DJ SPINN & DJ RASHAD 12–14 SEPTEMBER KARENN CUT HANDS Hæsblæsende footwork fra Chicago Industrielt totalangreb fra hårdtslående technoduo Støjlegende skærer stammemusik i stumper og stykker LÆS OGSÅ OM Ærkefuturist vender genrerne på vrangen FELIX KUBIN Age Coin / DMX Krew / Emptyset / Günter Schickert & Pharoah Chromium / Hieroglyphic Being / Gelbart Konditoque / Lumisokea / My Panda Shall Fly / Karenn / Sleep, You Restless Heart / Space Dimension Controller The Durian Brothers / Stargate / The Destroyaz / Tim Exile / Yosi Horikawa / Zombie Zombie
Transcript
DJ SPINN & DJ RASHAD
12–14 SEPTEMBER
KARENN
CUT HANDS
Hæsblæsende footwork fra Chicago
Industrielt totalangreb fra hårdtslående technoduo
Støjlegende skærer stammemusik i stumper og stykker
LÆS OGSÅ OM
Ærkefuturist vender genrerne på vrangenFELIX KUBIN
Age Coin / DMX Krew / Emptyset / Günter Schickert & Pharoah Chromium / Hieroglyphic Being / GelbartKonditoque / Lumisokea / My Panda Shall Fly / Karenn / Sleep, You Restless Heart / Space Dimension Controller The Durian Brothers / Stargate / The Destroyaz / Tim Exile / Yosi Horikawa / Zombie Zombie
- INSIGHT -
Under Detroit-legenden Robert Hoods mildest talt rystende optræden ved sidste års PHONO Festival begyndte loftspudset i de gamle slagtehaller for alvor at kaste sig i døden, rettet mere eller mindre stålsat mod Hoods pumpende instrumentpark på scenen.
Da en lettere anspændt PHONO-ansvarlig efter koncerten gik om bag scenen for at undskylde på festivalens vegne, lød svaret fra den rutinerede techno-mogul:
- That’s why we in it, som om det nedstyrtende puds var hele årsagen til, at Hood havde sat sig ind i flyet mod slagtehallerne i første omgang.
For en stor del af folkene bag PHONO var Robert Hoods optræden et absolut højdepunkt blandt mange toppe. Ikke kun på grund af det musikalske – samspillet og dynamikken mellem musik, sted og mennesker var så tæt på en sublim oplevelse, som man kommer i sammenstødet med den elektroniske musik i sin mest primale, tilbensgående form.
SPRÆNGTE RAMMERSiden sidste år er det dog i stigende grad blevet klart, at hallerne i den røde murstenskolos på hjørnet af Rugårdsvej og Store Glasvej ikke længere kan huse tre dages øre- og benvridende festivaloplevelser. Loftspudset var et symptom på den alderdom og udbrændthed, der desværre har sat sig i de tidligere slagtehaller. PHONO har med andre ord måtte se sig om efter et nyt hjem, som vi i skrivende stund endnu ikke er flyttet ind i. Betyder det, at årets festival bliver ringere end sidste års?
Tværtimod. Musikprogrammet er, i al beskedenhed, det bedste, vi nogensinde har haft. Og de nye omgivelser har tvunget os til at revurdere, ransage og forbedre de dele af festivalen, som kunne nyde godt af det. Der er med andre ord som altid gjort alt, der er menneskeligt muligt for at sikre, at årets PHONO Festival bliver mindst lige så selvoverskridende, øredøvende, tankevækkende, tankedæmpende, radikal og grundlæggende vild en festival som de tidligere.
That’s why we in it.
- 4 -
- INDHOLD -
INTRODUKTION TIL ÅRETS PROGRAM
PROGRAM
RBMA PRÆSENTERER LYDEN AF CHICAGO
Velkommen til PHONO13.
Spilleplan for aften- og dagsprogrammet.
Red Bull Music Academy præsenterer i år to navne på PHONO.
Pas på med at løfte hænderne for højt mod loftet, når det tidligere Whitehouse-medlem, William Bennett, gæster PHONO med soloprojektet Cut Hands.
Chicagos kosmiske house-discipel, Jamal Moss, er en af den elektroniske musiks allermest unikke, særprægede og konsekvente kunstnere.
23–25
35
CUT HANDS
HIEROGLYPHIC BEING
6/7
28/29
31
8–11FELIX KUBINEn. To. Tre. Og på PHONO lørdag kl. 22 bliver det til fjerde gang, at tyske Felix Kubin gæster PHONO.
- 5 - PHONOFESTIVAL.DK
- INDHOLD -
BANDOMTALERDMX KrewGünter Schickert &Pharoah ChromiumGelbartKonditoqueLumisokeaMy Panda Shall FlyThe Durian Brothers
KOLOFON: PHONO FESTIVAL MAGASIN 2013 | OPLAG 1000REDAKTION: Lotte List, Andreas Korsgaard Rasmussen,Kasper Stougaard Andersen, Kristian Corfixen og Alexander HecklenKONTAKT: [email protected]: Maris Pagasts | marispagasts.comFORSIDEBILLEDE: Greg HolmPHONO-FOTOGRAFER: Aske Günther Andersen, Birk Kromann, Jonas Preben Jørgensen og Hans Kristian Hannibal-Bach
12–15 FOLKETS PHONO - ANBEFALINGER
DJ SPINN & DJ RASHADLæs fire menneskers anbefalinger af, hvad du skal høre på årets PHONO Festival.
Hvis du nogensinde har spændt ben for dig selv på et dansegulv, så har du allerede en ret god idé om, hvad den højspændte dansestil Footwork ligner. 18–21
39–41
42–49
LYDEN AF ODENSEJannik Juhl Christensen fortæller historien om den elektroniske musik i Odense.
Programmet er i år udvidet betragteligt. For første gang er der et decideret dagsprogram, der finder sted på et andet venue end aftenfestivalen. Her er dog på ingen måde tale om et andenrangs-program, eller for den sags skyld en del af programmet, der entydigt er mere eksperimentelt eller udfordrende end aftenprogrammet. Det er først og fremmest en mulighed for at præsentere endnu flere fremragende koncertoplevelser, som vi ikke havde plads til i det gamle festivalformat. Dagsprogrammets kunstnere er lige så forskellige som aftenprogrammets, og fællestræk, ligheder og strategiske eller tematiske sammenfald kan findes på tværs af hele programmet. For eksempel
INTRODUKTION TIL ÅRETS PROGRAM
præsenterer det polske pladeselskab Mik Musik de mystiske RSS B0YS, der spiller dubbet techno med udgangspunkt i afrikansk musik – et udgangspunkt, der deles af den langt mere erfarne støjmusiker William Bennett, hvis projekt under navnet Cut Hands er beskrevet nærmere på side 23.
Som man vil fornemme gennem magasinet, er der i interviews og artikler lagt fokus på sted – det lokale og det globale sat i en musikalsk kontekst. Det er naturligvis foranlediget af, at PHONO igen i år har rykket teltpælene op og har måttet finde nye lokaler. Men det skyldes også, at det er en væsentlig del
- 7 -
- BEHIND THE SCENES -
af PHONOs eksistens og identitet, at den foregår i Odense. Det fejrer vi blandt andet ved her at bringe Jannik Juhls personlige beretning om den elektroniske musiks historie i byen – de gamle fester, klubber og scener, som de tager sig ud gennem øjnene på en mand, der var med helt fra starten. Vi fejrer det også ved endnu engang at booke en af vores absolutte favoritkunstnere, den tyske altmuligmand Felix Kubin, hvis løsslupne electro-kabaret har en særlig plads i hjertet hos mange odenseanere. Han uddyber sit forhold til PHONO på side 8.
Men det lokale er først og fremmest interessant som en måde at fortolke musikken på. Den elektroniske musik har et enormt højt stofskifte og udvikler sig altid med en rivende fart, hvor genrer muterer til nye undergenrer, og scener går i opløsning og udkrystalliseres til nye subscener lige så hurtigt igen. Den elektroniske musik er måske den mest globaliserede af alle genrer – men samtidig er den også en af de mest lokalt forankrede. Få genrer har et lige så nært forhold til de steder, hvor vigtige scener og udtryk opstod. Tænk blot på Detroit, der på sidste års festival var repræsenteret ved Robert Hood og Dopplereffekts Gerald Donald. To definerende skikkelser, der er uløseligt knyttede til deres geografiske udgangspunkt og den musik, de lavede der.
I år er turen kommer til Chicago, der naturligvis er bedst kendt som housens absolutte epicenter. De sidste ti år har byen set fødslen af endnu en revolutionerende genre kaldet footwork. En dansemusik lavet til battles i byens ghettoer og på PHONO13 repræsenteret ved to af scenens vigtigste skikkelser, DJ Spinn & DJ Rashad. Man kan på side 12 læse en introduktion til footwork og dens rødder i blandt andet ghetto house og Miami bass. Den originale Chicago house har ganske vist ikke været et oplagt sted at finde nye, originale landvindinger i mange år, men Hieroglyphic Being er en undtagelse fra reglen: Hans dybt personlige bud på rå, improviseret house blander nogle af genrens mest rå og rykkende idéer med inspiration fra freejazz, industrial og new age. Hos Hieroglyphic Being kan man næsten snakke om det lokale ophævet til et kosmisk princip.
Det kosmiske er et element, der går igen hos flere navne, om end i meget forskellig form. Hos Günter Schickert & Pharoah Chromium er det et psykedelisk og hypnotiserende kraut-trip via echoguitar og droner, imens det hos Space Dimension Controller, Zombie Zombie og Gelbart er science-fiction i mange udgaver, der løber som en rød tråd igennem deres virke. Hos dem er det sci-fi-fortællingen og den retro-futuristiske
fascination af hjemmebyggede maskiner og gamle synthesizere, der driver værket – men dystopien, den dystre fremtidsudsigt, er i lige så høj grad en del af den elektroniske musik. Et godt sted at finde dette mørkere syn på tingene har altid været i industrial og industrialtechno, der med ofte støjende og maskinelt klingende lyduniverser har simuleret den post-industrielle verden som rytmiske og klanglige konstruktioner. Det er en tilgang og en tanke, der gennemgår en enorm revitalisering på alle fronter for tiden, og PHONO13 har således også flere og meget forskelligartede bud på genren på programmet: Danske Age Coin præsenterer genren, når den er allermest monokrom, trykkende og dyster. De spiller mørk og desperat ambient over et rungende, hult technoskelet – et technoskelet, der hos britiske Karenn er vokset til monumental tyngde, og som her er drivkraften i noget af det mest hårdtslående techno i verden. Hos Emptyset og Lumisokea får de millimeterpræcist forvrængede klange følgeskab af live-visuals som en integreret del af en komplet audio/visuel oplevelse.
Som festival er det en fænomenal fornemmelse, at det er lykkedes at få så mange yndlingskunstnere på programmet. Der er mange, mange gode navne, som der knapt er plads til at nævne i denne korte indledning. Vi har villet brede den musikalske profil endnu videre ud for at omfavne så mange hjørner og afkroge af den elektroniske musik som muligt, og det synes vi, i al beskedenhed, er lykkedes ganske godt. Magasinet, du sidder med i hånden, byder foruden interviews og artikler på uddybende beskrivelser af alle programmets kunstnere, anbefalinger fra danske musiknørder og fra kunstnerne selv. Forhåbentlig kan det tjene som en god introduktion til en masse musik, du ikke vidste, du elskede.
God fornøjelse!
PHONOFESTIVAL.DK
FELIX KUBIN
- 9 -
- INTERVIEW -
PHONOFESTIVAL.DK
En. To. Tre. Og lørdag aften bliver det til fjerde gang, at tyske Felix Kubin gæster PHONO. Men hvorfor kommer han tilbage? Felix Kubin mener, at festivalen er et fængsel, han er
nødt til at komme tilbage til.
LØRDAG / 22:00 / SCENE 1
FELIX KUBIN: EN FANGE AF PHONO
- 10 -
Felix Kubin forsøger at resonere sig frem til, hvordan han bedst muligt kan forklare sit forhold til PHONO. Han synes, han har et afhængighedsforhold, men den præcise betegnelse har gemt sig et sted nede i tankekludderet.
Sidste gang Felix Kubin gæstede festivalen var i 2009, og i år er det fjerde gang, den Hamborg-importerede musiker sætter strøm til en PHONO-fest.
- INTERVIEW -
PRÆSENTERET AF:
- 11 -
”Jeg tror, jeg kommer tilbage, fordi PHONO er en fantastisk festival, der ligger skjult på en ø, ligesom et fængsel. Jeg kan godt lide at være i fængsel, for det giver mig regler og begrænsninger, så det bliver muligt at få en eller anden unaturlig begrænsning af mine impulser”, fortæller Felix Kubin og forsætter:
”Phono er en blanding af den glade og den omvendte utopi af fængslet Alcatraz. Og hvad er det omvendte egentlig? Det er et sted, hvor man imod sin vilje bliver sat fri”.
Det er næsten umuligt at fastforankre Felix Kubin til én genre. Så snart han starter et nyt musikalsk projekt, skaber han en ny stil, der er konceptuelt bundet til én stemning. Og det er uafhængigt af, om han komponerer sit udtryk som elektronisk knasende eller klassisk masende. Selv betegner han sin musik som lavet af et nervøst og hybridt barn.
På dette års Phono Festival skal Felix Kubin spille et live-set, som han kalder et ”club music pop electro gig.” Et efterfølgende
”what ever” hentyder dog til, at Felix Kubin selv har opgivet at klæbe en genreetiket på hans kommende PHONO-koncert.
EN FORTABT Ø
Felix Kubin har ikke tal på, hvor mange festivaler han i gennemsnit gæster hvert år. Dog stikker PHONO op af hans hukommelses referencehav.
”Festivalen er fantastisk. Specielt fordi den bliver afholdt i Odense, som er så lille, men som alligevel formår at få virkelig interessante mennesker til at komme. Jeg har set nogle utroligt overraskende koncerter og artister på PHONO, hvilket ikke altid er tilfældet, når jeg spiller på så mange festivaler, som jeg gør”, fortæller Felix Kubin.
Han mener, det er en fordel, at PHONO ikke bliver afholdt i eksempelvis København, som er en central storby. Fra scenekanten kan Felix Kubin nemlig mærke, at PHONO-publikummet er ekstraordinært engagerede og entusiastiske. Det tror han blandt andet skyldes, at festivalen er lokal.
”I for eksempel Berlin er der altid en vedvarende storm af events, så for folk i det område er det ikke så overraskende eller spændende, når der sker noget specielt. PHONO bærer præg af at blive afholdt på en fortabt ø”, fortæller han.
ELEKTRONISCHE FUßFESSEL
Felix Kubin omtales ofte som en Hamborg-kunstner, men han føler han sig ikke lokalt bundet til nogen by i verden. Heller ikke Hamborg.
”Lokalitet er for mig meget lidt forbundet med et geografisk spot. Det har mere noget at gøre med et sted, hvor jeg virkelig kan arbejde”, fortæller han.
Når Felix Kubin føler sig lokal, så er det i hans studie, der er uafhængigt af et Hamborg-klingende postnummer. Herinde kan han lade ting på gulvet flyde sammen med ideer, og antallet af små notesedler på væggene pejler ham som regel imod, hvornår en musikalsk ide snart udklækkes som et projekt.
”Og så har lokalitet for mig også noget at gøre med det sociale. Jeg har jo venner over hele verden, som jeg har et personligt forhold til. Så jeg føler mig ikke forankret til noget lokalt”, tilføjer Felix Kubin og afbryder sit talestrømstandhjul med en eftertænksom stopklodspause.
Felix Kubin er kommet i tanke om det beskrivelse, der bedst kan forklare hans forhold til PHONO, men som han tidligere ikke kunne huske. Han sammenligner sig selv med en moderne fængselsfange, der gerne må tage væk fra sit fængsel, men som har en elektronisk fodlænke på.
”Med en fodlænke er der en slags kontrol, der sikrer, at man ofte kommer tilbage og viser, at man villig til at samarbejde”, fortæller Felix Kubin og fortsætter:
”Og det er derfor, jeg kommer tilbage. Fordi jeg har en PHONO-fodlænke, og jeg godt lide at være i fængsel. Jeg er en fange af PHONO.”
- INTERVIEW -
THE DURIAN BROTHERS
ANBEFALER:
FELIX KUBINFlorian: Han er en helt særlig person – ikke bare er han en god sangskriver, vittig, listig og alt muligt, han producerer også radiospil og driver sit eget selskab og så videre og så videre.På scenen er han den fødte opmærksomheds …
Stefan: Jeg hørte om Felix Kubin første gang i Portugal, hvor jeg så en af hans udgivelser i en vens hus. Han fortalte mig, at det var indspilninger Kubin havde lavet som 12-14 årig. Jeg var overvældet! Første gang jeg mødte ham var til en fest i hans hus, hvor han dj’ede og dansede til Captain Beefheart. Næste gang lånte jeg ham en MS20 synthesizer, så han kunne spille sin koncert på Salon des Amateurs. En koncert som jeg desværre gik glip af.
PHONOFESTIVAL.DK
DJ SPINN & DJ RASHAD
- 13 -
- FEATURE -
PHONOFESTIVAL.DK
Hvis du nogensinde har spændt ben for dig selv på et dansegulv, så har du allerede en ret god idé om, hvad den højspændte dansestil Footwork ligner. Medmindre du har fået den
tilsyneladende umulige dans pumpet ind i fødderne i de kolde parkeringskældre i Chicago, hvor dansen og dens tilhørende musik stammer fra.
TORSDAG / 00:45 / SCENE 1
DJ SPINN & DJ RASHAD (US)
- 14 -
PHONO13 kan i år præsentere en genre, der aldrig før har fundet vej til festivalen. Det drejer sig om de to elektroniske musikere DJ Spinn og DJ Rashad, der leverer en uden tvivl hæsblæsende lektion i genren Footwork. De to stammer ligesom både musik og dans fra Chicago, USA’s tredjestørste by og sammen med Detroit en af de vigtigste knudepunkter i den elektroniske musiks historie.
Footwork er nyt for de fleste, men gammelt for de få. Genrens lydunivers trækker sine forholdsvis ukomplicerede rødder fra den hårdtpumpende Ghetto House, der sneg sig frem af Chicagos allerede veletablerede housescene i begyndelsen af 1990’erne. Ledsaget af ofte provokerende og mere eller mindre direkte seksuelle vokalsamples kørte Ghetto House’ens insisterende, analoge minimalisme derudaf som et erigeret lem rettet stift mod samtidens lokale dansegulve.
Frem mod midten af 1990’erne stod især det elektroniske pladeselskab Dance Mania som nogle af de vigtigste eksponenter for den nådesløse og nådesløst hurtige ghettolyd, der nu som dengang undertiden lød navnet Booty House. Navnet giver nærmest sig selv; her skal work’es og ikke mindst twerk’es som om morgendagen kun byder på nedrivningskugler og cementstøv. Kunstnere som DJ Funk, der senere skulle overtage selskabet, producerer på tidspunktet hits, der taler til de mest basalt menneskelige drifter – ikke uden en vis skæven til bilbyen Detroits mere spartanske techno.
Sideløbende med den bagdelsfikserede udvikling i Chicago spirer der lignende tendenser frem i solrige Florida. Her er det først og fremmest op gennem 1980’erne og 90’erne hiphop’en, der driver værket. Med ligeså seksuelt udfordrende tekster som i Ghetto/Booty House udforsker den musikalske undergrund i pensionistparadiset Miami grænserne for, hvor langt man kan strække instrumentfirmaet Rolands maskinpark af 808’ere og 909’ere. Kombinationen af de nedstemte maskiners underlivsklange og den beskidte, gryende Southern Hip Hop
bliver til genren Miami Bass, der senere står helt centralt i udviklingen af Footwork som selvstændig genre – men aldrig for alvor slår igennem til det brede publikum.
Pludselig, i 1997, stepper en lokal helt ud fra Chicagos betonomringede, flyttekassedækkede dansescene og ind på klubbernes pladespillere. RP Boo, der rent faktisk var så tæt på en dansestjerne i Chicagos undergrund, som nogen nogensinde har været, skaber med singlen ”Baby Come On” et nyt og anderledes bud på en rå og medrivende samtidslyd. Garneret med et sample af den svovlende gangsterrapper Ol’ Dirty Bastard skruer han tempoet gevaldigt i vejret på de vildtvoksende, rundtossede synkoper og spørger på den vis verden, hvordan den har tænkt sig at danse til det?
Først 16 år senere udkommer RP Boos egentlige debut-album. Pladen med det sigende navn ”Legacy” kom på gaden tidligere i år og er en forvirrende kalejdoskopisk hyldest til alle de elementer, der udgør Footwork og genrens fundament. Hvad Boo næppe var klar over, da hans første single brød op fra den amerikanske undergrund, var, at han dermed havde skabt et helt nyt lydbillede, en helt ny klassifikation i rækken af mere eller mindre ustabile og dækkende genrebetegnelser, der præger den moderne elektroniske musik.
Chicago Juke er navnet på den særligt opkørte variant af Ghetto House, der ved begyndelsen af det nye årtusinde i stigende grad sætter sit viltre præg på især dansescenen i Chicago. Og det er også her, at Footwork som selvstændig musikalsk genre får sit endelige frembrud – blandt andet hjulpet på vej af netop RP Boo, der får en nærmest gudfaderlig position i byens musikalske undergrund fra 2000 og frem.
Ligesom Juke er Footwork drevet af udforskningen af menneskets evne til selvoverskridende, rytmiske bevægelser. Men Footwork indeholder en endnu større rytmisk variation og en klangmæssig legesyghed, der til tider driver dens ofte overvældende excesser
- FEATURE -
- 15 -
- FEATURE -
ud i et næsten provokerende og sanseoprivende udtryk. Det sker ikke mindst gennem brugen af samples: Med en sølvsnor strakt ned gennem footworkens musikalske, åndelige ophav, vrider genren sig i sin samplebrug nærmest barnagtigt kontrært mod alle traditionelle konventioner. Hidsige og barberbladsopskårne vokalsamples er med andre ord ofte lige så grundlæggende rytmiske elementer som trommer og bas – men ikke nødvendigvis i takt med de andre medspillere.
Bevidstheden om det dansable, hvor tilsyneladende utænkeligt det end måtte synes for udenforstående, er dog konstant til stede inde bag det mere eller mindre maksimerede tæppebombardement af synkoperede stortrommer, rivende, øreflående klap og lilletrommer, stammende vokalbidder, frenetiske tammer og mavegulvsgyngende kropsbas holdt sammen af en ofte grynet og lo-fi produktion.
DJ Spinn & DJ Rashad er sammen med kunstnere som Traxman og legenden RP Boo nogle af Footworkens vigtigste foregangsmænd lige nu. Genren har de seneste par år haft sit indtog på de europæiske spillesteder, men er stadig i en nogenlunde ung og uskyldsren form. Blandt andet derfor er vi hos PHONO13 så meget desto mere stolte over at kunne præsentere dem på årets festival. Det bliver umuligt at danse til, men netop derfor kan man danse lige så tosset, som man vil.
PHONOFESTIVAL.DK
PRÆSENTERET AF:
Simon Littauer - producer og musiker
Hvorfor vil du anbefale Stargate? Det er sejt, fordi han er kompromisløs og unik i sin lyd. Og så laver han nogle seje bomberjakker med sit kunstneralias Stargate skrevet på ryggen. Der eksisterer kun 8 af dem i verden, men han er i gang med at lave 10 mere. Hvordan lyder Stargate?
Stargate lyder som 90’er-trance i halvt tempo, drømmende, melankolsk og med et glimt af evighed. Som en morgenfest man ikke vil hjem fra. Han har kun udgivet EP’en Hexplore Superfluidity med tre numre, og hver gang jeg sætter den på, så hører jeg den flere gange i træk. Jeg vil bare have mere af italieneren Lorenzo Sennis indtagende univers.
- 18 -
Emma Blake bliver hypnotiseret, når The Durian Brothers spiller percussion på pladespillere. Og Simon Littauer beskriver Stargate som en morgenfest, man ikke vil hjem
fra. Læs fire menneskers anbefalinger af, hvad du skal høre på årets PHONO Festival.
FOLKETS PHONO - ANBEFALINGER
- VOX POP -
Emma Blake - redaktør på Dunkel Radio
- 19 -
- VOX POP -
Hvorfor vil du anbefale DMX Krew?
Jeg har længe været fan af DMX Krew, og jeg elsker den op-funkede analoge lyd, som man kan finde i alle hans produktioner. Hans musik er let at danse til, ikke altid alt for seriøs, og normalt balancerer han også sin lyd med nogle mørkere og mere atmosfæriske tracks.
Jeg har set ham være DJ et par gange før, og han er en fan-tastisk kurator, der med elegance og ubesvær evner at blande genrer som disco, electro og acid med ghettotech og gammel britisk rave.
Jeg ville tage ud og høre ham DJ’e til hver en tid, men jeg er spændt på endelig at skulle høre ham spille live. Jeg har hørt, at hans livesets kan være ret varierede. Specielt når man tænker på, hvor mange genrer, der influerer hans musik. Optimalt set håber jeg på noget dansevenligt, men jeg håber også, han spiller noget, der ligger i den snuskede ende.
Hvad med The Durian Brothers? Hvorfor synes du, at folk skal tage ind og se dem?
Det var først for nylig, at jeg stødte på The Durian Brothers, men jeg er blevet totalt hypnotiseret af de tre EP’er, de indtil videre har udgivet. Det er fantastisk, at PHONO Festival har booket dem. Specielt når man tænker på den måde, som PHONO via en festival formår at få flere eksperimentelle kunstnere til Danmark på.
The Durian Brothers er larmende, rytmisk, hypnotisk musik. Jeg kan forestille mig et liveshow, hvor de for alvor fanger publikum og tvinger dem til at blive påvirket af musikken – det er powerful stuff. Deres live-setup bliver sikkert også interessant. The Durian Brothers bruger pladespillere som en slags percussion-instrumenter, og uden at bruge rigtige vinyler skaber de en lyd, der er unik for deres udtryk. Jeg har kun set én anden person, som bruger pladespillere på den måde, som de gør, og alle gange har jeg været ret imponeret.
PHONOFESTIVAL.DK
Klaus B - DJ og journalist
- 20 -
Hvad er specielt ved lige præcis de to navne?
Jamal Moss, også kendt som Hieroglyphic Being, etablerede sig ret tidligt på Chicagos house-scene og lavede under navnet ”Liquid Sex” fester så tidligt som i 1989. Han skabte senere kontakt til Steve Poindexter og Adonis, der hjalp ham til hans videre kunstneriske avancement. Udover at have produceret mange anderledes og skøre house-tracks, så har Jamal Moss også haft sit eget radioshow i Chicago. Han har i store dele af sit liv levet en ganske anderledes tilværelse som vagabond på gader og stræder. Jeg bliver nødt til at understrege selvfølgeligheden af, at alt med egyptiske referencer per definition er for fedt. Det har legender som Egyptian Lover og Sun Ra allerede til fulde bevist!
Cut Hands er det seneste alias for noise-legenden William Bennett, som bedst er kendt fra Whitehouse-projektet. Bennett har også arbejdet sammen med Daniel Miller, som er grundlægger af Mute Records. Han har også arbejdet sammen med J.G. Thirlwell fra Foetus og naturligvis Nurse With Wound-bagmanden Steven Stapleton under det ganske imponerende dæknavn “The 150 Murderous Passions, Or Those Belonging
To The Fourth Class, Composing The 28 Days Of February Spent In Hearing The Narrations Of Madame Desgranges, Interspersed Amongst Which Are The Scandalous Doings At The Château During That Month”.
Cut Hands blander det eksperimenterende med faste rytmiske strukturer. På den måde forenes moderne techno-musik med avantgarden og de perkussive elementer fra afrikansk musik i et fremadrettet og fængende mix.
Hvad kan man forvente, hvis man tager ind og hører dem live?
Hieroglyphic Being er en kosmisk sky af fragmentariske tankeprocesser indkapslet i en defekt mixerpult. Cut Hands kan bedst beskrives som lyden af nådesløst tæsket støvlelæder i takt til en nordkoreansk strækmarch.
- VOX POP -
Anders Borum - programmør, grafiker og musiker
- 21 -
Hvorfor er Zombie Zombie fede at høre live?
De fleste af mine liveoplevelser er via musikere som den svenske Robert Leiner - altså i hvert fald inden for den rent elektroniske genre. Zombie Zombie bygger også på elektronisk musik, men den velkendte forudsigelighed fragmenteres med menneskelig improvisation på ualmindelige instrumenter. Eksempelvis saxofon, den sjældne theremin og analoge trommer.
Hvordan lyder Zombie Zombie live?
Jeg kendte ikke til bandet før Distortion i år, og vi var en gruppe, der tilfældigt kom forbi teltet, hvor de spillede. Jeg blev ramt på følelserne, for lyden var en blanding af tunge technorytmer og svævende improvisationer fra blandt andet Etienne Jaumet på saxofon. Og så var der synthesizere – det var svært at modstå! Jeg har altid været en stor fan af ambient- og dronemusik, der kan beskrives som et tungt baggrundstæppe med langsomme, svævende temaer øverst i spektret. Det er perfekt musik til, når jeg arbejder, og Zombie Zombie bruger samme opbygning, men gør det mere analogt og improviserende. Efter Distortion har jeg researchet på Zombie Zombie, og efter min mening opleves deres musik bedst live. De er et frisk pust og har nærmest defineret deres egen genre!
- VOX POP -
PHONOFESTIVAL.DK
- 23 -
LØRDAG / 19:00 / SCENE 2
CUT HANDS (UK)
- INTERVIEW -
Pas på med at løfte hænderne for højt mod loftet, når det tidligere Whitehouse-medlem, William Bennett, gæster Phono med soloprojektet Cut Hands. Som en anden Dr. Living-stone er han på en opdagelsesrejse ind i det mere mørke hjørne af afrikansk musik – dog
uden fortidens kolonialisme.
Den britiske musiker, William Bennett, har i de sidste 30 år afsøgt grænser og defineret genrer med et øresønderrivende katalog af provokerende sange sammen med bandet Whitehouse. Men for få år siden påbegyndte den erfarne noise-kunstner en modig enmandsekspedition op af Congoflodens kringlede kroge og mudderplumrede vand. Det syn, som den afrobesatte tropejæger i vilde feberdrømme kunne skimte ved flodens udspring, var intet mindre end en sand guldåre af kulturelle aflejringer fra det glemte kontinent.
– Det har været en lang opdagelsesrejse, som begyndte for mange år siden, hvor jeg blev interesseret i, hvordan method acting og teater kunne anvendes i koncertsammenhænge og på indspilninger. Jeg blev især fascineret af Maya Derens film og tekster om Haiti. Derfra bragte min odyssé mig ganske logisk videre til Congo-regionens kunst, musik og sprog.
I hjertet af Afrika fandt William Bennett et uudtømmeligt reservoir af mørke, bevidsthedsudvidende rytmer, som han siden 2007 rundhåndet har delt ud af under navnet Cut Hands.
– Selve instrumenteringen er fascinerende på grund af den kraftfulde kinæstetiske gennemslagskraft, der kan være i at slå et instrument an – og de ufattelige følelsesmæssige reaktioner, det kan give. Jeg har ingen interesse i at dekonstruere musikalske udtryk – selv hvis det var muligt, hvilket det næsten med sikkerhed ikke er. Mange musikologer har prøvet og fejlet. Under alle omstændigheder ville det være et meningsløst projekt, for de musikalske idiomer, vi er mere vant til, kan ganske enkelt ikke anvendes på afrikansk musik.
PHONOFESTIVAL.DK
- 24 -
- INTERVIEW -
PROVOKERENDE IMAGE HÆNGER VED
I Whitehouse blev William Bennett først og fremmest kendt for at overskride grænser. Især de eksplicitte tekster med provokerende billedsprog var med til at gøre bandet berygtet. Men selv om Cut Hands udelukkende disker op med rytmetunge, instrumentale tracks, er dele af det provokerende og noisede islæt fra Whitehouse stadig at spore i hans musik. Interessen for de afrikanske stammerytmer begyndte faktisk allerede dengang, han endnu var aktiv i den eksperimenterende power electronics-gruppe.
– Et af mine oprindelige mål – inspireret som jeg var af nogle fantastiske haitianske voodoomusikere, jeg for første gang oplevede for 15 år siden – var at forsøge at opnå noget af den ufattelige, bevidsthedsændrende intensitet, som kunstnerne opnåede og udstrålede. Først igennem sproget og lyden i Whitehouse; siden igennem den rene percussion og de støjelementer, der findes i Cut Hands. Så på den måde er intentionen med de to projekter meget ens. Der er formentlig flere fællesnævnere, end folk umiddelbart tror.
Fortiden som provokatør i Whitehouse binder sig derfor i den grad stadig til William Bennetts musik. Hans ry som kompromisløs kunstner har haft en så stærk virkning, at han med Cut Hands er blevet mistænkt for at have tvetydige og fordækte motiver, når han anvender de afrikanske takter. Kritikere har endda beskyldt den britiske musiker for at have en djævelsk intention om at ville overtage og kolonisere de dunkle rytmer.
– Jeg ved ikke, hvor idéen om det tvetydige kommer fra, da det for mit vedkommende ganske enkelt er en uudtømmelig kilde af kunstnerisk inspiration og kærlighed især til det vestlige, centrale Afrika. Jeg er for eksempel meget uenig med The Wire-skribenten Chris Bohns påstand om, at der er en form for kulturel imperialisme på spil. Min intention er på ingen måde at dekonstruere, overtage eller misbruge traditionel afrikansk musik, som jeg har stor, stor respekt for. Der er en kæmpe forskel på inspiration og imitation.
KUNST SKAL PROVOKERE
Med sine forskårne hænder afsøger William Bennett stadig nye grænser i musikken. Men modsat årene med power electronics-pionererne i Whitehouse er provokationen nu mere subtilt begravet i rytmerne.
– Det er helt sikkert mindre åbenlyst provokerende grundet fraværet af tekster, selv om andre gennemskuelige indrømmelser kompenserer for det. Personligt synes jeg altid, at kunst skal provokere mig. Min musik skal fremprovokere en kraftfuld, bevægende, mørk og emotionel respons dybt indeni. Det skal være noget, man aldrig glemmer, og som man altid med glæde kan huske tilbage på. Det skal føles meningsfuldt og som det bedste, der nogensinde er sket. Det er de øjeblikke, hvor man føler, det er værd at leve.
Reaktionerne på William Bennetts musikalske kursskifte har – med undtagelse af kolonialismeforskrækkede kritikere – været positive. Netop fordi han har formået at fastholde de umiddelbare og impulsive elementer i musikken, går publikum frimodigt ombord i Cut Hands’ congolesiske floddamper, inden afro noise-kunstneren resolut kapper alle fortøjninger og sætter strøm til de dunkle, pulserende rytmer.
– Whitehouse ændrede sig meget over sine 30 år, så overgangen var ikke så hård som forventet. Jeg var overhovedet ikke sikker på, hvordan folk ville tage imod Cut Hands, jeg var faktisk ganske ængstelig for det. Så det er altid fantastisk glædeligt, når folk kan lide det – og især når man selv kan høre og mærke det til en koncert. Moderne publikummer virker langt mere åbne over for nye ting, for ikke at nævne at de ved langt mere om mange forskellige typer musik. I hvert fald i langt højere grad end jeg selv husker det fra dengang, jeg begyndte at gå til koncerter. Det er fantastisk.
MODERNE STAMMEDANS I BASTUNGT MØRKE
Når Cut Hands træder op på scenen, bliver hænder hugget af i nuet. De fantomsmertende fingre fumler indædt for at finde den mest kompromisløse lyd – for når de afhuggede hænder spiller, handler det helt grundlæggende om at undgå monotoni og kedelige gentagelser. Det har betydning for variationerne i de mørke rytmer – men i lige så høj grad for den brede vifte af visuals, som den britiske musiker selv styrer fra scenekanten.
– Alt afspilles elektronisk – især efter jeg tog beslutningen om at have live-visuals til koncerterne, som er et element, jeg bruger meget arbejde på at lave. Selv om elektronikken reproducerer
- 25 -
- INTERVIEW -
mine numre ret præcist, ændrer koncertsituationen – med publikum og live-visuals – den musikalske oplevelse dramatisk. Alene den høje volumen i sig selv kan fremprovokere helt utroligt forskellige lytteoplevelser for folk. Eller på et fantastisk sted som Sub Club i Glasgow, hvor subwoofere under dansegulvet giver folk massive basorgasmer på stedet. Jeg ville også gerne inkorporere akustiske elementer og har kontakt med fantastiske musikere. Men der er ingen tvivl om, at kompleksiteten i mine polymetriske rytmer er meget udfordrende at genskabe live.
Med en funklende plade på vej byder Cut Hands op til moderne stammedans i PHONOs bastunge mørke. Afro noise-mageren vil dog ikke afsløre alt for meget om Mad Woman, som han kalder
THE DURIAN BROTHERS
ANBEFALER:
CUT HANDSFlorian: Det er sjældent at man støder på en kunstner der er lykkedes med at genopfinde sig selv, uden at miste tråden fra tidligere succeser. Et eksempel er Gioachino Antonio Rossini, der på højden af sin musikalske karriere fuldstændig skiftede genre, for at lave og opfinde gourmetretter – hvoraf nogen stadig den dag i dag er opkaldt efter ham! Det er også lykkedes for William Bennett at skifte genre (eller er han overhovedet skiftet? I hvert fald er det den generelle opfattelse). Han opfandt én, og nu transcenderer han en anden. Desuden udvikler han helt unikke teknikker og strategier, igen og igen. Jeg elsker det. Vi håber virkelig at hans plade, ”Black Mamba” er lige så kendt om 200 år som Tournedos Rossini er i dag … blandt connoisseurs!
pladen. Kunsten ligger i de umiddelbare overraskelser – og i nye, rytmiske krumspring.
– Jeg må hellere undlade at sige for meget, andet end at den er meget ekstatisk og tilgængelig. På trods af nogle indledningsvise beskyldninger om blot at være ’batucada (en undergenre af samba, red.) for små piger’, så er den blevet enormt vel modtaget til koncerter. Dens stil repræsenterer ret godt den nye retning, jeg arbejder på at føre mit materiale i.
PHONOFESTIVAL.DK
Felix Kubin
The Destroyaz
Hieroglyphic Being
Emptyset
Gelbart
DMX Krew
DJ Spinn & DJ Rashad
Karenn
MIK Musik Showcase
Tim Exile
The Durian BrothersCut Hands
Space Dimension Controller
Stargate
Age Coin
Günther Schickert & Pharoah Chromium
Yosi HorikawaSleep, You Restless Heart My Panda Shall FlyZombie Zombie
Lumisokea
Konditoque
JEG GIDER KUN HÅNDSNEDKEREREDE BØLGEFORMER
HCA + 303! SYNTHS OG SOUNDTRACKS!
... ELLER NOGET DER KRADSERLIDT MERE I ØREGANGENE?
JEG HAR LÆRT EN DEL OMAFRIKANSK MAD OG RYTMIK PÅ ET AFTENSKOLEKURSUS
SEX ME UP, SCOTTIE!
JEG VAR IKKE PÅ PHONO SIDSTE ÅR
HYPET LORTET SOM EN CRAZY PERSON
JEG KAN IKKE LIDE ELEKTRONISK MUSIK
JEG OPDAGEDE DET IKKE, MEN I ÅR SKAL DET VÆRE!
PRIMÆRT GAMLE SCI-FI FILM
SET EN FANDENS MASSE FJERNSYN THE WIRE. IGEN.
ØHH. FEDT?
SPACE BALLSJEG HAR REDET DE GYLDNE SOLVINDE,OG DYKKET DYBT I GLITRENDE KVÆSARER
NEJ, I ER FOR FEDE!
VI ER ALLE FEDE
FULD SMADDER TIL BASARMEN!
STØJMUSIK I STORE HALLER
JA! JA! JA! JA!
1 1 2 3 5 8 WHATEVER
BENBRUD ELLER BREAK-BEAT?
KAN JEG FÅ RITALIN I MIN REDBULL?
ALLE MINE HOMIES PIMPER MIN GIPS!
BARE DETER BANGIN’!
DET BREDE UDVALG AF SPÆNDINGSMUSIKNEJ
ELSKER FUCKING SAMPLESDET, ELLER LYDEN AF DEM
TING DER TABES PÅ JORDEN I ET SHINTO-TEMPEL
VED LYDEN AF ET TRÆ, DER FALDER I SKOVEN, NÅR INGEN HØRER DET
POPSKRALD GOES GHETTO
HVAD SOM HELST.SERIOUSLY.
JA!
JA!
A/V =VG+
JEG HAR ALTID GERNE VILLET VIDE, HVORDAN AKUSTIKKEN ER PÅ BARSEBÄCK
SÅ LÆNGE DET LYDER SOM EN FABRIK...
APRES NOUS, LE DÉLUGE
UNG ANGST
SPADE. HANDS DOWN.
(;_;)
TROMMER. TØSER ELSKER TROMMER.
AWESOME
LYDEN AF PLADESPILLERE, SAT TIL MED SKRAMMEL -JOHN CAGE STYLEE
CAND.AFX.
ØHM..
ALT ANDET ER REN LORT
MED WARP SPEED!
DET BEHØVER IKKE VÆRE KONCEPTUELT, BARE DET RYKKER MINE SOKKER!
HOUSE
TECHNO
ALT USÆDVANLIGT!
KOSMISK HOUSE?!!*MIND BLOWN*
AFRO-, BOOTY- ELLER INDUSTRIALTECHNO?
MAKE THAT BOOTY CLAP!
SÅ LÆNGE DET RUNGER
RESPECT RON HARDY!
JEG ER IKKE PURIST
FLUFFY DYREUNGER!
HAR DU NOGET MERE TRIPPET?
JO MINDRE JEG VED, JO BEDRE
INGEN SPOILERS! HJEMMEBYG, BEATLES-COVERS, BIZARRO-POP, JEG ER FRISK!
HVAD ER DET MÆRKELIGSTE I HAR?
HIT ME, PROVIDER!
90’ER TRANCE!
KRAUTHYPNOSE!
{TECHNO}
( ( ( ( (((( + )))) ) ) ) )
NÅ, MEN HVAD HAR DU SÅ LAVET SIDEN SIDSTE PHONO?
HVORFOR?
COOL. NOGET GODT?
SÅ ER DER FANDME MEGETGODT PÅ ÅRETS PROGRAM!
JA. HVAD HAR DU SET -STAR WARS ELLER SOLARIS?
DU ER FOR FED MEN HVAD VAR FEDEST?
4/4? BRAINDANCE?HVAD GLÆDER DU DIG MEST TIL?
ET VILDT GÆT: DU SYNES AT “RIGTIG MUSIK” SKAL LAVES PÅ “RIGTIGE INSTRUMENTER”?
OVERHOVEDET?
AF FIELD RECORDINGS, FANS ELLER BARE DET FUNKY SHIT?
UTIDIG TECHNO?
INKL. AUDIO/VISUELT BOMBARDEMENT?
ALGORITMER ELLERELEKTRO-AKUSTIK?
KOLDKRIGSNOIA ELLER UNDERGANGSRAVE?
DER ER MASSER AF KONCEPTUEL MUSIK PÅ PROGRAMMET!
OK, DU MÅ VÆLGE ÉT INSTRUMENT
HVAD HVIS DET BARE ER SAMPLES?
HVORLEDES SKAL DITVERDENSSYN UDVIDES?
HVAD VIRKERFOR DIG?
KAN DU TILFÆLDIGVIS LIDE HOUSE?
CHICAGO?
INTERSTELLAR BOLLEFUNKELLER NUTTET BASMUSIK?
DU FÅR SGU IKKE KUN TROMMER.HVAD KUNNE DU ELLERS TÆNKE DIG?
USÆDVANLIGT OG UFORUDSIGELIGT?
HJEMMEBYG?
ØH. VI HAR EN TYSKER DER SPILLER FESTLIG SCHLAGER-RAVE OG LAVER COVER-NUMRE AF LIONEL RICHIE, NÅR HAN IKKE LIGE LAVER RADIOSPIL OG TEATER?
MASSER! BATIK ELLER BØLLEHAT?
PHONO13 FLOWCHART
- 26 -
- ESSENTIALS -
Felix Kubin
The Destroyaz
Hieroglyphic Being
Emptyset
Gelbart
DMX Krew
DJ Spinn & DJ Rashad
Karenn
MIK Musik Showcase
Tim Exile
The Durian BrothersCut Hands
Space Dimension Controller
Stargate
Age Coin
Günther Schickert & Pharoah Chromium
Yosi HorikawaSleep, You Restless Heart My Panda Shall FlyZombie Zombie
Lumisokea
Konditoque
JEG GIDER KUN HÅNDSNEDKEREREDE BØLGEFORMER
HCA + 303! SYNTHS OG SOUNDTRACKS!
... ELLER NOGET DER KRADSERLIDT MERE I ØREGANGENE?
JEG HAR LÆRT EN DEL OMAFRIKANSK MAD OG RYTMIK PÅ ET AFTENSKOLEKURSUS
SEX ME UP, SCOTTIE!
JEG VAR IKKE PÅ PHONO SIDSTE ÅR
HYPET LORTET SOM EN CRAZY PERSON
JEG KAN IKKE LIDE ELEKTRONISK MUSIK
JEG OPDAGEDE DET IKKE, MEN I ÅR SKAL DET VÆRE!
PRIMÆRT GAMLE SCI-FI FILM
SET EN FANDENS MASSE FJERNSYN THE WIRE. IGEN.
ØHH. FEDT?
SPACE BALLSJEG HAR REDET DE GYLDNE SOLVINDE,OG DYKKET DYBT I GLITRENDE KVÆSARER
NEJ, I ER FOR FEDE!
VI ER ALLE FEDE
FULD SMADDER TIL BASARMEN!
STØJMUSIK I STORE HALLER
JA! JA! JA! JA!
1 1 2 3 5 8 WHATEVER
BENBRUD ELLER BREAK-BEAT?
KAN JEG FÅ RITALIN I MIN REDBULL?
ALLE MINE HOMIES PIMPER MIN GIPS!
BARE DETER BANGIN’!
DET BREDE UDVALG AF SPÆNDINGSMUSIKNEJ
ELSKER FUCKING SAMPLESDET, ELLER LYDEN AF DEM
TING DER TABES PÅ JORDEN I ET SHINTO-TEMPEL
VED LYDEN AF ET TRÆ, DER FALDER I SKOVEN, NÅR INGEN HØRER DET
POPSKRALD GOES GHETTO
HVAD SOM HELST.SERIOUSLY.
JA!
JA!
A/V =VG+
JEG HAR ALTID GERNE VILLET VIDE, HVORDAN AKUSTIKKEN ER PÅ BARSEBÄCK
SÅ LÆNGE DET LYDER SOM EN FABRIK...
APRES NOUS, LE DÉLUGE
UNG ANGST
SPADE. HANDS DOWN.
(;_;)
TROMMER. TØSER ELSKER TROMMER.
AWESOME
LYDEN AF PLADESPILLERE, SAT TIL MED SKRAMMEL -JOHN CAGE STYLEE
CAND.AFX.
ØHM..
ALT ANDET ER REN LORT
MED WARP SPEED!
DET BEHØVER IKKE VÆRE KONCEPTUELT, BARE DET RYKKER MINE SOKKER!
HOUSE
TECHNO
ALT USÆDVANLIGT!
KOSMISK HOUSE?!!*MIND BLOWN*
AFRO-, BOOTY- ELLER INDUSTRIALTECHNO?
MAKE THAT BOOTY CLAP!
SÅ LÆNGE DET RUNGER
RESPECT RON HARDY!
JEG ER IKKE PURIST
FLUFFY DYREUNGER!
HAR DU NOGET MERE TRIPPET?
JO MINDRE JEG VED, JO BEDRE
INGEN SPOILERS! HJEMMEBYG, BEATLES-COVERS, BIZARRO-POP, JEG ER FRISK!
HVAD ER DET MÆRKELIGSTE I HAR?
HIT ME, PROVIDER!
90’ER TRANCE!
KRAUTHYPNOSE!
{TECHNO}
( ( ( ( (((( + )))) ) ) ) )
NÅ, MEN HVAD HAR DU SÅ LAVET SIDEN SIDSTE PHONO?
HVORFOR?
COOL. NOGET GODT?
SÅ ER DER FANDME MEGETGODT PÅ ÅRETS PROGRAM!
JA. HVAD HAR DU SET -STAR WARS ELLER SOLARIS?
DU ER FOR FED MEN HVAD VAR FEDEST?
4/4? BRAINDANCE?HVAD GLÆDER DU DIG MEST TIL?
ET VILDT GÆT: DU SYNES AT “RIGTIG MUSIK” SKAL LAVES PÅ “RIGTIGE INSTRUMENTER”?
OVERHOVEDET?
AF FIELD RECORDINGS, FANS ELLER BARE DET FUNKY SHIT?
UTIDIG TECHNO?
INKL. AUDIO/VISUELT BOMBARDEMENT?
ALGORITMER ELLERELEKTRO-AKUSTIK?
KOLDKRIGSNOIA ELLER UNDERGANGSRAVE?
DER ER MASSER AF KONCEPTUEL MUSIK PÅ PROGRAMMET!
OK, DU MÅ VÆLGE ÉT INSTRUMENT
HVAD HVIS DET BARE ER SAMPLES?
HVORLEDES SKAL DITVERDENSSYN UDVIDES?
HVAD VIRKERFOR DIG?
KAN DU TILFÆLDIGVIS LIDE HOUSE?
CHICAGO?
INTERSTELLAR BOLLEFUNKELLER NUTTET BASMUSIK?
DU FÅR SGU IKKE KUN TROMMER.HVAD KUNNE DU ELLERS TÆNKE DIG?
USÆDVANLIGT OG UFORUDSIGELIGT?
HJEMMEBYG?
ØH. VI HAR EN TYSKER DER SPILLER FESTLIG SCHLAGER-RAVE OG LAVER COVER-NUMRE AF LIONEL RICHIE, NÅR HAN IKKE LIGE LAVER RADIOSPIL OG TEATER?
MASSER! BATIK ELLER BØLLEHAT?
- 27 - PHONOFESTIVAL.DK
- ESSENTIALS -
- 28 -
14:00
15:00
16:00
17:0017:15
TORSDAG FREDAG LØRDAG
Wojciech Kucharczyk Toke Tietze / Konditoque
Sleep your restless heart Wilhelm Bras Günther Schikert
SCENE 2 / 19:00 / S.46 SCENE 2 / 19:00 / S.43 SCENE 2 / 19:00 / S.23
SCENE 2 / 20:15 / S.45 SCENE 220:15 / S.35 SCENE 2 / 20:30 / S.38
SCENE 1 / 21:30 / S.49 SCENE 1 / 21:30 / S.37
SCENE 1 / 22:00 / S.8
SCENE 1 / 23:00 / S.42 SCENE 1 / 23:00 / S.44
SCENE 1 / 23:30 / S.46
SCENE 100:45 / S.12
SCENE 100:45 / S.36 SCENE 1 / 01:00 / S.47
AFTENPROGRAM
PHONOFESTIVAL.DK
- FEATURE -
- 31 - PHONOFESTIVAL.DK
RBMA PRÆSENTERER LYDEN AF CHICAGO
Red Bull Music Academy præsenterer i år to navne på PHONO. Denne gang er det rendyrket house fra Chicago og den dansable genre footwork, der er akademiets bidrag
til festivalprogrammet.
PHONO Festival samarbejder igen i år med Red Bull Music Academy (RBMA), som tidligere har arrangeret musikalske workshops på prominente festivaler som Melt! og Sónar. RBMA har i år valgt at præsentere to navne på PHONO, der begge har rod i den vindblæste by Chicago.
DJ Spinn & DJ Rashad vil sørge for, at publikum får mulighed for at spænde godt og grundigt ben for sig selv på dansegulvet. Torsdag aften lukker de nemlig op for akkompagnementsmusik til den halsbrækkende Chicago-dans, footwork, der de seneste år er opstået rundt om i storbyens ghettoer.
På listen over stolte bysbørn fra midtvestens hovedstad findes også en anden kunstner - med det mere enigmatiske navn
Hieroglyphic Being. Bag navnet gemmer sig en af Chicagos mest kosmiske house-disciple, Jamal Moss, som fredag leverer et vaskeægte Chicago house-set med en boblende bismag af så forskellige genrer som new age, acid, industrial og freejazz.
Ud over støtten til PHONO Festival er RBMA hvert år arrangør af nyskabende workshops, der samler nogle af tidens bedste musikere til to uger med indspilningssessioner, foredrag og koncerter. Siden 1998 har akademiet trukket opkommende kunstnere til storbyer verden over.
THE DURIAN BROTHERS
ANBEFALER:
HIEROGLYPHIC BEING (US)
Foto: Bryan Lear - 35 -
HIEROGLYPHIC BEING aka. JAMAL MOSSMarc: Nogle af Jamal Moss’ plader blev spillet jævnligt på Salon des Amateurs i Düsseldorf af indehaveren Aron, der ellers mest hørte freejazz og avantgarde-musik på det tidspunkt. Og så opdagede han Jamal Moss. Jeg husker et nummer fra hans plade ”My Life As A Skinny Puppy”, (under navnet IBM, med Steve Pointdexter ) blive spillet til en af salonens klubaftener, og folk der gik fuldstændig amok. Jeg har altid godt kunne lide hans rå lyd og hypnotiser-ende tilgang, og da jeg så Hiergolyphic Being live i Köln, var det en eksplosion af rå, industriel electro-trance. Jeg så ham igen, hvor det var fuldstændig anderledes, en blanding af trommemaskiner og disco. Det faldt ikke så meget i min smag, men sådan er det med kunstnerisk frihed!
Under et væld af aliasser og med en ufattelig udgivelsesrate har han lagt navn til en enorm mængde plader, ep’er og singler på vinyl, cd-r, kassettebånd og hvad der ellers har været tilgængeligt for ham. Han driver ligeledes Mathematics og +++, to af de absolut bedste og mest interessante selskaber derude. Herigennem har han de sidste år udvidet og videreudviklet sin singulære vision, både med egne udgivelser og med udgivelser fra andre, ligesindede kunstnere.
Moss blev som ganske ung introduceret til Chicago house, som den blev spillet af folk som Ron Hardy på det legendariske spillested Muzic Box. Moss’ musik er på mange måder en fortsættelse af denne oprindelige house, men tager sit udgangspunkt i genren dengang den endnu var vigtig og vital: Som i et tankeeksperiment, der afsøger alle de veje, genren kunne være gået, hvis den ikke var stagneret i et formularisk, kreativt brakvand, vrider Moss housen igennem sin egen spektrale, kosmisk-matematiske maskine.
Han henter inspiration i alt fra ambient new age og acid til industrial og freejazz og står i dyb gæld til udknaldede jazzprofeter som Sun Ra. Det spirituelle løber som en pulserende tråd igennem hans lange, rå og improviserede numre, der er ligeså grænseløse som hans berømte maraton-sets, hvor han ignorerer traditionel dj’ing til fordel for et omskifteligt, eksperimenterende genrevirvar uden skelen til konventioner af nogen art - og live er han om muligt endnu mere uforudsigelig.
Hans musik frembringer et mangefacetteret væld af associationer. Det er en besjælet avantgardisme med rødder i lige dele afrofuturisme og klubkultur, hvis lige ganske enkelt ikke findes. Ægte outsidermusik med transcendente overtoner. En af årets helt uomgængelige koncertoplevelser!
Chicagos kosmiske house-discipel, Jamal Moss, er en af den elektroniske musiks allermest unikke, særprægede og konsekvente kunstnere.
FREDAG / 20:15 / SCENE 2
- BANDOMTALER -
PHONOFESTIVAL.DK
PRÆSENTERET AF:
TT
- 36 -
- BANDOMTALER -
FREDAG / 00:45 / SCENE 1
KARENN (UK)
Hårdtslående technoduo iværksætter totalangreb på PHONO.
Fandme så! Et af de mest omtalte navne på technoscenen spiller et af deres sjældne livesets på årets PHONO. Karenn er samarbejdet mellem Blawan og Pariah, der begge har været en uomgængelig del af den britiske industrialtechnos igangværende genkomst. Selvom de begge har rødder i tung garage og basmusik, har de over de seneste år hentet inspiration hos navne som Surgeon, Regis og James Ruskin. Blawan lavede endda for nylig en udgivelse med netop Surgeon under navnet Trade. Ligesom forbillederne spiller Karenn en støjende, metallisk techno, men erstatter noget af det kliniske mørke med en konfronterende, flabet attitude og en improviseret livefornemmelse. Med en sammenbidt, indædt energi dropper Karenn tonstunge, hule kicks over snavset brutalistiske lydlandskaber og raslende, klirrende percussion. Deres lyd er barsk som rustne bajonetter, fuld af rungende torden og urovækkende, øresønderrivende kvasen.
Enhver der oplevede Robert Hood på PHONO12 vil vide, at han har lagt et betragteligt pres på hvem end der skulle spille dette års sidste fredagskoncert – men hvis der er nogen, der er i stand til at levere en ligeså sindssyg, tonstung og ekstatisk oplevelse, er det lige præcis Karenn. De er hundrede procent live og kampklare, med fingre på aftrækkerne, og selvom de bestemt har en skidt karakter, er der også urimeligt meget smæk på deres musik. Med en boreplatforms subtile facon og en løbsk damptromles ustoppelige momentum, laver Karenn musik fra technoens dybeste og mest beskidte afgrunde, i al dens gemene herlighed. Forbered jer på det værste.
PRÆSENTERET AF:
TT
Den danske duo Age Coin laver et af landets bedste bud på den blanding af støjende industrial, post-punk-æstetik og sortrandet techno, der er opblomstret med selskaber som Downwards, Hospital Productions og altså også københavnske Posh Isolation, hvor Age Coin udgives. Kristian Emdal og Simon Formann, der ligeledes er medlemmer af grupperne Lower og Vår, trækker i denne konstellation helt åbenlyst på britiske industrial-navne som Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire.
Men hos Age Coin svøbes de insisterende støjflader og dæmpede skrig fra maskiner uskønt omkring et insisterende og gråtonet
- 37 -
FREDAG / 21:30 / SCENE 1
TORSDAG / 16:00 / BRANDTS
EMPTYSET (UK)
AGE COIN (DK)
technoidt skelet til en langstrakt, klaustrofobisk og dystert rungende musik, der ikke er så fjern fra den man finder hos Regis eller Vatican Shadow.
Age Coins ildevarslende ambiente lyd er præget af rungende bas, tromlende, monotone beats og lyden af klagende stålporte, der smækker, og rustne kæder, der falder klirrende mod iskolde betongulve. Det er mørk og forstyrrende nedturstechno, utilpas maskinmusik til et askegråt rave i atomvinterens favn.
Københavns fremmeste udforskere af dystopisk industrialtechno.
Technoduo lader algoritmer møde arkitektur i tonstunge lydudladninger.
Emptysets musik er på alle måder fysisk. I den forstand at den bevæger dig, omslutter dig, gennemtrænger dine porer og sætter kroppens membraner i svingninger – men også i den forstand at den er fysik. Videnskabelig, algoritmisk teori, oversat til lyd igennem manipulationen af elektriske signaler. Emptyset laver musik, der på den ene side lyder som rå naturkraft, og på den anden som kollapsende bølgefunktioner og accelererende partikler, som klangen af selve det omgivende rum.
James Ginzburg og Paul Purgas udgør tilsammen et af de absolut bedste navne på den del af den elektroniske scene, hvor noise, lydinstallation og techno støder sammen med uforudsigelige frakturer og brudflader til følge. Deres lyd nedstammer i høj grad fra det finske selskab Sähkö, hvorfra blandt andre Mika Vainio og Pan Sonic har udsendt deres kliniske, stålgrå toner siden de tidlige 90’ere. Emptysets musik er dog netop ikke klinisk: Den tager sit udgangspunkt i det arkitektoniske rum, og lyden af elektrisk genererede impulser der farves, vrides og forvrænges, når de kastes rundt i blandt andet katedraler og atomkraftværker, for blot at nævne et par af de steder hvor duoen har optaget deres materiale.
Deres strategi er lige så konceptuel som den er grundig. Alle elementer, om det så er en enlig, stigende basfrekvens som den, der indleder albummet ”Demiurge”, får plads og rum til først at ekspandere til intimiderende styrke, og siden henfalde knitrende ud i stilheden, endeløst ud af z-aksen. Deres musik er minimalistisk, og dyrkelsen af lydenes rene, fysiske karakter er skræmmende intens – og som det er tilfældet med al god minimalisme, er effekten overvældende. Højfrekvente gnister gløder lysende ud i toppen af spektret, imens nådesløse klangflader, med en insisterende, gletsjeragtig uafvendelighed, bevæger sig kvasende over en rytmisk bund af afgrundsdyb, taktfast techno.
Emptyset formidler en dialog imellem elektricitet, stål og beton - imellem lydbølger og fysisk, arkitektonisk masse. En monolitisk og suverænt behersket eksperimentalmusik, lyden af oscilloskoper der danser forrykt. Dette bliver uden tvivl en af årets mest fysisk uafrystelige koncerter.
PHONOFESTIVAL.DK
The Durian Brothers præsenterer en form for turntablism der er ganske ulig nogen anden. I modsætning til for eksempel Birdy Nam Nam eller C2C og andre navne, hvis livesets er båret af en ekvilibristisk jongleren med lydbidder fra et væld af gamle plader, bruger Durian Brothers nemlig slet ikke vinyler. I stedet anvender de selve pladespillerne som instrumenter, præpareret med elastikker, ridsede cder, papirlapper og tape, påklistret og udspændt på pladespillerne. Lydene fra pladespillere mixes, manipuleres, klippes op og lægges i lag til et hæsblæsende og rykkende polyrytmisk væv.
Tilgangen er ganske vist både avantgardistisk og eksperimen-terende, men resultatet er dansabelt og fyldt af referencer til alverdens rytmisk musik, fra techno til afrikansk stammedans. I hænderne på The Durian Brothers bliver denne konceptuelle til-gang til langt mere end blot en gimmick – gruppens musik lyder
på ingen måde som tørre, intellektuelle øvelser, men i stedet som et yderst intelligent bud på eksperimenterende beatdreven musik. John Cage for dj-kulturen.
Live er det endnu mere fascinerende oplevelse, med egne øjne at betragte, hvordan de hverdagslige lyde fra helt ordinære objekter forvandles til en tæt strøm af hakkende, kompleks concrète-techno.
Ud over at være nysgerrige musikere, er The Durian Brothers også nysgerrige musiknørder, der nævner flere af festivalens andre kunstnere som inspirationskilder. Vi har derfor bedt dem om at skrive et par ord om hvorfor disse kunstnere er så gode, og hvorfor man ikke bør snyde sig selv for at opleve dem live. Disse anbefalinger af blandt andre Hieroglyphic Being og Cut Hands kan læses rundt omkring i bladet.
- BANDOMTALER -
LØRDAG / 20:30 / SCENE 1
THE DURIAN BROTHERS (DE)
Polyrytmisk concrète-techno på præparerede pladespillere.
- 38 -PRÆSENTERET AF:
Af Jannik Juhl Christensen
- 39 -
- ESSAY -
L Y D E NA FO D EN S E
Jannik Juhl Christensen fortæller historien om den elektroniske musik i Odense.
Elektronisk musik i Odense har selvfølgelig en historie, og også en langt mere omfattende historie end den, jeg vil fortælle her. Det odenseanske musikmiljø har altid afspejlet skiftende globale trends, og går man tilbage i tiden kan man uden tvivl finde eksempler på alt fra ungdommelig synthpop til elektrofonisk avantgarde, hvis det er dét man vil. Det er dog ikke idéen her; frem for en altomfattende historisk gennemgang, som prøver at opregne alle de gange, man har kunnet høre en eller anden form for elektronisk musik i det odenseanske, vil jeg i stedet se på det tidsrum, hvor der - med svingende intensitet - har været et egentligt elektronisk musikmiljø i Odense - dvs. ca. 20 år, fra start-90’erne og frem.
Den elektroniske scene i Odense udviklede sig stort set på samme måde som i Danmark generelt, og dette afspejlede så yderligere den måde scenen udviklede sig i Tyskland. Den udløsende faktor var mødet mellem slut-80’ernes acid house og den etablerede lokale industrial/EBM/electro-kultur, et møde, som i første omgang mere var en strid end en egentlig vekselvirkning. I Odense blev der godt nok holdt acid-fester i
slutfirserne, men det miljø, som i starthalvfemserne begyndte at definere deres musik som techno, havde tydelige rødder i EBM og synth pop, og en af de første odenseanske techno-foreninger, Tec-Net, definerede således i et læserbrev musikkens rødder som Kraftwerk, Can, DAF, Front 242 og Depeche Mode. Denne indgangsvinkel er også tydelig i den tidligste musik, der kom ud af dette techno-miljø: Den var primært en form for EBM (Electronic Body Music), om end ofte med en lettere ”opdateret” lyd, præget af rave-technoens dynamik og rytmik frem for 80’er-gotisk tyngde. Ingen af de odenseanske navne blev helt så kendte som de største danske EBM-eksportvarer (Leæther Strip, Overlords, Sloppy Wrenchbody), men alt andet lige var der i en kort periode et specifikt odenseansk bidrag til genren i kraft af navne som In Absentia, Trash Taxi og Max M. Sidstnævnte er særlig interessant, fordi han faktisk gjorde sig bemærket som en repræsentant for cyberpunk, som mange danske medier brugte en del spalteplads på i de år. Uden at kunne huske hvor jeg læste det, så husker jeg tydeligt, da jeg dengang læste, at ”Danmarks eneste erklærede cyberpunker hedder Max M og bor i Odense”. Så var Odense lige pludselig lidt sejere.
PHONOFESTIVAL.DK
I sidste ende blev den EBM-dominerede scene overtaget af de mere danseorienterede rave-former. Hvordan transformationen mere præcist foregik i Odense er uklart, men i 1993 syntes den fuldbyrdet med Turbo-Rave 2000, den første af en lang række arrangementer fra Tekno-Club F.Y.N., som blev drevet af brødrene Henning og Jørgen Gudbjart Rasmussen. De stod samtidig bag radioprogrammet Rave Channel på lokalradioen Radio Mageløs, som i ca. tre år var en samlende institution i det odenseanske technomiljø, og selv om et element af nostalgi selvfølgelig gør sig gældende, så er det svært ikke at tænke på denne periode - mere eller mindre fra og med ’93 til og med ’96 - som Odenses techno-guldalder. Der var noget umiskendeligt provinsielt over Henning og Jørgens glade og åbne Ravers Club-arrangementer, såvel som den entusiasme og begejstring de lagde for dagen i Rave Channel, men det var alt sammen med til at give den odenseanske techno-scene en karakter, som var markant sin egen. Modsat hvad jeg oplevede i København i perioden, hvor det gerne drejede sig om at være cool og kunne mixe de sidste nye dræbende kedelige minimal-plader så de blev endnu mere kedelige, var stemningen i Odense langt mere skæv og inkluderende - og simpelt hen sjov. Nogle vil måske påstå, at byen blot ikke var kommet ud over det tidlige, fjollede rave-stadie, og det kan der måske være noget om. Odense er simpelt hen for lille til, at det helt kan lade sig gøre at være selvhøjtideligt cool – og godt det samme.
Den uhøjtidelige og ofte humoristiske stemning gik igen i de fleste andre af periodens arrangementer, som f.eks. dem fra foreningen Gabber Forze, hvor jeg for første gang selv blev en aktiv del af miljøet: Vores Gabbattack!-raves på Rytmeposten var et bevidst forsøg på at trække musikken i en hårdere, hurtigere og vildere retning, som alternativ til den populære hard-trance, som netop Tekno-Club F.Y.N. var begyndt at fokusere på, såvel som til den mere ”smagfulde” minimal-techno hos f.eks. Hypnotic Basement og Rocket Club. I en periode fra ‘95 til ’96 var der faktisk så megen aktivitet inden for hardcore-acid og gabber i Odense, at byen nærmest fik ry som Danmarks hardcore-hovedstad. Det varede selvfølgelig ikke ved, og det, der dengang lignede skarpt optrukne fraktioner, virker den dag i dag som en overflod og mangfoldighed af elektroniske tilbud.
I sidste halvdel af 90’erne begyndte scenen at ændre sig, først og fremmest ved en opsplitning i en stadig mere populistisk, festorienteret trance-scene, og så en undergrund, som fokuserede på eksperimenterende og ”lytteorienterede” former. Den populære afdeling blev i en årrække drevet af Club Climaxx og Trance Network – som sjovt nok havde rødder i henholdsvis Gabber Forze og Tekno-Club F.Y.N. – imens den
- 40 -
- ESSAY -
eksperimenterende fraktion var spredt over en række mindre aktører, ofte med fokus på live-electronica og ambient. Et af de mest succesfulde eksempler var Hørbar-arrangementerne, drevet af Perter Lundgreen, hvis baggrund gik helt tilbage til EBM-dagene, men mere symptomatisk var nok Cutoff, hvis bagmænd – postrock-gruppen Limp – syntes at afspejle, at den elektroniske undergrund i disse år mere og mere smeltede sammen med indie-scenen. Samtidig har Limps mange sideskud inden for ambient og indietronica (Manual, Syntaks og Aerosol) nok været Odenses største elektroniske eksportsucces til dato, men der er dog ikke opstået en ”odenseansk lyd” omkring dem af den grund.
Ørentvist, den forening som PHONO i sidste ende voksede ud af, startede som endnu et skud på denne undergrundsstamme, om end med en mere støjende profil: I de første år stod den på alt fra noise, breakcore og sågar free jazz, til de første eksempler på dubstep i Odense. Netop dubsteppen blev på mange måder startskuddet til den elektroniske scene, som Odense har i dag, hvor en ny generation ikke synes at skelne mellem den undergrund, som er vokset frem i kølvandet på dubsteppen, og så de mere populære former, der er opstået med samme udgangspunkt. Her opfattes elektronisk musik ikke som en isoleret enklave, og det kan være grunden til, at der ikke længere er en række faste elektroniske arrangementer i byen - det virker måske ikke nødvendigt, fordi elektroniske genrer efterhånden kan spilles og høres i et utal af forskellige sammenhænge. Det kan så også være grunden til, at selv om der er et talentfuldt elektronisk miljø i Odense, og selv om PHONO er blevet et oplagt samlingspunkt, så er der ikke heraf opstået en særlig odenseansk lyd. At skabe en sådan kræver, at musikerne arbejder intenst med deres egne idéer frem for at følge tidsåndens krav om at skyde med stilistiske spredehagl, samt ikke mindst, at de holder gang i en kultur omkring disse idéer, hvor man inspirerer hinanden lokalt, frem for at afspejle skiftende globale trends.
Det var noget i denne retning jeg forsøgte, da jeg i 2010 udgav opsamlingspladen SKROT - The New Machine Sound of Odense, primært med kunstnere fra det tidlige ørentvist-miljø. Projektet havde dog uundgåeligt et glimt i øjet, for selv om de optrædende kunstnere på mange måder havde en beslægtet tilgang til musikken, så var vi også for få, og for stilistisk spredte, til at en egentlig odenseansk lyd kunne bundfælde sig og få eget liv. Måske er det bare sådan i Odense? Måske er byen for lille, og tidsånden for usammenhængende, til en unik odenseansk lyd? Jeg håber at blive modbevist af de nye generationer, som PHONO har lokket til.
- 41 -
- ESSAY -
Bevidsthedsudvidende møde mellem to generationer af eksperimenterende musikere. Festivallens nye dagsprogram lægger hårdt ud med et møde mellem to generationer af eksperimenterende musikere, der begge befinder sig i krydsfeltet mellem drone, impro og krautrock.
Günter Schickert var en del af den kreative eksplosion i 60’erne og 70’ernes Tyskland, der bredt går under betegnelsen krautrock. Han var oprindelig trompetist, men skiftede til guitar og begyndte at spille i free jazz-miljøet, hvor han udviklede sin særlige spillestil, der benytter sig af gentagede toner med tykke lag af effekter. En stil der senere blev døbt ”echo guitar”.
Han stod i baggrunden i de tidlige år af krautrockens udvikling, og hans musik er derfor, desværre og ufortjent, i det store og hele forblevet ukendt. Selv om den har mange fællestræk med andre krautrock-legender som Achim Reichel, der udviklede en lignende teknik, og Manuel Göttsching fra Ash Ra Tempel, fungerer den perfekt på sine egne vilkår. Hans to første og bedst kendte plader, Samtvogel og Überfällig, er gode eksempler på den type obskure klassikere, som få har hørt, men mange har hørt om. Heldigvis har internettet ladet disse plader komme til
Rutineret brite medbringer elastisk electro-funk. DMX Krew, også kendt som EDMX, er en af de mere rutinerede kræfter på årets PHONO og i den elektroniske musik i det hele taget. Ed Upton har siden midten af 90’erne produceret musik i et hav af forskellige genrer, men oftest i omegnen af organisk analog og vintage-klingende electro og electronica – gerne med kraftig inspiration fra hip-hop og den IDM, som Aphex Twin lavede på det legendariske Rephlex-selskab, der da også har været hjem for DMX Krew i store dele af karrieren.
DMX Krew anvender og genbruger et hav af old-school-referencer i sin elastisk hoppende electro-funk. Med nik til især Kraftwerk, Drexciya og netop AFX er det først og fremmest
ret og ære, og sidstnævnte er for nylig blevet genudgivet på det fremragende Bureau B-selskab. Det er en fantastisk plade, kosmisk, bevidsthedsudvidende og evigt ekspanderende.Siden da har han blandt andet spillet med Klaus Schultze, og sammen har de netop udgivet The Schulze-Schickert Session, der vellykket blander Schickerts signaturlyd med Schultzes interstellare synthezisere.
Pharoah Chromium er alias for Ghazi Barakat, en musiker der arbejder i udkanten af eksperimenterende og elektronisk musik. Han blander en art repetitiv post-krautrock med stillestående droner og ekkoer af nordafrikansk folkemusik til golde, ildevarslende lydlandskaber, der vrider og muterer uventet. Hans koncerter er teatralske og fremmedartede og indebærer Barakat, der manipulerer lyden af sin såkaldte punji-fløjte, iført en gylden maske.
Schickert og Barakat vil spille en række koncerter, både solo og fælles, som en del af det nye dagsprogram. Vi kan ikke sige præcis, hvad man kan forvente, andet end et hypnotisk, psykedelisk trip til en ukendt destination.
- 42 -
DMX KrewTORSDAG / 23:00 / SCENE 1
UK
det let brudte, men rykkende beat og en varm, overvældende melodiøsitet, der kendetegner DMX Krews musik. Hans tilgang kan måske minde om hollandske Legowelt og dennes fascination af gammelt grej, computerspilsmelodier, nørdede koncepter og bedagede genrer, men DMX Krews udgangspunkt er ikke så meget Amiga og b-film, som det er b-boying og røvrystende breaks fra før, verden gik af lave. Det er funky som bare pokker, gennemført venligsindet og tilpas knækket til at blæse både hoved og bentøj grundigt igennem. Tid til at lave robotten!
- BANDOMTALER -
PRÆSENTERET AF:
Skæv synthpop med skramlet maskinpark. Adi Gelbart, der ikke overraskende har udgivet sin seneste ep, ”Tekno”, på Felix Kubins selskab, Gagarin Records (eller rettere, på det endnu bedre navngivne underselskab, Apolkalypso), er en evindeligt undersøgende nørd, der excellerer i storsmilende synthesizermusik, med halvbagte, filmiske sci-fi referencer og en opklippet, kuldsejlet hjemmegjorthed over sig.
Det er blændende melodisk, komplet skramlet og på besynderlig vis ikke så fjernt fra tidlig, rudimentær 60’er-pop – men på den anden side er det heller ikke fjernt fra utopiske avantgarde-eksperimenter med hjemmebyggede maskiner og underlige anordninger.
Grænsesøgende trommeslager mm. opfører unikt overraskel-sesshow. Toke Tietze Mortensen er en vigtig og yderst pro-duktiv del af den danske undergrund. Både som medstifter af musik- og kunstkollektivet Yoyooyoy og som medlem af et utal af grupper, hvis konstellationer lader til at være lige så evigt omskiftelige som manden selv. Han har således spillet gentagne gange i Odense og på PHONO med blandt andre Yoke & Yohs og Slütspürt.
Tietze Mortensen har den samme grænseløse tilgang til musik – et sted mellem impro, minimalisme, freejazz, rock, noise og
- 43 -
GelbartFREDAG / 19:00 / SCENE 2
IL
KonditoqueLØRDAG / 14:00 / BRANDTS
DK
Måske på grund af den gennemført naivistiske og grænsesøgende tilgang, har man med Gelbart fornemmelsen af en mand der jonglerer ubesværet med (pop)musikhistorien, og ikke er bange for at tabe bolden fra tid til anden. Han laver snublende elektroniske vignetter, hjerteblødende synthpop og endda en komplet coverudgade af den første Beatles-plade. Gelbarts musik er ikke så meget en dekonstruktion af pop, som det er en rekonstruktion af den, som den burde lyde, hvis alle musikere var lige så nysgerrige, nørdede og skæve i hovederne som ham. Han er konstant eventyrlysten, kompromisløst underholdende og garant for det altid uventede.
techno – som den, der i det hele taget karakteriserer scenen omkring spillestederne Mayhem og Henning Young: komplet frihed og endeløs kærlighed til eksperimentet og det uventede.
Vi ved derfor heller ikke, præcis hvad han spiller på årets festival. Under sit elektroniske alias, Konditoque, opfører han et til lejligheden sammensat show, hvor han måske medbringer sine hjemmebyggede, automatiserede harper, måske spiller technoid skrammel-electronica og måske ikke gør nogen af delene. Men han har lovet at det bliver fedt, og det er mere end godt nok for os.
- BANDOMTALER -
PHONOFESTIVAL.DK
Industrielt møde mellem elektro-akustisk techno og moderne klassisk. Den belgisk-italienske duo Lumisokea, der består af Koenraad Ecker og Andrea Taeggi, befinder sig i et krydsfelt mellem techno, noise og moderne klassisk musik. Deres konsekvent eksperimenterende kompositioner ligger ikke langt fra Mika Vainio eller Emptysets industrielt informerede støjtechno, men Lumisokea tilføjer en anderledes akustisk dimension til deres skarpslebne, klinisk-maskinelle klange og hakkende, rustne beats.
Klagende cello harmoniserer skingert med ringmodulatorer, imens drypvise, medtagne klavertoner falder arytmisk og forvrænget på en bund af metallisk klirrende percussion. Skælvende melodier tindrer over afgrundsdybe basfrekvenser eller henfalder til industrielt forvitret støj.
Det er musikkens trancefremkaldende, taktile kvaliteter, der interesserer Lumisokea, som turnerer med et audio-visuelt liveshow, hvor geometriske lysprojektioner i røg og mørke aftegner rum omkring lytteren, imens lyden gør det samme, men på en helt anden måde.
En melankolsk, forfaldsromantisk undertone forenet med brutale krampetrækninger af støj skaber en fantastisk rig klangverden, der er lige så fysisk og rumlig, som den er urovækkende og associationsfremkaldende. Lumisokea er, hvis vi selv skal sige det, et perfekt navn til dagsprogrammet, hvor deres improviserede, men præcist afmålte elektro-akustiske techno kan få den opmærksomhed, den fortjener.
LumisokeaTORSDAG / 17:15 / BRANDTS
- 44 -
IT/BE
Fræsende højhastighedspop for viderekommende. Tim Exile aka. Tim Shaw er, med et noget tyndslidt udtryk, den elektroniske musiks svar på en gal videnskabsmand: sampling-geni, utilpasset drum’n’bass dekonstruktivist og ekstraordinær underholder. Han er efterhånden en erfaren herre med en karriere, der har ført ham rundt om alt fra klassisk violin over musique concrète til nedsmeltet, bevidsthedsudvidende IDM.
Hans karriere har også tidligere ført ham forbi PHONO, hvor han i 2009 spillede en kaotisk triumf af en koncert, der kulminerede med, at publikum bar ham rundt på udstrakte hænder, imens han kontrollerede sine maskiner med et gammelt joystick og ganske enkelt bankede stedet grundigt igennem med sin frenetiske og humoristisk aggressive breakbeat-techno.
Tim ExileFREDAG / 23:00 / SCENE 1
UK
De fleste af hans udgivelser er centreret omkring en form for drum’n’bass, der konstant dissekeres og sættes sammen igen på besynderlige og overrumplende måder ved hjælp af manisk sampling, hakken og klippen i stykker. Denne basale idé har han udfordret på et væld af måder, hvad enten det er i form af barsk, konfrontatorisk dadaisme på Tim Exile’s Nuisance Gabbaret Lounge eller vokalbåren synthpop på Listening Tree, der bland-er den dystre alvor fra Depeche Mode og tidlig New Order med rendyrket musical-grandeur.
Lige meget hvilken besynderlig og misdannet undergenre han skærer i småstykker, bliver det alt sammen på magisk vis til no-get sært fantastisk. Tim Exile laver fræsende højhastighedspop for viderekomne, der først og fremmest garanterer et fænomen-alt liveshow; et godartet totalangreb på fødder, krop og hjerne.
- BANDOMTALER -
Farverig og melodisk basmusik med rå kanter. My Panda Shall Fly aka. Suren Seneviratne er en britisk-srilankansk producer, hvis musik stensikkert vil appellere til fans af Pattens drømmende, forvitrede og småmelankolske electronica. I endnu højere grad vækker hans udgivelser dog mindelser om den neonlysende, bastunge og sukkerovertrukne eklekticisme, man kan finde hos kunstnere som blandt andre Hudson Mohawke og Rustie.
Den idiosynkratiske og vidtfavnende producers musik er aldrig puristisk, men altid underholdende, venligsindet, excentrisk og mildt psykedelisk.
Med udgangspunkt i hiphop, electropop, klassisk house og UK-garage væver Seneviratne tråde af analoge melodier igennem sine numre, der bæres af simple, men effektive trommespor og skrammede, medtagne klange og afgiver en nærmest organisk glød. En farverig, omsluttende flimren der bør gøre hans koncert på PHONO til en af de mest interessante og medrivende eksempler på alternativ melodisk basmusik, man kan opleve.
Odenseanske acid-fans medbringer maskinerne. Sleep, You Restless Heart er et live elektronisk band inspireret af 90’ernes Chicago-house. De tre medlemmer har alle stærkt fodfæste i den odenseanske undergrund (Gorgon Strike & Dorias Baracca). Med en kæmpe kærlighed for ”rigtige” maskiner frem for computere, spiller de Acid House med en livenerve og en energi man normalt ellers kun ser i rockbands. Bandet gjorde sig bemærket ved dette års Effector Festival, hvor de spillede et brag af en debutkoncert som sidste live act for en pakket sal.
- 45 -
My Panda Shall FlyTORSDAG / 20:15 / SCENE 2
Sleep, You Restless HeartTORSDAG / 15:00 / BRANDTS
UK
DK
- BANDOMTALER -
PHONOFESTIVAL.DK
Intergalaktisk funk og beskidt, melodisk house. Space Dimension Controller spiller den form for lummer, futuristisk funk, der kører på anlægget i lurvede stripklubber på den fjerne side af Mælkevejen. Hans plade fra 2012, Welcome To Microsector-50, er en episk science fiction-fortælling, en interstellar rejse til lyden af beskidt, synthpræget house og hiphop. Halvt knaldroman og halvt storslået drama. Albummet fortæller endnu et kapitel i historien om Mr. 8040, aka. Max Tiraquon, og hans eventyr i det dybe rum, hvortil menneskeheden har måttet emigrere, efter at have tabt den galaktiske krig mod pulsovianerne.
Hvis Hudson Mohawke, Prince og Deltron 3030 røg sig grundigt skæve med Arthur C. Clarke, ville det formentlig lyde nogenlunde
Italiensk trancenostalgiker sætter tiden på pause. Lorenzo Senni har efterhånden opbygget en trofast fanskare i den danske undergrund, med udgivelser på selskabet Hundebiss og koncerter på festivaler rundt omkring i landet. Hans musik under aliaset Stargate er atmosfærisk, repetitiv og forvitret, som fortabte ekkoer af for længst overståede fester, af blegnende ekstatiske momenter. Forvildede loops dukker utydeligt frem, som et sløret foto af ravefestens mest melankolske hjørne. Det lyder som en støvet optagelse af trance-numre, hvor det alt for korte øjeblik umiddelbart inden ekstasen er trukket uendeligt
Space Dimension Controller
Stargate
LØRDAG / 23:30 / SCENE 1
TORSDAG / 19:00 / SCENE 2
UK
IT
sådan her. Elastisk stjernetågedisco blandet med melankolske suk fra elskende fortabt imellem stjernerne, fuld af smygende melodier, hede og tilduggede, som en rumskibskabine efter sex i zero-g. Space Dimension Controller laver musik der afbøjer lys og sætter mellemgulvet i pulserende svingninger. Hans livesets er lige dele krop og kosmos, lige dele fest og fiktion. Let psykedelisk og fuldstændig medrivende.
Space Dimension Controller er den svorne forsvarer af den Evige Kosmiske Boogie og æresmedlem af den interplanetariske festelite. Set phasers to dance!
ud og som et Moebius-bånd gentages til øjeblikket vokser ud i verdensrummet. Det er trance som nostalgisk minimalisme, det er hypnagogisk medtagne stumper af lykke, der blafrer bort med vinden.
Stargate er et pulserende trip ind i fremtiden via neon-farvede simulationer af en fortid, der aldrig har eksisteret. Han klipper og klistrer tråde af hukommelse sammen til spraglede collager og bygger sørgmodige samples op om minimale, skeletlignende melodier, med maksimal, hypnotiserende effekt.
- 46 -
- BANDOMTALER -
Technolegender lukker PHONO13 med utæmmeligt liveset. The Destroyaz afslutter årets PHONO med en komplet uregerlig opvisning i opkørt kampvognstechno. Neil Landstrumm og Bill Youngman, der gemmer sig bag det sigende, om end ikke just subtile, alias, er på ingen måde nytilkomne i den hårdkogte techno. Siden Landstrumm i midten af 90’erne udgav Brown By August, der for manges står som en af de bedste eksperimenterende techno-udgivelser fra perioden, har han konsekvent udgravet sin egen niche af hidsig, hydraulisk pumpende ravemusik. Hans karriere har haft enorm indflydelse på industrialtechnoens triumferende genopstandelse, som den lyder hos fx Karenn, men han har også ydet et væsentligt bidrag i udviklingen af den klassiske, tunge berliner-lyd, qua sine udgivelser på det toneangivende Tresor-selskab. Her har Bill Youngman også udgivet, og i det hele taget har deres
Unik, tysk electro-entertainer spiller sin fjerde koncert på PHONO. Hvis PHONO fik sat pistolen for panden, og blev tvunget til at vælge en yndlingskunstner her i verden, er der gode chancer for at valget ville falde på Felix Kubin. 2013 er den fjerde festival hvor Kubin er på programmet, og det er der naturligvis god grund til.
Hamborg-baserede Kubin er en af den elektroniske musiks særeste og mest idiosynkratiske skikkelser. En singulær, situationistisk electro-auteur og tilbageskuende ærkefuturist, der på besynderlig vis gør en dyd ud af at være på én gang forud for og håbløst bagefter sin egen tid. Siden han som teenager fik sin første Korg MS20 synthesizer, har den selvproklamerede dadaist udsendt sin usandsynlige blanding af skinger, skramlet Neue Deutsche Welle, retro-futuristiske lydeksperimenter og Weimar-cabaret.
The DestroyazLØRDAG / 01:00 / SCENE 1
USA/SCO
- 47 -
løbebaner altid været mere eller mindre filtret sammen. Med The Destroyaz har de lavet et samarbejde der leverer rå, ufortyndet techno med fuldt tryk på liveelementet og publikumskontakten.
Det er svært at sige, præcis hvad The Destroyaz spiller, da de for det første intet har udgivet endnu og for det andet lader stemningen styre deres sets i retninger, de heller ikke selv kan forudse. Der er tætte barrager af beats, der kommer omkring alt fra electro og hip-hop til acid og techno, der er raserende synth-tsunamier og tonsende opbygninger - tilsat beat-boxing og freestyle rap som glasur på toppen. Som årets sidste indslag har The Destroyaz løbepas til at skabe den mest tossede og gennemsvedte fest på festivalen. Det er vi slet ikke i tvivl om, at de vil gøre.
- BANDOMTALER -
PHONOFESTIVAL.DK
Felix KubinLØRDAG / 22:00 / SCENE 1
DE
Den ekstremt produktive Kubin driver pladeselskabet Gagarin Records, og har foruden sine egne udgivelser lavet både film, teatermusik og radiospil, om alt fra Nikola Teslas drømme til parapsykologi og skønheden ved instruktionsmanualer. Selvom man kan sige, at det obskure altid har været Kubins foretrukne habitat, er hans musik som oftest både ubestrideligt dansabel og melodisk. Sindssygt underholdende, og altid iblandet en bizar, psykedelisk og nogle gange urovækkende humor – for eksempel i hans skizoide coverudgave af Lionel Richies ”Hello”. Excentrisk er blot et fattigt ord.
Kubins koncerter er dog hvor han går fra det fremragende til det sublime. Det er som at se et late night show i Tristan Tzaras hovede, som at opleve 50’ernes utopiske kommunisme vakt til live i skikkelse af et væsen fra det ydre rum, der spiller schlager-rave. Det er DAF, Kraftwerk og Holger Hiller der møder Stockhausen, Pierre Schaefer og Louis og Bebe Berron. Det er Verfremdung durch technik, og det er garanteret den mest ubeskrivelige og underholdende koncert du får at se i år. Hit Me, Provider!
- 48 -
- BANDOMTALER -
FREDAG / 14:00,15:00,16:00 / BRANDTS
MIK MUSIK SHOWCASE (PL)
Showcase fra det fantasmagoriske, polske pladeselskab Mik Musik.
Pladeselskabet Mik Musik drives af den erfarne og hyperaktive multiinstrumentalist, producer og billedkunstner med mere, Wojciech Kucharczyk, fra den lille by Skoczów i den sydlige udkant af Polen. Som en del af årets dagsprogram, præsenterer han et lille udpluk fra selskabets fold af kuntsnere, der alle befinder sig i den yderste periferi af den elektroniske musik - og nogle noget længere ude end det.
Kucharczyks tilgang til både sit pladeselskab og sin musik, minder på mange måder om outsiderlegender som Felix Kubin eller V/VM: De er alle kunstnere hvis virke er præget af en rastløs udgivelsesrate, en kompromisløs selvgjortheds-etik og en bizar, dadaistisk sans for humor. Kort sagt, en grænseløst eksperimenterende tilgang, der kan resultere i snart sagt hvad som helst. Kucharczyk selv spiller en forunderligt lettilgængelig blanding af haltende pop og avant-electro, præget af minimale trommespor, momentvis muskuløs EBM og en heftig brug af vocoder og vokalsamples. Utilpasset synthpop for viderekomne.
De to medlemmer af RSS B0YS mødte hinanden på en rejse i Afrika. De spiller pløjende afrotechno i halvt tempo, med eroderede loops, udtværet subbas og grynet synth. Kokset, etno-industriel kværnen opsluges i elliptiske malstrømme af degenererede rytmer. En storslået, omtumlet melodi dukker frem af de hypnagogiske efterladenskaber. Bas, beat, Benin og Berlin mødes i et småpsykedelisk, solskoldet øjebliksbillede og vendes flagrende på vrangen.
Det tredje og sidste navn er den audio-visuelle kunstner Wilhelm Bras, aka Paweł Kulczyński. Han er selskabets lysergiske elektroingeniør, en opdagelsesrejsende på hjemmebyggede synthesizere. Bras kreerer neurale cirkelslutninger og gnistrende modulære kollisioner. Blippen, susen og knitren, kollapsende konstruktioner af mikrosignaler og fortabte impulser. Bras er den selvlysende højspændingsmusiks hofalkymist, der lader kredsløbene synge ordløse sange.
Synthbesatte franskmænd spiller storslået power-electro.Soundtracket som genre står centralt i Zombie Zombies musik. Den evigt aktuelle John Carpenter og hans fornemmelse for spændingskurver går igen i gruppens syntetiske syremusik, og de har endda udgivet en plade med covers af Carpenters mest berømmede filmmusik. Men det cinematiske løber som en dramatisk nerve igennem samtlige af deres udgivelser, der alle kunne tjene som lydspor til ikke-eksisterende, psykedeliske b-film fra 70’erne.
Det lyder måske momentvis som den rene retrodyrkelse, men i virkeligheden forsøger Étienne Jaumet og Cosmic Néman nærmere at genvinde en smule af den blåøjede uskyldighed og oprigtige fascination af sci-fi, der er som indbygget i lyden af deres analoge instrumenter. Ud over et arsenal af synthesizere anvender de den ikoniske theremin, der måske mere end noget andet instrument kendetegner lyden af fremtiden, som den engang tog sig ud.
Japansk vidunderbarn laver electro af reallyde. Yosi Horikawa er en japansk producer, der, siden han var teenager, har stykket melodisk collagemusik sammen af sine egne stemmesamples, lydene af køkkengrej og andre objekter og feltoptagelser fra den japanske natur. Det kommer der en original, spændstig og vitalistisk elektronisk musik ud af – en sært kakofonisk soul, bygget af fuglefløjt, trommende fingre og motorstøj på en bund af knasende hip-hop og electrobeats.
Man kan ikke undgå at opfatte Horikawas musik som udpræget japansk. Den virker inspireret af både Boredoms primale percussion-udladninger og shinto-religionens besjælede naturforståelse, men også af europæisk electronica og amerikansk storbymusik. Alt sammen kørt igennem et splintrende, farverigt filter af fundne lyde, knitrende fraktal-rytmik og et skarpt og ubesværet øre for duvende og minimalistiske melodier
- 49 -
Yosi HorikawaFREDAG / 17:15 / BRANDTS
JP
Det er således først og fremmest længslen efter den grænseløse, utopiske ambition i fordums elektroniske musik, der driver gruppen: Zombie Zombie tegner en direkte linje fra 70’ernes storslået konceptuelle progrock og kosmiske synth-ekskursioner til 80’ernes dystert glittede neon-klange.
Live udgør to trommeslagere den hypnotiserende rygrad under Jaumets pulserende synth- og saxofonimprovisationer. Med krautrockens evigt udstrakte rytmik evindeligt rumsterende et sted i repetitionerne, lader Zombie Zombie en form for kosmisk ur-disco stråle ud over scenekanten - en mægtig, psykedelisk strømførende energiudladning i direkte forbindelse med de glitrende og mangefarvede stjernesfærer.
Zombie ZombieTORSDAG / 21:30 / SCENE 1
FR
- BANDOMTALER -
PHONOFESTIVAL.DK
BILLETTER
1 dag forsalg i døren 85,- DKK 3 dage i forsalg 150,- DKK3 dage i døren 185,- DKK
KØB EN“Support your local culture provider” 3-dags billet til 199,- DKK
- og få en større og endnu bedre PHONO i fremtiden.
Køb din billet her: billetto.dk/phono13
1-dags og 3-dags og “Support your local culture provider” billetter gælder til både dags- og aftenprogram.Der er et begrænset antal pladser til dagsprogrammet!
- ESSENTIALS -
SENESTE NYTFor seneste nyt, flere historier og musik fra kunstnerne:
![Las Vegas Hollywood Magazine Cannes Film Festival[1]](https://static.documents.pub/doc/80x56/5467b1bcb4af9f3f3f8b58ba/las-vegas-hollywood-magazine-cannes-film-festival1.jpg)
