Inkognito på rejsen. Hemmelige møder og agentturisme i Danmark

Under den kolde krig udførte de østtyske efterretningstjenester en bred palet af spionage i Danmark. I denne sammenhæng er det dog værd at bemærke, at Sta-sis udlandstjeneste Hauptverwaltung A (HV A) under lederne Markus Wolf og Werner Grossmann ikke drev en omfattende virksomhed i landet sammenlignet med andre og større europæiske lande.1 Den historiske diskussion om emnet har ikke desto mindre været ganske heftig, og der har både været plads til diverse intri-ger2 såvel som regulære falsknerier.3 Ved siden af Stasis og de øvrige østeuropæiske efterretningstjenesters operationer i og mod Danmark var især et aspekt betyd-ningsfuldt i en større europæisk sammenhæng, nemlig Danmark som operativ base for aktiviteter i andre lande.

Markus Wolf gav i sine erindringer i 1997 et eksempel på, hvordan det kunne gå for sig. I en operation under ”fremmed flag” – altså hvor agenten ikke skulle kunne gennemskue, hvem vedkommende arbejdede for – mod NATO-hovedkvarteret i

1 Helmut Müller-Enbergs, Thomas Wegener Friis, ”Der Schattenkrieg im Norden. DDR-Spi-onage in Dänemark”, in: Grenzfriedenshefte Nr. 2 2008, s. 107–120.

2 Jf. Thomas Wegener Friis, Helmut Müller-Enbergs, ”En blomst fra rosentræet”, in: Arbejder-historie nr. 1 2009, s. 1–20.

3 Thomas Wegener Friis, Helmut Müller-Enbergs, ”Grenzlandpolitiker als Stasi-Spione? Ana-lyse und Hintergrund einer Aufsehen erregenden Fälschung”, in: Grenzfriedenshefte Nr. 1 2008, s. 21–36.

Helmut Müller-Enbergs og Thomas Wegener Friis

Inkognito på rejsenHemmelige møder og agentturisme i Danmark


238

Fontainebleau, foregav HV A-manden Roland G. at repræsentere det danske For-svarets Efterretningstjeneste. Ved hjælp af denne dækhistorie – en såkaldt legende

– lykkedes det ham i 1961 i en Romeo-aktion at hverve kvinden ”Margarete”, der med andre ord blev besnæret af en østtysk agent. Hun fik dog moralske skrupler over forholdet. Ikke fordi hun leverede ”danskerne” hemmelige dokumenter, men mere på grund af det utugtige i det løse forhold. HV A var derfor nødt til at opfø-re et ”bryllup” i Jylland med journalisten Kai Petersen i rollen som militærpræst.4

Samme Markus Wolf anså i øvrigt Danmark for særligt velegnet til at operere i, fordi sikkerhedslovgivningen ikke var så stram, og kontraspionagens net havde større huller end hos vesttyskerne.5 Det var tanker han delte med den danske kon-traefterretningstjeneste PET. Her var man klar over, at problemet med østtyskere, der opererede under vesttysk identitet næsten var uoverkommeligt. Omkring år 1980 boede der næsten 8.000 vesttyskere fast i Danmark.6 Hertil kom, at antallet af vesttyskere, der indrejste som velkomne gæster, turister og forretningsfolk var helt uoverskueligt. At østtyskerne opererede under falske identiteter, fik både PET og den danske offentlighed øjnene op for i slutningen af 1970’erne. PET havde i kølvandet på RAF-terrorismen i samarbejde med sine vesttyske partnere skærpet kontrollen med herboende tyskere.7 I jagten på terrorister med falsk identitet gik flere østtyske agenter i nettet. En kvindelig agent nåede for eksempel med nød og næppe at stikke af, inden hun blev arresteret. Agentægteparret ”Schult” havde i perioden 1974-1979 levet et stille liv i Danmark, og Hr. Schult havde passet sit arbejde på Børsen.8 Da PET opdagede deres falske identiteter, var også denne fugl fløjet. Dog ikke tilbage til DDR, hvad den danske efterretningstjeneste vel antog. Hans Stasi-akter viser, at han formodentligt blot var flyttet planmæssigt videre og fortsat sin aktivitet i Sydamerika.9 Mens disse gik fri, blev agenten ”Wolfgang Schmidt” med det borgerlige navn Jörg Meyer arresteret af dansk politi i 1978 og dømt for spionage.10

4 Markus Wolf, Spionagechef im geheimen Krieg, München 1997, s. 152–153. Müller-Enbergs, Friis, “Markus Wolf (”1923–2006“), in: Jager, Raundalen (red.), DDR – det det var. Oslo 2009, s. 234–237.

5 Interview med Markus Wolf, Berlin, 15.11.2000. 6 PET-arkivet, DIIS-samlingen, nr. 159: ”Beretning vedrørende sagen mod Jörg Meyer,

2.2.1944 i Oslo, alias Rudolf Samiec født 14.12.1941”.7 Werner Grossmann, Den sidste spionchef, Middelfart 2004, s. 125.8 Danmark under Den Kolde Krig, bd. 3. København 2004, s. 411–412.9 BStU (Die Behörde der Bundesbeauftragten für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes

der ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik), MfS, HV A, SIRA TDB 13. IM ”Handke“, Reg.-Nr.VI 1343/64.

10 Thomas Wegener Friis, ”East German espionage in Denmark”, in: Friis, Mackrakis, Müller-Enbergs (red.), East German Foreign intelligence. Myth, reality and controversy. London 2009,

Inkognito på rejsen

239

Også den østtyske militære efterretningstjeneste, Bereich Aufklärung, benyttede sig af Danmark. Det gjaldt ligesom for HV A både til længerevarende indslusnin-ger – for eksempel agenten ”Veran”, der i 1981 skulle være placeret på Københavns Universitet11 – men også som operationel base for operationer mod andre lande. Bereich Aufklärung havde således en fast betegnelse for indrejse til Vesttyskland via Danmark, den såkaldte ”Nordrute”.12

Men østtyskerne var ikke de eneste til at se muligheder i Danmark. Ifølge PET anså KGB i 1982 Danmark for et velegnet træningsområde for sine agenter, fordi landet havde en ”blød” tilgang til spionage.13 I 1960’erne havde den danske tjene-ste optrævlet et polsk agentnetværk, der benyttede sig af Sønderjylland som ud-gangspunkt og mødested for en række agenter i Vesttyskland.14

En væsentlig forudsætning for at kunne drive effektiv efterretningsvirksomhed af denne type i et givent land var et godt kendskab til sikkerhedssituationen, love og forordninger. Men det var også nødvendigt at have føling med sæder og skikke, der – hvis man ikke overholdt dem – kunne afsløre den lidt ubehjælpsomme agent som en fremmed fugl. Den østtyske efterretningstjenestes billede af den danske kontraspionage og landets sikkerhedstiltag er endnu noget af et historisk pusle-spil. Et redskab til opklaring af dette spørgsmål er HV A’s database SIRA 14, som kan give et overblik over sikkerhedsrelevante informationer, den østtyske efter-retningstjeneste hentede hjem fra Danmark i perioden 1980-1987. 73 registre-rede informationer blev det til i denne periode. Det drejede sig blandt andet om formodede hvervningsforsøg af østtyske borgere i Danmark af enten danske el-ler andre vestlige tjenester. Men en væsentlig del handlede netop om rejseforhold, visumregler, overvågningen i lufthavnen, personkontrol ved grænserne, danske myndigheders samarbejde med vesttyskerne, paskontrol og efterprøvelse af iden-titet. Alt sammen informationer, der skulle ruste HV A til at gøre østtyske agenter forklædt som vesttyskere så godt som usynlige for de danske myndigheder.15

Den foreliggende artikel ser nærmere på Danmark som hemmeligt rejsemål for HV A. Den stiller skarpt på et par udvalgte rejser for derigennem at give et indblik i efterretningsvirksomhedens dagligdag og mekanismerne i den konspirative logi-stik. Det er ikke en historie med meget drama, men derimod med eksempler der

s. 159. 11 Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, København 2005, s. 233–234. 12 BStU, MfS, HA II, Nr. 18790: Analyse zur agenturischen Verbindung ”Fockmast“ der Ver-

waltung Aufklärung des MfNV, 16.12.1982.13 PET arkiv, DIIS-Samlingen: nr. 266. Oversigt. Østtyskland. E-væsen.14 Ib S. Norgaard, Spionjæger i Danmark – en spionjægers liv og oplevelser i PET. Valby 2003,

s. 108–118.15 BStU, MfS, HV A: SIRA TDB 14. Søgeord: Danmark.


240

viser, hvilken planlægning og hvilke ressourcer der skulle til at drive hemmelige operationer i udlandet. Det kostede nemlig både mandetimer, grundig forbere-delse og evaluering af ofte små detaljer for at undgå afsløring. Mens denne gen-nemgang af eksempler fra spionagens hverdag er set fra østtysk side, gennemgås efterfølgende en sag, der har været stærkt omdiskuteret i den tyske offentlighed, nemlig forfatteren og journalisten Günter Wallraffs møde med østtyskeren Heinz Gundlach i København i 1971. Sagen demonstrerer, hvor vanskeligt det kan være at klarlægge selv små episoder i den kolde krig mange år efter. Samtidig er den et eksempel på, hvordan åbningen af arkiver i Vesteuropa16 kan give nye nuancer til det historiske billede, der i de seneste tyve år fortrinsvis har været præget af far-verne fra den østeuropæiske palet.17

Yndlingshotellerne Der findes i dag ikke en liste over HV A’s yndlingshoteller i Danmark – hvis en sådan overhovedet har fandtes. Til gengæld kan man søge i en anden af HV A’s databaser, nemlig SIRA 13. Den indeholder HV A’s rejsekontors opsamlede know-how, i særdeleshed tjenestens viden om hverdagen i Vesten, om skikke og vaner, regler og rutiner. I denne database findes også de hoteller, som HV A fre-kventerede i Danmark. Det gælder ganske vist udelukkende for et årti, fra januar 1978 til marts 1988. I dette tidsrum indeholder basen optegnelser om 244 ophold for HV A-agenter og -instruktører – i gennemsnit to om måneden. I alt er rejser for 134 agenter registreret i basen – i gennemsnit en om måneden. Basen viser en tendens i HV A’s modus operandi: Man ønskede ikke at oversvømme landet med tilrejsende agenter, antallet var derimod kontrolleret både i tid og sted. I denne sammenhæng er det tydeligt, at agenterne ikke måtte indlogere sig på samme ho-tel to gange. Årsagen lå lige for: Agenterne rejste ofte under falsk identitet med falsk vesttysk eller vestberlinsk pas. Det skulle de som regel forevise ved ankom-sten. Blev agenten her fanget i at lade sig indskrive med to forskellige identiteter på samme hotel, lå afsløringen og lurede. Tælles de hoteller sammen, som HV A benyttede sig af i det bemeldte tiår, så

markerer København sig som den klart foretrukne spionby. Hele 83 procent af

16 Til brug for denne artikel er afklassificeret artikler fra Politiets Efterretningstjenestes Arkiv, ligesom der er anvendt materiale afklassificeret af DIIS i 2005. Artiklerne, der er afklassi-ficeret, tilhører PET-arkivets f-samling. Dokumenterne er ikke afklassificeret in toto, men udvalgte sider og linjer.

17 Denne artikel er under arbejdstitlen ”Lieblingshotels, IM-Touristen und Treffs der Stasi in Dänemark” per 3.8.2010 godkendt for Helmut Müller-Enbergs til udgivelse af die Behörde der Bundesbeauftragten für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen DDR” efter ansøgning per 26.7.2010.


241

agenternes rejser gik til hovedstaden. De større byer i provinsen blev også benyt-tet, men var klart underrepræsenteret. På andenpladsen kom Århus, umiddelbart efterfulgt af Esbjerg, Fredericia og Odense (jf. nedenstående tabel 1).

Placering ByAntal besøg Hotel

1 København 203 (Se Tabel 2 nedenfor)2 Århus 7 Hotel ”La Tour“, Hotel ”Danmark“,

Hotel ”Mercur“, Missionshotel “Ansgar”, “Parkhotel”

3 Esbjerg 6 Hotel ”Esbjerg“, Hotel ”Palads“4 Fredericia 5 Hotel ”Postgaarden“

Odense 5 Hotel ”H. C. Andersen“, Hotel ”Hans Tausen“, Hotel ”Ydes“

6 Aabenraa 4 Hotel ”Garni“, ”Grand Hotel“, Hotel ”Hvide Hus Aabenraa“

Aalborg 4 Hotel ”Hvide Hus“, Hotel ”Limfjordsho-tellet“, Hotel “Phönix”

8 Vejle 3 Hotel ”Munkebjerg“9 Gedser 2 Hotel ”Gedser“10 Frederikshavn 1 Hotel ”Jutlandia“

Kolding 1 Hotel ”Tre Roser“Lemvig 1 ”Industrihotellet“Nykøbing F. 1 Hotel ”Baltic“Viborg 1 Hotel ”Søndersø“

Tabel 1: HV A’s favoritbyer i Danmark (1978-1988).18

18 BStU, MfS, HV A: SIRA TDB 13. Søgeord: Danmark.


242

PlaceringAntal besøg Hotel

1 16 Hotel ”Astoria“2 13 Hotel ”Alexandra“3 6 Hotel ”Webers“4 5 Hotel ”Regina“, Missionshotel ”Ansgar“, Hotel ”Impe-

rial“, Hotel ”Hebron“, ”Grandhotel“5 4 Hotel ”Westend“, Hotel ”Triton“, Hotel ”Selandia“,

”Parkhotel“, Hotel ”Carlton“6 3 Hotel “Union Cosmopole”, Hotel ”The Plaza“, Hotel

”Savoy“, Hotel ”Richmond“, Hotel ”Palace“, Hotel ”Con-tinent“, Hotel ”City“, Hotel ”Centrum“, Hotel ”Absalon“

7 2 Hotel ”Viking“, Hotel ”Scandinavia“, Hotel ”Østerport“, ”Hotel ”Nebo“, Hotel “Kong Frederik”, Hotel “Ibsen”, Hotel “Excelsior”, Hotel “Du Nord”, Hotel “Dania”, Ho-tel “Comfort”, Hotel “Ascot”, Hotel “Arthur Frommer”, Hotel “Amager”, Hotel “Adlon”

8 1 Motel ”Wittrupp“, Hotel ”Windsor“, Hotel “Store Magleby”, Hotel “Stockholm”, Hotel “Skt. Jørgens”, Hotel

“SAS Royal”, Hotel “Saga”, Hotel “Opera”, Hotel “Ny-havn”, Hotel “Nordland”, Hotel “Neptun”, Hotel “Ma-rina”, Hotel “Tre Falke”, Hotel “Danmark”, Hotel “Con-tinental”, Hotel “Capriole”, Hotel “Caprice”, Hotel “Bel Air”, Hotel “Aviv”, Hotel “Admiral”

Tabel 2: Yndlingshotellerne i København (1978-1988)

Hotel “Astoria” fremstår som HV A’s absolut foretrukne tilholdssted – over-natninger af 16 forskellige agenter kan dokumenteres. Herefter følger i tabellen hotellerne ”Alexandra” og ”Webers”. Kendetegnende ved de hyppigst anvendte hoteller er, at de ligger i området omkring hovedbanegården. ”Astoria” klos op ad udgangen ved banegårdsgraven, ”Regina” i Reventlowsgade, ”Scandinavia”,

”Westend”, ”Absalon”, ”Centrum”, ”Selandia” og ”Hebron” i Helgolandsgade, og ”Webers”, ”Savoy” og ”Grand” i nærheden på Vesterbrogade.

Der var også hoteller, som HV A holdt sig fra. Da agentinstruktøren ”Hermann” fra den regionale HV A-afdeling i Leipzig i 1980’erne var i Danmark, havde han


243

således eksplicit forbud mod at benytte hotellerne ”Sheraton” og ”Scandinavia”, for her mente HV A, at PET var særligt opmærksomme.19

Hvilke østtyske agenter besøgte da hotellerne? Og hvad foranledigede dem til at rejse til Danmark? I denne forbindelse er det muligt at fastslå tre overordnede mønstre. For det første tjente Danmark, på grund af den direkte trafikforbindelse til DDR, som mellemstation på vej til og fra Vesttyskland. For det andet benyt-tedes Danmark som mødested for kilder fra Vesttyskland. Og for det tredje som mødested til møder med danske kilder. Stasi-arkiverne indeholder i dag hovedsa-geligt dokumentation for rejser af den første slags.

Instruktør ”Siakou” på gennemrejse DDR-borgeren ”Siakou” var en erfaren instruktør.20 Det vil sige bindeleddet mel-lem føringsofficeren i Berlin og agenten i ”operationsområdet”, som den østtyske efterretningstjeneste betegnede Vesten. Instruktøren skulle medvirke til at lede agenten, ligesom han – for det var næsten altid en mand – også skulle tage imod informationer fra agenten. Frem til 1985 havde ”Siakou” allerede foretaget 18

”operative rejser”, heraf 14 under falsk identitet og med forfalskede papirer – el-ler ”operativ dokumentation” som det blev kaldt. I et hemmeligt gemmested, en såkaldte ”container”, medbragte han et ekstra sæt falske dokumentationspapirer. I et andet gemmested medbragte han dokumenter fra agenten, som han skulle be-søge. For at ”Siakou” kunne holde sig borte fra sit arbejde havde HV A forberedt en række forskellige forklaringer. Da han i december 1985 var i Danmark, hed den officielle forklaring hjemme i Østtyskland, at han var på et lederkursus for

”førende kadrer” inden for de højere læreanstalter. En anden agent med dæknavnet ”Theo” sørgede for at underbygge denne såkaldte ”legende”.21 Målet for ”Siakous” rejse var et agentmøde eller træf med agent ”Schulze”, der var ekspert i fremstilling af industrielt værktøj. Mødet skulle finde sted i Würzburg den 6. december 1985, og turen til Danmark tjente i den sammenhæng blot som en sidste station på rejsen tilbage til DDR.

Den 17. november, altså en lille måned forud for mødet, drøftede HV A-kon-toret i ministeriet for statssikkerheds (MfS) distriktshovedkvarter i Leipzig, som

”Siakou” arbejdede for, hans rejserute med rejsekontoret i HV A-centralen i Ber-lin. ”Siakou” skulle ved mødet afhente ”konkrete operative resultater i forbindelse med personsager” fra agenten, ligeledes skulle han aftale ”konkrete skridt” til fremskaffelse af ”personhenvisninger” og tage imod informationer fra agenten.22

19 BStU, MfS, BV Leipzig, AIM 1814/91, s. 390. 20 BStU, MfS, BV Leipzig, AIM 1964/61, Arbeitsakte Bd. 2, s. 409–434.21 Ibid., s. 415. 22 Ibid., s. 409.


244

Altså et ret almindeligt agentmøde, hvor agenten dels har løst konkrete opgaver både inden for sit arbejdsområde og i sin omgangskreds dels får udstukket nye opgaver. Indsamlingen af personoplysninger var en central opgave i så godt som alle sammenhænge. Den 2. december 1985 bragte føringsofficeren så ”Siakou” til Schönefeld, lufthavnen i Østberlin. Med sig i lommen havde instruktøren 640 DM til overnatning, 480 DM til omkostninger, 1480 DM til rejseudgifter, 800 DM i såkaldte ”operative penge” – herunder 500 DM i reserve – samt 1500 DM til agent ”Schulze”, så han ligeledes kunne få dækket sine udgifter. Alt i alt 4.900 DM. I datidens penge en ganske net sum i ”hård valuta”. ”Siakou” skulle have været med en maskine JU 163 kl. 13.15 og lande 14.40 i

Zagreb, men fik på denne første del af rejsen en forsinkelse på fem timer. Hans ”legende” for rejsen til Zagreb var, at han var vestberliner og ville tilbringe et par feriedage i Jugoslavien. Han havde valgt at flyve fra Østberlin, fordi det var bil-ligere. Under forevisning af et vestberlinsk identitetskort med navnet ”Bräutigam” tilbragte han to dage i Zagreb på Hotel ”Palace”, og den 4. december gik turen videre kl. 12.30 med tog nummer D 498 over Maribor i det nuværende Slovenien til Linz i Østrig, hvor han skulle ankomme 20.37, men dog først indtraf kl. 21. I Linz overnattede han i hotel ”Klingelmüller”, hvor han igen præsenterede sig som

”Hr. Bräutigam”. Herfra gik turen så den 5. december til Würzburg, hvor han – så-fremt adspurgt – agtede at forklare, at en rejse tilbage fra Østrig havde ført ham til Würzburg, fordi han skulle besøge nogle venner. Ved grænseovergangen mellem Østrig og Vesttyskland benyttede han nu et vesttysk pas. Turen fra Linz startede kl. 9.49 og skulle via Passau planmæssigt ende i Würzburg kl. 14.17, men endnu en gang trak tiden ud, og ”Siakou” ankom først kl. 16.30. Her indlogerede han sig på hotel ”Würzburger Hof ”, igen med sit vesttyske pas, der dog nu lød navnet ”Diet-rich”. Forklaringen var denne gang, at han opholdt sig i Würzburg i forretningsøje-med, hvilket sådan set var korrekt. Fra hotellet foretog han et opkald til DDR til

”dæktelefonen” med kodenavnet ”Christa”. Dermed vidste HV A, at deres mand havde overstået første del af sin rejse vel.

Selve mødet med agent ”Schulze” fandt sted den 6. december 1985 kl. 11 i Würz-burg i kælderrestauranten under Hotel ”Grüner Baum”. Legenden for selve mødet var ”feriebekendtskab i forbindelse med weekendferie”. Schulze var ligeledes ind-logeret i ”Würzburger Hof ”. De to drøftede under mødet spørgsmål som: Hvad ligger til grund for konklusionen, at Biergarten Grosshesselcke ligger ved siden af et kontor for MAD [Den vesttyske militære kontraefterretningstjeneste]? Hvad underbygger antagelsen om, at MAD-medarbejdere frekventerer stedet? Ville det være muligt for ”Schulze” at etablere sig som stamkunde på stedet og derved


245

danne et ”personligt støttepunkt”?23 For at nå dette mål skulle ”Schulze” genop-tage kontakten til en kvinde, han havde lært at kende på stedet.24 Foruden disse spørgsmål, der umiddelbart rettede sig mod ”Schulzes” operative indsats, havde mødet også til formål generelt at styrke hans forhold og bånd til HV A.”Den so-fistikeret førte politiske samtale skal forstærke ’Schulzes’ sympati for socialismen og for DDR”, hed det.25 Instruktøren skulle desuden overbevise ”Schulze” om, at det næste møde skulle finde sted i Tjekkoslovakiet frem for som forudset i Østrig fra den 28. maj til 1. juni 1986. Det skulle gøre det muligt, at ”medarbejdere fra centralen atter kan deltage”.26 Afslutningsvis fik ”Schulze” trykket det betragtelige beløb af 1.500 DM i hånden til dækning af overnatnings- og transportudgifter.27

Begge agenter blev i Würzburg til den efterfølgende dag. ”Schulze” tog derefter bilen hjem til München, mens ”Siakou” endnu havde en rejse foran sig. Kl. 0.35 lagde han sig i en sovevogn på vej til Hamborg-Altona, hvor han ankom næste morgen den 8. december kl. 6.30. Allerede kl. 7 gik turen videre med tog nummer D 1482 over Puttgarden til København, hvor han ankom kl. 12.15. I Puttgarden blev han kontrolleret af to tyske grænsebetjente, der foretog en sammenligning med pasbilledet. Adspurgt om sit ærinde forklarede han beredvilligt, at han var på vej til København for at tilbringe weekenden der. I Rødby blev han igen kontrol-leret, denne gang af to danske betjente. Vel ankommet til København vandrede ”Siakou” gennem byen og overnattede på

Hotel ”Hebron”. I byen mødte han en kvinde, som han beskrev således:

”Jeg lærte i København en kvindelig person at kende, der kørte med samme tog til Vestber-lin. Hun er dansk statsborger (dansk pas). Hun hedder Anna […]. Hendes mor er dansker, faderen tysker. Det er tilsvarende med bedsteforældrene… Hun er chefstewardesse hos et dansk charterselskab og flyver først og fremmest på europæiske ruter. I København er hun indskrevet ved universitetet og læser her teologi på andet år. Flyselskabet planlægger hendes arbejdstider, så hun kan forene begge dele. […] Hun spurgte mig indgående om ’muren’. Det var for så vidt vanskeligt, fordi jeg her var nødt til at indtage modstanderens synspunkt. Hun fortalte mig i denne sammenhæng, at familien havde været i krise under fascismen. Faderen var modstandskæmper mod Hitler, bedstefaderen var Nazi-tilhænger […] Personbeskrivelse: Tilsyneladende alder ca. 28 år, høj (ca. 168 cm), slank, meget flot figur, gråblå øjne, halvlangt lysblond hår. Meget moderne klædt med afbalancerede farver.

23 Ibid., s. 410.24 Ibid., s. 411. 25 Ibid., s. 412. 26 Ibid. 27 Ibid., s. 413.


246

Rejsebagage: Rejsetaske og flytaske, begge lukket med lås. Hun er meget kontaktivrig og optog gentagne gange samtalen på ny.”28

I sin rapport beskrev ”Siakou” også hotellet i Helgolandsgade:

”Hotellet befinder sig i en husblok. Det er ganske stort. Hotellet tilhører en religiøs for-ening. Bygningen er på flere etager (5 etager). Ved siden af receptionen ved indgangen be-finder der sig et stort opholdsrum med fjernsyn. Rummet bruges også til morgenmad. Det benyttede værelse var et enkeltværelse med WC og bad. Værelset var udstyret med: 1 seng, 2 skamler, 1 skab, radio, telefon. Vinduet vender mod gaden. Overfor befinder der sig li-geledes et hotel. Let at se gennem vinduet, tynde forhæng, lukker ikke helt. Registrerings-formaliteter: Udfyldelse af registreringsformular: Navn, by, adresse, nationalitet, pas-nr., seneste opholdssted, næste opholdssted. Ingen efterprøvning af dokumenter. Regningen skrives i hånden. Benyttet dokument: Dietrich.”29

Den 9. december 1985 kørte ”Siakou” med tog nr. D 321 fra København kl. 10.12 over Gedser til Berlin-Ostbahnhof. På rejsen forelagde han sit vestberlin-ske identitetskort og et transitvisum via Berlin-Friedrichstrasse. Forespurgt om sit ærinde svarede han, at han var på vej tilbage fra en weekendtur til København.

Forløbet omkring instruktøren ”Siakou” kan muligvis forekomme trivielt. Det demonstrerer dog, hvilke kræfter HV A lagde i forberedelsen og gennemførelsen af møder med sine agenter. Instruktøren foretog lange rejser med vekslende rej-semønstre samtidig med, at han sugede til sig af de stedlige indtryk. Mængden af ressourcer afhang selvsagt også af betydningen af agenten, der skulle beskyttes ved ikke at tage for mange ”rejsechancer”. De planlagte rejsemønstre var dog også en beskyttelse af instruktøren selv. Sagen omkring ” Siakou” viser også, at HV A i 1980’erne gav sig bedre tid, end de havde gjort tidligere. Her havde de lært af tidli-gere erfaringer, hvor alt for målrettede rejseruter havde vist sig risikable.

Et indslusningspar på opklaringsrejse”Kirsten” og ”Ludwig” var udset til at blive indsluset fra DDR til Vesttyskland.30 Naturligvis på en sådan facon, at ingen kunne ane deres oprindelige ophav. Før de overbevisende kunne optræde som vesttyskere med alt, hvad det indebar, var det selvsagt afgørende, at de vidste, hvordan livet levedes i Vesten. Eller de skul-le gøres bekendte med ”regimebetingelser” i ”operationsområdet”, som det hed i MfS-sproget. Første stop på denne rejse mod en ny tilværelse var et ophold i Vestberlin i marts og maj 1979, hvor de skulle gøre sig bekendt med området om-

28 Ibid., s. 434. 29 Ibid., s. 421.30 BStU, MfS, BV Leipzig, AIM 1809/81, Personal- und Arbeitsakte.


247

kring Freie Universität, med biblioteket, trafikforbindelserne samt det sted, hvor de ifølge deres senere legende skulle have boet. Herefter gik turen fra 30. juli til 21. august dybere ind i ”operationsområdet” ved en rejse til Jugoslavien, Vestberlin og Danmark. Opholdet i Vestberlin skulle forberede baggrunden for deres fiktive biografi. ”Kirsten” skulle foregive at have studeret ved Freie Universität og boet i Breite Strasse i Berlin-Spandau. Hun havde gået i skole i Moritz-Strasse og efter endt uddannelse arbejdet som biologi- og idrætslærer på Gottfried-Kinker skolen i Vestberlin. Hendes falske identitet bar navnet Elke Kleemann og var født 3. sep-tember 1953. Hendes mand ”Ludwig” spillede rollen som Günter Kleemann, der ligeledes var lærer. Som forberedelse skulle de præcist kunne gengive det fiktive liv i Vestberlin, den falske arbejdsplads og bydelene i den delte hovedstad.31 ”Regi-merejsen” til Danmark lå samtidig med ferien i DDR, og som officiel dækhistorie var de på ferie hos ”Ludwigs” forældre i Schwerin i det nordlige Østtyskland. På forhånd var der arrangeret ”feriebreve” fra Schwerin til ”Kirstens” forældre, der underbyggede den falske historie.

I forbindelse med besøget i København benyttede ”Kirsten” en falsk vesttysk identitet med navnet Monika Marienfeld. Hvis nogen spurgte, skulle hun svare, at hun opholdt sig i den danske hovedstad i forbindelse med et overraskelsesbesøg hos venner, der dog desværre havde vist sig ikke at være hjemme.32

Opklaringsrejsen startede den 30. juli 1979, hvor parret med 6.000 DM på lom-men begav sig med fly fra Schönefeld til Zagreb og herfra videre til feriebyen Split over Markarska og tilbage til Zagreb den 11. august 1979. Herfra gik rejsen videre til Wien, Dortmund og den 16. august til Hamborg. To dage senere rejste de hver for sig med toget fra banegården Altona til København. ”Ludwig” tog toget 8.33 og ankom 14.09 i København, mens ”Kirsten” afrejste kl. 11.31 med ankomst 16.29. ”Paskontrol i Puttgarden på færgen. Såvel de tyske som danske betjente ka-stede blot et kort blik på dokumentet. Ved ’Kirsten’ blev gyldigheden efterprøvet af en tysk betjent. Ingen toldkontrol! Yderst overfladisk kontrol!”, rapporterede de to DDR-borgere, der fra deres dagligdag kendte til en helt anderledes håndfast grænsekontrol.33

I København havde de til opgave at gøre sig bekendt med hotelforholdene, re-gistreringsformalia, vigtigste turistattraktioner og med universitetet. Deres hotel-valg faldt på Hotel ”Ascot”, og de foretog en by- og havnerundtur med blandt an-det besøg i Rundetårn.34 Deres indtryk var: ”En meget god service! Meget dyrt!

31 Ibid., s. 5. 32 Ibid., s. 9. 33 Ibid., s. 103. 34 Ibid., s. 108.


248

Byrundturen er anbefalelsesværdig, dog måtte man tage flere forskellige smårund-ture … Man giver ingen drikkepenge! I København er der en stor og kendt bu-tiksgade (gågade): ’Streusel-weg’. I byen hersker der en venlig atmosfære. Byen er stærkt indstillet på turisme. Ind- og udrejsekontrol (pas) er meget løs. Det slog os, hvordan danskerne tog for sig i duty-free shoppen med alkohol og smør. Alko-hol er meget dyrt, et utrolig stort osteudbud (hotelmorgenmaden består af ost og marmelade). Om aftenen er gaderne tyndt befolket”.35 ”Kirsten” og ”Ludwig” blev i København til den 21. august 1979. Herfra fløj de sammen kl. 10.20 fra Kastrup til Schönefeld.36 Ved deres afrapportering var de-res føringsofficer tilfreds: ”Selvom turen ikke var knapt beregnet, viser tilbage-betalingen … den rigtige indstilling hos IM’erne og er et bevis for deres ærlige indstilling”.37 I Danmark måtte de betale 350 DM for overnatning. 450 DM for mad, 70 DM for transport, 500 DM for flybilletter til Berlin, og 70 DM for øvrige udgifter, i alt altså 1.440 DM.38 Begge blev, uden at de vidste det, udsat for en ”psy-kodiagnostisk efterprøvning”, en slags MfS-løgnedetektor, og resultatet faldt po-sitivt ud: ”Psykologisk belastning, som kræver høj visuel opmærksomhed og fin-motorisk bevægelseskoordination, behersker ’Kirsten’ meget godt. Dermed kan det slås fast, at hendes psykiske belastningsgrad i denne sammenhæng må anses for meget høj.” Til gengæld havde hun et klart minus: ”i betragtning af en tydeligt

genkendelig sachsisk dialekt”.39 Samlet set opfyldte hun dog forudsætningerne for en succesfuld indslusning. Et år senere indviede føringsofficererne hende derfor i overvejelserne om indslusning i Vestyskland. ”Kirsten” kunne imidlertid ”ikke principielt overskue projektet”. Indslusningen måtte derfor opgives.40

I det foregående er nævnt et par af de 134 agenter, der dokumenterbart brugte København i en eller anden funktion op gennem 1980’erne. Til dato har der i Stasi-akterne ikke været møder, som PET har opdaget og afsløret. Betød det, at PET slet ikke var opmærksom på, hvordan Danmark blev brugt? Svaret er nej, helt uvidende var PET ikke om, hvem der rejste ind i landet sydfra, som det fremgår af det efterfølgende eksempel.

35 Ibid., s. 118. 36 Ibid., s. 75. 37 Ibid., s. 122. 38 Ibid., s. 130. 39 Ibid., s. 106. 40 Ibid., s. 131.

HV A’s danske ynglingshotel, Astoria.


249

Gundlach og Wallraff Den vesttyske journalist og forfatter Günter Wallraff opnåede under den kolde krig en vis berømmelse, da han under dække afklarede forskellige misforhold i det vesttyske samfund. Ikke mindst hans reportager forklædt som indvandrer lagde grunden for udsagnsordet ”at wallraffe”, som en overgang nærmest var synonym med journalistik under dække. Så meget desto hedere har debatten været i Tysk-land i årene efter DDR-statens undergang, da dele af pressen mente, at Wallraff havde haft forbindelse til Stasi. Meningerne har været særligt delte om en episode, nemlig Wallraffs møde med østtyskeren Heinz Gundlach den 17. december 1971 i København. Diskussionen herom endte slutteligt for retten i Hamborg i 2006.

Selve mødet er blevet præsenteret på forskellig vis. Avisen Die Zeit skrev i 2003 på baggrund af den tyske anklagemyndighed: ”Om eftermiddagen den 17. decem-ber 1971 traf Wallraff i København ifølge dette [anklageskriftet] den stedfortræ-dende chefredaktør for Ostsee-Zeitung fra Rostock. Denne herre var IM og fun-gerede åbenbart som kurer. Han havde en huskeseddel med opgaver for Wallraff med og skulle tage imod dokumenter. Wallraff havde på sin side skaffet papirer om Deutsche Union, et højrenationalt parti, som han i forvejen undersøgte. Der-udover forlangte Stasi information om [daværende forsvarsminister] Helmut Sch-midt. Han interesserede ganske vist ikke Wallraff, men han havde alligevel – for at ’løse opgaven’, ifølge forbundsanklageren – været aktiv og bedt en venligsindet student om at foretage undersøgelser om en tjener på Schmidts yndlingsværtshus. Denne opgave bekræftede studenten ifølge anklageskriftets fodnote 410 ved et forhør den 20. december 1971. Da Stasi-kureren på vej hjem til DDR blev ar-resteret i Hamborg, havde han et brev fra denne student til Wallraff i sin taske”.41

Süddeutsche Zeitung beskrev mødet således: ”Men Wallraff er IM ’Wagner’. […] I 1971 mødtes forfatteren i København med en redaktør fra Ostsee-Zeitung. Han arbejdede uden Wallraffs vidende for Stasi som IM ’Friedhelm’. De behandlede ifølge Wallraff Wallraff-forestillinger og Wallraff-offentliggørelser i denne Ostsee-Zeitung. Mødet blev åbenbart overvåget af den vesttyske efterretningstjeneste, for manden fra Øst blev arresteret ved en mellemlanding i Hamborg. Hos ’Friedhelm’ befandt sig alvorligt landforræderisk materiale, og statsanklageren har listet det grundigt op: officielt partimateriale fra DU [Deutsche Union], en taletekst, en

41 Toralf Staud, “Dunkelgrau auf Hellgrau. War Günter Wallraff IM? Endlich interessiert sich der Westen Deutschlands für die eigenen Stasi-Verstrickungen. Weitere Enthüllungen fol-gen“, in: Die Zeit, 11.9.2003.


250

rundskrivelse fra en ’Verein zur Wiedereinführung der Todesstrafe’ og lignende andet”.42

Historikeren fra Freie Universität, Jochen Staadt, udtalte til Frankfurter Allge-meine Zeitung: “Wallraffs forbindelsesperson […] blev arresteret i 1971 i Ham-borg efter et konspirativt møde med Wallraff. Gundlach havde forsøgt at identi-ficere sig med et falsk vesttysk pas. Han havde dokumenter på sig, som Wallraff havde givet ham i København”.43 Aviserne byggede helt åbenlyst deres fremstillinger på statsadvokatens mate-

riale. Ved den efterfølgende retssag bestred Gundlach at være agent ”Friedhelm”, og Wallraff nægtede at være agent ”Wagner”. Denne artikel vil ikke sætte sig til dommer over det spørgsmål, men derimod præsentere en hidtil ukendt version af det omdiskuterede møde, nemlig sådan som det fremstår i arkiverne hos Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Ankomst til KøbenhavnGünter Wallraff ”ankom 14:04 med Alpe-ekspressen på spor 1”, bemærkede PET’s observatører. De havde ventet på ham, da han komme med tog nr. D 373. Kl. 12:10 var han indrejst over Rødby havn.44

Det er en lang og til tider forblæst perron på hovedbanegården i København. Ikke et sted, hvor passagererne normalt har særligt lyst til at opholde sig. Særligt ikke når vejret er som den 17. december 1971. ”Rå og ubehagelig vind fra syd-vest”, ”finregn” og temperaturer ”mellem 5 og 11 grader”, meldte vejrudsigten i Politiken, der i øvrigt på forsiden henledte læserens opmærksomhed på side 13 og artiklen ”Gensyn med Agent 007”.45 I sådan et vejr skynder man sig fra perronen. Günter Wallraff steg også hurtigt ud. Med sig bar han en ”sort nappataske”, og han bevægede sig som alle andre mod trappen.46 ”Formodentligt” fordi han havde sit første møde i hovedbanegårdens restaurant. Men inden han gik op ad trappen ”ser han sig om, som forventer han at blive modtaget”, registrerede observatørerne. Af

42 Willi Winkler, “Schlimmes Material. Das alte und neue Feindbild Günter Wallraff “, in: Süd-deutsche Zeitung, 9.9.2003.

43 Jochen Staadt, “´Giftgas für die Bundeswehr`. Die SED, Günter Wallraff und die Kampagne gegen die Entspannungspolitik“, in: Frankfurter Allgemeine Zeitung, 5.9.2003.

44 PET arkiv, f-samlingen: Nr. 1: ”Ad: Bader-Meinhof-sagen. Journalist Hans Günter Wallraff f.d. 1.10.1942 boende i Køln.” 18.12.1971. s. 2.

45 Politiken, 17.12.1971. 46 PET arkiv, f-samling, Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d.

1.10.1942, Burscheid bosat i Köln“. 17.12.1971. s. 2.


251

hvem? Heinz Gundlach? Eller forventede han overvågning? ”Han antog, at han var overvåget”, sagde Gundlach i 2005 ved retten i Hamborg.47

Restauranten på hovedbanegården lå dengang få skridt fra trappen til spor 1 i ankomsthallen neden under stedet, hvor der i dag er TV2-studie. Det tog Wallraff fem minutter at komme fra perronen til restauranten. ”W. begav sig direkte til ho-vedbanegårdens restaurant, han indpasserede fra afgangshallen 14.09”. Indpasse-rede? Også observatører har deres eget fagsprog. Indpassere er i denne sprogbrug at gå ind, mens man ”udpasserer”, når stedet atter forlades. Günter Wallraff blev kun et minut i restauranten. ”Kl. 14.10 sås W. atter komme ud i afgangshallen fra restauranten”.48

Andre mener, at besøget i restauranten var længere. Den tyske anklagemyndig-hed Generalbundesanwalt udtalte for små ti år siden, at der foregik ”et møde mel-lem Günter Wallraff og en MfS-medarbejder den 17. december 1971 på bane-gårdsrestauranten i København”.49 ”Ved en times samtale i banegårdsrestauranten i København informerede Wallraff sin samtalepartner om sine undersøgelser og også om det venstreorienterede tidsskrifts ’Konkrets’ økonomiske situation. Året efter, i juni 2004, korrigerede Wallraffs advokat den version: ”Mødet fandt heller ikke sted … i banegårdsrestauranten i København”.50

Günter Wallraff forlod ikke stedet alene. Formodentlig havde han her aftalt at møde Heinz Gundlach. ”W. var nu sammen med en mand, som han formodentlig er mødtes med i restauranten”.51 Var det mon Gundlach? Den første melding fra observatørerne beskrev ham som: ”Mand ca. 35 år ca 178 cm. alm. af bygning” han var ”Iført frakke. Medførte en plasticjulebærepose”.52 Rent faktisk fandt PET først frem til Gundlachs rigtige navn dagen efter. På det tidspunkt var han indlo-geret i Hamborg på statens regning: ”Guntermann, der som nævnt ad. 12.15 blev anholdt ved ankomsten til Hamburg, har nu opgivet sine rette generalia. Han er identisk med Dr. Heinz Gundlach”.53 Det præcise estimat af Gundlachs alder taler til observatørernes ros – han var fire måneder forinden fyldt 35. En sådan præcisi-on underbygger kvaliteten af deres observationer og underbygger deres betydning

47 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 4.

48 PET arkiv, f-samling, Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942, Burscheid bosat i Køln“. 17.12.1971. s. 2.

49 Dirk Banse, Michael Behrendt, “Die Akte Wallraff ”, in: Berliner Morgenpost. 12.8.2003.50 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 25.51 PET arkiv, f-samling, Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d.

1.10.1942, Burscheid bosat i Köln“, 17.12.1971,.s. 2. 52 Ibid.53 PET arkiv, f-samlingen: Nr. 1: ”Ad: Bader-Meinhof-sagen. Journalist Hans Günter Wallraff

f.d. 1.10.1942 boende i Køln”, 18.12.1971. s. 4.


252

som historisk kilde. Mellem observatørernes indtryk og at de skriver det ned, går der blot minutter. Den nærhed må anses for en fordel frem for erindringer, der er fremkommet tredive år efter begivenhederne.

Heinz GundlachHvem var så denne Gundlach? Var han instruktør for HV A, udenrigstjenesten i ministeriet for statssikkerhed? Deres kurer? Eller var han bare en journalist, der ville lave et interview? Heinz Gundlach mener ligesom Wallraff ikke, at han var agent. ”Jeg har ikke arbejdet for MfS”, sagde Gundlach for retten i Hamborg den 22. november 2005, ”Jeg var i særdeleshed ikke instruktør”. ”Jeg har aldrig fået en opgave af MfS”. ”Jeg har aldrig bevidst arbejdet for HV A”.54 Allerede et år tidli-gere havde han sagt noget lignende til Ostsee-Zeitung.55 ”Det var en journalist for os – ikke en Stasi-mand”, udtalte Wallraff til Aachener Zeitung. ”Den dengang så-kaldte IM ’Friedhelm’, det var en journalist, en kulturredaktør fra Rostocks Ostsee-Zeitung, som allerede tidligt trykte mine reportager. Det var ingen Stasi-mand”, fortalte han til Inforadio.56

Ligner da Gundlach en uofficiel stasi-medarbejder, en IM eller en agent? ”Han [Gundlach] så i det mindste ikke ud som en agent fra en James Bond-film”, skrev avisen Die Welt i 2003.57 På den anden side havde Wallraff sagt at: ”Man kan nok klandre mig for, at jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, hvem jeg havde med at gøre”.58 Men ifølge Wallraffs advokat, Helmuth Jipp, så: ”talte kulturredaktøren fra Ostsee-Zeitung Heinz Gundlach udelukkende til Wallraff som journalist, og på intet tidspunkt gav han Wallraff et hint om, at Gundlach havde kontakter til MfS. Dette handler om tiden indtil 1971”.59

De havde formodentlig kendt hinanden siden 1965, men mistet forbindelsen i en periode. Hvordan kontakten atter kom i stand, forbliver uklart. Initiativet til mødet med Gundlach synes at være udgået fra Günter Wallraff. Det er muligt, at mødet kom i stand, fordi han havde brug for dokumenter fra NS-tiden.60 Do-


55 Jan Emendörfer, “Grenzgänger“, in: Ostsee-Zeitung, 27./28.3.2004.56 ”Springers ewige Rache an Günter Wallraff “, in: Inforadio, 21.8.2003 kl.13.33. 57 Dirk Banse, Michael Behrendt, “Der Streit eskaliert. Wallraff weist Stasi-Vorwürfe von sich,

sein Anwalt attackiert die Birthler-Behörde. Die aber sieht ’keine neue Faktenlage’“, in: Die Welt. 9.9.2003.

58 Michael Knauer, “Wallraff räumt Blauäugigkeit im Umgang mit DDR ein“, in: Reuter, 4.9.2003.

59 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 19-20.

60 Ibid. s. 25.


253

kumenterne, der var i spil, handlede om Dr. Ludwig Hahn, ”Leder af Gestapo i Warszawas ghetto”, fortalte Wallraff.61

Wallraff havde selv foreslået København som mødested: ”Hvorfor vi præcis mødtes i København?”, sagde Gundlach for retten i Hamborg, ”det ville han nu engang”.62 Hvorfor skulle Wallraff have materialet om Hahn i København? Det forklarede Wallraff i 1998: ”Der [i Østberlin] lærte jeg en medarbejder at kende ved navn Gebhard, som ville skaffe mig adgang til dokumenter om lederen af sik-kerhedstjenesten i Warszawas ghetto, SS-Obersturmführer Dr. Ludwig Hahn… Ved hjælp af disse arkivalier og retsakter lykkedes det – også med hjælp fra Simon Wiesenthal – at Hahn, der levede i Hamborg som en anset business-mand, blev stillet for retten og blev dømt til livstid for mordet på 280.000 jøder”.63

Den 16. december 1971 var Heinz Gundlach ankommet til Vestberlin. Kom han over det strengt overvågede hul i Berlinmuren ved banegården Friedrichstrasse? Formodentligt. ”[HV A-officeren] Dornberger slusede ham rutineret gennem grænsen, han udfyldte kortet med forkortelsen ’1 Person A’ (som Ausreise [ud-rejse]), kolporterer Stasi-veteraner”, skrev Der Tagesspiegel i 2003.64

Gundlach rejste under navnet Guntermann. Men hvorfor bruge et andet navn? ”Fordi DDR i 1971 ikke var diplomatisk anerkendt, så derfor skulle tjenesterejsen-de, der ville til et NATO-land, melde sig i Vestberlin hos det såkaldte Allied Travel Office, hvor de fik indrejsetilladelse. Det var DDR naturligvis dødtræt af, fordi Vesten på den måde altid havde kontrol med, hvem fra DDR der rejste hvorhen”, fortalte Gundlach i 2003.65 Det gentog han tre år senere foran retten i Hamborg den 22. november 2006.66 I retsprotokollen fra samme dag hedder det sig: ”Da man i sin tid udstedte det falske pas til min rejse til København, gjorde jeg mig in-gen tanker om det. I 1970, da DDR endnu ikke var folkeretsligt anerkendt, havde folk på tjenesterejse i et NATO-land brug for en tilladelse fra Allied Travel Office. Derved blev alle DDR-borgere, som forlod DDR, registreret. For at undgå dette fik jeg et falsk pas fra Forbundsrepublikken Tyskland”. Hvordan det så ud i praksis, vidste Gundlach godt: ”Det foregik som følger: Jeg skulle stille en rejseansøgning i DDR, det skete til chefredaktionen”. Når han ikke optrådte som Guntermann og boede på hotelværelser i Vestberlin, var Gundlach stedfortrædende chefredaktør

61 Kerstin Kohlenberg, “Das hat absolut nicht mit mir zu tun“. in: Der Tagesspiegel, 5.9.2003. 62 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter

Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 4.63 Jürgen Schreiber, “Die Fährte des Wolfs“, in: Der Tagesspiegel, 23.12.2003.64 Ibid. 65 Jan Emendörfer, “Grenzgänger“, in: Ostsee-Zeitung, 27./28.3.2004. 66 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter

Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 3.


254

i Rostock for den regionale partiavis Ostsee-Zeitung. ”I stedet for et DDR-pas fik jeg et falsk BRD-pas”.67 Passet fik Gundlach fra Heinz Gebhardt, der i virkelighe-den hed Heinz Dornberger og hos MfS’ HV A havde han såvel Gundlach som Wallraff som arbejdsområde.68 Gebhard forklarede ifølge Gundlach, at ”tingene ordner sig snart, men indtil da skal du rejse på et falsk pas”.69

Forklaringen lød umiddelbart rimelig, for Allied Travel Office fandtes faktisk. Det lå i Elssholzstrasse 32 i Schöneberg i Vestberlin, og DDR-borgere, der ville rejse til et vestligt land, skulle her søge om et såkaldt Temporary Travel Document (TTD).70

Problematikken omkring travel board var løbende en anstødssten i forholdet mellem DDR og de nordiske lande. Paradoksalt nok forsøgte DDR-staten, der el-lers ikke var blandt de stærkeste talere for fri bevægelighed mellem Øst og Vest, at bruge spørgsmålet i sin politik og i sin propaganda.71 Således prøvede SED-styret gang på gang efter midten af 1950’erne at afprøve grænserne for TTD-systemet og sendte borgere til Danmark blot med DDR-pas. Som DDR’s udenrigsministerium skrev 1963: ”Det er nødvendigt hele tiden at sende invitationer til personligheder i DDR, afvisningen af indrejsen kan bruges til at tilskynde en protestbevægelse i Danmark”.72 TTD-systemet var således ikke bare til gene for østtyskerne, men også for de danske regeringer, der allerede i 1963 havde opfordret NATO-landene til at opgive systemet. I 1969 tog den danske regering det usædvanlige skridt, at den over for Vesttyskland erklærede, at man agtede ensidigt at anerkende østtyske pas. I den 11. time løstes problemet ved, at NATO-landene trådte sammen og i fællesskab afskaffede travel board-ordningen.

Hvor længe fortsatte situationen med TTD og travel board? I hvert fald ikke frem til december 1971, hvor Gundlach rejste som Guntermann. 26. marts 1970 indførtes en ny ordning, der betød, at DDR-borgere kunne rejse til NATO-lande uden et TTD.73 Gundlach rejste altså over et år efter, at TTD ikke var nødvendigt.

67 Ibid.68 Officerens sager fremgår af HV A’s kartotek “Rosenholz“ samt SIRA TDB 21. 69 Jan Emendörfer, “Grenzgänger“, in: Ostsee-Zeitung, 27./28.3.2004.70 “Wind Weg“, in: Der Spiegel, 25.8.1969, s. 49.71 Jf. Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949–1960, København

2001, s. 48–49. Karl Christian Lammers, Hvad skal vi gøre med tyskerne bagefter?, Køben-havn 2005, s. 203. Carel Horstmeier, ”Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949–1973“, in: Lindertoh/Friis (red.), DDR & Norden, Odense 2005, s. 136-140.

72 Citeret efter Carel Horstmeier, ”Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973“, in: Lindertoh/Friis (red.), DDR & Norden, Odense 2005, s. 137.

73 Rainer Achim Blasius, Ilse Dorothee (red.), Akten zur Auswärtigen Politik der Bundesre-gierung 1971, München 1972, s. 370. Hans-Adolf Jacobsen, o.a. (red.), Drei Jahrzehnte Aus-senpolitik der DDR, München 1980, s. 428.


255

Derudover havde der været et oplagt alternativ, nemlig Sverige. ”I øvrigt ville Wall-raff til Sverige”, kunne Gundlach huske i retten i Hamborg i 2005.74 Sverige havde været et godt valg, for Wallraff ville også møde en kvindelig svensk journalist, der faktisk tog hele vejen til København for at træffe ham. ”Mange lande… (som Sve-rige) accepterer DDR-pas”.75 Det vidste HV A, for i en rapport til SED-ledelsen fra den 3. juni 1969 skrev tjenesten en melding vedrørende ”NATO-mødet den 14. maj 1969 om det danske forslag om afskaffelse af systemet med allierede rejse-papirer”, at den danske ambassadør havde sagt: ”mange lande, hvis ikke-anerken-delsespolitik er hævet over tvivl (som Sverige), accepterer DDR-pas”.76 Det betød med andre ord, at Gundlach også havde kunnet rejse til Sverige uden at føle sig diskrimineret.

Indtil cirka 1969 havde Gundlach i øvrigt ifølge den tidligere sektorleder for vestarbejde for SED-Rostock, Sepp Wagner, rejst for SED-distriktsledelsen til Vesttyskland, vel at mærke med sit ”rigtige navn og normale rejsepapirer”.77 Wag-ner forklarede at ”vi, det vil sige partiet, sendte disse folk derover. De benyttede deres rigtige navne og normale rejsepapirer. De skulle være kloge, tolerante og loyale. Det gjaldt også Gundlach”.78 Det bekræftede Gundlach for retten i Ham-borg: ”Jeg var fem til ti gange for SED i Vesttyskland… Når jeg var af sted for SED, brugte jeg altid mit eget navn, jeg har aldrig bortset fra denne ene gang rejst på falsk pas”.79

Heinz Gundlach havde den 16. december 1971 indlogeret sig på et hotel ved Tempelhof-lufthavnen i Vestberlin. Værelset lå på tredje etage. Han identificerede sig som Guntermann – handelsmanden Heinz Guntermann fra Kiel med pas-nummeret C 073341.80

Gundlach startede sin rejse med at tilbagelægge turen Rostock-Østberlin-Vest-berlin. Og med sig havde han flybilletter fra Vestberlin til Hamborg, derfra videre til København, og tilbage atter over Hamborg til Vestberlin. Umiddelbart skulle man mene, at toget fra Rostock/Warnemünde-Gedser til København, havde væ-ret hurtigere.


75 BStU, MfS, HV A Nr. 147: Information Nr. 432/69, s. 345–350.76 Ibid. 77 Jan Emendörfer, “Grenzgänger“, in: Ostsee-Zeitung, 27./28.3.2004.78 Ibid. 79 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter

Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 4.80 Jürgen Schreiber, “Die Fährte des Wolfs“, in: Der Tagesspiegel, 23.12.2003, s. 3.


256

Den østtyske journalist var nødt til at stå tidligt op, for hans fly afgik kl. 6.45. I Hamborg havde han kun kort tid, for hans fly videre til København afgik allerede kl. 8.30. Dermed var der lige præcis tid til at komme frem til gaten. Her havde han altså næppe tid til at møde nogen.

Kl. 9.15 landede flyet med Hr. Guntermann/Gundlach i Kastrup. Herfra gik tu-ren efter grænsekontrollen videre til Københavns Hovedbanegård. Dengang var banegårdsområdet præget af den omfattende turisme, der fulgte i kølvandet på pornografiens frigivelse. Området omkring Istedgade og Vesterbrogade var den-gang noget mindre pænt end efter byfornyelsen. Her lå Hotel ”Regina” i Revent-lowsgade i et billigt kvarter, hvor der var plads til både prostituerede og studerende

– og til tilrejsende agenter. Og altså også til østtyske journalister, der skulle møde en vesttysk journalist for at lave et interview. På hotellet præsenterede Gundlach sig som Guntermann og klarede indregistreringsformaliteterne. Herefter kunne han så flytte ind på værelse 9.

MødetI dag findes værelse 9 ikke mere, ligesom Hotel Regina er lukket og lavet om til lejligheder, der er skærmet fornuftigt af mod forbipasserende med et jerngitter. I modsætning til tidligere står der nu cykler i stedet for et observationsteam lænet op ad husmuren, der i øvrigt er malet mørkegrå. Huset er fire etager højt, og ho-tellets fordums charme kan være svær at se. Ligesom det kan være vanskeligt at forestille sig, at der fredag den 17. december 1971 fandt et møde sted, hvor alle, dommere, statsanklagere, forsvarere, journalister, forfattere, politikere og sikker-hedstjenester har været nødsaget til at gætte sig til, hvad der fandt sted. Alle med undtagelse af danske PET.

Hvad gør man typisk, når man genser hinanden efter noget tid? Normalt ville man nok efter en lang rejse først checke ind på sit hotel, ikke mindst når det – som i Wallraffs tilfælde – ligger lige ved stationen. Måske bare for at slippe af med sin ”sorte nappataske”. Hvad gjorde Günter Wallraff ? Gav han Gundlach tasken? Eller stillede han den fra sig? Han måtte havde stillet den fra sig, for Wallraff gav ikke Gundlach noget som helst. ”Jeg har ikke givet denne mand noget”, har Wall-raff fortalt.81 ”Jeg har aldrig vidende overgivet informationer”.82 ”Jeg har på intet tidspunkt over for Ministeriet for Statssikkerhed erklæret mig beredt til at levere informationer eller at give det informationer”.83 ”Men jeg har aldrig ladet dem

81 Sabine Kwapik, “Rufmord oder berechtigter Stasi-Verdacht?“, in: Aachener Zeitung. 13.8.2003.

82 Jochen Bülow, “Stasi-Spitzel oder Springer-Opfer? Wallraff: ’Ich habe nie wissentlich Infor-mationen geliefert’“, in: Neues Deutschland, 9.9.2003.

83 Günter Wallraff, “Gegendarstellung”, in: Die Welt. 20.8.2003.


257

tilgå noget”, fortalte han, ”hvad jeg har kunnet give, var offentliggjort i det venstre-orienterede tidsskrift Konkret”.84 Og hvad med den sorte taske? Den må Wallraff have stillet fra sig i banegårdsrestauranten. Og Gundlach må have samlet den op, for observatørerne skrev, at Gundlach ”hankede op i W.s sorte taske”.85

Turen fra banegårdsrestauranten til indgangen i Hotel Astoria, som Günter Wallraff skulle overnatte på, tager i dag cirka et halvt minut. Hvis der er godt fyldt op på hovedbanegården, tager det godt et minut. Heinz Gundlach og Günter Wallraff forlod kl. 14.10 restauranten og kunne derved være nået frem til hotellet kl. 14.11. Men det gjorde de ikke. De gik i stedet i en bue rundt om hotellet, en tur der tog 10 minutter, før de kom frem til Heinz Gundlachs hotel.86

De forlod hovedbanegården af Tivoli-indgangen. ”Sammen gik de fra hoved-banegården ud på Bernstorffsgade. De gik via Vesterbrogade og videre til venstre over banegårdsgraven til Reventlowsgade. De gik over fodgængerovergangen og ned ad Reventlowsgade”, bemærkede observatørerne.87 Kl. 14.20 standsede de foran Reventlowsgade 4, hvor ”Restaurant Gambrinus” ligger. ”Men de kom

84 Robert Ide, Kerstin Kohlenberg: “Günter Wallraff. Der Mann, der bei der Stasi Wagner war“, in: Der Tagesspiegel, 13.8.2003.

85 PET arkiv, f-samling, Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942, Burscheid bosat i Köln“. 17.12.1971. s. 2.

86 Ibid.87 Ibid.

Günter Wallraffs hotelregistrering fra PET’s sagsmappe.


258

straks ud igen”, slog observationen fast.88 Værtshuset er lille og har kun få borde. Anonymitet var og er ikke rigtig muligt på stedet, der allerede virker fyldt med otte gæster. Hvad ville de to der? Spise, tale eller drikke? De gik to huse videre og kl. 14.22 ”sås de indpassere på Hotel Regina, Reventlowsgade nr. 6”, fastslog overvågningsprotokollen.89 Heinz Gundlach med sin julepose og den sorte taske i hånden og Wallraff begav sig derefter til værelse 9.

Havde Gundlach i øvrigt nøglen på sig? Eller spurgte han i receptionen efter den? Og hvis han gjorde, hvad kaldte han sig? Heinz Gundlach, som Günter Wall-raff kendte ham? Eller kaldte han sig Heinz Guntermann, som receptionen havde ham opført? Günter Wallraff lod ikke til at bemærke noget, fordi ”jeg omfavnede ikke den djævel og dansede ikke med ham eller flirtede, og han kneppede mig heller ikke… Den djævel gav sig heller ikke til kende for mig”, sagde han bramfrit i 2003 til Berliner Zeitung.90

Günter Wallraff og Heinz Gundlach opholdt sig i værelse 9. De sad: ”ved et lille rundt bord, der var fyldt med reklamebrochurer og materiale”, fortalte Gund-lach til retten i Hamburg i 2005, og sagde videre: ”Vores møde fandt sted på et af de af os beboede værelser. Ved denne samtale deltog, bortset fra Hr. Wallraff og mig, ikke andre”.91 Retsprotokollen fortsætter: ”I samtalen deltog ingen andre personer”.92 Det så Günter Wallraff anderledes: ”Ved samtalen i København, i øv-rigt under tilstedeværelse af min danske udgiver og en svensk kollega, handlede det blandt andet om et interview til Ostsee-Zeitung og et planlagt teaterstykker for Berliner Ensemble af Helene Weigel (Nachspiele II) og en evt. opførelse af H.A. Perten i Rostocks Volkstheater”.93 Retten i Hamborg slog fast: ”I samtalen med Dr. Gundlach i København havde en dansk udgiver og en svensk veninde deltaget”.94 Spørgsmålet afhænger altså af Gundlachs troværdighed. Retten afgjorde: ”I sidste ende er det efter tredive år ikke til at udelukke, at han [Gundlach] ikke længere hu-sker enkelte omstændigheder, eller at han begår fejl i forsøget på at rekonstruere

88 Ibid.89 Ibid.90 Andreas Förster, “Damals, Unter den Linden. Der Journalist Günter Wallraff versucht zu

beweisen, dass er nicht für die Stasi gearbeitet hat – und weiß, dass das ein Problem ist“, in: Berliner Zeitung, 9.9.2003.


92 Ibid. 93 Günter Wallraff, ”Stellungnahme”, 29.7.1998.94 Dommen skrev “hätten sein dänischer Verleger und seine schwedische Freundin teilgenom-

men“. Hanseatisches Oberlandesgericht: Urteil, Az. 7 U 3/05, 324 O 699/03, 10.1.2006, s. 21.


259

erindringen, muligvis sågar angående tilstedeværelsen af videre personer, om det var periodevis eller under hele forløbet af samtalen med [Wallraff ].95

Og hvad med den ”danske udgiver og svenske veninde”, hvordan kunne de vide, at mødet ikke var på hans Hotel ”Astoria”, heller ikke på ”Restaurant Gambrinus”, men derimod på Hotel ”Regina”? Hvordan fandt de ud af, at de på hotellet ikke skulle spørge efter Wallraff, heller ikke efter Gundlach, men efter en ”Heinz Gun-termann” for at finde værelse 9. PET-folkene vidste, at ”denne mand havde indlo-geret sig på et københavnsk hotel under navnet Heinz Guntermann”.96 Dengang kunne de selvsagt ikke lige fange hinanden på mobilen. Hvordan lykkedes det den danske udgiver og den svenske veninde at undgå PET’s observatører og slippe usete ind og ud af værelse 9? Günter Wallraff forlod ikke hotellet med dem. Kl. 16.26: ”sås W. alene komme ud fra Hotel Regina. Han medførte sin sorte taske og gik ad Reventlowsgade”, noterede overvågningen.97

Gundlach lavede notater. Det gjorde Wallraff ikke. Gundlach fortalte i retten: ”at jeg lavede notater ved samtalen, må hr. Wallraff have set, han lavede efter min hukommelse selv ingen notater”.98 Alle disse notater, der senere blev fundet på ham, lavede Gundlach altså under samtalen.99

Hvad skete der ved mødet mellem 14.22 og 16.26? Heinz Gundlach har sagt til Ostsee-Zeitung, at: ”Wallraff ville inkognito ind på en DDR-virksomhed, jeg skulle hjælpe. Jeg ville lave en historie om højreorienterede grupper i Vesten, han skulle hjælpe. Det var – nå, ja, en arbejdssamtale. Vi ville til Helene Weigel med et stykke af ham og så videre”.100 ”Hr. Wallraff ville også opbygge en kontakt til He-lene Weigel gennem mig. Jeg bestyrkede ham i, at han skulle henvende sig, for han var jo allerede dengang kendt. Det kan være, at vi har snakket om det ved mødet i København. Det var imidlertid ikke sådan, at det var den væsentlige genstand for samtalen”, udlagde han i retten i 2005.101 Senere lagde han videre til: ”Hvis jeg bliver spurgt, hvad min interesse i rejsen var, så siger jeg, at jeg ville frem for alt erfare noget om højreorienterede bestræbelser i BRD. Hvad Wallraff forventede

95 Hanseatisches Oberlandesgericht: Urteil, Az. 7 U 3/05, 324 O 699/03, 10.1.2006, s. 22 96 PET arkiv, f-samling, Nr. 1: ”Vedr. østtysk statsborger Heinz Gundlach f.d. 7.8.1936 i

Rostock vesttysk statsborger Hans Günter Wallraff f.d. 1.10.1942 og svensk statsborger Britt Elin Edwall f.d. 16.2.1935”. 28.1.1972. s. 1.

97 PET arkiv, f-samling, Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942, Burscheid bosat i Köln“. 17.12.1971. s. 2.


99 Ibid.100 Jan Emendörfer, ”Grenzgänger“, in: Ostsee-Zeitung, 27./28.3.2004. 101 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter

Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 5.


260

af mødet, ved jeg ikke. Han ville arbejde under dække i en storvirksomhed i DDR for at kunne beskrive forholdene der. Jeg vidste, at dette var meget svært. Jeg vidste også, at fx partisekretæren på et stort værft i Rostock frygtede, at Wallraff, hvis han undersøgte på lignende måder der, ville opdage dårlige tilstande”.102

I de notater, som Gundlach udfærdigede den 17. december 1971, finder man ikke noget om en stor DDR-virksomhed, om et teaterstykke endsige om Helene Weigel eller for den sags skyld om tidligere omtalte Dr. Ludwig Hahn. ”Når man ikke finder noget om de ting, der interesserede Wallraff i notaterne, skyldes det, at jeg kun skrev ting op, der interesserede mig”, forklarede Heinz Gundlach retten. Hvis det holder stik, hvorfor var Wallraff så interesseret i at mødes med en, der ikke interesserede sig for ”de ting”, der interesserede ham?

Gundlach fortalte retten i Hamborg, at han og Wallraff gennemgik ”hele det po-litiske landskab”.103 Og hvordan gik det så for sig? Gundlach lod ifølge sine notater til at have forberedt sig på samtalen. Det handlede som journalistisk og anden virksomhed, om fremskaffelse af informationer og dokumentation vedrørende politik, økonomi, forsvarsminister Helmut Schmidt og ministeren for indre tyske spørgsmål Egon Franke. Desuden drejede det sig om datoen for et nyt møde, der formodentlig skulle have fundet sted på Hotel ”Royal”, der lå i gåafstand fra ho-vedbanegården.104

Men hvor startede ”hele det politiske landskab”? Åbenbart ved Marianne Her-zog, der tilhørte Rote Armee Fraktion, hvis medlemmer havde mødtes i en lejlig-hed ikke langt fra Wallraffs. Den 3. december 1971 var hun blevet arresteret, men var kort efter blevet løsladt. Gundlach fortalte retten, at Wallraff ”var mistænkt for at have kontakt til medlemmerne af Baader-Meinhof-gruppen. Desuden havde han mødtes med Marianne Herzog i nærheden af sin lejlighed”.105

Under overskriften ”hele det politiske landskab” fortsatte snakken med ”Deut-sche Union”. Statsanklageren tolkede Gundlachs noter således: ”I hovedpunkter-ne for samtalen, som Dr. Gundlach noterede på en stikordsseddel, havde Dorn-berger [tidligere nævnte HV A officer] efterspurgt informationer om Siegfried Zoglmann (dengang medlem af forbundsdagen og landsformand for Deutsche Union – DU) og Dietrich Bahner (ligeledes medlem af DU)”.106 Ifølge statsan-

102 Ibid.103 Ibid. 104 Heinz Gundlach, [Notizen], uden dato [17.12.1971]. rekonstrueret på baggrund af doku-

menter og bilag fra Generalbundesanwalt.105 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter

Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 4.106 Abteilung X – aktive Maßnahmen. Verfahren gegen Wagenbreth u. a., Anklage des Gene-

ralbundesanwaltes vom 3.11.1993, Az. 3 StE 12/93 – 4, in: Klaus Marxen, Gerhard Werle


261

klageren havde ”Günter Wallraff blandt andet berettet om et interviewprojekt med Siegfried Zoglman og med Zoglmanns assistent Lange, og havde leveret de-taljerede informationer med henblik på Zoglmanns Deutsche Union, om deres aktivitet, medlemstal og -struktur, valgkamp, valgkampsfinansiering, ønskede kandidater og om enkelte funktionærer, det blev adviseret, at han ville berette om DU-funktionæren Dietrich Bahner ved et senere møde”.107 Statsanklageren fortsatte: ”Desuden overgav Günter Wallraff sin mødepartner følgende skriftlige materiale: Officielt partimateriale for DU (partiprogram, adresseliste) og teksten til en tale for DU-funktionæren Horst Haun”.108 Wallraff for sit vedkommende:

”Udelukker, at han havde partiprogrammet for Deutsche Union med sig. Da det her handlede om et almindeligt tilgængeligt dokument, var det let for Gundlach at skaffe sig det. Det må have handlet om papirer fra hans research”. 109 Tr e d j e etape i ”det politiske landskab” var ifølge Gundlach, Klaus Rainer Röhl, udgive-ren af det venstreorienterede tidsskrift Konkret, som Wallraff også havde arbejde for. Gundlach havde noteret: ”Wall Konkret: Egen stilling god. Röhl taber pusten. Penge til stadighed senere… Ville sælge”.110 Wallraffs advokat svarede, at Wallraff

”ikke havde ytret sig om Röhl – dengang udgiver af Konkret – og slet ikke med ordene ’taber pusten’”. Wallraff ”kendte ikke Röhl eller til forlagets økonomiske forhold”.111 Vedrørende de to ministre Helmut Schmidt og Egon Franke, har Wallraff sagt:

”Jeg har aldrig arbejdet på en historie om Helmut Schmidt”.112 Og hvad med stu-dentens brev til Wallraff fra 24. november 1971, hvor en sekvens handlede om Helmut Schmidt? Hertil forklarede Wallraffs advokat: ”En overgivelse af brevet til Gundlach har aldrig fundet sted”.113 Gundlach har fortalt Ostsee-Zeitung: ”Jeg havde brevet, men kendte ikke indholdet. Det har jeg formodentlig ved et tilfælde taget til mig i København”.114 Senere mente han, at han kunne have samlet brevet

(red.): Strafjustiz und DDR-Unrecht. Dokumentation. Bd. 4, 1. Teilband: Spionage, Berlin 2004, s. 519.

107 Ibid. 108 Ibid. 109 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s.28.110 Jürgen Dahlkamp, Georg Mascolo, “Stasi-Akten. Die verlorene Ehre des Günter W.“, in: Der

Spiegel Nr. 36, 2003, s. 40.111 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 28.112 Ewald Schreiber, “Ganz drüben: Der Mann, der bei der Stasi IM Wagner war”, in: Badische

Zeitung, 13.8.2003. 113 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 27114 Jan Emendörfer, ”Grenzgänger“, in: Ostsee-Zeitung. 27./28.3.2004.


262

op i lufthavnen eller på hotellet. Herefter indrømmede han, at det ”sandsynligvis var en del af det materiale”, han havde fået af Wallraff.115

Gundlach havde havde ved sin arrestation enkelte dokumente. Disse dokumen-ter var ”ikke kendte” for Wallraff.116 Gundlach forklarede retten, at han ikke var

”sikker mere, hvorfra jeg havde dette materiale. Det kan sagtens være, at jeg fandt dem i lufthavnen, det kan også være, at jeg fik dem af Wallraff. Rent teoretisk er det også muligt, at jeg fik materialet i Vestberlin på Hotellet ved udrejsen. Jeg ved det ikke mere i dag. Sandsynligvis stemmer begge dele, det vil sige at jeg måske fik en del af Wallraff ”.117

Hvad med ministeren for indre tyske forhold Egon Franke? Ham skulle man formodentlig have snakket om ved næste møde i januar 1972. For i Gundlachs noter stod rimeligvis, hvad han sigtede efter, nemlig ”et nyt møde på Hotel Royal”. På en anden seddel stod ”Mødeaftale 28.1. 14.00 Royal”.118

Hvordan skal man bedømme alt dette? Hertil skrev retten i Hamborg:

”Omstændighederne for mødet… med Dr. Gundlach den 17. december 1971 i Køben-havn understøtter … mere end alle andre indicier mistanken om, at [Wallraff ] som IM samarbejdede konspirativt med IM Dr. Gundlach, men det rækker alligevel ikke til subjektivt at bevise samarbejdet for klagerens [Wallraffs] vedkommende. Belastende er særligt det forhold, at [Wallraff ] tog et brev med fra en tjener, der havde betjent Helmut Schmidt, og at Dr. Gundlach havde dette brev på sig på hjemrejsen… Mistænkeligt i for-bindelse med de [imod Wallraff ] rejste anklager om IM-virksomhed synes det, at han før Schreibers vidneudsagn har benægtet, at brevet fra studenten Schreiber var rettet til ham. Denne benægtelse begrunder snarere den mistanke – men heller ikke mere – at [Wallraff ] ville fortie et belastende forhold i forbindelse med Dr. Gundlachs arrestation, snarere end det er plausibelt, at [Wallraff ] skulle have glemt eksistensen af det til ham adresserede brev. Det er ikke overbevisende, at brevet og mødet i København ingen betydning havde for [Wallraff ].”119

115 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 6; Hanseatisches Oberlandesge-richt: Urteil, Az. 7 U 3/05, 324 O 699/03, 10.1.2006, s. 22.

116 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 28.117 Hanseatisches Oberlandesgericht. 7. Zivilsenat: Öffentliche Sitzung in der Sache Günter

Wallraff ./. Axel Springer AG, Az. 7 U 3/05, 22.11.2005, s. 6.118 Heinz Gundlach, [Notizen], uden dato [17.12.1971]. rekonstrueret på baggrund af doku-

menter og bilag fra Generalbundesanwalt.119 Hanseatisches Oberlandesgericht: Urteil, Az. 7 U 3/05, 324 O 699/03, 10.1.2006, s. 19.


263

Efter mødet Da Günter Wallraff forlod Hotel Regina tog det ham tre minutter at komme til sit hotel: ”Han medførte sin sorte taske og gik ad Reventlovsgade – Vesterbrogade til Hotel Astoria, hvor han indpasserede kl. 16.29”.120

Günter Wallraff havde denne dag endnu et møde. Vi kalder, ligesom observatø-rerne, ganske enkelt hans samtalepartner ”B”. Kl. 18.20 forlod han sit hotel: ”Han medførte ingen bagage og gik direkte til hovedbanegårdens adgangshal, hvor han indkøbte en avis. Udpasserede straks igen til Banegårdspladsen, hvorfra han fort-satte ud i Bernstorffsgade”.121 Han gik derefter til højre og over mod buslinje 13’s holdeplads, hvor han blev stående. Her læste han i en avis, ”mens han tilsynela-dende ventede på noget”, noterede observatørerne sig. Da bussen kom kl. 18.30, steg han heller ikke ind. ”Nu lod det til at W. blev utålmodig, han begyndte at gå frem og tilbage, medens han ustandselig kiggede sig omkring”.122 Kl. 18.34 tiltalte han en taxichauffør: ”det sås at chaufføren ligesom viste vej inden han pegede. W. forlod derefter stedet nærmest i løb over fodgængerovergangen til tivolisiden og ad Bernstorffsgade til Vesterbrogade”.123 To minutter efter ankom Wallraff til Tivolis hovedindgang. En mand ventede

her på ham: ”Mand 35-37 år ca. 177 cm kraftigt bygget, lyst tilbagestrøget let bøl-get hår, høj pande, bredt jovialt ansigt, smilende. Mørkegrå cottoncoat lyse ben-klæder. Brune ruskindssko”. Observatørerne tog ikke noget billede af ham, men tilbød, at de kunne identificere ham ud fra et billede.124

Wallraff og ”B” kendte helt klart hinanden. Observatørerne bemærkede, hvor-dan de straks indledte ”i ivrig samtale”, efter at de havde ”hilst hjerteligt”.125 Den ivrige samtale fortsatte, mens de to gik over Rådhuspladsen og videre ned ad Strø-get. Af og til blev de stående og betragtede butiksvinduer. Da de nåede frem til K.A.R.-restauranten, viste Wallraff ”B” noget i den avis, han havde købt på ho-vedbanegården tidligere på dagen. Indholdet af denne samt af den videre sam-tale var observatørerne ikke i stand til fastslå, sandsynligvis på grund af skygnin-gens begrænsninger – retningsstyrede mikrofoner er et senere fænomen. Wallraff og ”B” gik videre til Knabrostrædet og drejede til højre og gik ind på restaurant

”Evergreen”.126

120 PET arkiv: F-Samlingen: Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942. Burscheid bosat i Köln”. 17.12.1971. s. 2.

121 Ibid.122 Ibid., s. 3. 123 Ibid.124 Ibid.125 Ibid. 126 Ibid.


264

På restauranten kunne observatørerne følge de to ”fordybet i samtale”, mens de nød en ”alm. pilsner”. Og i denne situation var det ikke muligt for observatørerne at opsnappe længere dele af dialogen. Sikre var de kun på et, nemlig at ”B” ”også er tysker”, for han taler tysk uden accent. Kl. 19.38 forlod Wallraff og ”B” etablisse-mentet og gik via Brolæggerstræde, Nytorv, Frederiksberggade og Rådhuspladsen til restaurant ”Stadix” på Vesterbrogade 1. Da var klokken blevet 19.49. Her gav PET-folkene deres mål et vist forspring og trådte først kl. 20.20 ind på restauran-ten. Her så de Wallraff og ”B” til højre for indgangen. Dårligt havde observatører-ne sat sig, før de to målpersoner fik serveret ”en varm ret”. Wallraff syntes at være tørstig, for til maden nød han ”3 pilsnere”. Under måltidet fortsatte den levende diskussion, under hvilken Wallraff ”førte ordet”. Kl. 20.55 bestilte ”B” regningen, og kl. 20.58 ”udpasserede” de.127

Wallraff og ”B” gik atter over Rådhuspladsen, vendte sig tilbage og prajede en taxa ved Palladium. Den kørte over Vesterbrogade, Rådhuspladsen, H.C. Ander-sens Boulevard, Gyldenløvesgade, Blågårdsgade, Fælledvej til Guldbergsgade. Kl. 21.08 steg de ud af taxaen ved klubben ”Den Grønne”. Der var en livlig trafik ud og ind af klubben, og et dusin personer forlod stedet mellem 23.10 og 23.30. Kl. 0.45 var Wallraff tilbage på sit værelse på Hotel ”Astoria”, hvilket natportieren også kunne bekræfte.128

Observatørerne holdt herefter Wallraff og Gundlach under ”kontrol”, det vil sige fortsatte overvågningen. Hr. Gundlach/Guntermann stod tidligt op og kørte til lufthavnen, hvor han ankom kl. 8.45. Han syntes ikke at være opmærksom på over-vågningen under check in-processen, skønt han, frem til ”maskinen flyver”, stadig var ”under kontrol”.129 Han havde besluttet sig for Lufthansas James-Bond-afgang,

”LH-007 til ham” kl. 10.00, som det er opført i overvågningen. Men flyet blev 10 minutter forsinket, hvilket gav ham lidt længere tid i friheden. ”Kl. 10.10 udrejste Guntermann med flyvemaskine til Hamborg”.130 Godt en time senere blev Gund-lachs mission afbrudt, da han blev arresteret i Hamborg. Først efter arrestationen erfarede PET hans sande identitet.131

127 Ibid.128 Ibid., s. 4. 129 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Ad: Bader-Meinhof-sagen. Journalist Hans Günter Wallraff

f.d. 1.10.1942 boende i Køln”. 18.12.1971. s. 3.130 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Vedr. østtysk statsborger Heinz Gundlach f.d. 7.8.1936 i

Rostock vesttysk statsborger Hans Günter Wallraff f.d. 1.10.1942 og svensk statsborger Britt Elin Edwall f.d. 16.2.1935”. 28.1.1972. s. 1.

131 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Bader-Meinhof-sagen. Journalist Hans Günter Wallraff f.d. 1.10.1942 boende i Køln”. 18.12.1971. s. 4.


265

Günter Wallraff blev derimod i København og var fortsat ”under kontrol”. På hovedbanegården hentede han kl. 9.31 ”en ukendt kvinde”, der fremover vil blive betegnet ”C”.132 Hun ankom med Stockholmsekspressen. De gav sig til Wallraffs hotel for allerede kl. 10.50 at forlade hotellet med bagage og med retning mod hovedbanegården. ”Efter at have købt billetter gik W. og C. med al deres bagage til spor 4, hvorfra der 11.02 afgik tog mod Rungsted Kyst”.133 De steg på et tog, med hvilket de 11.32 ankom til Vedbæk. Ifølge dette tidspunkt havde ”C” ikke til-bragt lang tid i København ved ankomsten. Godt halvanden times tid, hvoraf hun næppe var mere end en times tid på Wallraffs hotel. Mødet med kvinden skulle Wallraffs kone ikke vide noget om, skrev Ostsee-Zeitung:134

I retten forklarede Wallraff i 2004, at han mødtes med Gundlach ”på et hotel i København, i hvilket han havde overnattet med sin daværende veninde. Denne veninde deltog i samtalen med Gundlach, ligesom hans daværende danske udgi-ver… Nils Ufer. Den svenske veninde og kollegas navn var Britt Edwall”.135 Der må altså have hersket travlhed i den time, Britt Edwall nåede at være på Wallraffs værelse. I det korte tidsrum, skulle der med andre ord både overnattes og afholdes et møde.

Nils Ufer var en dansk journalist, der på daværende tidspunkt arbejdede på In-formation. Nils Ufer havde travlt i dagene op til julen 1971 og må have tilbragt en del tid på redaktionen.136 Alligevel fandt den 42-årige journalist ifølge Wallraffs

132 PET arkiv: F-Samlingen: Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942, Burscheid bosat i Köln”. 18.12.1971. s. 6.

133 Ibid., s. 6–7.134 Jan Emendörfer, ”Grenzgänger”, in: Ostsee-Zeitung. 27./28.3.2004.135 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 25.136 Fra 1967 til 1970 havde han dækket studenteroprøret i Frankrig. Han vendte derefter tilbage

til København, hvor han i december 1971 blandt andet skrev om de tyske antifascister, der var blevet udleveret fra deres danske eksil til det tredje rige og henrettet, som det blandt andet hed i en artikel fra 16. december 1971 (Nils Ufer, ”Liste over tyskere, udleveret fra Danmark og henrettet”, in: Information, 16.12.1971). Samme dag blev Information imidler-tid ramt af et hårdt slag – hvert 8. abonnent var i den senere tid opsagt, i alt 1.652. Nils Ufer startede derfor en kampagne, der indbød til dialog med abonnenterne. Den skulle ikke bare generobre det tabte, den sigtede endvidere mod at bringe det samlede antal abonnementer op på 16.000. I første omgang kunne Ufer rapportere om resultater fra ”det store slag”, og allerede den efterfølgende dag havde han ”247 nye abonnenter siden gårsdagens tab” (Nils Ufer, in: Information. 17.12.1971. Nils Ufer, in: Information. 18./19.12.1971.). Beklagelig-vis fortsatte kampagnen ikke i samme tempo. Få dage senere kunne man atter registrere en tilbagegang i antallet af abonnenter. Nils Ufer overvejede derpå både nye tilgange til læserne, nye distributionsformer og nyt sprog (Nils Ufer, ”Medarbejderdemokrati eller læserdemo-krati?”. in: Information. 21.12.1971. Nils Ufer, ”Om løssalg, speciallevering, postvæsen og helhedsløsning”, in: Information. 22.12.1971. Nils Ufer, ”Mere om sproget i Information”, in: Information. 23.12.1971.). Kampagnen afsluttede han med en ”demagogisk juletale”, dog


266

advokat tid til at mødes med Günter Wallraff, hvis bog ”13 unerwünschten Re-portagen” udkom samme år på dansk. Ufer satte åbenlyst også pris på forfatteren. I sin bog ”Den nøgne sandhed” fra 1988 præsenterede Ufer sin yngre kollega fra Köln på linje med den amerikanske journalist Edgar Snow og tyskeren Otto Feige, hvis eventyrromaner blev kendt under pseudonymet B. Traven.137

Selvom Nils Ufer var et kendt ansigt på venstrefløjen, synes han at være gået gen-nem nettet for PET den 18. december. Ifølge Wallraffs advokats forklaringer skul-le det være lykkedes for ham at slippe uopdaget forbi observatørerne ind på hotel

”Astoria” og lige så hurtigt ud igen uden at blive set. I hvert fald synes Wallraff og ”C” ikke at have forladt hotellet sammen med ham. Wallraffs advokat tilbød i en skrivelse til retten i 2004, at han kunne forelægge et ”vidnesbyrd” fra Nils Ufer, der døde 2. januar 1993.138

Britt Edwall er et bekendt navn i Sverige. Hun giftede sig som 22-årig med skue-spilleren Allan Edwall, hvis navn hun beholdt efter skilsmissen i 1965. Ved siden af sit virke som journalist har hun skrevet flere bøger. Den 36-årige svenske jour-nalist var givet træt efter den lange tur fra Stockholm. Meget hvile blev det dog næppe til i løbet af hendes korte ophold på hotelværelset. Der eksisterede nemlig et yderst kort tidsvindue, hvis hun skulle nå at deltage i et møde med Gundlach den 18. december 1971. Det er dog en gåde, hvordan det i givet fald lykkedes Heinz Gundlach at være til stede, som angivet af Wallraffs advokat, al den stund, at han allerede inden hendes ankomst var taget til Kastrup.139

Fra Vedbæk station tog Günter Wallraff og Britt Edwall alias ”C” en taxa, der ni minutter senere kørte ind ved Hotel ”Skodsborg Søbad”. Her tilbragte de to de næste dage, kun afbrudt af et besøg hos et par i Knabrostræde i København. For-løbet forblev under observation.140

Om mandagen, den 20. december 1971 Kl. 20.25, ventede de foran hotellet på en taxa. Observationen skrev: ”W. og C. sås stående afventende uden for hotellet. […] De ankom til hovedbanegåden kl. 20.47, hvor de i afgangshallen et øjeblik orienterede sig ved køreplanen. Derfra gik de begge direkte til perron 7, hvorfra Paris Expressen skulle afgå kl. 21.10. […] Kl. 21.08 indpasserede W. i togstammens

var det kun lykkedes at hverve 279 abonnenter (Nils Ufer, ”En demagogisk juletale”, in: In-formation. 24.12.1971.). Derudover nåede han også at skrive en helsides artikel om ”Præsten i Blovstrød” (Nils Ufer, ”Præsten i Blovstrød”, in: Information. 24.12.1971.).

137 Nils Ufer, Den nøgne journalist, København 1988, s. 18-19. 138 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 25.139 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Ad: Bader-Meinhof-sagen Journalist Hans Günter Wallraff

f.d. 1.10.1942 boende i Køln”. 18.12.1971, s. 4. 140 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d.

1.10.1942, Burscheid bosat i Köln.” 18.12.1971, s. 7–11.


267

næstsidste vogn”.141 I løbet af togturen ”København – Puttgarden sås W. ikke for-lade toget”.142 Den 21. december 1971 kl. 00.45 indstillede PET observationen.

Efterspillet Der hersker ikke enighed over, hvad der herefter skete. HV A’s perspektiv er ikke sammenfaldende med Günter Wallraffs. Heinz Dornberger, som hos HV A hav-de Wallraff som arbejdsområde, har kaldt ham ”Wagner”. Han skrev: ”Da ’Wag-ner’ hørte om ’Friedhelms’ arrestation, gennemførte han panikagtige handlinger (kørte bil i beruset tilstand), hvilket også førte til afsløringen af hans kontakt til MfS over for KP [kontaktpersonen] ’Wolf ’ fra Afdeling IV”.143

Hvem er denne kontaktperson ”Wolf ”? HV A satte forsvarsadvokaten Wolf-Dieter Reinhard fra Hamborg i forbindelse med dæknavnet ”Wolf ”. De lagde ham følgende ord i munden: ”I forbindelse med arrestationen af en MfS-kurer i Hamborg”,144 hermed mentes formodentlig Heinz Gundlach, henvendte Gün-ter Wallraff sig til ham. Årsagen hertil, hed det sammenfattende: ”idet en person Walhrad [Wallraff ] i BRD, som havde overgivet materiale, kunne få problemer”.145

I 1998 skrev Wallraff om episoden: ”Jeg har beskrevet situationen for den nævn-te advokat, om hvilken jeg på ingen måde vidste, at han havde kontakt til MfS, på samme måde som også tidligere over for venner. Der kunne ikke være tale om pa-nikagtige handlinger”.146 Wallraff ”havde ikke ’dekonspireret’ sig over for advokat Reinhard. Der var ej heller på daværende tidspunkt noget sagsforhold, der kunne ’dekonspireres’”. Han ”henvendte sig til advokat Reinhardt, da der efter arresta-tionen af Marianne Herzog i nærheden af [Wallsraffs] lejlighed blev spekuleret i offentligheden”, forklarede Wallraffs advokat i 2004.147 Måske var hun på vej

”fra lejligheden” eller ”til lejligheden”.148 Denne tolkning syntes retten i Hamborg ikke at dele i dens dom fra januar 2006: Brevet fra Ewald Schreiber havde for Wall-raff en ”ret ubehagelig betydning”. Han hørte om det, fordi han talte i telefonen med fru Gundlach, der fortalte ”om hendes ægtemands arrestation på grund af det

141 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942, Burscheid bosat i Köln.” 20.12.1971, s. 12.

142 PET arkiv: f-samlingen: Nr. 1: ”Vedr. overvågninger af vesttysk stbg. Günter Wallraff f.d. 1.10.1942, Burscheid bosat i Köln.” 21.12.1971, s. 13.

143 Citeret efter Jürgen Schreiber, ”Die Fährte des Wolfs ”, in: Der Tagesspiegel, 23.12.2003.144 Ibid.145 Ibid.146 Günter Wallraff, ”Stellungnahme”, 29.7.1998.147 Helmuth Jipp, Schreiben an das Landgericht Hamburg, Az. 324 O 699/03, 9.6.2004, s. 38.148 Ibid.


268

falske pas”. ”Det var årsagen til, at han berettede for advokat Reinhardt om sagen, som denne dog allerede af andre grunde havde opsøgt”.149

HV A måtte altså tage fejl, fordi Günter Wallraff ifølge ham selv intet kendskab havde til Gundlachs efterretningsmæssige baggrund. Gundlach selv sætter også spørgsmålstegn ved den efterretningsmæssige baggrund. Derfor var der ingen grund til at afsløre ”sin kontakt til MfS” over for ”KP Wolf ”. Det er derfor en gåde, hvorfra advokaten fra Hamborg skulle besidde den viden, som man på dette tidspunkt ikke kunne læse nogen steder, og kun genspejlede HV A’s perspektiv – eller teoretisk set Günter Wallraffs. Heinz Gundlach kunne nogle måneder efter sin arrestation forlade Forbundsrepublikken som en fri mand efter at have betalt en bøde.

SammenfatningGundlachs tur til Danmark gik galt. Østtyske HV A gennemførte til gengæld en længere række rejser til Danmark og ikke mindst til den danske hovedstad, som forløb godt og sikkert. Dette kapitel af den hemmelige netværkshistorie under den kolde krig har hidtil været ufortalt. Måske fordi den konspirative logistiks hi-storie, som denne artikel har afdækket, næppe kan anses for at være hverken spek-takulær eller dramatisk. Det var til gengæld et vigtigt element i arbejdet med at drive hemmelige netværk på fjendtligt territorium. Og opklaringen og optrævlin-gen af disse aktiviteter var væsentlige forudsætninger i opklaringen af både spion- og også terrornetværk. Mens det under den kolde krig kunne være overordentligt vanskeligt at afdække, hvori konspirative aktiviteter bestod, eller hvad fremmede agenter talte om, så kunne de vestlige tjenester gennem overvågning i det mindste afdække modstanderens modus operandi.

Sagen omkring Günter Wallraff og Gundlach/Guntermann viste, hvor vanske-ligt det efterfølgende kunne være at lægge brikkerne sammen. Dog med PET-ma-terialet er det i dag muligt at føje yderligere en nuance til billedet.

HV A gennemførte helt regulære agentmøder i Danmark. Den vesttyske diplo-mat Klaus von Raussendorffs møder med sin instruktør ”Paul”, føringsofficeren Bernhard Schorm og Siegfried Kern i 1979/80 i Odense var et mønstereksem-pel.150 Men åbningen af kontra-efterretningstjenesternes arkiver i Vesten giver ikke blot mulighed for at opnå indsigt i allerede kendte enkeltsager. Det giver også en enestående chance for at spejle efterretningsarkiver i hinanden for virkelig at finde ud af, hvad man troede at vide om modstanderne i den kolde krig, og hvad

149 Hanseatisches Oberlandesgericht: Urteil, Az. 7 U 3/05, 324 O 699/03, 10.1.2006, s. 20.150 Klaus Marxen, Gerhard Werle (red.): Strafjustiz und DDR-Unrecht. Dokumentation. Bd. 4, 1.

Teilband: Spionage, Berlin 2004, s. 41.


269

der rent faktisk stemte. Hvad virkede, og hvad virkede ikke? Hvor blev borgerne blot unødigt overvåget, og hvor lagde man forhindringer i vejen for fremmede magter, der ønskede at udnytte dansk territorium eller danske borgere?

Date post:	29-Nov-2023
Category:	Documents
Upload:	southerndenmark
View:	0 times
Download:	0 times

Inkognito på rejsen. Hemmelige møder og agentturisme i Danmark

Documents