antog arbejdsnedlæggelserne karakter af generalstrejke, foruden at flere offentlige bygninger blev besat. Den gamle general måtte love undervisningsreformer, og ved hjælp af væsentlige lønforbedringer og løfter om kortere arbejdstid blev situationen på arbejdsmarkedet efterhånden stabiliseret. Regeringen blev omdannet, og ved valget til Nationalforsamlingen i juni sejrede gaulli-sterne stort. Maj-revolten havde rystet Den femte Republik, men ebbede ud angiveligt som følge af Kommunistpartiets (PCF) uvilje mod at stille sig i spidsen for bevægelsen. Denne taktiske nølen blev sent glemt af rebellerne.

En af disse, studenterlederen Daniel Cohn-Bendit, henviste derfor post festum til nødvendigheden af med historiske eksempler at vise, „hvordan masserne har fundet frem til former for organisering af sig selv. . .at gen-opfriske hos arbejderklassen erindringen om dens revolutionære fortid, der efterhånden er sunket ned til kun at være genstand for små revolutions-interesserede sekters evangelieudlægning. Denne tradition er naturligvis i modstrid med hele den venstreorienterede bevægelses teori og praksis, det være sig partier eller fagforeninger“ (Cohn-Bendit 1968:17 – vore frem-hævelser). Denne tradition skulle snart levere stof til nye begreber så som „fagforstening“, „mistillidsmand“ m.fl.

Dens navn er le gauchisme: „Venstreradikalismens historie har spillet en betydningsfuld rolle i maj-juni-begivenhederne. Hvad kan i dag siges at være virkeligt venstreradikalt? Den 4. Internationale, Den Situationisti-ske Internationale eller Den Anarkistiske Føderation?“, lyder studenterre-bellens retoriske spørgsmål – og man fornemmer, at han hælder en anelse mere til de sidstnævnte end til den første. Men studenterbevægelsen er først og fremmest international: „På samme måde som studenterbevægelserne i Spanien, U.S.A., Vesttyskland, Japan, Italien osv har haft betydning for den franske studenterbevægelse, på samme måde vil denne franske bevægelse, der har været den første til at vække genklang udenfor universitetets mure, være i stand til at give et eksempel for de andre“. Det er således la France, der har bevist, „at en revolutionær omformning er mulig i et højtindustriali-seret kapitalistisk sam-fund“ (ibid. p. 17f – vore fremhævelser).

Og man kan roligt sige, at det franske eksempel vakte genklang udenfor visse (told)mure. Det blev på mange måder mønsterdannende for, hvad der siden skete på manifesternes, parolernes og slagordenes for ikke at nævne aktionsformernes gebet. Middelbart havde Cohn-Bendits kampskrift et er-faringsopsamlende og mobiliserende, internt fransk sigte: „Det er derfor, vi ikke henvender os til en „læser“, til et „publikum“, men til dem, der var med os, til dem der kunne have været med os, og til dem, der i fremtiden vil være det, først og fremmest til vore kammerater blandt arbejderne og bønderne,

228

som man har forsøgt at skille os fra. Det skyldes, at vi er helt klare over, at den eneste chance for at genoptage og videreføre bevægelsen er, at man får overvundet skellet mellem intellektuelle på den ene side og arbejdere og bønder på den anden“ (ibid. p. 12f – vore fremhævelser).

Her har vi – den konkrete, franske kontekstualitet til trods – hele pro-grammet for problematikken: „den kollektive afklaringsproces på venst-refløjen“. I mere eller mindre abstraherede udgaver gik dette budskab sin sejrsberusende gang gennem auditorier og seminarlokaler, hvor det blev formuleret som demonstrationsparoler og -slagord, der på karakteristisk vis blandede sig med de amerikansk inspirerede flower power budskaber om en mageløs anderledes verden.

Og her var det ikke blot en udvandet variant af the American dream. Maj-begivenhederne i den gamle Seine-stad havde affødt et slagord, måske det mest visionære, der også henviste til et kollektivt erindrings-tab: „under brolægningen ligger stranden der“. Det var ikke forbeholdt amerikanere at nære drømme.

Frue Plads og nærmeste omgivelserParis, maj’68 blev naturligvis et forbillede, som den danske studenterbe-vægelse efter evne søgte at leve op til. Men det var ikke pariser-begiven-hederne, der startede det herhjemme. Hvad enten det så skyldtes epokens specielle Zeitgeist eller de moderne kommunikationsmidler, var der en stor samtidighed i begivenhederne de forskellige lande imellem. På Psykologisk Laboratorium i Studiegården var det i marts 1968 kommet til demonstratio-ner med slagord som „Demokrati på arbejdspladsen“ og „Bryd professor-vældet“. Den 19. april besatte omkring hundrede studenter Psykologisk La-boratorium og barrikaderede trappen efter en model, der var blevet anvendt på Freies Universität i Vestberlin og på Sorbonne, hvor det begge steder var kommet til voldsomme slagsmål mellem studenter og politi. Således dog ikke (i første omgang) i København, hvilket utvivlsomt skyldtes en rector magnificus af en lidt usædvanlig støbning. (Nærværende forfattere ved der-for også, at vi allerede har rektor Fogs himmelske tilgivelse, når vi fromt bekender, at det var os, som ved en senere lejlighed celebrerede høj cigar-føring i Konsistorialbygningens rektorkontor. For vi gjorde det i åndsari-stokratisk bevidsthed om, at kun et uhyre fåtal af de emsige „undersøgere“ tilsyneladende forstod kunsten at nyde en god cigar, hvis signalværdi af bedaget borgerlighed jo gjorde den tabubelagt for en generation af tjaldry-gere. Tilgivelsen ligger således implicit i den hedonistiske kongenialitet). Nogle få dage efter talte Mogens Fog til 5000 demonstrerende studenter på

229

Frue Plads, hvor Studenterrådets repræsentanter endnu var stakåndede efter forsøget på at indhente aktivismen. Under de efterfølgende forhandlinger opnåede de psykologistuderende halvdelen af pladserne til fagets studi-enævn, mens resten blev delt ligeligt mellem professorerne og de yngre læ-rere; hermed led de polycentriske oligarkier det principielle nederlag til de fragmenterede adhocratier8. I den følgende tid forhandledes der lignende ordninger igennem i fag efter fag. Konsistorium og fakulteter var dog fort-sat professorernes domæne, men det stod klart, at reformerne ikke kunne standse ved studienævnene.

Da det kom til lovgivning på området, valgte undervisningsminister Helge Larsen at betragte universitetslærerne under ét efter den model, som allerede anvendtes i de provisoriske studienævn (hermed blev adhocratierne også lovfæstet). Men hans – „Onde Helge“s – forslag gav kun studenterne en trediedel af pladserne i fakultetsråd og konsistorium, hvormed der var lagt op til, at det så alligevel kom til – stedvis ganske forrygende – slagsmål mellem studenter og politi også i København.

Efter vel overstået sommerferie havde studenterlederne imidlertid fået pusten igen og havde samtidig annammet de parisiske maj-parolers betyd-ning for „den kollektive afklaringsproces på venstrefløjen“. På Danske Stu-derendes Fællesråds kongres blev der med een stemmes flertal vedtaget en resolution om solidaritet med de danske arbejdere, „som stod over for en overenskomstsituation, hvor spørgsmålet om demokrati på arbejdspladsen har en fremtrædende plads“ (Nissen 1991:364). Samtidig gik det løs med udfærdigelse af resolutioner, teach-ins om imperialismen, boykot af lære-re med usamtidige synspunkter og en mangfoldighed af aktioner, der kun sjældent savnede mediernes bevågenhed. Traditionstyngede autoriteter blev tilføjet en tiltrængt jordrystelse, og snart rykkede oprøret inden døre i de enkelte fag, kritiserede ikke blot undervisningsform og eksamenspensum, men tog fat på formuleringen af et helt andet vidensgrundlag og en anden form for faglig ansvarlighed. „Forskning for folket – ikke for profitten“ var også en slags lettere omskrivning af en parisisk chanson. En anden havde lydt: „Imagination au pouvoir!“. Men som historisk skolede læsere vil vide, lurer der altid – når talen drejer sig om revolutioner og reformationer – en risiko for, at det er ortodoksien, den renfærdige lære, troen uden svig eller

8. Fragmenterede adhocratier er ifølge (Whitley) og H. Andersen (1988) det organisa-toriske modstykke til polycentriske oligarkier. Et adhocrati opstår netop ad hoc, udviser labile strukturer og er først og fremmest kendetegnet ved arbejdet med en bestemt pro-blematik.

230

svinkeærinder, og ikke fantasien eller forestillingsevnen, der kommer til magten. 1968 var forøvrigt også det år, hvor „systemet“ tildelte alle borgere et nysseligt CPR-nummer som en ny og betydelig del af deres personlige identitet – efterhånden den vigtigste i forholdet til de offentlige myndighe-der. Men det var der vist nok ingen, der protesterede imod. For det hele fo-regik „i den sidste hektiske fase af en hvirvlende højkonjunktur, hvor alting syntes muligt, undtagen moderation“ (ibid.).

Det var heller aldrig gået uden GutenbergAl tale om ortodoksi, dogmatik, sekterisme og dermed også hæresi eller kæt-tersk virksomhed har gerne noget med tekster, med en skriftkultur at gøre. Således også i studenteroprørets epoke. Rudi Dutschkes lille ydmyge „Aus-gewählte und kommentierte Bibliographie des revolutionären Sozialismus von K. Marx bis in die Gegenwart“, med coveret holdt i anarkismens sorte far-ve med rød stjerne, udkommet på Druck-& Verlagskooperative Heidelberg – Frankfurt – Hannover – Berlin i 1969, signalerer således et særligt træk ved studenterbevægelsens første fase: bredden. Ud over (som titlen bebuder) Marx finder vi værker af Bakunin, Krapotkin, Trotzki, Lukacs, Luxemburg, Lenin, Arthur Rosenberg, Korsch, Edgar Snow, Mandel, Baran & Sweezy, Che Guevara, Fanon, Henri Lefebvre, Mao Tse-tung, Marcuse, Habermas, Alfred Schmidt m.fl. Kort og godt: alle kirkefædrene og de største kardinaler, ofte indbyrdes uforenelige, livslange ærkefjender, forhærdede kættere eller usle forrædere – alt efter synsvinkel. Men ville man med Cohn-Bendit gen-opfriske erindringen om arbejderklassens eller den revolutionære bevægelses lange og kvalfulde historie, kunne man i følge sagens natur ikke starte bredt nok. De omtalte tekstproducenter (og flere til) var da også, hvad studenterne med sand dødsforagt kastede sig over i den første, mere heuristiske fase.

Karl Marx var det, som lærte studenterne at sige: Hic Rhodus, hic salta! (på et sprog, som ellers næsten var forsvundet fra alma mater). Og „Bib-liotek Rhodos – Kildeskrifter til forståelse af den aktuelle politiske og kul-turelle situation „ – tog springet og forsynede det politiserede akademiske felt med en række bøger til erstatning eller supplement for mere bedagede curriculae. Det udgav Fidel Castro, Che Guevara og Régis Debray: „Vi er praktiske revolutionære“, Frantz Fanon: „Fordømte her på jorden“, i følge bagklappen „Et af den tredie verdens vigtigste ideologiske kampskrifter“, garneret med forord af Jean-Paul Sartre og efterskrift af Simone de Beau-voir. Og da Cohn-Bendit havde skrevet sin „Le gauchisme, reméde à la maladie sénile du communisme“ i 1968, blev den oversat til tysk og dansk – samme år! Udgiveren var selvfølgelig i det sidste tilfælde Bibliotek Rhodos.

231

Det var også Bibliotek Rhodos, der i 1969 udgav den danske oversæt-telse af Joachim Israels „Alienation: från Marx til modern sociologi: En makrosociologisk studie“. I et efterord hedder det, at sociologien ikke blot bør være en positiv og empirisk videnskab (hvilket jo ellers var jubilarernes evindelige omkvæd), men også en kritisk videnskab, for kun således kan den have værdi for samfundet og dets udvikling. I sin anmeldelse af bo-gen9 har Villy Sørensens velkendte seismologiske fornemmelse heller ikke svigtet ham, når han registrerer følgende: „I den svenske udgave, der kom i fjor, er denne sidste problemstilling ikke så stærkt fremhævet som i den danske, der i højere grad har fået karakter af programskrift“. Tiden syntes inde, hvor akademiske skabskritikere kunne komme ud på feltet og melde kulør. Tiden formelig råbte på metodologiske programskrifter, hvilket da også har Sørensens fulde billigelse: „Det ville unægtelig være besynderligt, om netop samfundsforskningen skulle være fritaget for at bidrage til sam-fundets humane udvikling, men megen samfundsforskning har unægtelig haft en besynderlig karakter, således den statistik-sociologi, der har bragt sociologien i miskredit hos menigmand ved på en kunstig måde at fortælle ham hvad han i forvejen ved“.

Og her kan vi godt lade tankerne gå til de sociologiske jubilarer og „de-res“ doktorafhandling, der jo netop med Sørensens yndlings-adjektiv var „besynderlig“.

Alligevel kan det godt være, at Israel, en lidenskabelig kosmopolit af tysk-jødisk, svensk og snart dansk observans, var lige lovlig program-matisk for Sørensens hjemmedanske, stoiske gemyt. Samme Israel havde også skrevet forordet til den svenske oversættelse af Herbert Marcuses „Das Ende der Utopie“, en materialesamling fra diskussioner ved Freies Universität i juni 1967: „Det är utmärkt att Herbert Marcuse äntligen pre-senteras på svenska. Han är en idérik, men svårlåst författare som under de sista åren blivit något av en ideologisk ledera för den vänsterradikala studentoppositionen i Västtyskland, där den gamla auktoritära andan fro-das bland universitetsprofessorerna och i „the establishment“ för övrigt“ (Israel 1968:5). Således i Israels forord til: „Protest demonstration revolt“, som Aldus/Bonniers med fin fornemmelse for konjunkturerne i 1968 hav-de oversat „Das Ende der Utopie“. Utopibegrebet blev først salgsmæssigt gangbart nogle år senere.

Kan hænde, at Israel også nærede en drøm om tilsvarende at blive „nå-got av en ideologisk ledare för den vånsterradikala studentoppositionen“ – i

9. I en kronik i Politiken 11 dec. 1969.

232

Danmark vel at mærke, hvor en vis aflæns, om end næppe „auktoritär“ ånd vel også trivedes blandt universitetets professorer. Han var i hvert fald ble-vet konstitueret som professor ved Sociologisk Institut fra det bevægende efterårssemester 1968 at regne. Men snart fik perspektiverne for denne mu-lige drøm en uventet tiger i tanken. Udgivelsespolitikken i disse år gik ikke snævert på behovene ved universiteter og højere læreanstalter. I 1969 udkom f.eks. „Den lille røde for skoleelever“, hvis indledende afsnit: „Alle voksne er papirtigre“, antydede, at en vis formand Mao ikke omsonst havde skrevet sin lille katekismus i revolutionær virksomhed. Nogenlunde samtidig havde imidlertid Tigersocietetet på Sociologisk Institut begyndt at vise tegn på, at de som en slags voksne var ved at få kløerne frem – i hvert fald på papiret.

Tigerrag og civil kurasjeDen sejrherrernes sociologi, hvis indmarch på Københavns Universitet, vi har været vidne til, havde været domineret af et stærkt empiristisk videnskabs-syn og en scientistisk, instrumentel selvforståelse af disciplinen og dens sam-fundsmæssige rolle. Den kombinerede offensive teknologiske træk med en søgen efter lovmæssigheder. En skarp sondring mellem neutrale, videnska-beligt afprøvede udsagn og normative, vurderende udsagn var sakrosankte elementer i dens videnskabsideal, der desuden flød sammen med et behaviori-stisk farvet, naturalistisk, ofte reduktionistisk menneskesyn: „En urokkelig tro på muligheden af at formulere holdbare naturlige invarianser“ som Svalastoga formulerede det i sin „Sociologisk Metodik“, der meget (u)belejliget udkom i 1969 (Svalastoga 1969:12). Her havde man således afbrudt næsten enhver forbindelse til kontinentale traditioner, det være sig hermeneutiske, fænome-nologiske eller eksistentialistiske, og til ethvert samfunds- og moralfilosofisk spørgsmål; her var der heller ikke brug for nogen „kritisk“ sociologi.

Derfor blev Joachim Israels forelæsninger med udgangspunkt i den pro-grammatiske Alienation også et tilløbsstykke fra det „varme“ efterår 1968. For sociologer var begyndt at reflektere over sociologiens historie. Over en Elton Mayos udfoldelser på Hawthorne f.eks., hvor hans snedige forslag om at regulere de menneskelige relationer til forbedring af arbejdernes pro-duktivitet vel var mere end en landvinding for sociologien: „Han afsluttede samtidig socialfilosofien og de spekulative systemer, der havde samfundet i dets helhed til genstand, og indviede empiriens gloriøse æra med den „vi-denskabelige“ indsamling af data“, kunne en kritisk kommentar lyde.

Sociologiens overgang fra at være en af filosofiens tjenestepiger til en videnskabelig disciplin havde blot bundet den til det borgerlige samfunds krav: profitinteresser, opretholdelse af den sociale orden osv. Og derfor

233

også, hvis man stod lidt ved siden af den positivistisk-empiriske main stream, uro med hensyn til fremtidige ansættelsesmuligheder, forvirring i undervisningen, ukritisk import af teorier „made in USA“. Sociologistu-diet havde tilsyneladende formået at klare det kunststykke fuldstændig at afpolitisere undervisningen, hvilket vil sige retfærdiggøre den herskende politik. Sociologilærerne går gerne for at være progressive, dvs. de har – i modsætning til kollegaerne på humaniora – indset i hvilken retning, „udvik-lingen“ går: organisering, rationalisering, produktivitet, alt efter kapitalens økonomiske behov. Deres forelæsninger reducerer studenten til passiv til-hører, men deres måde at stille problemerne på har den hierarkiske autori-tets fulde styrke. „Hertil kommer, at valget af temaer, der skal behandles, udelukkende afhænger af professoren, der benytter sit seminar til at „danne skole“, udbrede sine personlige ideer og skaffe sig en række hjælpekræfter, der ikke koster ham en øre“. Men de studerende kan selvføgelig opnå visse fordele ved at indtræde i hans lille menighed: „I praksis betyder det tit, at de må stille deres arbejdskraft til rådighed for ham og overtage hans ansku-elser uden synderlig kritik“, hvilket så fører til det klassiske fænomen med opspaltning i kliker og klaner, noget der bliver mere og mere udbredt (som vi ser: den perfekte beskrivelse af det polycentriske oligarki, den klassiske lærestolsinstitution).

En situationsrapport fra Sociologisk Institut, Rosenborg Annex anno 1968? Nej – „Tilfældet Nanterre“, rapporteret af Daniel Cohn-Bendit sam-me år (Cohn-Bendit, 1968:39ff) til illustration af, hvorledes der ikke blot var samtidighed, men også indholdsmæssige sammenfald, hvad angår op-rørsgrundene på de forskellige universiteter.

I 1970 kom det første nummer af „det nye tidsskrift for civilkurasje“ på gaden – tilføjet den underfundige opfordring: „brug det som brosten“. Ti-gersocietetet på Sociologisk Institut var begyndt at vise klør, og den umid-delbare motivation anføres i en leder: „Efter udsendelsen af den såkaldte „Urimelighedsrapport“10 17. marts 1969 har vi følt et stort behov for at

10. En gruppe sociologistuderende havde i foråret 1969 sat sig for at undersøge nog-le efter deres opfattelse kritisable forhold ved Sociologisk Institut. Det drejede sig om lærernes dobbeltstillinger; om Erik Høgh’s påståede kommercielle udnyttelse af nogle studenteropgaver; om uklare relationer mellem projekter udført i regi af Sociologisk Institut og i regi af et interessentselskab kaldet Difom, samt professor Svalastogas ad-ministration af Sociologisk Institut. Specielt påstanden om Høgh’s kommercielle udnyt-telse af studenteropgaver vakte voldsom røre og førte siden til både politiundersøgelse, disciplinærundersøgelse og tjenestemandssag, hvor Høgh formelt set blev frikendt. Se videre herom i B. Andersson og A. Dabrowski’s bidrag.

234

meddele os direkte til andre uden om den almindelige for-drejning. Som det vil være bekendt efter den seneste udvikling i Urimelighedssagen er vores udspil om en generel demokratisering af forholdene på Københavns Universitet – specielt på Sociologisk Institut – blevet fordrejet således at det må fremstå for andre, at problemerne på Universitetet kan sammenfattes i fire ord: cand.jur.Erik Høgh. KURASJE er et svar på denne forvanskning og et forsøg på at undgå den frem-over“.

Hensigten med det nye tidsskrift er nu at yde „et bidrag til en radikal kritik af samfundet“ – og „KURASJE ønsker udtrykkeligt at placere sig et sted på venstrefløjen“ (ibid. p. 1 – vore fremhævelser). Det er heller ikke tilfældigt, at det er sociologistuderende, der her opfordrer til civilkurasje: „Hele nummeret er en påvisning af, at den videnskabelige produktion styres af dens aftagere – generelt kapitalen, specifikt erhvervs-livet. Jo stærkere denne aftagerstyring er, desto snævrere er rammerne for studieforløbet. In-denfor sociologi er aftagerstyringen endnu ikke så stærk som f.eks. indenfor naturvidenskaberne, og dette er den primære grund til, at aktivitet og oprør er mere iøjnefaldende hos os“. Generelt har dog samfundsvidenskabernes udøvere ganske specifikt definerede roller som „samfundsingeniører“ og „tilpasningsteknokrater“, der skal forhindre og dæmpe konflikterne i sam-fundet: „Oprørstrangen blandt studenterne må ses som en kamp mod denne teknokratiske, manipulative rolle, der er tiltænkt os. Vi ønsker ikke at ende som velvillige manipulatorer for det bestående samfund med de få’s magtud-øvelse over de mange. Kampen om og på universitetet er blot ét aspekt af den globale kamp mellem undertrykkere og undertrykte. KURASJE er ment som et våben eller redskab i denne kamp“ (ibid. p. 1f – vore fremhævelser). Men indenfor disse rammer er det nye tidsskrift et åbent blad: „KURASJE ud-kommer, når redaktionen mener, at den har tilpas mange væsentlige bidrag“. Og redaktionen er åben: den modtager „med begejstring“ bidrag fra folk så-vel indenfor som udenfor universitetet, fra studenter og lærere fra andre fag som fra arbejdere, funktionærer m.v. Udover det anti-sekteriske fremholdes endelig det anti-hierarkiske, egalitære sigte: „Redaktionen af KURASJE’s enkelte numre udgøres i hvert tilfælde af alle bidragydere“.

Dette første nummer af Kurasje (siden også: Marxistisk tidsskrift), der altså skal bidrage til „en radikal kritik af samfundet“ (hvilket også var Cohn-Bendits intention), bringer – som noget meget tidstypisk – en „Indledning til et manifest“. Et p.s. gør imidlertid loyalt opmærksom på, „at fremstil-lingen ikke dækker en enig redaktions opfattelse af, hvordan et manifest bør være“. Og den slags har jo ofte været et problem. Foreløbig må vi altså forlade os på, at den radikale samfundskritik „udtrykkeligt“ placerer sig på venstrefløjen – „et sted“.

235

Hvad det nye tidsskrift da også eftertrykkeligt gør med en række bidske, skarpsindige, stedvist studentikose og vildt ironiserende indlæg – hvortil et par veloversatte Marx-tekster også hører. Ikke tilfældigt gør en annonce fra Tysk Bogimport A/S forhåbningsfuldt opmærksom på, at „tysk er et hovedsprog for sociologistuderende“, hvilket utvivlsomt – og af gode grunde – kom bag på de fleste, omend nogle – som en lidt sølle herme-neutik – var begyndt at studere The Capital. Men efterhånden blev tysk ikke bare ét af de nødvendige (skønt længe så negligerede) hovedsprog, det blev hovedsproget, et sine qua non, hvis man skulle positionere sig på det marxologiske felt, hvor københavner-sociologer snart kappedes med rivalerne på Idehistorisk Institut i det i denne sammenhæng alt andet end provinsielle Aarhus.

Skønt „marxologisk“ er ikke det præcise adjektiv. For det meste af det nye, der nu sprængte sig vej gennem auditorierne (new left, le gauchisme, neue Links, ny-marxisme etc.) var jo mere eller mindre Marx-inficeret. Men i starten var det så at sige hele manden, der kom på dags-ordenen: både den ungdommelige filosof, der kærede sig om menneskets „fremmedgjorthed“, og den mere modne Marx, som analyserede det økonomiske Scheisse, der forekom at dølge årsagen.

Nogle gik et skridt videre og erkendte med Karl Korsch11, at Marx i dag kun er een blandt mange: „Lige så vigtige er de sk. „utopiske sociali-ster“ fra Thomas More til i dag. Lige så vigtige er sådanne store konkur-renter til Marx som Blanqui og sådanne ærkefjender som Proudhon og Bakunin. Lige så vigtige er sluttelig også sådanne senere videreudviklin-ger, som er udført af den tyske revisionisme, den franske syndikalisme og den russiske bolsjevisme“ (Korsch: 1972:251). Den brede, meget åbne tilgang til problemerne. Skønt fra dét hold lurede så en anden fare i årene efter’68; for bourgeoisiets børn kunne ikke fornægte deres klasses tradi-tion: „De behandlede historien som en kæmpemæssig tærte, som enhver alt efter smag og appetit kunne skære sig et stykke af. Den ene slub-rede velbehageligt anarkismens fløde i sig, mens den anden stønnende bed tænderne i stykker på leninismens gnallinger. Men alle ædedolkene var, uanset hvilken bid de foretrak, dybt grebet af en overbevisning om at

11. Karl Korsch (1886-1961), hvis centrale betydning ligger i hans kritik af såvel socialdemokratiet som marxismen-leninismen samt hans rådskommunistiske ideer om socialismens virkeliggørelse gennem arbejdernes industrielle selvstyre. I 1933 måtte Korsch forlade Tyskland, og i sit eksil drog han bl.a. til Danmark, hvor han en tid sammen med Bertold Brecht boede i Karin Michaelis’ hus udenfor Svendborg.

236

være de historiens udvalgte, som skulle vove at gribe fat i historiens hjul for denne verdens undertrykte. Mens nogle stadig gik og flikkede bomber sammen, gik andre modigt i gang med at opbygge proletariatets parti, og deres iver vidnede om, at magthaverne fra nu af skulle være på vagt“. Ci-tat fra et senere nummer af Kurasje? Nej, det er nu Bernd Rabehl, forfat-teren til „Geschichte und Klassenkampf“ (Berlin 1973, udgivet året efter af Rhodos med undertitlen „Marxistisk indføring i arbejder-bevægelsens historie“, p. 7).

Men sådan var man begyndt at tale og skrive til hinanden over proble-matikken: „den kollektive afklaringsproces på venstrefløjen“. Og Rabehl fortsætter sit syrebad: „I samme takt som oprørerne besluttede at blive po-litikere, rodede de ufortrødent rundt i historien og fremtryllede analogier, sentenser og lignelser, der skulle understrege, at det var særdeles væsentligt, at de eksisterede. Jo mere proletariske de blev i tøjet, desto større blev af-standen til deres egne og ikke mindst arbejdernes interesser. Deres „marx-isme“ forfaldt til at være en tarvelig kopi af nogle ældgamle elitære forestil-linger“ (ibid. p. 8).

Rabehls marxistiske indføring i arbejderbevægelsens historie var ment som en („kammeratlig“ var vi begyndt at sige) hjælp til at spare tid (7 til 10 år tager det ellers at opsnuse og uddrage det vigtigste af „de blå bind“)12, idet han går ud fra, „at de intellektuelle på venstrefløjen også for fremtiden vil have til opgave at give arbejdernes kamp poli-tisk og videnskabelig opbakning; endvidere skal de hjælpe med til, at denne kamp undgår fejltagelser, nederlag og omveje“ (ibid. – vore frem-hævelser).

I princippet var „de intellektuelle på venstrefløjen“ således dels advaret mod diverse former for plat, opportunistisk politiseren, dels var de anvist en speciel opgave. Dette forhold var – som vi allerede har set – de unge tigre på Sociologisk Institut sig vel fuldt bevidst allerede, helt uden en Rabehls kammeratligt hjælpende hånd. Men i længden gik det dog ikke uden en vis bistand fra de realanalytiske kampsportsfolk fra Vesttyskland, især Vestber-lin (Altvater, Müller & Neusüss og hvad de ellers hed). Bag den oprindeligt bredtfavnende universitære „ny-marxisme“ havde ligget intentionen om at udvikle en „kritisk“, dvs. mere politisk relevant samfundsvidenskab. Men ved Sociologisk Institut blev i løbet 70’erne en særlig variant af denne „ny-marxisme“, nemlig den kapitallogiske, rekonstruktionsbølgen, efterhånden

12. Marx-Engels Werke, hvis cover havde denne farve.

237

en dominerende retning blandt yngre lærere og studerende („studenter“ var der ingen, der kaldte sig mere). Et ret specielt fænomen, en næsten udeluk-kende vesttyskdansk „alliance“.

Rekonstruktionen af den marxske teori opererede vel ikke eksplicit – som Louis Althusser – med „det epistemologiske brud“ i forfatterskabet. Men den gjorde det stiltiende ved at basere den filologiske læsning, tekst-eksegesen, på Marx’ „modne“, økonomiske skrifter, „Grundrisse“, „Das Kapital“ (der nu ikke længere læstes på engelsk), „Theorien über den Meh-rwert“ m.fl. Det sidste værk havde man som nævnt allerede bragt uddrag af i det første nummer af Kurasje. Så man kan ikke sige, at de unge tigre spillede ud med falske kort fra starten. Men hvilken forandring alligevel, alt som tigrene (der virkelig havde kløerne ude i de første årgange) efter-hånden nåede (som Marx angiveligt) deres modne manddomsår. Ikke at de blev egentligt sekteriske, for de bekæmpede sekterisme med en inkvi-sitionsdomstols nidkærhed – og kompetence, i bedste fald med den skån-selsløse ironi og sarkasme, der røbede, at de også i stilistisk henseende var gode disciple af Karl Marx. Som eksegeter var Kurasje-tigrene simpelthen uovertrufne. De blev københavnernes svar på århusianernes Schanz, Lund-kvist m.fl. At sociologien som distinkt samfundsvidenskab derved gik to-talt i spånder, er én ting (som på baggrund af den eksisterende måske var til at leve med). Men det var også tilsigtet, hørte med til rekonstruktions-programmet så at sige: „Det har været og er „kapitallogikkens“ rolle på universitetet at bekæmpe opdelingen af kritikken af den politiske økonomi i visse autonome discipliner (sociologi, økonomi) med deres egne imma-nente kvalifikationskriterier og kræve den totale politisering af studier og fag“, som en af de edsvorne formulerede det (Fogh Kirkeby 1975:61). Og „den totale politisering“ havde sin metodologiske modsvarighed i opfat-telsen af den historiske udvikling som styret af en væsenslogik (dølget for lægmandens blik), der med arbejderklassen som revolutionært subjekt ultimativt indikerede kapitalismens immanent-nødvendige, eskatologiske sammenbrud. Det var på basis af sådanne væsenslogiske indsigter, at ak-kumulationen af symbolsk kapital slog alle hidtidige rekorder på Sociolo-gisk Institut. Samtidig med at sociologien som distinkt fagdisciplin led en veritabel navnefortabelse.

Så kort det alligevel varede, før en scientistisk kvietisme havde erstattet ungdommens forrygende tigerrag, før der af couragen (der kommer af det franske ord for hjerte), som indebærer at sætte noget på spil, at danse på tynd is så at sige, kun var tilbage en obsternasig måde at stave det på (der til gengæld blev fastholdt til det sidste), mens den iøvrigt lod sig civilisere akademisk som sig hør og bør.

238

Aforismen, der ledsagede det første nummer af Kurasje (og som snart forsvandt igen): „brug det som brosten“ var netop underfundig. Som enhver gæv 68’er vil vide, kunne en brosten brækkes op og bruges til lidt af hvert. Til bygning af barrikader f.eks. (og under brolægningen ligger stranden der frem-deles). Eller som livstruende kasteskyts. Det spilles der også lidt tvetydigt på i det første nummer: „KURASJE er ment som et våben eller redskab“. Trods visse jubilarers markskrigeriske beskyldninger for „chicane, kriminalitet og svineri“, valgte Kurasje-tigrene den civile løsning: redskabets. Man plejer at sige, at vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Det passer ikke her. Den (re-)kon-struktive chaussé, der blev lagt med kapitallogikken førte tværtimod til den videnskabelige forvisnings appollinske himmel. Tiger-klanen blev således Svalastogas sande arvtagere. Trods indlysende forskelle i videnskabssyn, delte de en urokkelig tro på muligheden af at formulere visse „holdbare invarianser“, en samfundsvidenskabelig lovmæssighed af en eller anden art. Systematisk renset for distraherende moralfilosofiske eller andre overfladefænomener. Men nu var Kurasje i Krystalgade og Sociologisk In-stitut i Linnésgade trods alt ikke ét og det samme. Det vender vi tilbage til.

Grænseløse imaginationer: Fra Bellona Island til RevshaleøenI følge Erik Høgh havde Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet vundet første runde i slaget om sociologiens indmarch på Københavns Universitet. Dette er en sandhed med modifikationer, eftersom der her var blevet doceret sociologi fra engang i 1880’erne, til at begynde med i regie af Det filoso-fiske Fakultet. Men i slaget om den første, „rene“ lærestol havde polit’erne altså vundet første runde. Gennem ihærdigt diskursivt „feltarbejde“ lykke-des det imidlertid filosofferne at udligne i anden runde med oprettelsen af dr.jur. Verner Goldschmidts lærestol i kultursociologi fra 1964. Det andet polycentriske oligarki på det sociologiske felt var hermed konstitueret.

Året efter vedtog fakultetet sine regler for magisterkonferens i kultur-sociologi, der fremhæver den tværvidenskabelige orientering, tænkning og metodik som et af det nye studiefags kendetegn. Dets faglige ambition blev „at betragte de samfundsvidenskabelige specialdiscipliners forskningsre-sultater som bidrag til en integreret videnskab om mennesket, samfundet og kulturen“ (Regler p. 9f). Basisfag var sociologi, socialpsykologi og so-cialantropologi, men det blev anset som noget centralt for den kultursocio-logiske disciplin, at den – som henhørende under Det filosofiske Fakultet – havde tilknytning til humaniora, til filosofi, idehistorie, religionshistorie, samfundstænkningens historie etc.

239

Den kultursociologiske disciplin var udsprunget af en (pragmatisk) er-kendelse af, at grænserne mellem de enkelte fagdiscipliner er vilkårlige eller historisk betingede. At f.eks. udskillelsen af antropologi fra sociologi næsten udelukkende kan tilskrives en bestemt konjunktur i en langstrakt globaliseringsproces: kolonialismens eller imperialismens. Kultursociologi blev således anlagt som en del af dén proces, hvorunder kultur- og social-antropologer i stigende grad inddrog det moderne samfund i deres „revir“, mens sociologer (på ny) blev optaget af samfund og civilisationer hinsides det moderne Vesten.

Men kultursociologien blev en del af denne proces ved at opgive selve revir-tænkningen, ved at opgive ævred så at sige og give græsningen fri hen over alle hævdvundne markskel. Der blev således lagt megen vægt på at fremme en forståelse „ikke blot af de moderne industrisamfund, men også af de samfund, som ligger udenfor industrikulturens område eller som danner ikke-industrialiserede regioner indenfor et større industriali-seret samfund“ (Regler p. 14 – vore fremhævelser). Dette „ikke blot, men også“ medførte derfor, at faget hurtigt fik endnu en lærestol, der var udset til at bestride studiet af de ikke-industrialiserede samfunds reaktioner på „industrikulturen“.

I kølvandet på Noona Dan Ekspeditionen i 1951 havde en håndfuld danske forskere bedrevet etnografiske feltstudier på Rennel og Bellona i Salomon-øgruppen. Disse arbejder blev kronet med en række disputatser, hvoraf en, Torben Monbergs „The Religion of Bellona Island“, blev uds-lagsgivende. Ved midsommer 1969 kunne et enigt udvalg således indstille til Det filosofiske Fakultet, at det nyoprettede professorat uden opslag blev besat med dr.phil. Torben Monberg. Akkurat i tide, før „kampen mod pro-fessorvældet“, de polycentriske oligarkier, løb af stabelen.

I den arbejdsomme stilhed før stormen havde der således udkrystallise-ret sig en kultursociologisk klan af pionerer, hvis faglige rekrutteringsba-sis typisk var at finde under fjerne himmelstrøg. Goldschmidts deltagelse i den såkaldte juridiske Grønlandsekspedition var nok den, der med „verdens mest liberale kriminallov“ fra 1954 satte sig de mest varige spor13.

Men i fagets tidlige selvopfattelse fremstod Bellona-klanen – så fåtallig den end var – med en særlig mytisk aura af fjerne horisonter. Som gode travellers havde dens medlemmer også hjembragt farvestrålende dansemas-ker, husgeråd og anden lødig etnografika, der som krigsbytte udsmykkede visse lærerværelser på Institut for Kultursociologi som tegn på det faglige

13. Se endvidere T. Agersnaps bidrag.

240

særpræg, der dog ikke havde stærkere mana, end at det også her kom til et Munity on Bounty.

Bag den eksotiske aura skjulte sig imidlertid også en metodologisk am-bition, der på karakteristisk vis adskilte Bellona-klanen fra den snart ju-bilerende, som vi kan kalde Svalastoga-klanen. Hvor den sidstnævnte po-sitionerede sig på det akademiske felt ved hjælp af teoretisk statistik og matematiske modeller, tog de kultursociologiske pionerer livtag med intet mindre end en grænseoverskridende, global hermeneutik. Inspireret af den Wright Mills’ske „sociological imagination“ opererede de med et bredt felt af historiske, antropologiske og samfundskritiske forestil-linger. Og selve evnen til imagination skulle ikke mindst udvikles gen-nem hudnær, sanse-lig omgang med stoffet, gennem deltagelse og personliggjort indlevelse. I udkast blev kultursociologer derfor en slags quasi-antropologer, eller man kan sige, at faget var anlagt som en slags hybrid af lige dele sociologi og antropologi, altså en gedigen bastard-disciplin.

I et udkast til et manifest hedder det således: „Vi tror, at det er muligt at udvikle en videnskab om mennesket, samfundet og kulturen, som kan tilf-redsstille rimelige krav med hensyn til såvel empirisk underbygning, som til teoretisk udformning, og som kan anvendes i praksis. . .Ud fra denne tro vender vi os både mod dem, der hævder, at det kun er i kunstnerisk og litterær form, at indsigt i det menneskelige kan udtrykkes, og mod dem, der vil basere denne indsigt på et dogmatisk, religiøst eller politisk grundsyn. Men vi afviser også den opfattelse, at denne videnskab skal skabes ved slavisk efterligning af naturvidenskaberne, og stiller os kritisk til behavio-ristiske forsøg på at beskrive adfærd i rent fysiske termer og se bort fra, hvordan de pågœldende selv oplever situationen“ (Nicolaisen 1994:67 – vore fremhævelser).

Vi præsenteres her for en fænomenologisk, hermeneutisk farvet credo, der ser forskning som en proces, der medfører en communion-genererende, umiddelbar kontakt mellem det iagttagende, spørgende subjekt og objek-tet, som der bliver spurgt til. Hvor Svalastoga-klanen førte sig frem med surveys, kvantitative data og matematiske modeller, lancerer de tidlige kul-tursociologer et metodologisk alternativ, der til dels var indvundet under ek-sotiske himmelstrøg, hvor det er deltagerobservation, historisk og filosofisk fordybelse, snarere end spørgeskemaer, der producerer resultaterne, og hvor forskningsapparaturets anvendelse i bedste fald bliver en tilskyndelse til imagination – en personlig og indre egenskab; den særlige forestillingsev-ne, der adskiller (kultur) sociologen fra den sociale ingeniør eller tekniker.

Snart løb det lille, men ganske velbemandede forskningsinstitut med re-lativt få studerende ironisk nok ind i det, fagets pionerer havde erklæret sig

241

modstandere af: at basere indsigten i det menneskelige „på et dogmatisk, religiøst eller politisk grundsyn“. Det er dog bemærkelsesværdigt, at selv hvor indsigterne uomtvisteligt kom til at basere sig på et politisk grundsyn, satte den alternative metodologi sig ofte igennem i form af en egensindig insisteren på, at forskningsresultaterne dels måtte kunne anvendes i praksis, dels at dette fandt sted i overensstemmelse med, „hvordan de pågældende selv oplever situationen“. Dette gjaldt, hvad enten indsigterne blev indvun-det på Bellona Island eller – som det tidstypisk kunne finde sted i årene efter ’68 – på Revshaleøen, hvor f.eks. deltagerrollen „Arbejder på B&W“ kunne gennemleves med veritabel hud og hår.

Fra polycentrisk oligarki til fragmenteret adhocratismeNatten til den 13. maj 1968 havde de parisiske studenter hamret deres „Imagination au Pouvoir“ op på Sorbonnes ugæstfrit aflåste porte og tog snart – med tåregassen svidende i øjnene – kampen op med les flic. Mens der blev bygget barrikader i det parisiske Latinerkvarter, hængte de stude-rende ved Institut for Kultursociologi i Rosenborggade anarkismens sorte fane ud af vinduet og indledte den store (årelange) diskussion om tenden-serne i samfundsudviklingen samt ikke mindst deres egen rolle i samme.

På dette tidspunkt var Institut for Kultursociologi i helt håndgribelig forstand fastholdt i et skæbnefællesskab med Sociologisk Institut, som det ellers i sin tid var oprettet som et alternativ til, idet de to institutter delte tag og til dels lokaler i Rosenborg Annex nr. 15 og 17, og studenterne gjorde i fællesskab oprør på de såkaldte barrikader.

Dette husfællesskab kan da også stå som et sindbillede på den for-brødring, der på mange måder var kendetegnende for tressernes slutning, nemlig forbrødringen („forsøstringen“ lyder anstrengt, men også det lå i tiden) omkring inspirerende, karismatiske professorer, hvis forelæsninger blev de rene tilløbsstykker, og hvor det var omsonst at skelne mellem so-ciologer og kultursociologer. Så meget mere som en Verner Goldschmidt også havde trukket en pæn skare disciple ud af Svalastogaklanens karis-ma-karrige favn. Goldschmidt blev dog hurtigt overgået af Joachim Israel, der udover sit karisma også havde de for tiden rette budskaber. Israel hav-de bedre styr på den kontinentale tradition, som i den grad var blevet fort-rængt af Svalastoga-klanen. Hans forelæsninger havde derfor katalytiske virkninger; han satte spørgsmålstegn ved den værdifri forskning, fokus på magtforhold og interessemodsætninger, søgte at kombinere metoder fra

242

såvel de positivistiske som de hermeneutiske traditioner og var desuden i stand til at læse Marx, Horkheimer, Adorno, Marcuse, Habermas m.fl. – i original!

Uden tvivl var der i forholdet mellem Goldschmidt og Israel lidt af et spil om, hvem der efter Marcuse-modellen skulle være „ideologisk ledare för den vänsterradikale studentoppositionen“. Hvad som helst, spillet vare-de kun nogle få år, så var Israel flygtet hinsidan, Goldschmidt på mere eller mindre permanent år-lov. I det sidste tilfælde hang eskapaden sandsynligvis sammen med en helt særegen organisatorisk udvikling ved Institut for Kul-tursociologi.

I september 1968 var der på Mors blevet afholdt et kursus i sensiti-vitetstræning (et karakteristisk indslag af strømningerne fra „The Other America“), hvori flere kultursociologer deltog. Straks ved hjemkomsten stillede de studerende krav om en formel anerkendelse af institutionen „fællesmødet“ som studiets styrende organ. Den provisoriske, repræsen-tative struktur med fagråd og studienævn blev således forkastet. Målet var det direkte demokrati (havde det ikke også været den sorte fane, der blev hængt ud af vinduet), baseret på princippet „en mand-en stemme“ og der-med, som det specielle mantra lød, en ophævelse af modsætningsforholdet mellem lærere og studerende. Den 3. december 1968 blev det således på et stormøde vedtaget at godkende „fællesmødet“ som øverste styrende organ for instituttet og faget (Nicolaisen 1994:71).

Efter indførelsen af Styrelsesloven i 1972 overgik fællesmødet gradvist til at blive et forum for forelæsninger og faglige diskussioner. Men i godt fire år var det her, man bestemte undervisningens form og indhold, seme-strets udbud af seminarer og forelæsninger, stillingsopslag samt til dels disses besættelse. Fællesmødet formulerede gennem grandiose „målsæt-ningsdebatter“ fagets stillingtagen til såvel universitetsspørgsmål som til samfundsudviklingen iøvrigt. I begyndelsen var der tale om en 100-tallig forsamling af lærere og studenter, der i stoisk vedholdenhed gennemførte en ugentlig, flere timer lang seance. Beslutningsorganet fungerede vel i vir-keligheden ikke så lidt efter tilfældighedernes, i realiteten diffust repræsen-tative princip. Selvklart var fællesmødet til dels manipulerbart, eller det var prisgivet diverse filibuster-taktikker, der kunne sætte den enkeltes fysiske og psykiske udholdenhed på en hård prøve. Anarkisme er i virkeligheden den rene kampsport.

Ikke så underligt derfor, at professorernes polycentriske oligarkier gik i spånder derved. Men også uden de noget specielle erfaringer med en fæl-lesmødestruktur var oligarkiernes skæbne allerede beseglet med Styrelses-lovens knæsættelse af de provisoriske studienævns principielle ligestilling

243

af professorer og de såkaldt yngre lærere. Hermed var adhocratierne i rea-liteten blevet lovfæstet, og de professorale kræfter ved de to fag blev på forskellig vis sat ud af spil. De blev isoleret (Svalastoga med samt hans un-derhøvdinge), de isolerede sig (Monberg) eller de valgte (som Goldschmidt og Israel) med varierende begrundelse og konsekvens andre græsgange. Herefter har vi at gøre med to i realiteten professorløse fag, hvor studenter i vid udstrækning underviser hinanden, eller de lader sig indfange af et af de „yngre“ læreres ofte spontant opståede adhocratier. Denne udvikling betegner endegyldigt sammenbruddet af den klassiske lærestolsinstitution ved de sociologiske fag14.

Hvilke problematikker var det så, de to fags studenter og nyansatte læ-rere kastede sig over? Hvilke diskurser skrev de sig ind i, og hvilke dis-kursfelter blev oparbejdet? Hvilke af de ny-formerede adhocratier viser sig i et køligt tilbageblik at have bidraget til en faglig udvikling indenfor og udenfor de to sociologier?

Værdilov, kapitalakkumulation og „den satans stat“Tidsskriftet Kurasjes første par numre beskæftiger sig naturligt nok med studenterbevægelsen og arbejderbevægelsen eller rettere den europæiske og danske strejkebevægelse i ’69-70. Kurasje nr. 5/6 (1972) er temmelig atypisk viet den politiske og økonomiske udvikling i Chile aktualiseret af den marxistisk orienterede folkefrontskoalition Unitad Populars valg-sejr i 1970.

Fra og med Kurasje nr. 7, hvor redaktionskollektivet fremdeles består af lutter sociologistuderende, er kursen imidlertid udstukket for den faglige indsat på Sociologisk Institut (og i et vist omfang Institut for Kultursocio-logi) det næste årti. Kurasje nr. 7 anslår temaet „Stat og Kapital – Om stats-analyse, om statsinterventionismen, om kapitalen i almenhed“ og har som åbningsformulering et citat fra Marx’ brev til Kugelmann: „Videnskabens opgave består netop i at gøre rede for, hvorledes værdiloven slår igennem“. De fragmenterede adhocratier skulle vise sig ikke at være mere fragmente-rede, end at udgangspunktet for den faglige bestræbelse for de fleste er den kapitalistiske produktionsmådes bevægelseslove, kapitalforholdet, værdi-lovens gennemslag, „kapital i almenhed og de mange kapitaler“, som en

14. Se endvidere B. Andersson og A. Dabrowskis bidrag.

244

oversat artikel af Roman Rosdolsky redegør for i det samme nummer af Kurasje.

I 1970 var forlaget Rhodos endnu engang først ude og havde påbegyndt udgivelsen af Marx’ hovedværk „Das Kapital“ på dansk. En hel generation af studenter kastede sig grådigt og med stor begejstring over vareformana-lysen og varens fetichkarakter, merværdiformerne, den såkaldt oprindelige akkumulation, kapitalens cirkulationsproces og loven om profitratens fal-dende tendens.

„Kapitalen“ blev en bestseller, og stude-rende ved alle fag fandt her et teoretisk konsistent, men også svært tilgængeligt bud på den kapitalistiske produktionsmådes bevægelseslove og det borgerlige samfunds anatomi. Der blev stiftet bekendtskab med en videnskabelig metode, der foreskrev at søge frem til fænomenernes væsen og ikke blot forlade sig på disses umid-delbare fremtrædelser. Hertil kom en medrivende fremstillingsform især i „Kapitalens“ 1. bog, og sandt at sige nåede de fleste kun at få læst 1. bog.

Forlaget Kurasje, drevet af den samme kreds, som stod bag tidsskriftet, var, samtidig med at Kapital-udgivelsen var afsluttet i 1972, på pletten med noget, der også skulle blive en bestseller: „Introduktion til Kapitalens første bog“ oprindeligt udarbejdet som studiemateriale af en gruppe historiestu-derende i Tyskland. Bogen nåede at udkomme i 10 oplag med ialt 26.000 eksemplarer, en uhørt forlagsmæssig succes. „Kapital-læsning“ blev obli-gatorisk på så godt som alle studier i begyndelsen af 70’erne.

Blandt sociologer var det nu ikke comme il faut at referere til den danske udgave af „Kapitalen“ og slet ikke til den alt for pædagogiske „Introduktion til Kapitalens første bog“, selvom den utvivlsomt blev læst grundigt. Hvad Kapital-oversættelsen angik, blev der hurtigt påpeget en række fejl, unøj-agtigheder og hvad værre var: systematiske fordrejninger af originalteksten styret af gedulgte politiske motiver hos oversætterne. „Allgemein“ burde retteligen oversættes med „almen“ og ikke det formallogiske „generelle“ og slet ikke det platte „almindelig“. „Verwertung“ burde være oversat som „værdiøgning“ eller „valorisering“, men bestemt ikke „værdidannelse“, der ikke fastholder den marxske bestemmelse af det produktive arbejde som det, der skaber mere værdi. Som mange vil huske, er arbejdets „produktivi-tet“ og „produktivkraft“ heller ikke det samme. Som nogle måske også vil huske, kan en produktivitetsforøgelse være resultat af en vækst i arbejdets produktivkraft eller en forøgelse af arbejdets intensitet, men værdimæssigt er resultatet helt forskelligt. I første tilfælde falder og i sidste tilfælde vok-ser værdien. „Arbejdets produktivitet“ er et ricardiansk begreb. „Arbejdets produktivkraft“ er et af de centrale marx’ske begreber i „Kritikken af den politiske økonomi“ – en kritik direkte vendt mod selvsamme Ricardo, den

245

klassiske økonomis fornemste repræsentant – men det havde Rhodos-over-sætterne altså ikke forstået.

Rhodos-oversætterne kunne ikke forlige sig med Marx’ karaktermaske-begreb og forstod heller ikke, at „Kapitalens“ begrebslogik står i gæld til Hegels triader „Wesen – Schein – Erscheinung“ og „allgemein – besonder – einzel“, hvor en usystematisk oversættelse ikke blot forvirrer, men under-tiden vender Marx’ argumentation direkte på hovedet. Som det hedder i en artikel i Kurasje nr. 10: „I anledning af Grundridsudgivelsen“: „-de hegelske kategorier er mere end et koketteri fra Marx’s side. De hegelske kategorier spiller en så central rolle, at enhver mangel på fortrolighed med disse kate-gorier og ethvert forsøg på at udviske disse kategorier, må føre til „forbedrin-ger“ af samme slags som ved Kapital-oversættelsen“ (p. 119) – Altså næppe var det slidsomme arbejde med at tilegne sig de i „Kapitalen“ fremstillede kategorier og sammenhænge realiseret, før ambitionsniveauet eskalerede yderligere. Den omtalte Rhodos-udgivelse af „Grundrids til kritikken af den politiske økonomi“, Marx’ forstudier til „Kapitalen“, begyndte at udkom-me i 1974, og samme år udgav forlagene Kurasje og Modtryk, belært af de dårlige erfaringer med Kapital-oversættelsen, deres oversættelse i 4 bind af „Grundrids“, – „selvom en sådan dobbeltudgivelse (er) absurd ved det spild af oversættelseskapacitet på venstrefløjen, der impliceres herved“ (Grund-rids p. xxxii). Og der er unægteligt tale om en imponerende indsats Grund-rids-manuskripternes ufærdige karakter og kompleksitet taget i betragtning. Med udgivelsen af „Grundrids“ blev Marx-receptionen ikke ligefrem lettere, og der var ingen nåde at hente hos oversætterne, Mihail Larsen og Hans-Jørgen Schanz, der ikke fandt anledning til en „syntaktisk simplificering, der ganske vist letter en forståelse, men ikke nødvendigvis en forståelse af teksten. ‘Letfattelighed’ er ikke altid af det gode; i tilfælde som „Grundrids“ snarere mistænkeligt“, hvad der også hænger sammen med „en afgørende svaghed ved det danske sprog i forhold til det tyske, (nemlig) dets primitive formlœre“ (ibid. p. xxxxiii). Til gengæld er Grundrids-oversættelsen „sat med en Baskerville 9 pkt., det nærmeste vi kunne komme satsen i MEW (Marx Engels Werke), som vi har valgt p.gr. af dens store læselighed“ (ibid).

Samme Hans-Jørgen Schanz har året før (1973) med bogen: „Til rekon-struktionen af den politiske økonomis omfangslogiske status“ slået sit ry fast som den ubestridte frontfigur i den ny-reception af Marx, der blev på-begyndt med udgivelsen af „Kapitalen“ og „Grundrids“. Indtil da var Marx blevet læst, i det omfang han overhovedet var blevet læst, som filosof og politisk revolutionær. I 70’ernes ny-reception blev Marx læst (og kun læst) som grundlæggeren af den eneste adækvate videnskab om det kapitalistiske samfunds bevægelseslove: „Kritikken af den politiske økonomi.“

246

I bogen „Til rekonstruktionen. . .“ erklærer Schanz indledningsvis, at han har „renonceret på begrebet dialektik og. . .i analysen stort set erstattet det med ‘kapitallogik’. . .“ (ibid. p. 10). Det anføres, at rekonstruktionsar-bejdet er nødvendiggjort af „postmarxismens de facto anerkendelse af en i sin form ren borgerlig konstitution af den teoretiske arbejdsdeling mellem enkeltvidenskaberne på den ene side og enkeltvidenskab og filosofi på den anden anden. . .Herved falder reelt kritikmomentet bort som en integral del af teorien, og den efterladte kritik (hvis den i det hele taget anses som legitimatorisk nødvendig) er stort set ikke andet end en automatisk repeti-tion af et par fetichisme-fraser, som stilmæssigt snarere hører hjemme som omkvæde i en folkevise end i en marxistisk analyse“ (ibid. p. 8). Hermed var tonen slået an, målsætningen formuleret, og det faglige fundament for 70’ernes videnskabelige bestræbelser navngivet.

Schanz var og forblev imidlertid idéhistoriker, hvor sociologerne og kultursociologerne trods alt forpligtede sig på at bringe ny-indvundne indsigter funderet i de polit-økonomiske kategorier og sammenhænge i spil over for samfundsmæssige forhold – i første omgang: Den borger-lige stat og dens politikfelter. Det gav sig selv, at statens form og funk-tion måtte forstås ud fra kapitalforholdet og dets iboende grænser, de historisk givne valoriseringsbetingelser. Det er disse grænser, der både betinger en stadig mere omfattende regulering af den materielle produk-tion og en mere og mere minutiøs indgriben også overfor forhold uden for produktionssfæren.

Som det hedder i en af de i 70’erne mest citerede Kurasje-artikler skrevet af Elmar Altvater, knyttet til gruppen omkring det tyske tidsskrift „Probleme des Klassenkampfs“ (i daglig tale „Prokla“): „Staten kan altså ikke forstås hverken som et rent politisk instrument, eller en fra kapita-len adskilt institution, men kun som den særlige form, som kapitalens samfundsmæssige eksistens sætter sig igennem i ved siden af og uden for konkurrencen, som et væsentligt moment i kapitalens samfundsmœssige reproduktionsproces“ (Kurasje nr. 7. 1973 p. 28). Staten må altså først og fremmest forstås gennem sin varetagelse af funktioner til opretholdelse af den kapitalistiske produktionsmåde, hvor det, som mange også vil hu-ske, især drejer sig om:

1. tilvejebringelse af almene materielle produktionsbetingelser2. skabelse og sikring af almene retsforhold3. regulering af konflikten mellem lønarbejde og kapital4. sikring af den nationale totalkapitals eksistens og ekspansion på ver-

densmarkedet

247

Dette skulle blive retningsanvisende synspunkter for mange sociologer og kultursociologers faglige indsats i resten af 70’erne. Altvater selv får imid-lertid hurtigt læst og påskrevet af Sybille von Flatow & Freerk Huisken i Kurasje nr. 9 og 10 for ikke at medtænke det borgerlige samfunds overflade, kapitalens fremtrædelsesformer og især de tre revenukilder. Ifølge Flatow & Huisken er staten først og fremmest en nødvendig instans, der varetager de almene interesser over for revenukildebesiddernes partikulære interesser.

Flatow & Huisken får til gengæld af litteraten Ralf Pittelkow i Kurasje nr. 11 klar besked på, at også deres afledningsforsøg hviler på et funda-mentalt forkert grundlag, idet der fra deres side er tale om at kanalisere en historie-analytisk problematik ind i en pseudo-systematik. Flatow & Huisken er simpelthen ikke klar over, at de ikke leverer en bestemmelse af den borgerlige stat, men af dens legitimitetsgrundlag.

Hvad det drejer sig om for Pittelkow (og en ny stjerne på det statsteo-retiske firmament på dette tidspunkt: Heide Gerstenberger) er at få iværk-sat historisk specifiserende analyser af den borgerlige stats konstituering og fortsatte konsolidering. I de hidtidige forsøg på statsbestemmelser er der ifølge Pittelkow og andre alt for mange misforståede analogislutninger mellem stat og kapital, hvad der er det samme som udtalte tendenser til en økonomistisk-reduktionistisk betragtningsmåde eller endnu værre: banal funktionalisme hyldet i en mystificerende retorik.

Hvorom alting er – den borgerlige, kapitalistiske stat og dens politikfelter, den retslige regulering heraf, de statslige indgreb i konflikten mellem løn-arbejde og kapital bliver i resten af 70’erne gjort til genstand for mangefold subtile analyser præsteret af sociologer (og kultursociologer). Fra 1972 og et godt stykke ind i 80’erne bliver hovedparten af studieindsatsen ved Sociolo-gisk Institut organiseret i en såkaldt enmegruppestruktur med en socialpoli-tik-emnegruppe; arbejdssociologi-emnegruppe, uddannelses-emnegruppe og for det fjerde og med blikket rettet ud i den store verden og mod „kapitalens ekspansion på verdensmarkedet“: en udviklingsteori-emnegruppe, der med Göran Djurfeldts ansættelse i 1974 får lagt grunden til en udviklingssocio-logisk profil, der rækker ind i 80’erne. Djurfeldt opsamler de (forholdsvis få) studenterinteresser, der retter sig mod 3’de verdens-problemstillinger, idet hans egen faglige interesse især er vendt mod udviklingsproblemer i Indien bl.a. anskueliggjort i de to velanskrevne studier: „Behind Poverty: The social Formation in a Tamil Village“ og „Pills Against Poverty: A Case-study og the Introduction of Western Medicine in a Tamil Village“ (begge 1975).

For de tre første emnegruppers vedkommende udgør statsdiskussionen det teoretiske grundlag for arbejdet med konkrete sociologiske genstands-felter inden for disse overordnede temaer med de diskursivt formerede

248

adhocratier som basis. Der produceres herefter i det næste årti under kyn-dig vejledning af en stadig større skare af (studenter-) lærere opgaver og projekter en masse om den statslige socialpolitik, arbejdmarkedspolitik, uddannelsespolitik, den statslige organisering af arbejdskraft-reproduk-tionen osv. Den økonomiske krise, der sætter sig igennem i 1973-4 ak-tualiserer både den marx’ske kriseteori og de statsteoretiske diskussioner yderligere. (Studenter-) lærerne skriver lige så mange oplæg, noter og ar-tikler herom og efterhånden også magisterkonferenser indenfor de samme diskursive felter. Det drejer sig eksempelvis om: „Arbejdskraftens foran-drede reproduktionsbetingelser og den statslige socialpolitik i perioden 1930-45“; „Socialpolitik og fagkritik“; „Socialpolitik og arbejderorgani-sering“; „Indkomstpolitik, stat og fagbevægelse“; „Statsfunktionsbestem-melse og statsfunktionskritik – oplæg til kritik af arbejdsmarkedspoliti-ken“; „Skolens samfundsmæssiggørelse“; „Kriseudvikling i Danmark“ og mange flere.

Nogle få af disse afhandlinger opnåede den eftertragtede ære at blive publiceret på Kurasjes Forlag, hvis udgivelsespolitik ellers i altovervejen-de grad var rettet mod oversættelser af de store tyske forbilleder: Mattick, Neusüss, Reichelt og Dieter Läpple. Det gjaldt eksempelvis Finn Hansson: „Kapitalakkumulation, arbejderklasse og socialpolitik“; Bo Elling Nielsen: „Stat og arbejdsmarked 1950 – 1974“; Kurt Aagaard Nielsen: „Kvalifika-tionsstruktur og klassestruktur“ og Finn Dam Rasmussen: „Arbejderens situation, de sociale problemer og revolutionen“ – alle ansat i en kortere eller længere periode som undervisere ved Sociologisk Institut. Den konse-kvente bestræbelse i disse analyser er at se de statslige politikker i forhold til kapitalens akkumulationsproces, men det konstateres også mange gange undervejs, at det er svœrt at komme videre fra de rene formafledninger til de mere „genstandssensitive“ eller „empiri-optagende“ kategorier vedrørende konkret eksisterende forhold.

Retfærdigvis skal det også siges, at Forlaget Kurasje i 1973 brød med den korrekte linie og publicerede en bog af Morten Thing: „Ideologier og litteratur“, der i denne sammenhæng var så dristig og kœttersk at være inspi-reret af en althusseriansk, strukturmarxistisk tilgang i en analyse af noget så æterisk som ideologi og litteratur eksemplificeret ved – tro det eller ej bl.a.: Johannes’ Åbenbaring.

Men det skal også helt uden malice konstateres, at alene dette at sende et tidsskrift som Kurasje med den her fremherskende faglige vægtfylde på gaden flere gange om året og samtidigt drive et forlag med udgivelser af samme faglige tyngde, inklusive oversættelser af tyske sværvægtere, under alle omstændigheder må siges at være en imponerende indsats.

249

Det sidste nummer af Kurasje, nr. 38, udkom december 1986, hvori der meget apropos er en artikel (et omarbejdet oplæg til Sociologforeningens Årsmøde samme år) af Nils Bredsdorff: „Hvor gik den kritiske sociologi hen, da lønarbejdet kom ind?“ Oplægget og artiklen er skarp lud til skur-vede hoveder, idet Bredsdorff tilspørger de forsamlede sociologer, om der er nogen af de tilstedeværende, der kan udpege blot tilløb til en kritisk so-ciologi de sidste 10 år. Ifølge samme Bredsdorff afgik den kritiske socio-logi, selvkritikken, metodekritikken og den faglige debat i det hele taget ved døden netop i midten af 70’erne og blev siden erstattet af „kandestøbe-rier og revolutionsromantiske fantasier“. Bredsdorff ser utvivlsomt diskus-sionen omkring Jens Brinchs bog: „Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940 – Et forsøg på en konkret konjunkturanalyse“ fra 1974 som de sidste krampetrækninger i så henseende.

Ærindet i „Kapitalakkumulation i Danmark“, udgivet på et andet af årti-ets produktive venstrefløjsforlag: „Politisk Revy“, var en „positiv fremstil-ling af den marxske videnskabs analysekraft“ (ibid. p. 5 – vor fremhævelse) og et forsøg på at indfri, hvad der som sagt i stigende grad blev formuleret som et problem, nemlig forholdet mellem kapitalanalysens teoretisk begrun-dede sammenhænge og den forefundne virkelighed – eksempelvis den kapi-talistiske udvikling i Danmark efter 1940. Sådanne bestræbelser på at indfri et empirikrav gik under betegnelsen realanalysestrategien – et forsøg på at lægge en anelse afstand til den kapitallogiske nomenklaturas rene formlære.

Jens Brinch renoncerer allerede i udgangspunktet på at inddrage „klas-sekamp-perspektivet“ og „staten som regulerende instans“ selv om begge forhold anføres at være såre afgørende for at forstå den konkrete akkumu-lationsudvikling i Danmark efter 1940. Det mere beskedne sigte er derfor ved en betragtning af en række økonomiske faktorer at lokalisere et skifte i akkumulationsformer fra den såkaldte absolutte til den relative merværdis produktionsmetoder. Konklusionen er i al sin enkelthed, at den absolutte merværdis produktionsmetoder er udtømte i begyndelsen af 60’erne, me-dens den relative merværdis produktionsmetoder er ved at nå sine grænser i begyndelsen af 70’erne. Dette skulle så være forklaringen på de kriseten-denser, der netop er ved vise sig omkring 1974.

Brinchs bog, der også udkom i flere oplag, vakte som det første danske forsøg på at vise „hvorledes værdiloven slår igennem“ en voldsom diskus-sion. Kritikken var hård og konklusionen nærmest, at forsøget var modigt, men mislykket. I et opfølgende bind 2.: „Diskussion og kritik“, gik andre so-ciologer og økonomer skarpt i rette med Brinchs efter deres opfattelse på en række afgørende punkter misforståede kapital-reception; hans ureflekterede brug af borgerlig økonomisk statistik; manglende inddragelse af akkumula-

250

tionens stoflige grundlag og ikke mindst det levende arbejdes genstridighed, altså klassekampen; den statslige intervention, hvortil kom de (marxistiske) økonomers påpegning af en række elementære brist i Brinchs forståelse af de af ham anvendte økonomiske indikatorer. Ovenomtalte Bredsdorff fasthol-der dog indædt i sit forord til bogen, „at at der ikke findes nogen vej udenom kapitallogikken for den marxistiske venstrefløj. Dvs. at indsigten i det kapi-talistiske Danmarks udvikling og dermed arbejderklassens kampbetingelser nødvendigvis må gå den „stenede vej“ over bestemmelsen af kapitalens al-mene bevægelseslove eller klarlæggelsen af de indre lovmæssigheder i kapi-talens udvikling. Der er ikke tale om at „kapitallogikerne“ hermed har valgt en objektivistisk indfaldsvinkel til studiet af kapitalismen. Men der er tale om, at kapitalismens udvikling må studeres udfra en bestemt systematik, som denne kapitalisme selv nødvendiggør“ (ibid. p. 8).

Dette var der næppe enighed blandt bidragyderne om, og kritikken af, hvad der blev kaldt den ny-hegelianske marxisme, blev yderligere skærpet i bogen: „Kritik af kapitallogikken“ (1975) skrevet af sociologerne: Heine Andersen, Christian Groth, Ole Jess Olesen (også ansat som undervisere eller stipendiater ved Sociologisk Institut) og økonomen Carsten Koch (jo, det er den nuværende skatteminister). Konklusionen er her, at Mattick, Alt-vater, Neusüss, Schanz, Brinch og et halvt dusin af dem inspirerede stu-denterårgange og dermed også det kapitallogiske adhocrati på Sociologisk Institut er grebet af en „abstrakt-spekulativ, Hegel-orienteret marxisme“, hvis „metodeprincipper er uklare“; med en „økonomistisk grundholdning“; en „abstrakt, historicistisk historiefilosofi“; en „funktionalistisk og ahisto-risk opfattelse af kapitalismen“ og hertil en „idealistisk sammenblanding af begreber og virkelighed“ samt „impotens med hensyn til konkrete analyser og praktisk anvende-lighed“ (ibid. p. 167) – kort sagt: en uskøn blanding af „idealisme“ og abstrakt „dogmatik“. Kampen om den rette symbolske ka-pital var nu helt manifest og skånselsløs og ikke mindst på Sociologisk In-stitut. Og der var mange løjtnanter til at lede tropperne. I midten af 70’erne var der udover den detroniserede oligark ansat seks lektorer (hvor de tre hørte hjemme i klanen omkring Svalastoga), 10 stipendiater og mere end 25 eksterne lektorer og undervisningsassistenter.

Kampen drejede sig ikke kun om den rette symbolske kapital. Sociolo-gisk Institut løb i 1974-5 ind i en opslidende og ødelæggende institutpolitisk konflikt. Den ydre anledning var et krav fra Undervisningsministeriet om at afskaffe magisterordningen i sociologi og et pålæg om at medvirke til udar-bejdelse af en ny bekendtgørelse til en kandidatuddannelse i stedet. Kampen om det faglige indhold og den studiemæssige organisering af den nye kandi-datuddannelse splittede instituttet og satte dybe sår, der aldrig lægtes.

251

Det gamle oligarki, Svalastoga-klanen, „den sorte middelalders feudale lærergruppe“, som klanen konsekvent kaldes i de sociologistuderendes blad „Tigeren“, var for længst udmanøvreret. „Bekendtgørelsessagen“ skaber imidlertid nye uforsonlige skel.

Tidligere omtalte Anders Boserup, der sammen med Gunnar Olufsson var blevet fastansatte lærere ved Sociologisk Institut i 1973, markerede sam-men med bl.a. Heine Andersen og Christian Groth selvstændige synspunkter omkring indholdet i den nye uddannelse i opposition til studentergruppen og gruppen af deltidslærere. Sidstnævnte ønskede en bekendtgørelse, der baserede sig på den allerede etablerede emnegruppestruktur med projektar-bejde funderet i ny-indvundne fagkritiske positioner. „Midterjuntaen“, som gruppen omkring Boserup, Olufsson, Andersen og Groth nu også lige så konsekvent omtales i „Tigeren“, kæmpede for at fastholde sociologien som en distinkt faglig disciplin, omend en disciplin med indbyrdes stridende „skoler“, videnskabsteoretiske positioner og foretrukne valg af genstands-felter, og en ny bekendtgørelse skulle efter deres opfattelse afspejle denne kendsgerning. De verbale slagsmål herom var eksempelløst ondskabsfulde. Tonen i „Tigeren“ var direkte perfid, hvor Boserup-fløjens imødegåelser i det i 1975 oprettede institutblad „Linné“ var lige så kontakt og hård omend præget af en betydelig større grad af bureaukratisk, subtil elegance.

Men med kampene mellem disse falankser om den rette lære, studieind-holdet i en ny sociologiuddannelse, studieformer, stipendier, ansættelser af deltidslærere, økonomi, spalteplads i de respektive meddelsesblade etc. er alt endnu langt fra sagt om den faglige indsats i de højt pulserende 70’ere, det være sig på Sociologisk Institut eller i beslægtede fagkritiske miljøer.

FagkritikSet i bagspejlet, men også registreret i samtiden var der megen redundans i de mange akkumulations- og statsteoretiske projekter. Men samtidig re-præsenterede arbejdet hermed også en teoretisk skoling som aldrig før af en hel generation af sociologi- og kultursociologistuderende. I begyndelsen af 70’erne var begejstringen herved endnu intakt. Studerende ved mange fag og ikke mindst de to sociologiske institutter var dybt engagerede i op-klaringsarbejdet omkring et nyt fagligt fundament for de respektive stu-dier. Positivismekritikken, eller fagkritikken, som det hed efter 1970, var forbundet med erkendelsesmæssige spring i opfattelsen af forholdet mel-lem videnskab og samfund; hvad et universitetsstudium var og kunne være og de kvalifikationer, der herved blev tilegnet. Ud fra devisen om at „lade tusind blomster blomstre“ blev der sat spørgsmålstegn ved alt: hidtil gæl-

252

dende videnskabskriterier, teoretiske positioner, foretrukne metoder og do-minerende genstandsfelter. Der blev rejst spørgsmål, der ikke var rejst før om de enkelte fags samfundsmæssige funktion og ligeså den rolle, der var tiltænkt studenterne som akademisk arbejdskraft in spe. Det var en central bestanddel af fagkritikken at forholde sig til de enkelte fags vidensgrundlag og dermed også det akademiske arbejdets kvalifikationer. Intet fag forblev uberørt. Nogle fik omkalfatret det faglige grundlag i dybden: idéhistorie i Århus og litteraturvidenskab i København til eksempel. Andre kastede faglige traditioner helt overbord i en kortere eller længere periode: de to sociologiske fag til eksempel, der knap ville vedstå sig at være bærere af en sociologisk tradition. Hvorledes dernæst organisere studierne på et nyt grundlag og oparbejde det faglige indhold med henblik på en revolutionær omvæltning, eller – hvis det var for stærkt, i det mindste skabe rammerne for en fundamentalt kritik af bestående samfundsmæssige forhold som af-sæt for en progressiv reformering af samme?

Det revolutionære perspektiv var ikke for stærkt for Studenterådet ved Københavns Universitet, der i 1973 også var på banen med en bestseller: „Videnskab, Uddannelse, Kapital – Rekonstruktion af det borgerlige univer-sitet – En kritik“. Midten af 70’erne er i det hele taget tidspunktet, hvor den rastløse energi og næsten febrilske faglige aktivitet kulminerer. „68’erne“, inklusiv mange af de stridende fraktioners centrale figurer på Sociologisk Institut, afslutter formelt set deres studier og publicerer deres afhandlinger i disse år. Hver 14’ende dag udkommer der mindst et nyt nummer af et af de samfundsfaglige tidsskrifter, hvor sociologer også er flittige bidragydere: „Kurasje“; „Politiske Arbejdstekster“; „Udkast – Dansk Tidsskrift for kritisk samfundsvidenskab“; „Kontext“; „Bidrag – Bevidsthedssociologisk Tids-skrift“; „Teori og Praksis – Tidsskrift for Videnskabsteori og Samfundsfilo-sofi“; „Nordisk Forum“; „Zenit“; „Häften för Kritiska Studier“ og flere til. Hertil kommer i samme kadence udgivelser fra: „Fagtryk – Arbejdspapirer fra Fagkritisk Front“ – især med bidrag fra studerende ved Aarhus Universi-tet samt Forlaget Modtryks serie: „Til Kritikken af den politiske Økonomi“. Ethvert institut med respekt for sig selv begynder at udgive diverse „Ar-bejdspapirer“ eller en „Skriftserie“. Kultursociologisk Skriftserie publiceret på Akademisk Forlag begynder at udkomme i 1974. Udgivelsen af de mange arbejdspapirer og afhandlinger på Sociologisk Institut får først en mere for-maliseret form med rapportserien Sociologi fra 197915.

15. Se endvidere Jan Kirsteins bidrag.

253

Der var ganske enkelt tale om en hæsblæsende faglig aktivitet og oprust-ning af hidtil usete dimensioner. Det krævede optimal intellektuel opmærk-somhed at følge med i den faglige udvikling, og ikke alle stod distancen. Uafhængig af problemstilling og genstandsfelt iøvrigt var „det samfunds-mæssige“ det ubetvivlelige fokus. „Den samfundsmæssige reflektion“ var på ingen måde forbeholdt sociologer, men sociologer af forskellig obser-vans spillede rollen som katalysatorer i de mange sammenhænge, hvor det „samfundsmæssige“ var på dagsordenen.

Således også i den omtalte publikation „Videnskab, Uddannelse, Kapi-tal“ fra Studenterrådet, hvis præsidium i forordet konstaterer at: „En dybe-regående analyse af videnskabens og uddannelsens rolle i det kapitalistiske samfund og dermed en forståelse af de former, som kapitalens modning fremtræder i indenfor uddannelsessektoren, (er blevet) en uomgænge-lig nødvendighed“ (ibid. p. I). Redaktionskollektivet bag bogen er igen i altovervejende grad sociologer med bl.a. Jan Kirstein, Jeff Smith og Kurt Aagaard Nielsen, og vi går vist ikke helt galt i byen, hvis vi antager, at Kurt Aaagaard Nielsen har været en af de centrale penneførere, hans senere fag-lige interesser og indsats taget i betragtning. Dette redaktionskollektiv sup-plerer præsidiet og anfører, at der må formuleres „en strategi, der baserer sig på, at man som student handler ud fra de samfundsmæssige bestemmelser, man som sådan er underlagt, da det kun herigennem bliver muligt reelt at arbejde politisk overfor den borgerlige uddannelsesudvikling. . .Opsume-rende kan vi sige, at en diskussion om problemerne i uddannelserne teore-tisk må fundere sig på et standpunkt, hvor det bliver muligt at forholde sig til den bestemte historiske form, hvori produktivkræfterne udvikler sig. Kun af denne vej kan man anlægge en strategi, som reelt falder sammen med proletariatets historiske opgave – at ophæve denne form (kapitalismen)“ (ibid. p. 2).

Om selve fagkritikken hedder det, at denne ikke kan bestemmes ved blot at være „arbejde for en anden klasse (det gør den også), men først og fremmest ved at være en revolutionær kritik af de betingelser, hvorunder kapitalen udvikler produktivkræfterne – en kritik som bestandig må have det døde arbejdes magt over det levende arbejde som genstand, og dermed også videnskabens fremmedgørelse over for arbejderklassens som gen-stand. . .(Fagkritik) må indgå som et nødvendigt element i den revolutio-nære bevægelses strategi over for kapitalen, dvs også en strategi, som stiller progressive krav som bedring af betingelserne for at ophæve perverteringen af videnskaben“, hvor det så i en medfølgende note konstateres, at „etab-leringen af røde pletter (som f. eks. sociologi og idéhistorie m.fl.) ikke kan være nogen langsigtet strategi“ (ibid. p. 198f).

254

Bogens analyser er fremdeles forankret i de økonomikritiske kategorier og teoretiske bestemmelser, men er tillige og især en velfunderet konkret kritik af det eksisterende uddannelsessystem, den borgerlige stats uddannel-sesplanlægning, styringen af de videregående uddannelser og på basis heraf tillige en kritik af studenterbevægelsens strategi herover-for. „Videnskab, Uddannelse, Kapital“ var det teoretiske oplæg til dannelsen af Studenter-fronten, der talte medlemmer og afdelinger ved næsten alle universitetsfag i midten af 70’erne. Studenterfronten udgjorde rammerne for den såkaldte interne fagkritik, dvs. den fortsatte reformering af de videregående uddan-nelser, der var afstedkommet af den voldsomme omstilling universiteter og højere læreanstalter var inde i. „Videnskab, Uddannelse, Kapital“ blev – sit upretentiøse ydre til trods et vigtigt fundament i denne sammenhæng. Men der blev også endnu engang hentet yderligere teoretisk ammunition hos vel-skolede tyske forbilleder, idet forlagene Kurasje og Modtryk i 1974 følger op med det første særnummer af tidsskriftet „Fagkritik“, der er en oversæt-telse af „Wissenschaft und Kapital. Zur Begründung einer socialistischen Hochschulpolitik“ (og endnu engang oversat af de kyndige Mihail Larsen og Hans-Jørgen Schanz). Rhodos udgiver samme år Michael Masuch: „Ud-dannelsessektorens politiske økonomi“ og Kurasje/Modtryk følger op i ’75 med Dieter Otten: „Kapitaludvikling og kvalifikationsudvikling“. Disse ud-givelser er ikke blot et must i den interne fagkritik, men tillige en væsentlig del af af det teoretiske grundlag for de uddannelses- og kvalifikationsana-lyser og arbejdssociologiske studier, der senere skulle blive resultatet af det måske mest levedygtige adhocratis indsats på Sociologisk Institut i resten af 70’erne og det meste af 80’erne med. Det vender vi tilbage til.

Når redaktionskollektivet ovenfor fandt, at fagkritikken ikke først og fremmest kunne bestemmes ved at være „arbejde for en anden klasse“ lå der imidlertid heri en finte til den såkaldte eksterne fagkritik. I begyndelsen af 70’erne omsatte andre studenter ny-indvunden engagement og energi i et samarbejde med grupper (repræsentanter for „en anden klasse“) uden for universitetets mure.

Det var studerende, der fandt det meningsløst at investere al energien i formanalysernes subtiliteter og istedet tilbød at yde sit i en fremdragen af den expansive kapitalistiske produktionsmådes konsekvenser for arbejder-klassen. Det var de såkaldte fagkritiske rapporter, hvor studerende i sam-arbejde med arbejdere og fagforeninger påpegede eksistensen af en række arbejdsmiljøproblemer. „Malerrapporten“ (1971) blev som den første til på initiativ af Malernes Fagforening i Århus, hvor medicinstuderende opsam-lede malernes erfaringer med opløsningsmidler og samtidig påpegede eksi-stensen af en håbløst forældet arbejdsmiljølovgivning.

255

I årene herefter kom der en række lignende rapporter. „Bryggerirappor-ten“ (1972) var resultat af et samarbejde mellem bryggeriarbejdere, læger, sociologi- og kultursociologistuderende, hvor støj- og skifteholdsproblemer på bryggerierne blev sat i fokus. Gruppen bag „Bryggerirapporten“ kun-ne med tilfredshed konstatere, at Carlsbergs ledelse på foranledning heraf måtte omlægge bryggeriets produktionsmetoder og foretage massive inve-steringer i støjdæmpning. Andre grupper, hvor sociolo-gi-og kultursociolo-gistuderende også i flere tilfælde var med, beskæftigede sig med arbejds-miljøspørgsmål på slagterierne og skibsværfterne, hos murere, svejsere, linoliumspålæggere og kloakarbejdere. Atter andre gik i samarbejde med typografer, hvis faglige eksistens var truet af ny teknik. De første fagkri-tiske rapporter var medvirkende til, at daværende arbejdsminister Erling Dinesen i 1972 nedsatte en „Arbejdsmiljø- gruppe“, der skulle kulegrave hele arbejdsmiljøområdet. Arbejdet her førte siden til en helt ny arbejdsmil-jølovgivning. Blandt sociologer blev arbejdsmiljøproblemer også herefter gjort til genstand for solide studier, men i hovedsagen uden for Sociologisk Instituts rammer. Det gjaldt eksempelvis Lars Iversen og Tage Søndergaard Kristensens faglige indsats.

Akkumulationsteoretikerne var udtalt skeptiske over for den eksterne fagkritik, der blev opfattet som kapitalaffirmativ uden sandt revolutionært perspektiv, ligesom der blev lagt distance til den politiske selvforståelse, der sandt nok for dele af den eksterne fagkritiks vedkommende var forankret i en DKP-tradition. Denne forskellige opfattelse af det korrekte faglige og politiske grundlag udelukkede dog ikke, at der kunne samarbejdes eksem-pelvis inden for emnegrupperne på Sociologisk Institut.

Kvalifikationer og „det levende arbejde“Akkumulationsteoretikere havde kun øje for kapitalen som subjekt i den samfundsmæssige udvikling og overså – mere eller mindre – kapitalfor-holdets anden pol: det levende arbejde, dets erfaringer, kvalifikationer og modstandsformer.

Uden på nogen måde at fornægte det akkumulationsteoretiske perspek-tiv blev „det levende arbejde“ og dets kvalifikationer imidlertid også gjort til genstand for en række analyser i sidste halvdel af 70’erne ved Sociologisk Institut. En indsats, der viste sig at være bæredygtigt også ud over de samme 70’ere. Uddannelses- og arbejdssociologen er i det hele taget det område inden for hvilken, der i perioden 1967-1987 ved Sociologisk Institut skrives flest afhandlinger. Det drejer sig om mere end en et halvhundrede, hvis

256

man også inddrager de arbejder, hvor kvalifikationsudvikling, uddannelse og læreprocesser ses i forhold til arbejdsorganisation, produktionsproces, ny teknologi og arbejdsmarkedsforhold i det hele taget (Kirstein 1988).

I „Dekvalificeringsprojektet“, der afrapporterer i 1977-79 hedder det stadig med en endnu i slutningen af 70’erne såre karakteristisk formulering, at: „Projektets langsigtede målsætning er formuleringen af en understøt-ningsstrategi i forhold til arbejderklassens kamp mod dekvalificeringen af arbejdet. Foruden at virke forringende ind på arbejderklassens reprodukti-onsniveau medfører dekvalificeringsprocessen en bestandig opsplitning af arbejdsstyrken i nye konkurrencemønstre. Det er disse konsekvenser for arbejderklassens reproduktion og kampbetingelser, der begrunder vores kritik af statens arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelser, idet de virker be-fordrende ind på dekvalificerings- og kvalifikations-differentieringstenden-serne“. (Dekvalificeringsprojektet p. 3). Forfattergruppen bag projektet til-slutter sig dermed et i sociologisk fagfront formuleret „minimumsprogram“, hvori det hedder, at: „Understøtningen (i forhold til arbejderklassen) består i at afdække reformismens karakter og konkrete illusioner, hvilket bidra-ger til at styrke det revolutionære element i arbejderklassen. Som adskilt fra arbejderklassen kan marxistiske åndsarbejdere ikke formulere, hvordan arbejderklassens reelle kollektivisering på basis af produktionens praktiske gestaltning skal foregå. De kan alene afsløre det illusionære og undertryk-kende i den reformistiske statslige reproduktionssikring, først og fremmest aktualiseret igennem socialdemokratiets statsstrategier, og socialvidenska-bens ufortrødne forsøg på at opstille recepter til forbedring af levevilkårene indenfor kapitalismens rammer“ (ibid. p. 10), hvorefter det, for på forhånd at imødegå en forventelig kritik, hedder: „Vi er ikke „statsfikserede“, men socialvidenskaben formidler sig først og fremmest i statsinterventionistiske sammenhænge“ (ibid). Samtidens patetiske sprogbrug og vildt overdrevne forventninger til arbejderklassens revolutionære potentialer fornægter sig ikke, men det var nu engang det forhåbningsfulde perspektiv for det faglige og politiske arbejde i de sprudlende 70’ere, som alle, der følte sig forplig-tede herpå, skrev sig ind i.

Dekvalificeringsprojektets udgangspunkt er fremdeles, at kapitalakku-mulationen former kvalfikationsstrukturen og som tendens vil bevirke en nedbrydning af kvalificeret arbejde til simpelt, dekvalificeret arbejde. Sigtet er dernæst at påvise modsvarende tendenser i de uddannelser, der retter sig mod det industrielle arbejde, altså arbejdsmarkedsuddannelserne. Analy-serne inddrager sågar interviews med repræsentanter for branche- og fagud-valg for derved nærmere at kunne belyse, hvorledes uddannelsessystemet selv reflekterer udviklingen i kvalifika-tionskravene. Det empiriske mate-

257

riale viser (heldigvis), at arbejdsmarkedsuddannelserne „er stærkt sensitive overfor branchens „gennemsnitlige“ akkumulationsmæssige udviklingsten-denser. . .(og) altså velegnede til i alle perioder at befordre den egentlige gennemsnitliggørelse og gennemsætteise af periodens akkumulationsimpe-rativ“ (ibid. p. 53f).

Når Dekvalificeringsprojektet retter blikket mod det industrielle arbej-de, må arbejds- og industrisociologien derfor også nødvendigvis gøres til genstand for en nærmere granskning og kritik. Arbejdssociologiog uddan-nelsesemnegruppen på Sociologisk Institut spiller sammen med en gruppe arbejdspsykologer (Vilhelm Borg, Hanne Colling, Kirsten Thue Skinhøj, Peter Olsén oa.) på Psykologisk Laboratorium på Københavns Universitet en central rolle i introduktionen af den tyske arbejdsog industrisociologiske tradition inklusiv Kern & Schumanns klassiske studie fra 1970: „Industriar-beit und Arbeiterbewustsein“. Dekvalificeringsgruppen konstaterer ganske vist, at også dette pionerarbejde er funderet i en „borgerlig videnskabstra-dition“ uden „nogen som helst kritisk potens“, men må dog også indrømme dets dagsordenssættende betydning og bidrag til formering af en ny indu-strisociologisk diskurs.

Andre projektgrupper på Sociologisk Institut giver sig bl.a. inspireret af Kern & Schumann samt J. Mendners: „Technologische Entwicklung und Arbeitsproces“ i kast med historisk specifiserende analyser af sammenhæn-ge mellem teknologiudvikling, arbejdsorganisation og kvalifikationer i den industrielle produktion i Danmark (eksempelvis From Lauridsen, Møller og Høyman Olsen 1977). Sidstnævnte gruppe indgår senere i et samarbejde med Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på Roskilde Universitets-center i det såkaldte „Automationsprojekt“, der har til formål at undersøge automationens kvalifikations- og beskæftigelsesmæssige konsekvenser i metalindustrien. I modsætning til „Dekvalificeringsprojektet“ er konklusio-nen her, at automation også kunne være forbundet med øgede kvalifikati-onskrav og arbejderkollektivets øgede kontrol over produktionsprocessen.

Det er karakteristisk, at mange af de sociologer, der kvalificerer sig inden for uddannelses- og arbejdssociologi-området senere bidrager til etableringen af sådanne faglige indsatsområder på andre uddannelsesin-stitutioner eksempelvis Handelshøjskolen i København, Roskilde Univer-sitetscenter og Danmarks Tekniske Højskole (idag Danmarks Tekniske Universitet). Dette betyder også, at der indenfor disse faglige områder er et udstrakt samarbejde mellem folk på Sociologisk Institut og lærere og studerende på andre uddannelser. Selv mellem de to sociologiske insti-tutter, der i 70’ernes sidste halvdel vogtede mistænksomt på hinanden i spørgsmål om ressourcer, stipendier etc. var der eksempler på fagligt sam-

258

arbejde. Det gjaldt således et projekt om den pædagogiske praksis i fol-keskolen udført af Lisbeth Roepsdorff fra Sociologisk Institut, Charlotte Bloch fra Institut for Kultursociologi og Henriette Christrup fra Roskilde Universitetscenter.

Når det er sagt, at akkumulations- og statsanalyser, socialpolitik- og uddannelsesanalyser, kvalifikationer og „arbejdets politiske økonomi“ er centrale indsatsområder i 70’erne, er dermed ikke sagt, at der ikke blev præsteret anden solid forskning på Sociologisk Institut både i form af specialer/konferenser og af de til instituttet tilknyttede lærere. Der blev eksempelvis skrevet om „Borgerlig offentlighed – om erfaringsdannelse og udformning af subjektiviteten i det borgerlige samfund“; „Rural Indu-stries in Kenya“; „En bestemmelse af andelsbevægelsen som kooperati-onstype samt en analyse af den danske andelsbevægelses historiske ud-vikling“. Indenfor planlægningsområdet blev der eksempelvis skrevet om „Perspektivplanlægning – en sociologisk analyse af et socialt fænomen i et kommunikationskritisk perspektiv“; „Borgermedvirken i planlægning – belyst med to eksempler fra Amager“ og „Demokratiets ideal og virke-lighed“. Sidstnævnte blev publiceret på Statens Byggeforskningsinstitut, et af de sektorforskningsinstitutter, der i stigende grad i løbet af 70’erne begynder at efterspørge sociologisk kompetence. En anden gruppe skriver om „Den regionale udviklingsproces – en teoretisk og empirisk analyse af Danmark“. Kvinde- og kønsproblematikken kommer først mere i fokus i løbet af 80’erne, men der skrives også i 70’erne afhandlinger om eksem-pelvis „Kvinder og klasser“ og om „Manderollen – mænd og mandebevæ-gelsen under kapitalismen“.

Der kunne nævnes adskillige andre afhandlinger til yderligere doku-mentation af den spændvidde, der også karakteriserede den faglige indsat ved Sociologisk Institut i 70’erne – eksempelvis „Aspekter af den semioti-ske subjekt-problematik i en materialistisk bevidsthedsteori“. Der er næppe tvivl om, at dette arbejde er inspireret af Tom Broch, én af de fastansatte lærere på Sociologisk Institut, der gennem alle årene gavmildt har stillet sin encyklopædiske viden til rådighed og samtidig på egensindig vis fastholdt socialsemiotikken som et fagligt område, flere burde interessere sig for.

En faglig indsats, der kun delvis var forankret på Sociologisk Institut fortjener imidlertid en nærmere omtale, også fordi det i den historiske bag-klogskabs lys viser sig at fremstå som de „forskærtsede muligheder“. Det drejer sig om Anders Boserup og Thomas Højrups videnskabelige arbejde, hvis samfundsfaglige bidrag begge har opnået international anerkendelse og kunne have været en central bestanddel af en fremtidsholdig sociologi, om de to sociologiske institutter havde kendt deres besøgelsestid.

259

Forskærtsede mulighederAnders Boserup, der som tidligere nævnt var fysiker af uddannelse, fattede i slutningen af 60’erne interesse for freds- og konfliktforskning, sikker-hedspolitik og nedrustning. Den sidstnævnte problematik blev belyst i bo-gen „Krig uden våben: ikke vold som nationalforsvar“ fra 1971, der siden udkom i en både engelsk og tysk udgave. Boserup skrev endvidere om kon-flikten i Nordirland – bl.a. i Kurasje, men opnåede i løbet af 70’erne i sti-gende grad international anerkendelse for sine studier af forholdet mellem sikkerhedspolitik, nedrustning og muligheden af et ikke-offensivt forsvar. I midten af 70’erne var Boserup tilknyttet FN’s Center for Nedrustningan-liggender og udarbejdede i denne sammenhæng studier af nedrustningens økonomiske og sociale konsekvenser. Dette engagement og den faglige indsats forbundet hermed fortsætter i resten af 70’erne og ind i 80’erne bl.a. i den internationale Pugwashbevægelse for nedrustning og afspæn-ding16. Dette befæster Boserups internationale ry yderligere indtil hans alt for tidlige død i 1990.

Sideløbende med denne indsats markerer Boserup en stærk interesse for videnskabsteoretiske spørgsmål og var sammen med filosoffen Helmut Hansen i 70’ernes begyndelse initiativtager til et seminar, der i en årrække samlede folk fra forskellige fagområder til udredning af videnskabsteo-retiske grundlagsproblemer. Seminarets hovedinteresse var imidlertid den strukturelle dialektik med de franske videnskabsteoretikere Bachelard og Althusser som samtidige inspirationskilder. Denne franske videnskabsteo-retiske position blev konfronteret med den logiske empirisme og en herme-neutisk epistemologi med henblik på en undersøgelse af holdbarheden heraf stillet overfor samfundsvidenskabelige problemstillinger. Boserup kunne perspektivere de erkendelsesteoretiske spørgsmål med sit dybe kendskab til både naturvidenskabernes videnskabsteori, matematik og logik, der i så rigt mål var blevet demonsteret ved oppositionen ex auditorio ved bemeldte Erik Høghs disputats i 1972.

En af de mangeårige deltagere i dette seminar var etnologen Thomas Højrup, der gør opmærksom på (1995:8ff), at det var her, den strukturelle livsformsanalyse fandt sit teoretiske grundlag, senere udmøntet i bogen „Det glemte Folk“ (1989) – et konkret empirisk studie af livsformer i en jysk provins. Livsformsbegrebet har siden fundet anvendelse i lang række studier og bibragt den traditionelle levekårsbetragtning en ny dimension og

16. Pugwash-bevægelsen fik i 1995 Nobels Fredspris.

260

er i denne forstand utvivlsomt det mest originale og nyskabende samfunds-videnskabelige bidrag i en dansk sammenhæng i flere årtier.

Boserups konflikt- og nedrustningsstudier vakte ikke den store interesse på nogen af de to sociologiske institutter, men fik til gengæld så megen desto større anerkendelse i andre faglige og politiske sammenhænge. De videnskabsteoretiske diskussioner på det legendariske „Torsdagsseminar“ havde også kun få deltagere fra de sociologiske institutter og kun en enkelt, Ole Bernild, skrev afhandling (om „Varecirkulation og den feudale pro-duktionsmåde“) med afsæt i dette seminars arbejde. Thomas Højrup blev i første omgang knyttet til Statens Byggeforskningsinstitut, der også publice-rede „Det glemte Folk“, og siden tilknyttet Københavns Universitets Institut for Europæisk Folkelivsforskning (idag Institut for Arkæologi og Etnologi).

Hvis man spørger om, hvorfor disse prægnante faglige bidrag ikke kom til at spille nogen rolle på Sociologisk Institut (og for den sags skyld heller ikke på Institut for Kultursociologi) hænger det utvivlsomt sammen med den voldsomme konflikt, der udspandt sig på Sociologisk Institut i midten af 70’erne og satte dybe spor i mange år derefter. Hertil vil andre hævde, at nogle af konfliktens hovedaktører tillige var udtalt stridbare personligheder, der ikke havde det „forhandlede kompromis“ som en del af deres glossa-rium. Atter andre vil fremhæve, at Boserup i sit internationalt orienterede arbejde på det nærmeste forlod instituttet i perioder. Alt dette er også en god del af forklaringen på, at den strukturelle livsformsanalyse – idag en central bestanddel af en skandinavisk samfundsvidenskabelig tradition, blev udvik-let af etnologer praktisk talt uden kontakt med nogen af de to sociologiske institutter.

Mangfoldighed og metodologisk hedonismeDet meste af, hvad vi i fortællingen om Sociologisk Institut har nævnt af særlige genstandsfelter og studieaktiviteter, fandt også husrum på Institut for Kultursociologi. Stedet var meget rummeligt. Det var billedlig talt et hus uden vægge, hvor sværme af mennesker væltede ind og ud (i 1972 var der indskrevet 459 konferensstuderende), og hvor ligeså mange forventnin-ger fór rundt i de trange lokaler som hujende ånder. At kalde det et „mode-fag“ er vel kun et fattigt udtryk. Derfor var der grupper af kultursociologi-studerende, der en overgang (ligesom politiske aktivister i besættelsestidens første år drømte om „norske tilstande“) drømte om Linnésgade-tilstande, og med nogenlunde samme begrundelse: derovre (deroppe) herskede der helt anderledes klare linier for, hvad kampen angiveligt drejede sig om. Kul-

261

tursociologi var måske netop takket være sin redebonne rummelighed et lächerlich kleine Land, uden enhver metodologisk askese, snarere lettere hedonistisk anløbet og med garanti disponeret for diverse udgaver af „små-borgerlig radikalitet“. Det skulle f.eks. snart vise sig, at store dele af faget i betænkelig grad lå under for den kætterske „socialhistoriske tendens“, at faget (om det ellers tør nævnes i singularis) i metodologisk henseende netop ikke veg tilbage for at hylle sin væsenslogiske blusel i „gevanter af konkret historisk detailrigdom“ for således på fordækt renegatvis at bidrage til en angivelig faneflugt fra nys indvundne positioner. Efterhånden som flere kul-tursociologer kom til at stifte bekendtskab med Ernst Blochs forfatterskab, slog de sig måske også til tåls med, at just kætterier kunne være lidt af en hædersbetegnelse, også marxistisk set. Alt afhængigt af synet på „det teore-tiske arbejdes“ sande karakter.

Betragtet fra Universitets-Årbogens appollinske stade gik studierne ved Institut for Kultursociologi tilsyneladende deres jævne og muntre gang. Verner Goldschmidt havde i efteråret 1969 afsluttet sine undersøgelser af dansk frivilligbistand i Østafrika (og hans lærlinge var vendt hjem fra sa-vannaens vidder til studenteroprørets dampende jungle). Torben Monberg havde deltaget i et symposium om kommende socialantropologisk forsk-ning, arrangeret af Association of Social Anthropologists of Eastern Ocea-nia, og udført feltarbejde på Rennell Island. Leif Christensen havde deltaget i et OECD-seminar i Paris om The Crisis in Higher Education. Både stedet og emnet havde selvfølgelig en stærk symbolværdi, og under den glatte overflade foregik der også lidenskabelige brydninger mellem forskellige metodologiske positioneringer derhjemme i Rosenborggade.

Disse brydninger kommer lidt op til overfladen omkring 1971, som var året, hvor Leif Christensen et al. udgav „De voksnes børn. Rapport fra en undersøgelse af de 9-12 åriges fritid, tilværelse og situation“, hvor Gold-schmidt et al. udgav „Dansk Frivillig Bistand“, og hvor stud. mag.’- erne Hindsbo, Madsen og Wad udgav deres „Stofmiljøer“. Af disse tre var det den sidste, der havde den største signalværdi. Samme år fortsatte imidlertid Goldschmidt sine undersøgelser af grønlandske by- og bygdesamfunds to-lerance over for tekniske og sociale innovationer, og Monberg videreførte sine feltstudier på Rennell og Bellona. Men som det samtidig så småt blev banket ind i talrige små kapitallæsningsgrupper: man skal ikke forlide sig på „overfladernes teoretiske status“. For mens de store katte således var ude, havde f.eks. en håndfuld yngre læger og studerende fra kultursocio-logi og sociologi – så at sige i kølvandet på strejkebølgen i 1969 – gjort feltstudier på Carlsberg, hvorfra de, som allerede tidligere omtalt, meddelte sig til offentligheden med „Bryggerirapporten“ fra 1972. Andre smågrup-

262

per var begyndt at arbejde med etnisk-kulturelle minoriteter; i 1973 udgav Jacques Blum f.eks. sin „Dansk og/eller Jøde“, mens Goldschmidt – som det håbefulde menneske, han i grunden altid var – startede en undersøgelse af magtudøveres løsning af voldelige konflikter, med focus på – ikke Institut for Kultursociologi, men den danske fredsstyrke på Cypern.

Et første blik i Årbogen for 1972-73 kunne dog umiddelbart lade en uhil-det læser i tvivl om, hvorvidt „nærværende institut“ overhovedet eksistere-de, idet økonomernes omfattende og nidkære indberetninger abrupt afløses af en brutalt reducerende (og derfor sandt ildevarslende) rubrik: „Sociologi & antropologi“! Men dykker man lidt ned under overfladens bedrageriske Schein (praktisk udtrykt: læser videre), viser det sig alligevel, at Institut for Kultursociologi eksisterer i bedste velgående. En fakultær omstrukturering havde imidlertid resulteret i dannelsen af det såkaldte Sociologisk-Antro-pologiske Fagråd (i daglig tale: soc-antro-fagrådet), der nu under Det sam-fundsvidenskabelige Fakultet organiserede tre mindre fag, nemlig sociologi fra Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet (som altså havde taget navne-forandring), antropologi fra Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, og så kultursociologi fra Det filosofiske Fakultet, hvor faget tidligere havde hørt hjemme, i Årbogen flankeret af Institut for klassisk og nærorientalsk arkæologi og Institut for kunsthistorie. Har den sagesløse rubrik: „Sociologi & antropologi“ således ligefrem foregrebet en nedlæggelse af Institut for Kultursociologi, så lå denne pinagtige begivenhed dog endnu et godt stykke ude i fremtiden. Indtil videre søgte faget energisk at fastholde sin identitet, hvis formidlende hybridkarakter, som riget i midten, da også ret præcist signaleres med det grafiske „&“: En bådeog-disciplin.

Men var den omtalte rubrik nu også så sagesløs, som den måske kunne virke? Nej, det var den faktisk ikke. Et af Konsistorium nedsat udvalg havde den 19. januar 1972 fået i opdrag dels at udrede de begede tråde på Socio-logisk Institut, der var martret af idelige samarbejds- og administrations-svigt, og stille forslag, der om muligt kunne skabe gunstigere arbejdsvilkår på dette sted; dels skulle det beskrive målsætningen for de sociologiske fagområder i det hele taget. Og i løbet af mindre end 1/2 år barslede dette udvalg, der efter sin formand gik under navnet Kruhøffer-udvalget, med en betænkning. Som et første skridt til problemernes løsning foreslås følgende: a) der etableres hurtigst muligt under det samfundsvidenskabelige hovedom-råde et fælles fagråd for sociologi, kultursociologi og etnografi/antropologi; b) Sociologisk Institut og Institut for Kultursociologi sammenlægges til eet sociologisk institut. Udvalget finder – og foregriber hermed et vist vurde-ringsudvalg i 1987 – at der, hvad angår kultursociologi, „ikke længere findes særskilte, holdbare argumenter for at opretholde et selvstændigt studium“

263

(„Betænkning om faget sociologi ved Københavns Universitet“, p. 6 – vor frem hævelse). Dette dog ingenlunde, fordi dette studium anses for at være noget værdiløst bras; men tværtimod fordi faget var udset som remedium for det sønderplagede og dybt opsplittede Sociologisk Institut, idet udvalget fremhæver, „at det kultursociologiske studiums struktur og indhold netop ved at indeholde adskillige af de elementer, som et betydeligt antal af de so-ciologistuderende angiver at savne i deres studium“, kunne tænkes at være helsebringende (ibid. – vore fremhævelser).

Men udvalgets indtrængende appel til således at eliminere enhver betæn-kelighed i forbindelse med en frivillig nedlæggelse i en højere sags tjeneste var spildt mælk på Ballelars i de dage. Fagene vogtede med syndikalistisk nidkærhed over deres relative autonomi. Så forslaget om en sociologisk-in-stitutionel forbrødring blev nedstemt i Konsistorium med 5 stemmer imod 20. Derimod blev forslaget om et soc-antro-fagråd vedtaget samme sted med 17 stemmer imod 8. Hermed var felt-banen kridtet af for de næste par årtier.

Læser vi videre i årbogen, erfarer vi, at en af dets professorer har sin „Løsning af konflikter på Cypern“ i trykken, mens Jørn Falk og Allan Madsen allerede har fået trykt (stencileret, om ordet ellers er kendt i dag) en volumniøs artikel, „Bønder og klassekamp“, i tidsskriftet „Marxistisk Antropologi“ samt en til om lokalsamfundsstudier – „teoretiske, metodolo-giske samt (aldrig at forglemme!) politiske problemer“ – i en antologi fra Sydjysk Universitetscenter (og her var der rigtige bogtrykkere med i det samlede arbejdsbillede). Positionerne indtages nu med med roligt overlæg.

Eet år er indberetningen fra Institut for Kultursociologi til Universitetets årbog imidlertid ekstremt kortfattet: „De til nærværende institut knyttede vi-denskabsmænd har i 1973-74 publiceret:“, hvorefter der nævnes 3 (tre) titler, nemlig Goldschmidt: „Konflikt uden vold“ og „Decriminalisation as a Re-source Problem: Conflict resolution and resource problems i Greenland“ samt Monberg (og Rolf Kuschel): „“We don’t talk much about colour here“: A stu-dy of colour semantics on Bellona Island“. Af den lapidariske form skal man dog ingenlunde slutte, at al aktivitet på Instituttet er standset, tværtimod. Heller ikke her taltes der vel så meget om farve, men så meget desto mere om politik.

Men det er stadig et institut for de grænseløse, rumlige imaginationer. Derfor ser vi også i løbet af 70’erne magisterafhandlinger af den mere tradi-tionelle type f.eks.: „An investigation of the Rwandese Refugees i West Lake Region Tanzania“ (måske netop højaktuel i dag), „The process of urbaniza-tion in developing countries. Rural-urban interaction illustrated by a study of Thika, Kenya, in East Africa“. Her er tendensen imidlertid, at sådanne „rural-urban interactions“ udvides i tid og rum, idet en politisk motiveret interesse efterhånden mere og mere samler sig omkring forskellige historiske og ak-

264

tuelle brændpunkter i bl.a. Europa og Latinamerika. Magisterafhandlingerne kommer da til at hedde f.eks.: „Fra latifundie til jordreform – En analyse af bøndernes kamp for jord i Calabria 1943-50“, „Bondebevægelser – bonde-bevægelsens historiske betydning for arbejderrevolutioner, og bondespørgs-målet under Folkeenheden i Chile 1970-1973“ og „Kampen om demokratiet i Portugal. En analyse af Portugals revolutionære overgang fra fascisme til demokrati, specielt med henblik på kommunistpartiets rolle og startegi“, „Ar-bejderorganisering i Chile“ og „Den chilenske arbejderbevægelses historie – i vesteuropæisk perspektiv. Et studie i marxistisk bagklogskab“. Den sidste titel markerer ikke helt tilfældigt afslutningen på et årti.

Socialhistoriske og andre kætterierDe sidste titler har i det hele taget en vis signalværdi, hvor stikordene kunne være: „bønder“, „overgang“, „arbejderbevægelse“, der atter igen signalerer visse særlige diskurser eller adhocratier. Overhovedet er det at beskæftige sig med bønder naturligvis kriteriet for at være under indfly-delse af „småborgerlig radikalitet“. Men miseren kunne dølges eller rent ud legitimeres med en fiffig henvisning til, hvorledes de fleste arbejdere i en vis forstand bare er nogle migrerende bonderøve. Som bekendt kunne udviklingstendenser og organisationsformer i f.eks. den danske agrar-sektor ligefrem danne forudsætningen for en analyse af arbejderklassens opkomst og dermed dens særlige organisatoriske, konstitutionelle vilkår m.v., hvormed man alligevel var på relativ sikker grund. Og hermed er vi allerede fremme ved det næste stikord, som signalerer et af de stærke ad-hocratier på Instituttet, nemlig overgangsproblematikkens, hvis omkvæd som bekendt lød: „fra feudalisme til kapitalisme“. Bag denne skandering fjæler sig, det være sig direkte eller indirekte, den (også i dette tilfælde) fra Tyskland importerede Entstehungproblematik, lanceret gennem bl.a. Michael Vesters „Die Entstehung des Proletariats als Lernprozess“, en ægte tysk, kategorial systematisering af den britiske social history-tra-ditions righoldige, overvejende empiriske stofmængde, hvor f.eks. E.P Thompsons „The Making of the English Working Class“ står som en sig-nifikant klassiker. Men hvor navne som E.J. Hobsbawm, R. Hilton, M. Dobb, P. Anderson m.fl. også kommer ind i billedet. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at de udenlandske inspirationskilder, som var de styret af en ulvehunger efter en bestemt historisk indsigt, flyder sammen til et dansk billede, hvor en åbenbart glubende interesse i egne forudsætnin-ger kommer til udtryk gennem en genuin socio-historiografisk udfoldelse. „Den socialhistoriske tendens“ blottes her i al sin skamløshed.

265

Kombinationen af Entstehung og Making, (på dansk: opkomst og dan-nelse, altså en fusion af bl.a. tysk Hannover-skole og britisk social-historie) kunne f.eks. finde sine transformerede danske udtryk gennem afhandlinger af typen „Byarbejderklassens konstituering og reformisme i den tidlige ar-bejderbevægelse i Danmark, 1870-1900“, „Staten, de sociale problemer og socialpolitikken. En økonomisk-politisk analyse af opkomstbetingelserne for den statslige socialpolitik i Danmark“. Her fremgår Entstehung-proble-matikken af selve titlerne, hvad den ikke altid gør (hvilket også gør det så besværligt at indholdsbestemme de forskellige adhocratier). Den kan nem-lig også fjæle sig i en mere generel overgangsproblematik, som det sker med Allan Madsens „Tekstilproduktionens historie under overgangen fra feudalisme til kapitalisme“, med undertitlen „1. bidrag til tekstil- og be-klædningsproduktionens historie i Danmark 1600-1850“ og dens tematisk-kronologiske fortsættelse, Elisabeth Plums „Mellem husflid og verdensmar-kedsproduktion“, med undertitlen „Den danske kapitalismes etablering og dens indfletning i verdensmarkedet 1850-1914“. Entstehung-problematik-ken kan imidlertid også være totalt indhyllet i kryptiske titel-gevanter, hvor f.eks. N.F.S. Grundtvig leverer hovedtitlen med et direkte citat, og Ernst Bloch dele af undertitlen med en historiefilosofisk tankefigur som i Jørn Falks „“Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord“. Vor uforbrugte kul-turarv fra det nittende århundrede“. Bag de esoteriske titel-slør skjuler sig imidlertid en – lidt ufuldbyrdet – Entstehung des Proletariats als Lernpro-zess – in Dänemark, for nu at udtrykke det på tiårets foretrukne diskursive sociolekt. Endelig kunne den socio-historiografiske tilbøjelighed drapere sig som kvindesagsproblematik, som f.eks. Lis Højgaards „Bidrag til den danske kvindebevægelses historie 1870-1900“.

Hvad mere er: ganske vist står menuen her som oftest på metodiskka-tegoriale formbestemmelser, med tilbørlig reverens til det kapitallogiske oprydningsarbejde, som er foretaget af Reichelt, Schanz og de andre. For det må selvfølgelig her handle om f.eks. „kapitalkategoriernes før-kapitali-stiske eksistensformer“, eller med Marx’ egne ord om „kapitalens antedilu-vianske former“17, om jordejendommen og de dertil knyttede herredømme-forhold, hvis nærmere bestemmelse så kan give grønt lys for en „glimtvis historisk konkretisering“, som det så forsigtigt hedder et sted. Med en anelse hermeneutisk perfidi kan det imidlertid ikke undgås, at man ved

17. „Kapitalens antediluvianske former“; ‘diluvium’ betyder ‘oversvømmelse’, og Marx hentyder med dette billede til kapitalformerne, således som de eksisterede før (synd)-floden, dvs. før verden gik af lave, blev moderne, jvf. udtrykket „aprés nous déluge“.

266

genlæsningen af disse arbejder også klart fornemmer, hvorledes de dydsi-rede, kategoriale formbestemmelsers over-jeg ingenlunde formår at dølge det sanselige jeg’s lidenskabelige appetit på stofligheden, på de historiske konkretiseringer, ja netop de farverige „gevanter af konkret historisk de-tailrigdom“, der sandt for dyden ikke lader sig nøje med at optræde blot „glimtvis“, men som i slet bevogtede øjeblikke giver sig hen i en overdådig fortællerglæde, en narrativ fylde, der – glimtvis – leder tanken hen på en Balzac (Marx’ uopnåelige, stilistiske forbillede), en Dickens eller en Beni-to Scocozza. Uden i øvrigt at have så meget andet tilfælles med den sidst-nævnte udover referencerne til en række af dansk historiografis kronede hoveder: Erslev, Arup, Hans Jensen, Skrubbeltrang, Axel E. Christensen, Willerslev for blot at nævne nogle stykker. Var Institut for Kultursociologi i 70’erne ved at udvikle sig til et filial af Historisk Institut? Det spørgsmål vender vi tilbage til om lidt.

Generelt kan man sige, at kultursociologernes gauchisme kom til udtryk gennem en entusiastisk, omend nok uerklæret, tilslutning til CohnBendits devise om at genopfriske arbejderklassens erindring om dens (mulige) re-volutionære fortid. Som det også havde ligget i „Røde Dannys“ intentioner, indebar dette nødvendigvis en oprydning blandt skeletterne i skabet til den internationale KP-tradition. De politikrelevante bravallaslag på Institut for Kultursociologi udkæmpedes derfor gerne i en slags fordobling, hvor po-sitioneringerne på de respektive diskursfelter ofte dølgede en langt mere omfattende skyggeboksning mellem mere eller mindre bedagede positio-ner på den politiske venstrescene, og hvor det som et ekko fra svundne dage også føg gennem luften med diverse beskyldninger for „spontanis-me“, „økonomisme“, „anarkisme“ „voluntarisme“, „arbejderisme“ foruden den uopslidelige „småborgerlig radikalisme“. Videnskabsteoretisk var det gerne således, at i dén „videnskabeliggørelse af politikken“, som var man-ges kæphest, blev Althusser-skolens diskursive aflejringer som regel med en „kammeratlig“ gestus kastet i DKP’s såvel parlamentariske som – ikke mindst – extraparlamentariske vægtskåle, mens de Frankfurt-, Berlin- og Hannoverinspirerede diskurser med rund hånd tilflød partiet Venstresociali-sterne, der var næsten ligeså rummeligt som faget kultursociologi18.

På kultursociologi fandt rummeligheden dog sin principielle grænse i eet tilfælde. For vel ville temmelig mange på det tidspunkt (og det hvad

18. DKP stod for Danmarks Kommunistiske Parti, hvis mulige rester i dag, ligesom resterne af VS, Venstresocialisterne, i en stærkt omkalfatret udgave er at finde i Enhed-slistens parlamentariske gruppering.

267

enten de var DKP’ere eller VS’ere) kunne skrive under på følgende dictum: „Den marxistiske teoriudvikling foregik altid primært i den politiske bevæ-gelse, og det bør den fortsat gøre“. Det var fagets nye professor, cand.sci-ent.pol. Curt Sørensen, der med skriftet „Kultursociologi som studium og forskningsfelt samt videre problemer“ i 1977 indledte sin meget kortvarige ansættelse ved faget med bl.a. denne formodning.

Når ansættelsen blev så kortvarig, er det blevet tolket som, „at der allere-de var hanhunde nok på territoriet“ (Nicolaisen 1994:77). Må da et par af de relevante hanhunde benytte lejligheden til at erindre om, at det (med skam at melde) ikke så meget var „videnskabeliggørelsen af politikken“, der her skilte parterne, men at Aarhus-hunden (sin vane tro) pissede et politologi-felt af, der i og for sig kunne være tilforladeligt nok (det kunne have været en fødselshjælper for et andet fag, vi på dette tidspunkt delte tag med, nem-lig samfundsfag, i dets metamorfose til dagens statskundskab), men som bare ikke havde meget med kultursociologi at skaffe.

For Instituttet gjorde år efter år og med inderlighedens styrke Universi-tetets årbog opmærksom på, at „kultursociologi er en integreret videnskab om mennesket, samfundet og kulturen. Specielt karakteristisk er derfor den tværvidenskabelige, komparative og historisk funderede tilgang i analysen af en række problemstillinger“, at kultursociologien, skønt den tager sit ud-gangspunkt i en række fag, ikke desto mindre „netop udviser en bestræbelse på at overskride de traditionelle samfundsvidenskabelige og humanistiske disciplinopdelinger“ (Universitetets årbog 1980, s. 96). Måske var det også en umulig opgave at stille sig. En stor mundfuld i hvert fald. Således „at overskride de traditionelle samfundsvidenskabelige og humanistiske disci-plinopdelinger“.

Som vist havde imidlertid den „historisk funderede tilgang i analysen“ fe-jret sine stille, kætterske triumfer, især som socialhistorisk adhocrati (der mere og mere åbenlyst kom til at farve diverse overgangsadhocratier). Og det til en grad, at Jonathan Schwartz i 1979, med vanlig seismologisk fornemmelse, kunne stille spørgsmålet: „Is social history to bee the fourth field in cultural sociology, along side of sociology, social psychology, and social anthropo-logy? Or, is social history going to subsume or devour cultural sociology?“ (Kulturrosen 28/6 1979). Og sandt nok: tiden var i forvejen tyk af diverse sub-sumtions-metaforer. Som metodologisk refleksionsmoment i en således tænkt, diskursiv opslugningsprocedure introducerer Schwartz dertil den franske An-nales-skole, hvis raison d’etre jo netop har været formidlingen mellem historie og sociologi. Men på det tidspunkt var folk allerede taget på sommerferie.

Snarere var det vel også den første af Schwartz’ antagelser, der – infor-melt – gjorde sig gældende: at „social history“ gjorde krav på at udgøre „the

268

fourth field in cultural sociology“. Fagets specielle, disciplinære konstruk-tion gik dengang under kælenavnet „den trepattede ko“. Men som enhver kvægpranger vil vide, er dette jo netop metaforen for at være blevet taget ved næsen i en kohandel. En firepattet, ordentlig malkeko kunne den kul-tursociologiske konstruktion imidlertid ikke blive af rent formelle, studie-plansmæssige årsager. Når der altså kun måtte være tre discipliner i stalden, måtte en evt. fjerde skubbe til de andre. Og her var det især „social history“, der skubbede „social anthropology“ ud af staldvarmen for en tid.

Et metodologisk prangerkneb kunne her være at argumentere for, at stu-dieplanens krav om studiet af „ikke-industrialiserede samfund“ kunne indlø-ses diakront, hvorved overgangsproblematikken („fra feudalisme til kapita-lisme“ osv.) efter ønske kunne erstatte socialantropologiens synkrone tilgang, der i forvejen var under mistanke for at være et ægtefødt barn af den vestlige imperialisme (hvilket antropologer som Kathleen Gough m.fl. jo selv havde postuleret). Men måske havde det socialhistoriske adhocrati allerede kulmi-neret, da Jonathan Schwartz formidlede sine metodologiske refleksioner.

Adhocrater og overlevereUdgjorde Institut for Kultursociologi så i denne periode et filial af Historisk Institut? Nej, alene af den grund, at faget ikke således hyldede det discipli-nære monogamis princip. Som riget i midten plejede det frimodigt (og pro-grammatisk) omgang med snart sagt samtlige samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner. Et kig på fagets censorliste kundgør imidlertid, at der (lige til det sidste) optræder ganske mange historikere – foruden filosof-fer, litterater, antropologer/etnografer, kulturgeografer, psykologer, økono-mer m.fl. Som sig hør og bør for et fag, hvis ambition det er at „overskride de traditionelle. . .disciplinopdelinger“.

Ligeså generøst (eller rådvildt) dyrker faget også sine forskellige peri-odikale gæstevenskaber med artikler i „Historievidenskab“, „Jysk Selskab for Historie“, „Marxistisk Antropologi“, „Stofskifte“, „Den ny verden“, „HUG!“, „Kontext“, „Häften för Kritiska Studier“, „Økonomi og Politik“, „Nordisk Forum“ m.fl. Dertil kom selvfølgelig, på hjemmebane, „Kulturro-sen“, der dog aldrig tog springet til et egentligt tidsskrift, omend faget med „Kultursociologiske Skrifter“ og „Kultursociologisk Reproserie“ fik noget, der lignede en selvstændig udgiverprofil.

Som antydet blev den klassiske fieldwork-anthropology klemt dels af det socialhistoriske adhocrati, dels også af „ikke-industrialiserings“- disciplinens egen repræsentanter, der ofte fandt, at beskyldningerne (for det meste: løsag-tige) for imperialistisk medløberi blev for belastende. En måde at overleve

269

med sine særinteresser kunne her være at omformulere socialantropologiens traditionelle genstandsområde, så den lød på: „Imperialisme og underudvi-kling“, eller den mere offensive, med brod til den hjemlige, offentlige debat: „Dansk imperialisme i det sydlige Afrika. En analyse af de danske relationer til Sydafrika og Mozambique fra 1975 til 1979“, eller overgangsproblema-tikken fandt sin særlige udmøntning gennem magisterafhandlinger af typen: „Studiet af det førrevolutionære Kina“, „Et teoretisk bidrag til diskussionen om før- og ikke-kapitalismen“ m.fl. Endelig kunne kvindeproblematikken ud-folde sig på eksotisk grund med: „Arabiske kvinder“ og „Kvindemobilisering på baggrund af kvinders rolle i produktionen i Tanzania“ (det sidste tema skulle dog først udfolde sin fulde flor i det følgende årti).

I forlængelse af de sidstnævnte kunne man så – lidt provokerende – spørge: eksisterede der i 70’erne en så tilstrækkeligt velafgrænset, metodo-logisk konsensus omkring kvindespørgsmål, at den opfylder kravene til eet adhocrati? Eller var diskursfeltet ikke snarere bemandet (!) med en række kvindelige adhocrater, der – typisk for faget – intervenerede kvindepolitisk inden for samtlige disciplin-muligheder? Vi kan udvide betragtningen til det ellers så nogenlunde velafgrænsede (og stærke) adhocrati, der vedrører arbejdsmarkedsforhold og fagbevægelse. Vi finder her en række konferens- og specialeafhandlinger af typen: „Fagbevægelsen og den materialistiske historieopfattelse“, „Om fagforeninger og indkomstpolitik“, „Den gamle arbejderbevægelse i Tyskland“, „De statslige lønarbejdere“ m.fl. Det ligner jo et adhocrati, og stærkt står det i erindringen som noget meget karakteri-stisk for sin tid. Men man skal ikke forlade sig på overfladernes. . o.s.v. Og går vi lidt i kødet på disse afhandlinger, finder vi da også, at ikke mindst her gjalder ekkoerne fra den mere eller mindre anti-leninistiske venstre-socialisme (taget i bred forstand) i dens opgør med resterne af den kom-munistiske III. Internationales bastioner. Og så sandt som kapitallogikere (foruden disciple af Korsch, Mattick m.fl.) sjældent kunne være i stue med stamokap’ere og tilsvarende Kreml-aflejringer ret længe ad gangen, er det vel også her et spørgsmål, om man egentlig kan tale om eet adhocrati. Men feltet var uhyre produktivt. En håndfuld (efter alt at dømme) partipolitisk motiverede adhocrater trænger således, via litterært feltarbejde parret med sand dødsforagt, direkte ind i „den forrådte revolutions“ kernelande med af-handlinger som: „Arbejderklassens livsbetingelser i Sovjetunionen fra 1928 til 1940“ og „Landbrugsproduktionen, landbrugspolitik og økonomisk po-litik i Sovjetunionen fra 1917 til 1929“. I begge tilfælde leverer tilgangen imidlertid en lille pind til KP-traditionens ligkiste.

Med den sidste havde så også bondeproblematikken fået sin skærv, hvilket vel også var tilfældet med afhandlingen „Ujamaa Vijijini – stat og

270

bondesektor i Tanzania“. Men eksisterede der derfor et egentligt bonde-adhocrati? Eller havde det i virkeligheden mere med et statsinterventions-adhocrati at skaffe? Ligesom afhandlinger af typen: „Analysis of State Po-licies towards mothers alone in Denmark“, „Alderdomshjem, – reformer og alternativer“, „Dansk kulturpolitik i 60’erne“, „Fysisk planlægning og samfundsmæssige reproduktionsproblemer“? Og så svirrer det uafladeligt med afhandlinger, der ikke egentlig refererer til noget blot rimeligt velaf-grænset adhocrati f.eks.: „Nyheder i dagspressen – en analyse af nyheds-behandlingen i Aktuelt og Politiken“, „Folkeskolens informationsopgaver“, „Byudvikling og lokale fællesskaber“; men også: „Kvindesocialisation – en teoretisk og empirisk belysning af 19 kvinders køns- og klassespecifikke socialisation“ og „Om alkoholmisbrug. Bidrag til en teoretisk reference-ramme til forklaring af kønsforskellen i alkoholmisbrugsfrekvens“ – til-hørende samme adhocrati? Næppe, og i modsat fald: hvad var så dens navn? Endvidere: „Det civiliserede barn“ og „Den fascistiske lærestreg“. Her ved vi tilfældigvis, at Ole Klitgaard og Flemming Røgilds var dybt optaget af Wilhelm Reichs forfatterskab. Men dette engagement rækker næppe til et egentligt adhocrati. De endnu unævnte må have os undskyldt, men vi kom-mer ikke videre ad den vej. Mangfoldigheden var større end som så.

I tilbageblikkets hulspejl kan vi imidlertid se, at yderligere tre titler vars-ler nogle af det kommende årtis diskurser, nemlig Birte Beck Jørgensen & Leif Thomsens „Arbejderklassens hverdagsliv i en forstad“, Eyvind Vessel-bos „Samefolket – en etnisk minoritet i Sverige“ og Christian Horsts „Mi-gration og vesteuropæisk kapitalisme“. Blot lige akkurat konstateret, for re-sten ligger hinsides de tidsmæssige rammer for vor artikel. Hvad som helst: når det i berørte periode drejer sig om Institut for Kultursociologi, med dets rummelighed, dets legendariske (eller berygtede) metodologiske hedonisme, dets anarkiske styrings(u) muligheder m.m., ser det ud til, at de fragmente-rede adhocratier radikalt lever op sin egen definition: der er mere tale om egensindige adhocrater og sammenbidte overlevere end om velafgrænsede, kollektive adhocratier, baseret på veldisciplineret, metodologisk konsensus.

Som en kapitallogisk adhocrat, der både forfægtede og videreudviklede de relevante positioner, bl.a. også gennem sit arbejde i Lavindkomstkom-missionen, kan Finn Valentin nævnes. Han var, måske ikke helt tilfældigt, uddannet sociolog, men forlod efter en årrække Instituttet. En adhocrat i sig selv var også Søren Damkjær, som højt hævet over det partipolitiske kævl (der vist nok aldrig efterlod ham en eneste skramme) øste gavmildt af sine indsigter i sovjetsamfundets og den såkaldte realsocialismes hemmeligheder. Foruden så meget andet og ikke mindst kultursociologiens omskiftelige vi-denskabsteoretiske funderinger. En lignende, omend mere sokratisk uforstyr-

271

rethed, hvad angår det befængte økonomiske kampfelt, udviste også Frode Rasmussen. Nogle nævnt, andre ikke glemt, men ofret på sideantallets alter.

Fragmenterede adhocrater og sammenbidte overlevere. Til de sidste hø-rer Jesper Due & Jørgen Steen Madsen, som i 70’erne startede deres impo-nerende publikationsvirksomhed med bl.a. „Strejkens sociologi“, „Staten og de sociale klasser“ og snart havde manuskriptet til „Overens-komstsystemets sammenbrud“ klart til trykning. Som DKP’ere havde de fået så læsterlig mange pryl på et felt, der i hovedsagen var domineret af kapitallogikere og andre anti-leninister. Men de var seje overlevere og organiserede med tiden (DKP’ere kunne bare dét der med organisation) det vel nok mest langtids-holdbare adhocrati, som faget endnu har set, og som i dag kalder sig FAOS. Men nu går vi igen ud over vore rammer. En anden sej overlever var Ida Nicolaisen, som til en vis grad var blevet skubbet ud af staldvarmen på grund af visse løse rygter om denne socialantropologi. Dog fandt hun hurtigt desto større hjerte- og husrum hos en hidtil ukendt etnisk gruppe, Punan Bah i Sarawak, hvor hun gjorde feltarbejde. Og snart fik hun følge af flere andre. Indberetningen til Universitetets årbog 1980 nævner således yderligere tre, der har været på feltarbejde: Ida Andersen i Rom med henblik på studier af kvindeorganisering blandt industriarbejdere, Susanne Thorbek i Bangkok med henblik på kvinders livssituation og Thorkil Ørum i Syditalien med henblik på studier af en agrarreform i Calabrien. Faget kultursociologi, der er blevet gennemrystet i sin grundvold, står parat til at tage hul på et nyt årti.

Opklaring og forfaldPræcis ti år efter ’68 udkom så med tysk ekstrapost to publikationer, nemlig W.Wagners „Angst og Bluff“ og „Marx på Uni“, omkring hvis budskaber genkendelsesgraden (atter engang) var ganske høj også i danske universi-tetsmiljøer. Hvorledes en mulig ophævelse af de dramatisk beskrevne angst- og bluffmekanismer på universiteterne så skulle finde sted, var imidlertid et speget spørgsmål, således som fagkritikken nu engang var organiseret, ikke mindst på Sociologisk Institut.

Også i dette perspektiv forekommer 1975 at være skelsættende. Det var året for Svalastoga-klanens 25-årsjubilæum (og gradvise forsvindings-punkt); det var året, hvor Kurasje-klanen forfattede sin revsende leder ved-rørende „den kollektive afklaringsproces på venstrefløjen“, og det er året, hvorfra forfaldskurven vedrørende denne afklaringsproces også lader sig datere. Et tilbageblik på den tidlige studenterbevægelses mærkbare enga-gement giver ved tiårets slutning Kurt Aagaard Nielsen anledning til en vis undren, eftersom alting vidner om „benhårde miljøer, hvor angsten for at

272

dumme sig måske har været endnu kraftigere end den er i dag“. Og han spørger sig, hvordan der overhovedet kunne skabes en så omfattende mas-seopslutning om aktivitetsformer, „som i sig rummede en undertrykkelse af især kvinder og yngre kammerater?“ (Nielsen 1979:45f).

I sin søgen efter et svar peger Kurt Aagaard på de første kollektive mani-festationer mod de professorale oligarkier, især den type af subjektiv engage-ment og energi, som blev bundet i selve positivismekritikken; for „Kapital-læsningsdillen var ikke blot en „modestrømning“ – den var det logiske svar på frustrationer. . .som havde udgangspunkt i studenterne selv. Denne sammen-hæng mellem behovet for at få opklaret egne frustrationer og det mere orga-niserede systematisk teoretiske skolingsarbejde udgør væsensårsagen til mas-seopslutningen og forklarer også, hvorfor denne masseopslutning varer ved helt frem til ca. 1975 på trods af, at skolingsprocessen blev realiseret i nogle former, som i sin ydre skikkelse ikke stod væsentligt tilbage for det forkætrede professorvælde“ (ibid. p. 47 – vore fremhævelser). Er den ydre forskel så ikke blot, at der her har konstitueret sig et egalitœrt oligarki, dvs. uden et klanover-hoved i kød og blod (mens vi aner konturerne af dr. Marx’ kontrafej)?

1975 betegner også tidspunktet, „hvor studenterbevægelsens brede poi-nergenerationer nærmer sig overgangen til det akademiske arbejds-marked“ (jf. motivgrundene til det første nummer af Kurasje). Takket være de statslige nedskæringspolitikkers Mare-Ritt19 blev kampen om jobbene såvel indenfor som uden for universiteterne ganske hård. „Denne nye tilstand bringer nogle latente mangler i blomstringsperiodens politiske og universitære selvforståelse til udløsning“, konstaterer Kurt Aagaard. Allerede var det således, at „opkla-rings“- eller skolingsarbejdet var blevet gennemført på en måde, „som i sin ydre form reproducerede alle de akademiske konkurrencemanérer i form af ekstremt sekteriske nedkulinger af folk, der ikke havde forstået det hele rigtigt eller som forsyndede sig i forhold til nogle af de subtile almene teoriforud-sætninger. Disse perversiteter truede (dog) endnu ikke bevægelsen så længe „opklarings“ -engagementet havde tilstrækkeligt greb om de enkelte kamme-raters udgangspunkt. Men i og med konjunkturomslaget vender billedet, og de akademiske albueprincipper får overtaget“ (ibid. p. 50 – fremhævelser samt det parentetiske „dog“ vor tilføjelse).

Hvor bevægelsens trevler fortsat eksisterer som miljøer, er det derfor først og fremmest de steder, „hvor fagkritikken og marxismen er kommet i så stærk en position, at dens tilstedeværelse ikke svækker mulighederne for en akademisk karriere“. Men heri finder Kurt Aagaard kun en fattig trøst, højst

19. Undervisningsministeren hed på dette tidspunkt Ritt Bjerregaard.

273

„en pseudooverlevelse, da bevægelsens politiske kvaliteter allerede er stivnet til dogmatisme“. Institutionaliseringen har desuden bevirket, at de fagkri-tiske projekter har fået en stærk universitær drejning – „de er brutalt sagt blevet omdefineret til afløsningsopgaver og eksamensopgaver“ (ibid. p. 50f).

Den marxistisk funderede (ifølge Kurt Aagaard:) pligt til teoretisk be-arbejdning af kapitalisme- og videnskabsforståelsen bliver dermed omfat-tende afløst af de dogmatiske standpunktserklæringer og af de akademiske socialisters interesse i meritering. Bevægelsen fra en almen politisk bear-bejdning af „de centrale opklaringsspørgsmål“ til diverse perfektioneringer af akademiske specialfelter, som dette f.eks. kom til udtryk gennem den såkaldte realanalysetradition, hvis udvikling efter ’75 vel kun i ringe grad var optaget af en viderebearbejdning af det oprindelige forskningsprograms revolutions- og politikkonception, men desto mere – og vi kan tilføje: gan-ske i læremesteren Svalastogas ånd – af en perfektionering af de empiri-ske målingsproblemer, hvor der henvises til diskussionerne omkring Jens Brinch’s „Kapitalakkumulationen i Danmark efter 1940“.

Behovet for „opklaring“, som dannede baggrund for studenterbevægel-sens teoretiske blomstringsperiode, eksisterer altså ikke mere; og grunden er den, „at de teoretiske aktiviteter er prædefineret som socialistiske og der-ved blevet så fetischerede, at præmisserne ikke behøver en problematisering på samme måde, som det var tilfældet i hele det positivismekritiske tidsrum og tiden efter“ (ibid. p. 53). Såvel kapitallogikken som dens modpositioner er således blevet underlagt en akademisk interesse, der gør det vanskeligt at genkende de oprindelige opklaringsspørgsmål, som blev formuleret i for-hold til Marx’ kritik af den politiske økonomi. „Ikke desto mindre udtrykker netop opgøret med kapitallogikken en ubegreben (og dermed også uforløst) reaktion imod denne traditions manglende evne til at holde fast i og udvikle den interesse i opklaring af egne historiske frustrationer, som i sin tid dan-nede baggrund for rekonstruktionsbevægelsen“ (ibid. p. 57).

Men Kurasje-folkene holdt fast i noget andet. Som vi allerede har hørt, meddeler de ved tiårets slutning – for ikke i den standende fragmenterings-proces at skabe grobund for kuprygter o.lign. – at udgangspunktet for deres overvejelser vedrørende „den kollektive afklaringsproces på venstrefløjen“ fortsat er de redaktionelle ledere fra skelåret 1975. Kurasje-folkene reinkar-nerer således på en forunderlig måde hele to romerske patriciere, nemlig Fa-bius Maximus, med tilnavnet Cunctator eller Nøleren (som derfor blev et totem for det britiske Fabian Society) og så Cato den Ældre, der til sin døds-dag fastholdt sit ubønhørlige: praeterea censeo Carthaginem esse delendam, hvilket oversat til dansk svarer til Kurasje-folkenes scientistiske omkvæd, at det er „overfladernes teoretiske status“, der for enhver pris bør ødelægges.

274

Epilog

Universitetenes fellessymbol er søylene med et sammenbindende arkitrav. Fagene skal både utvik-les på egne premisser og desuten kunne forholde seg til hverandre.Sigurd Skirbekk

Efter de sene tresseres store begivenheder, hvor der altså skete det samme, som ved hint pinseunder: de døbte begyndte straks efter at tale med for-skellige tunger, besindede de forskellige menigheder sig efterhånden på de særpræg, der havde kendetegnet dem hver især, før det store forvandlin-gens under indtraf. Det viste sig da, at ligesom der i sin tid – før Ånden kom over dem – havde været forskel på folk fra Samaria og folk fra Judæa, på aramæere og hebræere, på saddukæer og farisæer, således var også det vidt udstrakte sociologisk-antropologiske landskab befolket med forskel-lige stammer, hvis egenartede moeurs nu så småt begyndte at komme til sin gamle ret igen. Hvor der stedvis i forbindelse med voksendåb kan være tale om, at den nydøbte, som en del af ritualet, forkaster sit gamle navn, dvs. Jeg (en Saulus fra Tarsus f.eks.), således havde også de sociologiske fag haft de-res problemer med de gamle, belastende navne. Dette har vi tidligere omtalt som fagenes navnefortabelse. Denne havde i sin tid været en helt naturlig følge af de overvældende tildragelser, alle var blevet udsat for, men viste sig dog i længden at være uholdbar.

I løbet af 80’erne vedstår de to sociologiske fag sig således efterhånden deres faglige særpræg, traditioner og videnskabelige rødder. På Sociologisk Institut ser vi nu afhandlinger om eksempelvis „Ferdinand Tönnies’ Geme-inschaft og Gesellschaft“; om „Kapitalisme og rationalitet i Max Webers sociologi“ og om „Social viden og socialvidenskab – en diskussion af for-holdet mellem dagligdags og socialvidenskabelig begrebsdannelse som behandlet hos Winch, Weber, Schutz og Garfinkel“. Kurt Aagaard Nielsen færdiggør et større arbejde om sociologiens historie (1983) med hovedvæg-ten på den klassiske sociologis socialisationspolitiske figurer. Gestur Gud-mundsson retter ligeledes blikket mod sociologiens teorihistorie for her at opspore og analysere fremherskende opfattelser af subkulturelle fænome-ners karakter og betydning.

Afhandlinger, de til instituttet tilknyttede læreres forskningsindsats, un-dervisningstilbudene og arbejdet i studiegrupperne dokumenterer en stigen-de interesse for sociologiske aspekter ved dette og hint genstandsområde. Kvindesociologien markerer sig stærkt i løbet af 80’erne. Vi ser (iøvrigt på

275

begge institutter) studier af subjektivitet, socialisation, hverdagsliv og fami-liesociologiske problemstillinger. Sociologisk Institut danner ramme for et større projekt om „Arbejderbevægelse og velfærdsstat i Vesteuropa“ fulgt op af projektet „Fattigdom, arbejdsløshed, marginalisering“ hvis afrappor-teringer opnår betydelig gennemslagskraft.

På et tidspunkt havde Institut for Kultursociologi en anden Aarhusmand på sin lønningsliste; hans hyre var ikke høj, han var ekstern lektor i so-cialpsykologi. Hans navn var Lars-Henrik Schmidt. På tærsklen til 80’erne fremtvinger den lidt generte unge mand følgende memento i „Kulturrosen“ (17/5 1979): „En virkelig tværfaglighed kan ikke etableres ved at man – symbolsk udtrykt – laver en rundbordssamtale mellem sociologer, psyko-loger, antropologer og filosoffer. Rundbordet, Rosenborggade 17, kan kun være en abstrakt ramme, men man må tale om det samme – en fælles posi-tivitet i stedet for en mosaik“.

Selvom unge Schmidt her grundlæggende sætter fingeren på kulturso-ciologiens sårbare Achilleshæl (som den siden skulle blive fældet på: man-gelen på forankring i een disciplin) og siden meget overbevisende skulle demonstrere, hvilken „fælles positivitet“, der kan være forbundet med be-grebet socialanalytik, så var dog 80’ernes kultursociologer ingenlunde eller rettere: mindre end nogensinde til sinds at opgive det gamle program, som havde været der før de store begivenheder, nemlig udarbejdelsen af „en in-tegreret videnskab om mennesket, samfundet og kulturen“. Dét havde været i spil hele tiden som en stærk understrøm, men vel fremfor alt også: som nogle pragmatiske, studieplansmæssige rammebetingelser for, hvorledes en mag.art. i kultursociologi indholdsmæssigt kunne skrues sammen. Og det var fremdeles en insisteren på, at den kultursociologiske faglighed var base-ret på ikke en sideløbende, men en integreret tilegnelse af de således invol-verede faglige discipliner. Derfor var også videnskabsteori, metodereflek-sion og -kritik helt centrale bestanddele af det kultursociologiske håndværk.

Så kan man altid diskutere plastiske, arkitektoniske metaforers holdbar-hed: om metoderefleksionen f.eks. udgjorde grundlaget, på græsk: basis, el-ler om den ikke snarere, hvilket også ligger i Skirbekks billede, udgjorde den sammenbindende arkitrav, byggende på de faglige søjlers massive stræben. Men så krakelerer metaforen også som billede på kultursociologien; for søl-jer må nu engang i deres suveræne massivitet stræbe sideløbende, mellem søjler indbyrdes er al tale om integration derfor absurd. Ikke hermed sagt, at integration af fagligheder er absurd snak, tværimod, men den må, følgende metaforens plastisk-strenge logik, blive det. Og da søjlerne med det sam-menbindende arkitrav nu engang er academias symbolske udtryk, siger det også noget om, hvilke magter, det lille fag udfordrede.

276

Vi slap kultursociologerne der, hvor de skrævede over tærsklen til 80’erne. Som Lars-Henrik Schmidt også havde sagt: det symbolske rund-bord i Rosenborggade 17 var kun en abstrakt ramme. Og da kultursocio-logerne alligevel ikke var til sinds at følge hans råd, nemlig at tale om det samme, begav de sig drypvis fra rundbordets abstraktioner i vidt forskellige retninger mod de konkrete stofligheder, der var blevet advaret så indtræn-gende imod i årene forinden. I en uafladelig udfordring af Pallas Athenes stilrene søjlebygning forvandledes Institut for Kultursociologi til et verita-belt karavaneseraj for udforskende sjæle, der i stigende omfang inddrog den vide verden i sine forskellige synskredse; eller de drog selv ud i den. Med stipendie- og undervisningsdelen som rekrutteringsbasis udvidedes kredsen desuden med folk fra antropologi, kulturgeografi, psykologi og humaniora, der således underkastede sig en regulær kultursociologisk „omskoling“ eller „efteruddannelse“. Dette til trods, eller måske foranlediget heraf, overvandt faget snart sin ulyksalige navnefortabelse. Og da det jo ikke var en hvilken som helst sociologi, der var tale om, lod den genvakte forpligtelse på navnet sig også signifikant aflæse af en række temaer eller arbejder, hvor ordet „kultur“ bliver fællesnævner; og det være sig, hvad enten den konkrete stof-lighed hentes hjem fra en fjern egn af verden, eller den udfordrende trænger sig på fra det nære nabolag: kultur og hverdagsliv i Eritrea; katastrofer, flygtninge og hverdagskultur i Mexico; youth subculture in Britain; unges hverdagsæstetiske kulturproduktion; kultur, identitet og lokalitet; kultur og idræt; kroppens kulturfilosofi osv. Desuden sådanne, hvor det kulturelle er implicit: caribiske indvandrere i New York City; kvinder og økologi i Uttara Kannada, Sydindien; analyser af tyrkisk ungdom i Ankara og København; muslimske indvandrerkvinders møde med det danske sundhedsvæsen; in-dvandrerfamiliers integrationsmønstre i det hele taget; arbejdsmigration, integration, assimilation og etnicitetsstudier, kort og godt: den flerkulturelle udfordring.

Men da navnet i sig selv netop ikke var tvingende (hvor f.eks. en reli-gionssociolog vel næppe kan snige sig udenom det religiøse som specifik, fænomenal studiegenstand) kunne der uden navnefortabelse laves glim-rende kultursociologi også uden ligefrem at behøve tvære i dette kultur-begreb: arbejdsløshed og unge kvinders hverdagsliv; hverdagsliv, brud og livscyklus; fremtidens skole, fremtidens lærerforening; homoseksualitet og videnskab og mange flere til, men det her er jo ingen fagbibliografi. Måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at Institut for Kultursociologi ved 80’ernes slutning, som en af dets sidste ombæringer, stod som ar-rangør af en international konference med temaet: everyday life, cultural production and race.

277

Institut for Kultursociologi blev fældet, just som det var i begreb med at sandsynliggøre, at godt videnskabeligt håndværk ikke nødvendigvis be-høver at gøres med Pallas Athenes stilrene, appollinske søjlebygning for øje, men kan foregå på den faglige markedsplads’ finurlige præmisser, efter karavaneserajets tuskhandels-mønster. Men det skal man nok være kultur-sociologisk (ud)dannet for at se. Vi husker Kruhøfferudvalgets herostratiske forsøg på at læge de dybe sår på Sociologisk Institut. Det gik som det gik, og dermed var den potte vel ude. Men udvalget havde som også nævnt fået i opdrag at beskrive målsætningen for de sociologiske fagområder generelt, og her var det omtalte (og altså til hælften nedstemte) forslag kun det første skridt til problemernes løsning. Bortset fra, at udvalget finder det ønskeligt, at det ene attråede sociologiske institut får to-tre afdelinger, „repræsente-rende forskellige retninger eller grene af sociologien“ (det var nu nok et udtryk for en situationens opportunisme), så stopper det ikke hermed, men retter herefter sine hypotetiske skridt i retning af entografiens/antropolo-giens stammeområde. Etnografi og sociologi har alle dage været stærkt in-dvævede i hinanden, konstaterer udvalget, „og er ofte i udlandet placeret samme sted eller nær hinanden i administrativ henseende. Dette synes vel-begrundet ud fra det synspunkt, at de to fagområder i fællesskab kan og bør udvikle de bestående teoridannelser til en fælles, grundlæggende lære om menneskets socio-kulturelle liv“ (Betænkning s. 6). Det behøver man ikke engang være kultursociolog for at fatte rækkevidden af.

End ikke her gjorde dog udvalget holdt med sine forslag og appeller, idet det anser, at man også kunne forestille sig i et fagrådssamarbejde som det foreslåede (og som det altså fik gennemført) at inddrage andre samfundsvi-denskabelige fag. I så henseende ville udvalget navnlig pege på europæisk etnologi, dvs. Institut for Europæisk Folkelivsforskning. Naturligvis har også retsvidenskab, statsvidenskab (økonomi), samfundsfag (politologi) af-finitet til de anførte tre fagområder. Men som videnskaber, der beskæftiger sig med et enkelt aspekt af samfundslivet, mens sociologi, kultursociologi og etnografi/antropologi er fælles om, at de er generelle samfundsvidens-kaber. Dette de generelle samfundsvidenskabers fagråd opfordres nu den europæiske etnologi til at indtræde som fjerdepart i. Vi aner ikke, hvorle-des denne tilskyndelse blev modtaget på Institut for Europæisk Folkelivs-forskning. Agter heller ikke at undersøge det. Men med tidligere omtalte forskærtsede muligheder in mente (Boserup-Højrup-samarbejdet m.m.) er det jo let at se, hvilken international pondus, der kunne være tilflydt den sociologisk-antropologiske faglighed i sin helhed, om Kruhøffer-udvalgets drømmere ikke havde strandet deres skib på realpolitikkens prosaiske skær. Men kultursociologer – med eller uden specifik navnefortabelse – ville have

278

været som fisken i vandet i et sådant tværvidenskabelighedens karavane-seraj. Nu gik det så ganske anderledes for alle parter. I 1986 dekreterede Direktoratet for de videregående Uddannelser stop for optagelse af nye stu-derende til sociologi og året efter til kultursociologi. I efteråret 1989 blev Institut for Kultursociologi overflyttet til Linnésgade 22 og delte de sidste år igen hus og skæbne med Sociologisk institut. Den sidste magister i kul-tursociologi trådte ud i verden i 1995 – og „I ettertid kan det kansje virke ufruktbart å beklage seg over alt man skulle ha gjort med snøen som falt i fjor. Men erfaringsmessig pleier årstider å gjenta seg. Med den samfunnsut-vikling vi er inne i, ville det være tilnærmet naturstridig å ikke vente seg at kultursosiologien vil dukke opp igjen i det akademiske liv, om ikke nødven-digvis gjennom et eget institut“ (Skirbekk, 1995:80).

279

REFERENCER

Andersen, H. 1988, Publiceringspraksis og organisationsformer i danske sam-fundsvidenskaber. I, Politica nr. 2 (1988).

Boserup, A. 1973, Nogle kritiske bemærkninger om Erik Høgh’s „Vælgeradfærd i Danmark“ og om dens bidrag til socialfysikken. I: Sociologiske Meddelelser 17. Serie (1973).

Cohn-Bendit, D. 1968, Venstreradikalismen, Studenteroprørets baggrund og stra-tegi. København: Rhodos.

Fogh Kirkeby, O. 1975, Kapitallogik og historie. Roskilde: RUC Boghandel og Forlag.

Forfatterkollektiv, 1979, To Rapporter fra Dekvalificeringsprojektet. Køben-havn: Sociologisk Institut.

From Lauridsen, J.; N. Møller & C. Højman Olsen 1977, Teknologi, arbejdsor-ganisation og kvalifikation – og udviklingen i den danske industri efter 1950. København: Sociologisk Institut.

Højrup, T. 1995, Omkring livsformsanalysens udvikling. København: Museum Tusculanums Forlag.

Høgh, E. 1975, Et Jubilæum 1950-1975. I: Sociologiske Meddelelser 19. Serie (1975).

Israel, J. 1968, Forord til: Herbert Marcuse: Protest, demonstration, revolt. Stock-holm: Aldus/Bonniers.

Kirstein, J. 1988, Sociologiske magister- og kandidatafhandlinger. En 20 års biblio-grafi. København: Sociologisk Institut.

Korsch, K. 1972, „10 teser om marxismen i dag“. I: Staten og kontrarevolutionen. København: Paludan.

Kurasje (diverse numre).Madsen, A.; S. Ejersbo & S. Damkjær (red) 1994, Den kultursociologiske omtanke.

København: Akademisk Forlag.Nicolaisen, I. 1994, Kultursociologiens historie – visioner og virkelighed. I: A.

Madsen et.al. (red) 1994.Nielsen, K. Aagaard 1979, Studenterbevægelsen blev sin egen bøddel – Galgen hed

Uni. I: Kontekst nr. 38.Nielsen, K. Aagaard 1983 (1988), Sociologi og socialisation. København: Socio-

logisk Institut.Nissen, T. 1991, Landet blev by (Bind 14 i Gyldendal og Politikens Danmarkshisto-

rie). København: Gyldendal og Politiken.Rabehl, B. 1974, Historie og klassekamp. Marxistisk indføring i arbejderbevægel-

sens historie. København: Rhodos.Ranulf, S. 1946, Socialvidenskabelig metodelære. København: Ejnar Munksgaard.Rokkan, S. 1973, Opposisjonsinnlegg ved disputas over Erik Høghs avhandling:

„Vælgeradfærd i Danmark 1849-1901“. I: Sociologiske Meddelelser 17. Serie (1973).

280

Rudfeld, K. 1973, Bagord (til skriftlige udgaver af opponentindlæg ved Erik Høghs forsvar af disputatsen: „Vælgeradfærd i Danmark 1849-1901). I: Sociologiske Meddelelser 17. Serie (1973).

Skirbekk, S. 1995, (Anmeldelse af A. Madsen et.al. (red): Den kultursociologiske omtanke. I: Sosiologisk Tidsskrift nr. 1 (side 79-80)(1995).

Svalastoga, K. 1969, Sociologisk Metodik. Bind 1. København: Paludans Forlag.Wolf, P. 1973, 2. uofficielle opposition ved Erik Høghs disputats den 24. november

1972. I: Sociologiske Meddelelser 17. Serie (1973).

281

Kapitel 7

VEJEN TIL NEDLUKNING AF DE SOCIOLOGISKE INSTITUTTER

Af Kurt Aagaard Nielsen og Finn Hansson

Indledning ............................................................................ 282

Forspil: Fra storfag til småfag ............................................... 283

Rebet Strammes: Besøgsrunden 1985-86 ............................. 285

Den afgørende styrkeprøve 1986-88 .................................... 286

En tilsyneladende kompromisløsnig 1989-91 ....................... 289

Konklusion ........................................................................... 291

Litteratur ............................................................................. 292

282

IndledningForløbet der førte til den politiske beslutning om lukning af de sociologiske institutter skal her beskrives i skitseform. Tolkningerne af dette hændelsesfor-løb er på forskellig vis indvævet i øvrige artikler, men her vil vi give en skitse af det faktiske forløb – selv om det ikke er ensbetydende med, at vi kom-mer særligt meget nærmere til en forklaring. Fremstillingen bygger bl.a. på et grundigt casestudium, som er gennemført af en gruppe RUC-studerende, som i forbindelse med et kursus i Lund undersøgte processen ud fra en eva-lueringssynsvinkel1. Den periode, vi behandler, er især 1980 – 1988. I 1988 er lukningen af de to institutter en realitet og der bliver ikke senere foretaget skridt til andre løsninger. Ganske vist er det i 1988 endnu ikke klart under hvilke omstændigheder et nyt Sociologisk Institut kan etableres – men at det bliver enten et helt nyt institut eller en langvarrig lukning er fra dette tidspunkt de eneste alternativer. Som et lille efterskrift til beskrivelsen af lukningspro-cessen vil vi dog slutte denne fremstilling med enkelte faktuelle oplysninger om hvordan opstarten af det nye Sociologiske Institut kommer i stand.

Lukningshistoriens aktører er følgende:

◆ Undervisningsministeriet personificeret ved diverse udnævnte (fag-lige) underudvalg; det er fra denne aktør, der konstant har været formuleret be-hov for ændringer/opstramninger/ rationaliseringer – for til sidst at ende med dekretering af lukningen af de to sociologiske institutters uddannelse.

◆ Lærere og studenter (og deres faglige organisationer) er i hele perioden i strategisk samspil enten direkte med Undervisningsministeriet eller via den tredje centrale aktør:

◆ Københavns Universitet – operationelt udtrykt ved det Samfundsviden-skabelige Fakultet og dekanerne i den omhandlede periode.

◆ Sociologforeningen og sociologsamfundet intervenerer på forskellige tidspunkter i processen – uden at der dog på noget tidspunkt er tale om Sociologforeningen som forhandlende part. Det tætteste sociologsam-fundet kommer på at agere som forhandlende part er officielle tilkendegi-

1. Andersen, Nina Blom, Camilla Hutters, Jonas Lindholm og Kirstine Vinderskov: Dommen over Dumaen. Omstændighederne omkring lukningen af Sociologisk Institut. Lunds Universitet 1995. I undersøgelsen indgår relevant datamateriale om processen; desuden indgår interviews med flere nøglepersoner.

283

velser og foretræden som ‘mellemmand’ mellem de fyringstruede lærere og de akademiske fagforeninger. Sociologforeningen er imidlertid også som aktør en „offentlighed“ – et sted for erfaringsopsamling og debat i sociologsamfundet.

Strukturen, som processen forløber indenfor, er Styrelsesloven for de hø-jere uddannelser og universiteterne. I henhold til Styrelsesloven er det alene Universitetet, der har bemyndigelsen til at tage så radikale skridt, som har fundet sted overfor de sociologiske fag – men hændelsesforløbet er samti-dig et klart vidnesbyrd om hvor omfattende de indirekte styringsmidler fra Undervisningsministeriet er blevet og som i den konkrete sag reelt sætter universitetets egne kompetencer ud af kraft – også selv om der ikke kan henvises til lovbrud eller konkrete misligholdelser2.

Forspil: Fra storfag til småfagSociologisk Institut havde igennem hele 70’erperioden været i Undervis-ningsministeriets søgelys, og – som beskrevet hos Lise Drewes Nielsen og Falk/Madsen – afstedkom det „ude-fra-dikterede“ studiebe-kendtgørelses-reformer, hvoraf nedlæggelsen af magisterordningen og opstramning af kandidatordningen er den vigtigste konkrete begivenhed, der skulle rette den sociologiske uddannelse mere i retning af et ikke-universitært aftager-marked. Meget tyder imidlertid på at denne omstillingsproces forløb suc-cesrigt. Det interne problem på Sociologisk Institut blev i den sammenhæng at få afviklet magisterstudiet (næsten alle studerende var immatrikuleret som magistre) inden dead-line 1983. Hertil blev der anvendt mange res-sourcer, og det gav sig udseende i kandidatudklækningen som en usædvan-lig stor pukkel af nyuddannede fra 1980-83. Arbejdsmarkedet kunne ikke umiddelbart opsuge denne pukkel, selv om kvalitative undersøgelser klart dokumenterede fremskridt i sociologernes og kultursociologernes erobring af nye arbejdsmarkeder (herom mere nedenfor).

2. Således blev der allerede midt i 70’erne – kort efter Styrelseslovens vedtagelse i 1972 – anvendt nødparagraffer i forbindelse med indsættelsen af et eksternt rektorat på RUC. Disse begivenheder banede vejen for en hel stribe af direkte politisk etablerede interventioner i de højere uddannelsers indre styre, herunder institut- og studienedlæggelser på RUC.

Sociologisagerne er dog nok de største og mest omfattende, i hvert fald de længstvarende.

284

Samtidig med en stor kandidatproduktion i årene 1980-83 (se Jan Kirsteins opgørelser i bilaget i denne bog) præges både det sociologiske og kultursociologiske institut af adgangs-begrænsningens efterdønninger. I 1977 beskæres tilgangen til de to fag voldsomt. I perioden 1968-1976 blev der årligt optaget over 100 nye studerende på hvert af fagene og i et forbløffende omfang lykkes det at tilpasse undervisningsressourcerne især ved hjælp af deltidslærere. Fra 1977 reduceres tilgangen til hvert af fagene til 35-50 årligt og fagene begynder at blive omtalt som „småfag“ i Under-visningsministeriets overvejelser over differentieringer i ressourceforbruget ved de højere uddannelser. Samtidig med begrænsningerne i optagene be-gynder anvendelse af den første af undervisningsministeriets mange bud-getmodellers grove kvantitative mål (studietrinstilvækst, S/L-ratio) at vise sig. Konsekvensen af at blive til „småfag“ er for begge institutter, at man stilles med ryggen imod muren; man får et problem med at undgå neds-kæringer og afskedigelser. Bl.a. undlader man at besætte ledige professo-rater for at komme uden om de socialt ubehagelige afskedigelser. Pengene konverteredes ganske enkelt til deltidslærerlønninger.

I slutningen af 70’erne opretter Undervisningsministeriet de såkaldte fa-glige landsudvalg (FLUSA), som skal komme med vurderinger af hvordan adgangsbegrænsningens indførelse skal følges op af strukturelle omlægnin-ger og indholdsstyringer af de højere uddannelser.

De sociologiske fag kommer i FLUSA’s søgelys3 og i 1980 kommer en rapport, som klart og utvetydigt anbefaler at antropologi, kultursociologi og sociologi lægges sammen – i det mindste i form af en fælles basisuddannel-se – til en begyndelse. Argumentet er primært, at det ikke er muligt at skelne de 3 fags arbejdsmarkeder fra hinanden, og at det ressourcemæssigt er alt for dyrt at opretholde 3 forskellige studieforløb.

I fagene var der imidlertid med få undtagelser4 enighed om også nu at afvise forslagene. Der blev dels argumenteret med at fagene havde forskelli-ge faglige kernefelter, dels at man så sammenlægningen som en politisk vej til forøgede nedskæringer og forøgede holdstørrelser. Specielt for Sociolo-gisk Institut talte det imidlertid også stærkt, at man mente at det var tidligt – allerede 3 år efter indførelsen af en ny bekendtgørelse at skulle ud i en ny

3. Allerede i 1972 havde Københavns Universitet gennem en intern arbejdsgruppe, Kruhøfferudvalget, peget på sammenlægningen mellem de tre fag.4. Anders Boserup markerede som Institutbestyrer en positiv interesse i FLUSA’s forslag, hvilket indirekte fører til at han ikke genvælges som institutbestyrer – og i resten af 80’erne er temmelig marginaliseret i det sociologiske miljø.

285

reform – hvor man endnu stod midt i alle omstillingsvanskelighederne fra nedlæggelsen af magisterordningen. Afvisningen bevirkede at Københavns Universitet ikke selv kunne demonstrere en løsning på det problem, som Un-dervisningsministeriet så i de sociologiske fag. Medvirkende til diskrepansen i „virkeligheds-opfattelser“ var også, at FLUSA lagde den største vægt på arbejdsmarkedsargumentet; og i fagene var man bevidst om at dette problem i virkeligheden ikke var særlig alvorligt og væsentligst måtte forstås som en tidsbegrænset konsekvens af den forcerede afvikling af magisterstudiet i sociologi; faktisk gik det stærkt fremad for både sociologer, antropologer og kultursociologer at udvikle nye jobområder. FLUSA’s empiri baserede sig på 70’erne og det var først fra meget sent i 70’erne og tidligt i 80’erne at „erhvervsfunktionsstrategierne“ begyndte at virke (jf.Lise Drewes Nielsen).

FLUSAs forslag til reformer var et forvarsel om hvad der var i vente. Men i fagene var holdningen stadig den, at der først kunne komme en re-form når „vi selv er klar“. Set i bakspejlet en måske overraskende og lidt politisk naiv tiltro til egne kræfter og Universitetets egen suverænitet – de store konflikter og indgreb på RUC taget i betragtning.

Rebet strammes: Besøgsrunden 1985/86Direktoratet for de videregående uddannelser (DVU) under Undervisnings-ministeriet starter i 1984/85 en bestræbelse på at evaluere de videregående uddannelser. Det sker i form af såkaldte besøgsrunder. Til ant.soc.fagene kommer der to besøgsrunder. I besøgsrundeudvalgene deltager medlemmer af FLUSA for det samfundsvidenskabelige område samt repræsentanter fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (SSF); dvs der er et stærkere fagligt element end i FLUSA’s første udspil. Første besøg fandt sted i 1985. Besøget konkluderer, at der især ved Sociologisk Institut er problemer med uddannelsesindholdet og forskningen. Den løsning de foreslår ligger på linie med det gamle FLUSA-udvalgs forslag. Hel eller delvis sammenlægning af alle 3 fag skal være svaret på problemerne, og der skal udarbejdes en helt ny studiebekendtgørelse. Indholdet i kritikken er denne gang både forankret i arbejdsmarkedsargumentet og i at fagene hver for sig er blevet for små til at kunne sikre en tilstrækkelig faglig bredde og tyngde på samme tid. Fagene er som småfag ifølge besøgsrundeudvalget ikke i stand til at løfte de opgaver, som moderne forsknings- og undervisningsmiljøer kalder på.

Efter første besøgsrunde bliver alvoren i situationen hæftigt diskuteret i de enkelte fag; men det ender alligevel med at Københavns Universitet ved andet besøg i 1986 fremlægger den holdning, at de 3 fag har hver sin kerne, og at man derfor ikke ser sig i stand til at påbegynde en egentlig sammen-

286

lægning – men alene at videreudvikle koordineringen og samarbejdet med kurser og enkeltfag, som allerede foregår imellem fagene.

På den baggrund konkluderer besøgsrunden:

„universitetet har ikke levet op til den forpligtelse, der ligger i at være det eneste uddannelsessted for sociologer i Danmark. I andre lande har sociologifaget en helt anden status på arbejdsmarkedet end i Danmark, hvilket kan hænge sammen med, at der ikke er gjort nok for at styrke kandidaternes faglige kvalifikationer både inden for den egentlige sociologi og uden for det faglige kerneområde f.eks. på de statistiske og datalogiske områder“ (Besøgsrunderapport 1986).

Antropologi reorganiseres og tildeles således en skæbne, der er anderledes end de to sociologiske institutter. Det understreges at der er et behov for „et helt nyt (sociologisk) fagligt miljø, enten ved Københavns Universitet eller ved et andet universitet“.

Det er fremdeles arbejdsløshedsprocenterne, der spøger som hovedbe-grundelse; men også forskningsmiljøet kritiseres for at være uden internati-onal standard. For Sociologisk Instituts vedkommende føjes der yderligere en motivation til, som angår fraværende løsninger på interne konflikter (det går især på den manglende undervisningsmæssige anvendelse af de såkaldt „gamle lærere“).

Da det går op for fagene at rebet for alvor strammes til, skifter et flertal af lektorer ved Sociologisk Institut hest og opfordrer i et åbent memoran-dum til en sammenlægning med kultursociologi.

Men fra 1986 er det klart at Undervisningsministeriet har taget et selv-stændigt styringsinitiativ og at Københavns Universitet er ved at blive fra-taget suveræniteten i forhold til en løsning af problemerne i de sociologiske fag. Således konkluderer DVU kort tid efter anden besøgsrunde at optag til Sociologisk Institut skal ophøre med virkning fra september 1987 og optag til kulturssociologi skal begrænses.

Undervisningsministeriet træffer en principbeslutning om at der skal nedsættes et internationalt evalueringsudvalg (det såkaldte Allardt-ud-valg, foruden Erik Allardt, Walter Korpi og Åge Bøttger Sørensen). På Køben-havns Universitet enes man i fagene om at nedsætte et „følgeudvalg“, som skal diskutere mulige „egne løsninger“ på de problemer, der tegner sig i retning af en nedlukning.

Den afgørende styrkeprøve: 1986-1988Denne konklusion i Undervisningsministeriet efterlader chokbølger i de to sociologiske fag. På Sociologisk Institut er man klar over at over-

287

levelseschancerne er begrænsede. Kultursociologi håber og tror stadig, at man vil kunne ride stormen af, og at det er Sociologisk Institut, som er det virkelige problem og som i særlig grad har påkaldt sig ministeriets vrede.

Studerende og lærere ved Sociologisk Institut tager i 1986/87 en række initiativer, som forholder sig indholdsmæssigt til motiverne bag lukningen. Det gælder især en kritik af de hyppigt fremførte påstande om at beskæftigel-sessituationen for sociologer er dårlig. I samarbejde med dansk Sociologfo-rening igangsættes en rundspørge hos centrale sociologiske arbejdsgivere som dokumenterer, at sociologers arbejdsmarkedssituation er i en positiv udvikling og ikke kan siges at udgøre noget langsigtet problem – højst et spørgsmål om mindre justeringer af uddannelsen. Det er aldrig siden blevet hævdet, at de sociologiske fags hovedproblemer er af arbejdsmarkedsmæs-sig observans.

Men også Undervisningsministeriets påstande om forskningens lave internationale standard arbejder man på at dementere i de to fag. Der indhentes erklæringer og skrivelser fra videnskabelige institutioner i Danmark og det øvrige Skandinavien. Der er enslydende tilkendegivelser om, at man har haft frugtbare samarbejdsrelationer til de danske socio-loger og kulturssociologer. Der protesteres således imod en „dom uden evaluering“.

I „følgeudvalget“ til Allardt-udvalget tages tilløb til samordninger af de to fag for det tilfælde, at man efter Allardt-udvalgets evaluering skulle få lejlighed til at komme på banen igen. Der kommer dog aldrig til at ligge en færdig plan fra følgegruppen. Bl.a. ser det ud til at repræsentanterne for de to fag vurderer situationens alvor forskelligt. I 1987 kommer Allardt-udvalgets indstilling5 med følgende hovedpunkter:

◆ en summarisk tilkendegivelse af at både Institut for Kulturssociologi og Sociologisk Institut bør nedlægges, de ansatte afskediges og en helt ny uddannelse bygges op.

◆ en ny uddannelse skal styrkes igennem oprettelse af 4 professorater og 12 lektorater inden for specificerede felter af sociologien. Sigtet er at styrke forskningens internationale niveau.

5. Det Internationale Sociologi-udvalgs indstilling til en reorganisering af sociologi-uddannelsen i Danmark. Udarbejdet af Erik Allardt, Walter Korpi og Åge Bøttger Sørensen.

288

◆ en ny uddannelse skal have langt stærkere fokus på kvantitativ socio-logisk metode til styrkelse af arbejdsmarkedsprofilen. (Allardtudval-get forholder sig ikke til det danske arbejdsmarked for sociologer og kultursociologer; selvangiven årsag: manglende kendskab til danske forhold).

◆ en struktur for en kommende sociologisk uddannelse, der bygges op efter amerikansk model dvs stærkt disciplinorienteret og først med projektori-enteret arbejde på forskeruddannelsesniveau.

Mest overraskende er nok at de to fag nu kom i en skæbnefællesskab – idet de i en summarisk dom – uden de begrundelser som en ‘rigtig’ domstol er forpligtet til at give – begge er erklæret for uværdige til overlevelse. Der blev sat en slutdato for begge fag: Sociologi skal være færdigafviklet i 1993 og kultursociologi 1 år senere.

Studenter fra de to fag laver omgående – i samarbejde – en modrapport, som anfører manglen på evaluering og konstruktion af en amerikansk inspi-reret uddannelsesmodel uden danske traditioner som vigtigste kritik.

Også lærerne reagerer promte med påstanden om en illegitim afskedi-gelse af nuværende personale uden at der er faglige evalueringer bag. Den gennemgående reaktion er altså en krænkelse af danske sociologer ved at evalueringsudvalget – oven i købet selverklæret – ikke har set sig i stand til at forholde sig til de eksisterende uddannelser. Lærerne dømmes ved en „standret“ (udtryk brugt af Torben Agersnap i en kommentarartikel i Han-delshøjskolens „universitetsavis“: „kræmmerhuset“) dvs. uden at der er an-ført faglige argumenter imod deres kvalifikationer.

Imens voldgiftsretten arbejder med sagen bevæger diskussionerne sig videre i offentligheden. Undervisningsministeriet føler sig på et tidspunkt i midten af 1988 presset til at bede Åge Bøttger Sørensen komme med en faglig evaluering6 af dansk sociologi. En sådan rapport kommer med titlen „Danske sociologers publikationer,“ og den rummer bl.a. en citationsindek-

6. Bøttger Sørensens ‘evaluering’ må på et evalueringsfagligt plan bedømmes som yderst mangelfuld, data er ensidige og ufuldstændige, rapporten har ikke været forelagt de bedømte institutter til kommentering osv.. En række kritiske forbehold overfor at bru-ge citationsanalyser fra SSCI til nordisk sociologi kan ses hos Gunnar Sivertsen (1993): Nordisk Samfundsforskning i internationale tidsskriftartikler 1981-90 i Social Science Citation Index. Serie Nord 5. Den mere generelle kritik af evalueringsmetoden kan ses hos Hanne Foss Hansen og Birthe Holst Jørgensen (1995): Styring af forskningen. Kan forskningsindikatorer anvendes. København: Samfundslitteratur.

289

sundersøgelse og en vurdering af danske sociologers bidrag i sociologisk relevante tidsskrifter. Hans konklusion er:

„Danske sociologer har nærmest ingen betydning uden for Danmark. Danske socio-loger publicerer i meget ringe omfang i internationale tidskrifter og deres arbejde bliver sjældent anvendt af andre sociologer. . . . Danske sociologers hovedindsats gøres i den grå litteratur, der sjældent er tilgængelig for andre, ikke udsættes for kvalitetsbedømmelse. .“7.

Et par af lektorerne ved Sociologisk Institut laver en „modrapport“ til Åge Bøttger Sørensens kvalitetsbedømmelse8. I modrapporten anføres de fly-dende kriterier for f.eks. „grå litteratur“ og de mange problemer, der er for-bundet med citationsindeks-undersøgelserne. Bl.a. viser de, at lektorerne ved Lunds Universitet (som i internationale evalueringer har fået gode skudsmål) scorer lavere end de københavnske lektorer i citation-sindekset. Kvalitetsbedømmelsen bliver skudt ned.

Voldgiftsretten afgiver indstilling i slutningen af året 1988 og den giver lærernes organisationer (DJØF og DM) medhold. Hermed er situationen gået i hårdknude. Undervisningsministeriet meddeler, at man ikke ønsker at åbne de eksisterende sociologiske institutter, og at de vil blive afviklet i forbindelse med, at de nuværende studerende bliver færdige med deres ud-dannelse. Således bliver Allardtudvalgets indstilling til oprettelse af en ny uddannelse i første omgang lagt på hylden.

Indtil denne hårdknude er den overordnede offentlige reaktion generelt set relativ positiv overfor de sociologiske institutter, selv om interessen uden for de akademiske medier næsten begrænser sig til dagbladet Information. Det kan imidlertid med tanke på den popularitet, som de sociologiske fag nød i hele den (kritiske) akademiske verden i 70’erne, undre, at opmærk-somheden om det, der er ved at ske trods alt ikke er større.

En tilsyneladende kompromislsøning: 1989-1991Hårdknuden indebærer i en periode næsten total handlingslammelse. Eneste sted hvor „sagen“ drøftes er nu i Dansk Sociologforening. I et forsøg på at få en ny udvikling i gang tilbyder sociologerne ved Statskundskab i Århus

7. Danske Sociologers publikationer. Åge Bøttger Sørensen. 1988. s 11. paper, Kbh.8. Gunnar Olofsson og Göran Djurfeldt: Danske sociologers publikationer i komparativt perspektiv. Paper 1988.

290

i 1989 en forhandling med ministeriet om muligheden af at åbne et nyt Sociologisk Institut ved Århus Universitet. Dette forslag udløser internt i Dansk Sociologforening et stormvejr; et flertal kritiserer Århus-sociologer-ne for splittelse og for at fiske i rørt vande. Stormen lægger sig dog hurtigt eftersom undervisningsministeren slet ikke udviser interesse for det århu-sianske forslag. Ja han rammer hovedet på sømmet ved uofficielt at udtale, at han „ikke anser det for nogen ulykke at Danmark var uden en sociologisk uddannelse“.

I løbet af året 1989 etableres en række uformelle kontakter imellem Dansk Sociologforening, de faglige organisationer og Det Samfundsvi-denskabelige Fakultet. Resultatet af disse forhandlinger er, at der opnås en form for principiel enighed om et kompromis: Lærerne ved de to institutter opnår en art fortrinsret til at søge de 12 lektor-stillinger, som er beskrevet i Allardt-udvalgets udkast til en ny uddannelse, idet fakultetet så vil nedsætte et bedømmelsesudvalg til vurdering af lærernes kvalifikationer. Proceduren omkring nedsættelsen af bedømmelsesudvalget og specielt Undervisnings-ministeriets indflydelse på kommissorium og udvalgssammensætning bli-ver dog ikke klaret af.

I et samspil imellem Københavns Universitet og Undervisningsministe-riet nedsættes et 5-mandsudvalg med et kommissorium om at vurdere in-terne ansøgninger til de 12 stillingsopslag fra Allardt-udvalget. Med interne ansøgninger menes at alle lektorer ved de to fag kan søge en eller flere af disse stillinger. I de to lærergrupper er der utilfredshed med at bedømmel-ses-udvalget ikke er fagligt nedsat – centrale fagområder iblandt ansøgerne og blandt de 12 stillinger fra Allard-udvalget er ikke fagligt dækket ind i 5 mands-bedømmelsesudvalget. Alligevel vurderer lærerne i samspil med organisationerne, at kompromiset er bedre end den langsomme kvælning9.

Bedømmelserne resulterer i at 4 af 10 lektorer, som valgte at ansøge, overføres til det nye sociologiske institut, mens 6 vrages.

„Udrensningen“ kommer bag på mange og efterlader dybe spor i det danske sociologsamfund. Men „sorteringen“ er en realitet og de „legale og

9. Tiltroen til entydigheden og ‘objektiviteten’ af sådanne faglige bedømmelser, og her ser vi bort fra den fagpolitiske linie, der var trukket ved udvælgelsen af medlemmer, hvor kritisk kontinental sociologi var totalt fraværende, er lidt overraskende. Det internationalt mest kendte forsøg på at undersøge problemstillingen er Stephen Coles sammenligning mellem to udvalgs bedømmelser af de samme naturvidenskabelige projektansøgninger til NSF. 50% af de projekter, der blev kendt kvalificerede i den første bedømmelse blev bedømt ikke-kvalificerede i anden runde. Se S. Cole (1992): Making Science: Between Nature and Society. Cambridge, MA: Harvard University Press.

291

politiske“ forudsætninger for oprettelsen af et nyt sociologisk institut er nu tilstede. Allardt-udvalgets konstruktion bliver nu – i 1990/91 sat praktisk i værk. Afviklingen af de to „gamle“ sociologiske institutter gennemførtes planmæssigt.

KonklusionI de 10-12 år som processen hen imod lukningen (og genåbningen) varer, foregår der til stadighed en faglige udvikling – både i sektorforskningen og på Universiteterne (jf. Kjeld Høgsbro og Hulgaard/Andersen). Men det er samtidig indlysende at processen i sig selv har slidt på ressourcerne. Socio-logforeningen har som forum for faglige initiativer fået større betydning. Eksempelvis er oprettelsen af tidsskriftet „Dansk Sociologi“ et direkte for-eningsinitiativ. Kulturssociologer og sociolger er kommet betydeligt tæt-tere på hinanden. Sociologsamfundet har sin egen erfaringsopsamling og diskussion, der har vist sig over-levelsesdygtig. Men set over hele perioden er hovedkonklusionen at det blev Undervisningsministeriets dagsorden for en reorganisering af de sociologiske fag, som gik af med sejren. Det blev en „usociologisk“ løsning: i stedet for reformer igennem participation blev det reformer per dekret og gennemsat med autoritær magt.

292

LITTERATUR

Allardt, Erik m.fl., 1987, Det internationale sociologiudvalgs indstilling til en reor-ganisering af sociologiuddannelsen i Danmark. Paper.

Andersen, Nina Blom m.fl., 1995, Dommen over Dumaen. Kursusopgave fra Lunds Universitet, Sociologiska Institutionen.

Besøgsrunderapport 1986, Paper fra Undervisningsministeriet.Cole, S., 1992, Making Science: Between Nature and Society. Cambridge: Harward

univ.Press.Foss Hansen, Hanne og Jørgensen, Birthe Holst (1995), Styring af forskningen. Kan

forskningsindikatorer anvendes?. København: Samfundslitteratur.Olofsson, G. og Djurfeld, G., 1988, Danske sociologers publikationer i komparativt

perspektiv. Paper 1988, København.Sivertsen, Gunnar, 1993, Nordisk Samfunnsforskning i Internationale Tidsskriftar-

tikler 1981-90 i Social Science Citation Index. Serie Nord no. 5.Studerendes modrapport til det Internationale udvalgs indstilling. Paper 1987.Sørensen, Åge Bøttger, 1988, Danske sociologers publikationer, paper, København.

293

Kapitel 8

FRA SOCIAL TEKNOLOGI TIL UDVIKLINGSPROGRAMMERUdviklingen i 80ernes og 90ernes sociologiske social-forskning

Af Kjeld Høgsbro

Socialforskningens vækst i 70’erne .................................. 294

De praktiske problemer ................................................... 295

Socialforskning og velfærdsstat ........................................ 296

Det glemte folk .................................................................. 300

Punktprogrammerne ........................................................ 302

Sektorforskningens nye opgaver ...................................... 302

Udviklingsprogrammernes særlige metodologiske udfordring ...................................................................... 305

Kulturcenterundersøgelsen som eksempel .................... 307

Den dialogiske forskningsproces ...................................... 309

Det samlede billede .......................................................... 310

Referencer .......................................................................... 312

294

Abstract80erne stillede sektorforskerne overfor en ny udfordring i form af forsøgs- og udviklingsprogrammer. Forskerne, der var vandt til de demografisk orienterede beskrivelser og analyser af fordelingen af livssituation og livs-vilkår i befolkningen fik nu til opgave at aflevere analyser af udviklingspro-jekternes funktion og problemstillinger. Artiklen indkredser baggrunden for denne udvikling og skitserer de udfordringer og vilkår for den sociologiske sektorforskning som udviklingen medførte.

Socialforskningens vækst i 70’erneUdviklingen i EDB-teknologien og etableringen af Socialforskningsinsti-tuttets interviewerkorps og analyseafdeling i 60erne betød et stort spring fremad for den surveyorienterede sociologiske forskning.

Som een af mine lærere i sin tid formulerede det i forbindelse med sin undervisning, så havde man indtil da været henvist til analyser af indholdet af ligningskontorernes papirkurve. Socialstatistikkens data var indsamlet til brug for skatteadministrationens fastsættelse af den enkelte borgers øko-nomiske forpligtelser overfor samfundet og udsprang ikke af en specifik socialvidenskabelig forskningsinteresse.

Med etableringen af Socialforskningsinstituttet, udviklingen af den stik-prøvebaserede surveymetodik og ikke mindst udviklingen af de teknologis-ke muligheder for en hurtig administration af store mængder data var der åbnet op for, at socialvidenskaben kunne tilegne sig en omfattende indsigt i befolkningens sociale forhold.

Man kan næppe bebrejde den tids sociologer, at de efterfølgende årtiers sociologiske diskussioner blev så domineret af kvantitative data. Når der pludselig opstår et gennembrud i de teknologiske muligheder for at tilegne sig objektive data, opstår der næsten altid samtidig en forhåbning om, at man ad denne vej kan opdage nye store sammenhænge og derved udvikle den videnskabelige forståelse. Gang på gang må forskerne lære, at de store sammenhænge hurtigt drukner i kaotiske mængder af data indtil man får sat sig ned og gennemtænkt de teoretiske muligheder. Inden Einsteins teoretis-ke arbejde fandt strukturer i datidens data stod fysikken i dette problem, og efter udviklingen af de billeddannende medier og de edb-mæssige mulig-heder for at rekonstruere de store DNA molekyler er neurologien i 90erne havnet i det samme problem.

Ved indgangen til 70erne var netop socialforskningen havnet dette problem.

295

Den teoretiske løsning blev formuleret af Erik Allardt, der som ud-gangspunkt for sit arbejde med de kvantitative velfærdsundersøgelser for-mulerede det teoretiske grundlag i bogen „At have, at elske, at være“ (Erik Allardt 1975).

I bogen samles overvejelserne omkring menneskets sociale behov under de tre begreber „at have“, „at elske“ og „at være“, og der udvikles en teori om betingelserne for „det gode liv“ set som et samspil mellem de „sociale ressourcer“ individet opbygger sig og udrustes med og de „sociale arenaer“, individet er placeret på. Indenfor teoriens rammer var det muligt at kon-kretisere „de sociale ressourcer“ i form af individets kundskabsmæssige, økonomiske, mentale og biologiske udrustning og det var muligt at konkre-tisere arenaernes struktur i form af arbejdsmarkedets strukturelle udvikling, byernes udvikling og udviklingen i de sociale netværk, normer og værdier. På baggrund af en ontologi om de menneskelig behov sammenfattet under begreberne „at have“, „at el-ske“ og „at være“ kunne man herefter fremsæt-te påstande om samfundets generelle velfærdsproblematik.

Bogen kom til at spille en stor rolle for teoretiske overvejelser vedrøren-de velfærdsproblematikken i de efterfølgende årtier og er stadig en domi-nerende referenceramme for udvikling af teori og metode indenfor socialt arbejde (Jvnf. Egelund og Hillgaard 1993).

De praktiske problemerFor den stort anlagte danske velfærdsundersøgelse i 70erne hvis data do-minerede en lang række efterfølgende afrapporteringer i 70erne og 80erne, herunder også Lavindkomstkommissionens arbejde, var Allardts bog den centrale og eneste reference. Teorien blev i denne survey sammenhæng ud-møntet i en række levekårskomponenter som tilsammen dannede individets ressourcemæssige muligheder for at tilfredsstille sine fundamentale sociale behov på en række givne arenaer (Erik Jørgen Hansen 1978-79).

Som man kunne fornemme var arbejdet med operationaliseringen af en teori om samspillet mellem individets fundamentale behov og dets sam-fundsmæssige muligheder for at tilfredsstille dem ikke så lige til at opera-tionalisere. I den praktiske socialforskning er man ofte nødt til at hugge en hæl og klippe en tå, for at man kan ende med et spørgeskema, som er bare nogenlunde overskueligt.

Et spørgeskema om det hele liv er i sig selv et ambitiøst projekt. Og operationaliseringen af de enkelte variable bliver derfor også nødvendigvis mangelfuld og let at kritiserer. F.eks. skal man kunne måle psykisk helbreds-tilstand via besvarelsen af ret få spørgsmål. Udover nogle enkelte spørgsmål

296

vedrørende brugen af alkohol og nervemedicin bygger konklusionerne på besvarelsen af følgende spørgsmål (ibid. s. 279-312):

◆ Lider de ofte af stærk træthed? ◆ Lider de ofte af søvnbesvær? ◆ Lider de ofte af angstanfald? ◆ Lider de af dårlige nerver? ◆ Er de næsten altid i dårlig humør?

Sådanne grupper af spørgsmål medfører, at undersøgelsens konklusioner bygger på et konglomerat af forudsætninger, hvis gyldighed kan diskuteres. F.eks. må det forudsættes at „dårlige nerver“ er et almindeligt kendt udtryk i Danmark i 1975 eller ihvertfald er lige kendt indenfor alle de relevante so-ciale grupper, samt at interviewerne i interviewerkorpset kan mestre at give enslydende forklaringer på forskellen mellem „ofte at være meget træt og „at lide af stærk træthed“. På det mere overordnede plan kan man selvfølge-lig stille spørgsmålet, om det overhovedet er rimeligt at reducere begrebet psykiske ressourcer til et spørgsmål om bestemte mønstre i besvarelsen af de fem ovennævnte spørgsmål.

Sådanne kritiske gennemgange af forudsætningerne for meningsfyldte konklusioner på baggrund af surveys må give enhver praktisk engageret socialforsker mareridt. Ikke så meget på grund af tvivlen på, om man er blevet klogere; det er man sjældent i tvivl om, at man er; man ved bare ikke hvor meget klogere, man er blevet. Man gribes af en ganske uvidenskabelig fornemmelse af ikke at have nogen kontrol med, hvor meget ens uunderbyg-gede filosofiske og frit i luften svævende forudsætninger påvirker resultater-ne. Derudover er man samtidigt kastet for løverne i form af alle ens aldeles hensynsløse kolleger på de fine universiteter, der ræbende hudfletter alle de let angribelige forbehold mod undersøgelsens generaliseringer.

Socialforskning og velfærdsstatSelvom operationaliseringen af begreberne i den praktiske socialforskning således byder på håndgribelige problemer, som afslører, at hverken de tek-nologiske landvindinger eller den politiske støtte til forskningsinstitutionen SFI var tilstrækkelig til at gøre samfundsproblemerne, så er det karakte-ristisk for perioden at henvisninger til data fra stikprøvebaserede surveys er og bliver en enevældig reference par excellance, når undersøgelsernes konklusioner fremlægges offentligt.

297

Det er karakteristisk for både socialforskningen og dens kritikere, at man i ringe grad formår at distancere sig fra forestillingen om, at netop de kvan-titative fordelinger af levekår og velfærdsforhold er og bliver det afgørende argument for, hvordan samfundet kan siges at fungere og hænge sammen.

Tilsvarende synes også det politiske diskussionsmiljø at belønne ethvert indlæg, som kan belægge sine synspunkter med henvisninger til omfat-tende tabeller. Jeg skriver bevidst „belægge“ og ikke „underbygge“ for det er et åbent spørgsmål i hvor høj grad tabellerne egentlig underbygger de teoretiske påstande. Selve eksistensen af tabeller synes derimod at have en overbevisende effekt på læseren, og de endeløse diskussioner omkring vali-ditetsproblemerne forbliver en fagintern opgave.

Socialforskningen er på dette tidspunkt gået hen og blevet en væsent-lig ny kanal for fremskaffelse af data om befolkningens sociale problemer. Som jeg har forsøgt at illustrere det (figur 1), så er den traditionelle kilde til viden om samfundets problemer interesseorganisationernes varetagelse at medlemmernes interesser. Gennem diskussionerne i organisationernes basis bringes problemer for dagens lys og bliver basis for organisationer-nes krav til statsmagten. Disse informationer kan selvfølgeligt manipuleres, og om de overhovedet når at påvirke politikudviklingen afhænger meget af organisationernes styrke. Men ideelt set foregår der i det traditionelle politiske system en udveksling af erfaringer fra det samfundsmæssige hver-dagsliv via organisationerne til de centrale beslutningstagere. Befolkningen er organiseret i politiske partier og interesseorganisationer. Indenfor disse organisationer bearbejdes de sociale erfaringer, hvorefter de antager form af strategiske krav til det politiske system, som responderer på de formulerede krav via lovgivningen og udviklingen af de offentlige institutioner.

I tiden efter anden verdenskrig sker der overalt en kraftig vækst i sek-torforskningen, som forsyner de politiske beslutningstagere med informa-tioner om befolkningens vilkår. Sektorforskningen kommer således til at repræsentere et modspil til organisationernes bearbejdede viden om befolk-ningen.

Samtidig synes relationerne mellem organisationernes top og bund at blive svækket. Bearbejdningen af de sociale erfaringer antager mere og mere karakter af analyser af befolkningens formelle vilkår i økonomisk og velfærdsmæssig henseende, og der udvikler sig en form for plantænkning, som karakteriseres af en tro på, at de forskellige befolkningsgruppers krav kan tilgodeses udfra en rationelt gennemtænkt planlægning på baggrund af en optimal viden om befolkningens behov. Med socialforskningens kvan-titative survey får politikere og embedsmænd således deres helt egen kilde til viden om befolkningens problemer og sociale situation. Ideelt set er in-

298

Figur 1.Forskningens kontekst

Figur 2.Forskningsbaseret erfaringsopsamling

299

teresseorganisationer kun støj på linien, der forstyrrer den rationelle indsats med deres manipulationer med information og deres pression overfor det politiske system. Denne ændring i den politiske kultur karakteriserer i me-get høj grad sammensætningen af Kennedy administrationen i 1961 (Albæk 1988:35-36) og kan betragtes som en international tendens i de moderne velfærdsstater.

Ved indgangen til 80erne synes der at være sket to ting:

1. Faginternt er man ved at blive mere fortrolig med de stikprøvebaserede surveys. Nogle af de store forventninger til deres betydning for den sociolo-giske teoridannelse er forsvundet og samtidig er kritikerne af de kvantitative undersøgelsesmetoder blevet mindre fanatiske. De kvantitative data tilken-des en vis plads i den samlede argumentation og man begynder samtidig at acceptere et vist islæt af kvalitative undersøgelser. Således suppleres lav-indkomstkommissionens kvantitative undersøgelser med en undersøgelse baseret på kvalitative interviews blandt kvindelige industriarbejdere (Jette Fog 1979). Forskerne synes at blive stadig mere pragmatiske i deres valg af konkrete undersøgelsesmetoder og der skrives artikler, hvor man søger at afvise tesen om at valget mellem kvantitative og kvalitative metoder sam-tidig er et valg mellem topstyring kontra deltagerperspektiv, maskulinitet kontra femininitet, socialteknokrati kontra empowerment, overfladisk be-kræftelse af en given statsideologi kontra en kritisk og teoretisk funderet undersøgelse (Finn Tschudi 1982). Nogle forskere argumenterer for tri-anguleringsprincippet, hvor man tilstræber undersøgelsesdesign, der kan underbygge konklusionerne med data fra flere forskellige kvantitative og kvalitative undersøgelsesmetoder, og man afviser, at der er problemstillin-ger der kun lader sig belyse via enten kvantitative eller kvalitative metoder (Sigmund Grønmo 1982, Cook og Reichardt 1979). Udgivelsen af antologi-en „Kvalitative metoder i dansk samfundsforskning“ (København 1979) og „Kvalitative metoder i samfunnsforskningen“ (Oslo 1982) leverer to vigtige bidrag til den voksende interesse for kvalitative undersøgelser i disse år, og den begyndende integration af kvalitative og kvantitative metoder.

2. Samtidig har de kvantitative velfærdsundersøgelser åbnet for en poli-tisk kritik af velfærdssamfundet, som viser sig at være ret grundlæggende (Høgsbro 1992). Levekårsundersøgelsen og senere lavindkomstkommissio-nens undersøgelser havde vist, at den fundamentale ulighed i samfundets ikke syntes at være blevet formindsket relativt. Der var stadig stor forskel hvad angik formue og indkomstfordelinger, det var stadig akademikerbørn, der dominerede de akademiske uddannelser, det var stadig de lavtuddanne-de på arbejdspladserne, der var mest udsat for fysiske, kemiske og psykiske

300

belastninger, og det var stadig de handicappede og mennesker med „afvi-gelser“ af enhver art som blev marginaliseret både hvad angik arbejdsmar-kedet, sociale netværk og politisk deltagelse (Erik Jørgen Hansen 1978-79, Poul Holt 1979, Finn Valentin 1980, Henning Friis 1981).

Samtidig med at det pragmatiske standpunkt vedrørende valg af undersø-gelsesmetoder således bredte sig indenfor sociologien havde de kvantitative velfærdsundersøgelser reelt udhulet den optimisme, som havde været knyt-tet til den velfærdspolitiske udvikling. De dårligst stillede havde fået toilet og bad, men derudover stod det skrælt til med livskvaliteten. Troen på et generelt system til fjernelse af ulighed og marginalisering var svækket, og tiltroen til mulighederne for en egentlig keynesiansk styring af økonomien mindsket, idet et øget offentligt engagement syntes at true både betalings-balancen og den offentlige gældsættelse.

De bærende søjler i velfærdspolitikken vaklede, og de kritiske røster mod det centraliserede velfærdssystem begyndte at melde sig. Pudsigt nok afsluttes Henning Friis’ bog „Nederst ved bordet“ (1981) med en artikel af Steen Scheuer om de frivillige organisationer i Danmark. SFI’s undersø-gelser af det sociale system i 80erne kommer i høj grad til at dreje sig om bistandslovens manglende evne til at indfri forventningerne til den profes-sionelle støtte, og Sammenslutningen af Sociale Udvalg udsender en rap-port, der betoner nødvendigheden af at understøtte nye former for folkeligt engagement (SASU 1983).

Ritt Bjerregård formulerer selv kritikken på følgende måde:

„Der, hvor pengene skal bruges i de næste 10 år, er ikke på de specialiserede syge-huse, på de store plejehjem, på de mange socialrådgivere og socialpædagoger, på de grundige undersøgelser eller på de interessante beskæftigelsesarbejder. Den politiske opgave ligger et andet sted. Den ligger på græsrodsplanet, hos almindelige menne-sker.“ (Ritt Bjerregaards tale til OECD 1980)

Det glemte folkUdgivelsen af Thomas Højrups bog „Det glemte folk“ (1983) på Statens Byggeforskningsinstitut betegnede i denne henseende et paradigmatisk brud med det ontologiske behovsbegreb i Allardts samspilsteori. Mennesker er ifølge Thomas Højrup ikke blot bærere af en position i et system, hvor de alle har de samme behov, der tilfredstilles i større eller mindre udstrækning, de er tillige bærere af en livssammenhæng, et miljø, en kultur, hvor de aktivt bearbejder sociale erfaringer og organiserer hverdagens sociale liv på en måde, der forlener den enkelte med forskellige behov og forskellige livs-

301

strategier. Det sociale liv organiseres ofte på tværs af og helt uafhængigt af det politiske systems formelle orden. En statslig politik, der ignorerer dette, kommer til at svæve virkelighedsfjernt over det sociale livs organisering. Den politiske pointe i bogen blev styrket af Arne Gaardmanns to bøger Plan og politik (1980) og Plan og Frihed (1985), som begge repræsenterer en kritik af den tænkning, centraliseret samfundsplanlægning bygger på.

Referencerammen for Thomas Hørups udvikling af en teori om men-neskers kulturelle bearbejdning af de sociale erfaringer blev opbygget på baggrund af Althussers ambitioner om en udvikling af klassebegrebet til brug for forståelsen af den konkrete livssammenhæng, mennesker indgik i. Klassebegrebet blev hos Thomas Højrup udviklet til et livsformsbegreb, hvor hver livsform var idealtypisk karakteriseret ved en bestemt grundlæg-gende struktur i sit forhold til arbejde, fritid og sociale netværk, samtidig med, at den konkrete livsverden, mennesker befandt sig i, blev præget af mødet mellem forskellige livsformer og en kulturel bearbejdning af sociale erfaringer i sociale miljøer og lokalområder. Thomas Højrup lagde således både op til et niveau af strukturer, som burde kunne erkendes i de survey ori-enterede forskningsdesign (Bjarne Hjort Andersen 1993), og til et niveau, der krævede kvalitative eventuelt historiske kildestudier i lokalområder. Thomas Højrup repræsenterer således både et generelt opgør med en teore-tisk tradition, der forestiller sig, at mennesker overalt har de samme grund-læggende behov, og en politisk tradition, der forestiller sig at de samme problemer kan løses med de samme midler overalt i samfundet.

Samtidig introducerer Thomas Højrup en teoretisk løsning på proble-mer, som ikke kom til at stå alene i den efterfølgende periode. Hvor man tidligere indenfor sociologien havde forsøgt at vise, hvordan menneskers livsverden var typisk for den sociale kategori mennesket tilhørte, blev man i de efterfølgende år mere tilbøjelig til at se det enkelte menneskes livsverden som en position i flere dimensioner: Et miljø, et køn, en klasse, en livsform, en livsstil, en subkultur, en social proces, en livshistorie. Selve de grundlæg-gende struktureringsprincipper i samfundet forståes i flere og flere tilfælde som et komplekst samspil mellem flere forskellige struktureringsprincipper. Valget af baggrundsvariable bliver kompliceret og forklaringerne begynder at fortabe sig i multifaktorielle overvejelser.

I 80erne opstod der samtidig i stærk kontrast til 60erne en begyndende konsensus omkring værdien af øget decentralisering og selvforvaltning in-denfor den offentlige forvaltning. Gennemførelse af et efterspørgselsprin-cip, der gav større indflydelse til brugersiden, og overgangen til en højere grad af rammestyring gav de enkelte offentlige institutioner en større auto-nomi og mulighed for en rationel prioritering af egne ressourcer. Det blev

302

den borgerlige regering, der med sin redegørelse i 1983 skulle tage hul på disse ændringer i den offentlige administration.

PunktprogrammerneDet, der i en historisk og international sammenhæng nok indeholdt den mest markante form for nytænkning, var dog rækken af punktprogrammer i 80erne. Indenfor disse programmer blev der over en årrække afsat omkring 1 mia. kroner til forsøgs- og udviklingsabejde indenfor områderne voksenud-dannelse og folkeoplysning, skolens placering i samfundet, det sociale om-råde og det kulturelle område (Tore Jakob Hegland 1994). De afsatte midler var for hvert af programmerne i størrelsesordenen et par hundrede millioner, og fra disse puljer kunne man søge støtte til igangsættelse af initiativer, der er udtryk for organisatorisk og indholdsmæssig nytænkning. Alle kan søge, organisationer såvel som enkeltpersoner og uformelle grupper af borgere, og der er kun nogle få overordnede krav til projekternes indhold. I princippet er der tale om ‘at lade 1000 blomster blomstre’ (Tore Jakob Hegland 1994) og så se, om der ikke kommer nogle gode ideer tilsyne. Den erfaringsop-samling, der følger efter forsøgsperioden, danner herefter grundlag for en lovgivning, der helst skulle indebære en grundlæggende reform indenfor det kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige område i 90erne.

Denne form for politikudvikling repræsenterer et ret så grundlæggende paradigmeskift indenfor politikkens felt. ‘Græsrødderne’ inddrages her di-rekte i skabelsen af det politiske idégrundlag, hvor det tidligere var orga-nisationerne, der samlede de sociale erfaringer og udmøntede disse i poli-tiske strategier og programmer. 80erne lagde grunden til denne nye form for politikudvikling med sine fire store udviklingsprogrammer, men 90erne fortsatte i meget høj grad denne form for forsøgs- og udviklingsarbejde. Blot var programmerne rettet mod mere velafgrænsede politiske problem-stillinger i form af „selektive og styrede puljer“ (Tore Jakob Hegland 1994). Hermed ændredes både politikernes og forskernes rolle. Hvor den traditio-nelle socialforskning leverer demografiske beskrivelser af den befolkning, politikerne udvikler systemer for, dér er det nu folk selv, der, understøttet af forsøgsmidler, udvikler alternative modeller for social praksis.

Sektorforskningens nye opgaverÆndringen syntes at komme noget bag på både administratorer og socio-loger i sektorforskningen. I stedet for at lave survey over befolkningens situation, hvad angik bolig, uddannelses og sundhedsforhold, skulle man

303

pludselig til at følge udviklingsprojekter med meget vage målformulerin-ger. Man skulle samtidig ende med at skrive en rapport uden at vide hvilke problemstillinger, rekvirenten ønskede belyst, og uden større fornemmelse for, hvad resultaterne skulle bruges til.

Som udgangspunkt for arbejdet med de metodologiske overvejelser hav-de man på den ene side en aktionsforskningstradition sådan som den f.eks. havde udviklet sig i Tore Jakob Heglands arbejde med socialpædagogiske eksperimenter (Tore Jakob Hegland 1981 og 1983) på den anden side en amerikansk tradition for evalueringsforskning (Erik Albæk 1988).

Aktionsforskningen knyttede sig til en kontekst, hvor forskeren stillede sig til rådighed for et organiseret kollektiv (institution, organisation, gruppe eller bevægelse) og forsøgte at udvikle og forbedre kollektivets handlinger gennem tilførelsen af teoretisk indsigt, men hvor forskningens problemstil-linger, prioritering og fokus hele tiden blev lagt i overensstemmelse med kollektivets interesser.

Aktionsforskningen var derfor ikke helt i overensstemmelse med den følgeforskning, der her var på tale, fordi rekvirenten ikke var det enkelte projekt men det ministerium, der havde iværksat følgeforskningen sammen med bevillingen til de enkelte projekter. Forskerne skulle ikke følge ét men mange projekter, og forskningens fokus, prioritering og problemstillinger skulle bestemmes udfra en mere generel samfundsmæssig interesse i det, der skete indenfor de enkelte projekter.

Den amerikanske evalueringstradition kunne i denne sammenhæng syn-es ligefor. I sin traditionelle form var denne tradition blevet udviklet i 60er-nes USA som en feedback mekanisme i det politiske system, hvorigennem man kunne undersøge om et politisk tiltag havde haft den forventede effekt. Havde man f.eks. iværksat et program som skulle forbedre sundhedstilstan-den i bestemte befolkningsgrupper kunne man få år efter finde ud af, om det havde haft denne effekt.

Nu var der ikke i forbindelse med udviklingsprogrammerne angivet no-gen særlig præcise målsætninger for projekterne. Man havde stort set over-ladt dette til projekterne indenfor nogle meget overordnede rammer. Man måtte derfor som forsker ofte tage udgangspunkt i de målsætninger, som var formuleret indenfor det enkelte projekt.

Herefter stødte man ind i to nye problemer:

1) I visse tilfælde var målsætningen skrevet af en konsulent med det formål at skaffe forsøgsmidler til projektet og deltagerne havde ringe eller intet en-gagement i de pågældende målsætninger. I andre tilfælde ændredes målsæt-ningen, når projektet gik i gang og konfronteredes med den konkrete lokale virkelighed.

304

2) Projekternes egne konkrete målsætninger kunne være helt irrelevante set udfra den generelle samfundsmæssige interesse, der var knyttet til udvik-lingsprogrammet som sådan.

Den amerikanske evalueringsforskning, som på sin vis var udgangspunkt og inspiration for danske sektorforskere havde til dels været konfronteret med de samme problemer (Erik Albæk 1988:87). Man havde derfor også erkendt at målsætningerne for et projekt kunne ændre sig undervejs, og at man som forsker måtte være i stand til at følge denne udvikling og relatere evalueringen til denne udvikling af målsætningen.

Dybest set afspejlede processen udviklingen i projektledernes forståelse for projektets betingelser og muligheder. Udviklingen af projektets målsæt-ning var således en integreret del af den overordnede målsætning og det blev derfor evalueringens opgave at følge processen og vurdere i hvor høj grad man havde formået at integrere erfaringer og feedback i projektets gennem-førelse. Indenfor denne form for evaluering som blev kaldt processuel evalu-ering, blev kvalitative metoder hurtigt et uomgængeligt element i det samlede design. Samtidig blev den ideelle form for følgeforskning en forskning, der blev sat igang samtidig med at udviklingsprojektet og interviewede deltager-ne undervejs. En række retrospektive interviews ved afslutningen af projektet ville kunne kompensere for dette, men det ville ikke være ideelt. Trods alt er den menneskelige tanke en mester til at glemme og til at efterrationalisere.

Når først forskerne indfandt sig med jævne mellemrum i projektforlø-bet, hvor de stillede deres kritiske spørgsmål for at afdække ændringerne i målformuleringerne og den kontekst, der fremkaldte disse ændringer, blev evalueringsforskningens næste problemstilling spørgsmålet om, hvad for-skernes arbejde betød for projektet. Den tilbagevendende interviewing fik i hvertfald deltagerne til at reflektere over deres målsætninger og prioriterin-ger, hvilket ikke kunne undgå at påvirke processen.

Det næste skridt var derfor at udvikle den processuelle evaluering til en formativ evaluering, hvor forskeren aktivt forholdt sig til rollen som en part-ner, der indgik i udviklingen af projektet (Erik Albæk 1988:96). Man kunne sige, at man nu blot havde genopfundet aktionsforskningen under et nyt navn. Men forskellen var stadig knyttet til, hvem der definerede forsknings-interessen. I forbindelse med formativ evaluering var det stadig ministeriet som var opdragsgiver, og forskningsinteressen var stadig knyttet til behovet for at vide, om der nu var kommet det optimale ud af projektet. Hvad der var „optimalt“ var mere løst defineret, men præmisserne for vurderingen blev stadig lagt uden for projektet som en diskussion af projektets mere generelle samfundsmæssige relevans.

305

Aktionsforskningen og de forskellige former for evalueringstraditioner var det, man havde at orientere sig efter i det danske sektorforskningsmiljø og opgaverne blev da også fortsat benævnt „evalueringer“, uanset indholdet – selvom de forekom rimeligt forskellige.

Det er dog et spørgsmål om ikke de indholdsmæssige krav til denne forskning havde overskredet grænserne for hvad evalueringsbegrebet kunne indeholde. Problemet ved et udviklingsprojekt er nemlig, at når det er af-sluttet er det faktisk rimeligt ligegyldigt, om det er gået godt eller skidt. Det er også ligegyldigt om styringen af det har været god eller dårlig.

Hylderne akkumulerer endeløse rækker af evalueringsrapporter som vi-ser at et bestemt udviklingsprojekt for nogle år siden bragte flere i arbejde, kom de svageste til gode og blev ledet af nogle særligt dygtige medarbej-dere. Dette er vigtig viden for nye institutioner, hvis fortsættelse der skal tages stilling til, men det er ligegyldig viden, når der er tale om et for-søgsprogram, der under alle omstændigheder slutter samme år som evalu-eringsrapporten udkommer. Forsøgs- og udviklingsprogrammer indeholder ikke en igangsættelse af nye institutioner men derimod tilskud til lokale initiativer. Disse initiativer får en begrænset levetid hvorefter erfaringerne fra dem indgår i de politiske overvejelser vedrørende de institutionelle og lovgivningsmæssige behov.

Udviklingsprogrammernes særlige metodologiske udfordringEt udviklingsprojekt er en form for socialt forsøg, hvor deltagerne selv or-ganiserer forsøgsopstillingen. Udviklingsprojektet etableres i et lokalom-råde, et boligområde, et socialt miljø, på en institution etc. Det udformes på baggrund af nogle menneskers vissioner om „et bedre liv“ – en drøm om noget anderledes som kan være mere eller mindre konkret. Mål, midler, årsag og virkning er sammenblandede størrelser i deltagernes hoved. Er samværet på tværs af generationer f.eks. et mål i sig selv eller kun et middel til at gøre mennesker fortrolige med hinanden? Og er fortroligheden kun et middel til større tryghed? Eller er kendskabet til hinanden et middel til større social kontrol og dette igen et middel til forebyggelse af kriminalitet?

Hver af de deltagende grupper har deres egen opfattelse af, hvad der er væsentligt og uvæsentligt, hvad der er årsag og hvad der er virkning, hvad der er mål og hvad der er midler. Ofte er de endda uinteresserede i, hvad de selv eller andre i grunden mener. De er blevet enige om, hvad de skal lave og de har fået de penge de søgte. Ministeriet gav dem pengene, fordi sty-

306

ringsgruppen syntes at projektet lød spændende og nok kunne siges at falde indenfor de iøvrigt meget brede rammer.

Uanset hvad man kan finde på at skrive af fine formuleringer i oplægget til følgeforskningens design er det slet og ret blevet forskernes opgave at få konkretiseret, hvad det er der er „spændende“ ved projekterne.

Når først udviklingsprojektet går i gang rykker det ved alle relationerne i den sammenhæng det etableres indenfor. Derved gøres disse sammenhænge transparente. Og det er dét, der er det spændende ved sådanne projekter. Forskeren har faktisk ikke fået en bunden opgave, hvor vedkommende skal fortælle hvad der er sket på det og det område. Forskeren har fået den meget åbne opgave at finde ud af, hvad der er „spændende“ ved de situationer, der her er skabt.

Forskeren må således selv drøfte relevanskriterier, fokus og prioriterin-ger. Vedkommende må selv definere, hvad der i det givne forløb vil være re-levant at vide for fremtidige initiativtagere, politikernes arbejde med aktuel lovgivning, eventuelle forskere på området og berørte befolkningsgrupper. I forbindelse med kulturcenterundersøgelsen valgte vi således selv en række temaer omkring samspillet med skolens undervisning, aktiviteternes social-politiske funktion, samspillet mellem frivillige forældre og ansatte lærere og kulturcentertankens idéhistoriske baggrund, fordi disse temaer i nævnte rækkefølge korresponderede med Danmarks Lærerforenings, de politiske beslutningstageres og de lokale initiativtageres fokus i de diskussioner og debatter vi havde kunnet følge (Kulturcenterundersøgelsen 3).

Man kan ikke engang sige, at det væsentlige er en interesse i at vide, hvordan projekterne er gået – om der er kommet det optimale ud af dem. Det er ofte mere interessant at sammenfatte erfaringerne fra de mange pro-jekter til en analyse af den måde, omverdenen reagere på projekterne. Hvil-ke barrierer og muligheder kommer til syne omkring projekterne? Hvilke forløb synes at være „eksemplariske“ i negativ eller positiv forstand?

Man kan for så vidt tillade sig at vælge en række eksemplariske cases ud som tilsyneladende indeholder de mest centrale problemstillinger og så koncentrere analysen om disse cases. Det rekvirenten ender med at stå med i hånden er et materiale som fortæller politikerne, hvilke muligheder der er indenfor det felt, udviklingsprogrammet har været placeret i. På denne bag-grund kan man gøre sig overvejelser over, hvilke ændringer i lovgivningen og den offentlige administration, der er behov for. Endvidere får fremtidige initiativtagere på området en slags manual, der fortæller dem hvilke fald-grupper, de bør undgå og forbereder dem på forhindringer, de kan løbe ind i.

Rapporterne skal ikke skrives til embedsmænd og fagfæller, der herefter skal uddrage de faglige og politiske implikationer. Rapporterne skal skrives

307

direkte til politikere og lokale initiativtagere og fortælle dem hvilke vilkår, de arbejder under. Selvom den således må betjene sig af et sprog, der er almindeligt forståeligt (hverken juridisk eller forskningspræget jargon) skal den indholdsmæssigt have rødder i en forskningsmæssig kvalificeret ind-sats. Initiativtagerne kender den konkrete virkelighed og er ikke interesseret i en udredning, der kun fortæller dem, hvad de ved i forvejen. Initiativta-gerne er interesseret i forståelse af sammenhænge, som sætter dem i stand til at overføre erfaringer fra et projekt til et andet. De kræver til gengæld også at forskerne viser indsightviden om deres faglig felt, for at de kan have tillid til resultatet af arbejdet.

Sektorforskeren står derfor pludselig overfor det krav at skulle lave en analyse af projektets tekst-kontekst problematik, som kræver en rimelig stor indsigt i de pågældende områders faglige traditioner, politiske betingelser og konkrete lokale forhold og variationer.

Hermed er den sociologiske sektorforskning konfronteret med en anse-elig udfordring både hvad angår dens faglighed og dens organisation. Ud-redninger af sociale forhold og målrationelle evalueringer kan til en vis grad udføres af forskere med en generel metodologisk uddannelsesbaggrund. Den nye form for følgeforskning syntes at kalde på en langt større grad af faglig specialisering. Samtidig skifter udviklingsprogrammerne fokus fra det ene år til det andet. Forskerne i „branchen“ må derfor vænne sig til, at deres egne basale teoretiske interesser må tilgodeses indenfor et bredere forskningsfelt, hvor ministerierne vælger tidens konkrete genstand. Det ene år er det støtte- og kontaktpersoner for sindslidende, det næste år er det vi-denscentre for fysisk handicappede.

Kulturcenterundersøgelsen som eksempelI forbindelse med kulturcenterundersøgelsen valgtes et design som kombi-nerede surveys, kvalitative fokuserede interviews og etnografiske metodo-logiske principper.

Teoretisk be vægede projektet sig ind på forholdene omkring de danske lokalsamfunds udvikling i efterkrigstiden og inddrog dermed både urbani-seringsproblematikken, byantropologiske problemstilling samt teorier om sociale bevægelser og subkulturer. Disse teoretiske områder var nødven-dige for forståelsen af de netværk af relationer, der skabtes omkring ud-viklingsprojekterne og dermed deres lokale kontekst. Teorierne skulle ikke behandles eksplicit i rapporten, men de udgjorde en referenceramme, som blev diskuteret sideløbende med undersøgelsen og blev bestemmende for dens fokus.

308

Derudover krævede undersøgelsen et vist kendskab til didaktiske pro-blemstillinger i folkeskolens arbejde og den krævede et vist kendskab til det sociale arbejdes og det socialpædagogiske arbejdes referencerammer og til kulturpolitiske problemstilling i forbindelse med kulturcenteride-ernes historie. Følgeforskningen blev bemandet med en, der havde spe-cialkendskab til efterskole og folkeoply sningsproblematikken, een med specialkendskab til skole-hjem samarbejdets problemstillinger, een med specialkendskab til socialt arbejde i frivilligt og offentligt regi og en kon-ferensstuderende, der i løbet af projektperioden beskæftigede sig med kul-turcentertankens idéhistorie. Den første var seminarieuddannet og havde i en periode fungeret som konsulent og evaluator indenfor folkeoplysnings-området, de tre andre var kultursociologer på henholdsvis Ph.d. niveau og specialeskrivende niveau.

Vi havde som ovenfor beskrevet ikke nogen konkret målsætning at byg-ge en evaluering på. Samtidig var det vores opgave at producere et mate-riale, der var relevant for beslutningstagere og initiativtagere. Der opstår det uvante i en sådan situation, at opdragsgivere og målgrupper bliver en del af undersøgelsens genstand. Vi valgte derfor at definere to initialplaner for følgeforskningen.

1) De politiske beslutningstageres forestillinger om lokalsamfund, folke-skolens fremtid og udviklingsprogrammets relation til disse forestil-linger.

2) De lokale initiativtageres forestillinger om udviklingsprojekternes funk-tion i den lokale sammenhæng.

Analysen af forestillingerne blev grebet induktivt an i forlængelse af de ideer, der bredte sig indenfor det sociologiske forskningsmiljø i 80erne un-der betegnelsen „Grounded Theory“ (Glaser & Strauss 1967, Glaser 1978, Strauss 1987, Corbin og Strauss 1990). Interviewene med intitiativtagerne og aktstykkerne fra behandlingen af lovforslagene blev analyseret med hen-blik på identifikation af begrebsverden og forestillinger om samfundsmæs-sige sammenhænge.

Der viste sig at være en vis forskydning i de to forestillingsverdener, der knyttede sig til henholdsvis politiske beslutningstagere og lokale initiativta-gere. Beslutningstagernes forestillingsverden kredsede om socialintegrative funktioner, der grænsede til det kriminalpræventive, og deres forestillin-ger om samfundsmæssige sammenhæng knyttede an til en forestilling om tidligere tiders stærkere sociale kontrol i lokalsamfund. Initiativtagernes forestillinger var i forhold til dette forskudt over mod en tilfredsstillelse af

309

konkrete behov for lokale fritidstilbud og en sammenhæng mellem fælles aktiviteter, lokal identitet og individuel livskvalitet.

Med udgangspunkt i disse forestillinger udviklede forskningen sig som en dialog mellem de lokale initiativtagere og forskerne. Initiativtagerne blev vores informanter vedrørende en proces, der blev sat igang via en in-tervention udefra i form af tilførelse af ekstraordinære ressourcer. Disse ressourcer gjorde lokale strukturer transparente, og initiativtagernes egen følsomhed overfor den lokale socialstruktur blev skærpet af de tilbageven-dende diskussioner med forskerne. Forskerne indgår her i rollen som „de kvalificerede fremmede“ der kunne stille et troldspejl op som aktørerne kunne spejle sig selv i.

Den dialogiske forskningsprocesSamlet kan denne type følgeforskning illustreres med figur 2. Forskernes faglighed går i dialog med de forestillinger der præger beslutningstagere og lokale initiativtagere. Undervejs reflekterer denne dialog de erfaringer som indhøstes i forbindelse med udviklingsprojektets transformation af lokale strukturer, og efter udviklingsprojektets afslutning afrapporterer forskerne til tre målgrupper:

1) Politikerne fik et materiale som kunne danne udgangspunkt for de æn-dringer i lovgivning og administrativ praksis, der måtte være befordrende for den ønskede udvikling. Således fik folkeoplysningen sin 5%- pulje til nye former for eksperimenter, forsøg og væresteder, og folkeskoleloven fik en passus om muligheden for kulturcentre. For begge loves vedkommende var det vigtigt, at de ikke i deres formuleringer kom til at spænde ben for mangfoldigheden.2) De lokale initiativtagere fik et inspirationsmateriale, som kunne bidrage til metodeudvikling og til håndtering af de problemstilling de konfronteres med. Rapporterne står på alle folkeskoler og kan stadig bruges som koge-bog og problemkatalog for den enkelte skoles forsøg på at indtræde i et mere aktivt samarbejde med andre initiativer i lokalsamfundet.3) Fagfællerne fik et materiale, som kan kvalificere den teoretiske diskus-sion vedrørende de danske lokalsamfunds udvikling og samspillet mellem professionelle og brugere i forbindelse med omstilling og udvikling af of-fentlige institutioner.

Processen bryder helt med den traditionelle form for politikudvikling som definerer „social engineering“. Denne form er karakteriseret ved, at

310

det politiske system og sektorforskningen definerer det sociale problem, identificerer vidensbehovet, fremskaffer data og fortolker data med henblik på efterfølgende politisk intervention (Erik Albæk 1988:25ff.). I stedet er udviklingsprogrammet i ovennævnte form karakteriseret ved, at det lokale niveau allerede inden problemet er konkret defineret bringes i dialog med følgeforskningen og selv forestår de sociale eksperimenter, hvor mulighe-derne for forandringer og problemløsninger undersøges. Når politikerne senere intervenerer i området i form af lovgivning, er der allerede skabt lo-kale erfaringer som denne lovgivning kan relateres til, og erfaringerne er af forskerne blevet samlet i et manuallignende inspirationsmateriale, der kan understøtte initiativer, der måtte ligge i forlængelse af den nye lovgivning.

Det samlede billedeSamspillet mellem velfærdsstat og sektorforskning havde således i 80erne udviklet en række nye opgaver og metodekrav til den sociologiske social-forskning. I det foregående er der brugt en del plads på at beskrive netop den forskningsbaserede erfaringsopsamling, fordi den repræsenterer en væ-sentlig nyudvikling indenfor følgeforskningen. Kvantitativ fylder konceptet dog ikke meget i 80ernes socialforskning. Den sniger sig derimod ind i de evalueringsmetoder og udredninger af sociale forhold som er under hastig udvikling i dette tiår, således at man ved indgangen til 90erne står med en lang række nye udfordringer til sektorforskningens valg af metoder og til de videnskabsteoretiske overvejelser, der danner udgangspunkt for disse valg.

Sådan som følgeforskningen udvikler sig indenfor de i denne sam-menhæng centralt placerede institutioner Socialforskningsinstituttet (SFI), Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), Institut for Sociale Forhold og Organisation (AUC) og Udviklingscenteret kan den indkredses under følgende hovedkategorier:

Udredninger af sociale forhold omfatter nu ikke blot levekårene i de forskellige dele af befolkningen målt ved hjælp af kvantitative metoder. Disse undersøgelser fortsætter som en nødvendig del af beslutningstager-nes orientering om forekomst og udbredelse af sociale problemer, men de supleres med udredninger af det organisatoriske landskab som mennesker indgår i. Således afdækker Merete Watt Boolsen ved hjælp af en stikprøve-undersøgelse befolkningens aktivitet og engagement indenfor de frivillige organisationers (1988), og undersøgelsen suppleres med en kvalitativ inter-viewundersøgelse, hvor Kirsten Just Jeppesen og Dorte Høeg undersøger målsætninger, organisation og økonomi indenfor en række udvalgte sociale hjælpeorganisationer (1987).

311

Evalueringerne omfatter en lang række evalueringer af nye institutio-ner og sociale forsøg i kølvandet på de offentlige puljer som afsættes til forsøgs- og udviklingsarbejder. Ovennævnte institutioner involveres alle i Socialministeriet Udviklingsmidler (SUM) og publicerer i de efterfølgende år en række evalueringsrapporter med resultaterne fra det brede spektrum af udviklingsarbejder indenfor dette område. Nogle af disse evalueringer bli-ver gennemført som resultatevalueringer omkring forsøgsarbejdets afslut-ning, mens andre bliver gennemført som procesevalueringer, hvor forskerne følger udviklingsarbejdet gennem dets forskellige faser. Også lokalt i Amter og Kommuner udvikles nye tiltag med tilknyttet evalueringsforpligtelse. I 1990 publicerer AKF tillige en evaluering af evalueringsvirksomheden, der peger på en lang række problemer i samspillet mellem beslutningstagere og evalueringer (Adamsen, Fisker og Jørgensen, AKF 1990).

Forskningsbaseret erfaringsopsamling udgør i denne sammenhæng kun en mindre del af den samlede aktivitet, idet den begynder indenfor Udvik-lingscenterets og Institut for Sociale forhold og Organisation i forbindelse med disse institutioners samspil mellem konsulentfunktioner og evaluerin-ger. I forbindelse med SUM-programmet oprettes formidlingsenheder til spredning af forsøgserfaringer indenfor det samlede program og i 90erne begynder man at se opgaveformuleringer fra ministerierne som indeholder et samspil mellem konsulentfunktioner og evalueringsopgaver, og hvor må-let med afrapporteringen og formidlingen af følgeforskningens resultater benævnes „erfaringsopsamling“ eller „inspirationsmateriale“.

Sektorforskningen udviklede således i 80erne et bredt spektrum af nye former for udredninger og følgeforskning. Sammen med de „traditionelle“ surveys over befolkningsgruppers levekår og livssammenhænge, er erfa-ringsopsamlingerne og evalueringerne blevet en integreret del af de aktuelle forsøg på at udvikle en decentraliseret velfærdsmodel som i højere grad kan legitimeres politisk, idet man på forhånd kan danne sig et indtryk af de nye initiativers effekt og de berørte gruppers reaktion.

312

REFERENCER

Adamsen, Fisker og Jørgensen, 1990, Forsøgsstrategi 1 og 2. AKF.Albæk, Erik, 1988, Fra Sandhed til Information. Evalueringsforskning i USA – før

og nu. Akademisk Forlag København.Allardt, Erik, 1975, Att ha, att älska, att vara. Argos Lund.Bjerregaard, Ritt, 13/11 1980, „Fra stabsarbejde til græsrodsplan“ i dagbladet In-

formation.Broch, Tom m.fl. ed, 1979, Kvalitative metoder i dansk samfundsforskning. Nyt Fra

Samfundsvidenskaberne København.Due, Jesper og Jørgen Steen Madsen, 1988, Når der slås søm i. Overenskomst-

forhandlinger og organisationskultur Jurist og Økonomforbundets Forlag København.

Egelund og Hillgaard, 1993, Social rådgivning og social behandling. Socialpæda-gogisk Biblioted København.

Fog, Jette, 1979, Kvindelige industriarbejderes dagligliv – belyst ved interview. Lavindkomstkommissionens Sekretariat.

Friis, Henning, 1981, Nederst ved bordet. SFI publ. nr. 108.Gaardmand, Arne, 1980, Plan og Politik. Reitzels Forlag.Gaardmand, Arne, 1985, Plan og Frihed. Dansk Byplanlaboratorium.Glaser, B. & Strauss, 1967, A. The discovery of grounded theory. Aldine Chicago.Grønmo, Sigmund, 1982, „Forholdet mellem kvalitative og kvantitative metoder i

samfundsforskningen“. i Kvalitative metoder i samfundsforskningen. Universi-tetsforlaget, Oslo.

Høgsbro, Kjeld, Jochumsen og Ravn, 1991, Kulturcenterundersøgelsen 3. Udvik-lingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning, København.

Høgsbro, Kjeld, 1992, Sociale problemer og selvorganiseret selvhjælp i Danmark. Samfundslitteratur København.

Høgsbro, Kjeld, Karen Maigaard Knudsen og Birte Ravn, 1990, Kulturcenterunder-søgelsen 2. Skolen som lokalt kulturcenter. Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning.

Højrup, Thomas, 1983, Det glemte folk. Statens Byggeforskningsinstitut, København.Hansen, Erik J, 1978-79, Fordelingen af levekårene. SFI publ. nr. 82 Socialforsk-

ningsinstituttet. København.Hegland, Tore Jacob, 1981, Jordbrugskollektivet Nørremarksgården. Indkøbstryk.Hegland, Tore Jacob, 1983, Arbejds- og levemiljøer med socialpædagogisk sigte.

Indkøbstryk.Hegland, Tore Jakob, 1994, Fra de Tusind Blomster til en målrettet udvikling. AL-

FUFF Aalborg.Hjort Andersen, Bjarne, 1993, Kan man spørge mennesker om deres livsform. SFI.Holt, Poul, 1979, Fordelingen af arbejdsvilkår og sundhedsforhold for lønmodta-

gere. Lavindkomstkommissionens Sekretariat.Holter og Kalleberg ed., 1982, Kvalitative metoder i samfunnsforskning. Universi-

tetsforlaget Oslo.

313

Just Jeppesen, Kirsten og Dorte Høeg, 1987, Private hjælpeorganisationer på det sociale område. SFI, København.

Koch, Anna og Mette Rørbech, 1985, Kontanthjælpforsøget – frigjorte ressourcer og forbedret socialt arbejde?. AKF og SFI.

Maigaard Knudsen og Birte Ravn, 1989, Kulturcenterundersøgelsen 1. Udviklings-center for folkeoplysning og Voksenundervisning, København.

Reichardt and Cook, 1979, „Beyond qualitative versus quantitative methods“. I Cook and Reichardt: Qualitative and quantitative methods in evaluation re-search. Sage, London.

Sasu. 1983, Socialpolitik i lokalsamfund – samspil eller konflikt. Samenslutningen af sociale udvalg.

Scheuer, Steen, 1981, „Frivillige organisationer i Danmark med indsats overfor un-derprivilegerede grupper“. I Henning Friis, Nederst ved bordet, SFI.

Strauss og Corbin, 1990, Basics of qualitative research. Grounded theory procedu-res and techniques Sage, London.

Strauss, A., 1987, Qualitative analysis for social scientists. Cambridge University Press New York.

Tschudi, Finn, 1982, „Om nødvendigheden av syntes mellem kvantitative og kvali-tative metoder. I Holter og Kalleberg: Kvalitative metoder i samfundsforsknin-gen. Oslo.

Valentin, Finn, 1980, Fordelingen af påvirkningsmulighederne. Lavindkomst-kom-missionens Sekretariat.

Watt Boolsen, Merete, 1988, Frivillige i socialt arbejde. SFI, København.

314

Kapitel 9

90’ERNES SOCIOLOGI: PÅ VEJ IMOD EN NY STOR FORTÆLLING?Rundbordssamtale mellem John Andersen, Thomas Boje, Lis Højgaard, Karin Mathiesen, Lars Hulgård, Carsten Strøby Jensen og Kurt Aagaard Nielsen1

Af Lars Hulgård og John Andersen

Indledning........................................................................... 315

Post 68 ................................................................................ 317Opgør med totalitetsteorien ........................................................ 321Behov for en kritisk teori? ............................................................ 323Fra tabet af horisonten fra 70’erne ............................................. 326. . . til kritik i mikroperspektiv ....................................................... 327

Behov for en ny stor fortælling? ....................................... 329Det nye højre ................................................................................... 331Udfordringen .................................................................................... 335

Afvikling og reorganisering .............................................. 337Selvreflektion eller faglig offensiv? ............................................... 339

Litteratur ........................................................................... 352

315

INDLEDNING

1980’erne blev en særdeles turbulent periode for dansk sociologi. Kulmi-nationen kan ikke stadfæstes til enkelte situationer; men afviklingen af de to sociologiske institutter fra 1986 og årene frem tegnede sig for et absolut ‘højdepunkt’. Den nemmeste og mest overfladiske måde at bestemme årsa-gerne til krisen for den institutionaliserede sociologi er at pege på eksterne årsager. I denne artikel forholder vi os imidlertid først og fremmest til den interne sociologiske dynamik: hvordan udviklede det sociologiske verdens-billede i den pågældende periode sig, hvordan blev der reageret på luknin-gen og hvilke offensive bud blev der udviklet på en ny kritisk sociologi.

Da undervisningsministeriet fandt frem til Sociologisk Institut var man allerede internt på Sociologisk Institut i fuld gang med en faglig reorganise-ring. Én af grundene til opbrud og reorganiseringsforsøg var, at sen-60’er-nes paradigmer og totalitetsfigurer efterhånden fattedes tiltrækningskraft, og fremfor alt var 1980’erne frem til lukningsproceduren startede således præget af intense og i vidt omfang kollektive forsøg på at udvikle en ny

1. Deltagerne i rundbordssamtalen, som fandt sted i februar 1995:Thomas P. Boje. Sociolog, Ph.D. Fra efteråret 1995 ansat som professor i sociologi

ved Umeå Universitet. Har siden 1985 været lektor og docent ved forvaltningsuddan-nelsen på RUC. Har primært forsket i arbejdsmarkedsforhold. Mangeårigt medlem af bestyrelsen for Dansk Sociologforening og flere internationale sociologorganisationer.

Lis Højgaard. Kultursociolog. Fra 1993 ansat som lektor på Statskundskab, Køben-havns Universitet. Ansat på Institut for Kultursociologi i 1981. Senere ansat i ligestil-lingsrådet på et projekt om kvinder og ledelse. Har arbejdet med køns- og kvindefor-skning. De senere år særligt køn, kultur og organisation – herunder lønforskelle og arbejdspladskulturer.

Karin Mathiesen. Sociolog. Havde læst 3 år på Landbohøjskolen, da hun startede på sociologistudiet i 1985. Var meget studenterpolitisk aktiv omkring nedlæggelsen af Sociologisk Institut og medlem af fakultetsrådet og interimstudienævnet for „Ny Socio-logi“ i 1992-93. Blev færdig som sociolog i 1993 og blev i 1995 ansat som undervis-nings- og forskningsassistent på RUC.

Carsten Strøby Jensen. Startede med at læse kultursociologi i 1980 og blev færdig i 1987. Har siden 1987 arbejdet på FAOS (Forskningsgruppen Arbejdsmarkedsorganisa-tionernes Sociologi), som er en uafhængig forskningsgruppe på Københavns Universi-tet, der især arbejder med det danske og europæiske aftalesystem på arbejdsmarkedet.

Kurt Aagaard Nielsen. Sociolog. Forskningslektor på Institut for Miljø, Teknologi og Samfund, RUC. Lektor ved Sociologisk Institut fra 1979 og frem til 1991. Har blandt andet arbejdet med kvalifikations-og socialisationsforskning samt sociologiens historie. I de senere år aktionsforskning og sociale eksperimenter – blandt andet med baggrund i fremtidsværkstedstraditionen.

316

sociologisk profil. Kvindeforskningen, velfærdsstatsforskningen, socialisa-tionsteori og videnskabsteori med et stærkt bånd tilbage til de sociologiske klassikere blev nogle af de positioner, der dels markerede et forsøg på at fastholde sociologien som et kritisk og i vidt omfang kollektivt projekt, samtidig med at kapitallogikkens noget antiempiristiske teorigrundlag blev forladt.

Det er både spændende og vanskeligt at lave god sociologi over den samtid, der udspiller sig lige nu og her omkring os. Vanskeligheden kom-mer tydeligt til udtryk, når man skal skrive sociologisk samtidshistorie til en offentlighed af sociologer, samfundsforskere og andre, der intervenerer fra forskellige positioner i deres samtid. Og netop dette har i særdeles høj grad gjort sig gældende i den periode, vi her skriver om: hvor stor vægt skal der lægges på det faktum, at vi gennem mere end et halvt årti stod uden egen-tlige sociologiske faginstitutter i Danmark? Hvordan skal konflikten afdæk-kes, og i det hele taget hvilken konflikt båret af hvilke aktører? Samtiden kan kun afdækkes processuelt – skal vi da gå helt ind i periodens processer på mikroplanet og begynde at diskutere, hvem der gjorde hvad, i hvilke situationer og til hvad nytte?

I stedet for denne kulegravning har vi valgt at lægge sociologens be-tragterrolle på hylden for en stund. Vi har valgt at lade nogle af periodens aktive og engagerede aktører komme til orde, i det der siden skulle vise sig at blive en meget tændt rundbordssamtale om udviklingen i det sociologiske verdensbillede både før, under og efter den langvarige luknings- og reorga-niseringsprocedure.

I den første del af samtalen er fokus på den faglige dynamik i „Post-68“ epoken: fra 1970’ernes eksplicit samfundskritiske og makroorienterede ten-dens i sociologien til 1980’ernes orientering mod mikroniveauet og aktør-betonede tilgange. Næste del af rundbordssamtalen har vi givet overskriften „Behov for en ny stor fortælling?“ Her diskuteres sociologiens aktuelle situ-ation, og hvordan sociologien kommer i offensiven og sætter sit fingeraftryk på samfundsdebatten – set i lyset af sociologiens egen udvikling de seneste årtier, udfordringen fra det nye højre og hvilke udfordringer transformatio-nen væk fra det traditionelle industrisamfund stiller til sociologien. I tredje del af rundbordssamtalen „Afvikling og reorganisering“ diskuterer vi luk-ningen af de sociologiske institutter, og hvordan den første „coma“ tilstand blev vendt til en styrkelse af faget og professionen.

Som samtalen skred frem stod det klart, at deltagerne fulgte et fælles spor hen imod et stykke kollektivt udviklingsarbejde mere end en ‘posi-tioneret’ kamp mellem opfattelserne. Denne ‘harmoniorientering’ er dog sekunderet af deltagernes fælles bestræbelser på at intervenere kritisk i

317

samtiden (sociologer kan ikke lade være!), i at udvikle en kritisk sociologi og i at diskutere muligheden for „en ny stor fortælling“ om det postindu-strielle samfund.

Samtalen udfoldede sig omkring to faglige vinkler, nemlig udviklingen i sociologiens kritiske sigte og periodens stigende interesse for forskning i velfærdsstatslige problemer. Deltagerne er valgt, fordi de dækker disse to dimensioner såvel i dybden som i bredden. Samtidig har de fra hver deres ståsted førstehånds kendskab til den sociologiske udvikling – fagligt såvel som ‘institutionelt’. Et af de spørgsmål vi ville give mulighed for at disku-tere dybere var, hvorvidt der har været tale om to parallelle bevægelser fra et oprindeligt kritisk projekt frem til noget ganske vist mere rummeligt og pluralistisk, men samtidig en sociologi, der mangler snert? Er vi gået fra fagkritik, videnskabskritik, ideologikritik, og kapitallogik til pluralistisk vi-denskabsteori. Fra bevidsthedsfilosofi og basis overbygningsfigurer (Marx) til kommunikationsteori (Habermas) og postmodernisme? Er vi gået fra velfærdsstatskritik/reformismekritik over velfærdspluralisme og forsvar for velfærdsstaten, og frem til en stiltiende accept af nogle af tidens domine-rende figurer? Hvordan stiller sociologerne sig således til de aktuelle for-mer for højrefløjs velfærdsstatskritik. Nemlig den ofte fremførte kritik af, at velfærdsstaten er for dyr, formynderisk og begrænsende for det individuelle initiativ?

POST-68

Lars: Jeg vil starte med at lancere de to temaer – eller faglige vinklersom samtalen skal udfolde sig omkring. Begge omhandler udviklingen i ‘det’ sociologiske perspektiv op gennem 1980’erne og 90’erne. Den ene vinkel er sociologiens kritiske sigte. Op gennem 1970’erne var der mange sociologer, som ikke tænkte i specielt sociologiske termer. Hvad det i stedet drejede sig om for mange af datidens sociologer var at udvikle fagkritik, viden-skabskritik, ideologikritik og kritik af den politiske økonomi, der alle var væsentlige, tæt forbundne og i bogstavelig forstand tværfaglige strømninger under studenteroprøret. Selv på et fag som dramaturgi var et af de vigtigste fag på førstedelen: kapitallæsning. Dette ‘kritiske hegemoni’ var imidlertid ganske kortvarigt. I starten af 1980’erne kunne man frit påpege, at denne epoke var slut og, at der nu var tale om mere individuelle opbrudsforsøg frem mod egentligt sociologiske erkendelsesformer. Jeg registrerede for ek-sempel opbruddet i Nordisk Forum tidsskrift for kritisk samfundsvidenskab med følgende formuleringer:

318

„Det er ikke længere kapitalens altovergribende subjekt, og dette subjekts ulvehun-ger som står i centrum..(..)..Det er uigenkaldeligt sket med at analysere værdilovens udvikling på verdensmarkedet for her igennem at pejle mulighederne for at overgribe kapitalismen fundamentalt.“ (Hulgård, 1984: 56,58).

Vejen frem fra dette opbrud var mangfoldig; men i årtiets første del var den først og fremmest præget af individuel søgning og spæde ansatser til at udvikle nye kollektive erkendelsesformer. Den anden vinkel i rund-bordssamtalen drejer sig således om et af disse forsøg. Nemlig forsøget på at udvikle et sociologisk projekt omkring udforskningen af velfærds-staten. Velfærdsstatsforskningen bredt forstået blev et af de felter, hvor sociologer har formået at vinde terræn i en periode, der ellers af mange blev oplevet som temmeligt besværlig. Sociologiens fokusering og sam-fundsmæssige rolle har således været gennem nogle radikale ændringer de sidste tyve år. Ændringerne kan blandt andet iagttages gennem ud-viklingen fra 1970’erne med velfærdsstatskritik og reformismekritik og frem til velfærdspluralisme og forsvaret for velfærdsstaten i 1980’erne. Er det gået for hurtigt med at revidere de tidligere kætterske standpunk-ter, er der hældt for mange børn ud med badevandet under hele perioden med reorganisering af sociologien? Blandt forskere og debattører er det gået forbavsende hurtigt i de sidste 20 år med at revidere synet på vel-færdsstaten.

Mit postulat er, at vi oplever tre faser i forståelsen af velfærdsstaten i perioden mellem 1970 og frem til i dag: i den første del af perioden er det nærmest mainstream sociologi at udøve kritik af velfærdsstaten. Inden for forskning i velfærdsstaten var det nærmest det herskende samfundsviden-skabelige paradigme at udøve kritik af velfærdsstaten ud fra et marxistisk standpunkt. Senere kom der nuancer på bordet; men i dag er der tendens til, at velmenende intellektuelle ‘afskaffer’ velfærdsstaten; nu fra helt andre udsigtspunkter end i starten af perioden, og vel også inden vi har forstået velfærdsstatens potentiale fuldt ud?

Det stærkeste jeg har set i den forbindelse er i en efteruddannelsesfol-der fra Danmarks Forvaltningshøjskole, hvor en række prominente nordi-ske forskere og top-embedsmænd skal holde konference om „Oprydning efter velfærdsstaten“. Uden citationstegn vel at mærke! Konferencen hen-vender sig til chefer, ledere og medarbejdere i de nordiske lande. Chefer, „der generelt er interesserede i fremtidig udvikling og udfordringer“; men det er jo også sin sag at rydde op i velfærdsstaten! Mangler der ikke nogle mellemregninger? Eller er velfærdsstaten så langt ude, at vi blot kan an-noncere oprydningen efter den? Hvad har det sociologiske svar været på den proces?

319

John: Måske var sociologien for langsom til at påtage sig en offensiv og udadvendt position og se sin rolle som at give input til den demokratiske debat, hvilket vi også påpeger i indledningen til hvidbogen om dansk socio-logi2. Men pointen er, at processen med at åbne sig over for det omkringlig-gende samfund var i fuld gang fra begyndelsen af 1980’erne.

Men min opfattelse er stadig at det eneste, der ikke bare kan overleve men leve i længden er en god kritisk sociologi. I længden er en sociolo-gi, der tilpasser sig, mere sårbar, fordi den bliver uinteressant i forhold til mainstreamsamfundsvidenskaben. Historien har imidlertid brutalt lært os, at en kritisk sociologi skal have nogle støttepunkter ude omkring på mange niveauer i samfundet. Det kræver, at den hele tiden kan manifestere en evne til at være dagsordenssættende og kritisk på en ikke-sekterisk måde.

Styrken i 1970’ernes kritiske teori og statsteori var imidlertid en meget fundamental teoretisk kritik af samfundets institutioner. En kritik man ikke skal underkende kvaliteten af. Men der opstod efterhånden, meget natur-ligt, en frustration over, at vi faktisk lever i et samfund, hvor der er nogle tilkæmpede sociale medborgerrettigheder – bedre end i mange andre dele af verden. Der opstod et behov for også at forstå de civilisatoriske sider af vel-færdsstaten og få lidt balance i tingene. Det træk blev så taget i 1980’erne.

Men den sociologiske udfordring siden midten af 1980’erne, – og endnu mere markant idag – det er jo ikke bare at være god til at analysere og forstå den eksisterende samfundsmodel. Kravet er også at turde give nogle bud på fremtidens velfærdsstrategier. Lige efter, at sociologerne var begyndt at for-stå naturen af velfærdskapitalismen og det socialdemokratiske projekt, så be-gyndte denne samfundsmodel at være ved at smuldre. Derfor er der nye krav til forskningen om at komme med nogle kvalificerede bud på nye strategier – også på europæisk og globalt plan. Der er mange fundamentale diskussioner på spil omkring borgerlønsstrategi, omkring udvidelse af arbejdsbegrebet, rotations- og orlovssamfund, ændrede kønsrelationer, demokratisk moder-nisering af velfærdsstaten, udbredelse af det sociale ansvar til virksomheder og lokalsamfund o.s.v. Der er tale om fænomener som den sociale krise og overgangen til et post-industrielt samfund har sat på dagsordenen. Her er sociologien ikke helt sprunget ud endnu, men det rykker i den rigtige retning.

2. „Sociologiens Fingeraftryk – Hvidbog om dansk sociologi“ redigeret af Lis Adamsen, John Andersen, Bente Ingvardsen og Carl Nørregård, blev udgivet i 1992 som et særnummer af tidsskriftet Dansk Sociologi på initiativ af Dansk Sociologfore-ning. Målet var at synliggøre sociologiens praktiske anvendelse i Danmark.

320

Thomas: Jeg vil godt spørge dig om noget John i relation til det skift in-den for sociologisk forskning, som du snakker om fandt sted i midten af 1980’erne.

Samfundsmæssigt var det en periode kendetegnet af, at de liberale kræfter vandt frem politisk i form af den borgerlige regering og fagligt i form af, at individualisme og neoliberale strømninger fik vind i sejlene. Men det var også i den periode, er der sket noget i retning af et kollaps in-den for de mere handlingskraftige og sammenhængende sociale bevægel-sesaktiviteter – både hvad angår fagpolitisk opposition og i græsrodsbe-vægelserne. Hvor meget reflekteres denne samfundsmæssige forvandling egentligt i de faglige problemstillinger og de skrifter, der bliver arbejdet med inden for velfærdsstatssociologien i starten af 1980erne? Var det ikke som så ofte før som en slags forsinket reaktion på højrebølgens kritik af velfærdsstaten og forsøg på at forringe de sociale ydelser, at venstrefløjen begyndte at forstå naturen og dobbeltheden i velfærdsstaten og i den so-ciale solidaritet der var forudsætningen for velfærdsstatsprojektet? Indtil da var det egentligt mere en formkritik, som nu forsvinder til fordel for et forsvar, der nogen gange bliver ganske ureflekteret. Er dette perspek-tiv inde i de faglige diskussioner, der bliver ført? Eller er der mere tale om en efterrationalisering – at historien i virkeligheden igen har spillet os et puds?

John: I forhold til 1970’ernes kritiske teori slog PAVV3 fast, at der i den skandinaviske model er tale om en modificering af kapitalismen på væ-sentlige punkter. En række grundlæggende sociale rettigheder var blevet institutionaliseret. Og den erkendelse blev nogle gange glemt i 1970’- ernes venstreradikale velfærdsstatskritik, som nogle gange var så radikal, at den mistede slagkraft. I det øjeblik grundlæggende sociale rettigheder begyndte at blive truet, var den „rene“ kritiske teori ikke et tilstrækkeligt redskab til

3. Projekt Arbejderbevægelse og Velfærdsstat i Vesteuropa (PAVV) blev ledet af Gunnar Olofsson og Iver Hornemann Møller med Fritz von Nordheim, Jan Henriksen og en kreds af yngre sociologer som faglige og organisatoriske drivkræfter. Projektet blev finansieret af SSF. PAVV havde til formål at undersøge sammenhængen mellem arbejderbevægelsens karakter og styrke og karakteren af de forskellige velfærdsregimer i Vesteuropa. Projektet er beskrevet i „Project Labour Movement and the Welfare State“, Acta Sociologica. nr 4, 1982. Den komparative velfærdsstatsforskning blev videreført i det SSF støttede projekt „Fattigdom, arbejdsløshed og marginalisering“ (FAM) fra 1985-88. John Andersens og Jørgen Elm Larsens Ph.D. afhandling „Fattigdom i velfærdsstaten“ havde udspring i dette projekt.

321

at forsvare det, som skulle forsvares, og heller ikke altid til at stille kvali-ficerede reformkrav med nye argumenter. Som et eksempel på velfærds-statsforskning med bred gennemslagskraft vil jeg nævne Per Kampman og Jørgen Elm Larsens bog om Schlüter regeringens angreb på dagpengesyste-met4. Den blev en bestseller i fagbevægelsen.

Opgør med totalitetsteorienLis: Et andet vigtigt skift i 1980’erne var en stærkere fokusering på mikroni-veauet. Også internationalt – f.eks med Anthony Giddens. Hvor sociologien i 1970’erne havde en strukturalistisk tilgang til forståelsen af samfundets sociale former, som ofte blev meget deterministisk, intensiveres fokuserin-gen på betydningen af kollektive handlinger i bred forstand i firserne. Der sker en åbning mod lokale kulturer og subkulturer, inspireret af de opbrud i klasse- og kønsstrukturer, som de nye sociale bevægelser, de nye ungdoms-kulturer og kvindebevægelsen udtrykte og som ikke lod sig fyldestgørende forklare ud fra et makro-perspektiv. På Institut for Kultursociologi begyndte vi at tage mikroperspektivet meget mere alvorligt. Man gik væk fra de store makroforståelser og prøvede at forstå de sociale former på et meget mere individnært plan.

Lars: Du ser et parallelt udviklingsforløb på det teoretiske plan mellem Sociologi og Kultursociologi?

Lis: Ja, på Kultursociologi blev det en kulturanalytisk tilgang, der tog form i de år. Interessen for forholdet mellem individ, handling og struktur ud-møntede sig f.eks. i formuleringen af et hverdagslivsperspektiv, som blev et tema i både undervisning og forskning i en årrække. dette forløb afspej-ler sig i antologien: „Hverdagsliv, kultur og subjektivitet“ (Charlotte Bloch m.fl, 1988). Det fælles udgangspunkt for antologien var spørgsmålet om hvordan forholdet mellem den store og den lille historie konkret formid-ledes. Hvordan reproduceredes den sociale orden f.eks. i arbejdsløse unge kvinders hverdagsliv (Birte Bech Jørgensen, 1985) og hvilke anfægtelser af den sociale orden kunne identificeres i hverdagslivet og hvilken betyd-

4. I den forbindelse er det endvidere værd at nævne, at Socialministeriet gav en millionbevilling til det store udredningsprojekt „Private pensioner frem mod år 2000“ i 1985.

322

ning havde de. Det sidste kommer til udtryk i den teoriudvikling om brud og mellemrum i hverdagslivet, som Charlotte Bloch præsenterer, tildels mit eget forsøg på at reformulere familieteorien ud fra et hverdagslivs-perspektiv. Tilgangen var inspireret af antropologisk kulturanalyse og af fænomenologiens fokus på oplevelsen som erkendelsesgrundlag. Fænome-nologiens begreber blev hjælperedskaber til at gå tættere på den sociale verden. Men den var også inspireret af den kritiske teori og franske dekon-struktion i opgøret med en altfavnende strukturalistisk forståelse af sociale fænomener.

Lars: Når du siger, at de nye orienteringer var inspireret af den kritiske teori, hvad sigter du så specielt til?

Lis: Jeg mener kritisk teori i en firser-forklædning, f.eks. Thomas Ziehe og Birmingham-skolen. Ziehes begreb om kulturel frisættelse og Birming-hamskolens analyser af de nye ungdomskulturers symbolproduktion og dis-ses samfundsmæssige betydning ramte lige ind i et behov for at relativere eksempelvis klassestrukturernes betydning og åbne for en mere dybtgående forståelse af det sociale og det kulturelle, med udgangspunkt i et handlings-niveau, nemlig ungdommens urovækkende nye livsformer.

Lars: Både du og John gav udtryk for, at sprængstoffet i god sociologi først kommer, når man kobler den lille historie med den store historie.

Lis: Når man læser en hel del af de bøger, der udkom om ‘sociologiens forfaldshistorie’ og om dens krise fra begyndelsen af 1980’erne, så er det lidt dødbiderlæsning alt sammen. Der er ved at komme mere power i socio-logien nu. Det handler om, at der er dynamik i udforskningen af forholdet mellem agent og struktur, især når det er individer, der er agenter.

Carsten: Man kan se en bevægelse i forhold til den generelle udvikling i teoridannelsen inden for sociologien: mellem 1975-80 sker der en bevæ-gelse fra udelukkende at fokusere på kapitalforholdet, arbejdsprocesser, virksomhedsanalyser, analyser af fagbevægelse, fagopposition osv og frem til en situation, hvor man går over til at sige ikke kun kapital og arbejdspro-cesser, men også kapital og det omgivende samfund – kapital/køn, kapital/velfærdsstat, kapital/familie og den slags ting. I dag har vi så oplevet det tredje spring, hvor man har slettet determinationsrelationen mellem kapital og verdenen. Man ser næsten på alle institutioner som værende lige. Det er ikke givet på forhånd, hvordan relationen er mellem kapital og familie,

323

eller mellem familie og køn. Eller man ser på relationen mellem familie og køn som selvstændige enheder, hvor der kan være nogle forklaringsrelatio-ner, som er uafhængige af kapitalrelationen. Skiftet sker omkring 1982-83. Parallelt hermed sker der et opgør med den del af Marx-traditionen, der insisterede på en totalitetsteori. I dag er der tale om, at de her ting er brudt helt op. Teori bliver inddraget meget mere eklektisk end før i tiden. Nu går skillelinjen mere på funktionalistiske teorier versus handlingsorienteret sociologi, som Lis var inde på. Man slår i højere grad en mere traditionel funktionalisme sammen med en strukturelt orienteret marxisime og sætter begge overfor handlingsorienteret teori.

Behov for en kritisk teori?Lars: Hvad sker der med sociologiens kritiske perspektiv i den udvikling?

Carsten: Det kritiske perspektiv skifter fra at være bundet til en generel totalitetsteori – en generel forestilling om hvordan samfundet ser ud – til at blive meget mere partikulært bundet til enkelte områder. Skiftet er altså fra en kritik baseret på, at kapitalismen skal overvindes og med en forståelse af de „gode“ og de „onde“ aktører. Bagefter bliver det mere kompliceret og vanskeligere at identificere, hvad fa’en betyder den kriti-ske teori, når man nu for eksempel er ungdomsforsker. De unge har alle mulige fikse idéer.

Thomas: Det kritiske blev mere kompliceret, som Carsten siger. Så længe det handlede om principiel systemkritik, var kritikken nem, men sværere i det øjeblik kritikken skal være mere nuanceret. For eksempel skal man som ung-domsforsker have en værdi- og moral diskussion: hvordan forstår vi det gode samfund på en konkret måde. Det mener jeg har manglet. Ikke fordi vi skal sætte standarder op for det, men vi kan godt bidrage til diskussionen. Hvad er et godt ungdomsliv? Vi bliver nødt til at have nogle parametre for hvad et godt liv er, og for hvorledes der skabes en brugbar sammenhæng i de unges liv i et samfund, hvor velfærdsstaten har overtaget størstedelen af opdragelse, og hvor familien og de nære sociale bånd i stadig højere grad har mistet taget i de unge. Det er i dag en del af det kritiske projekt. Det er langt mere komplekst og krævende end tidligere, men det er også langt sjovere end den totaliserende systemkritik, som kendetegnede 1970’ernes kritiske projekt.

John: Det gamle kritiske projekt gik jo ud på at afvise, at man skulle tage moralske standpunkter. Det kapitallogiske synspunkt var, at det ikke var

324

normer og værdier, som definerede kritikstandpunktet. Det var indlagt i teo-rien selv, i kapitalforholdet selv. Nutidens kritiske projekt må være at tænke kritisk på en helt anden måde og gentænke begreber som social retfærdig-hed, solidaritet, pligter og rettigheder.

Karin: Det er her individet kommer ind. Jeg vil gerne sige noget om, hvor-dan jeg har oplevet det på sociologi fra jeg startede i 1985. Jeg er lidt bagud på den teoriperiode, som I andre snakker om. Men jeg forstår det sådan, at når individet er fremme sidst i 1980’erne, hvor mange beskæftigede sig med socialisationsteori5, så havde det en bestemt baggrund. Nemlig den, at den totale kapitalismekritik havde et problem med at forstå nogle vigtige processer konkret: især handlingsperspektivet var mangelfuldt i den marxi-stiske forståelse: hvorfor kom der ikke de handlinger, som man måske hå-bede engang i 1960’erne og 1970’erne. Det er jo også det, som nogen stadig teoretisk sidder og bakser med: problemstillingen er, at man må væk fra at sige, at individerne bare er en eller anden træg masse, som fand’me ikke gør hvad de burde. Men mere går ind og prøver at forstå hvorfor, og mere går ind og undersøger den måde, vi er socialiserede på.

Det er en svær balance. Det er en balancegang imellem på den ene side at have en total samfundsmæssig analyse altså, beskæftige sig med nogle samfundsmæssige strukturer, som bestemmer nogle ting, og har indflydelse på, hvordan vi bliver som individer. Og på den anden side at man tager indi-videts eget udtryk alvorligt. Den balancegang er nødvendig, hvis man ikke skal falde i den anden grøft hvor man kun kigger på individet og tager et hvert udtryk for gode varer og siger, at det må være det rigtige for vedkom-mende, når de gør det. For så kan man ikke være kritisk. Det synes jeg er et dilemma, som ligger i skiftet mod mikroperspektivet. Som jeg oplevede det på sociologi, så prøvede man hele tiden stadig at have kapitalismeforståel-sen koblet på. Kapitalismen er stadig kritikværdig.

Lars: Der er mange veje frem til et mikroperspektiv med øget fokus på aktivt handlende mennesker, og der er tilsyneladende ingen uenighed om det aldeles utilstrækkelige i sådan nogle ensidige strukturbetragtninger, to-talitetsbetragtninger og kapitallogiske forestillinger. Men nu påpeger Karin, at der måske er noget at fastholde. Hvad siger du Kurt?

5. Socialisationsteori udvikles både som hverdagslivsfænomenologi jf. Bloch, 1988: „Hverdagsliv, kultur og subjektivitet“. Som konkretisering af strukturteorien om senkapitalismen jf. Elo Nielsen & Birger Steen Nielsen, 1978: „Socialisationsforskning“.

325

Kurt: Jeg vil allerførst sige, at der er en stor mystifikation i dansk sociologis historie, der hedder kapitallogik. I 1970’erne var der meget få mennesker, der vedkendte sig, at de var kapitallogikere. Kapitallogik er et ord opfundet af folk, der havde distanceret sig fra en bestemt tilgang til tingene. Der var enkelte i cirklen, som positivt identificerede sig som kapitallogikere. Selv har jeg aldrig gjort det. Når jeg nævner det, er det fordi, jeg aldrig har delt opfattelsen af kapitallogikken, som en teori om samfundsudviklingens „selvdetermination“ og uden aktørbegreb. Sådan har jeg aldrig tænkt og har derfor heller aldrig kunnet identificere mig med en kritik af det, der blev kaldt kapitallogik. Det har været rigtigt, at samfundskritikken har haft sin tyngde på et strukturniveau. Men for mig lå formidlingsleddet til aktørhand-linger jo i fagkritikken – teoretisk og empirisk. I fagkritikken arbejdede man med at formidle den marxistiske strukturanalyse til de sociale handlingers niveau, som er indeholdt i gængs main stream sociologis empiriske og teo-retiske indhold.

Et bærende miljø fra 1976 til 1982, som faktisk indleder denne fase, som vi snakker om her, er nogle kontakter imellem et teorikritisk miljø i Finland, og et teorikritisk miljø i Danmark, som egentlig handler om, hvordan vi læser sociologien, som en måde at koble fra en marxistisk strukturanalyse, marxistisk strukturkritik, til noget der har med de sociale aktører at gøre. Perspektivet med det, som andre har kaldt kapitallogik, har været at gå ind og prøve at finde et fundament for den kritik af teoridannelserne, som finder sted inden for sociologien.

Der, hvor jeg vil hen med dette her – fordi du stillede spørgsmålet om vejen frem til mikroperspektiv, det er så, at vejen til mikroperspektivet er meget mere gået over teorikritikken. Det har ligget i optagetheden af vores faglige afhængighed, altså genstandsafhængigheden. Altså afhængighed af det vi interagerer med i samfundet uden for. Kernen i Adornos opfattelse af hvad kritikken i kritisk teori er, ja det er den kritik, som taler ud af gen-standen, vi beskæftiger os med. Igennem forståelsen af sociologisk teori og analyse blev strukturniveauet sat i forhold til individer, normer osv. Jeg siger ikke at det blev gjort godt eller overbevisende. Men teksternes inten-sioner var tydelige nok6

Jeg føler selv jeg havde en uforløsthed i min bog „Sociologi og Socia-lisation“ (Aagaard Nielsen 1981). Hvor jeg forsøger at gå helt ind i ak-tøraspektet uden at have et subjektbegreb, fordi det kunne den tilgang til

6. Det er f.eks. i Nordisk Forum numrene 4, 5 og 15, at disse programmatiske artikler kan læses med bidrag af både danske og finske sociologer.

326

marxismen, som jeg arbejdede med ikke rumme. Og så presser man den så langt, man overhovedet kan for at komme ind til det, som det jo virkelig handler om, når vi snakker om kritik og sociologi – nemlig sociale handlin-ger og aktører. Problemet var at finde nogle veje ind i den diskussion, som ikke reducerede teorien til traditionel teori, der blot gengiver virkelighedens fetischkarakter.

Men for at tage en sløjfe: hvis vi stadig skal holde velfærdsstatsemnet levende, så vil jeg nævne en lidt skæg ting: I 1970’erne kaldte dagbladet Aktuelt os herinde på Sociologisk Institut for munkemarxister, underforstå-et, at vi beskæftigede os med en type teoridannelse, der var som i et kloster. Den var ude af samklang med virkeligheden. Ikke desto mindre var alle os, der bedrev munkemarxisme utroligt politisk aktive. Vi foretog os det ene og det andet og det tredje og det fjerde. Men vi blev kaldt munkemarxister!

I 1980 skriver Nils Mortensen i en artikel i Sociologforeningens blad (Mortensen 1980), at sociologien er ved at udvikle sig til en betragtnings-forskning. Dermed mener han dels, at den begynder at befatte sig mere med, hvad der foregår i virkeligheden, den bliver mere empirisk sensibel dels, at vi bliver mere forskere, der skal udrede et stykke virkelighed uden at blande sig i virkeligheden.

Vi er ikke så meget nogen, der har et kritisk samfundsprojekt. Det vil jeg sætte op over for det fænomen, at Aktuelt kalder os „munkemarxister“. Det handler jo om, hvad det er for en horisont, man forstår teoridannelse ud fra. Ud fra Aktuelts horisont, var vi, der var drønende politisk aktive i 1970’erne, munkemarxister. Vores politiske arbejde eksisterede bare ikke i Aktuelts forestillinger om praksis.

Når Nils Mortensen siger, at den forestilling, der er ved at dukke op i 1980’erne, det er betragtningsforskning, ja så befinder han sig på den århu-sianske venstrefløjs aktivistiske bænk, og han siger, jamen vi er ved at tabe. Han reflekterer, at vi er ved at tabe bevægelsen. Han reflekterer, at forsk-ningen er ved at bevæge sig ind i de pæne akademiske former. Den mister noget af uforløstheden og den spændstighed, der ligger i, at godt nok passer teorierne ikke særlig godt ind i virkeligheden, men der er energi i modsæt-ningerne imellem teori og virkelighed.

Fra tabet af horisonten fra 70’erne. . .Lars: Jeg vil lige høre, om du kommer lidt let hen over noget her: I var gan-ske vist meget aktive i politiske bevægelser. Men reflekterede sociologien overhovedet det sociale handlingsniveau? Var der ikke tale om en skarp ad-skillelse: på den ene side handlede I som studenteroprørere og studenterpo-

327

litikere, og på den anden side var det teoretiske perspektiv om ikke klinisk renset for et aktørperspektiv og betydningen af aktivt handlende mennesker, så næsten?

Kurt: Jeg vil sige det på den måde, at i teksterne fremtrådte aktørni-veauet svagt. Det sociologiske miljø i 1970’erne og starten af 1980’erne var meget fremmedgjort i den forstand, at man gør en hel masse ting, men man ved egentlig ikke, hvorfor man gør det. Vi var splittede. Og det er vel også derfor, at det kommer til at tage sig ud som om, vi i starten af 1980’erne bliver fornuftigere og begynder at få en formidling mellem teori og empiri.

Men jeg er egentlig uenig i den figur John og Lis prøver at sælge os: at vi i begyndelsen af 1980’erne begynder at få en fornemmelse af teori og empiri. Den er for forsimplet. Den får ikke nok fat i den horisont, som jeg egentlig mener var til stede i 1970’ernes sociologi, og som Nils Mortensen giver utryk for bliver tabt, når han siger, at sociologien bliver betragtnings-forskning.

I 1970’erne var horisonten ikke at lave et godt akademisk håndværk, da var det at lave noget, som godt nok ikke tog sig særlig godt ud, men som reflekterede ønsket om at se „transcendens“ i den brede sociale virkelighed. Det er det, jeg mener med, at 1970’ernes sociologi var fremmedgjort. Der skete en helvedes bunke ting, og det så ud som om, vi bare gradvist afledte og blev klogere. Men sådan var det i virkeligheden ikke. Det er det, jeg mener med, at vi i 1970’erne egentlig havde en horisont for arbejdet, som gik tabt. Det akademiske mål med at lave godt håndværk overtager den politiske horisont.

Richard Sennett formulerer i en ny artikel fra 1994 i „Der Spiegel“7 en lignende karakteristik af tabet som opstod i 1980 ‘ernes internationale so-ciologi. Og Sennett kan næppe beskyldes for at have en marxistisk endsige kapitallogisk bias for sit udsagn.

. . .til kritik i mikroperspektivThomas: Jeg har for nogen tid siden læst antologien „Den Kultursociolo-giske Omtanke“ med henblik på at anmelde den i Dansk Sociologi. Den er skrevet af en række kultursociologer med tilknytning til Institut for

7. Richard Sennet, 1994: Die Elend der Soziologie. Der Spiegel.

328

Kultursociologi. Det var spændende og god læsning, men også tydeligt at det var mikroperspektivet som var den fremherskende tilgang i analy-serne. Der var en ting, som slog mig meget ved læsningen af denne bog. Den er absolut reflekterende, den har absolut struktur/aktør synspunktet med, men der er langt mellem de kritiske kommentarer – der er nogle enkelte. Og det er måske først og fremmest dem, som tager et kønspo-litisk udgangspunkt, der er mest kritiske i deres måde at se dynamikken i samfundet. Men det er i høj grad beskrivende analyser. Der kunne jeg godt tænke mig at få et bud på hvordan man med mikroperspektivet får den kritiske forståelse ind.

Karin: Det kritiske perspektiv og handlingsperspektivet hænger vel tæt sammen?

Thomas: Det er jo spørgsmålet. Det gør ikke i den her bog, synes jeg. Der er en veludviklet forståelse af, hvad der foregår i samfundet, forståelse helt på mikroplanet om udviklingen i industrial relations, udviklingen i kultur-fænomener, udviklingen i og forståelse af kunst, kultur og etniske konflik-ter. Disse trends er beskrevet, men jeg synes ikke, at der er et kritisk poten-tiale, hvor man kommer videre, forstår nogle modsætninger og eventuelt ophæver andre modsætninger.

Lis: Er det fordi du forstår kritik som en slags handlingsanvisninger med henblik på ændringer.

Thomas: Det frigørende kritiske perspektiv er, at man er i stand til at kom-me videre i forhold til en bestemt teori og forbinde den med nogle hand-lingsperspektiver, omend ikke handlingsanvisninger sådan i politisk form, men som kritik af etniske konflikter, kritik af kultur fænomener mv.

Lis: Jeg tror, at „Den Kultursociologiske Omtanke“ i høj grad ser sig selv som et led i at oparbejde en forståelse og en beskrivelse af sociale og kultu-relle fænomener, som måske har været overset i den sociologiske forskning hidtil, og hvis kritiske potentiale ikke er umiddelbart givet.

Det kritiske perspektiv, som kan give anledning til handlingsanvisninger må basere sig på en indgående forståelse. Og nogen gange kan man også sige, at man får en for nem kritik ved at have en bestemt forestilling på forhånd, en forestilling om hvad frigørelse for eksempel skal være i forhold til kulturelle fænomener. Nogle af de store fortællinger har fået sig nogle skud fra boven.

329

BEHOV FOR EN NY STOR FORTÆLLING?Lars: Den udvikling, Lis omtaler, handler vel også om det postmoderne projekt og det midlertidige – eller absolutte – forlis for de store fortællinger. Denne udvikling kan iagttages indenfor den sociologiske teoriudvikling. Men er der i perioden også en stor fortælling inden for velfærdsstatsfor-skningen, der er forsvundet. Er der en totalitetsbetragtning på den danske model, der er forsvundet. Er der en udvikling fra et overordnet makroper-spektiv/velfærdsstatsperspektiv til et socialpolitisk mikroperspektiv, der handler om sociale eksperimenter og projekter, civilsamfundets potentiale og nye former for socialt arbejde. Er den store fortælling, der sætter de so-ciale fænomener på mikro- og mesoniveau i forhold til systemniveauet og begrebet om en samfundsmæssig totalitet, er den også forsvundet inden for velfærdsstatsforskningen?

John: I „Fattigdom i velfærdsstaten“ (Andersen og Larsen 1989) prøvede vi at spænde fra makroniveauet ned til, hvordan den fyrede bryggeriarbejder på 50 oplever verden ramle sammen. Ideelt skal en sociologi kunne rumme spændet fra hverdagslivet op til samfundets strukturer og aktører på makro-niveau. Idealet må være at koble mikro, meso og makro niveauet. Måske befinder vi os i en ny søgende periode, hvor vi har brug for nye store fortæl-linger. Vi havde det marxistiske projekt, dets totalitetsbetragtninger og de store fortællinger, der var knyttet til det. Så fik vi den post-modernistiske modreaktion. Og nu står vi så i en ny brydnings- og modningstid. Men jeg vil påstå, at der er behov for at turde begynde at skrive nogle nye store fortællinger – blandt andet fordi vi er i en mere grundlæggende transfor-mationsproces på vej væk fra industrisamfundet til noget, vi kan kalde et post-industrielt, post-traditionelt samfund, et hyber-industrielt samfund, et risikosamfund, eller whatever.

Det, der så er udfordringen er at levere nye diagnoser og reflektioner over mulige strategier. Nogle svar som sikrer en eller anden grad af integra-tion og sammenhængskraft i samfundet – ligesom de klassiske sociologer på hver deres måde forsøgte i kapitalismens barndom. Bekymringen for den sociale integration og demokratiet reflekteres også i den nationale og europæiske samfundselite f.eks i Jacques Delors jordskredstale 1993 i Kø-benhavn. Nogle af de reflektioner, som EU-kommisionen lægger navn til, udtrykker en ny rådvildhed overfor, hvor vi egentlig er på vej hen. Og det gør, at det er vigtigt at komme tilbage til det, som de klassiske sociologer så som deres rolle: at prøve at være en slags tænketank for samfundet, hvor man både udkaster diagnoser, men også elementer til nye måder at regulere menneskers sameksistens på både mikro-, makro- og mesoniveauet.

330

Carsten: Minimumsgrundlaget for en kritisk sociologi må være at anlægge et myndighedsperspektiv i forhold til det enkelte individ. Det ligger formo-dentlig også som et mere eller mindre eksplicit element i store dele af socio-logisk forskning, f.eks. velfærdsforskningen. Det perspektiv, jeg efterlyser, handler om i hvilket omfang der tilvejebringes myndighed for de individer, som det drejer sig om. Det er det samme kønsforskningen handler om: kan kvinder være myndige individer i forhold til mænd. I den etniske integra-tionsforskning er problemstillingen i hvilket omfang vi kan skabe et rum, hvor et menneske kan være et helt menneske.

Man kan opfatte det som et stort modernitetsprojekt. Men jeg tror, at det er her, vi må finde et minimum af fælles kritikgrundlag. I forhold til tidlige-re er det ganske vist blevet lidt mere komplekst at definere, hvad myndighed er for en størrelse. Og det er selvfølgelig det, der skaber lidt turbulens i sociologien. Men sådan som jeg tænker sociologien, så vil jeg sige, at hvis man opgiver det projekt, så kan man mene hvad som helst. Det er så kritik af en post-modernisme fra min side. Det må være den mindste store fortæl-ling, som sociologien kan holde fast på. Det er en forestilling om et men-neske – det er en stor fortælling om det myndige individ. Det betyder ikke, at man i enhver sociologisk rapport skal skrive op og ned om det myndige individ. Men det må være det sociologiske projekt at bidrage til, at folk kan optræde som myndige mennesker.

Et andet fænomen, der måske er en konsekvens af opbruddet i totali-tetsteori er, at man ikke nødvendigvis har samme teoretiske udgangspunkt. Fordi jeg er arbejdsmarkedsforsker og kigger på europæisk integration og beskæftiger mig med bestemte ting er de referencerammer som egentlig findes ligeså meget til politologer og økonomer, som det er til sociologer. Så det er jo mere et sociologisk bidrag i en bestemt diskurs. Det er den ene tendens, at sociologer får nogle referencerammer, som knytter sig mere til andre faglige miljøer. Samtidig er der også sket en revurdering af den marxistiske tradition og en genopblomstring af den klassiske sociologiske tænkning, som jo i virkeligheden starter med Habermas’ bog „Theorie des kommunikativen Handelns“ fra 1981. Det kan jo godt være, at man i disse år vil se en genetablering af et fælles grundlag i form af at etablere sociologi som fagvidenskab.

Med hensyn til mikro/makro-diskussionen er der vel opstået en større opmærksomhed omkring institutionelle aktører inden for alle mulige vi-densområder, både sociologi, men også indenfor politologien og alle mu-lige andre steder. Samtidig er det ikke i alle sammenhænge, at det giver mening at lave mikro-analyser i den forstand, at mikro-analyser handler om interaktioner mellem folk. Hvis man ser på det område, jeg har arbejdet

331

med, nemlig arbejdsmarkedsforhold, så er det nogle bestemte årsager, der gør, at det giver mening at lave nogle bestemte typer af mikro-analyser. F.eks. i forbindelse med overenskomstforhandlinger, men det er altså, fordi der sidder X personer omkring et bord, hvor der bliver diskuteret. Men det betyder ikke, at man kan reducere overenskomster til interaktionen mellem nogle folk, uden at have de institutionelle strukturer med. Det er jo dem, der determinerer de rammer inden for hvilke folk kan handle. Men der har været en masse andre sammenhænge, hvor man har måttet nøjes med den institutionelle analyse, hvor man simpelthen ikke har et socialt rum, der kan danne udgangspunkt for en mikro-analyse af nogle relationer mellem folk på det niveau. Det, der er sket, og som jeg synes er fornuftigt, er, at aktørperspektivet har vundet indpas. Forstået som analysen af beslutnings-processer, der har betydning for, hvorfor verden udvikler sig som den gør, hvadenten det er inden for velfærdsstaten eller arbejdsmarkedet eller alle mulige andre områder. Der er i det hele taget øget fokus på at følge nogle beslutningsprocesser, hvori der indgår nogle institutionelle aktører, nogle personlige aktører. Men hvordan dette konkret skal gøres afhænger i høj grad af genstandsfeltet.

Det nye højreJohn: Noget af det tomrum, vi snakker om i denne her epoke af historien, bliver udnyttet af andre til relancering af socialdarwinismen. Vi har sim-pelthen en ny type meget selvbevidste højrefløjsintellektuelle, som i aller højeste grad har været med til at sætte dagsordenen internationalt. En vigtig international trend i sociologi og samfundsvidenskab, som er enormt un-dervurderet i Danmark er opblomstringen af helt gammeldags socialdarwi-nisme. Det nye højres intellektuelle, særligt i England og USA; men som vi også hører ekkoer af herhjemme f.eks. med Anders Fogh Rasmussen i bogen „Fra Socialstat til Minimalstat“, har en meget klar fortælling, som si-ger, at individerne er blevet for forkælede, vi er trætte af at høre al den snak om rettigheder og socialt ansvar osv. De har sådan set en meget straight opfattelse af integrationsmekanismerne i et samfund – det er en protestanti-sk arbejdsetik og de klassiske familieog kønsrollemønstre8. Som eksempel kan nævnes Charles Murray i USA, som hævdede, at underklasseproblemet

8. En gennemgang af Det Nye Højres offensiv i USA og England i den såkaldte underklassedebat findes i artiklen „Underklassen – den nye farlige klasse“ John Andersen og Jørgen Elm Larsen i Social Kritik nr. 37, 1995.

332

skyldes en for generøs velfærdsstat. Det budskab har haft en kæmpe suc-ces derovre i 1980’erne. I hans seneste bog „The Bellcurve“ argumenteres for, at integrationspolitikken i forhold til de etniske minoriteter i USA har været dømt til at slå fejl, fordi de sorte amerikanere i følge Murray har en lavere intelligenskvotient. Så vi oplever altså en regression til denne her type standpunkter, som det vil være farligt at undervurdere betydningen af.

Lis: Der er nogen, der har fundet den horisont, som blev efterlyst.

John: Noget af svaret på den internationale sociologiske højrebølge kan findes inden for citizenship-debatten. Altså sociale, kulturelle og politiske medborgerrettigheder og de institutionelle betingelser for disses udfoldelse. Citizenshipsociologien handler om, hvordan man forstår individets rettig-heder og pligter overfor samfundet. Den grundlæggende kontrakt mellem individ og samfund. Også moralsk set. Og hele det felt er vigtigt at gå ind i, fordi det sammenfatter så mange ting – både etniske minoriteter og mar-ginaliserede grupper, kønsrelationer osv. Et af de store navne indenfor citi-zenshipsociologien er Bryan S. Turner (1993).

Lars: Tør I komme med nogle bud på, hvordan det nye højres diskussion føres i Danmark?

John: I Danmark præsenterer velfærdsstatsdiskussionen sig meget tekno-kratisk, fordi det især er mikro-økonomer, der har sat sig på den, og det er et enormt problem, som indsnævrer debatten. Tag blot orlovsdebatten, som bliver til en ren økonomidiskussion.

Højrefløjen i USA og England har i det mindste gjort sig den ulejlighed at eksplicitere deres moralske standpunkter.

Thomas: Det, du kalder det nye højre findes jo faktisk også i Danmark inden for begge områder, og temmelig eksplicit, i hvert tilfælde inden for arbejdsmarkedsforskningen. Men det kan godt være, at sammenhængen mellem civilsamfund, stat og marked kan give ansatser til en ny fortælling i det, der i en mere teknokratisk form kaldes velfærdspluralismen. I forstå-elsen af sammenhængen mellem civilsamfund, marked og velfærdsstat lig-ger der måske nogle nye teoretiske dynamikker og nogle potentialer til ny teoretisk forståelse. Men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at det bliver en ny stor fortælling, men langt snarere mange delforståelser af et multikulturelt samfund med mange slags sociale drivkræfter. Måske kan det med tiden sættes sammen til en overordnet forståelse – hvem ved?

333

Jeg tror, at det aller vigtigste, når taler vi om det myndige individ og om citizenship er, at det hele tiden bliver koblet med begrebet om den sociale solidaritet. Den sociale dimension. Og det er dét vores udspil skal være i forhold til højrebølgen. Der skal nok tales om individet, der skal nok tales om medborgerskab og øget individualisering, men der skal hele tiden tales om den sociale solidaritet samtidig. Jeg tror, at sociologerne i de kommende år inden for dette område kan få stor betydning, som dem, der sætter en social solidarisk dagsorden. Arbejdsmarkedsteorierne laver beregninger på hvor meget mindstelønningerne skal sættes ned for, at der kommer 10.000 – 20.000 – 30.000 i arbejde. Det er i den grad en tilgang, der lægger sig op ad det nye højres dagsorden, som tager et individuelt synspunkt, men som overhovedet ikke er solidarisk. Og det samme gælder vel inden for den po-litologiske velfærdsteori. Lars nævnte i starten konferencen om „Oprydning efter velfærdsstaten“ som et eksempel på den teknokratisering og afpoliti-sering, der er sket af dele af velfærdsanalyserne. Jeg vil godt her tillægge, at en stor del af velfærdsstatsforskningen har fået karakter af krisemanage-ment og formulering af løsninger på den manglende effektivitet i det politi-ske styrings-system. Udgangspunktet i meget af denne opdragsforskning er ikke social solidaritet men økonomisk rentable social-ordninger, som tager deres udgangspunkt i de institutionelle politiske aktørers forståelseshori-sont og rationalitet. Det bliver ofte en rent økonomisk diskussion, som ikke forholder sig til de sociale konflikter i samfundet og ikke har noget som helst med samfundsmæssig solidaritet at gøre. I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at civilsamfundsdiskussionen ikke må blive en diskussion om, hvordan vi tilbagefører sociale pligter fra velfærdsstaten til de enkelte borgere eller lokalsamfundet – det er de neo-liberales dags-orden. Temaet for den progressive diskussion af civilsamfundet og de sociologiske reflek-tioner skal i stedet være, hvordan vi skaber social medbestemmelse og so-cial deltagelse på medborgernes præmisser inden for såvel de velfærdsstats-lige som de markedsbaserede institutioner. Dette kunne bidrage til større social solidaritet og måske også til en mindre bureaukratisk og ineffektiv velfærdsstat.

Karin: Det forekommer mig, at nogle studerende såvel som lærere på RUC, hvor jeg befinder mig for øjeblikket er gået fra at kritisere velfærdsstaten sønder og sammen til at forsvare den nu, hvor den er under afvikling, eller hvad den er. Men det er problematisk i forhold til det nye højre, som får pa-tent på at tale om myndighed og det civile samfund og selvbestemmelse. Jeg synes til gengæld, at det er vigtigt at kunne gå på to ben, hvor man siger, at velfærdsstaten sikrer nogle sociale rettigheder, men samtidig er der jo også

334

nogle undertrykkende aspekter, eller nogle formynderiske aspekter. Hvis vi ikke længere vil diskutere undertrykkende aspekter ved velfærdsstaten – selvfølgelig ud fra vores egne teoretiske og politiske standpunkter – bliver det alt for let at gå ind fra et højresynspunkt og sige, at hele befolkningen er blevet nogle forkælede nogen, der bare går rundt og forventer at få det hele serveret, og har mistet evnen til at handle i forhold til deres eget liv osv.

Det, jeg oplever gennem de studerende, det er en historie om velfærds-staten, som noget der nærmest bare er vokset frem, som en naturproces eller sådan noget. Og det er socialdemokratiet, der har skabt den, det er deres projekt, og det er et sådan rimeligt fasttømret projekt. Men jeg undrer mig over sådan en historie om velfærdsstaten, som noget der nærmest altid har været der. Historien om at den er skabt gennem forskellige konflikter og modsætninger, synes jeg falder væk. Væk falder også opfattelsen af, at den rummer mange spændinger og, at der altid har været kampe om, hvordan den skulle være.

Men det er problematisk ikke at have den historie med, når man snakker om, hvordan det ser ud i dag. Velfærdsstaten kan meget nemt komme til at virke som årsagen til alle samfundsmæssige skavanker. Det økonomiske bliver koblet ud. Og så bliver diskussionen om, hvad vejen frem er, også begrænset til at handle om staten selv.

Så er der også noget med social integration og solidaritet, der er i fokus, og det er måske meget betegnende for tiden nu, at det kommer ind p.g.a. den rådvildhed og opløsning, som vi alle sammen kan se. Der synes jeg, at det der tit mangler er at gøre sit eget udgangspunkt klart, altså hvorfor vil jeg beskæftige mig med social integration, som noget vigtigt. Hvorfor er det overhovedet vigtigt, at samfundet hænger sammen, at det ikke falder fra hinanden. Er det vigtigt bare fordi, at det skal det. Eller er det vigtigt ud fra det perspektiv, at det skal være et godt sted at leve for menneskene.

Lars: Hvorfor er det vigtigt, at sociologerne har disse perspektiver med?

Karin: I hvis interesse skal jeg være sociolog? Altså jeg vil ikke være det ud fra et magtsynspunkt, eller at samfundet skal bare hænge sammen fordi, det er det smarteste. Lidt polemisk kunne man sige, at der ikke er nogen af de studerende, der tager udgangspunkt i, at nu skal vi virkelig finde et sted, hvor folk er ved at skabe noget social uro, så vi kan få det til at falde fra hinanden og få noget nyt i stedet for. Nu hedder det: hvordan kan vi sikre, at samfundet hænger sammen. Og så må man bare sige, at det kan da godt være, at det er et meget fint udgangspunkt, men så må man bare sige: hvor-for? For hvis skyld skal det hænge sammen.

335

Thomas: Det er der to overordnede bud på. Det ene er det neo-liberale bud, som går ud på, at samfundet skal nok hænge sammen, men det skal ske via den markedsmæssige dynamik og den økonomiske rationalitet skal være styrende for de sociale relationer. Det bliver via de økonomiske bytterelatio-ner og ikke gennem de velfærdsstatslige sociale foranstaltninger, at vi skal have samfundet til at hænge sammen. Det andet bud er mere kompliceret, men har som udgangspunkt, at vi ønsker et samfund, hvor vi aktivt tager ansvar for hinanden socialt. Til forskel fra tidligere er det ikke nødvendig-vis ensbetydende med, at velfærdsstaten skal påtage sig dette ansvar. Den sociale integration og solidaritet skal i høj grad også kunne etableres ud fra de sociale netværk og lokalsamfundene. Det er her vi som sociologer har en stadig mere vigtig rolle med at udvikle forudsætningerne for det myndige individ – dels som kritik af den neo-liberale samfundsforståelse og dels ud fra egne præmisser og tanker om det fremtidige solidariske samfund.

UdfordringenLis: Det vi står over for er, at de nye store fortællinger bliver meget mo-ralske og dermed også politiske. Mit udgangspunkt er: hvad nu hvis det samfundsmæssige grundlag for de store fortællinger er væk. Og her tænker jeg på den individualiseringstendens, som er en registrerbar samfundsmæs-sig tendens, og som danner baggrund for, at en hel række af de traditionelle solidaritetsformer falder sammen. Nogle solidaritetsformer, som det gamle højre så gerne vil tilbage til. Og vi andre vil så gerne have et andet stort projekt, der går ud på myndighed, etik eller social retfærdighed. Og det må nok blive politisk eller moralsk. Hvor de store fortællinger før i tiden har haft en institutionel forankring, og en teoretisk institutionel forankring, står vi så overfor, at det har den måske ikke mere, og det gør så, at det er en anden form for store fortællinger, vi skal have fat i. Legitimiteten i de store fortællinger skal måske have et helt andet grundlag.

Marxismens store fortælling var forbundet til et industrisamfund, med en bestemt form for samfundsmæssig dynamik. Og så kan man over det lave en stor politisk fortælling, der fortæller hvad der er solidaritet, frihed, frigø-relse og hvad der er undertrykkelse. Men hvad nu hvis det grundlag ikke er der mere? Så har vi kun vores egne store fortællinger, og hvordan kan vi så være sikre på, at det ikke bliver totalitære fortællinger eller, at det ikke bliver vores lille middelklasses fortællinger. Hvor vil vi forankre vores nye store fortælling – jeg kom til at tænke på det, da Kurt snakkede om, at vi ikke har en horisont, at vores samfundsbegreb er væk. Måske gives der ikke i det mo-derne, super-differentierede samfund et samfundsbegreb – og hvad gør vi så?

336

Thomas: Jeg vil gerne give dig et svar. Jeg har lige læst en bog af Arn-laug Leira om „Welfare States and Working Mothers“ (1992), som er et fremragende eksempel på, hvordan man på den ene side kan kritisere vel-færdsstaten, og på den anden side også bruge empiri omkring kvinders situation, og tage det store perspektiv og det lille perspektiv. Et andet eksempel er den sidste bog, som Gösta Esping Andersen har redigeret „Changing Classes“ (1994). Her tages udgangspunkt i klasseteorierne, klasseanalysen, hvorefter forfatterne empirisk ser på, om der findes en stabil klassestruktur for nogle af de ufaglærte service-arbejdere. Er de en underklasse eller er der meget mobilitet i systemet. Selvom der er nogle statistiske problemer med analyserne er det et godt eksempel på, at man på et overordnet teoretisk plan tager en diskussion om den ændrede klas-sestruktur og kobler denne til det empiriske plan, hvor forfatterne bag bogen går dybt ned i tallene.

Kurt: Jeg vil godt sige noget om den nye store fortælling. Jeg synes, at det er vigtigt at få med, at vi faktisk i 1980’erne har en dansk forskning, som vi i København har overset. Erik Christensen fra Aalborg Universitet har lavet noget yderst interessant omkring udvikling af nye værdier. Erik Christensen har gennem 1980’erne på AUC prøvet at trække et konkret fundament op for en sociologi, der har et nyt solidaritetsgrundlag og som knytter sig meget mere til, hvad det er, der udtrykker sig i de former for bekymringer, som folk har om det økologiske og sociale liv. Og specielt Erik Christen-sens bog „Nye Værdier“, mener jeg, er en af 1980’ernes vigtigste bøger. Den indvarsler starten på en dansk sociologisk forskning, som begynder at få sociologien med op på øko-problematikken. Sociologien i Danmark har været langt bagud på den; men det har den ikke været ude i verden. I Tyskland har denne problematik jo ligget stærkt omkring Ulrich Beck si-den midten af 1980’erne9. Og det har holdt hårdt at få bare den importeret til dansk sociologi. Ulrich Beck er ikke særlig velkendt i dansk sociologi, men efterhånden begynder han at få en plads. Man kan diskutere, hvorvidt det er at opgive det moderne projekt, og den individuelle myndighed. Og den diskussion har han også med. Man kan godt sige, at det egentlig er et forsøg på at etablere nogle nye Gemeinschafts-former. Nogle kalder den regressiv, det mener jeg ikke, at den er. Men det interssante er, at han tager

9. Ulrich Beck, 1986: Risikogesellschaft. Bogen fik stor betydning i Tyskland både i litteraturreferencerne og i tidsskrifternes artikeltemaer. Senest er Ulrich Beck gået i samarbejde med Athony Giddens og Scott Lash med bogen „Reflexive Modernization“, 1993.

337

udgangspunkt i en kritik af økonomien. Det er en af mine gamle kæpheste. Hvis ikke sociologi tager afsæt i, hvilken økonomisk grundmodel, den opererer ud fra, ja så kommer den til at reproducere en bestemt herskende social orden – markedsøkonomiens orden.

Og det er der, hvor Erik Christensen og co. lige præcis adskiller sig fra så meget andet dansk sociologi, der også handler om trends i 1980’ernes sociale orienteringer af forskellig art. Han tager udgangspunkt i samme økonomikritik, som gennemføres af Daly og Cobb (1991). Det er en ny form for økonomi-kritik, han sådan set funderer sin sociologiske analyse i. Der er egentlig en hovedpointe i det. Og den tror jeg, vi kommer til at se mere til. Jeg er selv meget inspireret af det, og føler egentlig, at der lig-ger noget ny dynamik i det forsøg på at læse sociologi og økonomi-kritik sammen.

AFVIKLING OG REORGANISERING

Lars: Så har du Kurt åbnet det tema vi tager op efter frokosten. Nemlig det jeg kalder en institutionel vinkel, hvordan blev sociologien båret igen-nem fra 1980 til 1994? Noget af det, der skete midt i perioden var jo en masse turbulens i Sociologforeningen. Det var i perioden efter lukningen af Sociologisk Institut. Jeg husker et krisemøde i Sociologforeningen på et tidspunkt. Det foregik inde i DJØF’s lokaler, med deltagere både fra Kø-benhavn, Ålborg og Århus. Jeg vil ikke sige, at sociologerne var ved at blive splittede; men der kom nogle meget hurtige formandsskift i foreningen. Problemet var, at sociologerne på et tidspunkt havde svært ved at etablere enighed om, hvor i landet man skulle støtte etableringen af et nyt sociolo-gisk institut. Denne strid foregik omtrent samtidig med, at daværende un-dervisningsminister Bertel Haarder erklærede, at der egentlig slet ikke var brug for sociologi i Danmark. Eventuelt interesserede kunne blot tage over til det udmærkede og internationalt anerkendte miljø i Lund. Senere faldt det hele lidt til ro igen. Og så kom i samdrægtighedens ånd idéen om, at der skulle starte et tidsskrift op, det var vel efter den uro i foreningen. Det var blandt andre Heine Andersen og Vilmer Andersen, der kaldte sammen til møde en aften hvor de kommende redaktører præsenterede idéen. Sam-tidig var blandt andre Lis Adamsen og John Andersen med til at redigere Hvidbogen om dansk sociologi for at synliggøre sociologiens indflydelse/fingeraftryk inden for forskellige sektorer, arbejdsmiljø, sundhed osv.

Perioden var også præget af, at der blev en udvikling fra det, jeg kalder berøringsangst mellem sociologer og kultursociologer, til et stigende sam-

338

arbejde. Og der var under alle omstændigheder berøringsangst i begyndel-sen af perioden. Det bar årsmøderne og de faglige diskussioner i Sociolog-foreningen fra midten af 1980’erne i høj grad præg af.

Denne proces er i dag ført frem til en situation, hvor det vel næppe er særligt meningsfyldt at skelne: Kultursociologerne er fuldt integreret i So-ciologforeningen, og på den anden side har jeg vel ret og lov til at kalde mig for kultursociolog ud fra den opfattelse, at det ikke er sociologer uddannet i Rosenborggade, der har monopol på kultursociologien, samtidig med, at det naturligvis ikke er sociologer uddannet i Linnésgade, der har monopol på den mere ‘traditionelle’ sociologi.

Kurt: Lukningen afstedkom en comalignende tilstand, da det gik op for folk, at det var alvor. Og så kommer, som du refererer udmærket, rivegil-derne. Det står vel på inden for trekvart år. Jeg husker selv som et sup-plement til dit resumé, at nogle af de første ting efter lukningstruslerne, vi gik og snakkede om, det var, at nu måtte vi sørge for at holde noget faglig gang i tingene. Og på det tidspunkt, hvor konflikterne mellem jyder og københavnere var på sit højeste, afholdt vi et seminar om postindu-strialisme-teorierne. Og jyderne var inviteret med. Om aftenen, når vi var færdige med at diskutere, så mødtes vi og diskuterede sociologpolitik, og det gik ikke stille af.

Men viljen til at fastholde en faglig ende i hele denne her misere var egentlig til stede. Jeg tror ikke så meget, at skærmydslerne inden for So-ciologforeningens regie blev overstået inde fra, de stoppede simpelthen, fordi Bertel Haarder siger, at der er ikke noget at komme efter. Så er histo-rien herefter for mig at se, at Sociologforeningens grupper10 begynder at udvikle sig.

Så der sker en uformel organisering i flere fora, stort set samtidig. Alle-rede tre kvart år efter, at lukningerne er en realitet, er det tydeligt, at der er nogle ressourcer i det her. Og det synes jeg jo, som en af dem, der har været lidt barskt berørt, at det har været noget af det, der har gjort, at man ikke bare graver sig ned. At man i en række sammenhænge kunne fastholde nog-le faglige engagementer, som havde en overskyggende betydning i forhold til de institutionelle trakasserier. Og det er jo for så vidt en gammel socio-logisk sandhed, at når de institutionelle sammenhænge bryder sammen, så

10. Der blev i den sidste halvdel af 80’erne dannet grupper inden for mange områder som f.eks. „Arbejdslivsforskning“, „Socialpolitik“, „Sociologer i konsulentbranchen“ mfl.

339

lykkes det at overleve uformelt, hvis der er noget social kraft. Blandt andet spillede Sociologforeningen en vigtig rolle med at formidle oprettelsen af „Dansk Sociologi“.

Men det ændrer ikke ved, at 1986 er et lavpunkt i dansk sociologis hi-storie. Der var mange, der ytrede, at det her var jo ikke for godt at samle på, og hvorfor skulle de egentlig overleve? Her vil jeg godt komme med en mo-dadresse til alle de folk som, da institutterne blev nedlagt sagde, at det ikke var noget at samle på. Og dér fortæller historien fra 1986 til 1992, at der faktisk også var noget at samle på. Det viser alle de uformelle aktiviteter, der kørte afsted på det tidspunkt, vi var blevet jordet totalt ovenfra.

Thomas: De kritiske år var vel nærmest fra beslutningen om nedlæg-gelsen i 1986-87, men samtidig er jeg enig i, at der begyndte at starte en masse aktiviteter op. De første år var på mange punkter hårde. Den kon-flikt, du snakker om, blev jo en del af Sociologforeningens liv, fordi, som du siger meget rigtigt, der var mange af de, specielt lidt ældre sociologer, som ikke gad at gøre så helvedes meget for at støtte op om det sociologi-ske miljø på Sociologisk Institut. Og det gjorde jo, at Sociologforeningen var handlingslammet i en periode. Da Sociologforeningen gik ind i det dér advokat responsum, var det til stor harme for medlemmerne, som ikke var specielt begejstrede for at man gik ind i den 48.000 kroners sag fra Per Walsøe. Dette initiativ var imidlertid noget af det vigtigste, som forenin-gen gjorde i denne sammenhæng. Det skabte en debat omkring den måde sagen med lærernes overflytning blev løst og – hvad der nok var mere vig-tigt – var en af anledningerne til, at der for de lærere, som ikke kom med over på det nye institut, blev skabt andre løsninger, som nok var det bedste der kunne opnås i den givne situation. Derudover satte Sociologforenin-gen en lang række faglige aktiviteter igang. I tillæg til de allerede omtalte, vil jeg blot nævne debataftnerne om de sociologiske klassikere, som var noget, der gav en betydelig samling og hvor der kom et overraskende stort antal mennesker.

Selvreflektion eller faglig offensiv?Lars: Jeg er med på, at der opstod en række institutionelle sammenhænge, som bidrog til at gelejde den sociologiske selvreflektion gennem en vanske-lig periode. Men var der slet ingen offensive faglige udspil i den pågælden-de periode? Tidsskrift, hvidbog med mere tjener vel primært til sociologisk selvreflektion. Men hvor er de miljøer, der bidrog til at bære sociologien igennem på et mere samfundsmæssigt plan i den periode?

340

Lis: Noget af fagligheden fra kultursociologi er blevet ført videre på Antro-pologi. Og så på kulturcentrene på Odense og Århus. Den faglighed, som ligger i den humanistiske dimension, den kultur-teoretiske dimension har overlevet disse steder.

Kurt: Kultursociologien har jo haft en mere integreret lærergruppe, selvom den også blev splittet, så hang den mere sammen end sociologigruppen i en længere periode. Og det tror jeg faktisk også har en betydning. Jeg kan i hvert tilfælde se, at det har haft betydning for den måde, som instituttet er blevet konstrueret på bagefter. Velfærdsstatsforskningen, arbejdsmarkeds-forskningen – som var centrale på Sociologisk Institut, ligger ikke i dag centralt i det nye sociologiske perspektiv. Det kan være at det kommer til det, men det gør det ikke nu. Men der ligger nogle af problemstillingerne fra kultursociologi.

Lis: Jeres lærergruppe var langt mere splittet hele vejen, end vi nogensinde har været.

Kurt: Det er klart. Vi har jo haft hele konflikten med, at flere af sociologis lærere var non-existent på stedet. Høgh, Manniche. Men når vores emner ikke står centralt på det nye sociologiske institut, hvor kultursociologi i lidt højere grad er med, så ligger der en politisk dimension bag.

Men når du nu spørger, om det kun er selvreflektion, der foregår i den overgangsperiode; så vil jeg sige, at det er det. I det sociologiske miljø, er det i den periode, hvor man for alvor bliver konfronteret med en virkelighed uden for lejren.

Selvreflektionen handler meget om den nedtur for hele det kritiske teori koncept og marxisme konceptet, som starter fra slutningen af 1970’erne. Den var jo langt senere afviklet på Sociologisk Institut end nogen andre ste-der. Man var jo langt hurtigere andre steder til at komme med ind i de nye, også internationale, bølger af centrale diskussioner. Der var Sociologisk In-stitut i højere grad en lejr, hvor vi forsøgte, og det er en lejr-offentligheds logik, at holde fast på nogle pointer, som er hårdt trængte. Til gengæld er lejr-offentligheden også selvødelæggende, fordi den unddrager sig nogle vigtige diskussioner. Og set i det lys, så synes jeg at oprettelsen af Dansk Sociologi som tidsskrift, med det udgangspunkt det har, det var vigtigt, for-di det gjorde klart for os i „lejroffentligheden“ at nu var vi nødt til at gå ind i en åben debat.

John: Hvis vi går lidt ud over temaet om den sociologiske selvreflektion, var der meget symbolik i den måde man lavede reorganisering på og tog

341

beslutningen om at lukke. Desuden gjorde en række faktorer, at man ikke var i stand til at omstøde beslutningen og få en anden type reorganisering. Hvis vi som profession nu sammenligner os selv med f.eks økonomerne eller lægerne, leder det frem til en række overvejelser om professions-strategier, altså nogle spil i samfundet, der handler om professionernes magt og legitimitet overfor statsmagten og andre magtcentre i samfundet. Økonomerne har jo institutionaliseret deres betydning i en række institu-tioner („overvismænd“ osv.), som løbende bekræfter nødvendigheden af denne her profession. De bruger jo en række magtteknikker, institutio-nelle arrangementer som gør at professionen som sådan over tid bekræfter sin autoritet. Her overfor er sociologien jo meget mere fri og anarkistisk og har ikke været i stand til som profession at udvikle en tilstrækkelig bæredygtig strategi til at sikre disse her legitimeringsprocesser. Sociologi som profession har i en periode nægtet at anerkende nogle af de magt-teknikker, som er nødvendige for at sikre en professions legitimitet og overlevelse.

Karin: Jeg tror, det er rigtigt, når nu Kurt siger, at man faktisk holdt fast i nogle pointer, hvor andre miljøer var gået med på nye diskussioner samtidig med, at der blev kørt nogle strategier på Sociologisk Institut. Dette er vel også noget af årsagen til, at instituttet blev lukket. Samtidig synes jeg også, at det er vigtigt, at der faktisk internt var en omstillingsproces i gang. Dette var, hvad jeg oplevede som studerende, der lige var startet. Ligesom de anklager, der kom udefra, overhovedet ikke hang sammen med det, jeg op-levede, der foregik herinde. Der var vild gang i metodediskussioner blandt de studerende, og fagområdet var langt bredere end omverdenen hele tiden påstod.

Men der skete jo også mere bredt nogle ting, som fik betydning. For eksempel i forbindelse med den besøgsrunde11, der blev afholdt, hvor der også stod i besøgsrunderapporten, at vi skulle nedlægges. Det var også en omorganisering, der handlede om hele det samfundsvidenskabelige område i hele landet. Samfundsfag på Aalborg, blev så vidt jeg husker også nedlagt, og socionomi på RUC var tidligere blevet nedlagt. Samtidig kom hele denne her titel-regulering, hvor man ikke skulle hedde samfundsfag mere. Soc’er-ne i Odense skulle hedde økonomer. Argumentationen for at kultursociologi

11. Den samfundsvidenskabelige besøgsrunde 1986 fra Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (m.fl.) aflægger besøg på alle samfundsvidenskabelige højere uddannelser, hvor de mødes med centrale personer. Besøgsrunden udmøntes i en række beslutninger.

342

skulle nedlægges, det var jo, at det bare lå mellem to ting antropologi og sociologi, og det kunne man ikke have. Der skete jo også det, at bogcafeen på Kultorvet gik ned. Der skete et skred, som lukningen må være en del af.

Carsten: I modsætning til hvad blandt andre undervisningsministeriet sag-de om, at sociologien ikke havde nogen indflydelse, så tror jeg aldrig nogen sinde, at man kommer til at se en situation, hvor den sociologiske tænkning har haft så stor indflydelse på andre fagområder, som man så 1978-80. Du kan formodentlig tage et hvilket som helst speciale på f.eks. humaniora: det starter med lidt overvejelser om samfundet i al almindelighed. Som bredt defineret er noget á la sociologisk tænkning. Hvis man tager på DTH, så starter en rapport om teknologi med lidt samfund. På den måde tror jeg aldrig nogen sinde, at man kommer til at se en større betydning. Det er en speciel periode. Og derfor handler det om et større skift. Det, som jo skete for de sociologiske miljøer var, at man fra at være et højstatus fag i løbet af 5-6 år, pludselig blev et lav-status fag. Fra at have en kolossal medvind i omverdenen, ramlede vi pludselig ind i en stor modvind. Og det er stort set ikke gået op for sociologien endnu, at det er det, der er sket. Derfor kan man godt sige, at professionsstrategien i dag bliver meget mere nødvendig for et sociologisk miljø. Hvis man vil være på banen, så er den gamle måde, som sociologien havde indflydelse på, ja den har sociologien ikke mere. Og det bliver den mere professionsorienterede måde, med at få skabt opmærksom-hed om sociologiske synspunkter, der er vigtig. Men det hænger selvfølge-lig også sammen med et stort idologisk skift i hele samfundet.

Noget andet er så, og det synes jeg godt, at man kan kritisere de sociolo-giske miljøer for, den ‘lukkede familie’. Man havde altid på kultursociologi haft et begreb, der hedder Den Kultursociologiske Familie. Familien eksi-sterede godt nok bagefter, men det havde sine omkostninger. Medlemmer af familien var folk, der var inde i varmen. Og så havde man alle mulige folk, der ikke var inde i varmen. Det blev defineret primært gennem, skal vi sige social interaktion og alt muligt andet. Og det tror jeg har været medvirkende til, at da medvinden holdt op, og modvinden kom, så stod man svagt på de institutioner. Det gælder på alle områder, f.eks. publicering. Der blev man altså knaldet.

Man manglede simpelthen reflektionen over, hvor man var henne i ver-den. Det kunne man gøre, fordi man havde så meget medvind. Og det har skabt grobund for sådan en familiestruktur, som også har haft sin ande-damskarakter med alt muligt fnidder-fnadder. Diskussionerne mellem de sociologiske miljøer, retrospektivt vurderet, i forhold til hvordan verden i øvrigt ser ud, forekom nærmest barnagtig.

343

Lis: Jeg tror, at det er en kumuleret effekt. Det er alle mulige ting, som er gået samme vej. Og en af dem, det er sådan det helt platte og realpolitiske, som har handlet om forholdet til fakultetet. Altså jeg er meget enig i det, du siger, men en af de institutionelle forankringer, som vi slet ikke havde, og som sociologi havde endnu mindre, det var et ordentligt forhold til fakul-tetet. Så vi havde ikke rigtigt nogen forsvarere, heller ikke institutionelt. Fordi, det lykkedes jo at redde antropologi – det skal vi ikke glemme. Og det var på grund af embedsmandsindsatsen. Man kan sige, at fakultetet jo længe var utilfreds med forholdene. I begyndelsen af 1980’erne, kan jeg hu-ske Christian Thune stillede spørgsmål ved, hvorvidt det var acceptabelt, at Høgh og Manniche aldrig nogen sinde viste sig på instituttet. Og hvad man kunne gøre ved det. Men der havde man for svagt et fakultet, der ikke greb ind og fyrede de folk, der ikke lavede deres arbejde. Eller greb ind overfor sociologi og kultursociologi der bestandigt ikke besatte de ledige professo-rater, som jo også set i bakspejlet ville have givet os en helt anden form for pondus. Det kan godt være, at pengene var bedre brugt til undervisningsas-sistenter, men det var en kortsigtet politik.

Kurt: Den figur, der kom op tidligere om, at det er problemer, der ligger før 1980, der i realiteten ligger bag lukningen, tror jeg rummer en væsentlig sandhed. Og det jeg tænker på, det er f.eks, at fra omkring 1980 var det fuldstændig umuligt at få nye stillinger af rent budgetmæssige grunde. Vi var så små, at den nedskæring vi skulle igennem, den umuliggjorde at få tilført nyt blod. Og det var faktisk noget vi diskuterede. Det var ellers noget, der kunne have repareret på lejroffentligheden. Det var, hvis man havde haft plads til at få noget nyt blod ind. Men man kunne gøre det med måske en timelærer i et halvt år, og så ud igen. Der var ikke spillerum nok til at gå ind og lave fornyelsen.

Adgangsbegrænsningen kom i 1977. Fra det tidspunkt begynder vores studenterbestand simpelthen at rasle ned: vi har et fald fra et optag på 80-90 til et optag på 25-30. Og det kan virkelig mærkes. Også på grund af budget- automatikken. Det er en anden side af det med, at faget lukker sig og ikke formår at få nyt blod ind. Af fagpolitiske grunde var vi alt for tilbagehol-dende med at invitere eksternt finansieret forskning ind. Det var her andre samfundsvidenskabelige institutter for alvor overhalede Sociologisk Institut.

Lars: Nu kom vi så alligevel til at diskutere lukningen af de sociologiske institutter. Men jeg synes stadig, vi mangler at få diskuteret lidt dybere, hvordan sociologien blev båret igennem fra 1986- 94. Det vi har været mest inde på er tidsskriftet, hvidbogen, foreningen. Er der nogen ting, f.eks. so-

344

ciologiske miljøer, artikler i tidsskriftet eller andet, der står for jer som ly-sende eksempler på stærk sociologi i den periode. Er der nogle miljøer, der står som meget stærke sociologiske miljøer i denne her periode? Hvor har det sneet?

Thomas: „Sociologi under forandring“ (Gundelach et. al. 1990) var et ret klart eksempel for mig. Den havde i hvert tilfælde for mig en symbolværdi, på den måde, at der satte man sig fra 1988-90 ned og skrev noget, som kom ud som en indikation på, at sociologien levede. Så kom tidsskriftet, hvor redaktionen i begyndelsen anstrengte sig på at få de etablerede sociologer til at skrive. De blev konstant opfordret: nu må I skrive noget, nu må I skrive noget. Og det var måske ikke de mest spændende artikler, fordi det var ret forudsigeligt. De første tre årgange var det stort set alle de sociologer, som også skrev andre steder, og som havde en etableret forskning. Der udover var der vel også på RUC, på Aalborg og på Århus en række sociologiske forskningsprojekter, som begyndte at komme i gang. Det var vel der, socio-logien blev båret igennem. Plus i Foreningen. For foreningsaktiviteterne var faktisk ret markante i den periode, hvor de i midten af 1980’erne var nede i en absolut bølgedal med nogle aflyste årsmøder, og møder hvor der stort set ikke kom andet end et par bestyrelsesmedlemmer til.

Lars: Thomas nu har du jo ikke siddet her inde på et af de to sociologiske institutter. Derfor kan du måske vurdere, hvorvidt afviklingen har fungeret som en slags spydspid for den senere disciplinering af universiteterne. Mit indtryk er således, at der er sket en kraftig disciplinering af universitetsver-denen. Er der nogen kobling?

Thomas: Ud fra mit arbejdsmæssige ståsted på RUC var der næppe no-gen kobling. Primært fordi den faglige og studiemæssige disciplinering da allerede var sket for længe siden på RUC. RUC var fra slutningen af 1970’erne og op gennem 1980’erne det ministerielle forsøgslaboratorium for mange af de senere former for studiemæssige opstramninger og økono-miske rationaliseringstiltag. På denne baggrund var RUC også tvunget til at være duksedrengen i flinkeskolen helt fra begyndelsen af 1980’erne for blot at overleve i et fjendtligt politisk klima. Den helt afgørende lærestreg som RUC fik, kom allerede da man – vist nok i 1976 besluttede at lukke den samfundsvidenskabelige basisuddannelse. At den så kun var lukket et år betød i en disciplineringssammenhæng mindre. Det var der RUC blev sat under administration og fik det eksterne rektorat som overordnet sty-ringsorgan med direkte reference til ministeriet. Senere kom så lukningen af socionomi og samfundsfag – de to mest sociologisk påvirkede miljøer.

345

Først flere år senere efter alt dette var besluttet og effektueret kom indgre-bene mod sociologi i København. Det som i dag kan forbavse og imponere er vel egentligt at så meget af RUC’s oprindelige identitet omkring pro-jektarbejde og tværdisciplinære studier stadig findes der og fortsat bliver båret frem af de studerende.

Kurt: Det er en tilføjelse til det med overlevelsesperioden, fordi jeg synes, det er væsentligt, at det kommer med. Der er tre instanser, som vi ikke har været inde på, men som var væsentlige for perioden mellem 1986-92. Den ene jeg vil nævne er Thomas Højrup/Anders Boserups seminarrække, der faktisk kører op gennem hele 1980’erne som et kontinuerligt miljø. I det miljø foregår der en traditionsdannelse, som har nogle ben inde i antropolo-gistudiet og nogle ben inde hos sociologerne. Og så kommer der nogle ting i kølvandet på livsformsanalyserne. Det er også et udtryk for, at de så at sige autonomt organiserede uformelle fagsammenhænge mange gange er dem, der fostrer det tankemæssigt originale og produktive.

En anden ting jeg vil nævne, det er Nordisk Sommeruniversitet. Spe-cielt kredsen om videnskabsfilosofi/historiefilosofi og ungdomskultur. Der er mange artikler i tidsskriftet Nordisk Forum12 fra 1980’erne, hvor man kan følge hvordan de danske sociologer og kultursociologer står centralt inden for dette felt. Mest kendt inden for ungdomskultursociologien er selvfølge-lig Gestur Gudmundson, som også udgiver et par bøger i løbet af 1980’erne, som fik væsentlig betydning for det område.13.

Det sidste jeg vil nævne er tidsskriftet Kontext, som flere af os har været med i. Hvis man bare ser på de navne, der har været med til at lave Kontext: det er et netværk, et fagligt netværk, som implicerer hele den hannoveranske tradition14. Den offentlighed foregår uden om alle in-

12. Nordisk Forum blev igennem en lang periode hovedredigeret af en dansk sociolog – Vilmer Andersen. Tidsskriftet var udbredt læsning også uden for Nordisk Sommeruniversitets cirkler.13. Gestur Gundmundsson, „Lets Rock this Town – Subkulturel Produktion af Subjektivitet“, Forlaget Sociologi 1984. Og senere kommer hans Phd afhandling: „Ungdomskultur – som overgang til lønarbejde“, Forlaget Sociologi 199214. Med udgangspunkt i denne tradition skriver John Mortensen en central sociologisk artikel om „Erfaring og erfaringspædagogik“ (Kontext nr. 44, 1983). Endvidere sætter temanummeret Barndomssociologi (Kontext nr. 41) et ‘minimiljø’ igang, som bl.a. resulterer i Helle Kildevangs bog: „Ti stille når du taler til de voksne“. Og endelig skal nævnes Birger Steen Nielsen, Kirsten Paaby og Kurt Aagaard Nielsens arbejde om kritisk videnskabelig anvendelse af Fremtidsværksteder (Kontext nr. 51, 1988). Sidste nummer af Kontext udkom i 1990.

346

stitutioner; men kig på tidsskrifterne op gennem firserne: sociologer og kultursociologer står utrolig centralt i oparbejdelsen af nye temaer, blandt andet formidlet i Kontext.

Lars: Man må vel dele denne her diskussion lidt op, eller i hvert tilfælde sortere mellem det man kan kalde sociologisk/kultursociologisk selvre-flektion, og det man kunne kalde sociologiens samfundsmæssige gen-nemslag eller betydning. Og der savner jeg stadig – måske lidt provoke-rende – noget bevisførelse for det samfundsmæssige gennemslag. Jeg er godt klar over, at vi hen imod slutningen af den periode vi taler om, får en ræke stærke forskningsmiljøer, som arbejder med forskellige sider af det velfærdsstatslige kompleks. Vi har længe haft Forskningsgruppen Ar-bejdsmarkedsorganisationernes Sociologi (FAOS), som du repræsenterer Carsten, og siden har vi fået de to forskernetværk Center for Integration og Differentiering (CID) og Forskningsenheden Differentieret Social Inte-gration15. Men har vi ikke stadigvæk langt igen i forhold til økonomer og politologer? politologien er blevet mere sociologisk orienteret i perioden, og COS16 (Center for Offentlig Styring) er blevet oprettet, som en insti-tution på en blanding af politologi, sociologi og vel også økonomi. Hvor er for eksempel det sociologiske svar på hele moderniseringsprocessen op gennem 1980’erne?

John: Hvidbogen var et forsøg på at dokumentere „Sociologiens fingeraf-tryk“ inden for nogle delområder. For eksempel at det var sociologer, der begyndte at tematisere den alternative sundhedsforskning og udfordrede det

15. FAOS er en uafhængig forskningsgruppe på Københavns Universitet, som blev dannet i 1989. Forskningsgruppen har dog rødder tilbage til Jesper Dues og Jørgen Sten Madsens mangeårige forskning i aftalesystemets udvikling på det danske arbejdsmarked. En forskning der oftest har været rekvireret af arbejdsmarkedets parter. Formålet med FAOS er at udvikle sociologisk grundviden om arbejdsmarkedet, dets organisationer og aftalesystemer i en dansk og europæisk sammenhæng. I 1993 stiftede blandt andre Iver Hornemann Møller (Handelshøjskolen i København) Center for social Integration og Differentiering (CID) med udgangspunkt i en bevilling på 5 mio. kr. fra SSF’s forskningsinitiativ Social Integration og Differentiering, hvortil der i alt var afsat 10 mio. kr. De resterende 5 mio. gik til Forskningsenheden Differentieret Social Integration (ved Tore Jacob Hegland, AUC). Se endvidere note 19.16. Center for Offentlig Styring blev oprettet af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd for en periode af fem år fra 1987 og frem. Siden da har COS formået at konsolidere samt udbrede sit virke og omtales blandt andet i evalueringer som et af de meget stærke forskningsmiljøer.

347

lægevidenskabelige paradigme17. Mange af de gamle 68’ere er blevet gode håndværkere, de er også begyndt at lære at spille spillet, hvordan man på-virker nogle policy-processer. De bider sig fast. Og sætter virkelig fingeraf-tryk i den grad. Blandt andet indenfor sundheds- og arbejdslivsforskningen. Men det du så siger er, at de mere samlede diagnoser og nye svar på nye problemer er udeblevet. Dér mener jeg, at det er rigtigt, at sociologien bli-ver svækket i slutningen af 1980’erne. Men nu er der ved at være grøde og vækst igen.

Karin: Det samfundsmæssige gennemslag, er det at få konkret indfly-delse på nogle politikker, eller hvad? Jeg tænker, at slutningen af firserne vel også er en periode, hvor man kan se, at netop de store fortællinger er brudt sammen. Netop derfor er selvreflektionen nødvendig. Man må finde nogle nye steder hen, for at tænke over hvad det er for et projekt, man har kørende. Og der er Kurt, Birger, og Kirsten med fremtidsværkstederne18, det synes jeg lige præcis er et forsøg på at formulere svar. Men det er jo noget som ikke bemærkes så meget i den store samfundsmæssige sam-menhæng. De har lavet fremtidsværksteder i flere år med udgangspunkt i Robert Jungks og Norbert Müllerts model og også med tråde til Oskar Negts og Alexander Kluges begreb om erfaringsdannelse. Med fremtids-værkstederne forsøger de på den ene side at tage menneskers egne er-faringer alvorligt. På den anden side fastholder de en utopisk horisont med udgangspunkt i en kritik af sammenhængene i det kapitalistiske samfund. Det er derfor jeg mener, at deres arbejde med fremtidsværkste-det er et forsøg på at formulere svar og finde veje på trods af det generelle nederlag for troen på, at dette samfund kan forandres til noget fundamen-talt anderledes. Jeg ser deres virke som udtryk for mindst to erkendelser: for det første, at det haster med forandringer, og for det andet, at man ikke får folk med ovenfra, om man så nok så meget har den „korrekte“ analyse.

17. I dag er dette arbejde organiseret i „Netværk for Samfundsvidenskabelig Sygdomsforskning“ med sociologer som drivkræfter.18. I 1984 udkom Robert Jungks og Norbert Müllerts „Håndbog i fremtidsværksteder“ på forlaget politisk revy i oversættelse af Birger Steen Nielsen. Siden da har en kreds blandt andre bestående af Birger Steen Nielsen, Kurt Aagaard Nielsen, Kirsten Paaby og Tom Bjerregaard arbejdet med fremtidsværksteder. Fremtidsværkstedet er stadig meget ‘efterspurgt’ af arbejdspladser og borgergrupper, som ønsker at arbejde med en demokratisk udvikling af deres lokalområde, arbejdsplads mv.

348

Thomas: Jeg er enig i det John siger, om at det begyndte at gå galt fra midten af firserne i den forstand, at der ikke var nogen samlet sociologisk offentlighed. Det sociologiske miljø i Danmark har gennem hele 1980’erne været fragmentarisk og det fortsatte vel helt frem til 1993 – 1994, hvor vi fik det nye institut her i København, men hvor vi også fik de store satsninger på sociologisk forskning fra Det Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, som blandt andet resulterede i Forskningsenheden Differentieret Social Integra-tion og CID. I den periode kan man sige, at den sociologiske videnspro-duktion foregik i andre miljøer. Der skete noget på Handelshøjskolen, hvor der sidder sociologer og arbejder med teknologiforskning, innovation osv. Der sker noget på arbejdsmilø området, Lars Iversen og Tage Søndergård. Der sker noget på SFI, en række af de undersøgelser, der bliver lavet på SFI bliver jo lavet af sociologer. Jeg tror aldrig, at der har været så mange sociologer på SFI, som der netop var i den periode. Og på DTU ved In-stitut for samfundsforskning, og Arbejdsmiljø Instituttet. Ved AKF har Lis Adamsen med flere haft stor indflydelse på hele diskussionen om forsøgs-strategierne19. I Aalborg er der en lang række sociologer ansat omkring Tore Jacob Heglands miljø Forskningsgruppen Arbejds- Levemiljøer20 og Jens Tonboe arbejder med bysociologi. Miljøer som også har haft en meget væ-sentlig betydning for den sociologiske forskning i løbet af 1980’erne er så afgjort også kvindeforskningsmiljøerne i København, Roskilde og Ålborg, som netop i denne periode var stærke og dynamiske kraftcentre, som tiltrak kvindelige sociologer.

19. Se f.eks Lis Adamsen og Jesper Fiskers „Forsøg på tværs – en sammenfatning af erfaringer og resultater fra tre tværgående analyser“, AKF Forlaget, København 1988 og Adamsen og Fisker „Forsøgsstrategi – samfundsmæssige konsekvenser og fremtidsperspektiver“ bd. 1 og 2, AKF Forlaget 1990 og 1991.20. Tore Jacob Hegland, professor i sociologi ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet, etablerede i 1978 Forskningsgrupen Arbejds- og Levemiljøer. Ved Forskningsgruppens har en lang række medarbejdere de følgende små 20 år beskæftiget sig med grænsefladerne mellem offentlig og privat/frivillig indsats i den sociale sektor. Et væsentligt forskningstema er relationer og udviklingsmuligheder i at samarbejde på tværs af sektorer og faggrænser i social-, uddannelses- og arbejdsmarkedssektorerne. I forlængelse heraf har forskningsgruppen haft et mangeårigt engagement i forskningsbaserede evalueringer af forsøgs- og udviklingsprogrammer. Forskningsgruppens arbejde er blandt andet beskrevet i „Helhedsveje“ (red. Ole B. Jensen) udgivet i anledning af Forskningsgruppens 10 års jubilæum i 1988. I 1993 stiftede Hegland Forskningsenheden Differentieret Social Integration som et samarbejde mellem forskere ved AUC og en række andre højere læreanstalter og sektorforskningsinstitutter.

349

Alle de steder eksisterede der levedygtig sociologisk forskning, som omend ikke var dagsordenssættende, så i hvert tilfælde var markant og havde en gennemslagskraft, også i større akademisk sammenhæng. Men jeg synes med alle disse aktiviteter, at der manglede et samlende centrum for den sociologiske forskning. Noget jeg selv stærkt har oplevet i min egen forskning. Det har difunderet ud i alle mulige sammenhænge, så det cen-trum for sociologi og sociologisk reflektion, det har manglet i alle de år. Og det er det vigtige. Derfor har man lov at håbe på, at det miljø der opstår ved Sociologisk Institut bliver en samlende faktor.

Kurt: Men så siger du også, at der ikke er en ny sociologi. Og det mener jeg i virkeligheden er væsentligt i den her sammenhæng. Hvis Sociolo-gisk Institut skal have en chance for at blive det, du efterlyser, så skal det vedgå sig, at der ikke er en ny sociologi, men at der er nogle ting, der kan udvikles ud af en historie. Og det er en væsentlig markering, fordi det politiske beslutningsniveau har forsøgt at lave en år nul tænkning over so-ciologiens genetablering. Og indtil videre mener jeg også, at hvis man ser på instituttet, så må man sige, at der ikke er ny sociologi. Så det var rent pjat, at man kaldte det Ny Sociologi i sin tid. Hvis det skal blive godt, så skal det blive det, du siger, og så er det ikke ny sociologi. Men så er det en ramme, der lader de potentialer, der i forvejen har ligget i dansk sociologi udfolde sig. Det synes jeg, kunne være en vigtig melding at få givet videre til instituttet.

Thomas: Jeg forstår ikke, at du lægger så meget vægt på det. For selvføl-gelig kan man jo altid kalde det noget nyt. Det var noget nyt institutionelt. Men da ikke fagligt. Det er fuldstændig utænkeligt at lave en sociologi, hvor man siger: nu skal I starte helt forfra. De starter med den arv, der var, de er jo i dialog med os alle sammen. Og på den måde er det en kontinuitet af det, der var. Og det vil sige, at det er – også en kontinuitet af de store forskelle der er blandt sociologer.

Jeg var inde til et møde på Sociologisk Institut, hvor vi diskuterede undervisningserfaringer. Hvordan blev der undervist i sociologi såvel her som andre steder, og det var en meget skøn oplevelse at sidde og dis-kutere, for første gang, sociologiundervisning i forskellige universitære og højere uddannelsessammenhænge. På samme måde mener jeg også, at det næste skridt vil være at diskutere med de forskellige faglige miljøer, hvordan vi udvikler en sociologisk forskning, som er stærk og fremadskri-dende, men den må nødvendigvis udvikles på baggrund af det, der er sket i de sidste 30 år.

350

Lars: Jeg vil afrunde samtalen med at kaste den tese ud, at sociologien har mistet noget af sin kritiske snert i den pågældende periode i sin iver efter at blive ‘salonfæhig’.

Kurt: Jeg føler mig overbevist om, at inde i de sociologiske fagdebatter, vi har kørende i dag, rumsterer der fremdeles en kontrovers imellem traditio-nel teori og kritisk teori. Ikke i rene former men i nogle meget opblandede former. Men hele den problematik, som kritisk teori har udgangspunkt i, er jo et forsøg på at overskride en traditionalistisk opfattelse af, hvad teori er. Nemlig som en art afspejlingsforhold af virkeligheden. Det at forstå teori som i sig selv noget transcendent. En teori som repræsenterer noget af den flertydighed og ambivalens, som faktisk er i virkeligheden. Det opfatter jeg som kernen i kritisk teoris projekt.

Og hvis man følger debatterne i internationale tidsskrifter i dag, så synes jeg, at debatten stadigvæk er der. Hvis vi skal sætte navne på, så er en figur som Åge Bøttger Sørensen et af de klareste billeder på, at man forsøger at ophøje traditionel teori til teori overhovedet. Og illegitimiserer enhver form for forsøg på at etablere kritisk teori som svar på traditionel teori. Men den kritiske teori i dag henter ikke skyts i de klassiske positioner, der bliver sat op hos Adorno og Horkheimer i lige så høj grad som den gjorde tilbage i starten af 1980’erne. Men jeg opfatter egentlig tingene som, at problematik-ken stadig væk er aktiv, også i vores egne forskningprojekter. Vi har i vores egne forskningsprojekter i virkeligheden den uforløsthed mellem teori og empiri, som Thomas har snakket så meget om.

Carsten: Med udgangpunkt i kultursociologien kan man måske godt tale om, at der har været en kerne af kritisk teori i frankfurterskole forstand på instituttet, men der har også været så meget andet, som overhovedet ikke har handlet om det. Og resultatet har ikke været noget Habermas, selvom der selvfølgelig er nogen, der har taget det op, men det har jo i virkelighe-den været folk, der har haft tilknytning til Sociologisk Institut mere end til Kultursociologi. Så har der været det, der hedder kulturteori i forhold til den tredje verden. Opbrydning og afhængighedsteori og den slags overvejelser. Og så post-modernisme, Foucault og andre former for fransk teori. Det har mere bevæget sig den retning. Så spørgsmålet er forkert formuleret, hvis man siger: hvor bliver kritikken af. Den har været formuleret på mange måder. Og ikke lige specielt i forhold til et kapitallogisk projekt. Sådan var det kun i nogle meget få år og blandt nogle enkelte personer.

Karin: Jeg oplevede, at de sidste år på sociologi, hvor det var lukket, at der egentlig var et frugtbart miljø. Det faglige miljø der var, det var stadig noget

351

med den marxistiske samfundsforståelse men også med Habermas, socia-lisationsteorier, og alt muligt. Hvor man prøver at give nogle nuanceringer for at kunne forstå flere forskellige fænomener. Jeg synes, at man stadig kan holde fast i nogle vigtige pointer omkring det samfund vi har, og så alligevel prøve hele tiden at komme videre. Når jeg så kommer ud med den bagage fra Sociologisk Institut, synes jeg, at det er enormt deprimerende med den almindelige offentlige konsensus, i øjeblikket: at Marx, det var jo bare lige lukt ud i stalinisme. Der er tit nogle meget forkortede udlægninger af, hvad den tradition har handlet om, at den kun har handlet om basis-overbygnings figurer og historiefilosofi. Og hvis man så siger, at det kan vi ikke bruge til noget, så kan de slet ikke bruge noget af det.

Thomas: Det er specielt vigtigt, det du siger om at diskutere Marx og sådan noget. Jamen, det er da rigtigt, at når jeg får de studerende ind fra gaden, så er det jo ikke Marx, de først sætter på dagsordenen. Men jeg oplever samtidig, at det, de sætter på dagsordenen, det er kritisk reflektion over det samfund, vi lever i. Og der mener jeg sgu da, at vi har nævnt adskillige. Jeg synes, at det er lige så fint, at de studerende starter med Foucault og ender med Marx, som at de startede med Marx og ender med Foucault. For nu at sætte det lidt på spidsen. Der er en tydelig vilje til kritisk reflektion blandt de studerende, men der er samtidig tale om en forståelsesmæssig plura-lisme, som det er vigtigt at tage udgangspunkt i, hvis det ikke skal ende i gold teoriindlæring. Der er en meget større grad af vilje til selv at definere, hvad det er for et udgangspunkt, man skal have for sin samfundskritik, end der var tidligere. Og det synes jeg er godt. Det stiller nogle større krav til os, når vi skal sidde og forklare dem, at der er noget de skal beskæftige sig med. Men jeg synes bestemt ikke, at de studerende og de nye generationer er mindre kritiske.

352

LITTERATUR

Adamsen, Lis, John Andersen, Bente Ingvardsen og Carl Nørregaard, 1990, „So-ciologiens Fingeraftryk. Hvidbog om dansk sociologi“. Særnummer af Dansk Sociologi.

Adamsen, Lis og Jesper Fiskers, 1988, „Forsøg på tværs – en sammenfatning af erfaringer og resultater fra tre tværgående analyser“, AKF Forlaget, København.

Adamsen, Lis og Jesper Fisker, 1990 og 1991, „Forsøgsstrategi – samfundsmæssige konsekvenser og fremtidsperspektiver“ bd. 1 og 2, AKF Forlaget.

Andersen, John og Jørgen Elm Larsen, 1989, „Fattigdom i velfærdsstaten“, Sam-fundslitteratur.

Arnlaug Leira: „Welfare states and working mothers: the Scandinavian experience“, Cambridge University Press.

Beck, Ulrich, 1992, „Risikogesellschaft. Auf dem Weg in eine andere Moderne“, Suhrkamp, Frankfurt 1986.

Beck, Ulrich, Anthony Giddens og Scott Lash, 1994, „Reflexive modernization: Politics, tradition and easthetics in the modern social order“, Polity, Cambridge.

Bloch, Charlotte m.fl (red.), 1988, „Hverdagsliv, kultur og subjektivitet“, Akade-misk forlag.

Christensen, Erik, 1990, „Nye værdier i politik og samfund: paradigmeskift og kul-turbrydninger“, Hovedland.

Daly, Herman E. og John B. Cobb Jr, 1991, „For the common good: redirecting the economy toward community, the environment, and a sustainable future“; with contributions by Clifford W. Cobb, Daly, H og Cobb, J.

Esping-Andersen, Gösta (ed.), 1993, „Changing classes: stratification and mobility in international sociology“, Sage Publs.

Gundelach, Peter m.fl (red): „Sociologi under forandring“, Gyldendal, 1990Hulgård, Lars, 1984, „Fremtiden og kampen om paradigmerne, i Nordisk Forum

nr. 44.Højrup, Thomas, 1983, „Det glemte folk: livsformer og centraldirigering, Statens

byggeforskningsinstitut.Jensen, Ole B. (red.): „Helhedsveje – Fra københavnerflip til den jydske muld, En

artikelsamling udgivet i anledning af Forskningsgruppen cedr. Arbejdsog Leve-miljøers 10 års jubilæum, ALFUFF, AUC

Kildevang, Helle, 1990, „Ti stille når du taler til de voksne“, Forlaget Sociologi.Larsen, Jørgen Elm og Per Kampmann, 1984, „Dagpengereformen – et angreb på

fagbevægelsen“. Forlaget Sociologi.Madsen, Allan, Signe Ejersbo og Søren Damkjær, 1994, Den kultursociologiske

omtanke, Akademisk Forlag.Mortensen, John, 1983, „Erfaring og erfaringspædagogik“, Kontext nr. 44.Mortensen, Niels, 1980, „Videnssociologi og betragtningssociologi“, i Sociolognyt.Murray, Charles, 1994, „The Bell Curve“. Free Press. New York.Nielsen, Elo og Birger Steen Nielsen, 1978, „Socialisationsforskning“

353

Nielsen, Agaard Kurt, 1981, „Sociologi og Socialisation“, Forlaget Sociologi.Paaby, Kirsten, Kurt Aagaard Nielsen og Birger Steen Nielsen, 1988, „Fremtids-

værksteder som foregrebet utopi“ i Kontext nr. 51.Sennet, Richard, 1994, Die elend der Soziologie. Der Spiegel.Turner, Bryan S, 1993, „Citizenship and Social Theory“, Sage Publications.

London.

354

FORFATTEROPLYSNINGER

Torben AgersnapFødt 1922. Driftsøkonom fra Aarhus Univ. 1948 og s.a. ansat i Vejle Damp-væveri. 1949 videnskabelig assistent i sociologi hos professor Th. Geiger Aa.Univ. Medstifter af Nordisk Sommeruniversitet 1951 og medlem af dets styre til 1962. Fra 1953 til 1992 lektor senere professor i organisationsteo-ri ved Handelshøjsk.i Kbh (HHK). Grundlægger Inst. for Organisation og Arbejdssociologi 1954 og Speicalstudiet i Organisation (HD) 1961. Redi-gerer Acta Sociologica bind 1-11. Deltager i oprettelse af magisterstudiet i kultursociologi ved Københ.s Univ. Leder af Center for Tværfaglige Studier (ILF) i otte år til 1982. Løbende studier i Grønland 1963-88. Medlem af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd i otte år, og af bestyrelsen for Sydjysk Universitets Center og dets Center for Migration og Etniske Studier 1990-98. Leder af reorganiseringen af de sociologiske studier og Sociologisk Institut ved Kbh. Univ 1992-94 og af Administrationsstudiet ved Univ. i Nuuk/ Godthaab 1995. Planlægger p.t. et studium i Kulturso-ciologi. Ledelse og Økonomi ved HHK. Forskningsinteresse: Anvendt sam-fundsforskning, metode og teori.

Professor emeritus ved CBS, handelshøjskolen i København.

Heine AndersenMag.scient.soc, docent ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Han-delshøjskolen i København. Før ansættelsen ved Handelshøjskolen i 1977 kandidatstipendiat ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet og ad-junktvikar ved RUC. Faglige interesser har været og er især videnskabs-teori, videnskabssociologi, sociologisk teori og samfundsteori. Var med til at starte tidsskriftet Dansk Sociologi i 1990, og er i øjeblikket medlem af bestyrelsen i Dansk Sociologforening og i Nordisk Sociologforbund.

Professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

John AndersenFødt 1954.Mag.scient.soc, 1981 og PhD, 1989. Adjunkt på Roskilde Uni-versitets Center siden 1.2.1996 ved Institut for Samfundsøkonomi og Plan-

355

lægning. Ansat som forskningslektor på Center for Social Integration og Differentiering (CID) 1993-95. Lektorvikar på Sociologisk Insitut 1995/96. Ansat som forsknings- og udviklingskonsulent af EU-kommissionen fra 1992-94 under EUs tredje fattigdomsprogram. Har især forsket i social stra-tifikation og social eksklusion og fattigdoms-bekæmpende strategier på lo-kalt, nationalt og europæisk plan. Modtog sammen med Jørgen Elm Larsen LOs kulturpris i 1990.

Professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring, Roskilde Universitet.

Bjarne AnderssonMag.scient.soc. fra Københavns Universitet 1970. Forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbibliotek. Ekstern lektor på Sociologisk Institut, KU i begyndelsen af 70’erne og i samme periode ansat som forsknings-assistent på Socialforskningsinstituttet. Beskæftiger sig med sociologisk metode og informationsvidenskab.

Pensioneret forskningsbibliotekar.

Andrzej DabrowskiCand.jur. & art., forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbiblio-tek. Født i 1943 i Polen, har studeret jura, sociologi og kultursociologi ved Det Jagiellonske Universitet i Krakow og Københavns Universitet. Beskæftiger sig fortrinsvis med universitets- og videnskabs-historiske emner.

Forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbibliotek.

Lise Drewes NielsenFødt 1947, mag. scient. soc 1974. Lektor på Handelshøjskolen i Køben-havn. Sociologistuderende 1966-74, undervisningsassistent og aktiv i udviklingsteoriemnegruppen, kandidatstipendiat på Sociologisk Institut 1974-77, konsulent på Teknologisk Institut 1977-85, medlem af Dansk Sociologforenings bestyrelse 1977-84, forkvinde for Dansk Sociolog-forening 1980-82. Nuværende forskningsområder: den postindustrielle omstillingsproces og dens relationer til arbejde, økologi og lokalsam-

356

fund. Er fagpolitisk aktiv som medlem af Det Økologiske Råd og af re-daktionen på tidsskriftet Salt.

Professor ved Center for Aktionsforskning og Demokratisk Samfundsud-vikling, Roskilde Universitet.

Jørn FalkFødt 1937. Håndværksuddannet; mag.art. i kultursociologi 1972. Kandidat- og seniorstipendiat 1974-80, ekstern lektor 1980-1993, alle ved Institut for Kultursociologi. Medredaktør af Acta Sociologica i perioden 1987-1990. Dertil utallige vikaransættelser, senest som lektorvikar i samfundsviden-skab ved Roskilde Universitetscenter 1990-1993; ekstern lektor i sociologi ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet 1993-1994; forsk-ningsstipendiat (SSF) ved Sociologisk Institut med projektet: „Sociologisk tænkning i Danmark. En videnssociologisk analyse“. Aktuelle forsknings-interesser: Den „klassiske“ sociologi, især dens hermeneutiske gemytter; den sociologiske tænknings og dansk sociologis kringlede løbebane.

Pensioneret kultursociolog

Finn HanssonMag. scient. soc. fra Københavns Universitet 1975. Fra 1983 forsknings-bibliotekar ved Handelshøjskolens Bibliotek, København. Kandidat- og seniorstipendiat ved Sociologisk Institut 1975-1980. Ekstern lektor samn-me sted 1981-1983. Studenterpolitisk aktiv på Sociologisk Institut i åre-ne 1968-1975, medlem af redaktionen af tidsskriftet Kurasje fra 1973 til lukningen i 1986. Har skrevet om kapitalismekritik og velfærdsstat samt om evalueringsforskning. Aktuelle forskningsinteresser er evalueringsfors-kning, videnskabssociologi og (stadig) Marx’ kapitalismekritik.

Lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS, Handelshøjskolen i København.

Lars HulgårdFødt 1958. Ph.D i offentlig forvaltning (1995) og cand. scient. soc. (1989). Adjunkt ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter. Arbejder især med evalueringsforskning og

357

forskning i lokalt baseret socialpolitik. Medarbejder ved Forskningsenhe-den Differentieret Social Integration under ledelse af Tore Jacob Hegland, AUC og Center for Lokal Institutionel Forskning (CLIF) under ledelse af Peter Bogason, RUC. Tidligere seminarielærer ved Socialpædagogisk Se-minarium, Nuuk og underviser ved Den Sociale Højskole i København. Fra 1990-92 forskningssagkyndig og ansvarshavende redaktør af det so-cialpolitiske tidsskrift SUMma summarum, der var SUM-programmets forum for forskningsformidling. Formand for Dansk Sociologforening 1993-94. Modtog sammen med medlemmer af CLIF andenprisen i Kom-munernes Landsforenings prisopgave i anledning af kommunalreformens 25 års jubilæum.

Professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet.

Kjeld HøgsbroKultursociolog Ph.D. Leder af Institut for Social Udvikling, der forestår erfaringsindsamling og metodeudvikling i.f.b.m. ministerielle udviklings-programmer. Tilknyttet Forskningsenheden Differentieret Social Integrati-on under ledelse af Professor Tore Jacob Hegland (AUC), hvor Artiklen er indgået i diskussionerne. Forfatter til bogen Sociale problemer og selvor-ganiseret selvhjælp i Danmark (1992), der indeholdt en analyse af bruger-organisationernes placering i det samlede velfærdssystem og medforfatter til Kulturcenterundersøgelsen (1990 og 1991), der afrapporterede forsøgs- og udviklingsprogrammet for skolen som lokalt kulturcenter. Formand for Dansk Sociologforening 1994 til 1996.

Professor ved Institut for sociologi og socialt arbejde ved Århus Universitet.

Jan KirsteinFødt 1943. Uddannet elektromekaniker i 1964. Mag. scient. soc. fra Køben-havns Universitet i 1979. Studenterpolitisk aktiv på Sociologisk Institut fra 1968 til 1974. Fra 1980-92 fagreferent på Sociologisk Instituts bibliotek. Fra 1979 til idag svingdørsunderviser (u.ass., ektern lektor, lektorvikar og timelærer) i sociologi mm. Forsker i “sociologiens moder og ‘barnets’ rejse til Danmark.”

Videnskabelih assistent ved Roskilde Universitet.

358

Allan Madsenfødt 1942. Mag.art. i kultursociologi 1973. Ansat som lektor ved Institut for Kultursociologi i 1977 og ved Sociologisk Institut siden 1992. Aktuelle forskningsinteresser: Arbejdssociologi, teknikhistorie, metodologi og i den anden ende af spektret: sindslidelsernes socialhistorie og sociologi. Medre-daktør af tidsskriftet Dansk Sociologi siden 1993.

Lektor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Kurt Aagaard NielsenFødt 1948. Magister i sociologi fra Københavns Universitet 1975. Stipen-diat (1975-77), adjunkt (1977-79) og lektor 1979-1992 ved Sociologisk Institut. Post.doc. stipendium ved Økonomisk Institut 1992-95. Fra 1995 ansat som forskningslektor ved Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på RUC. Har skrevet om sociologisk teorihistorie og arbejdslivsssociologi-ske emner. Medlem af internationalt netværk om aktionsforskning. Tillids-repræsentant for videnskabeligt personale ved Sociologisk Institut under lukningsprocessen. Medredaktør af tidsskriftet Kontekst 1985-1990.

Professor ved Center for Aktionsforskning og Demokratisk Samfundsud-vikling, Roskilde Universitet.

359

NYERE DANSK SOCIOLOGISK LITTERATUR- udvalgt fra referencer i antologien af Finn Hansson og Kurt Aagaard Nielsen

Andersen, Hans Skifter og Jens Bonke 1980, Boligsektorens fordelingsmæssige virkninger, del 1.boligmarkedet. (Lavindkomstkommisionen. arbejdsnotat; 9) København.

Andersen, Hans Skifter og Jens Bonke 1980, Boligsektorens fordelingsmæssige virkninger, del 2. subsidier og kapitalgevinster. (Lavindkomstkommisionen. arbejdsnotat; 10) København.

Adamsen, Lis (red.) 1990/91, Forsøgsstrategi – samfundsmæssige konsekvenser og fremtidsperspektiver“ bd. 1 og 2, AKF, København.

Adamsen, Lis, John Andersen, Bente Ingvardsen og Carl Nørregaard 1990, So-ciologiens Fingeraftryk. Hvidbog om dansk sociologi. Særnummer af Dansk Sociologi.

Adamsen, Lis (red.) 1988, Forsøg på tværs – en sammenfatning af erfaringer og resultater fra tre tværgående analyser. AKF, København.

Adamsen Lis (red.) 1986, Vejledning i evaluering, AKF, København.Agersnap, Torben 1950, Indre Vandringer Århus: Acta JutlandicaAgersnap, Torben 1968, Mål og normer i organisationer København: Nyt fra Sam-

fundsvidenskaberne.Agersnap, Torben 1954, ‘Radio Listening in Denmark’ Acta Sociologica vol 1.

1953.Agersnap, Torben 1991, ‘Tæt på Theodor Geiger’ Dansk Sociologi 2.årg.nr 1

p. 22-30.Albæk, Erik 1988, Fra sandhed til information. Evalueringsforskning i USA – før

og nu. København: Akademisk Forlag.Heine Andersen (red.) 1975, Kritik af kapitallogikken. København, Demos.Andersen, Heine (red.) 1990, Videnskabsteori og metodelære, bd. 1 & 2, Samfunds-

litteratur, København.Andersen, Nina Blom m.fl. 1995, Dommen over Dumaen. Kursusopgave fra Lunds

Universitet, Sociologiska Institutionen.Andersen, Heine 1984, Samfundsvidenskabernes anvendelsespotentialer: mellem

ekspertkulturer og praktisk fornuft. Nordisk Forum, vol. 19, nr. 4.Andersen, John og Jørgen Elm 1990, Arbejdsløshed og offentlig forsørgelse i

Danmark, Forlaget Sociologi, København.

360

Andersen, Heine, Britt-Mari Blegvad og Mogens Blegvad 1994, Contemporary So-ciology in Denmark, i Mohan, R. P. og Wilke, A.S. (red.) International Hand-book of contemporary developments in Sociology. Mansell, London.

Andersen, John og Jørgen Elm 1989, Fattigdom i velfærdsstaten, Samfundslittera-tur, København.

Andersen, Otto 1973, ‘Dødelighedsforholdene i Danmark 1735-1839’ Nationaløk. Tid. København p. 277 – 305.

Andersen, Ib (red.) 1990, Valg af organisationssociologiske metoder, Samfundslit-teratur, København.

Andersen, Jørgen m.f. 1970, Treskiftsarbejde: En social-medicisnk undersøgelse. SFI Publikationer 42, København.

Andersen, Heine 1972, Samfundsvidenskaber og videnskabsteorier. København: Studenterrådets Forlag.

Andersen, Helge, Elkjær Hansen m.fl. 1957, Sporten i Danmark i sociologisk belys-ning. København (mimeo)

Andersen, Heine, 1988, Publiceringspraksis og organisationsformer i danske sam-fundsviden skaber. I: Politica nr. 2.

Andersen, Helge 1939, ny udg. 1966), Hvem ejer Danmark. København:Andersen, Heine (red.) 1992, Sociologi – en grundbog til et fag, Hans Reitzels

Forlag, København.Arbejderforholdene i Danmark 1878, Betænkning fra Kommissionen af 20/9 1875.

København.Auken, Kirsten 1948, Danske kvinders seksualliv (disputats) ÅrhusAuken, Kirsten 1962, Familien lever. København, Gad.Bager, Torben 1985, Landbrugskooperationen i Norden. Esbjerg. SUC.Bakke, Povl & Clemmensen, Tove 1947-53, Danske Hjem ved Aarhundredskif-

tet 1-4.Bang, Gustav 1906, Kirkebogsstudier. København, Gyldendal.Bang, Gustav 1897, Den gamle danske Adels Forfald. København, Gyldendal.Bang, Gustav 1899, ‘Sjællands Landbefolkning i det 17. og 18. Aarhundrede’

Historisk Tidskrift 7 Række Bind 2 p.417-54.Bay, Joi og Kirsten Drotner 1986, Ungdom, en stil, et liv, Tiderne Skifter, Køben-

havn.Bentzon, Agnete Weis 1961, Familie og Ægteskab i Vestgrønland I: Opløsning af

Ægteskab. København: Udv.f.Samfundsforskning i Grønland.Bentzon, Agnete Weis 1968, Familiens økonomiske administration og ejendelenes

tilhørsforhold i de vestgrønlandske samfund. En retssociologisk undersøgelse. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Bentzon, Agnete Weis 1968, Familiens organisation i de grønlandske samfund. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Bentzon, Viggo 1914, Skøn og Regel, Københavns Universitet.Bentzon, A.Weis, Goldschmidt, V. & Lindegaard, P. 1950, Betænkning afgivet af

den juridiske Ekspedition til Grønland. vol 1-6 København: Grønlandsdeparte-mentet.

361

Bergsøe, A. Fr. 1844-53, Den danske Stats Statistik I-IV. København:Berntsen, Arent 1650-56, Danmarckis og Norgis Fructbar Herlighed. København.Bidrag til Kundskab om de danske Provinsers nærværende Tilstand i økonomisk

Henseende. Bind 1-19. Landhusholdningsselskabet 1826-44.Birck, L.V. 1931, ‘Sociologi i en Nøddeskal. De menneskelige Grupperinger’

Nationaløkonomisk Tidsskrift.Bjerge, Poul m.fl. 1904-20, Danske Vider og Vedtægter I-III.Blegvad, Mogens 1976, ‘Sociology and Philosophy’ Danish Yearbook of Philoso-

phy vol 13 Københ.: Munksgaard p. 221-41.Blegvad, Mogens 1969, Samfundsvidenskaber og samfundsvidenskaber. Køben-

havn: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.Blegvad, Mogens 1959, Den naturalistiske fejlslutning. København.Bloch, Charlotte (red.) 1988, Hverdagsliv, kultur og subjektivitet“, Akademisk For-

lag, København.Bo Jansen, Torben (red.), 1965, Praktisk anvendelse af teoretisk sociologi, De so-

ciologistuderendes forening, København.Boje, Thomas 1980, Lønarbejderens eksistensbetingelser set i lyset af ændringerne

i arbejdsmarkedssituationen. København, Dansk Sociologforening.Boje, Per 1976, Det industrielle miljø 1840 – 1940. Københavns Universitet.Boolsen, M. & O. Aagaard Sørensen, 1976, Samfundsvidenskabelige institutioner

og publikationer i Danmark, I og bilag, København, Undersøgelse foretaget for Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd.

Boserup, A. 1973, Nogle kritiske bemærkningerom Erik Høgh’s „Vælgeradfærd i Danmark“ og om dens bidrag til socialfysikken. I: Sociologiske Meddelelser 17. Serie (1973).

Bredsdorff, Nils 1986, Hvor gik den kritiske sociologi hen, da lønarbejdet kom ind. Kurasje nr 38, 1986.

Brinch, Jens 1974, Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940. København, Poli-tisk Revy.

Brinch, Jens 1974, Kapitalakkumulation i Danmark efter 1940. København: Politi-sk Revys Forlag.

Brix, Knud & Hansen, Erik 1948, Dansk Nazisme under Besættelsen. København, Gad.

Broch, Tom m.fl. 1979, Kvalitative metoder i dansk samfundsforskning. Køben-havn, Nyt Fra Samfundsvidenskaberne.

Bruun, Henry 1930, Den sociale Udvikling i Byerne 1857-71. Københavns Uni-versitet.

Bruun, Carl 1887-90, Kjøbenhavn I-III. København:Bruun, Henry 1938, Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900.

København, Gyldendal. (fotooptrykt 1977).Bärens, J.H. 1790, Efterretninger om Fattigvæsenets Tilstand i Denmark. Køben-

havn.Callisen, H. 1807-09, Physisk-medizinske Betragtninger over København. Køben-

havn.

362

Carlsen, J., Olrik, Hans & Starcke, C.N.(red.) (19XXXX.): Danmarks Kultur ved Aar 1900. København.

Christensen, Erik 1990, Nye værdier i politik og samfund: paradigmeskift og kul-turbrydninger, Hovedland, Højbjerg.

Christensen, Jørgen P. m.fl. 1979, Vækst og kriser i dansk økonomi i det 20. århund-rede. Århus: økon. Inst.

Clausen, Christian og Lorentzen, Børge og Rasmussen, Lauge Baunsgaard 1992, Deltagelse i teknologisk udvikling. København. Fremad.

Clemmensen, Volmer 1940, De religiøse Systemers Indflydelse på de erhvervsetis-ke Princippers Udvikling i Danmark: Fra Reformationen indtil det 19. Århund-redes begyndelse. København, Nyt Nordisk Forlag.

Clemmensen, Niels 1987, Associationer og foreningsdannelse i Danmark 1780-1880. Periodisering og forskningsoversigt.

Cronberg, Tarja 1990, Fremtidsforsøg, Akademisk Forlag, København.Cronberg, Tarja og Dorte Friis 1990, Metoder i teknologivurdering – erfaring og

fornyelse, Blytman, København.Dalager, Lars 1752, Grønlandske Relationer. Genudg. 1915 i Grønlands Selskabs

Skrifter II.Dalberg-Larsen, Jørgen (1977), Retsvidenskaben som samfundsvidenskab. Køben-

havn.Danske Arbejderfamiliers Forbrug. Danm.s stat. Medd 4 Rk, 6.B. 6 Hft (1901) og

4.Rk.11.B. 2.Hft. (1901).Davidsohn, Joseph 1931, Økonomisk Historieopfattelse. En kritisk Fremstilling.

København, Martins Forlag.Davidsohn, Joseph 1931, Participationsstudier. (Sociologiske Grundrids 2). Køben-

havn, Levin og Munksgård.Davidsohn, Joseph 1923, Om Betingelserne og de nærmeste Opgaver for en eksakt

Sociologi. København.Davidsohn, Joseph (1928), Almindelig Sociologi. Kulturens Form og Bygning.

København.Degen, Hans 1936, ‘Om den danske oversættelse af Adam Smith og Samtidens

Bedømmelse af den’ Nationaløkonomisk Tidskrift 74 p. 223 – 32.Dich, Jørgen S. 1952, Ideer og interesse i praktisk politik, Socialt Tidsskrift,

28, s. 53.Dich, Jørgen 1939, Arbejdsløshedsproblemet i Danmark 1930 – 38. København.Drejer, A. Axelsen (red.) 1929, Den danske Andelsbevægelse. København.Due, Jesper og Jørgen Steen Madsen 1983, Slip sociologien løs. København: Hans

Reitzels Forlag.Due, Jesper og Jørgen Steen Madsen 1988, Når der slås søm i. Overenskomstfor-

handlinger og organisationskultur. Jurist og Økonomforbundets Forlag, Køben-havn.

Dybdahl, Vagn 1982, Det nye samfund på vej 1871-1913, København: Gyldendal.Dylander, Benny 1980, Working Life Research in Denmark. Economic and indu-

striel democracy, vol. 1, number 2, 1980.

363

Egede, Niels 1739-43, Beskrivelse over Grønland. M.o.G. 120.Egede, Poul Hansen 1788, Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal

holdt fra 1721-88. København.Egede, Hans Poulsen 1741, Det gamle Grønlands ny Perlustration eller Naturhisto-

rie. København: optrykt ved Louis Bobé i M.o.G. 1925.Egsmose, Lisbeth och Rieper Olaf 1982, Danmark – Arbetssociologi i Danmark ef-

ter andra världskriget. I Berglind, Hans och Tunevall, Carl Magnus (utg.) 1982, Arbetssociologi i de nordiska länderna. Stockholm, Liber Förlag.

Elberling, Emil 1905, ‘Om de mindre Trossamfund i Danmark. Nationaløkonomisk Tidsskrift. 1905, p. 305.

Elberling, Bror V. 1961, Slagelse-underssøgelsen. Bogens Verden nr 1, p. 1-10.Enderud, Harald (red.) 1984, Hvad er organisationssociologisk metode? Bd. 1 og 2.

København: Samfundslitteratur.Engelsted, C.S.M.N. 1853, ‘Et fattigkvarter i København’ Ugeskr. f. Læger

p. 353-66.Engelstoft, P. & Jensen, H. 1931, Bidrag til Arbejderklassens og Arbejderspørgs-

målets Historie i Danmark fra 1864 – 1900. Københavns Universitet.Engelstoft, P. & Jensen, H. 1930, Sociale studier i dansk historie efter 1857. Køben-

havns Universitet.Esping-Andersen, Gösta (ed.) 1993, Changing Classes: Stratification and Mobility

in International Sociology, London, Sage.Falbe-Hansen, V. & Scharling, Will. 1878-91, Danmarks Statistik I-V. med supple-

ment: Danmark i 1890. København.Feilberg, H.F. 1889-99, Dansk Bondeliv I-II.Flyvbjerg, Bent 1991, Rationalitet og magt. bd. 1 & 2, Akademisk Forlag, Køben-

havn.Fog, Jette 1979, Kvindelige industriarbejderes dagligliv – belyst ved interview.

København, Lavindkomstkommissionens Sekretariat 1979.Fogh Kirkeby, O. 1975, Kapitallogik og historie. Roskilde: RUC Boghandel og

Forlag.Forfatterkollektiv, 1979, To Rapporter fra Dekvalificeringsprojektet. København,

Sociologisk Institut.Friis, Henning 1967, ‘Sociology in Denmark’ in Contemporary Sociology in

Western Europe and in America. Rome: Luigi Sturgo Institute.Friis, Henning 1971, ‘Socialvidenskab og socialpolitik. Nogle danske erfaringer’ i

Økonomien bag Socialpolitikken. København: Thaning og Appel p. 145-157.Friis, Henning, 1981, Nederst ved bordet. SFI publ. nr. 108.From Lauridsen, J., N. Møller & C. Højman Olsen 1977, Teknologi, arbejds-or-

ganisation og kvalifikation – og udviklingen i den danske industri efter 1950. København: Sociologisk Institut.

Frøslev Christensen, Jens 1981, Erhvervsstruktur teknologi og levevilkår. Del 2. (Lavindkomstkommisssionens sekretariat. Arbejdsnotat; 18) København.

Hansen, Finn Kenneth 1981, Forbrugsmuligheder og omfordelingen over den offentlige sektor. (Lavindkomstkommissionen, arbejdsnotat; 17) Kbh.

364

Geiger, Theodor 1946, Ranulf contra Geiger: Et angreb og et offensivt forsvar. København.

Geiger, Theodor & Agersnap, Torben 1954, Radioundersøgelsen 1950. København (manus).

Geiger, Theodor & Agersnap, Torben 1950, De danske studenters sociale oprindel-se. København: Gad.

Geiger, Theodor 1939, Sociologi. Grundrids og Hovedproblemer. København: NNF Arnold Busck.

Geiger, Theodor 1943, Kritik af Reklamen. Aarhus: Universitetsforlaget.Geiger, Theodor 1960, Die Gesellschaft zwischen Patos und Nüchternkeit. Århus

(Demokratie ohne Dogma, München 1963).Geiger, Theodor 1944, Intelligensen. Stockholm.Geiger, Theodor 1949, Den danske intelligens fra reformationen til nutiden: En

studie i empirisk kultursociologi. Århus.Geiger, Theodor 1962, Arbeiten zut Soziologie. Methode, moderne Gross-gesell-

schaft, Rechtssoziologie, Ideologiekritik. Neuwied: Luchterhand.Geiger, Theodor 1951, Soziale Umschichtungen in einer dänischen Mittelstadt. Århus.Gille, Halvor 1949, ‘The Demographic History of the Northern European Countries

in the Eighteenth Century’ Population Studies p.3-65.Goldschmidt, Verner 1962, Gruppe og samfund. København: Berlingske Forlag.Goldschmidt, Verner 1959, Retlig Adfærd I-II. København: Medd.om Grønland.Goldschmidt. Verner 1956, ‘The Greenland Criminal Code’ Acta Sociologica

p. 217-65.Grøn, A.Howard 1955-61, Skovenes og skovbrugets historie I-II + supplement.

København, Den Kgl. veterinær og landbohøjskole.Gudmundsson, Gestur 1992, Ungdomskultur som overgang til lønarbejde, Forlaget

Sociologi, København.Gundelach, Peter 1988, Sociale bevægelser og samfundsændringer, Forlaget Poli-

tica, Århus.Gundelach Peter (red.) 1990, Ind i sociologien – en grundbog, Gyldendal, København.Gundelach, Peter, Nils Mortensen og Jens Tonboe (red.) 1990, Sociologi under

forandring, Gyldendal, København.Gaardmand, Arne, 1980, Plan og Politik. København, Reitzels Forlag.Gaardmand, Arne, 1985, Plan og Frihed. Dansk Byplanlaboratorium.Hammer, K.V. 1905, ‘Sociologi’ i Salmonsens Konversationsleksikon bd. XVI

p. 321. København: Brdr. Salmonsen.Hansen, Erik J. 1978-79, Fordelingen af levekårene. SFI publ. nr. 82 Social-forsk-

ningsinstituttet. København.Hansen, Erik Jørgen 1968, De 14-20 åriges uddannelsessituation 1965. Bd. 1:

social og geografisk rekruttering. (Socialforskningsinstituttet. Publikationer; 31) København, Teknisk Forlag.

Hansen, Erik Jørgen 1971, De 14-20 åriges uddannelsessituation 1965. Bd. 2: ung-dom og uddannelse. (Socialforskningsinstituttet. Publikationer; 47) København, Teknisk Forlag.

365

Hansen, Erik Jørgen 1988, Generationer og livsforløb i Danmark, København.Hansen, Erik Jørgen 1990, Den maskerede klassekamp, Hans Reitzels Forlag,

København.Hansen, Georg 1944, Degnen.Hansen, Georg 1957, Sædelighedsforhold blandt landbefolkningen i Danmark i det

18. århundrede.Hansen, Georg 1947, Præsten på landet i Danmark i det 18. århundrede.Hansen, J.E.F. 1974, Kilder til levestandarden i Danmark 1850 – 1900.Hansen, Oscar 1902, Udviklingslære. København.Hansen, Svend Aage 1972-74, Økonomisk Vækst i Danmark I-II. København:

G.E.C.Gad.Hansson, Finn 1975, Kapitalakkumulation, arbejderklasse og socialpolitik. Ku-

rasje, København.Hartmann, Grete 1946, The girls they left behind. København, Munksgård.Hartmann, Grete 1949, Boliger og bordeller. København.Hartoft-Nielsen, Peter 1980, Regionale erhvervsstruktur- og beskæftigelsesudvi-

kling. (Lavindkomstkommissionen. arbejdsnotat; 8) Kbh.Hartvig, M. (1951), Jøderne i Danmark 1600-1800. København.Haslebo, Gitte 1980, Lavindkomstproblemer blandt selvstændige landmænd.

(Lavindkomstkommissionen. arbejdsnotat; 16) København.Hansen, Finn Kenneth 1980, Primærindkomstfordelingen for erhvervsaktive 1977.

(Lavindkomstkommissionen. arbejdsnotat; 15) Kbh.Frøslev Christensen, Jens 1980, Erhvervsstruktur, teknologi og levevilkår. Del 1.

(Lavindkomstkommissionen. arbejdsnotat; 12) København.Liebach, Birgitte 1980, Lavindkomstproblemer blandt kvindelige servicearbejdere.

(Lavindkomstkommissionen, arbejdsnotat; 13) Kbh.Heft, Tage 1943, Danske Sæder og Skikke I-II. København.Hegland, Tore Jakob, 1994, Fra de Tusind Blomster til en målrettet udvikling.

ALFUFF Aalborg.Hegland, Tore Jacob, 1981, Jordbrugskollektivet Nørremarksgården. Indkøbstryk.Hegland, Tore Jacob, 1983, Arbejds- og levemiljøer med socialpædagogisk sigte.

Indkøbstryk.Heinild, Svend 1979, Sygdomsmønstrets ændring gennem 100 år. Kysthospitalets

Jubilæumsskift.Henningsen, Sven 1944, Studier over den økonomiske liberalismes gennembrud i

Danmark. Göteborg.Henschen, Folke 1965, Sygdommenes historie. København, Fremad.Hertel, H. 1919-20, Det kgl.danske Landhusholdningsselskabs Historie. Køben-

havn.Hjort Andersen, Bjarne, 1993, Kan man spørge mennesker om deres livsform.

SFI.Holberg, Ludvig 1741, Niels Klims Underjordiske Rejse, oversat 1789 af Jens

Baggesen. KøbenhavnHolberg, Ludvig 1729, Danmarks og Norges Beskrivelse. København:

366

Holberg, Ludvig 1744f, Moralske Tanker. Udg. m. noter af Billeskov Jansen. København.

Holberg. Ludvig 1748-54, Epistler. Udg m. noter af Billeskov Jansen, København.Holm, Mogens (red.) 1989, Det Splittede Samfund, Samfundslitteratur, København.Holt, Poul, 1979, Fordelingen af arbejdsvilkår og sundhedsforhold for lønmodta-

gere. København, Lavindkomstkommissionens Sekretariat.Hulgård, Lars 1984, „Fremtiden og kampen om paradigmerne, i Nordisk Forum

nr. 44.Hvid, Helge 1990, Det gode Arbejde, Forlaget Fremad, København.Hübertz, J.R. 1840, Om Bevægeligheden i den danske Befolkning. KøbenhavnHøffding, Harald 1927, Sociologi og filosofi. Særtryk af Tilskueren.Høffding, Harald (red.) 1878, Mindre afhandlinger – af Herbert Spencer. Køben-

havn: Høst og Søn.Høffding, Harald 1882, Psykologi paa Grundlag af Erfaring. København.Høffding, Harald 1874, Den engelske filosofi i vor tid. København: P.G. Philipsens

Forlag.Høffding, Harald 1913 [1904], Sociologi og etik. I: Mindre arbejder. Tredje række.

København og Kristiania: Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.Høffding, Harald 1910, Den menneskelige tanke. København og Kristiania:

Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.Høffding, Harald 1899, Social pessimisme. Mindre arbejder. København og Kristia-

nia: Gyldendals Boghandel. Nordisk Forlag.Høffding, H. 1921-22, Den nyere Filosofis Historie I-II. København.Høgh, Erik (red.), 1966, Masse og menneske. Hvad bestiller danske sociologer.

København.Høgh, Erik 1965, Sociologi. København.Høgh, Erik 1960, Livsforløbsbeskrivelse for 103 langvarigt understøttede forsorgs-

klienter. Et metodologisk eksperiment, bilag 4 i H. Friis & E. Warburg: Langva-rigt forsorgsunderstøttede, SFI, Publikation 1, s.429.

Høgsbro, Kjeld m.fl. 1991, Kulturcenterundersøgelsen 3. Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning, København.

Høgsbro, Kjeld, Karen Maigaard Knudsen og Birte Ravn, 1990, Kulturcenterunder-søgelsen 2. Skolen som lokalt kulturcenter. Udviklingscenter for folkeoplysning og voksenundervisning.

Høgsbro, Kjeld 1992, Sociale problemer og selvorganiseret selvhjælp i Danmark. Samfundslitteratur København.

Højgård, Lis 1990, Vil kvinder lede? – et spørgsmål om fornyelse, Ligestillingsrå-det, København.

Højrup, T. 1995, Omkring livsformsanalysens udvikling. København, Museum Tus-culanums Forlag.

Højrup, Thomas 1983, Det Glemte Folk – livsformer og centradirigering. Statens Byggeforskningsinstitut, København.

Indenrigsministeriet 1874, Arbejdernes økonomiske Vilkaar i Kongeriget Danmark i Aaret 1872. København.

367

Israel, Joachim 1968, Alienation: från Marx till modern sociologi. Stockholm: Rabén & Sjögren.

Jensen, Adolf 1939, Befolkningsspørgsmålet i Danmark. København.Jensen, S.P. 1985, ‘Træk af udviklingen i landbrugsproduktionen gennem 200 år.’

Tidskr. f. landøkonomi 172 årg. p. 273-90.Jensen, Adolf 1946, Erindringer. København: Gyldendal.Jensen, S.P. 1987, ‘Agrarøkologi og landbrugsudvikling i det 18. og 19. århundrede’

Bol og By, Landbohistorisk Tidskr., hft 2 p. 82-136.Jensen, Hans 1936-45, Dansk Jordpolitik 1757-1919 I-II. København.Jensen, Sigurd 1950, Fra Patriarkalisme til Pengeøkonomi. Studier over dansk

Bondeøkonomi i Tiden mellem Midten af det 18. og Midten af det 19.årh. København, Gyldendal.

Jensen, Peter Meerwald 1979, Lavindkomstproblemer blandt kvindelige industriar-bejdere. (Lavindkomstkommissionen. arbejdsnotat; 6) Kbh.

Johansen, Hans Chr. 1962, Den økonomiske og sociale udvikling i Danmark 1864-1901. København.

Johansen, Hans Chr. 1975, Befolkningsudvikling og familiestruktur i det 18. århundrede. (OdenseUniversity Studies in History and Social Sciences 22)

Johansen, Hans Chr. 1979, En samfundsorganisation i opbrud 1700 – 1870. (Dansk social historie 4.) København, Gyldendal.

Junge, Joachim 1844, Den nordsjællandske Landalmues Karakter, Skikke, Menin-ger og Sprog. København (senere udgave forkortet og forsynet med oplysninger af Hans Ellekilde udgivet i 1915 af Danmarks Folkeminder Nr. 18 København: Schønbergske Forlag.

Just Jeppesen, Kirsten og Dorte Høeg 1987, Private hjælpeorganisationer på det sociale område. SFI, København.

Jørgen Hansen, Erik 1984, Socialgrupper i Danmark, SFI, Studie 48, København.Jørgensen, Harald 1940, Studier over det offentlige Fattigvæsens Udvikling i

Danmark i det 19. Aarhundrede. København.Jørgensen, Jørgen 1942, Indledning til Logikken og Metodelæren. København:

Munksgaard.Jørgensen, Jørgen 1944, ‘Hovedtræk af opposition ved en doktordisputats’ (Chr.

Petersen 1944) Gads danske Magasin 38 årg. p.446-56.Jørgensen, Jørgen 1941, Psykologi på biologisk Grundlag. København, Munksgård.Kapitelstakster i ældre og nyere tid, 1904. Stat. Medd. 4Rk. Bd.15, 1.Hft. Køben-

havn.Kildevang, Helle 1990, Ti stille når du taler til de voksne, København, Forlaget

Sociologi.Kirstein, J. 1988, Sociologiske magister- og kandidatafhandlinger. En 20 års biblio-

grafi. København, Sociologisk Institut.Kirstein, Jan 1977, Marx og jordrenten.Magisterafhandling. København, Sociolo-

gisk Institut.Kjær, Anders 1979, Særligt vanskeligt stillede gruppers beskæftigelsesforhold.

(Lavindkomstkommissionen, arbejdsnotat; 1) Kbh.

368

Kjær, Thyge og Jens Brinch 1975, Realanalyserne – to skridt frem og et tilbage. Kurasje 12 1975.

Klausen, Kurt Klaudi og Torben Hviid Nielsen (red.) 1989, Stat og marked – fra leviathan til usynlig hånd til forhandlingsøkonomi, DJØF, København.

Koch, Anna og Mette Rørbech, 1985, Kontanthjælpforsøget – frigjorte ressourcer og forbedret socialt arbejde? AKF og SFI.

Krarup, J.B. & Tuxen, S.C.A. 1895-1912, Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1835 indtil Nutiden I-VI. København.

Kristensen, Sven Møller 1942, Digteren og samfundet i det 19. århundrede. Kø-benhavn.

Krogh, Tyge 1987, Staten og de besiddelsesløse på landet 1500-1800. (Odense University Studies in History and Social Sciences 105)

Kruse, Vinding 1942, Erkendelse og Vurdering. Erkendelseslærens og Etikkens Grundproblem. København, Nyt Nordisk Forlag.

Kuehl, P-H. 1967, Fysisk handicappede i danmark. bd. 6. Psykologiske forhold. (Socialforskningsinstituttet. publikationer; 27) Kbh.

Kuehl, P-H. og Inger Koch-Nielsen og Kaj Westergaard 1966, Fritidsvaner i danmark med særligt hensyn til radio og fjernsyn. (Socialforskningsinstituttet. publikationer; 25) Kbh.

Lading, Aagot 1943, Kvindens Stilling i det danske Samfund. København: Det danske Selskab.

Larsen, Jørgen Elm og Per Kampmann 1984, Dagpengereformen – et angreb på fagbevægelsen. København, Forlaget Sociologi.

Larsen, Joakim 1916, Den danske Folkeundervisnings og Folkeskoles Historie fra 1536 til 1916. København: (repro 1984).

Lassen, Axel 1965, Fald og fremgang. Træk af befolkningsudviklingen i Danmark 1645-1900. (Skr. udg. af Jysk Selskab for Historie 13).

Launsø, Laila og Olaf Rieper 1987, Forskning om og med mennesker – metoder og vilkår i samfundsforskning, København.

Lindberg, Jac.Kr. 1905, ‘Handværkets Fremtid’ Nat. Tid p.532.Lindhardt, P.G. 1951, Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark Århus: 2. udg.

1959Lund, Reinhard 1962, Danske undersøgelser indenfor arbejdslivet siden 1870.

Motiver, emner, metoder. København: SFI.Lundvall Bengt Åke og Hardy Madsen 1984, Teknologi mellem økonomi og poli-

tik, Blytman, København.Lütken, Otto Diderich 1761, Undersøgning om de fornemste nuværende Hindringer

for Folkemængden i de Europæiske Stater, samt om de til slige Hindringers Hævelse tienlige Midler. København: Nicolaus Møller.

Mackeprang, Edv. Ph. 1905, ‘Husholdningsbudgetter’. Nat. Tid. 1905.Madsen, Allan 1976, Samfundsvidenskabelig teori som reproduktion eller kritik:

om det teoretiskearbejde. København: Akademisk Forlag.Madsen, A., S. Ejersbo & S. Damkjær (red.) 1994, Den kultursociologiske omtan-

ke, København, Akademisk Forlag.

369

Maigaard Knudsen og Birte Ravn, 1989, Kulturcenterundersøgelsen 1. Udviklings-center for folkeoplysning og Voksenundervisning, København.

Mandix, J. 1800, Forsøg til en systematisk Haandbog over den danske Landvæsens-ret. Bind i-ii. København.

Manza, F.V. 1873, Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedsplejens Historie i Danmark. København.

Markussen, Randi 1980, Lavindkomstproblemer blandt underordnede butiksfunk-tionærer. (Lavindkomstkommisionen. arbejdsnotat; 11) Kbh.

Marstrand, Even 1934, Arbejderorganisation og Arbejdervilkaar i Danmark fra 1848 til Nutiden. København: Martins Forlag.

Mathiesen, Anders 1979, Uddannelsespolitikken, uddannelsesfordelingen og arbe-jdsmarkedet. (Lavindkomstkommissionen, arbejdsnotat; 4) Kbh.

Milhøj, Poul 1961-65, Danmarks Statistik 1-2. Københavns Universitet.Mogensen, G.Viby 1975, Socialhistorie. Kilder og studieområder vedrørende dansk

socialhistorie efter 1890. København, Akademisk Forlag.Molesworth, R. 1694, An Account of Denmark as it was in the year 1692. optrykt

af Wormianum.Mortensen, John 1983, Erfaring og erfaringspædagogik, Kontext nr. 44, 1983.Munch, P. 1904, Det danske Folks politiske og nationale Gennembrud. København.Munk, Holger 1951, Hesten i Sydsjælland gennem 200 Aar. 1700-1900. Køben-

havn.Møller, Iver Hornemann 1969, Tillidsmandsundersøgelsen 1966-67. teknik og me-

toder. (Socialforskningsinstituttet. studie; 14) Kbh.Nielsen, Axel (red.) 1943-44, Industriens Historie i Danmark I-II. København,

Gad.Nielsen, Axel 1913, Grundrids til Forelæsninger over Sociologien for statsvidens-

kabelige Studerende. Mimeo. København:Nielsen, Axel 1921, Grundrids til Forelæsninger over Sociologien for statsvidens-

kabelige Studerende. (Udkom i flere mimeograferede udgaver, 2. udgave er fra 1921).

Nielsen, Elo (red.) 1978, Socialisationsforskning: senkapitalisme og subjektivitet. En antologi med bidrag om socialisationsteori, politisk psykologi og psykoana-lyse. København, Borgen.

Nielsen, Kurt Aagaard 1976, Kvalifikationsstruktur og klassestruktur. Kurasje, København.

Nielsen, Kurt Aagaard 1979, Studenterbevægelsen blev sin egen bøddel – Galgen hed Uni, i Kontekst nr. 38.

Nielsen, Kurt Aagaard 1995, „Social bæredygtighed“. I Birthe Beck Jørgensen: Tanker om postindustrialisme. København. CID-studies.

Nielsen, K. Aagaard 1983 (1988), Sociologi og socialisation. København: Sociolo-gisk Institut.

Nielsen, Bo Elling 1977, Stat og arbejdsmarked 1950-1974. Kurasje, København.Noordhoek, Johs. A. 1969, Gifte kvinder i familie og erhverv, bd. 1. deltagelse i

erhvervslivet. (Socialforskningsinstituttet. publikationer; 37) Kbh.

370

Noordhoek, Johs. A. og Yrsa Smith 1972, Gifte kvinder i familie og erhverv, bd 2. udearbejde og familie. Socialforskningsinstituttet, publikationer; 55) Kbh.

Noordhoek, Johannes 1969, Sociale klassifikationer, SFI, Studie 17, København.Nybølle, Hans Cl. 1944, ‘Dødeligheden 1840-1940’ Nat.Tid. p. 278-315.Nørregaard, Georg 1943, Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk og Industri

1857 – 99. København, Gyldendal (fotooptrykt 1977).Oldendow, K. 1931, Den grønlandske Samfundslære. Godthåb/NuukOlofsson, G. og Djurfeld, G. 1988, Danske sociologers publikationer i komparativt

perspektiv. Paper 1988.Olsen, Gunnar 1957, ‘Præsteindberetninger om Sognekaldenes og Kirkernes øko-

nomiske Vilkaar’ Fortid og Nutid p.413-53.Olsen, Gunnar 1943, De danske Købstæder gennem Tiderne. København.Olsen, Ib 1983, ‘De nyeste hovedretninger indenfor den familiehistoriske forsk-

ning om Vesteuropa i perioden fra ca 1400 til ca 1800.’ Historisk Tidskrift 83 p. 166-94.

Olsen, Albert 1932, Bybefolkningen i Danmark paa Merkantilismens Tid. (Acta Jutlandica VI,2), Århus.

Olsen, Gunnar 1957, Hovedgård og bondegård.(landbohistoriske skrifter 1, repro 1975). København.

Pedersen, Jørgen & Petersen, O. Strange 1938, An Analysis of Price Behaviour during the Period 1855-1913. København.

Pedersen, Jørgen 1930, Arbejdslønnen i Danmark under skiftende Konjunkturer i Perioden 1850-1913. København: Gyldendal.

Petersen, Christian 1944, Emile Durkheim. En historisk-kritisk Studie med sær-ligt Hensyn til hans Almindelige Sociologi eller Samfundsfilosofi. København: Munksgaard

Petersen, Christian 1942, ‘Om Sociologi’ Gads danske Magasin 36 årg p. 551-64.Petersen, Julius 1833, Den danske medicinallovgivning 1671 – 1805. Køben-

havn.Petersen, Christian 1964, ‘Træk af de nationale brydninger i Elsass og Sønderjyl-

land’ Sociologiske Medd. 9. ser. p. 31-56.Petersen, Christian 1941, ‘Samfundsvidenskab, Etik og Politik’ Nationaløkonomisk

Tidsskrift 79 bd. p. 145-64.Philip, Kjeld 1947, Staten og fattigdommen, København, Gjellerup.Ranulf, Svend 1938, Moral indignation and middle class psychology. København:

genudsendt i USA 1964.Ranulf, Sven 1955, Methods of Sociology with an Essay Remarks on the Epistemo-

logy of Sociology. København: Munksgaard (published post humous, written ca 1939).

Ranulf, Svend 1933, The Jealousy of the Gods and Criminal Law in Athens. Kø-benhavn: Munksgaard.

Ranulf, Svend 1946, Socialvidenskabelig Metodelære. København: MunksgaardRanulf, Svend 1939, Videnskabens Stilling i moderne Stater. København: Munks-

gaard.

371

Rasborg, Klaus 1992, Om Chr. Petersen – en pioner i dansk sociologi. Dansk So-ciologi, 3. årg., nr. 1:4-20.

Rasmussen, Steen Eiler 1949, Byer og Bygninger. København.Rasmussen, Finn Dam 1978, Arbejderens situation, de sociale problemer og revo-

lutionen. Kurasje, København.Rasmussen Søkilde, N: 1888, Landboreformerne og den danske Bondestands Frig-

jørelse før og efter 1788. København, Schuboths Forlag.Ravnsholt, Henning 1943, Den danske Andelsbevægelse. København: Det danske

Selskab.Rawert, O.J. 1848, Kongeriget Danmarks industrielle Forhold fra de ældste Tider

indtil Begyndelsen af 1848. København: genoptrykt af forlaget Skipperhoved, Ebeltoft.

Riiskjær, A.H. 1948, Af Tuberkulosens Historie. Oldtid, Middelalder og den nyere Tid, især i Norden. København.

Rink, Hinrich J. 1866/71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. København.Rink, Hinrich J: 1857, Grønland, geografisk og statistisk beskrevet. København.Rockstroh, K.C. 1909-26, Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i det 17. of

18. Aarhundrede I-III. København, Schønberg.Ross, Alf 1934, Virkelighed og Gyldighed i Retslæren. København, Levin og

Munksgård.Ross, Alf 1938, Kritik der sogenannten praktischen Erkenntnis. København.Rubin, M. & Westergaard, H. 1886, Landbefolkningens Dødelighed København.Rubin, M. 1883 og 1893, Arbejdslønnen i København 1882. Tabelværk til Kbh. Stat

nr 7 og København.Rubin, M. & Westergaard, H. 1890, Statistik der Ehen auf Grund der socialen

Gliederung der Bewølkerung. Jena.Rubin, M. 1900-02, ‘Folketal og fødselshyppighed historisk-statistisk belyst. Histo-

risk Tidskrift 7.række bd 3 p. 1-54.Schanz, Hans-Jørgen 1973, Til rekonstruktion af kritikken af den politisk økonomis

omfangslogiske status. Århus, Modtryk.Scharling, William 1974, Restgruppens rekruttering, erhvervs- og indkomstforhold

1977. (Lavindkomstkommissionen, arbejdsnotat; 5) København.Scharling, W. 1889-90, ‘Folketallet og Kirketallet i Danmark’. Hist. Tid. 6 Rk. 2

Bd. København.Scharling, W. 1881, ‘Om Bestemmelsen af en Families Indtægt’. Nat. Tid. Køben-

havn.Scharling, W. 1874, ‘Den danske Arbejderstands økonomiske Vilkår’. Nat. Tid.

4.Bd, København:Scheuer, Steen 1981, Frivillige organisationer i Danmark med indsats overfor un-

derprivilegerede grupper. I Henning Friis (red.) Nederst ved Bordet. SFI.Scheuer, Steen 1985, Fagforeninger mellem kollektiv og profession, København.Siggaard, Niels 1945, Fødemidlerne i ernæringshistorisk belysning. København:Siggaard, Niels 1930, Om den danske Befolknings Fødemidler gennem Tiderne.

København.

372

Simonsen, Birgitte 1989, De skæve køn bd.1-3, Unge Pædagoger, København.Sjølund, Arne 1969, Børnehavens og vuggestuens betydning for barnets udvikling

en analyse af foreliggende undersøgelser. (Socialforskningsinstituttet. publika-tioner; 38) Kbh.

Skovmand, Roar 1951, De folkelige Bevægelser i Danmark.Skrubbeltrang, Fridlev 1942, Husmænd i Danmark gennem 300 Aar.Skrubbeltrang, Fridlev 1938, Den danske Bonde 1788-1938. København.Skrubbeltrang, Fridlev 1954, Den danske Husmand I-II. København.Skrubbeltrang, Fridlev 1940, Husmand og Inderste. København.Socialpolitik og kapitalisme – en antologi 1978, Kurasje, København,Starcke, C.N. 1923, Baruch de Spinoza. København: Gyldendal,Starcke, C.N. 1927, Lovene for samfundsudviklingen og de sociale idealer. Køben-

havn: Levin og Munksgaards Forlag.Starcke, C.N. 1889, The primitive Family in its Origin and Development. reprinted

1976 with an introduction by Rodney Needham. Chicago: Univ. of Chicago Press.

Starcke, C.N. 1889, Etikkens teoretiske Grundlag. København.Starcke, C.N. 1894-97, Samvittighedslivet. København.Steenstrup, J. 1917, Den danske Kvindes Historie I-II. København.Stehouwer, Jan og Frede Østergård 1967, De ældres levevilkår, bd. 4 husstand og

bolig. (Socialforskningsinstituttet, publikationer; 29) Kbh.Stehouwer, Jan 1968, De ældres levevilkår, bd. 5. mobilitet og foreløbighed.

(Socialforskningsinstituttet, publikationer; 33) Kbh.Stehouwer, Jan, 1970, De ældres levevilkår, bd. 6. kontakter med familie. (Social-

forskningsinstituttet. publikationer; 40) Kbh.Svalastoga, K. 1969, Sociologisk Metodik. Bind 1. København, Paludans Forlag.Svalastoga, Kaare (red.) 1969, Sociologisk metodik. København, Jørgen Paludans

Forlag.Svalastoga, Kaare og Preben Wolf 1961, Social rang og mobilitet. København,

Gyldendal.Svejstrup, P. 1894, Syersker. København.Søndergård Kristensen, Tage 1978, Kvinders helbred og arbejde, København.Søndergaard, Peter 1972, Nordjylland. Et bidrag til en historisk analyse af udviklin-

gen i den nordjyske region. Marxistiske studier 3, bd 1 og 2.Sørensen, Th. 1884-85 (genudg. 1984), De økonomiske Forhold og Beskæftigel-

sens Indflydelse på Dødeligheden I-II. København, Reitzels Forlag.Sørensen, Th. 1883 (genudg. 1984), Børnedødeligheden i forskellige Samfundslag

i Danmark. København, Reitzels Forlag.Sørensen, Th. 1881 (genudg. 1984), Markarbejderes Vilkaar i jyske Hedeamter. Kø-

benhavn, Reitzels Forlag.Sørensen, Th. 1880 (genudg. 1984), Et Bidrag til Belysning af Kjøbstad-arbejder-

nes Vilkaar. København, Reitzels Forlag.Sørensen, K. Enevold 1925, ‘Forbundne Bestyrelser i dansk Erhvervsliv’ Social-

økonomisk Festskrift. København p. 225-44.

373

Thestrup, Poul 1971, The Standard of Living in Copenhagen 1730-1800. Køben-havns Universitet.

Thing, Morten 1993, Kommunismens kultur I-II, København, Tiderne Skifter.Thaarup, Fr. 1812-19, Udførlig Vejledning til det Danske Monarchies Statistik –

Samlinger om Fædrelandets Produkter, Manufakturer og Fabriker, Næringsveje, Skibsfart og Handel. København.

Trap, Cordt 1902, ‘Nogle pressestatistiske Undersøgelser’. Nationaløkonomisk Tidsskrift.

Trap, Cordt 1906, Arbejdslønnen i København 1904. København.Troels-Lund, T.F. 1879-01, Danmarks og Norges Historie i Slutningen af 16.Aarh.

bd. 1-14.1908-10 ill. udg.: Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede. Køben-havn.

Troels-Lund, T.F. 1894, Om Kulturhistorie. København, Reitzels Forlag.Troels-Lund, T.F. 1900, Sundhedsbegreberne i Norden i 16. Aarh. København:Valentin, Finn 1980, Fordelingen af påvirkningsmulighederne. Lavindkomstkom-

missionen Arbejdsnotat 14, København.Vedsø, Fred. 1928, Danmarks Industri. København.Vibæk, Marius 1932-38, Den danske Handels Historie. København.Warming, Jens 1913, Håndbog i Danmarks Statistik. København.Warming, Jens 1929-30, Danmarks Erhvervs- og Samfundsliv. København.Warming, Jens 1907, ‘Indkomst- og Formuefordelingen i Danmark.’ Nationaløko-

nomisk Tidsskrift. København.Warming, Jens 1909-13, Haandbog i Danmarks Statistik. København.Watt Boolsen, Merete 1988, Frivillige i socialt arbejde. SFI, København.Weismann, C. 1931, Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. København: (repro

1986).Westenholtz, Joh. Dietrich 1772, Om Folkemængde i Bondestanden.Westergaard, Harald 1890, Statistikkens Theori i Grundrids. København.Westergaard, Harald 1881-82, Die Lehre von Mortalität und Morbilität. JenaWieth-Knudsen, K.A. 1907, Physischer Fortschritt der dänischen Bevölkerung.

Pol-anthr.Revue. VI Jahrg. p 712.Wieth-Knudsen, K.A. 1930, Mit videnskabelige Livs Drama. København, Eget

Forlag.Wieth-Knudsen, K.A. 1908, Formerelse og Fremskridt – Økonomisk-demogra-

fisk-biologisk Syntese med særligt Hensyn til Nutidens Erfaringer i Tyskland, Frankrig og Danmark. (Disputats) København: Jul Gjellerup.

Wieth-Knudsen, K.A. 1931, Sociologiske Grundlove København: Store nordiske.Wieth-Knudsen, K.A. 1907, Sterbkoefficient und biologischer Fortschritt. Polanthr.

Revue. VII Jahrg. p. 76.Wilkens, C.E. Th. 1896, Universitet og Folkedannelse. København.Wilkens, C.E. Th. 1881, Samfundslegemets Grundlove: Et Grundrids af Sociolo-

gien. København.Wilkens, C.E. Th. 1874-76, Liv, Nydelse, Arbejde I-III. København.Wilkens, C.E. Th. 1904, Det produktive Samfund. København.

374

Willerslev, Rich. 1952, Studier i dansk Industrihistorie 1850 – 80. København.Winding, Kjeld 1943, Den danske Arbejderbevægelse. København: Det danske

Selskab.Winding, Kjeld 1943, Den danske Bondebevægelse. København: Det danske

Selskab.Zeuner, Lilli 1988, Kulturelle processer i ungdomsuddannelserne. København. Nyt

fra Samfundsvidenskaberne,Zeuthen, Frederik 1936, Socialpolitik som fagområde, Socialt Tidsskrift, 12.Zeuthen, Frederik 1939, Arbejdsløn og arbejdsløshed. København.Zeuthen, Frederik 1938, Den økonomiske Fordeling. København: NNF, A. Busck.

375

AAdamsen, Lis 17, 338, 346, 366,

378Adorno, Theodor W. 262, 353, 380Agersnap, Flemming 111Agersnap, Torben 11, 101, 110, 178,

181-182, 190Albæk, Erik 23, 26, 40, 324, 329-330,

336Allardt, Erik 15, 210, 218, 311-312,

315, 320Althusser, Louis 256, 281Altvater, Elmar 54, 256, 267, 271Andersen 32, 40, 53, 316Andersen, Bent Rold 101Andersen, Heine 10, 17, 271-272,

366Andersen, Helge 93Andersen, Ib 17Andersen, Ida 295Andersen, John 16, 346, 348, 360,

366Andersen, Jørgen 101-102, 178Andersen, Martin Nexø 66Andersen, Vilmer 366, 375Anderson, P. 288Arup, Erik 82, 92Auken, Kirsten 101Axelsen, Aage Drejer 93

BBach, Erik 73Bachelard 281Bager, Torben 30Baggesen, Jens 73Bahnsen, Poul 106Bakunin 249, 255

Balvig, Flemming 111Bang, Gustav 82Bang, Nina 82Bay, Joi 17Bayle, Pierre 73Beauvoir, Simone de 250Beck, Birte Jørgensen 293, 349Beck, Ulrich 22, 365, 404Becker, Knut 66Bentzon, Weis Agnete 110-111Bergsøe, A. Fr. 80Bernal, J.D. 42Bernild, Ole 282Berntsen, Arent 73Birck, L.V. 93Bjerke, Kjeld 191Bjerregaard, Tom 377, 398Blegvad, Britt-Mari 10Blegvad, Mogens 10, 50, 69, 94, 106Blicher, Steen Steensen 66Bloch, Charlotte 280, 349, 351Bloch, Ernst 283, 288Blum, Jacques 284Boalt, Gunnar 162Bonnevie, Poul 101Bonss, Wolfgang 25Borg, Ole 216Borg, Vilhelm 279Borum, Finn 111Boserup, Anders 238, 272, 280-281,

302, 309, 374Bouchet, Dominique 111Bourdieu, Pierre 20, 23-24Brandes, Edvard 79Brandes, Georg 79Bredsdorff, Nils 223, 270-271Brinch, Jens 31, 54, 210, 270-271,

297, 399Broch, Tom 280

Navneregister

376

Bruhl, Levy 95Bruun, Georg 93, 99Bude, Heinz 24-25Bukharin, Nikolaj 42Bärens, J.H. 77Bärlund, R. 398Bøttger, Åge Sørensen 311-314, 380

CCallisen, H. 77Cantril, Hadley 194Carlsen, J. 82Carnap, Rudolf 18Castro, Fidel 250Christensen, Erik 17, 365-366Christensen, Leif 283, 397Christensen, Will 82Christrup, Henriette 280Clarke, Simon 19Clausen, Kristian 17Cobb, John B. 366Cohn-Bendit, Daniel 246, 249,

253, 289Cole, Stephen 23-24Colling, Hanne 279Comte, Auguste 18, 22, 40, 69, 83, 94Cook 325Corbin, Juliet 335Cottrell, Leonard 160Cronberg, Tarja 16

DDalager, Lars 74Dalberg-Larsen, Jørgen 111Daly, Herman E. 366Dam, Finn Rasmussen 269Damkjær, Søren 294David, C.N 75Davidsohn, Joseph 69, 96, 102Davis, Kingsley 160Debray, Régis 250

Dich, Jørgen S. 32, 91, 100, 169-170Diderich, Otto Lütken 77Ditlew, Chr. Reventlow 189-190Djurfeldt, Göran 30, 268, 314Dobb, M. 288Dodd, Stuart C. 160Due, Jesper 16, 54, 294, 376Durkheim, Emile 27, 41, 44, 47-48, 83,

94-95, 102, 104-106, 404Dybdahl, Vagn 78Dylander, Benny 216-217, 220,

226-228

EEged, Poul 74Egede, Hans 72, 74Egede, Niels 74Egelund 320Egsmose, Lisbeth 224, 225, 226Elberling, Bror V. 101Elling, Bo Nielsen 269Enderud, Harald 17, 53Engels, Friedrich 95Engelsted, C.S.M.N 77Engelstoft, P 92Erslev, Kristian 79, 81-82Esping, Gösta Andersen 365

FFalbe-, V. Hansen 80Falk, Jørn 286, 288, 307Fanon, Frantz 249-250Feuerbach, Ludwig 138Fisker, Jesper 338, 378Fivelsdal, Egil 111Flatow, Sybille von 267Flyvbjerg, Bent 17Fog, Jette 324Foucault, Michel 381Frederik, Adolph Bergsøe 75Friis, Dorte 16

377

Friis, Henning 68, 91, 100-101, 163, 169-173, 176, 179, 192, 325

From, Franz 101

GGallup, George 186-189Gamdrup, Peter 216Gannik, Dorthe 216Garfinkel, Harold 298Geiger, Theodor 10, 11, 69, 103-105,

107-108, 110-111, 236, 240Genefke, Jens 111Gerstenberger, Heide 268Giddens, Anthony 348, 365, 404Gille, Halvor 178Glamann, Kristof 92Glaser, Barney G. 335Gloerfelt, Kirsten Tarp 101Goldschmidt, Verner 11, 50, 109, 111,

178, 181-182, 258-259, 262-263, 283-284, 286

Gough, Kathleen 291Gouldner, Alvin 20-21, 25Gross, Paul R. 21Groth, Christian 271-272, 399Grotius, Hugo 73Grünbaum, Isi 93Grønmo, Sigmund 325Gudmundsson, Gestur 17, 298, 375Guevara, Che 249, 250Gullestrup, Hans 111Gundelach, Peter 17, 18, 377Gaardmann, Arne 326

HHabermas, Jürgen 52, 249, 262, 344,

359, 381Hald, A. 160Halck, Niels Theodor 173Hansen, Erik Jørgen 16, 111, 320, 325Hansen, Falbe 75

Hansen, Helmut 281Hansen, K. 93Hansen, Sv.Aa 89Hansson, Finn 269Hartmann, Grethe 102Haslebo, Gitte 16Hegel, Georg W.F. 265Hegland, Tore Jacob 111, 328-329

376, 378Heilbron, Johan 22Henningsen, Sven 99Henriksen, Frank 216Henriksen, Jan 348Hildebrandt, Steen 111Hillgaard, Lis 320Hilton, R. 288Hindsbo, Erik 284Hjort Andersen, Bjarne 327Hobsbawm, E.J. 288Holberg, Ludvig 72, 73, 74Holm, Mogens 16Holm, Sverre 143, 162Holt, Poul 325Homans, Gerog Caspar 160Horkheimer 262, 380Hornemann, Iver Møller 348, 376Horowitz, Irving Louis 21, 24Horst, Christian 294Huisken, Freerk 267Hulgård, Lars 316, 345Hurwitz, Stephan 143, 160, 162Hvid, Helge 16Hviid, Torben Nielsen 17Hübertz, J.R. 75Høeg, Dorte 337Høffding, Harald 44-47 79, 94-96, 103,

106, 137-139Høgh, Erik 181-185, 192, 207, 236-

237, 239, 253, 258, 369, 372, 387, 397

Høgsbro, Kjeld 316, 325Højgaard, Lis 17, 289Højrup, Thomas 30, 280, 282, 302,

326-327, 374

378

IIngvardsen, Bente 346Israel, Joachim 52, 250-252, 262-263Iversen, Carl 143, 157, 162Iversen, Lars 216, 277

JJacoby, Russell 22Jensen, Hans 92, 93, 99Jensen, Mette 216Jensen, Ole B. 378Jensen, Sigurd 73Johansen, H. Chr 70Junges, Joachim 76Jungk, Robert 377Just, Kirsten Jeppesen 337Jørgensen, 1b 18Jørgensen, Jørgen 103, 157, 160

KKampman, Per 348Kampmann, Jens 191Kampmann, Viggo 191Karlsson, Georg 143, 162, 164Kern, Teit 101, 279Kildevang, Helle 375Kirk, Hans 66Kirkeby, Fogh 257Kirstein, Jan 30, 274, 277, 308Kjær, Thyge 31, 397, 399Klausen, Kurt Klaudi 17Klitgaard, Ole 293Kluge, Alexander 377Knudsen, Lisbeth 216Koch, Carsten 271Korpi, Walter 311, 312Korsch, Karl 249, 255, 293Krapotkin, N.M. 249Krarup, Karl 216Kristensen, Hans 213, 216, 218,

220, 226

Kristensen, Tage Søndergaard 277Kuschel, Rolf 286Kühl, P.H. 101, 178

LLarsen, Bernhard 221Larsen, Jørgen Elm 16, 32, 348, 360Larsen, Mihail 266, 275Lash, Scott 365Launsø, Laila 17, 53Lauridsen, From 279Lazarsfeld, Paul 18, 160, 172Lefebvre, Henri 249Lehman, Alfred 96Leira, Arnlaug 364Lemert, Charles 27Lenin, V.I. 249Levitt, Norman 21Lévy-Bruhl 94, 97Lindblom, Charles 26Lindegaard, Per 109Locke, John 73Lukacs, Georg 249Lund, Reinhard 111Lundberg, George 18, 22, 49, 160, 236Lundkvist, Anders 257Lundvall, Bengt Åke 16Luxemburg 249Lærke, P. Nielsen 404Läpple, Dieter 269

MMadsen, Allan 54, 284, 286, 288, 307Madsen, Hardy 16Madsen, Jørgen Steen 294, 376Magnussen, Gudmund 101-102Malthus, Th. 77, 86Mandel, Ernst 249Mandix, J. 76Manniche, Erik 178, 369, 375Manza, F.V. 77

379

Marcuse, Herbert 249, 251, 262Marx, Karl 19, 21, 27, 31, 44, 54,

95, 139, 236, 249-250, 255, 257, 262, 264-266, 289, 344, 381, 396, 399, 404

Masuch, Michael 276Mattick, Paul 19, 269, 271, 293Mayo, Elton 252Mendner, J. 279Mills, C. Wright 101, 260Molesworth, Robert 72Monberg, Torben 259, 263, 283-284,

286More, Thomas 255Morgan, Lewis Henry 95, 138Mortensen, John 375Mortensen, Nils 17, 220, 354-355Müller, W. 54, 256Müllert, Norbert 377Munch, P. 68Murray, Charles 360Myrdal, Gunnar 100Møller, Niels 279Møller, Poul 76

NNeedham, Rodney 95, 138Neergaard, Niels 79Negt, Oskar 377Neusüss, C. 54, 256, 269, 271Nicolaisen, Ida 260, 290, 294Nielsen, Lise Drewes 216, 220, 228,

307, 309Nielsen, Kurt Aagaard 32, 221, 269,

274, 295-296, 298, 353, 375, 377

Nielsen, Axel 83, 100, 132, 141, 157, 158, 159, 160

Nielsen, Birger Steen 351, 375, 377Nielsen, Elo 351Nielsen, Peter 216Nisbet, Robert 48Noordhoek, Johs. A. 178

Nordheim, Fritz von 348Nozick, Robert 54Nybølle, Hans Cl. 100Nørregaard, Georg 92Nørregård, Carl 346

OOlesen, Kaj 220Olesen, Ole Jess 271Olofsson, Gunnar 314, 348Olsen, Albert 100Olsen, Høyman 279Olsén, Peter 279Olufsson, Gunnar 272Otten, Dieter 276

PPareto, Vilfredo 236Parsons, Talcott 20, 160, 404Pedersen, Jørgen 93, 99Pedersen, Winding 160Petersen, Chr. 48, 103, 106, 157, 163Petersen, Hanne 111Petersen, Julius 77Pfannenstill, Bertil 157Pittelkow, Ralf 268Plum, Elisabeth 288Popper, Karl 49, 52Proudhon, V.P.J. 255Pufendorf, Samuel von 73Paaby, Kirsten 375, 377

QQvortrup, Jens 397, 399

RRabehl, Bernd 255-256Radnitzky, Gerard 52

380

Randrup, Rolf 190Ranulf, Svend 69, 92, 96-97, 102-103,

104-105, 157-158, 236, 240Rasborg, Klaus 48Rask, Gertrud 74Rasmussen, Arne 191Rasmussen, Frode 294Rasmussen, Lauge 17Rasmussen, Tranekjær 160Rawert, O.J. 76Rawls, John 54Reich, Wilhelm 293Reichardt, Charles S. 325Reichelt, H. 54-55, 269, 289Rieper 53, 224, 225, 226Rieper, Olaf 17, 216Rinde, Erik 172Rink, Johannes Hinrich 81Rink, Signe 81Roepsdorff, Lisbeth 279, 397, 399Rokkan, Stein 172, 237Rosdahl, Anders 220Rosdolsky, Roman 264Rosenberg, Arthur 249Ross, Alf 41Rubin, Edgar 157, 158Rubin, Marcus 75, 79, 83-85, 87Rudfeld, Kirsten 101, 238, 397Røgilds, Flemming 293

SSartre, Jean-Paul 250Schanz, Hans-Jørgen 54-55, 257, 266-

267, 271, 276, 289Scharling, William 81, 141Scherfig, Hans 66Scheuer, Steen 16, 325Schmid, Alfred 249Schmidt, Erik Ib 185Schmidt, Lars-Henrik 299, 300Schumann, Michael 279Schutz, Alfred 298Schwartz, Jonathan 290, 291

Scocozza, Benito 289Segerstedt, Torgny 143, 157-158, 162Sennett, Richard 21, 355Simiand, Francois 102, 104-105Simmel, Georg 44, 83Simon, Herbert 162Simonsen, Birgitte 17Skalts, Vera 101Skinhøj, Kirsten Thue 279Skirbekk, Sigurd 298-299, 302Skjervheims, Hans 52Skjoldborg, Johan 66Skruppeltrang, Foidler 99Smelser, Neil 23Smith, Jeff 274Snow, Edgar 249Spencer, Herbert 40, 44, 47, 87Starcke, Carl Nicolai 46-48, 69, 94-96,

137-140Starcke, Viggo 96Strauss, Anselm 335Ström, P.H. 398Sundbo, Jon 216Svalastoga, Kaare Halvor 11, 28, 32,

49, 50-51, 64, 69, 111, 143-145 155, 160-162 164, 171, 173-174, 178, 181-182, 236, 239, 252, 258, 260, 262-263, 272, 295, 297, 397, 403

Svejstrup, Gudrun 84Svejstrup, Poul 79, 83, 84Svendsen, Knud Erik 101Sweezy, Paul 249Sølling, Leif 216Søndergaard, Peter 30, 216Sørensen, Enevold 93Sørensen, Margrethe 216Sørensen, Th. 79, 87Sørensen, Villy 250

TTetzchner, Helge 216Thaarup, Frederik 75

381

Thing, Morten 269Thomas, Dorothy 160Thompson, E.P 288Thomsen, Leif 294Thonboe, Jens Chr. 17-18Thorbek, Susanne 295Thorslund, Jørgen 111Turner, Bryan S. 360Tönnies, Ferdinand 44-46, 94-95, 298Trotzki, Leo 249Tschudi, Finn 324Tse-tung, Mao 249

VValentin, Finn 216, 294, 325Vedung, Evert 44Vesselbo, Eyvind 294Vester, Michael 287Viby, Gunnar Mogensen 67Vidriksen, Poul 101-102Vogt, Johan 172

WWad, Peter 284Wagner, W. 295Wahl, Haagen Asmussen 188Wangel, Arne 216Waris, Heikki 143, 163Warming, Jens 81Watt Boolsen, Merete 337Webb, Th. 397Weber, Max 27, 39, 41, 44, 236,

298, 404

Weibull, Lauritz 82Weis, Agnete Bentzon 69, 109Weiss, Johannes 22-23, 40Westenholz, Ann 220Westergaard, Harald 79, 83-85, 87-88Westergaard, John 178Whitley, Richard 57Wieth-Knudsen, K.A. 83, 86, 93,

140-141, 143-144Wilkens, Claudius Edvard Theodor

69, 87-88, 96, 134-136, 138-140Willerslev, Rich. 99William, Sir Beveridge 100Winch, Peter 52, 298Wittgenstein, Ludwig 52Wolf, Preben 51, 181, 239, 241, 397, 403Worm, Kirsten 216

ZZetterberg, Hans L. 181Zeuner, Lilli 17Zeuthen, Frederik Ludvig Bang 32, 68,

91, 143, 163, 169-170, 174, 192Ziehe, Thomas 349

ØØrum, Thorkil 295Østerberg, Dag 52

ÅAage, Hans 216, 397Aakjær, Jeppe 66