MAGASIN #003 / FEBRUAR/MARTS 2015 / GRATIS

LINDIGOMAÂLEM SAÏD OUGHASSAL

VINTERJAZZMANUEL GÖTTSCHING

ORLANDO JULIUS

CHICAGO UNDERGROUND DUO

AMERICANA

BOHREN & DER CLUB OF GOREEARTH

LEDER SIDE 3ORLANDO JULIUS SIDE 4

LINDIGO

SIDE 8SIDE 10SIDE 12SIDE 16

EARTHMANUEL GÖTTSCHING

SIDE 20KALENDERALMONDE: AMERICANA

SIDE 22

THE LAKE

SIDE 28SIDE 24

MAÂLEM SAÏD OUGHASSAL SIDE 32

BOHREN & DER CLUB OF GORE

GLOBALT UDSYN

SIDE 36VINTERJAZZ/PRIME TIMECHICAGO UNDERGROUND DUOUNSEEN RECORDINGS

SIDE 38SIDE 42

INFORMATIONPRAKTISK

Adresser:

Jazzhouse: Niels Hemmingsens Gade 101153 København K, +45 3315 4700

Global: Nørre Allé 72200 København N, + 45 5058 0841

Billetter: Til koncerter på Jazzhouse købes via Jazzhouse.dk eller Billetlugen.dk. Billetter til Global købes via Globalcph.dk. For begge steders vedkommende gælder det, at der normalt vil være billetsalg i døren, men vi anbefaler at man køber i forsalg til de store koncerter. Billetterne er unummererede pladser - også ved siddekoncerter.

Åbningstider: På Jazzhouse og Global åbner dørene en time inden koncertstart. Baren holder åben efter koncerterne.

Grupperabat:

Global har fast studierabat på 20 kr ved køb af billet i døren. Tag kontakt til info@globalcph.dk for information om grupperabat.Jazzhouse yder rabat til uddannelsesinstitutioner og grupper på mere end 15 personer. Tag kontakt til info@jazzhouse.dk for mere information.

Red.: Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer, Andreas K. Rasmussen

Skribenter: Camilla Garby-Dreyer, Mathias Nielsen, Kasper Kirkegaard, Nicklas Weis Damkjær, Tommy Heisz, Michael Lakjer Meyer, Rasmus Steffensen, Lau Kjerstein

Grafik: Andreas K. Rasmussen Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S

Forsidebillede: Nationalmuseets Billedarkiv

I N D H O L D

G E N S I D I GI N S P I R A T I O N

Velkommen til et nyt forrygende koncertår på Global og Jazzhouse. Velkommen til et nyt fællesmagasin. Her kan du bl.a. læse en artikel om den nigerianske afrobeat-pioner og saxofonist Orlando Julius. Han var med til at skabe lyden af en moderne afrikansk musik med inspiration fra amerikanske jazznavne som John Coltrane og Charlie Parker. Omvendt var hans egen musik en stor inspiration for senere tid amerikansk soul og jazz. “Amerikansk musik inspirerede afrikanske musikere, og jeg var stolt over, at afrikansk musik inspir-erede amerikanske musikere,” har Julius udtalt.

Historien om Julius er et godt eksempel på, hvor flydende grænsen mellem genrer som jazz og world kan være. World-musikken henter inspiration i jazzen, men påvirker også den anden vej. Der-for er grænserne også flydende mellem spillestederne Jazzhouse og Global, hvilket programmet for de kommende måneder er et godt eksempel på. Jazzhouse præsenterer koncerter, der griber ind i verdensmusikken, som f.eks. Chicago Underground Duo, mens Global præsenterer koncerter, der læner sig op af jazzen - f.eks. netop Julius. Det giver derfor også god mening at præsentere vores programmer sammen i dette magasin, så du, lære læser, kan blive inspireret til at opsøge nyt territorium uanset om du normalt primært kommer på Global eller på Jazzhouse.

Februar står på både Global og Jazzhouse i Vinterjazz Festivalens tegn. Festivalen foregår fra 6-22. februar, og du kan selvfølgelig her i magasinet læse om masser af de koncerter, du kan opleve - bl.a. Chicago Underground Duo, Lindigo, Jamaaladeen Tacuma, Earth og førnævnte Orlando Julius.

I magasinet kan du også læse om radiostationen The Lake, der er gæstebookere i Jazzhouse i marts, hvor der præsenteres navne som bl.a. krautrock-legenden Manuel Göttsching og det tyske hor-ror-jazz band Bohren & Der Club of Gore - navne som du også kan læse om i magasinet. Tag også med på en rejse ind i det amerikan-ske, når Almonde præsenterer kronik om americana-genren, og kom i sufi-trance med Maâlem Saïd Oughassal - den marokkanske gnaoua-mester.

Med venlig hilsen Jazzhouse & Global

OR

LA

ND

O

&

TH

E

JU

LI

US

HE

LI

OE

NT

RI

CS

Når nigerianske Orlando Julius sender vinter-kulden til tælling med sin glødende saxofon på Global den 20. februar, vil man kunne mærke historiens vingesus feje hen over publikum. Julius er nemlig en lyslevende legende, et sandt kultfænomen og en nøglefigur i skabelsen af det, som landsmanden Fela Kuti senere døbte “afrobeat”. Anerkendelsen, som manden rettelig fortjener, er dog først kommet i de senere år, og nu er han tæt på et sent gennembrud i Vesten, godt hjulpet på vej af samarbejdet med de fabelagtige The Heliocentrics, med hvem han turnerer ovenpå udgivelsen af deres fælles albumprojekt Jaiyede Afro.

Af Kasper Kirkegaard

Pladens ni skæringer, der er udsendt på det anerkendte Strut Records, er egentlig gamle kompositioner, som aldrig tidligere har været offentliggjort. Faktisk skrev Orlando Julius san-gene helt tilbage i 60’erne, men takket være The Heliocentrics progressive tilgang til materialet virker sangene sprøde som nyfalden sne, samti-dig med at de får lov til at bevare noget af deres

oprindelige charme. Kort sagt er det afrobeat opjusteret til det 21. århundrede, momentvist kørt igennem et filter af psykedelisk rock.

Amerikansk jazz og soul som pejlemærker

Den 71-årige nigerianer, hvis fornavn er et kælenavn med reference til en kendt nigeriansk skuespiller, kan se tilbage på et spændende liv, der for størstedelen har været fyldt med musik. Julius blev født i den nigerianske delstat Ondo og begyndte tidligt at spille musik, først trom-mer, siden saxofon, og det var først og fremmest den amerikanske jazzmusik, som optog ham i de unge år med Louis Armstrong, Charlie Parker og John Coltrane som vigtige pejlemærker.

Gennem 50’erne og 60’erne var han tilknyttet en række orkestre, og i 1964 dannede han sit eget band under navnet Modern Aces. Ved at blande vestafrikansk highlife - en hybridgenre med el-ementer af swing, jazz, afro-cubanske rytmer og lokale afrikanske genrer - med ‘vestlige’ genrer som R&B og soul skabte Julius en egenartet lyd, som ikke mindst kommer til udtryk på debutal-bummet Super Afro Soul fra 1966. “Jeg valgte at lave min egen soulmusik”, fortæller Julius. “Jeg lyttede til Coltrane, Otis Redding, Smokey Ro-binson, Sam & Dave. Jeg tilføjede en bid af det her og der. De afrikanske rytmer er rygraden, og soul, jazz, ja endda calypso blev bragt sammen med disse i skabelsen af Super Afro Soul.”

Pladen er en milepæl inden for afrikansk musik, ja faktisk hævdes det, at den var med til at skabe et vist momentum for den amerikanske funkmusik i årene, der fulgte. En af forklaring-erne kan være, at His Funkness, James Brown, besøgte det afrikanske kontinent af flere om-gange i 60’erne og 70’erne, herunder Nigeria, og at han på den baggrund lod sig inspirere af de nye dansable beats, blandt andet fra dybet af Julius’ sax, ligesom han indlysende nok selv var en stor inspirationsmotor.

Transatlantisk udveksling

Den transatlantiske kromosom-udveksling skinner for eksempel tydeligt igennem i Julius-kompositionen “Ijo Soul” og Brown-hittet “I Got You (I Feel Good)”. De minder uhyggeligt meget om hinanden og er indspillet med omtrent et års mellemrum (64-65) - til Julius’ fordel.

SIDE 4

S U P E RA

FR

O

SIDE 5

SO

UL

Men i 1962 skrev Brown sangen “I Found You”, en art prequel til det storsælgende hit indsunget af en kvindelig vokalist - Yvonne Fair - der lægger sig millimetertæt op af den senere så berømte version. Så er det Julius, der plagierer Brown her?

Uanset det tænkte udfald af en sådan retssag udtaler Julius om sin amerikan-ske kollega til det britiske musikmagasin Songlines: “Vi kunne godt lide hinanden. Vi kopierede hinanden. Jeg ønsker ikke at sagsøge nogen for det. Amerikansk musik inspirerede afrikanske musikere, og jeg var stolt over, at afrikansk musik inspirerede amerikanske musikere.” De to stjerner får i øvrigt fornøjelsen af at møde hinanden i La-gos i 1969, hvor Julius har et lp-eksemplar af Super Afro Soul med til Mr. Brown.

SIDE 6

V i n t e r j a z z : O r l a n d o J u l i u s & T h e H e l i o ce n t r i c s ( N GA / U K )

/ G l o b a l

/ 2 0 / 0 2

/ 2 2 . 0 0 / 1 3 0 d k k

Historisk møde med Fela Kuti

Endnu før afrobeaten vokser frem af skødet på highlife, jazz og den amerikanske funk, mere præcist i 1964, kommer det til et historisk møde mellem Julius og en på det tidspunkt ret ukendt musiker ved navn Fela Anikulapo Kuti. Den unge nigerianer er netop hjemvendt efter studier på Trinity School of Music i London, og for at tjene til livets ophold virker han som dj og producer på NBC (Nigerian Broadcasting Corporation), som blandt andet fører ham på feltmission til byen Ibadan, hvor han skal arbejde i seks måneder.

Her har Orlando Julius allerede installeret sig med sit orkester på Independence Hotel, hvor de løbende giver koncerter. Blandt publikum står Kuti ofte og nikker i takt til musikken, som han godt kan lide, og en aften får han lov til at op-træde sammen med Julius & co. Flere af Julius’ våbenbrødre synes godt om den unge musiker, ja så meget, at tre af dem for en tid påmønstrer Kutis daværende band Koola Lobitos. “Damerne elskede Fela, selv dengang”, husker Julius.”Men på det tidspunkt drak han aldrig alkohol, kun Fanta!”.

Da tresserne så småt er ved at rinde ud, beg-ynder der for alvor at ske et rytmisk nybrud på den nigerianske musikscene, dels foranlediget af den engelske og amerikanske rockmusik, og dels som reaktion på funkbevægelsen i USA. I mellemtiden er Modern Aces blevet til The Afro-Sounders - egentlig blot det gamle orkester med en større nettoudvidelse på blæserfronten. Gruppen indspiller en række album, hvor funk-musikken er vokset helt ud af sin kravlegård, og noget, der minder om afrobeat, banker på. På dette tidspunkt er Orlando Julius lidt af en regional superstjerne og turnerer flittigt med sit band i og uden for Nigeria. Det bliver også til koncerter i Europa og USA, hvor han slår sig ned permanent i 1974. I dag bor den aldrende musiker i udkanten af Lagos.

Revival

I alle årene op til starten af 00’erne er Orlando Julius’ pionerstatus indskrænket til Vestafrika og et eksklusivt publikum i Vesten. Men så sker der noget i 2000. Det britiske indielabel Strut Records genudgiver Super Afro Soul, hvilket be-tyder, at en bredere skare af mennesker i Europa og USA får mulighed for at lytte til pladen for første gang og det med over 30 års forsinkelse. Derefter følger Voodoo Funk, VampiSoul og Soundway Records trop med genudgivelser af album med The Afro-Sounders - alle aktiviteter, der er med til at placere Orlando Julius blandt afrobeat-giganter som Fela Kuti og Tony Allen.

Genudgivelserne og den anerkendelse, som er opstået i kølvandet herpå, er måske årsagen til, at Julius nu lader nye toner flyde fra sin saxofon efter en lang årrække med noget nær stilstand på pladefronten. I 2006 udsender han album-met Longevity & Reclamation i eget navn, og i 2014 falder så Jaiyede Afro ned fra afro-himlen, manende alle spekulationer i jorden om, at Orlando Julius var endt som en museal figur fra en svunden tid.

The Heliocentrics er en gruppe baseret i London ledet af trommeslageren Malcolm Catto. Orkestret har fungeret som backingband for stjernenavne som Mulato Astatke, DJ Shadow og Dr. Lloyd Miller, hvilket har resulteret i glimrende co-produktioner på albumfronten. De bredtfa-vnende samarbejder betyder, at The Heliocen-trics ubesværet springer imellem genrerne, som tæller acid jazz, R&B, electronica, hip-hop og diverse worldgenrer herunder afrobeat.

SIDE 7SIDE 7

MAMES BABEGENUSH har udgangs-punkt i den traditionelle jødiske klezmer fra Østeuropa, men med elementer af alt fra rock over cumbia til electronica har de seks virtuose musikere skabt deres egen mod-erne udgave af genren. Deres gnistrende sammenspil og utrættelige spilleglæde har givet dem ry som et fremragende liveorkester i ind- såvel som udland, og de har blandt andet optrådt på Roskilde Fes-tival, Det Kongelige Teaters Gamle Scene og i Carnegie Hall i New York. Gruppen har netop udgivet deres fjerde album, der blot hedder Mames Babegenush, hvor inspi-rationen fra det nordiske lydunivers står stærkere end tidligere. Fra åbne udsvæv-ende klangflader til maniske danserytmer favner albummet stemningsmæssigt både den nordiske melankoli og den ekstatiske glæde fra et bryllup på Balkan. Frem for at holde fast i fortiden ser Mames Babe-genush det som deres mission konstant at skubbe klezmergenren fremad. Som klarinettist Emil Goldschmidt udtaler: “Det jødiske folk har gennem det mest af historien været nomader og rejst rundt i verden. Deres kultur og musik er altid blevet påvirket af de steder, de har levet. Derfor er det kun naturligt, at vi bringer vores egne musikalske baggrunde ind i musikken og på den måde bliver ved med at videreud-vikle genren.”

FREDAG 6/2 22.00 90 DKK GLOBALMAMES BABEGENUSH (DK) / MODERN KLEZMER / VINTERJAZZ

LØRDAG 28/3 22.00 80 DKK GLOBALHUDNA (DK) / TURKISH FOLK

Klezmer, tyrkisk folk og afrobeat: Oplev fire danske orkestre der orienterer sig mod den store verden.

Den århusianske trio HUDNA spiller tyrkisk folkemusik blandet med inspira-tioner fra Balkan, Mellemøsten og vestlig rock. Medlemmerne har baggrunde i tre forskellige kulturer - tyrkisk, israelsk og dansk - og ved at åbne op for et fælles musikalsk univers viser bandet, hvor inspirerende det kan være at mødes på tværs af religioner og kulturer. I centrum for Hudna finder man Orhan Özgur Turan på den tyrkiske folkemusiks unikke strengein-strument bağlama samt tyrkisk vokal. Med sig har han perkussionisten Yossi Karutchi og Søren Bigum på guitar og dobro. De tre musikere startede bandet med et ønske om at forene deres forskellige musikalske bag-grunde og har herudfra udviklet deres eget originale bud på kontemporær folkemusik. Hudnas selvbetitlede debutalbum udkom sidste år og har fået mange rosende ord med på vejen. Blandt andet blev albummet tildelt topkarakter i en af Tyrkiets største aviser, Hürriyet. Derudover vandt gruppen prisen for “Årets World Track” ved Danish Music Awards World i både 2013 og 2014.

SIDE 8

G L O B A L T

FREDAG 27/3 22.00 80 DKK GLOBALTHE KUTIMANGOES (DK) / AFROBEAT

FREDAG 20/3 22.00 80 DKK GLOBALKALAHA (DK) / AFROJAZZ/ELECTRONICA

THE KUTIMANGOES blev dannet i 2012 af seks erfarne musikere fra det københavnske musikliv. Med tre blæsere, to perkussionister og en keyboardspiller leverer de en festlig blanding af vestafrikan-sk afrobeat, eklektisk jazz og funk. Fokus er på groovet og den rene utæmmede energi, og selv betegner bandet deres stil som “universel feelgood-musik”, der har til formål at give publikum en kæmpe vitaminindsprøjtning. De rytmisk knivs-karpe blæserhooks underbygges af intens perkussion i en musik, der bærer stærke referencer til klassisk afrobeat a la Fela Kuti såvel som jazzlegenderne Charles Mingus og Ornette Coleman. Sidste år udkom The Kutimangoes debutalbum, der af Gaffa blev kaldt en “sublim afroudgivelse” og vandt prisen for “Årets Danske World Album” ved Danish Music Awards.

KALAHA er en ny dansk supergruppe, der favner jazz, afrobeat og electronica. To af landets fremtrædende elektroniske kunstnere, Rumpistol og Spejderrobot, er gået sammen med to af jazzscenens mest innovative musikere, trommeslageren Emil de Waal og guitaristen Niclas Knudsen, for at udforske grænselandet mellem deres re-spektive genrer. Med afsæt i improviserede fortolkninger af medlemmernes bagkatalog inddrager Kalahas musik både melodiske og dansevenlige elementer såvel som mere eksperimenterende lyttesekvenser. Efter en succesfuld debutkoncert på Strøm Festival i 2013 besluttede de fire musikere at gøre samarbejdet mere permanent, og sidste år udgav de debutalbummet Hahaha. Album-met, der er en liveoptagelse af koncerten på Strøm, modtog en femstjernet anmeldelse i Soundvenue, hvor anmelderen blandt andet skrev “Selv uden forhistorien beviser albummet, at ellers forskelligartede genrer kan finde hinanden på smukkeste vis.”

SIDE 9

U D S Y N

Den danske radiostation The Lake er gæste-bookere i Jazzhouse fra 19-30 marts, hvor der bydes på bl.a. Manuel Göttsching, Arve Henriksen & Fennesz, Dean Blunt, Touch labelnight og meget. Vi mødte nogle af folkene bag The Lake til en snak.

Selvom The Lake blev søsat for ca. et halvt år gammel, har internetradiostationen allerede vakt betydelig opmærksomhed, både i Danmark og internationalt, som et sted man kan gå hen for at blive præsen-teret for musik, der for det meste er hjemløs på de traditionelle radiokanaler. The Lake, der drives af Efterklang sammen med radiojournalisten Jan Høgh Stricker og kunstneren Kasper Vang, har i deres korte levetid også præsenteret koncerter og an-dre arrangementer, men til marts får de for første gang mulighed for at sammensætte et helt koncertprogram over knap to uger i radiostationens ånd. Men hvad er The Lake egentlig for en størrelse, spurgte vi om, da vi mødte Kasper Vang og Rasmus Stolberg (Efterklang) på deres kontor:

”The Lake er et sted for musik på nettet, der fungerer lidt anderledes end hvordan musik på nettet ellers er. Vi har snakket meget om det her med, at du har 20 millioner tilgængelige numre på Spotify, men der er kun et tomt søgefelt, og du har ingen chance for at navigere i dette hav. Vi har så i stedet lavet en lille sø, et udvalg af det, vi synes er spændende. Et udvalg, der bevæger sig på tværs af genrer, tider og grænser, og det er helt non-profit orienteret. Den almindeligt interesserede musiklytter i dag kan jo sagtens veksle mellem forskel-lige genrer og kan sagtens veksle mellem jazz, world, eksperimenterende rock, ambi-ent mm., og vi vil gerne undersøge hvad der sker, når man betragter et radioflow på den måde. Så kan man f.eks. høre musik fra Afrika efterfulgt af Ariel Pink, Bee Gees, Oren Ambarchi og et gammelt radioværk. Det hele hænger sammen, alle perioder, alle tider, alle verdenshjørner.”

OV

ERSV

ØM

MER

OV

ERSV

ØM

MER

T H E LA K ET H E LA K E

SIDE 10

den tyske krautrock-legende Manuel Göttsching for første gang i Danmark, et helt nyt samarbejde mellem den norske jazztrompetist Arve Henriksen og den østrigske elektroniske musiker Fennesz, et møde mellem August Rosenbaum, Lars Greve og den svenske avantgarde-legende Sven Åke Johansson, dunkel horror-jazz fra tyske Bohren & Der Club of Gore samt koncerter med Efterklangs nyeste knop-skydninger Liima og The Group. Derudover kan man også opleve både digtoplæsning og madsymposium med bl.a. folk fra Noma. Og det er der en pointe med.“Det er vel en fysisk manifestation af, at Lake er andet end musik. Vi ved nok mest om musik, men vi ser jo også film, læser bøger osv. og vi har en ambition om at dække andre områder. Som det er nu blander vi også musik med f.eks. oplæs-ning, lydkunst, field recordings mm. på radiostationen. Og så tog vi også invita-tionen fra Jazzhouse som en mulighed for at lave noget lidt anderledes. Det er på alle måder fantastisk at få et spillested stillet til rådighed, og vi synes, at Jazzhouse’ nuværende profil ligger meget tæt på vores mål om at åbne spektret op lade være med at tænke i fastlåste genrer. Vores program i Jazzhouse stikker i mange retninger, men den røde tråd er, at vi har kurateret, og så er det bare megafed musik!”

The Lake i Jazzhouse tyvstarter d. 15. februar under Vinterjazz med Earth. Læs essays om Earth, Manuel Göttsching og Bohren & Der Club of Gore på de følgende sider og find det samlede program i maga-sinets kalender (p.22-23). Lyt til The Lake på www.thelakeradio.com.

International resonans

The Lake startede ud med deres projekt uden nogen særlig agenda andet end at dele noget musik, de selv fandt spæn-dende. Responsen har dog været overvæl-dende, også internationalt, fortæller Vang.”Det har været over al forventning. Vi får rigtig meget feedback og mange mails. Og den respons vi har fået fra musikmiljøet har vist, at der har været et behov for noget som The Lake. Det at vi er på nettet gør jo også, at The Lake er et internationalt forum, og faktisk er 60% af vores lyttere fra udlandet. Der er også mange, der sender musik ind, ligesom vi selv opfordrer forskel-lige folk til at komme med ny musik. Det er en måde at brede projektet ud på. Vi har faktisk talt om, at det kunne være fedt at være lidt mere opsøgende omkring det og få en række agenter rundt omkring i verden, så man f.eks. kunne have en fyr i Bulgarien, der sendte noget lokal musik osv.”

The Lake i Jazzhouse

Som nævnt har The Lake sammensat Jazzhouse’ program fra 19-30. marts, og det program afspejler i høj grad platfor-mens internationale udsyn og forkærlighed for at tænke på tværs af genre, tid og sted. Således kan man opleve f.eks. opleve

JA Z Z HOUSEJAZZ HOUSE

Foto: Rasmus Sørensen

SIDE 11

Det tyske kultband Bohren & Der Club of Gore er aktuelle med mesterværket “Piano Nights”. Den 28. marts præsenterer The Lake disse mørke og minimalistiske mestre i Jazzhouse. Kultbandets musik kan beskrives som en dyster alliance, der bevæger sig mellem slæbende minimal-jazz, filmiske stemninger, rumlende ambient og doom metal, og som ønsker at publikum til deres koncerter skal føle sig som i et gravkammer.

Det er nok de færreste bands, der kan bryste sig af, med ét og samme værk, at blive skamrost af både jazz-, indie- og metal-magasiner. Men det er netop, hvad det tyske band Bohren & Der Club of Gore kunne med sidste års “Piano Nights”. “It is an eccentric and stunning extraction of an erudite outer jazz experience”, skrev All About Jazz om pladen, der samtidig blev kåret som et af årets bedste metal-albums på Village Voice, der skrev: “This patient, minimalistic novelty proves you don’t have to wail on guitar or blast-beat the drums to evoke a metal mood”. Citaterne under-streger, at tyskerne i sandhed har fundet en niche - en niche, der har skaffet dem en de-dikeret fanskare på tværs af genre-bokse.

“Piano Nights” - bandets ottende album - er den foreløbige kulmination på en rejse ind i et tungt, ulmende mørke, der hyppigt betegnes som “doom jazz” eller “horror jazz”. Forestil dig et møde mellem Angelo Badalamentis filmmusik til “Twin Peaks” og et doom metal-orkester midt i en tysk ekspressionistisk skrækfilm - så har du no-genlunde en idé om, hvordan bandet lyder. Skummelt, langsomt slæbende, men også smukt og sofistikeret, og med en hypnotisk dragende kvalitet.

J A

A

A

Z

R Æ D S

E

E E

L

I

S

K

N

T T

T

B

Z

F R

SIDE 12

Lummer lounge og drabelig død

Gruppens medlemmer har egentlig deres baggrund i ekstrem-metalen og startede ud med at dyrke death metal, black metal og grindcore. Dog nærede de allerede tidligt en kærlighed til de langsommere tempi og klassiske doom metal-bands som Black Sabbath og Trouble, samt death metal-ban-det Autopsys mere langsomme passager. Bandnavnet var bl.a. tænkt som en hyldest til det hollandske 80’er-band Gore, der ligesom Bohren & Der Club of Gore dyrkede en instrumental musik med rødder i metal, industrial og avantgarde. Navnet henviser dog i lige så høj grad, på både makaber og humoristisk vis (“Bohren” er tysk for at bore), til gruppens forkær-lighed for gyser- og splatterfilm - ikke mindst de italienske af slagsen. Det stod klart for bandet, at de måtte skabe deres helt egen lyd frem for blot at kopiere deres helte. I stedet for at kæmpe for at overgå deres death- og grind-idoler på

tempo og styrke, valgte de således at sætte tempoet radikalt ned; dyrke det atmos-færiske og filmiske, samt at farve musikken med elementer fra genrer, der umiddelbart lå så langt fra metal, som man overhovedet kunne komme: nemlig med jazz, lounge og ballader fra soulsangerinden Sade! Ban-dets særegne blanding af langsom lounge-musik, horror-stemning og ulmende vold pakket ind i blød velour ramte godt ind i de tidlige 90’eres fascination af David Lynch’ banebrydende TV-serie “Twin Peaks”. Selvom bandet ikke nævner serien som specifik inspiration, anerkender de, at en vis fascination af Angelo Badalamentis film-musik nok er smittet af på deres lydunivers. Selv har bandet formuleret deres vision som værende en “unholy ambient mixture of slow jazz ballads, Black Sabbath doom and down tuned Autopsy sounds”.Resultatet af den vision kunne man første gang høre på debutalbummet “Gore Motel” (1994), som året efter blev fulgt op af “Mid-night Radio”. I 1996 forlod bandets guitarist, Reiner Henseleit, gruppen, der dog snart blev udvidet med multi-instrumentalist Christoph Clöser. Dette var medvirkende til at give bandet en endnu mere unik lyd, hvor (det for rock og metal nærmest uomgængelige instrument) el-guitaren var helt fraværende, mens Clösers spil på saxofon, vibrafon mm.

BOHREN &

DERCLUB

OFGORE

SIDE 13

T h e L a ke : B o h r e n & D e r C l u b o f G o r e ( D E )

/ J a z z h o u se

/ 2 8 / 0 3

/ 2 1 . 0 0 / 1 2 0 d k k

trak musikken i en endnu mere jazz-orien-teret retning. Lydbilledet faldt for alvor på plads på albummet “Black Earth” (2002), som af mange betegnes som et hovedværk for bandet. Det var også det album, derløftede bandet fra at være et tysk kult-fænomen til at opnå en bredere eksponer-ing, idet Mike Patton erklærede sig som fan og udsendte albummet internationalt på sit label Ipecac. Senere har musikere som Stephen O’Malley meldt sig som fan, hvilket da også giver god mening, eftersom O’Malleys band Sunn O))) og Bohren & Der Club of Gore har meget til fælles: ikke mindst de mørke, sugende stemninger og det nærmest ekstremt langsomme

trak musikken i en endnu mere jazz-orien-teret retning. Lydbilledet faldt for alvor på plads på albummet “Black Earth” (2002), som af mange betegnes som et hovedværk for bandet. Det var også det album, derløftede bandet fra at være et tysk kult-fænomen til at opnå en bredere eksponer-ing, idet Mike Patton erklærede sig som fan og udsendte albummet internationalt på sit label Ipecac. Senere har musikere som Stephen O’Malley meldt sig som fan, hvilket da også giver god mening, eftersom O’Malleys band Sunn O))) og Bohren & Der Club of Gore har meget til fælles: ikke mindst de mørke, sugende stemninger og det nærmest ekstremt langsomme tempo. Men hvor Sunn O))) især excellerer i brølende guitarstøj, så har Bohren & Der Club of Gore altså helt fjernet guitaren og forvrængningen, og erstattet den med et lurvet lounge/jazz-univers, der inddrager instrumenter som orgel, klaver, baryton-saxofon, vibrafon og Fender Rhodes, foruden bas og trommer.

Som at befinde sig i en grav

Siden “Black Earth” har bandet forædlet for-men med små forskydninger. På opfølgeren “Geisterfaust” (2005) bevægede de sig ind i et endnu mere minimalistisk-orienteret univers med numre, der varede op til 20 minutter, men også med mere orkestrale passager, f.eks. gennem et samarbejde med et kor (dog stadig uden lyrik). Kun et enkelt nummer med egentlig vokal har gruppen til dags dato indspillet, nemlig Warlock-covernummeret “Catch My Heart” (fra albummet “Beileid”), hvor netop Mike Patton er i den vokale front.Med seneste album, “Piano Nights”, har de som nævnt igen bjergtaget anmelderne med en plade, som af mange fremhæves som et nyt mesterværk på niveau med “Black Earth”. Den atmosfæriske og skumle lounge-lyd er intakt med smukke klaver-stykker, søsyge vibrafoner, dunkel bas og trommer, der bevæger sig langsomt som paralyserede ben i et mareridt, hvor man prøver på at flygte, men bare ikke kan. “Ganz Leise Kommt Die Nacht” hedder et af numrene, og musikken er netop som et

T h e L a ke : B o h r e n & D e r C l u b o f G o r e ( D E )

/ J a z z h o u se

/ 2 8 / 0 3

/ 2 1 . 0 0 / 1 2 0 d k k

natsort mørke, der langsomt, men sikkert, ruller indover lytteren. Mørkt bliver det uden tvivl også, når bandet indtager Jazzhouse’s kælder. Bohren & Der Club of Gore er nem-lig et sublimt live-band, der med ubønhørlig konsekvens fremmaner den mørke instru-mentalmusik. Måske fordi musikken i sig selv er så billedskabende, har de for vane at spille i totalt mørke. Med deres karakter-istiske markabre humor har de udtalt, at de ønsker, at publikum til koncerten skal have følelsen af at være i et gravkammer. Så bliv ikke overrasket, hvis blodet fryser til is, når Bohren & Der Club of Gore åbner dørene til deres dystre grænseland mellem metal, jazz, lounge og doom.

SIDE 14

M A N

G Ö T TS C H IN G

Fra kosmisk blues til en af den minimalistiske technos pionerer. Guitaristen i Ash Ra Tempel og manden bag den elektroniske milepæl ‘E2-E4’ gæster Danmark for første gang, når han 27. marts giver koncert i Jazzhouse præsenteret af The Lake. Mathias Nielsen introducerer til den tyske ener.

Det sker blot en måned efter, at evigt populære Kraftwerk spiller en række koncerter i Køben-havn: En anden af 70’ernes tyske eksperimen-talmusikere, Manuel Göttsching, kommer til byen og giver koncert på Jazzhouse. Tilmed for første gang i Danmark. Guitaren har alle dage været den nu 62-årige veterans foretrukne instrument, men det er hans hans fri leg med synthesizeren, der med tiden har givet ham en plads i musikkens historiebøger.

En tysk pendant til Pink Floyd

Göttsching var stadig teenager, da han i 1970 dannede Ash Ra Tempel sammen med bassist Hartmut Enke og en vis Klaus Schulze på tan-genter og trommer.

UE L

SIDE 16

Han havde spillet i et bluesband, men var på dette tidspunkt begyndt at dyrke Pink Floyds psykedelia. Sammen med blandt an-dre Tangerine Dream og Popol Vuh tilhørte han den mere svævende, ambiente og new age’de musikalske fløj på den tyske scene – som en britisk musikskribent i sjov døbte “krautrock” – hvor navne som Can, Faust og Amon Düül II på den modsatte stod for kaos og en langt mere radikal, nærmest dadaistisk nedsmeltning af rocken.

Der var selvfølgelig også Kraftwerk og NEU!, som skabte en mere rytmisk, robotagtig “motorik”-musik. Som hos kollegaen Michael Rother fra sidstnævnte var den elektriske guitar altså protagonist i Manuel Göttschings eksperimenterende univers, men hvor Rothers strenge skar og knitrede, så vævede Göttsching afdæm-pede bluesinspirerede figurer ind i Schulzes synthesizermotiver på debuten fra 1971. Men at han dog selv var hjernen bag Ash Ra Tempel var klart på gruppens andet album, ‘Schwingungen’, der udkom i 1972,

D E N

K O S M I S K E

T E C H N O S

G U D F A D E R

SIDE 17

Ashra, en definitivt Schulze-løs udgave af Ash Ra Tempel og de facto Göttsching solo. I 1976 indspillede han kompositionen ‘Early Water’ med Michael Hoenig, som desuden lod sig inspirere af samarbejdet og lagde navn til et andet essentielt synthalbum i 1978, ‘Departure from the Northern Wasteland’. Og sideløbende med Ashra-pladerne, arbejdede den eventyr-lystne Manuel videre på hjemmeoptagelser, der først blev officielt udsendt i 1996 over seks volumener store ‘The Private Tapes’. Desuden nøjagtig ligesom Hoenig-samarbejdet og et andet soloværk, ‘Dream & Desire’, der også lå på hylden indtil 90’erne.

E2-E4: En ny standard for elektronisk musik

Efter alt dette havde Göttsching dog endnu et futuristisk og epokegørende værk i sig, nemlig ‘E2-E4’. Én minimalistisk improvisation, som han indspillede i studiet i december 1981, men som først blev udsendt i 1984. Med blot et beat og to akkorder kastede den eksperimenterende gui-tarist sig ud i en 59 minutter lang improvisation – i ét take – der siden er blevet udnævnt som et pionérværk inden for både techno, trance og house; det var simpelthen en transformation af den kosmiske krautrock til 80’ernes dansegulv. Som et konceptalbum med skaktema, er pladen opkaldt efter det berømte åbningstræk; plade-omslaget viser et skakbræt, og den kontinuer-lige komposition er kryptisk inddelt i bidder med referencer til hjernespind og spillets regler. Hele den første halve time går med en pulserende opbygning og repeterende synthesizer, inden Göttschings guitar endelig dukker frem midtvejs. På dét tidspunkt, efter en halv times trance, er effekten mildt sagt stærk. En monumental og kosmisk viderefortolkning af Giorgio Moroders synthesizer-dance, men på minimalistisk manér, som Steve Reich eller Philip Glass ville have gjort det, hvis de havde lagt beats under deres kompositioner.‘E2-E4’ blev dog, som skrevet, først sendt på gaden små tre år efter at den blev indspillet. På det tidspunkt var synthpoppen på sit højeste, og store dele af pressen modtog værket som bedaget muzak, men med tiden har dets rygte og indflydelse vokset sig større og større. I 2002 udnævnte musikmagasinet Pitchfork album-met som en af 1980’ernes 100 vigtigste. Fire år senere indspillede LCD Soundsystem en selvudnævnt hyldest til klassikeren, da Nike

da Schulze havde valgt at fokusere på sin ligeså banebrydende solokarriere. Han blev erstattet af Wolfgang Müller, og så markerede Ash Ra Tempel sig som en tysk pendant til Pink Floyd, og året efter blev det endnu mere syret, da de udgav kultalbum-met, ‘Seven Up’, indspillet med LSD-guruen Timothy Leary på vokal! Göttsching lod sig også genforene med Schulze for en stund, og de spillede sammen i det kortlivede spacerock-kollektiv, Cosmic Jokers, med Hawkwind som forbillede, og herefter havde han mod på at forsøge sig helt alene.

Minimalistisk techno og kosmisk blues

Sin “rigtige” solokarriere tog han hul på i 1975 med det ambitiøst titulerede ‘Inven-tions for Electric Guitar’, måske som refer-ence til Sandy Bulls ti år ældre album med “opfindelser” for akustisk guitar. Stilistisk brød værket ikke med Ash Ra Tempels stil, men denne gang var den blot 21-årige tysker helt solo med sin guitar, som han samplede, loopede, tilsatte synthesizer og udbyggede til små kosmiske symfonier. Men det, Göttsching havde gang i, var mere end blot afslappende suiter for den seksstrengede. Han foregreb den minimal-istiske, ambiente techno. Først og frem-mest med det 18 minutter lange spirituelle åbningsnummer, ‘Echo Waves’, der også levede op til mærkaten “Kosmische musik”, som den transcendentale del af krau-trocken mere præcist blev kaldt i den tyske presse. Han fortsatte fra bluesen, hvilket kunne høres i soloerne, der var mere Jimi Hendrix og Eddie Hazel, end de var David Gilmour, men det var den underliggende pulserende guitar, én i venstre højtaler og én i højre. Hele vinylens side to lod Göttsch-ing optage af 22 minutter lange ‘Pluralis’, der var endnu en banebrydende bedrift, hvor guitarerne i hver sin stereoside svæ-vede i funky stil, mens dunkle synthfigurer arbejdede sig frem nedenunder atter en sologuitar.

‘Inventions for Electric Guitar’ vakte imidlertid ikke den store genklang blandt publikum, men Manuel Göttsching fortsatte sine eksperimenter og digitale manipula-tion af guitaren som solist under banneret

SIDE 18

efterspurgte et soundtrack til en løbetur. Omslaget til ‘45:33’ viser således både sportsfirmaets logo og et skakbræt i stil med inspirationskilden. Også norske elektroniske musikere som Lindstrøm og Prins Thomas skylder deres tyske forbillede alt, The Field har bygget sin karriere op om-kring samme form for technominimalisme, og den chilenskfødte, tyskbaserede Ricardo Villalobos har bygget videre på pionerens minimalistiske leg med beats og verdens-musikalsk mysticisme.

Den i dag 62-årige Manuel Göttsching har dog aldrig selv nydt lige så stor succes som mange af sine kraut-brødre, og i et inter-view fra 2013 sagde han til den britiske avis, The Guardian, at han ikke forstår sin status som “techno-gudfader”, og at han selv var overrasket, da hans eksperimenter nåede dansegulvene i 80’erne. Han laver fortsat musik, men har også bevæget sig ind i filmverdenen, blandt andet via en kon-cert til stumfilmsinstruktøren F.W. Murnau og i selskab med sin kone Ilona Ziok, der producer dokumentarer. Og Göttsching har også ved lejligheder ladet sig genforene med sin gamle Ash Ra Tempel-kumpan, Klaus Schulze, men har ellers holdt lav profil og blot med mellemrum markeret jubilæer for sine værker, der satte en futuristisk og ny standard for elektronisk musik for tre-fire årtier siden.

I 2015 kommer veteranen så endelig til Danmark, hvor han giver en eksklusiv koncert i Jazzhouse som del af The Lakes gæstekuratorprogram.

Mathias Nielsen er kulturskribent og driver musik- og filmsitet anmelderen.dk.

T h e L a ke : M a n u e l G ö t t s c h i n g ( D E )

/ J a z z h o u se

/ 2 7 / 0 3

/ 2 1 . 0 0 / 1 6 0 d k k

SIDE 19

Drone metal-bandet Earth har med Dylan Carlson i front igennem 25 år skabt et særegent musikalsk univers efter devisen om at spille langsomme og kraftfulde gentagelser. Bandet gæster Vinterjazz d. 15. februar. Nicklas Weis Damkjær introducerer til gruppen.

Earth’ musikalske veje har bevæget sig som deres musik, langsomt og med en velovervejet progression. Bandets første album Earth 2: Special Low Frequency Ver-sion bestod af forvrængede guitarer i en ko-lossal mur af feedback og lagde grundste-nen til det, der senere er blevet kendt som drone metal. Earth er pionerer og har været en uomgængelig inspiration for bands som Sunn O))) og Boris. Siden Earth 2 har hvert efterfølgende udspil haft sine egne visioner og mål, men kan samtidigt forstås ud fra de albums, der er gået forud. Lyden er altid utvetydigt lyden af Earth. Lyden af repetitive strukturer, langsomme og kraftfulde, hvor æteriske toner forsøger at bryde igennem gentagelsernes hypnotiserende veje.

Monomani og okkultisme

Den karismatiske frontmand Dylan Carlson, har igennem 25 år formået at holde fast i bandets kerne, at holde fast i én grundidé. “I joke about that I’ve only got one good idea and that I’ve been running with it ever since,” sagde Carlson i det portræt

T O

“

P L A Y

S L O W

A N D

R E P E A T

Y O U R S E L F

“

E AR TH

SIDE 20

Unseen Recordings lavede, da han besøgte Jazzhouse i 2013 med sit solo-projekt. På spørgsmålet om hvad det så er for en idé svarede han: “To play slow and repeat yourself.”Ud fra denne idé har Carlson forsøgt at skubbe Earth’ musik i nye retninger, som tvillingepladerne Angels of Darkness, De-mons of Light I & II, med deres melodiøse og folklore-inspirerede toner, er eksempler på. Det samme er albummet Hex; Or Print-ing in the Infernal Method fra 2005, som brød de næsten 10 år Carlson - og med ham Earth - var væk fra musikscenen. Al-bummet er inspireret af Cormac McCarthys okkulte western roman, Blood Meridian, hvis stemninger pladen fanger med en udsyret og dæmonisk countrymusik, men som altid, med udgangspunkt i drone me-tallens langsomme gentagelser.

Black Sabbath, Terry Riley og Miles Davis

Og hvad er det så, der bliver gjort langsom-mere? Grundstenen til drone metal blev lagt i Seattle i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, da byen var det geografiske centrum for en ny bølge af rockmusik, ‘The Seattle Sound’. Pladeselskabet Sub Pop formåede at samle Seattle-lyden under samme tag og husede blandt andre Soundgarden, Nirvana, Mudhoney og Earth. Parallelt med grungen forsøgte Earth at omdefinere hard rock og heavy metal, men hvor Nirvana eller Mudhoney tilførte musik-ken vildskab og anarki fra eksempelvis Black Flag, så fandt Carlson inspiration hos minimalister som Terry Riley og jazzmusik-ere som Miles Davis. Carlson nævner ofte Davis’ In a Silent Way som en plade, der har haft stor betydning for hans musik.

Earth dyrkede AC/DC og Black Sabbath’ minimalistiske tendenser ved at skrue ned for tempoet og gentage de langsomme, tunge riffs.

Monumentalt comeback

Earth’ seneste album, Primitive and Deadly, udgivet mere end 20 år efter deres debut, minder om bandets tidlige udspil. Lyden er blevet tungere og mere udsyret i forhold til udgivelser som Hex og Angels of Darkness, Demons of Light, der havde bredde instru-mentbesætninger og som legede med flere genrer. Nu er Earth tilbage ved udgangs-punktet: guitar, bas, trommer i velovervejet samspil indspundet i feedback. Dialogen mellem Carlsons guitar og Adrienne Davies’ trommer er omdrejningspunktet i musik-ken, men underbygges af Bill Herzogs imødekommende og skarpe rytmiske basgange. Desuden indeholder albummet noget, der i Earth-regi er sjældent: vokal-baserede numre, leveret af Mark Lanegan og Rabia Shaheen Qazi fra Rose Window. Der er kun vokaler på et andet Earth-album, foruden EP ‘en Extra-Capsular Extraction, hvor Kurt Cobain mumler i baggrunden. Primitive and Deadly cementerer Carlsons rolle på musikscenen. Albummet endte på de fleste årslister for bedste udgivelser i 2014 og helt i top på The Wire’s ‘best avant rock’-liste. Den ene idé var værd at holde fast på.

Earth spiller 25 år efter debutpladen med en uændret intensitet, der på overrum-plende vis bjergtager publikum. Med den måske stærkeste formation nogensinde fører Carlson an, når det imponerende bagkatalog danner udgangspunkt for organiske slowmotion improvisationer, der langsomt folder sig ud og drager publikum ind i et særegent musikalsk univers.

Præsenteres i samarbejde med The Lake.

V i n t e r j a z z & T h e L a ke : E a r t h ( U S )

/ J a z z h o u se

/ 1 5 / 0 2

/ 2 0 . 0 0 / 1 4 0 d k k

SIDE 21

TIRSDAG 10/2 20.00 100 DKK JAZZHOUSEELBJAZZ: WOLLNY & SCHAEFER DUO(DE) + ASHRAF SHARIF KHAN & VIKTOR MAREK (DE) / JAZZ/WORLD/ELECTRONIC/ VINTERJAZZTORSDAG 12/2 20.00 100 DKK JAZZHOUSETHE MUSIC OF ORNETTE COLEMAN & PRIME TIME FEAT. JAMAALADEEN TACUMA M.FL. (US/DK) / JAZZ / VINTERJAZZ

FREDAG 20/2 20.00 200 DKK JAZZHOUSEBLOOD SWEAT DRUM + BASS FEAT. PALLE MIKKELBORG & MIKE SHERIDAN / BIG BAND/ELECTRONIC/JAZZ / VINTERJAZZ

MANDAG 2/2 20.00 80 DKK JAZZHOUSEFONNESBÆK/BROGAARD + KASPERSEN/SØNDERGAARD (DK) / JAZZ/ UNICORNFREDAG 6/2 21.00 140 DKK JAZZHOUSEROB MAZUREK & CHAD TAYLOR: CHICAGO UNDERGROUND DUO (US) / JAZZ/ VINTERJAZZ

KALENDER

FREDAG 13/2 22.00 80 DKK GLOBALJONATHAN BYRD & THE SENTIMENTALS (US/DK) / AMERICANA / VINTERJAZZLØRDAG 14/2 21.00 160 DKK JAZZHOUSEJAKOB BRO ECM RELEASE (DK/NO/US) / JAZZ / VINTERJAZZ

FREDAG 6/2 23.00 GRATIS JAZZHOUSEJAZZ REMIXED FEAT. LULU ROUGE / DJ/ VINTERJAZZ

FREDAG 20/2 23.00 80 DKK JAZZHOUSENIELS VINCENTZ QUARTET FEAT. BILLY HART (DK/US) / JAZZ / VINTERJAZZ

LØRDAG 21/2 23.00 80 DKK JAZZHOUSENIELS VINCENTZ QUARTET FEAT. BILLY HART (DK/US) / JAZZ / VINTERJAZZ

FREDAG 20/2 22.00 130 DKK GLOBALORLANDO JULIUS & THE HELIOCEN-TRICS (NGA/UK) / AFROBEAT / VINTERJAZZ

FREDAG 6/2 22.00 90 DKK GLOBALMAMES BABEGENUSH (DK) / MODERN KLEZMER / VINTERJAZZLØRDAG 7/2 21.00 60 DKK JAZZHOUSESVIN + BAD ASTMA (DK) / EXPERIMENTAL/PSYCH / VINTERJAZZLØRDAG 7/2 22.00 100 DKK GLOBALLINDIGO (REU) / MALOYA POWER / VINTERJAZZ

FREDAG 13/2 22.00 80 DKK JAZZHOUSELUKE ABBOTT (UK) / ELECTRONIC/ VINTERJAZZ & PROTON

LØRDAG 14/2 22.00 100 DKK GLOBALCHE SUDAKA (ES) / MESTIZO PUNK / VINTERJAZZ

SØNDAG 15/2 20.00 140 DKK JAZZHOUSEEARTH (US) + BLACK SPIRITUALS (US) + DON MCGREEVY & ROGIER SMAL DUO (NL/US) / DOOM/ROCK / VINTERJAZZ & THE LAKE

MANDAG 16/2 20.00 160 DKK JAZZHOUSEMARILYN MAZUR’S FUTURE SONG (DK) / JAZZ/FUSION / VINTERJAZZ

TIRSDAG 17/2 20.00 160 DKK JAZZHOUSEJONATHAN KREISBERG QUARTET (US)/ JAZZ / VINTERJAZZ

LØRDAG 21/2 21.00 140 DKK JAZZHOUSEMARIUS NESET (NO/SE/DK) / JAZZ / VINTERJAZZ

LØRDAG 21/2 22.00 130 DKK GLOBALKONONO N°1 (DRC) / CONGOTRONICS / VINTERJAZZTORSDAG 26/2 21.00 120 DKK JAZZHOUSEICEAGE (DK) / PUNKROCKFREDAG 27/2 21.00 UDSOLGT JAZZHOUSEICEAGE (DK) / PUNKROCKFREDAG 27/2 22.00 60 DKK GLOBALSHERZANDUM (DK) + TRIO SVIN (DK) / FOLKLØRDAG 28/2 22.00 100 DKK GLOBALSHANTEL DJ SESSION (GER) + 100% MAX AKWAABA (DK) / GLOBAL BEATS

FEBRUAR

SIDE 22

KOMMENDE KONCERTER: TABERÉ LEYTON (URU) / BJONKO (DK) / THE GREAT MALARKEY (UK) / FENDIKA (ETH) / DENGUE DENGUE DENGUE! (PER) / TRIBU BAHARÚ (COL) / JAMES HILL & ANNE JANELLE (CAN) / SIR RICHARD BISHOP (US) / CHRISTIAN HJELM (DK) / JOSHUA ABRAMS (US) / COLIN STETSON & SARAH NEUFELD (CA) / RUSSIAN CIRCLES (US) / GINMAN/EIVØR (DK/FO) / GROUPER (US) / BABY DEE (US) / RYLEY WALKER (US) / MELISSA ALDANA & CRASH TRIO (CL/US)

MARTSMANDAG 2/3 20.00 60 DKK JAZZHOUSETOMASZ DABROWSKI S-O-L-O (PL) + RAPHAEL ROGINSKI PLAYS JOHN COLTRANE (PL) / JAZZ/WORLDTIRSDAG 3/3 20.00 120 DKK JAZZHOUSECARSTEN DAHL SOLO (DK) / JAZZFREDAG 6/3 22.00 80 DKK GLOBALAPI PIPO FEAT. KURT ROSENWINKEL (INT) / AFROJAZZLØRDAG 7/3 22.00 100 DKK GLOBALSHANTALA SUBRAMANYAM (IND) / INDIAN CLASSICALMANDAG 9/3 20.00 80 DKK JAZZHOUSESIGNE JUHL SINGS ANITA O’DAY / JAZZ / UNICORNFREDAG 13/3 19.00 110 DKK JAZZHOUSECPH SOUND WAVE (DK) / ROCK/HIP-HOP/INDIE/POPFREDAG 13/3 22.00 100 DKK GLOBALKULTUR SHOCK (US) / BALKAN PUNKLØRDAG 14/3 22.00 100 DKK GLOBALFATIMA ZIDAN (EGY/DK) / ARABIC POP & ROOTS

TIRSDAG 17/3 20.00 90 DKK JAZZHOUSECHARLES COHEN + ROBERT TURMAN (US) / ELECTRONIC/EXPERIMENTAL / PROTONTORSDAG 19/3 20.00 160 DKK JAZZHOUSEFENNESZ & ARVE HENRIKSEN (AUT/NO) / ELECTRONICA/AMBIENT / THE LAKEFREDAG 20/3 21.00 130 DKK JAZZHOUSEDEAN BLUNT / EXPERIMENTAL POP/ THE LAKEFREDAG 20/3 22.00 80 DKK GLOBALKALAHA (DK) / AFROJAZZ MEETS ELECTRONICA

LØRDAG 21/3 21.00 120 DKK JAZZHOUSEHIATUS LABEL NIGHTS: ALL ROMANTIC TRIO (SE/DK) + NIELS LYHNE LØKKE-GAARD (DK)/ AVANT-GARDE/JAZZ/COMPOSITION/ THE LAKE

LØRDAG 21/3 22.00 100 DKK GLOBALMAÂLEM SAÏD OUGHASSAL (MAR) / MOROCCAN GNAOUA

TIRSDAG 24/3 20.00 120 DKK JAZZHOUSETHE GROUP (UK/FI/IT/DK) + SKINNEBACH, GRAFF, ABD-EL-DAYAM & HALLING JENSEN (DK)/ POP/IMPROV/POETRY/ THE LAKETORSDAG 26/3 20.00 170 DKK JAZZHOUSELIIMA (DK/FI) + PLANTS (DK)/ ELECTRONIC/POP/SYNTH-KRAUT / THE LAKE

FREDAG 27/3 21.00 160 DKK JAZZHOUSEMANUEL GÖTTSCHING (DE) / ELECTRONIC/COSMIC ROCK / THE LAKEFREDAG 27/3 22.00 80 DKK GLOBALTHE KUTIMANGOES (DK) / AFROBEAT

LØRDAG 28/3 21.00 120 DKK JAZZHOUSEBOHREN & DER CLUB OF GORE (DE) / AMBIENT/JAZZ/DOOM / THE LAKELØRDAG 28/3 22.00 80 DKK GLOBALHUDNA (DK) / TURKISH FOLK

SØNDAG 29/3 20.00 TBA JAZZHOUSEAARHUS UNGE TONEKUNSTNERE / MODERN COMPOSITION / THE LAKE

MANDAG 23/3 20.00 120 DKK JAZZHOUSETOUCH LABEL NIGHT: MIKA VAINIO (FI) + HILDUR GUÐNADÓTTIR (IS) + THOMAS ANKERSMIT (NL) / ELECTRONIC / AMBIENT/ THE LAKE & CPH PIX

SØNDAG 22/3 20.00 160 DKK JAZZHOUSEERNST REIJSEGER TRIO (NL/SEN) / JAZZ/IMPROV/WORLD / THE LAKE & CPH PIX

MANDAG 30/3 19.00 85 DKK JAZZHOUSEMAD MONDAY & FRK. JACOBSEN (DK)/ FOOD SYMPOSIUM/AVANT-GARDE POP/ THE LAKE

SIDE 23

Hvad betyder det egentlig, når musik er Americana? Tag med på en lang rejse, der fører vidt omkring. Med Ryan Adams tilbage til dengang tvillingetårnene faldt. På besøg hos 1700-tallets engelske udvandrere, der sad i Appalacherne og sang hjemstavns-sange. For til sidst at ende hos regnvåde skandinaver med en nostalgisk længsel efter steder, de aldrig har besøgt.

Af Tommy Heisz

Der skete noget vigtigt i september 2001 – det kan de fleste nok blive enige om. Det behøver næppe forklares nærmere, hvordan terrorangrebet i New York kom til at betyde rigtig meget for hele verdenssitu-ationen i årene, der fulgte. Men i musikkens verden skete der også noget betydnings-fuldt. Noget, der i samspil med efterskælvet fra terrorangrebet kom til at sætte en ny dagsorden. Ryan Adams, en ung, talentfuld og særdeles produktiv sangskriver med rødder i North Carolina, udkom netop i september 2001 med sit andet soloalbum ’Gold’. Album-met åbnede med nummeret ’New York, New York’. Ifølge kunstneren selv en banal sang om en storbytilflytters møde med ulykkelig kærlighed. Men på grund af den historiske timing – og ikke mindst på grund af musikvideoen, der blev skudt den 7. september og viste tvillingetårnene i bag-grunden bag sangeren – fik den hurtigt

M

R I

N

C

A

A A

E

T I L B A G E

A L M O N D E :

T I LR Ø D D E R N E

SIDE 24

karakter af et anthem. Et nummer, der for mange amerikanere kom til at hænge uløseligt sammen med de traumatiske begivenheder, amerikanerne gennemgik i denne periode. ’Gold’ konsoliderede Ryan Adams’ position som en af USA’s mest markante sangskri-vere og musikere. Han havde som frontfigur i bandet Whiskeytown og med sit første soloalbum ’Heartbreaker’ allerede vist sit format, men det var med ’Gold’, at han tog det afgørende skridt. For sig selv – og måske også for musikgenren, der blev kendt som Americana. Når man læser anmeldelserne af albummet fra dengang, støder man kun få steder på begrebet Americana. Men når man læser alle musikmagasinernes retrospektive jubilæumsartikler fra 2011, da albummet fyldte 10 år, er ordet strøet ud over det hele. Der var sket noget i de mellemliggende år, og måske blev det hele for alvor sat i gang i de dage i september 2001.

Der var dybest set intet nyt under solen på ’Gold’. Ryan Adams kendte den ameri-kanske musikhistorie, og han trak elegant tråde tilbage til forskellige hjørner af den. Som musikmagasinet Rolling Stone konstaterede, kunne et nummer som ’New York, New York’ snildt have været at finde på en hitliste anno 1974. Der blev på hele albummet trukket solidt på såvel country, folk og traditionel amerikansk rock. Men lige netop ”intet nyt” var måske det, amerikanerne havde allermest brug for, da verden omkring dem begyndte at skælve og slå revner i slutningen af 2001. Det er i hvert fald en mulig forklaring på, hvorfor genren Americana gik hen og blev en af de mest markante i årene, der fulgte – og hvorfor den stadig er stor og vigtig den dag i dag.

Der manglede en genre

Men er Americana overhovedet en musik-genre? I kølvandet på ’Gold’ begyndte begrebet for alvor at sprede sig i forskellige musikmedier. I begyndelsen af 2002 ud-kom det britiske musikmagasin Uncut med ørkenmotiv og ordet Americana markant placeret på forsiden. Med magasinet fulgte

en cd med numre af bl.a. Lucinda Williams, Josh Rouse og Ryan Adams. Musikentu-siaster – fra anmeldere til pladesamlere og koncertgængere – begyndte at bruge termen i flæng, men når man forsøger at nærme sig en definition af, hvad genren i virkeligheden består af, så bliver man ikke voldsomt meget klogere. I virkeligheden opstod betegnelsen i 1995, da en lille gruppe amerikanske musikre-daktører ønskede at skabe en hitliste for al den interessante musik, der i deres øjne faldt ned mellem stolene. Og det var ret meget musik, for på det tidspunkt var der (i hvert fald på hitlisterne og i de officielle genrebetegnelser) et markant gab mellem rock og country. Rock kunne være mere eller mindre klassisk eller alternativ, eller den kunne være en beskidt storm af støj fra Seattle. Countrymusikken, der blev spillet på de store country-radiostationer, kom som regel fra Nashville eller omegn og var glat, poleret og pæn. Ingen musikere, der så sig selv som bare en smule alternative, havde lyst til at klaske en country-etikette på deres musik og dermed blive associeret med bredskyggede cowboyhatte, heste-haler og bagstræberiske tekster om pickup-trucks, trofaste damer eller den private ejendomsret.

SIDE 25

Crucial Country. Sådan foreslog Rob Bleetstein, den ene af de to redaktører, at den ”nye” genre skulle hedde, men selv det navn ville komme til at lugte for meget af country. Og da hans makker, Jon Grimson, foreslog Americana, blev de hurtigt enige om, at det var det helt rigtige. ”Det betød ingenting, og det var vores chance for at give det vores helt egen definition,” for-talte Bleetstein senere en journalist. Americana er altså et begreb, der er opstået omkring markedspositionering, ikke omkring en specifik lyd eller brug af bestemte instrumenter. Dermed er genren dybest set lige så lidt en genre som indie, der i dag bruges flittigt af an-meldere og andet godtfolk, men som historisk set ikke fortæller andet, end at musikken er ud-kommet på et uafhængigt (independent) label – hvilket meget af den musik, vi i dag betegner som indie, slet ikke gør.

At bygge bro

Det var altså ikke, fordi musikken var ny og aldrig hørt før, da betegnelsen blev opfundet i 1995. Bands som Uncle Tupelo og Jayhawks havde i begyndelsen af 90’erne haft stor undergrundssucces med deres musik, der fik betegnelsen No Depression. Også et band som R.E.M. havde i den grad lånt elementer fra den traditionelle amerikanske musik. Allerede i 1988 samlede de mandolinen op og brugte den på pastorale akustiske numre på albummet ‘Green’. Og længe før det rummer musikhistorien også talrige eksempler på kunstnere, der har forsøgt at bygge bro mellem den traditionelle musik og alternative rock. Rebellen Hank Williams var punk, længe før punken blev født. I begyndelsen af 70’erne var der en række countrymusikere – fra Gram Parsons og Emmylou Harris til Townes Van Zandt og Willie Nelson – der flyttede lyden helt nye steder hen. Outlaw Country blev det kaldt, da de på provokerende vis satte sig op imod den etablerede countryscene. Bob Dylan legede også med traditionerne på nye måder igen og igen op gennem 60’erne og 70’erne. Den historiefortællende tradition fra musik-ere som Pete Seeger og Woodie Guthrie blev genfødt af Bruce Springsteen, da han indspillede ‘Nebraska’ i 1982. Og traditionelle rockmusikere som Tom Petty og John Mellencamp trak op gennem 80’erne flittigt på den gamle musikarv. To name but a few.

I 1995 var der altså ikke tale om en ny slags musik, men mere om en slags musik, der manglede et sted at bo. Og det hjem kom til at hedde Americana. Der var andre fyrbødere end Ryan Adams på det lokomotiv, der trak den traditionelle amerikanske musik længere frem i folks bevidsthed. En af dem var legenden Johnny Cash. Med sin albumserie ‘American Recordings’, hvoraf den første udkom i 1995, omfavnede han kærligt de dybe rødder i den amerikanske musikhistorie og lod elegant de ældgamle ting smelte sammen med alt det nye. Coen-brødrenes film ’O Brother Where Art Thou’ fra 2000 var med sit soundtrack i dén grad med til at rehabilitere banjoen, de traditionelle appalachersange og bluegrass-musikken over for mainstream-publikummet. Det blev pludselig legalt at lytte til country og tale om det fede ved lyden af lapsteel. Og i kølvandet på Ryans Adams’ tidlige 00’er-succes trak sig et langt spor af musikere fra den alternative scene, som bekendte sig til rødderne og den nyfødte Americana. Wilco, der byggede på resterne af det hedengangne Uncle Tupelo, havde allerede godt gang i karrieren, men den kulminerede først i løbet af 00’erne. Også navne som Calexico, Gillian Welch, Bonnie ’Prince’ Billy, My Morning Jacket og Bright Eyes hamrede igennem og blev mainstreamnavne. De lænede sig på hver deres måde op ad den traditionelle amerikanske musik og blev førende navne på det, der nu blev kaldt Americana-scenen.

Ud over USA’s grænser

Americana blev sandsynligvis forstærket af amerikanernes trang til at række ud efter det oprindelige og velkendte i kølvandet på 11. september. 00’erne viste sig at være årtiet, hvor traditionerne og historien kom til at betyde mere for amerikanerne. De gamle Dylan-plader blev fundet frem fra gemmerne, og det blev igen helt cool at lytte til Springsteen. Der var et behov for at have nogle fælles fortællinger – noget, der kunne binde amerikanerne sammen som folk. For Americana-musikken viste det sig ikke bare at være en hurtigt overstået bølge. Inden for forskellige undergenrer udviklede en mængde dygtige bands og solister lyden af Americana, og den dag i dag har nogle af de bedst sæl-gende amerikanske musikere snablen dybt nede i den tidlige amerikanske musikhistorie.

SIDE 26

Almonde.dk er Danmarks netmagasin for verdensmusikken og alle dens genrer

Læs om afrobeat, cumbia, balkan, dancehall, americana, nordisk folk og mange mange andre stilarter fra nær og fjern

Almonde bringer interviews med danske og internationale kunstnere, plade- og festivalguides, dybdegående kronikker og reportager fra musikevents rundt om i verden.

Interessant er det, at nogle af de nyeste skud på stammen, The Lumineers og engelske Mumford & Sons faktisk er endnu mere traditionelle i deres udtryk end mange af de toneangivende navne i 00’erne var det. Hvor det hos Wilco og Band of Horses måske bare var enkelte instrumenter eller en grundklang i musikken, der berettigede, at det blev kaldt Americana, så får violinerne og speed-ban-joen frit løb, når The Lumineers og Mumford & Sons fylder hele stadions for at spille deres folk-inspirerede rock. Og som med så meget andet, når det handler om amerikansk kultur, så rækker Americana-effekten langt ud over USA’s grænser. Selv så langt væk som Skandinavien ser man succesfulde bands trække massivt på de amerikanske rødder. Svenske First Aid Kit og The Tallest Man On Earth og danske Cody er nogle af eksemplerne. Kultureksporten fra over Atlanten har medført, at vokalharmonier, hvis rødder rækker tilbage til 1700-tallets Appalacher-bjerge, kan give et dybere stik i maven på en dansker end en jysk hjem-stavnsvise. Længslen er universel og vores utallige referencer gennem populærmusik-ken, filmene og bøgerne gør, at vi sagtens kan mærke Appalacherne, selvom vi aldrig har sat vores ben der. Inderst inde er vi jo et eller andet sted alle amerikanere. Derfor lever Americana-musik-ken videre. Og dens betydning for musik over hele verden kan ikke overvurderes.

Tommy Heisz skriver dokumentariske bøger - senest ‘Svømmepigerne der forførte Danmark i 1930’erne’. Han driver desuden musikblog-gen majortom.dk

SIDE 27

L I N D I G O

Den 7. februar kommer Lindigo, et af Réunions (en lille ø øst for Madagaskar) største maloya-navne til Danmark. Lindigos mission er at fejre en maloya, der er fri og fremsynet med udgangspunkt i - og med stor respekt for - den stolte arv. Vi introducerer til bandet og maloya-musikken.

Af Camilla Garby-Dreyer

Gruppens karismatiske forsanger Olivier Arasta startede Lindigo bare 17 år gammel tilbage i 1999. Han var født ind i musikken, idet hans bedsteforældre spillede til øens servis kabaré, som er animistiske ceremonier, hvor der med mad, musik og dans skabes kontakt til forfæ-drenes sjæle. Lindigo opbyggede hurtigt et godt ry på Réunion, hvor de optrådte til forskellige fester og ceremonier og udgav i 2004 deres første plade Misaotra Mama. I dag, fire album senere, har Lindigo etableret sig som en af Réunions mest populære grupper. De seneste år har Lindigo turneret vidt og bredt som dedikerede ambassadører for en bredere anerkendelse af Réunions kreolkultur, og de formår på skøn vis at føre maloya-traditionen i spændende nye retninger med inspiration fra bl.a. Brasillien.

M A L O Y A :

O G

I N D E R L I G H E D ,

K R E O L S K

T R A N C E

B L U E S

SIDE 29

SIDE 30

Under devisen ”Når du ved hvor du kommer fra, ved du hvor du er på vej hen” appellerer gruppen i høj grad til den yngre generation med en frisk tilgang til maloyaen, der respekterer an-erne uden at være låst fast i nostalgi. Gruppens otte medlemmer, der i gennemsnit er omkring 30 år, udstråler en livsbekræftende spilleglæde og det er svært at forestille sig, at deres musik for bare 35 år siden var forbudt ved lov.

Fra rebelsk musik til kulturel verdensarv

Da franskmændene begyndte at kolonisere Réunion i slutningen af 1600-tallet hentede de slaver fra Mozambique og Madagascar, som skulle arbejde i sukkerrørsmarkerne. Med dens taktfaste råb og pulserende rytmer fungerede maloyaen oprindeligt som et tranceskabende middel, som slaverne brugte til tilbedelse af forfædrene som del af åndelige ritualer, hvorfor den katolske kirke yndede at kalde det ”djæv-lens musik”. Senere udviklede maloyasang, musik og dans sig til et symbol på øens kreolkul-tur - på folkets identitet, og denne réunionske folkemusik blev en måde, hvorpå den ubemi-dlede klasse kunne give sig til kende og skabe fokus på politiske og sociale problemer. Det blev rebellernes musik, da mange maloya-kunstnere blev associeret med Réunions kommunistparti, der kæmpede for større selvstændighed fra den franske republik. Maloya udgjorde der-for en trussel for de franske magthavere, og tidligere præsident Valéry Giscard d’Estaing skulle i særdeleshed have haft et horn i siden på musikken, der derfor var ulovlig helt frem til 1981, hvor François Mitterand kom til magten. Siden har maloyaen oplevet en opblomstring på den tropiske vulkanø, og i dag er maloya fuldt ud anerkendt som en del af kreolkulturen, og musikken fik tilmed i 2009 plads på UNESCOs liste over kulturel verdensarv.

Kreolsk blues med kontakt til fortidens ånder

Musikken har sit navn fra det madagaskiske ord aho maloy, der betyder ’at tale’, fordi musikken er opbygget omkring en call and response struk-tur - en slags dialog mellem solisten og koret.

Musikjournalister har sommetider sammenlig-net maloya med den traditionelle amerikanske blues på grund af denne særlige udtryksform, og fordi maloyaen ligesom blues også stammer fra slavetiden.

Maloyaens sange ledsages af fængende og pulserende rytmer fra en række traditionelle percussion-instrumenter, der kommer fra Afrika, herunder kayamb (en flad firkantet ”rangle” af sukkerrør fyldt med frø), tanbou (gedeskind udstrækt over en metalcirkel) og piker (bambus-cylindere). I dag antager maloyaen dog flere og mere varierede former, hvad angår både tekst og instrumenter med indførelse af bl.a. synthe-sizer og trommesæt samt input fra jazz, reggae og elektronisk musik. Efter oprindeligt at have været begrænset til øens sukkerproducerende godser, findes maloyaen således nu over det hele og med mange forskellige udtryk. Hvis du ikke allerede er blevet ramt af maloy-aens inderlighed og rytme, er Lindigo et godt sted at starte. Vi er heldige at få del i denne spændende og traditionsrige musikkultur, når Lindigo kommer hele vejen fra Réunion op til det kolde nord og fylder Global med varme. Grup-pens otte medlemmer har alle rødder i Mada-gascar og optræder ofte iført det traditionelle lændeklæde, lambaen. En ting er sikkert, de har altid forfædrenes ånder med sig på scenen - kort sagt: en koncertoplevelse du ikke har lyst til at misse!

V i n t e r j a z z : L i n d i g o ( R EU )

/ G l o b a l

/ 0 7 / 0 2

/ 2 2 . 0 0 / 1 0 0 d k k

SIDE 31

SIDE 32

M E D

I S U F I - T R A N C E

M A Â L E M S A Ï D O U G H A S S A LGnaoua-mesteren Saïd Oughassal og hans gruppe kommer fra Marokkos største by, Casablanca. Kom og få en smag af det traditionelle ritual, Lila’en, i selskab med en af tidens store mestre

Normalt er en Lila en længere affære, som ofte kan strække sig over to til tre dage. Sådan bliver det trods alt ikke, når Maâlem Saïd Oughassal og hans fem dansere, sangere og percussionister gæster Global. Ikke desto mindre får vi en kraftig smag af Lila’ens form og styrke, da det er en af tidens bedste mestre, der for første gang besøger København.Maâlem Saïd Oughassal er omkring 50 år gammel og arvtager til en af Marokkos fornemmeste traditioner indenfor gnaoua; som søn af den for få år siden afdøde mester Maâlem Abdelkader Oughassal – der aldrig blev kaldt andet end Benthami eller ”Koheil” – er det en vægtig tradition, han bærer på sine skuldre. Og han gør det med stil. De sidste par år har Saîd vist sig med sin gruppe på den årlige Essaouira Festivals store scene, en enkelt gang endda udvalgt til at være en af det prestigefulde All Star Team, hvor fire mestre side om side optræder med hver sin guimbri i hånden til den afsluttende koncert. Det er en enorm ære, og det bliver altså ikke meget større i Marokko.

Hvad er Gnaoua?

Gnaoua (det er den franske stavemåde, hvor den engelske er Gnawa. Vi har valgt den franske, fordi den ligger tættere på den oprindelige arabiske) er et af de 12 mys-tiske sufi-broderskaber i Marokko.

Sufier er islams mystikere. Populært sagt – men absolut ikke fyldestgørende – er sufier lærde muslimer, der er del af en mystiker-skole, som ofte er udgået fra en lærd mus-lim, der har anvist veje til at opnå enhed med Allah. Det er her, traditionel islam ofte har problemer med sufier. Islam står jo for den direkte vej; Allah er Gud og Muhammed er hans profet. Sufier tager gerne på pilgrimsrejser til grave og mausolæer, der huser enten deres skoles grundlægger eller hans nærmeste disciple. Og det skaber en tvist med den traditionelle opfattelse. Af de 12 mystiker-skoler er Gnaoua noget helt specielt. Dels er der historien. Gnaoua menes at betyde ”sort”, altså en halv-racistisk term, som generaliserer ud fra hudfarve. Det ser gnaoua’er dog ikke som et problem. De er generelt stolte af deres oprindelse, og jo mørkere, jo bedre. Deres oprindelse er nemlig landene syd for Sahara-ørkenen - og noget, de synger om i deres mange sange.Men Gnaoua handler også om en væl-dig blues. De kom i stort tal til Marokko, fra lande som er det nuværende Mali, Niger, Senegal, Burkina Faso, Nigeria etc, som handelsvare. Gnaoua’er blev nem-lig indfanget og solgt som slaver. Deres forfædre tilbagelagde den lange vej over den vældige ørken til fods, to og to i lænker, traskende efter deres ejeres kameler. En ufattelig blues; et overgreb som de, ganske forståeligt, aldrig kan glemme og heller ikke ønsker at glemme.

SIDE 33

Dén historie er synonym med Gnaoua-musikken. En musik, der ikke bare musi-kalsk ligner bluesmusikken, men også har den indre fornedrelsens smerte til fælles.Gnaoua ser sin åndelige forfader i Sidna Bilal, som den frigivne etiopiske slave, der var del af gruppen omkring Profeten, kaldes. Bilal var den, der med sin fine røst kaldte til bøn blandt Profetens folk, og legenden siger, at hans sønner siden bragte islam til Vestafrika. Der var altså ofte tale om muslimer, der blev indfanget: muslimer, der allerede var inddelt i de forskellige kaster, som kendetegner de vestafrikanske samfund. Nogle af de øverste lag udgjordes af de kongelige og musikerne, de såkaldte grioter, som i Mali kaldes for jeli. Det er tænkeligt, at de forskellige Gnaoua-familier, der kom til Marokko, netop var af det sidst-nævnte kaste; altså født til ikke bare at spille musik, men også til at fremkalde ånder og kurere folk ved hjælp af disse. Alt sammen, selvfølgelig, grundlæggende via Allah.

Åndemanere

Normalt siger man, at Gnaoua’er frem-kalder syv forskellige åndefamilier. Det er ikke helt sandt, for der er mange flere, hvis der er brug for det. De syv åndefamilier er repræsenteret af hver sin farve, som korresponderer med forskellige former for røgelse.

M a â l e m S a ï d O u g h a s s a l ( M A R )

/ G l o b a l

/ 2 1 / 0 3

/ 2 2 , 0 0 / 1 0 0 d k k

Selvsagt ikke i fuld udstrækning, men nok til at sufi-følelsen vil brede sig i os alle. Her vil Maâlem Saïd Oughassals stemme være som smukke udsagn, mens hans musikere siddende og dansende vil svare ham som ekkoer. Som det sig hør og bør inden for autentisk Gnaoua.Vi glæder os til at mødes til Gnaoua-aften på Global.

De syv ånder bliver fremkaldt efter man har haft en række indledende ceremonier, der først og fremmest består af en procession, men også af de meget flotte og akrobatiske danse. Dertil ud-føres der i øvrigt ofring af forskellige dyr; typisk lam, tyre og haner. De syv åndefamilier er:Jilali – den irakiske 1100-tals-mester Sheikh Abd Al Qadir El Gilani, som i Marokko kaldes Moulay Abdelkader Jilali. Dertil den lokale helgen Bouhala. Farverne er først hvid og siden alle farver.Sidi Mimoun & Lala Mimouna – lokale ”helgen-er”. Farven er sort.Mousaouin & Semaouin – havets og himmelh-vælvets ånder. Farverne er turkis og blå.Sidi Hamou – farven er rød.Oulad Rahba eller Oulad Soudan – de vestafri-kanske ånder. Farven er sort.Shorfa – de islamiske ”helgener”. Farven er grøn.Lalaiyat – de kvindelige ånder. Den vigtigste er den berømte ”hun-djævel”, Aicha Kandisha. Her er alle farver i brug. ”Aicha” har de seneste år ofte haft sin helt egen afdeling i en Lila, fordi hun dels er så populær og dels passer godt til Lila’ens første nat, hvor trancen skal afvikles inden daggry.

Koncerten på Global

Koncerten på Global kommer ‘kun’ til at vare to timer. Vi kommer til at opleve åbningen, hvor mesteren og hans musikere ankommer med de to store, rigt dekorerede marchtrommer, hvor Maâlem Said Oughassal selv betjener den ene tromme, mens en af musikerne tager sig af den anden. De øvrige fire musikere spiller på de specielle 8-talsformede jernkastagnetter, som er i brug under næsten hele koncerten. De kom-mer til at opføre fantastisk akrobatiske danse i en åbning, som du sent kommer til at glemme.Derefter vil alle sætte sig, og mesteren griber den specielle guimbri - en 3-strenget bas - som er konstrueret med en lydkasse af valnøddetræ, over hvilken huden fra en dromedars hals er spændt. Et lydhul er skåret ud, og der er et gribebræt. Guimbrien er i samme familie som instrumenter i Vestafrika som n’goni, n’goni ba og xalam.Med guimbrien i sine kyndige hænder vil han derefter oplade sin smukke røst og tage os gen-nem alle af Lilas afdelinger.

SIDE 34

KONG ARTHUR MY HOME IN COPENHAGEN

Hotel Kong Arthur er en del af Arthur Hotels - 2 boutique hoteller, en spa, et konferencecenter og 3 restauranter, mellem Nørreport og Torvehallerne – www.arthurhotels.dk

A GOOD STAY

. A GOOD STAY .

ARTHUR HOTELS

outlines on fonts

negative

Sådan skrev Toots Thielemans engang i Hotel Kong Arthurs gæstebog. Vi har stadigvæk åbne arme og gæstfrihed 24 timer i døgnet - for jazzmusikere og for alle vores andre dejlige gæster.

THE MUSICOFORNETTE COLEMAN& PRIME TIME

FEAT.

TACUMAJAMAALADEEN

En af freejazzens vigtigste bassister, Jamaala-deen Tacuma, gæster Vinterjazz til en unik kon-cert, der hylder musikken fra Ornette Colemans pioner-gruppe Prime Time, som netop Tacumas bas-lyd spillede en vigtig rolle i.

Freejazz-saxofonisten Ornette Coleman be-gyndte sin karriere i 1950’erne, hvor han var ophavsmand til The Shape of Jazz to Come i 1959 og the harmolodic method. Colemans

tilgang til fri improvisation - og specielt opløsnin-gen af de traditionelle opsætning/instrumenter-ing i freejazzen - havde en enorm effekt på hans samtid. Ikke bare i jazzens verden, men også på den tidlige progressive rock og bands som King Crimson, Henry Cow, Soft Machine og Gentle Giant. I 1976 skabte Coleman den gruppe, som skulle løfte hans progressive, musikalske vision ind på jazz/fusion-scenen. Den blev døbt Prime Time og var én af de sjældne fusionsgrupper, der havde en fri, kontrapunktisk tilgang til improvi-sation, og derfor havde bandet meget mere til fælles med barokken og den europæiske musik-

tradition end den amerikanske fusion i 70’erne. Det ekstraordinære band, som oftest bestod af to guitarer, to bassister, to trommeslagere og Ornette Coleman selv på altsax, var en ledende gruppe i New Yorks bevægelse væk fra 70’ernes kedelige ‘fuzak’. Medlemmerne fra Prime Time skulle også senere blive pionerer i deres egne grupper, hvorfra de bevægede sig længere ud i den nye jazz-rock-bølge; Vernon Reid, Ronald Shannon Jackson og Jamaaladeen Tacuma, hvoraf sidstnævnte nu kan opleves med en håndplukket gruppe af danske musikere i den særlige Vinterjazz-koncert med et line-up sammensat af Kresten Osgood, der udtaler: “Jeg er blevet bedt om at samle en gruppe, der kan spille Ornette Colemans fantastiske Prime Time-numre til en koncert featuring the legend-ary genius of harmolodic bass playing Jamaala-deen Tacuma. Det her er mit drømmeband.”

Jamaaladeen Tacuma var stadig blot teenager, da han første gang blev introduceret af Coleman på albummet Dancing In Your Head. Albummet blev af Chris Kelsey i essayet “Free Jazz: A Sub-jective History” udråbt som et af 20 “Essential Free Jazz Albums”. Siden har hans unikke bas-lyd præget en lang række vigtige udgivelser, og Tacuma er en bassist, der bygger bro fra den vildeste freejazz og progressive rock til funk og R&B. Selv trådte han i karakter som bandleder

på 1983-udgivelsen Showstopper. Af vigtige samarbejder kan man nævne David Murray, Derek Bailey samt en række centrale navne på New Yorks Downtown-scene, som Tacuma i 80’erne satte sit aftryk på - bl.a. med Bill Laswell og David Moss. Nok så vigtigt har han spillet på flere plader med den legend-ariske guitarist James Blood Ulmer, heriblandt milepælen Tales of Captain Black (1978), hvor i øvrigt også Ornette Coleman spiller en stor rolle.

Med andre ord venter der en aften i den pro-gressive 70’er-musiks ånd mellem freejazz, prog, funk og meget mere sammen med en af genrens skarpeste bas-profiler. Omkring Tacu-mas fuldfede basspil kan man opleve et ægte stjernehold af danske musikere, der alle står i gæld til Coleman. Den percussive akse udgøres af Kresten Osgood og Anja Jacobsen, mens Laura Toxværd tager sig af saxofon, suppleret af Petter Hängsels trombone og et guitarangreb leveret af Jørgen Teller og Snöleoparden. Helt i Prime Times ånd er der selvfølgelig også to bassister med, idet den danske bassist AC bak-ker Tacuma op.

V i n t e r j a z z : T h e M u s i c o f O r n e t t e Co l e m a n & P r i -m e t i m e f e a t . J a m a a l a d e e n Ta c u m a ( U S / D K )

/ J a z z h o u se

/ 1 2 / 0 2

/ 2 0 . 0 0 / 1 0 0 d k k

SIDE 37

CHICAGO SOM MUSIKALSK GEOGRAFI

- En introduktion til Rob Mazurek & Chicago Underground

Udtal ordet Chicago og mange vil straks få musikalske associationer, hvad end det så er til byens sprudlende jazzscene, til Chicago blues eller elektronisk musik, ikke mindst til house. Kort sagt har byen spillet en kæmpe rolle for hele den moderne musiks evolution, og det er næppe tilfæl-digt, at mange orkestre har påkaldt byen i deres navn. Tænk f.eks. på Art Ensemble of Chicago.

Mere end nogen anden by var Chicago i 90’erne også arnested for det, der med grupper som Tortoise, Gastr del Sol og The Sea and Cake samt et label som Thrill Jockey fik betegnelsen postrock. Thrill Jockey startede ganske vist i New York, men rykkede snart til Chicago og fik en stor betydning for udviklingen af et musikalsk landskab, hvor eksperimenterende rock, jazz og elektronisk musik flød sammen. Ter-men postrock er blevet flittigt diskuteret og siden også problematiseret. Med tiden blev den en betegnelse for snart sagt al alternativ rock med en hældning mod det instrumentale, men især i Chicago havde postrocken en stærk tilknytning til byens progressive jazzmiljø, ligesom den var kendetegnet ved i høj grad at tænke moderne lydredigeringsmuligheder og en nærmest skulpturel tilgang til musikken ind. Ikke overraskende smittede det også af på byens jazzmiljø.

Chicago Underground

Et glimrende eksempel på dette er Rob Mazurek. Den nu 50-årige trompetist og cornetist var i 90’erne en vigtig del af byens jazzmiljø. Han havde gået på Chicagos Bloom School of Jazz, var stor hard bop-fan, men også interesseret i jazzens bevægelse mod elektrisk rock, avantgarde og elek-tronisk musik med bl.a. pejlemærker som Miles Davis’ elektriske periode og Sun Ras kosmiske visioner.

C

C

H I

U N D

D

E R G

R O U

N

A G

O

SIDE 38

Der var således ikke lang vej til postrocken, og Mazurek blev da også en yndet med-spiller for bl.a. Tortoise og Gastr del Sol, ligesom han blev fast medlem i det mere funky Isotope 217°, der også talte medlem-mer fra Tortoise. Siden har han udsendt en lang række roste plader, både som solist og som leder af det Sun Ra-inspirerede Exploding Star Orchestra. Og nok så vigtigt har han grundlagt kollektivet Chicago Underground - et kollektiv, der udsprang af en række workshops, som Mazurek afholdt på jazzklubben The Green Mill med fokus på udforskning af den eksperimenterende ende af jazzen. Chicago Underground har både udsendt plader som orkester og trio, men den mest konsistente afstikker af det oprindelige projekt har dog været Chicago Underground Duo, som Mazurek gæster Vinterjazz med. Her optræder han med slagtøjsspiller Chad Taylor, som bl.a. kunne opleves i Jazzhouse som del af gruppen Digital Primitives i efteråret, og som også har spillet med bl.a. Peter Brötzmann og Marc Ribot.

Duoens første mange plader udkom på netop Thrill Jockey, hvilket siger en del om i hvor høj grad jazz- og postrock-miljøet smeltede sammen i Chicago sidst i 90’erne. De seneste udgivelser er dog primært udsendt på Northern Spy, bl.a. seneste album Locus (2014). Et glimrende eksempel på duoens særlige blanding af progressiv jazz, ambiente lydlandska-ber, minimalisme og verdensmusikalske ekskursioner, der ikke mindst farves af Taylors samling af slagtøj og afrikanske instrumenter som mbira og balofon. Chicago Underground har også hyppigt mixet ting som indonesisk gamelan og John Cage-inspireret præpareret klaver ind i musikken, ligesom man finder en stor interesse for reallyd, musique concrète og elektroakustisk musik. Selv nævner Mazu-rek navne som Luc Ferrari, Pierre Henry, Kevin Drumm, Fennesz og Miko Vanino blandt de mangfoldige inspirationer.

Musikkens rum

Rob Mazurek, der i dag er bosat i Brasilien, har de seneste år arbejdet sig i retnin-gen af billedkunsten med både malerier, videokunst og installationer. Hans grafiske arbejde har prydet en lang række af hans plader, men fylder altså gradvist mere i hans virke. Hvilket giver god mening, eftersom hans musik i forvejen er meget rumligt og visuelt orienteret. Som Mazurek selv har udtalt i et interview med All About Jazz: “At this point, it's all the same. The visual arts are sound and the music is visual.”

Mazureks musik er i sig selv som en skulptur, man kan bevæge sig rundt i, snarere end et forløb i tid. Og på samme måde træder den gerne i dialog med det omgivende rum. Mazureks interesse for det rumlige viser sig i, at han også sam-arbejder med arkitekter og landskabs-kunstnere og flere af hans værker tager også udgangspunkt i konkrete rum, som samtidig kan åbne op for en filosofisk eller spirituel meditation. Et eksempel kunne være solo-værket Abstractions on Robert

D OU

SIDE 39

D'Arbrissel (2008), komponeret og indspillet i et fransk kloster. Her spiller både klostrets akustik og reallyde fra klostret en stor rolle som reso-nansrum for Mazureks spil. Jakob Bækgaard fra Musiktidsskriftet Geiger kaldte pladen for et hovedværk og skrev bl.a.: “Musikken befinder sig et sted mellem det abstrakte og konkrete, det sakrale og profane. Trompeten tegner linier i luften og spiller på rummet, der omgiver lyden. Kirken synger. Det er som om de gamle mursten får deres egen stemme.”

Den danske forbindelse

Navnet Chicago Underground kan måske siges at være en selvopfyldende profeti, eftersom Mazureks projekt stadig primært er et navn for kendere. Imidlertid har deres musikalske tilgang haft stor indflydelse på vor tids eksperiment-erende jazz- og rockscene. Også i Danmark. Et band som Girls In Airports kan f.eks. siges at stå i gæld til Chicago Undergrounds globaliserede blanding af jazz, postrock, hypnotiske grooves og ambiente lydlandskaber. Konkret har Chicago Underground også dannet knopskydninger i dansk musik, da de gik sammen med Jonas Munk og Jakob Skøtt (kendt fra bl.a. Causa Sui og Limp) om projektet Chicago Odense En-semble, der i 2011 udsendte et rost album med et glødende jazz/rock-udtryk og hilsner til Miles Davis’ elektriske periode.

Men nu gælder det altså Chicago Underground Duo. En duo, som kun sjældent kommer på disse kanter, da Mazurek som nævnt bor i Brasilien, mens Taylor bor i New York. Begge bærer dog stadig lyden af Chicago i hjertet og er to af den eksperimenterende Chicago-scenes fornemmeste ambassadører.

V i n t e r j a z z : Ro b M a zu r e k & C h a d Tay l o r : C h i c a g o U n d e r g r o u n d D u o ( U S )

/ J a z z h o u se

/ 0 6 / 0 2

/ 2 1 . 0 0 / 1 4 0 d k k

SIDE 40

Marilyn Mazur's Future Song (DK/NO), Jonathan Kreisberg Quartet (US), Blood Sweat Drum + Bass feat. Palle Mikkelborg & Mike Sheridan,

SVIN, Bad Astma, Marius Neset (NO), Jazz Remixed feat. Lulu Rouge, Jakob Bro ECM Release (DK/US/NO), The Music of Ornette Coleman &

Prime Time feat. Jamaaladeen Tacuma & Kresten Osgood m.fl. (US/DK), Rob Mazurek & Chad Taylor: Chicago Underground Duo (US), Niels Vincentz

Quartet feat. Billy Hart (DK/US), Proton presents: Luke Abbott (UK), Elbjazz presents: Wollny & Schaefer Duo (DE), Ashraf Sharif Khan &

Viktor Marek (DE), The Lake presents: Earth (US), Black Sprituals (US), Don McGreevy & Rogier Smal Duo (US/NL)

Vinterjazz i Jazzhouse

Info & billetter: www.jazz.dk

6.-22. februar, 2015

I januar 2014 lancerede Jazzhouse, med støtte fra Nordea-fonden, webkanalen Un-seen Recordings for at sætte visuelt fokus på dansk og international eksperiment-erende musik. Gennem flotte, vellydende live-sessions kun opført for kameraet ville vi med Unseen Recordings give eksperi-menterende musikere muligheden for at komme ud til et bredere publikum. Det har fra starten været en kæphest for Unseen Recordings at brede den musikalske palette ud ved at præsentere musik, der afsøger grænser og nedbryder rammer; med tiden skal projektet blive til et arkiv over eventyr-lysten musik - til et eventyrlystent publikum - hvor indholdet hæver sig over genre-betegnelser og musikalske båse. Man kan nemt blive forfalden til at vælge sin musik ud fra genrer eller platforme, hvor man i forvejen er velbevandret, og derfor er det vores håb, at Unseen Recordings skal være et sted, hvor man finder ny musik - måske endda nye yndlingsmusikere.

Ud af Jazzhouse

Vi har i projektets begyndelse brugt Jazzhouse som legeplads til at finde vores format og tekniske setup, og siden er det blevet et springbræt til også at optage sessions på andre spillesteder og festivaler såsom Global Copenhagen, Huset, Koncer-thuset, Københavns Musikteater, Roskilde Festival og mange flere steder.

Det har været et bevidst valg at optage vores sessions på musikscener, hvor musikerne er vant til at færdes og således gøre det på musikkens og ikke rammernes præmisser.

Når det er sagt, så har vi taget et par afhoppere fra vores sædvanlige tilgang og optaget sessions på Roskilde Festival 2014 med de to improvisationsmestre Arto Lind-say og Paal Nilssen-Love samt den kologo-spillende ghaneser King Ayisoba. Formen blev der også leget med, da vi prøvede kræfter med at optage en hel livekoncert foran publikum med australske The Necks - en koncertoptagelse vi glæder os meget til at præsentere i 2015.

Fokus på dansk jazz

Den danske jazz trives i bedste velgående i disse år - både den jazz, der bevæger sig i kanten af jazzlandskabet og den mere traditionelle jazz - og det har været yderst interessant at være med til at give danske jazzmusikere endnu en platform at præsen-tere deres musik på.

E TÅ RM E D

SIDE 43

I forbindelse med årets fejring af den danske jazzscene, DMA Jazz, blev vores spændvidde udvidet markant, da mu-ligheden for at lave portrætter af fem af de nominerede jazzmusikere til tv-kanalen DR K bød sig. Portrætterne fungerede som DRs optakt til DMA Jazz, og med nedslag i improvistionsmusik, vokaljazz, komposi-tions- og verdensmusik i form af sessions med Søren Kjærgaard, Jakob Bro, Sinne Eeg, The Kutimangoes og Maria Faust blev det til et multifarvet tidsbillede af, hvad der sker med den danske jazz i disse år.

Non-profit og stærke samarbejder

Unseen Recordings’ success skal dog ikke kun måles i seertal og visninger på You-Tube, men også i kunstnernes egen brug af videoerne. Mange musikere, der færdes udenfor eller i randområderne af den mere kommercielle del af musikbranchen, har oftest ikke selv budgettet eller setuppet til at kunne lave en slagkraftig live-video; her kan Unseen Recordings, som følge af Nordea-fondens store opbakning, tilbyde gratis optagelse, redigering og markedsføring.

Non-profit er altså et af projektets nøgleord og har blandt andet været medvirkende til, at den politisk bevidste congolesiske gruppe Jupiter and Okwess International kunne bruge deres video på den verden-skendte messe for verdensmusik WOMEX. Ligeledes søsatte den ultra-hurtige og spi-rituelle pianist Lubomyr Melnyk sit seneste album og sin live-tour med Unseen Record-ings’ video som det store trækplaster, og det samme gjorde den danske jazz-trio Reverse op til deres efterårstour i Danmark.

I 2014 har vi også etableret frugtbare samarbejder med f.eks. den lille, men anerkendte Tusk Festival i Newcastle, som havde vores session med blues-dekon-struktivisten Bill Orcutt i deres filmprogram. Den nye danske radiostation The Lake, som er gæstebookere i Jazzhouse i marts 2015, fandt vi også et naturligt slægtskab med gennem en passion for den skæve musik. Vi dannede derfor par med The Lake på Roskilde Festival, hvor de stod for lyd og vi for billede i vores fælles møde med tidligere nævnte Arto Lindsay og Paal Nilssen-Love og King Ayisoba.

Vi ser frem til at tage fat hvor vi slap og at byde på mere inspirerende musik i 2015.

Lau KjersteinRedaktør for Unseen Recordings

Besøg Unseen Recordings på unseenrec.com